Prædiken 4. søndag efter Hellig Tre Konger 2014, 2. Tekstrække, Matth 14,22-33. Se om mennesker, der tilsyneladende kan overkomme alt og som ikke løber ind i modgang siger man undertiden, at de kan gå på vandet. I dagens læsning hører vi, at Jesus går på vandet. Nu er det at kunne gå på vandet jo godt nok noget ganske særligt, som det hedder i en tv reklame for flødebolsjer. Men det kan alligevel godt undre i hvert fald mig, at Matthæus vælger at fortælle os, at Jesus kan gå på vandet. Stort set alle andre mirakler, der berettes om i evangelierne, hvis vi ser bort fra opstandelsen, handler om løsning af nogle problemer som er til at tage og føle på. Helbredelsen af den lamme, den blinde bliver seende, skarerne bliver mættet og så videre. Der er derimod ikke noget problem, der umiddelbart bliver løst, ved at Jesus går på vandet. Man kunne forestille sig, at disciplene havde bedt om at blive frelst fra stormen, men næppe om at Jesus skulle gå på vandet. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes at det drejer sig om at få slået fast, hvem der er forkarlen her, som min gamle underviser på universitetet formulerede det. I så fald drejer det sig om at få slået fast at Jesus er hovedpersonen. Det er Han selvfølgelig i hele det Nye Testamente, men spørgsmålet er, hvis der er nogen 1
som det ikke er gået op for på det her tidspunkt, om det så ikke er skønne spildte kræfter at prøve at forklare at det er Jesus der er den helt store hovedperson. Personligt kunne jeg frygte, at de er uden for pædagogisk rækkevidde. Det er i hvert fald ikke til nogen stor trøst for disciplene, at Jesus kommer gående hen til dem. De tror derimod, at der er tale om et spøgelse. Det at vandringen på søen ikke tjener noget praktisk formål, har fået nogle til at give sig i kast med ret besynderlige overvejelser angående dagens læsning. Efter at have konsulteret med internettet, for det er der man finder om ikke de mest præcise oplysninger, så dog de mest interessante, kan jeg konstatere at dagens læsning blandt andet har ansporet til overvejelser over, hvorvidt Jesus gik på bundgarnspæle eller på revler. Enkelte viser endda billeder af stumper af noget, der muligvis har været bundgarnspæle for en små to tusinde år siden. Så har man noget at forholde sig til. De ligner for øvrigt almindelige bundgarnspæle. Men hvis vi antager, at læsningen ikke handler om bundgarnspæle eller om at få slået fast, hvem der er hovedperson og hvem der er biperson, så er spørgsmålet, hvad det så handler om. Det har også været meget populært at alt eller næsten alt, hvad vi hører eller læser, skal være et billede på noget andet. 2
Hvis der er nogle der kan huske bogen kammerat Napoleon, hvor en gruppe dyr overtager magten på en bondegård. Svinene har ansporet resten af besætningen under påskud af, at når dyrene selv har taget magten, så kan alle i fællesskab nyde arbejdets goder. Beklageligvis begynder svinene at undertrykke resten af dyrene på det grusomste. Bogen er tit blevet set som et billede på Sovjetunionen under Stalin. Svinet Kammerat Napoleon er Stalin, dyrene er den undertrykte befolkning og så videre. Den måde at fortælle en historie på kender vi også fra Det Nye Testamente: En sædemand gik ud at så. Her er der oveni købet medtaget en forklaring på hvem sædemanden er, og hvad de forskellige former for jord er billeder på. Hvis det er sådan en historie vi hører i dag, så er det, tror jeg, rimeligt nemt at få den til at gå op. Så er båden menigheden og stormen er alt, hvad der ligger udenfor det trygge fællesskab; der er ikke frelse i nogen anden end Kristus og så videre. Det er slet ikke noget som jeg skal afvise. Der kan være mange gode grunde til at forstå dagens læsning sådan. Men jeg tror alligevel at der er noget mere på spil. Jeg tror at fokus ligger et andet sted. Jeg tror fokus ligger på Peter, der træder ud af båden og går Jesus i møde. Det gør han i hvert fald indtil han som en anden 3
tegneseriefigur opdage at han går på vandet og ser stormen omkring sig. Først da begynder han at synke. Tro bliver ofte fremstillet som tro på noget, men ligesom der er forskel på at sige; jeg tror, at AGF rykker op i superligaen og at sige jeg tror på dig. Så er der også i den kristne tro indbygget en spænding. Troen på noget og troen som tillid. Troen på noget, da Peter beder Jesus om kalde ham ud på vandet til Sig. Troen som tillid, da Peter råber: Herre, frels mig i tillid til at Jesus ikke alene kan, men også vil frelse ham. Der findes en øvelse eller leg, som samspilsramte par efter sigende bliver udsat for. Øvelsen går ud på, at man skiftes til at lade sig falde bagover med lukkede øjne og ens partner skal så gribe én. Tanken er vistnok, at man kan lære at stole på hinanden. Men hvis man ikke lukker øjnene og lige tjekker, hvor der er noget, man kan gribe fat i, så kan man ganske vist stadigvæk gennemføre øvelsen, men tillidsdelen er borte. Peter begynder først at synke da tilliden forsvinder. Nu er spørgsmålet om der er en pointe med alt dette. Det tror jeg der er, så må det være op til enhver at overveje, om det er rigtigt. Tro på noget kan man forholde sig til som så mange andre ting; det er vel derfor man i hvert fald til dels har f.eks. Bibelkredse eller lignende, når man taler om 4
kristentro. Den kan man overveje og betragte og nå til en anden og forhåbentligt dybere indsigt i. Tro som tillid er aldrig noget vi kan træde tilbage fra og betragte som noget, der ikke har noget med os at gøre. Det øjeblik vi træder tilbage fra troen og spørger os selv om vi nu også kan stole på evangeliet er tillidsforholdet allerede brudt, så lever vi ikke i tillid til at det er sandt. Denne prædiken er for så vidt også allerede et udtryk for at tillidsforholdet er brudt. I det hele taget er der vel næppe nogen, der ganske kan sige sig fri for tvivlen. Dette sidste er, tror jeg, udtryk for menneskets synd. I stedet for at sætte vores lid til Kristus, spørger vi om det nu også kan passe. Er det ikke for godt til at være sandt; alle de spørgsmål der ville være på sin plads, hvis det var en brugt bil man var i færd med at købe. Men vi er trods alt i godt selskab, for også Peter tvivlede, og Han gik netop ikke under. Kristus greb ham netop da Han tvivlede; således er det evangeliets budskab at også vi skal vide at Kristus er der, også når tvivlen rammer. Det er budskabet om at Kristus og Han alene formår at bringe os frelst gennem, hvad trængsler, der kan ramme os, trængsler, der hvor længe de strækker sig, ender i Guds Rige. 5
Når det har bundfældet sig hos os, kan vores tro i begge dets betydninger, også komme til udtryk hos os, når vi med disciplene om Kristus bekender: Sandelig, Han er Guds Søn. Amen. 6