Stillings- og personprofil Virksomhedsansvarlig overlæge Hospice Sjælland Oktober 2015
Opdragsgiver Adresse Stilling Refererer til Ansættelsesforhold Tiltrædelse Hospice Sjælland Hospice Sjælland Tønsbergvej 61 4000 Roskilde Tlf. 46 76 29 29 Info@hosj.dk Virksomhedsansvarlig overlæge Bestyrelsen Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst for overenskomstansatte overlæger, herunder ny løn. Hurtigst muligt Yderligere oplysninger Kan fås ved henvendelse til: Partner Mia Fruergaard, MUUSMANN A/S, telefon 21 29 70 79 eller 70 11 20 22. Der henvises desuden til Hospice Sjællands hjemmeside: www.hospice-sjaelland.dk Rekrutteringsprocessen Det forventes, at der indgår 1. og 2. samtale, med testforløb mellem de to samtaler for udvalgte kandidater. 2
Kort om Hospice Sjælland Hospice Sjælland tilbyder beboerne med livstruende sygdomme palliativ behandling på specialiseret niveau. Det vigtigste for den lindrende behandling og pleje, som hospice Sjælland tilbyder, er beboernes egne oplevelser og ønsker. Beboere og pårørende ses som et hele, og det er opgaven at tilbyde trygge rammer til sygdomsramte familier i den sidste tid. Hospice Sjælland arbejder ud fra det kristne menneskesyn, men der er naturligvis plads til beboere med alle religiøse opfattelser. Behandlerteam På Hospice Sjælland arbejder lægen, sygeplejersken, fysioterapeuten, hospicepræsten og harpeterapeuten i tætte tværfaglige omsorgs- og behandlerteams for at lindre det, der plager den enkelte af fysisk, psykisk, social eller åndelig karakter. Faggrupperne skal arbejde ud fra behandlingsstrategier, men skal hele tiden forholde sig åbne over for utraditionelle ønsker og behov fra beboerens side. Ud over behandlerteamet består personalegruppen af hospicechefen, en afdelingssygeplejerske, udviklingssygeplejerske, sekretær, frivilligkoordinator, pedel, servicemedarbejder, økonoma, køkkenassistenter og frivillige. Hospice Sjælland som virksomhed Hospice Sjælland er en selvejende institution med driftsaftale med Region Sjælland jævnfør Sundhedslovens 75 stk. 4. Formålet med denne aftale er at skabe et grundlag for drift af Hospice Sjælland med henblik på at tilbyde bedst mulig lindrende behandling og omsorg til døende patienter, indlagt på hospice, samt at yde støtte og hjælp til pårørende. Aftalen skal give patienter i Region Sjælland en reel mulighed for at vælge, hvor de ønsker at dø i eget hjem, på plejehjem, på sygehus eller på hospice. Hospicepladserne er derfor et supplement til de tilbud, som døende og uhelbredeligt syge i øvrigt har. Der er samarbejde med Palliativ Enhed på Roskilde Sygehus samt andre relevante specialafdelinger. Hospicet drives i henhold til gældende lovgivning og Sundhedsstyrelsens til enhver tid gældende faglige retningslinjer. Hospice Sjællands historie, kapacitet og rammer I 2006 blev Hospice Sjælland indviet, som det første hospice i regionen. I dag har hospicet plads til 16 beboere, der er alvorligt syge med et kort livsperspektiv. Hospice er geografisk placeret i bydelen Trekroner ved Roskilde, tæt på naturen med en pragtfuld udsigt over det sjællandske landskab og centralt placeret i forhold til by- og transportmuligheder. Hospicets bygninger er arkitektonisk velovervejede, skabt med fokus på lyse og åbne miljøer, hvor arbejdsmiljø og æstetik går op i en højere enhed. Et eksempel er husets orangeri, hvorfra der er en dejlig udsigt ud over det åbne land og naturen. De fysiske rammer kombineret med Hospice Sjællands specialiserede behandling og faglige ekspertise samt måden at omsætte værdigrundlag og menneskesyn på til gavn for beboere og pårørende er helt unik. Her gør den enkelte og teamet en forskel hver dag. Læs mere om Hospice Sjælland og dets historie her. 3
Hospice Sjællands organisation Hospice Sjælland er organiseret, som nedenstående diagram illustrerer: Bestyrelsen på Hospice Sjælland er organisationens øverste myndighed og består af formand arkitekt Niels Henning Johansen, næstformand landsdommer Mikael Sjöberg, ekspeditionssekretær Ingelise Hansen, sognepræst Karen Marie Bøggild, advokat Birgitte Nemeth, Chef for Center for Familier og Unge Lars Kjær samt medarbejderrepræsentant sygeplejerske Hanne Kiesbye. Ledelsen på Hospice Sjælland består aktuelt ud over den virksomhedsansvarlige overlæge af hospicechef Aino Andersen, overlæge Torben Ishøy, afdelingssygeplejerske Marianne Holm Andersen og køkkenleder Irene Kosiara Herbo. Hospice Sjællands værdigrundlag Hospice Sjælland arbejder aktivt med dets værdigrundlag, som er udgangspunktet for det daglige arbejde. Værdigrundlaget er skabt i fællesskab mellem ledelse og medarbejdere. Vision Hospice Sjælland er et godt sted at tilbringe den sidste del af livet. Det er en god arbejdsplads, hvor medarbejderne trives og har et højt fagligt niveau. Det betyder: at vi bevarer håb og møder det hele menneske med ydmyghed og respekt - og på den måde tilbyder følgeskab den sidste del af livet at vi holder fokus på fagligheden og går foran i det palliative felt at ledelsen og medarbejderne er personligt ansvarlige for, at arbejdsglæden trives og fagligheden udvikles at ledelsen medinddrager medarbejderne 4
Mission Hospice Sjælland arbejder tværfagligt for, at det enkelte menneske og de pårørende kan leve med størst mulig livskvalitet, således at den syge får den bedst mulige afslutning på livet. Værdier Hospice Sjælland prioriterer følgende værdier: Rummelighed - Vi respekterer og anerkender forskelligheder i meninger, tro og adfærd både hos kollegaer, ledelse, beboere og pårørende. Nærvær- Vi prioriterer tid, ro og rum til at være opsøgende i kontakter til både beboere, pårørende og kollegaer. Vi udviser empati. Loyalitet - Kollegaer og ledelse bakker hinanden op omkring trufne beslutninger. Åbenhed Vi ser døden som et vilkår for livet Vi er anerkendende over for kollegaer, ledelse, beboere og pårørende Vi er åbne og anerkendende over for ny viden Gennemsigtighed i organisationen 5
Den virksomhedsansvarlige overlæges ansvarsområde og opgaver Stillingskrav, -muligheder og -forventninger Stillingen ønskes besat af en overlægekvalificeret speciallæge i relevant speciale, f.eks. anæstesi, onkologi eller almen medicin. Den rette kandidat har klinisk erfaring og gerne uddannelse inden for palliativ medicin i en nordisk eller britisk referenceramme, f.eks. i form af Nordisk Specialistkursus i Palliation. Såfremt kandidaten ikke har uddannelse inden for palliativ medicin, vil uddannelsen blive finansieret af Hospice Sjælland. Der er tale om en stilling, hvor der med udgangspunkt i den rette kandidats ønsker og hensynet til driften af Hospice nærmere aftales, hvor mange timer ansættelsesforholdet skal lyde på. Dette aftales konkret med Bestyrelsen. Det vigtigste er, at det er den rette kandidat. Vagtdækningen på Hospice Sjælland fordeles mellem overlægerne. Om dagen er der krav om fremmøde, hvorimod vagtdækning aften, nat og weekend udelukkende består af telefonvagt, uden krav om fremmøde. Der er tilknyttet lægelige konsulenter til Hospice Sjælland, som kender Hospice godt, og som anvendes ved fravær af de fastansatte overlæger. Ansvar Den virksomhedsansvarlige overlæge er overordnet ansvarlig for den lægefaglige behandling og kvalitet på Hospice Sjælland og personaleansvarlig for overlægerne, herunder ansvarlig for at sikre fremmøde og drift af den lægefaglige funktion til enhver tid. Den virksomhedsansvarlige overlæge refererer til Bestyrelsen og indgår sammen med hospicechefen i den daglige ledelse af Hospice sammen med afdelingssygeplejersen og øvrige overlæger. I relation til de kliniske funktioner er den virksomhedsansvarlige overlæge ansvarlig for, at den palliative indsats foregår på et højt fagligt niveau og er overordnet og selvstændigt ansvarlig for den professionelle behandling af den enkelte beboer. Den virksomhedsansvarlige overlægen skal i samarbejde med de øvrige overlæger, hospicechefen og udviklingssygeplejerske sikre udarbejdelse og løbende opdatering af kliniske retningslinjer for beboernes undersøgelser, behandling og palliation, herunder vurdere og sikre evidens af kliniske retningslinjer inden for behandlingsstandarderne. Overlægerne skal have et tæt samspil omkring de enkelte beboeres palliative behandling og være tydelige i kommunikationen derom. Det er ligeledes den virksomhedsansvarlige overlæges ansvar at sikre journalføring og dokumentation af den palliative behandling, medicinering, udarbejdelse af palliationsplaner, attester, erklæringer samt indberetning i forhold til given lovgivning. Den virksomhedsansvarlige overlæge deltager og bidrager i visitationen sammen med hospicechefen og/eller dennes stedfortræder. Samarbejde Samarbejdet på Hospice Sjælland foregår på en åben, kreativ og forståelig måde, hvor nye ideer, muligheder og forbedringer mødes med nysgerrighed og oprigtig interesse. Den virksomhedsansvarlige overlæge forventes ligeledes at indgå i alle relevante interne samarbejdsrelationer og er ansvarlig for, at samarbejdet med eksterne samarbejdspartnere som praktiserende læger, sygehusafdelinger og relevante myndigheder forløber konstruktivt og styrker Hospice Sjællands solide faglige image. Den virksomhedsansvarlige overlæge har på lige fod med andre ansatte samarbejde med frivillige på alle niveauer som en del af hverdagen. 6
Opgaver I arbejdet med hospicebeboerne vil opgaverne for den virksomhedsansvarlige overlæge være at varetage smertebehandling og anden lindrende behandling i et tæt samspil med beboere, pårørende og samarbejdspartnere, og hvor en engageret og professionel kommunikation er en væsentligt kompetence for at sikre den bedste oplevelse hos beboeren. På Hospice Sjælland er der desuden mulighed for at foretage mindre diagnostiske undersøger og aflastende invasive behandlinger, så som ultralydsscanning og pleura- og acitesdrænage. Den virksomhedsansvarlige overlæge vil indgå i et højt professionelt palliativt miljø, hvor mange faggruppers viden og erfaringer skal bringes i spil, og hvor beboerens ønsker og mål for opholdet er afgørende for, hvordan forløbet tilrettelægges. Den virksomhedsansvarlige overlæge deltager således i det diagnostiske og behandlingsmæssige arbejde på Hospice Sjælland og koordinerer den palliative behandling for de enkelte beboere. Endvidere varetager overlægen løsning af almindelige medicinske opgaver og samtaler med beboere og pårørende. Forskning Hospice Sjælland betragter forskning som en vigtig del af det læge- og sygeplejefaglige arbejde. Det videnskabelige arbejde er med til at udvikle og forbedre behandlingen af uhelbredeligt syges mangeartede symptomer og dermed at øge livskvaliteten for den syge i det palliative patientforløb. Den virksomhedsansvarlige overlæge forventes at facilitere og gerne indgå i det fremadrettede forskningsarbejde. Den virksomhedsansvarlige overlæge er ansvarlig for at sikre løbende undervisning i palliativ behandling internt på Hospice og således være formidler af den nyeste viden om palliation. Fremtiden For fremtiden er der på Hospice et ønske om at etablere et udgående palliativt team, hvor den virksomhedsansvarlige overlæge vil være en vigtig medspiller i udviklingsarbejdet. Der vil ligeledes være mulighed for at indgå i faglige og kollegiale netværk i og uden for regionen. Den virksomhedsansvarlige overlæges faglige profil Hospice Sjælland ønsker en virksomhedsansvarlig overlæge, som gennem sin specialisering og jobmæssige erfaring har kendskab til palliation og især en åbenlys interesse for området. Såfremt den rette kandidat endnu ikke har den relevante uddannelse indenfor palliation, er der muligheder for at få uddannelsen betalt af Hospice Sjælland. Overlægen skal være fagligt kompetent, vidensøgende, respekteret og have en naturlig autoritet, baseret på både lægefaglige og sociale- samt menneskelige kompetencer. Nødvendige IT-kundskaber og interesse for anvendelse af digitale redskaber er nødvendige forudsætninger for at kunne fungere i stillingen blandt andet fordi, overlægerne selv dokumenterer. Den virksomhedsansvarlige overlæge skal være en dygtigt kommunikator og gerne med erfaring fra håndtering af medier og presse. 7
Ledelsesfagligt skal den rette kandidat have en naturlig interesse for ledelse og gerne ledelsestalent frem for nødvendigvis lang erfaring med ledelse. Overlægen skal som virksomhedsansvarlig gå forrest i forhold til at efterleve Hospices overordnede vision, mission og værdier og således bidrage aktivt til, at visionen lever og værdier efterleves af alle medarbejdere og ledere i det daglige arbejde. Personlige egenskaber og kompetencer Det personlige lederskab er især vigtigt i denne stilling og skal gerne være karakteriseret ved et betydeligt fagligt engagement, en uformel og udadvendt stil, som virker imødekommende og med kant af selvironi og en uhøjtidelighed, som passer ind i kulturen på Hospice Sjælland. Den virksomhedsansvarlige overlæge skal kunne se værdien i alle samarbejdspartneres bidrag og faglighed og sammen med et velfungerende lederteam kunne skabe fælles retning og mål for virksomhedens daglige drift og fortsatte udvikling. Overlægen skal gennem sit personlige lederskab formå at motivere og inspirere sine omgivelser og især medarbejderne på Hospice. Der ønskes en overlæge med en udadvendt personlighed og et betydeligt fagligt engagement. Den virksomhedsansvarlige overlæge skal være bevidst om og have lyst til at virke et sted, hvor der i det daglige arbejde er behov for at lytte såvel som inspirere, motivere og kommunikere på professionel vis med både medarbejdere, beboere og pårørende. Den rette kandidat skal have en åben, nysgerrig og anerkendende tilgang til andre samt være stærk og respektfuld i sin kommunikation til alvorligt syge, pårørende og kollegaer. Derudover lægges der vægt på, at den virksomhedsansvarlige overlæge har gode samarbejdsevner hele vejen rundt og bidrager til et godt arbejdsklima, hvor det at have lyst til at deltage i sociale og faglige arrangementer med kolleger vægtes højt. Det forventes, at overlægen kontinuerligt prioriterer at være åben overfor såvel faglig som personlig udvikling til gavn for beboere og samarbejdspartnere. En sådan udvikling vil blive støttet og motiveret af ansættelsen på Hospice Sjælland. Bedømmelsesgrundlag Ansøgernes kvalifikationer vurderes ud fra de 7 lægeroller, hvorfor ansøgningen gerne ses udformet med udgangspunkt heri og med vægtning af de områder, der har størst betydning for nærværende stilling: Den medicinske ekspert Akademiker Kommunikator Leder/administrator Professionel Sundhedsfremmer Samarbejde 8
Andet Kandidater til stillingen skal være indstillet på at gennemgå et testforløb hos MUUSMANN, hvis det skønnes hensigtsmæssigt i den endelige bedømmelse. 9