Indhold Læsevejledning... 2 1. Introduktion... 3 Feltarbejde, metode og etik... 8 Regional og historisk kontekstualisering... 12 Analytisk ramme... 16 Specialets opbygning... 21 2. Den paradoksale tyskhed... 23 Deutsch sein... 24 Udlængsel og nationale grænser... 29 Tatort forener nationen... 31 Et ikke- forestillet fællesskab... 34 Tatort- ritualet... 36 Opsamling... 39 3. Ironi, Scherz og böse Humor... 40 Tysklands tabuiserede fortid... 41 Joking relationer... 44 Scherz - venskabelige drillerier... 47 Böse Humor - hånlige konfrontationer... 49 Den regionale forskel, der gør en forskel... 53 At joke med joken... 55 Opsamling... 60 4. Berlin er en ø i Tyskland... 61 Neukölln er det nye Østberlin... 62 Vestberlin er Heimat... 65 En ø i (Øst)tyskland... 67 Berlin som rumlig kapacitet... 70 At leve i byen på lånt tid... 74 Opsamling... 79 5. Konklusion... 80 Perspektiver... 81 Litteratur... 83 Abstract... 92 Appendiks: Liste over materiale... 95 1
Læsevejledning Alle informanter optræder i dette speciale under pseudonymer. Alle citater af informanter har jeg oversat til dansk. Citationstegn bruges ved citater af informanter og teoretikere samt ved præsentation af teoretiske begreber. Enkelt anførselstegn bruges ved egne talemåder og udtryk. Kursiv bruges ved anvendelse af indfødte termer og ved mine egne fremhævelser. Gennem specialet refererer jeg til Østtyskland og Vesttyskland både historisk og i beskrivelser af aktuelle forhold, hvilket afspejler, at Øst- og Vesttyskland stadig i dag udgør geografiske områder i Tyskland. Det vil fremgå af sammenhængen hvornår jeg mener hvad. 2
1. Introduktion Det er søndag aften i bofællesskabet i Kreuzberg, og det betyder Tatort- tid. Efter to uger i felten er jeg ved at falde til i Berlin og i mit nye hjem. Min bofælle Hannes har inviteret mig til at se den tyske krimiserie Tatort sammen med ham og hans venner, og i den anledning står han nu i køkkenet i fuld gang med tilberedningen af en gryderet, som hans mor i Köln har sendt ham opskriften på. Om lidt skal retten serveres for de fremmødte bofæller og venner af huset. Flere af dem har allerede taget plads i de tre nedslidte sofaer i stuen og sidder nu afventende. Søndag aften bliver måltidet indtaget her, foran fjernsynet, foran Tatort. Udenfor ligger isen i et tykt lag på fortovene. Det er februar, og vinteren har fat i den tyske hovedstad. I stuen er der lunt, stemningen er afslappet, lettere sløv og folk virker trætte. Mens vi venter på maden, bliver der fortalt festanekdoter fra weekenden, der nærmer sig sin afslutning. Vennerne opdaterer hinanden på, hvad der er sket, siden de fleste af dem så hinanden sidst - til Tatort i den samme stue for en uge siden. Hannes kommer ind med maden, snakken stilner af, og koncentrationen samles den næste times tid om fjernsynet og om opklaringen af endnu et mord. I foråret 2010 var jeg på feltarbejde i Berlin, og i løbet af de små fem måneder jeg boede i byen, var der få ting, jeg kunne regne så sikkert med som Tatort om søndagen. Jeg rejste fra byen med et indtryk af, at alle tyskere ser Tatort. Det gjorde i hvert fald de omkring 30 unge tyskere, som jeg lavede feltarbejde blandt. Når jeg bevægede mig rundt i bydelen Kreuzbergs gader, blev det også tydeligt, at de ikke var de eneste. Flere caféer og barer i området skiltede med, at her viser vi Tatort, og de blev stuvende fulde, når lærredet blev rullet ned, højtalerne sat op, og opklaringen af endnu et mord udfoldede sig på skærmen. Tatort var på dette tidspunkt blevet vist på tysk fjernsyn hver søndag de sidste 40 år, først i Vesttyskland, sidenhen på tværs af det genforenede Tyskland. Handlingen udspiller sig skiftevis i Berlin, Hamburg, Bremen, Stuttgart, München, Leipzig og en række andre tyske byer. Serien har således et regionalt udtryk samtidig med, at den er et nationalt tv- fænomen, der samler tyskere fra hele landet foran skærmen søndag efter søndag. Heriblandt altså også en gruppe unge i Berlin. Efter en Tatortseance i bofællesskabet i Oppelner Strasse, vendte Ditteke, Hannes veninde, sig mod mig og udbrød: Tatort er det program, der forener nationen, hvorpå hun grinede. Hendes udmelding vakte min undren. For selvom Ditteke sagde det med et glimt i øjet, stod hendes udsagn alligevel i kontrast til, hvordan jeg i løbet af feltarbejdet ellers oplevede denne 3
gruppe af unge tyskere italesætte deres nationale tilhørsforhold. I foråret 2010 var fodbold- VM- rusen over Berlin, og Tyskland vandt for første gang i 29 år det Europæiske Melodi Grand Prix. Mens begge begivenheder blev fejret som nationale folkefester markeret af tyske flag, der vejrede overalt i gadebilledet, var den positive nationalfølelse, som begivenhederne synliggjorde, anderledes fraværende blandt mine informanter. Flere af dem formulerede, at det tyske flag for dem var forbundet med noget overdrevet tysk 1, som de ikke kunne forlige sig med. De tog afstand fra at definere sig selv i en national kontekst, og det kom tydeligst til udtryk, da Hannes en dag satte et klistermærke med teksten Hate Your Heimat (had din hjemstavn) på hoveddøren til vores bofællesskab i Oppelner Strasse. Med reference til det tyske nationale Heimat 2 kunne denne afstandtagen næsten ikke siges tydeligere. Det er på baggrund af de ovenstående oplevelser, at et centralt paradoks opstår. Et paradoks, som består i, at en gruppe unge tyskere i Berlin tager afstand fra at definere sig selv som tyskere samtidig med, at de søndag efter søndag indgår i et nationalt fælleskab, når de ser Tatort, som med Dittekes formulering forener nationen. Ditteke udtrykker en form for nationalt tilhørsforhold, der i hvert fald umiddelbart står i modstrid til Hannes eksplicitte afstandtagen til selvsamme. De to udsagn, der tilsyneladende er modsatrettede, bygger i sidste ende begge på en form for identifikation med en national kontekst. Med andre ord kommer en national identifikation såvel til udtryk, når de unge samles foran skærmen søndag aften til Tatort, som når Hannes hævder at hade sit nationale Heimat. Uagtet hans negative udmelding udtrykker Hannes en bevidsthed om at have et Heimat uanset hans ønske om at tage afstand fra det. Den flertydighed i mine informanters nationale identifikation, som jeg her indledningsvist har illustreret i form af paradokset, udgør, som vi skal se, et centralt element af disse unges nationale, såvel som deres regionale og lokale identitetsdannelse i Berlin. Før vi når til, hvad specialet mere konkret handler om, er det imidlertid nødvendigt at tage et skridt tilbage og se på dets afsæt. Oprindeligt tog jeg på feltarbejde for at undersøge, hvordan unge med vesttysk baggrund indretter sig med østtyske ting, hvad jeg betegnede som ironiske objekter som en måde at forholde sig til det delte Tysklands historie og skabe deres identitet i det samlede Tyskland. Dette fokus var ansporet af et udvekslingsophold i Berlin i 2007, hvor jeg 1 Übertrieben Deutsch er titlen på en blog, som Hannes kæreste Johanna viste mig en dag, efter vi i fjernsynet havde set en reportage fra Melodi Grand Prix- fejringen, hvor tyske flag dominerede skærmen (Übertrieben Deutsch 2012). 2 Når jeg refererer til Heimat, er det i denne sammenhæng som emisk term, der blev brugt af mine informanter til at tilkendegive eller tage afstand fra et tilhørsforhold i en national, regional og lokal kontekst. Jeg er bevidst om, at Heimat som analytisk begreb er beskrevet i utallige udlægninger af koblingen mellem identitet og lokaliserede tilhørsforhold i en tysk kontekst (for gennemgang, se bl.a. Applegate 1990; Blickle 2000). 4
boede i et bofællesskab på Karl- Marx Allée med to drenge midt i 20'erne med vesttysk baggrund. De var begge flyttet til Østberlin for at få en smag af det gamle øst. I vores entré havde de hængt en gammel mønt fra DDR på væggen og indrammet den med et stykke farvet karton. Drengene havde fundet mønten på en gåtur bag ved huset, hvor et byggeri var under opførsel, og som den nu hang dér, kunne man ikke undgå at få øje på den, hver gang man gik ud på vores toilet. Drengenes pudsige handling fandt jeg interessant, fordi den i mine øjne afspejlede en samtidig fascination af og afstandtagen til det delte Tysklands historie. Med denne undren som afsæt ankom jeg til Berlin igen i 2010 for at lave feltarbejde. Mens denne oprindelige indgangsvinkel hurtigt viste sig for snæver som afsæt for et studie, blev jeg i løbet af den første tid i byen opmærksom på to forhold, som siden er kommet til at forme specialets analyse. Dels oplevede jeg en diskrepans mellem, hvordan unge tyskere med øst- og vesttysk baggrund talte om Tysklands delte fortid, og dels erfarede jeg, at de unge positionerede sig selv og hinanden i forhold til en lang række regionale og lokale kategorier som Bayern, Sachsen, Stuttgart, Berlin, Mitte og Neukölln. Med andre ord identificerede de unge sig ikke kun og ikke entydigt som øst- og vesttyskere. Jeg tog på feltarbejde for at undersøge, hvordan kategorierne øst og vest opfattes blandt unge tyskere i dag, men kom hjem med et materiale, der afspejler, at disse unge orienterer og positionerer sig ud fra en bredere kontekst af lokalt og regionalt definerede kategorier. De unges lokale og regionale positioneringer udgør, som vi skal se, et godt udgangspunkt for at forstå deres tilsyneladende paradoksale nationale identifikation. Tyskland spiller i dag såvel som historisk en central rolle i Europa, og ikke mindst siden Tysklands genforening har tyskernes nationale identitet været genstand for fornyet debat i og udenfor landets grænser 3. Den aktuelle økonomiske krise i Europa har manifesteret denne rolle, og aktualiseret spørgsmålet om tyskernes nationale identitet. Med dette speciale retter jeg et etnografisk fokus mod Tyskland og tysk identitetsdannelse i en tid hvor den antropologiske interesse for dette tema er dalende, mens den europæiske bevågenhed er stigende. Størstedelen af den eksisterende antropologiske litteratur om Tyskland er baseret på feltarbejde udført i 90'erne, med transitionen mellem deling og genforening som omdrejningspunkt (Borneman 1992, 1998; De Soto 1996, 1998; Berdahl 1999; Ten Dyke 2001; Glaeser 2000; Boyer 2001, 2006) 4. Ud af denne litteratur er der navnlig to antropologer, som 3 Et centralt omdrejningspunkt for debatten om identitet i Tyskland har siden genforeningen været betydningen af samlingen af de to tyske stater indadtil, for Tysklands selvforståelse, såvel som udadtil, for Tysklands rolle i Europa (se bl.a. Wittlinger 2010; Bach & Peters 2010; Gloannec 1994). 4 Dog bør det her nævnes, at der i de senere år har været flere udgivelser med fokus på, hvordan etniske minoriteter skaber tilhørsforhold i Tyskland (se bl.a. Bozkurt 2011; Mandel 2008). Da der ikke var nogen af de unge i min felt, som havde migrationsbaggrund, og da temaet ikke fyldte meget blandt dem, har jeg ikke beskæftiget mig indgående med denne litteratur. Jeg går derfor heller ikke ind i diskussionen om national identitet i forhold til den i tysk 5
specialet går i dialog med; John Borneman (1992; 1993a+b; 1998; 2000) og Dominic Boyer (2001; 2005; 2006). Borneman har op gennem 1990'erne udgivet adskillige artikler, der med fokus på særligt lovgivning og historieskrivning, behandler Tysklands bevægelse mod en samlet selvforståelse. Særligt monografien Belonging in the two Berlins (1992), hvor Borneman skildrer livet blandt berlinere på begge sider af muren i årene op til genforeningen, udgør en nyttig historisk kontekst for forståelsen af, hvad Berlin er i dag. Fordi specialet tager afsæt i en ung generation af berlinere, positionerer det sig i en vis forstand i forlængelse af Bornemans studie med et fornyet fokus på belonging på tværs af øst og vest i det samlede Berlin. I tidslig forlængelse af Borneman beskriver Boyer på baggrund af feltarbejde blandt journalister i Berlin, hvordan grænserne mellem øst og vest bliver opretholdt flere år efter genforeningen gennem journalisternes fortsatte positioneringer (Boyer 2006:372) overfor hinanden. Inspireret af Boyers studie viser jeg, hvordan mine informanter positionerer sig overfor hinanden ikke kun i forhold til øst og vest, men også i forhold til et bredere defineret forhold mellem deres lokale, regionale og nationale kontekst. Det empiriske materiale, jeg efter feltarbejdet er kommet hjem med, peger på en særlig spænding mellem netop disse tre kontekster, og på denne baggrund er formålet med specialet at undersøge forholdet mellem lokal, regional og national identitetsdannelse blandt en gruppe unge tyskere bosat i Berlin 20 år efter murens fald. Med dette problem som afsæt bidrager specialet til den antropologiske forståelse af Tyskland ved at placere sig empirisk såvel som analytisk i forlængelse af den eksisterende tysklandslitteratur. Empirisk retter jeg fokus mod en ung generation af tyskere med andre livsvilkår og referencerammer end de generationer, som antropologer tidligere mest har beskæftiget sig med. Analytisk skriver jeg mig særligt op mod særligt ét udbredt argument i den eksisterende tysklandslitteratur om, at skellet mellem øst og vest udgør en hindring for, at en fællestysk national identitet kan opstå (se bl.a. Berdahl 1999:232; Boyer 2006:363; Glaeser 2000). På baggrund af mine interviews og deltagelse i en gruppe unges hverdagsliv i Berlin argumenterer jeg modsat denne slutning for, at lokal, regional og national identitetsdannelse fremfor at være hinandens modsætninger kan fungere som hinandens forudsætninger. Gennem specialets analyse demonstrerer jeg, hvordan en gruppe unge tyskeres nationale identitet skabes ikke på trods, men på grund af deres enighed om at positionere sig selv og hinanden ud fra regionalt og lokalt afgrænsede kategorier som Ost, West, Schwaben, Sachsen, sammenhæng relevante diskussion om regler for statsborgerskab, som trækker spor tilbage til en historisk forestilling om et etnonationalt fællesskab (se bl.a. De Soto 1995; Peck 1996; Schneider 2002). 6
Berlin, Neukölln og Mitte. Deres afgrænsede identifikation med kategorier som disse udgør således ikke en hindring for etableringen af en fælles identitet mellem dem. Selve grænsedragningen udgør derimod et centralt element af denne fælles identitet. Jeg foreslår således, at de unges interne markering af grænser mellem sig udgør forudsætningen for, at de kan indgå i et nationalt defineret fællesskab på tværs af disse grænser. Med andre ord skabes de unges identitet på tværs af grænser ligesåvel som indenfor grænser. I denne forstand skabes de unges identitet ikke blot dynamisk, men også flertydigt. Gennem analysen belyser jeg aspekterne af identitetsdannelsens flertydighed med afsæt i de unges nationale, regionale og lokale identitetsdannelse. I en national kontekst tydeliggøres flertydigheden i kraft af, hvordan de unge eksplicit tager afstand fra at definere sig selv som tyskere samtidig med, at de praktiserer et nationalt fællesskab. I en regional kontekst kommer flertydigheden til udtryk i de unges afgrænsninger af deres idenfikation med kategorier som Ossi, Wessi, Schwabe og Bayer samtidig med, at de lægger en humoristisk distance til betydningen af netop disse kategorier. Lokalt i Berlin tydeliggøres de unges flertydige identitetsdannelse i selve deres identifikation med byen, der på samme tid udgør et nationalt centrum og, ifølge disse unge, en ø i Tyskland og en slags Østtyskland. Som vi skal se, bliver Berlin blandt de unge opfattet som en by, der befinder sig i og udenfor en national kontekst, og hvor den tyske fortid på samme tid er over det hele og ingen steder, med betydning for hvordan de unge orienterer sig rumligt og tidsligt i byen, og skaber deres lokale identitet. Jeg argumenterer for, at Berlin fremfor blot at udgøre en lokal kontekst også udgør en kapacitet, der muliggør de unges flertydige identitetsdannelse, lokalt, såvel som også regionalt og nationalt. Gennem denne analyse af identitetsdannelse blandt en gruppe unge tyskere i Berlin bidrager specialet til forståelsen af Tyskland og tysk identitet 20 år efter murens fald. Specialet viser, hvordan vi frem for at forstå den stærke tyske regionale bevidsthed som en modsætning til og en hindring for dannelsen af en national identitet i Tyskland, i stedet kan anskue forholdet mellem det lokale, regionale og det nationale som hinandens forudsætninger i en tysk kontekst. Den resterende del af denne introduktion består af den kontekstuelle ramme for specialet. Her præsenterer jeg den metodiske, den regionale og den analytiske ramme, som danner baggrund for specialets analyse. Indledningsvis vil jeg beskrive det feltarbejde og de metoder, som dette speciale er baseret på. 7
Feltarbejde, metode og etik Specialet bygger på empirisk materiale indsamlet i løbet af et fire en halv måned langt feltarbejde i Berlin mellem januar og juni 2010. Efter min ankomst etablerede jeg kontakter ved at lade snebolden rulle (Bernard 2005:192) dels med afsæt i bofællesskabet i Oppelner Strasse, hvor jeg boede i perioden, dels via mails til gamle bekendte i byen. Denne indgang til felten havde betydning for aldersspændet mellem mine informanter, der alle var mellem 24 og 30 år, hvilket afspejler dels, at særligt unge i 20'erne bor i bofællesskaber i byen, og dels at jeg brugte mine egne (jævnaldrende) tidligere kontakter i byen til at finde frem til informanter. Det viste sig fra starten let at komme i kontakt med unge med østtysk baggrund. Jennifer fra Østberlin svarede således prompte på min mail, at hun meget gerne ville mødes og diskutere dette stadig meget aktuelle emne, da jeg spurgte ind til hendes opfattelse af øst og vest i dag. Mens interviewaftaler generelt fungerede som en god indgang til at komme i kontakt med unge med østtysk baggrund, var det anderledes svært at gøre det begribeligt for de unge med vesttysk baggrund heriblandt mine bofæller, hvorfor jeg havde interesse i at tale med dem. Denne indledende erfaring blev afsættet for argumentet om, at Tysklands delte fortid for de unge med vesttysk baggrund er forbundet med et tabu (kapitel tre). Det viste i denne forstand meget nyttigt netop at bo sammen med unge med vesttysk baggrund. Selve adgangen til felten tydeliggjorde således den forskellighed i opfattelsen af øst og vest, som jeg havde sat mig for at undersøge analytisk. Fordi mine informanter i dagtimerne enten var på universitetet eller på arbejde havde jeg ikke mulighed for at følge folk hele tiden (Marcus 1995:97). Jeg forsøgte alligevel at tilrettelægge min hverdag, så den fulgte samme rytme som mine informanters. Når de var ude i byen, brugte jeg tilsvarende tiden ude i byen. Den første måned fulgte jeg et tyskkursus for at opfriske mine sprogkundskaber 5, og fordi feltarbejdet lå i umiddelbar forlængelse af den officielle fejring af 20- året for Tysklands genforening, havde jeg rig mulighed for at udforske det utal af arrangementer, som fulgte i kølvandet på markeringen. Jeg brugte efter tyskkursets afslutning dagtimerne på museer, konferencer og på universitetsbiblioteket, hvor jeg læste aviser, skrev noter, forberedte eller transkriberede interviews. Da feltarbejdet i begyndelsen af juni 2010 havde nået sin afslutning havde jeg samlet et omfangsrigt og alsidigt empirisk materiale, der afspejlede min dialektiske brug af forskellige metoder. Specialet er således baseret på forskellige former for etnografiske interviews, observation og deltagelse i mine informanters hverdagsliv i byen, foruden den viden jeg har tilegnet mig ved at holde aviser og deltage i 5 Dels erhvervet under udvekslingsopholdet i byen i efteråret 2007, dels gennem seks års tyskundervisning i folkeskolen og gymnasiet. 8
debatarrangementer og konferencer. I det følgende viser jeg, hvordan jeg med disse metodiske greb har konstrueret en sammenhæng i en fragmenteret felt (Rubow 2003:231). Den primære deltagende observation udførte jeg i og omkring bofællesskabet i Oppelner Strasse. Mine bofæller lagde ikke skjul på, at de fandt det komisk, at jeg som dansker syntes at en gruppe unge tyskere udgjorde interessante studieobjekter og gennem vores daglige samvær, blev jeg opmærksom på ikke kun de unges, men også min egen hverdags- nationale identifikation (Fox & Miller- Idriss 2008). Analysen af de unges nationale identitetsdannelse i specialets andet kapitel bygger i høj grad på mine hverdagserfaringer i og omkring bofællesskabet. Dette analytiske perspektiv udfoldede sig sideløbende med, at jeg fik nuanceret de unges opfattelse af øst og vest i interviewsammenhænge. Gennem mine daglige observationer i bofællesskabet, til fester og sociale arrangementer, har jeg holdt sanserne åbne for nye fornemmelser, indsigter og perspektiver, og gennem deltagelsen fået bred indsigt i hvordan de unges særlige nationale identifikation kom til udtryk (Ibid.:556). De analytiske perspektiver, som har formet specialets argument, er spiret ud af samspillet mellem den deltagende observation og mine semi- strukturerede interviews (Spradley 1979). Fordi mine tyskkundsskaber rakte til at gennemføre feltarbejdet uden brug af tolk, havde jeg stor frihed til at indgå i forskellige sociale sammenhænge med de unge. De sproglige vanskeligheder jeg ind imellem alligevel oplevede kunne give en legitim grund til at bede om uddybninger af ord og begreber jeg ikke forstod, hvorigennem jeg fik ekspliciteret indholdet af det sagte. I takt med at jeg fik styrket mit sprogøre, blev jeg opmærksom på nuancer ikke mindst i forhold til, hvornår noget var sagt i spøg eller i en ironisk tone. Denne føling med sproget blev en vigtig kilde til viden og, som det vil fremgå af analysen, var særligt fornemmelsen for den humoristiske tone central for udviklingen af de analytiske pointer. Hvor mange interviews har du lavet nu? Spørgsmål som dette blev for mange af mine informanter et parameter for, hvordan det gik med projektet, og en af udfordringerne under feltarbejdet bestod i at forklare, at jeg også var interesseret i bare at indgå i de unges hverdagsliv for derigennem at blive klogere på deres levede verden (Hastrup 2003:7). Jeg blev ofte spurgt ind til repræsentativiteten i indsamlingen af mit materiale i forhold til antallet af interviews, aldersinddeling og kønsfordeling blandt mine udvalgte Gesprächspartner (samtalepartnere). Spørgsmål som har du også talt med østberlinere? og hvad fortæller vesttyskere dig? skærpede min opmærksomhed på de unges positioneringer overfor hinanden, som senere er blevet central i analysen. De unge pegede på de regionale 9
mentalitetsforskelle, der ville være interessante for mig at se nærmere på. Flere af de unge med østtysk baggrund ville gerne bistå projektet ved at låne mig bøger om DDR, mens mine bofæller viste mig national- skeptiske hjemmesider, de mente kunne udvide min viden. Mine informanters velvillighed har således i dobbelt forstand udvidet forståelsen af felten. Dels er jeg med deres hjælp blevet klogere på min regionale felt, og ikke mindst har jeg dels opnået en nyttig indsigt i de unges egne refleksioner omkring deres tilværelse i en lokal, regional og national kontekst. Antropologen Daphne Berdahl skriver om sit ophold i den østtyske by Kella, at hun ville føle, hun ydede vold mod sin felt, hvis hun kun omtalte de involverede personer som informanter og ikke som de venner, de reelt blev (Berdahl 2000:173). Jeg oplevede på tilsvarende vis en dobbelt rolle som ven og som forsker med en dagsorden. Jeg havde en faglig interesse i en del af de unges liv, men blev involveret i hele deres liv. I bofællesskabet fik jeg hurtigt tildelt rollen som bofælle, og jeg blev helt og aldeles inkluderet i mine bofællers sociale liv i og udenfor hjemmet. Vi tog sammen på weekendture til Hamburg og Dresden, spillede frisbee i parken og gik til fester sammen i weekenden. Jeg blev inviteret med til middagsselskaber og byture med mine øvrige informanter, og i alle mine relationer i felten blev det tydeligt, at min personlighed spillede en betydelig rolle, som et af deltagerobservationens vilkår (Dewalt & Dewalt 1998:275). Jeg var ikke kun sammen med de unge i situationer hvor jeg var bevidst om min deltagende observations relevans for projektet. Jeg var også sammen med dem, fordi jeg hyggede mig i deres selskab. Min personlighed spillede også ind i kontakten til nye informanter. Da jeg mødtes med Steffis veninde Jocelyn, sagde hun eksempelvis, at hun havde glædet sig til at møde mig, fordi hun havde fået at vide af Jennifer, at vi ville svinge godt. Mens det overordnet er en stor styrke for studiet, at jeg havde mulighed for at indgå i de unges hverdag i det omfang, jeg gjorde, var der også ulemper forbundet med min høje grad af deltagelse og de nære relationer, jeg opbyggede til flere af de unge. Efter hjemkomsten havde jeg særligt i den første tid vanskeligt ved lægge en tilstrækkelig distance til materialet. Men også under feltarbejdet blev det til tider en udfordring for mig at synliggøre mit etnografiske ærinde overfor mine bofæller og ikke mindst de mange venner, der hurtigt opfattede mig som en selvskrevet del af deres fællesskab. Som det vil fremgå af de følgende sider, udgør noter fra fester og andre sociale sammenkomster en betydelig del af det empiriske materiale. I feltens uformelle rammer har jeg ført samtaler såvel med mine primære informanter som med deres venner og bekendte, der i vores ofte korte møder ikke altid nåede at blive klar over, jeg var på 10
feltarbejde. Fordi jeg ikke fik samme mundtlige samtykke fra dem som fra mine primære informanter, har jeg valgt at lade alle personer, jeg mødte i felten optræde under pseudonymer gennem specialet. En af de første gange jeg fortalte om projektet til mine bofæller fik jeg brugt ordet informant, hvilket fik dem til at studse og grine ad den i tysk kontekst uheldige kobling mellem denne term og det tidligere DDRs sikkerhedspolitis (Stasi) brug af agenter, der i daglig tale også blev kaldt informanter (Boyer 2001:224). Hændelsen gav på et tidligt tidspunkt en fornemmelse af den historiske bevidsthed blandt de unge. En historisk bevidsthed, der er kommet til at udgøre et centralt element af specialets analytiske fokus. På grund af denne hændelse, men også på grund af de venskabelige relationer jeg etablerede under feltarbejdet, finder jeg det mere passende herfra at kalde mine informanter De Unge. Trods ordlyden beskæftiger specialet sig ikke eksplicit med ungdom som social kategori. Derimod beskæftiger jeg mig med, hvordan De Unge som del af en særlig generation af tyskere skaber deres identitet i et forhold mellem en lokal, en regional og en national kontekst. Som indledningsvist skitseret er et argument i specialet, at De Unge skaber deres identitet gennem dynamiske og flertydige positioneringer. Hermed er en konflikt skabt for, hvordan jeg taler om De Unge særligt i forhold til kategorierne øst og vest, der optræder gennemgående i specialet. En ven af bofællesskabet i Oppelner Strasse, Christof, betegnede eksempelvis sig selv som en slags østtysker, og det ville således være lige misvisende at kalde ham østtysker som helt at undlade denne kategorisering. Jeg har valgt en mellemvej ved at benævne De Unges øst- og vesttyske baggrund, hvor jeg vurderer, at det har analytisk relevans. Efter samme princip benævner jeg De Unge i forhold til de øvrige regionale og lokale baggrunde. Som antropolog på feltarbejde er man, som Berdahl beskriver det, ofte kendetegnet ved at være the (uninvited) guests of those we study, og feltarbejdet bliver i denne forstand kun muliggjort ved hjælp af menneskers villighed til at lade antropologen blive en del af deres liv for en tid (Berdahl 2000:172). Under mit feltarbejde var jeg bevidst om dette forhold, og det fordrede et ønske om at udføre feltarbejdet i dialog med felten. Derfor blev jeg også glad, når De Unge gav udtryk for at få noget ud af min tilstedeværelse. Da jeg eksempelvis mødtes med Jennifer for anden gang efter et indledende interview, vendte hun gentagne gange tilbage til situationer fra hendes hverdag, hvor hun havde tænkt på mit projekt siden vores forrige møde. Tilsvarende erfarede jeg flere gange, hvordan projektet satte tanker i gang og gav anledning til refleksion blandt De Unge. Løbende blev jeg således bekræftet i, at mit ærinde også i deres 11
øjne havde relevans. Jeg havde ofte oplevelsen af med mine spørgsmål og interesse at italesætte noget usagt, og, som vi skal se, også til tider tabuiseret blandt De Unge. De var nysgerrige efter at høre, hvad jeg fandt frem til, og når de spurgte ind til, hvordan det gik med projektet, brugte jeg anledningen til at præsentere udsagn fra interviews og samtaler, der igen førte til nye diskussioner og refleksioner. I denne forstand foregik dialogen i felten ikke blot mellem mig og De Unge, men også indirekte mellem De Unge. De metodiske overvejelser gennemstrømmer hele den analytiske proces fra feltarbejde til skrivebord, og som jeg har vist her, har de metodiske refleksioner over omstændighederne for feltarbejdet været med til at forme specialets analytiske perspektiver. I erkendelse af dette dialektiske forhold mellem metode og analyse stopper de metodiske refleksioner derfor heller ikke her, men udgør et gennemgående element af analysen i de følgende kapitler. Før vi når dertil, følger her et oprids af det sted, den historie og de mennesker, som specialet handler om, efterfulgt af den analytiske ramme som specialet indskriver sig i. Regional og historisk kontekstualisering Med en befolkning på over 80 millioner udgør Tyskland Europas folkerigeste nation, og landet er centralt placeret i en europæisk kontekst ikke bare geografisk, men også historisk, politisk og økonomisk. Forbundsrepublikken Tyskland består af 16 delstater, der definerer Tyskland som regionale dele i en national helhed. De fem (østtyske) delstater bliver betegnet som de nye, fordi denne regionale inddeling ikke blev anvendt i DDR 6, mens de øvrige (vesttyske) delstater betegnes de gamle 7 (Mielke & Reutter 2004) 8. I europæisk sammenhæng er Tyskland en ung nationalstat, mens det tyske område (Øhrgaard 2009:27) defineret som de skiftende riger og regimer, der gennem tiden har betegnet sig selv som tyske, strækker sig over mange århundreder, og det er vanskeligt at udpege et historisk nedslag, der har bærende betydning for den tyske nationale identitet. Historikere peger på, at en bevidsthed blandt tyskere om at tilhøre en transnationalt defineret Kulturnation eksisterede længe før, Bismarck i 1871 for første gang samlede Tyskland i én nationalstat, én Staatsnation (Borneman 1993a:290). Samtidig betød Bismarcks statslige samling af Tyskland i mindre grad etableringen af en fælles national identitet (Ibid.:289-91). Det tyske kejserrige som Bismarck samlede spillede en central rolle under 1. Verdenskrig udløst af magtspændinger mellem det nu store europæiske land og 6 Sachsen- Anhalt, Brandenburg, Mecklenburg- Vorpommern, Sachsen og Thüringen. 7 Baden- Württemberg, Bayern, Hessen, Nordrhein- Westfalen, Niedersachsen, Saarland, Schleswig- Holstein, Rheinland- Pfalz, Bremen, Hamburg og Berlin. De sidste tre delstater er særlige i kraft af deres dobbelte status som byer og delstater. 8 Se Tysklandskort. 12
dets naboer. Krigen resulterede i det tyske riges endeligt, og i årene efter 1. Verdenskrig blev parlamentarismen indført i Tyskland i form af Weimarrepublikken, hvilket dog snarere førte til polarisering end national samling blandt den tyske befolkning (Ibid.:290). De efterfølgende to perioder af tysk nationalhistorie bliver i den brede tyske offentlighed betragtet som skæbnesvangre for udviklingen af en tysk national identitet 9. Det 12- årige nationalsocialistiske regime under Hitlers ledelse fra 1933 til 1945 markerede meget tydeligt en national samling af Tyskland, der kulminerede med 2. Verdenskrig og tysk nederlag. Den efterfølgende deling af Tyskland udgjorde i første omgang en deling af staterne Deutsche Demokratische Republik (DDR) i øst og Bundesrepublik Deutschland (BRD) i vest. Gennem de 40 år, der fulgte, blev den statslige deling imidlertid også gradvist til en deling af den tyske nationalfølelse i øst og vest. Derfor blev den tyske deling betegnet som en nation i to stater, mens genforeningen efterfølgende blev betegnet som et forsøg på at forene to nationer i én stat (Wittlinger 2010:141). Berlinmurens fald den 9. november 1989 og den efterfølgende samling af Forbundsrepublikken Tyskland 3. oktober 1990 skabte fornyet debat om den tyske nationale identitet (se bl.a. Habermas 1991; Schneider 2001; Falter 2006). Under de 40 års deling kæmpede de to stater om retten til at definere en tyskhed, der var distanceret fra de nationalsocialistiske forbrydelser (Boyer 2006:369). Genforeningen udløste i denne forstand en dobbelt historisk konfrontation ikke alene med den delte historie, men også med de to Tysklandes forskellige bearbejdning af den fælles nationalsocialistiske fortid (Gloannec 1994:134). I årene efter genforeningen blev den tyske identitets europæiske forankring fremhævet, mens tyskheden blev underspillet (Mortensen og Paulsen 2008). Ikke mindst af tyske intellektuelle som eksempelvis filosoffen Jürgen Habermas, der ytrede en fremtidsvision for Tyskland, hvor løsningen lå i en post- national europæisk identitet (Habermas 1991; se også Rosmann 2007). Siden årtusindskiftet er Tyskland blevet betragtet som en anderledes selvsikker nation, og 20 år efter genforeningen er den udbredte opfattelse, at Tyskland fremstår mere tysk end tidligere i kraft af den voksende positive nationale identifikation i befolkningen (Wittlinger 2010:140). Siden 1999 er Berlin atter officielt blevet hele Tysklands hovedstad politisk såvel som kulturelt om end ikke økonomisk. I årene efter genforeningen oplevede byen et boom af byggeprojekter 9 Ligesom de tilsvarende havde betydning for, hvordan mine informanter positionerede sig selv i en national kontekst. 13
og investorer så muligheder i byens ekceptionelt mange tomme arealer og byggegrunde 10. Det nye Berlin har slået sig op på at være en kreativ by, hvor der frem for alt er plads til iværksættere (Colomb 2012:133), hvilket også afspejler, at et større økonomisk opsving i byen siden genforeningen er udeblevet. Berlin ligger i dag stadig langt fra Tysklands finansielle og industrielle centrum udgjort af byer som Frankfurt, Stuttgart, Hamburg, Köln og München. I forhold til disse byer står Berlin økonomisk svagt 11 med en arbejdsløshed, der med 14 procent ligger dobbelt så højt som det landsdækkende gennemsnit. Den høje ledighed er medvirkende årsag til, at leveomkostningerne i byen er lave efter tyske standarder, og tilsammen med byens status som kulturelt centrum er den en attraktiv destination for unge fra Tyskland og Europa, der flytter hertil i stort antal for at studere og leve. Ud af et samlet indbyggertal på omkring 3,5 millioner er omkring 135.000 af Berlins indbyggere studerende (Berlin.de 2012a). Mange af disse unge flytter dog igen, når de er færdige med at læse ikke mindst på grund af den høje arbejdsløshed. I løbet af de 20 år mellem Tysklands genforening og mit feltarbejde i byen er omkring halvdelen af byens indbyggere blevet udskiftet. Berlin udgør i en vis forstand lokaliseringen af den tyske national- historie (Boyer 2001:422). I årene under den kolde krig var det her øst og vest mødtes og skiltes af en mur, og det var billeder fra Berlin, der markerede for verden, at den kolde krig havde nået sin afslutning, da muren faldt i 1989. Historiens spor viser sig overalt i byen i form af ruiner, monumenter og museer, og historieinteresserede turister strømmer hertil af samme grund. Alligevel bliver Berlin samtidig af mine informanter omtalt som en ø i Tyskland, et sted, der betragtes som løsrevet fra en tysk kontekst. Som vi skal se i kapitel fire har netop denne flertydige status betydning for, hvordan De Unge bebor byen. Under mit feltarbejde i foråret 2010 var DDRs tidligere regeringsbygning, Palast der Republik, netop blevet revet ned og erstattet af en midlertidigt anlagt grøn plæne. Med tiden er planen, at den skal blive til (gen)opførslen af Berlinerslottet i stil med det kejserslot, der oprindeligt blev opført i 1443, og som blev bombet under 2. Verdenskrig (Berliner Schloss 2012). Dette byggeprojekt tydeliggjorde hvordan forskellige tyske fortider skabes, fremhæves og glemmes i Berlin i takt med, at bygninger renoveres, rives ned, og nye opføres (Boyer 2001:424; De Soto 1996) 12. Den tyske etnolog Jens Schneider betegner Berlin som Tysklands enhedslaboratorium (Schneider 10 Arealer skabt af striben af ingenmandsland langs Berlinmurens tidligere forløb, af bombetomter tilbage fra 2. Verdenskrig og af den deindustrialisering, som fulgte efter genforeningen. 11 Byens borgmester Klaus Wowereit udtalte for nogle år siden, at Berlin er fattig, men sexet, en betegnelse, der siden har klæbet fast som byens motto. 12 Nedrivningen af Palast der Republik blev af mange af De Unge betragtet som en provokation, der understregede det delte Tysklands historie som en parentes i den fælles- tyske historie til fordel for en mere acceptabel og mere fjern fælles fortid. I Berlin bliver det tydeliggjort, at historieskrivning i Tyskland er en kontroversiel affære. 14
2001:98) med reference til, at det stadig er her i byen øst og vest mødes og skilles, selvom de fysiske grænser er udviskede, og at Berlin rummer den heterogenitet, der også kendetegner Tyskland som helhed (Ibid.:99). Som Christof, en informant fra den østtyske by Jena, udtrykte, havde jeg fået et ensidigt billede af øst og vest, hvis jeg havde udført feltarbejdet et hvilket som helst andet sted i Tyskland. Når jeg gennem specialet refererer til den gruppe af unge, der udgør analysens omdrejningspunkt, er der i virkeligheden tale om flere vennegrupper af unge, som jeg lærte at kende i løbet af feltarbejdet i Berlin og i enkelte tilfælde kendte fra mit udvekslingsophold i byen to år før feltarbejdet 13. De Unge som specialet handler om havde det tilfælles, at de alle var i 20'erne og for størstedelens vedkommende også, at de studerede på universiteterne i byen. Mens nogle var opvokset i Berlin, var de fleste flyttet til byen fra hele landet for at studere 14, som tilfældet var blandt mine bofæller og de fleste af deres venner 15. I den venindegruppe jeg stiftede bekendtskab med gennem Jennifer, en bekendt fra mit udvekslingsophold i byen, havde næsten alle kendt hinanden gennem hele deres opvækst i Østberlin 16. Nogle studerede, andre var færdiguddannede med eller uden arbejde i byen. Ud over disse to vennegrupper, lærte jeg også en række andre unge at kende i løbet af feltarbejdet, gennem bekendte eller til sociale arrangementer rundt om i byen 17. De Unge tilhører alle en generation af unge, der i den tyske offentlige debat karakteriseres som Generation Krisenkinder (generation krisebørn) (Rohr & Schulz 2009) eller Generation Praktikum (generation praktik) 18 med reference til de anstrengelser disse unge må gøre sig for at sikre sig et arbejde efter deres uddannelsesforløb på et arbejdsmarked præget af økonomisk krise. De fleste boede til leje i byens mange bofællesskaber, i kvarterer som Neukölln, 13 Sofia på 26 fra Köln læste kunsthistorie, og vi læst tidligere sammen på Freie Universität. Matt på 29 fra Hannover og Jonas på 28 fra Giessen læste begge sociologi, og vi boede sammen i et bofællesskab på Karl- Marx Allée under mit udvekslingsophold. 14 Det indledende Tysklandskort indikerer hvor alle informanter, der optræder i specialet kommer fra i Tyskland. Kortet over Berlin indikerer hvor i byen De Unge boede. 15 Trods den store udskiftning bestod en fast kerne omkring bofællesskabet af vennerne Hannes på 25 fra Köln, hans kæreste Johanna på 27 fra München og Fabian på 26 fra Frankfurt, der alle læste byplanlægning, samt Nik på 26 fra Wolfsburg, Christof på 24 fra Jena og Linda på 28, med egne ord fra Østberlin, der alle læste geografi. 16 Udover Jennifer, der var 30, nyuddannet økonom og bosat i Mitte, hvor hun også var opvokset, havde jeg særligt kontakt til Theresa på 28, der læste sociologi og Mona på 28, der læste kulturvidenskab. Begge boede i Mitte, hvor de ligesom Jennifer var opvokset. Jessie på 29 læste ligeledes kulturvidenskab og boede i Köpenick hos sine forældre, mens Jocelyn på 29 var flyttet til Berlin fra Stuttgart for at læse kunsthistorie. 17 Joachim på 28 mødte jeg gennem Maria fra min sprogskole. Han var født i Berlin og opvokset i Frankfurt am Main og gik på kunstakademiet. Theo på 24 fra Cottbus læste psykologi, og vi mødte hinanden på universitetsbiblioteket. Jana på 28 som med egne ord kom fra Vestberlin blev jeg introduceret for af en fælles bekendt. Hun læste sociologi og musikvidenskab, ligesom Frida på 24 fra Köpenick, som jeg mødte til et debatarrangement. 18 En betegnelse, som mine informanter også brugte om sig selv, når de med ironisk distance kommenterede på deres prekære fremtidsudsigter. 15
Kreuzberg, Mitte, Prenzlauer Berg og Friedrichshain og finansierede deres leveomkostninger gennem studiejobs, lønnede praktikstillinger og den statslige Barfög- uddannelsesstøtte. Støtten beregnes i forhold til forældrenes indkomst, og for mange af De Unge betød det, at deres forældre frem for staten var forpligtede til at finansiere deres leveomkostninger under studiet, fordi de tilhørte en tysk økonomisk middelklasse. I praksis var de fleste også derudover afhængige af deres forældres økonomiske støtte, fordi Barfög- ordningen ikke rækker til at dække alle udgifter og her viste deres respektive øst- og vesttyske baggrunde sig i flere tilfælde at have betydning for deres økonomiske råderum. Eksempelvis fik Hannes fra Köln i det vestlige Tyskland dækket de fleste udgifter af sine forældre, mens Jocelyn, fra Köpenick i Østberlin, i en alder af 30 år stadig boede hjemme hos sine forældre, fordi det, som hun formulerede det, var deres mulighed for at støtte hende økonomisk under hendes studietid 19. Overordnet set så De Unges hverdag i byen relativt ens ud. I hverdagene brugte de tiden på byens universiteter, på arbejde eller hjemme ved skrivebordet, mens weekenderne blev fyldt ud med sociale aktiviteter, byture og fester, foruden den for manges vedkommende obligatoriske Tatort- begivenhed søndag aften. Analytisk ramme For at blive i stand til at besvare den indledende problemstilling om, hvad der konstituerer en gruppe unge tyskeres tilsyneladende paradoksale nationale identifikation, har jeg fundet det nødvendigt at anvende en kombination af teorier. I det følgende præsenterer jeg først, hvordan specialet skriver sig ind i den antropologiske litteratur om nationalisme for med denne positionering som udgangspunkt at redegøre for de teoretiske perspektiver, der danner baggrund for den begrebsmæssige forståelse og afgrænsning af identitet, jeg bruger gennem analysen. Nationalisme Nationalisme og national identitet har været genstand for antropologiske studier siden nationen særligt op gennem 1980 erne udviklede sig til et selvstændigt studieobjekt indenfor faget (se bl.a. Gellner 1994[1983]; Anderson 2006[1983]; Kapferer 1988; Comaroff & Stern 1995; Eley & Suny 1996; Herzfeld 1997). Mit studie af national identitetsdannelse blandt en gruppe unge tyskere skriver sig således ind i et omfattende antropologisk forskningsfelt, der 19 Jocelyn betegnede sin mor som klassisk Wendeverlierer (genforeningstaber), der efter at have mistet sit arbejde i forbindelse med Tysklands genforening ikke siden var kommet tilbage ind på arbejdsmarkedet. Flere af mine øvrige informanter med østtysk baggrund kunne fortælle tilsvarende historier om, hvordan deres forældres generation generelt havde været bedre økonomisk stillet før genforeningen. I samme åndedrag gjorde de det dog ofte klart, at deres forældres forværrede økonomiske situation langt fra var ensbetydende med, at alt var bedre før, som Jennifer eksempelvis formulerede det. 16
også omfatter store dele af den antropologiske litteratur om Tyskland (Borneman 1992; De Soto 1998; Berdahl 1999; Boyer 2006). Særligt to perspektiver har været betydningsfulde for udviklingen af studiet af nationalisme indenfor faget. Antropologen Ernest Gellner præsenterede i sin tid et analytisk perspektiv på nationalstaten som en konstruktion af sammenfaldende politiske, administrative og kulturelle grænser, hvor nationale tilhørsforhold konstitueres af etniske tilhørsforhold (Gellner 1994[1983]:2-7). Jeg henter imidlertid inspiration i et andet perspektiv, der udspringer af historikeren Benedict Andersons begreb om forestillede fællesskaber (Anderson 2006[1983]). Anderson viser, hvordan nationalisme opstår og opretholdes gennem en forestilling om samhørighed, der rækker ud over etniske tilhørsforhold (Ibid.:26). En af de antropologer, der i en tysk kontekst er inspireret af Anderson er Borneman, som har beskæftiget sig med, hvordan forskellige forestillinger om slægtsskab, stat og nation blev skabt blandt berlinere på begge sider af det delte Berlin i årene op til genforeningen (Borneman 1992). Han bruger termen nationness til at definere nationale tilhørsforhold ikke som særlige holdninger eller attituder overfor en given nationalstat, men derimod baseret på en levet erfaring indenfor nationalstatens rammer (Ibid.:338, min oversættelse). I lighed med Anderson, bruger Borneman slægtsskabstermer til at betegne denne form for nationale tilhørsforhold (Borneman 1992:19; Anderson 2006[1983]:5; se også Herzfeld 1997). Når jeg behandler De Unges nationale identifikation henter jeg inspiration i denne forståelse af nationale tilhørsforhold, der adskiller sig fra et ideologisk defineret nationalt fællesskab med en stræben efter kulturel og social homogenitet (Gellner i Borneman 1992:339). Bornemans perspektiv på nationale tilhørsforhold som erfarede frem for villede i ideologisk forstand åbner for forståelsen af, hvordan en gruppe unge tyskere på samme tid kan eksplicitere en afstandtagen fra og samtidig indgå i et nationalt defineret fællesskab. I det følgende udfolder jeg, hvordan jeg når frem til en forståelse af identitet, der kan rumme denne tilsyneladende paradoksale nationale identifikation. Identitet Min anvendelse af begrebet identitet sker med bevidsthed om, at specialet derved skriver sig ind i en debat om begrebets legitimitet, som gennem mange år har udfoldet sig i og udenfor antropologien i takt med, at det er blevet anvendt, udbredt, og, som kritikken lyder, udvandet for betydning og relevans (se bl.a. Sökefeld 2001; Brubaker og Cooper 2000:34; Handler 1994; Hall 1996). Med kritikken af begrebet identitet in mente, har jeg fundet, at det i forhold til mit ærinde er relevant at tale om identitet, for forståelsen af de dynamikker, der kendetegner De Unges positioneringer i forhold til hinanden i Berlin. Det følgende er således en præsentation af 17
den kombination af teoretiske perspektiver, som udgør baggrunden for den begrebsmæssige forståelse af identitet, jeg anvender gennem analysen. Antropologen Fredrik Barth præsenterede i 69 sin teori om, at etniske grupper defineres gennem etableringen og opretholdelsen af grænser snarere end gennem deres kulturelle indhold (Barth 1969:15). Herved var han med til at fordre en nytænkning af identitet indenfor antropologien ved at flytte fokus fra, at identiteter udgøres af substantielle forskelle til et fokus på, hvordan identitet skabes gennem dynamisk definerede sociale afgrænsninger. Fra Barth henter jeg inspiration i den grundlæggende og siden meget udbredte tanke om, at identitet skabes i relation til grænser. Begrænsningen i brugen af Barths teori i min analyse ligger i hans argument om, at grænser udadtil definerer en gruppes identitet indadtil, også selvom disse etniske grupper indgår i relationer på tværs af grænser (ibid.:10-15). Et gennemgående element af mit empiriske materiale består i beskrivelser af, hvordan De Unge konstant markerer grænser mellem sig med afsæt i regionale kategorier som Ossi, Wessi og Schwabe eller lokalt definerede kategorier som Neukölln, Mitte og Vestberlin. Men jeg foreslår netop, at De Unges markeringer af grænser mellem sig udgør en forudsætning for deres fælles identitet, der konstitueres på tværs af de grænser, de trækker mellem hinanden. Med andre ord består ét centralt element af min identitetsforståelse altså i, at grænser frem for at definere en gruppes identitet indadtil gennem markeringen af ydre grænser også kan definere en fælles identitet, der er kendetegnet ved at gå på tværs af grænserne. Sociologen Richard Jenkins (2008) præsenterer et bredt facetteret teoretisk perspektiv på social identitet, hvor inspirationen fra Barth viser sig i den gennemgående forståelse af, at identitet såvel i individuel som kollektiv forstand konstitueres af samme grundlæggende socialt definerede identifikationsproces (Ibid.:5). Jenkins beskriver denne identifikationsproces som en tosidet bevægelse af differentiering og assimilering (Ibid.:103). I forhold til min analyse henter jeg inspiration i Jenkins pointe om, at identitet skabes socialt, og at identifikationsprocesser er flertydige i den forstand, at individer såvel som kollektive grupper kan identificere sig med flere samtidige kategorier. I forhold til at forstå De Unges identitetsdannelse finder jeg det dog samtidig nødvendigt at nuancere Jenkins teori i forhold til hans forståelse af, hvori denne flertydighed består. Antropologen Alexei Yurchaks formulerer en forståelse af at identifikation kan skabes gennem ambivalente positioner (2006:132), der muliggør netop at tilføje et niveau af 18
flertydighed til forståelsen af De Unges identitetsdannelse, som ikke kan indfanges af Jenkins teoretiske perspektiv. Yurchak udgør en central figur i den post- socialistiske antropologiske transitions - litteratur, der voksede frem efter Sovjetunionens sammenbrud (se også Verdery 1991; Berdahl, Bunzl & Lampland 2000; Borneman 1992, 1993; Ten Dyke 2001), og selvom det nok har mistet sin analytiske relevans at tale om transition i dette årtusinde 20 i en tysk kontekst, finder jeg Yurchaks begreb om ambivalente positioner nyttig for min identitetsforståelse. På baggrund af feltarbejde blandt unge russere i årene før og efter Sovjetunionens sammenbrud viser Yurchak, hvordan den sidste sovjetgeneration skaber rum for handling i et politisk totalitært system (2006). De gør dette, ikke ved at positionere sig direkte i opposition til den dominerende diskurs, men ved i stedet på forskellige måder at positionere sig ambivalent i forhold til den. Med andre ord ved på samme tid at identificere sig med og distancere sig fra denne diskursive kontekst (Ibid.:132). Jeg bruger Yurchaks forståelse af, at identifikation skabes ambivalent til at begrebsliggøre, at identitet ikke alene er et spørgsmål om flertydig identifikation med flere kategorier, men også et spørgsmål om forskellige niveauer af identifikation; lokal, regional og national identifikation såvel som større og mindre grad af identifikation. De Unges identitet er således ikke kun flertydig i den forstand, at de både identificerer sig med den ene og den anden kategori eksempelvis ved både at se sig selv som tysker, Ossi og Mittekind, i tråd med Jenkins forståelse (Jenkins 2008:17), men også i den forstand, at de ikke nødvendigvis identificerer sig fuldstændigt med nogle af delene (Yurchak 2006:252). Når jeg gennem specialet undersøger hvordan De Unge skaber deres identitet lokalt, regionalt og nationalt er det med en gennemgående forståelse af, at denne identitetsdannelse har såvel rumlige som også tidslige implikationer. I første omgang består tidsligheden i den dynamiske identifikationsproces, men som vi skal se gennem analysen udgør tid også i bredere forstand et aspekt af De Unges identitetsdannelse. I min afsøgen af de tidslige og rumlige dimensioner af De Unges identitetsdannelse, har jeg derfor fundet det nyttigt at inddrage en række teoretiske perspektiver på tid, for at udforske hvordan tid på forskellig vis udgør aspekter af De Unges identitetsdannelse (Bloch 1989; Connerton 1989; Jiménez 2003; Pedersen 2012, under udgivelse). Som vi skal se gennem analysen, særligt udfoldet i kapitel fire, skaber De Unge deres identiteter ud fra hvad jeg, med inspiration fra Borneman, betegner som forskellige orienteringer i tid og rum (1993b:47). Han bruger betegnelsen til at beskrive hvordan øst- og vesttyskere efter genforeningen orienterede sig forskelligt i tid og rum, og i særdeleshed 20 Som Yurchak og Boyer peger på i en fælles artikel fra 2008 (Boyer & Yurchak 2008:9). 19
hvordan østtyskere mistede orienteringen i konfrontationen med den vesttyske virkelighed (Borneman 1993a:293). Når jeg bruger betegnelsen er det for at beskrive hvordan De Unge på tværs af deres baggrund i øst og vest skaber og afgrænser deres identiteter gennem forskellige orienteringer i tid og rum. Det er på baggrund af denne kombination af teoretiske perspektiver, jeg når frem til den forståelse af identitet jeg bruger til at besvare det indledende paradoks om De Unges nationale identifikation. Min forståelse af identitet kan opsummeres i tre sammenhængende aspekter. For det første forstår jeg identitet som en dynamisk proces, der skabes på tværs af snarere end blot indenfor grænser, hvilket åbner for forståelsen af, at en fælles identitet kan skabes på tværs af De Unges markeringer af ligheder og forskelle. Som vi skal se, skaber De Unge en national identitet mellem sig gennem deres enighed om at positionere og afgrænse sig selv i forhold til hinanden. For det andet rummer selve identifikationsprocessen en iboende flertydighed, der muliggør De Unges identifikation på flere niveauer; både deres identifikation med flere kategorier og deres ambivalente identifikation med disse kategorier. For det tredje indebærer min forståelse, at identitet skabes med forskellige rumlige og tidslige implikationer. De Unge orienterer sig forskelligt i rum og tid, med betydning for hvordan de positionerer sig og skaber og afgrænser deres identitet. 20