Geden - en moderne tragedie? Man tager et dyrisk objekt, og sætter det ind i et skuespil. Et ganske almindeligt husdyr bliver pludseligt centrum for en moderne families følelsesliv og dermed også for hele skuespillet. En masse ravage opstår. Med et forandres alting. Det, der hidtil var en skudsikker, perfekt verden, opløser sig i kaos. Ting går i stykker, og forhold smadres. Alt sammen takket være et uskyldigt husdyr. Med Geden eller Hvem er Sylvia? har Edward Albee skabt et frækt og udfordrende stykke dramatik. Ikke alene ved i løbet af stykket at pirke og indirekte konfrontere os med vores grænser og tolerance i forhold til kærlighed, venskab, lidenskab og sex. Men også genremæssigt leger Albee med grænser. Stykket begynder som en almindelig harmløs dagligstuekomedie. Vi er i stuen hos ægteparret Martin og Louise, der venter besøg af vennen og journalisten Franz. Martin er en anerkendt, prisbelønnet og succesfuld arkitekt og Franz vil gerne interviewe ham til fjernsynet i anledning af hans 50 års fødselsdag. En humoristisk hverdagstone er slået an fra start. Martin er totalt distræt og åndsfraværende. Op af jakkelommen trækker han visitkort, som han ikke ved, hvor kommer fra. Han ved knap nok, hvorfor han selv kommer ind i stuen og er bekymret for, om han er ved at miste både hukommelse og forstand. Ægteparret spøger lidt og småsludrer, mens Louise sætter de sidste blomsterdekorationer op i det pæne hjem, klar til optagelse. Succesfuld og perfekt Folk der gør en forskel, hedder tv-programmet Martin skal interviewes til. Franz ankommer og begynder optagelsen: Nogle mennesker gør en forskel på en ganske særlig måde, en måde, som påvirker resten af os beriger os, lærer os noget. Nogle mennesker er, tror jeg, mere særlige end andre. For omverdenen fremtræder Martin som noget af et ideal. En mand på toppen af sin karriere, han har lige vundet den amerikanske Pritzker Pris arkitekturens Nobelpris - og er udvalgt til at tegne projekt The World City, fremtidens drømmeby for (27 mia. dollars). På hjemmefronten lever han i et velfungerende parforhold, har et humoristisk forhold til konen, et godt sexliv og et godt og forstående forhold til sønnen Mads, der er homoseksuel. Martins liv er noget nær det perfekte liv. Et specielt forhold Under interviewet må Franz slukke for kameraet, for Martin er for fraværende, noget er trængt ind i idyllen. Et eller andet forstyrrende. Martin betror sin ven, at han for første gang i sit 22-årige parforhold er konen utro, og at han sværmer forelsket for en anden. Her kunne skuespillet så have udviklet sig til en almindelig komedie med de intriger og forviklinger, der kunne opstå i kølvandet på en traditionel utroskabshistorie. Men ikke hos Albee, der vil et langt mere komplekst forhold. Han lader et dyr være genstand for Martins besættelse, nærmere bestemt en ged, og skaber herved en ultrakomisk situation. Det civiliserede menneske, manden der har alt, prestige og status og et lykkeligt familieliv drages lidenskabeligt og uimodståeligt af et dyr på en mark. Arkitekten, der kan konstruere fremtidens by, og er i stand til at designe og perfektionere verdens indretning, tager ud i naturen, fyldes med de landlige dufte og sanseindtryk, og ikke bare forelsker sig omgivet af solmodne frugter og grøntsager, men indleder et lidenskabeligt kærlighedsforhold til en ged. 1
Med afsløringen af Martins forhold til geden Sylvia ændrer skuespillet samtidig karakter, det udvikler sig, som 2. og 3. akt viser, fra komedie til tragedie. Umiddelbart er det hele til at grine af, at afvise som en vittighed sådan reagerer Martins kone også først. Det er ikke til at tro på, kan ikke være rigtigt. Indtil det går op for os, at det er seriøst ment, at familien er havnet i en krise, fordi Martin faktisk står ved sit forhold til geden Sylvia. På sporet af tragedien Skuespillet udvikler sig i retning af tragedien. Afsløringen af Martins forhold til geden skaber turbulens og højspænding i de følelsesmæssige bånd i familien; lidenskaber og passioner, der ikke står tilbage for dem, man kan opleve i den klassiske tragedie, kommer til fuld udfoldelse i 2. og 3. akt. Om Geden eller Hvem er Sylvia? er en tragedie? Faktisk har stykket også en undertitel: Noter omkring definitionen af tragedie. Stykket kan altså i følge forfatteren opfattes som en kommentar til selve tragediebegrebet. I stykket refererer Albee flere gange til antikken og den græske tragedie, - ved bl.a. at anvende ord som budbringer og erinyer - der er hævngudinder. Men hvorfor pege ud af et moderne univers til en anden tid? Og er stykket en tragedie? For at begribe hvad forfatteren kunne have på spil i et stykke som Geden, må forholdene omkring tragedien undersøges. Den græske tragedie Et stykke som Geden og mange andre af de skuespil, der spilles på scenerne i dag, har deres oprindelse i en europæisk dramatradition, der går flere tusinde år tilbage. Helt tilbage til de græske tragedier hvis oprindelse sættes til ca. år 500 f.kr. De græske tragedier har deres storhedstid i Athen i 400-tallet f.kr. med de tre berømte tragediedigtere Aischylos, Sofokles og Euripides. Tragedierne blev opført på udendørs teatre med plads til tusindvis af mennesker, ruinerne af teatrene kan stadig ses i dag i Middelhavsområdet. I forbindelse med store fester for guden Dionysos, vinens og ekstasens gud, blev der afholdt konkurrencer, hvor der dystedes om den bedste dramatik. Tre tragedieforfattere skulle hver levere et dagsprogram, der bestod af tre tragedier efterfulgt af et satyrspil. Den livsopfattelse, der kommer til udtryk gennem de græske tragedier, er meget anderledes end den måde, vi i dag tænker, og indretter os efter. Dengang var det et meget ordnet verdensbillede. Mennesket var underordnet guderne, og dette blev afspejlet i selve tragediens form og opbygning. I tragedien præsenteres publikum for en konflikt hovedpersonen eller helten har handlet forkert og begået en fejl, dernæst optrappes konflikten, for til sidst at blive løst. Hovedpersonen må erkende sin fejl og eventuel bøde for den, så ordenen atter kan indfinde sig. Handlingen i tragedien skulle ikke spænde over meget mere end 1 døgn (ifølge den græske filosof Aristoteles), og tre skuespillere skulle kunne besætte rollerne i tragedien. Skuespillerne var mænd, og de spillede med maske på. Ødipus en tragisk helt Den måske mest kendte tragedie, der udtrykker tragediens livssyn, er Sofokles Kong Ødipus - om en mands forgæves kamp imod sin skæbne. Noget er galt i det pestramte Theben. Ødipus får stillet til opgave at opklare mordet på den tidligere konge. I optrevlingsarbejdet går det lidt efter lidt op for ham, at han har dræbt sin egen far og ægtet sin mor. At hvert skridt han har taget tilsyneladende af egen fri vilje, som et ansvarligt menneske, i virkeligheden kun har styret ham ind i 2
den skæbne, guderne hele tiden har tiltænkt ham. Det er netop i sammenstødet mellem gudernes og menneskets vilje, at det tragiske udspringer. Ødipus stikker sine øjne ud, og moren Iokaste hænger sig, da hun finder ud af sagens rette sammenhæng. At helten skal gå under, er umuligt at forstå eller forklare rationelt, men det er karakteristisk for tragediens verdenssyn. Når katastrofen først er indtruffet, er der intet at gøre, tragedien er og bliver uoprettelig. I tragedien gennemlever hovedpersonen eller helten på kort tid et erkendelsesforløb. Det går op for ham, at han har fejlvurderet en situation, og i erkendelsen af gudernes overlegne magt og verdens rette sammenhæng får han sine livsbetingelser ændret radikalt. Tilskuerne fyldes med frygt og medlidenhed ved at identificere sig med helten gennem det dramatiske og lidelsesfulde forløb og oplever herved, ifølge filosoffen Aristoteles, en sjælelig renselse (katarsis). Stoffet eller indholdet i tragedierne blev hentet fra de mange græske myter. Fortællinger, som blev fortalt igen og igen, og som alle fra barnsben af blev oplært i. De fungerede derfor som en fælles referenceramme og gav retningslinier i spørgsmål om f.eks. ægteskab, trofasthed, mådehold og mod, idet myterne formulerede de religiøse eller samfundsmæssige normer og moralbegreber. Geden, tragedien og den antikke verden Tragedie betyder i virkeligheden gedesang. (Ordet tragedie stammer fra det græske ord tragoidia, tragos = ged, aidos = sang.) Hvorfor tragedien har fået dette navn, er der flere teorier om. Muligvis opstod ordet tragedie, fordi sangere eller skjalde oprindeligt deltog i en konkurrence, hvor vinderen som præmie modtog en gedebuk. Eller gedesang, fordi der blev ofret en ged til guden Dionysos i forbindelse med digtfremførelsen. Tragedierne blev opført i forbindelse med fester for guden Dionysos. Han er vinens, frugtbarhedens og ekstasens gud, og står for potens og seksualdrift. På afbildninger ses han ofte sammen med dyr, det kan være en tyr, panter eller en ged. Eller med satyrer, som indgik i satyrspillene, der også blev opført ved Dionysos-festerne. Satyrer, der bar gedebukkeskæg og ører, og som omkring livet havde et bukkeskind, hvortil var fastgjort en stor, rejst fallos. Gedebukken blev ofte koblet med det seksuelt opgejlede. Guden Dionysos æredes og dyrkedes overalt i Hellas/Grækenland. En speciel Dionysos-kult opstod, hvor deltagerne, som et led i kulten, skulle miste kontrollen over sig selv og gå i ekstase. Kvinder grebet af vanvid, de såkaldte mænader, strejfede f.eks. om i naturen og sønderrev dyr, som de fortærede rå. Selv om tragedierne blev opført ved de årlige Dionysos-fester, står de formentlig uden en direkte forbindelse til Dionysos-kulten. De tragedier, der er overleveret, og som vi kender i dag, bærer ikke præg af det dionysiske, men står gennem deres form og opbygning snarere for det modsatte - for et meget ordnet verdensbillede. En moderne tragedie? Om Geden er en tragedie? Albee har i hvert fald valgt at lade sig inspirere af en del elementer fra tragedieuniverset, da han skrev stykket. 3
Alene at lade geden være så central en drivkraft for stykkets handling, er ret frækt af forfatteren, når nu tragedie i virkeligheden betyder gedesang - og muligvis hentyder til en gedeofring. Også stykkets opbygning lægger sig i formelle træk som tid, sted og antal af karakterer op af den græske tragedie. Stykkets tre akter udspiller sig fortløbende i tid, handlingen på scenen er koncentreret omkring et døgn, samme lokalitet gennem tre akter og et begrænset antal skuespillere. Stykket kunne være udført af tre skuespillere ligesom i antikken, hvis det ikke havde været for stykkets sidste scene, hvor de fire karakterer til sidst ses samlet. Faldet Hovedpersonen Martin oplever i lighed med helten i tragedieuniverset et fald. Med afsløringen af forholdet til geden mister han, manden på toppen af karrieren, som en anden helt sin ophøjede position. Trods lighedspunkter er vi i Geden imidlertid langt fra den græske tragedies livsopfattelse og verdensbillede. Hvor helten i den græske tragedie for at få løst tragediens konflikt må gennemgå et erkendelsesforløb, indser Martin aldrig, at han har begået noget forkert. Han står derimod ved sit forhold til geden og påstår, at det er et lykkeligt forhold. At det forhold han har til geden Sylvia er så ekstraordinært, at det føles som en åbenbaring. Ekstasen Det var som om der kom en alien ud fra et eller andet sted, og den tog mig med sig, og det var en ekstase og en renhed, og en kærlighed, som man ikke kan forstille sig, den ligner ikke noget man kender; man kan ikke sammenligne den med noget som helst! Via geden kommer han i kontakt med hidtil ukendte sider af sig selv. Han lever i noget nær det perfekte liv og konfronteres pludselig med mystiske kræfter, mister selvkontrollen og går i ekstase. I stykket kan geden siges at repræsentere Dionysos eller kræfter, der knytter sig til det dionysiske. Geden bliver en manifestation af det uforudsigelige og ukontrollable i Martins ellers beherskede og formfuldendte arkitekttilværelse. Alt i ruiner? Den manglende erkendelse af at have gjort noget forkert, bliver i stykket det, der sætter skred i begivenhederne. Da Martin begynder at indvie konen, som han har delt alt med i 22 år, i sit seks måneder lange, lykkelige forhold til geden, om sine følelser og lyst til dyret, smadres tingene først for alvor mellem de to mennesker. Til sidst ligger hjemmet i ruiner. Og nu er der ingenting, der nogensinde kan blive som før! Aldrig nogensinde!, siger Martin mod slutningen. Og hentyder hermed til det uoprettelige i det græske tragedieunivers. I Geden er tingene imidlertid meget mere uafklarede. Konflikten omkring geden bliver - trods en dramatisk slutning - ikke løst, og Albee lader slutningen stå åben. Selv om det lille hjem ender i kaos, er ingenting afgjort, og der er stadig mulighed for, at det lykkes familien at finde sammen igen. At eksperimentere med grænser I Geden er der ingen guder og skæbnebestemte handlingsgange, ingen på forhånd fastlagt orden, der skal genoprettes som i den græske tragedie. Albee spiller derimod underfundigt på betydninger 4
og forskelle mellem et moderne verdensbillede og tragediens. Når Martin i starten nævner, at det måske er erinyer, de kan høre, så refererer han til tragedieuniverset, hvor erinyer er hævngudinder for den moralske orden. Erinyerne forfulgte dem, der brød den hellige retsorden, og drev dem til vanvid. I Geden er der ingen fast orden i forhold til menneskets handlinger. Som konflikten omkring geden i Martins familie i 2. og 3. akt viser, synes alt at stå til diskussion. Til forskel fra antikkens verden, hvor normer for adfærd kunne læses ud af de græske tragedier, er selve diskussionen et væsentligt anliggende for Albee og et moderne stykke dramatik som Geden. En diskussion, der handler om normer, og individets søgen efter grænser. Albee udfordrer som en anden gud menneskene, og stiller dem gennem et lille eksperiment på en prøve. For tænk nu.. om det var en ged, der blev genstand for en mands lidenskab! Hvor meget vil vi tolerere? Ting, der for 100 eller 50 år siden var utænkelige, har siden ændret sig. Hvor går grænsen i dag? Eller i morgen? Hvad stiller man op, når det opdages, at en mand har et forhold til en ged? Vil en ellers velfungerende familie og et 40-årigt gammelt venskab f.eks. kunne kapere det? Geden stiller et hav af spørgsmål til vores måde at forholde os til seksualitet, kærlighed, tolerance, respekt og grænser. Afprøver os i vores reaktioner. Hvis Geden er en tragedie, er det ikke i den oprindelige græske betydning. Albee har med Geden skabt en moderne form for tragedie, der leger med og indirekte forholder sig til den oprindelige tragedies opbygning og begreber. 5