1 Urup Kirke. Søndag d. 28. april 2013 kl. 10.00. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 4. søndag efter påske, Joh. 16,5-15. 1. tekstrække. Salmer. DDS 402 Den signede dag med fryd vi ser. DDS 317 Livets fylde, glædens glans. DDS 294 Talsmand, som på jorderige (gerne Lindemans melodi). - - - DDS 313 Kom, regn af det høje (gerne Hartmans melodi). Altergang: DDS 477 Som korn fra mange marker. DDS 11 Nu takker alle Gud. Tekstlæsninger. Ez. 36,26-28; Jak. 1,17-21; Joh. 16,5-15.
2 Prædiken. Man hører tit påstanden om, at religion er skyld i alverdens krige. Det må siges at være en fed generalisering. Det er sandt, at der er ført adskillige krige i forskellige guders navne, men ofte dækker fromheden over mindst en af de krigsførende parters egeninteresser. Tilmed findes der et væld af eksempler på krige, hvor religion ingen rolle har spillet. Det er helt i orden at bringe Gud ind i krig på den måde, at man beder ham om at holde hånden over soldaterne. Derved beder man jo for sit udsatte medmenneske. Men at bringe ham ind som part i sagen og kræve hans sympati for selve nedkæmpelsen af fjenden vil være at gå alt for langt. Ganske vist kaldes Gud visse steder i Det Gamle Testamente for Hærskarers Herre, men det er kun, fordi han i denne del af Bibelen anses for at være jødernes private Gud; deres himmelske hærfører. Den forståelse gør Jesus op med i Det Nye Testamente. Fra da af lægger Gud vægt på tilgivelse og forsoning. I hans øjne har krig, hævn og straf spillet fallit. Gud undergår altså en radikal forandring mellem de to testamenter. Sådan som han kommer til orde gennem Jesus Kristus ligger enhver form for blodig krigsførelse ham fjernt. Alligevel må vi erkende, at den kristne Gud ind imellem drages ind som part i en krig. Det samme ses indenfor andre religioner. For eksempel tages muslimernes helligskrift, Koranen, til indtægt for den særlige form for krig, som al-qaida og andre ekstremistiske bevægelser indenfor islam fører. Det har naturligvis flere grunde. En af dem er, at mange læser helligskriftet i den overbevisning, at alt i det skal forstås bogstaveligt. Flere steder i Koranen står der, at den er ufejlbarlig. Med en bogstavelig forståelse af skriftet må man altså holde fast i, at der ingen fejl er i det. Koranen anses derfor for at kunne bruges som en fuldkommen manual til et liv ført efter Allahs vilje; og netop Allahs vilje står som det højeste indenfor islam, der betyder underkastelse eller hengivelse. Muslimen skal altså underkaste sig eller give sig ind under Allahs
3 vilje. Dette er der mange muslimer, der tager let på. De lever lige så sekulariseret som størstedelen af os danskere. Andre udfører trofast de daglige ritualer uden større refleksion, fordi der nu engang er tradition for at gøre det. Atter andre udvikler et bevidst fromhedsliv, der giver deres tilværelse retning. Sidst men ikke mindst går nogle gevaldigt op i at virkeliggøre den korrekte måde at udleve Allahs vilje på. De lægger vægt på Koranens påstand om at være ufejlbarlig og forsøger derfor at leve punktligt efter dens forskrifter. Når et skrift er ufejlbarligt, bliver ethvert udsagn i det anset for at være troværdigt. Set fra den synsvinkel opstår der et klart skel mellem frelste og fortabte, sådan som det kommer til orde i dette stykke fra Koranen: Sig: Sandheden kommer fra jeres Herre. Lad så blot, hvem der vil, tro, og hvem der vil, være vantro! Til dem, der handler uret, har Vi beredt en ild, hvis telt vil omslutte dem. Når de råber om hjælp, vil den hjælp, som de får, være vand i form af smeltet kobber, der brænder ansigtet op. Hvilken usalig drik! Ondt er det som hvilested! / De, der tror og gør gode gerninger; - Vi lader ikke lønnen gå tabt til nogen, der handler godt. / De har Edens haver med de rindende floder i vente. Dér vil de, tilbagelænet på hynder, være smykket med armbånd af guld og klædt i grønne dragter af brokade og silke. Hvilken salig belønning! Skønt er det som hvilested. 1 Også i Bibelen er der beskrivelser af helvedesstraffe. Dog er de ikke så udførlige som i Koranen. Problemet med den slags opstår, når de forstås som opfordringer til at hjælpe Gud med at effektuere adskillelsen mellem troende og vantro, frelste og fortabte. Det er det, ekstremistiske muslimer gør med deres terroraktioner. De påtager sig Guds rolle og sender uskyldige mennesker i døden i den tro, at de ryger direkte i helvede, mens de selv hvis de dør undervejs i aktionen - får lov at slænge sig på hynder i Paradiset. Begrebet jihad eller hellig krig beskrives i Koranen som en forsvarskrig. Men under dække af, at krigen føres som et forsvar mod kommende angreb, kan 1 Koranen, Sura 18, vers 29-31, oversat af Ellen Wulff, Forlaget Vandkunsten 2006.
4 ekstremistiske muslimer sagtens overbevise sig selv og hinanden om rigtigheden i, at angreb er det bedste forsvar. De lægger en tolkning ned over Koranen og påstår, at de udfører Allahs vilje, sådan som den er udtrykt sort på hvidt. På den måde narrer de sig selv og tager livet af en mængde uskyldige mennesker. Islam behøver med andre ord ikke at være så blodtørstig en religion, som den fremstår i disse år. Det bliver den kun, fordi de mest rabiate muslimer får lov at tegne religionens ansigt udadtil med en skriftfundamentalistisk tilgang, der er gået amok. At det er nået så vidt er ikke så sært, for indenfor islam er der en lang tradition for, at Koranen ikke må oversættes. Enhver oversættelse indebærer nemlig en fortolkning. Den originale tekst kan miste en del af sin betydning, når den oversættes til et andet sprog. Sådan forholder det sig ikke kun med helligskrifter, men også med alle mulige andre bøger. Som kristne må vi derfor også erkende, at vi først har den fulde forudsætning for at forstå Bibelen, når vi kan læse flydende oldhebræisk, oldgræsk og tilmed aramæisk, som ganske små dele af Bibelen er skrevet på. Det giver bare ingen mening at stille det som et krav for at være kristen. En oversættelse er ikke perfekt, men bestemt heller ikke ubrugelig. Skal man være rigtig krakilsk, ville der opstå et nyt problem, hvis man kun accepterede Bibelen på originalsprogene. De gamle håndskrifter, der ligger til grund for Bibelen, er nemlig ikke helt enslydende. At finde ud af, hvilke skrifter, der er de mest originale, er umuligt. Vi må derfor regne med en vis usikkerhed. Det er slet ikke så tosset, for det udgør en forhindring, hvis vi vil påberåbe os Bibelens ord som talt af Gud selv. Usikkerheden gør altså skriftfundamentalismen utroværdig og opfordrer til fortolkning. Selv i det tilfælde, at Bibelen eller Koranen fandtes i én original udgave, ville man ikke kunne komme udenom, at der skal en fortolkning til. I både Bibelen og Koranen findes der uklarheder og modsigelser. Det kan synes som et minus, men er faktisk et plus, for dermed er der lagt en dæmper på menneskers skråsikkerhed, når de påstår, at de udtaler sig på Guds vegne og måske ligefrem opfordrer til krig i hans navn.
5 At man ikke kan bruge Gud som undskyldning for at indlede en krig eller sanktionere andre uretfærdigheder betyder ikke, at vi slet intet kan sige om ham; men vi skal være os bevidste, at alt, hvad vi siger, og alt, hvad vi hører om Gud, i større eller mindre grad beror på fortolkning. Vi har jo ikke Gud til at udlægge skrifterne for os. Jesus har for længst forladt jorden og overladt skriftudlægningen til os selv. Dog er vi ikke ladt totalt alene, for som vi hørte det i dagens evangelietekst, har vi Helligånden som vores talsmand. Nu er ånder jo nogle temmelig uhåndgribelige størrelser. Anderledes er det ikke med Helligånden. Den lever i ordene eller rettere i Ordet med stort O; Ordet om Gud og Ordet fra Gud. Det Ord, han skabte med i begyndelsen, da han sagde: Der skal være lys!, og der blev lys. Helligånden findes i den forkyndelse, der griber os, når vi hører, at Gud lod sig føde som mennesket Jesus; at han levede og til sidst lod sig henrette for at binde sig til os i både livet og i døden; at han opstod, for at forbindelsen mellem ham og os kan vare i al evighed. Da hører vi, at en repræsentant for den treenige Gud der både tæller Faderen, Sønnen og Helligånden er midt iblandt os. Vi hører, at Gud er aktiv som Helligånden, der bliver en del af os, hver gang vi hører Ordet. I Helligånden har vi en talsmand, som evangelisten Johannes kalder ham. I Helligånden har vi én, der taler vores sag overfor Gud, når vi ikke lever, som vi bør. Denne talsmand giver os tryghed, så det føles, som om vi får udskiftet et stenhjerte med et hjerte af kød, sådan som profeten Ezekiel sagde det i den gammeltestamentlige læsning. Helligånden er den, der trøster os med Guds nærvær, selv når han synes borte. Det kan Ånden gøre, fordi Guds kærlighed til os ikke er tidsbegrænset men uendelig. Selvom Gud synes at have vendt os ryggen, er vi altså hans i al evighed. Helligånden har dog også en anden funktion end at tale vores sag. Talsmanden skal inspirere os til at tale Guds sag og udbrede det glædelige budskab. Det er en opgave,
6 der kræver ydmyghed. Er man overbevist om, at Helligånden taler gennem én, kan man nemlig let gøre sig selv til gud. Da forbander man dem, der ikke er enige med én, og lover ens meningsfæller den evige frelse. De første har jo forkastet Helligåndens budskab og de andre taget imod det. Da er man allerede begyndt at føre krig i Guds navn. Helligånden er dog næppe sendt, for at vi skal slå hinanden i hovedet med den. Tværtimod maner den til imødekommenhed, for Gud er selv ekstremt imødekommende, hvilket blandt andet viste sig, da Jesus hængende på korset bad for sine fjender. Helligånden ønsker at bringer mennesker til Gud; ikke mod, men med deres vilje. Derfor skal vi være varsomme med at blive for selvsikre på Helligåndens vegne. Som de ufuldkomne mennesker, vi er, kan vi tage fejl og i værste fald tale Satans sag i den overbevisning, at det er Guds sag, vi fører. Sker det, er vi så småt i gang med at indlede en krig i Guds navn mod Guds vilje. Amen.