Indholdsfortegnelse. 1. Indledning... 3 1.1 Om oversatte tekster... 3 1.2 Problemfelt... 4

Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 3 1.1 Om oversatte tekster... 3 1.2 Problemfelt... 4 2. Metode... 6 2.1 Fremgangsmåde... 6 2.2 Holmes oversigt over oversættelsesstudier... 8 2.3 Holmes oversigt i forhold til dette speciale... 10 3. Oversættelsesstudier... 12 3.1 Nida og ækvivalensbegrebet... 13 3.2 Vermeers skopos-teori... 15 3.3 Even-Zohars polysystemer... 17 3.4 Toury og normbegrebet... 19 3.5 Venutis og Bermans fremmedgørende oversættelser... 23 3.6 Teori-opsamling... 27 4. Die Blechtrommel... 29 4.1 Om forfatteren... 29 4.2 Selve romanen... 30 4.3 At oversætte Grass... 31 5. De danske Bliktrommer... 32 5.1.1 Mogens Boisen, oversætteren af 1961-udgaven... 32 5.1.2 Per Øhrgaard, oversætteren af 2009-udgaven... 33 5.2 Analyse af de to danske oversættelser... 35 5.2.1 Neologismer... 36 5.2.1.1 Neologismer, eksempel 1... 36 5.2.1.2 Neologismer, eksempel 2... 37 5.2.2 Syntaks... 38 5.2.2.1 Syntaks, eksempel 1... 38 5.2.2.2 Syntaks, eksempel 2... 39 5.2.3 Ordspil... 42 5.2.3.1 Ordspil, eksempel 1... 42 5.2.3.2 Ordspil, eksempel 2... 45 1

5.2.4 Lyriske elementer... 46 5.2.4.1 Lyriske elementer, eksempel 1... 46 5.2.4.2 Lyriske elementer, eksempel 2... 47 5.2.5 Kulturbundne fænomener... 49 5.2.5.1 Kulturbundne fænomener, eksempel 1... 49 5.2.5.2 Kulturbundne fænomener, eksempel 2... 50 5.3 Sammenfatning af oversættelsesanalyse... 51 6. Bliktrommerne i deres respektive polysystemer... 55 6.1 Anmeldelser af bogen i 1961... 55 6.2 Et halvt århundrede senere... 57 6.3 Det danske polysystems udvikling... 58 7. Afslutning... 62 7.1 Metodekritik... 62 7.2 Konklusion... 63 Litteraturliste... 66 Deutsches Resümee... 70 2

1. Indledning En ny version af Bliktrommen her i år 2009, hvorfor nu det? Sådan var min første reaktion, da det kom mig for øre, at Günter Grass debutroman skulle genudgives. Det skulle åbenbart ikke blot dreje sig om en revision af Mogens Boisens oversættelse fra 1961, men derimod en splinterny udgave, skrevet helt fra bunden af Per Øhrgaard, som siden 1977 har oversat den kanonerede tyskers værker til dansk. Jeg havde på daværende tidspunkt aldrig læst romanen fra ende til anden og blev derfor enig med mig selv om, at dette var en god anledning til at få det gjort. Jeg var dog ikke kommet langt i Per Øhrgaards oversættelse, før det noget særegne sprog forlangte af mig, at jeg også anskaffede mig Mogens Boisens version, så jeg kunne sammenligne og se, om de mange sindrige konstruktioner også var at finde i denne. Konklusionen stod hurtigt klar. Der var tale om to bøger, der trods de mange ligheder var umådeligt forskellige. Næste spørgsmål var naturligvis, hvilken af oversættelserne jeg syntes bedst om. Min umiddelbare vurdering var, at de besad hver deres kvaliteter; et ikke helt overraskende svar, når man tager oversættelsers natur i betragtning. 1.1 Om oversatte tekster Vi kunne næppe forestille os en verden uden oversættelser; en verden, hvor kun tekster skrevet på de sprog, vi behersker, ville nå frem til os. Vi befinder os således i en situation, hvor vi er yderst afhængige af oversættelser, da de i høj grad er med til at skabe vores verdensbillede. I vores undskyld det fortærskede udtryk globaliserede verden er de ganske enkelt ikke til at komme uden om; det være sig i dagblade, magasiner, romaner eller i form af undertekster på film og tv. Trods fænomenets udbredelse kan det til stadighed ses som en stor tillidserklæring, når en forfatter overrækker sit værk til en oversætter for derefter blindt at stole på dennes evne til at videreformidle indholdet på et nyt sprog og ikke mindst til en anden kultur. Derfor er det på sin vis forståeligt, at den irske forfatter James Joyce efter sigende skulle have sagt følgende til Johanne Kastor Hansen, som en overgang så ud til at skulle få den store (men også tvivlsomme) ære af at oversætte hans roman Ulysses til dansk: I am James Joyce. I understand that you are to translate Ulysses, and I have come from Paris to tell you not to alter a single word (Klitgård 2007: 124). Umiddelbart lyder kravet jo meget rimeligt; problemet er blot, at det, som Joyce her forlanger, er en umulighed. Enhver med kendskab til området ved, at oversættelse af 3

litteratur er en mangesidet, vanskelig proces, hvor resultatet ingenlunde er givet på forhånd. I et væld af situationer skal der vælges side, så et aspekt af originalteksten tilgodeses, mens et andet må nedtones eller sågar helt udgå. De mange valg vil i sidste ende give et samlet resultat, som kan variere meget fra én oversættelse til en anden. Alligevel er det en udbredt opfattelse, at oversættere trods alt bare skal skrive det samme som forfatteren. Men som vi skal se i dette speciale, så er tingene mere komplekse end som så. Når samme kildetekst (source text (ST)) kan resultere i to så forskellige måltekster (target text(s) (TT)), som det er tilfældet med Bliktrommen, virker det ironisk ja, næsten absurd at oversætteres arbejde tillægges så relativ lille betydning, som det er tilfældet. For uanset hvordan man vender og drejer det, så vil to forskellige oversættere aldrig oversætte et værk bare tilnærmelsesvis ens og i særdeleshed ikke, når oversættelserne laves med 50 års mellemrum. I efterskriftet til 2009-udgaven af Bliktrommen skriver bogens oversætter Per Øhrgaard, at man i anledning af romanens 50-års jubilæum også i mange andre lande har valgt at oversætte den på ny. Han forklarer endvidere, at nyoversættelsen ikke skal ses som et udtryk for, at Mogens Boisens oversættelse er ringe, men derimod blot, at oversættelser i modsætning til originaltekster med tiden forældes (Øhrgaard in: Grass 2009: 565). Ved at sammenholde to oversættelser af samme originaltekst vil det ofte være tydeligt, at der igen og igen foreligger utallige løsningsmuligheder, og at det rigtige budskab dermed kan have mange forskellige ansigter. En sådan sammenligning er imidlertid en tidskrævende proces, som de færreste læsere kaster sig over, hvilket er en af grundene til, at jeg vil gøre det ved denne lejlighed. Det er således mit håb, at jeg med dette speciale kan være med til at åbne nogle læseres øjne for, hvor stor betydning det har, dels hvem, der har oversat en given roman, og dels hvornår den er blevet oversat. 1.2 Problemfelt Som sagt mente jeg efter kort tids læsning at kunne se store forskelle på de to udgaver af Bliktrommen. I dette speciale vil jeg imidlertid undersøge, hvori disse forskelligheder helt konkret består, og hvordan de kan forklares. Det vil jeg gøre ved at besvare følgende spørgsmål: 4

1) Hvilke oversættelsesstrategier har henholdsvis Mogens Boisen og Per Øhrgaard benyttet sig af i deres respektive oversættelser, og hvad betyder det for helhedsindtrykket af bøgerne? 2) Hvorledes kan disse forskelligheder forklares? dels i a) oversættelsesteoretisk kontekst og dels i b) kulturel kontekst Disse tre spørgsmål er specialets hovedproblemstilling. Ikke desto mindre vil jeg med udgangspunkt i mine undersøgelser også besvare følgende to underspørgsmål: 3a) Var der overhovedet brug for en nyoversættelse af Günter Grass hovedværk her 50 år efter bogens udgivelse? Og 3b) Hvordan kan vi forvente, at den næste generations danske oversættelse af Die Blechtrommel vil tage sig ud? Som sagt er min hovedopgave at besvare spørgsmål 1, 2a og 2b, og det er således dem, jeg via mine undersøgelser ønsker at besvare. Spørgsmål 3a og 3b er af mere subjektiv og hypotetisk art og vil derfor ikke i direkte forstand blive behandlet yderligere før i afsnit 7.2, opgavens konklusion. Teoretiske begreber i det ovenstående vil blive forklaret i kapitel 3. 5

2. Metode Overordnet arbejder jeg ud fra to problemstillinger. For at besvare disse spørgsmål skal der imidlertid foretages en del forudgående undersøgelser. Da der findes utallige måder at gribe en sådan opgave an på, vil jeg i dette kapitel redegøre for min fremgangsmåde. 2.1 Fremgangsmåde Her i kapitel 2 vil jeg kort beskrive, hvorledes specialet kommer til at forløbe herfra. Efter forudgående indledning og dette metodeafsnit vil jeg i kapitel 3 gøre rede for de teorier, jeg har valgt at gøre brug af i mine analyser. Her kommer en meget kort gennemgang af de fem teoretiske områder, jeg har lagt mig fast på, samt en kortfattet forklaring på hvorfor. Disse oplysninger vil selvsagt blive uddybet i kapitel 3. Kort oversigt over de teorier, der vil blive gennemgået i kapitel 3 Hvad vil det overhovedet sige at oversætte, og hvilket formål skal oversættelser tjene? Disse to spørgsmål har længe været diskuteret, uden at man af den grund her i år 2010 er nået til enighed. Ifølge Andrew Chestermans 8-periodemodel har debatten stået på siden år 1000 før vor tidsregning altså mindst 3000 år (Schjoldager et. al. 2008: 137). For ikke at skulle redegøre for flere tusinde års debat har jeg valgt at tage afsæt i nogle af de tanker, der florerede i 1960 erne; dels fordi det var omkring denne tid, at Mogens Boisens oversættelse af Die Blechtrommel udkom, og dels fordi der på dette tidspunkt skete store skred i debatten, som langt hen ad vejen har givet grobund for nutidens diskussioner inden for oversættelsesstudier. Det altoverskyggende begreb i 1960 erne var ækvivalens. I den forbindelse spillede bibeloversætteren Eugene Nida med sin forkærlighed for måltekstorienteret oversættelse og sine ideer om henholdsvis formel og dynamisk ækvivalens en særdeles vigtig rolle. Termen ækvivalens er siden hen blevet meget udskældt. Ikke desto mindre mener jeg, at det er et centralt begreb, da en oversætters opgave, uanset ordvalg, netop er at finde frem til en brugbar ækvivalent. I kølvandet på Nidas meget pragmatiske tilgang til oversættelse opstod i 1970 erne Hans J. Vermeers skopos-teori, som med sin præskriptive fremgangsmåde, opstiller en yderst brugbar model for oversætterens praksis. Det, der gør denne model så vigtig, er dens ubetingede fokus på en oversættelses formål (på græsk skopos). Det er min holdning, at enhver diskussion om oversættelse uundgåeligt vil falde til jorden, hvis ikke dette punkt tages ganske alvorligt. 6

Ligeledes i 1970 erne bragte den israelske teoretiker Itamar Even-Zohar en teori på banen, der insisterede på, at en oversættelse ikke kan analyseres alene ud fra kilde- og måltekst, men bør ses i samspil med målkulturens litterære system. Med dette bidrag ønskede han at beskrive al litteratur som dele af såkaldte polysystemer det vil sige systemer, som rangordner litteratur (oversat såvel som ikke-oversat), og som blandt andet har indflydelse på, hvad der bliver udgivet, og hvordan det enkelte værk modtages i målkulturen. Jeg mener, at Even-Zohar har ret, når han siger, at en oversættelse bør ses i sin kulturelle kontekst. Da dette aspekt er helt centralt i specialets kapitel 6, har det været oplagt at inddrage polysystemteorien. Even-Zohars polysystemtanke var banebrydende for sin tid og grundstenen i mange efterkommende teoretikeres arbejde, således også i landsmanden Gideon Tourys. I sit mest velkendte bidrag til området hævder Toury, at al oversættelse er et produkt, direkte afledt af tilstedeværende normer i målkulturen. Normbegrebet hjælper i høj grad med til at konkretisere dele af Even-Zohars polysystemtanke, hvilket gør det oplagt at have med i denne sammenhæng. Herefter springer jeg lidt frem i tiden, hvor amerikaneren Lawrence Venuti gennem de seneste årtier og op til i dag har raset over, at så megen oversættelse negligerer særegenheder i kildetekster for bedre at tilpasse sig den givne målkultur. I stedet mener han, at vi bør tage ved lære af den kultur, som ST er et produkt af, også rent sprogligt. Til at beskrive henholdsvis kildetekstnære og måltekstorienterede oversættelser har han indført begreberne foreignizing/foreignized translations og domesticating/domisticated translations. Disse begreber har jeg efter mange overvejelser valgt at oversætte til fremmedgørende/fremmedgjorte oversættelser og hjemliggørende/hjemliggjorte oversættelser i betydningerne at gøre noget fremmed og at gøre noget hjemligt. En anden fortaler for ST-nære oversættelser er den nu afdøde franskmand Antoine Berman, som ikke mindst med sine tolv deformerende tendenser også har spillet en stor rolle i kampen for mindre TT-orienterede oversættelser. At tale for fremmedgørende oversættelsesstrategier er de senere år igen blevet mere acceptabelt i den oversættelsesteoretiske verden, og det kan således betragtes som et ganske nutidigt synspunkt, som står i spændende kontrast især til ækvivalenstanken, men også til dele af skopos-teorien. Efter teorikapitlet nærmer jeg mig så småt opgavens mere empiriske del. Således er kapitel 4 en kort introduktion til det værk, som ligger til grund for hele dette speciale, nemlig den tyske bog Die Blechtrommel og dennes forfatter, Günter Grass. 7

Kapitel 5, opgavens første analysedel, indleder jeg med en kort præsentation af de to oversættere Mogens Boisen og Per Øhrgaard, hvorefter jeg sammenligner uddrag fra deres respektive oversættelser. I hvert af de valgte teksteksempler har oversætterne helt eller delvist benyttet sig af forskellige mikrostrategier, altså strategier til løsning af udfordringer på ord- og sætningsniveau. Med udgangspunkt i min analyse af deres mikrostrategivalg vil jeg sidst i kapitlet udlede, hvilken såkaldt makrostrategi altså overordnet strategi de hver især har gjort brug af. Da jeg af gode grunde ikke har kunnet gå i dybden med alle elementer af så omfattende et værk som Bliktrommen, har jeg valgt at tage udgangspunkt i nogle af de dele af bogen, der byder på særlige oversættelsesmæssige udfordringer. Disse har jeg inddelt i fem hovedområder: Neologismer Syntaks Ordspil Lyriske elementer Kulturbundne fænomener Denne oversættelsesanalyse efterfølges af kapitel 6, hvor jeg vil undersøge, hvordan kulturelle faktorer også har spillet en vigtig rolle i forhold til de to oversættelser. Til at belyse disse kulturelle sammenhænge, gør jeg brug af anmeldelser af bogen fra henholdsvis 1961 og 2009. Afsluttende vil jeg i kapitel 7 efter et metodekritisk afsnit sammenfatte resultaterne af mine undersøgelser i en konklusion. Som sidste punkt i dette metodiske kapitel vil jeg opstille en ramme for, hvilke områder inden for oversættelsesstudier, der vil blive behandlet i specialet, og hvilke der vil blive udeladt. Til det formål vil jeg benytte mig af den amerikanske teoretiker James S. Holmes. I 1972 offentliggjorde han sit essay The Name and Nature of Translation Studies, hvori han dels introducerer begrebet oversættelsesstudier (Translation Studies) og dels opstiller en oversigt over, hvilke begreber området dækker over. I brede kredse går dette skrift for at være det, der grundlagde området, som vi kender det i dag (Munday 2001: 17). 2.2 Holmes oversigt over oversættelsesstudier I The Name and Nature of Translation Studies beskriver James Holmes, hvilke elementer, der ifølge ham hører ind under begrebet oversættelsesstudier. Disse elementer blev siden 8

hen af Gideon Toury opstillet i en grafisk model, der oftest omtales som The Holmes/Toury Map eller Holmes Map of Translation Studies. Jeg vil her først kort gennemgå modellen og derefter bruge den til at give et overblik over, hvilke af områderne jeg vil beskæftige mig med i netop denne opgave. Translation Studies 'Pure' Applied Theoretical Descriptive General Partial Product Oriented Process Oriented Function Oriented Translator Training Translation Aids Translation Criticism Medium Restricted Area Restricted Rank Restricted Text-Type Restricted Time Restricted Problem Restricted Holmes Map of Translation Studies (Munday 2001: 10). Som det fremgår, deler Holmes oversættelsesstudier op i en ren (pure) og en anvendt (applied) del. Hvis vi til at begynde med betragter modellens venstre side, altså de rene oversættelsesstudier, ser vi, at disse deler sig i to: en teoretisk (theoretical) og en deskriptiv (descriptive) del. Sidstnævnte beskriver fænomener inden for oversættelse, mens førstnævnte ved hjælp af generelle principper ønsker at forklare og forudse disse (ibid.). Det teoretiske område deles op i undergrupperingerne generelle (general) og afgrænsede (partial) studier. De afgrænsede studier opdeles herefter i yderligere seks underpunkter, nemlig afgrænsning indenfor medium (medium), område (area), niveau (rank), teksttype (text-type), tid (time) og problemfelt (problem). Hvis vi derefter betragter den anden forgrening af de rene oversættelsesstudier, altså den deskriptive (descriptive) del, ser vi, at denne er opdelt i tre undergrupper: en produktorienteret (product orientated), en procesorienteret (process orientated) og en funktionsorienteret (function orientated). Inden for den produktorienterede del undersøges allerede foreliggende produkter; i den procesorienterede studeres 9

oversætterens hjernearbejde under selve oversættelsesprocessen, mens der i den funktionsorienterede del fokuseres på den rolle, som et givent værk spiller på det sociokulturelle plan altså hvordan værket modtages og inkorporeres i målkulturen (Holmes 1988: 184-185). Til sidst har vi på højresiden af modellen en oversigt over den anvendte (applied) del af oversættelsesstudierne, som her inddeles i tre underområder: oversættelseshjælpemidler (translation aids), undervisning i oversættelse (translation training) og oversættelseskritik (translation criticism). 2.3 Holmes oversigt i forhold til dette speciale Indholdet af dette speciale kan beskrives ud fra Holmes model på følgende vis: Modellens venstre side: De rene oversættelsesstudier forholder jeg mig både til på det teoretiske og på det deskriptive plan. Det teoretiske plan: I mit teoriafsnit behandler jeg forskellige teorier, der understøtter mit analysearbejde i forhold til de to Bliktrommen-oversættelser. Mine analyser er i høj grad af afgrænset ikke generel karakter: Medieafgrænset, da jeg udelukkende beskæftiger mig med oversættelse af skriftsprog. Områdeafgrænset, da jeg kun beskæftiger mig med tysk og dansk litteratur og kultur. Teksttypebegrænset, da jeg alene forholder mig til oversættelse af en litterær samfundssatirisk roman. Tidsafgrænset, da fokus er på det halve århundrede mellem 1959 og 2009. Problemfeltafgrænset, da jeg i kapitel 5 holder mig til at analysere de fem fokusområder: neologismer, syntaks, ordspil, lyriske elementer og kulturbundne fænomener og i kapitel 6 forholder mig til oversættelserne i forhold til polysystemer og normer. Niveauafgrænset er specialet som sådan ikke, da jeg i kapitel 5 analyserer teksterne på både ord- og sætningsniveau, mens jeg i kapitel 6 undersøger forholdet mellem oversættelserne og deres respektive kulturer. Det deskriptive plan: Her beskæftiger jeg mig med to ud af de tre områder: 10

Det produktorienterede: Jeg undersøger og analyserer to i forvejen foreliggende produkter. Det funktionsorienterede: Jeg undersøger, hvilken rolle oversættelserne har indtaget i deres samtidige kulturer. Det procesorienterede: Jeg vil af flere grunde ikke beskæftige mig med dette område, blandt andet fordi den ene af de to oversættere ikke længere er i live. Bevæger vi os over til de anvendte oversættelsesstudier, altså modellens højre side, finder vi de tre områder: oversættelseskritik, -undervisning og -hjælpemidler. Jeg har i dette speciale valgt udelukkende at fokusere på de rene oversættelsesstudier og vil således ikke komme nærmere ind på denne anvendte del (se forbehold i metodekritikken side 62-63). 11

3. Oversættelsesstudier Som nævnt har oversættelsesdebatten stået på længe. En af de helt grundlæggende diskussioner på området befinder sig i spændingsfeltet mellem oversætterens hensyntagen til henholdsvis originalteksten og måltekstens læser. Ifølge Chestermans tidligere omtalte 8-periodemodel bevæger oversætteres forhold til kildeteksten sig i et sinuskurvemønster, således at en periode med meget ST-nære oversættelser efterfølges af en periode med mere fri oversættelse (Schjoldager et. al. 2008: 137). I 1813 gjorde den tyske forsker og filosof Friedrich Schleiermacher sit indtog med essayet Über die verschiedenen Methoden des Übersetzens, hvori han blandt andet skrev disse ofte citerede linjer: Entweder der Übersetzer läßt den Schriftsteller möglichst in Ruhe und bewegt den Leser ihm entgegen, oder er läßt den Leser möglichst in Ruhe und bewegt den Schriftsteller ihm entgegen (Apel/Kopetzky 2003: 89). Så godt som alle oversættelsesteoretikere omtaler denne polarisering og indfører i den forbindelse ofte deres egen terminologi. Om end følgende begreber ikke er aldeles synonyme, så er de langt hen ad vejen ens. Her er nogle af de mest benyttede termer for henholdsvis kildetekstnær og måltekstorienteret oversættelse: formel/dynamisk ækvivalens (formal/dynamic equivalence (Nida)), adækvat/acceptabel oversættelse (adequate/acceptable translation (Toury)) og fremmedgørende/hjemliggørende oversættelse (foreignizing/domisticating translation (Venuti)). I det følgende vil jeg som sagt gennemgå fem forskellige teoretiske områder startende med Eugene Nidas ækvivalens-teori fra begyndelsen af 1960 erne og sluttende med nutidige Lawrence Venutis ideer om fremmedgørende oversættelser. Teorierne er gennemgået i kronologisk rækkefølge, hvilket skal bidrage til en indsigt i den udvikling, der er sket på området, fra Boisen i sin tid oversatte Die Blechtrommel, og frem til Øhrgaard gentog bedriften 50 år senere. Den kronologiske sammenhæng mellem de nævnte teorier er dog kun én måde at beskrive deres interne forhold på. Således vil jeg senere inddele dem i to forskellige kategorier: I den første befinder sig Nidas ækvivalensbegreb, Vermeers skopos-teori og Venutis og Bermans fremmedgørende oversættelser. Fælles for disse tre retninger er, at de hver især har bidraget med nogle grundlæggende ideer om forholdet mellem kildetekst og måltekst isoleret set. 12

Lidt anderledes forholder det sig med den anden kategori, som i højere grad bevæger sig ud over de to tekster og i stedet sætter hele konceptet omkring oversættelse ind i en kulturel kontekst. Disse mere kulturbundne teorier repræsenteres nedenfor ved Itamar Even-Zohar og Gideon Toury, der med deres teorier om henholdsvis polysystemer og normer i høj grad har bidraget til den kulturforankrede del af oversættelsesteorien (se forbehold i metodekritikken side 62-63). Begge kategorier vil komme til at spille en væsentlig rolle, men i forskellige sammenhænge. Således vil mit teoretiske belæg i kapitel 5 være at finde blandt teorierne i kategori 1, hvorimod jeg i kapitel 6 hovedsageligt benytter mig af teorierne fra kategori 2. Men her kommer i første omgang den kronologiske gennemgang. 3.1 Nida og ækvivalensbegrebet Ækvivalensbegrebet har måttet lægge ryg til meget gennem tiden. Således mener Edwin Gentzler ifølge Dorothy Kenny, at termen har skadet hele branchen omkring oversættelsesstudier (Kenny in: Baker 1998: 77). Men uanset om ordet falder i ens smag eller ej, så ændrer det ikke ved, at en oversætters arbejde dybest set netop er at finde en ækvivalent til det, der står i kildeteksten (hvad der så end ligger i det). Derfor er begrebet ganske enkelt ikke til at komme uden om. Ifølge Kenny, siger Mona Baker, at hun bruger denne term for the sake of convenience because most translators are used to it rather than because it has any theoretical status (ibid.). Med samme argumentation vil også jeg, trods de indvendinger, der måtte være imod det, til tider bruge ordet. Al denne polemik er imidlertid først for alvor stødt til senere; i begyndelsen af 1960 erne var begrebet det helt store omdrejningspunkt, og en af de mest prominente teoretikere var Eugene Nida, som skelnede mellem formel og dynamisk (senere funktionel) ækvivalens. Man bør ifølge Nida tilstræbe en så passende ækvivalent som muligt. Han citerer Procházka, der siger, at oversættelsen i sidste ende bør have samme effekt på sin læser, som originalen havde på sin. I hele sin længde indeholder Procházkas definition af ækvivalens fire punkter: Teksten skal 1) give mening, 2) bibeholde originalens stil og ånd, 3) have et naturlig og afslappet udtryk, og 4) give sin læser samme oplevelse som originaltekstens læser (Nida 1964: 160). Nida mener, at der i et forsøg på at opfylde alle fire punkter uundgåeligt vil opstå situationer, hvor kravene kolliderer, og han refererer i den forbindelse til Tancock, som hævder, at der blandt oversættere hersker en generel konsensus om, at såfremt ingen perfekt løsning er mulig, så er betydning at foretrække frem for stil (ibid.). 13

Formel ækvivalens Om formel ækvivalens kan det siges, at fokus som udgangspunkt er på kildeteksten såvel formmæssigt som indholdsholdmæssigt. På formsiden vil det blandt andet have følgende konsekvenser: Grammatik: Substantiver oversættes med substantiver og verber med verber. Desuden bevares både tegnsætning og periodelængde. Konsekvens: Et ord oversættes altid til det samme. Betydning: Idiomatiske udtryk oversættes bogstaveligt i stedet for til en ækvivalent på målsproget. Såfremt dette ikke kan lade sig gøre, forklares fænomenet med en note (Nida 1964: 162). Dynamisk ækvivalens Ved dynamisk ækvivalens er fokus ikke på kildeteksten, men derimod på den nye målgruppes reaktion. Dynamisk ækvivalens handler om at finde den nærmeste naturlige ækvivalent til kildetekstens budskab (Nida 1964: 163). For at nå dette mål, skal man fokusere på følgende tre spørgsmål: 1. Ækvivalens: Hvad er kildetekstens budskab? 2. Naturligt sprog: Hvordan ville man sige dette på målsproget? 3. Præcision: Hvordan tilgodeses begge ovenstående punkter bedst muligt? (ibid.). Resultatet af denne fremgangsmåde bør med J. H. Freres ord være, at sproget aldrig tiltrækker sig opmærksomhed, og at al indblanding fra fremmedsprog skal undgås (ibid). Mens nogle termer nemt lader sig oversætte til en dynamisk ækvivalent, forholder det sig anderledes med andre. Nida skelner mellem tre leksikalske niveauer: 1) ord, der uden videre lader sig oversætte, eksempelvis sten, 2) termer, der har sammenfald mellem to kulturer uden dog at være ens. Som eksempel bruger han ordet bog, der i dag består af sider sat sammen til en enhed, mens det i Det Ny Testamente var en pergament- eller papyrusrulle, og 3) kulturbundne fænomener; i denne sammenhæng nævner han som eksempel keruberne fra Det Gamle Testamente. Hvor de to første kategorier som regel ikke volder store problemer, forholder det sig anderledes med ordene i tredje kategori. Når der er stor kulturel afstand imellem sprogene, vil det skinne igennem, at teksten er opstået i en anden kultur, hvilket gør det svært at finde en dynamisk ækvivalent (ibid.). Selv om Nida ikke lægger skjul på, at han har en præference for TT-orienterede oversættelser, så skal det ikke forstås sådan, at han ikke tillægger formsiden nogen 14

betydning en ellers ofte forekommende fremstilling af ham. Han mener, at man bør tilstræbe en velvalgt kombination af indhold og stil, da resultatet af et ensidigt fokus på indhold frem for form, oftest resulterer i en middelmådig tekst, der mangler originalens gnist og charme (Nida 1964: 161). Som nævnt har ækvivalensbegrebet spillet en enorm rolle ikke mindst i 1960 ernes oversættelsesstudier. Med tiden har det imidlertid mødt megen modstand, især fordi det har vist sig på mange måder at være et svært definerbart begreb, hvilket ifølge Lawrence Venuti påpeges af Werner Koller, der mener, at en oversættelse kan være ækvivalent på mange forskellige måder: Equivalence [ ] may be denotative, depending on an invariant of content, connotative, depending on similarities of register, dialect and style, text-normative, based on usage norms for particular text types, and pragmatic, ensuring comprehensibility in the receiving culture (Venuti 2000: 147). Det skulle med andre ord ikke blive ækvivalensbegrebet, der fik samlet alverdens oversættelsesteoretikere. Men den pragmatiske og TT-orienterede tilgang til oversættelse var indtil videre kommet for at blive en tendens, som en gruppe teoretikere med Hans J. Vermeer i spidsen gjorde deres for at opretholde. 3.2 Vermeers skopos-teori Det kan måske vække lidt undren, jeg har valgt at inddrage denne teori, da den anses for hovedsageligt at behandle anvendt (modsat teoretisk) oversættelse, hvilket dette speciale som bekendt ikke handler om. Desuden skydes skopos-teorien ofte i skoene, at den egner sig bedst til ikke-litterære tekster, hvilket jeg som tidligere nævnt heller ikke vil beskæftige mig med her. Som svar på dette vil jeg i første omgang henvise til Schjoldager, der siger, at skoposteoriens særlige fokus på begrebsmæssig analyse gør, at den også godt kan placeres under teoretiske oversættelsesstudier (Schjoldager et. al. 2008: 151). Derudover mener jeg, at teoriens fleksible natur gør, at den også godt kan bruges i forbindelse med litterære værker et synspunkt, der vil blive uddybet nedenfor. Jeg har ment, at skopos-teorien er vigtig at have med, hovedsageligt på grund af dens altoverskyggende fokus på oversættelsers formål; men også dens forhold til kildetekster og det faktum, at den trods sin måltekstorienterede natur, forkaster ækvivalenstanken, gør den interessant. Vermeer er selv stor fortaler for TT-orienterede oversættelser, men dette er 15

ikke teoriens springende punkt. Pointen med denne er derimod, at en kildetekst kan oversættes på mange forskellige måder, og at skopos i den givne situation er bestemmende for, hvordan oversættelsen ender med at blive (Schjoldager et. al. 2008: 152). Således kan skopos eksempelvis godt være at imitere kildetekstens syntaks og derved give målkulturens læser et indblik i denne (Vermeer 1989: 229). Netop dette sidste argument, mener jeg, taler for også at bruge modellen i forhold til litterær oversættelse. Hans J. Vermeer gør i skopos-teorien rede for, hvorledes formålet med et translatum altså en oversat tekst kan opstilles ud fra et antal hierarkisk ordnede punkter. Disse opstilles på lidt forskellig vis, alt efter hvem, der fremlægger dem. Dog mener jeg, at Schjoldager med sin 5-punkts-opstilling af modellen er den, der bedst får overskueliggjort tankegangen. Ifølge hende er det de disse punkter i prioriteret rækkefølge der er afgørende for det endelige translatum: 1) Formål (Skopos), 2) Oversættelsesmæssige handlinger (Translational action), 3) Oversættelseskontrakt (Brief), 4) Kildetekst (Source-text), 5) Loyalitet (Loyalty) (Schjoldager et. al. 2008: 153). 1) Formål: Det tilsigtede formål med målteksten er bestemmende for valg af oversættelsesstrategier (Schäffner in: Baker 1998: 236). Formålet med målteksten kan godt afvige fra det formål, kildeteksten har i sin kultur. 2) Oversættelsesmæssige handlinger: Her er ikke blot tale om at overføre et sprog til et andet, men om at foretage interkulturel transfer (Munday 2001: 78). 3) Oversættelseskontrakt: Den, der har bestilt arbejdet, oftest et forlag, stiller i kontrakten nogle krav, som skal honoreres. Ifølge Vermeer foreligger der altid instruktioner om udførelsen af oversættelsen (om end de til tider er implicitte). 4) Kildetekst: Det er op til oversætteren, som er ekspert på området, at bestemme kildetekstens vigtighed i den givne situation. 5) Loyalitet: Oversætteren bør have en stor portion loyalitet over for både kildetekstens afsender og måltekstens modtager og således finde en løsning, der tilgodeser begge parter. Loyalitet må ikke blandes sammen med ordet pålidelighed (fidelity), som udelukkende omhandler oversætterens moralske forpligtelse over for kildeteksten. (Schjoldager et. al. 2008: 154-160). Ser vi på ovenstående fem punkter vil noget af det mest bemærkelsesværdige nok være kildetekstens placering i hierarkiet som nummer fire ud af fem. Op igennem 1970 erne 16

blev det generelt mere udbredt at se en måltekst som et produkt, opstået i samspil med mange andre faktorer ikke mindst kulturelle. 3.3 Even-Zohars polysystemer Næsten sideløbende med at Vermeer og hans kolleger arbejdede med deres funktionalistiske oversættelsesteori, opstod der en anden retning, som havde det til fælles med skopos-teorien, at den heller ikke betragtede overgangen fra ST til TT som et hermetisk lukket system kun bestående af en måltekst og en oversætter, men derimod som en proces påvirket af mange udefrakommende faktorer. Aktører inden for denne teoretiske retning har flere forskellige benævnelser og betegnes enten som: deskriptivisterne, Den Nederlandske Skole, Den Manipulative Skole eller Tel Aviv-skolen. I begyndelsen af 1970 erne udviklede Itamar Even-Zohar sin teori om de såkaldte polysystemer. Ifølge Jeremy Munday defineres dette meget komplekse begreb på følgende måde af Shuttleworth & Cowie: The polysystem is conceived as a heterogeneous, hierachized conglomerate (or system) of systems which interact to bring about an ongoing, dynamic process of evolution within the polysystem as a whole (Munday 2001: 108). Sammen med sine kolleger ønskede Even-Zohar at gøre op med den hidtidige forskning, der i høj grad havde stræbt efter at opstille regler for god og ækvivalent oversættelse. Som navnet antyder, havde deskriptivisterne et andet mål med deres forskning, nemlig objektivt at klarlægge generelle omstændigheder omkring allerede eksisterende oversættelser (Klitgård 2007: 61). Ved at tage udgangspunkt i de russiske formalisters ideer, opstillede Even-Zohar sin teori, som altså ikke i så høj grad beskæftigede sig med forholdet mellem kildetekst og måltekst som med det samspil, som litterære værker herunder også oversat litteratur indgår i inden for et givent polysystem. Ideen er forankret i forestillingen om, at ethvert litterært system er en del af et omfattende netværk bestående af både sociale, kulturelle, historiske og litterære elementer. En helt central tese inden for denne tankegang er, at der i et sådant polysystem finder en konstant forandring sted, og at der foregår en uendelig kamp om at indtage en central position i den litterære kanon en kamp, der udspiller sig mellem primære (innovative) og sekundære (konservative) litterære principper (Shuttleworth in: Baker 1998: 177). Even-Zohar søger at klarlægge nogle ligheder mellem værker, der har det til fælles, at de er blevet oversat og nu indgår i et nyt system. Han hævder således, at oversatte værker mindst har to ting til fælles: 1) den måde, hvorpå de er blevet udvalgt, og 2) den måde, 17

hvorpå de tager målkulturens normer, regler og adfærd til sig; ikke kun sprogligt, men også i andre henseender (Even-Zohar 1978: 199-200). Han opfatter ikke per definition oversat litteratur som en perifer del af det litterære polysystem; men snarere som en særdeles aktiv medspiller, der er med til at påvirke systemets inderste kerne. Når en ny litterær tankegang er ved at vinde indpas, vil oversatte værker ofte spille en rolle i at videreudvikle denne udvidelse af repertoiret. Det kan eksempelvis dreje sig om nye sproglige elementer eller en nytænkende måde at opbygge sin tekst på. Måden, hvorpå bøger udvælges til oversættelse, er ifølge Even-Zohar tæt forbundet med målkulturens polysystem, da man ved en sådan udvælgelse ser på, hvordan værkets nyskabende elementer vil fungere i samspil med målkulturen (Even-Zohar 1978: 200). Men i hvilke tilfælde kan oversat litteratur indtage en sådan toneangivende position? Det kan ske, hvis en litteratur af en eller anden grund er svag. Ifølge Shuttleworth mener Even-Zohar, at dette kan skyldes tre forskellige faktorer: 1) At en litteratur stadig er meget ung og uetableret, 2) at den indtager en perifer position i forhold til andre forbundne litteraturer, eller 3) at den befinder sig en slags krise, en overgangsperiode eller et litterært tomrum (Shuttleworth in: Baker 1998: 177-178). Første tilfælde: Det tager tid at opbygge en litteratur, og det vil være umuligt på kort tid at opbygge en kanon inden for alle genrer og undergenrer. Således vil det være oplagt at hente sin erfaring i den oversatte litteratur. I det andet tilfælde befinder vi os i et makropolysystem, eksempelvis den europæiske litteratur. Inden for denne gruppering vil der være et hierarkisk system, hvor hver litteratur indtager sin position på rangstigen mellem centrale og perifere litteraturer. Der vil være en tendens til, at de stærke litteraturer henter alternative input fra deres egen litterære periferi, mens man i svagere systemer i højere grad må søge til den oversatte litteratur for at ruske op i systemet og finde alternativer. Da polysystemer er dynamiske, sker der i det tredje scenario det, at litteraturer med tiden ændrer kurs. I sådanne tilfælde kan sågar stærke litteraturer komme i en situation, hvor oversat litteratur pludselig indtager en central rolle, fordi den forhåndenværende litteratur er utilstrækkelig (Shuttleworth in: Baker 1998: 177-178). Såfremt oversat litteratur spiller en perifer rolle i et givent litterært system, har den ikke den store indflydelse på de større linjer og de etablerede normer i det givne polysystem. Mens original-litteratur godt kan prøve at udvikle nye normer og modeller, så overholder den oversatte litteratur stadig de gamle normer. Således kan der opstå det paradoks, at 18

udenlandsk litteratur, som ellers burde berige målkulturen med noget nyt, i stedet er medvirkende til at holde konventionelle regler i hævd (Even-Zohar 1978: 202). Oversat litteratur kan godt indtage forskellige positioner i målkulturen alt efter originalsprog. Det kan således sagtens forekomme, at oversættelser fra ét sprog spiller en langt større rolle end oversættelser fra et andet. Even-Zohar bruger hebraisk litteratur som eksempel. Her havde russisk litteratur i mellemkrigsårene en meget central placering, uden at dette var tilfældet for andre sprog som eksempelvis engelsk og tysk (Even-Zohar 1978: 202-203). En overordnet tendens lader dog til at være, at oversat litteratur indtager en relativ perifer rolle i de fleste polysystemer. Men ikke alle systemer er ens. Således vil oversat litteratur langt oftere indtage en randposition indenfor eksempelvis den angelsaksiske eller franske litteratur end inden for svagere litteraturer som eksempelvis de skandinaviske (ibid.). Nogle polysystemer er altså mere åbne over for eksperimenter end andre. Såfremt oversat litteratur besidder en meget perifer rolle, er oversætterens job helt anderledes fastlagt. Her vil hovedformålet være at følge allerede eksisterende normer i målkulturen, hvilket som regel fører til oversættelser, der er relativt fjerne fra kildeteksten (Even-Zohar 1978: 203-204). I andre kulturer kan oversætteren imidlertid bedre bryde med konventionerne inden for målkulturen, hvilket som regel vil resultere i mere ST-nære oversættelser. Denne eksperimenterende omgang med de eksisterende normer kan i en periode vise sig at være for fremmedgørende og revolutionerende. Hvis en sådan tendens bliver slået i den litterære kamp, vil de nye principper aldrig bide sig fast. Derimod kan de, hvis de vinder læsernes gunst, berige målkulturens litterære system, hvilket kan resultere i et udvidet og mere fleksibelt system. Med tiden kan forskellige litterære systemer på den måde nærme sig hinanden, hvilket kan resultere i, at henholdsvis adækvate og ækvivalente oversættelsesstrategier i højere grad kommer til at overlappe hinanden. Dette er ifølge Even-Zohar sket inden for den europæiske litteratur, om end nogle litteraturer har ladet sig påvirke mere end andre (ibid). 3.4 Toury og normbegrebet Fænomenet normer blev indført i den oversættelsesteoretiske verden af israelske Gideon Toury i de sene 1970 ere og har siden været af stor betydning. Hvorfor normer spiller en særdeles vigtig rolle på området, forklares ifølge Bassnett & Lefevere tydeligt af Mette 19

Hjort. Hun konstaterer, at normer ændrer sig over tid, hvilket er grunden til, at oversættelser af samme originaltekst fra forskellige perioder har en tendens til at være forskellige ikke fordi de er gode eller dårlige, men fordi, de er blevet skrevet for at tilfredsstille forskellige behov. De divergerende oversættelser skal altså ses som et udtryk for, at der ikke findes rene og simple standarder for, hvad en god oversættelse er (Bassnett/Lefevere 1990: 5). Grundlaget for Tourys arbejde kan i høj grad ses som en videreudvikling af landsmanden Even-Zohars polysystemteori, da også Toury mener, at enhver oversættelse er et produkt af sine litterære omgivelser. Ifølge ham er oversættere underlagt et væld af normer, hvilket har stor betydning for, hvordan oversættelser inden for en given kultur tager sig ud. Begrebet norm definerer Toury ifølge Munday på følgende måde: the translation of general values or ideas shared by a community as to what is right and what is wrong, adequate or inadequate into performance instructions appropriate for and applicable to particular situations (Munday 2001: 111). Bag normer gemmer der sig altid sanktioner, positive såvel som negative. På den måde kan handlinger evalueres. Normer er på den måde et kerneområde i enhver social aktivitet, fordi de er med til at opretholde den sociale orden. Det er naturligvis altid en mulighed at vige fra normerne, men ofte vil der være en pris at betale for den, der afviger fra dem (Toury 1978: 206-207). Den sociokulturelle dimension er på mange måder med til at påvirke oversætterens arbejde, hvilket betyder, at der i en given kultur er langt flere hensyn at tage end blot hensynet til kildeteksten. Sågar oversætterens opfattelse af kildeteksten påvirkes af sociokulturelle faktorer (Toury 1978: 206). Sociokulturelle restriktioner kan beskrives ud fra to ekstremer. I den ene ende befinder sig såkaldte regler (rules), mens man i den modsatte ende af skalaen finder mærkværdigheder (idiosyncrazies). Imellem disse to yderligheder findes et stort spændingsfelt, som vi kalder normer. Disse kan over tid ændre status og således bevæge sig mere i retning af en af de to poler. Altså kan udtryk, der tidligere lød mærkværdige, med tiden få norm-status, og normer kan med tiden blive til deciderede regler; eller udviklingen kan gå i den modsatte retning (Toury 1978: 206). Toury interesserede sig hovedsageligt for, hvordan oversættelser bliver til (snarere end hvordan de burde opstå). Med norm-begrebet lykkedes det ham at skabe et parameter, 20

hvormed han kunne sammenligne oversatte tekster med hinanden. Normer kan være svære at observere direkte, men kan alligevel udledes af både oversatte tekster og metatekster. Sidstnævnte kan være alt lige fra anmeldelser og præskriptive oversættelsesteorier til udtalelser fra oversættere, redaktører og forlag (Toury 1978: 213). Norm-konceptet prioriterer i sin natur TT højere end ST, men dette er ikke af nogen betydning for Toury. Oversættelse involverer som udgangspunkt to forskellige sprog, to dertil hørende kulturtraditioner og et minimum af to normsæt. Selv om afstanden imellem disse kan være ganske lille, så vil den altid være der, hvilket kan gøre det svært at forene de to traditioner. Hvis ikke der fandtes retningsanvisende normer for oversættelse, ville det resultere i, at oversættelser i ekstrem grad ville adskille sig fra hinanden, hvilket ingenlunde er tilfældet. Tværtimod lader det til, at adfærd inden for oversættelse indeholder mange regelmæssigheder, hvilket resulterer i, at læseren i målkulturen ofte vil kunne pege på de steder, hvor oversætteren er veget fra den vanlige praksis (Toury 1978: 207). Normer hører som udgangspunkt til i én kultur. Findes de samme normer på tværs af kulturer er det snarere en tilfældighed end det modsatte. Nogle gange ændrer de sig hurtigt, andre gange tager det længere tid. Men som oftest vil der ske store forandringer i en kulturs oversættelsesnormer i løbet af en menneskealder. Disse ændringer kommer ikke ud af det blå. Mange personer medvirker gennem deres arbejde til denne transformationsproces. Det gælder ikke kun oversættere, men også eksempelvis oversættelseskritikere og undervisere. Bevidst eller ubevidst prøver alle involverede parter at påvirke slagets naturlige gang i en retning, som matcher deres egne præferencer (Toury 1978: 211). Resultatet er ikke altid til at forudse. Det kan være svært for oversættere at rette sig efter nogle normer, der er under konstant forandring. Blandt andet derfor er det helt normalt, at der i en given kultur findes tre forskellige oversættelsesretninger, som, uden at det skal tolkes som en kvalitativ bedømmelse, kan omtales som henholdsvis: den forældede, der læner sig op ad tidligere normsæt, mainstreamen, der holder sig til de for tiden eksisterende normer, og den nye, der gør brug af nytænkende strategier, som med tiden enten forsvinder eller opnår en grad af normstatus (Toury 1978: 212). Heller ikke en oversætters position er i løbet af dennes virke af stationær karakter. Vedkommendes status i målkulturen kan således ændre sig, såfremt oversætteren bevidst eller ubevidst ikke holder trit med nye normer. På den måde kan forhenværende progressive oversættere over tid ende med at tilhøre gruppen, hvis oversættelser virker 21

forældede. Om end der er undtagelser, så lader det til, at mange unge oversættere i høj grad tager velkendte, men stadig accepterede normer til sig i deres virke (ibid.). Mangfoldighed og variation inden for en kulturs oversætterkorps er ikke ensbetydende med, at der ikke findes normer, men blot, at virkeligheden ofte er mere kompleks end teorien. Den indflydelse, som forskellige normer har, spænder som tidligere nævnt fra meget omfattende til ganske minimal. Det er meget vanskeligt at sammenligne forskellige normer, da deres udbredelse varierer, og da de alle besidder forskellige positioner i det givne system (Toury 1978: 212). Blandt andet derfor er det af stor vigtighed at inddrage det historiske aspekt. En norm kan først betragtes som forældet, hvis den på et tidligere tidspunkt har haft et andet prædikat. Der er ikke som sådan nogen naturlov, der har gjort mainstreamnormerne til det, de er, hvilket alene kan ses ud fra den kendsgerning, at mainstreamen forandres over tid. Den historiske kontekst er derfor altid vigtig at have med i en undersøgelse: historical contextualization is a must not only for a diachronic study, which nobody would contest, but also for synchronic studies, which still seems a lot less obvious (kursiveringerne er Tourys egne) (Toury 1978: 213). Som nævnt har oversættere altid muligheden for at afvige fra normerne, men det kan blive dyrt og i værste tilfælde koste vedkommende det gode ry. Omvendt skal det også pointeres, at de kræfter, der afviger fra mainstreamnormerne, ofte er medvirkende til, at der med tiden sker forskydninger, hvilket er en af grundene til, at disse oversættelser er så vigtige at studere (ibid.). Oversættelse er en flerdimensionel disciplin. Derfor bør man ikke forfalde til at forenkle den ved kun at fokusere på isolerede normer, der holder sig inden for fint afgrænsede områder som eksempelvis oversættelse af metaforer. Man bør derfor altid arbejde med flere problemfelter. En undersøgelse bør derfor være: an attempt to establish what relations there are between norms pertaining to various domains by correlating his/her individual findings and weighing them against each other (Toury 1978: 214). At en kultur i høj grad er styret af normer, vil næppe blive benægtet af mange. Hverken Even-Zohar eller Toury plæderer imidlertid for, at nogle oversættelsesstrategier er mere korrekte end andre. En lignende neutralitet er til gengæld svær at finde, når jeg i det følgende afsnit vil beskæftige mig med teoretikere, der taler for mere ST-nære oversættelser. 22

3.5 Venutis og Bermans fremmedgørende oversættelser Når talen falder på nutidige teoretikere med en holdning til ønskværdig og ikkeønskværdig oversættelse, så er den amerikanske professor Lawrence Venuti ikke til at komme uden om. Vi har hidtil hørt, hvordan andre teoretikere mener, at oversættere bør række hånden ud mod målkulturens læsere. I modsætning hertil har Lawrence Venuti især med sine to bøger The Translator s invisibility (1995) og The Scandals of Translation (1998) gjort sig bemærket som indædt modstander af dette fænomen, som i hans termer omtales som hjemliggørende oversættelser (domesticating translations). Denne form for oversættelse, som ifølge amerikaneren er den foretrukne strategi, ikke mindst hos oversættere i engelsksprogede lande, resulterer i en måltekst, der er gennemskuelig og flydende. Venuti mener ifølge Munday, at udenlandske værker blandt andet vælges ud fra, om de er velegnede til denne form for oversættelse (Munday 2001: 144), eller som Venuti selv siger: Every step in the translation process from the selection of foreign texts to the implementation of translation strategies to the editing, reviewing and reading translations is mediated by the diverse cultural values that circulate in the target language, always in some hierarchical order (Venuti 1995: 266). I den modsatte ende af Venutis spektrum befinder sig begrebet fremmedgørende oversættelse (foreignizing translation), som, han ifølge Munday mener, har sin eksistensberettigelse, da denne kan ses som: an ethnodeviant pressure on [target-language cultural] values to register the linguistic and cultural difference of the foreign text, sending the reader abroad (Munday 2001: 145). Fremmedgørende oversættelsesstrategier finder Venuti yderst ønskværdige i et forsøg på at begrænse oversættelsens etnocentriske overgreb, om end et sådant er uundgåelig (Venuti 1995: 267). Som Jeremy Munday skriver om fremmedgørende strategier, så resulterer disse næsten per definition i ikke-mundrette oversættelser, der har til formål at synliggøre oversætterens tilstedeværelse ved at fremhæve kildetekstens udenlandske identitet og beskytte den mod målkulturens ideologiske dominans (Munday 2001: 145). Men at fremmedgørende oversættelse uvægerligt fører til en ikke-mundret måltekst, kan dog modsiges med Venutis argumentation: Fluency need not be abandoned, but rather reinvented so as to create new kinds of readability that provide more sophisticated pleasures by calling attention to the secondary status of the translation and by signalling the linguistic and cultural differences of the foreign text (Venuti 1995: 273). 23

Selv om Venuti er fortaler for fremmedgjorte måltekster, så er han ikke blind for de selvmodsigelser, der i sagens natur ligger i fænomenet. Oversættelse, medgiver han, er per definition etnocentrisk, også selv om oversættelsen indeholder mærkværdige sproglige elementer, der skal imitere den fremmedsprogede tekst (Venuti 1995: 85). I enhver oversættelse vil der være en del hjemliggjort oversættelse. Han vedgår ifølge Munday, at oversættere fra både den ene og den anden lejr er partiske, men mener dog, at den store forskel ligger i, at den ene type forsøger at skjule sin partiskhed, mens den anden praler med den (Munday 2001: 145). Et af problemerne med disse meget ST-nære oversættelser er, som Klitgård påpeger, at man ensidigt tilgodeser et elitært mindretal, hvilket kan resultere i, at målgruppen bliver uhensigtsmæssigt lille. Denne påstand kan delvist underbygges af Richard Bates, der i en anmeldelse af en oversættelse foretaget af Venuti, siger følgende: [Venuti] seems to disable the reader from having a satisfactory experience of anything (Klitgård 2007: 92). Foruden sin holdning til oversættelsesstrategier er Venuti heller ikke imponeret over mange oversætteres uteoretiske tilgang til det at oversætte. Han mener, at alt for mange oversættere blot ser det som et håndværk, der ikke kræver andet end viden om et fremmedsprog og gode evner til at formulere sig på målsproget. Han er derfor ikke imponeret over oversætteren Eliot Weinberger, der i et essay udtaler sig: translation theory, however beautiful, is useless for translating (Venuti 1995: 274). Selv mener Venuti, at dette er en alt for overfladisk tilgang til det at oversætte. Han er af den opfattelse, at det er et lingvistisk arbejde, hvis vigtighed har langtrækkende kulturelle og sociale virkninger (ibid.). Selv om Lawrence Venuti siden 1990 erne og frem til i dag har været en af de mest prominente fortalere for ST-nære oversættelser, så er hans ideer ikke nye. En af hans store inspirationskilder er førnævnte Friedrich Schleiermacher. Til dennes mange bedrifter hører blandt andet hans bidrag til udviklingen af hermeneutikken, et begreb, der etymologisk har sit udspring i det græske hermeneuein, som betyder at forstå (Robinson in: Baker 1998: 97). Hermeneutikken blev oprindeligt udviklet inden for bibeltolkning, men Schleiermacher, Hölderlin og andre romantikere overførte begrebet til de litterære studier. Som hermeneutiker mente Schleiermacher, at en oversætter bør orientere sig mod ST frem for TT (Schjoldager et. al. 2008: 141-142). Hans nu 200 år gamle bidrag til debatten har lige siden været af stor betydning for mange oversættelsesteoretikere, heriblandt også franske Antoine Berman. 24