Før jeg blev rigtig udlært præst var jeg engang sammen med en flok kommende præster på tur til det, der dengang hed Horsens Statsfængsel. Vi skulle tale med en indsat om, hvad han brugte kirken i fængslet og fængselspræsten til. Den indsatte havde fået en lang dom for at have smuglet narkotiske stoffer, som nok ville være blevet solgt videre til unge mennesker, hvis altså ikke det var fordi det aldrig nåede frem. Manden blev taget, inden han fik det leveret videre. På et tidspunkt under samtalen med den indsatte siger en af de andre vordende præster: Hvordan kan du, som har gjort så meget galt, få dig selv til at gå til nadver? Den indsatte blev temmelig paf, men han var heldigvis kvik nok til at svare, at vi jo alle har gjort noget, vi ikke er stolte af. Sådan var det også for den person, vi lige har hørt om, han, som er blevet kaldt den utro godsforvalter. Han havde gjort en hel del, som han ikke var stolt af. 1
Vi hører fortællingen om ham i en lignelse, som Jesus har givet til os. Jesus fortalte mange historier, lignelser, som er små genkendelige historier, der er nemme at huske og lette at se for sig, næsten som om man selv var med i dem. Vi kender mange af dem, og kan huske dem, tænk bare på lignelsen om den barmhjertige samaritaner, eller lignelsen om den fortabte søn. Vi har hørt lignelser, fra vi var børn, og vi kan let se, hvorfor de hedder lignelser: Der er altid noget, der ligner. Noget, der ligner Gud, noget, der ligner mennesker, vi kender, både os selv og naboen. Og har vi først genkendt os selv i dem, så kan historierne provokere os til at finde ud af, hvilke konsekvenser, vi vil tage af dem. Lignelserne går tit lige ind hos os. Lignelsen om den utro godsforvalter var der nok ingen, der fik fortalt, da de var børn. Det kan man godt forstå, for historien synes at have lige den 2
modsatte morale af det, vi plejer at fortælle vores børn. Det er jo historien om en mand, der svindlede med andres penge og forsøgte at få sig venner ved hjælp af penge, som ikke var hans. Og så roste Jesus ham for det. Hvad ligner det? Vi kan ikke se hverken Gud eller Jesus eller os selv i svindlerens rolle. Måske er der nogen af vores medmennesker, som kan minde om svindleren, men så synes vi jo, at de skulle straffes, ikke roses. De burde ikke slippe godt fra det. Det er vel mere rigtigt at være ærlig og redelig, og sørge for at svare enhver sit. Det må Jesus vel være enig med os i. Der er bare det, at Jesus jo på mange måder var en oprører mod traditionel tankegang og regelret levevis. Dem, der vogtede over lov og orden i Israel, kaldte ham en spotter og dømte ham, fordi han ustandselig lod hånt om gamle, nedarvede leveregler 3
og sagde, at der var ting, der var vigtigere for Gud, end om man fulgte de regler, der gik generationer tilbage. Med hele sin måde at leve på overtrådte Jesus gang på gang de regler, der var udtryk for god moral, skrevne og uskrevne love. Han spiste med folk, der havde gjort mange ting galt, han omgikkes prostituerede og værnemagere, han helbredte folk på den dag i ugen, hvor man skulle forholde sig i ro. Det forarger os måske ikke helt så meget, som det forargede dengang, for noget har vi trods alt lært af Jesus, at næstekærlighed er vigtigere end alverdens menneskelige regler og love. Men når det gælder penge er det nok alligevel anderledes. Ejendomsretten forekommer os stadig at være urørlig. Man tager bare ikke andres ting og penge. Men Jesus havde ikke den ringeste respekt for penge. Han sagde: Den, der vil tjene både Gud og mammon, han ligner en slave, der vil prøve at tjene to herrer på én gang. 4
Penge må ikke være vigtige for os. Jesus behandler penge, som om det var legetøj. Som spillemønter, der ikke har anden værdi end den, at de giver mennesker anledning til at vise, hvad selv indeholder: Kærlighed eller nærig ubarmhjertighed. Penge repræsenterer muligheden for at gøre noget godt, men også fristelsen til at rage til sig og gøre sig blind for andres nød. Det er ikke pengene selv, der er det vigtigste, det er det vi gør med dem: Hvordan vi behandler andre mennesker. Jesus har fortalt en anden lignelse om penge. Vi kalder den lignelsen om den gældbundne tjener, og der hører vi om en mand, der også skulle aflægge regnskab for sin herre, og som også måtte erkende, at han var i bundløs gæld og ingen fremtid havde at håbe på, hvis det skulle gå retfærdigt til. Denne mand kastede sig til jorden og bad for sit liv, og hans herre lod nåde gå for ret. Herren stryger da 5
hele den store gæld, og tjeneren går derfra som et frit menneske. Der var virkelig tale om tilgivelse, som gør livet nyt. På vej ned ad trappen møder tjeneren imidlertid en af sine private skyldnere, og så glemmer tjeneren alt om barmhjertighed. Han sørger for, at hans skyldner bliver kastet i fængsel, og så kan vi jo alle godt se, at tjeneren har afsagt dommen over sig selv og sat en streg over barmhjertigheden. Lignelsen i dagens evangelium, den om den utro godsforvalter, spiller det samme tema igennem, men denne gang ender det godt, i hvert fald for ham, der var skyldner. Hans historie handler om den urimelige og ufornuftige tilgivelse. Den lignelse, det handler om i dag, begynder på nogen lunde samme måde som den om den gældbundne tjener. Godsforvalteren bliver anklaget for underslæb og kan ikke svare for sig. Han står til en 6
fyreseddel, og hans fremtid ser håbløs ud. Men han gør noget andet end den gældbundne tjener. Han kaster sig ikke ned og beder om nåde, og han ter sig heller ikke småligt over for sine undergivne. Tværtimod. Nu hvor det er gået galt, satser han alt på barmhjertighed mod de fattige fæstebønder og håber på, at det vil afføde barmhjertighed mod ham også. I årevis har han indkrævet terminer til den rige godsejer fra de fattige bønder, uanset om de sultede eller måske måtte gå fra gården, men pludselig optræder han, som om han er julemanden. Hvor meget skylder du min herre? 100 ankre olie? Ret det bare til 50, det rækker! Hvad hans herre, der nu igen har mistet penge, siger til det, får vi ikke at vide, men VORherre, Jesus, morer sig og siger, at den godsforvalter bar sig klogt ad. Ikke fordi han snød sin herre, men fordi han satsede alt på tilgivelse og barmhjertighed. 7
I den gældbundne tjeners historie lød det: Burde du ikke have forbarmet dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Her får vi nu modstykket: Storsvindleren, der indså, at han kun havde barmhjertighed at håbe på, og som derfor tog konsekvensen og satsede alt på barmhjertigheden. Og så er vi tilbage ved den indsatte i Horsens Statsfængsel. Der var meget, der var gået galt for ham, men én ting havde han da forstået: Skulle det gå ham, som han fortjente, så var han virkelig på den. Derfor gik han til alters, for det er præcis det, nadveren går ud på: At vi får tilgivelse for alle dumheder, store og små. At vi bliver taget imod, selv om vi har gjort meget, vi ikke er stolte af. Jesus følte sig ikke for god til at spise sammen med forbryderne, og det gør han stadig ikke. Når vi går til alters sidder vi sammen ved knæfaldet. Og knæfaldet har en særlig form, hvor der ligesom mangler en del. Det er fordi vi skal forestille os, at knæfaldet 8
fortsætter ud på den anden side af alteret, ud i verden og helt til himlen, så Jesus sidder med derude og spiser sammen med os, velsigner os og giver os sin fred, uanset om vi har handlet med narko eller sladret om naboen eller råbt ad vores børn eller hvad vi nu har gjort. Vi har alle gjort noget, vi ikke er stolte af, det har narkosmugleren fuldstændig ret i. Der er bare nogen af os, der kan slippe af sted med at glemme det. Det kunne han ikke, og derfor forstod han i al sin alvor, hvor stort det er med den nadver, hvor stort det er at få tilgivelse, hvor stort det er at gå derfra med fred, som et frit menneske. Vi er alle på hver vores måde forvaltere af Guds gods. Vi har hver fået et stykke af Guds skaberværk at passe og nogle af hans mennesker at tage vare på. Vi må gøre op med os selv, hvem vi helst vil ligne. Den gældbundne tjener, som svarede på tilgivelse med nærig smålighed, eller den utro godsforvalter, som 9
strøede om sig med tilgivelse, og som fik ros for det af Vorherre. Jesus er ikke forsvarer af almindelig lov og orden, men er igangsætter af tro og kærlighed. Han deler ud af Guds kærlighed og tilgivelse med en rundhåndethed, som man kunne kalde letsindig omgang med Guds ejendom. Men han kalder os til at handle i samme ånd! Amen. 10