Prædiken til 1. s. e. H3K kl. 10.00 i Engevang 478 Vi kommer til din kirke, Gud på Op al den ting 448 Fyldt af glæde 70 Du kom til vor runde jord 411 Hyggelig rolig Nadververs 69 v. 5 6 af Du fødtes på jord 323 v. 3 Vi er Guds hus og kirke nu af Kirken den er et gammelt hus. I et af de mange materialer til brug i kirkens undervisning findes der en blindebuksleg, som knytter sig til dagens evangelium. Legen hedder Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har brugt legen og opfordret sagesløse børn til at lege den, det har jeg nok. Men efter at have tænkt over det, forekommer navnet mig at være en smule uhyggeligt. For hvis Jesus virkelig er væk, hvis vi for alvor spørger Jesus hvor er du?, så er det bestemt ikke leg eller morskab eller sjov og ballade. Så er det 1
tomhed og fravær og hvad er meningen og gad vide, om det mon overhovedet har noget på sig alt det med Vorherre? Nogen gange kan man føle sig alene på en sær mørk og meget skræmmende måde, nogen gange er det, som om endda Jesus er gået sin vej. Og dagens evangelium fortæller om den erfaring, der er ligeså gammel som kirken selv, at man kan have det, som om også Jesus er borte. Det er ikke kun Josef og Maria der kan tænke, at han nok er ét eller andet sted hos nogen, de kender, men siden finde ud af, at han er total væk, og til sidst fortvivlet opgive at finde ham. Det er en erfaring, der hører troen til. Selv om ingen forstår, hvorfor det er sådan. Og skønt man har stor lyst til at få et svar fra Vorherre om, hvordan det kan være, at den slags erfaringer overhovedet skal findes. Der findes en gammel russisk legende, som har lydt fra alle landets prædikestole, også fra denne, uden at den af den grund bliver uproblematisk. Det er den dér fortælling om manden, der dør og 2
kommer op til Gud og får sit liv at se som to hold fodspor i sandet, hans egne og Guds. Sommetider er der imidlertid kun ét sæt spor og manden bebrejder Gud, at han ikke har været der hele tiden og endda synes at have været borte, når det gik hedest til. Og da er det, Gud han siger, at da bar han det her menneske. Jeg har engang brugt legenden for at trøste og opbygge, men har siden fortrudt det mange gange, der er ikke meget trøst i historien. For den siger jo, at hvis vi oplever det her Gudsfravær at Jesus sommertider bliver væk for os så skyldes det bare, at vi ikke lægger mærke til ham, at noget er forkert ved vores måde at se verden på, i virkeligheden er han der. Og hvad skal man så gøre ved sig selv? Hvis man ikke kan stole på sine egne erfaringer af livet? Og hvis det, at Jesus er borte, skyldes at man ikke er dygtig nok til at se ham, og at den virkelighed man oplever, ikke er den rigtige? Det kortslutter ligesom. Og man bliver jo dobbelt forkert. Så er evangeliet mere ærligt og bedre at trøstes ved. Sommetider er Jesus væk, fortæller det. Om man leder højt eller lavt, så er han der ikke. Og det er ikke fordi, man har gjort noget forkert, det er ikke fordi man bare ikke kan se ham, det er ikke 3
fordi man tror på en forkert måde. Han er der ikke. Sådan er det bare. Akkurat som det var for Josef og Maria. Der er noget befriende ved at kunne spejle sig i ord om, hvordan man kan have det. Ingen dybsindige forklaringer, ingen lange udredninger om, at det i virkeligheden ikke er som man oplever det, men ærlige ord om, hvordan det kan være at leve, hvordan det er at være menneske sammen med andre mennesker og overfor Gud. Når man kommer i kirke, kan det virke meget tilfældigt, hvilke tekster, der læses, som om man har klippet Biblen i småstumper og drysset dem ud over året. Men det er klar tråd i det. Og her efter jul er teksternes fokus at fortælle, hvem Han er, Jesus, Guds dreng, der blev født i julen. Hvem er Jesus? Hvad betyder han? Hvad fortæller han os om Gud? Og om os selv? 4
Og noget af det første, vi hører, er altså, at Guds dreng, Jesus sommetider bliver væk. Helt væk. Så man ikke aner, hvor han er. Og heller ikke finder ham, selv om man leder og leder. I tre dage er han væk, i tre lange dage. Det er fuldstændig som da Jesus var væk, fordi han var død. Tre dage. Og eftersom den evangeliske fortælling ikke er tænkt som en roman eller en biografi, der skal læse fortløbende og fra begyndelsen, men mere som en helt masse billeder, der ligger på et bord på samme tid og kaster lys på hinanden, så er de to ord i dagens historie tre dage uhyre vigtige. De er håbsord, der fortæller om opstandelsen, ord der giver løfter om, at Jesus kommer igen, uanset hvor borte han er blevet for os, så kommer han igen. Og om at alting skal blive nyt. Jeg er ikke i tvivl om at Josef og Maria havde gjort sig de værste forestillinger om Jesu skæbne. Han var nok blevet dolket af en oprører, han var blevet kidnappet og var nu på vej til det store slavemarked i Kæsaræa ved havet, han var blevet mejet ned af en romersk patrulje, han havde befundet sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og var blevet anholdt og fængslet. 5
Hvor mange grusomme ting kan fantasien ikke udmale, når man frygter for nogens liv som man holder af? Har vi ikke alle prøvet at vente på én, der kom for sent og udmalet os de værste ting, for så kunne man da kun blive positivt overrasket. Og et barn, der bliver borte. At have en 12årig der er borte i tre dage. Man ville ikke ønske det, selv ikke for dem, man brød sig mindst om. Da alt håb er ude, går Josef og Maria op til templet. Det er vi vist flere, der ville have gjort? Gå hen i det hus, som på én eller anden måde er helligt for os, om ikke af anden grund så for måske at have et sted at gøre af os selv. 6 Og dér er han, i det hus der er rejst til at samles om Gud finder de ham. Han var der. Så ved vi det også. Det er ikke håbløst. Og det interessante er, at Jesus ikke spørger Josef og Maria, om de ikke bare kan blive der i templet sammen med ham; han rejser sig og tager med dem hjem til det daglige liv i Nazareth. For ligeså nødvendigt Guds samlingshus er, og ligeså oplagt det er at søge Jesus dér, når han bliver væk, ligeså
lidt kan man blive her altid. Man må hjem igen, hjem til dagligdagen sammen med den genfundne Jesus. Før vi overhovedet hører om, hvordan Guds dreng viser os Guds ansigt, så bliver han væk for os. For det hører åbenbart med. Selv om jeg ikke forstår det, og gerne vil vide hvorfor og også kan blive vred over det, så kan jeg ikke sige mere om det med Gudsfraværet, end at det bare er der. Undertiden. Men hvis vi vil have et godt sted at lede, når Jesus bliver borte for os, skal vi prøve kirken der er han tit. Dog, bestemt ikke altid, må jeg beskæmmet sige. Nogen gange er der ikke plads til ham. Men hvis vi finder ham i kirken, så siger han ikke, at vi skal flytte ind og hele vort liv skal være kirke. Nej, han går med os hjem herfra, vi kan ikke være i kirken altid, kirken er et optankningssted og et sted at være fælles om troen, men livet leves udenfor kirken, ude i verden. Dog hver gang vi søger efter Jesus, efter at vide mere efter at komme dybere i alt det, der har med troen at gøre, så får i i dag det gode råd at begynde her. 7