Vedrørende universitets-evalueringen

Transkript

1 Rektor for Aarhus Universitet Lauritz B. Holm-Nielsen Rektoratet, Administrationen Ndr. Ringgade Århus C Vedrørende universitets-evalueringen Psykologisk Institut Det Psykologiske Studienævn Dato: sn@psy.au.dk Afs. CVR-nr.: Side 1/1 Studienævnet ved Psykologisk Institut, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, ønsker hermed at ytre sig vedrørende universitetsevalueringen indkaldt af Rektor i brev af 14. januar Dette brev vil følge strukturen i rektors indkaldelse, som følger fem emner vedtaget i folketingsbeslutningen Universitetssammenlægningerne Aarhus Universitet har været for hurtigt til at gribe Forskningsministeriets udmelding om sammenlægning, praktisk taget uden anden argumentation end kvantitet, dvs. at Aarhus Universitet nu dækker hele Danmark. Fusionerne og erfaringerne med disse vurderes her set fra Institut- og SAM-niveau. Den del af fusionen, der er relevant for os, var sammenlægningen med Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Fusionen kan i forbindelse med dette karakteriseres med følgende stikord: Forhastet, fagligt utilstrækkeligt begrundet samt en ensidig top-down beslutningsproces. For det første blev en hurtig høringsrunde med vores tilbagemelding overhørt (bl.a. at DPU-skole ikke matchede forskningsniveauet på AU og derfor ikke var en attraktiv partner), hvilket understøttede en opfattelse af, at fusionen reelt allerede var besluttet. For det andet afstedkom fusionen en voldsom stigning i den centrale administrations udgifter, som bl.a. blev hentet via SAM fra de interne institutbudgetter. For det tredje blev alle institutter ved et efterfølgende SAM fusionsseminar direkte pålagt at finde relevante samarbejdspartnere med de nye kolleger; et pålæg som, forlød det, kom oppefra. Hvis vi ikke selv gjorde noget, ville det blive gjort for os. Dette er et indgreb i den enkelte forskers og forskergruppes suveræne ret til i forskningsfrihedens navn selv at vælge sine relevante samarbejdsparter i ind- og udland. Hvilket fører over til næste punkt evalueringen af medbestemmelsen. Psykologisk Institut Aarhus Universitet Jens Chr. Skous Vej Århus C Tlf.: Fax: psykologi@au.dk

2 Side 2/2 2. Medbestemmelse Universitetsloven af 2003 indebar en revolution, hvad angår medbestemmelse: Denne blev alvorligt beskåret for VIP er, TAP er, Phd-studerende samt studerende. Et tillidsmandssystem, strategiske institutråd, akademiske fakultetsråd og diverse studenterråd opstod i stedet; personer og forsamlinger der i bedste fald kun er rådgivende i forhold til lederne. Vi fik nogle snakkeklubber bestående af individer, der kun repræsenterer sig selv, ikke deres instituts medarbejdere. Samtidig er antallet af medarbejder- og studenterrepræsentanter i universitetsbestyrelsen beskedent. Konklusion: På alle universitetsniveauer er de ansattes mulighed for indflydelse reelt afskaffet. Beslutninger tages af ledelseshierarkiet, der herefter sendes top-down ned i systemet. Det er relativt nemt at bestemme og gennemføre beslutninger; men dette er ikke det samme som at lede. Uheldige og direkte forkerte eller ødelæggende tiltag ville kunne bremses eller ændres i en mere åben demokratisk forhandlingskultur. Men i dag er situationen sådan, at de, der skal føre beslutningerne ud i livet, har meget beskedne muligheder for at kommunikere opad i systemet. Forsøg herpå, hvilket på dette institut er en stærkt fællesdelt oplevelse, fører ikke til forandring. De studerende har helt den samme erfaring. I en tid, hvor man oppefra har udmeldt målsætningen for som uddannelse i verdensklasse, har det været umuligt for de studerendes valgte repræsentanter på Psykologisk Institut - efter afsendelse af brev stilet til rektor - at komme i kontakt med rektor mhp at stille spørgsmål og diskutere ovenfra skabte problemer på uddannelsen, f.eks. et meroptag på 30 studerende med samme undervisningsstab forårsaget af universitetsinterne stærkt stigende udgifter skabt af fusionen, rektors ledelsespulje, lokaleleje, samt den øverste administrations udbygning. Penge der tages af SAMs budget og dermed også fra de enkelte institutter. Denne manglende demokratiske proces har vakt både vrede og frustration blandt de valgte studenter-repræsentanter. Ledelsessystemet udbygges i disse år markant; det er et omkostningstungt system, hvilket ses i markante stigninger til diverse administrative ledelsespuljer og -stillinger, alt imens fag og institutter mangler penge. Manglende medbestemmelse betyder, at sådanne beslutninger uhindret kan tages, hvor ledere ansætter ledere, uden blik for helheden på universitetet. Den forskellige værdisætning af ledere og forskere fremgår f.eks. også af, at ledere som følge af universitetsloven af 2003 blev bedre lønnede end professorer. Professorer, lektorer og andre videnskabelige kolleger arbejder i stigende grad på gulvet som ansatte i en privatlignende koncernvirksomhed med faste årlige produktivitetsmål samt bureaukratiserende kvalitetssikring - en new speak eufemisme for stigende kontrol og detaljestyring af medarbejderne. International forskning viser, at regelstyring hæmmer fastholdelse og udvikling af den enkelte forskers ekstraordinære evner, som fører til virkelig original og banebrydende forskning (se: Moran, S & Gardner, H: Extraordinary Achievements: A Developmental and Systems Analysis, 2006). Hertil kommer, at de videnskabeligt set mest succesrige lande har været karakteriseret ved en relativ flad universitetsstruktur.

3 Side 3/3 En markant revision af loven må til, hvor universitets medarbejdergrupper ikke blot sikres repræsentation i de allerede eksisterende råd; men udstyres med beslutningskompetence, der muliggør reel medbestemmelse på fremtidens universitet. Forskernes medbestemmelse må tilbage i institutionernes ledelsesfora på alle niveauer. 3. Den frie akademiske debat Et nyligt eksempel: En sagkyndig lektor fra Aarhus Universitet ytrede sig faglig kritisk om Cheminova, hvilket medførte en alvorlig irettesættelse fra institutlederen. Denne knægtelse af forskeres ytringsfrihed understreger nogle nye problemer i forbindelse med en type ledelseskultur stammende fra sektorforskningsinstitutter, en konsekvens af fusionen understøttet af universitetslovens udstrakte magtbeføjelser til ledere. Til gengæld har rektor klart og utvetydigt offentligt garanteret forskernes udstrakte akademiske ytringsfrihed, en særdeles vigtig handling. Rektors udmelding viser dog også, at der hersker tvivl om ytringsfriheden, da der ellers ingen grund er til at understrege den. 4. Forskningsfriheden Universitetsloven af 2003 har i princippet afskaffet den enkelt forskers frihed til at forske i selvbestemte emner. Dette fremgår af paragraf 17, stykke 2 i loven, som handler om institutlederens såkaldte instruktionsbeføjelse, hvor lederen har fået magt til at pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver. Forskningsfrihedens principielle afskaffelse fremgår utvetydigt af denne formulering i loven: I den tid, hvor de videnskabelige medarbejdere ikke er pålagt sådanne opgaver, forsker de frit inden for universitets forskningsstrategiske rammer (citat slut). Forskningsfriheden er således determineret af, at der ikke er andre opgaver, som pålægges den enkelte. At dette kan og sikkert vil blive forvaltet med lempelse de fleste steder forandrer ikke, at forskningsfriheden principielt er afskaffet. Tilbageføring af forskningsfriheden til den enkelte forsker nødvendiggør som det første skridt at fjerne paragraf 17, stykke 2 i universitetsloven af Forskningsministeren har i flere sammenhænge fremhævet, at retten til forskningsfriheden er formuleret i universitetsloven og således eksisterer, samtidig med at han kræver beviser for det modsatte forskningsministerens lig-påbordet argument. For det første er det juridisk fastslået, at retten til forskningsfrihed reelt ingen betydning har, når det kommer til retsbeskyttelsen i enkeltsager. Danmark er blandt de lavest placerede i den vestlige verden, hvad angår den lovmæssige beskyttelse af forskningsfriheden (se: Karran. T. Higher Education, 2007, 20: ). For det andet har en omtalt sag fra DTU vist, at en institutleder ved at beordre en forsker så megen undervisning (i øvrigt uden for forskerens kompetenceområde), at det reelt kun gav mulighed for at forske efter arbejdstid. Forskeren endte med at måtte forlade sin stilling. Reelt har en forsker kun forskningsfrihed, så længe det passer institutlederen. Problemet med forskningsfriheden er dog ikke kun at påvise ud-

4 Side 4/4 nyttelse af denne magt. Problemet stikker dybere: Når en magtbeføjelsen foreligger som latent mulighed, da kan opportunisme og selvcensur blive en del af forholdet til ledelsen. Forskningsfriheden er også forbundet med forskningsligheden (dvs. lige adgang til at udfolde lige kompetencer). Forskningsligheden kommer til at lide under sammenkædningen af tre forhold: (a) incitamentsstrukturer (ret til forskningstid f.eks. ud over 20%, samt løntillæg) mht at sikre eksterne midler, (b) konkurrence om begrænsede eksterne midler, samt (c) en konkurrence, der ikke afgøres af videnskabssamfundet, befolkningen eller samfundet i almindelighed, men af en lille gruppe af mennesker i et forskningsråd. Når adgangen til forskningsmidler på den måde både begrænses kraftigt (med sandsynligheder for at 'vinde', der ofte ligger på mellem 1:50 og 1:100) og begrænses subjektivt af viden og holdninger hos en lille gruppe, så er der ikke mere tale om forskningslighed. Hvis forskningsligheden på den måde begrænses, bliver forskningsfriheden også begrænset. En konsekvens kan være, at de 'rige' forskere og 'rige' projekter dræner deres institutter for Phdstuderende og forskningsbaseret undervisning (via frikøb) og øger arbejdsbyrden m.h.t. den daglige drift hos deres kolleger og Phd-studerende (hvilket yderligere øger den negative ulighedsspiral). Den voldsomme stigning i konkurrencebelagte strategiske midler til ministerielle øremærkede indsatsområder skader derfor den frie forskning, da midlerne til den frie grundforskning i disse år er under kraftig beskæring. Dertil kommer en stigende bureaukratisering af forskningsprocessen, hvor flere og flere skal bruge stadigt mere tid på ansøgninger inden for de samme begrænsede puljer. At emner og områder på forhånd er eksternt bestemt strider også mod forskerens frihed til selv at vælge sit fokus efter interesse og faglig indsigt. At visse indsatsområder kan udliciteres, og at nogle vil betale forskere for at udføre dette, er næppe et problem som sådan. Det bliver det imidlertid, når store millionbeløb i disse år flyttes fra grundforskningen over i pulje- og programmidler. Hertil kan lægges den stærkt kanaliserende negative indflydelse på forskningsfriheden en evt. indførelse af bibliometri-systemet vil afstedkomme. Såfremt dele af institutternes økonomi i fremtiden kommer til at afhænge af universitær konkurrence, baseret på publikationsmængden i de mest profitable tidsskrifter, vil den enkelte forskers frie valg af fagligt relevant publiceringskanal være truet. I kampen om fremtidens stillinger vil den, der opportunt har publiceret meget de rigtige steder, alt andet lige have de største chancer for ansættelse. Dertil kommer, at en sådan forsker økonomisk set vil være potentielt mere attraktiv for ledelsen i en tid med lave STÅ-indtægter på SAM, 2% effektiviseringsnedskæring samt diverse universitetsinterne reduktioner. Bibliometri-systemet er endvidere stærkt utroværdigt, bl.a. på grund af Ministeriets kraftige indblanding. Systemet undsiges nu af flere af de selvsamme forskere, der har været med til at lave det på universiteterne. Dekanen for SAM har efter en kritisk gennemgang af bibliometrien fra f.eks. økonomi direkte kaldt den for et makværk.

5 Side 5/5 5. Universitetets frihedsgrader Statsstyring ned til mindste detalje vidner om angreb på universiteternes autonomi i samfundet: Regeringens og folketingets omfattende detaljestyring reducerer universitetets frihedsgrader markant. Ikke blot er målsætningerne i globaliseringsaftalen direkte kopieret ned på fakultets- og institutniveau ( undervisning i verdensklasse, fremragende forskning ), men også metoderne til at nå målene forsøges presset ned over universiteterne med negative økonomiske konsekvenser, hvis måltallene ikke nås. Den økonomiske udvikling på SAM i perioden viser støt faldende indtægter, der kun kan kompenseres for ved afskedigelser eller øget succes med indtægter fra konkurrencebelagte strategiske projekter. Det skal her påpeges, at universitetets bestyrelse og øverste ledelse ikke har mobiliseret tilstrækkeligt med pondus til at imødegå statens og den politiske magts indgreb og dermed værnet om universitetets principielle frihed. Tiden må nu være moden til at gøre dette i forbindelse med evaluering af universitetsloven. Med venlig hilsen Det Psykologiske Studienævn Kopi til: Dekanen for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Studielederne på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Medarbejderne på Psykologisk Institut Studentermedlemmer ved Det Psykologiske Studienævn FAPIA