Bjørn Andersen. En undersøgelse af danskernes anvendelse af tiltalepronominerne du og De i og 2009

Transkript

1 Bjørn Andersen En undersøgelse af danskernes anvendelse af tiltalepronominerne du og De i og 2009 Specialeafhandling Institut for Nordiske Studier og sprogvidenskab Københavns Universitet 2011 Denne undersøgelse hviler på såvel velvilje og interesse fra respondenterne som på medvirken fra en række andre personer, over for hvem jeg er taknemlig. Uden deres assistance i indsamlingsarbejdet havde jeg ikke kunnet gennemføre projektet. En særlig tak skylder jeg min studiekammerat PhD Janus Spindler Møller for konkret hjælp og gode råd, hvad angår SPSS dataarbejdet. 1

2 Indhold Indledning 4 Relevans 4 Teori 5 Definition af høflighed 6 Nogle teorier 8 T-V modellen 8 Det præhistoriske du 8 Romerske kejsere og europæiske hoffer 9 Magtsemantikken 9 Den solidariske semantik 11 Den semantiske konflikt 12 Opsummering af T-V modellen 13 Semantik, socialstruktur og ideologi 14 Nuancerne 16 You og den engelske høflighed 16 Det nuancerede du 17 Martin Buber, Ich und du 18 Den høviske civilisationsproces 19 Hofsamfundet 19 Det borgerlige samfund 20 Høvisk adfærd 20 Processen 21 Styring af driftslivet 23 Den europæiske stat 24 Pragmatik 24 Austin, Searle 25 Grice, Leech 26 Habermas, Bühler 29 Ansigtet 30 Inspirationen fra Durkheim 30 Hverdagstraditionen 32 Goffmans dramaturgi 35 Positive og negative høflighedsstrategier 39 Opsummering af positiv og negativ høflighed 40 Etologien 40 Artens og gruppens overlevelse 41 Prægning 42 Aggressionen 42 Gruppefællesskabet. At hilse 43 Sproget, aberne 45 2

3 Hjørnetænder og høflighed 46 Høflighedens væsen. Min konklusion 47 Metode 49 Det etnografiske interview 50 Interviewteknikken 50 Vidnets troværdighed 51 Spørgeskemaet 52 Forskningsdesignet 53 Skemaerne 54 Spørgsmålene voksenskemaerne 56 Spørgsmålene ungdomsundersøgelsen 57 Spørgsmål og svar undersøgelsen og 2009 undersøgelsen 59 Bemærkninger 72 Ungdomsundersøgelsen 88 Bemærkninger 90 Analyse og kommentarer 96 Konklusion 120 Resumé 124 Abstract in English 127 Referencer 129 Folkelige bøger med anvisninger om skik og brug og gode manérer 140 Oversigt over bilag På grund af bilagenes omfang er det ikke muligt at vise dem her. 1. Udfyldte spørgeskemaer, den gamle undersøgelse 2. Udfyldte spørgeskemaer, voksne, den nye undersøgelse 3. Udfyldte spørgeskemaer, ungdomsundersøgelsen 4. Spørgeskemaerne uudfyldte og samtlige datakørsler 5. Rapporter fra gamle undersøgelse & nye interviews 6. Debatten, avisudklip om ekspressiv høflighed 7. Anvendelsen af du og De i spørgeskemaer og interviews foretaget af Danmarks Statistik 8. Gallup, Observa, Sonar og Rambøll m.fl april, flyveblad fra besættelsestiden 10. Eksempler på breve fra offentligheden og private virksomheder 11. Unge på kontanthjælp 3

4 Indledning Dette er en empirisk undersøgelse af danskernes anvendelse af tiltalepronominerne du og De i og 2009 med deltagelse af 780 informanter. Blandt oplevelserne i mit indsamlingsarbejde er følgende episode, der udspandt sig i 1995 i et antikvariat på Blågårds Plads på Nørrebro i København, hvor jeg ledte efter nogle bøger. Jeg sagde du til den ældre antikvar ud fra en fornemmelse af sprogtonen i kvarteret. Vi gik ned til reolerne i kælderen, og dernede svarede han mig pludselig med De, hvilket klart virkede som en bebrejdelse, og jeg tænkte, at jeg nok havde fornærmet ham. Da vi kom op i butikken igen, spurgte jeg ham, hvordan han foretrak, jeg skulle titulere ham. Samtidig begyndte jeg i hovedet at udfylde et spørgeskema. Han spurgte mig om årsagen til mit spørgsmål, og mens jeg forklarede ham om min undersøgelse, trak jeg blokken frem og begyndte at notere. Han var 63 år, havde studentereksamen og handelsuddannelse og havde haft antikvariatet i en menneskealder. Skemaet syntes lige til: Han foretrak De. Med ét standsede han og udbrød: Jeg er et udpræget dus-menneske.... Så måtte skemaet skrives om med modsat fortegn. Men hvorfor sagde du så De til mig nede i kælderen? spurgte jeg. Fordi du sagde De, replicerede han. Jamen jeg sagde jo du! Sådan hørte jeg det ikke, slog han venligt fast, mens han tastede beløbet ind i kasseapparatet. Relevans Det er betydningsfuldt, hvilket tiltalepronomen man vælger at benytte i en samtale. Pronominet er et vigtigt redskab, når man navigerer rundt i den sociale hverdag. Med sit valg foreslår man en kontrakt om arten af kommunikationen i dyaden. Aftalen drejer sig om at signalere intimitet eller distance, ligeværd eller dominans, ærbødighed eller foragt. Mere nuanceret drejer det sig om de to parters placering i forhold til hinanden i det officielle eller uofficielle hierarki, om det konkrete styrkeforhold mellem dem, om en eventuel gensidig tillid og om graden af nærhed i deres forhold. Samtidig bruges tiltaleformerne i et spil om opretholdelse af individets egen selvrespekt og hensynet til andres følelse af selvværd. I alle disse verbale positionsaftaler er tiltalepronominet betydningsfuldt. De anvendte tiltaleformer i et givet samfund er en vigtig indikator for de sociale relationer og den sociale struktur i det pågældende samfund. Adfærdsnormerne har også betydning i offentlighedsmodellen (Habermas 1961), såvel i samfundet (privatsfæren og den offentlige sfære) som i forbindelse med statens offentlige myndigheder. Valget af tiltalepronominer siger ikke alene noget om, hvordan vi betragter hinanden to og to på mikroplanet, men vidner også på makroplanet om, hvordan samfundet fungerer. Derfor er det sociolingvistisk meningsfuldt at diskutere brugen af tiltalepronominer. Anvendelsen af tiltalepronominerne er i konstant forandring. I kapitlet om teorier vil jeg redegøre dels for, hvad tiltaleformerne mere præcist er udtryk for, og hvilke adfærdsmønstre de 4

5 indikerer, dels for de historiske ændringer, der er sket i den europæiske kultur siden middelalderen. Danmark fulgte indtil for ca. 60 år siden tiltalemønstret i det øvrige kontinentale Europa. Muligvis fra slutningen af 1940'erne begyndte danskerne at fravælge De-formen. En gallupundersøgelse fra 1950 viste et lille flertal for, at du helt burde afløse De. I 1991 foretog Observa en undersøgelse, hvis resultat var, at 29 % mente, at De burde afskaffes helt. Analyseinstitutterne har igennem årene med uregelmæssige intervaller foretaget målinger, men undersøgelserne er blevet kritiseret bl.a. for forkert spørgsmålsformulering, som gør resultaterne usikre, hvilket jeg vil redegøre for. Danmarks Statistik har aldrig gennemført en undersøgelse om anvendelsen af De og du. Hvad var status for brugen af De og du i første halvdel af 1990'erne? Er der sket en ændring i danskernes brug af De og du i årene frem til i dag? I de seneste år har en mulig udvikling i brugen af tiltalepronominerne herhjemme kunnet medføre ændringer i kommunikationen, hvilket har kunnet betyde, at der (forskelligt fra individ til individ) har hersket tvivl om, hvilken tiltaleform man skulle vælge, og hvad den valgte tiltaleform mellem to mennesker står for. Har en sådan sprogforandring fundet sted, hvordan er den i givet fald blevet modtaget, og hvordan har den i givet fald påvirket den sociale hverdag i Danmark? Brugen af tiltaleformerne er et forslag til forhandling. Er tiltaleformen herhjemme en problematisk markør, der kan skabe forvirring i kommunikationen? De unge er vokset op uden særligt kendskab til De-formen. De møder den yderst sjældent i hverdagen. I skolen f.eks. har brugen af det reciprokke du været enerådende i næsten to generationer. Alligevel eksisterer De-formen stadig blandt unge i det danske samfund; den dukker af og til op, når en ung ekspedient i f.eks. et supermarked, på en tankstation eller i et stormagasin tiltaler en voksen (ældre) kunde. En registrering af de unges viden og indstilling er meningsfuld, først og fremmest fordi den kan sige noget om ungdommens holdning og aktuelle sprogbrug, men også fordi den måske kan give et fingerpeg om den fremtidige udvikling. Det er interessant at finde svar på disse spørgsmål, dels ud fra et videnskabeligt synspunkt, dels ud fra et samfundsmæssigt væsentlighedskriterium. Forskydningerne i tiltaleformen er en sprogændring, som borgerne tit møder, og som de er opmærksomme på. At det er en væsentlig sag for danskerne, illustreres bl.a. gennem en heftig debat i medierne, ikke mindst i avisernes læserbrevsspalter. Imidlertid er der aldrig tidligere foretaget nogen videnskabelig undersøgelse af denne sprogforandring og dens virkninger. Teori I teorikapitlet vil jeg - ud over at redegøre for sproghistorien og pragmatikken - argumentere for, at den overordnede kraft, som Durkheim og Goffman kalder gådefuld, og som ligger bag vores meget stærkt funderede bestræbelser på at undgå gensidigt ansigtstab, ikke er kulturbestemt, men derimod naturbestemt. Det gælder også det implicitte, psykolingvistiske fundament, som pragmatiske teoretikere som Grice (1989), Leech (1977) og Brown & Levinson (1978) (omtales udførligt i teorikapitlet) udgår fra, men som ingen af dem i øvrigt har beskæftiget sig med. Jeg mener, at vores selvopholdelsesdrift, og ikke moralbestemte eller religiøse regler, ligger til grund for høfligheden. 5

6 Til grund for mit synspunkt ligger en tværfaglig argumentation. Bl.a. i den sammenhæng er det nødvendigt her at se nærmere på begrebet høflighed, hvis betydning forkludres af, at det er et folkeligt udtryk (Grundy 2000:164). Høflighedskonceptet tilhører to traditioner. Den ene drejer sig først og fremmest om kurtoisi, etikette og gode manerer. Den anden drejer sig om pragmatik eller ansigtsredning, som udviklet i Brown & Levinson-modellen, der ikke nødvendigvis ser sproget som høfligt eller uhøfligt, men snarere i form af den grad, som taleren strategisk fjerner sig fra Grice s maximer for at redde sit eller andres ansigt. Definitionen af høflighed På det seneste er den folkelige common sense-form for høflighed blevet kendt som first order politeness, mens høflighed i dens sprogligt-tekniske betydning kaldes second order politeness. Watts (1992:92) skelner mellem individuel strategisk høflighed og en form for opførsel, der er konventionelt passende til den igangværende sociale aktivitet. House & Kasper (1981: ) prioriterer stærkt en first order politeness, der indikerer, hvad individerne faktisk gør for at markere, at de tilhører en bestemt gruppe. Watts (2003:1-24) diskuterer de uenigheder, som de to former for høflighed kan afstedkomme, når man skal definere de kriterier, der ligger til grund for høfligheden. I den folkelige version er man høflig, hvis man taler pænt, er hjælpsom og imødekommende, altid åbner døren for damerne og ved, på hvilken side af tallerkenen kniven skal ligge. Det drejer sig om, hvad man (magthaverne) mener, er socialt korrekt eller passende. Det anses i vores kulturkreds for uhøfligt at prutte, bøvse og pille sig i næsen, når man sidder til bords, ligesom man ikke må tage maden med fingrene, men det har ikke altid været sådan (Elias 1933). Fra bemærkninger, rapporter og interviews i undersøgelsen kan man danne en meget lang liste over, hvad der folkeligt anses for uhøfligt: Man bør præsentere en nyankommen, undgå at puste røg i hovedet på folk, undlade at synge med i salen ved en symfonikoncert, lade være med at passiare højt i kirken, ikke hoste og nyse uden at holde sig for munden etc. I den specifikke sprogbrug er der også definitionsproblemer: Nogle vil karakterisere høfligt sprog som det sprog, en person anvender i forsøget på ikke at være alt for direkte. Andre vil kalde det for snobberi. Watts kalder de varierende udlægninger af høflighed og uhøflighed i igangværende verbale interaktioner for folkelige udlægninger eller lægmands-udlægninger. Disse er helt klart ikke den samme art af høflighed, når de bruges som tekniske udtryk i sociolingvistiske teorier om social interaktion. Derfor forvirrer sprogforskerne tit lægmænd med deres opfattelse af høflighed. For at kunne sondre mellem hovedgrupperne af høflighed vil jeg benytte Watts' termer og kalde den folkelige opfattelse af høflighed for høflighed af første grad eller høflighed1, og den sociolingvistiske opfattelse for andengrads-høflighed eller høflighed2. Analyseinstituttet Rambøll foretog i januar 2011 en undersøgelse med eksempler på høflighed1, hvori alle spørgsmål, ud over et enkelt spørgsmål om brugen af du og De, drejer sig om håndtryk, høflighed i bussen m.m. Der er i de senere år udgivet et stort antal bøger med vrede udbrud og gode råd om, hvordan man skal opføre sig, hvis man ønsker at blive betragtet som dannet og høflig. I bøgerne (se sidst i Referencer under: Folkelige bøger med anvisninger om skikke og manerer), hvoraf de fleste står i gæld til Emma Gad (1918), kan man se mange ord for høflighed og dét at være høflig: Anstand, 6

7 anstændighed, beleven, chik, civilitet, dannelse, god debatkultur, elegant, galant, gelassen, gentil, gentlemanlike, honnet, høvisk, kurtoisi, kultur, levemåde, lødig, manerlighed, nobel, opdragelse, pli, politur, savoir-vivre, stilfuld, stueren, tækkelig, velopdragen, upolemisk, urban, ædel m.m. Pudsigt nok anvendes den folkelige opfattelse af høflighed mest negativt; man er indigneret og taler om uhøflighed. I sociolingvistikken anvender man ikke vendingen uhøflig. Man kan i sine ansigtsstrategier være positivt eller negativt høflig, og man kan operere høfligt på grundlag af pragmatikkens maximer, men man kan ikke være uhøflig. Der opereres i antropologien og sociolingvistikken desuden med fælleskategorien politisk høflighed (House og Casper 1981: ), der betegner den adfærd - sproglig, ikke-sproglig eller af anden art - som individerne finder frem til som den bedst egnede at bruge i en igangværende social interaktion. Termen er vigtig for mig, fordi jeg i min gennemgang og argumentation inddrager den antropologiske forskning, inden for hvilken man tit ikke kan skelne mellem høflighed1 og høflighed2. Jeg vil samtidig nævne, at min tværfaglige argumentation i teorikapitlet også omfatter etologi og palæontologi. Det er nærliggende at kritisere den nævnte skelnen mellem høflighed1 og høflighed2, ligesom det er sikkert, at teorier om høflighed ikke udelukkende drejer sig om ansigtsteorien (Watts 2003:117). Der er tale om en praktisk skelnen, som er nyttig i en empirisk undersøgelse som min. Jeg ser alene på danskernes ekspressive høflighed, som den kommer til udtryk i anvendelsen af tiltalepronominerne. Jeg betjener mig af spørgeskemaer og interviews og ikke af f.eks. samtaleobservationer og analyser. Det er undersøgelse af rapporteret verbal, oral og sproglig adfærd. Privat brevskrivning, som har undergået en spændende og vidtrækkende udvikling i de senere år på grund af internettet og mobiltelefonerne, nævnes af en række informanter, men er ikke omfattet af min undersøgelse. Ud over de spørgsmål, jeg har nævnt, ønsker jeg konkret at afklare følgende: Har danskerne en viden om eller fornemmelse af, hvornår og hvorfor de fleste af os forlod De-formen og begyndte kun at sige du til hinanden? Hvad var status for anvendelsen af det enerådende du i begyndelsen af 1990'erne, og hvordan tiltaler vi hinanden i dag? Hvordan har de forskellige socialgrupper oplevet overgangen til det dominerende du? Er De'et helt forsvundet? Lever autoritetstroen i befolkningen, og hvis den gør: Hvordan giver den sig udslag i tiltaleformerne? Var der i begyndelsen af 1990'erne en vis usikkerhed forbundet med danskernes valg af tiltaleform? I givet fald: Eksisterer usikkerheden fortsat? Hvordan var vores optræden over for den ældre del af befolkningen for 17 år siden - og i dag? Hvordan forholdt vi os dengang tiltalemæssigt til fremmedes indtræden i vores intimsfære - og hvorledes forholder vi os til den i dag? Og endelig: Er der et nyt De på vej? 7

8 Nogle teorier T-V modellen Roger Brown & Albert Gilman Hvad angår anvendelsen af tiltalepronominerne du og De, er Brown & Gilman (1960) skelsættende. Brown & Gilman afdækkede begrebet T-V (Tu og Vous/Vos), der er en international sprogvidenskabelig term, som på dansk står for du og De og på svensk for du og Ni. Brown & Gilman redegjorde for, hvorledes anvendelsen af pronominerne kan være udtryk for enten magt eller solidaritet. Begrebet blev senere mere udførligt behandlet i Brown (1970), hvori han derudover beskæftiger sig med høflighed i et etologisk perspektiv. Jeg tager i min gennemgang af modellen mit udgangspunkt i Brown (1970). Brown & Gilmans metode var indsamling (spørgeskemaer og mange mere indgående korrespondancer) og sammenfattende analyse af indsamlede data fra et meget omfattende netværk af akademiske informanter i Europa, det amerikanske kontinent og Asien, hovedsagelig Indien. Brown & Gilman argumenterede overbevisende for, at valget af tiltaleform er afhængigt af, om tiltaleforholdet styres af magt eller solidaritet og afhængig af de talendes kultur (de to ord herefter brugt uden citationstegn). En magtfuld person anvendte oprindeligt V og forventede T, men i 1200-tallet skiftede tiltalekulturen, således at folk anvendte T-formen til dem, de kendte, deres egne, mens de i tjenesteforhold sagde V til arbejdsgiveren og hans omgivelser. Samtidig blev såvel brugen af T som V reciprok. Disse regler kunne brydes, f.eks. når man ville tage afstand eller lige ud (mere eller mindre pænt) udtrykke sin mangel på respekt. Man kunne også spille på regelbrud, hvis man på en humoristisk måde ville sætte børnene på plads. Om end tiltalekulturen nu er en anden, finder en sådan leg med reglerne også sted i dag. T-V skal i dette system forstås som indikatorer på alle sprog, uafhængigt af de på de enkelte sprog anvendte ords oprindelige betydning. De er pronominale udtryk for eksplicitte eller implicitte indbyrdes aftaleforhold i sociale dyaders konflikter og løsninger på konflikterne. Det præhistoriske du Arten og graden af høflighed udtrykkes i europæisk sammenhæng med forskellige personlige pronominer eller pronomenlignende ord og bøjninger af disse, varierende fra sprog til sprog (med variationer endog inden for samme sprog, f.eks. fra europæisk spansk til latinamerikansk spansk og fra europæisk fransk til nordafrikansk og nordamerikansk fransk) - men mekanismen T-V ser ud til at være den samme: Der synes de fleste steder at være en tendens til at springe over i pronominalt flertal, når man vil eller skal være høflig og ærbødig. Interessant er det forhold, som let bliver overset, at man engang sagde du og kun du også i Europa. Det skyldtes ikke, at der dengang måske rådede mere demokratiske tilstande, men der fandtes simpelthen ikke noget sprogligt alternativ. Du brugtes til guddommen og til høj som lav, til kongen og slaven. Det var et gennemført enstrenget tiltalemønster, som vi kender det fra Bibelen. Det moderne hebraisk, ivrit, som tales i Israel, har kun én tiltaleform, nemlig du, der til gengæld 8

9 bøjes i han- og hunkøn. På arabisk har man ligeledes en enstrenget tiltaleform. Der gives i ivrit ingen pronominal mulighed hverken for at udtrykke hierarkisk nonreciprok eller solidarisk reciprok høflighed; i det israelske samfund er der desuden - i modsætning til den arabiske kultur - kun meget få muligheder for verbalt på nonpronominal vis at udtrykke afstand, ærbødighed og underdanighed (Hetzron 1987: Indl.). Romerske kejser og europæiske hoffer Den europæiske udvikling af to singulære tiltaleformer begynder med de latinske tu og vos. Før Romerrigets kejsertid var tiltaleformen enstrenget; man brugte det latinske entalspronomen tu (Panhuis1998: Indl.). Der hersker en del tvivl om tidspunktet for indførelsen af flertalsformen vos som en måde, hvorpå man kunne tiltale én person. Nogle mener, at det begyndte hos Cæsar; de fleste hælder til den anskuelse, at det først blev brugt ved henvendelse til kejseren i det fjerde århundrede e.kr. (Brown 1970:54). Der er også flere meninger om, hvorledes denne tiltaleform opstod. Den mest plausible forklaring er ifølge Brown denne: På det pågældende tidspunkt var der to regerende kejsere, men selv om de havde sæde i henholdsvis Konstantinopel og Rom, havde en nylig reform givet dem en fælles administration, hvilket betød, at en henvendelse til den ene kejser automatisk også var en henvendelse til den anden. Denne implicitte pluralitet kan have været årsagen til indførelsen af vos; brugen af tiltaleformen er sikkert blevet styrket af det faktum, at kejseren i sit embede er en pluralitet, han er summen af sit folk og taler på sit folks vegne. Flertals-tiltaleformen blev senere også brugt til gejstlige personer, f.eks. pave Gregorius I ( ). Kongelige siger somme tider vi, den såkaldte pluralis majestatis, hvor vi andre ville sige jeg. F.eks. står der i Lovtidende for april 2010 om lov om håndhævelse af udbudsregler: Vi Margrethe den Anden, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov... (min kursivering). Den romerske kejser talte ofte om sig selv som nos, og det ærbødige vos var et naturligt svar herpå. Dertil kommer det sproghistoriske fænomen, at flertalsformen er en udbredt metafor for magt; det er meget tænkeligt, at kejserens brug af vos også var inspireret af flertalsformens klang af herskervælde. Den latinske anvendelse af flertal i tiltalen til kejseren blev udbredt i Europa (Kongespejlet 1947:56-185), og flertalsformen kom efterhånden til at gælde alle henvendelser til personer med højere status, men det tog sin tid; det er først imellem 1100-tallet og 1400-tallet, man kan tale om en egentlig norm for nonreciprok magtsemantik. På fransk blev T til tu og V til vous, men ofte er superhøflige former blevet til almindeligt høflige former; på italiensk blev T til tu og V i første omgang til voi, der imidlertid erstattedes af Lei, engang anvendt til at udtrykke sjælden, helt specielt kurtoisi; Lei er nu den almindelige form for høflig henvendelse. På spansk blev T og V til henholdsvis tu og vos (senere usted). På tysk begyndte fraseringen af sondringen mellem fortrolighed og afstandtagen med du og Ihr; siden blev Ihr til først er og senere Sie; ingen ved med sikkerhed, hvad der skabte Sie-formen, men det er nærliggende at erindre, at flertalstiltale på mange sprog verden over giver prestige, og at Sie jo er så langt, man kan nå i flertal. Danskerne overtog Sie (De) fra tysk. I England, som jeg vil komme tilbage til, brugte man til at begynde med thou og ye, og senere erstattedes ye med you. 9

10 Magtsemantikken Ved magtsemantik forstår jeg den betydningsmængde, man lægger i oplevelsen af et magtforhold. Ved ordet magt (engelsk power) forstås i denne sammenhæng et forhold mellem mindst to personer, hvor den ene kan siges at have magt over den anden i den grad, han eller hun er i stand til at have kontrol med den andens adfærd. Magten er nonreciprok: Begge kan ikke besidde magten i det samme adfærdsområde. Magtsemantikken er på samme måde nonreciprok: Den overordnede siger T og modtager V igen. Der er mange afsæt for graden af magt: Tilskrevet status, erhvervet status, rigdom, alder, køn og institutionaliseret rolle inden for kirken, statsapparatet og hæren samt de herskende statusroller inden for familien. I middelalderens Europa sagde adelen T til almindelige folk og modtog V. Godsejeren sagde T til sine slaver, sine tjenere og sine bønder og fik V tilbage. I familien sagde forældrene T til børnene og fik V tilbage, uanset familiens sociale status i øvrigt. I Italien i 1400-tallet sagde skriftebørnene V til præsten, men blev selv tiltalt med T. I 1300-tallets religiøse litteratur, f.eks. hos 1300-tallets mest berømte franske krønikeskriver, Jean Froissart (Croenen 2009), siger Gud T til sine engle og modtager V fra dem; og videre ned ad den religiøse rangstige siger alle himmelske væsener T til mennesker, som til gengæld siger V til englene. I 1400-tallets italienske litteratur siger kristne T til tyrkere og jøder og modtager V fra de ikke-kristne. I alle skuespil af f.eks. Corneille, Racine og Shakespeare vil man finde, at notabiliteterne siger T til deres underordnede og modtager V. Forudsætningen for den nonreciprokke magtsemantik mellem den højerestående og den laverestående er givetvis et samfund, hvori hvert eneste individ har sin egen klart definerede plads i rangordenen. Det sociale hierarki i middelalderens Europa var imidlertid ikke i en sådan grad finstruktureret, at de styrkebaserede tiltaleforhold T og V alene var udtryk for magtrelationerne. Der fandtes også henvendelsesformer, som anvendtes af personer, der stort set stod på samme trin af rangstigen, altså folk inden for den samme klasse. I middelalderen og varierende tid derefter, afhængigt af land og kultur, sagde personer fra overklassen gensidigt V til hinanden, mens man i de lavere klasser brugte et gensidigt T. Denne praksis skyldtes, at det ærbødige V altid havde været benyttet i toppen af samfundet. I Romerriget var det kun de højest placerede personer, der havde lejlighed til at henvende sig til kejseren, hvorfor det til at begynde med alene var dem, der anvendte V i entalsbetydning. Spredningen igennem historien af denne tiltaleform foregik ved, at det ene hof efterlignede det andet, og at tiltaleformen fra hofferne sivede ned i de respektive samfund. På den måde endte tiltalemåden med at være et kendetegn for en mand eller kvinde med høj status. Til sidst blev den bevidste brug af det ærbødige V et distinkt udtryk for elegance. Der er i 1600-tallets franske drama og offentliggjorte korrespondancer mange eksempler på, hvorledes de adelige og bourgeoisiet altid henvendte sig til hinanden med et V, både når det drejede sig om mand og hustru, elskende par og forældre og børn, hvis børnene havde nået voksenalderen. Tjenerskab og bønder anvendte derimod altid T i deres indbyrdes samtaler. Denne nonreciprokke brug af T-V imellem personer af forskellig status fortsatte i mange århundreder på fransk, engelsk, italiensk, spansk og tysk i lighed med det mutuale, fælles gensidige, V og T imellem folk med stort set samme status. Men ganske langsomt meldte der sig et behov for en differentiering af måden, hvorpå man henvendte sig til en ligestillet. Det såkaldt 10

11 intime T og det formelle V opstod. Brown & Gilman kalder disse former for solidaritetssemantikken. Den solidariske semantik Mange forskellige egenskaber kan give en person en magtposition. Modtageren af V kan afvige fra modtageren af T, bl.a. hvad angår styrke, alder, rigdom, fødsel, køn eller profession. I almindelighed hænger V-formen sammen med de to personers forskelligheder. Ikke alle forskelle har nødvendigvis noget at gøre med magt; det betyder, at to mennesker kan bryde magtsemantikkens sociolingvistiske og sprogpsykologiske regler og - inden for rammerne af magtladede dimensioner - sige V til hinanden. Man kan være født i forskellige byer eller tilhøre forskellige familier med samme status, eller man kan gå på forskellige skoler, der er lige prominente; man kan også have professioner, der er lige respekterede. Reglerne for brugen af T og V imellem ligestillede, opstår ved, at magtsemantikken generaliseres. Forskellige magtpositioner afstedkommer et V i én retning i forholdet. Men Brown (1970:56) siger: Forskelle, der ikke har noget at gøre med magt, vil med tiden naturligt afstedkomme et gensidigt V. Relationer som ældre end -, forældre til -, arbejdsgiver for -, rigere end -, stærkere end - og højere i det adelige eller kirkelige hierarki end - er klassiske, umiddelbart forståeligt asymmetriske forhold: Hvis A er ældre end B, er B ikke ældre end A. Umiddelbart, epistemisk anså man dengang som nu også relationen mere magtfuld end for at være asymmetrisk, selv om det ikke altid er klart, om den ene person i grunden var eller er mere magtfuld end den anden. Efterhånden som V bredte sig, voksede imidlertid også antallet af tvivlstilfælde. Den statusbestemte, vertikale semantik er forholdsvis ukompliceret. Den solidariske semantik rummer derimod mange grader og former. Solidaritet omtales med termerne tæt eller fremmed, nær eller fjern, indegruppe versus udegruppe. Baggrunden for solidariteten spænder vidt, og et forhold bestemt af solidaritet kan være asymmetrisk: En part i en dyade kan f.eks. føle sig mere identisk med en fælles interesse end med den anden part. Dog synes solidariske relationer for det meste at være symmetriske, eftersom de er baseret på identiteter, ligheder og fælles erfaringer. Mens det verbale udtryk for magtforholdet er nonreciprokt, er det tilsvarende pronominelle udtryk for symmetriske forhold reciprokt, V-V og T-T. Solidaritetssemantikken, hvori T er pronominet, der står for intimitet, og V står for det formelle forhold, udvikledes som sagt ikke abrupt, men gradvis, men tendensen er klar, siger Brown (1970:58): Hvis de interagerende står hinanden nær eller ligefrem er på intim talefod, vil de uvægerlig begynde at udveksle mutuale, fælles gensidige T er og V er. Jo mere der derimod lægges vægt på forskellene mellem de interagerende, desto mere vil V blive anvendt. Flere kritikere af teorien har hævdet, at udviklingen sikkert har været mere kompliceret, end Brown & Gilman beskriver den. Så længe brugen af solidaritetssemantikken i Europa byggede på ligeværdig magt og forblev holdt på dette plan, levede det todimensionale system i god balance, og det holdt faktisk i en meget lang række år. Se figur 1a (Brown & Gilman). 1a: Lige og solidarisk T Højerestillet Ikke lige og ikke solidarisk V 11

12 <------> <------> Laverestillet Det var i denne lange periode med todimensional semantik, at T fastlagdes som et pronomen til brug for enten nedladenhed eller intimitet, og V defineredes som udtryk for enten ærbødighed eller formalitet. Solidaritetsdimensionen var potentielt anvendelig over for alle, der tiltaltes. Magtfulde højerestillede kunne være solidariske (forældre, ældre søskende). På samme måde kunne magtfulde laverestillede være solidariske såsom ledende familietjenere eller overtjenere på forskellige restauranter. Den semantiske konflikt Med samfundsudviklingen blev det todimensionale system imidlertid mere og mere presset og konfliktfyldt. Udstrækningen af den solidariske dimension langs den lodrette midterlinje på figur 1b skaber i alt seks kategorier af personer, defineret ved deres forhold til den talende. 1b: Højerestillet og solidarisk T ^ V ^ Højerestillet og ej solidarisk Ligestillet og solidarisk T < > Ligestillet og ej solidarisk V < > Laverestillet og solidarisk T v v V Laverestillet og ej solidarisk Det todimensionale system under pres, abstrakt illustreret i ovenstående figur, konkretiseres i figur 2a med eksempler på nogle dyader, hvor konflikten vil være mærkbar. I hvert tilfælde er tiltalen i én retning utvetydig, mens der i den modsatte retning er konflikt mellem de to semantiske kræfter. De første tre dyader i figur 2a rummer konflikt i henvendelsen til en laverestillet, som ikke er solidarisk (den nederste højre kategori i figur 1b). De næste tre dyader i figur 2a indebærer en konflikt i henvendelsen til en højerestillet, der er solidarisk (den øverste højre kategori i figur 1b). 2a: Kunde Officer Arbejdsgiver v TV ^ V v TV ^ V v TV ^ V Tjener Menig soldat Arbejdstager Forældre Herren i huset Ældre bror v T ^ TV v T ^ TV v T ^ TV Søn Den trofaste tjener Yngre bror Figur 2a: Den semantiske konflikt i den sociale dyade. 12

13 2b: Kunde Officer Arbejdsgiver v^ V v^ V v^ V Tjener Menig soldat Arbejdstager Forældre Herren i huset Ældre bror v^ T v^ T v^ T Søn Den trofaste tjener Yngre bror Figur 2b: Løsningen på den semantiske konflikt. Magtsemantikken dominerede som sagt meget længe, og til godt oppe i 1800-tallet blev tjenere, menige soldater og arbejdstagere tiltalt med T, mens forældre, husherrer og ældre brødre blev tiltalt med V. På dette tidspunkt begyndte man i dyader af den type, der er vist i figur 2a, at gøre både de pronominer, der udtrykker solidaritet, og de, der ikke udtrykker solidaritet, reciprokke. Uklarheden og spændingen i de konfliktfyldte tiltaleformer glattes ud, henvendelserne gøres utvetydige. Resultatet er et simpelt endimensionalt system med et reciprokt T, der står for solidariteten, og et ikke-reciprokt V for det modsatte. Det bliver almindeligt at genfortolke ladede karakteristika og vende dem til noget symmetrisk solidarisk. Relationer som ældre end -, far til -, mere fin end - og rigere end - bliver i konversationen trængt bort af på alder med -, fra den samme familie som -, af samme herkomst som - osv. I takt med, at disse præfererede forhold verificeres, styrkes muligheden for et mutualt T, og i takt med, at de ikke holder, styrkes til gengæld muligheden for et mutualt V. Initiativet til at foreslå det reciprokke T skal komme fra den person i dyaden, der har den største ret til at sige T uden gensidighed. Forslaget skal i reglen komme fra den ældre, fra den rigere, fra arbejdsgiveren, adelsmanden og - interessant nok - snarere fra kvinden end fra manden i et forhold. Af og til hænder det, at en person kortvarigt vender tilbage til den lodrette semantik og anvender enten T eller V nonreciprokt. Det kan ske i nedsættende øjemed eller for spøg, afhængig af situationen. F.eks. kan man for at sætte sig i respekt pludselig bruge et afstandtagende og respektkrævende De. Dog virker knebet - den divergerende talehandling - af gode grund kun, hvis det aktuelle samfunds tiltalenormer er internaliserede i modtageren, som samtidig må have et forhold til tidligere tiders talemåde. En lignende leg med tiltaleformerne kan man opleve i skuespil og digtekunst helt tilbage til middelalderen. Herhjemme ses et sådant sprogspil bl.a. i Charlotta Dorthea Biehls komedie Den listige Optrækkerske (Biehl 1773, anden akt). I Skandinavien og Island blev det reciprokke T i midten og sidste halvdel af 1900-tallet almindeligt på bekostning af det reciprokke V. 13

14 Opsummering af T-V modellen De internationale symboler T og V står, i hvert fald i europæisk sammenhæng, for tiltalepronominer, idet T svarer til dansk du, og V svarer til dansk De (i ældre dansk: I, Jer, titel, ærbødighedsfraser og Han, der med tiden blev et nedladende T). Forholdet mellem to personer, den psykosociale aftale, udtrykkes verbalt igennem det ene af to semantiske systemer: magtsemantikken og solidaritetssemantikken. I det asymmetriske samfund er den lodrette tiltaleform i magtforholdet nonreciprok, den nederste siger V til den øverste, og får T tilbage. Der hersker verbal reciprocitet mellem ligestillede: V de adelige imellem og T imellem undersåtterne. Senere medfører T imellem ligestillede solidaritet og et mutualt T. Et V medfører for ikke-ligestillede ligeledes solidaritet og et mutualt V. Magt og solidaritet kommer derefter i konflikt. Trods al tale om ligeværd sejrer det asymmetriske forhold oftest, og kunden siger T til tjeneren, men får V tilbage. I den intime familiesfære burde der herske et mutualt T, men magtsemantikken vinder, og børnene siger V til forældrene, der tiltaler børnene med et T. I midten af 1900-tallet vinder solidaritetsnormen og bliver den dominerende semantik. Det mutuale T og V bliver det almindelige, og nonreciprocitet en sjældenhed. Kunden bruger V til den ikke- solidariske tjener og får V tilbage. I familien siger alle T til hinanden. Samtidig bliver det almindeligt mellem to personer at skifte fra V til T, når man lærer hinanden godt at kende, idet initiativet tages af den i dyaden, der har den største magt i dette ords videste betydning. Man kan indvende, at ovenstående model med dens mange faser ikke er aktuel i Danmark i dag, hvor vi uden alvorlige problemer praktisk taget alle sammen siger du til hinanden. Imidlertid kan man naturligvis ikke beskæftige sig med høflighed på dansk uden et tilbageblik i et diakronisk perspektiv, da hele den skitserede sproglige udvikling implicit eller eksplicit er til stede i vores aktuelle hjemlige tiltaleformer. Semantik, socialstruktur og ideologi Konflikten mellem de to normer, der styrede brugen af T og V, var en del af en kulturel forandring. Men den løsning, udviklingen frembragte, nemlig at undertrykke statusnormen, er ikke den eneste tænkelige. Man kunne have taget flere forskellige skridt, men en indlysende løsning kunne have været simpelthen at undertrykke statusnormen. Hvorfor skete det ikke? For at forklare solidaritetsnormens triumf må man undersøge de mange semantiske og socialpsykologiske sammenhænge i sprogenes forandringsproces. Mere åbne og mindre klassedelte samfund præget af stadig større befolkningsmobilitet nedbrød gradvis statusnormens dominans. Den nonreciprokke magtsemantik hænger indlysende sammen med det relativt statiske samfund. Mange steder skred udviklingen stille frem, andre steder gik det hedt til. I Frankrig herskede den nonreciprokke magtsemantik helt frem til revolutionen, som står for et af verdenshistoriens stærkeste eksempler på forsøg på sprogstyring. Revolutionskomiteen forbød ved dekret brugen af vous og beordrede et universelt, reciprokt tu. Der er et par eksempler på eksekverede dødsdomme for bevidste og gentagne overtrædelser af 14

15 denne lov. I en berømt tale i Pariserkommunen forklarede borger Malbec i 1793 parlamentsmedlemmerne, hvorfor vous var så forfærdeligt et ord, at det burde udryddes (Brunot 1937:691). Forklaringen var, at vous havde været den gamle overklasses foretrukne pronomen. Imidlertid blegnede broderskabsånden i revolutionens sidste år, og de vitterlige statusforskelle kom atter til udtryk gennem brugen af det franske sprog. Man vendte aldrig tilbage til fordums magtsemantik, men indhentede så at sige de øvrige europæiske lande i den kommunikative udvikling, dog præget af en reaktionsbølge mod revolutionens diktatoriske sproglige dekreter. Vous blev på en ny måde comme il faut. I generationer har man f.eks. ikke brudt sig om at sige tu til tjeneren på restauranten, men har foretrukket et vous, der altså var og er et mutualt V. I den franske hær, hvor officererne altid havde sagt tu til den menige og fik et vous tilbage, gik man umiddelbart efter anden verdenskrig over til et reciprokt vous. Helt indtil midten af 1950'erne var det imidlertid i de franske besiddelser i Afrika almindeligt, at europæerne sagde T til afrikanerne og forlangte et V tilbage. Et notat i 1957 fra den franske minister for afrikanske anliggender ændrede denne praksis i den officielle sprogbrug, og det racistiske element i tiltaleformerne forsvandt fuldstændigt i løbet af et par år (Brown 1970:64). I en anden revolution, den russiske, gik det anderledes end i Frankrig. Igennem hele den sovjetiske diktaturstats levetid bevaredes det gamle tiltalesystem uændret. Det russiske sprogområde er, ligesom de fleste andre europæiske lande, præget af fransk med hensyn til de personlige pronominer. Man har et du-de-system, der er fuldstændig kalkeret efter det franske. Det er andenperson, henholdsvis singularis og pluralis. I modsætning til dansk, som har De, altså tredjeperson pluralis efter tysk model, har russerne taget den franske model med du og I, som man også havde en overgang på dansk. Jens Nørgård-Sørensen (2009) oplyser: Den eneste ændring i forbindelse med revolutionen var, at man skulle sige kammerat, hvilket voldte idelige problemer især for kvinder, idet ordet kammerat kun er maskulinum. Eksempel: I Kammerat Krupskaja står et maskulinum og femininum substantiv ved siden af hinanden i apposition; når man skal bøje det i kasus - russisk har 6 kasus - skulle man sætte maskulinums endelse og femininums endelse på efternavnet. Så langt så godt. Problemet kom, når et adjektiv skulle kongruere med denne kombination. Normalt skulle det være femininum, for når man referer til en kvinde, dominerer det trods alt, men der var vaklen ved disse kongruerende former! Kammerat blev afskaffet i 1991, og nu fortsætter det tidligere tiltalesystem fra før og under sovjettiden. At man - med mindre russiske tilpasninger - som en selvfølgelighed holder fast ved dette franskbaserede tiltalesystem, vidner for mig ideologisk om Ruslands vesteuropæiske forankring. Som i det øvrige Europa vinder T et frem i Rusland, dog kun blandt familiemedlemmer, gode kolleger og lignende. Hverken Mussolini, Franco eller Hitler drømte om, at deres strålende fremtidsmodeller og sociale samfundsomvæltninger også skulle omfatte nye og moderne omgangsformer og 15

16 tiltalenormer. I ingen af de tre lande gjordes det mindste forsøg på at ændre bourgeoisiets regelsæt i tråd med de nye ideer og tanker. Man befattede sig ganske enkelt ikke med dette spørgsmål. I Det Tredje Riges sprog nævner f.eks. Klemperer (1946) overhovedet ikke tiltaleformerne. Den herskende borgerlige høflighedssemantik fik i nazismens Tyskland ligefrem et kraftigt løft; bl.a. kom skikken med küss-die-hand til højerestående damer atter på mode (Kloft & Hamann 2003). Selv da alting var brudt sammen, gik folk rundt i laser og pjalter blandt storbyernes ruiner og talte til hinanden med et mutualt Sie, og et du alene til familiemedlemmer og venner, som man havde duttet med (Hvidtfeldt 1995: Kap.4, 5 & 6). Der var dog en enkelt undtagelse fra brugen af Sie: Det tyske folk var dus med Hitler, som de kristne er dus med Gud. Eksempelvis hed det i omkvædet på en berømt slagsang: "Fører, vi følger dig!" Nuancerne De uhyre komplicerede forhold mellem mennesker i en dyade rummer naturligvis meget mere, også på det verbale plan, end der kan dækkes af de her anvendte begreber. Brown (1970:152) betoner selv, at en model, som meget bredt strukturelt søger at beskrive en sproghistorisk udvikling og opstille en model, i sit skematiske overblik nødvendigvis må savne de nuancer, der i høj grad præger det sociale liv, og som også er vigtige for forståelsen af tiltaleformernes funktion. Den intime kommunikative verden er naturligvis ikke sort-hvid, der gives ikke et rent T og et rent V. Men bortset fra, at sådanne nuancer er stadigt sværere at fremdrage, desto længere man går tilbage i tiden, har det slet ikke været Brown & Gilmans ærinde at beskæftige sig med disse detaljer. Modellen er ikke blevet mindre unuanceret ved, at jeg har sammendraget den. Derfor skal det betones, at jeg lægger vægt på de mange nuancer i f.eks. det danske du og De, og jeg vil senere på forskellig vis diskutere disse schatteringer. I første omgang vil jeg i korthed se på det nuancerede V igennem udviklingen af det engelske you, og dernæst vil jeg kort beskæftige mig med T-du begrebet. You og den engelske høflighed Engelsk er et førende internationalt sprog, og engelsk har i tiden efter anden verdenskrig sat visse spor i dansk. Efter 1945 vendte vi det tyske sprog ryggen; tidligere sagde vi f.eks. back-fisch; siden efterkrigstiden har vi sagt teenager. Det er et åbent spørgsmål, om danskernes overgang fra det reciprokke du-du og De-De til et alt dominerende reciprokt du til dels skyldes danskernes betagelse i efterkrigstiden af det engelske you, som de opfattede som et pronomen, der skulle forstås som det danske du. You er imidlertid historisk set et nuanceret De. Udviklingen af det engelske tiltalepronomen i andenperson har været en kompliceret proces og er genstand for mange teorier og meget lingvistisk litteratur. Oprindeligt var rollerne for thou og you i det engelske sprog meget klare uden muligheder for misforståelser vedrørende deres anvendelse. Thou blev brugt, når man tiltalte én person, you når man tiltalte flere. I 1200-tallet begyndte man imidlertid i overklassen at anvende you på en anden måde. Med dens dominerende stilling bestemte den også den sproglige udvikling og indførte det nye franske tiltalesystem T-V. Thou blev anvendt til at vise intimitet og solidaritet, mens you-formen stod for magt og status. Imidlertid vandt brugen af det formelle entals-you ikke særligt meget frem; thou var det pronomen, der langt hyppigere anvendtes af 1200-tallets skribenter (Graddol m.fl. 2007:10-25). 16

17 You dukker op i høvisk sammenhæng i særlige tilfælde for at udtrykke estime for de kongelige og i øvrigt blandt adelen, når en laverestillet vil stå i et godt lys hos en højerestillet; you kan ses i særlige breve fra fader til søn, og når en kvinde henvender sig til sin mand. Den almindelige tiltaleform er thou; forældre fortsætter med at sige thou til deres børn, man siger thou til Gud og Jomfru Maria, og kongen siger thou til sine omgivelser ved hoffet og får thou tilbage. I 1400-tallet fremstår det formelle 2. persons pronomen you som et entals pronomen på linje med entals pronominet thou; you bliver styrket, og der hersker nu ikke længere den mindste tvivl om, at dette pronomen skal anvendes i enhver asymmetrisk dyade, lige fra undersåt og konge til tjener og herre og barn og forældre. Man bemærker i øvrigt, at de to pronominer - som sprogforskeren Byrne (1937:65-70) påpeger - kan bytte rolle, f.eks. således, at en person, der ønsker at fornærme sin samtalepartner kan svare med et thou, selv om det var forventet, at han sagde you. I 1500-tallet er anvendelsen af de to andenpersons pronominer klart defineret: you er kendemærket for overklassemanerer og betragtes som fint og høfligt (Kytö & Walker 2006:30-40). Thou derimod er udtryk for arbejdsklassens værdier og ses som groft. Det følger derfor, at man skal anvende thou med forsigtighed. Siden øges anvendelsen af you. Den store religiøse bevægelse, kvækerne, var uden tvivl en del af årsagen hertil (de reagerede imod den almindelige nedladende attitude hos overklassen). Men ifølge Leith (1977, 1983 og Graddol m.fl. 2007:45) er hovedårsagen fremkomsten af den nye magtfulde middelklasse i de voksende byer. I 1600-tallets bykultur var de sociale relationer ikke længere fastlåste og synlige. Man var ofte usikker på, om det var en person med højere, lavere eller den samme status som en selv, man stod overfor. Da man ikke ville løbe nogen risiko ved at benytte en forkert - og måske fornærmende - tiltaleform, blev det mere og mere almindeligt at sige you. Til sidst blev you det fine De, det altdominerende entalspronomen. Der er enkelte steder, specielt i det nordligste England, hvor man stadig kan høre thou, men ellers er you, ligesom i amerikansk-engelsk, som bekendt den eneste tiltaleform, hvorved pronominet i sig selv ikke længere er fint ; det er hverken T eller V. Det er imidlertid en vigtig pointe, at de sociale rangforhold, magt- og solidaritetsordenen, høflighedsritualerne, bevidstheden om ærbødighed kontra nedladenhed etc. ikke dermed er forsvundet ud af det engelske samfund. Der er mange høflighedsmarkører i moderne engelske sprog. Det nuancerede du Det fælles, reciprokke T er man i almindelighed - og også i Brown & Gilmans model og overvejelser - tilbøjelig til at efterlade i en sociolingvistisk restgruppe, hvori T bare er T, uden at indholdet af det mutuale pronomen gøres til genstand for mere indgående overvejelser over dets kompleksitet. Galberg Jacobsen (1973) skriver bl.a.: Grunden til du'ets fremmarch skal søges i de positive værdiforestillinger der er knyttet til ordet du. Det er jo en udbredt opfattelse at du er et uhøjtideligt, fortroligt, demokratisk lige-ud-adlandevejen-ord, og det må være på grund af disse positive biklange ved ordet at så mange sprogbrugere foretrækker du frem for De. 17

18 De positive klange ved du er imidlertid kun til stede i kraft af modsætningen til de negative værdiforestillinger der er knyttet til De (som jo i almindeligt omdømme går for at være et stift, formelt, lidt aristokratisk tre-skridt-fra-livet-ord), og biklangene er altså i den grad afhængige af De ets eksistens at de ikke vil kunne bevares i et system hvor du er det enerådende tiltalestedord. Man må således forudse at du ets præg af fortrolighed, demokrati osv. vil blive mindre og mindre fremtrædende i takt med at De trænges tilbage, og at dette præg vil være forsvundet den dag De ikke længere bruges. Spørgsmålet om du og De drejer sig altså ikke bare om at fjerne ét ord og bruge et andet i stedet, men det er snarere et spørgsmål om at lade begge de eksisterende tiltaleord erstatte af et tredje. At vi så af praktiske grunde vil vælge at skrive og udtale dette ny tiltaleord du [du], må man prøve at se bort fra; for det vil under alle omstændigheder være et helt andet du end det vi kender i dag. Anne Knudsen siger bl.a.: Med vort du har vi løjet og lyver til stadighed om statusforskellene. De er der jo stadig. Det er bare blevet sværere at regne ud, hvem der er pedellen, og hvem der er rektor på stedet, for nu hedder de kun Ole og Jens. Sagen er jo, at man fortsat er nødt til at vide det! Det kan ikke nytte noget, at man tager fejl. Derfor er det blevet esoterisk viden at holde rede på, hvem der er placeret hvor i samfundshierarkiet. Martin Buber, Ich und Du På et sprogfilosofisk plan har nogle funderet over, hvad et du egentlig står for, og hvad det måske ikke står for. Martin Buber (1964) beskriver de to grundlæggende forhold: Jeg-Du og Jeg-Det. Han var hele sit liv optaget af spørgsmålet om guds eksistens og vores forhold til en guddom. Troen på en gud er bevidst til stede; hvis der er tale om et Jeg-Du-forhold derimod ikke, såfremt relationen til gud er Jeg-Det (hvis man alene omtaler gud ). Han mener, i lighed med flere andre moderne filosoffer, bl.a. Durkheim, at ethvert menneske bevidst eller ubevidst nødvendigvis må tro enten på Gud eller på afguder. For Buber (og Durkheim) var dette spørgsmål nøje knyttet til relationen mellem mennesker. Buber er ikke lingvist (eller sociolingvist) og beskæftiger sig f.eks. ikke med begrebet ansigt ; Buber diskuterer på filosofisk grundlag Jeg-Det og Jeg-Du som middelbare og umiddelbare forhold mellem mennesker. Buber karakteriserer f.eks. en ægte betagelse af en kunstners værk som et Jeg-Du-forhold. Af særlig interesse i nærværende sammenhæng er imidlertid, at han sætter spørgsmålstegn ved, om Jeg-Du forholdet mellem mennesker altid består i fuld gensidighed: Er det ikke som alt andet menneskeligt prisgivet en begrænsning i kraft af vor utilstrækkelighed og desuden underlagt en begrænsning i kraft af indre love for vort liv med hinanden? (1964:133). Buber blotlægger kompleksiteten og de mange modsætninger og konflikter i Jeg-Du-forholdet og nævner eksempler på relationer, der vel er af Jeg-Du art, men som alligevel ikke kan udfolde sig til fuld gensidighed. For at belyse sin tankegang gennemgår han indlysende asymmetriske forhold som mellem den ægte opdrager og hans elev og mellem psykoterapeuten og hans patient, idet 18

19 pointen er mutualitetens generelle vanskeligheder eller umuligheder. Ved filosofisk at problematisere du-forholdet, bliver han også interessant i en sociolingvistisk og sprogpsykologisk diskussion af brugen af tiltaleformen du. Den høviske civilisationsproces Norbert Elias Det moderne, borgerlige, europæisk-kulturelle samfunds opståen og udvikling har på en række måder beskæftiget Elias og mange andre fremtrædende sociologer (Elias 1933, eng.udg. 1994; jeg har læst den tyske udgave 1981). Motivet for denne sociologiske forskning er, at en erkendelse af dannelsesprincipperne vil gøre det lettere at forstå den sociale verdens måde at fungere på og måske give os et fingerpeg om den fremtidige udvikling. Elias tager sit udgangspunkt dels hos Marx materialisme for at forklare udviklingens og et sæt af sociale relationers frembringelse af en bestemt personlighedsstruktur, dels hos Weber, der så staten som organiseret omkring et monopol på voldsmidlerne (Weber 1904:10-23). Weber har med sit hovedværk skabt forståelse for fremkomsten af den vestlige kapitalisme og dennes selvmodsigelser: Lystbetonet forbrugersamfund kombineret med protestantisk arbejdsetik. Det er især hans påvisning af sammenhængen mellem et protestantisk nøjsomhedsideal og den for kapitalismen nødvendige akkumulation af kapital, der har haft betydning for senere socialvidenskabelige arbejder. Samtidig udbyggede Elias Freuds ideer om den fremvoksende civilisations virkninger på det psykiske liv. Hofsamfundet Elias (1933:3-33) undersøger de vestlige samfunds udvikling fra middelalderen og fremefter. Han pointerer, at valget af begyndelsestidspunktet for så vidt er arbitrært, og at udviklingen naturligvis ikke begyndte på dette tidspunkt, der stadig var præget af det romerske riges sammenbrud. Det er selve dynamikken i udviklingen, Elias undersøger. Han pointerer også, at han ikke leder efter egenarter hos de enkelte nationer, men er interesseret i den overordnede helhed. Han ser udviklingen i et nyt og for mange af hans kolleger meget overraskende perspektiv. I sådanne undersøgelser gik man sædvanligvis frem efter en liste af begreber, der fastholder særlige former for sociale enheder eller kollektive størrelser; listen omfatter f.eks. byen, fabrikken, klostret, staten, bureaukratiske eller patrimonielle organisationer, feudale eller kapitalistiske strukturer, familien, protestantismen, borgerskabet og arbejderklassen. Elias satte fokus på hofsamfundet, die höfische Gesellschaft. Aristokratiet og de hoffer, der opstod og udbyggedes fra og med middelalderen, betragtes blandt forskere som forældede former for åbenlyst og ødselt forbrug og som fænomener, der var dømt til at gå til grunde, og som forsvandt ved overgangen til det borgerlige samfund. Elias hævder derimod, at hofsamfundet var en historisk betydningsfuld, social organisationsform, der var vigtig for det borgerlige samfund, som efterfulgte det. Alene ordene høflig og høvisk, som jo har rod i hof 19

20 (jævnfør kurtoisi), og som blev brugt og bruges i den borgerlige verden, vidner om, at hofferne var en model for borgerne i udviklingen af civilisationen (Elias 1981:9). Det borgerlige samfund Det er en tosidet sag: På den ene side blev borgerskabets moral udviklet i opposition til de livsformer og den moral, der var fremherskende ved hofferne (adskillelsen af det offentlige og det private, økonomisk rationalitet og fremhævelsen af arbejdet som det centrale i tilværelsen). På den anden side konstaterede Elias, at mange træk netop ved hofsamfundets sociale relationer lever videre i det borgerlige samfund. Vores høflighedsbegreber, opfattelsen af dannelse, vores sociale spil, hvori det gælder om at give et falsk udseende, snyde og samtidig helst udstille modparten, snobberiet, den evige iagttagelse af sig selv og de andre, intrigerne, udstillingen af intimiteten, når dette menes at gavne prestigen, prangende forbrug for at prale (i virkeligheden i dybeste modsætning til den borgerlige kernemoral), betydningen af facaden osv. Forståelse af hofsamfundet kaster lys over mange aspekter ved de moderne relationer i vores professioneltborgerlige og urbant-industrielle samfund, hvor vi tror, at vi har ladet hoffets verden endeligt bag os. I de større og mindre byer i 1700-tallets europæiske samfund efterabede man hoffet. Det borgerlige byggede videre på hoffets særlige adfærdsform og psykiske struktur, en bestemt habitus, selv da den lagde afstand til den. F.eks. udgør udbygningen af de franske kongers og deres adelige vasallers familier til større hofsamfund et vigtigt fundament for nutidens psykiske struktur og sociale relationer. Hofsamfundets rationalitet er en forløber og et grundlag for den borgerlige rationalitet, forstået som en balance mellem kortfristede ønsker og emotionelle behov på den ene side og mere langsigtede konsekvenser på den anden. Jo mere vægt der lægges på de langsigtede konsekvenser, jo mere kan adfærden betragtes som rationel. Både hos hoffet og det borgerlige ser man en overvægt af langsigtede realitetsorienterede overvejelser. Men for borgerskabet spiller kalkulationen af økonomiske gevinster og tab den afgørende rolle (midlerne til at udøve magt afhænger af erhvervelsen af økonomisk kapital); i hofsamfundet afhænger magten derimod af erhvervelsen af symbolsk kapital, status og prestige, hvilket oven i købet kan medføre finansielle tab. I hofsamfundet var individets eksistens og identitet i bund og grund repræsentative; de bestod på den måde, hvorpå man udstillede sin position og status for alle og enhver, yderst konkurrencepræget. Når noget blev fastslået som sandt, var dets konsekvenser sande, derfor var de stridigheder, der knyttede sig til repræsentationer af position, status og prestige, omdrejningspunktet for alle sociale relationer. Høvisk adfærd Det vigtigste for den sociale identitet var reglerne for etikette og høvisk adfærd. Etikettens ritualer både anskueliggjorde individets position og var de redskaber, som individet skulle bruge for at opnå og håndtere positionen. Reguleringen af følelser var et centralt element i denne håndtering, og vinder blev den, der mest effektivt var i stand til at kontrollere sine følelser. Man gennemtvang en nøje afstemt adfærd over for andre mennesker. Og dette betød igen, at der ikke var nogen egentlig adskillelse mellem offentligt og privat liv; et hofmenneskes offentlige stilling afhang i høj grad af alle aspekter af relationerne til andre, ikke blot af adfærd begrænset til et endnu ikke 20