MarieBladet Mariehjemmene i jubilæumsåret 1958-2008 Provo i stor størrelse beboerne passer til stedet 50 år og i voksealder Mariehjemmene runder et skarpt hjørne Vold og trusler en del af virkeligheden Temadag Ægteskabsannoncer hvad er der gang i? ny lovgivning om annonceringhspligt Leder 50 år ung Marts 2008
Adresser FONDEN MARIEHJEMMENE Onsgårdsvej 35 2900 Hellerup, 39 62 23 33 Leder ROSE MARIEHJEMMET Brodersens Alle 16 2900 Hellerup, 39 62 88 57 ELSE MARIEHJEMMET Kystvej 33 3050 Humlebæk, 49 19 08 62 DORTHE MARIEHJEMMET Rødovrevej 325 2610 Rødovre, 36 70 53 00 ELLEN MARIEHJEMMET Vesterbrogade 3 C 3250 Gilleleje, 48 30 03 65 KIRSTEN MARIE Vinkelvej 3 2800 Lyngby, 45 88 19 28 KAREN MARIE Skovvej 7, Nyrup 4262 Sandved, 55 42 19 00 METTE MARIE Hyltebjerg Allé 73 2720 Vanløse, 38 76 13 75 LOUISE MARIEHJEMMET Svenskelejren 1 2700 Brønshøj, 38 60 55 00 HANNE MARIEHJEMMET KVINDELY Ringstedvej 57-59 4000 Roskilde, 46 32 19 92 LINE MARIE Stationsvej 4 3550 Slangerup, 47 33 00 39 BIRTHE MARIE Liselundager 13 A 2640 Hedehusene, 73 30 03 10 INGE MARIE Skansen, 4100 Ringsted SOFIE MARIE Skansen, 4100 Ringsted Forsiden Fotoet viser Ulla Jensen i sin bolig på Rose Mariehjemmet. Når bladet udkommer den 28.2. er det præcis 15-årsdagen for Ullas indflytning. Jesper Maarbjerg, formand Fonden Mariehjemmene 50 år ung Det er som det ses på billedet ikke mig, der er 50 år ung. 2008 er det år, hvor Mariehjemmene fylder 50 år. Det vil naturligvis blive fejret behørigt for medarbejdere og bestyrelser og det skal være festligt! Man fristes let til at dvæle ved de forløbne år, når man støder ind i en rund fødselsdag. Vi skal ikke lukke øjnene for vores historie. Som man kan se i dette MarieBlad, har vi faktisk fået skrevet vores historie ned, så den ikke går tabt. Det er imidlertid farligt, hvis vi bruger for lang tid til at se på al det gode, vi har gjort, frem for at koncentrere os om det, der skal ske i fremtiden. Vi skabes og får identitet af vores historie; men det er nutidens handlinger og dispositioner, der viser, om vi lever op til vores gode rygte. Vi skal derfor altid være i voksealderen. Ikke at vi altid skal vokse. Men snarere at vi aldrig skal tro, at vi er færdigudviklede. I MarieBladet vil vi i løbet af året bringe en række artikler, der er møntet på 50-året, og bortset fra dette blads forsmag på vores historie, vil det ikke være tilbageblikkene, der kommer til at kendetegne artiklerne. God læselyst ønskes også i jubilæumsåret af Redaktionsgruppen 2
Redaktionelt Redaktion Jesper Maarbjerg (jm) jmaarbjerg@post.tdcadsl.dk Flemming Høj Jermiin (fhj) fhj@mariehjem.dk Kristian Wedel Andersen kwa@mariehjem.dk Arne Skovgaard Nielsen (asn) ansvarshavende asn@mariehjem.dk Fonden Mariehjemmene Onsgårdsvej 35 2900 Hellerup Tlf. 3962 2333 Fax. 3962 2465 www.mariehjem.dk Citat og gengivelse tilladt med tydelig kildeangivelse. Leder Leder... 2 Redaktionelt... 3 Fra vor egen verden Provo i stor størrelse... 4-5 50 år og stadig i voksealderen... 6-7 Vold og trusler... 8-9 Ægteskabsannoncer nej det skal være overenskomkstannoncer... 10-11 Bagsiden Sjælsø rundt 2008: søndag den 8. juni... 12 En medarbejder krydser sit spor... 12 ISSN 1604-7419 Trykning Stormtryk Faste links: www.danmark.dk Ankestyrelsen: www.dsa.dk Beskæftigelsesministeriet: www.bm.dk Indenrigs og sundhedsministeriet: www.inm.dk www.sum.dk Velfærdsministeriet: www.social.dk Videnscentre www.aeldreviden.dk www.socialpsykiatri.dk MarieBladet trykkes i et oplag på 750 stk. og sendes til alle medarbejdere og alle bestyrelsesmedlemmer samt samarbejdspartnere. Desuden udleveres MarieBladet til interessede pårørende. I Mariehjemmene er der aktuelt ansat 438 medarbejdere, og antallet af bestyrelsesmedlemmer er i alt 78 i de 19 bestyrelser. Mariehjemmenes webmaster gør opmærksom på, at han har indrettet hjemmesiden, så MarieBladet også kan læses på www.mariehjem.dk/nyhedsbreve 3
Fra vores egen verden Jeg véd godt, det er enormt provokerende ude i samfundet! Der sidder en provo på 1 meter og 63 På den anden side af et ydmygt kaffebord i et ligeså ydmygt kontor Det er ikke lige det første, man tænker på, når man møder lederen af Pensionatet Mette Marie, Samy Visvanathan. At man sidder over for en provo. Men det gør man!! En velklædt én af slagsen. Med stærke, venlige øjne. Karisma. Og med stærke synspunkter om sit job og sin målgruppe. Han taler med noget accent. Men det gør ikke budskabet uklart! Samy véd godt, hvad han taler om og hvad han vil! Bag ham hænger et citat fra Ravi Shankar. Ikke citarspilleren, men angiveligt en anden inder. En vismand: Misbrug er ikke, når vi ta r noget for at få det godt, men når vi ikke har det godt, hvis vi ikke ta r noget!! Vi sidder sammen på det lille, næsten anonyme bosted for sindslidende med misbrug: Mette Marie. Samy Visvanathan er lederen. 163 cm! Blandt misbrugende mennesker, der kan blive overordentligt aggressive og voldelige, når deres sindslidelse tager herredømmet fra dem. Nogle af dem er tæt på de to meter og ikke lige typer, man har lyst til at blive uvenner med Men sådan er det ikke for personalet på Mette Marie. De kan noget, som ikke ret mange socialarbejdere magter. Men det er ikke noget, de går og skilter med. De gør det bare. Skaber rammer om en målgruppe, som i udgangspunktet er ubehandlelige. Dem, de andre ikke vil lege med! Dem, hvorom de allerfleste socialpædagogiske tilbud ville sige: uden for pædagogisk rækkevidde eller kan ikke rummes i herværende institution. Men de både kan, vil og skal rummes på Mette Marie. Forstander Samy Visvanathan, Pensionatet Mette Marie Provo i stor størrelse Samtale mellem Flemming Høj Jermiin, forstander Dorthe Mariehjemmet og forstander Samy Visvanathan, Pensionatet Mette Marie Vi hører alt for mange steder medarbejder eller ledelse sige: vi arbejder med en meget tung gruppe! Det kan vi bare ikke sige her. Vi kan ikke bruge det til noget. Vores målgruppe kan ikke bruge til noget at blive mål på sådan en skala. Og derfor er vi nødt til at finde arbejdsmetoder, der passer til målgruppen. ( Vi lader lige billedet stå et øjeblik! metoder, der passer til målgruppen!!) De fleste steder, jeg kender, laver man projekter, hvor målgruppen skal passe til medarbejderne, fortsætter Samy. Det er jo en katastrofe! Man kan i mange socialpædagogiske institutioner høre: beboeren passer ikke til stedet! Hvor tit hører vi: medarbejderen eller forstanderen passer ikke til stedet? Næh, 4 jeg siger: Her i huset har vi 16 beboere. De passer alle sammen til Mette Marie. Hver og én! Vi andre, som får løn herfra, skal jævnligt spørge os selv, om forstanderen eller medarbejderne passer til Mette Marie!! Dialog fremfor kontrol Beboerne visiteres fra København. Huset ligger i Vanløse. I et helt almindeligt boligområde med etagebyggeri og parcelhuse. Beboerne er mennesker med alvorlige sindslidelser, som gør det vanskeligt eller umuligt for dem at bo i en lejlighed. Mange har på den ubarmhjertige måde måttet opleve dette på egen krop. Men her er skabt en ramme, hvis hovedudsagn er, at der tages udgangspunkt i det enkete individ og respekten for vedkommendes måde at leve sit liv på. Også selvom dette indebærer, at der er tale om et aktivt misbrug. Ingen løftede pegefingre. Ingen regler, opfundet af andre. Det vigtige og det rigtige er, at beboerens liv er i centrum. Det er både nedladende og et udtryk for manglende faglig indsigt at stille forventninger om, at målgruppen tilpasser sig normer og værdisæt, som de er
beboerne passer til stedet ude af stand til at leve op til. Den rigtige bo-mulighed, en respekterende omsorg og støtte, en værdig dialog og ikke mindst tryghed bidrager til at forhøje livskvaliteten for hver enkelt af dem, selvom den bagved liggende sindslidelse forsat er en nærværende og betydende faktor i det daglige liv. Dialog og respekt frem for kontrol og påbud. Respekt fremfor påbud Der er tale om harm reduction siger Samy. Vi taler ikke problematiserende om beboernes misbrug eller deres måde at leve livet på. Det betyder, at beboernes bliver trygge og over tid åbent selv taler om stofferne og deres eget misbrug. Til gengæld er vi klare og tydelige omkring både at være parate til at hjælpe og støtte, hvis en beboer vil ud af misbruget og at accepten bestemt ikke gælder slag af stoffer, misbrug i de fælles arealer eller en adfærd, der truer eller generer andre i huset. Det provokerende for andre socialarbejdere, men også for den almindelige skatteborger, er dette, at vi accepterer beboerne som de er. Skal de ryge hash eller andet, ja, så gør de det. Inde hos sig selv på deres eget værelse, vel at mærke!! Men det er også provokerende, at vi ikke har døgndækning. Enhver institution med respekt for sig selv bør da have døgndækning, når det drejer sig om mennesker som vor målgruppe! Men begge dele er meget bevidst! Ligesom det er bevidst, at vi sørger for at være et mindretal i forhold til beboerne! Vores arbejde går ud på, at beboerne skal få det bedre på tre parametre: deres psykiske, deres fysiske og deres sociale situation. Det er harm reduction! Rammer og regler som støder folk bort Det opnår man ikke ved at grænse beboerne inde af regler, tæt personaledækning og gardinprædikerne. Det er et massivt stort arbejde blot dette at få beboerne til at forstå, at de er accepteret og forstået for det, de er. De har læssevis af oplevelser om det modsatte. At fordi de ikke lever op til normer eller regler, vil de blive udskrevet. De er sådan set vant til at blive svigtet af systemet og bekræftet i, at de ikke har værdi som mennesker! Og netop denne mekanisme har været stærkt medvirkende til, at de må leve på udkanten af samfundet. Det er dét, der er katastrofen!! At man i mange institutioner og blandt beslutningstagere siger, man vil forbedre livskvaliteten for disse mennesker, men laver rammer og regler, der samler sig i disse menneskers erfaringer, sådan at de kun kender den erfaring, at de godt nok mødes med gode løfter og intentioner, men når det så virkelig gælder, og de støder an mod stedets regler, ja, så måtte de alligevel ud!!! Det pædagogiske arbejde med at skabe 5 denne helt basale tryghed, at man kan regne med, at man ikke smides ud. Denne konstante negativitet, man som medarbejder mødes med, indtil der efter 3-4 måneder er etableret en begyndende tryghed, slider på medarbejderne og deres professionalitet. Hvad vil det sige at være professionel? Hvordan opfatter Samy det? Altså at man netop ikke er den, der kender svarene og de rigtige leveregler. Professionel betyder tit at holde en distance til beboeren. Nærmest skabe en afstand mellem personale og beboer, afvise eller skjule følelser og behandle alle lige og ens. Ikke gøre forskel. På den måde bliver forholdet mellem medarbejder og beboer aldrig ligeværdigt. Hos os handler det om at behandle beboerne individuelt. At give noget af sig selv. Det er både klart og i orden, at der knyttes bedre bånd mellem en given medarbejder og nogle beboere end til andre. Men det er OK. Det indgår i arbejdet med at opbygge en bæredygtig relation. Medarbejderen skal derfor turde vise sig som et menneske med følelser og livshistorie overfor beboerne. Turde give noget af sig selv og alligevel sætte grænser. Man skal mestre at være personlig uden at blive privat. Man skal magte at give uden særlig ofte at modtage..man skal kunne se og indse, at ingen eller meget små krav er der, hvor udviklingen kan komme til at ske! Altid træningsplads for medarbejderne Alle disse ting er i en vis udstrækning det modsatte af, hvad man lærer i uddannelsen, og hvad vi normalt opfatter som det rigtige. Og lige netop vores model fordrer et tæt og tillidsfuldt samvirke med samarbejdsparterne. Uden det gik det ikke! Og så kræver det holdindsats og teamwork i medarbejderstaben. Det stiller krav om en rummelighed og et psykisk overskud, som er helt afgørende for at arbejde her. Alfa og Misbrug er ikke, når vi ta r noget for at få det godt, men når vi ikke har det godt, hvis vi ikke ta r noget!! omega er psykisk overskud hos mig og hos personalet. Når man altid er i mindretal som ansat, også i konfliktsituationer, tvinges man til at tænke løsninger frem, som understøtter vor måde at arbejde på. Hvad kan jeg gøre i denne konkrete situation uden at beboeren kommer til skade eller situationen optrapper? Når man har psykisk overskud, oplever man beboerne på en helt anderledes og meget mere nuanceret måde, end ellers. Man tackler de svære situationer og den (Artiklen afsluttes på bagsiden)
Fra vores egen verden Mariehjemmene i jubilæumsåret 1958-2008 50 år og stadig i voksealderen! 16. oktober i år er det 50 år siden det første Mariehjem åbnede Artikel af Jesper Maarbjerg bestyrelsesformand Fonden Mariehjemmene Det er ikke sådan, at den 16. oktober 1958 besluttede fru Rørdam Holm at starte en organisation, der skulle hedde Mariehjemmene, men udviklingen startede med åbningen af Rose Marie i Hellerup den dag. Humlebæk, ikke langt fra Else Mariehjemmet. Men lad os se et par udpluk fra det historiske afsnit som vil komme på hjemmesiden! Starten på Mariehjemmene Historien begyndte den 16. oktober 1958 med åbningen af Rose Marie i Hellerup i et hus, der tidligere havde været anvendt til ambassade. Fondens bestyrelse besluttede for nogle år siden, at vi skulle få skrevet Mariehjemmenes historie, og en historiker fik samlet en masse materiale sammen fra protokoller, blade og meget andet. Han skrev det sammen og den sammenskrivning danner grundlag for nogle senere korte udgaver af vores 50-årige historie. Når vi om kort tid starter en ny hjemmeside for Mariehjemmene, vil der være mulighed for at læse om vores historie. Det, man vil se, er, at Mariehjemmene er startet af en ildsjæl, men vi har overlevet og udviklet os ud fra en evne til at være smidige. Der er ikke noget jomfru Maria over os, som mange tror, når de første gang hører navnet man kan sige tvært imod. Til gengæld er der en tradition for, at vi kaster os over nye og spændende opgaver uden at have garanti for, at de kan bestå i al evighed. Men vi lægger vægt på, at det vi gør, gør vi godt. Gad vide, om der har været en særlig slags grøde i luften for 50 år siden? det var også det år, hvor en ildsjæl fik startet Danmarks og måske Nordeuropas mest fascinerende kunstmuseum og samling, nemlig Louisiana, som Knud W. Jensen skabte som sit livsværk. Endda i 6 Mariehjemmenes stifter Rose Marie Rørdam Holm
.. Mariehjemmene runder et skarpt hjørne Kvinden stifteren af Mariehjemmene hed Rose Marie Rørdam Holm. Hun var sygeplejerske på Kommunehospitalet i København. Der er mange, der har spurgt, hvordan det kan være, at Mariehjemmene i det hele taget kom op at stå. Det gjorde de, fordi fru Rørdam Holm i sit arbejde som sygeplejerske på psykiatrisk afdeling oplevede, hvor dårlige livsvilkårene var for de hjemløse, de skæve eksistenser og de ensomme psykisk syge. måde, at de ældre selv er og forbliver tilfredse med kvaliteten. Med denne driftsform sker der en markant understregning af de plejekrævende ældres eget frie valg af opholdssted. Det er en nyskabelse! Der var således en stolthed over at være med i den forfront, der ganske i tidsånden satte individet og individets frie valg i centrum. Mariehjemmene havde sat sig foran udviklingen i stedet for blot at tilpasse sig den. Det betød, at Mariehjemmene ved udviklingen af Det udløste en enorm vrede og bitterhed hos hende og i stedet for kun at reflektere over disse skæbner, så reagerede hun. Hun lovede sig selv, at hun ville skabe bedre vilkår for disse mennesker, så også de kunne få en værdig og levende tilværelse. Fru Rørdam Holm hævede sin pensionsopsparing og benyttede den til udbetalingen til huset på Brodersens Allé i Hellerup. Her flyttede hun ind i kælderen med familien. Fru Rørdam Holm var yderst aktiv som; madmor, altmuligmand, sygeplejerske, med alt hvad deraf følger, pleje, medicinuddeling, forbindskiftning og meget mere, og hertil kom så administrationen af hjemmene. Ret meget, ud over kost og logi, blev der ikke tilovers til egen familie, der gik fire år, før fru Rørdam Holm fik råd til en hårdt tiltrængt ny frakke, den gamle cottoncoat havde måttet holde for i alt slags vejr. Da fru Rørdam Holm endelig trådte ind ad døren i nyerhvervelsen, lidt betænkelig ved hvilken reaktion der måtte komme fra beboerne ved en sådan udfoldelse af luksus, var der en, der slog hænderne sammen og sagde: Nå, nu kan vi endelig være Dem bekendt Og så lidt fra nutiden: De overenskomstfrie boligers indtogsmarch Mariehjemmene benyttede sig af, at der ikke længere i lovgivningen var et krav om, at plejehjem skulle have en overenskomst med en bestemt kommune. Bestyrelsesformanden for Mariehjemmene John Lange Jacobsen beskrev situationen således: For Ellen og Elses vedkommende betyder det, at ingen kommune automatisk visiterer til de 2 hjem, men at de plejekrævende ældre selv skal vælge ophold på disse hjem. Vi skal altså nu konkurrere på kvalitet på den særligt kvalitative Ejendommen på Brodersens Allé 16 i Hellerup, som fru Rørdam Holm købte i 1958 og hvor hun indrettede det første Mariehjem. 20 år senere skænkede hun ejendommen til den nystiftede Fond Mariehjemmene. Ejendommen er netop moderniseret og ombygget. 7 tilbud prioriterede de overenskomstfrie institutioner højest, men på den anden side, var der sideløbende en udvikling, der illustrerede, at Mariehjemmenes lyst og evne til at kaste sig over nye områder eller løse massive problemer ikke blot var bundet af en bestemt løsningsmåde. Skal vi håbe, at det bliver spændende, når nogen kan se tilbage på de næste 50 år!!!
Fra vores egen verden Mariehjemmene har det seneste år haft fokus på den attraktive arbejdsplads, for at vi kan forsætte med at rekruttere, fastholde og udvikle medarbejderne i Mariehjemmene. Opmærksomheden har været rettet mod trivsel, faglig- og personlig udvikling, kommunikation, samarbejde, ledelse og fællesskab Mariehjemmene imellem. Det skal én gang for alle slås fast, at der er tale om en proces, vi aldrig bliver færdige med. Vi skal blive ved med at holde gryden i kog for at sikre arbejdspladserne og hermed beboerne trygge rammer for det gode liv. Arbejdspladser med et godt omdømme vil have lettere ved at tiltrække dygtige medarbejdere. Vold og trusler Det er derfor vigtigt at håndtere og drøfte vold og trusler i Mariehjemmenes regi, så både ledelse og medarbejdere er medansvarlige for at udvikle attraktive arbejdspladser for medarbejdere i fremtiden Artikel af Kristian Wedel Andersen, udviklingskonsulent i Fonden Mariehjemmene Hvordan oplever vi vold og trusler i Mariehjemmene? Jeg har talt med de fleste hjem om vold og trusler og erfaret, at vi desværre ikke adskiller os fra andre tilbud på det sociale område: vold og trusler forekommer også hos os. Vi har ingen fællesopgørelser om vold og trusler i Mariehjemmene, men nogle har registreringer via sagen, andre registrer i internt og enkelte anmelder alle sager til Arbejdsskadestyrelsen. Hvis vi ønsker at gøre en forskel, bliver vi nødt til at dokumentere vold og trusler, og hvad vi gør ved problemet. Det skal altså ikke bagatelliseres, og måske kan temadagen i Mariehjemmenes regi være med til at få sat 8 øget fokus på at forebygge voldsomme episoder, fordi medarbejdere og beboere er udsatte. I de senere år har der været fokus på social- og sundhedsområdet i Danmark, netop fordi mange udsættes for fysisk eller psykisk vold. På døgntilbud er det hver tredje medarbejder, og indenfor ældreplejen hver fjerde medarbejder, som har været udsat for fysisk vold indenfor det seneste år. Nyuddannede og praktikanter er i en særlig risiko, her er tallet oppe på 31,5 procent! Disse tal stammer fra en undersøgelse foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. www.arbejdsmiljøforskning.dk Hvad er vold? Arbejdstilsynet sondrer ikke mellem fysisk og psykisk vold; men begge dele skal man forsøge at forebygge. Dorthe Perlt, chefkonsulent, Socialt Udviklingscenter SUS, understreger, at vi skal tage det alvorligt, når en kollega oplever noget ubehageligt, også selvom det er en lille episode! Hun påpeger, at det for den volds-
en del af virkeligheden ramte person kan være vanskeligt både personligt og fagligt, og på sigt kan medføre øget sygefravær. Det er vigtigt at have et åbent miljø, hvor den enkelte medarbejder kan tale åbent om det, så man ikke vender det indad og føler sig utilstrækkelig og inkompetent. Se: www.voldsomudtryksform.dk Medarbejderne fortæller Fysisk vold kan være alt lige fra at sparke, skubbe, slå, nappe, nive, klemme og holde fast. En medarbejder fortæller Jeg var i gang med at hjælpe en beboer med at skifte ble, da han pludselig uden varsel slog mig. Det gjorde ikke speciel ondt, men jeg blev rigtig ked af det, fordi jeg følte, at der var min egen skyld. Der er mange forklaringer på sådanne episoder, og de sker måske uden at den gamle beboer egentlig vil det! Men det er vigtigt, at man får bearbejdet sådanne Dorthe Perlt, chefkonsulent, Socialt Udviklingscenter SUS er oplægsholder og procesbestyrer på temadagen den 13. marts. episoder, så det ikke fylder uhensigtsmæssigt meget. Det stiller store krav til os, om at vi tør tale åbent om det og lære nyt, så vi passer på hinanden. Psykisk vold kan være trusler, truende adfærd, krænkelser og nedsættende tale. Det kan være mange ting, og en medarbejder fortæller: Vi har en beboer, som taler meget grimt til os og kalder os diverse ting. Hvis man ikke lige er forberedt eller har haft en vanskelig dag, så kan man blive rigtig ked af det. Vi er blevet bedre til at passe på os selv, så vi prøver at være to medarbejder, når vi skal hjælpe denne beboer, så føles det ikke så slemt. Er beboerne mere voldelige? Beboerne er såmænd ikke mere voldelige end den almindelige befolkning, men det er væsentligt at være opmærksom på, at mange beboere er i en særlig situation. I Mariehjemmenes regi arbejder vi med mennesker med demens, hjerneskader, sindslidelse, misbrug og tab af funktionsniveau, som gør, at de nogle gange udtrykker sig aggressivt med vold og trusler. Det kan skyldes magtesløshed, forvirring, frustration og mange andre ting. Det er derfor vigtigt, at vi er professionelle og har viden om sygdom og handicap, så vi er klædt på til at hjælpe dem bedst muligt. 9 Erfaringer fra Socialt Udviklingscenter SUS mangeårige indsats bekræfter, at vold og trusler kan reduceres ved en målrettet strategi i form af en voldspolitik. Dorthe Perlt tilføjer, at det ikke er muligt helt at undgå vold og trusler, når man arbejder med mennesker, som lever med sygdom og handicap. Der skal arbejdes med trivsel, kommunikationen og udvikling af samarbejdet mellem medarbejder og beboer. Det betyder rigtig meget, at man bliver påskønnet i hverdagen både som medarbejder og beboer. Hvad er voldspolitik? Der er mange måder at arbejde med at forebygge vold, og nogle Mariehjem har formuleret en skriftlig voldspolitik, som indeholder definitioner af vold og trusler, forebyggelsesaspekter, registreringer, ambulanceplan, krisehjælp og bearbejdelse/analyse af episoder. Andre steder har man en fælles holdning, men ikke en eksplicit skriftlig politik. Men man taler åbent om det, når det er nødvendigt. Der findes ingen entydige definitioner af vold og trusler; det er derfor vigtigt, at det enkelte hjem selv sætter ord på, hvad man opfatter som vold og trusler. Det er en del af voldspolitikken, at medarbejdere og beboere har klare definitioner at forholde sig til. Det er også vigtigt, at vi tør kigge på vores faglighed, udfordrer hinanden og skaber opmærksom på forskellige metoder. Der kan med fordel arbejdes med at sætte fokus på kommunikation og derigennem det gode samarbejde. Der er forskellige holdninger til, hvorvidt man skal registrere episoderne. Det taler dog for en registeringspraksis, at den skaber mulighed for at analysere og bearbejde de forskellige episoder. Det er vigtigt at fastslå, at det skal registreres hos Arbejdsskadesstyrelsen, hvis den voldsramte sygemeldes skal det registreres til Arbejdsskadesstyrelsen. Navigation og konflikter Uanset hvad man gør, vil der altid være voldsomme episoder. Men vi skal være parate til at arbejde med nye tiltag i form at udvikle samarbejdet, dialogen, kvaliteten og skabe et bedre arbejdsmiljø, så vi får større trivsel og hermed kan reducere volden i hverdagen. Der stilles store krav til medarbejdere i Mariehjemmene om dokumentation, viden og ikke mindst formidling og relationer til beboerne. Medarbejderne vil også fremover møde store forventninger fra beboere og pårørende, og det kan give anledning til rigtig mange konflikter på arbejdspladsen. Der er afgørende, at vi dygtiggør os og bliver gode til at navigere i konfliktfyldt farvand.
Fra vores egen verden Jesper Maarbjerg, bestyrelsesformand, Fonden Mariehjemmene Ægteskabsannoncer? nej det skal være overenskomstsannoncer Der er kommet en annonceringspligt det lyder da ikke så alvorligt, men læs her! De nye bestemmelser om annoncering af opgaver på bl.a. det sociale område er ret atypiske for dem, der har haft med det sociale område at gøre i mange år. Hvad er det, der er sket? Udbudspligt Vi kender alle til, at det offentlige skal udlicitere opgaver, når der f.eks. er tale om byggerier. Sådan har det stort set altid været. Men mange af procedurerne er blevet mere detaljerede p.gr.a. EU-systemet. Der er her en pligt at give mulighed for, at firmaer fra andre EUlande kan byde på opgaverne på lige fod med danske firmaer. Disse udbudsregler er så fasttømrede, at folk i byggebranchen altid snakker om EU s udbudsdirektiv som en grundlov. Der er her indført tærskler for hvor store opgaver skal være, for at der kræves en licitation, ligesom der er beskrevet de områder, hvor direktivet skal anvendes. Det er traditionelt byggerier og leverancer og så kommer der tjenesteydelserne, som er nævnt i Bilag II A. Tjenesteydelserne er f.eks. større konsulentopgaver. De tjenesteydelser, der er nævnt i Bilag II B, er der ikke en pligt til at udbyde, før det offentlige køber dem. Denne slags ydelser er typisk opgaver på det sociale område som børnepasning og pleje af ældre. En snigende skærpelse Der er imidlertid nye toner på området, fordi regeringen ønsker konkurrence om drift af de opgaver, det offentlige har ansvaret for og derfor betaler. Vi så det ved loven om friplejeboliger, hvor vi nu også skal igennem en licitation om serviceringen, hvis vi skal drive friplejeboliger. Og vi ser det nu ved det begreb, der kaldes annonceringspligt. I lovgivningen er der med virkning fra 1. juli 2007 indført en pligt for bl.a. kommuner til at annoncere efter tilbud på opgaver, der forventes at koste mere end 500.000 kr. pr. år. Det nye er, at det her også omfatter de nævnte Bilag II B -ydelser. Det ser ret teknisk ud og det er det også. Det er nok grunden til, at der ikke har været den store offentlige debat om sagen. En organisation, som Mariehjemmene er medlem af Organisationen af Selvejende Institutioner (OSI) har imidlertid klaget over, at friplejeboligloven kom til at stille større krav, end dem, der kræves af EU, og det har Kammeradvokaten (regeringens advokat) faktisk givet OSI ret i. Men reglerne er alligevel fastholdt. Årsagen er, at man helt bevidst ønsker konkurrencen, fordi der som princip også af EU kræves åbenhed om offentlige indkøb mv. 10
.. ny lovgivning om annonceringspligt Annonceringspligten Reglen om annonceringspligt er et supplement til de regler, der kommer fra EU s udbudsdirektiv. Det har nogle konsekvenser: På den ene side skal der formelt set af en kommune annonceres efter ydelser på næsten samme måde som ved licitationer dog ikke helt så detaljeret. På den anden side er der større frihed til, at kommunen kan lade andet end den rene økonomi spille ind, når man tager imod et tilbud. For os i Mariehjemmene som for mange andre selvejende institutioner har det været uhyggeligt, såfremt ikke kvalitetsovervejelser af den bløde slags kunne inddrages i vurderingerne om, hvem der skal løse opgaver for det offentlige. Det sidste er derfor positivt. Det, der viser, hvorfor jeg her i MarieBladet skriver om reglerne er, at det store område, hvor de gælder, vedrører de overenskomster, som kommunerne indgår med selvejende institutioner om drift af et plejehjem eller serviceringen af nogle plejeboliger. Tidligere sagde man, at overenskomsten var en slags ægteskab mellem kommunen og institutionen. af en modernisering i gang, har en sikkerhed for at skulle drive den moderniserede institution. Hverken kommuner eller de selvejende institutioner har endnu de store erfaringer med annoncering og tilbudsudarbejdelse, så nogle kommuner kunne fristes til at definere opgaverne som in-house -opgaver, hvor det jo er kommunen selv, der bestemmer det hele det er en tendens som OSI, og vi i Mariehjemmene ikke ønsker udviklet. I så fald ville ønsket om konkurrence jo føre til øget kommunalisering og dermed mindre konkurrence! En gevinst? Men hvis man, efter alle de problemer der kan peges på, rent faktisk får accepteret et tilbud efter en annoncering, har man til gengæld faste rammer at arbejde efter, og det kan nu være en fordel selvom der ikke længere er tale om et ægteskab. Nu er det ikke mange Mariehjem, der drives efter overenskomst med en bestemt kommune; men Rose, Dorthe, Kirsten og Hanne drives faktisk på den måde. Reglerne indebærer, at alle ændringer i driftsforholdene til en værdi på over 500.000 kr. skal annonceres offentligt af kommunerne, så også andre kan byde på dem. De undtagelser, der er, drejer sig først og fremmest om, hvorvidt der er indgået aftaler om ændringerne før reglernes ikrafttræden d. 1. juli 2007, og om hvorvidt det er nogle lovkravs opfyldelse, der er anledning til ændringerne. OSI advarer Organisationen af Selvejende Institutioner har i kraftige vendinger advaret mod den praksis, staten tænker sig at lægge på området især over den rigide 500.000 kr.s-regel, men også over, at nogle af reglerne lægger op til, at kommunerne skal overtage ejendommene, hvis en institution ikke får godtaget sit tilbud. Et alvorligt problem, OSI fremhæver, er endvidere, at der lægges gift ud for selvejende institutioners modernisering, hvis man ikke, før man sætter en projektering En gruppe beboere og medarbejdere på Rose Mariehjemmet samlet til frokostspisning i de moderniserede lokaler. Det er vanskeligt at forstille sig, at medarbejdernes opgaver i forbindelse med støtte og vejledning af beboerne på et tidspunkt i den nære fremtid skal udsættes for konkurrence. I den sammenhæng giver det god mening, at kvalitetsovervejelser af den bløde slags kan inddrages i vurderingen af, hvem der skal løse opgaven. 11
Sjælsø Rundt 2008: Søndag den 8. juni MarieBladets bagside Danmarks ældste motionsløb bliver afviklet søndag den 8. juni for 39. gang. Mariehjemmene har deltaget i mange år helt tilbage fra det første løb i 1968 og frem til 1982. Efter hver løb blev der afsluttet med fest i fru Rørdams have. I alt er det blevet til ca. 15 løb. I forbindelse med flytningen fra Henningsens Allé til Onsgårdsvej 35 i 1983 ophørte cykelløbet, fordi man ikke længere rådede over en have til after party. Vi har et ønske om at genoptage traditionen og deltage i dette års løb i forbindelse med Mariehjemmenes 50 års jubilæum. Alle de andre gange, Mariehjemmene har deltaget, har der været sommer, sol, blå himmel og mange friske medarbejdere. Vi har en forventning om, at både bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere vil deltage. Jesper Maarbjerg og Arne Skovgaard Nielsen vil slå tempoet an, så der er plads til alle. Det er vores ønske at samtlige Mariehjem er repræsenteret. Vi deltager i 50 kilometeruten, og I kan se ruten på hjemmesiden www.sjaelsoerundt.dk. Vi håber, at der er rigtig mange, som har lyst til at være med sørger for en fælles tilmelding fra hovedkontoret. På 50 kilometer ruten kan vi reservere starttid mellem kl. 8.00 og 11.00, således at vi starter samtidigt. Vi vil gerne høre om antal deltagere fra det enkelte hjem senest den 15. april, så vi kan få et godt starttidspunkt omkring kl. 11.00. Kontakt Debbie Nilsson på den@mariehjem.dk eller Kristian Wedel Andersen på kwa@mariehjem.dk og meld jer til! Mariehjemmene i jubilæumsåret 1958-2008 En medarbejder krydser sit spor... Aksel Sandemose har ikke levet forgæves for på Dorthe Mariehjemmet i Rødovre har man netop ansat en chauffør til at køre ture med hjemmets beboere. Hun hedder Hanne Jørgensen og har en fortid Her er et blad fra hendes skudsmålsbog. Provo i stor størrelse (artikel fortsat fra side 5) konstante konfrontering med egne normer og sædvaner på en bedre, mere professionelt menneskelig måde, end hvis man som medarbejder har underskud. Mette Marie skal være et godt sted for beboerne. Det bliver det kun, hvis det er et godt sted, også for medarbejderne. Men huset skal samtidigt være en konstant træningsplads for alle, der arbejder her! Vores arbejdsmetode, udviklet og skabt af os selv, indebærer, at man bestandigt skal holde sig i træning for at være skarp på modellen. Det stiller store krav til planlægningen af arbejdet og til den støtte, der skal struktureres for at undgå, at medarbejderne brænder ud. Vi har en model, hvor vi kan sprænge enhver normal grænse for dialogen med målgruppen. I husets 6-årige historie har jeg kun én gang mistet et lille beløb ved at låne penge ud til en beboer. Ikke fordi vedkommende ikke ville holde aftalerne, men hun døde ganske enkelt, inden hun blev færdig med at betale tilbage. Alle traditionelle steder ville sige: Ønsker du dig fx en radio så må du spare sammen! Vi siger: Det var spændende! Vi vil godt låne dig penge og huske dig på, at du skylder Samy sidder der og provokerer alle os med de fastlåste og forudfattede meninger om, hvad der er op og ned! Skrub-irriterende! Velklædt provo med meninger, viden og holdninger!!! Han er den inkarnerede ro. Smilende og fast i blikket. En meter og treogtres Jeg véd godt, det er enormt provokerende ude i samfundet!