De unges erfaringer : Vi synes at det er vigtigt på en temadag som denne, at plejebørnene også kommer til orde og får mulighed for at bidrage med deres erfaringer med at være elev. I den forbindelse har vi interviewet 4 tidligere anbragte og som i dag har en alder, hvor de kan se tilbage på deres skolegang med en vis distance og refleksion. De 4 er i dag mellem 19 og 27 år gamle. ( i alt ca. 8 timers interview) Vi har valgt, at de unge ikke stiller op personligt, men at vi viderebringer nogle af de centrale budskaber, som de fremhæver i interviewene. Valget er truffet ud fra, at vi gerne ville inddrage flere unges erfaringer og at der kun er begrænset tid til rådighed. De unge har været meget velvillige i forhold til at dele ud af deres erfaringer og blev meget grebet af tilbageblikket og interessen for dem og deres skolegang og af, at deres erfaringer kunne komme andre til gode. Vi bringer nu nogle af de centrale budskaber og nævner kort lidt om den unge, som er fremkommet med udsagnet. De tre er anonymiserede, mens den 4 ikke syntes, at der er nogen grund til dette. Der er nogle emner, som går igen i de unges udsagn og de omhandler: At modtage undervisning hvor man er taget ud af klassen. Betydningen af relationen til læreren.
Erfaringer med undervisningsmetoder. Normalsystemet contra specialskole, Plejeforældrenes støtte til lektielæsning, Plejeforældrenes rolle, Skolegangens betydning for dem i relation til uddannelse og voksenliv. Gode råd og hvor er de unge i dag. Nina er 27 år, har været anbragt i samme plejefamilie siden fødslen. Hun har specifikke indlæringsproblemer, men har gået i normalskole med støtte, i 9. og 10. klasse på efterskole også en almindelig efterskole. Tina er 21 år gammel og har været anbragt i samme plejefamilie siden hun var 3-4 år gammel. Hun har gået i normalklasse igennem hele sit skoleforløb. John er 19 år, har været anbragt siden han var 9 år gammel, og har gået i en normalskole fra 0 8 klasse uden støtte. 9. og 10. klasse tog han på efterskole. Camilla er 24 år gammel og har været anbragt i samme plejefamilie siden hun var spæd. Har gået i folkeskole fra 0. til 8. klase, dernæst på efterskole og sidst på heldagsskole i to år. Flere af eleverne har modtaget støtteundervisning uden for klasselokalet om det siger de: 2
Nina: jeg fik støtte gennem hele folkeskolen både i skoletiden og uden for skoletiden. Nina: Jeg sagde selv fra overfor støtten, jeg følte ikke der var behov for det længere. Tina fortæller, at hun fik støtteundervisning i de små klasser og blev taget ud af klassen i fagets timer. Hun oplevede, at det var rigtigt svært, fordi så følte hun sig totalt lost, når hun kom tilbage til klassen og ikke havde haft mulighed for at følge med i hvad der var foregået der og det var svært nok endda. Hun følte sig udenfor og at det var pinligt og ydmygende, når læreren spurgte hende om noget, så hun forsøgte at undgå at lærerens opmærksomhed. - ville ikke skille sig ud, synes i forvejen, at hun var anderledes som plejebarn. Camilla: Allerede i de små klasser havde jeg svært ved det. Jeg havde svært ved at læse, skrive og regne og fik støttetimer fra 3. klasse. Jeg fik støtteundervisning uden for klassen i stadigt flere timer og fag. Jeg hadede at være taget ud af undervisningen fordi det afskar mig fra det fællesskab, som betød så meget for mig. Når jeg var tilbage i klassen, kunne jeg jo mærke, at jeg ikke havde været en del af forløbet og fællesskabet. Jeg følte mig fremmed og forsøgte at gøre mig usynlig og påkalde mig så lidt opmærksomhed som overhovedet muligt. Når jeg var taget ud og fik eneundervisning tænkte jeg bare på, at jeg var taget ud og at de andre nu sad i klassen og hvad de lavede. Jeg ventede bare på, at det skulle blive frikvarter. Jeg klarede mig nemlig rigtigt godt socialt. Nogle gange lå støtteundervisningen efter skoletiden, så var jeg nogle gange hjemme, når de 3
var i skole og var i skole, når de havde fri- det var såååå irriterende. Det betød, at jeg intet fik ud af undervisningen, havde modstand mod den og forsøgte at undvige De har erfaring med forskellige undervisningsmetoder og herom siger de: Nina: Min støttelærer sad kun hos mig, - det var meget ubehageligt. Nina: Jeg var glad for at hun var derinde (i klassen) Nina: hun tog hensyn, - når hun spurgte ud i klassen, - er alle med kiggede hun samtidig på mig. Det kunne jeg godt li Nina: lærerne var nede på vores niveau John: lærerne var fokuseret på dig, - jo flere fag, jo mere fokus. De spurgte hvad har du svært ved, og understregede, at jeg skulle lære noget. John: De havde gode metoder. F.eks. lovede de kakao, når man var færdig med sin opgave John: Jeg fik også opgaver, som jeg kunne løse John: Ingen af lærerne vidste noget om mig, - tavlen var visket ren. Men sjovt nok, uanset hvor meget ballade jeg lavede, var tavlen altid visket ren.. Tina: Undervisningen i folkeskolen var meget ensformig, når man ikke forstod det, blev det bare forklaret flere gange på den samme måde og jeg forstod stadigt ikke. Camilla: På heldagsskolen var lærerne totalt engagerede, de lavede ofte selv undervisningsmaterialet og så vidste man, at de havde siddet derhjemme og klippet ud i blade og 4
klistret op på pap og lagt i en hat og så skulle vi trække et billede og sige på engelsk hvad det var og efterhånden var billederne kommet frem så mange gange, at man kunne huske ordet. Ja meget af undervisningen blev ligesom at lege- totalt barnligt nogle gange, men det var jo lige meget for der var ikke andre end os, som så det. Vi var ude at kigge på ting samtidigt med at vi fik undervisning i historie f.eks. jeg ved faktisk ret meget i dag f.eks. om 2. verdenskrig hvorfor det skete osv. Når vi havde arbejdet rigtigt godt, kunne lærerne sige, super godt arbejde, nu tager vi på havnen og fejrer det med en is. vi diskuterede alt muligt. Flere af eleverne har erfaringer med både at være i normalklasse, specialklasse og specialskole herom siger de: Tina: Min plejemor kæmpede for at jeg kom i specialklasse, men de sagde, at jeg var for god. men jeg var også for dårlig til normalklasse. Jeg ville ønske, at jeg var kommet i specialklasse, for jeg så jo hvordan mine veninder i specialklassen klarede sig og blev dygtigere end mig, selv om jeg synes at jeg var lige så god da vi gik i klasse sammen. Det ville ikke have bekymret mig at skulle i specialklasse, fordi vi så ikke ned på dem i specialklassen og alle var jo alligevel klar over hvor dårlig jeg var.- jeg søgte dem i frikvartererne. I 10 klasse blev vi delt op i to grupper de fagligt stærke og de ikke så stærke. Jeg kom i gruppen med de ikke så stærke- en gruppe med 5 elever - det var rigtigt godt, for vi kunne hjælpe hinanden og jeg var ikke længere altid den dårligste. 5
De andre elever var nogen gange bedre end læreren til at forklare, så jeg forstod det. Camilla: I 9. klasse kom hun på efterskole for elever med indlæringsvanskeligheder. Hun synes at undervisningen mindede for meget om undervisningen i folkeskolen- der var ingen forskel. Hun udtaler, at lærerne og støttelæreren var flinke nok, men hun brød sig ikke om at gå i skole, bryder skolens regler og smides ud.. Camilla er meget lidt tilbøjelig til mere skolegang- vil være i fred, men acceptere at besøge en heldagsskole bare for at se den. Jeg starter i en klasse med ikke ret mange elever og vi er med til at planlægge undervisningen. Her fik jeg lært noget - faktisk det meste af det jeg kan i dag. I starten turde jeg ikke læse op, men hørte så nogle andre gøre det og tænkte okay, så kan jeg også godt. Vi støttede hinanden og var meget forskellige. Der var en helt enorm rummelighed i forhold til hinandens særheder og problemer Om betydningen af relationen til læreren i forhold til motivation og læring siger de: Nina: M. var fantastisk at snakke med, hun gjorde mig ikke anderledes, - hun havde situationsfornemmelse. John: S. en utrolig god lærer, glad, positiv. Hun havde fokus på mig 6
Tina fortæller at hun på et tidspunkt fik en støttelærer, som skulle hjælpe hende med det faglige og det personlige, men hun åbnede sig aldrig for pgl., snakkede bare om alt muligt ligegyldigt spillede spil osv. det var hyggeligt nok, men hun turde ikke betro sig til hende dertil var min mistillid alt for stor. Tina ville gerne, at lærerne spurgte ind til hendes baggrund og dermed viste interesse for hende, men Jeg blev let skræmt hvis de trængte sig ind på mig og det var vigtigt for mig, at de respekterede min grænse for hvor dybt samtalen skulle gå Jeg havde meget svært ved at stole på nogen jeg var så tit blevet svigtet. Hun udtaler, at kontinuitet i kontakten og at have kendt nogen godt og længe var en forudsætning for, at hun kunne fatte tillid og bruge dem. Hun siger, at hun i dag godt kan se at det netop var mangel på kontinuitet i kontakterne og svigtene i barndommen som gjorde, at hun aldrig fik det tillidsforhold, som hun savnede. Samtidigt var hun bange for, at for megen opmærksomhed fra lærerne ville sætte fokus på, at hun var anbragt og at de andre børn ville tage afstand fra hende. Jeg sloges meget og var i konflikt. Tina fortæller at hun i dag godt kan se, at det nok var den lille pige, som bag den hårde og farlige facade var en lille pige, som var ked af det- hun har ikke indtryk af, at der var nogen som så det, men det blev til megen skæld ud. Camilla: Støttimerne blev ydet af den samme fra 3 til 8. klasse, men i de sidste år kom der en lære mere på, da hun ikke kunne tage alle timerne. 7
Camilla fortæller, at det var rigtigt vigtigt for hende, at det var den samme person. Et skifte ville have været rigtigt svært for hende. Hun kendte mig jo og vidste hvordan jeg havde det. Hvis jeg skulle forstå en andens måde at forklare det på det magtede jeg slet ikke. Der var en personlig relation mellem læreren og Camilla og Camilla var hjemme hos hende privat og så hende som privatperson- det betød rigtigt meget for hende. Læreren var ok og gjorde sit bedste. Jeg var bare ikke interesseret i undervisningen og tænkte slet ikke på hvad det ville betyde for min fremtid- jeg var i her og nu. Om en særlig episode hvor læreren gjorde noget særligt, siger hun. Jeg havde lavet det samme projekt i eneundervisningen, som mine klassekammerater og min lære ville have, at jeg skulle fremlægge det. Jeg nægtede stak af, da jeg skulle fremlægge, men læreren løb efter mig og holdt fast i, at hun vidste, at jeg kunne og lovede nok at støtte mig. Camilla stolede på hende og fremlagde og nåede at opleve at hun, nød at fremlægge. Jeg blev helt høj og fik en masse ros. Det var så stort. Camilla siger. hun gjorde virkeligt alt hvad hun kunne for mig og der var ikke noget hun kunne have gjort bedre - men det var begrænset hvad jeg fik lært. Jeg havde rigtigt svært ved det og tænkte ikke på betydningen af at få lært noget. Om forholdet til lærerne på heldagsskolen siger hun: Lærerne tacklede de forskelliges vanskeligheder uden at være på nakken af dem Jeg havde et helt særligt forhold til min kontaktlærer og vi kunne snakke om det, som var rigtigt svært for mig. I dag er jeg stadigt tæt knyttet 8
til hende og vi ringer sammen en gang imellem. Jeg ville gerne have en 9. klasse eksamen og en pårørende, som betød meget for mig havde sagt, at han var sikker på, at jeg nok skulle få en 9. klasse eksamen og det ville jeg gerne leve op til, min lærer støttede mig og holdt mig fast. Det var så hårdt, men jeg gennemførte. Uden hendes tro på mig og støtte var det aldrig lykkedes. Om plejeforældrenes støtte til lektielæsning siger de: Nina: De støttede mig i at komme i skole, selv om jeg ikke ville. De holdt fast. Nina: Jeg havde brug for hjælp til alle lektierne John: Jeg havde ingen muligheder for at pjække, det var der ingen diskussion om. John: De satte regler op om, hvor meget jeg måtte være sammen med Benjamin John: Min søster hjalp til med lektierne John. En lærer holdt hånden over mig (på erhvervsskolen) det var meget heldigt - jeg havde 35% fravær og burde være smidt ud. Men jeg klarede alligevel prøverne bedre end de andre elever) John: Når jeg tænker tilbage, var strukturen meget vigtig John: Hvis ikke jeg stadig får støtte til at komme afsted om morgenen, tror jeg ikke at det vil gå Flere af eleverne Tina: Mine plejeforældre forsøgte at hjælpe med lektierne, men de blev frustrerede, når jeg ikke forstod deres forklaringer og det endte med gråd og til sidst påstod jeg, at jeg ikke havde noget for. 9
Camilla: Lis hjalp mig med lektierne. Jeg havde det dårligt med at skulle lave lektier. Lis blev aldrig sur, når jeg ikke kunne finde ud af det. Hun prøvede at forklare på alle mulige måder. Skar æbler ud i ¼ dele osv. Hun forsøgte virkeligt at hjælpe mig.- Jeg prøvede at slippe udenom ved at sige, at jeg ikke havde noget for eller havde nået det i skolen. Om plejeforældrenes rolle siger de: Tina. Min plejemor pressede virkeligt på for, at jeg kunne komme i specialklasse, men hun kunne ikke komme igennem med det - det kunne hun mht. min søster, men hun skabte sig også meget i skolen og lavede ballade. Jeg har ikke altid haft det let med mine plejeforældre, men var det ikke for min plejemor, som hele tiden har støttet mig så var jeg her nok ikke i dag. Jeg har haft det svært rigtigt svært og har nogle gange været så langt nede, at jeg slet ikke kunne overskue livet. (næsten daglig kontakt) Camilla: Skolegangen gav mig mange nederlag og lav selvtillid. Lis fortalte mig, at min mors misbrug havde indflydelse på de problemer jeg havde med at lære. Det betød, at jeg blev rigtigt gal på min rigtige mor, men at jeg ikke gav mig selv hele skylden for ikke at kunne lære - og jeg var virkeligt gal på mig selv over at jeg ikke kunne finde ud af det. Lis har altid haft en tæt kontakt til min skole og det var irriterende fordi så kunne jeg ikke lyve om lektier og pjække, men også godt. Om skolegangens betydning : 10
Nina: Jeg er så stolt af min eksamen, jeg klarede det helt selv, selv om jeg måtte slæbe mig over målstregen Nina: Fra at være en lille pige blev jeg en voksen dame John: Jeg ved hvordan man skal knokle, det har jeg fået vist John: Det er meget heldigt. (fortæller John eftertænksomt og indforstået - da vi lige har talt om hans gode reultatert, - det lykkedes at få lærerplads, være den dygtigste på skoleforløbet, få ros af mester og hans planer om at fortsætte med at uddanne sig videre inden for politiet.) John har også fortalt om sine gamle kammerater, som han har distanceret sig til. De er ikke blevet til noget Tina. Tina har været i gang med en faglig uddannelse og er dumpet til svendeprøven to gange og har opgivet at gennemføre. Hun fortæller, at hun har svært ved det og har haft en mester, som var meget streng og aldrig var tilfreds med det hun lavede og var fantastisk nervøs, når hun var til svendeprøve. Hun har gået ledig og skal ud af sin bolig, da hun ikke længere er i uddannelse, men er usikker på, om hun vil få et boligtilbud, som hun kan betale. Er pt. i praktik på et plejehjem og overvejer at søge ind på SOCU skolen, men er bange for, at hun ikke kan magte det. Camilla: Camilla er 24 år og har ikke været i noget stabilt uddannelses eller beskæftigelsesforløb. Hun har stadigt store problemer med at skrive og er nødt 11
til at ty til hjælp i hverdagen. Hun lægger mange strategier for hvordan hun skal undgå at andre opdager hendes vanskeligheder. Er et par gange startet i job og det er gået godt også kollegialt og de har været glade for hende, men hun er lige så stille smuttet uden at sige farvel- når hun er blevet bedt om at skrive en seddel. Har sendt nøglerne. Har været startet på fagskole men da de ville teste eleverne, for at dele dem i undervisningshold forlod hun skolen og kom ikke tilbage- hun vil ikke vise sin utilstrækkelighed. Hun ved, at hun må kæmpe for sin fremtid og være åben om sine vanskeligheder og bryde mønsteret med - at stikke af når noget bliver svært, men har ikke kunnet det indtil videre. Hun fortæller at det først er indenfor de seneste par år, at hun for alvor har forstået konsekvensen af sin dårlige skolegang. GODE RÅD: Vi sluttede af med at spørge om de havde nogle gode råd til jer, som sidder her i dag: Camilla siger: Forholdet mellem lærer og elev er af største betydning for elever, som har så store problemer, som jeg har haft. Det skal være lærerer, som har VALGT at arbejde med denne gruppe elever - og VIRKELIGT vil dem det skal også være en person, som kan tale med eleverne om andet end det rent faglige og Alle har gjort deres bedste for mig, så jeg ærgrer mig ikke over noget. John: Lærerne skal møde den enkelte som man er, - f.eks. hvis man har en dårlig dag, skal læreren kunne se det. Og det skal være ok at have en dårlig dag. 12
De er også vigtigt at kunne tilgive, når man f.eks. har lavet noget ballade, er det vigtigt, at det ikke forfølger en næste dag, og næste dag igen. Tavlen skal være visket ren hver dag. I fagene skal lærerne være opmærksomme på, hvad man har svært ved. F.eks. matematik. Spørge til det, og også hjælpe en, til at få det lært. Nina: Mit gode råd er; - gør aldrig forskel!, - alle skal behandles lige, uanset om man er plejebarn eller ej. 13