OXUS Nyhedsbrev for Centralasiatisk Selskab
Indhold Nyheder fra Centralasiatisk Selskab Redaktionen 1 Ruhnama - Indtryk fra Turkmenistan Sten Madsen 3 Vann, miljø og geopolitikk i Sentral-Asia Anne Gry G. Rønningen 6 Boganmeldelser Erna Andersen og Rasmus Chr. Elling 10 Musikanmeldelser Christer Irgens-Møller og Per Fischer 15 Annoncer og meddelelser 21 Internationale arrangementer og internetpublikationer 24 Udgivet af Centralasiatisk Selskab, København, 2006. ISSN: 1901-9637 Centralasiatisk selskab har til formål at fremme kendskabet til og interessen i Centralasien før og nu og tilvejebringe et tværfagligt forum for koordinering og styrkelse af aktiviteter, der beskæftiger sig med Centralasien. Centralasiatisk Selskab er en ikke-politisk, ikke-religiøs og ikke-profitsøgende organisation. Betegnelsen Centralasien dækker i selskabets regi primært: Landene Afghanistan, Kasakhstan (Kazakstan), Kirgisistan (Kirgisien), Tadsjikistan (Tajikistan), Turkmenistan, Usbekistan (Uzbekistan); provinsen Xinjiang i Kina; de sydsibiriske provinser i Rusland; de nordlige provinser i Pakistan; samt emigranter fra de pågældende områder, hvor end de måtte befinde sig. For mere information om selskabet klik ind på centralasien.dk Bliv medlem ved at udfylde blanketten på centralasien.dk Det koster kun 100 kr. om året. Redaktionen på OXUS består af Rasmus Chr. Elling, Per Fischer, Marie-Luise Hansen, Adam Hyllested og Sten Madsen. Send venligst dine idéer og bidrag i form af artikler, information om arrangementer, billeder mv. til redaktionen pr. e-mail: info@centralasien.dk.
Nyheder fra Centralasiatisk Selskab Tak for i år Det har været et begivenhedsrigt efterår, hvor vi bl.a. nåede til enden af foredragsrækken Danske Eventyrere på Silkevejen. Vi vil gerne benytte pladsen her til at sige stor tak til foredrags-holderne for deres indsats. Siden sidst 5. oktober fortalte Birthe Frederiksen fra Moesgård Museum levende dels om sit eget feltarbejde hos den pashtunske stamme Hazarbuz, som hun også har skrevet om i Nomadeserien fra Forlaget Rhodos; dels om Klaus Ferdinand og hans pionérindsats inden for Afghanistanforskningen. på kloden og fik forklaret forskellen på shaman og beslægtede termer, som til Gilbergs fortrydelse bruges i flæng. Det sidste foredrag i silkevejsrækken blev afholdt d. 7. december 2006, hvor lektor Wolfgang Scharlipp fortalte om den berømte danske sprogforsker Vilhelm Thomsen og dennes banebrydende tydning af de oldtyrkiske runer fra Centralasien. Alt i alt har foredragsrækken været en kæmpe succes. Komponist og musiker Christer Irgens-Møller gav 26. oktober en interaktiv gennemgang af folkemusik fra tre lokaliteter i Nuristan. Arrangementet var et audiovisuelt overflødighedshorn omfattende live-optræden (med assistent), billeder, feltoptagelser og fællessang og fremvisning af instrumenter fra området. Jan Heegård, der er lingvist fra Københavns Universitet, præsenterede 9. november kalasha-folket i Nordvestpakistan og deres sprog. Foredraget var krydret med korte videoklip fra hans og Ida Mørchs feltarbejde i området. Ph.d.-titlen havde Jan Heegård erhvervet en uge forinden. Tillykke til Jan og velkommen i redaktionen på The DSCA Journal. Museumsinspektør Rolf Gilberg fra Nationalmuseet gav ved et velbesøgt arrangement en særdeles billedrig indføring i mongolske shamaner og deres arbejdstøj. Vi kom vidt omkring, og berørte shamanisme mange steder Rolf Gilberg holder foredrag om shamaners arbejdstøj. Fredag den 13. oktober deltog Centralasiatisk Selskab for første gang i Kulturnatten med en Centralasiatisk Lounge / Bogcafé på Café Basilicum på Nørrebrogade. Der blev spillet centralasiatisk musik, og der var afghanske snacks på bordene. Arrangementet var en succes, og vi kan forhåbentlig udbygge idéen i 2007. 1
Kommende aktiviteter Næste år vil vi fokusere på områder og emner, som hidtil ikke har indgået i selskabets aktiviteter, fx Tadsjikistan, kvinders forhold, miljøforhold, islam og politik samt manikæisme. Dertil planlægger vi en centralasiatisk filmfestival. Næste nummer af The DSCA Journal udkommer i december 2006. Hovedtemaet denne gang er folkeslaget hunnerne, der i 300-tallet stormede vestpå over de centralasiatiske stepper og blandt andet satte sig spor i Ungarn. Tak til Lillian og Dan Finks Fond Bestyrelsen for Lillian og Dan Finks Fond har i oktober 2006 bevilget 10.000 kr. til Centralasiatisk Selskab til støtte til formidling af danske forskningsresultater om Centralasien. Nærmere bestemt skal pengene bruges til på skrift at udgive foredragsrækken Danske Eventyrere på Silkevejen, som Centralasiatisk Selskab har afholdt i løbet af 2006. Selskabet i vækst Centralasiatisk Selskab fortsætter med at vokse. I dag har vi tæt på 200 medlemmer i ind- og udland, og tæt på 500 tilmeldte på vores mailingliste. Vores hjemmeside www.centralasien.dk er fortsat velbesøgt, som nedenstående graf illustrerer. Således har vi nu gennemsnitligt 183 besøg om dagen, og statistikken viser, at ca. 40% af brugerne er fra Danmark. Vi opfordrer fortsat selskabets medlemmer til at bidrage til Oxus med debatindlæg, anmeldelser, artikler, fotoessays, annoncer og andet, man måtte anse for relevant for Centralasieninteresserede. Statistik over trafikken på www.centralasien.dk fra december 2005-november 2006 2
Ruhnama Indtryk fra Turkmenistan Sten Madsen, amanuensis, cand.mag. Københavns Universitet I september 2001 færdiggjorde Turkmenistans præsident Saparmurat Niyazov, også kendt som Turkmenbashi, sin bog Ruhnama. Titlen stammer fra persisk og betyder Sjælens bog. Bogen er en sammenfatning af historisk fiktion, nationale digte, selvbiografi og en spirituel guidebog for det turkmenske folk. Bogen er en substantiel del af Turkmenbasys personlige kult, og reciteringer og udenadslære af bogens mange passager er obligatorisk undervisning i skolen og et krav for eksempelvis udstedelse af kørekort. Desuden er det påbudt at fremvise bogen i boghandler, offentlige institutioner samt i moskeer ved siden af koranen. I Ashgabat er der en kæmpemæssig mekanisk kopi af Ruhnama, som hver aften bliver åb- 3
net, hvorefter udvalgte passager bliver læst op til Turkmenbashis ære. I 2004 udkom andet bind, som er ment som en lærebog til det turkmenske folk angående filosofi, opførsel og opdragelse for at blive en god turkmensk statsborger. Gennem mit arbejde på den arkæologiske udgravning af Anau Depe, der ligger tæt ved hovedstaden, blev jeg således inviteret til Ruhnama-konferencen i anledning af 5-årsdagen for udgivelsen af det første bind. Anau Depe har en speciel position i Turkmenistans fortid, og opdagelser og udgravningsresultater bliver ofte citeret og benyttet i den nationalistiske propaganda, der argumenterer for, at det turkmenske folk har levet i området de sidste 7000 år. Med det i baghovedet drog jeg afsted til konference. Konferencen var et stort show med en åbning, der var en præsident værdig. Det lange røde vævede tæppe var rullet ud foran den guldbelagte indgang, og musikere og embedsmænd flankerede trappen. Der gik ikke lang tid, før jeg måtte give mit første interview til turkmensk TV, hvor jeg skulle svare på, hvad jeg synes om Turkmenistan, dets indbyggere og de mange nybyggerier i hovedstaden. Som enlig dansker i Turkmenistan var jeg et udsøgt mål for de mange journalister, og jeg måtte give et par interviews mere før jeg kunne opleve åbningstalen og blev lukket indenfor. Inde i den store marmorbygning var der dansere og musikere klædt i traditionelle dragter, der opførte lokale danse og musikstykker, alt imens vi indskrev os til konferencen. 4
Efter nationalsangen, der blev opført af unge Ruhnama-studerende, blev konferencen åbnet med adskillige oplæg fra prominente forskere hovedsageligt fra Asien med enkelte fra Europa og USA. Resten af dagen blev tilbragt i nærheden af hotellet, hvor vi gik hen til en af de populære haverestauranter i byen. Her er der en afslappet stemning blandt de lokale, og man kan få serveret Berk, den lokale turkmenske øl, vodka, samt shashlik, mens den lokale musik brager ud af højttalerne. Næste dag blev vi hentet tidligt og kørt til en af de officielle bygninger, der ligger i centrum tæt ved de mange paladser, der er blevet bygget siden selvstændigheden i 1991. Selve konferencen var en lang ros af bogen og præsidenten, som det hører sig til. Mit eget foredrag var det eneste på engelsk og blev på glimrende vis oversat til turkmensk, men resten foregik på enten turkmensk eller russisk, og det forstod jeg ikke meget af. Seks timer senere blev vi kørt tilbage til bygningen for åbningsceremonien og derefter til President Hotel. Dette hotel ligger flere kilometer udenfor Ashgabad og er indrettet med den størst tænkelige luksus, man kan forestille sig. Her blev vi trakteret med diverse turkmenske retter, vin og vodka, samt dansere, musik og solister. Efter dette arrangement var den officielle konference hermed slut, og præsidenten havde fået den anerkendelse af Ruhnama, som var formålet med hele konferencen. Den næste dag før afrejsen blev tilbragt med en tur til vores udgravning, Anau Depe, en tur i den russiske bazar, hvor man kan købe alskens kopivarer billigt, samt et par kolde Berk i den lokale haverestaurant. Det var herefter tid til at sige farvel til Ashgabat endnu en gang efter et par begivenhedsrige dage. 5
Vann, miljø og geopolitikk i Sentral-Asia Det er mye fokus på Sentral-Asias geopolitiske og strategiske naturressurser slik som olje og gass. Betydningsfulle eksterne aktører som USA og Russland har meldt seg på i kappløpet om regionens reservoarer for å sikre fremtidig energitilførsel. Den ressursen som kan komme til å spille den viktigste brikken i energikappløpet, kan imidlertid vise seg å være en helt annen, men enda viktigere ressurs, nemlig vannet. Af samfundsgeograf Anne Gry G. Rønningen Den sovjetiske arv Sentral-Asia har mye vann. Store mengder vann. Elver, innsjøer, isbreer... Hvorfor har ekspertene da fryktet at dette området har et faretruende potensial for å utvikle en regional vannkrig? Spørsmålet er komplekst, men mye av svaret ligger tilbake i Sovjettiden, hvor de sentralasiatiske republikkene Kirgisistan, Usbekistan, Tadsjikistan, Kasakhstan og Turkmenistan, inngikk i et innviklet bytteforhold av naturressurser. Et gjensidig avhengighetsforhold som fullt og helt var kontrollert og finansiert av Moskva. Et avhengighetsforhold de nye sentralasiatiske statene arvet med seg etter Sovjettiden, og som danner selve kjernen i dagens regionale vannproblematikk. Avhengighetsforholdet Selv om Sentral-Asia har mye vann, er denne ressursen meget ujevnt fordelt i regionen. Fjellandene Kirgisistan og Tadsjikistan er oppkommet til 80 % av regionens vannressurser mens lavereliggende Usbekistan, Turkmenistan og Kasakhstan preges av ørken og har få egne vannkilder. Til gjengjeld har de tre sistnevnte store forekomster av fossilt brensel. Under Sovjetunionen ble de sentralasiatiske republikkene knyttet sammen gjennom et komplekst bytteforhold for å jevne ut den skjeve ressursfordelingen. Kirgisistan og Tadsjikistan som selv har mangel på olje, gass og kull, mottok fossilt brensel av sine naborepublikker. Til gjengjeld ble kirgisisk og tadsjikisk vann spart opp gjennom vinterhalvåret og levert til nedstrømsrepublikkene om våren og sommeren når behovet for vann var størst her. Sovjetunionen satsning på å bli selvforsynt med bomull hadde ført til en enorm ekspansjon av bomullsmarker i Usbekistan, Turkmenistan og Kasakhstan og enkelte steder var det snakk om en ren monokultur. Kunstig vanning var helt nødvendig for å kunne dyrke den meget vannkrevende planten og det ble bygget et omfattende irrigasjonssystem. Byttehandelen av ressursen landene imellom fungerte ved hjelp av streng statlig kontroll. Alle avgjørelser ble tatt i Moskva av minis- 6
teriet for vann og landbruk (Minvodkhoz) og det var også her alle bestemmelser i forhold til vannkvoter, gasskvoter, investeringer og utbygginger ble tatt. Resultatet var at Sentral-Asia ble fullstendig fysisk, administrativt og økonomisk integrert gjennom komplekse vann- og energinettverk. Til tross for at systemet var langt fra miljømessig bærekraftig, med et enormt overforbruk av vann, er det likevel mulig å si at systemet fungerte etter sin egen logikk. Enn så lenge republikkene befant seg innenfor samme nasjonale grenser og Sovjetunionens fremdeles eksisterte. i landet under Sovjetunionen, deriblant den største av dem alle, Toktogul, hadde også blitt konstruert med kapasitet for vannkraftsproduksjon. Fordi Kirgisistan tidligere mottok subsidierte energikilder fra nabolandene, hadde produksjonen av vannkraft imidlertid vært minimal og målt til mindre enn 10 % av sin egentlige kapasitet. Uavhengigheten Sovjetunionens fall representerte store problemer i forhold til ressursfordelingen og det ble svært å opprettholde det regionale byttesystemet. Nye grenser, nye administrative inndelinger og nye nasjonale økonomier skapte en helt ny geopolitisk setting, men hvor de sentralasiatiske landene fortsatte å være avhengige av hverandres ressurser. Uten subsidier og finansiell støtte fra Moskva ble det imidlertid viktig for de sentralasiatiske landene å utvikle sin egne uavhengige økonomi basert på egne ressurser og kapasitet. Her hadde de olje- og gassrike Usbekistan, Turkmenistan og Kasakhstan en stor fordel sett i forhold til ressursfattige Kirgisistan og Tadsjikistan. De førstnevnte hevet raskt prisen på olje og gass til verdenspriser. Dette førte til store problemer for nabostatene Kirgisistan og Tadsjikistan. I tillegg til å være blant de fattigste blant sovjetrepublikkene hadde det selv få ressurser bortsett fra vann. Behovet for energi ble prekært i de kalde vintermånedene i disse fjellandene. For å kompensere for andelen av importert energi, begynte i hovedsak Kirgisistan å utforske sitt ennå ubrukte, men meget store, potensial for produksjon av vannkraft. Flere av damanleggene som hadde blitt bygget Årlig splid Toktogul vannreservoaret i Kirgisistan. Kirgisistans ønske om å utnytte vannet til energiformål passet dårlig med nabolandenes jordbruksutvikling. Usbekistan intensiverte bomullsproduksjonen kraftig etter 1991. Gjennom nye markeder utenfor det tidligere sovjetsamveldet ble bomullen den viktigste kilden for å skaffe landet utenlandsk valuta. Behovet for vann til irrigasjon av bomullsmarkene vokste således parallelt. Men hvor Usbekistan tidligere hadde vært sikret tilgang til kirgisisk vann i vår og sommerhalvåret, opplevde de nå at Kirgisistan holdt tilbake vannet i denne perioden for å spare til egen vannkraftsproduksjon i vinterhalvåret. I tillegg ble store usbekiske områder lagt under 7
vann i vintermånedene som resultat av økte vannutslipp. Elvene gikk over sine bredder og mange usbekiske bønder opplevde å få bomullsmarkene ødelagt på grunn av oversvømmelser. Forsøk på å komme frem til en løsning på hvordan vannressursene i postsovjetiske Sentral-Asia på best mulig måte kan fordeles, har ennå ikke ført frem til konkrete resultater. Spliden forsterkes ved at landene ikke blir enige om de økonomiske betingelsene rundt vannfordelingen. Usbekistan har nektet å bistå Kirgisistan økonomisk til vedlikehold og drift av damanlegg, reservoarer og vanningskanaler og Kirgisistan hevder følgelig at Usbekistan heller ikke har krav på vannet. Slik spinner uenighetene videre fra år til år og en diplomatisk løsning på vannproblemet synes langt unna. Kunsten å snu en elv Om ikke en diplomatisk løsning på vannproblemet er nærliggende, er det i de seneste årene fremmet et forslag på hvordan problemet kan løses ved hjelp av teknisk ingeniørkunst. I september i år møttes presidenten fra Usbekistan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Kasakhstan for å diskutere regionens fremtidige vannpolitikk. Én av sakene som ble diskutert som en mulig løsning på vannproblemet, har sitt utspring i en gammel sovjetisk plan, første gang introdusert i 1965. Planen, den gang som nå, går ut på å snu deler av vannstrømmen i de store sibirske elvene Ob og Irtysh. Med andre ord vil man forsøke å snu elvestrømmen fra å renne nordover mot Nordishavet til å renne sørover mot Kasakhstan og videre inn i Usbekistan. Man ville bygge en kanal på over 2000 km, noe som ville tilsvare avstanden mellom Canada og Mexico. Den opprinnelige sovjetiske planen ble etter tiår med forskning og kalkulering imidlertid forkastet på 1980- tallet. Miljøforkjempere og geologer advarte med at man ikke kjente de miljømessige konsekvensene ved et slikt radikalt naturinngrep. Det som imidlertid ble utslagsgivende for at planene den gang ble skrinlagt, var kostnadene, et svimlende beløp som den gang ikke ble regnet som økonomisk forsvarlig for Sovjetiske økonomi. Men nå har altså planene igjen krøpet inn på agendaen. Siden reintroduksjonen av den radikale planen i 2002 har den høstet flere innflytelsesrike tilhengere, ikke minst i Russland. Russland ser seg nemlig meget tjent med et slikt prosjekt da dette ville bety et betydelig geopolitisk grep rundt det ressursrike Sentral- Asia. Dersom Usbekistan og Kasakhstan setter seg i et avhengighetsforhold til Russland gjennom tilførsel av vann, vil dette ikke bare være en fordel for Russland i form av større kontroll over strategisk ressursrike områder, det vil også være en seier ved at det vil sette en stopper for andre eksterne aktørers energioffensiv i regionen. The New Great Game For det mangler ikke på den geopolitiske interessen for den sentralasiatiske regionen. Det hele minner mer og mer om et annet geopolitisk kappløp som fant sted i samme område for over hundre år siden. Hvor det britiske imperiet og det russiske imperiet kjempet om den sentral asiatiske regionen i The Great Game på slutten av 1800-tallet, er britene i dag byttet ut med amerikanerne, men hvor kappløpet fremdeles handler om geopolitisk strategi og tilgang på viktige naturressurser. USA har lenge forsøkt å styre de sentralasiatiske landene vekk fra Moskvas grep ved å foreslå alternative energimarkeder utenfor Russland. Russland har med misnøye sett på USAs interesser og økte innflytelse i regionen og har de siste årene gått aktivt inn for å knytte 8
sterkere bånd med sin egen bakgård. Ved nå å engasjere seg i regionens vannproblematikk og tilby finansiell støtte til å bygge den sibirske kanalen, tar Russland et viktig skritt i retning å ta over den politiske dominans i området, på bekostning av USA. Miljø I mellomtiden fortviler miljøforkjempere verden rundt over gjenintroduksjonen av den sibirske elveplanen. For i likhet med sine forgjengere som advarte mot planene på 70- og 80- tallet, frykter miljøvernere store naturmessige skader dersom kanalen blir en realitet. Blant annet advarer de mot at det naturlige økosystemet langs elvene i Sibir vil komme til å lide ved en kraftig reduksjon av den naturlige vannstrømmen i elvene. De frykter også at lekkasjer fra kanalen vil medføre at store områder i Sibir vil bli forvandlet til myrlandskap som følge av avrenninger fra kanalen. på vannproblemet i Sentral-Asia ved hjelp av tekniske grep men at det simpelthen må løses ved en reduksjon av vannkonsumet. Usbekistan har et vannforbruk per capita som langt overstiger resten av verden. Samtidig forstetter bomullsproduksjonen å ekspandere for å kompensere for utarmet jord. Dersom Usbekistan differensierer jordbruket og heller velger mindre vannkrevende vekster, ville dette vært et stort og viktig skritt i riktig retning. Vannet i Sentral-Asia har imidlertid for lengst blitt et middel for politisk maktbruk på lik linje med olje og gass. Politisk uvilje og mangel på miljømessig ansvar synes derfor å være to hovedårsaker til de eskalerende vannproblemene i Sentral-Asia i dag. Sentral- Asia har vært gjenstand til menneskeskapte miljøkatastrofer før, med Aralsjøen som det fremste eksempelet av dem alle. Kan manglende diplomatiske løsninger på vannproblemet i Sentral-Asia, trigget av et geopolitisk maktspill, nå føre til at miljøet forbigås nok en gang? Miljøforkjempere og politiske eksperter argumenterer for at man ikke kan finne en utveg Irtysh-floden i Kasakhstan 9
Boganmeldelser Viggo Fischer: Afghanistan Besættelse, Borgerkrig og Befrielse Peter la Cours Forlag, 2005 Bogen Afghanistan besættelse, borgerkrig og befrielse er det første hovedværk på dansk, der beskriver og analyserer dette krigshærgede lands politiske historie. Bogen udgør derfor en væsentlig kilde til forståelse for landets historie set i lyset af dansk deltagelse i politisk og humanitær indsats. Viggo Fischer vil med bogen give en almen tilgang til Afghanistans historie og politiske udvikling. Således kan den også anvendes til opnåelse af almindelig oplysning om landet. Dette formår forfatteren til fulde gennem en beskrivelse af Afghanistans historie fra perioden omkring nationens dannelse og etablering af landets grænser i 1747 og frem til i dag, hvor landet politisk står ved en ny tærskel. At beskrive Afghanistans politiske historie fra nationens fødsel frem til i dag er et ambitiøst projekt, der kræver den rette balance mellem præsentation og analyse af historisk materiale. Succesen i denne ligger i Fischers åbenlyse personlige kendskab til landet samt en solid erfaring med dansk udenrigspolitisk arbejde i årene omkring USSRs besættelse af landet. I årene 1984-1994 var Fischer folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti, hvor han blandt andet fungerede som formand for Folketingets Udenrigsudvalg. Med sit politiske virke har han selvsagt haft førstehåndsindsigt i begivenhedernes gang under den vigtige politiske periode i 1980 erne og 1990 erne i Afghanistan. Dette samt et åbenlyst engagement førte til etableringen af Dansk Afghanistan Komité, for hvilken han siden 1987 har fungeret som formand. Tilknytningen til denne organisation fungerer som det valide udgangspunkt for bogen, og kobler dermed historisk teoretisk materiale med den empiriske baggrund for analysen af de politiske og sociale forhold i landet i løbet af de sidste tre årtier. Styrken i Fischers fremlæggelse af Afghanistans historie ligger i, at det er en god præsentation af det mangesidede billede af interne samt eksterne forhold og konflikter, som udgør historien. Det er på fornemste vis lykkedes at koble de komplekse forhold, der ligger i landets interne etniske og ideologiske 10
forhold, samt de konflikter dette har medført, med den geopolitiske kontekst, som igennem hele landets historie har haft enorm indflydelse på den politiske udvikling. Læseren får således et indgående kendskab til de mange aktører i afghansk politik igennem tiden. Eksempelvis bifaldes koblingen mellem det i 1800-tallet store magtspil mellem Rusland og Storbritannien, kaldet det store spil, som udspillede sig, hvor Afghanistan havde en vigtig rolle med 1990 ernes politiske uro efter befrielsen fra USSR s besættelse. 1800-tallet blev kendetegnende for konflikten mellem Rusland og Storbritannien, der begge havde stor indflydelse i Central- og Sydvestasien, hvor det for briterne gjaldt om at sikre sig kontrollen med forbindelsesruterne gennem Afghanistan til Indien og samtidig holde russerne fra adgangen til de nye markeder. Det store spil i nyere tid udspillede sig i årene efter kommuniststyrets fald i 1992, hvor de nye aktører udgjorde de partier, der under krigen mod russerne i 1980 erne havde kæmpet side om side med hinanden. Nu udgjorde de hinandens opponerende partier, og på trods af nogle forsøg på aftaler de såkaldte Peshawar- og Islamabad-aftalerne blev perioden op til Talibans overtagelse af magten i 1996 kendetegnende for de blodigste opgør mellem de forskellige parter. Opgøret mellem de afghanske etniske og politiske grupperinger blev ivrigt støttet af især nabolandene Iran og Pakistan, der hver især støttede modstridende partier. I dag, efter Talibans fald og en massiv indsats fra det internationale samfund for at indføre demokratiske principper for regeringsførelse, fortsætter det store spil. Dette giver Fischer med sine politisk analytiske evner en detaljeret og interessant præsentation af. Læseren får indblik i, hvordan historiens gentagne konflikter til stadighed optager en vigtig rolle for udformningen af nutidens politiske spil. Til gengæld bærer diskussionen om Afghanistans politiske fremtid præg af forfatterens åbenlyse mangel på erfaring med den afghanske hverdag. Dette kommer især til udtryk under beskrivelsen af kvinders situation gennem tiderne. Der refereres til tredjehåndsoplysninger i beskrivelsen af skismaet omkring kvinders rolle i samfundet, hvilket vidner om et ukritisk brug af citater, og virker dermed utroværdig. Under fremlæggelsen af de politiske begivenheder efter angrebene i USA den 11. september 2001 refereres der til det nye parlamentariske grundlag for landet, hvilket formelt inddrager kvinderne og eksempelvis har sikret kvinderne et fast antal pladser i det nye parlament. Dette får lov til at stå alene, uden en diskussion om, hvorledes disse nye tiltag bliver modtaget af den afghanske befolkning, og kommer dermed til at fremstå som ensidigt positivt. Der savnes en stillingtagen til afghanernes almene holdning til de politiske begivenheder i dag som ganske rigtigt giver kvinderne en favoriseret rolle i forhold til før, men kun formelt. Hvordan påvirker politikeres og civiles holdning kvindernes reelle muligheder for medbestemmelse og indflydelse? Og hvad betyder dette for den fremtidige politiske udvikling? I tråd med disse spørgsmål lægger kapitlet om NGO ernes rolle i Afghanistan, som titlen angiver, heller ikke op til en diskussion over hvilken indflydelse de danske organisationer har haft på det politiske samfund og rege-ringsførelse i dag. Det ganske korte kapitel opremser i korte træk en række danske organisationer, der siden starten af 1980 erne har arbejdet i og med landet. Dertil kommer en noget uligevægtig fordeling af beskrivelsen af organisationerne, hvor de andre organisationer bliver nævnt som kommentarer til en 11
udførlig beskrivelse af Dansk Afghanistan Komité, der i øvrigt mest af alt minder om en hagiografi. Det ville have været interessant med en refleksion over, hvilken rolle hjælpeorganisationerne har i dag og det samspil, der eksisterer med den nye regering om tilrettelæggelsen og udførelsen af udviklingsprojekter. Dette samspil er en tilbagevendende konflikt i dag, og giver dermed anledning til at reflektere over, hvordan Afghanistans fremtid skal og kan sikres. Det virker som om Fischer bevidst har undladt at give sin egen vurdering af de udfordringer, Afghanistan politisk og humanitært står over for, og der savnes således en afsluttende konklusion i bogens sidste kapitel. I stedet afsluttes med en gengivelse af de historiske begivenheder i korte træk. Afghanistan besættelse, borgerkrig, befrielse giver den alment interesserede læser en udmærket og historisk underbygget præsentation af Afghanistans historie før og nu, men et ulogisk referencesystem samt enkelte upræcise fakta gør det beklageligvis upraktisk til akademisk anvendelse. Erna Andersen, stud.mag.art. i antropologi og etnografi, Aarhus Universitet. Günther Adolphsen: Brændpunkt - Centralasien, Islam og den næste krig om olien Forlaget Vandkunsten, 2006 For første gang bliver de postsovjetiske republikker i Centralasien og deres nyere historie beskrevet i en dansk bog. Günther Adolphsen er som bekendt en veteran inden for journalistik og udenrigskorrespondance, der i dag er bosat i Indien, og med Brændpunkt har han forsøgt at give et nuanceret indblik i en lidet beskrevet del af verden. Bogen er bygget op som en række korrespondancer skrevet under forfatterens rejser i regionen. Fra første færd efterlader tonen og stilen da heller ingen tvivl om, at dette er et journalistisk og ikke akademisk værk. Efter en kort introduktion, hvor forfatteren placerer sig selv og sin interesse i regionen bevæger bogen sig ubesværet fra det ene vigtige emne inden for moderne centralasiatisk historie til det næste. Dette er krydret med Adolphsens 12
egne indtryk, interviews og betragtninger fra sine rejser i området samt anekdoter fra Centralasiens farverige forhistorie. I det første egentlige kapitel bliver banen kridtet op: I det postsovjetiske Centralasien drejer storpolitikken sig primært om olie og gas, og flere stormagter ligger nu i hård konkurrence om adgang til regionens resurser. USA er blevet tvunget ud af Usbekistan efter Ruslands seneste aggressive tilbagevenden, og den håndfuld af hårdhændede autokrater, der styrer Centralasien, er blevet bedre til at manipulere de mange bejlere. Samtidig tillader de ingen politisk modstand, og de holder ikke igen med vold og repression mod den underkuede opposition. Dette har tvunget de islamistiske grupper under jorden, og det spås, at flere optøjer som dem i Kirgisistan i 2005 er uundgåelige. Adolphsens beskrivelser er velfortalte og generelt sobre: Om Kirgisistan efter revolutionen eller rettere, folkeopstanden der i 2005 væltede præsident Akajev, men indtil videre ikke har gjort landet mere demokratisk eller stabilt; om islamismen, der lader til at være på fremmarch blandt regionens marginaliserede og fattige, men dog ikke, noterer Adolphsen, i retning af islamisk revolution eller fundamentalistiske Taliban-bevægelser, der ellers er de lokale diktatorers yndede skræmmebillede; og om de massive økonomiske, sociale og infrastrukturelle problemer, der plager området og besværliggør livet for størstedelen af de næsten 60 millioner centralasiater. Især kapitlerne om sidstnævnte Ung i Centralasien, Kvinder i Centralasien, Korruption som en livsform og HIV/AIDSepidemien truer er interessant læsning med god brug af Adolphsens feltarbejde. Kapitel 4 bærer titlen Massakren i Andijan, og her behandles de dramatiske begiven- heder, der i maj 2005 udspillede sig i byen Andijan i Usbekistan; officielt kostede de 175 menneskeliv, men internationale organisationer taler om et antal ofre på adskillige tusinder. Adolphsen beskriver i detaljer dele af forløbet i Andijan, men da den eneste kilde, der nævnes, er den internationale medieorganisation International War and Peace Reporting, er det svært at vide, hvorvidt Adolphsen har taget andre udlægninger i betragtning inden han forfattede kapitlet. Det er i hvert fald sikkert, at hvis han har læst nogle af de kritiske udlægninger herunder den velansete Centralasien-ekspert Dr. Shirin Akiners rapport så vælger han ikke at nævne disse. Akiner satte i sin øjenvidne-baserede rapport for Central Asia-Caucasus Institute spørgsmålstegn ved de humanitære organisationers påstande om, at flere tusinder blev dræbt i de skæbnesvangre hændelser i maj 2005. Resultatet i den nærværende bog er desværre et noget enøjet blik på begivenhederne, der jo aldrig er blevet helt klarlagt bl.a. fordi den usbekiske regering har nægtet at lade en uvildig, international komité undersøge sagen, som Adolphsen ganske rigtigt pointerer. Og dette er generelt for hele bogen: Den ukritiske brug af kilder og den gennemgående mangel på noter eller henvisninger gør, at bogen ikke kan anvendes til akademisk arbejde. Selvom bogen er journalistisk, kunne man som læser alligevel godt tænke sig lidt mere bevismateriale, eller i det mindste henvisninger til hvor man kunne få mere information om et givent emne. I det mindste kunne en litteraturliste eller et par idéer til videre læsning være brugbart. Adolphsen er udenrigskorrespondent, og hans mangeårige arbejde giver ham en stærk analytisk evne til at beskrive det komplekse, storpolitiske spil i Centralasien. Han bruger i Brændpunkt en masse krudt på at udlægge 13
forholdene mellem de centralasiatiske republikker indbyrdes og i særdeleshed forholdene til de eksterne spillere : USA, Kina og Rusland og i mindre grad Indien, Tyrkiet og Iran. Selvom klichéen om Det Nye Store Spil som journalisten Ahmed Rashid i sin tid modellerede på Kiplings Great Game -idé er lidt passé, så er analysen spændende og nuanceret. Det eneste man som læser i sidste ende mangler er en forklaring på det, man bliver stillet i udsigt i undertitlen på bogen: Den næste krig om olie. Fordi selvom Adolphsen på bedste manér introducerer rivalerne og deres magtkamp, så er der ikke noget der tyder på hverken i bogen eller udenfor at en egentlig krig om olie er på vej i Centralasien. Man kunne som læser godt bruge en bredere og mere grundig introduktion til regionen i starten af bogen, men desværre bruger forfatteren kun tre sider på baggrunden for de fem landes grænser samt et oprids af geografien og den etniske sammensætning. Hele vejen igennem krydrer Adolphsen fortællingen med farverige anekdoter fra den centralasiatiske historie: Om Timur Lenk, om de britiske og russiske spioner der udforskede grænselandet i forrige århundrede og om Manas, det kirgisiske epos og lige præcis den slags måtte der godt have været mere af, om ikke andet fordi det er nogle af verdeshistoriens mest fantastiske fortællinger, der på dansk stort set kun findes i oversættelser af fx. Peter Hopkirks bøger. Et sidste kritikpunkt på Brændpunkt må være, at den ikke er godt redigeret. Der er igennem teksten for mange gentagelser af påstande; der har sneget sig faktuelle misforståelser og stavefejl ind; og der er forvirring omkring translitteration af sted- og personnavne. På den ene side anvendes den gængse danske translitteration af landenavne (Usbekistan, Kasakhstan), der også har smittet af på nogle by- og personnavne (Tasjkent, Akajev) men ikke alle (Bishkek, Dushanbe, Turkmenbashi). Det er dog ikke alene forfatteren og redaktørens skyld, men bunder i mediernes inkonsekvente brug af hhv. danske og engelske translitterationssystemer. I Brændpunkt får læseren igennem et tapet af indtryk, bidder fra interviews med manden på gaden og tilvejebragt af den garvede Adolphsens flydende, journalistiske skrivestil en god introduktion og kendskab til en kompleks region. Bogen er ikke analytisk og kritisk nok til at fungere som akademisk grundbog i centralasiatisk politik og samfund, og samtidig heller ikke nok rejsebeskrivelse til at være en travel companion. Men den er anbefalelsesværdig for folk, der vil have et hurtigt indtryk af det moderne Centralasiens bredde og dybde, og som foretrækker at læse på dansk. Brændpunkt skal læses som en smagsprøve på denne fascinerende region og for dét skal projektet have ros og indskrives som et vigtigt bidrag til forståelsen af Centralasien. af Rasmus Chr. Elling, ph.d.-stipendiat, ekstern lektor på Carsten Niebuhr Afdelingen, Københavns Universitet. 14
Musikanmeldelser Tadsjikistan I Centralasiens guldalder i det 15. århundrede blev maqâm den klassiske musiks centrale form. Den blev forfinet og færdigudviklet ved emirernes hoffer i Bukhara, Samarkand, Qoqand og Khiva (Uzbekistan), samt Khojend (Tadsjikistan), Kashgar og Yarkan (Xinjiang-Uighur, kinesisk Turkestan). Maqâm er navnet på de suiter, som blev udviklet i højkulturen i de urbane centre og baseredes på æstetiske og tekniske principper med dybe rødder i hele den islamiske verden. (Repertoiret i Bukhara kaldes Shash (= seks) Maqâm). Og særligt den tadjikiske og uzbekiske musik har stilistiske og formelle fællestræk. Jurabeg Nabiev et l Ensemble Dorrdâne: Maqam d Asie Centrale, 2. Tadjikistan, Traditions de Boukhara. Enregistrements Khojend, 1996. Ocora C 560102 Denne CD præsenterer den tadsjikiske sanger Jurabeg Nabiev med ensemblet Dorrdâne ( Perlerne ), som blev dannet i 1991. Musikken er den klassiske maqâm, hvis hoveddele spilles i sin traditionelle orden. Ensemblet består af lut-instrumenterne tanbûr (4-strenget), dotâr (2-strenget), rabâb og ud, den 3- strengede fidel ghichak, samt chang, cither eller dulcimer (santur i Iran, qânun i Mellemøsten og Nordafrika) og trommen dâyera. Endvidere medvirker små mands- og kvindekor. Dog er musikken i lange stræk domineret af solosang, hvis linier bliver suppleret af strengeinstrumenterne og akkompagneret af tromme. Til CD en hører en booklet med udførlige noter af den franske musikforsker Jean During, både på fransk, tysk og engelsk. Der er gjort rede for maqâm ens opbygning og de enkelte elementers navne og karakter, samt de ideer, der danner grundlaget for denne musik. Dertil er de enkelte stykkers rytme, skala og tekstindhold beskrevet kort og præcist. Ensemblet og sangeren er højt estimerede i Tadsjikistan og er støttet af landets fjernsyn. Jurabeg Nabiev er vidunderbarn, født i 1941, og meget tidligt kunne han huske en melodi fra radioen blot efter at have hørt den et par gange. Med et sådant gehør har det aldrig været nødvendigt for ham at lære at læse musik, og i dag omfatter hans repertoire omkring 500 klassiske sange. Da der blev (og stadig bliver) set meget ned på musikere, lod han sig uddanne som kemilærer. I 1980 fik han ærestitlen Kunstner af Folket både i Uzbekistan og Tadsjikistan som den eneste tadjik. I 1990 fik 15
som en blandt blot 10 kunstnere Den gyldne Plade for sine 15 indspilninger af meget høj kvalitet. Skønt han har optrådt i Europa, USA, Iran, Japan mm., har han stadig ikke opnået den internationale udbredelse og anerkendelse, han egentlig fortjener. Hvis læseren ønsker at få grundig og insigtsfuld information om den klassiske shash maqâm, er denne CD absolut anbefalelsesværdig. Men må jeg tilstå, at Nabievs klassiske musik forekommer mig noget tam. I denne genre ville jeg foretrække at lægge øre til den usbekiske sangerinde Munâjât Yulchieva. Men i det hele taget foretrækker jeg den i mine ører mere levende musik folkemusikken som den lyder hos Goltchereh Sadikova, eller på kompilationen Tadsjikistan Musique Populaires du Sud. Christer Irgens-Møller, musiker og komponinst. Sibirien Lad det være sagt med det samme: Traditionel musik fra Sibirien er ikke easy-listening, og har man et problem med jødeharper og (tilsyneladende) monotoni, gør det ikke sagen bedre. Men hvis man sætter sig ud over dette, er der bestemt store oplevelser at hente for den opmærksomme lytter. Buda Musiques Sibérie-serie på 9 voluminer repræsenterer et omfattende feltarbejde foretaget i løbet af årene 1992-2004 af Henri Lecomte, som dels har foretaget lydoptagelserne, dels leveret billeder og tekst til seriens booklets. I betragtning af, at der er tale om feltoptagelser, optaget i folks privathjem/ telte er lyden forbløffende god. CD ernes booklets bærer præg af (musik)etnologisk omhyggelighed; ved samtlige af sangene er anført, hvor og hvornår optagelserne har fundet sted, hvem der synger, vedkommendes baggrund etc. Her kommer man virkelig i dybden. Fotografierne er som regel velvalgte, af smuk kvalitet den eneste væsentlige undtagelse er billederne i Vol 9, der er lidt uskarpe. Fotografierne giver et udmærket indtryk af de skildrede kulturers forskellighed. Teksthæfterne er på fransk og engelsk; der er små kort over den pågældende del af Sibirien, hvor optagelserne er foretaget, mange forklarende noter og henvisninger. En ting, som ville have bidraget væsentligt til brugbarheden af disse CD ers teksthæfte, var udførlige sangtekster på de pågældende sibiriske sprog, samt en paralleltekst på engelsk og fransk, men dette ville givetvis øge produktionsomkostningerne så betragteligt, at denne publikationsrække havde været (endnu mere) urentabel. Et ofte forekommende problem med franske publikationer, som desværre også gælder disse CD er, er at tekst oversat til andre sprog (fx engelsk) ofte er skæmmet af småfejl, som en sidste korrekturlæsning ville have fanget inden trykningen. Stalintidens forfølgelse af shamanisme, lokal 16
musiktradition osv. har haft voldsom betydning for musikken over hele Sibirien. Pga. områdets (u)beliggenhed har forfølgelserne måske ikke været gennemført med samme voldsomhed som så mange andre steder i Sovjetunionen, men effekten på lokale religioner og traditioner har bestemt været mærkbar. Overalt er man igang med en genoplivning af de nationale identiteter og sprog, religion, musik og andre traditioner forsøges reetableret. Nogle steder vil en fuldkommen genoplivning nok desværre vise sig umuligt. Men optagelser som disse demonstrerer heldigvis tydeligt, at sangtraditionerne stadig er yderst levende i store dele af Sibirien. Sibérie 1 Nganasan: Chants chamaniques et narratifs de l arcticue sibérien Buda Musique. 92564-2 66,56 min. 24 siders booklet Nganasanerne er det mest arktiske folk i Sibirien, hørende til på Tajmyrhalvøen. Ved en optælling i 1989 udgjorde de ca. 1300 individer. Sproget nganasan hører til de samojediske sprog. Optagelserne er fra 1992 og er foretaget i de tre hovedbyer i nganasanernes område; Ust-Aram, Volotjanka, Norilsk. Nganasan-folket var længe en meget lukket enhed; helt op i 1950 erne blev børn, hvis fædre var etnisk udenforstående, slået ihjel efter fødslen. Ægteskab mellem nganasaner og dolganer eller europæiske russere forekommer oftere og oftere. Sammen med børnenes skolegang i russisktalende skoleklasser truer dette Nganasan-sproget. Det er derfor næppe tilfældigt, at de fleste medvirkende på denne CD er langt over 60 år. Efter Perestrojka oplever man nu også i Sibirien en tilbagevenden til gamle traditioner. Nganasanerne har i modsætning til mange andre sibiriske folkeslag været ret åbenlyse i deres shamanistiske tilbøjeligheder, selv under stalinismen. Tubiaku Kosterkin, som døde i 1989, ansås blandt nganasanerne for deres sidste rigtige shaman, på denne CD er der blandt andet uddrag af kamlanye - en shamansession - holdt af hans bror Boris og nevø Delsjumjaku, som skønt de ikke er fuldgyldige shamaner dog indtager en ret tvetydig position i deres lokalsamfund. Sibérie 2 Sakha: Yakoutie: Épopées et improvisations Buda Musiques. 92565-2. 68,12 min. 18 siders booklet Optagelser fra nov. 1992. Sakha-republikken (Jakutien) er omtrent på størrelse med Indien, men dog knapt så tætbefolket: Ved optælling i 1989 udgjorde jakuterne (sakha) ca 320.000 individer og er således den største 17
etniske gruppe i Sibirien. De er bofaste kvægog hesteavlere. Sproget er et tyrksprog med adskillige mongolske elementer. Den traditionelle jakutiske musik hører til i den tyrkiske gren af centralasiatisk/orientalsk musikkultur; den har i tidens løb inkorporeret elementer fra mongolsk musiktradition, men også fra de Nordsibiriske folkeslag jukagirerne, evenerne (lamuterne), evenkerne (tunguserne) og tjuktjerne. Gennem det sidste århundrede har især russisk sangtradition øvet stor påvirkning på den jakutiske musiktradition. I jakutisk musik er der to hovedtyper af sang: dieretii, som er basis for traditionel kunstsang og som deles op i mange undertyper, deriblandt olonkho (episk sang). Den anden hovedtype er degeren, som er dagligdags og mere fri i sit udtryk end den foregående sangstil. Eksempler på begge findes på CDen. I skolen lærer børn nu traditionelle sangstile, samt at spille sakhaernes national instrument khomus (jødeharpe). oprindelige folkeslag: Tjuktjerne, evenerne (lamuterne) og jukagirerne. I 1989 var der ca 15.200 tjuktjer. De fleste lever som rensdyravlere i Tjukotka i den østligste del af Sibirien. Evenerne (tidligere kaldet lamuterne) hører til de tungusiske folkeslag. I 1989 var der ca 17.200 evenere i deres hjemland. Jukagirerne, som hører til Yukeskalsproggruppen, udgjorde i 1989 ca 1100 individer. Da de forskellige etniske grupper deler samme områder, sker det ofte, at individer fra én etnisk gruppe gifter sig ind andre etniske grupper. Flersprogethed er udbredt, og der opstår således situationer, hvor fx en evener synger tjuktjiske sange eller omvendt. Hovedgenrerne er: Daglige sange, ritualer, personlige sange, fugle- og dyreimitationer (forbundet med jagtkald), en særlig raspende strubesang, som ofte bruges i forbindelse med dans (skæring 26), runddans, instrumentalmusik, heroiske eper. Optagelserne, som er foretaget i 1992, repræsenterer den traditionelle musik hos de oprindelige folkeslag: Tjuktjerne, evenerne (lamuterne) og jukagirerne. I 1989 var der ca 15.200 tjuktjer. De fleste lever som rensdyravlere i Tjukotka i den østligste del af Sibirien. Evenerne (tidligere kaldet lamuterne) hører til de tungusiske folkeslag. Sibérie 3 Cukc, Even, Jukaghir Kolyma: Chants de nature et d animaux Buda Musique. 92566-2 62,53 min. 30 siders booklet Optagelserne, som er foretaget i 1992, repræsenterer den traditionelle musik hos de I 1989 var der ca 17.200 evenere i deres hjemland. Jukagirerne, som hører til Yukeskalsproggruppen, udgjorde i 1989 ca 1100 individer. Da de forskellige etniske grupper deler samme områder, sker det ofte, at individer fra én etnisk gruppe gifter sig ind andre etniske grupper. Flersprogethed er udbredt, og der opstår således situationer, hvor fx en evener synger tjuktjiske sange eller omvendt. 18
Hovedgenrerne er: Daglige sange, ritualer, personlige sange, fugle- og dyreimitationer (forbundet med jagtkald), en særlig raspende strubesang, som ofte bruges i forbindelse med dans (skæring 26), runddans, instrumentalmusik, heroiske eper. Optagelserne er fra 1993-94. Mange af sangene er personlige sange, og korjakerne er ikke meget for at udlevere deres sangtekster; derfor synger de vrøvletekster, men stemningen fremgår alligevel. Serien kan bestilles på Buda Musiques hjemmeside www.budamusique.com. Pris 16 (ca 120 kr.) + diverse afgifter. Her kan man også kan høre små uddrag, inden man køber. Samlingen er fremragende, uden et eneste svagt led, men måske ikke umiddelbar tilgængelig for den uerfarne lytter; det trækker en halv kamel ned. Den manglende korrekturlæsning på oversættelsen af noterne i bookletterne koster den anden halvdel af kamelen. Sibérie 4 Korjak Kamtchatka: Tambours de danse de l Extrême-Orient Sibérien Buda Musique. 92598-2 73,17 min. 27 siders booklet Korjak-folket udgjorde i 1970 mellem 7500 og 7900 individer. De bebor især den nordlige del af Kamtjatkahalvøen; fra Gizliga-fjorden til Anadyr-golfen. I 1953 ophørte undervisningen på korjakernes modersmål som er et palæosibirisk sprog. Shamaner og stammeledere blev læsset ombord på et skib for at blive sejlet til Petropavlovsk-Kamtjatskij, men skibet kom aldrig frem. Mange flygtede ud på tundraen for at undgå forfølgelse og tvangsforflytninger. af Per Fischer, stud. mag. i tyrkisk, Carsten Niebuhr Afdelingen, Københavns Universitet. I 1985 genindførtes modersmålsundervisning, og i 1990 åbnede et lærerseminarium i Palana. Landsbyer genåbnes, og musikklubber og musikskoler genopliver nu de musikalske traditioner. 19
i dybden skulle man få blod på tanden, kan man altid gå videre med andre mere specialicerede indspilninger. Russia Siberia Music of the Tundra & the Taiga Buriats, Yakuts, Nentsi, Tungus, Nganasan INEDIT. W 260019 62,37 min, 20 siders booklet INEDITs Music of the Tundra & the Taiga præsenterer den tyrkiske og den mongolske sprogstamme repræsenteret ved hhv. jakuterne og burjaterne samt den tungusiske sprogstamme repræsenteret ved nanajerne, udege og ultj. Man kommer med andre ord godt omkring de væsentligste folkeslag i Sibirien på én CD, men måske knapt så meget I modsætning til Buda Musiques serie er dette studieoptagelser og nok også lidt mere lyttervenlige end Buda-optagelserne. Noterne er selvsagt ikke nær så interessante som i Buda Musiques serie. Det er en glimrende introduktion til emnet. Lyden er fremragende, sangene velvalgte og prisen overkommelig. Vejl. pris 149,50 kr., medlemspris ved køb i Bånd og Pladecentret 139,50 kr af Per Fischer, stud. mag. i tyrkisk, Carsten Niebuhr Afdelingen, Københavns Universitet. Errata I sidste nummers anmeldelse var pointangivelsen faldet ud under den redaktionelle proces. Homayun Sakhi. The Art of The Afghan Rubâb. Homayun Sakhi (rubâb), Taryalai Hashimi (tabla). [Music of Central Asia vol. 3]. Deluxe CD/ DVD-sæt. Smithsonian Folkways Recordings SFW CD 40522. 69,75 min., udgivet 14. marts 2006. 32 siders booklet. Egentlig kunne og burde denne CD have haft 6 kameler, men den dårlige udnyttelse af interaktiviteten på bonus-dvd en trak en 1 2 kamel ned. 20
Årets bedste julegave - en fodbold Gør både din jul rigtig god og giver nogle af verdens fattigste familier en gave. Giv en børnearbejder i Kirgistan en fodbold til frokost-pausen. Det koster kun 80 kr. Gadebørn i Kirgistan arbejder 12-16 timer i døgnet for at hjælpe med at forsørge familien. For eksempel samler de brugte plastikposer ind på det lokale marked og sælger dem kilovis til en produkthandler. Derfor har børneorganisationen CPC oprettet et mødested ved det lokale marked. Her kan børnene få et lille måltid mad midt på dagen, lege lidt og langsomt blive hjulpet med at komme tilbage i skole igen. Nu vil CPC gerne peppe frokostpausen op for børnene ved at give dem rigtige fodbolde at spille med. Når du køber en fodbold til en børnearbejder i Kirgistan, får barnet samtidig: Voksne CPC medarbejdere at betro sig til i frokostpausen Adgang til et varmt måltid mad hver dag i en uge koster CPC 6 kroner pr. måltid Taget hul på spørgsmålet om, hvordan hun eller han kommer tilbage i skolen igen CPC-besøg hos forældrene for at diskutere familiens økonomi og mulig selvhjælpsgruppe Der er mindst to tusinde gadebørn i Kirgistans hovedstad Bishkek. Køb gaven på www.noedhjaelp.dk/sider_paa_hjemmesiden/giv_en_ged/80_150_kr/giv_ en_fodbold. Når du køber gaven, modtager du et flot gavekort med billede og beskrivelse af hvordan gaven gør gavn, som du kan lægge under juletræet! 21
Carsten Niebuhr Afdelingen præsenterer: Iransk sproghistorie: Kiler og kasus Foredrag ved cand.mag. Soon Trolle Carsten Niebuhr Afdelingen, Københavns Universitet, Snorresgade 17-19, Lokale U5 Islands Brygge Torsdag d. 14. december kl. 17-19 Fri entré Persisk på Carsten Niebuhr Afdelingen præsenterer en unik mulighed for at høre om oldiranske sprog. Med foredraget placeres de iranske sprog historisk og geografisk, og der gives et overblik over de ældre sprogtrins udvikling. Iranske sprog spiller en vigtig rolle i forståelsen af indo-europæiske sprog, og er fx beslægtet med dansk - forskningsemner som bl.a. Rasmus Rask og Karl Verner var pionerer indenfor. Den dag i dag står den danske indo- europæistik stadig stærkt i den internationale forskning. Foredraget giver en introduktion til old- og middeliransk igennem eksempler på sætninger og skriftsystemer samt med perspektivering til de andre indo-europæiske sprog. Soon Trolle er cand. mag. i persisk fra Carsten Niebuhr Afdelingen, ToRS, og har desuden studeret ved Freie Universität, Berlin, og Universidad de Salamanca, Spanien. 22