Fastelavn d.2.3.2014. Domkirken 10: 3 Lovsynger Herren, 651 Vor klippe, 494 Kærlighed fra Gud, 192 Hil dig, 29 Spænd over os. Dåb: 448 fyldt af glæde. Nadver: øjne, I var. Gråbrødre: 3, 494, 192, 52 Du Herre Krist. Nadver 675 Gud vi er. Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der følger med i DRs søndags-dramaserie om Arvingerne. Den tid er endegyldigt forbi, hvor vi alle sammen så det samme på den ene kanal, men jeg tillader mig nu alligevel at tage lidt udgangspunkt i serien, eller rettere det billede, eller den filmsekvens, det hele begynder med. Nemlig billedet af en smukt arrangeret blomsterbuket, der eksploderer. Det ene øjeblik står den smukt arrangeret i sin vase, næste øjeblik BUM - eksploderer den, og blade og blomsterhoveder og vand og glasskår slynges i alle retninger. Voldsomt er det, men smukt ser det ud, filmet i slowmotion med følsom musik til. En symfoni af farver og former og fantastiske mønstre. Men pointen med billedet eller filmsekvensen er, at det ordnende og det smukke på et øjeblik kan afløses af et flyvende kaos, hvor fragmenter flintrer i alle retninger. Det der var så stabilt og selvfølgeligt kan på et øjeblik blæses i stumper og stykker. For det er jo, hvad de oplever i familien, som serien Arvingerne handler om. En stor arv, en
gård og en formue, som skulle bruges til noget godt, ender med at ødelægge deres liv. Sammenhold og nogenlunde harmoni bliver til kiv og strid og slagsmål og skilsmisser og bitre ord. Film er det, men angiveligt ikke langt fra virkeligheden. Arvestridigheder er der mange, der kan tale med om. Men der er så meget andet der kan hænde i vores liv, der pludselig får hverdagen til at krakelere og falde fra hinanden. Som en blomsterbuket, der eksploderer i slowmotion: Skænderier, skilsmisser, utroskab, sygdom, dødsfald. Der er så mange ting der kan indtræffe pludseligt og voldsomt og gøre den grund vi troede lå stabilt under vores fødder til gyngende grund. Så mange ting, der kan forvandle hverdagens ordnede liv til et rent kaos. BUM siger det, og pludseligt er intet som før. Lidt det samme, kan man forestille sig, skete for disciplene, da Jesus fortalte dem, hvad der skulle ske med ham, og at alt det, de havde sammen, skulle ødelægges på den mest brutale måde: hån, mishandlinger, pisk, død. Disciplene blev forvirrede og kede af det. De kunne simpelt hen ikke tro det, ligesom vi heller ikke altid kan, når det hele braser sammen omkring os. Som der
står: Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Sådan er det med de store livschok hvor tilværelsen eksploderer. Du fatter det først ikke rigtigt. Du døves af slaget. Men så er der langtidsvirkningerne. Folk fortæller, at de længe efter, at det hele er væltet, styrtet sammen, nogle gange kan have svært ved rigtigt at tro på det gode og stabile liv igen. Aner de pludselig konturerne af det, vender de ryggen til det, fordi de er bange for at blive skuffede. Man falder ind i sig selv, bliver mistroisk, tror måske ikke rigtigt på noget længere. Har du en gang oplevet at den faste grund forsvinder under fødderne, begynder du at gå meget forsigtigt. Hvis du da ikke bare bliver derhjemme og trækker benene op under dig i sodaen. Men disciplene, de blev aldrig overladt til deres eget mørke lang tid af gangen. Det var deres privilegium. Deres oplevelse af eksploderende blomsterbuketter blev kort efter overdøvet eller overstrålet af noget helt andet. Bag den verden, de troede var faldet fra hinanden, viste der sig hurtigt en meget større og mere sammenhængende virkelighed. De genvandt
fornemmelsen af fast grund under fødderne. Men den var af en anden beskaffenhed, end de først havde regnet med. Som da de på vejen mod Jerusalem, hvor alt det forfærdelige med tilfangetagelse, pisk og korsfæstelse ifølge Jesus skulle finde sted, mødte den her blinde tigger, der sad nede i grøften og råbte op. Forbarm dig over mig, råbte han til Jesus. Sådan en som ham bad man normalt om at holde sin kæft og rufle af, men han blev ved, og Jesus gik hen til ham. Som så ofte før, så Jesus direkte på den de andre helst ville se hen over. Og Jesus sagde til ham: Bliv seende, din tro har frelst dig. Og idet han sagde det, og idet den blinde fik sit syn tilbage, var det netop at Jesus lukkede op ind til den her større virkelighed, hvor frygten for hvad der skule ske, frygten for knuste forhåbninger og eksploderende blomsterbuketter pludselig ikke fylder så meget længere. Den blinde fik sit syn tilbage, og disciplene fik et nyt syn på tingene, for det så, at der er noget, der bærer, noget der holder, når alt andet eksploderer eller vakler eller falder fra hinanden. Og det, er såmænd ikke fordi det noget er lavet af armeret jernbeton eller skudsikkert panser eller
eksplosionsresistente blomstervaser. Tvært imod er det et flygtigt stof, som vi i mangel af bedre kun kan sætte nogle små og slidte ord på: barmhjertighed, nåde, kærlighed. Dét, der fik Jesus til at standse op ved den blinde mand i grøften og give ham hans syn tilbage. Dét, der fik Jesus til at gå gennem lidelsen og døden for at vise, at der er Gud også for sit menneske. Gud sidder ikke urørlig i sin fjerne himmel. Gud gør i møde, standser og bliver, når alt andet eksploderer, forvitrer, forgår. Af alt hvad rigtigt mange af os holder for godt dem, vi holder af en suveræn førsteplads. Der er ikke noget vi ikke kan savne så bitterligt, når vi mangler det. Og mange af os vil sige, at det er dér vi erfarer kærlighed, og hvad den betyder, og hvor vigtig og uundværlig, den er. Men det er også dér, i familiens skød, at vi finder ud af, hvor flygtig kærligheden også kan være, hvor hurtigt den kan fordrejes og forvanskes og blive til noget helt andet. Som i tv-serien om Arvingerne der indledes med billedet af den eksploderende blomsterbuket. Kærligheden, den dyrebare, fællesskabet, som vi ikke kan undvære, her i livet indtager familien og fællesskabet med
er så uendeligt sårbare størrelser, udsatte, skrøbelige, omskiftelige. alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Men altså, som disciplene så det igen og igen, mens de fulgtes med Jesus, så er der en anden kærlighed på spil, som ikke lader sig ryste eller ændre eller fordreje, og det er den Paulus sætter ord på i teksten, jeg læste fra altret: Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler Det er ikke vores kærlighed Paulus her taler om. Det er Guds kærlighed, som han lod den komme til udtryk med Jesus, og alt det han gjorde og sagde. Det er den kærlighed Gud elskede verden med og omfattede sit menneske med, og som I om lidt døber jeres børn til. Engang skal den kærlighed fylde alt. Det er Guds løfte til os. Men indtil da kan vi i det mindste huske på den, holde os til den, spejle den i det små, holde den ved lige det bedste vi kan, mens grunden gynger under vore fødder,
gulvbrædderne knager og blomsterbuketter eksploderer om ørene på os. Nogle gange skal der ikke så meget til. Det ved vi godt. Bare der er en, der tager dig i hånden, når mørket falder på, at der er en der vil dig, når andre vender ryggen til, at en vil sige venlige ord, når råb og skrig ellers er den foretrukne kommunikationsform. Der er så meget, der pludseligt kan falde fra hinanden, men ligesom Gud har vist sig at blive med sin store kærlighed, skal vi blive der med vores den lille så længe vi overhovedet formår. Sådan kan vi skabe lidt gudsvillet orden og fast knager lidt eller meget i fugerne, og hvor blomsterbuketter ikke holder for evigt. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed. Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. grund under andres fødder i et liv, der altid
Lad din Ånd holde os i bevægelse. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os. Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os. (Vær med vores soldater derude. Giv dem frimodighed til at rygte deres tunge ansvar og lad dem ikke gå under i, eller miste sig selv til, krigens ondskab.) Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød. Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.
Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen. Tillysninger Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen