Center for Velfærdsteknologi Kortlægning af udfordringer i forbindelse med implementering af velfærdsteknologi 16. december 2013
Indholdsfortegnelse Indledning... 3 1. Økonomi og politik... 5 2. Organisationen... 8 3. Medarbejderne... 11 4. Borgere som brugere... 13 5. Teknologi... 15 6. Lovgivning og rammevilkår... 16 2
Indledning KL s Center for Velfærdsteknologi skal understøtte udbredelsen af vasketoiletter, spiserobotter, forflytningsteknologi fra 2-1 og bedre brug af hjælpemidler. I den forbindelse har centeret gennemført en kortlægning af, hvilke udfordringer og barrierer, der er forbundet med udbredelse og implementering på disse fire indsatsområder. Formålet med kortlægningen er at bidrage til grundlaget for arbejdet med udbredelse af de fire indsatsområder. For at kunne understøtte kommunernes arbejde med implementering succesfuldt, er det afgørende, at de indsatser centeret gennemfører, matcher de behov som kommunerne har på dette område. Der er derfor brug for et overblik over udfordringer og barrerier. Kortlægningen af udfordringerne er struktureret i følgende tre trin: 1. Foranalyse af eksisterende viden i evalueringsrapporter og business cases. Hvilke udfordringer er allerede beskrevet ved systematisk implementering og anvendelse i gennemførte demonstrationsprojekter. 2. Kortlægning af viden via workshop med en række kommunale nøglepersoner. Hvilke barrierer og udfordringer ser de deltagende kommuner ved implementering og anvendelse af velfærdsteknologi. Workshoppen repræsenterer kommuner med egne erfaringer, såvel som kommuner der endnu ikke har arbejdet med velfærdsteknologi i praksis. 3. Endelig udfærdigelse af selve kortlægningen. Foranalysen tager udgangspunkt i de fire evaluerings rapporter fra Fonden for Velfærdsteknologi, der omhandler de fire indsatsområder. Derudover indgår Digitaliseringsstyrelsens Afrapportering af udredning om udbredelse af velfærdsteknologi på det sociale område fra august 2012 samt For-analyse af generelle rammevilkår for velfærdsteknologi fra 11. juni 2012, udarbejdet af Brøndum og Fliess for Økonomi og Indenrigsministeriet. Foranalysen identificerer 90 udfordringer, som efterfølgende er kategoriseret inden for seks overordnede temaer. Disse udforinger er ikke blot et udtryk for hvad der findes i relation til de fire aktuelle indsatsområder. Det skal ses som et udtryk for, hvad man generelt beskriver som udfordringer og barrierer ved implementering af velfærdsteknologi som generelt begreb. Med udgangspunkt i dette resultat har Center for Velfærdsteknologi, tirsdag den 12. november 2013 inviteret en række kommunale repræsentanter til vidensafdæknings-workshop. Her blev deltagerne delt ud i grupper, som hver gennemgik de seks temaer og tilføjede de udfordringer og barrierer, de 3
hver især oplever i deres daglige praksis, i forhold til implementering og anvendelse af velfærdsteknologi. Dertil har kommunerne delt en række vigtige erfaringer, der her er fremhævet som opmærksomhedspunkter fra kommunerne. Kortlægningen er med til at danne rammen for centerets videre arbejde, ved at målrette de valg og prioriteringer centeret foretager i tilrettelæggelsen af centerets aktiviteter. I forlængelse heraf skal kortlægningen derfor ses som et dynamisk dokument, som kan ændre indhold alt efter hvilke teknologier centeret har fokus på. Kortlægningen peger desuden på barrierer og udfordringer, som ikke ligger inden for centerets kompetencer og ressourcer at løfte. Nogle af disse sendes videre til andre kontorer i KL. Andre fremgår ud fra et ønske om fuldstændighed i kortlægningen, men må håndteres i andre regi. 4
1. Økonomi og politik Denne kategori dækker over udfordringer, der opstår inden for den økonomiske ramme eller i forbindelse med politiske tiltag og beslutningsprocesser. a. Manglende kritisk masse til at høste forventet gevinster. Der er manglende effekt, i situationer hvor borgeren kun bliver delvist selvhjulpen, eller hvor antallet af borgere som bliver selvhjulpne, er meget lille. Hvis tidbesparelsen kun udgør en del af den samlede arbejdsgang, er den reelle mulighed for gevinstrealisering afhængig af, hvor i arbejdsopgaven tidsbesparelsen ligger, således at det samlede tidsforbrug kan ændres. b. Udfordringer i forhold til realisering af gevinster. Målet for business cases bliver ofte uhåndgribeligt. Det er svært at udarbejde en god business case på et område, hvor 80 % omhandler organiseringen omkring teknologien og kun 20 % omhandler selve teknologien, eftersom det dermed forudsætter en større organisationsændring. Der er udarbejdet businesscases for de enkelte teknologier, men indførelsen af én teknologi giver ikke nødvendigvis det store effekt i den anden ende. Det skal ses i en større sammenhæng, som kan være svær for den enkelte kommune at gennemskue og realisere. Når der tales om velfærdsteknologi i business cases omhandler det ikke service og kvalitet, men økonomisk gevinst. Dette er svært at realisere i praksis, da det ofte er forskellige af kommunens kasser der investerer i forhold til hvem der høster gevinsterne. Det kræver et større overblik at få øje på alle besparelserne. Den arbejdskræftbesparende del er oftest nemmest at få øje på, mens det er en langt større udfordring, at få sat fokus på forebyggelse og sundhed, fordi evaluering og dokumentation er mere kompleks. c. Omkostninger forbundet med anskaffelse og drift af velfærdsteknologi. Mange velfærdsteknologier er omkostningstunge at implementere og drifte, hvilket giver en ofte ikke medregnet udgift. Eksempelvis i forbindelse med opsætning af vasketoiletter, hvor det ikke alene er indkøbsprisen for toilettet, der skal medregnes, men ligeledes udgifter til diverse installationer af vand og strøm. d. Ressourcetung implementeringsproces. Ved investering i velfærdsteknologier sker det, at de forventede økonomiske gevinster fjernes fra start, hvorefter der hverken er afsat penge til impl e- 5
menteringsprocessen, eller taget højde for, at effekten ofte først ses langt senere. e. Manglende kritisk masse og data på området til at evaluere fast brug af velfærdsteknologier. Der mangler generelt data på området, som kan validere de cases som er udarbejdet. Dette skal ses i sammenhæng med, at det ofte er et meget lille borgergrundlag, der ligger til grund for den udviklede case. Driften bliver ofte ikke tænkt ind, da det kan være svært at gennemskue de samlede omkostninger i forhold til uddannelse af medarbejdere, vedligeholdelse, afskrivning, indkøb mv. f. Politikere som frontløbere Der er svingende politisk opbakning, idet mange politikere er bange for at stå på mål for velfærdsteknologien, hvis det viser sig at borgere ser teknologien som en forringelse. g. Kommunerne har ikke nok kendskab til egne forhold De enkelte cases skal justeres væsentligt i forhold til, hvordan praksis og målgruppe ser ud i den enkelte kommune. Her opstår den udfordring at kommunerne ikke kender deres eget grundlag godt nok, hvilket gør det sværere at vurdere, hvorvidt implementeringen giver de fordele som business casen lægger op til. h. Dårlig planlægning og kommunikation. Der bør tages højde for, at når man starter med at skære ned, fx ved at fyre medarbejdere, skabes der modstand hos de tilbageblivende medarbejdere. Samtidig bliver den opgave, der ligger i forbindelse med implementeringen af velfærdsteknologierne ikke prioriteret. Dette fjerner desuden et incitament for institutionerne eller områderne, idet de ikke får mulighed for selv at komme med en besparelse. i. Risiko for at de enkelte kommuners erhvervspolitikker bliver indbyrdes konkurrerende. Det skaber unødvendig og uønsket konkurrence, hvis ikke kommunerne har et fælleskommunalt perspektiv, på den erhvervspolitiske dimension i udvikling og produktion af velfærdsteknologiske løsninger. På samme måde kan et manglende fælleskommunalt perspektiv begrænse ønsket om vidensdeling kommunerne imellem. 6
Opmærksomhedspunkter fra kommunerne: - I de udviklede business cases er der ofte sat en masse forudsætninger op. Derfor er det vigtigt at den enkelte kommune ved hvor de står, således at de kan justere ind efter egne forhold. - For at velfærdsteknologierne kan blomstre og give den fulde værdi, må der skabes frirum og råderum både politisk og økonomisk. - Der er behov for, at den enkelte teknologis livscyklus afdækkes således, at der udover midler til implementeringen, også afsættes midler til drift, nedslidning, fejl og mangler, uddannelse og efteruddannelse. - Der er behov for at politikerne bliver frontløbere og står fast ved, at teknologierne er en god løsning. Dette gælder også når de står ansigt til ansigt med borgerne, således at der ikke opstår en politisk berøringsangst. Dette kræver at embedsværket klæder deres politikere godt på, så der skabes ejerskab og afstemmes forventninger. I Odense inddrages politikerne allerede i testfasen, både i udvalg og ældreråd. De bliver præsenteret konkret for teknologien, også i fysisk form, således at de har et godt kendskab til teknologien. Dette gør det nemmere at ruste politikerne og få dem til at dele den gode historie. - Det er afgørende, at der er fokus på, hvad det er borgerne får i stedet for traditionelle velfærdsydelser, idet bekymringen omkring velfærdsteknologi ofte bunder i manglende viden eller fejlinformation. 7
2. Organisationen Denne kategori dækker over organisatoriske udfordringer, der følger i kølvandet på implementeringen og anvendelsen af velfærdsteknologier. a. Manglende fokus på organisatoriske konsekvenser ifm. implementering af velfærdsteknologi. Der mangler retningslinjer for, hvordan man griber hele den samlede proces an på et organisatorisk niveau. b. Silotænkning i forhold til velfærdsteknologiske enkeltprodukter, fremfor systemer og arbejdsprocesser. Helhedssyn i organisationen er svært, både når det kommer til at tænke på tværs af forvaltningen og organisationen. Der mangler generelt forståelse af arbejdet på tværs af skrivebordene og i praksis. c. Manglende kompetencer og viden om velfærdsteknologi i organisationen. Forvaltningen mangler kompetencer til fx at udarbejde business cases, hvorfor eksekveringslysten og modet til implementering af teknologi falder. d. Manglende organisatoriske forandringsevner. Der ligger en stor udfordring i at ændre arbejdsgangene, da dette forudsætter en organisatorisk forandring. Dette gør sig gældende på tværs af enheder og faglige domæner. Manglende klar ansvarsfordeling på flere niveauer, samt manglende fokus på at implementering af velfærdsteknologi, sætter krav til omlægning af arbejdsgange. e. Manglende organisatorisk fokus på velfærdsteknologi, bl.a. i forhold til mellemlederne. Der ligger en stor udfordring i mellemlederniveauet, idet mellemlederne skal have bedre forståelse for formålet med implementeringen af velfærdsteknologier, så det ikke bliver nedprioriteret. f. Organisatoriske udfordringer i forbindelse med praktisk implementering af velfærdsteknologi. Det kræver tid og ressourcer at implementere velfærdsteknologi, fx i forhold til afholdelse af kurser, opsætning af teknologien mv. Dette skal indpasses i en travl hverdag med mange faste opgaver, hvor medarbejderne ofte arbejder på skiftende tidspunkter. 8
g. Velfærdsteknologierne indgår ikke som en fast del af vurderingen og/eller sortimentet når borgerne bliver visiteret. Det er en udfordring at indarbejde de nye hjælpemidler i den eksisterende visitationspraksis, således at man som en naturlig del af hverdagen overvejer om en velfærdsteknologi ville kunne gøre borgeren mere selvhjulpen. h. Manglende overblik over hvilke borgere, som falder indenfor målgruppen. Kommunerne har ofte ikke overblik over, hvilke borgere som kan få gavn af velfærdsteknologiske løsninger. i. Mangelfuld opfølgning på teknologiens kunnen. Medarbejderne har ikke kompetencer eller tid til at følge op på den enkelte borgers brug af velfærdsteknologiske løsninger, sådan som der ellers er behov for. j. Manglende færdigheder i forhold til evaluering og dokumentation af effekter, såvel kvalitative som kvantitative. Når der ikke er synlige resultater for andre end de medvirkende, er det svært at holde entusiasmen og sikre en holdbar forandring og anvendelse. k. Negativ kommunikation omkring velfærdsteknologier De dårlige historier dominerer hos medarbejdere, borgere såvel som i den generelle befolkning, hvilket påvirker incitamentet for at indføre velfærdsteknologi 9
Opmærksomhedspunkter fra kommunerne: - Arbejdsgange skal beskrives og der skal fokus på tidsperspektivet. Fx er der ofte en manglende prioritering af ressourcer til mandetimer, i forhold til 80/20-fordelingen, hvor der er en stor logistisk opgave i fx at anskaffe toilettet, skabe lager plads, sikre at det bliver sat op og indstillet, samt at vurdere hvorvidt badeværelset kan tåle det osv. - Der må udpeges en tovholder efter projektet er afsluttet, således at fx medarbejderne har en de kan henvende sig til. Dette skal ligeledes være med til at fastholde effekten og sikre en forståelse for hinandens hverdag, på tværs af sektorer og organiseringer, hvor der ellers ofte er tendens til silotænkning. - Når man investerer i teknologierne tager man fra én kasse, men gevinsten ligger ofte i en anden, hvorfor man økonomisk set ikke bør tænke i siloer. - Der er behov for at komme udover silotænkningen når borgerne skal have udstyret med sig fra et myndighedsområde til et andet, så de ikke oplever en forskel på, hvem der ejer hjælpemidlerne. - Der skal tænkes bredere når det kommer til offentlig/privat samarbejde og på tværs af kommunerne. Her er det vigtigt at kommunerne bruger deres netværk og indgår partnerskaber for at løse tværkommunale opgaver. - Ledelsesopbakningen er essentiel, for hvis ikke ledelsen går i front bliver det aldrig en succes. - Der er behov for at synliggøre hvad anvendelsen af velfærdsteknologi betyder for det daglige arbejde. - Den gode case skal udbredes så den gode fortælling kommer ud i organisationen, det er i høj grad med til at motivere både ledelse, medarbejdere og borgere. - I kommunikationen er der for stor fokus på økonomien, fremfor de øvrige gevinster. Der skal tages udgangspunkt i borgernes behov og velfærd, og derudfra skal historien om velfærdsteknologi fortælles. Gevinster skal beskrives situations- og lokalspecifikke, så det giver mening for den enkelte og der bliver talt ind i borgernes behov. - Kommunikationen påvirker hvorvidt ejerskabet kommer helt ud i front både hos medarbejderne og borgerne. 10
3. Medarbejderne Denne kategori dækker over udfordringer, der opleves hos frontmedarbejderne i den daglige praksis. a. De fagprofessionelles forandringsparathed bliver ikke udfordret tilstrækkeligt når det kommer til eksempelvis udvikling og uddannelse. Fremtidig ældrepleje kræver flere kompetencer hos medarbejderne, idet der fx er større behov for SOSU-assistenter og sygeplejersker, frem for SOSUhjælpere. Derudover ligger der en udfordring ved at en del af personalet har dårlige læsefærdigheder. b. Frygten for besparelsesdagsorden fylder hos medarbejderne. Medarbejdere er bange for at miste deres job. c. Nye arbejdsgange skaber utryghed vanens magt. Det kræver et stort engagement og gå-påmod fra medarbejderne, at blive trygge ved de nye arbejdsgange og at ændre de vante. d. Det kulturelle paradigmeskift når medarbejderne skal gå fra passiv hjælp til træning og hjælpemidler. Rehabiliteringsparadigmet mangler bl.a. på SOSU-skolerne, hvor der ofte er for stor modstand mod denne vinkel, hvilket igen giver modstand hos de nyuddannede. e. Medarbejdernes omtale af velfærdsteknologierne har stor betydning for, hvordan borgerne forholder sig til disse. Det er hjemmeplejen, der mødes med borgerne dagligt og dem, der oftest har en personlig og nær relation til den enkelte borger, hvorfor medarbejderens omtale af og tilgang til velfærdsteknologi kan have stor indflydelse på borgeren. f. Det er svært at generalisere borgerne ved visitering af teknologierne. Det afgørende for en succesfuld brug er, at der er foretaget en grundig individuel visitation. Den kommunale visitation skal både have et indgående kendskab til borgerens funktionsniveau og et dybdegående kendskab til de typer af teknologier, som kommunen tilbyder. 11
g. Manglende overblik over teknologien og hvilke muligheder der eksisterer. Medarbejderne har ikke indblik i og kendskab til de teknologier, der findes på markedet og hvordan de fungerer. h. Manglende tekniske kompetencer. Opkvalificeringen er for sporadisk og de mange afløsere har samtidig for svært ved at betjene teknologien. Parathed til at anvende teknologier mangler hos flere medarbejdere. Mange nye tiltag gør, at medarbejderne rammer muren i form af eksempelvis ITtekniske begrænsninger. Det er først når frontmedarbejderne kan anvende teknologierne at det kan blive en realitet for borgerne. Herefter skal borgerne oplæres, hvilket ligeledes er en opgave der ligger hos medarbejderne. i. Misforhold mellem arbejdsgangsbeskrivelser og reelle arbejdsgange De officielle arbejdsgangsbeskrivelser afspejler ikke de reelle arbejdsgange, hvilket skaber udfordringer i forbindelse med implementeringen af nye arbejdsgange. Opmærksomhedspunkter fra kommunerne: - Der er behov for at fokusere på uddannelsessystemet til at sikre den nye medarbejdersammensætning. Herunder er der behov for fokus på, at der er mangel på praktikpladser, således at SOSU-hjælpere ikke kan videreuddanne sig til SOSU-assistenter. - Der er behov for uddannelse og opfølgning, hvilket kræver at der afsættes både tid og ressourcer. - Skive Kommune har imødekommet udfordringer med SOSUskolernes forståelse af paradigmeskiftet, ved at etablere et samarbejde med SOSU-skolerne. - Det er essentielt at der skabes tillid til kommunen og en fælles forståelse af, at der skal skabes intelligente besparelser, der hvor der skæres og sker afhjælpning af opgaver. - Generelt ligger der en større opgave i at have god kommunikation med medarbejderne. Medarbejderne skal involveres og have indblik i hvad det grundlæggende handler om, med respekt for at det er deres hverdag det drejer sig om. Det er essentielt at få ildsjæle i spil, inddrage alle medarbejderne og skabe tryghed omkring udviklingen. - Det er vigtigt at der er fokus på hvorfor teknologierne anvendes og hvad incitamenterne er. Her skal medarbejderne inddrages fra start. Hvis de først inddrages når alle beslutninger er truffet, skabes en modvilje. Der skal fokus på at der vil komme nye og flere opgaver hvert år hvis velfærdsniveauet skal holdes, og derfor skal der frigives tid til andre opgaver. 12
4. Borgere som brugere Denne kategori dækker over udfordringer, som ligger specifikt hos borgerne, fx i forbindelse med borgerens personlige kapacitet og ønsker. a. Målgruppen er begrænset. Der er udfordringer med at afdække, hvilke borgere som vil få gavn af den enkelte teknologi. Ofte vil frontmedarbejderne skulle identificere borgere som kan have glæde af en given teknologi, men er ikke tilstrækkelig uddannet til at kunne gøre det. Antallet af borgere kan derfor blive for lille eller ikke rumme de rigtige borgere til løsningen. b. Borgermålgruppen er ikke IT eller ændringsparate /motiveret. Der ligger en stor udfordring i, at borgerne ikke har bedt om velfærdteknologierne, samtidig med at de forventes at være både parate til at modtage samt at kunne anvende teknologierne. c. Borgeren er for tung eller ustabil til at få egentlig værdi af velfærdsteknologierne. Borgerens funktionstab ændres for hurtigt i forhold til kravet om en stabil fase som teknologien forudsætter ved visitation/ibrugtagning d. Implementeringen kræver en specifik vurdering af den enkelte teknologi til den enkelte borger. Det er svært at generalisere borgerne ved visitering. Der skal tænkes flere parametre med og der er derfor ofte behov for at revisitere borgerne, med fokus på at den rette borger får den rette teknologi. Man kan foretage en kvalificeret vurdering af kommunens potentielle antal af borgere i en given målgruppe for en udvalgt teknologi, men den enkelte bevilling skal ske efter individuel vurdering af hver enkelt borger. e. Vanenes magt hos borgerne er en udfordring i forhold til revisitation. Implementeringen af velfærdsteknologier hos revisiterede borgere indebærer ofte, at kendte vaner skal lægges om, og at borgeren skal forsøge at klare opgaver, som han/hun i mange år har fået hjælp til. 13
f. Ændret oplevelse af omsorg. I forbindelse med implementeringen af velfærdsteknologier, sker der et paradigmeskift i forhold til, hvad det betyder at få hjælp. Borgerne oplever at hjælpen bliver forringet og frygter at miste social kontakt. Opmærksomhedspunkter fra kommunerne: - Personalet har et stort ansvar i at lærer borgerne op på en god måde, samt skabe positiv omtale af velfærdsteknologi. Her er det vigtigt, at der sættes tid af til oplæring af borgerne, ligesom disse kompetencer jævnligt skal genopfriskes og justeres. Derudover skal de pårørende inddrages, så de bakker op om anvendelsen af teknologierne i stedet for at modarbejde dem. - Mange steder ved man godt at velfærdsteknologi er en god idé, men tankegangen om at kerneopgaven er den personlige hjælp skal ændres, det handler ikke om teknologierne, men om servicedesignet og den kerneopgave der skal løses. 14
5. Teknologi Denne kategori dækker over udfordringer, som knytter sig til teknologierne og deres anvendelse. a. Teknologierne bliver ikke evalueret. Det er essentielt at det sikres, at teknologierne er driftssikre og velafprøvet. b. Teknologierne er grimme, pladskrævende og ikke anvendelsesorienteret, hvilket kan skabe udfordringer i private hjem. I forbindelse med indførelsen af velfærdsteknologier i borgernes eget hjem, kan det være en stor udfordring, at boligerne ikke er egnet til det. Dette udfordrer fremtidens boligbyggeri. I udviklingen af teknologierne, mangler der fokus på hvorvidt teknologierne er pæne og funktionelle i en dagligdag. c. Manglende forståelse/kendskab til teknologierne og hvordan de bedst anvendes i praksis, hos både medarbejderne og borgerne. Der er utilstrækkelig mulighed for at afprøve velfærdsteknologiske løsninger, inden de implementeres i eget hjem. d. Internet dækning Udbredelsen af velfærdsteknologier der kræver internetforbindelse begrænses af, at den digitale infrastruktur i nogle områder er utilstrækkelig. Opmærksomhedspunkter fra kommunerne: - Det er vigtig at præge fremtidens byggeri, således at det indrettes hensigtsmæssigt i forhold til velfærdsteknologi. - Udseendet af teknologierne og borgernes forståelse af dem, har stor betydning for borgerenes tilbøjelighed til at takke ja til teknologierne. 15
6. Lovgivning og rammevilkår Denne kategori dækker over udfordringer, der knytter sig til lovgivning og rammevilkår som påvirker udbredelsen, implementeringen og anvendelsen af velfærdsteknologier, både når det kommer til indkøb, implementering og daglig anvendelse. a. Udbudsregler forhindrer forhandlingsstyrken i kommunerne. De små kommuner er pressede i udbudssituationer. Udbudsreglerne forhindrer, at der udvikles nye produkter i samarbejde med leverandørerne, idet virksomhederne pga. udbudsreglerne, ikke kan være sikker på at kommunen efterfølgende køber netop det udviklede produkt. b. Servicelovens bestemmelser om brugerinddragelse, gør bl.a. at borgerne kan skifte leverandør ved implementering af velfærdsteknologier. Hvis en kommune ønsker at anvende velfærdsteknologier, har borgeren ret til at gå til private leverandører, som ikke leverer denne ydelse ved hjælp af velfærdsteknologi. På denne måde bliver borgerens medbestemmelsesret utilsigtet en barriere for, at udvikle velfærdsydelserne gennem nye teknologier. c. Lighedsprincip i sagsbehandlingen hindrer afprøvningen af nye løsninger. Ved bevillingen af særlige forbrugsgoder til en bestemt gruppe af ældre, i forbindelse med udvikling af nye metoder til genoptræning og forebyggelse, opstår problematikker inden for lighedsprincippet. d. Ingen mulighed for opsparing og overførsel af midler til næste budgetår. Væsentlige investeringer i ny velfærdsteknologi kræver budgetter som er større end hvad en række kommuner kan tilsidesætte. Disse kommuner hæmmes af manglende muligheder for at kunne spare op af driftsbudgettet via årlige budgetoverførsler, til investering i velfærdsteknologi. e. Samtykkereglerne udgør en barriere for implementering af nye velfærdsteknologiske løsninger. Kommunen kan i dag ikke installere fx alarmer eller ældre- og handicapvenlige vasketoiletter som en del af hjemmeplejen, uden samtykke hos borgeren. Dette begrænser udbredelsen af teknologien hos dem, der ikke ønsker eller evner at give samtykke. Sidstnævnte gruppe er et problem blandt de borgere, der er 16
særligt svage, herunder demente og diffuse, som tilmed også er den største gruppe i hjemmeplejen. f. Lånefinansiering. De eksisterende låneregler opfattes som en barriere i relation til implementering af velfærdsteknologi. Det kan ikke i tilstrækkelig grad lånefinansieres, da det går ind under en diskussion om hvorvidt det hører til anlæg eller drift. g. Hvilke paragraffer skal de bevilges efter. Der er stor tvivl i kommunerne om hvilke paragraffer der skal bevilges efter, fx i form af hjælpemiddel versus forbrugsgode konflikter. h. Rammebeløbet for almennyttigt boligbyggeri er en barirere. Hvis nybyggeri/renovering skal omfatte installation af eksempelvis smarthometeknologi eller flere teknologier i boligerne, bliver kvadratmeterprisen højere end den pris rammebeløbet foreskriver. Opmærksomhedspunkter fra kommunerne: - I Nordjylland er der mange virksomheder, der kan udvikle velfærdsteknologi, men det er svært at afkode behovet. Hvis flere mindre kommuner går sammen, kan det derfor være en fordel både i forhold til at sikre, at de efterspurgte løsninger bliver udbudt, og ved at kommunerne kan gå i fælles udbud. De større fælles udbud kan ligeledes bedre forpligte leverandøren til fx at fremtidssikre varen ved et løbende udviklingsarbejde. 17