i:\jan-feb-2000\arbejdstid-sb.doc 7. marts 2000

i:\jan-feb-2000\arbejdstid-sb.doc 7. marts 2000 RESUMÈ Af Steen Bocian ARBEJDSTIDSREGNSKABET Arbejdstiden er et begreb, som har betydning for alle på arbejdsmarkedet. Senest i forbindelse med dette forårs overenskomstaftaler, hvor den sjette ferieuge blev indført på størstedelen af det private arbejdsmarked, så vi, hvor stor opmærksomhed begrebet tiltrækker sig. Vi har igennem de seneste godt 30 år valgt at arbejde færre og færre timer. Dette er en ganske naturlig udvikling, i takt med at vi alle bliver rigere, efterspørger vi såvel flere materielle goder som mere fritid. Med det nye arbejdstidsregnskab, der første gang blev offentliggjort i slutningen af 1999, er det nu muligt at se nærmere på arbejdstiden i de forskellige sektorer. Man kan herved bl.a. analysere, hvorvidt der er store forskelle mellem, hvor mange timer der i gennemsnit arbejdes i de forskellige sektorer. I arbejdstidsregnskabet offentliggøres tidsserier for antal præsterede timer, fuldtidspersoner, lønsum, job og beskæftigede fordelt på sektorer fra 1995 og frem både som kvartalsserier og som årsserier. Set på årsbasis er landbruget den sektor, hvor medarbejderne i gennemsnit arbejder flest timer om året. Således arbejder de beskæftigede i landbruget ca. 1600 timer om. I den modsatte ende befinder handel og hotelvirksomhed mm. sig. Her arbejdes der i gennemsnit kun lidt mere end 1200 timer om året. En stor del af forskellene kan tilskrives andelene af selvstændige i sektorerne, da selvstændige i gennemsnit arbejder flere timer. Den gennemsnitlige arbejdstid for hele økonomien er ca. 1300 arbejdstimer om året. Dette tal har været stigende siden 1995, hvilket primært skyldes, at den gennemsnitlige arbejdstid i den offentlige sektor er steget. Arbejdstidsregnskabet kan også anvendes til at beregne rigtige sektorspecifikke timeproduktiviteter. Tidligere har man måtte antage, at den gennemsnitlige arbejdstid var ens i alle sektorer. De mere korrekte timeproduktivitetsberegninger viser bl.a., at timeproduktivitetsniveauet er højere end tidligere antaget, og der bliver flyttet rundt på hvilke sektorer, som er højproduktive, og hvilke der er lavproduktive. Således er timeproduktiviteten i handelssektoren højere end i industrien, når man anvender de korrekte timetalsoplysninger, men det modsatte gør sig gældende, hvis man antager, at den gennemsnitlige arbejdstid i de to sektorer er ens.

2 ARBEJDSTIDSREGNSKABET 1. Indledning Arbejdstiden er et begreb, som har betydning for alle på arbejdsmarkedet. Senest i forbindelse med dette forårs overenskomstaftaler, hvor den sjette ferieuge blev indført på størstedelen af det private arbejdsmarked, så vi, hvor stor opmærksomhed begrebet tiltrækker sig. Arbejdstiden har både betydning for den enkelte i form af, hvor meget fritid vedkommende har, men også for virksomhederne, da antallet af medarbejdere i et vist omfang afhænger af, hvor mange timer den enkelte medarbejder arbejder. Endelig har det betydning for velfærdsstaten, dels som følge af, at arbejdstidsforkortelser i den offentlige sektor isoleret set bevirker, at det offentlige serviceniveau falder, dels som følge af at hvis man i den private sektor vælger at lade en del af velstandsfremgangen give sig udslag i mere fritid frem for mere løn, vil skattegrundlaget alt andet lige blive reduceret. I forbindelse med overenskomsterne aftales arbejdstiden, men som følge af blandt andet sygdom og overarbejde arbejder vi ikke den aftalte arbejdstid, når man ser over et helt år. Dertil kommer, at nogle vælger kun at arbejde deltid, hvilket også påvirker den gennemsnitlige arbejdstid. Endelig er en stor del af det private arbejdsmarked ikke omfattet af overenskomsterne, hvorfor de i teorien ikke har nogen aftalt arbejdstid. 1 Korrigerer man den aftalte arbejdstid for bl.a. antallet af personer, der arbejder deltid, kan man af figur 1 se, at i industrien er det ikke sådan, at der systematisk arbejdes mere eller mindre end den normale arbejdstid. Sygdom mm. opvejes således af, at der i perioder er overarbejde. I år med storkonflikter dvs. 1972, 1985 og senest i 1998 falder den gennemsnitlige arbejdstid naturligvis ned under den normale arbejdstid. 1 I praksis er det dog således, at deres arbejdstid i vidt omfang følger arbejdstiden på de overenskomstdækkede områder.

3 Figur 1. Den normale og den gennemsnitlige arbejdstid i industrien Timer pr. år 2000 1900 1800 1700 1600 1500 Timer pr. år 2000 1900 1800 1700 1600 1500 1400 66 68 70 72 74 76 78 80 82 Gennemsnitlige arbejdstid 84 86 88 90 92 94 96 98 Den "normale" arbejdstid 1400 Anm: Den normale arbejdstid i industrien er den aftalte arbejdstid under hensyntagen til deltidsfrekvensen og forskydelige helligdage. Kilde: ADAMs databank Vi har igennem de seneste godt 30 år valgt at arbejde færre og færre timer. Dette er en ganske naturlig udvikling. I takt med at vi alle bliver rigere, efterspørger vi såvel flere materielle goder som mere fritid. Figur 2 illustrerer, at både forbruget af fritid og vare- og tjenesteforbruget er steget gennem de seneste 30 år. Særligt i 1960 erne, hvor den økonomiske vækst var ganske markant, var efterspørgslen efter fritid udtalt. Dette ses i figur 2 ved, at kurven er meget flad, man valgte således i højere grad øget fritid fremfor øget privatforbrug. Generelt kan man se en vis sammenhæng mellem perioder med høj vækst og faldende arbejdstid. Således har arbejdstiden en tendens til at falde kraftigst i slutningen af højkonjunkturer (eller starten af lavkonjunkturer). Baggrunden for dette fænomen er sandsynligvis den simple kendsgerning, at i starten af en højkonjunktur efterspørger arbejderne i høj grad materiel fremgang, køleskabet trænger til at blive skiftet ud, og bilen kan ikke længere klare sig med en autovask. Efter nogle år med materiel fremgang vendes fokus, således at der i højere grad efterspørges de såkaldte bløde værdier - særligt fritid. 2 2 Fænomenet kan også skyldes, at der er mere overarbejde i starten af en højkonjunktur end i slutningen.

4 Figur 2. Sammenhængen mellem forbrug og fritid, 1966-1998 Forbrug pr. indbygger 100 Forbrug pr. indbygger 100 90 80 1986 1992 1998 90 80 70 70 1981 60 1966 1974 60 50 3800 3900 4000 4100 4200 Fritid (antal timer) 4300 50 4400 Anm.: Fritiden er opgjort pr. år og er defineret, som antal vågne timer pr. år (=365 16) fratrukket den normale arbejdstid i industrien pr. år (korrigeret for deltidsansatte). Forbruget pr. indbygger er det private forbrug i 1000 1990-kr. pr. indbygger i Danmark 2. Arbejdstidsregnskabet Ovenfor har vi alene fokuseret på arbejdstiden i industrien. Med det nye arbejdstidsregnskab, der første gang blev offentliggjort i slutningen af 1999, er det nu muligt at se nærmere på arbejdstiden i de forskellige sektorer. Man kan herved bl.a. analysere, hvorvidt der er store forskelle mellem, hvor mange timer der i gennemsnit arbejdes i de forskellige sektorer. Jf. boks 1 for en mere udførlig beskrivelse af arbejdstidsregnskabet. Set på årsbasis er landbruget den sektor, hvor medarbejderne i gennemsnit arbejder flest timer om året. Således arbejdede de beskæftigede i landbruget ca. 1600 timer om året i 1999. 1999 dækker i det følgende over perioden fra 4. kvartal 1998 til 3. kvartal 1999. Det ville være misvisende at anvende timetallene for 1998, som ellers er det senest offentliggjorte årstal, da arbejdstiden i 1998 er påvirket af storkonflikten i foråret. Vi har derfor valgt at fokusere på udviklingen fra 4. kvartal 1998 til 3. kvartal 1999, som ikke i væsentligt omfang vurderes at været påvirket af storkonflikten. 3 I den modsatte ende befinder handel og hotelvirksomhed mm. sig. Her arbejdes der i gennemsnit kun lidt mere 3 Til sammenligning var arbejdstiden i det sidste rigtige år, som er upåvirket af storkonflikten, dvs. 1997, var også 1311 timer.

5 end 1200 timer om året, jf. tabel 1. Forskellen mellem de to sektorer er således faktisk næsten 400 timer om året, hvilket svarer til over 10 uger med 37 timers arbejde i hver. Boks 1 Arbejdstidsregnskabet I arbejdstidsregnskabet offentliggøres tidsserier for antal præsterede timer, fuldtidspersoner, lønsum, job og beskæftigede fordelt på sektorer fra 1995 og frem både som kvartalsserier og som årsserier. Arbejdstidsregnskabet er opgjort efter principperne i nationalregnskabet, men man har konkret valgt andre metoder, bl.a. mht. behandling af orlov og sort arbejde, som gør, at fx beskæftigelsestallene i arbejdstidsregnskabet afviger fra beskæftigelsestallene i nationalregnskabet. På længere sigt vil arbejdstidsregnskabet blive indarbejdet som en integereret del af nationalregnskabet. Der er dog endnu ingen præcis tidsplan for, hvornår det vil ske. Arbejdstidsregnskabet er baseret på bl.a. lønstatistikken, den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik og arbejdskraftundersøgelserne. Timeoplysningerne, som er i fokus i dette papir, hentes for lønmodtagernes vedkommende i lønstatistikken, mens de for de selvstændiges vedkommende fås fra arbejdskraftundersøgelsen. Der knytter sig nogen usikkerhed til begge statistikkilder. Lønmodtagernes faktiske arbejdstid undervurderes nok noget i lønstatistikken, da bl.a. ikke-betalt overarbejde (som er ofte forkommende for højtlønsgrupperne) ikke opgøres. For de selvstændige har udenlandske undersøgelser vist, at selvstændige navnlig indenfor landbruget tenderer at overrapportere deres arbejdstimer i arbejdstidsregnskabet. Kilde: Danmarks Statistik Denne forskel i arbejdstid har ikke kun betydning for medarbejderne i hhv. landbruget og handelssektoren. Det har også betydning for, hvor mange ansatte der er behov for i de to sektorer. Hvis man således tænker sig, at der er behov for at få udført fx 20.000 arbejdstimer, vil det i landbruget kræve ca. 13½ person i et år. I handelssektoren ville det tilsvarende antal arbejdspladser blive ca. 16½. Der er således i vores lille eksempel alene en forskel på 3 arbejdspladser eller knap 20 pct. alt efter, om det er landbruget eller handelssektoren, som efterspørger arbejdskraften. 4 Baggrunden for forskellen mellem de to sektorer er primært, at der er flere selvstændige i landbruget. I alle brancher gælder der nemlig, at selvstændige i gennemsnit har en noget længere arbejdstid end lønmodtagerne. Selvstændige i landbruget arbejder således næsten 2000 timer om året, mens lønmodtagerne kun arbejder ca. 1100 timer. Den gennemsnitlige arbejdstid for lønmodtagerne i landbruget er således faktisk kun lidt højere end den gennemsnitlige arbejdstid for lønmodtagere i handelssektoren. 4 Det er dog værd at understege, at kortere arbejdstid ikke på længere sigt er en vej til lavere ledighed.

6 Til gengæld er ca. 60 pct. af de beskæftigede i landbruget selvstændige, mens det tilsvarende tal for handelssektoren er ca. 20 pct. Det skal dog understreges, at der knytter sig en vis usikkerhed til den reelle forskel mellem lønmodtagernes og de selvstændiges arbejdstid. Således overvurderes de selvstændiges arbejdstid i arbejdstidsregnskabet, mens det modsatte gør sig gældende for lønmodtagerne, jf. boks 1. Tabel 1. Gennemsnitlig årlig arbejdstid i 1999 på sektorer Arbejdstid pr. beskæftiget Arbejdstid pr. lønmodtager Arbejdstid pr. selvstændig Landbrug 1604 1105 1974 Råstofudvinding 1532 1520 2226 Bygge- og anlæg 1484 1398 2105 Energi- og vandforsyning 1535 1480 3556 Industri 1402 1381 1991 Transportvirksomhed mm. 1378 1333 2044 Udlejning 1293 1180 1978 Handels og hotelvirks. mm 1220 1100 2156 Off. og pers. tjeneste ydelser 1244 1236 1590 Finansieringsvirksomhed 1243 1241 1630 I alt 1311 1249 2003 Kilde: Danmarks Statistik Anm: 1999 er perioden fra 4. kvartal 1998 til 3. kvartal 1999. Det er valgt ikke at analysere arbejdstiden i 1998, som ellers er det senest offentliggjorte hele år, da storkonflikten i foråret 1998 gør tallene for 1998 svære at fortolke. Timetallene er defineret som samlet arbejdstid i sektoren i forhold til antal primært beskæftigede i den pågældende sektor. Der er imidlertid i nogle brancher også mange sekundært beskæftigede. Timetallene i tabellen overvurderer derfor det faktiske timetal (da nævneren i brøken undervurderes). Dette er særligt et problem i sektoren energi- og vandforsyning hvorfor timetallet i denne sektor særligt for de selvstændige er misvisende. Hvis man kun ser på lønmodtagerne er der også stor forskel på, hvor mange timer de i gennemsnit arbejder om året. Her er handel, hotel og restaurationsvirksomhed også den branche, hvor medarbejderne i gennemsnit arbejder færrest timer. Det hænger bl.a. sammen med, at der inden for denne branche er ansat mange, som arbejder mindre end 37 timer om ugen fx studerende som ofte kun arbejder en 15-20 timer om ugen. Denne branche er endvidere i højere grad end fx bygge- og anlægssektoren karakteriseret ved meget weekend- og aftenarbejde. 3. Udviklingen i arbejdstiden ifølge arbejdstidsregnskabet Der er kun opgjort arbejdstidsregnskab for 1995 og frem til 3. kvartal 1999. Det er således for tidligt at sige, om der er en meget forskelligartet udvikling i de enkelte sektorers arbejdstid. Yderligere betyder storkonflikten i foråret 1998, at antallet af arbejdede timer i 1998 bliver kunstigt lavt. Endelig er

7 der endnu ikke offentliggjort officielt sæsonkorrigerede serier. Det er ikke muligt meningsfuldt at sæsonkorrigere serierne uden forhåndskorrektioner, da storkonflikten i 1998 vil spille en alt for stor rolle i de sæsonkorrigerede serier. 5 Hovedindtrykket, når man kigger på data, er dog, at arbejdstiden pr. beskæftiget er stigende. I 1995 arbejdedes der 1293 timer i gennemsnit, og det var i 1999 til 1312 timer. Fremgangen skyldes primært, at der arbejdes flere timer i den offentlige sektor, således er arbejdstiden i den offentlige sektor steget med 60 timer i den offentlige sektor, mens fx industriens arbejdstid har været stort set uændret. 4. Timeproduktiviteten i de forskellige sektorer Indtil offentliggørelsen af arbejdstidsregnskabet har det ikke været muligt at beregne udviklingen i de enkelte sektorers timeproduktivitet uden en underliggende antagelse om, at arbejdstiden i fx servicesektoren var den samme som arbejdstiden i industrien da der tidligere kun var offentliggjort timetal for industrien. Vi starter med at se på niveauet for timeproduktiviteten og sammenligne med, hvad timeproduktiviteten i de forskellige sektorer ville have været, hvis arbejdstiden var ens i alle sektorer. Til den sammenligning anvender vi ADAMs tal for den gennemsnitlige arbejdstid, da det er dette begreb, som er blevet anvendt i de fleste analyser til dato. Man skal, hvis man sammenligner produktivitetsniveauerne mellem sektorerne være opmærksom på, at der kan være stor forskel mellem de forskellige sektorer forbrug af andre input end arbejdskraft. Således vil kapitalintensive sektorer se kunstigt produktive ud, da analysen her ikke tager højde for kapitalindsatsen. 6 Tabel 2. Timeproduktivitet fordelt på erhverv i 1997 (og væksten fra 1995) Arbejdstidsregnskabet ADAMs timetal Timeproduktivitet Vækst pr år fra 1995 Timeproduktivitet Vækst pr år fra 1995 Landbrug 272 9 pct. 280 7¾ pct. Bygge- og anlæg 168 5¾ pct. 166 5 pct. Energi- og vandforsyning 749 2½ pct. 735 2½ pct. Industri 228 3 pct. 209 2¾ pct Transportvirksomhed mm. 274 -¾ pct. 244 -¾ pct. Handels og hotelvirks. mm 233 1¾ pct. 190 1 pct. Finans.virks. og udlejning 471 0 pct. 394 -½ pct. Kilde: Danmarks Statistik Anm: ADAMs timetal dækker over at samme antal arbejdede timer er anvendt i alle brancher, nemlig den gennemsnitlige arbejdstid i industrien som i 1995 var 1520 timer og i 1997 var 1531 timer om året. Denne fremgangsmåde svarer til fremgangsmåden i ADAM. Hvad angår arbejdstidsregnskabet er der en mindre divergens mellem hvor hhv. nationalregnskabet og arbejdstidsregnskabet behandler sort arbejde. Timeproduktivitetstallene for arbejdstidsregnskabet er derfor nok lidt for højere. Det har heller ikke været muligt at få præcis den samme sektorafgrænsning i arbejdstidsregnskabet som i nationalregnskabet det vurderes dog ikke at påvirke resultaterne. 5 Selv hvis man springer storkonflikten over er vanskeligt at sæsonkorrigere data. Der er simpelthen for få observationer, når man først har pillet storkonflikten ud. Det er derfor heller ikke meningsfyldt at analysere udviklingen i timeproduktiviteten på kvartaler. Danmarks Statistik planlægger at sæsonkorrigere arbejdstidsregnskabet i fremtiden. 6 Når der bliver offentliggjort længere tidsserier i arbejdstidsregnskabet er det oplagt at se nærmere på totalfaktorproduktiviteten.

8 Det første man bemærker i tabel 2 er, at timeproduktiviteten i arbejdstidsregnskabet er højere i alle sektorer undt. landbruget sammenlignet med, hvad ADAM tilsiger. Det skyldes, at det gennemsnitlige timetal ifølge ADAM er ca. 1500 timer om året, mens det i arbejdstidsregnskabet er ca. 1300. Da produktionen er den samme betyder det, at niveauet for produktiviteten i arbejdstidsregnskabet er højere end produktiviteten i ADAM. Stigningen i produktivitet fra 1995 til 1997 er også lidt højere, hvis man anvender timetallet fra arbejdstidsregnskabet frem for timetallet fra ADAM. Denne forskel skyldes, at arbejdstiden i de private sektorer ifølge arbejdstidsregnskabet ikke er steget fra 1995 til 1997, hvilket den ellers er ifølge ADAM. Ellers bemærker man, at hvor handelssektorens produktivitetsniveau ifølge ADAM er noget lavere end industriens, så gør det modsatte sig gældende, når man bruger de rigtige timetal fra arbejdstidsregnskabet. Tilsvarende er den høje produktivitet i landbruget i ADAM delvist en følge af, at de øvrige sektorers arbejdstid overvurderes i ADAM. Landbruget er godt nok også mere produktivt end de fleste andre sektorer, når man anvender de rigtige timetal, men forskellen er noget mindre. Der begås således fejl, hvis man antager at alle erhverv har den samme gennemsnitlige arbejdstid og målefejlen er så stor, at det sagtens kan flytte om på, hvilke sektorer som rent faktisk er høj-produktive og hvilke der er lav-produktive. 5. Antallet af job Arbejdstidsregnskabet kan også anvendes til at se på antallet af job. Det er således, at mange beskæftigede ofte har mere end et job. Det er naturligvis ikke indenfor alle brancher, at denne tendens er lige udtalt. Af tabel 1 fremgår også det gennemsnitlige antal job pr. beskæftiget i de forskellige sektorer. Det ses, at bijob er hyppigst forekommende i landbruget, hvor hver beskæftiget i gennemsnit har knap 1,4 job. I den modsatte ende befinder industrien, råstofudvinding og finansieringsvirksomhed sig. En del af forklaringen på forskellene mellem sektorer er også her, andelen af selvstændige i de forskellige sektorer. Selvstændige har i gennemsnit 1,5 job, mens lønmodtagere har knap 1,1 job. Det er dog ikke hele forklaringen, også når man kun kigger på lønmodtagere, er der flest med bijob i landbruget. Dette skyldes formentlig, at en del landbrug drives som fritidsbrug. Den høje andel af bijob i fx udlejning skyldes blandt andet, at det er i denne sektor viceværter og lignende er placeret.

9 Tabel 3. Det gennemsnitlige antal job i 1999 på sektorer Job pr. beskæftiget Job pr. lønmodtager Job pr. selvstændig Landbrug 1,38 1,15 1,55 Råstofudvinding 1,06 1,05 1,47 Bygge- og anlæg 1,10 1,07 1,34 Energi- og vandforsyning 1,22 1,15 4,06 Industri 1,05 1,04 1,51 Transportvirksomhed mm. 1,09 1,08 1,23 Udlejning 1,24 1,15 1,98 Handels og hotelvirks. mm 1,12 1,09 1,42 Off. og pers. tjeneste ydelser 1,11 1,10 1,21 Finansieringsvirksomhed 1,06 1,06 1,69 I alt 1,12 1,09 1,49 Kilde: Danmarks Statistik Anm: 1999 er perioden fra 4. kvartal 1998 til 3. kvartal 1999. Det er valgt ikke at analysere arbejdstiden i 1998, som ellers er det senest offentliggjorte hele år, da storkonflikten i foråret 1998 gør tallene for 1998 svære at fortolke.