HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 31. marts 2010 Sag 253/2007 (1. afdeling) Landsforeningen af statsautoriserede Fodterapeuter på egne vegne og som mandatar for alle medlemmer (advokat Frants Dalgaard-Knudsen) mod Indenrigs- og Sundhedsministeriet (kammeradvokat K. Hagel-Sørensen) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 12. afdeling den 21. maj 2007. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Peter Blok, Lene Pagter Kristensen, Niels Grubbe, Vibeke Rønne og Henrik Waaben. Påstande Appellanterne, Landsforeningen af statsautoriserede Fodterapeuter på egne vegne og som mandatar for alle medlemmer, har nedlagt følgende påstande: Påstand 1 Indstævnte, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, skal ophæve 4, stk. 1, og 10 vedrørende maksimale honorarer og bødestraf i den gældende bekendtgørelse nr. 1101 af 20. september 2007 om tilskud til fodbehandling i praksissektoren. Subsidiært skal ministeriet anerkende, at 4, stk. 1, og 10 i bekendtgørelsen ikke kan håndhæves.
- 2 - Mere subsidiært skal ministeriet anerkende, at statsautoriserede fodterapeuter, som havde ydernummer pr. 31. maj 2005, frit kan fastsætte og aftale størrelsen af deres vederlag for ydelser til patienter uden ansvar for, om patienterne kan opnå et økonomisk tilskud hertil fra anden side, herunder fra den offentlige sygesikring. Påstand 2 Ministeriet skal anerkende ikke at være berettiget til at håndhæve de nu ophævede bestemmelser 5, stk. 1, og 11 i bekendtgørelse nr. 390 af 30. maj 2005, 5 og 13 i bekendtgørelse nr. 112 af 22. februar 2006, samt 4, stk. 1, og 10 i bekendtgørelse nr. 1158 af 20. november 2006. Subsidiært skal ministeriet anerkende, at statsautoriserede fodterapeuter, som havde ydernummer pr. 31. maj 2005, i perioderne 1. juni 2005 til 4. marts 2006, 4. marts 2006 til 1. januar 2007 og 1. januar til 1. oktober 2007 frit kunne fastsætte og aftale størrelsen af deres vederlag for ydelser til patienter uden ansvar for, om patienterne kunne opnå et økonomisk tilskud hertil fra anden side, herunder fra den offentlige sygesikring. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har påstået sagen afvist for så vidt angår de fodterapeuter, som ikke havde ydernummer pr. 31. maj 2005, og som ikke har overtaget en fodterapeutpraksis fra en fodterapeut, der praktiserede for den offentlige sygesikring pr. 31. maj 2005. Ministeriet har i øvrigt påstået stadfæstelse. Appellanterne har påstået frifindelse for ministeriets afvisningspåstand. Anbringender Indenrigs- og Sundhedsministeriet har til støtte for sin afvisningspåstand anført, at fodterapeuter, der ikke har et ydernummer, ikke er omfattet af tilskudsordningen og derfor kan fastsætte de honorarer, de ønsker, men til gengæld kan patienten ikke få tilskud fra det offentlige. De pågældende fodterapeuter savner derfor en aktuel og konkret retlig interesse i de nedlagte påstande.
- 3 - Appellanterne har herover anført, at konsekvensen af at give ministeriet medhold i afvisningspåstanden vil være, at landsrettens dom vil stå ved magt i forhold til de fodterapeuter, der er omfattet af påstanden. Hertil kommer, at det er en potentiel hovedindtægtskilde at betjene tilskudsberettigede patienter, og alle fodterapeuter har derfor en retlig interesse i sagen. Om realiteten har appellanterne supplerende anført, at det må anses for usikkert, om de fodterapeuter, der er omfattet af bekendtgørelserne, kan afvise patienter, der søger behandling for en af de tilskudsberettigende behandlinger, som sagen angår. Det må endvidere antages, at de fodterapeuter, der havde et ydernummer pr. 31. maj 2005 eller har overtaget et ydernummer, ikke har mulighed for at frasige sig dette med den virkning, at de ikke længere er omfattet af bekendtgørelserne. Appellanterne har herved henvist til, at overenskomsten og dermed dens bestemmelse om den enkelte fodterapeuts adgang til at fratræde overenskomsten ikke længere er gældende, og at de omstridte bekendtgørelser efter deres ordlyd omfatter alle fodterapeuter, der pr. 31. maj 2005 havde et ydernummer. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har heroverfor anført, at fodterapeuterne individuelt kan beslutte dels at afvise at udføre de omtvistede tilskudsberettigede behandlinger, dels at frasige sig ydernummeret og herefter virke uden for tilskudsordningen i henhold til bekendtgørelserne. Retsgrundlaget Den dagældende sygesikringslovs 2, stk. 1 og 2, 9, stk. 3, 6 og 7, og 12, stk. 1, havde følgende ordlyd: 2. Personer, der har foretaget anmeldelse efter stk. 3 om valg af sikringsform 1 (gruppe 1-sikrede), og personer, der ikke har foretaget anmeldelse om valg af sikringsform, har ret til vederlagsfri lægehjælp, tilskud til tandbehandling og fysiurgisk behandling mv. efter reglerne i 6, stk. 1-3, 8, stk. 2 og 9, stk. 6. Stk. 2. Personer, der har foretaget anmeldelse efter stk. 3 om valg af sikringsform 2 (gruppe 2-sikrede), har ret til tilskud fra den offentlige sygesikring til delvis dækning af udgifter til lægehjælp mv. efter reglerne i 6, stk. 4-5, 8, stk. 3, og 9, stk. 7. 9. Stk. 3. Den offentlige sygesikring yder efter regler fastsat af sundhedsministeren tilskud til fodbehandling, der udføres af en fodterapeut efter henvisning fra en læge.
- 4 - Stk. 7. Til personer, der omfattes af 2, stk. 2, yder den offentlige sygesikring tilskud med samme beløb, som den skulle have afholdt for en tilsvarende behandling af en person, der omfattes af 2, stk. 1. 12. De nærmere vilkår for de ydelser, der efter sundhedsministerens bestemmelser omfattes af loven, jf. 2, stk. 2, 2. pkt., 6, stk. 2, 6, stk. 3, 1. pkt., 8, stk. 2, 8 a og 9, stk. 6, fastsættes ved overenskomster afsluttet efter 26, stk. 2. Den nu ophævede bekendtgørelse nr. 390 af 30. maj 2005 om tilskud efter sygesikringsloven til fodbehandling indeholdt bl.a. følgende bestemmelser: 5. Fodterapeuters honorarer vedrørende gruppe 1- og gruppe 2-sikrede for behandling af sukkersygepatienter, patienter, der har fået konstateret symptomgivende unguis incarnatus (nedgroede tånegle) samt patienter, der har fået konstateret arvæv, fremgår af bilag 1 til denne bekendtgørelse. Stk. 2. Tilskuddet til gruppe 1- og gruppe 2-sikrede udgør de beløb, som for de omhandlede patienter er anført i bilag 1. 7. Der ydes tilskud til gruppe 1- sikrede til behandling hos fodterapeuter, som 1) pr. 31. maj 2005 havde ydernummer til at praktisere for den offentlige sygesikring efter den før 1. juni 2005 gældende overenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Landsforeningen af Statsautoriserede Fodterapeuter, eller 2) overtager en fodterapeutpraksis fra en fodterapeut, der praktiserede for den offentlige sygesikring pr. 31. maj 2005, - jf. punkt a), eller 3) amtskommunen træffer aftale med. 11. Opkrævning af honorarer, udover de i 5, stk. 1 fastsatte, straffes med bøde. De tre senere bekendtgørelser om tilskud til fodbehandling indeholder tilsvarende regler. Dog indeholder disse bekendtgørelser ikke regler om størrelsen af fodterapeuters honorar for behandling af gruppe 2-sikrede. I den gældende bekendtgørelse nr. 1101 af 20. september 2007 er der udover de tre behandlingsformer, som var tilskudsberettigede efter de tidligere bekendtgørelser også givet patienter med svær leddegigt ret til tilskud for behandling hos fodterapeut, men bekendtgørelsens regler om størrelsen af fodterapeuters honorar omfatter ikke denne ydelse. De to seneste bekendtgørelser, der begge er udstedt med hjemmel i bl.a. sundhedslovens 229, henviser ikke til lovens 275, der indeholder bemyndigelse for ministeren til i forskrifter, der udstedes i medfør af lovens 229, at fastsætte bestemmelser om bødestraf for overtrædelse af forskrifterne.
- 5 - Forklaringer Til brug for Højesteret er der afgivet supplerende forklaringer af Jann Pristed og Hanne Malcho. Jann Pristed har forklaret, at der er en mindre unøjagtighed i gengivelsen af hans forklaring for landsretten, idet det ikke er korrekt, at omkring 85 % af landsforeningens 1.100 medlemmer har deponeret deres ydernummer i forbindelse med konflikten. Der er derimod tale om, at 85 % af de fodterapeuter, der havde ydernummer, har deponeret dette. Der er fortsat omkring 300 patienter tilknyttet hans klinik, og det er fortsat ca. 40 % af patienterne, der er berettiget til sygesikringstilskud, men der er måske en svag stigning i antallet af tilskudsberettigede patienter. Tilskudsberettigede patienter er ofte mere plejekrævende, og over halvdelen af omsætningen hidrører fra disse patienter. Antallet af fodterapeuter, der har deponeret deres ydernummer, er stadig det samme, og der er fortsat fuld opbakning fra medlemmerne til, at landsforeningen har opsagt overenskomsten. De fodterapeuter, der i mellemtiden har overtaget ydernumre, har også deponeret disse. Antallet af ydernumre er fortsat ca. det samme. Der er handlet ca. 100 klinikker/ydernumre siden overenskomstens bortfald i sommeren 2005. Det er fodterapeuternes opfattelse, at en overenskomst er en prisaftale, og når den er opsagt, er der fri prisfastsættelse. Fodterapeuterne finder selv deres prisniveau, og han anslår, at alle ligger over bekendtgørelsens niveau. Han er ikke bekendt med, at der er medlemmer, der anvender transporterklæringer, hvilket er i overensstemmelse med landsforeningens anbefaling. Det vil sige, at der anvendes kontant betaling, og at patienten herefter selv sørger for at få tilskuddet fra kommunen. Det er forbundet med merarbejde i kommunerne at håndtere refusionerne. Der er på årsbasis omkring 1 mio. refusionssager. Kommunernes Landsforening har oplyst, at det på årsbasis koster omkring 28 mio. kr. at behandle refusionssagerne. Beløbet har Kommunernes Landsforening søgt refunderet fra Danske Regioner, men det er imidlertid Danske Regioners opfattelse, at det er et beløb, som kommunerne selv skal afholde. Han er bekendt med, at Københavns Kommune har været nødt til at ansætte 2 nye medarbejdere til udelukkende at behandle refusionssagerne, og at Odense Kommune ligeledes har ansat 1 eller 2 yderligere medarbejdere til
- 6 - at behandle disse sager. Han har fortsat ikke kendskab til, at der i medfør af bekendtgørelserne er sket politianmeldelse af fodterapeuter. Indtil 1981 var der fri prisdannelse. I 1981 blev der indgået en overenskomst vedrørende sukkersygepatienter, mens der for øvrige patienter fortsat var fri prisdannelse. Han var ikke involveret i overenskomstens indgåelse. Den enkelte fodterapeut kunne frivilligt tiltræde aftalen og kunne således selv bestemme, om vedkommende ville praktisere på aftalens vilkår. Fodterapeuterne kunne også frivilligt træde ud af aftalen. Der var tale om en forsøgsordning, og aftalen ophørte, med mindre der blev indgået en ny aftale. Begge parter skulle undersøge prisniveauet og finde det rette niveau. I 1983 blev der som forsøgsordning indgået overenskomst om fodbehandling af ortonyxi, som er bøjlebehandling af nedgroede negle. Ved overenskomsten i 1990 blev tilskudsreglerne ændret. Tilbage i 1980 erne betalte sygesikringen 80 % af honorarerne til behandling af sukkersygepatienter. I 1980 erne har der løbende været regulering af tilskudsandelen. I 1990 var der forhandlinger om, at tilskuddet til både sukkersygepatienter og ortonyxipatienter skulle udgøre 50 %. Overenskomsten blev godkendt af landsforeningens medlemmer ved en urafstemning. Efterfølgende greb ministeriet ind og fastsatte tilskudsandelen til 60 % for så vidt angår sukkersygepatienter og 50 % for så vidt angår ortonyxipatienter. For fodterapeuterne var tilskudsandelen ikke relevant. Det afgørende var derimod prisen. Allerede i 1990 blev det i forbindelse med overenskomstforhandlingerne drøftet, om gigtpatienter skulle være omfattet af tilskudsordningen. Det har i øvrigt været drøftet ved alle senere overenskomstforhandlinger, men er blevet afvist af Amtsrådsforeningen, der ikke mente, at der var penge hertil. I slutningen af 1990 erne var honorarfastsættelsen timebaseret, hvis patienten havde en lægehenvisning. Hvis patienten derimod ikke havde en lægehenvisning, var der fri prisfastsættelse. I 2000 opsagde landsforeningen overenskomsten. Landsforeningen ønskede en generel honorarforhøjelse og en ændring af honorarstrukturen til ydelsesbaserede honorarer. Han var formand for landsforeningen på det tidspunkt og havde været det et par år. I bekendtgørelse nr. 358 fra maj 2000 var honorarfastsættelsen fortsat timebaseret, men der var ikke anført noget om maksimalhonorarer. Fodterapeuterne opkrævede ikke de i bekendtgørelsen fastsatte honorarer, idet det også var holdningen på det tidspunkt, at når overenskomsten var opsagt, var der fri prisdannelse. Sukkersygepatienternes honorarer lå lavere end de i praksis og efter fri pris-
- 7 - dannelse fastsatte honorarer, men fra sommeren 2000 blev honoraret opreguleret, således at der gjaldt samme honorarer for alle patienter. I august 2000 kom der en ny bekendtgørelse, men også herefter fastsatte fodterapeuterne frit priserne. Det var ikke strafbart at kræve højere honorarer end de i bekendtgørelsen fastsatte, og det havde det i øvrigt aldrig været. I efteråret 2000 fik landsforeningen et udkast til bekendtgørelse i høring. Det var ikke en prisaftale, men ekspropriering. Han deltog i et møde i Sundhedsministeriet i november 2000. Det drejede sig bare om, at fodterapeuterne skulle makke ret og følge bekendtgørelsen. Mødet var mildt sagt lettere ophidset, og der skete ingen afklaring af uenighederne. Landsforeningen var imod fastsættelse af maksimalhonorarer, og at det skulle være strafbart at opkræve højere honorarer. Landsforeningen sagde endvidere, at mange fodterapeuter ville opsige deres ydernummer, hvis bekendtgørelsen blev til noget. Bekendtgørelsen blev aldrig udstedt, og fodterapeuterne fortsatte herefter uændret med fri prisdannelse indtil foråret 2002, hvor der på ny blev indgået en overenskomst. I overenskomsten fra 2002 var det i 1 og 3 angivet, hvem der var berettiget til tilskud, og efter 3, stk. 3, var der fri honorarfastsættelse, hvis patienten ikke kunne legitimere sig. Ifølge overenskomstens 9 kunne den enkelte fodterapeut tiltræde overenskomsten, og ifølge 11 kunne den enkelte fodterapeut også individuelt fratræde overenskomsten. Efter overenskomstens 12, stk. 5, var fodterapeuten forpligtet til regelmæssigt at udøve fodterapeutvirksomhed for den offentlige sygesikring, og Amtsrådsforeningen kunne ekskludere fodterapeuten fra prisaftalen, hvis fodterapeuten ikke opfyldte dette krav. Amtsrådsforeningen havde således en eksklusionsmulighed, og den var ikke fagligt begrundet. Overenskomsten kunne opsiges med 3 måneders varsel af begge parter. Udgangspunktet var endvidere, at det var en 3-årig aftale, der herefter skulle fornys. Ifølge overenskomstens 31, stk. 2, skulle der indgås en ny aftale inden 1. april 2005. Med den indgåede overenskomst fik landsforeningen sit ønske om en ydelsesbaseret honorarstruktur opfyldt, idet det nu var antallet af ydelser, der var afgørende for honorarfastsættelsen. Landsforeningen fik endvidere en generel honorarforhøjelse. I starten af oktober 2004 fremsendte landsforeningen sine krav til en ny overenskomst. Det første forhandlingsmøde blev afholdt i december, og der kunne ikke afholdes endnu et møde før i midten af januar. Forud for dette møde opsagde landsforeningen kollektivt overenskom-
- 8 - sten med 5 måneders varsel. Begrundelsen herfor var, at landsforeningen ville fremme forhandlingerne, idet man kunne se, at tidsfristerne i overenskomstens 31, stk. 2, ellers ikke ville kunne overholdes. Landsforeningen skulle således blandt andet bruge 6 uger til medlemsmøder og urafstemning, hvilket Amtsrådsforeningen var bekendt med. Efter opsigelsen kom der fart på forhandlingerne, og der blev vist afholdt 3 møder allerede i slutningen af januar. Der blev endvidere afholdt flere møder i løbet af februar. Der blev forhandlet mange detaljer på plads, og rammerne for overenskomsten var sådan set færdigbehandlet. Notat af 8. april 2005 er et internt notat udarbejdet af Amtsrådsforeningen, som landsforeningen ikke har haft indflydelse på. Det er korrekt, at landsforeningen stillede krav om, at honoraret for behandling af sukkersygepatienter blev sat op til 290 kr. Landsforeningen stillede endvidere krav om kompensation for udgifterne i forbindelse med sygesikringens krav om anskaffelse og anvendelse af it. Driftsomkostningerne forbundet med anskaffelse og anvendelse af it svarede til 6,6 %. Landsforeningen stillede endelig krav om forhøjelse af honorar for visse ydelser, men der var tale om små justeringer. Den samlede honorarforhøjelse, som Amtsrådsforeningen tilbød, svarede til 6 % og indebar derfor en reallønsnedgang. Landsforeningen forudså, at overenskomstens bortfald ville skabe ravage og sendte derfor en meddelelse til medlemmerne vedlagt et patientbrev, som man anmodede fodterapeuterne om at hænge op i klinikken, og en patienterklæring, som skulle underskrives af patienten inden behandlingen. Honorarerne i bekendtgørelse nr. 390 af 30. maj 2005 er de samme som i overenskomsten. Landsforeningen blev imidlertid forbavset over kriminaliseringen af at opkræve højere honorarer end de i bekendtgørelsen fastsatte. Det var ikke rimeligt. Fodterapeuterne fulgte ikke honorarerne i bekendtgørelsen, idet overenskomsten var opsagt, og det var derfor opfattelsen, at der var fri prisfastsættelse. Han har forhøjet honorarerne i sin klinik, og det er han overbevist om, at alle andre medlemmer også har gjort. Der er ikke tale om vilkårlige forhøjelser, men honorarerne er ændret således, at honorarerne for behandlinger omfattet af tilskudsordningen svarer til honorarerne for behandlinger uden for tilskudsordningen. Medlemmerne har givet udtryk for deres enighed med bestyrelsen ved at deponere deres ydernumre. Deponeringen skete efter individuel henvendelse, og det var helt frivilligt.
- 9 - De statsautoriserede fodterapeuter konkurrerer med forskellige former for fodplejere og fodspecialister samt f.eks. fysioterapeuter og kosmetologer, som alle har fri prisdannelse. Der har altid været gigtpatienter i fodterapeutklinikkerne. Udkast til bekendtgørelse nr. 1101 af 20. september 2007 blev sendt i høring hos landsforeningen med 6 dages svarfrist. Landsforeningen havde imidlertid ikke store problemer med, at gigtpatienterne blev inddraget under tilskudsordningen, og foreningen har derfor ikke været involveret i udfærdigelsen af bekendtgørelsen. Han tager gennemsnitligt 340 kr. pr. behandling, hvilket er lavt i forhold til andre klinikker. Prisen har været jævnt stigende siden overenskomstens bortfald. Omkostningerne udgør omkring 50 % af omsætningen. Såfremt landsforeningen taber sagen, vil han få en nettoindtægtsnedgang på ca. 1/3. Samtlige medlemmer har en interesse i sagen og vil blive berørt af den. Det gælder også de fodterapeuter, der ikke har ydernummer. Vikarer, der arbejder i en klinik med ydernummer, vil f.eks. være omfattet af bekendtgørelsen. Det er muligt at have en klinik uden ydernummer, og der er omkring 300-400 fodterapeuter uden ydernummer. Det har en økonomisk værdi i form af goodwill at sælge en klinik med ydernummer, men det er egentlig mest den faglige udfordring, der gør det attraktivt at have en klinik med et ydernummer. Ydernumre handles for alt fra ganske få kroner til adskillige tusinde kroner. Tilskuddet spiller ikke en rolle for fodterapeuten, men alene for patienten, men tilskudsordningen betyder nok, at flere retter henvendelse til fodterapeutklinikkerne. Han tvivler på, at det spiller en rolle for omsætningen, at gigtpatienterne nu er omfattet af tilskudsordningen, idet de formentlig under alle omstændigheder ville komme i klinikkerne. Det har ikke nogen retsvirkning, at der er sket deponering. Landsforeningen har ikke følt behov for at aflevere ydernumrene til kommunen, idet der er fri prisfastsættelse. Hanne Malcho har forklaret, at hun i dag har lidt færre patienter, idet hun har lukket for tilgangen af nye patienter på grund af presset fra et øget antal diabetikere. Ca. halvdelen af patienterne er tilskudsberettigede, men der er en tendens til, at andelen af tilskudsberettigede pati-
- 10 - enter stiger. Hun tager 370 kr. pr. behandling, og alle patienter betaler samme beløb for samme behandling, uanset om behandlingen er tilskudsberettiget. Hun har alene udgifter på ca. 25 % af omsætningen, idet hun driver sin praksis i sit hjem og derfor ikke har lejeudgifter. Hun laver endvidere selv sine regnskaber. Hvis hun fulgte bekendtgørelsens priser, ville omsætningen blive mindre. Der ville formentlig være tale om en nettoindkomstnedgang på 20-30 %. Såfremt landsforeningen ikke får medhold i sagen, vil hun opsige sit ydernummer. Hun har altid forventet, at overenskomsten var en aftale, som man kunne komme ud af igen, fordi det i overenskomsten er forklaret, hvordan overenskomsten opsiges. I den periode fra 2000 til 2002, hvor der ikke var overenskomst, var der fri prisfastsættelse. Hun anvender ikke transporterklæringer, men kontant betaling. Patienten sørger herefter selv for at få tilskuddet af kommunen. Der var en sag om en af hendes patienter, der ikke kunne få udbetalt sit tilskud fra kommunen. I forbindelse med overenskomstens bortfald gjorde hun efter landsforeningens anbefaling sine patienter opmærksom på, at hun havde deponeret sit ydernummer. Hun havde overstreget ydernummeret på regningen med en tynd streg, således at man stadig kunne læse nummeret. Vejen Kommune meddelte patienten afslag på tilskud, under henvisning til at regningen ikke var påført ydernummer. Hun anbefalede patienten at anke sagen, og ankeinstansen omgjorde herefter kommunens afgørelse. Kommunen udbetaler i dag tilskud til patienterne uden problemer. Hun kender ikke til, at kollegaer er blevet politianmeldt for at have opkrævet for høje honorarer. Højesterets begrundelse og resultat Højesteret finder, at alle medlemmer af Landsforeningen af statsautoriserede Fodterapeuter har retlig interesse i sagen. Indenrigs- og Sundhedsministeriets afvisningspåstand kan allerede af denne grund ikke tages til følge. Det må lægges til grund, at det efter overenskomstens ophør står den enkelte fodterapeut frit for at afvise at udføre de omtvistede tilskudsberettigede behandlinger, og at den enkelte fodterapeut også har mulighed for at frasige sig sit ydernummer og derefter virke uden for til-
- 11 - skudsordningen. Der er hverken i lovbestemmelserne eller i bekendtgørelserne holdepunkter for det modsatte. 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 390 af 30. maj 2005 om fodterapeuters honorarer omfattede også gruppe 2-sikrede. Højesteret finder, at der i den dagældende sygesikringslovs 12 a, stk. 2, jf. stk. 1, ikke var hjemmel til at fastsætte størrelsen af fodterapeuters honorar for ydelser til disse sikrede. Dette kan imidlertid ikke føre til, at appellanterne skal have medhold i deres generelt formulerede påstande under påstand 2. Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet er frifundet for de påstande, der er anført under appellanternes påstand 2 vedrørende de nu ophævede bekendtgørelser. Af de samme grunde frifinder Højesteret Indenrigs- og Sundhedsministeriet for appellanternes påstande under påstand 1 vedrørende den gældende bekendtgørelse. Højesteret stadfæster herefter dommen. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Landsforeningen af statsautoriserede Fodterapeuter betale 100.000 kr. til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.