Helle og Julie i Afrika

Helle og Julie i Afrika Karatina - Kenya

Baggrund for vores valg af udlandspraktik Vi valgte at tage til Afrika i vores sidste fem uger af vores praktik, først og fremmest fordi vi havde muligheden for det. Dette synes vi var en god mulighed for at udforske sygeplejen og sundhedssystemet i en helt anden kultur og kontekst, hvor sygeplejen er så meget anderledes end i DK. Vi havde inden afrejse som eneste krav til destinationen gjort klart, at det var vigtigt for os at komme langt ud på landet, hvor vi virkeligt ville kunne få et kultursammenstød. Her er Kenya også et oplagt land i forhold til kommunikationen, da modersmålene primært er swahili og engelsk. Vi tog kontakt til tidligere elever som vi havde læst os til havde været i Kenya og derigennem blev vi henvist til Øst Afrikas venner, som er en organisation som sørger for praktikophold for blandt andet social og sundhedsassistent elever. Vi fik kontakt til Eunice som har været vores formidler hele vejen igennem. Flybilletterne blev bestilt og betalt, nu var der ingen vej tilbage og vi tiden kunne ikke gå hurtig nok. Afrejse og ankomst Rejsen til Kenya var lang, vi fløj fra Kastrup kl. 11.30 og mellemlandede i Istanbul og ventede der tre timer på næste fly. Vi landene i Nairobi kl. 01.00 og måtte vente der til næste morgen kl. 8.00 på at blive hentet og kørt til vores hotel. I Kenya er det farligt at færdes ude når det er mørkt. Det der gjorde stort indtryk på os, var at vagter gik rundt med store maskingevær og så frygt indgydende ud. Men det gav os samtidig en tryghed at der var sikkerhed omkring os. Vi skulle bo ca. 140 km nord for Nairobi i byen Karatina, som ligger i det kenyanske højland og for foden af Mount Kenya. Da vi ankom til hotellet efter 3 timers køretid, var vi trætte og udmattede. Distancer og tid er noget for sig selv i Kenya, da vejene er bumpede og ujævne. Vi blev taget godt imod at værtinden Jane som havde mad klart til os. Jane vores "husmor" Scandia House hvor vi boede

(første) Indtryk af byen og kultur sammenstødet Efter vi havde fået hvilet fik vi her indtryk af byen. Gaderne i byen er af rødligt grus og vejene er bumpede og ujævne. Der ligger affald over alt i byen. Der lugter af os fra biler, motorcykler og knallerter. Der kommer engang imellem en grim lugt af affald, der til tider kan minde om lugten på diverse festivaler. Der bliver også brændt affald af på gaderne, der udskiller en grim lugt. Det er ikke unormalt at geder og køer færdes frit på gaderne i byen. Når vi færdes i byen var der mange folk der råbte, Jambo efter os (som betyder velkommen turister) Det var trættende de første par dage, hele tiden at skulle give hånd og være smilende og på. Det virker i byen som om de aldrig har set hvide før og alle har et øje på os. Små søde børn, står genert og vil give hånd og vil røre vores hud. De er blevet opdraget til at hilse pænt på hvide folk. Indimellem var det lidt for underligt at voksne mennesker, er ved at dreje hovedet af sig selv når de kører bil eller motorcykel, fordi de skal glo så meget. Men sådan er det jo Gaderne i Karatina og vi blev vant til dette. Der tales swahilisk, kikuyusk og engelsk, så sprogbarrieren gik alligevel op for begge parter og vi fik styrket vores engelske på de 5 uger. Det kunne dog til tider være svært og forstå nogle enkelte når de talte engelsk, grundet deres accent. Vores var sikkert heller ikke for godt. Mange af patienterne var fattige, gået meget lidt i skole og var måske analfabeter. Det betyder at de kun talte swahilisk og andre stammesprog. Dette stilte krav til vores evner til at kommunikere non-verbalt, men gav os til gengæld mulighed for at udvikle vores kommunikative evner. Billede fra markedspladsen En lille pige var meget interesseret i at hilse på Julie

Fakta omkring Karatina og det Kenyanske højland Vi har boet i det kenyanske højland ved foden af Mount Kenya. På gode dage hvor der ingen skyer var, kunne vi se toppen af Mount Kenya og den isdækkede bjergtop fantastisk flot syn. På vejen mod det Kenyanske højland møder du stejle skråninger med grønne the planter og overalt små landbrug, hvor familier ernærer sig af en halv hektar land, et par geder, får, køer eller høns. Der dyrkes rigt på kaffe, kartofler, majs, bønner, mango, avocado og banan. Dette lever bønderne af, som de sælger på marked i byerne. I det kenyanske højland hører kikuyu stammen til, det er Kenyas største og førende stamme. Karatina er kendt for at have Afrikas største udendørs markedsplads, man finder alt i frugter, grøntsager, krydderier, køkkenvare, udskåret træ, tøj, sko mm. Tirsdag, torsdag og lørdag er de store markedsdage, hvor mange ude fra landet kommet til byen og handler. Der er også mange små butikker i byen, hvor der sælges plastisk To damer arbejder i the bjergene og plukker the blade ting, ting til motorcykler, tøj og sko. Der er også et supermarked Uchumi, som minder om Daglig brugsen hjemme i Danmark. Foran butikker og banker står sikkerhedsvagter med store gevær. Her bliver man tjekket hver gang med en metaldetektor, om man har noget på sig. Det er muligt og komme fra by til by med matatuer (slidte minibusser uden støddæmper). De kører først når matatuen er helt fyldt med passagerer, mange gange overfyldt så man sidder som sild i en tønde. Matatuerne er billige og hurtige, men ukomfortable og de kører som gale. Hvis man ønsker at blive kørt af en motorcykel er dette også muligt, de er alle steder og der er mange af dem. Vi har dog ikke turde begive os ud i motorcykel, da de kører med hovedet under armen og gerne 3 til 4 på en motorcykel. Generelt er trafikregler ikke det der vægtes højest hernede. Elektricitet er ikke den bedste, det er ikke ualmindeligt med strømafbrydelser i ny og næ. Vi havde ikke tv, så vi fik læst en masse bøger deriblandt Karen Blixen Den afrikanske farm, som vi også nåede at besøge. Vi havde ved vores ankomst købt kenyanske simkort, som man fylder op med taletid, så der var rig mulighed for at komme på nettet og følge med derhjemme på denne måde. Helle sidder foran Karen Blixen s hus

Religion I Kenya er kristendom deres hovedreligion. Deres måde at leve på er meget styret af deres tro. Det er deres tro de lever for, det er den der giver dem tryghed og mening med livet, når det er svært. Det giver dem livsmod og sammenhold (Dette har vi især fået et indblik af, i vores praktik, på Jamii hospital. Vi mødte en ung mand, der havde været ude for en ulykke og blevet lam fra hoften og ned efter. Hans synspunkt på livet var at der var en mening med alt og det var guds mening, at andre så kunne lære af dette. Sygeplejersken delte samme mening.) Vi har også hørt flere gange god bless you i forbindelse med vi har givet drikkepenge, til tiggeren på hjørnet, fra de personer der har takket for vores hjælp og i alt almindelig hed når vi har købt ting på gaden. Man går i kirke her hver søndag, med mindre man er alvorlig syg og det ikke er muligt at komme til kirken. Der er små kirker alle steder og lyden fra en skrættende højtaler af en præst der På billedet ses de er ved at bygge en ny kirke, men pengene er små, så det tager tid. skråler i en mikrofon er normalt. Om søndagen bliver man overdøvet med kirke skrål fra alle kirker i byen. Vi har været med til en kikuyu gudstjeneste, det rørte os dybt da vi gik ind i kirken, hvor flere damer sang til rytmisk musik. Man kunne straks mærke den samhørighed der var i kirken. Folk dansede, sang, bad, græd og bedte, alt på samme tid. Det var meget emotionelt og se hvordan folk følte og levede for deres tro. Her fik vi virkelig et indtryk af deres stærke tro og mening med livet. Vi har overværet en begravelse på Jamii hospital. Begravelsen sker ikke i en kirke men på kapellet hvor pårørende måder op og siger deres sidste farvel inden den afdøde bliver transporteret hvortil den afdøde skal begraves. Afdøde bliver ikke brændt, men begravet i kisten, det er normalt at bliver begravet i nærmeste beslægtet have. Hvis dette ikke er muligt, bliver afdøde begravet på en fælles offentlig grund. Det vi lagde mærke til under ceremonien var at de ikke tager døden så sørgeligt, da de ser det som guds vilje og at der er en mening med det. Vi så pårørende med T-shirts hvor på der var trykt et billede af afdøde og tekst Rest In Peace Der blev sunget salmer til rytmisk musik hvorefter vi så den afdøde bliver kørt væk i noget der ligner en kasse vogn, hvor de nærmeste kører med i bilen. Her ses de pårørende med T-Shirt Rest in Peace

Praktikken Privat læge klinik - Dr. Wachiira Vi har været 2 ½ uge hos Dr. Wachriia i hans private klinik. Dr. Wachiira har speciale i endoskopi, coloskopi og kirurgi. Han er i kirurgien på de to lokale hospitaler og er på sin private klinik hvor han udfører endoskopi og coloskopi. Dr. Wachiira s kone arbejder også på klinikken og fungerer som farmaceut og har konsultationer med patienter. Vores første indtryk på klinikken var at det hele så meget gammeldags ud og det slet ikke er den samme standard som i DK. Der stod plastisk baljer hvor de gjorde remedierne rene, væggene ser urene ud, og sengen lignede nogle fra 2. verdenskrig. Gamle hullede lagner, der er grønne eller blå, var meget i øjenfaldende. Klinikken hos Dr. Wachiira Hver morgen vi mødte ind, skulle der gøres hovedrent på hele klinikken, på god gammeldags maner. Med gulvskrup, hullede klude og koldt vand. Derefter skulle der foldes lagner og foldes gaze bind. De sterile remedier bliver opbevaret i en kasserolle, hvor man tager det man skal bruge med en stor tang. Dr. Wachiira var som regel færdig med konsultation ved elleve tiden. Og her begyndte endoskopier eller coloskopier. Inden da havde vi sammen med sygeplejersken, målt blodtryk på Julie og Helle folder gazebind dem der skulle have foretaget endoskopi eller coloskopi samme dag. Der kom også patienter der skulle have ordnet sår, dette gjorde sygeplejersken inden endoskopierne eller coloskopierne blev foretaget. På klinikken arbejdede 1 sygeplejerske, 2 klinik assistenter og 2 læge sekretær. De arbejdede alle mandag- lørdag fra kl. 8 og til der ikke var flere patienter, nogle dage frem til kl. 19. Der var ikke nogen indlagte pauser, derfor skete det tit at de ikke fik noget at spise. Der var heller ikke noget der hed overarbejdstimer. Dette sås tydeligt på personalet, da de udstrålte

meget træthed og når der var mulighed for det, hvilte de øjnene. I vores tid på klinikken så vi mange patienter med inflammationer og tumor. Dr. W var rigtig god til at forklare os hvad han så på hans skærm. Vi så blandt andet en ung mand hvor tumoren havde bredt sig meget. Dette forklarede Dr. W os, alt imens patienten lå og hørte det. Vi følte at patienten her blev overset da der ikke blev snakket til patienten. Derfor spurgte vi efterfølgende indtil hvornår patienten fik det at vide. Hvortil vi fandt ud af at det er konen der overbringer den triste nyhed til patienten efter endoskopien. Dette foregik i et åbent rum hvor personale og patienter går forbi. Tumutumu privat hospital Tumutumu er et privat hospital der ligger i nabo byen Tumutumu, lidt udenfor Karatina. Dr. Wachiira er blandt andet kirurg på dette hospital. Dr. Wachiira kørte os derud og præsenterede os for den kirurg vi skulle følge, hvorefter Dr. Wachiira kørte tilbage på sin egen klinik. Operationen vi skulle overvære, var en kvinde på 70 år der skulle have fjernet cyster fra underlivet. Operationen tog omkring 3 timer. Inden operationen startede skulle vi alle bede, dette gøres inden hver operation. Selve operationsteknikken er præcis som den vi kender i Danmark, men rummet var meget u sterilt, det mindede om baglokalet i en slagterbutik. Facilliterne her er langt fra hvad vi kender i Danmark. Under operationer i Danmark, har vi højteknologi, der hele tiden følger patientens vitale værdier, her var der næsten ingen teknologi, bortset fra en saturationsmåler. Anæstesi sygeplejersken sad under operationen og gav kunstigt ilt hele tiden, derhjemme har vi maskiner til det. Det var rigtig spændende og se hvordan tingene kan lykkes trods de få midler de har i Kenya. Operationsstuen på Tumutumu

Jamii privat hospital Vi har været 2 uger på Jamii hospital. Jamii hospital er et privat hospital, der er ejet af to ældre damer, der har arvet det efter deres afdøde mænd, som var doktorer og har op startet hospitalet i tidernes morgen. Der er 80 sengepladser, fordelt på 2 etager. På øverste etage er der medicinsk afdeling fordelt mænd og kvinder i hver ende af afdelingen og børneafdeling i enden hvor kvinderne ligger. På nederste etage er der fødeafsnit og barselgang i den ene ende og kirurgisk afsnit i den anden ende. Det er sygeplejerskerne der agerer som jordmoder, der findes ikke denne uddannelse her. Den første uge var vi på øverste etage og den anden uge på nederste etage. Vi mødte 8-13 mandag til fredag. Morgenen startede med at sygeplejerskene gav rapport, ved at de skrev de vitale værdier på alle 80 patienter over i en slags hovedbog i en A3-størrelse. De havde ikke it system, så alt foregik skriftligt i hånden. Dette tog som regel en time og kunne være lidt langtrukken for os, da de snakkede swahillisk og indimellem grinede (var det os de grinte af??). Herefter gik man samlet rundt til alle patienterne og sagde godmorgen, dette foregik meget langsomt, da det er et meget lavt tempo de går. Når arbejdet gik i gang skulle der udleveres patient tøj (som lignede fangetøj) Patient sidder og slapper af i solen Herefter skulle der skiftes lagner ved alle patienter til at starte med. Når dette var gjort skulle man i gang med at vaske de dårlige patienter som ikke selv kunne vaske sig. Alle patienter fik ved indlæggelsen udleveret en balje med 1 stk sæbe, 1 stk håndkæde og 1 stk vaskeklud og det skulle bruges under hele indlæggelsen, man skiftede hverken håndklæde eller vaskeklud. Man brugte den samme klud til oven og forneden. Der var gardinforhæng mellem hver patient, som de var gode til at bruge under deres arbejde med patienten. Men der var ikke nogen patient kontakt dette beskrives længere nede i rapporten. Det var ikke ualmindeligt at der var gammelt blod på væggene, tomme drop poser der lå og flød på gulvet og der er meget beskidt på stuerne. Personalet på Jamii hospital bestod af Patient attenedent P/A (samme niveau som social og sundhedsassistent), sygeplejersker, Matron (over sygeplejerske) og læge. De gik meget op i grader

og kompetencer. Man sagde sister til sygeplejersken og doktor til lægen. Jamii har egen fysioterapeut, men her er det også af lav status. De har ikke de samme faciliteter som vi har i Danmark. Så træning foregår uden hjælpemidler. Fysioterapeuten deltager også i sygeplejen, ved vask af patienterne, rengøringen og sårplejen. De har egen røgten afdeling, apotek og sågar en tandlæge. Vi har set en patient der var indlagt på grund af smerter i lænden (lumbago) (se billede nedefor) Behandlingen til dette var her streching (strækning). Det gik ud på at der blev lagt en lignende kompressionsforbindning, hvortil der i fodfladen blev bundet et reb med to vægte på, som hængte udover sengekanten, sengen blev herefter eleveret i fodenden. Sådan skulle patienten så ligge i 14 dage, uden undtagelse. Vi har efterfølgende tænkt over denne metode og har været inde og læse om behandlingen til lumbago i DK, da vi fandt denne behandling meget gammeldags og hård. I Danmark er sådan en behandling også af gammel dato og ikke evidens baseret effekt. I DK er behandlingen kiropraktor, smertestillende behandling og fysisk aktivitet. (netdoktor.dk) En patient fortalte os at Jamii var det bedste hospital af høj standard, ellers skulle man til Nairobi. Det sagde lidt om standarden på de andre hospitaler, da vi syntes Jamii var af lav standard. Behandlingen til lumbago Patient stuerne på Jamii hospital

Sundhedsvæsnet generelt i forhold til DK Vi havde hjemmefra forsøgt at forberede os på hvad vi kunne komme ud for, så meget som det nu er muligt. Vi havde forestillede os worst case scenaries om hvordan det kunne være dernede i værste fald. Vi prøvede at sætte os ind i hvordan det ville være at arbejde på et hospital uden ressourcer og at folk altså ville være syge Men fantasi kan alligevel ikke leve op til virkelighed; Folk ER virkelig syge. I Kenya er der ikke mange med penge på lommen og hospitalsbesøg skal finansieres, derfor prøvede alle at udskyde indlæggelse så længe som muligt, med det resultat, at når endelig folk mødte op på hospitalet, så var der ikke meget at gøre. Økonomi Der fandtes både det offentlige og det privat ejet. Det offentlige er meget lav standard i forhold til det private. Ved det offentlige var der stadig en lille egen betaling, men man kunne risikerer at det ikke var uddannet læger og ventetiden til behandling kunne være så lang, at dem der ikke havde råd, ikke nåede det i tide. I det offentlige var der bla. Ikke kemo/stråle terapi, man skulle derfor have en god pengepung i tilfælde af sygdom. (hvilke mange ikke havde) Der var også en slags sygeforsikring man kunne betale til hver måned, der afhang af ens indtægt. Men det var LANGT fra alle der havde denne. Selvom man havde denne sygeforsikring, var man ikke sikret behandling, men forsikringen gav et tilskud til ophold på privat hospitaler. Yderligere behandlinger var egen betaling. Dette var nødvendigt for at de private hospitaler kunne løbe rundt. Derfor skete der også en masse korruption i sundhedsvæsnet, hvor medicin blev solgt under bordet og på gadeplan. Medicinen er ikke så struktureret, derfor kan korruption nemt forgå Kom man ud for en ulykke med alvorlige følger, var det nødvendigt at have en god familie, eller en indtægt så man kunne betale for den hjælp der var nødvendig, muligvis resten af livet. Der var derfor sørgelige udsigter for mange ensomme og fattige borgere, der kom ud for ulykker og kronisk sygdom. Hvorefter de blev udskrevet fra hospitalet uden hjælp, og dermed var der mange dødsfald i den forbindelse. Vi har oplevet under vores praktik på Jamii hospital en patient der var i meget dårlig tilstand, han var kronisk nyrepatient. Patienten ventede på at komme i dialyse behandling, men kunne ikke komme dette, inden at betalingen var gået i orden. Han havde i ventetiden udviklet en ketoacidose.

Denne patient havde en forsikring, men personalet ventede betaling fra forsikringen, før patienten kunne blive hentet og komme til behandling. Fra da vi mødte om morgenen og til vi gik hjem var patienten endnu ikke blevet hentet. Det var her tydeligt for os at se forværring, dette rørte os dybt, at man ikke kunne køre denne patient til dialyse og ordne det med forsikringen senere. Men fordi man har en forsikring er man derfor ikke nødvendigvis garanteret hurtig og nødvendig behandling, da der som regel også er en egen betaling og systemet alligevel ikke er optimalt. Folkesygdomme De folkesygdomme som var kendt her var tuberkulose, HIV, malaria, pneumoni, hypertension og diabetes. Her kunne vi jo se at de første tre sygdomme skilte sig ud, tuberkulose, HIV og malaria. Vi har ikke set så mange HIV patienter, da deres behandling foregår i hjemmet. Der var en speciel hjemmepleje kun til disse patienter. Men vi har fået os fortalt at forebyggelsen af HIV er blevet væsentlig bedre i befolkningen. Folk er blevet bedre informeret omkring smittekilden og det er blevet okay at købe kondomer, som ses i mange butikker. Vi har oplevet flere patienter der kun var indlagt grundet deres demens, på jamii hospital. Der er ingen offentlig forsorgssystem, så derfor er der ikke andre muligheder når pårørende ikke kan tage vare på den demensramte. Dette kunne blive dyrt, da man betaler for hver dag man er indlagt. Lægerne så også dette som et problem at der ikke findes hjem til de ældre, da de ældre bliver kastet rundt på forskellige sygehus fordi pårørende ikke kan overskue at tage vare på deres kære derhjemme. Vi har haft spurgt lægerne ind til selve EBOLA situationen, om de var forberedte hvis smitten kom til Kenya. Det var vores indtryk at de var fagligt forberedte hvis dette skulle ske og de havde en særlig procedure ligesom vi i DK har. Vi har også set informations sedler hænge på Jamii hospital omkring fakta om ebola. Deres viden er bred omkring dette men som tidligere skrevet var deres faciliteter ikke som vores, derfor går vores tvivl mere på om de har faciliteterne, sikkerhedsudstyr og de nødvendige isolationsstuer til rådighed ved en større epidemi. Julie på Jamii hospital Helle på Jamii hospital

Hygiejne/sterilteknikker Deres hygiejne og sterilteknikker var også af stor forskel fra DK. De skiftede ikke handsker imellem gøremål og patienter. Vaskede hænder med handsker på, skiftede dem højst to tre gange i løbet af en arbejdsdag. Der skulle jo spares hvor der kunne Håndsprit var heller ikke noget de gjorde brug af. Ved sårplejen kunne vi se at de prøvede at bruge deres sterilteknikker, men det var ikke altid at det lige lykkedes efter bogen. Dette blev der ikke lagt så meget vægt på som her i DK. Nedre toiletter og kateterpleje kendte de ikke til. Der blev blot sjasket med lidt vand over det intime område. Hvis der var afføring i bleen, blev der brugt lidt mere vand og derefter tørret væk med lagnet, som herefter røg til vask. Der sås ofte brugte dropsæt hængende på væggene og brugte kanyler og blod liggende omkring, dette synes ikke at være noget sygeplejerskerne bemærkede yderligere. Der blev vasket patienttøj og sengelinned på hospitalet, når dette tøj skulle tørre, var der ikke nok tørrestativer til det hele, derfor blev resten af tøjet tørret på græsset. Kanyler og blod ses ofte rundt omkring Patient kontakt Vi har oplevet både på klinikken og hospitalet at der var en væsentlig forskel på patientkontakten og den omsorg der ydes i forhold til DK. Personalet virkede ikke yderligere påvirket af når en patient havde ondt, var angst eller lå og skreg af smerter. Der var ingen empati at se overhovedet, vi har oplevet personalet stå og snakke over patienternes hoved og ikke til patienten. Hvis patienten kæmpede imod, har vi sågar oplevet at der blot bliver tilkaldt ekstra personale for at holde patienten og ikke først prøvet at berolige selve patienten.

Dette er set i forbindelse med anlæggelse af en PVK, på en lille dreng på 2 år. Det gjorde ondt i vores hjerter at se den manglende kontakt til den lille dreng. Vi har også oplevet det på klinikken, hvor patienter er angste for endoskopien. En pige på 16år, kæmpede meget modvilligt mod, blev der blot lagt flere kræfter i at holde hende fast. På intet tidspunkt var der nogle at de tre personer der holdte hende, der tog hendes hånd eller kommunikerede med hende. Vi har forsøgt os med omsorg i dansk tradition, med holde i hånd, klap på skulderen og spørge ind til patienten, hvor vi godt har, kunne fornemme et skævt smil fra personalet, hvorimod vi mærkede stor taknemmelighed fra patienterne. Vi kan ud fra dette konkludere at det er behandlingen der er i høj fokus og ikke så meget selve patienten. Dr. Waciira skal til at foretage en endoskopi Patient bliver holdt af sygeplejersker

Karatina Børnehjem Der bode omkring 100 børn på børnehjemmet, det var omsorgssvigtet og forældreløse børn ned til 0 år og op til 18 år. Børnehjemmet var finansieret af lokale myndigheder og drives nu af amtet. Der var gratis skole og skolepligt for alle børn i Kenya. Men helt gratis var det alligevel ikke fordi meget af det var baseret på brugerbetaling og børnene på børnehjemmet var ikke undtaget disse vilkår. Dette kunne gå udover børnehjemmets lille budget, derfor var vedligeholdelse af bygninger, inventar, skolepenge og til tider dårlig ernæring meget udsat. Vi havde hjemmefra lavet en donationsindsamling som er gået til renovering af inventar, nye køkkenting, tallerkner og kopper og forskellige aktivitetslegetøj til børnene. Gruppebillede af børnene fra børnehjemmet med nogle af donationsgaverne

Da vi kom til børnehjemmet første dag var vi meget spændte på at se alle børnene og hvordan de levede. Børnehjemmet så ud som vi egentlig havde forestillet os, der var sovesale til drengene og pigerne, med køjesenge stillet op på række i hele salen. Rummene var store sale med slidte gamle gardiner og ødelagte køjesenge, der var en lidt grim lugt i sovesalene, en snert af urin. Da vi kommer derned er børnene meget stille og tilbageholdende, dog nysgerrige efter hvem vi er. Vi havde medbragt vandmeloner, som gik rent ind hos børnene. Børnene var meget veldeciplinerede og stilte sig pænt på række for at få et stykke vandmelon. Det var en fornøjelse at se hvor lidt der skulle til for at glæde de søde børn. Børnene venter pænt på vandmelon Til at starte med var det meget svært at komme ind på børnene. Vi var lidt usikre på hvad vi skulle sige til dem, da vi i forvejen vidste at fortiden var et ømt tåleligt emne for dem. Men vi fik hurtigt løsnet stemningen ved at vise dem billeder og videoer af dem selv på vores telefoner, dette fandt de meget interessant og skægt. Efterfølgende har vi brugt nogle eftermiddage på blandt andet at tage de største børn med på stadion og spille fodbold. Her oplevede vi igen deres veldeciplin ved at de stillede sig op på en lang række og talte sig selv. Vi havde 24 børn med og fandt hurtigt ud af at spille drengene mod pigerne. Det var en kæmpe succes for børnene, som så sjældent ser noget andet end børnehjemmet. De spillede i bare tær, sandaler og ødelagte sko, det synes ikke at være nogen hindring for dem. De efterfølgende gange vi kom på besøg kunne man mærke de var ved at vænne sig til os. Vi var med til at hjælpe med tilberedning af maden og de praktiske ting, som skulle gøres hver dag på børnehjemmet. Vi lagde hurtigt mærke til at de større børn, tog sig af de mindre børn. De lærer lige fra 3 års alderen hvad det de huslige pligter er og tage varer på dem selv og hinanden. Her spiller vi fodbold med børnene fra børnehjemmet. Pigerne mod drengene

Konklusion Vi oplevede at blive taget godt imod af vores kenyanske kolleger. Generelt har folk været søde og meget imødekommende og meget interesseret i DK og det vi kommer fra. Vi mødte en nysgerrighed overfor vores kultur og hvordan vi gør tingene i Danmark. Vi har ikke talt på hvor mange gange vi har forklaret det danske skattesystem og sundhedssystem. Selvom det kan være trættende at fortælle det samme igen og igen er det unægtelig federe at de er interesseret i vores land og kultur, end at de bare sidder og taler på Swahili. Vi anede også en smule ærefrygt når vi kom i vores hvide lægekitler. Vi fornemmede at der nogle gange blev strammet lidt op på sagerne i vores nærvær og at vi derved havde en gavnlig virkning ved vores blotte tilstedeværelse. Vi ved at det er helt andre problemstillinger vi kommer hjem til i DK, hvor fokus vil være på KRAMfaktorer og andre livsstilssygedomme, i forhold til her hvor problemstillingerne er underernæring, tuberkulose, HIV og malaria. Der er ingen tvivl om at denne rejse har betydet alt for os! Fagligt, kulturelt og socialt har vi formået at proppe alt det ind som døgnenes 24 timer rent tidsmæssigt kan rumme. På 5 uger har vi oplevet mere end hvad vi har troet var muligt. Vi er blevet udfordret personligt og fagligt og på mange måder kan vi mærke at rejsen har rykket meget indeni os. På vores tur har vi mødt mange skæbner, både triste og sørgelige men sandelig også mange inspirerende mennesker, som har lært os igen at overveje hvad der i virkeligheden er betydningsfuldt her i livet, de sande værdier. Vores Kenya eventyr har helt klart sat tingene i perspektiv. Vores sidste dag inden hjemrejse, med vores formidlere fra Danmark