Menneske, dit liv er stort! Salmer: 403-388-319-156-439/400-401 Kollekt: Seidelin s. 41 I ordet overvintrer den sandhed, vi forlod og ingen magt kan hindre den i at fæste rod selv i en fattig jord, hvor frøet som et under og skjult for alle gror. (Ole Wivel) I Jesu navn, amen! Begge lignelser vi hører i dag handler om at så og om vækst. Og de handler om Ordet, som poetisk beskrives i strofen fra Ole Wivels digt Der truer os i tiden. Lignelserne er med til at understrege og eksemplificere den højstemte og ærefrygtindgydende beskrivelse af Guds magt og vælde, som vi møder hos Esajas: Jeg er Herren, der er ingen anden! Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke. Den Gud, der har skabt himmel og jord, har naturligvis en magt, der overgår menneskets. Det er i Guds magt at skabe liv eller det modsatte. Således går der en klar og tydelig tråd tilbage til Bente Bisgaard Thomsen
teksterne sidste søndag, som handlede om at lægge sit liv i Guds hænder. Om at turde gå Guds veje og tilsidesætte sine egne ønsker og behov til fordel for andres. Lignelsen om kornet og sennepsfrøet, der af sig selv spirer, bryder gennem jorden og vokser op til det modnes og bærer frugt, rummer en dejlig, let undertone af sorgløshed. Den, som rammes så fint i høstsangen om septembers blå himmel: Der er en søndagsstille ro imellem træer og tage en munter glæde ved at gro som var det sommerdage Og vel er det rigtigt, at landmanden, når han har tilsået sin mark, egentlig har gjort, hvad han kunne. Kornet spirer og gror uden at han ved hvordan, som der står. Først, når kornet er modent, skal han på arbejde igen. Men det skal han til gengæld også, hvis afgrøden skal komme i hus og blive til foder til gårdens dyr eller til indtægt ved at han sælger den. Af sig selv giver jorden afgrøde. Landmanden kan bare slappe af og vente. Og sådan er det med Ordet og med Bente Bisgaard Thomsen 2
Guds Rige, siger Jesus. Når Gud har sået sit ord blandt mennesker, kan han bare vente og håbe. At høre disse to små lignelser kan give ro til et rastløst og uroligt sind. Her kræves ingen sætten-sig-selv i scene, ingen karriere planlægning her er man nemlig ikke overladt til sig selv, men blot til at gøre hvad der skal gøres der skal sås og så kan man i tryg tillid overlade resten til Gud. Det er så modsat vores verden, vores kultur, vores dagligdag. Her er vi vant til at skulle bekymre os om alting- i arbejdslivet, karrieren, familielivet, samfundslivet, naturens liv og til at tilskrive os selv ene-fuldmagten over vort eget liv. Derfor bekymrer mange sig også om deres tros-liv. Mange føler mismod og mistro i stedet for glæde, eller oplever at troen langsomt dør ud, fordi troen ofte henvises til at indtage pladsen når jeg får tid, og nogle synes simpelthen ikke, at de er gode nok for de magter ikke at elske næsten som sig selv, snarere føler de sig måske hårdhjertede og kantede. Man kan sige- de er bekymrede for sædens vækst i dem selv, for deres åndelige vækst. Andre igen er særdeles bekymrede for sædens vækst i det danske samfund og nogle tager i kampens hede ligefrem patent på den rette tydning af Biblens ord uden at de i øvrigt på nogen som Bente Bisgaard Thomsen 3
helst måde er bemyndigede til det. Tænk blot på den til tider overophedede diskussion om vielse af homoseksuelle. Til alle bekymrede både dem, der er bekymrede for deres egen kristendom og dem, der er bekymrede for vort folks kristendom, har Jesus i dag et svar med myndighed, frimodighed og livsmod i. Nemlig at hele det spørgsmål om at tro på Gud og leve som kristne faktisk kun drejer sig om een eneste ting: nemlig den, at Guds ord bliver forkyndt og hørt. For tro opstår af det, som høres og den bevares og næres af det, som høres. Så ligesom bonden skal sørge for at så sin såsæd i jorden, skal vi sørge for at Guds ord blive forkyndt og hørt. Så sker resten uden vores i øvrigt glimrende hjælp eller medvirken. Det lyder unægtelig som noget, der er for godt til at være sandt. Sandt er det, at vi mennesker får meget foræret, men sådan blot at lade stå til og lade to og fem være lige kan det virkelig være evangeliets råd til os? Går man evangelierne igennem, herunder Jesu lignelser, talerne, han holder og de råd, han gir sine disciple, er det svært at finde belæg for, at han skulle have opfordret folk til at forholde sig fuldstændigt passive og afventende. Gå du hen og gør ligeså siger han til farisæeren, der vil vide, hvem Bente Bisgaard Thomsen 4
hans næste er og som Jesus derfor fortæller historien om den barmhjertige samaritaner. Og til den rige, unge mand: Sælg alt, hvad du ejer og giv det til de fattige og kom så og følg mig. Lad os kigge på lignelsen om kornet igen. Selvom Jesus lægger vægt på det underfulde, der sker i jorden ganske uden menneskets viden og medvirken underkender han jo ikke landmandens indsats. For det er altså ikke helt så nemt og bekvemt, som det lyder. Enhver haveejer ved, at der foruden en masse arbejde med at bearbejde jorden og rense den for sten og uønskede vækster kræves en hel del mere, før man som resultat af ens anstrengelser kan høste lækre sprøde radiser og gulerødder uden ormehuller, flotte salathoveder uden slimede sneglespor og jordbær uden rådne pletter. Der er kort og godt en lang række hvisser, som kan falde ud til henholdsvis fordel og ugunst for foretagenet. Hvis jorden er tilstrækkelig løs og velgødet, hvis det er varmt nok og fugtigt nok, men ikke for vådt, hvis solen skinner, og der ikke kommer angreb af fluer, svampe, snegle eller fugle! Hvis og hvis og hvis så måske! Bente Bisgaard Thomsen 5
Nogle af disse vækstbetingelser er man i hvert fald delvist selv herre over. Andre må man overlade til heldet eller Vorherre. Sådan er det i naturens verden. Sådan fungerer biologien. Det handler om at finde en balance mellem optimisme og pessimisme mellem at ville have fuld kontrol eller det modsatte, bare at give op. Bekymringsløshed er en fin ting, men kun til et vist punkt. Slår tilliden og optimismen over i total ligegyldighed og passivitet gør den lige så meget skade som mistroen og pessimismen. Bekymringsløshed kan blive en sovepude for egoisme og magelighed, ligesom overdreven bekymring kan blive en sovepude, man kvæles i. Jamen, jeg kan jo alligevel hverken gøre fra eller til. Det kan være sandt i visse situationer, men som leveregel er det en både usand og uansvarlig konklusion. Sorgløshed er ikke lig med passivitet. Se til himlens fugle: de sår ikke og høster ikke, men får alligevel føden, hedder det. Er fugle sorgløse? I betragtning af deres stærkt begrænsede muligheder for at påvirke deres egne levevilkår, kan vi håbe, de er det. Fugle sår og høster ikke, som mennesker gør, men de er bestemt ikke passive. Som alle levende væsener gør de alt hvad de kan for at overleve og Bente Bisgaard Thomsen 6
for at sikre sig afkom, som kan fortsætte deres egne bestræbelser, så arten videreføres. Menneske dit liv er stort uden dig bliver intet gjort, livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender. Her har Lars Busk Sørensen anderledes godt fat i evangeliets pointe, som er at vi skal gøre hvad vi kan hver især, når det gælder vort eget liv og i særdeleshed det, vi deler med andre. Her skal vi aldeles ikke bare lade stå til, men må stille op og stille os til rådighed så langt evner og kræfter rækker. Sennepsfrøet, som vi hører om, vokser ikke op til at blive et stort og herligt træ, ene og alene for sin egen skyld. Nej det får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge. Evangeliet stiller krav, men tilbyder også trøst og lettelse. For når vore egne evner og kræfter ikke forslår, behøver vi ikke at fortvivle. Så har vi Guds almagt og visdom at falde tilbage på. Når du har brugt din dag til det sidste åndedrag, standser Gud din gråd og klage, tager en misbrugt dag tilbage -nådig glemt i evighed. Bente Bisgaard Thomsen 7
Ja, Guds ord skal såes ligesom kornet og sennepsfrøet og med de rigtige betingelser, herunder Guds hjælp, så vil frøet sætte frugt. Også det lyder besnærende let. Men som det gælder i naturens verden, kommer frugterne i Gudsriget heller ikke uden menneskets medvirken. De rigtige betingelser kan vi hurtigt opregne, når det gælder biologiske fænomener, men hvad er de rigtige betingelser, når Guds ord skal sås, spire og gro og bære frugt? Er det nok, at ordet lyder i kirken og af og til i sognegårdene, forsamlingshusene og medierne? Er det nok, at det ligger på internettet? Kan man som kristen pukke på sin ret til at være ubekymret og tillidsfuld og overlade forarbejdet til præsten og resten til Vorherre? Spørgsmålene trænger sig på i en tid, hvor færre og færre mennesker går regelmæssigt i kirke. Vi mennesker kan lære af fuglene og blomsterne ikke at bekymre os ihjel over forhold, vi hverken kan påvirke eller ændre. Men vi kan ikke påberåbe os den sorgløshed, der skyldes manglende viden og bevidstheden om egne muligheder. Gudsriget er der, hvor det leves og ikke andre steder. Hvis det sted skal være her midt iblandt os her og nu, mens vi Bente Bisgaard Thomsen 8
lever, kræver det noget af os. Blot at gemme ordet som manden, der gravede den talent, han var blevet betroet, ned i jorden, dur ikke. Skal ordet lyde og virke i verden, må vi mennesker lægge stemme og hænder til. Lad os bede: Kære forunderlige Gud! Selv i det mindste af dine skaberværker, kan vi set det største, din visdom, kraft og herlighed. Knopperne på træer og buske svulmer og længes efter at folde sig ud, kornet spirer i jorden, og vintergæk og erantis trodser kulden og lover forår. Vi takker dig, Gud, for disse tegn på din skaberkraft, der peger fremad og giver os håb. Lad på samme måde dit ord og din kærlighed vokse i os og folde sig ud, så også vi bærer frugt. Men hænder det, at kulden sætter ind, så giv os tålmodighed til at vente og tro på, at solen og varmen kommer, når tiden er inde Hjælp os, så din høst bliver rig, også i os. Amen! Bente Bisgaard Thomsen 9