Tale til Højskoledagen 2908 2015

Tale til Højskoledagen 2908 2015 Tak for opfordringen jeg er meget ydmyg over for opgaven Det er med stor ydmyghed at stå her og holde festtale, bestilt af udvalget, som har arbejdet sig frem til denne dag, med stor og spændte forventninger. Ja man har tydelig kunne høre pulsen i glæde over at arrangere denne dag for menigheden Jeg vil gøre mit bedste, opgaven har været meget fri, i øvrigt kendetegnende for vores Kirke igennem 140 år, det at man er fri til at udføre en opgave på menighedens vegne, uden der er givet en direkte køreplan, og navnlig uden kontrol af hvad man har tænkt sig at sige og gøre. Nej vi tror da på det menneske som udfører en opgave for Valmenighedskirken, ikke gør det for egen vindings skyld men for fællesskabet. Sådan har det været gennem hele Menighedens historie. Det er ikke store skandaler man læser om i de gamle beretninger, men en lang fortælling om tro, tro på hinanden, tro på det kan nytte at gøre sig umage, tro på det kan lade sig gøre. Tro håbet og kærligheden på mange planer Hvorfor er vi så her i dag rent historisk. Jeg vil ikke trække jer igennem en kronologisk gennemgang af hele fortiden, men nogle sammentrukne rids, og en del om den periode vi kan huske, samt et forsigtigt bud hvorfor vi er her i dag til en festlig dag, og jeg kan nok heller ikke helt lade være med at komme med en lille smule personlige betragtninger. I øvrigt har I nok lagt mærke til at lokalhistorisk forening har lavet en meget fin og smuk udarbejdet udstilling her ude i, om kirkens historie. Vi skal helt tilbage til før 1860erne. Da var der her på egnen en lille flok som fulgtes i heste køretøj til præsten i espe Vantinge, som hed Hans Agerbek. Det var en enke Katrine Pers, som var samlende omkring disse kirketure til Agerbek. Hun kørte til kirke sammen med hendes lejer, Lille Johan samt en del familier der havde samme trang til kirke. Der var folk både fra Ore, Sdr Nærå, Tarup Og Højby som deltog i disse søndags ture. Man blev oplyst og oplivet af hans Agerbeks prædikener og forkyndelse, som i stor grad var inspireret af Grundtvig. Og efterhånden kom der gang i det man kaldte lægprædikanter. Det vil sige ikke præster som tog rundt i de forskellige hjem, hvor man holdt en form for vennemøder, hvor der blev talt sunget en masse, og sikkert drukket en del kaffe. Der var en berømt Peder Skræppenborg, en Jens Dyrholm,

Rasmus Nielsen Ejby, og Rasmus Pedersen som var født i Davinde, som ofte kom i Sdr. Nærå og omegn Det var en tid hvor man styrkede hinanden, ved at mødes, ved dialogen og de gode taler eller prædikener om man vil. Man blev oplyst og vagt til live i kulturel forstand. Med denne baggrund sker der det at Sognepræsten Hasselager her i Sdr Nærå bliver syg, Han får en Kapplan Hans Jakob Kofoed. Sognepræst Hasselager dør i 1857 af sin sygdom, og Kofoed bliver så den nye Sognepræst i Sdr Nærå i 1858. Kofoed var meget op taget af pastor Birkedals forkyndelse i Ryslinge. Det var Wilhelm Birkedal som blev Ryslinge Valgmenigheds første præst i1865, og dermed også her i Sdr Nærå 1875. Kofoed var præst her i Byen i 14 År. Der skal indskydes at I 1855 fik man i Danmark en lov som gav muligheden for at løse sognebånd, det vil sige man kunne melde sig i en anden kirke end det sogn man hørte til. Som følge af dette meldte mange familier sig i Kofoeds sogn i den tid han var her i Sdr. Nærå Han var meget afholdt og holdt mange folkelige møder i præstegården og var aktiv i oprettelse af den friskole vi har i Sdr. Nærå. Den begyndte dengang på Tarup mark i Lars Tamburs hus. 14 gode år med Kofoed i sogne kirken endte. Kofoed flyttede til Hesselager kirke, og sognet var kede af det, ja efter kilderne nærmest frustreret. Kofoed var afholdt af unge som af gamle, og besøgte sin menighed i hjemmene så ofte han kunne. Efter Kofoed kom Pastor Selmer som næsten var det modsatte af sin forgænger, absolut ikke folkelig, og Grundtvig kunne han ikke se noget lys i, kun at han var en rebel. Selmer var ikke den præst sognet ønskede, men en øvrigheden havde bestemt Sdr. Nærå sogn skulle have. Selmer satte dog et markant spor, han var tilsynsførende for føromtalte friskole på Tarup mark, og påtalte at børnene lærte alt for lidt. Det medført kort fortalt, at skolen blev flyttet til Ibjerget og en ung lærer, Kristen Kirk Blev ansat i 1875, samtidig med vores kirke blev bygget. Kirk blev til stor gavn både for skolen og vores kirke. Elever rejste en stor mindesten for Kirk som er her på Kirkegården Den nye Sognepræst Selmer kunne en Maltgører Hans Andersen i Hudevad, ikke forlige sig med. Han gik til sin ven, Kristen Rasmussen i 1873. Valgmenighedsloven

var nu kommet, og Ryslinge Valgmenighed oprettet i 1865. Hans Andersen ville også have en Valgmenighedskirke i Sdr. Nærå. Nok også i protest mod Selmer. Så man tog rundt, for at finde nok mænd til at skrive under på et andragende til kirkeministeriet. Det var svært, mange af de folk som kom hos Kofoed, tog efter hans afsked, en del til Ryslinge, til Vilhelm Birkedal. Der var mange som kom fra små kår, husmænd, håndværkere og nogle få gårdmænd. De havde ikke mange penge at bygge kirke for og mange sagde, det går aldrig, skepsissen havde gode kår. Med meget besvær fik man 20 underskrifter, inkl. en fra Ryslinge valgmenighed, som meldte sig for at blive nr. 20 i underskriftindsamlingen. Og i kan selv se underskrifterne her ude i furien på udstillingen som Lokalhistorisk forening har lavet Man havde under processen et tæt dialog med Birkedal i Ryslinge, og han lovede ved hjælp af en kapellan, kunne man holde 2 gudstjenester om måneden i Sdr. Nærå. Dermed var grunden lagt til den kirke vi har i dag. Man knoglede med frivillig arbejdskraft, man samlede ind, man havde jo ikke Facebook, så det var i blade og aviser, man skrev efter penge til opførelse af Betania, som var navnet dengang på vores kirke. Lærer Morten Eskesens blad Fylla annoncerede efter midler til byggeriet, og det blev der 235 rigsdaler og 27 skilling af. Man havde lokalt i Sdr. Nærå skrabet ca. 500 Rigsdaler sammen til byggeriet. Man havde faktisk ikke helt 100% styr på, hvor mange penge man havde, men til sidst i byggefasen er der beskrevet et sted, at Murmester Lars Rasmussen fik 100 rigsdaler til sine folk som havde arbejdet for ham. Det allermeste af arbejdet blev udført uden betaling. Det er værd at bemærke man faktisk byggede kirken fra foråret 1974 til nov. Med indvielse 10 jan. 1875. Det var før man kendte til hydraulik og olietryk Det var ægte håndkraft. Man kan læse at der var lidt uenighed om placeringen af kirken, efter der var kørt 50.000 mursten til byggepladsen. Man diskuterede det frem og tilbage, man var nød til at flytte alle murstenene hvis kirken skulle rykkes længere op ad den lille bakke den skulle ligge på. Det ordnede Friskolelæreren på Tarup mark, Han gav børnene fri en uge, og sammen flyttede de murstenene, så kirken fik den placering den har i dag.

Jeg har læst mig til at Birkedal lagde grundstenen til kirken den 28 marts i den østlige gavl mod syd, altså lige i det hjørne hvor gasboksen er placeret i dag, på den sydlige side af kirken, hvis der er nogen som vil se efter. Så er det den sten som danner hjørne hvor koret senere er bygget på. Da Kirken er fysisk færdig i nov. blev der sendt et forespørgsel til kirkeministeriet, om indvielsen af kirke. Af dette fremgår det at det er en del af Ryslinges medlemmer I Sdr Nærå og omegn der har opført en lille kirkebygning. Der var også dengang lang behandlingstid i det offentlige, så derfor fik man ikke tilladelsen før 2 jan 1875 og Biskop Engelstoft fortog indvielsen, Og folketingsmand og friskolelærer fra Højby Klaus Berntsen ledede sangen. Kirken var allerede for lille mange stod udenfor. Der var i øvrigt også barnedåb til indvielsen forrettet af den tidligere sognepræst Kofoed. Det giver altid en særlig glans over en gudstjeneste, som vi alle kunne fornemme her i dag Det nævnes i Fyns Tidende at kirken kostede 5000 at opfører hvoraf de 1400 ikke var betalt. Det bemærkes også at kirken var bygget således den var nem at bygge videre på. Det har man som vi alle ved, benyttet sig af i 2 omgange gange, først ved tårn i 1891 og senere med kor og hvælvvinger i 1931. Begge gange igen med enorm offervilje og hjælpsomhed, og gjort med små midler, og stort set betalt ved færdiggørelsen, så man ikke efterlod gæld til næste generationer Rigtig meget inventar er foræret som gaver og arv gennem tiderne nævnt i flæng alterbord, altertæppe, de første hynder i kirken, altersølvtøj, alterbillede, døbefond, dåbsfad, penge til tårn og klokke, altergitter, graverhuset. Ja, listen er lang, hvis man skal have det hele med.

Det var først i 1882 man får sin egen første præst nemlig Frederik Nygård, og dermed en selvstændig Sdr Nærå Valgmenighed. En ny og meget virksom periode begynder, hvor kirken får tårn, der anlægges kirkegård og ikke mindst bygges der præstegård. Det er også her først i 1880erne at odensekredsen starter valgmenighed og Nygård bliver præst for begge menigheder en årrække. Hvor Sdr Nærå tidligere var en del af Ryslinge valgmenighed, er Odense en del Sdr Nærå i disse år. Nygårds Kone Else dør 1886 fra 7 børn, Det må have været kaotisk både for ham og menigheden, men 2 år efter gifter han sig med en kvinde som bliver en god ny mor for hans børn. Han dør selv i 1897 Efter en fantastisk første periode for Menigheden. Efter her kommer Pastor Clausen til de 2 menigheder Sdr. Nærå og Odense. Begge voksede sig større og man enedes om at Clausen Kom til Odense, efter mange og svære forhandlinger, enedes man om efter 22 år sammen at skille de 2 mog få hver sin præst. Til Sdr. Nærå Kom så Hans Lorenzen i 1905. En ny epoke begyndte og det viste sig en frugtbar, på mange måder. Mange medlemmer og god økonomi. Præstegården blev forlænget i øst med ca. 5 m Samme år vedtog man efter to afstemninger, og rigtig megen snak af man skulle have et harmonium. Et pibeorgel var for voldsomt og ville ødelægge kirkesangen. Kirkens første organist Alfrede Rasmussen bliver ansat, og spillede vederlagsfrit til 1964, Hun fik til gengæld pibeorgel i 1917, som jeg var med til at pille ned i 1981. Lorenzen var også med da kirken blev udvidet i 1931 med kor i øst og hele kirkebygningen blev gjort højere så der blev plads til de smukke hvælvinger vi har i dag. Så er vi ved at være fremme ved en tid hvor de ældste af os kan huske i pluk, Lorenzen var en markant og meget afholdt, efter fortællingerne en meget pæn og ordentlig mand, samt særdeles afholdt i 33 år. Det er fortalt at Lorenzen ikke kom gående, men kom adstadigt skridende. Det var en anden tid og dermed et andet syn på menighedens præst, men på trods af det var Lorenzen meget tæt på sin menighed, og i varm forbindelse med familierne, som han naturligt brugte i sit virke som præst for menigheden i en fantastisk udviklingsperiode.

Lorenzen tager sin afsked i 1938 og ind i præstegården flytter Asta og Clemens Barfod som unge Præstefolk med familie. Det giver nyt liv i Menigheden. Det var en periode hvor krigen spillede ind. Barfod var en dygtig prædikant for voksne, det var før børnegudstjenester. Vi børn kom ofte med i kirke, vi forstod ikke så meget, men jeg kan huske at især juleaften, var fine, da holdt Barfod altid en fin kort prædiken, fordi os børn skulle hjem til juletræet og gaver Barfod betød rigtig meget for menigheden i de mørke 5 år Danmark var besat, også her i menigheden var man berørt, familien Barfod var meget omkring menigheden i disse år. Under krigen cyklede Clemens Barfod rundt til menigheden, man kunne ikke få benzin til bilerne. Jeg har fået fortalt da en af præstefamiliens børn blev indlagt i disse år på Rigshospitalet, da cyklede Barfod på besøg i København. Mine forældre mærkede omsorgen, min ene søster blev født meget tidlig, og skulle hjemmedøbes, som en af Barfods første dåb i menigheden. Senere kom min søster som teenager i huset hos Asta og Clemens Barfod. Det var en periode hvor læsekredsene blomstrede i menigheden, med Barfod i spidsen, til glæde for litteratur forståelsen. Han oplevede et begyndende ungdomsoprør, og en helt ny musiktype inden han tog afsked efter 27 år i menigheden i 1965. En lille historie her om Barfods lange prædikener hørt af børn. Den gang var der rigtig mange børn fra landet, som var meget bekendt med en kraftfoderkasse. Det var en trækasse som stod foran køerne med tilskudsfoder til dem. Kraftfoderkassen var oplagt at gemme sig i, selv om man ikke måtte. Min fætter Jørgen var til gudstjeneste her i kirken ved Barfod, og han syntes var på tide at Barfod sluttede af. Så han spurgte min farbror Karl, hvor længe Barfod egentlig skulle stå i den Kraftfoderkasse, vi kunne jo godt se ham, så Jørgen mente han bare kunne komme ned. Barfod blev en fantastisk støtte for Claus da han begyndte her i 1980.

Claus og jeg fulgtes ud til Asta og Clemens i Kerteminde, og mange besøg gjorde Claus senere, til glæde og inspiration for begge. Barfod står i manges erindringer som et fint menneske i ordets bedste betydning. Vi fik så højskoleparret Inga og Poul Grosbøll. Menighedens første ikke teologiske præst. Poul var meget optaget af de unge mennesker i menigheden. Jeg blev selv revet med af hans iver, livsmod, hans lyse sind, og hans evne til diskussion og dialog. En periode på 15 år hvor der skete store forandringer i området omkring kirken, Hvor førnævnte Kristen Kirks barnebarn Gunnar, var utrættelig og opofrende i fornyelse af haven til det vi har i dag, åben og imødekommende. Der blev isoleret kirke, holdt 100 år jubilæum med restaurering af kirke og alterbillede, samtidig med holdt vi landsmøde for de frie menigheder. Jeg var på Grosbølls første konfirmationshold, i en hel nyrenoveret konfirmandstue med helt nye møbler, i øvrigt dem vi stadig har. Jeg glemmer aldrig hans gennemgang af og høstgildet og påskeklokken, en fantastisk oplevelse, som er der så mange år efter. Jeg var også med på Valgmenighedens første konfirmandlejr til Sønderjylland, Pouls Grosbølls hjemstavn. Billedet hvor Poul Grosbøll står på Danevirkes volde og fortæller, om 1864 og tiden forud. Det har jeg både visuelt og inden i ved hjertet. En periode med meget udskiftning i menighedsrådet, Poul Grosbøll var en af kræfterne der gjorde, at det var et meget ungt menighedsråd som tog imod Inga og Poul Grosbølls opsigelse, de trådte tilbage i sommeren 1980. Det unge menighedsråd fik opgaven at sige farvel, og til jul, velkommen til Kaja og Klaus. Efter 2 ansøgningsrunder før den rigtige dukkede op. Det gjorde de så. Menighedens hidtil yngste, mest karismatisk, ansat af menighedens yngste menighedsråd i historien, og så et nyt orgel samme år, og så var pengekassen også tom. Og menigheden betroede mig til af være med til, sammen med et fantastisk menighedsråd, at ansætte Claus og tømme pengekassen. Et kæmpe sats, men det lykkedes på grund af en enestående menighed.

Et kendetegn for menigheden kom tydelig frem det med troen på hinanden. Man hjalp hinanden med at gøre klar til en ny periode, mange af dem er ikke iblandt os mere, men er i vore hjerter, jeg ved godt det er ukorrekt, men en af dem Edith Knudsen satte Ina og jeg, sammen med familien, i kapel i torsdags. Hun var om nogen hjælpsom trofast og ydmyg over for menigheden, sammen med ligesindede. Med Kaja og Klaus kom der som vi alle ved, en 32 år lang og frugtbar periode ud af. Med stor medlemstilgang og dermed rummelig økonomi. En større byggeaktivitet blev sat i gang i 1993 til denne Storstue, der jo blev gjort større i 2003. Og i mellemtiden en udbygning af præstegården med Valhal som vi næste alle har været i, samt graverhus og garage. En Periode som er belyst ved flere festlige lejligheder. Meget kendetegnende for perioden er, Lønne Højskole, stor rejseaktivitet for menigheden, jubilæet 2000 med mange gæster, og kirken gav i den anledning en gave til sig selv, @Å, et ord som var blevet alm, da mange havde fået internet, ligeså stor en ting, som da vi fik telefon 100 år før. Det var selvfølgelig Klaus med sin altid gode humor som navngav det lille

vandløb. Samme år holdt vi igen Årsmøde for de frie menigheder, med ca. 300 deltagere. Det blev også til festdage som den vi har i dag, med foredrag trylleri for børn, kaffe og saft for alle og sluttede med spisning musik og dans. I skal have en lille historie her, en søndag efter gudstjeneste, blev Bodil og jeg inviteret til en kaffetår på terrassen en af de rigtig mange. Claus havde lejet en tandem cykel, og han insisterede på at han og Bodil skulle køre en tur på den. Claus forrest naturligvis, med det resultat at Bodils udsyn var særdeles begrænset. Claus trampede ned over græsplænen i højt tempo, og Bodils skrig var om muligt højere. Så er det Kaja udbryder: Ja det skete jo ikke i Lorenzens tid. En periode som har været og er menneskeligt rigt at være en del af. Det sluttede så sommeren 2012. Hvor en kæmpe forsamling sagde farvel til Kaja og Klaus og goddag til Ina og Kasper med 3 pragtfulde piger senere på sommeren. En ordentlig mundfuld for vores Ina, for hendes første begravelse blev, da Kaus døde pludselig først i september. Vi bukker os dybt i støvet for den måde, du klarede den opgave på Ina, der findes ingen skalaer som kan bare nogenlunde kan beskrive din indsats i den forbindelse. Så sidder vi her nu sammen i Storstuen, efter en begivenhedsrig dag, med kernen i det hele bag os nemlig gudstjenesten, med barnedåb, dejlige salmer og sange, en fantastisk prædiken fra Ina og pragtfulde mennesker som spiller og synger. Der er kun grund til glæde, og god grobund for en festaften, oven på sådan en begyndelse på dagen.

Som vi har set i historien, er der igen en flok der er gået foran for at arrangere dagen for os. En har ikke gjort det, men et hold som har talt mange gange sammen, for at nå til den tone som dagen her skal skulle slås an på. Som en overmoden frugt og lidt blød i det, fryder det mig så inderlig det kan lade sig gøre. Ja frugten er så blød efterhånden så det driver af den en gang imellem, når man tænker på, hvor meget dette sted betyder for så mange mennesker og for en selv. Jeg glæder mig over et menighedsråd der i den grad tager stafetten og bringer den ind i en ny tid, og så er det at frugten driver af saft. Mange spørger lidt forlegent ind til Valgmenigheden, hvorfor gør vi det. Hvorfor er man medlem af en kirke som denne og ikke i sognekirken, for den gør jo stort set det samme. Hvorfor betaler vi i det hele taget til noget man ikke bruger så tit. Det sidste er nu et dum spørgsmål, vi betaler til så meget vi ikke bruger så tit sommerhus, båd og livsforsikringer vi næsten aldrig bruger før det er for sent, I øvrigt kan man også bare bruge den lidt oftere. Hvis man har behov, eller man vil være en del af det fælleskab, som bunder i at man tror på man kan undres. Jeg er sådan en hybrid, som holder af at se mennesker glædes, at se børn gro, blive til små mennesker med det helt særlige der er i hvert barn. At se så mange forskellige mennesker, og så er der faktisk pludselig et andet menneske man får lyst til at sige til, at man elsker det menneske. Det er da fantastisk, det kan man jo blive helt høj af at tænke på. Især hvis det menneske så pludselig siger, at det elsker en selv. Jamen så er himlen ganske tæt på.

Jeg holder utrolig meget af, når jorden damper tidlig forår, at se dyr komme på græs, at se hundehvalpe tumle, at lugte høsten i denne tid, dufte nyslået græs, se bøgen springe ud, se lyset komme til os i marts, at se solen stå op og give sit lys til os, se børn blive til unge mennesker, der samler værdier på en efterskole, og måle med det målebånd som de fik hjemmefra, og for mange også fra denne menighed. At se og mærke en juleaften i kirken med lyset fra børn og voksne blandet med julesange og julelys. At se en flok konfirmander, usikre i deres ungdom begynde at skabe voksenidentitet, stå og vente på at klokken skal ringe for deres første personlige festdag i kirken de kan huske. At mærke vinden tag i bådens sejl og fornemme kraften forplante sig til fremdrift, blandet med havets duft, lys og farver. Jeg kan godt lide at tage et nyt teknisk vidunder i brug og mærke det duer, og fornemmelsen i maven, var det nu også nødvendig. At se når livet er smukkest, når det unge par går hånd i hånd ud af kirkedøren, med vielsen bag sig, og se dem med troen, håbet og kærligheden i deres øjne. At se et ungt par bære deres barn, skabt af troen på hinanden og livet selv, sige ja til dåben. Sige ja til trosbekendelsen, ja til et liv i tro håb og kærlighed for den lille, hvor livet endnu er ukendt. I det ligger troen håbet og kærligheden, usikkerheden og tvivlen.

At se mennesker bære deres kære til kirken, til et sidste farvel, og ærbødigt tage afsked med sin kære, med både tvivl tro og håb. At hører vores organister og vekselende musikanter, formidle en komponist med deres tilgang til musikstykket og med deres følelser gøre det til en oplevelse for os som får lov at lytte, eller synge til det smukke spil, som hver gang bliver gjort med særlig omhu. At hører Ina folde tekster ud på hendes vilkår. Øse af det liv som hendes familie sammen med menigheden mynter sig ud i. Det er som at se planter vokse en maj juni når det hele grønnes. At være en del af et fællesskab som elsker det at være menneske, med alt hvad det indebærer især det at være medarbejdere for glæden ved at være til for hinanden, især når man ved et medmenneske har det svært. Se der er det vi har vores kirke for at få sendt takken et sted hen. Og særkendet ved en Valgmenighed er jo netop at vi vælger dette og vi sammen vælger det menneske med familie, som vi ønsker skal være vores præst. Et menneske vi i den grad tror på, har tillid til, således vi i dialog og samtaler kan formidle troen håbet og kærligheden til hinanden. Historien viser hver gang der kommer nye beboer i præstegården begynder en ny epoke. Det er vi først lige i starten af, en rigtig god start med familien Ina og Kasper det er der al mulig grund til at feste for. En ny periode er altid godt for

valgmenigheden, hvis vi er gået og sandet lidt til i selvfed selvforståelse, er det godt at få nye øjne og ører udefra. Ina,- et nyt linjeskib har lagt til ved Kajen her i vores Valgmenighed. Du har kastet dine og din families fortøjninger til os i tillid til vi griber dem. Der er rigtig mange som greb dem, og er nu sat fat på pullerterne på kajen. Den første store velkomstnysgerrighed er overstået, og nu strømmer det over landgangen med guld, sølv og nye ideer. Vi er mange der får lov at kigge indenfor og se hvad der kan vente os. Jeg tror det en fantastisk tid vi går i møde, det er bare at møde op på kajen, man kan faktisk ikke undgå at få en masse med hjem fra det smukke linjeskib og dets følge, man får altid en varm velkomst og en aha oplevelse. Jeg tror på at de fortøjninger bliver grønne af ælde, at de må blive en naturlig del af kajen og indgroet i bolværket, noget man kan regne med, kan gribe om og mærke skibets bevægelser så længe det ligger fortøjet her. Hele flåden både store og små pynter enormt på hele området. Jeg håber at det her sted fortsat må være et sted her hvor det lysner, et sted hvor himlen er nær, et sted hvor livet kan gå i skred, et sted hvor sangen har lysning, et sted hvor vi finder ud af det vi ikke forstår, et sted hvor de nyeste sange synges og bliver brugt og gamle. Så kan vi med god grund sige tillykke til hinanden, feste og sende varme tanker til dem som gik forud for og skabte dette sted i kærlighed til at leve. Med dette et stort Tillykke Til Sdr. Nærå valgmenighed Ejvind