Hvor mange gange skal jeg tilgive? Prædiken af Lea Skovsgaard 22. søndag efter trinitatis For et par år siden kunne man i biograferne se Susanne Biers film hævnen. En barsk film der som titlen indikerer handler om hævn, men i lige så høj grad om tilgivelse og forsoning. Hovedperson er læge og arbejder i Afrika og forsøger at leve et etisk korrekt liv. Filmen bevæger sig hele tiden i et grænseland, for den stiller flere dilemmaer op og tvinger os til at svare på spørgsmålet; hvor meget kan et menneske holde til før det bryder sammen og hvor meget skal et menneske kunne rumme og tilgive? Dilemmaet er ikke nyt, vi finder det også i Bibelen; nemlig i det gamle testamentes bud om øje for øje og tand for tand og så det nytestamentlige bud om at vende den anden kind til. I filmen følger man også to drenge hvoraf den ene har en stærk hævndrift i sig og den anden forsøger at lade tilgivelsen råde. Men hvor går grænsen? For er det ikke naivt og måske selvudslettende at lade andre folk behandle en dårligt. Den ene af drengene i filmen, bliver mobbet alvorligt, men ønsker ikke at hævne sig, selvom det ligger lige for. Og spørgsmålet melder sig straks: Hvornår er tilgivelsen ikke længere en mulighed og hævnen det eneste der synes at give mening? I filmens verden kan dilemmaerne skabes så de bliver ekstremer og vi kan tage afstand fra dem. Men vi ved, at også i vores liv og verden blive vi ind imellem drevet ud i et dilemma, hvor lysten til hævn skygger for alt andet, fordi tilgivelsen ikke synes at være en mulighed, og det selvom vi ved at forsoning er den rigtige vej. 1
I Bibelen er der en skarp skelnen, for det gamle testamente indeholder tanker og bud om retfærdighed og magt, som i sætningen øje for øje og tand for tand, men netop det vendes der op og ned på i det nye testamente. I teksten som vi hørte før lyder spørgsmålet fra en af Jesu disciple; Hvor mange gange skal jeg tilgive? Og Jesus svarer 77 gange. Det skal ikke forstås som et konkret tal, hvor vi kan gå og tælle vores tilgivelser og dermed nå til en grænse. Nej 77 gange, tror jeg skal forstås som en uendelighed af gange. Vi skal altså ikke holde tal på vores tilgivelse, men derimod give den uden forbehold. Det skurer måske i nogens ører, for er der ved det, ikke en fare for at vi bliver som den naive dreng, i Susanne Biers film, der blev et offer, misbrugt og trådt på. Og der er vel også handlinger som ikke kan tilgives, hvert fald ud fra vores menneskelige perspektiv? Jesus fortæller en lignelse for at gøre klart hvordan det forholder sig med tilgivelsen og for at vise os et perspektiv der er ud over det menneskelige. Han fortæller om en konge hvis ene tjener stod i bundløs gæld til ham. Og det hedder at kongen eftergav ham gælden, men derefter gik den tjener ud og forsøgte at inddrive en gæld fra en af sine medtjenere og da denne ikke kunne betale blev han kastet i fængsel. Hertil forstår vi lignelsen umiddelbart. Vi forstår at kongen er Gud og at tjeneren må være et billede på mennesker. For som mennesker må vi forstå os, som værende i bundløs gæld til Gud. Vi skylder Gud alt, vi skylder ham livet og tilværelsen og vi forvalter ikke altid det vi har fået givet, på den bedste måde. 2
Det betyder ikke at vi skal betale Gud noget tilbage, for vi har fået frigivet al den gæld, og derfor kan vi gå ud og leve som frie mennesker. Billedet af mødet med medtjenere giver også umiddelbart mening ind i vores tilværelse for i forhold til vores medmenneske står vi også i en slags gæld. Vi skylder også altid hinanden noget, for overfor hinanden forvalter vi heller ikke altid det vi får givet på bedste vis; kærligheden glemmer vi nogle gange, venskabet tilsidesættes ind imellem og tiden vi skulle bruge sammen er pludselig blevet brugt til noget andet. I lignelsen hedder det at den tjener der havde fået frigivet den megen gæld af kongen, men som nu havde fået kastet en medtjener i fængsel, igen bliver ført frem og stillet overfor sin Herre. Kongen blev vred står det og kastede også ham i fængsel indtil han fik betalt hvad han skyldte. Det ville have været lettere at forstå og udlægge teksten, hvis den tjener blot havde fået en reprimande fra kongen, for så kunne vi fortsat forholde os til Gud, som den kærlige og tilgivende Herre, som vi forstår ham som. Derfor må der også gives en anden tolkning på fængslingen af tjeneren. Vi må se på vores eget liv, for at nå frem til en forståelse af hvad lignelsen egentlig betyder. Når et menneske bliver udsat for en utilgivelig handlingen eller en af vores nærmeste gør det kan være et overgreb, et mord, ja de værste ting vi kan forestille os, så kan tilgivelsen være en umulighed. Vi kan ikke tilgive fordi smerten er for stor, og for at tilgive må vi nå frem til en overensstemmelse med den 3
handling der har fundet sted, det ved vi, at der handlinger som er for ødelæggende for os, til at vi er i stand til. Det menneske, som har været udsat for sådan en handling kan føle sig spærret inde i sig selv. Det er ikke muligt at bryde ud og komme væk fra de smertefulde tremmer der lukker af for livet. For nogen kan det vare hele livet, for andre vil der finde en heling sted over tid og man kan lukke sig ud af sit mørke igen. Når kongen i Jesu lignelse smider tjeneren i fængsel fordi han ikke ville eftergive sin medtjener det han skyldte, så er det vel dybest set noget han har gjort ved sig selv, han har spærret sig selv inde i sin egen manglende tilgivelse. Nogle handlinger tror jeg som sagt, er så ødelæggende, at vi ikke kan gøres os fri af dem fordi vi ikke kan tilgive, men i mindre livsødelæggende sager, hvor tilgivelsen er en mulighed, der lukker vi os selv inde ved ikke at forsone os med vores medmenneske, og da bliver vi spærret inde i et fængsel af hævnlyst og magt. Når vi ønsker hævnen frem for tilgivelsen vil det være som tremmer der spærrer for livet, et fængsel som det var Guds mening at vi skulle være fri af. For overfor ham er vi sat frie, fordi vi ikke skylder noget. Det skulle gerne sætte os i stand til at gøre det samme overfor vores medmennesker. Tilgivelse og kærlighed er to størrelser der er tæt forbundne. Derfor handler teksten også om Guds kærlighed til mennesker. En kærlighed der fører tilgivelsen med sig. I første Peters brev fra det nye testamente står der: først og fremmest skal I holde 4
fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder. Kærligheden sætter altså også os i stand til at tilgive eller skjule de fejl og mangler som findes hos os alle. Derfor hedder det også til sidst i evangelieteksten, som en forklaring på lignelsen, at man af hjertet skal tilgive sin broder. Tilgivelsen er ikke en lov fra Gud, for vi ved kun alt for godt, at for hjertet kan vi ikke lave love. Men i hjertet rummer vi kærligheden, og den skjuler en mangfoldighed af synder. Men kærligheden skal også have plads, spærres den inde i hævngerrighed eller magtbegær så har den trange kår. I den næste salme vi skal synge lyder det i første vers: Kærlighed fra Gud, springer lige ud, som en kilde klar og ren. Den kilde må vi bruge, men vi må ikke dæmme den op og spærre den inden, for så sker der det samme som hvis man spærrer vand inde, det bliver dårligt. Nej, kærligheden skal flyde frit og utvungent som en hjertens lov. Amen 5