Artikelsamling 2 Brobygning

Artikelsamling 2 Brobygning Artikelsamling Brobygning Side 1 17-03-2005

Forord Med denne artikelsamling håber vi at kunne viderebringe de gode erfaringer, som brobygningsprojekterne har givet deltagerne på hold 3 og 4 (Hammergårdskolens og Hjortespring Skoles samt Gl. Hjortespring Skole). Formålet med brobygningsprojektet er gennem fælles efteruddannelse (3 uger), studietur til Norditalien samt udarbejdelse, gennemførelse og evaluering af et projekt at videreudvikle læreres, pædagogers og børnehaveklasselederes kompetencer i samarbejdet omkring de 3-8 årige børn. Artiklerne er henvendt til forældre, lærere, pædagoger, børnehaveklasseledere, politikere og Børne- og Kulturforvaltningen. Artiklerne spænder over: Introduktionsartikler til arbejdet med den integrerende baggrund Det narrative At følge børns spor Kufferten Min bog Læringsstile Dokumentation De professionelles samarbejde omkring ovenstående temaer Ledernes arbejde med brobygningen Vi har forsøgt at holde en tematisk rækkefølge i artiklerne. Vi har valgt at udgive artiklerne for at give medarbejderne omkring de 3-8 åriges institutions- og skolegang indblik i arbejdet, samt at give de lærere og pædagoger, der har fulgt forløbet mulighed for at kunne videregive beskrivelserne til næste års samarbejdspartnere Samlingen er tilgængelig for alle på www.herlev.dk under punktet børn. Rigtig god læselyst Unn Sørensen Evy Kronbak Lene Holstein Pædagogisk konsulent SFO-konsulent Skolekonsulent Artikelsamling Brobygning Side 2 17-03-2005

Introduktionsartikler til arbejdet med Den integrerende baggrund Artikelsamling Brobygning Side 3 17-03-2005

De tre ønsker Af Maria Mortensen og Henriette Kofoed, pædagoger børneinstitutionen Sommerhaven Der var engang en institution, der hed Sommerhaven. Den levede og havde det dejligt, men var alligevel ikke helt tilfreds med tilværelsen. En dag mødte den en god fe, som sagde, at hun ville give den tre ønsker. Sommerhaven tænkte sig længe om, og ønskede så en metode til at implementere egne værdier i dagligdagen, en metode til skabe kontinuitet og brobygning i barnets liv og en forbedret og ændret pædagogisk tankegang. Disse ønsker opfyldte den gode fe, og her er historien: Sommerfuglens historie Sommerfuglen sad på sin plads på stuens kalender og tænkte på, hvornår børnene mon kom. Der var helt stille, for de første børn var ikke mødt efter vinterferien. Pludselig kunne sommerfuglen høre nogle børn snakke sammen om, hvad de havde fået i julegave, og hvor flot fyrværkeriet havde været nytårsaften. Ih, hvor den glædede sig til at komme i gang med dagen, bare der snart var samling. Sommerfuglen så, at Emil sad og legede med dyr på tæppet, men hov han havde glemt at sætte sin Sommerfugl på plads nede i blomsterne. Pædagogen bad Sarah om at tælle sommerfuglene for at se hvor mange børn, der var i dag. Der var 18, men i rundkredsen sad der 19 børn. Sommerfuglen kunne se det på Emils ansigt, da han opdagede, at det var hans sommerfugl der manglede, og den blev sat på plads Udfra Herlev kommunes overordnede værdier har vi i Sommerhaven, udarbejdet vores eget værdigrundlag på en personaleweekend. Dette har vi gjort udfra hverdagshistorier, så vi endte ud med 4 ord som afspejler vores daglige arbejde. Disse ord er omsorg, struktur, rummelighed og socialisering. Vi har udarbejdet en kalender, som er en sommerhave for at visualisere for os selv, forældre og børn hvad grundlaget er for vores arbejde. Solen er symbol på omsorgen, stakittet er strukturen, græsset rummeligheden og blomsterne som gror socialiseringen. Kalenderen gennemgås hver dag til samling. Som man kan se på billedet, er den øverste del inddelt i ugedage med farver på. Under dette er den store hvide sommerfugl som bliver fyldt ud med farve i løbet af ugen. Dvs. at når det er mandag bliver den røde krop sat på og så kan man se, at der nu er fire dage til det er weekend osv.. Når sommerfuglen er helt farvelagt ved vi, at det er fredag, og at der kommer Disneysjov, som Mikkel siger. De Artikelsamling Brobygning Side 4 17-03-2005

forskellige læringsdele i kalenderen er ugedage, farver, vejret, at tælle og fornemmelsen af selvstændighed i fællesskabet. Denne læring finder sted via leg omkring kalenderen. Kalenderen skaber kontinuitet, forudsigelighed og brobygning i barnets hverdag ved det, at den skal være et gennemgående element på alle stuer i samlingerne. Barnets historie Rexhep glædede sig til at komme i børnehave, da de skulle på Her bor jeg tur, og i dag skulle alle hans venner se, hvor han boede. Klokken lidt i ni trådte han ind ad døren i Sommerhaven. De fleste børn var klar til at tage af sted. Rexhep spurgte pædagogen, om han måtte gå forrest. Pædagogen svarede Ja det er en god idé, at du er formand og viser vej. Rexhep vidste, at når man stod ude foran institutionen skulle man dreje til højre for at komme hjem til ham. Ude foran Rexheps hoveddør blev der taget et billede af ham, og Rexhep fortalte om, hvordan der så ud indenfor. Den næste på ruten var Martin. Rexhep kendte en smutvej der hjem til Ugen efter mødtes de i førskolegruppen igen. Her så de billederne, som var blevet fremkaldt, og udfra dem interviewede pædagogen børnene om deres hjem. Rexhep fortalte, imens pædagogen skrev ned. Udfra et kort over Herlev Nord fandt vi ud af, hvor de hver især boede, og vi markerede det med tegnstifter, og kortene blev sat op som dokumentation. Derefter blev alle Her bor jeg siderne sat op og forbundet til kortet med en rød snor. Thomas bor langt væk sagde Oliver. Ja, og jeg bor tæt på, men du bor tættest på Martin sagde Rexhep. Et af de pædagogiske redskaber i den integrerende baggrund og brobygning er kufferten, som indeholder det enkelte barns historie og betydningsfulde spor, som barnet bærer med sig fra børnehave til skole. I Sommerhaven har vi udarbejdet vores egen model af Min historie mappen. Den indeholder eksempelvis identifikationskort, håndaftryk, selvportræt, drømmelommer, humørlommer og venskabslommer. Mange af sidernes hensigt er, at følge barnets tegneudvikling og personlige udvikling med hensyn til relationer samt spor fra barnets liv, som kan bruges ved f.eks. forældresamtaler og i brobygningsarbejdet, hvilket giver barnet et konkret redskab til at huske og at kunne formulere sig omkring sin fortid. Musen Finns historie Musen Finn fandt et stykke ost, som Freja havde tabt på gulvet for lidt siden. Det var morgen, og der var efterhånden ved at være mange børn. Skal vi snart holde samling? hørte Finn Michella sige og så nogle af børnene begynde at tage puder frem i en rundkreds. Børnene havde den sidste tid været optaget af tissemyrer. Finn så, at pædagogen satte en stor glasbowle med blade, græs og tissemyrer ind i rundkredsen. Rashed råbte begejstret Se tissemyrer og snart er der summen på stuen om tissemyrens verden. Hvad spiser de? Hvor bor de? Tisser de på os?. Musen Finn kan Artikelsamling Brobygning Side 5 17-03-2005

huske bare for et år tilbage, hvor et pædagogisk forløb var meget mere struktureret, og de voksne havde sværere ved at give slip og følge børnenes spor. Den integrerende baggrund er en særlig form for pædagogisk praksis, som går ud på at inddrage børnenes eget perspektiv dvs. tager udgangspunkt i børnenes spor. Spor er tegn som barnet efterlader eks. Fortæller, leger, tegner eller indsamler. Denne ændrede pædagogiske tankegang gør, at emnerne er vedrørende og betydningsfulde for børnene, og læringen finder naturligt sted. Pædagogens fornemste opgave bliver så at gribe de bolde, børnene kaster ud i luften og støtte dem med uddybende spørgsmål til deres videre læringsproces. Fra ord til handling Af Connie Würtz 4a pædagog. Da jeg startede på dette kursus, mente jeg jo helt klart, at jeg allerede gjorde mange af de ting vi lærte om udfra den integrerende baggrund. Så jeg ikke børnene i børnehøjde, og tog udgangspunkt i dem? Lyttede jeg ikke til dem og var iagttagende? Brugte jeg ikke dokumentationen? Var jeg ikke bevidst om, at børnene skulle føle, det var deres rum og betydningen af ejerskab/fællesskab for barnet? Havde jeg en skjult dagsorden og et mål - Hvis mål???? Jeg har til opgave at skulle sprogstimulere tosprogede børn. Jeg har udfra en sprogopbygningsmodel gået frem efter emner. Den lineære metode, jo det var mig, der satte dagsordenen, og mig der prøvede at gøre indholdet sanseligt og le vende for børnene og tage udgangspunkt i dem, men var det ikke hvad jeg mente var vigtigt? Kunne jeg ved hjælp af inspiration fra kurset og studieturen til Italien nå mit mål? Hånden på hjertet. Dette uddannelsesforløb har gjort, at jeg gennem nye metoder har kunnet se og reflektere over egen praksis, mit personlighedsløg har fået fjernet endnu nogle lag. Jo tingene er ind imellem vendt på hovedet. Men hvor er det spændende, uforudsigeligt og sjovt at øve sig i at arbejde på denne måde. Jeg er i en anden rolle, hvor jeg pludselig skal være 4 skridt bag mig selv, for ikke at være hurtig til at komme med kloge løsninger og svar. Børnene skal selv gennem egne erfaringer finde svarene. Min opgave som pædagog er, at underbygge og være stilladsarbejder for at børnene kan erfare og udvikle deres verden. Artikelsamling Brobygning Side 6 17-03-2005

At arbejde udfra det narrative Hjortespringdistriktet havde valgt at arbejde udfra en fælles figur. Det skulle være en trold. Egentlig hører jeg ikke til noget bestemt distrikt, idet jeg får børn fra hele kommunen, men ved at have deltaget i brobygningskurset med kolleger fra dette distrikt, valgte jeg at arbejde med trolden. For mig handlede det om at øve sig i at arbejde med det narrative, den fælles arbejdsmetode der på længere sigt ville give børnene genkendelighed. Så jeg startede op med trolden. Men det fængede ikke rigtigt, jeg spekulerede på hvordan jeg skulle komme videre??? Være lyttende og iagttagende: Spor Spor Spor Børnene havde i en længere periode været meget optaget af Harry Potter. De kom ofte og havde tegnet ar i panden ligesom Harry Potters. Hvert barn har i sproggruppen lavet deres personlige dukke, en af dukkerne har ar i panden. På legepladsen fandt de bambuspinde som de brugte til at flyve på. Flere forældre har tidligere fortalt, at børnene ønsker en kost som Harry Potters. Jeg er ikke i tvivl. Se børnene i børnehøjde og tage udgangspunkt i dem En længere historie og projektet gik i gang. Vi skulle lave koste som Harry Potters. Denne historie blev starten på et fantastisk forløb et samarbejde mellem børnene og jeg, der blev ved med at udvikle sig. Ikke nok med, at jeg oplevede sider af børnene, men det gjorde jeg også af mig selv, som jeg ikke ville have set, hvis jeg havde taget udgangspunkt i den lineære metode. (Hvor den voksne planlægger fra start til slut). Der var sammenhæng og helhed, og med et naturligt udgangspunkt nårede jeg rundt om de temaer og pædagogiske mål, der er vigtige i forhold til børnenes sprog og udvikling. Når man arbejder med den integrerende baggrund, er en del af arbejdet bestemt af pædagogerne, og en del bestemmes ud fra børnenes spor. Udtrykket børns spor betyder, at man gennem observationer af børnenes leg og samvær, samtaler med børnene og forældrene, ser hvad der interesserer og optager det enkelte barn. Herefter tilrettelægges aktiviteterne så ud fra de overordnede pædagogiske mål, men med praktisk udgangspunkt i børnenes spor. Hermed bliver aktiviteterne nærværende og relevante for børnene og giver derfor øget mulighed og lyst til læring. (Citat fra artikelsamling Brobygning 2003.) Dokumentation Jeg har gennem en del år, benyttet mig meget af at tage billeder af oplevelser, lavet arbejdsbøger fra processer til de færdige resultater. I den gruppe, jeg arbejder med, er kommunikation vigtig både i forhold til børnene og forældrene. Kurset har fået mine øjne op for de mange dokumentationsmetoder og muligheder, der findes. Et utroligt pædagogisk redskab ikke mindst i forhold til egen pædagogisk refleksion. Hvor det før mest var fotografiet, jeg benyttede, har jeg i Harry Potter projektet brugt båndoptager/logbog. Idet jeg arbejder alene, kan det være forstyrrende at skulle hoppe ud af et forløb for at tage billeder. For jeg kan i nogle situationer miste nærvær og fordybelse. Børnene og jeg var i skoven på heksejagt og når vi kom snigende og kravlende mellem træerne, ville jeg ikke kunne have været i denne historie, hvis jeg også skulle tage billeder, så dokumentationen her blev børnenes tegninger. Artikelsamling Brobygning Side 7 17-03-2005

Gennem de forskellige dokumentationsformer, kan et forløb fortsættes/ udvikles, selv om der er gået et stykke tid, for hvis det er noget, der optager børnene og de / den voksne, vil interessen stadig være der, og der kan bygges videre på det. Rummets betydning Jeg har altid følt, det er vigtigt, at børnene føler ejerskab til rummet. Et rum der er for børn er sanseligt og inspirerende. Tingene skal være i børnehøjde, billeder, tegninger, maling, farver, sakse mm. Når jeg så tænkte børnehøjde udfra rummets betydning, tænkte jeg det fysisk. Jeg har måttet gribe i egen barm og se ud fra barneperspektivet. En pige har lige tegnet selvportræt, det er noget alle børnene laver, de andre børns selvportrætter hænger pænt ved siden af hinanden ude i gangen. Der er få børn der mangler at lave billeder endnu. Billederne hænger i børnenes højde. Der er ikke plads til flere i børnehøjde på denne væg med de andres Pigen står og peger. Over en af de andres billeder skal hendes hænge. Jeg har jo en idé om den der børnehøjde og får hende overtalt til, at hendes billede kommer alene på en anden væg. Snart vil der komme de 2, der endnu mangler at lave tegningerne, forklarer jeg. Men de skal ikke hænge ved deres kammerater, jeg kan se på hendes øjne, at hun er skuffet, men hun accepterer, Hvad er det egentlig, der sker ved, at børnenes tegninger blev hængt op på væggen sammen med deres kammeraters?? Så dagen efter ændres det, og pigen smiler glad og peger tilfreds op på sit billede. Artikelsamling Brobygning Side 8 17-03-2005

Ændret praksis i børneinstitutionen Af Inger Stormly, pædagog i børneinstitutionen Anishaven Vores arbejdsmodeller før Vi startede op efter sommerferien med nogle planlægningsmøder, hvor året blev opdelt i forskellige aktiviteter/traditioner. Af aktiviteter havde vi tit nogle obligatoriske såsom svømning i vinterhalvåret og rytmik det meste af året. Vi samlede de kommende skolebørn i en gruppe for at gøre dem skoleparate. Ligeledes blev børnene introduceret til deres kommende SFO og skole. Vi tilrettelagde ofte aktiviteter på tværs af børnegrupperne for at tilgodese børnenes udvikling og deres personlige kompetencer. Vi mente, at børnene skulle udvikle sig optimalt på alle udviklingstrin, så derfor prøvede vi gennem vores pædagogiske praksis at tilgodese alle børn. Vi lavede ofte små børnegrupper med børn, der skulle have ekstra støtte, opmærksomhed eller skulle styrkes på forskellige udviklingsområder igennem kortere eller længere perioder. Vi så barnet som et individ, der udvikles naturligt og i sit eget tempo, og som skulle hjælpes og belæres. For eksempel satte vi opgaven/ problematikken for børnene, og derefter styrede vi børnene i den retning, vi som voksne havde sat som målet; Den lige vej. (Den lineære arbejdsmetode). Selv om vi lyttede til børnene og var enige om, at børnene skulle være med til at præge forløbet, blev det alligevel meget ofte på de voksnes præmisser. Som eksempel kan nævnes arbejdet omkring vores kolonitur. En voksen havde indkøbt en totempæl, og da der var samling med børnene til kolonien, sagde den voksne: Nu skal vi alle være indianere, det bliver da sjovt. Derefter kom en spæd stemme fra et barn: Jeg vil være cowboy. Vi reagerede med at sige, det kunne have været sjovt, men vi har valgt vi skal være indianere. Den dag i dag ville vi have set det som et glimrende spor, som vi ville følge op på. For at få synliggjort vores arbejde med børnene, havde vi på hver stue en dagbog. Denne brugte vi til dokumentation, hvori vi satte billeder og tekst, eller enkelte børn tegnede en episode fra dagen. Her var vi opmærksomme på, at alle børnene over en vis periode kom i bogen. Denne bog blev også brugt til at informere forældrene med f.eks. ture ud af huset/mødetid m.m. Bogen blev flittigt brugt af børn og forældre til at kigge tilbage i. Metoder vi stadig bruger Vi opdeler stadig børnene i grupper efter alder, udvikling og interesser. Den ene gruppe er stadig de kommende skolebørn. Vi fortsætter med introduktion til børnenes kommende SFO og skole. Vi bruger stadig dagbøgerne. Artikelsamling Brobygning Side 9 17-03-2005

Vores nye praksis HVAD ER ANDERLEDES FOR DE VOKSNE? Vi skal tænke, handle og organisere anderledes, så tingene ikke fra voksen siden er fuldstændig forudsigelig, og så tidsrammen ikke er nøje fastlagt. Inden opstarten af en aktivitet skal de voksne opsamle spor fra de enkelte børn. Dette kan gøres på følgende måder: -Observation af børnene og nedskrivning i logbøger -Sommerferiebøger, som laves af børnene og forældrene -Dialog mellem børn/børn og mellem børn/voksne. Da det er den voksne, der har den fornødne viden, skal man passe på, at man ikke overtager magten, men at man sammen løser opgaven og i fællesskab lytter til hinanden. Man skal give børnene mulighed for selv at komme med/arbejde med problemløsningen. Det narrative hjælper børnene med at sætte ord på følelser. Det kan ligeledes hjælpe med til at børnene genkender situationer fra deres eget liv. Dette gør, at barnet har mulighed for at bearbejde oplevelser på en positiv måde. Hvad gjorde vi i forhold til projektet Vi valgte at projektet skulle dreje sig om de kommende skolebørn. Vi havde lavet sommerferiebøger, som hvert enkelt barn havde fået med hjem. Disse bøger skulle børnene så lave sammen med deres forældre. Det blev den spæde start på aktiviteten. Børnene fortalte ud fra deres bøger til de andre børn, hvad de havde oplevet og derefter havde man i gruppen en snak om, hvad der havde været sjovt, og hvad børnene stadig synes var spændende. Ud fra denne snak lavede de voksne 2 plancher, hvor børnenes interesser var vist. Det var hhv. vand og dyr. Børnene valgte emnet dyr, som så blev udvidet til dyr i skoven. Vi voksne gjorde meget ud af at være ligeværdige med børnene, være lydhøre og nærværende for at opsamle børnenes spor. Ydermere var vi meget opmærksomme på, at alle børnene blev hørt og bidrog til fællesskabet, så alle derigennem fik ejerskab til projektet. At få det narrative, vores trold, som er fortælleren, ind i selve aktiviteten, var en stor udfordring, for den skulle bl.a. være bindeledet for ny læring. Denne nye faktor gjorde, at vi som voksne kunne blive lidt stive. Turde vi lade os rive væk fra vores faste rammer? Turde vi give slip, begive os ind i den undersøgende og fantasifulde verden? Det at turde støtter vi børnene i. Vi gjorde meget ud af at begejstre og fastholde hinanden i aktiviteten og dermed give plads til at stoppe op, reflektere over tingene og give mere tid til fordybelse. Udfra vores observationer, det vi havde skrevet ned og i en fælles dialog med børnene og efterhånden som aktiviteten skred frem, fik vi overvundet vores stivhed og var ligeså ivrige og begejstrede som børnene. Igennem vores planlægning udfra børnenes spor havde vi lavet vores mål for aktiviteten, som gik ud på at børnene skulle lære om skovens dyr og samtidig få styrket deres identitet samtidig med, at de havde positive fælles oplevelser. Tidsrammen, Artikelsamling Brobygning Side 10 17-03-2005

indenfor hvilken vi skulle afslutte aktiviteten, var på dette tidspunkt nødt til at være ca. 2 måneder. Vi skulle sammen med børnene turde udforske og slingre til målet og lade idéer og dialog bestemme, dog ikke lade målet ændre sig undervejs. HVAD ER ANDERLEDES FRA BØR- NENES SYN? Aktiviteten skal tage afsæt i, hvad børnene har oplevet og er interesserede i. Barnets historie. Dette skal børnene så videregive i gruppen, hvilket gør, at børnene oplever at blive taget alvorligt, lyttet på og at andre børn evt. også får en ahaoplevelse. Måske har andre børn prøvet/oplevet noget lignende. Det kan gøre, at børnene oplever fællesskabet, og at deres status ændrer sig. Der skabes en dialog mellem børn/børn og mellem børn/voksne. Mødet med det narrative, figuren trolden, blev taget med storm. Et eksempel: De voksne havde lavet en æske med brunt papir, klistret ind i jord og blade og lagt et brev fra trolden. Derefter gik turen til skoven. Øjeblikket, da børnene fandt æsken, var guld værd; deres blikke rundt til hinanden, hørte de trolden kalde? Kunne de finde troldens fodspor? Fællesskabet Selvhjulpenhed Genkendelighed Børnene var fyldt med spænding. Trolden tog udgangspunkt i, hvad børnene havde oplevet og stillede spørgsmål. Dette fungerede godt. Trolden fik plads i børnenes dagligdag. De brugte trolden i forhold til andre oplevelser, som f.eks. at finde svampe på legepladsen til trolden. Børnene er selv drivkraften i aktiviteten. De skaber sammen med de voksne i fællesskab denne helhed. De bidrager til planlægningen hvor udgangspunktet er taget i f.eks. deres sommerferiebøger. Alt dette er et nyt børneperspektiv, som børnene oplever. Børnene oplevede, at de blev taget alvorligt. De oplevede, at deres kammerater syntes, at de var spændende på en anden måde end til daglig. De oplevede at være midtpunkt. De lærte at vise hensyn gennem aktiviteten. Børnenes samvær var afslappet, de var ikke pressede af de voksnes tidspres. Tidsperspektivet havde en stor faktor, for børnene havde tiden til fordybelsen og til selv at indgå i problemløsninger. Mødet med anderledes arbejdsmetoder tager tid, og børnene skulle mærke, føle og se, før de fik ejerskabet. Børnene lærte forskelligt. Vi oplevede, at børnene var ivrige, og vi havde et fællesskab og en opgave, der skulle løses sammen, og alle bidrog. For de børn som vi normalt ville sætte i mindre grupper, oplevede vi en opblomstring, at de også var i stand til at byde ind til fællesskabet, hvor de fik selvtillid og styrke. Børn og voksne fik fælles oplevelser igennem hele projektet. Alle fik nye færdigheder, alle fik styrket deres udvikling og fik en større forståelse for det sociale aspekt. Artikelsamling Brobygning Side 11 17-03-2005

Sideløbende med dette projekt har vi besluttet, at det vi f.eks. sætter op på væggene alt sammen er noget, der relaterer til de børn, der aktuelt går her. F.eks. er alle børnene fotograferet foran deres hjem og disse billeder sidder på væggen på barnets stue. Børnene har lavet håndaftryk som ligeledes hænger på væggene. Vi har hele tiden haft børnenes bog. Den er nu delt op i 2 dele. Den ene del får børnene med hjem efter endt tid i institutionen. Den anden del er kufferten, som børnene tager med til SFO og skole. Artikelsamling Brobygning Side 12 17-03-2005

At følge børns spor Artikelsamling Brobygning Side 13 17-03-2005

Spor er ikke kun fra fødder Af Lisbeth Laursen og Britta Schneider og Susanne Rasmussen pædagoger i børneinstitutionerne Tusindfryd, Mariehønen og Hyldeblomsten og Anette Jørgensen pædagog i SFO Hammergården. Hvad har jeg egentlig tilfælles med jer børneinstitutioner, sagde en SFO pædagog, når I vil skrive om spor? Jeg skriver for mig selv, og så gik hun. 20 minutter senere kom hun tilbage. Vi har jo noget tilfælles, feriebøgerne. Det er her det hele begynder I maj måned begynder vi at lave feriebøger. Feriebøger er noget, vi laver sammen med børnene, og som de skal have med i deres sommerferie, hvor de så kan lave tegninger, sætte fotos i, postkort eller billetter indgange, udflugter. Kun fantasien sætter grænser. Vi håber, at forældrene vil hjælpe børnene og evt. nedskrive små kommentarer eller lignende. Bøgerne er på et par sider, og vi har valgt, at de skal indeholde: - en forside med et billede af barnet, navn og årstal - en side, hvor barnet tegner sine ønsker for ferien, og pædagogen hjælper med at skrive - et informationsbrev til forældrene, hvor vi giver tips og ideer til at lave feriebøgerne - en beskrivelse af, hvorfor vi laver disse bøger, og om hvordan vi skal arbejde med dem senere på året. - nogle løse sider hvorpå kan indsættes diverse oplevelser fra ferien sammen med forældrene Nu går vi spændt og venter på at få nogle flotte feriebeskrivelser retur. Ikke alle på en gang Feriebøgerne kom, men ikke samtidigt. Først da personalet fandt på at sætte trælister op på stuens væg med plads til hvert barns feriebog, blev børnenes feriebog synlig for alle, og det hjalp. Der kom gang i snakken mellem børn/ forældre og personale. Mange forældre udtalte noget om bøgerne - nu er den snart klar - den kommer i morgen - den er i hvert fald nok klar i næste uge. Mange forældre har lavet et stort stykke arbejde med bogen sammen med deres barn Mange forældre udtalte sig positivt om at arbejde med feriebogen. De havde sjove dialoger med deres barn, når de sammen satte feriebilleder og andre ting ind i bogen. Forældrene var blevet mere opmærksomme på hvad, der var betydningsfuldt for deres barn. Forældrene fandt på sjove og fantasifulde måder at fortælle om deres barns ferie på. Først i juni er børnene færdige med deres feriebøger, og alle glæder sig til at få dem med hjem. Artikelsamling Brobygning Side 14 17-03-2005

- I en bog var teksten skrevet med forskellige farver en farve for hver dag i ferien - En anden bog sluttede med nogle nøgleord, der fortalte, hvad der især havde optaget barnet i ferien - En sluttede med et digt Hvordan arbejder vi med bøgerne? Efter ferien gennemgik vi hvert barns feriebog. De voksne fotograferede hvert barn og nedskrev nogle nøgleord, der havde været betydningsfulde for netop dette barn. For at sætte sporene i system opsatte vi skemaer, der kunne hjælpe os i processen med at følge børnenes spor. Det er bedst at være to voksne, når feriebøgerne gennemgås. En, der kan støtte barnet og en, der kan nedskrive de nøgleord, som barnet og den voksne finder ud fra bogen. Sporene bliver fundet ud fra det, barnet synes har været bedst ved ferien. Det spor, der har givet flest aftryk bliver sporet! Så kan alting ske Pædagogerne oplever ofte i sådanne forløb, hvor det er børnenes forslag og interesse, der arbejdes udfra, at man går ud over sine egne grænser, Her tænkes på viden og kunnen. Man kan være ude på dybt vand, men det er godt for børnene at se, at de voksne ikke kan alt, men at vi kan finde en løsning sammen. De voksne skal turde at sætte ting i gang uden at vide, hvor de ender. Med denne nye arbejdsform er vi blevet mere åbne for børnenes idéer. Disse tiltag har nu gjort børnene mere engagerede end tidligere. Pædagogernes erfaring er, at vi skal arbejde to sammen, når vi gennemgår feriebogen med barnet. Udsagn: Forældrene har givet tilbagemeldinger om, at deres barn fortæller med nye ord om deres oplevelser Udsagn: Mange børn kom i forløbet og spurgte: Er det i morgen, vi skal i gruppe? Dette har givet os lyst til at arbejde videre ad dette spor. Hvad bruger vi sporene til? På skemaet kan man finde fællesspor, og så er det op til børn og voksne at spore sig ind på et emne, det kan have en fælles interesse at udforske og på den måde kan børn og voksne sammen opnå nye erfaringer og ny læring. Artikelsamling Brobygning Side 15 17-03-2005

Brobygning og spor Af Jette Sulsbrück, lærer på Hammergårdskolen. Hvordan lærer børnene bedst mig at kende, så de trygt kan gå på sommerferie uden at frygte for det, der kommer efter ferien? Hvordan lærer jeg bedst de børn at kende, som jeg skal give nogle gode skoleoplevelser i mange år fremover? Hvordan giver jeg børnene tryghed, så de glæder sig til at begynde i 1. klasse og ikke er bekymrede for det uvisse? Hvordan bygger man bro mellem børnehaveklassen og 1. klasse, når der ikke er afsat særlige tidsmæssige ressourcer hertil? Først skulle børnene lige se mig an. Hvad var jeg nu for en snegl! Jeg besøgte dem et par timer i børnehaveklassen, hvor jeg var med i deres normale dag. Næste gang jeg var der, gik vi i gang med lidt matematik. Vi sad på gulvet, hvor jeg havde hældt en spand bjørne ud. Vi fik sorteret og ordnet, talt om mængder, farver, flere og færre og større og mindre. Det blev en rigtig god dag, og børnene var stolte over, hvor dygtige de allerede var til matematik. Nogle dage senere gik vi i gang med bogstaver. De havde arbejdet meget med bogstavlyde i børnehavklassen, så de kunne alle udtale lydene i deres eget navn. Vi skrev en masse ord på tavlen, som de selv kunne stave til. De var vant til selv at skrive meddelelser til hjemmet ved fælles hjælp. Efterhånden var børnene trygge ved mig, og hver dag, når vi mødtes, spurgte de, hvornår jeg kom igen. Nu følte jeg, det var tiden til at lade børnene præsentere sig selv for mig. Dagen begyndte med, at jeg forklarede dem, hvad jeg havde tænkt mig, der skulle foregå. Jeg havde medbragt en CD med beroligende klassisk musik. De fik udleveret et stykke tegnepapir, som bare skulle ligge på bordet. Musikken blev sat i gang og børnene skulle lægge sig hen over bordet, slappe fuldstændig af og lytte til musikken. Medens de lyttede, skulle de tænke på dem selv, hvad der interesserede dem mest lige nu, og hvad de kunne have lyst til at gøre. Når de så følte sig motiverede, skulle de gå i gang med at tegne det, de havde tænkt på. Det blev til nogle rigtigt gode tegninger. Ved det efterfølgende besøg i klassen, havde jeg en båndoptager med. Jeg interviewede børnene enkeltvis. De fortalte mig, hvad de havde tegnet og hvorfor. De syntes, det var rigtigt spændende og var gode til at fortælle. En opsummeret udgave af børnenes udtalelser blev derefter skrevet rent på computeren. Børnenes billeder og teksterne blev sat flot op og lavet til en stor bog klassens bog. Det blev en god bog at tage med i 1. klasse. Det er altid godt at have noget man kender med, når man begynder på noget nyt. Artikelsamling Brobygning Side 16 17-03-2005

Lige før børnene gik på ferie, fik de et brev med hjem med opfordring til at lave sig en feriekasse til at gemme ferieskatte i. Både klassens bog og feriekasserne skulle også bruges som brobygning for klassens kommende dansk- og klasselærer, der havde barselsorlov indtil 1. august. Børnene fattede hurtigt interesse for livet i havet, og vi brugte nu tid på at skrive lidt om en søhestefamilie. De malede også nogle fantastiske billeder af livet for den lille søhestefamilie. Hun skulle lære nogle børn at kende på kort tid efter ferien. Klassens bog kunne hun studere i ferien og feriekasserne, som børnene medbragte efter ferien, gav hende hurtigt et indblik i deres liv og interesser. Den første uge efter ferien gik med at dejlige børn dygtigt fortalte og fremviste mange spændende ting fra deres ferie. Det optog børnene meget, at de fik lov til at fortælle helt frit uden tidsbegrænsning. Selv om det altid er svært for børn i den alder at fastholde interessen for de andres fortællinger i længere tid. Spor i 1. klasse På et eller andet tidspunkt i løbet af ferien havde de fleste børn været ved vandet. Vi begyndte derfor at tale lidt om vand og om havet. Efter en tur til Danmarks Akvariet opstod ønsket om at få et akvarium. I første omgang lavede vi vores eget af en papkasse. Det var en fin arbejdsopgave. Samtidig blev noget af gangen udenfor klassen til et akvarium ved hjælp af store kulisser på væggen og havdyr på gulvet. Der blev også produceret paptallerken -fisk til at hænge op. Men så bestemte vi os for at købe et rigtigt akvarium. Det optog børnene meget. De var selv med nede hos dyrehandleren for at købe fisk. Vi købte 3 Guppyer. Den ene fik unger dagen efter. Nu fulgte en intens interesse for livet i akvariet. Nogle unger blev spist, to fisk døde og der kom endnu flere unger. Fiskebestanden er senere suppleret med andre typer fisk, så der er nok at tage vare på. Livet i akvariet har stadig børnenes store interesse, og der går mange timer med gode iagttagelser og historier om fiskenes liv. Artikelsamling Brobygning Side 17 17-03-2005

Nu skal vi fortælle en historie Af Henrik Hansen, børnehaveklasseleder på Hammergårdskolen Kapitel 1 For at komme i den rette stemning må ord som bello, fantarstico, grande, primavera italiana være en del af opvarmningen til den historie vi vil fortælle til jer. Sætninger, ord, indtryk, forventninger, fordomme, fantasier, og tusinder af andre ting drøner konstant gennem vores hoveder. Denne historie starter med et kursus i skolens kantine og første kapitel begynder med en studietur til Cesenatico i Italien den 15.3 2o.3 2oo3. Bag alle tal er der en historie som fortæller om hændelser og begivenheder. Til vores hjælp har vi en rejseplan, et program, en deltagerliste, en flybillet, en logbog, en guide, italienske lærere og pædagoger, og en masse dejlige børn fra Sala og omegn. I historier vil der altid komme nye historier, som på en eller måde har indflydelse på vores humør, og hvad vi ser. Vejrguderne var med os i historien, da vi besøgte børnehaver og skoler. Hold på hat og briller. Dagens vejrudsigt. En svag vind, forårssol - og 18 graders varme. Optakten kunne ikke være bedre. Som professionel skal man bl.a. kunne være iagttager, kritisk, åben, tolerant, og meget mere til alt det nye historien fortæller. Og hvad så vi, og hvad lærte vi? Et eller andet sted kunne vi se, at de italienske lærere og pædagoger fuldstændig havde fat i alt det der med den integrerende baggrund, læringsstile, dokumentation, barnets spor, den narrative teori, kuffertprojekter og meget andet godt. Vi havde set og hørt noget. Der var en brobygning fra institution til skole. Nu gik turen til Danmark. En ny historie begynder. Forældremøde Kapitel 2 Vi skruer tiden lidt tilbage. Inden sommerferien fik børnene en feriebog. I denne bog skulle børnene sammen med forældrene fortælle, hvad de lavede i sommerferien. Vi fik mange historier tilbage. Feriebøgerne blev vores fælles udgangspunkt. I bøgerne fandt vi mange spor. Et eller andet sted var forældrene med. Det handler jo om engagement, optagethed, interesser, og indflydelse. Historien begynder at tage form. Nu er det ikke vores planlægning (pædagogernes) men et fælles projekt. Når der i dialogen lyttes til børnene og deres interesser, får tingene betydning. Forældrene var yderst positive og gav udtryk for, at deres børn havde fået et ejerskab, og at de som forældre via dokumentation havde fået et overblik af det pædagogiske arbejde i klassen. Historien udvikler sig. Bent-Ole-turist Kapitel 3 Fantasien kender ingen grænser. Historier er uendelige og udødelige er der blevet sagt. Bent-Ole-Turist er ingen undtagelse. Sig navnet. Smag på det! Bent-Ole-Turist skriver til klassen. Hvordan går det med jeres feriebøger? Bum.. så er vi i gang. Vi sender tegninger til Bent-Ole-Turist. Han skriver tilbage om sit liv i sin bus. I øjeblikket er han med en flok pensionister i Tyskland. De er på vandretur i Harzen. Bent-Ole-Turist har bøvl med bussen. Den gamle bus ruller ikke så godt mere på motorvejen. Historien udvikler sig. Bent-Ole-Tursit fortæller helt åbent om sin moster, der pudsigt nok bor i Herlev. Er der nogen i klassen der kender hende? Hun er naturligvis rødhåret og går i lyserøde kjoler. Vi Vi ville godt lave en fælles historie. Vi ville skabe den gennem en figur. Artikelsamling Brobygning Side 18 17-03-2005

kan ikke få nok af Bent-Ole-Turist. Han tager fra land til land, fra by til by, og vi følger med. Vi fortæller også Bent-Ole-Turist om vores liv i klassen, og alt det der sker i vores fritid. Sikke en historie. Den stopper aldrig. Bent-Ole-Turist er dælme blevet forlovet med Susi. Børnehaveklasse B United Kapitel 4 Bag alle disse historier er der 22 dejlige unger. 7 piger og 15 drenge. I vores psykiske rum har vi sat fokus på trivsel, fællesskaber, og kompetencer. Et eller andet sted i vores historie er det meget tydeligt, at vi er afhængige af hinanden. Vi lærer da kun noget, hvis vi alle har det godt. I vores historie er vi voksne rollemodeller og kulturelle budbringere. Kunsten er, at vi forklarer os tydeligt, så alle kan forstå, hvad vi siger. Meningen er ikke, at vi skal sidde i en helikopter og styre begivenhederne. I vores historie skal styringen ske i børnehøjde. I forbindelse med dette skal vi bygge bro mellem personlig individualitet og fællesskabets store betydninger for alle. Derfor er børnenes kommentarer, iagttagelser, forslag og spor, et vigtigt led i det pædagogiske arbejde. kan justeres undervejs i arbejdet med børnene. Vi har oplevet et pædagogisk sus og et løft, som har betydet at den kreative fortællende del har skabt en ny vej i vores arbejde. Historien slutter her, men fortsætter i det nye skoleår. Histoier slutter aldrig Kapitel 5 Vores historie slutter her, og alligevel slutter den aldrig. Børns læring og udvikling ændrer sig hele tiden. Vores traditionelle syn i Danmark er, at det er de voksne, der planlægger og er ansvarlige for det børn beskæftiger sig med. På den måde bliver vi fastlåst i et mønster. Den narrative pædagogik er et godt hjælpemiddel til at ændre pædagogiske vaner. Ikke nok med at børnene får et ejerskab, men dokumentation bliver en ny arbejdsmetode, som er med til at give et overblik og Artikelsamling Brobygning Side 19 17-03-2005

Rejseholdet Af Vibeke Hedenwall, pædagog i Hammergården SFO Der var engang et rejsehold. Deres første destination var HAMMER- GÅRDENS SFO. Her fik rejseholdet flere sanselige oplevelser i, hvordan man bruger sin fritid efter skoletid guidet af to medarbejdere, uddannede i branchen. De fortalte bl.a. om ejerskab af huset, medindflydelse på ens dagligdag, f.eks. hvordan skal garderober se ud og ligeledes en madordning som rejseholdet bestemte. Hver dag førte man en dagbog. Så nærmede sommerferien sig, og rejseholdet var på vej ud i den vide verden i forskellige retninger. Ferieplanerne var blevet planlagt. Rejseholdet blev udstyret med en feriebog, som der skulle arbejdes med, når man kom frem til næste destination Børnehaveklassen Skolestarten osede af spænding og gensynsglæde. Børnehaveklasse B, som rejseholdet kom til at hedde, afleverede stolte deres feriebøger til Henrik og Vibse. Ca.14 dage efter skolestart, hvor vi havde beskæftiget os med områderne på skolen, tog vi fat på feriebøgerne. Hver dag havde vi feriebøger på skemaet. Hvert barn skulle fortælle om sin bog. Det viste sig at være svært og grænseoverskridende for en del af børnene, fordi nogle forældre havde gjort bogen til deres produkt og ikke inddraget barnet i, hvad der skulle være af billeder, tekst eller ting, man ville vise frem. Alligevel var det Nu gjaldt det om at finde spor ud fra feriebøgerne. dejligt at se den glæde og det engagement fra børnene og forældrene, som feriebøgerne affødte. Jo længere vi kom hen i forløbet, jo mere begyndte børnene at miste koncentrationen, og de viste manglende interesse for andres ferieoplevelser. Men det var ikke så overraskende for Henrik og mig. 21 feriebøger er tidskrævende. Mange ord blev skrevet ned og kom op på opslagstavlen, bl.a. familien natur andre lande dyr havet sport. Artikelsamling Brobygning Side 20 17-03-2005

Et af de spor, som vi valgte, var familien. Deres første opgave var at lave et portræt. Dernæst skulle børnene tegne deres hus og hvor mange familiemedlemmer, de boede sammen med. Som voksen er det interessant og spændende at få indsigt i børnenes dagligdag, og hvad de synes, der er rart i familien.. Disse tegninger er blevet til klassens bog, så på denne måde fik børnene i børnehaveklassen et fælles spor og et fællesskab. Da en del af børnene tegnede deres kæledyr med på familiebillederne, blev vores næste spor DYR OG NA- TUR. Vi lånte bøger om emnet, og det viste sig at spænde vidt omkring. Nogle af børnene viste billeder af deres kæledyr og fortalte om, hvordan de levede både som husdyr og i naturen. Samtidig med emnet, besøgte vi et landbrug med heste, grise og køer. Ydermere besøgte vi Kildegården og Herlev rideskole, hvor vi fik en viden og indsigt om dyrs vilkår, og hvordan man passede dem. Vi har taget på mange ture ud i det blå og haft en masse gode og spændende fællesoplevelser, som har været til at socialisere og skabe et fællesskab i klassen. Relationer og fællesoplevelser er en vigtig faktor for børns trivsel og sociale færden. Børn opdrager på hinanden, støtter og rummer hinanden og derved sætter de selv dagsordenen og normerne og ikke mindst værdierne for et godt fællesskab. Derfor er det vigtigt, at de voksne er lyttende, nærværende og engagerede for at følge barnets rejse igennem relationer, oplevelser og læring. Gammel vin på nye flasker eller ny vin på gamle flasker? Af Jette Andersen og Angie Sofrin, pædagoger i børneinstitutionen Krudttønden. Vi er midt i august, sommerferien er ved at være slut for de fleste, og rundt omkring lyder stemmerne: Nej, velkommen tilbage har I haft en god ferie? Ind af døren kommer også Meral (4 år) tilbage fra ferie. Hun kommer glad hen og viser mig sin feriebog med rigtig mange gode billeder, som hun og hendes mor har lavet sammen. Så vi har altid søgt information og ønsket at høre fortællinger fra børnenes sommerferie, men desværre har det tidligere været en svær proces, da børnene hurtigt glemmer deres oplevelser eller kun husker dem brud vis. Artikelsamling Brobygning Side 21 17-03-2005

Meral er meget stolt af sin bog og sine billeder og vil meget gerne fortælle om sine oplevelser. Det får hun rig mulighed for til samlingen. Hun fortæller om, hvordan de kom til Tyrkiet med bil og færge. Om hendes mormor og morfar, og hvordan de bor. Om et bryllup, hvor hun havde været brudepige og derfor havde været til frisør først og fået en smuk kjole på. Om at hun havde badet i et badebassin og havde leget med sin storebror. Det var meget tydeligt for alle, at det havde været nogle gode og spændende oplevelser for Meral, og at bogen hjalp hende med at strukturere hendes fortælling om den mere end 5 uger lange ferie. Vi er faktisk overbeviste om, at vi ikke havde fået så meget at vide om ferien, hvis hun ikke havde haft bogen at støtte sig til. Hvert år har vi haft en periode lige efter sommerferien, hvor børnene får lov til at bruge samlingen til at fortælle om deres ferier. Den mest almindelige historie vi indtil videre har hørt, er en som regel forestillet tur - til BonBonland. Men så tog vi på brobygningskursus i Herlev og lærte en masse. Om vigtigheden af børnenes egen historier. Om at se og lytte efter børnenes forskellige spor. Om at respektere det at være individuel men også at skulle være en del af fællesskabet. Vi så børn der hvilede i sig selv - var individuelle, men samtidig også en del af fællesskabet. Vi har fået input og udbytte af diskussioner med egne og andre faggrupper og har lært en masse. Vi har talt om, hvordan vi bedst kan fremme, at børnene får formidlet deres egen historie. Vi har talt om, hvordan vi bedst kan se og opfange børnenes spor. Vi har talt om, hvordan vi bedst kan gøre børnene bevidste om sig selv individuelt, men samtidig også se sig som en del af fællesskabet. Vi har bl.a. lært, at ting, der før er blevet gjort, stadig kan gøres, stadig bør gøres måske bare tænkt på en anden måde, og vi har nu fået systematiseret de pædagogiske tilgange og fået en meget større forståelse for sammenhængen i vores arbejde med børnene. Og med de pædagogiske redskaber vi fik forevist og blev inspireret af i Norditalien, har vi f.eks. med feriebøgerne fundet en måde at kunne give børnene en mulighed for at huske og viderefortolke oplevelser, der for dem er identitetsskabende DETTE ER MIG, DET HAR JEG OPLEVET. Med andre ord: Vi har taget et par gamle flasker, fået noget inspiration, viden og nogle nye ideer. Smagt det til med noget visuel dokumentation, noget der giver brugbar mening og fået os en lækker opskrift, på en god, ny årgangsvin. Vi tog på pædagogisk studie- og inspirationstur til Norditalien og så og lærte en masse. Vi så børn med historier. Vi så børn med mange spor. Artikelsamling Brobygning Side 22 17-03-2005

Brobygning mellem børnehaveklasse og 1. klasse i skoleåret 03/04 Af Joan Devantier, lærer på Hammergårdskolen I foråret 2003 aftalte jeg med børnehaveklasselederen, at vi sammen skulle finde en model for overlevering/brobygning af og mellem børnehaveklasse og 1. klasse. Da børnene var startet i børnehaveklassen året før, havde de ikke haft en "kuffert" med fra deres institutioner. Det var et år for tidligt i forhold til brobygningsprojektet, så vi skulle selv finde en form, vi mente, vi kunne bruge. Vi bestemte, at børnene i børnehaveklassen skulle lave en kuffert. I dette tilfælde blev det til en brun papirspose som børnene skulle dekorere med papirriv. Dekorationerne skulle forestille scener fra deres kommende sommerferie. I poserne skulle de samle forskellige ting fra deres ferie. Vi aftalte med børnene, at der i posen også skulle ligge en lille bog, hvor de med hjælp fra forældrene skulle skrive dagbog fra deres sommerferie. Desuden skrev jeg et brev til forældrene om projektet og lagde det i posen sammen med en lille sort kinabog. Da vi nåede sommerferien gik børnene stolte hjem med deres poser. Jeg var nu meget spændt på, om alle børn ville få skrevet i deres bog og selvfølgelig også, om der ville være nogle spor i bøgerne, jeg ville kunne bruge i undervisningen. Da vi startede skoleåret i august kom næsten alle børn tilbage med deres poser med indhold. For manges vedkommende meget indhold. Vi kunne derfor starte skoleåret med at læse feriedagbøger og kigge på de mange forskellige ting børnene havde samlet i poserne. Børnene fortalte hver især, om de ting de havde valgt at lægge i poserne. Det var dejligt at opleve at rigtig mange familier havde gjort meget ud af dagbogsskrivningen, indsat billeder, billetter mm. De første uger brugte vi hver dag et par timer på poser og dagbøger. Jeg synes det har givet mig, og i øvrigt også børnene i klassen, en stor nyttig viden om det enkelte barn. Spor fik vi også nogle af, de fleste børn havde været ved havet og var på forskellig måde interesseret i hvordan og hvorfor Så der startede vi... Poserne har i løbet af året fået andet indhold, fx ting fra forskellige ture, små sedler fra deres madkasser, effekter fra ture, historier de har skrevet og meget andet. Dagbøgerne er brugt som logbog ved forskellige lejligheder og følger selvfølgelig med i 2. klasse. Der er plads til meget mere. Artikelsamling Brobygning Side 23 17-03-2005

Det narrative Artikelsamling Brobygning Side 24 17-03-2005

Dykkeren og havfruen uden navn Af Lene Philip Hansen, børnehaveklasseleder på Hammergårdskolen. Forestil dig 21 børns øjne rettet mod døren. Hvad var det for en lyd? Luften emmer af spænding, der er fuldstændig stille. Jo den er god nok, det banker på døren. Disse børn var åbenbart ret interesseret i dyr. De lånte en del bøger om dyr i varme lande og de var specielt interesseret i giftige og farlige dyr. Dette fandt vi ud af da vi begyndte at benytte os af skolebiblioteket. Et underligt brev En helt almindelig dag i skolen, hvor vi alle sad og koncentrerede os om danskopgaver, kom der pludselig et brev ind under dørsprækken. Først var der ingen, der opdagede det, men efter lidt tid var der et af børnene, der pludselig sagde: Der ligger noget papir henne ved døren Ved døren? spurgte jeg. Jeg gik hen for at samle det op og så ud på børnene, imens jeg åbnede det. Det er et brev til os, sagde jeg, det var da underligt, hvordan det er kommet her. Jeg læste brevet højt. Det er et brev fra en hemmelig gæst, sagde jeg. Denne hemmelige gæst var fra Australien, et land der ligger langt fra Danmark. Brevet beskrev de mange forskellige giftige og farlige dyr, der lever der. Det interessante kunne nu være, at se hvordan børnene formidlede en auditiv information til en visuel. Børnene skulle nu prøve at forestille sig, hvordan den Giftige dyr hemmelige gæst så ud Gitte fra kontoret, samt at give den et navn, bankede pludselig på som de mente passede. vores dør. Øh, der er altså kommet et brev fra et fjernt land til jer Igen? Måske er det fra den hemmelige gæst, var der et barn, der råbte. Gitte sagde: Nej, må jeg ikke blive lidt, jeg er så spændt på, hvad der står i brevet. Jeg åbnede brevet og udbrød. Det er fra den hemmelige gæst, det er spændende, hvad han nu skriver. Den hemmelige gæst skrev, at han havde haft så travlt med at tage rundt i Australien for at fortælle børnene om de forskellige farlige og giftige dyr, og han fortalte, at der er meget langt mellem skolerne, så langt at nogle børn faktisk ikke går i en rigtig skole, men at de modtager undervisning gennem en radioskole. Han fortalte også meget uddybende om de dyr, der lever i havet omkring Australien, og at disse dyr er langt giftigere og farligere end de dyr, der lever på land. Dykkeren Det var rigtig varmt, faktisk så varmt at man næsten sad stille og svedte. En underlig lyd hørtes ude på gangen. Det var en Der opstod en uventet interesse for vandet omkring Australien og hvordan man som mennesker kan undersøge dette kæmpe våde univers. Artikelsamling Brobygning Side 25 17-03-2005

ukendt lyd, som ingen havde hørt før. Jeg kiggede hen mod døren og så gennem vores lille vindue i døren, at der stod nogen og kiggede ind. Lyden blev højere og mere tydelig. Børnene fangede den og begyndte at tale sammen om lyden. De opdagede, at der stod nogen ved døren. Det bankede på døren, faktisk ret hårdt. Det må være en voksen, udbrød en af børnene. Ja, det tror jeg også, sagde en anden. Jeg bevægede mig stille med langsomme skridt hen mod døren. Tog i håndtaget og mærkede hvordan klassen holdt vejret og en stilhed blandedes med den lyd, vi hørte fra gangen. Ind i klassen trådte en dykker og han sagde ikke noget. Nogle børn var ret bange, andre rejste sig af bare nysgerrighed, og nogle havde blot tabt mælet. Nå det er den hemmelige gæst, sagde et barn. Efterfølgende talte vi om, hvilke dyr der lever i havet, og der var nogle børn, der fortalte, at der også findes havfruer. Havfruen Der blev kaldt på os fra kontoret, der var kommet et brev til klassen, et vigtigt brev lod det til. Jeg hentede brevet og læste det op med rystende stemme. Jeg kunne se, at der var nogen, der havde efterladt tårer på brevet. Brevet var fra dykkeren (alias Den hemmelige gæst)..det er så sørgeligt alt sammen. Jeg har mødt en havfrue på min lange vej, og hun er så forfærdelig ked af det. Hun fortæller mig, at hun skal dø, hvis hun ikke får et navn. Vil I ikke nok være søde at hjælpe mig? I skal sende navnet i en flaskepost hurtigt. Kærlig hilsen fra dykkeren. For at skabe et navn som alle børn har andel i vendte vi tilbage til det første møde med den hemmelige gæst (alias Dykkeren), hvor børnene skulle tegne hvordan de troede den hemmelige gæst så ud og give ham et navn. Vi brugte forbogstavet fra hvert barns tegning og havfruen fik et fornemt navn på 21 bogstaver. Havfruetårer Inspektøren trådte ind i klassen. Der blev stille, og han kiggede på børnene og sagde, at der var kommet brev til os igen men denne gang med en lille pakke. Brevet var fra havfruen, og det var skrevet med blåt havvand. Hun takkede for navnet og fortalte, at hun havde det godt, selvom hun nogle gange måtte svømme hurtigt for ikke at blive bidt af en haj. Hun sagde, at et af børnene skulle åbne pakken og gætte, hvad det var for noget mærkeligt noget der var i den. Efter lidt tid blev vi enige om, at det var en slags tårer, og i brevet stod der, at det var havfruens tårer, der nu var forstenede, da hun ikke mere behøvede at græde, for nu havde hun jo et navn. Børnene viser interesse for hajer og vi arbejder videre med det emne. Sideløbende dukker der Den røde tråd spor op omkring flag. En rød tråd lå i døren. Hvordan var den kommet der????? Vi prøvede at trække lidt i den. Der hang noget fast i den anden ende. Vi trak og trak, og til sidst kom vores viceinspektør til syne. Hun sad fast. Jeg kan ikke komme af. I må hjælpe mig og sige en magisk formel Vi prøvede, men der skete ingenting. Vi prøvede en gang til, og denne gang lykkedes det. Hun kunne slippe. Artikelsamling Brobygning Side 26 17-03-2005