ADHD H O S B Ø R N: S Y M P T O M E R O G B E H A N D L I N G

8

1 ADHD H O S B Ø R N: S Y M P T O M E R O G B E H A N D L I N G Af professor, overlæge, ph.d. Niels Bilenberg, Det børne- og ungdomspsykiatriske Hus, Universitetsafdeling, Odense Som overlæge og forskningsleder på en børnepsykiatrisk afdeling har Niels Bilenberg beskæftiget sig med børn med ADHD, både på et praktisk-behandlingsmæssigt og på et teoretisk-forskningsmæssigt plan. Sygdommen hører til en af de væsentligste og hyppigste i børnepsykiatrien, og desværre bliver mange stadig ikke diagnosticeret og behandlet tilfredsstillende. ADHD bør derfor få langt større bevågenhed både hos børn, unge og voksne. Det er vigtigt at få udbredt kendskabet til ADHD, og at den optimale behandling (pædagogisk, psykologisk og me- ADHD opstår som ʼ dicinsk) koordineres og gennemføres. følge af en fejludvikling eller umodenhed i hjernen. Sygdommen er mest kendt hos børn, men bliver ved med at give problemer ind i voksenalderen hos mere end halvdelen. Mange danskere forstår ikke umiddelbart udtryk som ADHD og DAMP, der jo er forkortelser af engelske ord. I stedet kunne man på dansk bruge betegnelsen opmærksomhedsforstyrrelse. Så ville alle vide, hvad det drejer sig om. Opmærksomhedsforstyrrelse optræder med eller uden samtidig hyperaktivitet. Hos over 2/3 af børnene med alvorlig opmærksomhedsforstyrrelse ser man samtidig overaktivitet og impulsivitet. For ikke at bryde med traditionen anvendes udtrykket ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder) her. ADHD opstår som følge af en fejludvikling eller umodenhed i hjernen. Sygdommen er mest kendt hos børn, men bliver ved med at give problemer ind i voksenalderen hos mere end halvdelen. Man er stort set enig om, at ADHD forekommer i alle sværhedsgrader og med en glidende overgang til det normale. 9

Symptomerne inddeles i tre grupper: Uopmærksomhed Overaktivitet Impulsivitet Symptomerne skal have været til stede før 7-års alderen og skal have varet i mindst seks måneder, for at man kan tale om ADHD. Desuden skal vanskelighederne ses i flere situationer, fx i skole, hjem og fritidsinstitution (se figur 1). Ofte følger der problemer som bevægelsesvanskeligheder, adfærdsforstyrrelse, ind- ʼ2-5% af alle børn har en betydelig opmærksomhedsforstyrrelseblemer, autismelignende vanskeligheder ellæringsproblemer, tics, følelsesmæssige proler depression med. Danske og udenlandske undersøgelser viser, at 2-5% af alle børn har en betydelig opmærksomhedsforstyrrelse. Drenge rammes hyppigere end piger, og der er ca. fire drenge for hver pige. Generelt henvises flere drenge end piger til børne- og ungdomspsykiater, fordi piger er mere rolige og forårsager færre problemer end drenge. Historik Børn med opmærksomhedsproblemer og overaktivitet blev beskrevet første gang for mere end 150 år siden. I 1846 udkom en illustreret bog af tyskeren Heinrich Hoffmann om en umulig dreng, som hele tiden lavede ulykker og kom galt af sted (Rokke-Hans). I 1902 beskrev lægen George Still i London symptomer, som svarer til det, vi i dag forstår ved ADHD, og i 1932 introducerede Kramer og Pollnow fra Berlin betegnelsen hyperkinetisk forstyrrelse. Mange navne og etiketter er blevet hæftet på børn med opmærksomhedsforstyrrelse og tilknyttede vanskeligheder. Det gælder fx MBD (Minimal Brain Damage eller Dysfunction), tumler-fumler-børn, hyperkinetiske børn, DAMP (Deficit in Attention, Motor control and Perception) og det nu anvendte ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder). I Danmark bruger man diagnosesystemet ICD-10, som er udviklet af WHO (se figur 1). 10

Figur 1. Definition af opmærksomhedsforstyrrelse ifølge diagnosebogen ICD-10 (International Classification of Diseases, 10. udgave, WHO 1994). FIGUR 1 Forstyrrelse af opmærksomhed og aktivitet (F90.0) (Attention Deficit (Hyperactivity) Disorder) En gruppe lidelser karakteriseret ved tidlig opståen (sædvanligvis inden for de første fem leveår), mangel på vedholdenhed i aktiviteter, som kræver udfoldelse af kognitive funktioner og tendens til at skifte fra den ene aktivitet til den anden uden at gøre noget færdigt, tillige med desorganiseret, excessiv og ustyrlig aktivitet. Adskillige andre abnormiteter kan optræde forbundet hermed. Hyperkinetiske børn mangler omtanke og er impulsive, tilbøjelige til at komme galt af sted eller i disciplinære vanskeligheder på grund af tankeløse brud på normer og regler snarere end ved forsætlig trods. I forholdet til voksne viser de ofte social uhæmmet adfærd med mangel på normal forsigtighed og tilbageholdenhed. De er upopulære blandt andre børn og bliver ofte isolerede. Kognitive forstyrrelser ses ofte, og specifikke motoriske og sproglige udviklingsforstyrrelser er uforholdsmæssigt hyppige. Sekundære komplikationer omfatter dyssocial adfærd og lav selvfølelse. A. Opmærksomhedsforstyrrelse gennem mindst 6 måneder med tilstedeværelse af mindst 6 af følgende: 1) Kan ikke fæstne opmærksomheden ved detaljer, laver skødesløse fejl. 2) Kan ikke fastholde opmærksomheden ved opgaver eller leg. 3) Synes ikke at høre, hvad der bliver sagt. 4) Kan ikke følge instrukser eller fuldføre opgaver. 5) Kan ikke tilrettelægge arbejde eller aktiviteter. 6) Undgår eller afskyr opgaver, som kræver vedholdende opmærksomhed. 7) Mister blyanter, bøger, legesager eller andre ting, som er nødvendige for at udføre opgaver og aktiviteter. 8) Lader sig let distrahere af ydre stimuli. 9) Er glemsom i forbindelse med dagliglivsaktiviteter. B. Overaktivitet gennem mindst 6 måneder med mindst 3 af følgende: 1) Uro i hænder eller fødder, sidder uroligt. 2) Forlader sin plads i klassen eller ved bordet. 3) Løber, klatrer, farer omkring på utilpasset måde. 4) Støjende adfærd ved leg, har vanskeligt ved at være stille. 5) Excessiv motorisk aktivitet, som ikke lader sig styre. C. Impulsivitet gennem mindst 6 måneder med mindst 1 af følgende: 1) Svarer før spørgsmål er afsluttet. 2) Kan ikke vente på, at det bliver deres tur. 3) Afbryder eller maser sig på. 4) Taler for meget, uden situationsfornemmelse. D. Begyndelsesalder før 7 år E. Forstyrrelserne optræder i flere forskellige situationer Fx både i skolen og i hjemmet såvel som ved klinisk undersøgelse. F. Forstyrrelserne forårsager betydelige vanskeligheder eller vanskeliggør sociale, skole- og beskæftigelsesmæssige funktioner G. Skyldes ikke affektive lidelser (forandring af stemningsleje) eller angsttilstande og opfylder ikke kriterierne for gennemgribende udviklingsforstyrrelser 11

Her bruges benævnelsen Forstyrrelse af opmærksomhed og aktivitet. Den kan kombineres med adfærdsforstyrrelse og benævnes da Hyperkinetisk adfærdsforstyrrelse. I USA og i meget litteratur anvendes klassifikationen DSM-IV, og her stammer betegnelsen ADHD fra. Hvorfor får man ADHD? ʼADHD er en meget Når man har ADHD, er der fejl i hjernens arvelig sygdom. funktioner i bestemte områder. Det kan have en eller flere årsager, herunder: Arv Uheldige påvirkninger under graviditeten (alkohol, tobak, infektioner) For tidlig fødsel eller lav fødselsvægt Hjerneskade opstået i første til tredje leveår Man kan endnu ikke i detaljer kortlægge, hvilke hjerneforandringer der ligger bag opmærksomhedsforstyrrelser, men foreløbige undersøgelser tyder på, at der er tale om forstyrrelser af funktionen i specielt tre områder af hjernen (se figur 2): A. I et område i bunden af hjernen (hjernestammen og de mest primitive dele af hjernen), hvor blandt andet vågenhed reguleres ved hjælp af aktiverende signalstoffer som dopamin og noradrenalin. Man mener, at hjernen hos mennesker med ADHD fungerer som en træt hjerne. Vågenheden er nedsat. B. I hjernens pandelapper (frontallapperne), som styrer hjernen, regulerer impulser og står for planlægning og overblik (eksekutive funktioner). Den nedsatte blodgennemstrømning og aktivitet i frontallapperne medfører nedsat evne til at hæmme impulser og til at skabe overblik. C. I et område bag i hjernen, hvor signal-støj-forhold styres og reguleres. Der er teorier om, at hjernen normalt er i stand til at sortere stimuli eller skelne mellem signal og støj. Den evne er påvirket hos personer med ADHD. 12

Figur 2. Figuren viser et snit gennem hjernen. Der er især tre områder, der er relevante for ADHD: A. (blå/rød) et område i bunden af hjernen, der har med vågenhed at gøre; B. (grøn) hjernebarken i den forreste del af hjernen, der modtager impulser fra hele hjernen og har med eksekutive funktioner at gøre; C. (orange) et område bag i hjernen, der har med orientering og sortering af indtryk at gøre. FIGUR 2 EKSEKUTIVE FUNKTIONER ORIENTERING SIGNAL-STØJ Forreste opmærksomhedssystem Dopamin påvirker frontallappernes evne til hæmning af impulser VÅGENHED Bagerste opmærksomhedssystem Noradrenalin øger målcellernes signal til støj-forhold ved at hæmme neuron-aktivering Sammenlignende hjernescanninger af mennesker med og uden ADHD viser, at personer med ADHD har nedsat aktivitet i pandelapperne og i lillehjernen, men øget aktivitet i området for bevægelse (se figur 3). Man ved fra familie- og tvillingestudier, at ADHD er meget arveligt. Hvis den ene af et par enæggede tvillinger har ADHD, har den anden med 80-90% sikkerhed også ADHD. Der er også ofte flere i samme familie, der har 13

Figur 3. Scanningsbillede af blodgennemstrømningen i hjernen (ved hjælp af den såkaldte SPECT-metode) hos en rask person (tv.) og en person med ADHD. Hos ADHD-personen er der nedsat funktion i visse hjernedele (bl.a. i de forreste hjernelapper og i lillehjernen) og øget funktion i områder, der har med sansning og bevægelse at gøre. FIGUR 3 Normal ADHD Frontallap Sansemotorisk cortex Cerebellum Frontallap ADHD, altså en klar familiær ophobning, som man ikke ser hos adoptivbørn, hvor ingen gener deles med forældrene. Enkelte gener er blevet forbundet med ADHD. Det drejer sig om generne for dopamin-genoptagelsesproteinet i synapsen (mellemrummet eller mødestedet mellem to nerveceller) og visse dopamin-receptor-gener. Det passer med den viden, man har om, at dopamin spiller en væsentlig rolle som signalstof i de dele af hjernen, hvor funktionen er nedsat ved ADHD. Ved ADHD er der for lidt af signalstofferne dopamin og noradrenalin flere steder i hjernen, og det er en af årsagerne til opmærksomheds og impulsivitetsproblemerne. Den medicinske behandling stimulere disse signalstoffer. Man kan stimulere signalstoffernes aktivitet i nervesystemet enten ved at hæmme tilbageoptagelsen eller ved at øge dannelsen og frigørelsen af dem. 14

Figur 4. Synapsen er der, hvor kontakten mellem to nerveceller formidles ved hjælp af signalstoffer (dopamin og noradrenalin). Der overføres signal fra nervecellen til venstre til nervecellen til højre. Signalstofferne stimuleres medicinsk ved 1) at hæmme tilbageoptagelsen af dopamin og/eller noradrenalin i afsender-nervecellen til venstre og 2) ved at øge dannelsen og frigørelsen af signalstofferne. FIGUR 4 DOPAMINNEURON DA DOPA DOPAdecarboxylase DA MAO DA DA R DAT DA R Receptorer DOPA DA DAT MAO HVA NA MHPG HVA 3,4-dihydroxyfenylalanin Synaptisk kløft Dopamin Præsynapse Postsynapse Dopamintransporter (genoptagelsesmekanisme) Monoaminooxidase (nedbryder signalstoffer) Homovanillinsyre (nedbrydningsprodukt af dopamin) Noradrenalin 3-methoxy-4-hydroxyfenylglykol (nedbrydningsprodukt af noradrenalin) NA DOPA DA NA MAO NA NA R Dopamin-bhydroxylase DOPAdecarboxylase NAtransporter NA R Receptorer MHPG NORADRENALINNEURON De stimulerende stoffer Ritalin og dexamfetamin gør begge dele (dexamfetamin mere end Ritalin), mens Strattera og depressionspiller som Efexor, Cymbalta og Edronax kun hæmmer genoptagelsen af noradrenalin. 15

I begge tilfælde øges mængden af stimulerende signalstof, og receptorerne påvirkes kraftigere. I figur 4 ses et nærbillede af mellemrummet mellem to nerveceller (synapsen), hvor signalstofferne udøver deres virkning. En del af de funktionsforstyrrelser, der ses hos børn med hjerneskade pga. alkoholpåvirkning i fostertilstanden (føtalt alkoholsyndrom eller føtal alkohol-effekt), ligner ADHD. Også påvirkning af fostret fra nikotin og stresshormoner mistænkes for at medvirke til udviklingen af ADHD. Nerveinfektioner og bly- og kviksølvforgiftning kan fremprovokere lignende symptomer. Det bedste samlede bud på årsagerne til ADHD er en kombination af arv og miljø. Muligvis skal flere faktorer være til stede i et særligt forhold, før ADHD opstår i forskellig sværhedsgrad. Dertil kommer, at nogle miljømæssige forhold kan beskytte og modvirke udviklingen af sygdommen. Det gælder fx en meget tydelig og stringent opdragelse, strukturerede og tydelige voksne og eventuelle bestemte kostfaktorer. Hvordan viser ADHD sig? Ud over de centrale symptomer i forhold til opmærksomhed, overaktivitet og impulsivitet ses hos mange desuden: Problemer med at modtage en besked, når den ikke er rettet specifikt mod én. Problemer med at tilrettelægge en leg og følge en instruktion. Vanskeligheder ved at vente på, at det bliver ens tur. Tendens til at mase, skubbe eller afbryde. Manglende situationsfornemmelse. Klodsethed, problemer med balancen og fx med at lære at cykle. Problemer med at holde almindeligt på en blyant og med at spise med lukket mund. Ansigtet kan virke mimikfattigt. Problemer med at lokalisere, hvor en lyd kommer fra (højre eller venstre). Vanskeligheder med at opfatte afstande og formen af forskellige genstande. Sproglig forsinket udvikling, et lille ordforråd og problemer med udtale eller grammatik. De sværest ramte børn har tydelige symptomer, som opdages allerede i børnehavealderen, mens andre først viser sikre tegn på forstyrrelsen ved skolestart. De fleste forældre kan dog fortælle om et barn, der allerede fra spæd 16

Figur 5. Hyppigheden af de sygdomme, der kan ses sammen med ADHD. FIGUR 5 Meget hyppige (over 50%) Oppositionel adfærdsforstyrrelse Hyppige (til og med 50%) Indlæringsforstyrrelse Angst Motorisk udviklingsforstyrrelse Mindre hyppige (til og med 20%) Tics Depression Ikke hyppige Autisme af en eller anden form Mental retardering var svært at regulere og som havde problemer med at etablere faste spise- og soverytmer. Nogle af de tidlige signaler, man skal være opmærksom på, er: Uro og formålsløs adfærd. Vanskeligheder med at deltage i lege, der kræver regler. Barnet lærer ikke af sine fejl og dumheder. Et lille søvnbehov. Barnet er lille og tyndt og har ikke tid til at spise sine måltider færdig. Som spæd har mange været meget urolige, utilfredse eller utidige. Andre sygdomme optræder ofte i kombination med ADHD (kaldet samsygelighed eller komorbiditet). I de fleste tilfælde skal man se ADHD som grundproblemet og de andre sygdomme som tillægsproblemer eller som en overbygning på grundproblemet. Den hyppigste tillægsdiagnose er adfærdsforstyrrelse, der viser sig ved vanskeligheder med opdragelsen, problemer med kammerater, grænseoverskridende adfærd og uheldig socialisering. Mange børn med ADHD har indlæringsvanskeligheder, angst og motoriske vanskeligheder. I figur 5 kan man se den anslåede hyppighed af samsygelighed hos børn med ADHD. Samsygelighed er snarere reglen end undtagelsen. Over 85% har mindst én tillægsdiagnose, cirka 60% har mindst to. Tillægsproblemerne opstår ofte, fordi barnet ikke møder forståelse i sine omgivelser og er under et stort pres. Mange børn med ADHD bliver skældt me- 17

get ud og oplever sig selv som forkerte og mislykkede. En tidlig diagnose og tilpasset hjælp, eventuelt med medicinsk behandling, kan modvirke udviklingen af den forværrende samsygelighed. Hvordan stilles diagnosen? ADHD er et samlebegreb, som bruges til at beskrive børn med opmærksomhedsproblemer, uro og impulsivitet, ofte kombineret med indlæringsvanskeligheder og motoriske problemer. Lægen (skolelægen, børnelægen, børnepsykiateren eller børneneurologen) indhenter oplysninger om symptomerne og deres udvikling (den såkaldte sygehistorie). Heri indgår oplysninger om graviditets- og fødselsforløb, om familieforekomst og om barnets adfærd og udvikling. Der foretages en kropslig undersøgelse med særlig vægt på motorik og koordination, og koncentrationsevne og modenhed vurderes også. ʼADHD er et samlebegreb, som bruges til at beskrive børn med opmærksomhedsproblemer, uro også indgå i vurderingen. Her bedømmer En psykologisk undersøgelse af barnet bør og impulsivitet, ofte kombineret med indlæringsvanskelig- sproglige udvikling og vurderer, om der er man intelligensniveau, undersøger den heder og motoriske problemer. indlæringsvanskeligheder. Hvis der er mistanke om andre psykiske problemer, eller hvis det drejer sig om moderat til svær ADHD med behov for behandling med medicin, skal en børne- og ungdomspsykiater inddrages. Behandling 1. Fælles forståelse Behandlingen starter med at få barnets familie og netværk til at forstå, at der er tale om en psykisk sygdom eller en hjernemæssig fejl og ikke om et uartigt og uopdragent barn. Man må forsøge at mindske skyldfølelsen og resignationen mest muligt hos forældrene, så de kan yde deres bedste. Det er vigtigt, at omgivelserne, fx bedsteforældrene, tages med. Mange forældre møder op til undersøgelse i børnepsykiatriske ambulatorier med store skyldkomplekser over ikke at have været gode nok opdragere af deres barn. De bliver 18

set skævt til af familie og venner, som mener, at de bare skulle have opdraget det urolige, grænseoverskridende barn ordentligt. Det medfører usikkerhed og mindreværd hos forældrene, der kan gøre det vanskeligt for dem at finde og anvende de positive ressourcer. Men et barn Et barn med ADHD har ʼ med ADHD har en psykisk sygdom eller en psykisk sygdom eller en hjernemæssig en hjernemæssig fejlfunktion det er ikke et uartigt og uopdragent barn. fejlfunktion det er ikke et uartigt og uopdragent barn. 2. Rådgivning, vejledning og støtte Hjem, skole, institution og fritidsordning skal rådgives og vejledes i, hvordan barnet skal mødes. Det centrale er, at der skabes en forudsigelig og velstruktureret dagligdag. Man indarbejder gode strategier og skaber et skærmet rum uden for mange distraherende ydre påvirkninger. ADHD-barnet har brug for hyppige pauser og korte indlæringsperioder. Det gælder i de fleste af de sammenhænge, barnet befinder sig i. Forældrene har ofte stort udbytte af at møde ligestillede familier og pårørende. ADHD-foreningen har mange aktiviteter og tilbud til familier med ADHD-børn, både lokalt og nationalt. 3. Medicin Medicinsk behandling placeres bevidst efter de to ovenstående punkter. Det er afgørende vigtigt, at man sikrer sig forståelse og viden om barnet og dets vanskeligheder, inden man eventuelt påbegynder medicinsk behandling. Centralstimulerende medicin til børn er kontroversiel og ofte til debat. Den medicinske behandling er en specialistopgave og må aldrig stå alene. Stimulerende medicin, metylfenidat (Ritalin) eller dexamfetamin, øger aktiviteten i hjernen. Desuden har man konstateret øget aktivitet i pandelapperne under løsning af opgaver, hvis barnet forud har fået stimulerende medicin. Det har den effekt, at barnet bliver bedre til at koncentrere sig og til at målrette sine tanker. Det bliver derfor bedre til at løse opgaver og til at styre sine impulser. 19

Den mest anvendte medicinske behandling virker ved at stimulere signalstoffet dopamin i hjernen. Det gængse præparat hedder Ritalin (metylfenidat) og minder om det, man kalder speed i misbrugsverdenen. Det virker både ved at hæmme genoptagelsen af dopamin og noradrenalin i synapsen i hjernen og (i mindre grad) ved at fremme frigørelsen af dopamin (se figur 4). Begge dele øger koncentrationen af især dopamin i synapserne. Ritalin har en relativt kort virkningstid (3-5 timer), og derfor har man modificeret tabletformen (under navnet Ritalin Uno) for at opnå en længerevarende virkning. Dosis er almindeligvis 10-60 mg dagligt. Det beslægtede præparat ʼDet er løbende til debat, hvem der skal ha- lidt kraftigere. Det gives derfor i lavere do- dexamfetamin virker på samme måde, men ve medicin for ADHD. I sis og er desværre tilbøjeligt til at give flere børnepsykiatrien er holdningen overvejende den, at den bivirkninger. sværest belastede del bør medicineres. ADHD. Det hedder Strattera (atomoxetin) Et nyt præparat er blevet godkendt til og stimulerer kun noradrenalin, især ved at hæmme genoptagelsen i synapsen (se figur 4). Stoffet har vist sig at være et lovende alternativ til Ritalin og har bl.a. i USA og Norge overtaget en stor del af markedet. Nogle former for depressionsmedicin stimulerer også noradrenalin (fx Efexor) og anvendes også til ADHD, måske mest i behandlingen af voksne. Det er løbende til debat, hvem der skal have medicin for ADHD. I børnepsykiatrien er holdningen overvejende den, at den sværest belastede del bør medicineres. Man kan opdele ADHD-børnene i tre nogenlunde lige store grupper: en svært belastet gruppe, en mellemsvært belastet gruppe og en lettere belastet gruppe. I mellemgruppen kan man forsøge med vejledning (psykoedukation) og pædagogiske tiltag i første omgang og eventuelt senere supplere med medicin. Den lettere påvirkede gruppe kan ofte normaliseres alene med vejledning, støtte til indlæring og lektier i skole og hjem samt fokus på en overskuelig, rolig og regelmæssig hverdag. 20

Figur 6. Et stort amerikansk behandlingsstudie, MTA-studiet, har vist, i hvilken grad ADHD-børn bliver normaliserede i forbindelse med forskellige behandlingsstrategier. Kombinationsbehandling med opfølgning i specialcentre gav det bedste resultat. FIGUR 6 4. Sociale foranstaltninger Børn med ADHD drøftes i kommunernes socialforvaltning, hvor de tildeles en sagsbehandler i specialbistandsgruppen. Det betyder, at der tages stilling til, om barnet eller familien har brug for særlige hjælpeforanstaltninger. Meget belastede børn kan være afhængige af, at en af forældrene er til stede i større omfang, end deres arbejde tillader. Nedsat arbejdstid med udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste kan være en løsning. I mange tilfælde er det dog bedre at støtte barnet i daginstitutionen eller fritidshjemmet, hvor dets sociale kompetencer bedre udvikles. Der kan søges om ekstra pædagogiske støttetimer, eller barnet kan visiteres til en institution med særlige ressourcer på området. Der er også mulighed for aflastning af familien i eget hjem (børnepasning, rengøring m.m.), eller man kan søge om en aflastningsfamilie til barnet. For børn i medicinsk behandling søges Lægemiddelstyrelsen om særlig tilskudsordning (særlig blanket for mennesker med kronisk behandlingsbehov). 21

Et stort amerikansk behandlingsstudie, MTA-studiet, har vist, i hvilken grad ADHD-børn bliver normaliserede i forbindelse med forskellige behandlingsstrategier (se figur 6). I standardbehandlingsgruppen fik børnene medicin eller andre tiltag, men uden nogen systematik. I de andre grupper blev børn og familier tilbudt intensive forløb med henholdsvis adfærdsterapi, medicin og kombination af begge dele og med hyppig kontrol og grundig evaluering. Kombinationsbehandling med opfølgning i specialcentre gav det bedste resultat. ʼSom forældre til et barn med ADHD er det Det er en tilrettet kombinationsbehandling vigtigt at skabe regelmæssighed i hverdagen. At giske tiltag, man forsøger at etablere i Dan- med psykoedukation, medicin og pædado- være tydelig, klar og konsekvent i sine krav til barnet og af såkaldte Ritalin-klinikker eller specialenmark. Blandt andet gennem etableringen at skabe så enkel en hverdag heder i de fleste børne- og ungdomspsykiatriske som muligt. centre. 5. Hvad kan man selv gøre? Som forældre til et barn med ADHD er det vigtigt at skabe regelmæssighed i hverdagen. At være tydelig, klar og konsekvent i sine krav til barnet og at skabe så enkel en hverdag som muligt. Man skal fjerne forstyrrende elementer fra hverdagen. Når man skal give en besked, skal man henvende sig direkte til barnet og ikke til alle søskende på en gang. Det er vigtigt, at få igangsat et samarbejde med skole og fritidshjem. Fremtidsudsigter for ADHD-barnet ADHD er en kronisk tilstand, som ofte fortsætter ind i voksenalderen. Mange finder en måde at kompensere for deres problemer på, mens andre livet igennem har koncentrationsbesvær og problemer med rastløshed og med at styre impulser. Undersøgelser tyder på, at langtidsforløbet afhænger af, om barnet og senere den unge kan socialiseres fornuftigt. Mange farer lurer på impulsive personer, og dårlig tilpasning til uddannelsessystem og arbejdsmarked samt misbrug og kriminalitet ses hyppigt hos denne gruppe mennesker. Herudover er der overrepræsentation af psykisk sygdom som depression og personlighedsforstyrrelse i voksenalderen. 22

Unge med ADHD kan have brug for en særlig indgang til uddannelse og arbejdsmarked. Det er vigtigt, at revalideringssystemet kender disse mennesker og opbygger et netværk af arbejdspladser, hvor de kan arbejdsprøves under beskyttede forhold. Med lidt mere tålmodighed og rummelighed kan unge og voksne med opmærksomhedsforstyrrelse udgøre en stor arbejdskraft og en dynamisk ressource i samfundet. Litteratur American Psychiatric Association: Diagnostic and statistical manual of mental disorders, 4th edition (DSM-IV). Washington DC, 1994. Damm, D. & P.H. Thomsen: Om børn og unge med ADHD. Hans Reitzels Forlag, København, 2006. Hoffmann, Heinrich: Der Struwwelpeter: oder lustige Geschichten und drollige Bilder für Kinder von 3-6 Jahren. Frankfurt am Main, Literarische Anstalt von Rutten & Loning, 1900 (opr. 1845). Kramer, F. & H. Pollnow: Über eine hyperkinetische Erkrankung im Kindesalter. I: Monatsschrift für Psychiatrie und Neurologie. 1932. Vol. 82-83, side 1-40. Still, G.F.: Some abnormal psychical conditions in children. I: Lancet 1, 1902, side 1008-12, 1077-82 og 1163-68. Swanson, J.M., H.C. Kraemer, S.P. Hinshaw, L.E. Arnold, C.K. Conners, H.B. Abikoff mfl.: Clinical relevance of the primary findings of the MTA: success rates based on severity of ADHD and ODD symptoms at the end of treatment. I: Journal of the American Academy of Child and Adolescent Psychiatry, 40(2), 2001, side 168-179. WHO: The ICD-10 classification of mental and behavioural disorders. Clinical descriptions and diagnostic guidelines. WHO, Genève, 1992. 23