Abstract Dette projekt undersøger, hvordan Lars Løkke Rasmussen håndterer GGGI-sagen ud fra et krisekommunikativt og retorisk perspektiv. Dette bliver gjort kvalitativt med udgangspunkt i pressemødet afholdt 20. oktober 2013 samt avisartikler fra den 5.-31. oktober 2013. Løkke anvender forskellige retoriske virkemidler til at bevare kontrollen i sin kommunikation med medierne og for at beskytte sit ethos. Løkke og medierne konstruerer forskellige kriserammer, og kæmper løbende om at definere disse. Dette medfører, at parterne ofte taler forbi hinanden, og at Løkke ikke svarer på, hvad der bliver spurgt om, hvilket hæmmer den gode debat. This project examines how Lars Løkke Rasmussen handles the GGGI-case based on a crisis communicative and rhetorical perspective. This is done qualitatively, based on the press conference held October the 20th, 2013, as well as newspaper articles from October the 5th- 31th, 2013. Løkke uses various rhetorical means to maintain control on the communication with the media and to protect his ethos. The media and Løkke construct different crisis frames and are continuously struggling with each other to define these. This induces that the parties are often talking past one another and the questions asked are left unanswered, which hampers a good debate.
Indholdsfortegnelse Indledning...3 Problemfelt...3 Problemformulering...3 Videnskabsteori...4 Metode...4 Teoretisk landskab...6 Teori...8 Krisekommunikative teorier...8 Definition af en krise...8 Definition af en dobbeltkrise...9 Image Restoration Theory...9 Situational Crisis Communication Theory...10 Retoriske teorier...11 Appelformer...11 Toulmins model...12 Actio...13 Afvisninger...13 Forskydninger...13 Sound bites...14 Doxa...14 Topik...14 Baggrund for krisen...14 Løkkes krisehistorie...15 GGGI-sagens forløb...16 Analyse...16 Rammerne for pressemødet...17 Hvori ligger krisen?...18 Analyse af pressemødet...19 Løkke har rejst for dyrt...19 Løkke har ikke betalt datterens og konens billet...23 Løkkes bonuspoint...30 Løkkes honorar og diæter...32 Metaanalyse...38 1
Kriseramme og responsstrategier...38 Argumentation...39 Appelformer...39 Topik...39 Actio...41 Kontrol...42 Ethoskonstruktion...42 Diskussion...45 Hvordan overlever Løkke?...45 Teori versus virkelighed...45 Medierne sætter rammen...47 Undskyld og beklagelse...48 Hvordan overlever Løkkes ethos?...49 Hvordan bibeholder journalisterne deres position?...50 Fælles front...50 Nye værktøjer...51 Den gode debat...53 Konklusion...54 Litteraturliste...57 Bøger...57 Artikler...58 Internetkilder...58 Bilag...59 2
Indledning Problemfelt I oktober 2013 mødte Lars Løkke Rasmussen og organisationen The Global Green Growth Institute (GGGI) stor modvind i medierne. Det kom frem, at Løkke havde anvendt et større beløb på 1. klasses flybilletter, restaurantbesøg, hotelophold og en privat rejse med sin datter. Det er ikke første gang, at Løkke har befundet sig i en krise, der tager udgangspunkt i et stort forbrug samt bilagsrod. I hans tid som amtsborgmester var der flere gange problemer med bilagene, for eksempel en fornøjelsestur til Rom og hotelophold i privat øjemed (Web 1). Alligevel er det lykkedes Løkke at klare sig igennem kriserne, og han er stadig formand og statsministerkandidat for et af Danmarks største partier, Venstre. Denne krise adskiller sig fra Løkkes tidligere bilagssager, idet den omhandler en organisation, som også har været i modvind i medierne. Derudover kan det diskuteres, om Løkke fungerer som offentlig ansat i denne sag eller som frontfigur for en international organisation. Er det en personlig krise for Løkke, Venstre eller en krise for hele GGGI? En stor del af det politiske spil foregår bag kulisserne. Derfor kan det være svært at pege på, hvordan det helt præcist er, at Løkke har formået at holde fast i magten gennem en så massiv modvind. Vi har valgt at tage udgangspunkt i marathon-pressemødet, som Løkke afholdte den 20. oktober 2013, for at se, hvordan Løkke tackler det at blive konfronteret med kritiske spørgsmål. Vi er i denne forbindelse især interesserede i, hvilke greb han anvender for at undgå at give et egentlig svar på journalisternes spørgsmål, samt hvilken ramme han har sat omkring pressemødet i et forsøg på at kontrollere situationen så meget som muligt. Desuden vil vi komme ind på, hvilket ethos Løkke bliver tildelt i forbindelse med pressemødet, idet både hans troværdighed som statsmand og person står på spil. Hvordan forsvarer Løkke sig over for mediernes beskyldninger, og lykkes det ham at bevare kontrollen over situationen, eller formår journalisterne at få trukket ham ud af den ramme, som han har sat, og svare på deres spørgsmål. Bør vi være bekymrede på pressen vegne, hvis de ikke kan trænge igennem den mur af tricks, man kunne forestille sig politikere i dag benytter sig af? Problemformulering Hvordan håndterer Lars Løkke Rasmussen, som formand for Global Green Growth Institute, krisen? Hvilke retoriske og krisekommunikative greb gør han brug af, og hvilken indvirkning har det på hans kommunikation med medierne? 3
Videnskabsteori Efter nu at have redegjort for problemstillingen, vil der i det følgende blive redegjort for vores videnskabsteoretiske standpunkt. I dette projekt er vores videnskabsteoretiske perspektiv konstruktivistisk. Vi forholder os til Jørgen Fafners definition af retorik ud fra de fem topoi, som han opstiller. Disse er delt i de handlende og erkendende (Fafner, 1997:8ff). Da vi ikke beskæftiger os med det handlende, vil vi kun gøre brug af de erkendende topoi. Det vil sige, at vi anerkender, at erkendelsen ikke kun kommer ved logikken, men også gennem følelserne og derfor er af individuel karakter. Sprog og erkendelse er bundet tæt sammen (Jørgensen, 2009:27). Erkendelsen skabes mellem forforståelsen af Løkke og det, som han formidler ved pressemødet. Erkendelsen er desuden forskellig fra person til person og er situationelt betinget (Fafner, 1997:9f). Derfor mener vi, at både det verbale, såvel som det nonverbale har betydning, når det kommer til at analysere Løkkes måde at håndtere denne krise på. Desuden mener vi, at den forståelse vi intuitivt får af, hvad Løkke gør, også har en sandhedsværdi (ibid.). Netop af denne grund anvender vi teorier, der vedrører, hvad der bliver sagt, men også hvordan det bliver sagt. Sidst men ikke mindst er vi af den opfattelse, at troværdighed afhænger af publikums opfattelse af taleren, både før, i og efter den retoriske situation (Fafner, 1997:10f). Gennem projektet har vi været opmærksomme på, at vi alle har en relativt negativ forforståelse af Løkke, hvilket kan have indflydelse på vores analyse. Disse forforståelser har vi brugt produktivt, til at stille kritiske spørgsmål til hans ageren. På trods af disse forforståelser, har vi bestræbt os på at forholde os åbent til andre perspektiver, der måtte forekomme i empirien. Metode I det følgende afsnit vil vi redegøre for vores metodiske overvejelser, herunder valg og behandling af empirien. Vores empiri består primært af det pressemøde, som Lars Løkke Rasmussen holdt i forbindelse med GGGI-sagen. Vi har valgt dette, fordi det er her, at Løkke aktivt håndterer krisen både i forhold til det krisekommunikative og retoriske. Her har vi mulighed for at analysere både krop og sprog. Det er dog kun den første halvdel af mødet, som vi anvender, da det ikke har været muligt for os at fremskaffe optagelsen af anden del. Det har den konsekvens, at vi har måttet afgrænse os fra anden halvdel af pressemødet og dermed ikke tage det, som han siger og gør i denne del med i vores behandling af sagen. Transskriptionen er lånt af en kommunikationsstuderende ved Roskilde Universitet, Rasmus Hjorth, men udover dette har vi produceret en transskriptionen af actio en såkaldt multimodal 4
transskription (Gelang, 2008:154ff). Vi har dog ikke lavet en actio-transskription af hele pressemødet, men kun af de dele som vi har fundet interessante. Desuden har vi valgt at transskribere hele det første kvarter, da dette er det første stykke, hvor journalisterne ikke har mulighed for at stille spørgsmål til Løkke. Dette gør, at vi får mulighed for at se forskellen på Løkke i en forberedt situation, modsat når han spontant skal svare på spørgsmål fra journalisterne. Transskriptionen er foretaget på baggrund af retorikeren Marie Gelangs bog Actiokapitalet, hvor hun foreskriver, hvordan en sådan transskribering skal udføres. Hun anbefaler, at man først finder de tekststykker, der er interessante, og kun transskriberer dette (Gelang, 2008:154ff). Derudover benytter hun sig af nedenstående model til transskribering af tonefald med videre (Gelang, 2008:152). Symbol Benævning Beskrivelse _ understregning Betoning eller øget volume ::: Kolon Betoning eller forlænget udtale. Punktum Faldende tone i slutningen af sætningen? Spørgsmålstegn Stigende tone i slutningen af sætningen - Tankestreg Afbrudt tale hhh h Hørbare udåndinger.hhh Punktum og h Hørbare indåndinger = Lighedstegn Sammenhængende tale uden pause (Gelang, 2008:152). Den anden del af vores empiri består af artikler fra perioden den 5. oktober 2013 til den 31. oktober 2013, som er fundet på Infomedia med søgekriterierne: Lars Løkke, GGGI, alle ord nævnt, i aviserne Politiken, Ekstra Bladet, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten. Artiklerne har vi gennemgået kronologisk, hvorefter vi udvalgte, hvilke der var relevante for at danne os et overblik over forløbet. Vi har valgt at strukturere analysen på følgende måde: 5
1. Løkke har rejst for dyrt 2. GGGI har betalt datterens og konens rejser 3. Løkkes bonuspoint i forbindelse med rejserne 4. Løkkes honorarer og diæter (jf. Bilag A) Denne tematiske opdeling er opstillet på baggrund af de spørgsmål, som journalisterne stiller Løkke under pressemødet. Her kunne der i første omgang identificeres ti forskellige temaer. Disse var Bonuspoint, Luksuriøse rejser, Løkkes dømmekraft, Reglerne i GGGI, Datterens rejse, Bilag, Seoul, Miljø/hans gode arbejde, Brug af penge i organisationen GGGI og Løkkes vederlag og diæter. De ti temaer blev senere kogt ned til de fire analysepunkter ved at lægge nogle af de mindre temaer sammen (ibid.). Formålet med denne opdeling var at overskueliggøre de forskellige aspekter af krisen for os selv og læseren. Teoretisk landskab I dette afsnit bliver der redegjort for de udvalgte teoretikere, og hvordan disse er kvalificerede til at behandle empirien i forhold til problemstillingen. William L. Benoit er professor og forsker i kommunikation ved Department of Communication på University of Missouri-Columbia. Benoits teori Image Restoration Theory opstiller en række forskellige responsstrategier, som man kan anvende, når man står over for en krise. Disse forsøger vi at identificere i vores analyse af Løkkes håndtering af GGGI-sagen, hvor de vil blive brugt som supplement til Coombs. W. Timothy Coombs er professor i Public Affairs and Management Issues. Hans teori Situational Crisis Communication Theory (SCCT) anvender vi til at klassificere og vurdere krisens omfang. Coombs bygger videre på Benoits teori, men han sætter responsstrategier i sammenhæng med en given krises omfang. Coombs har således en mere strategisk tilgang til krisekommunikation og et øget fokus på modtageren. I dette projekt bliver SCCT også anvendt som et redskab, der hjælper os til at vurdere, hvordan medierne og Løkke selv opfatter krisen. Finn Frandsen, professor ved Institut for Erhvervskommunikation ved Aarhus Universitet, og Winnie Johansen, Ph.d. fra Aarhus School of Business og professor MSO ved Aarhus Universitet, anvender vi til at forstå krisers udvikling og til at vurdere, hvornår der er tale om en dobbeltkrise. 6
Jonas Gabrielsen, lektor på CBIT ved Roskilde Universitet, og Tanja Juul Christiansen, Cand. Mag. i retorik og Ph.d. fra CBS, har skrevet bogen Talens Magt. Indføring i mundtlig retorik. Bogen bidrager til et overblik over forskellige retoriske begreber, som vi benytter gennem projektet. Jonas Gabrielsen, Heidi Jønch-Clausen, adjunkt ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, og Christina Pontoppidan, Cand. Mag. i retorik og filosofi og ekstern lektor på Københavns Universitet, har skrevet artiklen Forskydninger: Mellem svar og ikke-svar. Denne anvender vi til at forstå nogle af de undvigelsesmanøvrer, som politikere anvender, når de bliver stillet kritiske spørgsmål. Hvordan man rent retorisk kan undgå og omgå journalisters spørgsmål, hjælper os i vores analyse af pressemødet. Derudover anvender vi også deres artikel Topik: Et retorisk bidrag til den kritiske journalistik som inspiration til vores diskussion. Marie Gelang, er lektor i retorik ved Örebro Universitet. I værket Actiokapitalet undersøger hun hvordan den ikke-verbale kommunikation påvirker det talte. Hendes teori om actio vil blive brugt til at italesætte Løkkes nonverbale kommunikation, for at se på hvordan denne påvirker perceptionen af det, som han siger. Charlotte Jørgensen, lektor i retorik ved Københavns Universitet, har i artiklen Hvem bestemmer hvad der er god retorik? skrevet om, hvordan man bedømmer, om noget er god retorik. Hendes tekst vil blive brugt til inspiration i diskussionen. Derudover anvender vi også lærebøgerne Retorik Teori og praksis og Praktisk argumentation til at opnå en bedre forståelse for diverse retoriske begreber. Christian Kock er professor i retorik ved Københavns Universitet. I bogen De svarer ikke fordummende uskikke i den politiske debat opstiller han kriterier for, hvad der skal gøre sig gældende, før man kan tale om den gode politiske debat i et demokrati set ud fra borgerens synspunkt. Dette vil blive anvendt til at diskutere denne sag. James C. McCroskey var professor ved The Department of Communication Studies på West Virginia University. Hans retoriske forskning fokuserer på overbevisning og troværdighed, og han har beskæftiget sig meget med ethos-begrebet. På trods af, at hans forskning er af ældre dato, så 7
bliver hans forståelse af ethos stadigvæk anvendt på det retoriske felt i dag. Hans forståelse af ethos vil blive anvendt til at undersøge Løkkes ethos før, under og efter pressemødet. John B. Thompson er professor inden for sociologi ved Cambridge University. Han har skrevet bogen Den politiske skandale magt og synlighed i mediealderen. Her taler han om andengradsovertrædelser, som er vigtige i forhold til dobbeltkriser. Steven E. Toulmin, Ph.d. i filosofi ved Cambridge University, har udviklet en model til at analysere argumenter. Henrik Juel, lektor på CBIT ved Roskilde Universitet, har opdateret Toulmins model. Vi benytter hans begreber, da vi mener, at de er mere dækkende end den oversættelse, der tidligere har været anvendt i Danmark. Lisanne Wilken, Mag. scient. i antropologi og dr. phil. ved Aarhus Universitet, skriver i bogen Bourdieu for begyndere om Bourdieus begrebsapparat, som stadig bliver anvendt i dag. I vores metaanalyse anvender vi Wilkens udlægning af Bourdieus udgave af Doxa. Teori Efter vi har redegjort for, hvilke teoretikere der vil blive anvendt i dette projekt, vil der nu blive redegjort for de teorier og begreber, som vil blive brugt. Krisekommunikative teorier Definition af en krise Coombs forstår en krise som en pludselig, uforudset hændelse, der skaber usikkerhed hos interessenterne (Coombs, 2007:164). Hvis hændelsen kunne være undgået, og den blevet forårsaget af en person eller en organisation, så bliver dette betegnet som the offensive act af Benoit (Benoit, 1997:178). Det afgørende for en krise er altid, hvad interessenterne forestiller sig; hvilken grad af skyld eller ansvar de tillægger en organisation eller en person (Coombs, 2007:165). En organisations eller persons tidligere krisehistorie spiller ind på, hvordan interessenterne opfatter en krise (Coombs, 2007:166). Medierne har i stigende grad mulighed for at påvirke interessenternes opfattelse af krisen også via sociale medier som Twitter og Facebook (Coombs, 2007:170). En krise medfører et behov for information om, hvad der er sket. Herefter skal interessenterne vide, hvad der bliver gjort for at forhindre lignende tilfælde i fremtiden. Sidst kan organisationer 8
demonstrere, at de bekymrer sig ved at vise omsorg. Det er vigtigt, at man følger dette, for at beskytte sine interessenter mod skade, før man begynder på at beskytte sit eget omdømme (Coombs, 2007:165). Omdømme forstår vi som den holdning, offentligheden har til en person eller en organisation. Definition af en dobbeltkrise Thompson skriver om politiske skandaler, at de ofte indebærer, hvad han betegner som andengradsovertrædelser (Thompson, 2002:29). Her bliver den oprindelige overtrædelse, der satte gang i en sag, overskygget af andre forhold. Han forklarer, at forsøg på at dække over en overtrædelse kan: give anledning til et selvforstærkende kredsløb [ ], der får den oprindelige forseelse til at blegne (ibid.). Frandsen og Johansen mener ikke, at bedrag er en forudsætning for, at én krise kan blive overlejret af en anden (Frandsen & Johansen, 2006:8). En dobbeltkrise kan også opstå, hvis en organisation eller en person ikke kan håndtere krisen kommunikativt (ibid.). Coombs mener, at når der opstår en krise, så er det nødvendigt, at den, som bliver anklaget, reagerer, idet interessenterne som tidligere nævnt har et behov for information (Coombs, 2007:170). Tavshed er en farlig strategi, fordi denne tillader, at andre interessenter tager kontrol over situationen. Tavshed kan også medføre, at interessenterne tolker det som om, at der er foregået noget ulovligt, selvom det ikke nødvendigvis er tilfældet. Det afgørende er igen, hvad interessenterne forestiller sig. Der behøver altså ikke at være foregået noget forkert, som Thompson skriver. Inkompetence eller magtesløshed fra organisationen eller personen, som står i krisen, kan have de samme følger (Frandsen & Johansen 2006:8). Image Restoration Theory William L. Benoits artikel Image Repair, Discourse and Crisis Communication, beskæftiger sig med, hvordan man genopretter sit image, hvilket er relevant i forhold til Løkkes håndtering af krisen. Benoit lægger vægt på selve kommunikationen, der er i forbindelse med en krise. Benoit er afsenderorienteret, hvorfor hans fokus ligger på, hvilke strategier en organisation eller person kan bruge til at genoprette deres image (Benoit, 1997:177). Han står i modsætning til Coombs, som har en mere modtagerorienteret tilgang. Responsstrategierne bør anvendes af organisationen eller personen, hvis der er sket et angreb på deres image ved en uønsket begivenhed, som de bliver tillagt ansvaret for (Benoit, 1997:177f). Først når interessenterne mener, at der er tale om de to ovenstående elementer, er der tale om en krise. 9
I projektet anvendes Benoits verbale respons i forhold til, hvordan Løkke responderer på krisen, som interessenterne mener, han befinder sig i. Benoits overordnede strategier til genoprettelse af et image er: denial (benægtelse), evasion of responsibility (unddragelse af ansvar), reducing offensiveness of event (reduktion af angrebets omfang), corrective action (forbedrende handling) og mortification (knæfald) (Benoit, 1997:179). Under disse ligger nogle underordnede kategorier, som vi kommer ind på i analysen. Benoits teori er ikke så strategisk orienteret, hvorfor vi har valgt at inddrage Coombs. Situational Crisis Communication Theory Vi har valgt at anvende Situational Crisis Communication Theory (SCCT), der er skabt af W. Timothy Coombs. Han bygger videre på Benoit, men denne teori rummer både klassificering af krisetyper, ansvar- og responsstrategier. Krisekommunikation er ifølge Coombs afhængig af situationen. Han mener, at en organisation skal vælge den strategi, der passer bedst til den trussel mod omdømmet, som en given krise udgør. Gennem SCCT opstiller Coombs således retningslinjer for, hvordan en organisation bør handle i en given krisesituation for at bevare det bedst mulige forhold til sine interessenter (Coombs, 2007:163ff). Attribution skal forstås som tillægning af ansvar. Coombs opdeler alle kriser i tre typer; the victim cluster, med svag attribution af ansvar (eksempelvis naturkatastrofer eller sabotage), the accidental cluster, med middel attribution af ansvar (eksempelvis teknisk nedbrud, der fører til uheld, eller tilbagekaldelse af et produkt), the intentional cluster, med stærk attribution af ansvar (eksempelvis bevidst overskridelse af regler og/eller menneskelige fejl). Attribution af ansvar er ikke faktuel, men perceptuel. En krisetype bliver bestemt ud fra, hvordan den er framet; altså på hvilken måde problemstillingen fremstilles, eller hvilken betydning den tilskrives fra interessenternes side (Coombs, 2007:166f). Coombs ser en sammenhæng mellem krisesituationer og kriseresponsstrategier. Responsstrategier er udarbejdet gennem organisationens accept af dens kriseansvar. Coombs mener, at en imødekommende strategi viser omsorg, hvormed organisationen bliver anset som mere ansvarsfuld af interessenterne (Coombs, 2007:170). Responsstrategier er opdelt i primære og supplerende. De primære typer består af: benægtelse (denial), formindskelse (diminish) og genopbyggelse (rebuild), mens de supplerende består af flere forskellige former for afstivning (bolstering). Under hver 10
overordnet responstype ligger der forskellige strategier, som vi vil komme nærmere ind på i analysen, når vi identificerer dem (ibid.). Kriseresponsstrategier har overordnet set tre formål: forme måden hvorpå interessenter attribuerer skyld, ændre perception af organisationen, og reducere krisens negative effekt (Coombs, 2007:171). Man bør stræbe efter alle disse formål i sin respons. Her er det afgørende, at man fremlægger sin side af sagen til nyhedsmedierne, da størstedelen af interessenterne danner deres opfattelser herigennem (ibid.). Retoriske teorier Appelformer Aristoteles skriver i sit værk Retorik fra cirka 330 f.kr., at overbevisning både sker ud fra de rationelle argumenter, som vi bliver præsenteret for, og hvad vi føler (Gabrielsen & Christiansen, 2010:17). Aristoteles mener, at der er tre måder, hvorpå en taler kan skabe overbevisning. Det er dem, man inden for retorikken kender som de tre appelformer, ethos, pathos og logos. De tre måder er: ved sin personlige karakter (ethos), ved at påvirke tilhørerne følelsesmæssigt (pathos), og gennem sin argumentation (logos). (Aristoteles, 2002:23). Af de tre veje til overbevisning er to af elementerne emotionelle, mens det sidste er intellektuelt. Den første form er baseret på talerens karakter, den anden på, at publikum sættes i en bestemt stemning, og den tredje på selve det, som der bliver sagt (Gabrielsen & Christiansen, 2010:18). Ethos omhandler afsenderens troværdighed. Kunsten er at fremstille sig selv således, at man appellerer til modtageren (Gabrielsen & Christiansen, 2010:109). Man skal få sig selv eller sit produkt til at fremstå ærligt, så man vinder velvilje hos modtageren. I dette projekt arbejder vi med en forståelse af ethos, som er inspireret af McCroskey. Han adskiller sig fra den klassiske retorik, idet han mener, at ethos er knyttet til modtageren frem for afsenderen. Han skriver, at en talers ethos er en fortolkning/holdning, som dannes i modtagerens bevidsthed. McCroskey forstår ethos som en dynamisk størrelse, der hele tiden udvikler sig. Han opdeler dette i tre stadier: forventnings-ethos (initial ethos), situations-ethos (derived ethos) og afslutnings-ethos (terminal ethos). En modtager har en holdning til en afsender før en given kommunikationssituation (forventning), der bliver påvirket undervejs (situation), før der bliver dannet en ny holdning til slut (afslutning) (McCroskey, 1968:68). Selvom ethos omhandler afsenderens troværdighed, så handler det altså grundlæggende 11
om, hvordan en modtager opfatter afsenderen. Hvis man taler om god eller dårlig ethos hos en taler, så henviser det til, hvordan publikum vurderer afsender. Aristoteles opstiller tre ethos-dyder, phronesis, arete og eunoia (Gabrielsen & Christiansen, 2010:116ff). Disse er vigtige, da de omhandler, hvordan en afsender appellerer til modtageren gennem forskellige karakteregenskaber. Phronesis omhandler kompetence; det at fremstå vidende og indsigtsfuld i forhold til det emne, som man behandler. Arete handler om at fremstå som et sympatisk og moralsk menneske. Her er det vigtigt, at man deler de samme dyder og værdier som sin modtager. Eunoia handler om at demonstrere over for modtageren, at man ønsker dem det bedste. Man bør tale sådan, at modtageren føler sig forstået (ibid.). Man skal overveje, hvilken af de tre ethos-dyder, som er mest fordelagtig at anvende i forhold til sit emne, men alle tre er vigtige for at skabe troværdighed og tillid. Samspillet mellem appelformerne er vigtigt. I et godt kommunikationsprodukt eller en god tale formår afsender både at anvende ethos, pathos og logos. God pathos styrker logos, mens en svag pathos svækker ethos. Ethos skal altid være dominerende uden troværdighed tror publikum ikke på dine argumenter og følelser. Toulmins model I Toulmins model er argumenter opbygget af tre faste elementer, som altid er til stede, og tre frie elementer, som kan forekomme. Et argument består af en påstand (claim), et belæg (data), og en hjemmel (warrant) (Jørgensen, 2010:150). Påstanden afledes ud fra belægget. For at dette kan hænge sammen som argument, så må der også være en tredje del, der forklarer, hvordan man er nået fra belæg til påstand, nemlig en hjemmel (Toulmin, 2003:89ff). Hjemmelen er central i forståelsen af argumentet, og den er vigtig at adskille fra det eksplicitte belæg, idet den oftest optræder implicit (Toulmin, 2003:92). Udover de tre faste elementer i argumentet, rummer modellen også de tre frie elementer: styrkemarkør (qualifier), gendrivelse (rebuttal) og rygdækning (backing) (Jørgensen, 2010:150). Styrkemarkøren lægger sig opad påstanden og henviser til graden af styrke i påstanden. Gendrivelse er rettet direkte mod modtagerens synspunkt. Det er oftest placeret i umiddelbar forlængelse af ens eget argument. Rygdækningen skal understøtte hjemmelen. Man kan sige, at den indeholder det konkrete grundlag for den generelle regel, som ens hjemmel bygger på (Jørgensen & Onsberg, 12
2001:25ff). Vi har valgt at anvende Juels opdatering af modellen. Her bliver de tre faste elementer i et argument betegnet som pointen (påstand), begrundelsen (belæg), grundantagelsen (hjemmel) (Juel, 2011:9ff). Actio Det, der bliver analyseret i forhold til Marie Gelangs udlægning af actio, er samarbejdet mellem de forskellige modaliteter. Modaliteter er kroppens forskellige udtryk, såsom gestikuleren, stemmeføring og mimik (Gelang, 2008:85ff). Modaliteterne analyseres ved at inddele dem i tre forskellige kategorier, som kaldes actiokvaliteter. Den første actiokvalitet er energi. Herunder ligger talerens flow, intensitet og fokus. Den anden actiokvalitet, dynamik, omhandler talerens evne til at variere sin actio. Den tredje, tempo, omhandler det tempo, taleren taler i og den rytme, som både krop og stemme har (Gelang, 2008:207). Ifølge Gelang er det vigtigt, at krop og stemme følger den samme rytme. Hvis dette ikke er tilfældet, så kan det tolkes som om, at taleren enten skjuler noget, eller ikke selv mener det, som denne siger (Gelang, 2008:92). Det samme gælder, hvis det talte og actio ikke formidler det samme, hvormed budskabet bliver tvetydigt, og der kan sås tvivl om, hvad taleren i virkeligheden mener (Gelang, 2008:217ff). Afvisninger Kock skriver i bogen De svarer ikke fordummende uskikke i den politiske debat, at politikerne anvender en række teknikker, der gør det svært at opdage, at de faktisk ikke altid svarer på de spørgsmål, som de bliver stillet (Kock, 2013:141). Kock opstiller tre former for afvisninger: at fortie, fordreje og affeje (Kock, 2013:145). En afvisning kan også foregå ved, at politikeren simpelthen giver spørgsmålet videre til en anden (Gabrielsen, Jønch-Clausen & Pontoppidan, 2011:114). Forskydninger Gabrielsen, Jønch-Clausen og Pontoppidan argumenterer i artiklen Forskydninger: Mellem svar og ikke-svar for, at man skelner mellem afvisninger og forskydninger, hvor der bliver givet et svar, men hvor præmissen for en journalists spørgsmål bliver ændret (Gabrielsen, Jønch-Clausen & Pontoppidan, 2011:112). De opstiller tre typer af forskydninger: tidsforskydning, hvor svaret ændrer tidsperspektivet i forhold til spørgsmålet, aktørforskydning, hvor svaret tager afsæt i andre aktører 13
end, hvad der bliver spurgt til, og niveauforskydning, hvor svaret flytter diskussionen til en mere abstrakt eller konkret ramme (Gabrielsen, Jønch-Clausen & Pontoppidan, 2011:118ff). En forskydning er en mere skjult og offensiv manøvre, mens afvisninger er en mere åbenlys og defensiv manøvre (Gabrielsen, Jønch-Clausen & Pontoppidan, 2011:115). Sound bites Gabrielsen og Høedt-Rasmussen skriver i teksten Juridiske sound bites: Gør centrale holdninger til slagkraftige formuleringer, hvordan man kan skabe, hvad der i moderne politik forstås som sound bites for at få kommunikeret sine holdninger ud. Sound bites er små, mobile sætninger, man kan anvende til at koncentrere sine pointer og gøre det komplekse mere simpelt. En sound bite skal indkapsle essensen af argumenter, så de bliver gjort lettere at huske, gengive og gentage (Gabrielsen & Høedt-Rasmussen, 2012:100f). Doxa Dette begreb stammer fra det gamle Grækenland, og er mange gange blevet redefineret. Doxa er generelt defineret som de usagte regler i et samfund om, hvad der er rigtigt og forkert (Wilken, 2012:55f). I projektet anvendes dette begreb til at demonstrere disharmonien mellem Løkkes og journalisternes opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Topik Topik omhandler, hvilket perspektiv man vælger at anlægge på en sag. For eksempel kan man tale om en sag ud fra en økonomisk topos, hvor perspektivet og argumentationsformen er baseret på økonomi (Gabrielsen, Jønch-Clausen & Pontoppidan 2010:49ff). Gabrielsen og Christiansen skriver i Talens Magt, at der i princippet er et uendeligt antal af tematiske topoi, men dem de har oplistet i deres bog, er de mest almindelige (Gabrielsen & Christiansen, 2010:73). Topik bliver anvendt i dette projekt til at tydeliggøre nogle aspekter af Løkkes fremstilling af sagen. Dette vil i diskussionen bliver sat over for de topoi, som journalisterne taler om sagen ud fra. Baggrund for krisen Efter at have redegjort for det teoretiske grundlag i projektet, så vil vi nu forsøge at opridse baggrunden for krisen, herunder Løkkes krisehistorie og GGGI-sagens forløb, før, at vi påbegynder selve analysen. 14
Løkkes krisehistorie Som nævnt i vores problemfelt, har Lars Løkke Rasmussen gentagne gange været i modvind i medierne på grund af rod i hans bilag. Bilagsrodet stammer tilbage fra hans tid som amtsborgmester i Frederiksborg Amt, hvor det viste sig, at han har brugt penge på middage og taxaer. Her var der enten fejl i de bilag, som han indleverede, eller også var de slet ikke udfyldt. Alligevel fik han pengene refunderet. Der dukkede bilagssager op med jævne mellemrum, indtil Løkke i 2008 blev genstand for en intern undersøgelse, der tjekkede op på alle hans bilag. Her kom det frem, at Løkke havde overnattet på et hotel under navnet Jensen, og derefter sendt bilaget til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som betalte overnatningen for ham (Web 1). Dette vakte stor forargelse, da det af medierne blev fremstillet som om, at Løkkes personlige hotelophold blev betalt af skatteydernes penge (Bilag B). Han kom dog igennem denne og andre mindre kriser i 2008, og det hele faldt til ro, indtil det igen blussede op i 2013. Denne gang handler sagen ikke om Løkke som minister, men som formand for en international organisation (ibid.). GGGI er en sydkoreansk organisation, der vil hjælpe udviklingslande med at sætte den grønne energi i fokus, når de skal opbygge deres økonomi. Danmark har valgt at støtte organisationen med 90 millioner skattekroner, et beløb der er en del af den danske ulandsstøtte. En del af argumentationen for at støtte denne organisation var, at den var sydkoreansk, hvilket kunne skabe nogle bånd mellem Danmark og Sydkorea (ibid.). Efterhånden som hele sagen rulles ud, er det ikke kun Løkke selv, der står for skud. Det viser sig, at organisationen har været dårlig til at administrere sin økonomi, og i flere tilfælde er der mistanke om decideret korruption, eksempelvis hos et bestyrelsesmedlem og den tidligere direktør (Web 2). Krisen får dog ikke den store bevågenhed i andre lande end Danmark, hvilket også bliver kommenteret af direktøren for GGGI, Howard Bamsey, under pressemødet (Bilag C:30, 22ff). I Danmark er der tradition for at være mere mådeholden med offentlige midler, og det er ikke kutyme at bruge penge på luksus (Bilag B). Dette er muligvis en af grundene til, at krisen hovedsageligt foregår i Danmark, da det ikke nødvendigvis ville være et problem eksempelvis i Asien. Løkke har holdt sig inden for de interne regler i organisationen, og selvom der er lidt rod i bilagene, så er rejserne i sig selv ikke forbudte. Kernen i krisen er altså moralsk. Medierne skriver, at Løkke burde have udvist et vist mådehold som dansker, med rod i de traditioner vi har. Ydermere påvirker Løkkes tidligere bilagssager denne krise, hvor han i medierne bliver fremstillet både uorganiseret og grådig (ibid.). 15
GGGI-sagens forløb Selve krisen tager sin begyndelse den 5. Oktober 2013, hvor Ekstra Bladet bringer en forside, der hænger Løkke ud som en, der fråser med organisationens midler ved at flyve på 1. Klasse og bruge en masse penge på hotelophold. Han nægter at udtale sig personligt, men sender et svar via sin særlige rådgiver, der siger, at alt er foregået inden for organisationens regler (Bilag B). I de første par dage ruller sagen i Ekstra Bladet, men de andre aviser dækker den endnu ikke. Først den 11. Oktober kommer sagen frem i Jyllands-Posten, og den breder sig derefter til de andre aviser. Den 16. Oktober udtaler Løkke sig endelig om sagen (ibid.). Her siger han, at det er hårdt arbejde at være formand, og at han derfor har rejst på 1. klasse, så han kunne være så udhvilet som muligt efter rejser. Han indrømmer dog, at rejserne har været for dyre. Herefter er der igen stilhed fra Løkkes side, mens krisen udfolder sig i pressen. Løkke vælger at sende et brev ud til Venstres medlemmer, hvor han undskylder for de seneste dages mediestorm og den eventuelle påvirkning af partiets popularitet. Der er dog bred enighed om, at dette ikke er godt nok (ibid.). Både oppositionen og flere medlemmer af Venstre mener, at Løkke bør fremlægge alle bilagene, så offentligheden kan se, om pengene er gået til bistand eller til luksus (ibid.). Flere af Løkkes partimedlemmer, blandt andet Søren Pind og Ellen Trane Nørby, udtaler til pressen, at det ikke kan lade sig gøre at udlevere bilagene, da dette er i strid med loven (ibid.). Det udspiller sig over et par dage, indtil Løkke pludselig den 16. oktober selv går ud og siger, at han vil udlevere bilagene. Pind og Nørby har ellers holdt fast i, at det under ingen omstændigheder kunne lade sig gøre. Efter Løkkes udmelding om at offentliggøre bilagene, vil Pind og Nørby pludselig ikke kommentere på sagen. Det tyder på, at det måske har været lidt intern forvirring i Venstre, og at de forskellige medlemmer ikke er blevet informeret af Løkke og hans særlige rådgiver (ibid.). I samme ombæring annoncerer Løkke, at han vil holde et pressemøde, hvor han vil lægge alt frem og udlevere sine bilag til de fremmødte journalister. Han vil desuden ikke kommentere på sagen indtil da. Han vil gerne have alle fakta klar, inden han udtaler sig (ibid.). Analyse I den første del af analysen vil rammerne for pressemødet blive analyseret frem; herunder formålet med pressemødet, de fysiske rammer for pressemødet, Løkkes forventnings-ethos, og hvordan dette er en krise i teoretisk forstand. 16
Rammerne for pressemødet Når man skal holde en tale, eller på anden måde stille sig op og levere et stykke strategisk kommunikation, er det vigtigt at tage stilling til den retoriske situation. Man skal tage udgangspunkt i formålet med talen, hvem modtagerne er, i hvilken position man selv står som taler, hvilke omstændigheder der tales under, og hvilket retorisk problem man står med (Gabrielsen & Christiansen, 2010:43). I forhold til Løkkes pressemøde er hans retoriske problem, at medierne har fremlagt sagen som om, at Løkke har rejst for dyrt og for meget. Ydermere har han qua sin position som formand fået betalt rejser til sin kone og datter. Løkkes formål er derfor at få overbevist de fremmødte journalister, og dermed også den danske befolkning, om, at han ikke har båret sig forkert ad, og at alting er foregået inden for reglerne. Løkke går ind til pressemødet med et forventnings-ethos, der er svagt. Han har tidligere været ude for kriser i pressen angående hans bilag, hvor medierne satte spørgsmålstegn ved hans evner til at lede, hvilket har påvirket det ethos, som han går ind i denne krise med. Derudover har han ikke håndteret denne sag særlig elegant i medierne, hvilket ikke har hjulpet på det ethos, som folk tillægger ham. Man må derfor formode, at Løkke har taget forbehold for, at det publikum han skal møde, er ham kritisk stemt (Gabrielsen & Christiansen, 2010:59). Han befinder sig en situation, hvor han egentlig taler som formand for GGGI, men samtidig er han formand for Venstre samt statsministerkandidat, hvilket påvirker den måde, som han må håndtere sagen på. Man kan ikke adskille hans ethos som formand for GGGI og hans ethos som Lars Løkke Rasmussen, den danske politiker. Det er derfor vigtigt, at han kommer ud af hele krisen med et omdømme som en troværdig mand, som ikke benytter sig af sin magtfulde position til at skaffe sig selv luksusgoder (Gabrielsen & Christiansen, 2010:61). Pressemødet er arrangeret af Løkke selv, og han gør, hvad han kan for at kontrollere dette så meget som muligt. Han sidder ved et bord vendt ud mod salen af journalister, og han har valgt at have to medlemmer fra GGGI ved sin side. De to medlemmer får stillet et par spørgsmål, men de er som udgangspunkt ikke nogle personer, som journalisterne virker interesserede i at tale med. De er der som repræsentanter for GGGI og for at vise, at organisationen står bag Løkke. Det giver en asymmetrisk magtbalance mellem afsender og modtager, at de sidder ved et lille podie og kigger ned på journalisterne. Samtidig er det Løkke, der styrer mikrofonen og har mulighed for at nægte at svare på et spørgsmål (Bilag C:1ff). Det er Løkke selv, der har bebudet, at samtlige bilag vil blive lagt frem. Han vælger dog, at de først bliver udleveret til journalisterne kort tid før pressemødet går i gang (Bilag B). Således har 17
journalisterne ikke mulighed for at dykke ned i bilagene, hvorfor de ikke er lige så velforberedte til pressemødet som Løkke. Desuden vælger han at dele pressemødet op, så første halvdel kun omhandler det, der specifikt knytter sig til GGGI, mens der i den resterende del af mødet må spørges ind til Løkke som formand for Venstre (Bilag C:6, 15-23). Det faktum, at han opdeler pressemødet på denne måde kan være en taktik, der skal hjælpe ham med at opdele sin position som henholdsvis formand for GGGI og formand for Venstre. Det virker som om, at Løkke forsøger at fokusere på sit ethos ud fra to forskellige tilgange. Et par gange afviser han at svare på et spørgsmål, fordi han mener, at emnet hører til den anden del af pressemødet. Hvori ligger krisen? I første omgang tog Løkke ikke krisen alvorligt nok, og han valgte ikke en overordnet strategi, der imødekom interessenternes forventninger jf. Coombs. På grund af de manglende udtalelser omkring sagen, så havde krisen mulighed for at eskalere herhjemme. Det udviklede sig til et personligt angreb på Løkke. Hans offensive act var, at omkostningerne til rejserne i GGGI-regi ifølge medierne var en overdreven luksus, som skete på bekostning af danskernes skattekroner. Det var Løkkes handlinger, der vakte harme. Medierne fremstillede det som amoralsk, selvom han overholdt de retningslinjer, som organisationen havde (Bilag C:1ff). I tiden inden pressemødet voksede mistilliden til ham. Interessenterne tillagde Løkke et ansvar, som han først nægtede at vedkende sig og så derefter reagerede på. Løkke forsøgte med en smule forebyggelse på Facebook i ugen op til pressemødet, mens andre, som for eksempel Søren Pind, stillede op i medierne for at forklare sagen (Bilag B). Dette var dog ikke tilstrækkeligt. Der manglede en generel håndtering af krisen, hvormed den fik yderligere mulighed for at udvikle sig (Frandsen & Johansen, 2006:8). Løkke burde jf. Coombs være stået frem tidligere, da der allerede var en svækket kapital omkring hans personlige omdømme. Han mødte ikke interessenternes behov for information i krisens begyndelse (Bilag B). Dette kan have medvirket til, at interessenterne hurtigt tolkede det som om, at noget var galt, og tillagde ham ansvaret, selvom intet ulovligt var hændt. Løkke og GGGI tillod med deres tavshed, at medierne satte dagsordenen. Løkke burde jf. Coombs have meldt klart ud fra begyndelsen, men i stedet lod han over en uge gå, før han foretog en kovending og erkendte, at der var blevet begået fejl (ibid.). Med dette tog sagen en drejning. Ved pressemødet handlede det ikke længere kun om Løkkes rejser, men også om hele hans troværdighed. Det havde udviklet sig til en dobbeltkrise, og nu var Løkkes omdømme på spil. Medierne lagde vægt på, at det ikke var første 18
gang, at Løkke havde begået fejl (ibid.). Dette øgede truslen mod hans omdømme, da det som oftest er mediernes udlægning, som interessenterne vil lytte til (Coombs, 2007:171). Analyse af pressemødet Efter at have analyseret den kontekst som pressemødet foregår i, vil vi nu gå over i en tekstnær analyse af selve pressemødet. Her vil vi forsøge at identificere de krisekommunikative og retoriske greb, Løkke anvender, for derefter at lave en opsamlende analyse. Inden for hvert emne, vil empirien først blive analyseret ud fra et krisekommunikativt perspektiv og derefter ud fra et retorisk perspektiv. Løkke har rejst for dyrt Et centralt punkt i GGGI-sagen var, at Løkke havde anvendt offentlige midler til hotelophold og til at flyve på 1. klasse. Ekstra Bladet anklagede ham for, at han havde rejst for dyrt. Hans rejser på 1. klasse blev i medierne beskrevet som en overdreven luksus, hvormed der blev sagt, at Løkke havde fråset med danske skattekroner (Web 3). Krisekommunikativt perspektiv Op til pressemødet var Løkke blevet klar over, at han stod over for en stor trussel. Vi tolker, at det er på denne baggrund, at han har valgt netop denne scene til sin respons jf. afsnittet om rammerne for pressemødet. Gennem en åben dialog med alle medierne forsøger han at signalere, at han ikke har noget at skjule. Han vil lægge alle kort på bordet for at vise, at han er en kompetent formand for GGGI, og derfor vælger han at være imødekommende. Da truslen mod Løkkes troværdighed er høj, er det strategisk set hensigtsmæssigt jf. Coombs. Ved mødet lægger Løkke ud med at beklage, at han har rejst for dyrt. Coombs skriver, at det er klogt at vælge genopbygning som strategi ved kriser med en stærk attribution af kriseansvar (Coombs, 2007:173). Løkke signalerer, at han tager ansvaret for krisen på sine skuldre, idet han skal genoprette sin troværdighed. Gennem beklagelser og fortrydelser demonstrerer han, at han forstår, at han har begået fejl. Han gør det klart, at han har overskredet nogle normer, som findes i Danmark. Med sætningen: [...] Og det vækker en naturlig forargelse (Bilag C: 3, 45-46), i forbindelse med rejserne på 1. klasse, sætter han sig i sine interessenters sted. På den måde viser han, at han forstår deres harme over situationen. Der er dog en sproglig distinktion mellem at undskylde og beklage, som betyder, at Løkkes respons ikke kan karakteriseres som en fuld undskyldning jf. Coombs. Han påtager sig ansvaret for krisen, 19
hvilket ses i dette citat: Lad mig derfor sige det helt klart jeg vil dybt beklage, at jeg ikke langt tidligere har taget dette initiativ det skulle jeg selvfølgelig have gjort efter den første tur på første klasse og ikke efter at have rejst på første klasse ni gange, sidste gang den 11. juni (Bilag C:3, 34-38). Men ud fra vores tolkning sker det ud fra en anden forståelse af sagen, hvilket vi kommer ind på senere i analysen. Løkke foretager ikke en decideret undskylding (apology) og beder om tilgivelse for sine handlinger, men vil i stedet anvende undskyldninger (excuses) for at forklare, hvad der er foregået, hvilket kan medvirke til at minimere krisens omfang. Løkke holder fast i, at en stor del af sagen bunder i misforståelser, der ikke kunne være forudset, da de omhandler organisationsstrukturen i GGGI samt andre omstændigheder, som han ikke havde direkte kontrol over. Løkke fortæller selv, at flere af de forhold, som han nu bliver anklaget for, var blevet vedtaget i organisationen, før han blev formand (Bilag C:18, 19-25). På denne baggrund tolker vi, at Løkke har håndteret krisen som værende inden for accidental cluster. Han anvender flere gange strategier, som knytter sig til denne krisetype, i sin respons, hvilket vil kunne forklare dette. Foruden en række undskyldninger (excuses) og beklagelser skal det bemærkes, at Løkke ofte anvender, hvad vi karakteriserer som en form for kompensation (compensation). Det bliver flere gange slået fast, at de tidligere rejseregler i GGGI, som eksisterede, da Løkke trådte til som formand, nu er blevet ændret. Således vil rejser ikke længere foregå på 1. klasse. Han siger i denne sammenhæng: [...] Som led i dette da lavede vi i sommer med virkning fra den første august en ny, og jeg tror man kan kalde det en lidt mere skandinavisk rejsepolitik (Bilag C:3, 31-33). Denne strategi bliver bedre afdækket gennem Benoits klassifikation forbedrende handling (corrective action), som Coombs dog har valgt at slå sammen med kompensation i sin teori (Benoit, 1997:179). I denne sammenhæng nævner Bamsey i øvrigt, at de tidligere rejseregler blev vedtaget under koreansk lovgivning. Med dette indikerer han, at dette aspekt af krisen ikke er den nuværende ledelses skyld, hvilket er en form for benægtelse, som lægger sig op af scapegoating. Bamsey forsøger således at lægge skylden over på den tidligere ledelse i GGGI. Han understreger herefter, at organisationen normalt ikke ville fremlægge så omfattende information omkring sine udgifter (Bilag C:4, 25-26). Dette skal demonstrere deres imødekommenhed og velvilje over for medierne, hvilket er en form for afstivning (bolstering), der skal understrege, at GGGI som organisation har gode intentioner; de vil deres interessenter det bedste. 20
Løkke lægger sig op ad Bamseys scapegoating, da han i indledningen kalder sine rejser på 1. klasse for asiatisk kutyme (Bilag C:3, 41). Han fremstiller det som om, at han selv har været offer for nogle omstændigheder ude fra, som han ikke kunne kontrollere, selvom han efterfølgende kalder det for en sølle undskyldning (Bilag C:3, 44). Derudover anvender han formindskelse som strategi ved at inddrage de store projekter, som GGGI er i gang med på verdensplan. Han taler om udenrigspolitiske forhold; hvordan et samarbejde med Sydkorea styrker den danske eksport, beskæftigelse og velstand (Bilag C:3, 4-5). Således forsøger han at minimere krisens omfang gennem retfærdiggørelse (justification). Sagen forsøges at blive gjort triviel, når man sætter de beløb, som Løkke har anvendt på rejser, i relation til de ting, som organisationen arbejder for ude i verden. Bamsey siger i overensstemmelse med dette, at krisen har begrænset sig til Skandinavien (Bilag C:30, 23-24), hvormed han både nedtoner dens betydning (justification), men samtidig indirekte angriber medierne (attack the accuser) (Benoit, 1997:180). Ved at bemærke, at dette ikke bliver opfattet som en krise uden for Skandinavien, tolker vi, at Bamsey implicit stiller spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er en krise, mens han samtidig anklager journalisterne for at overdrive sagens betydning. Retorisk perspektiv Som forklaring på, hvorfor Løkke har rejst på 1. klasse, siger han i indledningen: Jeg kan undskylde det med, at det er sådan set rart at være veludhvilet, når man efter fjorten rejsetimer med otte timers tidsforskel ankommer til Korea og går direkte til møde (Bilag C:3, 41-43). Dette er egentlig en reel pointe. Det giver god mening, at Løkke har bedre forudsætninger for at udføre sit arbejde for organisationen, hvis han er udhvilet efter rejserne. Mindre barnegråd og ekstra benplads i flyet kan hjælpe på disse forhold. Han underminerer dog pointen, da han efterfølgende kalder den for en sølle undskyldning (ibid.). Også hans actio underminerer pointen, da denne ikke virker seriøs. Dette ses ved, at han smiler stort, da han siger, at han godt kunne undskylde sig med dette, hvormed hans smil virker malplaceret. Dette medvirker til, at han virker utroværdig i sin fremstilling. Desuden virker det mekanisk, idet han er monoton i sit toneleje (Bilag D:6). En journalist fra Ritzau stiller på et senere tidspunkt det opfølgende spørgsmål: Hvad har du gavnet miljøet ved dine rejser for GGGI altså Du beklager de her ni rejser på første klasse, men hvad har det gavnet miljøet, at du har rejst så meget? (Bilag C:13, 11-13). Dette er et eksempel på, hvordan medierne har forsøgt at fremstille sagen; det er spørgsmålet om Løkkes troværdighed, der er på spil. Her foretager Løkke en niveauforskydning, hvor han besvarer et anklagende, men specifikt spørgsmål med et generelt svar omkring, hvad GGGI som organisation arbejder for: [at] 21
flytte millioner ud af fattigdom (Bilag C:13, 17). Løkke forsøger at undgå de moralske aspekter af sagen ved at ændre perspektivet fra en abstrakt til en konkret ramme, hvor der bliver fokuseret på de bagvedliggende, ideologiske motiver hos GGGI (Gabrielsen, Jønch-Clausen & Pontoppidan, 2011:125). Forskydningen suppleres desuden, via hans kropssprog, med et godt samspil mellem modaliteterne, hvilket resulterer i, at han formår at fremstå engageret. Dette ses ved hans høje energi, dynamiske stemmeleje og flow i tempoet. Her understøtter den verbale og nonverbale kommunikation hinanden (Bilag D:13). Dette er dog den eneste gang i spørgsmålet omkring hans dyre rejser, at det lykkes for Løkke at få modaliteterne til at arbejde sammen. Resten af tiden er enten hans kropssprog eller stemmeleje af mekanisk karakter. Dette ses ved unaturlige pauser i stemmeføringen (Bilag D:1ff). Journalisterne forsøger af flere omgange at få Løkke til at fortælle præcis, hvornår han besluttede at ændre rejsereglerne. De indikerer, at han af sig selv burde have vurderet, at det ikke var nødvendigt at rejse så dyrt. Løkke får dog i vid udstrækning snakket udenom: [...] Jeg sov primært på de tur[e red.]. Det tror jeg også, I vil kunne se, hvis I kigger ned i dokumenterne, altså man flyver ud fra München midt på dagen og så flyver man i 10 timer og når man lander, så er klokken syv om morgenen. Og så tager man direkte på arbejde igen, der ligger mine programmer fra alle de rejser, jeg har været, I kan se, hvad jeg har haft af mødeaktivitet Jeg har primært sovet og nok drømt.[...] (Bilag C: 19, 33-37) og Jeg kan jo ikke sidde og afspille hukommelse, det kan jeg ikke. (Bilag C: 29, 34). Løkke hævder altså ikke at kunne huske, hvornår det er gået op for ham, at han har rejst for dyrt, hvilket virker reelt, hvis man kigger på hans actio (Bilag D:21). Samtidig giver Løkke udtryk for, at luksus ombord på flyet ikke er noget, han har lagt meget mærke til eller benyttet sig af, da han har sovet størstedelen af sin rejsetid. Selvom han gentagende gange beklager de dyre rejser, så får han alligevel indskudt nogle bemærkninger, der sætter ham i et mere flatterende lys: [...] jeg burde personligt have sørget for efter min første rejse på første klasse på et tidspunkt, hvor jeg ikke var formand for organisationen, hvor jeg var organisationens gæst ha tænkt over er det sådan det skal være. Og det kan man undskylde med, at det bare er standarden, det er kutyme i man ge lande, det er rart at være veludhvilet, men det rokker ikke ved, at det skulle jeg have forandret, det skulle jeg have taget initiativ til [...] (Bilag C: 29, 36-42). 22