Delir. Kliniske vejledninger Hospice Limfjord. Emne: Definition: Formål/mål: Pleje og behandling af delir hos palliative patienter

Transkript

1 Emne: Definition: Delir Pleje og behandling af delir hos palliative patienter Praksisnær definition: Delirium er en hyppig komplikation til somatisk sygdom, særlig hos ældre. Delirøse symptomer optræder derfor hyppigt i et palliativt forløb. Delirium kan beskrives som at være i en udpræget stresstilstand. Hovedet er fyldt med opgaver, der skal løses, hjertet hamrer i brystet, tankerne er usammenhængende og det er ikke muligt at få overblik. Medicinsk definition: Delir er et komplekst neuropsykiatrisk syndrom med akut opstået dysfunktion af hjernen karakteriseret ved akut indsætten af fluktuation i den mentale tilstand. De kliniske kendetegn på delirium omfatter nedsat evne til at fastholde opmærksomheden, forstyrret tankegang visende sig ved at patienten er usammenhængende i sin tankegang og tale, nedsat hukommelse samt ændret bevidsthedsniveau gående fra vågen til sløv, døsig eller ukontaktbar. Tilstanden har altid en medicinsk, fysisk og / eller psykosocial årsag og er således en konsekvens af denne (1). Formål/mål: Diagnostiske kriterier: A. Nedsat evne til at fastholde opmærksomheden på ydre stimuli og straks at flytte opmærksomheden til nye eksterne stimuli. B. Uorganiseret tankegang, som viser sig ved springende, irrelevant eller usammenhængende tale C. Mindst to af følgende: 1) reduceret bevidsthedsniveau (for eksempel ved at patienten har svært ved at holde sig vågen under undersøgelsen) 2) forstyrret opfattelsesevne (syns- eller hørehallucinationer) 3) forstyrret søvnmønster 4) øget eller mindsket psykomotorisk aktivitet 5) desorienteret i tid, sted eller person 6) nedsat hukommelse D. De kliniske kendetegn udvikles over en kort periode sædvanligvis timer til dage og har tendens til at fluktuere over døgnet. E. Der er holdepunkt fra anamnesen, den somatiske undersøgelse eller laboratorieundersøgelser for specifikke organiske faktorer som årsag til forstyrrelsen (1). At personalet hurtigt kan identificere et begyndende delir og hente støtte til handlinger, så patientens tilstand lindres bedst muligt 1

2 Baggrundsviden: Kliniske vejledninger Delirium inddeles i 3 typer Den hyperaktive type, som er karakteriseret ved øget psykomotorisk aktivitet, urolig adfærd samt højtråben Den hypoaktive type, som er karakteriseret ved, at patienten er døsig, svarer langsomt på spørgsmål og sjældent tager initiativ til at foretage sig noget. Der er risiko for, at patienten med hypoaktivt delirium fejldiagnostiseres som depressiv. Endelig kan delirium vise sig som en blanding mellem de to typer, kaldet blandet delirium (1). ÅRSAGER (se bilag 1 for hurtigt overblik) Disponerende årsager: Alder Alvorlig sygdom Dårlig almentilstand Sygdom i hjernen (hjernemetastaser, primær hjernetumor) Demens Sansesvigt Udløsende årsager: Medikamina (især opioider, benzodiazepiner, steroider og præparater med anticholinerg effekt) Dehydratio Hypoxi Infektioner (især UVI og pneumoni) Smerter Urinretention og obstipation Søvnmangel Biokemiske forstyrrelser (f.eks se-na, se-calcium, hypo- /hyperglycæmi Angst Nedsat syn og hørelse Nye omgivelser (1) Anæmi SYMPTOMER Symptomerne er svingende med ændret bevidsthedsniveau og psykomotorisk tempo, følelsesmæssige forstyrrelser samt kognitive forandringer. Symptomerne kan kategoriseres i 4 overordnede kendetegn: 1: Akut indsætten og fluktuerende forløb 2: Uopmærksomhed 3: Uorganiseret tankegang 4: Ændret bevidsthedsniveau CAM (bilag 2) anvendes som screeningsredskab til identifikation af delirium. CAM er et hurtigt og nemt screeningsredskab at anvende i 2

3 daglig praksis, og det er skånsomt over for patienten, som ikke aktivt skal deltage i screeningen. CAM anvendes alene til at identificere, om patienten har delirium eller ej. Klinikere skal derfor være opmærksomme på evt. andre kognitive forstyrrelser, som måtte have nogenlunde samme symptombillede som delirium. Eksempelvis demens, som kan udelukkes ved at bruge MMSE screeningsredskabet. Den væsentligste forskel fra diverse andre kognitive forstyrrelser er, at delirium er akut indsættende og har et fluktuerende forløb (1) Ubehandlet kan pt. udvikle fysiske ledsagesymptomer og deliret kan blive livstruende med puls-, BT- og temperaturstigning, konstant uro, søvnløshed og spise- og drikkeværing med tiltagende elektrolytforstyrrelser. Ansvarlig: Midler: Handlinger: Den sygeplejerske der tilknyttet patienten i den enkelte vagt CAM screeningsredskab Pjece om Delir DIAGNOSE Diagnosen stilles på baggrund af observation og klinisk vurdering af patienten samt ud fra de pårørendes observationer, da de ofte er de første til at opdage en ændring i patientens tilstand. CAM skemaet anvendes ved den allerførste mistanke om begyndende delir og anvendes minimum en gang i hver vagt, så længe det giver mening. CAM er oprettet i epj under aktiviteten delir (ikke endnu) og indeholder følgende observationer: 1. Akut indsættende og fluktuerende forløb - Er der tegn på akut ændring i patientens mentale tilstand? - Er der tegn på øget eller mindsket psykomotorisk aktivitet - Varierer patientens abnorme adfærd i løbet af døgnet? 2. Uopmærksomhed - Nedsat opmærksomhed - Let at distrahere - Svært ved at holde styr på det der blev sagt 3. Uorganiseret tankegang - Usammenhængende og vrøvlende tale - Uklare og ulogiske tanker - Forstyrret opfattelsesevne (eks. hallucinationer) - Desorienteret i tid, sted eller person 4. Ændret bevidsthedsniveau - På vagt (mistænksom, fejltolkende) - Sløv, som i en døs - Ukontaktbar (1) 3

4 BEHANDLING Ikke medicinsk behandling Der er erfaring for at først og fremmest ro og tryghed er vigtigt i behandling af patienter med delir. En tryghed, der skal forplante sig fra plejepersonale og/ eller pårørende til den delirøse patient. Ved risiko for udvikling af delirium er nedenstående endvidere hensigtsmæssigt i profylaktisk henseende (1): Information og støtte til patient og pårørende Enkel, rolig og anerkendende omgang med patienten God nattesøvn (undgå støj, give varm te eller mælk, afslapningsmusik, rygmassage) Opmuntre til væske og ernæringsindtag Sikre mave/tarm- og blærefunktion, evt. seponere blærekateter Mobilisering Kontinuitet i plejen, genkendelig døgnrytme Rolige og veloplyste omgivelser Reducere forstyrrende stimuli, eks. TV/radio, mange besøgende Ur og kalender på stuen med daglig orientering i tid og sted Personlige velkendte ting omkring patienten (puder, billeder, fotos) Sikre at nødvendige briller/høreapparater fungerer og anvendes Der er evidens for at kompetencerne til at forebygge delirium kan sikres ved at indføre et struktureret undervisningsprogram for de sundhedsprofessionelle (1). Hos patienten i delir er der erfaring for at nedenstående tiltag kan være hjælpsomme: være rolig og undgå konfrontation og argumentation vil patienten ikke have hjælp, kan man forsøge senere fortælle hvad man gør på en kort og direkte måde med øjenkontakt, eks Lad mig hjælpe dig i seng. Undgå løs snak. tale til patienten på en fast men venlig måde, så selvrespekten bevares er med til at signalere, at du ved hvad du gør svare på patientens kommentarer forklare hvad der kan gøres gentage forklaringer undgå åbne spørgsmål med valgmuligheder forklare at injektioner eller tabletter gives for at skaffe ro, undgå at give patienten valg. Sig: Nu kommer jeg med noget, som giver dig ro i stedet for Vil du have medicin, som kan give dig ro? være så få personer om patienten som muligt ofte kan en kendt pårørende give patienten lidt ro nævne hvilken ugedag, måned og tid på dagen det er, så patienten kan orientere sig 4

5 Kliniske vejledninger undgå aktivitet i den tro at patienten skal køres træt - patientens hjerne er i forvejen træt og overbelastet lade patienten gå rundt med ledsagelse sørge for sikre og overskuelige omgivelser, eks rydde op på stuen, så der ikke står brugt service eller ting på gulvet, som patienten kan falde over skærme patienten fra ydre stimuli og fra at blive ydmyget i andres nærvær, eks kan det forværre et delir at skulle spise sammen med andre svag belysning om natten (altså IKKE mørke) Det kan være en meget krævende opgave at passe en patient i delir. Personalet kan føle sig magtesløs og udtrættet. Brug dine kollegaer. Nogle gange kan det være nødvendigt at en anden tager over. Pårørende inddrage og berolige de pårørende. vejlede de pårørende i, hvordan de bedst kan hjælpe patienten, eks ikke diskutere med patienten, skabe ro og overskuelighed (udlever pjecen om delir bilag 3) (1) forklare at delir ikke er sindssyge og at det kan behandles Medicinsk behandling: Det vigtigste led i behandlingen af delir er at være opmærksom på tilstanden og kunne diagnosticere den. Når diagnosen er stillet, er det af stor betydning at identificere eventuelle udløsende faktorer eller tilgrundliggende tilstande, der kan korrigeres eller elimineres. Man skal specielt være opmærksom på, om der gives medicin, der kan udløse delir, om dette kan seponeres eller reduceres i dosis. Delirøse patienter kan blive mere sløve og konfuse, når de behandles med sedativa, hvilket kan medføre en paradoks agitation, når den sedative effekt aftager. Man skal være opmærksom på, at smerter i sig selv kan forværre den delirøse tilstand, hvorfor man skal sikre sig, at patienten er sufficient smertedækket. Anbefalinger (1): Haloperidol, olanzapin eller risperidon bør anvendes til symptomatisk, farmakologisk behandling af delirium. Olanzapin eller risperidon bør overvejes som alternativ til haloperidol til patienter som behøver højdosis haloperidol (4,5 mg/døgn) i symptomatisk behandling af delirium eller til patienter som udvikler ekstrapyramidale symptomer Benzodiazepiner bør ikke anvendes til behandling af delirium 5

6 Der kan ikke opstilles anbefalinger om dosering af de forskellige farmaka, da der ikke er fundet studier, der sammenligner effekten på delirium ved forskellige doser af ovennævnte farmaka, men følgende foreslås: Tbl/inj haloperidol (serenase) Opstartsdosis 0,5 2 mg x 2-3 i døgnet Vedligeholdelsesdosis individuel men som udgangspunkt ikke over 4,5 mg/døgn Tbl olanzapin (zyprexa) Opstartsdosis 1,25-2,5 mg x1 i døgnet Vedligeholdelsesdosis 1,25-20 mg x1 Tbl risperidon (risperdal) Opstartsdosis 0,5mg x 2 i døgnet Vedligeholdelsesdosis 0,5-2 mg x 1-2 i døgnet Ved udtalte symptomer er det vores erfaring, at de foreslåede startdoser af haloperidol ikke er tilstrækkelige. I de inkluderede studier (1) varierer højeste dosis dog også fra 3-28 mg. Der kan derfor gives: Inj. Serenase 2,5 mg s.c. Hvis ingen effekt efter ½-1 time gives inj. Serenase 5 mg s.c. Hvis ingen effekt efter ½-1 time gives inj. Serenase 7,5 mg s.c. Hvis fortsat ingen effekt foretages fornyet lægefaglig vurdering. OBS for ekstrapyrimidale bivirkninger i form af rigiditet og tremor. Kvalitesmål: At patienter i begyndende delir identificeres og relevante tiltag og behandling iværksættes til lindring af tilstanden. At pårørende til patienter i delir modtager vejledning i hvad delir er, og hvad de kan gøre for at lindre tilstanden Kvalitesindikatorer: CAM anvendes til identifikation af delir ved allerførste mistanke om delir og til vurdering af udviklingen af deliret hos 80 % af patienterne. 95 % af det sundhedsfaglige personale er oplært i anvendelse af CAM. De nonfarmakologiske tiltag til forebyggelse og lindring af delir kan genfindes i den elektroniske patient-journal. Hos 95 % af de pateinter, som udvikler delir, har de pårørende fået udleveret delir-pjecen og er mundtligt informeret om tilstanden. 6

7 Kliniske vejledninger 95 % af de patienter, som har haft behov for farmakologisk behandling, er blevet behandlet med enten haloperidol eller olanzapin/risperidon. Litteratur/referencer: 1. DMCG-pal. Klinisk retningslinje om delirium. Godkendt den 15. juli Udarbejdet : februar 2014 Navn: Hanne Hedegaard, Marianne Hauge, Mogens Korsholm og Lotte Brøndum Dato for revidering: februar 2016 Godkendt Hospicechef Ansvarlig læge Afdelingssygeplejerske 7

8 Bilag 1 Udløsende årsager til delir D E L I R I U M ÅRSAG Drugs (Polyfarmaci), specielt opioider Erkendt fremskreden alvorlig sygdom Lavt Hgb / hypoxi Infektion (UVI, pneumoni) Retention (blære, tarm, ventrikel) Intracranielt tryk (metastaser, primær tumor) Underhydrering Metabolisk derangering HANDLING Gennemgang, evt. revidering af medicinark Være opmærksom på problemet som potentielt hos alle indlagte patienter Overveje blodtransfusion eller O2 Urinstix (udfør altid dette), temperaturmåling (at mærke på huden kan være tilstrækkeligt) KAD / SIK / udtømning / sonde Prednisolon Overveje væskeskema, væsketilførsel s.c. Overveje check af calcium, albumin, væsketal (kun hvor det er relevant) Kilde: 8

9 Bilag 2 Confusion Assessment Method (CAM) Kendetegn 1. Akut indsættende og fluktuerende forløb: Oplysninger om dette kendetegn fås normalt fra familie eller plejepersonale. Er der tegn på en akut ændring i patientens mentale tilstand i forhold til den habituelle? Varierer denne (abnorme) adfærd i løbet af døgnet, dvs. kommer og går den eller bliver den mere eller mindre alvorlig? Er der tegn på øget eller mindsket psykomotorisk aktivitet? Ikke tilstede Tilstede 2. Uopmærksomhed: Dette kendetegn viser sig ved et positivt svar på følgende spørgsmål: Har patienten svært ved at fastholde opmærksomhed, er let at distrahere, har svært ved at holde styr på det der blev sagt? 3. Uorganiseret tankegang: Dette kendetegn viser sig ved et positivt svar på følgende spørgsmål: Er patientens tankegang uorganiseret og usammenhængende med vrøvlende og irrelevant tale, uklare og ulogiske tanker eller uforudsigelig skift fra et emne til et andet? Har pt. forstyrret opfattelsesevne (eks. hallucinationer)? 4. Ændret bevidsthedsniveau: Dette kendetegn viser sig ved et positivt svar på følgende spørgsmål: Er patientens bevidsthedsniveau ændret, således at patienten er: På vagt (overopmærksom) Sløv (søvnig) Som i en døs (vanskeligt at få opmærksomhed) Ukontaktbar For at stille diagnosen Delirium skal kendetegn 1 og 2 og 3 eller 4 være tilstede Reference: kilde1 suppleret med psykomotorisk aktivitet og forstyrret opfattelsesevne 9

10 10