1.lønnet praktikopgave Udarbejdet af: Nethe Poulsen Pv07-150, Hold G

Transkript

1 Fokus på de søde små 1. Lønnet praktik Nethe Mia Poulsen Pv07-150, Hold G Praktiksted: Børnehuset Rudolf Praktikvejleder: Mette Petersen Periode: 1. Feb Juli 08 København Socialpædagogiske Seminarium Praktikansvarlig: Marie Luise Ellehøj Normalsideantal: ord 4122 = 13 sider Dato for aflevering: 21. juli

2 Indholdsfortegnelse 1. Indledning side Problemformulering og problemformulering side Afgrænsning side Metode og fremgangsmåde side Børnehuset Rudolf side 4 2. Nonverbal kommunikation side Barnets nonverbale kommunikation side Pædagogens nonverbale kommunikation side 7 3. Episoder fra dagligdagen side Episode 1 side Analyse side Episode 2 side Analyse side 9 4. Diskussion side Hvad kendetegner en god rollemodel? side Konklusion side 12 2

3 7. Litteraturliste side Indledning Mit emne i denne praktikperiode er kommunikation og eftersom jeg er kommet i praktik i en vuggestue, har jeg valgt at skrive min opgave om den nonverbale kommunikation. Det er en kommunikationsform som bruges i vuggestuer, men også blandt mennesker hver dag, hele tiden. For selvom vi ikke tænker over det, så bruger vi faktisk en stor del at vores kommunikation gennem øjenkontakt og kropssprog. Interessen for den nonverbale kommunikation er vokset indenfor både forsknings- og medieverden de seneste år og det skyldes, at forskere har fundet ud af, at spædbørn har flere medfødte kompetencer end først antaget og, hvordan kan vi så hjælpe med at udvikle disse ressourcer? Her spiller den nonverbale kommunikation ind og fokuset på denne kommunikationsform kommer også i høj grad pga. tv-udsendelsen man kunne følge på tv2, der hedder: Er du mors lille dreng? En udsendelsen, som rystede Danmark og kort handlede om nogle ukompetente forældre, der manglede at give deres nyfødte barn omsorg, trivsel samt øjenkontakt og derfor søgte barnet indad, hvilken ender med, at barnet blev mental skadet. Den offentlige debat gik på om tvangsfjernelsen af drengen skete for sent og folk blev virkelig klar over, hvor stor betydning omsorg, trivsel og den nonverbale kommunikation betyder for et spædbarn og i det hele taget for et barns opvækst og mangel på disse kan have alvorlige konsekvenser. 1.1 Problemstilling og Problemformulering Min første problemstilling er, hvor stor en betydning har den nonverbale kommunikation for de vuggestue børn, som jeg arbejder sammen med dagligt. Men for at danne teori til praksis, vil jeg også prøve at finde ud af, hvordan jeg formidler min viden omkring emnet så det kan bruges i praksis. Derudover har jeg opdaget, hvor meget fokus der er på mig når jeg er sammen med 3

4 alle disse børn og det fik mig til at tænke på hvor vigtigt det må være for dem, at jeg er en god rollemodel, eftersom jeg er en ud af tre/fire voksne, som observerer fem gange ugentlig i seks til otte timer dagligt. Min problemformulering lyder derfor følgende: Hvor stor betydning har den nonverbale kommunikation, når man arbejder med nul til toårige børn? Hvordan bruger jeg den nonverbale kommunikation i praksis, og hvad kræves der af mig som kommende pædagog for at blive en god rollemodel? 1.2 Afgrænsning Da jeg skulle til at skrive opgaven følte jeg straks, at det var den nonverbale kommunikation, som skulle være mit udgangspunkt, da det bliver brugt så meget og også er indlysende, når kommunikation er vores overordnet emne. Da jeg begyndte at læse teori fandt jeg hurtig ud af, at der er meget andet som jeg måtte afskrive, da opgaven så ville blive for bred. Det var f.eks., hvordan barnet udvikler jeget og sin egen selvværd. 1.3 Metode og fremgangsmåde Jeg har valgt at skaffe mig viden omkring emnet gennem teoribøger, men også i gennem mine egne iagttagelser og observationer på min praktikplads. Derved kan jeg af eller bekræfte teorierne med egne øjne og bedre få nogen ahaoplevelser. Dette føles som en god metode for mig, så en blanding af faglig litteratur og observationer vil derfor være grundstene i min opgave. I mit afsnit om nonverbal kommunikation har jeg taget udgangspunkt i Daniel Sterns teorier, min egen nyerfarede erfaringer og min praktiklærers mange års viden på dette felt. Mit afsnit om at være en god rollemodel bygger hovedsagligt på egne og min praktikvejleders meninger om dette emne, men også mine kollegaer på Børnehuset Rudolf har delt deres meninger med mig, hvilken gav mig flere forskellige 4

5 synsvinkler. Min konklusion er svaret på min problemformulering, samt et samlet overblik over min opgave, om hvordan det er gået med at skaffe viden om dette emne, samt hvad jeg ellers har lært af mit praktikforløb på Børnehuset Rudolf Børnehuset Rudolf Min praktik plads hedder Børnehuset Rudolf og det er en integreret institution med to småbørnsgrupper samt tre familiegrupper. Børnehuset Rudolf har fire værdier, som de prioriterer meget højt i deres daglige arbejde: Selvværd, hensyntagen til andre, selvstændighed og tolerance. Derudover foregår alt arbejde i Børnehuset Rudolf efter Københavns Kommunes overordnede grundværdier, der bygger på fire principper: Respekt, tillid, ligeværdighed og dialog. Jeg er kommet i en af vuggestuegrupperne, der hedder Solstrålerne, som er tilknyttet 12 børn i alderen nul til to år. På Solstrålerne er det vigtigt at være nærværende og opmærksom på barnets behov samt inspirere til barnets næste udviklingszone og her siges, at barnet først ikke kan, så med støtte og derefter selv. Derfor går vi meget op i at lade børnene gøre de ting som de selv kan, ikke hjælpe for meget, men udfordre dem dagligt til at lære ting selv og det vil i sidste ende styrke deres selvværd. Opbyggelsen af barnets selvværd er vigtig for barnets udvikling, men dagligdagen i huset er også bygget på faste rammer og rutiner som både gør det lettere at holde styr på 12 børn, men handler også om trivsel og om at få en overskuelig dagligdag op at køre for både børnene og personalet. 2. Nonverbal kommunikation At kommunikere er livsvigtigt for alle mennesker. Hvis man aldrig har kommunikeret med andre mennesker er det umuligt at blive et dannet menneske. At kommunikere og skabe relationer er midlerne til at udvikle sin egen personlighed, sine sociale kompetencer og sin identitet. Selvom vuggestuebørn ikke har udviklet et verbal sprog, så er kommunikation lige så vigtig for dem, som det er for alle andre mennesker. Derfor bruges den nonverbale kommunikation, hvor kroppen, øjnene og mimikken er 5

6 kommunikationsformen. Grunden til, at det er lige så vigtigt (hvis ikke vigtigere) at kommunikere med børn som med voksne er, at børn også har brug for at blive bekræftet, føle omsorg, vide at der er nogen omkring sig, som elsker dem, blive opdraget, lære, udforske, undersøge, med en viden om, at der er nogen lige bag dem til at hjælpe. Hvis den nonverbale kommunikation ikke findes i hjemmet, ligesom i programmet: Er du mors lille dreng?, kan det have fatale konsekvenser. Børn, som ikke bliver set af nogen, bliver diffuse både for sig selv og for andre. Talenter og egenskaber, som ingen ser og bekræfter, får svært ved at udvikles og vokse. Det kompetente barn er afhængigt af samspillet med andre for at kunne udvikle sin kompetence fuldt ud 1 Dette citat fra Daniel Stern taler for sig selv. Børn skal ses og høres. Jeg vil nu fokusere på at beskrive barnets måde at kommunikere på. Det er ikke noget barnet bare kan, det er noget der læres hen af vejen Barnet nonverbale kommunikation Når små børn kommunikere er det gennem øjenkontakt, mimik og kropssprog. Jeg vil komme ind på alle disse kommunikationsformer, da de alle er vigtige og bliver brugt flittigt af børn fra nul til to år. At skabe øjenkontakt og se hinanden i øjnene er måske den vigtigste kontaktform der findes. Grunden til at øjenkontakten er så vigtig skyldes ifølge Daniel Stern, at barnet siden spæd har været dragende af øjnene, fordi de er levende og intense. At have øjenkontakt med et andet menneske er noget helt særligt. At se ind i øjne, der ser tilbage i ens, minder ikke om noget andet, man kan opleve med et andet menneske. Man synes at mærke og følge den andens psykiske liv. 2 1 side 20 : At blive sig selv 2 side 59: Et spædbarns dagbog 6

7 Som helt spædbarn handler det intense samspil gennem øjnene om at fordybe sig. Kommunikationsformen vil være spillet af udtryk i ansigtet og ændringerne i åndedrættet. Lidt efter lidt begynder barnet at spejle sig i den voksne. Her er det ansigtets mimik som bliver spændende. Ansigtet får forskellig form når man smiler, ser sur ud, bedrøvet og andre grimasser. Barnet har brug for et ansigt som er levende, hvis man giver et udtryksløs ansigt vil barnet reagere stærkt negativt. Barnet vil se sig omkring. Smilet dør hen, det får rynker i panden og prøver gentagende gange at sætte liv i den voksen igen ved at smile, gestikulere og kalde. Hvis det ikke lykkes for barnet, vender det sig til sidst væk og ser en anelse ulykkelig og forvirret ud skriver, Daniel Stern. Gentagelser af denne type kan blive farligt for barnet, da det til sidst kan vende indad og undgå socialisering. Når man kommer ind på kropssprog er der nogle tydelige tegn med arme og hænder, der gør, at man ved hvordan de har det i en given situation. Når barnet har begge hænder i luften foran den voksne betyder det, at de gerne vil op. Hvis man bliver hævet i og barnet peger på noget de ikke selv kan bære eller nå, er det højst sandsynligt noget de gerne vil have, at man henter til dem. Når de løfter en fladhånd op i lodret højde, kan det for eksempel være, at nogen er kommet for tæt på, de siger et stop og nu er du ved at gå over min grænse. Der findes mange andre fagter, som illustrerer barnets ønsker og lyst. I bogen Hvad tænker mit barn 3 er der tre eksempler på typiske tanker og følelser, som barnet viderebringer: Jeg kan gøre det: Når barnet bevæger sig væk fra dig og jamrer, mens det forsøger at løse en vanskelig udfordring, så understrege, at det er selvstændig. Jeg føler mig frustreret: Det er frustration, der får barnet til at græde og kaste legetøjet på gulvet. Barnet udløser spændinger gennem gestus med arme, ben og hænder. Jeg ved, at du skal være min ven: Når et barn i tumlealderen vil være ven med et andet barn, bevæger det sig hen ved siden af det og stirre det andet barn glad ind i ansigt. 3 side 130: Hvad tænker mit barn? 7

8 Her var et lille udpluk om barnets kommunikation. Men da barnet lærer at os, så er det yderst vigtigt, at vi får vist barnet, hvad vi mener og får opdraget dem på en god, lærerig måde, med udgangspunkt i den nonverbale kommunikationsform 2.2 Pædagogens nonverbale kommunikation Som pædagog i en vuggestue handler det først om at forstå, hvordan børnene tænker. Dette gør man ved at iagttage deres normale daglige rutiner. Ved at være opmærksom på deres lyde og ansigtsudtryk samt sammenholde dem med de handlinger, man gør for at berolige dem, vil man blive overrasket over hvor hurtig man kommer til at kunne læse deres kropssprog. Det samme gælder barnets gråd. Efter noget tid vil man også kunne skelne mellem grådens betydning f.eks. om barnet er træt, er barnet kræsen eller har barnet slået sig og har brug for omsorg. Nogen gange kan det dog være svært at læse et barns behov og det kan føles som en ren gættekonkurrence. Som vuggestuepædagog bruges arme og sommetider ben meget. Når et barn slår ud efter en anden, er det smart at tage hånden imellem for at demonstrere, at det må man ikke. Når barnet skal sove, hjælper det tit at give kærtegn i form af at holde i hånd, eller lidt nus på kinden eller ryg for at barnet bliver rolig og afslappet. Når et barn falder, slår sig, bliver ramt eller andre pludselige hændelser sker er det pædagogens reaktion på dette, der vægter stort i forhold til, hvordan barnet vil reagere. Hvis man siger op igen og ikke viser de store følelser, hvis barnet ikke fik nogen besynderlig skade, vil barnet også i de fleste tilfælde rejse sig og lege videre. Hvis man reagerer følsomt og trøsttingsfuld, vil barnet græde for at få den ekstra opmærksomhed. Gentagende gange vil barnet ende med at gøre sig mindre end det er, da det ikke har lært at stå på egne ben og klare hverdagens udfordringer på egen hånd. Derfor skal man sørge for at børnene er så selvhjælpende som muligt, da det også giver dem et større selvværd at kunne overvinde situationer selv. Der findes mange andre tricks og ideer til at opdrage vuggestuebørnene med fokus på at udvikle deres kompetencer og gøre dem klar til deres næste udviklingsfase, men en anden ting som også er vigtig i arbejdet med vuggestuebørn er at sætte ord på alle de genstande som børnene kommer i besiddelse af. Grunden til dette er, at børn lærer af 8

9 gentagelser og selvom de måske ikke selv kan sige ordet først, så vil de til sidst kunne forstå ordets betydning og så skal de inden vuggestuens slutning helst have lært de grundlæggende ord, såsom nej, ja, hej, mad, vand og stol. Da børn udvikles forskelligt, kan læring af ord være meget forskellig fra barn til barn. 3. Episoder fra hverdagen (Alle navnene er opdigtet) 3.1 Episode 1 Jeg sidder i en sofa og Nicoline på ca. halvandet år kommer hen og viser med sin finger og kropssprog at hun gerne vil op og sidde i sofaen også. Nicoline ville ikke selv kunne komme op i sofaen fra gulvet, da hendes ben er for korte, så jeg peger på den lille dukkeseng som står ved siden af sofaen. Nicoline fanger den med det samme, og klatre først op i dukkesengen og derfra kan hun komme op i sofaen. Jeg råber Jaaa Nicoline er glad og gør dette nummer tre gange igen Analyse Grunden til, at jeg ikke hjælper Nicoline op i sofaen, som ville være indbydende nemt, er fordi jeg så frarøver hende muligheden for selv at overvinde situationer, hvor hun selv kunne gøre det. Dukkesengen som stod klods op af sofaen har hun være oppe i mange gange så jeg vidste, at hun sagtens kunne klare det. Derfra skulle hun bare over armlænet og så var hun oppe i sofaen. Hun fangede straks, hvad jeg mente da jeg først pegede på dukkesengen og derefter sofaen og det var dejligt, at vi forstod hinanden via den nonverbale kommunikation. Det tog lidt tid for hende at få det første ben op over armlænet og hun klynkede lidt over det og håbede at jeg ville hjælpe hende, men jeg forgav mig passiv og det lykkes også for hende på egen hånd at komme over. Da råbte jeg ja, for at illustrere overfor hende, at hun klarede sit mål helt sig selv. Hun blev rigtig glad og dette styrkede helt sikkert hendes selvværd og selvtillid til at kunne og pga. begejstring tog hun samme tur 3 gange igen. Sikke en dejlig oplevelse for hende, men ikke mindst for mig. 9

10 3.2 Episode 2 Lasse på ca. halvandet år sidder inde i stuen og leger. Han er vild med en stor bil, men eftersom den er meget populær, er de andre børn også glade for den. Så det vare ikke længe før Mathias kommer hen for at tage den fra Lasse. Lasse begynder med det samme at klynke og prøver at holde fast i bilen. Det samme gør Mathias, som er lidt yngre end Lasse. Mathias ser til syneladet ud til at more sig lidt over at kæmpe lidt. Det gør Lasse ikke og begynder at græde samt kigger over på mig, med et blik som man ikke kan tage fejl af, det er et kom og hjælp mig, han prøver at tage mit legetøj blik. Men jeg siger til ham, at han skal holde fast og jeg bliver siddende uden at hjælpe ham. Til sidst bliver det for meget for Lasse, han slipper sit greb og kravler grædende over til mig. Han vil op og trøstes og jeg kan ikke lade vær med at tage ham op og trøste ham samt fortælle ham at han må lære at være lidt mere stædig. Lasse bliver ved med at græde og stopper først, da jeg tager bilen op til ham og giver ham det. Mathias var hurtig blevet træt af bilen, da der ikke var noget spændende ved den længere og så lå den alene på gulvet igen. Lasse begynder igen at lege med den, lidt betuttet, men så kommer Ronnie forbi og vil lege med den også og så kommer balladen igen Analyse Hele episoden omkring Lasse handler om, at vi på stuen har lagt mærke til at Lasse ofte gør sig mindre end han er. Hver gang der sker en uretfærdig handling vender han sig mod os og håber på, at vi kommer og hjælper ham. Derfor var jeg passiv, da Mathias kom og ville have legetøjet. Han blev nødt til at kæmpe lidt og vise stædighed og vilje. I denne episode gav han op og kravlede hen til mig og jeg syntes, at det var svært at se passivt på, da hans gråd virkelig påvirkede mig, man vil jo altid gerne hjælpe et grædende barn. Men jeg ved godt, at det ikke var et jeg har brug for trøst og omsorg 10

11 skrål, men et kom og hjælp mig, der er en der tager mit legetøj skrål. Derfor blev jeg på min plads og prøvede at give ham et blik om at kæmpe videre, men det kan godt være han ikke lige fangede den. Da jeg tager ham op til sidst, er han helt færdig efter de mange minutters græderi og der synes jeg, at det er okay at trøste ham. Han var virkelig ude af den og, hvis jeg havde lukket af for ham der også, tror jeg ikke, at han ville tillid til os en anden gang. Ligesom teorien fra Daniel Stern, hvor man ikke må have et udtryksløst ansigt overfor barnet, da det bliver fortvivlet og ked af det og kan ende med at søge ind ad. Jeg tror ikke, at Lasse vil søge indad over, at jeg ikke ville have trøstet ham, men det gav alligevel nogle tanker omkring, hvor selvhjælpende vi skal gøre barnet, og hvornår det er for meget og for lidt? Dette kan man læse mere om i min diskussion, men i bund og grund handler det om at Lasse bliver nødt til at takle nogle ting selv, for det går ikke at han som ældre begynder at græde og kigge sig om efter voksne, der kommer til udsætning, hvis der sker noget uretfærdigt. 4. Diskussion I min diskussion vil jeg gerne tage min analyse fra episode 2 op igen. For jeg begyndte at tvivle lidt på hvor meget vi som pædagoger skal hjælpe børnene og hvor selvhjælpende vi vil have børnene. Jeg kan sagtens se, hvorfor vi vil have børnene til at blive selvhjulpende, men hvor går grænsen. Hvis et barn har tudet i en halv time, fordi barnet ikke føler, at det kan komme op på stolen, selvom man så det skete sidste uge og hjælper dem op på stolen alligevel. Er det at give op? Hvis et barn næsten har grædt øjnene ud fordi det ikke vil have den kedelige rugbrødsmad, giver man så efter og giver frugten som også er i madkassen eller lader man barnet gå sulten fra spisebordet eller konkludere man så, at barnet ikke er sulten alligevel? Alle disse dilemmaer opstår hver dag og der er der ikke noget dissideret svar på dem. Jeg tror, at man må følge sin egen overbevisning og handle ud fra den. Ingen personer er ens og derfor vil alle pædagoger også handle forskelligt, men det vigtigste er vel, at man indvendigt føler, at det var den rigtige beslutning. Mere kan man vel ikke gøre? Hvis der sker de samme problematikker med et barn i en 11

12 længere periode bør man, overveje sine handlinger en ekstra gang, måske er der metoder der er bedre at bruge? Det er vigtigt, at man som pædagog reflekterer over egen praksis og takle udfordringerne som de kommer med ens bedste intentioner og erfaringer, for at blive så god en pædagog som muligt. Dette leder mig hen til næste afsnit som handler om pædagogens funktion som rollemodel for det lille barn. 5. Hvad kendetegner en god rollemodel? For at blive betragtet som en god rollemodel er der en del egenskaber og kvaliteter man skal besidde, de fleste egenskaber er nogle grundlæggende værdier, som kommer indefra. De mere praktiske kvaliteter i arbejdet med vuggestuebørn er noget man kan lære hen af vejen. At være forstående, anerkendende, nærværende, empatisk og rummende er nogle af de vigtigste egenskaber som man skal besidde for at være en god rollemodel overfor børn. Derudover skal man kunne skabe en tryg, beskyttende og rummelig atmosfære omkring sig samt være inkluderende i sit arbejde. At give omsorg, trøste og opdrage med henblik på etiske og moralske principper er også nogle vigtige forudsætninger for at være en god pædagog og rollemodel samt skabe gode tillidsfulde relationer for og med det enkle barn. Udover de indre værdier skal en god rollemodel også kunne lede, tage ansvar, og have evnen til at skabe gode rammer samt grænser overfor børnene. At aktivere børnene til leg og inspirere dem til deres næste udviklings zone er yderst vigtigt. Desuden er en god rollemodel også en barnet ser op til og lærer af. Det hjælper f.eks. ikke at be barnet om at sidde ordentlig og spise og så selv sidde og fjolle ved bordet dagen efter. Så bliver barnet forvirret. Disse kvaliteter og egenskaber forudsætter en god pædagog og rollemodel. Det er kvaliteter som alle pædagoger burde besidde eller stræbe efter, der findes også mange andre værdier, der gør et menneske til en god rollemodel, men her var nogle af de grundlæggende og mest betydningsfulde, i mine øjne, efter mit praktik forløb på Solstrålerne i Børnehuset Rudolf. 12

13 6. Konklusion Jeg kan nu konkludere på baggrund af min opgave, at den nonverbale kommunikation har en kæmpe betydning i arbejdet med nul til to årige børn. Gennem min praktikperiode har jeg fundet ud af, at barnet har sin egen individualitet og personlighed, sandsynligvis allerede fra sin mors mave, derfor er pædagogens job ikke at forme en personlighed, men opdage, møde og bekræfte det unikke barn samt udvikle og stimulere barnets ressourcer og kompetencer ved hjælp af den nonverbale kommunikation. Derfor er den nonverbal kommunikation meget vigtig og den hjælper os med at møde barnet, lære barnet at kende og hjælper det med sin udvikling. I mine to episode beskrivelser giver jeg et billede af, at jeg har lært at bruge den nonverbale kommunikation i praksis. Jeg bruger mine øjne og krop samt tænker langsigtet med hensyn til barnets udvikling. Jeg føler, at jobbet som vuggestuepædagog er spændende, da man har et stort ansvar og det er et job som hele tiden er i udvikling. Der kræves utrolig meget for at være en god vuggestuepædagog og derfor tager jeg hatten af for de pædagoger, der arbejder inde for dette felt. Man skal hele tiden tænke på, hvert enkel barns udvikling og forbedring, man skal have en hel dagligdag til at hænge sammen, hvor alting ikke altid gør det af sig selv. Man arbejder intens med alle børnene, så de når at udvikle sig passende til at komme i familiegruppen og så kommer der nye børn igen og man kan starte helt forfra. Fantastisk stykke arbejde. Til sidst skal man altid tænke på sin egen rolle omkring børnene, da vi er rollemodeller for disse børn. Afsnittet om at være en god rollemodel er også en del af svaret på hvad jeg har lært i min praktik periode. Jeg er glad for at have fået denne erfaring, da jeg har fundet ud af, hvilken pædagog jeg gerne vil være for, og så er det dejligt at vide en masse om nonverbal kommunikation, da det er grundstene for al kommunikation. 13

14 I min søgen efter litteratur om nonverbal kommunikation blev jeg overrasket over hvor lidt der fandtes. Jeg har ikke kunne finde en masse teoretiker, der hver kom med deres udsagn om emnet, så jeg har måtte holde mig til Daniel Sterns teorier. Heldigvis har jeg været meget enig i hans teorier og blevet klogere på barnet via hans bog At blive sig selv, som jeg gerne vil anbefale alle pædagoger, der skal arbejde med børn. Ellers har det været en spændende opgave at lave, det har til tider været svært ikke at bibringe noget om barnets udvikling, da den nonverbale kommunikation fremmer barnet udvikling og derfor hører det lidt sammen. Så der har været en masse jeg måtte slette igen, da jeg måtte konkludere, at jeg kom lidt for langt ud i forhold til min problemstilling. 7. Litteraturliste Stern, Daniel: Et spædbarns dagbog, Hans Reitzels Forlag, 2002 Stern, Daniel: At blive sig selv, Hans Reitzels Forlag, 1.Udgave, 8. oplag, 1998 Ward, Dr. Sally: Babysprog, Aschehoug Dansk Forlag, 2000 Woolfson, Richard: Hvad tænker mit barn? Paludan Forlag, Godkendt af: Mette Petersen Nethe Poulsen praktikvejleder 14