Anvendt positiv psykologi

Anvendt positiv psykologi Bør terapi fokusere mere på glæde, håb og ressourcer? i hvilket omfang kan positiv psykologisk viden anvendes i diagnose og behandling af psykiske lidelser? Positiv Af Simon Nørby & Anders Myszak Klinisk psykologi har opnået meget ved at søge at forstå og modgå individuelle sårbarheder og problemer. Mest oplagt har kognitiv adfærdsterapi (KAT), der groft sagt søger at identificere og modificere automatiske negative tanker, vist sig at være en effektiv behandling af fx depression og angst. Der er dog nogle, der ikke får det bedre af KAT eller opnår tilbagefald efter endt behandling. Hensigten er i denne sammenhæng ikke at kritisere KAT, men at pege på en mulighed for at supplere denne (på samme måde som Mindfullness Based Therapy og Acceptance and Commitment Therapy kan ses som supplementer til KAT). Den positive psykologi (se Myszak & Nørby, 2008) sigter mod at supplere deficittankegangen og kan komplettere KAT s traditionelle interesse for problemløsning med et fokus på at identificere og promovere intra- og interindividuelle ressourcer samt optimale tilstande, herunder styrker, kontrol, emotionel intelligens, håb og optimisme (se Lopez & Snyder, 2003). Tanken er, at man bør rette opmærksomheden mod, hvad der er godt, og hvilke potentialer en person har i tillæg til en opmærksomhed om en persons dårligdom. Selv om mange behandlere sikkert allerede arbejder med positiver, er ideen, at man kan eksplicitere og formalisere et fokus på dette i højere grad. Eksempelvis foreslår Snyder og Elliot (2005) anvendt en firedelt matrix i forståelsen af individet (Se figur 1, side 17). Modellen indeholder to dimensioner, nemlig valens og kilde. Den første dimension omhandler, om et givent diagnostisk fokus er rettet mod det negative eller positive, dvs. svagheder eller styrker. Den anden dimension omhandler baggrunden for det aktuelle diagnostiske fokus, dvs. om kilden til en persons problemer er enten indre eller ydre. Ved at anvende denne matrix bør man kunne opnå en mere helhedsorienteret forståelse for både en persons vanskeligheder og potentialer, som de relaterer sig til individuelle og omgivelsesmæssige faktorer. I den forbindelse er fravær af det negative ikke nødvendigvis det samme som tilstedeværelse af det positive. Fx tyder resultater på, at negative emotioner er kvalitativt forskellige fra positive emotioner (Fredrickson, 1998). Bare fordi man således ikke længere er ked af det efter fx endt behandling for depres sion, betyder det ikke automatisk, at man er glad og har indhold i sit liv. Ideen er, at man ved at anvende metoder, der identificerer individuelle positiver vil kunne fremme modstandsdygtighed, forbedre effektiviteten af terapi og modvirke tilbagefald. Ved fx at identificere områder, hvor en person kan anvende styrker til at opnå værdsatte mål, og ved at stimulere håb er det sandsynligt, at man bibringer en klient motivation til at engagere sig i en terapeutisk proces. De fleste vil i den sammenhæng nok være mere motiverede for at kæmpe for at opnå noget, de værdsætter, end for at modgå problemer. Diagnostik og assessment Måling af affekt og subjektivt velvære Mængden af positiv vs. negativ affekt har tæt sammenhæng med, om en person oplever tilfredshed i sit liv. Generelt vil man skulle opleve mere positiv (fx glæde og interesse) end negativ (fx vrede og ærgrelse) affekt over en periode for at føle sig godt tilpas, og en person, der søger at maksimere mængden af positiv affekt og minimere mængden af negativ affekt, kan siges at søge, hvad der er blevet betegnet som et behageligt liv (Seligman, 2002), dvs. en hedonisk form for lykke. Mere præcist har man fundet, at en sund og konstruktiv ratio mellem positiv og negativ affekt befinder sig mellem 3:1 og 11:1 (Fredrickson & Losada, 2005), og at størrelsen af denne ratio er tæt knyttet til subjektivt velvære (se Kesebir & Diener, 2008). En grund til, at det er vigtigt at opleve flere positive end negative emotioner, kan være, at dette danner grundlag for, at en person er aktiv og udadrettet frem for passiv og tilbagetrukket. Positive emotioner er forbundet med en oplevelse af at slå til og være på rette spor. Dette kan indebære tro på og engagement i ressourceopbyggende og ekspanderende aktiviteter. Positive emotioner modvirker desuden negative 14 Psykolog nyt 7 2010

Psykolog nyt 7 2010 15 modelfotos: BAm/scAnpix

emotioner og omgør disse ( the undoing effect ) (Fredrickson et al., 2000), dvs. førstnævnte kan være inkompatible med sidstnævnte. En inter essant implikation er, at man ved at facilitere positiv affekt muligvis vil kunne modarbejde psykopatologi, idet mange lidelser er tæt relateret til og understøttet af negative emotioner (eller associeret med fravær af positive emotioner, som i depression). Et velafprøvet instrument til måling af affekt er Positive Affect Negative Affect Schedule (PANAS) (Watson, Clark & Tellegen, 1988). PANAS er hurtig at bruge og indeholder to skalaer for negativ og positiv affekt med i alt tyve spørgsmål. Fx bedes testpersonen (på den positive skala) vurdere, i hvor høj grad vedkommende er inspireret, interesseret og stolt. Ved at bruge dette instrument kan man få et mål for mængden af positiv og negativ affekt på et givet tidspunkt og kan selvfølgelig anvende PANAS flere gange i løbet af et interventionsforløb for at se på fluktuationer og ændringer i emotioner og humør (hvorved en positivitetsratio kan fastslås). Ikke kun emotionelle tilstande har dog betydning for, om man føler sig tilpas og tilfreds. Begrebet subjektivt velvære ser på både en persons affekt og kognition (se Kesebir & Diener, 2008), dvs. her måles ikke kun på emotioner, men også på et individs meningsmæssige vurdering af sit liv. To almindelige mål for subjektivt velvære er Satisfaction with life scale (Diener et al., 1985) og Subjective Happiness Scale (Lyubormisky & Lepper, 1999). Disse mål er igen hurtige at bruge og kan supplere mål for dysfunktion, såsom test for depression (hvor man må forvente et omvendt forhold). Endelig kan man selvfølgelig få en person til at registrere sammenhængen mellem bestemte aktiviteter og affektsvingninger over en periode for at klarlægge, hvilke emotioner der opleves i relation til hvilke gøremål. En sådan fremgangsmåde er ikke fremmed for KAT. Måling af individuelle ressourcer og styrker Ideen om at karakterisere individer via karakterstyrker er relativt ny, nok fordi disse er blevet opfattet som knyttet til en værdidom og dermed som potentielt uvidenskabelige. Ikke desto mindre er tankegangen kommet i fokus via Peterson og Seligmans (2004) VIA-IS-klassifikation ( Values In Action Inventory of Strengths ). Ifølge denne er en personlig styrke kendetegnet ved at være et fremtrædende positivt træk, der kommer til udtryk i mange situationer, ved at være værdsat i sig selv (og ikke som et middel til at opnå et sekundært mål) og ved at have et klart negativt antonym. Ydermere er brugen af en sådan styrke socialt værdsat samt ikke nedgørende eller hæmmende i forhold til andre mennesker. VIA-IS opererer med 24 konkrete karakterstyrker (såsom nysgerrighed, tapperhed og social intelligens), der er kategoriseret i forhold til seks overordnede og mere abstrakte kardinaldyder (visdom og viden, mod, menneskelighed, retfærdighed, mådehold og transcendens), således at førstnævnte er eksempler på sidstnævnte. Fx omfatter dyden menneskelighed evnen til at pleje og opretholde sociale relationer og består af styrkerne social kompetence, venlighed og kærlighed/intimitet, dvs. styrker, der gør en person i stand til at forstå egne og andres motiver, være imødekommende og opnå relationer med passende intimitetsgrader. Selv om VIA-IS-klassifikationen af dyder og styrker kan siges at være knyttet til en værdidom over, hvilke personlige karakteristika der er prisværdige, og dermed som potentielt moraliserende, så behøver man ikke være enig i, at VIA-IS er en endegyldig beskrivelse af personlige positiver, for at kunne anvende denne i praksis. Det væsentlige er, at den tilbyder en foreløbig pragmatisk nomenklatur til at identificere styrker. Redskabet eksisterer i forskellige lange og korte former til både voksne og unge. Assessment-batteriet består (i sin mest udvidede form) af 240 spørgsmål, der måler positive karakterstyrker (se www.viasurvey.org). Fx vurderes styrken venlighed via et spørgsmål som: Jeg er sjældent lige så begejstret for andres gode held, som jeg er for mit eget held. VIA-IS Man bør rette opmærksomheden mod, hvad der er godt, og hvilke potentialer en person har i tillæg til en opmærksomhed om en persons dårligdom kan bruges til at vurdere ressourcer, så man kan identificere områder af en klients liv, der er velfungerende, og som kan faciliteres for at modgå aktuelle vanskeligheder. En anden mere uformel måde at identificere ressourcer på er ved at bruge en narrativ tilgang, hvor en person bliver bedt om at fortælle en historie valgt fra et tidspunkt, hvor vedkommende selv mener at have klaret sig rigtigt godt (se Rashid & Ostermann, 2009). Denne historie kan derefter diskuteres og vurderes i forhold til, hvilke styrker der lå bag den positive præstation, og hvilke betingelser der gjorde, at disse 16 Psykolog nyt 7 2010

Kilde blev aktiveret. Hermed kan man få et hurtigt grundlag for at tale om en persons styrker. Person Omgivelser Valens Styrker Svagheder #1 #2 #3 #4 Figur 1. Snyder og Elliots forslag til anvendelse af en firedelt matrix i forståelsen af individet. Måling af individuel mening Indbefattet i en måling af subjektivt velvære er en registrering af tre delvis empirisk separate komponenter, nemlig positiv og negativ affekt samt tilfredshed med livet. Af disse tre er tilfredshed med livet den kognitive og meningsmæssige komponent. Selv om man kan mene, at en måling af denne komponent udgør en stor udfordring, og at man egentlig mere registrerer en kontekstafhængig vurderingsproces end en generel tilfredshed med livet, er det blevet nævnt (Ryff, 1989), at en konceptualisering af velvære uden dette og andre meningsmæssige aspekter ved livet resulterer i, at begrebet bliver teoretisk tyndbenet. Et andet problem med begrebet subjektivt velvære er, at dette ikke indfanger den meningsskabelse, der er resultatet af at indgå i sociale relationer, og at man kan risikere at individuelt velvære derved udelukkende forbindes med noget intra-individuelt, hvad der potentielt set kan resultere i en nihilistisk hedonisme. Hermed menes, at mennesker kan komme til primært at vurdere velvære ud fra et egoistisk perspektiv og søge nydelse uden at referere til et samfundsmæssigt værdisystem, der tager hensyn til andre. Man kan altså sige, at vores forståelse af velvære bliver udfordret, og at definitionen bør tilnærmes andre ikke kun kvantitative, men også hermeneutiske og fænomenologiske tilgange. Carol Ryff (1989) introducerede begrebet psykologisk velvære og forsøgte dermed at forklare hele spektret af positiv menneskelig fungeren. Hendes model opererer med seks komponenter: selv-accept, positive relationer, autonomi, coping i forhold til omgivelserne, formål med livet og personlig udvikling. Centrale komponenter i Ryffs forståelse af velvære er meningskabelse samt formål med tilværelsen. Særligt den sidste er unik og har en eksistentiel dimension. Dette kan eksemplificeres i relation til det kontroversielle, men velbekræftede fund, at det at få børn resulterer i en nedgang i subjektivt velvære (fx Kahneman et al., 2004). Et sådant fund er i modstrid med den almindelige opfattelse af, at det at blive forælder er noget af det eksistentielt set mest meningsfulde, man kan opleve. Denne diskrepans kan forklares ved, at målinger af subjektivt velvære er ufuldkomne, og at andre mål må medinddrages. De fleste, som har arbejdet med intervention, vil sandsynligvis være enige i, at meningsskabelse er afgørende for terapeutisk succes. KAT kan også siges at arbejde med dette, når et instrument som ekspressiv skrivning inddrages. Her bliver en person bedt om at skrive om selvvalgte, typisk negativt ladede emner i nogle dage. Denne øvelse kunne gives en positiv psykologisk drejning, ved at man i stedet beder personen om at skrive om en rigtigt god dag fyldt med succesoplevelser. Derefter kan man arbejde med positive automatiske tanker og se, hvordan disse er relateret til positive emotioner og meningsskabelse. Intervention Positive vs. negative emotioner Som nævnt er størrelsen af positivitetsrationen afgørende for det subjektive velvære, og i mange patologiske tilfælde vil mængden af negativ affekt overstige mængden af positiv affekt (som i depression). Ratioen kan i sagens natur øges ved enten at mindske mængden af negative emotioner eller øge mængden af positive emotioner. En mulighed er at anspore en person til at værdsætte de positive aspekter ved sin dagligdag. Når personer bedes om at opgøre sådanne, rapporterer de en stigning i positiv affekt (fx Emmons & McCollough, 2003). En forøget åbenhed over for oplevelse kan potentielt også forøge mængden af positiv affekt. Dette kan fx ske gennem mindfulness-meditation, hvor et fokus på det aktuelle øjeblik og åbenhed over for oplevelse er essentielt (se Hamilton et al., 2006). Et studie fandt, at trænede, modsat mindre trænede, udøvere af mindfulness oplevede flere positive emotioner (Easterlin & Cardena, 1998). Et andet inter essant studie har fundet, at kort tids praktisering af mindfulness gav forøget aktivering i et område af hjernen, der er blevet forbundet med oplevelsen af positiv affekt (Davidson et al., 2003). For det tredje virker det oplagt, at Psykolog nyt 7 2010 17

man kan bruge humor og musik til at inducere og regulere emotioner. Endelig har Kesebir og Diener (2008) fastslået, at gode sociale relationer er en nødvendig, men dog ikke tilstrækkelig betingelse for glæde og lykke. Et fokus på at udvide og styrke en persons sociale relationer kan således medvirke til at forøge mængden af positive emotioner. Disse fremgangsmåder kan muligvis direkte forøge mængden af positiv affekt. En anden mulighed er at forøge mængden af positiv affekt via en indirekte metode, nemlig ved at en persons informationsbearbejdning søges influeret. Ifølge appraisal-teorier om emotioner konstitueres og specificeres affektive reaktioner på baggrund af mere eller mindre bevidste og automatiske fortolkninger, som foretages i forhold til personligt relevante situationer og sagsforhold. Denne forståelse indebærer, at man kan influere emotionelle reaktioner ved at påvirke og modificere den enkelte persons meningsstrukturer og den måde, hvorpå han bearbejder information (en tankegang, der er helt i overensstemmelse med KAT). Fx kan man arbejde med evnen at opleve refleksiv nydelse, dvs. den måde opmærksomheds- og reflektionsprocesser er knyttet til, at oplevelser giver nydelse (se Myszak & Nørby, 2008). Her er det vigtigt, at nydelsen er rettet mod her og nu, ikke drejer sig om social evaluering og ikke udelukkende er hedonisk orienteret. Håb og optimisme Depression er ofte knyttet til en oplevelse af håbløshed, dvs. negative forventninger om, at egne handlinger er ineffektive og et pessimistisk syn på fremtiden. Behandling skal udfordre denne oplevelse af håbløshed, men fravær af håbløshed er ikke nødvendigvis det samme som at have håb, og behandling bør ideelt set aktivt forsøge at skabe håb hos klienter, fordi dette kan indebære, at en person forfølger ressourceopbyggende aktiviteter. Håb indebærer en forventning om, at det er muligt at opnå værdsatte mål, der ikke automatisk bliver realiseret. Sådanne mål kan være simple og konkrete, såsom at tabe sig i vægt, eller komplekse og abstrakte, såsom at blive en mere empatisk person. En række kriterier må være opfyldt, for at håb er tilstedeværende (se Snyder et al., 2006). En person må have en forestilling om, at han kan og vil nærme sig sine målsætninger (agency-thinking). Han må også være i stand til at forestille sig, hvordan han kommer fra den aktuelle til den ønskede situa tion, dvs. kunne binde nutid og fremtid sammen, og kunne overveje konkrete fremgangsmåder, herunder delmål, for at opnå målsætningerne (pathway-thinking). Psykologen kan hjælpe klienten med dette ved at skabe og opretholde motiva tion samt planlægge, hvordan mål kan opnås. Fx kan motiva tion skabes ved at henlede klientens opmærksomhed på, hvilke fortidige mål vedkommende har opnået, og fremme fleksibel tilpasningsdygtig tænkning ved at diskutere forskellige måder, hvorpå mål kan opnås. Håb skabes bedst i relation til målsætninger der er svære nok til at være udfordrende, men lette nok til at være opnåelige (stretch goals). Hvor håb typisk omfatter forventninger inden for konkrete livsdomæner, kan en person også være karakteriseret ved en mere generel forklaringsmæssig stil, der vanemæssigt anvendes til at forklare årsager til begivenheder i livet. Ifølge attributionsteori er fx depression ofte kendetegnet ved, at en person opfatter kilden til sine problemer som global, indre og permanent. Traditionel KAT fokuserer primært på at regulere automatiske negative tanker, så tænkningen bliver mere realistisk. Man kan dog overveje, om man, inspireret af den positive psykologi, også vil kunne stimulere optimistisk og ikke kun realistisk tænkning. I den sammenhæng er det vigtigt, at den optimisme (og det håb), der stimuleres, baserer sig på identifikation af individuelle styrker, således at reelle udviklingsmuligheder afdækkes. Det skal ikke afvises, at dele af KAT allerede stimulerer konstruktiv tænkning. Dog kan det være muligt at arbejde 18 Psykolog nyt 7 2010

modelfotos: BAm/scAnpix mere systematisk med at fremme en sådan tænkning med basis i individuelle styrker. Dermed vil man ikke blot søge at erstatte pessimisme med realisme, men også søge at fremme optimisme. Ved at fremme sidstnævnte vil man rette en klient ind mod normalområdet (hvor optimistisk bias er almindeligt). Samtidig kan optimisme, set som attributionsstil, tilsyneladende læres (jf. ideen om learned optimism ). Styrker og sociale ressourcer Flere psykiske lidelser som fx depression og angst er knyttet til en oplevelse af mangel på personlig kontrol. Ifølge Seligman (2002) kan man opnå mestring, nydelse og i bedste fald flow ved at anvende sine styrker, dvs. en intervention, der arbejder med en persons styrkesider, vil potentielt set kunne give en person succesoplevelser. Styrker antages modsat fx talenter at kunne kultiveres og udvikles. Der er indtil videre ikke meget forskning, der har undersøgt betydningen af styrker, og hvordan disse bedst bruges. Foreløbige resultater peger på, at det ikke er nok at identificere og værdsætte sine styrker, men at det, der øger subjektivt velvære, er at anvende sine styrker på nye måder (se Seligman et al., 2005). En person, der scorer højt på fx social intelligens, skal således søge at anvende dette træk i uvante situationer. En styrketest samt en styrkebaseret dialog kan bidrage til at flytte en klients fokus fra problemer til noget positivt, som der opleves ejerskab til. Tidligt i et forløb kan dette skabe håb og motivation samt generere energi, hvilket må siges at være centralt for terapeutisk succes. Kort sagt bør man identificere, værdsætte og opdyrke positive styrker for at opnå et engageret liv. En sådan styrkeorienteret indsats skal selvfølgelig ske i sammenhæng med behandling af problemer og vanskeligheder. Vi mennesker er sociale væsener, og vores lykke beror på velfungerende interaktioner med andre. Faktisk er det at have et godt socialt netværk en af de væsentligste indikatorer for subjektivt velvære (Kesebir & Diener, 2008). Det er samtidig karakteristisk for mange diagnoser, at man ser nedsat evne til at indgå i sociale relationer. Sociale aspekter er ikke altid særlig godt integreret i standardversionen af KAT (med undtagelse af Cognitive Behavioural Analysis System, som træner mennesker til at forstå og indgå i kompetente sociale relationer). Her kan positiv psykologisk viden om, hvordan positive emotioner og individuelle ressourcer er knyttet til social interaktion, bruges til at supplere KAT. Psykolog nyt 7 2010 19

litteratur Davidson et al. (2003). Alterations in brain and immune function produced by mindfullness meditation. Psychosomatic Medicine, 65, 564-570. Diener, E., Emmons, R.A., Larsen R.J., & Griffin, S. (1985). The satisfaction with life scale. Journal of Personality Assessment, 49 (1), 71-75. Easterlin, B., & Cardena, E. (1998). Cognitive and emotional differences between short and long term Vipassana meditation. Imagination, Cognition and Personality, 18, 69-81. Emmons, R.A., & McCullough, M.E. (2003). Counting blessings versus burdens: An experimental investigation of gratitude and subjective well-being in daily life. Journal of Personality and Social Psychology, 84 (2), 377-389. Fredrickson B.L., & Losada M.F. (2005). Positive affect and the complex dynamics of human flourishing. American Psychologist, 60, 678-686. Fredrickson et al. (2000). The undoing effect of positive emotions. Motivation and Emotion, 24, 237-258. Fredrickson, B.L. (1998). What good are positive emotions? Review of General Psychology, 2 (3), 300-319. Hamilton, N.A., Kitzman, H., & Guyotte, S. (2006). Enhancing health and emotion: Mindfulness as a missing link between cognitive therapy and positive psychology, Journal of cognitive psychotherapy, 20 (2), 123-134. Kahneman, D., Krueger, A.B., Schkade, D.A., Schwarz, N., & Stone, A.A. (2004). A Survey method for characterizing daily life experience: The day reconstruction method. Science, 306, 1776-1780. Kesebir, P., & Diener, E. (2008). In pursuit of happiness: Empirical answers to philosophical questions. Perspectives on psychological science, 3 (2), 117-125. Lopez S.J., & Snyder C.R. (2003). Positive psychological assessment: A handbook of models and measures. Washington, DC: American Psychological Association. Lyubomirsky, S., & Lepper, H. (1999). A measure of subjective happiness: Preliminary reliability and construct validation. Social Indicators Research, 46, 137-155. Myszak, A., & Nørby, S. (red.) (2008). Positiv Psykologi: En introduktion til videnskaben om velvære og optimale processer. København: Hans Reitzels Forlag. Peterson, C. & Seligman M.E.P. (2004). Character strengths and virtues: A handbook and classification. New York: Oxford University Press Rashid, T., & Ostermann, R.F. (2009). Strength-based assessment in clinical practice. Journal of Clinical Psychology, 65 (5), 488-498. Ryff, C.D. (1989). Happiness is everything or is it? Explorations on the meaning of psychological well-being. Journal of Personality and Social Psychology, 57, 1069-1081. Seligman M.E.P. (2002). Authentic Happiness. New York: Free Press. Seligman, M.E., Steen, T., Park, N., & Peterson, C. (2005). Positive psychology progress: Empirical validation of interventions. American Psychologist, 60 (5), 410-421. Snyder, C.R., & Elliott, T.R. (2005). Twenty-First century graduate education in clinical psychology: A four level matrix model. Journal of Clinical Psychology, 61 (9), 1033-1054. Snyder, C.R., Ritschel, L.A., Rand, K.L., & Berg, C.J. (2006). Balancing psychological assessments: Including strengths and hope in client reports. Journal of Clinical Psychology, 62 (1), 33-46. Watson, D., Clark, A.L., & Tellegen, A. (1988). Validation of brief measures of positive and negative affect: The PANAS Scales. Journal of Personality & Social Psychology, 54 (6), 1063-1070. 20 Psykolog nyt 7 2010

Man kan arbejde med dette via psykoedukation, dvs. ved at anvende forskningsbaseret viden om, hvad der fungerer i sociale sammenhænge. De fleste klienter reagerer nysgerrigt på dette, da de er vant til at fokusere på problemer og vanskeligheder i social interaktion. Dette kan gøres løsningsbaseret, da mange sociale situationer kan beskrives som et problem eller en mulighed. Mere grundlæggende fokuserer den positive psykologi på det, der er positivt ved den enkelte og ved grupper. Ideelt set kan man bruge dette til at opbygge inkluderende samfund. Afsluttende kommentarer Vores hensigt med denne artikel er ikke at vise, at et fokus på individuelle positiver kan ændre terapi grundlæggende. Man ved stadig for lidt om dette, hvilket har at gøre med at den positive psykologi er et nyt felt. I stedet håber vi at anspore til åbenhed og nysgerrighed med hensyn til udvikling af klinisk arbejde, herunder at stimulere overvejelser over muligheder for mere helhedsorienteret assessment og intervention. Vi opfatter det som oplagt, at man kan fremme motivation og konstruktive ændringsprocesser ved at få klienter til også at fokusere på potentialer og udviklingsmuligheder, således at det, de kan se frem til efter endt terapi, ikke blot er fravær af lidelse, men et muligt nyt konstruktivt indhold i deres liv. I den sammenhæng er det også værd at bemærke, at positiv psykologi lægger op til et større fokus på forebyggelse (noget, som vi ikke har berørt i dette indlæg). Simon Nørby, cand.psych., ph.d, Anders Myszak, cand.psych. Psykolog nyt 7 2010 21