I Hvem er Kirken? Højt over skovens takkede omrids løfter kirkens tårn sig. Med sine metertykke grundmure står kirken solidt funderet på jorden. Samtidig løfter dens spir den højt over hverdagen. Når solen er gået ned, ser vi endnu et stykke tid den svage afglans af dagens lys på det hvide tårn. Kommer man gående i mørkningen, ser man det hvide lys højt deroppe gennem træernes mørke løv. Det er som en afglans af den himmelske stad, hvis mure altid stråler af lys. Når dagen gryr, er det gyldne kors på spiret det første i landsbyen, som fanger solens lys. Selvom den gamle kirke hviler solidt på jorden, er den samtidig det nærmeste, vi kommer himlen. Midt i træernes løv ligger kirken der som et stille spørgsmål. Spiret peger stædigt mod himlen, og det er, som om det hvide tårn løfter en formanende hånd ud over landsbyen. Med sans for det tavse tegnsprog i skaberværket kan man måske også høre, hvad kirken spørger om. Spørgsmålet retter sig til bonden, som skramler forbi med sin vogn. Det trænger sig ind på søndagsturisten, der går en tur på kirkegården, og kirkeklokkens ringen når bilisten, som suser forbi i en støvsky. Hvorfor står kirken dér og peger op mod himlen? Var det bare et bedrag, som i sin tid satte de vældige kræfter i gang, så det førte til landsbyens største bygningsværk? Var det bare en vildfarelse, alle disse slægtled fulgte, når 10
de gennem århundreder fyldte kirkebakken med køretøjer og folk? Nu er det kirken, som svarer tilbage: Er det mon ikke dig, der jager efter tomhed? Du, som ikke er forbundet med Guds alter, som står inden for disse hvide mure? Vi kommer ikke uden om spørgsmålet. Kirken på bakken er jo ikke den eneste, der findes. Lige bag ved skovens mørke kant rejser sig endnu et tårn, og fra dets glamhuller ser man endnu et par kirkespir. Flere og flere viser sig. De er som en tavs søskendeflok. Ud over marker og skove, lande og kontinenter strækker de sig, og alle peger de lige stædigt mod himlen. Enten er dette et gigantisk vanvid eller også ja, hvad er Kirken egentlig for noget? Spørgsmålet bliver stående. Selv for den, som elsker kirken og finder sig hjemme under dens hvælvinger, kan den være et problem. Måske ser vi tydeligst problemet for vore øjne, når vi står på kirkebakken? Jo, for nede i dalen i det lille samfund med de røde huse ses jo også den lille frikirkes spidse vinduer. Lidt længere borte aner vi missionshusets hvidgule gavl. Hvordan har den gamle stenkirke på bakken det med sine små søskende nede i landsbyen? Flere spørgsmål maser sig på hos kirkegængeren. Hver eneste søndag bekender vi jo, at vi tror på Kirken, den ene, hellige og almindelige kirke. Men hvordan er forholdet så mellem vores sognekirke, vores danske folkekirke og den verdensomspændende kirke? Kirken, som med fuld ret staves med stort K? Spørgsmålene hober sig op. Somme tider skubber vi dem til side, somme tider kræver de svar. Men for den jævne kirkegænger er det ikke altid let at nå frem til et svar. 11
På de følgende sider vil vi gøre et forsøg på at komme med en række kendsgerninger, synspunkter og citater, som muligvis kan hjælpe en og anden til bedre at forstå, hvorfor kirken er der, og hvorfor kirken er, som den er. Måske også hvad kirken kunne og burde blive, hvis vi tog vare på alle de skatte, som kirken har gemt bag sine mure? Det er med vilje, at vi tager vort udgangspunkt lige uden for kirkedøren, for denne bog henvender sig i første række til den, som en gang imellem lægger vejen gennem våbenhuset, og som derfor har en lille smule fornemmelse af det liv, som findes under kirkens hvælvinger, og som samtidig længes efter at forstå det bedre og vide mere om det. Men skulle bogen falde i hænderne på folk, som normalt går kirkens dør forbi uden dog at være spottere og fjender, så lad det være sagt på forhånd, at der nok desværre er en hel del af bogens indhold, som vil være uforståeligt for udenforstående. Det kan ikke være anderledes. Det forholder sig med kirkens liv som med alt højere åndsliv. Man kan ikke tænke sig frem til det. Det åbner sig kun langsomt for den, som har kærlighed og intuition, og som lever i det gennem lang tid. Ligesom kunst og musik kræver indlevelse og kun lidt efter lidt åbner hele sin rigdom for den, som vil tage imod, sådan forholder det sig også med kirken. Man må leve med i dens liv for at kunne få del i dens skatte. Lønnen for en sådan indlevelse er en uophørlig strøm af nye opdagelser, ja, en forundring over, hvor uudtømmelig kirkens arv er. Vi vil forsøge at hente nogle af disse rigdomme frem i lyset, og skulle det vise sig, at det fører os derud, hvor en og anden ikke længere kan følge med, ja, så håber forfatteren, at det hverken fører til forargelse eller skuffelse, men at det må virke som en opmuntring til at trænge dybere ind i den åndelige arv, som kan gøre os alle langt rigere, end vi er i dag. 12
Med vilje tager vi altså vort udgangspunkt uden for døren til vor egen sognekirke, for det var her, spørgsmålene blev rejst. For at søge et svar må vi dog straks springe et par årtusinder tilbage i tiden. I Bibelens verden har Kirken sine rødder. Vor første opgave bliver derfor at undersøge det bibelske grundlag.
II Det bibelske grundlag 1. Navnet Hvad er Kirken? Vi må begynde med at spørge: Hvad var Kirken fra begyndelsen? Hvad siger Bibelen om den sag? Ordet forekommer flere gange i vor danske bibeloversættelse. På grundsproget hedder det ekklesía. Det ord kan både betyde en lokal menighed og hele kirken. Det første er det mest almindelige. Der tales f.eks. om Guds menighed i Korinth om thessalonikernes menighed, om menighederne i Galatien osv. (1 Kor 1,2). Men når Paulus formaner korintherne til ikke at vække anstød hverken hos jøder eller grækere eller i Guds menighed (1 Kor 10,32), så er det klart, at der ikke længere er tale om en lokal foreteelse, men et sammenfattende navn på alle kristne, dvs. kristenheden på hele jorden. Og når der i Kolossenser- og Efeserbrevet tales om Kristus som hoved for legemet, kirken (Kol 1,18), eller når det hedder, at»guds visdom i al sin mangfoldighed nu gennem kirken kan blive gjort kendt for myndigheder og magter i himmelrummet«(ef 3,10), så er det jo tydeligt, at det ikke bare kan forstås som summen af alle troende på jorden. Allerede dette viser, at man ikke må opføre sig som den enfoldige bibellæser, der uden videre tager det som givet, at menigheden er det samme som en samling mennesker. Det 14
græske ord»ekklesía«rummer i hvert fald langt mere. Når man i urmenigheden skulle oversætte det til latin, brugte man derfor ikke et af de latinske ord, som betød forsamling. Nej, man lod det græske ord med dets særlige betydning blive stående. Så fik vi det latinske ecclésia det ord, som 1000 år senere blev gengivet her os med ordet»kirke«. Når vi møder ordet»menighed«i vores bibel, må vi altså være klar over, at det tilsvarende græske ord også kan gengives med»kirke«. Det er sammenhængen, som må vise, hvilket ord der giver den bedste oversættelse i hvert enkelt tilfælde. Men hvad betyder nu ordet»kirke«? Hvad er Kirken i Det nye Testamente? Vi må begynde med et andet spørgsmål: Hvordan kan det være, at de første kristne valgte netop ordet ekklesía som selvbetegnelse, når de havde så mange andre udtryk, de kunne vælge mellem? Hvor fik de dette ord fra? På det spørgsmål giver forskningen det klare svar, at de har hentet dette ord fra deres bibel, fra det, vi kalder Det gamle Testamente. I den græske oversættelse Septuaginta fra år 250 f.kr. som var almindelig kendt blandt jøderne i den store verden, møder vi allerede ordet ekklesía i en bestemt religiøs betydning. Går vi til grundteksten, svarer det til det hebraiske ord qahal, som altså skulle være stamfar til vort»kirke«. Dette qahal anvendes i den hebraiske tekst med forkærlighed som betegnelse for Israels»menighed«Guds udvalgte folk. Særlig i højtidelige sammenhænge må Israel kalde sig Guds qahal, nemlig når folket træder frem for at ofre og lovsynge, for at lytte til Guds budskab og aflægge løfter til ham. Hele Israels qahal skal slagte påskelammet på den fjortende dag i måneden nisan. (2 Mos 12,6). Gud taler fra ilden på Horeb til sin qahal, og den dag er»qahalens dag«(5 Mos 9,10; 19,16). I forbindelse med indvielsen af Salomos 15
tempel, træder Israels qahal frem og bliver velsignet (1 Kong 8.14), og da Ezra griber ind med drastiske forholdsregler for at bevare det genoprettede Israel, er det qahalen, som handler over for Gud (Ezra 10,12-14). Det urene har ingen plads i Jahves qahal, (5 Mos 23,2), og forbryderen stødes ud af den. Disse eksempler giver os en fornemmelse af det højtidelige, som knytter sig til selve klangen af dette ord. Qahalen er HERRENS menighed, det Israel, som er udkåret af Gud og bundet til Gud. I endnu højere grad gælder det ordet ekklesía. Den hebraiske bibel kunne nok tale om hedningernes eller syndernes qahal, men i Septuaginta bruges ordet ekklesía ikke på disse steder. Det var ligesom for helligt. I stedet brugte man et andet ord (synagogé), som også betyder menighed (1 Mos 28,3; 35,11; 48,4; Jer 50,9; Ez 26.7). Når vi kommer til Jesu tid, fastholdes denne forskel konsekvent. Når man taler om Guds folk Israel, som ideelt set er en helhed, siger man qahal (ekklesía). Taler man derimod om jødernes lokale forsamlinger, som de fandtes i næsten hver eneste by rundt om Middelhavet, siger man synagogé. Vi skal om lidt se på, hvorfor denne skelnen er så betydningsfuld. Allerede dette, at de første kristne kaldte sig selv for Guds ekklesía eller qahal, gør det pludselig levende for os, hvad den kristne kirke fra begyndelsen gjorde krav på at være, nemlig Guds virkelige qahal, det sande Israel. Hermed er vi fremme ved det første faste punkt, når det drejer sig om at få fat på den urkristne kirketanke og altså få et svar på, hvad Kirken er i henhold til Det nye Testamente. 2. Guds Israel Det ville være en misforståelse at tro, at de første kristne i Jerusalem betragtede sig som forkæmpere for en ny religion 16