Spørg bare præsten 1) Fører alle veje til Gud? For nylig har der i medierne været en heftig debat om, hvilke veje, der fører til Gud. I kristendommen siger Jesus Jeg er vejen og sandheden og livet, og mener hermed, at den eneste vej, der findes mellem Gud og mennesker går gennem ham. Men hvad så med de andre religioner? Fører de ikke til Gud eller er de bare afveje, set med kristendommens øjne? Det vakte opsigt, da en biskop i Folkekirken udtalte: Jeg udelukker ikke, at mennesker af en anden religiøs opfattelse end kristendommen kan finde den Gud, vi møder gennem Kristus. Han blev bakket op af en domprovst, der sagde: Når vi kristne siger, at Gud har vist sig i Jesus Kristus, betyder det ikke, at han ikke kan handle eller vise sig på helt andre måder for mennesker i andre kulturelle eller religiøse sammenhænge end dem, vi kender der er kun én Gud, som er verdens skaber, og derfor er det ligegyldigt, om vi kalder ham Jahve, Allah eller Brama. Men er det fuldstændig ligegyldigt? Har det overhovedet ikke nogen konsekvenser for opfattelsen af Gud, når det er Jesus der taler om ham og ikke profeten Muhammed? Er det f.eks. den samme Gud, der forkyndes, når Jesus i lignelsen om den fortabte søn tegner et billede af Gud som den gode far, der tager imod mennesker, uanset hvor belastet en fortid, de har, og den tilsvarende historie i buddhistisk udgave fortæller, at faderen først må sikre sig at sønnen bliver et ordentligt menneske igen, før han vil kendes ved ham? Er det derfor ikke at gå for vidt i tolerancens navn, når man siger, at alle religioner fører til den samme Gud? Må man som kristen ikke stå fast på, at det er Jesus, der er vejen og sandheden og livet, og så bare være uenig med de andre religioner? 2) Var Jesus ekstremist? Efter angrebet på World Trade Center i 2001, fandt man et afskedsbrev fra én af de muslimske selvmordspiloter. Her fortalte han, at han ikke handlede for sin egen, men for Guds skyld. Han citerede nogle vers fra koranen, hvor Gud befaler, at man skal opgive alt i dette liv og kæmpe for et andet og bedre liv i himlen. Da den kristne, fundamentalistiske sekt Faderhuset for nogen tid siden blev anklaget for at have slået og misrøgtet flere børn i menigheden, forsvarede nogle af sektens medlemmer det med, at det var sket i Guds navn for at skabe respekt og lydighed. Og da en læge i Brasilien for nylig redede en 9- årig piges liv ved at lade hende foretage en abort, fordi hun var blevet voldtaget af sin stedfar, blev han og pigens mor smidt ud af den katolske kirke med den begrundelse, at abort er imod Guds vilje. Og Guds lov er hævet over landets love, sagde den katolske ærkebiskop. Eksempler på, hvad der kan ske, når man sætter religionen over samfundet, og blindt følger Guds vilje uden hensyn til, hvilke konsekvenser det får. Men skal man følge Gud mere end mennesker, eller er det tilladt at bruge sin egen dømmekraft og sunde fornuft? Hvad siger kristendommen? Var Jesus ekstremist, når han sagde, at man skal hade sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre og sit eget liv for at være hans discipel? Passer den holdning ikke meget godt til selvmordspilotens? Hvordan forholder kristendommen sig til demokratiet? Kan den overhovedet trives med den moderne pluralisme, hvor enhver bliver salig i sin tro, eller havde den det bedre i det middelalderlige feudalsamfund, hvor alle var forpligtet på én overordnet sandhed, der ikke stod til diskussion? 1
3) Skal kirken blande sig i samfundet? I lyset af begivenhederne 11. september 2001 og den muslimske indvandring i Danmark, er forholdet mellem religion og politik kommet på dagsordenen. Det har også rejst spørgsmålet om, hvor vidt kristendommen er politisk. I luthersk tradition har man skelnet mellem religion og politik og sagt, at de to ting ikke må blandes sammen. Mens den katolske kirke har en pave, der formulerer kirkens holdning til forskellige spørgsmål, har det i lutherske kirke derimod altid været god politik at sige, at ingen kan tale på kirkens vegne og dermed tegne kirkens holdning i aktuelle spørgsmål. Men kan man altid holde tingene fuldstændig adskilt? Kan staten ikke nogen gange gå så vidt, at kirken må blande sig og tale den imod? Det mente nogle præster f.eks., da de for et par år siden dannede præsteinitiativet og prædikede imod regeringens flygtningepolitik en juleaften. Og da nogle afviste asylsøgere sidste år søgte tilflugt i Brorsonskirken i København, var der præster, der gjorde sig til talsmænd for at kirken skal kunne fungere som et helle for udstødte og tage de forfulgtes parti, når samfundet bliver kynisk og umenneskeligt. 4) Skal stat og kirke skilles? I Grundlovens 4 står, at den evangelisk- lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. At Folkekirken nyder særlig understøttelse af staten skyldes bla. at kristendommen i over 1000 år har haft en central placering i landets historie og langt hen ad vejen har været med til at udforme det velfærdssamfund, vi kender i dag. Den danske stat er på mange måder vokset ud af kristendommen, idet den ved reformationen overtog kirkens opgaver i form af sygepleje, undervisning og socialvæsen og videreførte dem. Også i dag er kirke og stat på en række områder knyttet så tæt sammen, at man slet ikke tænker over det. Det forhold er der de senere år blevet rokket ved, bla. fordi vi har fået flere indvandrere med anden religiøs og kulturel baggrund, og fordi der med den stigende individualisme er blevet sat fokus på ligestilling og rettigheder. En række religiøse mindretal har således følt sig diskrimineret af den danske model og lagt sag an mod den danske stat ved menneskerettighedsdomstolen. Samtidig viser en nyere undersøgelse, at de fleste politiske partiers ungdomsorganisationer går ind for en adskillelse mellem stat og kirke, og da det jo er fremtidens politikere er en adskillelse måske nært forestående. Men hvilke konsekvenser vil det få, hvis stat og kirke går hver til sit? Er det f.eks. ikke sundt at have en kirke, der sørger for at staten ikke overskrider sine grænser og bliver religiøs? Der har jo været tilfælde i historien, hvor kirken har protesteret mod staten, når den har været enerådende og udemokratisk. F.eks. trådte en gruppe kristne ud af den tyske kirke og dannede Bekendelseskirken, da Hitler ville indlemme kristendommen i den nazistiske ideologi. Og i det tidligere DDR var det kirkerne, der lagde rum til de mange demonstrationer mod regimet i tiden før Berlinmurens fald. 5) Den nye åndelighed I disse år skyder fænomener som pilgrimsvandring, lysglober, stillegudstjenester og natkirke op mange steder. De kan ses som en reaktion mod det moderne, fragmenterede og fortravlede samfund, 2
hvor vi bombarderes med informationer døgnet rundt og hele tiden skal være omstillingsparate, effektive, fleksible osv. Men de kan også ses som udtryk for den moderne individualisme, hvor mennesker går på opdagelse i deres eget indre og forsøger at finde gud inden i sig selv, i lighed med tanken om selvudvikling, der har vundet indpas i mange moderne virksomheder. Skal kirken imødekomme den nye åndelighed og give den udtryk og plads i gudstjenesten, eller skal den se mere kritisk på den og imødegå den med en forkyndelse, der vender blikket væk fra én selv ud mod verden og andre mennesker? 6) Folkekirkens gudstjeneste en død sild? Den traditionelle søndagshøjmesse i Folkekirken har i mange år været skydeskive for kritik. Den er for kedelig og gammeldags, og imødekommer ikke moderne menneskers behov for dialog og aktiviteter. Sproget i salmerne og bibellæsningerne er uforståeligt og præsten taler hen over hovedet på folk, lyder indvendingerne. Derfor er kirken begyndt at lave forskellige særgudstjenester, der henvender sig til særlige målgrupper med bestemte interesser. Spaghettigudstjenester, kravlegudstjenester, valentinsgudstjenester, hubertusgudstjenester, gourmetgudstjenester, ølgudstjenester og flere andre. En måde at få moderne mennesker i tale på og imødekomme de forskellige behov de har, siger nogle. Andre mener, at særgudstjenesterne sætter det enkelte menneske i centrum og ikke evangeliet, som jo ellers altid har været det, der har defineret kirken. Ved særgudstjenesterne møder man dem, man har lyst til at være sammen med, fordi man deler interesse. Ved højmessen sættes man ind i et fællesskab, man ikke selv har valgt. Her risikerer man at komme til at sidde sammen med sin fordrukne nabo og overklassefruen. Vel egentlig et godt billede på Jesu ord om, at man skal elske sin fjende? Men holder det i et moderne samfund som vores, hvor vi efterhånden er blevet så forskellige, at vi ikke længere har noget at være fælles om? Er kirken ikke nødt til at gå nye veje og finde andre måder at komme i kontakt med folk på end gennem den traditionelle højmesse? 7) Skal Fadervor forbydes? Foreninger som Ateistisk Selskab og Humanistisk samfund har blæst til kamp mod Folkekirken og kristendommen med det formål at rense det offentlige rum for religion. Sidste år startede de en debat om Fadervor og salmesang i Folkeskolen ved at kræve, at man fjernede dem fra morgensangen. Og i øjeblikket arbejder nogle ateistiske foreninger på at lave alternative, humanistiske ritualer i livets overgangssituationer, der er befriet fra al religion. Flere steder i verden har ateister indledt en offensiv mod religionen, f.eks. har busser i England og Spanien kørt rundt med slogans om, at Gud formentlig ikke eksisterer. I USA er der dannet en hel bevægelse, The Bright Movement, der har det som sit erklærede formål at drive kampagne mod alle de åndsformørkede troende. Og en nyere undersøgelse, som bla. en dansk professor står bag, mener at kunne påvise, at befolkningen i meget religiøse lande er dummere end folk i mindre religiøse lande. Hvordan stiller Folkekirken sig over for denne nye, ateistiske udfordring? Er der grund til at tage den alvorlig eller er det bare udtryk for, at ateisterne som så mange andre minoritetsgrupper benytter sig af den fokus, der i øjeblikket er på menneskerettigheder og ligestilling, og råber højt for at få opmærksomhed? 3
8) Skal homoseksuelle have lov at blive gift i kirken? Bøsser og lesbiske kan indgå registreret partnerskab på rådhuset. De kan også få en kirkelig velsignelse af deres parforhold i kirken, hvis præsten finder det foreneligt med sin teologiske overbevisning. Men de kan ikke få en egentlig vielse med ægteskabsstiftende karakter ligesom heterofile, bla. fordi man traditionelt set har betragtet et ægteskab som et forhold mellem to mennesker af forskelligt køn. Den opfattelse er imidlertid til debat i øjeblikket. Bla. er der forslag fremme om at definere et ægteskab som kønsneutralt, så det ikke udelukker homoseksuelle. I kirken er der delte meninger. Et flertal blandt biskopperne går ind for at ligestille homofile og heterofile. Det samme gør en del præster, men der er nogle, der siger nej bla. under henvisning til Biblens ord om at mennesket er skabt som mand og kvinde, og at netop kønsforskellen er grundlaget for ægteskabet. Også velsignelsen knyttes i Biblen sammen med forholdet mellem en mand og en kvinde, siger de. Og derfor har kirken ikke mandat til at dele Guds velsignelse ud til mennesker af samme køn. Men hvordan hænger det sammen med det kristne budskab om, at Gud elsker alle mennesker? Er der alligevel nogen, han ikke elsker så meget, at han vil give sin velsignelse over deres forhold? Kan man som folkekirke forsvare, at alle mennesker ikke har adgang til Guds goder på samme måde? 9) Hvordan ser vi på Biblen? Skal man tage alt, hvad der står i Biblen bogstaveligt? Må man kassere ting, der står i Biblen eller er man som kristen forpligtet på det hele? Hvordan skal man forholde sig til udsagn om, at kvinder skal være underordnet manden og tie i forsamlinger? Eller at to mænd, der har samleje med hinanden, skal lide døden? Eller den, hvis hånd bringer ham til fald, skal hugge den af og kaste den fra sig? Er Biblen Guds ord eller en bog, der er skrevet af mennesker, der har hørt Guds ord? Kan Guds ord høres og forstås forskelligt alt efter, hvilken tid man lever i? Er kristendommen en bogens religion ligesom jødedom og islam, eller er den ordets religion hvor vægten ikke ligger på de døde, fortidige bogstaver i Biblen, men på det levende ord, der formidles ind i den enkeltes liv, så det bliver nutid? 10) Må man gøre grin med Jesus? Vi har set hvordan nogle karikaturtegninger af profeten Muhammed i en dansk avis kunne sætte en hel verdensdel i brand og føre til trusler på livet, krav om undskyldninger og udvikle sig til en diplomatisk krise. I Islam reagerer man tilsyneladende meget skrapt over for enhver satire, latterliggørelse og kritik af det hellige. Hvordan er det i kristendommen? Gennem historien har Jesus stået model til meget satire, hån og spot. Én af de tidligste karikaturtegninger findes som graffiti på en romersk mur fra 200 tallet, hvor Jesus ses afbilledet som et korsfæstet æsel. At Gud kunne stige ned fra himlen og leve som et almindeligt menneske, der kunne lide og dø, var fuldstændig utænkeligt og vanvittigt, og derfor har kristendommen alle dage været udsat for latterliggørelse og karikatur. I Danmark har vi f.eks. haft kunstneren Jens Jørgen Thorsen, der for nogle år siden udsmykkede en banegårdsperron med en tegning af Jesus, hvor kønsdelene var stærkt fremhævede. Samme Thorsen lavede senere en stærk erotisk film om Jesus med fokus på hans sexliv. Selvom det vakte en hel del 4
forargelse, har det ikke fået samme, fatale konsekvenser som det, muhammedtegnerne oplever i dag. Skyldes det at kristne har mere humor end muslimer, eller tager vi bare ikke religion særlig alvorligt i vores del af verden? 11) Skal man smide forstanden væk, når man går i kirke? For mange mennesker er kristendommens tale om mirakler og dogmer som jomfrufødsel, kødets opstandelse og det evige liv, et kors for tanken. Da tidligere kirkeminister Tove Fergo for nogle år siden indkaldte til en folkehøring om Folkekirken, pegede mange på, at de uforståelige dogmer hindrede dem i at tro og gå i kirke. Stod det til dem, skulle man skære alle disse overnaturlige dele væk, så man fik en mere forståelig og menneskevenlig kristendom. På det seneste har nogle præster slået til lyd for, at man afskaffer talen om Helvede og Djævelen fordi det forudsætter et mytologisk verdensbillede, vi ikke længere har i dag. Men hvor meget kan og skal man egentlig fortolke kristendommen, så den siger moderne mennesker noget? Kan man fjerne eller omskrive alle overnaturlige dele, eller må man acceptere, at der er noget, der overstiger vores forstand? 12) Grundtvig, Kierkegaard og mig Grundtvig og Kierkegaard var samtidige og boede begge i den samme by. Mens de levede, havde de ikke ret meget at gøre med hinanden, og de få gange de mødtes, var de ikke just venligt indstillede over for hinanden. Alligevel har de hver især fået enorm indflydelse på historien og udviklingen. Grundtvig med sine mange salmer og sange og tanker om undervisning og livsoplysning, der sendte almindelige mennesker på højskole og gjorde dem kloge på livet. Kierkegaard, der er blevet verdensberømt og har fået mange udlændinge til at lære dansk bare for at kunne læse og forstå det, han har sagt. Men hvordan ser det ud med deres indflydelse i dag? Sætter Grundtvig stadig spor i kirke- og skoleliv, og betyder Kierkegaards tanker om at blive et autentisk selv noget for mennesker anno 2010? 13) Er kristendommen grøn? Hvordan ser kristendommen på miljø og klima? Giver Biblens ord om, at mennesker skal underlægge sig jorden og herske over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden, de kristne et særligt ansvar over for miljøet og klimaet? Eller kan man give kristendommen en del af skylden for at klimaet og miljøet er blevet ødelagt, fordi mennesker har forstået Biblens ord som en tilladelse til at behandle jorden som de ville? Kan man tolke vore dages klimatrusler som et forvarsel om dommedag? Når Jesus f.eks. siger, at der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes er det så en advarsel om, at hvis vi ikke passer på miljøet og får rettet op på skaderne, vil jorden gå under? Eller er der omvendt gået religion i miljøet? Er det en ny fromhedsfølge, der skyller ind over os, når vi i disse år bliver belæsset med skyld over det dårlige klima og opfordres til at købe aflad ved at 5
blive mere miljøbevidste? Spise mindre kød og mere grønt, tænke grønt, når vi rejser og gå ind for genbrug? Alt sammen i håb om, at vi kan mildne den vrede natur, der opfører sig ekstremt fordi vi har forulempet den med vores forurening? 14) Hjælper det at bede? Bøn er ikke noget, der ligger moderne mennesker lige for. De fleste betragter det vel som noget, der hører en svunden tid til, hvor nøden og fattigdommen var stor, og hvor det derfor gav god mening at bede til Gud, fordi man fandt ro og trøst i bønnen. Men i dag, hvor de fleste har i overflod og kan få alt hvad de vil have, forekommer bønnen at være en gammel skik, som har udlevet sig selv. Kunstneren Jens Jørgen Thorsen har fortalt, at han som ung engang bad til Gud om, at det fodboldhold, han spillede på, måtte vinde. Men da det ikke skete holdt han op med at bede og tro på Gud. Det afspejler måske meget godt den skepsis, mange har over for bønnen, fordi det jo tilsyneladende ikke hjælper noget at bede til Gud. Alligevel er der situationer, hvor mennesker helt spontant tyr til bønnen, fordi de ikke kan andet. For nogle år siden blev SAS- pilot Stefan Rasmussen landskendt, da han nødlandede et fly med over 100 passagerer på en mark uden for Stockholm. Ved et mirakel kom ingen til skade, selvom det var lige på et hængende hår. Senere fortalte piloten, at han i sekunderne op til nødlandingen havde bedt sit Fadervor fordi han oplevede at situationen var ude af hans kontrol og derfor ikke kunne gøre andet end håbe på, at der var større og stærkere kræfter, der greb ind. Det viser at bønnen åbenbart ikke er helt død, men tværtimod presser sig på i situationer, hvor vi oplever afmagt og hjælpeløshed. 15) Hvem er min næste? Er næstekærlighed global eller lokal? Er det udtryk for næstekærlighed, når vi sender penge til den fattige i Afrika? Eller når TV laver indsamlingsshows til fordel for lande, der er ramt af tsunamier og jordskælv? Eller er en næste - som ordet næste betyder - min nærmeste, den der i en konkret situation er mig nærmest, og som jeg derfor er forpligtet på at hjælpe? Et nødlidende menneske, jeg tilfældigvis møder på gaden og som beder om min hjælp? Min fordrukne nabo, der banker sin kone og børn? Er det statens opgave at drive næstekærlighed? Skal den f.eks. blande sig i borgernes sundhed og lave kampagner for at få dem til at spise grønt og holde op med at ryge? Skal den opfordre dem til at donere deres organer til andre mennesker, når de er døde? 16) Hvad rager synden mig? I dag er al tale om synd og skyld så godt som bandlyst, fordi moderne mennesker ikke forstår sig selv som syndere. Synd er et ord, der hører hjemme i den mørke middelalder og endnu kun bruges af nogle få gammeldags præster i kirken. De mere moderne af slagsen taler i stedet om kærlighed, for det vil folk hellere høre om, mener de. Synd bruges i dag næsten kun i den betydning, at det er synd for nogen og dermed mener man ikke, at de har begået nogen synd, men tværtimod er blevet offer for andres urimeligheder og derfor har brug for trøst og støtte. Men i kristendommen spiller synden en stor rolle. Faktisk giver det slet ikke mening at tale om kærlighed, hvis ikke det netop sker på baggrund af talen om synd. For i den kristne forkyndelse 6
retter Gud netop sin kærlighed mod det menneske, der har fået sit liv ødelagt af synd. Når Jesus siger dine synder er forladt er det en befrielse for det menneske, der har været fanget af sine ugerninger og bundet af det, han har gjort galt. Hvordan kan vi forstå synd i dag? Giver det nogen mening at tale om synd til mennesker, der ikke mener de har gjort noget forkert? Eller dækker begrebet synd i virkeligheden over en grundlæggende menneskelig erfaring af ikke at slå til over for livet og andre mennesker, som vi også kender til i dag? 7