Tryghed, tilknytning og tilknytningsmønstre. I forbindelse med forældrekompetenceundersøgelser udgør beskrivelsen af forældrenes tilknytningsmønstre og tilknytningen mellem forældrene og deres børn vigtige elementer for vurderingen af forældrenes evne til at kunne imødekomme deres børns udviklingsmæssige behov. Der rigtig god grund til at have fokus på tilknytningen mellem Menneskebarnet har ligesom alle andre børn eller unger af pattedyr ved fødslen bevæget sig fra et lille, varm og tæt omsluttende trygt rum ud i stor og uoverskuelig verden, hvor det instinktivt ved, at det ikke vil kunne overleve uden en voksen til at passe på sig. Det er bogstavelig talt født til at være utrygt. Den eneste tryghed, barnet kan have med ved fødslen, er trygheden til mor. Barnets luftvejssystem er efter opholdet i livmoderen bogstavelig talt imprægneret med duften af mor. Efter måneder i mors mave er duften og lyden af mor det eneste trygge, barnet kender ved fødslen. Al anden tryghed skal det først til at lære. Barnet knytter sig til en voksen omsorgsperson for at føle sig tryg. Karakteren af denne tilknytning til et andet menneske, der heldigvis oftest er barnets mor, har afgørende betydning for barnets udvikling. Bliver barnet mødt på den rigtige måde i sit samspil med sine voksne omsorgspersoner, vil det udvikle en sund og tryg tilknytning til andre mennesker. Derved vil barnet udvikle et trygt tilknytningsmønster i takt med, at det bliver ældre. Hvis barnet ikke bliver mødt på den rette måde, så det ikke oplever sin verden som tilstrækkelig sikker og tryg eller, hvis barnet ikke føler sig tilstrækkeligt elsket eller beskyttet mod verden, så kan dets tillid og tilknytning til andre mennesker blive forstyrret. Hvis denne oplevelse af utryghed hos barnet er for voldsom eller vedvarende, bliver barnet udsat for omsorgssvigt. Det kan skyldes manglende forståelse hos forældrene, men det kan også skyldes utilregnelighed, der resulterer i vold eller incest. I disse tilfælde vil barnet udvikle en egentlig tilknytningsforstyrrelse. Der er stor forskel på forstyrret tilknytning og tilknytningsforstyrrelse. Barnets tryghed ved og tilknytning til sine primære omsorgspersoner har altså en meget stor betydning for dets udvikling. Derfor er det selvfølgelig vigtigt at tænke dette element ind i enhver vurdering af et barns situation og opvækstvilkår. Endnu vigtigere er det samtidig at huske på, at tilknytningen kun udgør et enkelt af alle de elementer, der har betydning for barnets samlede udvikling. Det ville selvfølgelig være optimalt, hvis alle børn voksede op med en tryg tilknytning til andre mennesker. Det er bare ikke muligt. Børn bliver uundgåeligt udsat for traumatiske hændelser under en eller anden form i løbet af deres opvækst. Forældre bliver skilt, kæledyr dør og bamser bliver væk. Børn kan have voldsomme oplevelser i skolen eller med venner enten som små eller i puberteten. Uanset hvilken karakter den traumatiske hændelse har, så vil den sætte barnets tillid og dermed dets tilknytning til de voksne på prøve. Alle undersøgelser viser, at kun lidt over halvdelen af alle børn formår at opretholde en tryg tilknytning under hele deres opvækst. Det betyder at næsten halvdelen af alle børn i større eller mindre grad bliver forstyrret i deres tilknytning til andre mennesker. Det betyder også, at mellem en tredjedel og halvdelen af alle voksne i større eller mindre grad vil udvise et utrygt tilknytningsmønster i forhold til andre voksne. Selvom disse voksne kunne have det bedre, end de har det, så vil de færre-
Side 2 af 5 ste af dem selv opleve, at de har det dårligt eller, at de har et dårligt liv. De er nok vokset op med en forstyrret tilknytning, men de har ikke fået en tilknytningsforstyrrelse. Hvis barnet på enten den ene eller den anden måde har oplevet at være blevet svigtet. Hvis det er blevet usikker på, hvorvidt det kan have tillid til voksne. Hvis det på den ene eller den anden måde har oplevet sin verden som et usikkert sted, hvor det ikke er blevet passet på, beskyttet og værdsat, så vil det kunne udvikle et utrygt tilknytningsmønster. Afhængig af den grad af utryghed, som barnet har oplevet, så kan det utrygge tilknytningsmønster ses i flere grader. Det utrygge tilknytningsmønster kan være ambivalent, undgående eller desorganiseret. Ses der tegn på en utryg udvikling hos et barn, så er det vigtigt, at der sættes ind med støtte og hjælp, så udviklingen vendes og skaden ikke forværres. Heldigvis kan skader, der konstateres hos et barn repareres uanset graden af den utrygge tilknytning. Tilsvarende kan utrygge tilknytningsmønstre også genoprettes hos voksne. Det er også værd at bemærke, at en ambivalent tilknytning hos barnet i forhold til dets forældre ikke nødvendigvis bliver oprettet fordi, barnet får en tryg tilknytning til en plejefamilie. Barnet vil stadig være i risiko for at udvikle et ambivalent tilknytningsmønster som voksen. Årsagen hertil skal ses i, at en fjernelse fra hjemmet i sig selv kan skade barnets tilknytning. I denne sammenhæng er det meget vigtigt at erindre, at en vigende øjenkontakt hos et barn kun er en enkelt og endda en meget lille indikator blandt mange andre tegn på en potentielt svigtende tilknytning. Desværre ses denne indikator ofte brugt som et afgørende kriterie for en tilknytningsforstyrrelse. Det kan være direkte skadeligt for barnet. Der er forskel på en forstyrret tilknytning og en tilknytningsforstyrrelse. Den trygge tilknytning: Det er gennem sit samspil med barnet, at mor kan bevare og udvikle barnets medfødte tryghed. Det er gennem sit samspil med barnet, at hun kan give barnet oplevelsen af, at verden kan være et trygt og godt sted at opholde sig. Det er kun hvis barnet oplever, at det bliver beskyttet, elsket, støttet og hjulpet på den rigtige måde, at det vil udvikle et sundt og trygt tilknytningsmønster.
Side 3 af 5 Et barn med et trygt tilknytningsmønster tør at udfordre sig selv, ligesom det også gerne undersøger sin omverden og sine muligheder. Det vil have alle muligheder for at udvikle et højt selvværd, fordi det vokser op med en overbevisning om, at netop fordi, det er værd at passe på, så er det noget værd. Et barn med et højt selvværd, vil også senere i livet udvikle en høj grad af selvtillid, fordi det har afprøvet og udfordret sig selv med succes. Den voksne med et trygt tilknytningsmønster vil være generelt tillidfuld i forhold til andre mennesker. Vedkommende vil altid være parat til at bede andre om hjælp til at løse opgaver eller vanskeligheder i sikker formodning om også at modtage hjælpen. Samtidig vil personer med et trygt tilknytningsmønster både være i stand til at føle sig ansvarlige for deres egne handlinger og frivilligt påtage sig dette ansvar over for andre. De vedkender uden vanskeligheder deres fejl, og de påtager sig gerne skylden for fejlen. Den utrygge tilknytning: Den medfødte tryghed ved det kendte i form af lyden og duften af mor kan imidlertid blive ødelagt, hvis ikke denne tryghed bliver vedligeholdt efter fødslen. Ligeledes kan barnets tryghed blive forstyrret, hvis det ikke får det rette samspil med moren eller andre primære omsorgspersoner i sin tidlige opvækst. Hvis barnet ikke i tilstrækkelig grad oplever, at det bliver beskyttet, elsket, støttet og hjulpet, så vil det være i risiko for at oplevelsen af, at verden er et sted, hvor det er både farligt og utrygt at opholde sig, bliver den dominerende oplevelse hos barnet.. Dermed bliver verden til et sted, hvor barnet hverken vil vove at udfordre sig selv eller undersøge sine muligheder. Barnet vil sandsynligvis også udvikle et lavt selvværd, fordi det vokser op med en oplevelse af, at det ikke kan have nogen værdi, når ingen i tilstrækkelig grad beskytter og elsker det. Manglen på selvværd og de manglende tidlige udfordringer af sig selv og omgivelserne vil også let føre til, at barnet får svært ved at opnå tillid til sig selv og sine egne evner. Når barnet på denne måde oplever sin verden som et utrygt sted, hvor det ikke bliver passet på og værdsat, så vil det udvikle et utrygt tilknytningsmønster. Afhængig af den grad af utryghed, som barnet oplever, så kan det udvikle forskellige former for eller grader af utrygge tilknytningsmønstre: Det ambivalente tilknytningsmønster. Dette tilknytningsmønster vil være kendetegnende for et barn, hvor omsorgen fra de primære omsorgspersoner har været fin en del af tiden, men hvor barnet også ved flere lejligheder har oplevet sig svigtet ved ikke at få den omsorg og opmærksomhed, det havde behov for. Barnet har med andre ord en oplevelse af, at det bliver elsket, og at de voksne også gerne vil være beskyttende. Barnets oplever bare, at det er uvist hvornår og i hvilket omfang. Barnet bevarer altså håbet om, at kunne stole på og have tillid til sine voksne omsorgspersoner, men det er samtidig på vagt overfor og forberedt på, at kærligheden og beskyttelsen ikke nødvendigvis vil være der, når barnet har behov for den. Barnet vil derfor ofte være meget opmærksomhedskrævende, fordi det kun føler sig sikker på at blive beskyttet af voksne, hvis de voksne er opmærksomme på barnets tilstedeværelse. Derfor vil barnet også ofte udvikle et stort behov for at være sammen med andre, ligesom det vil være i konstant søgen efter andres bekræftelse på, at det er godt nok.
Side 4 af 5 Denne adfærd hos barnet kan fortsætte ind i voksenalderen, hvor en voksen med et ambivalent tilknytningsmønster ofte vil kunne opleves som uselvstændig med tendens til at udvise frygt for at blive forladt eller miste andres opmærksomhed. Samtidig vil personer med et ambivalent tilknytningsmønster væsentligst føle, at de skal stå til ansvar over for sig selv. De vil dog modvilligt kunne påtage sig at stå til ansvar over for andre. De vil i et vist omfang kunne erkende fejl, mens de oftest vil projicere skylden for fejlen over på andre. Det undgående tilknytningsmønster. Når omsorgspersoner kun svigter i forhold til at udvise den rette omsorg en gang imellem, så udvikler barnet et ambivalent tilknytningsmønster. Hvis svigtet hos de primære omsorgspersoner i forhold til at give den nødvendige omsorg og opmærksomhed har være det mest almindelige, så vil barnet være i risiko for at udvikle et undgående tilknytningsmønster. Her har barnet savnet oplevelsen af at blive elsket og beskyttet i en sådan grad, at det er holdt op med at tro på, at det overhovedet vil kunne få den omsorg og opmærksomhed fra sine omsorgspersoner, som det har behov for. Barnet mister tilliden til andre mennesker og især voksne. I stedet vil barnet så udvikle et adfærdsmønster, hvor det kun har tillid til sig selv, fordi det oplever, at det er nødt til at beskytte sig selv. Barnet oplever, at det er nødt til selv at sørge for sin egen omsorg og opmærksomhed. Barnet vil med tiden udvikle en tendens til at ville klare alle ting selv. Det holder afstand til andre og oplever sig selv som noget helt specielt. Det vil ofte kunne opleves som følelsesmæssigt koldt, mens det gennem et forstørret selvbillede vil søge at kompensere for sit lave selvværd. I voksenalderen ses dette adfærdsmønster at fortsætte, hvor især tendensen til uafhængigheden af andre kan blive mere udtalt. Samtidig vil den voksne med et undgående tilknytningsmønster være tilbøjelig til at ignorere følelser eller bagatellisere vanskelige hændelser. Personer med et undgående tilknytningsmønster vil føle, at de skal stå til ansvar over for dem selv, og de skal påtvinges at stå til ansvar over for andre. Hvis de begår fejl, vil de typisk projicere både fejlen og skylden for den over på andre. Det desorganiserede tilknytningsmønster. Hvis et barn oplever, at dets primære omsorgspersoner i almindelighed svigter i forhold til at give det den nødvendige omsorg og opmærksomhed, og barnet ikke får mulighed for at udvikle et adfærdsmønster, hvor det kan beskytte sig selv og sørge for sin egen omsorg og opmærksomhed, så vil det i stedet udvikle et desorganiseret tilknytningsmønster. Her er barnet i en konstant tilstand af søgen efter den kærlighed og beskyttelse, det ikke kan finde, hverken hos sine voksne omsorgspersoner eller hos sig selv. Manglen på tryghed vil samtidig gøre, at barnet oplever, at det konstant må være på vagt overfor den verden, som det oplever som utryg. Barnet vil opleve en generel mistillid til andre. Det vil ofte føle sig hjælpeløst, og det vil være tilbøjelig til at undlade at involvere sig i eller med andre. Barnet vil også kun have en begrænset selvforståelse, ligesom det vil kunne opleve vanskeligheder i forhold til at regulere sine egne følelser.
Side 5 af 5 Når barnet bliver voksen kan disse vanskeligheder manifestere sig ved, at det som voksen isolerer sig i sin egen verden etableret gennem og fyldt med fantasifuld eller drømmeagtig tænkning. Slagelse maj 2017 autoriseret psykolog Henry Drøscher