Barrierer og potentialer i den kommunale virksomhedsaktivering

Transkript

1 Barrierer og potentialer i den kommunale virksomhedsaktivering - en kvalitativ analyse af mulighederne for fastholdelse på arbejdsmarkedet for kontanthjælpsmodtagere med problemer ud over ledighed April 2006 Arbejdsliv

2 Teknologisk Institut, Arbejdsliv Gregersensvej 2630 Taastrup Tlf.: Fax: ISBN: \\fildmwta\dmw_docs\ \807377_endelig rapport april06.doc 2

3 Indhold 1 Indledning...5 Baggrunden for undersøgelsen...5 Afgræsning af undersøgelsesfelt...5 Formål og målgruppe...7 Undersøgelsens metodiske tilgang...8 Indledende introduktion til casene Samspil mellem sagsbehandler og jobkonsulent...12 Indledning...12 Manglende videndeling øger risiko for frafald...12 Fysisk afstand - en udfordring for videndeling...13 Forskellig vurdering af arbejdsmarkedsparathed som en barriere...14 Matchkategorier - et fælles sprog om borgeren?...17 Skillelinjen mellem sagsbehandlerens og jobkonsulentens rolle...19 Opsamling Fra jobkonsulent til virksomhed - det gode match...22 Indledning...22 Godt kendskab til den ledige - krav, motivation og realitetssans...22 Godt kendskab til virksomheden - en central forudsætning...26 Forudsætning for rummelighed...27 Rummeligheden kan variere og udvides på sigt...29 Forventningsafstemning hos virksomheden - en betydende faktor...31 Jobkonsulenten - virksomhedens eller borgerens mand?...32 Opsamling Inde på virksomheden - konflikthåndtering og opfølgning...37 Indledning...37 Første del: Årsager til frafald...37 Utilstrækkelig forventningsafstemning giver frafald...38 Ophør som resultat af selvopfyldende profetier...38 Manglende arbejdspladsnormer som udfordring...40 Ophør af støttet beskæftigelse grundet fravær...42 De faste medarbejdere som barriere...43 Manglende social integration som udfordring...45 Anden del: Forebyggelse og konfliktløsning...46 Nødvendigheden af at stille op ved problemer...46 Reaktiv eller proaktiv indsats?...47 Opfølgning som forebyggelse: At ruste virksomhederne...48 Mulige redskaber - skriftlighed som forebyggelse af frafald?...50 Opsamling Efter støttet beskæftigelse på virksomhed - evaluering og erfaringsdannelse...54 Indledning...54 Når forløbet resulterer i frafald...55 Når afslutning af virksomhedsforløbet er et skridt på vejen...58 Når resultatet er etablering af løntilskud eller ordinær beskæftigelse...60 Opsamling

4 6 Anbefalinger og opmærksomhedspunkter...64 Indledning...64 Samspil mellem sagsbehandler og jobkonsulent...65 Det gode match...67 Inde på virksomheden - opfølgning og konflikthåndtering...70 Efter støttet beskæftigelse på virksomhed - evaluering og erfaringsdannelse

5 1 Indledning Baggrunden for undersøgelsen Løntilskudsordning, praktik og arbejdsprøvning er stadigt mere anvendte redskaber, som både kommuner og AF bruger til at bringe ledige tættere på arbejdsmarkedet. Privat løntilskud har vist sin virkning som et effektivt redskab til at danne bro mellem virksomheder og ledige, der er forsørget af dagpenge. Et stort antal kontanthjælpsmodtagere forsøger på tilsvarende vis hvert år at få fodfæste på arbejdsmarkedet ved hjælp af praktik eller løntilskud. For kontanthjælpsmodtagere opnås knapt så gode resultater. På denne baggrund har Teknologisk Institut, Arbejdsliv foretaget en undersøgelse af, hvordan man kan forbedre mulighederne for fastholdelse af kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed i støttede virksomhedsforløb. I mange tilfælde giver virksomhedspraktik og etablering af job med løntilskud anledning til gode erfaringer for både ledig og virksomhed. Det er således indledningsvist vigtigt at understrege, at aktiviteter, der indeholder en mere direkte virksomhedsrettet indsats, ofte lykkes og resulterer i fastholdelse. I lyset af dette er det interessant at undersøge mulighederne for i højere udstrækning at udvide rammerne for samarbejde med private virksomheder til også at omfatte gruppen af kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed. Samtidig er det vigtigt at minimere risikoen for frafald, hvis en større del af de ledige skal få udbytte af de potentialer, der ligger i de virksomhedsrettede redskaber. Hensigten med denne undersøgelse tager afsæt i netop dette forhold med ønsket om at kunne medvirke til en yderligere forbedring af anvendelsen af disse redskaber, for at sikre flere det fulde udbytte af potentialerne i disse tiltag. Forud for en praktik eller en løntilskudsaftale ligger ofte et omfattende forarbejde for sagsbehandleren i kommunen og for jobkonsulenterne. Derfor er det også ekstra vigtigt at mindske risikoen for, dels at aktiviteterne ender før de egentlig er startet, dels at forløbene resulterer i frafald. Fokus for indeværende undersøgelse har som følge heraf været at sætte fokus på, hvor filmen kan knække i etablering og gennemførelse af støttet beskæftigelsesforløb på private virksomheder - og bidrage med inspiration til udvikling af praksis. Afgræsning af undersøgelsesfelt Undersøgelsen har i forlængelse af ovenstående lagt særlig vægt på betingelserne for etablering af borgernes kontakt til arbejdsmarkedet gennem samarbejdet med private virksomheder. Dette fokus er valgt, fordi strategien om samarbejde med private virksomheder giver størst sandsynlighed for dannelsen af jobåbninger. Et centralt punkt har derfor været at afsøge mulighederne for at inddrage private virksomheder på et tidligere tidspunkt i forløbet - også når det gælder kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed. 5

6 Dette udgangspunkt har ført frem til et fokus på virksomhedsrettede forløb. I forlængelse af dette fokus er det valgt at lægge særlig vægt på jobkonsulenternes varetagelse og udførelse af deres rolle, fordi de spiller en central rolle som brobyggere mellem ledig og virksomhed; lige fra sagsbehandlerens visitering til jobkonsulenten, over formidlingen af kontakt mellem ledig og virksomhed og til afslutningen af virksomhedsforløbet. Der kan være mange forskellige årsager til, at borgerens vej ud på arbejdsmarkedet ikke bliver så hurtig eller så gnidningsløs, som det ville være hensigtsmæssigt. En del af de interviewede jobkonsulenter peger eksempelvis på, at man som følge af den nuværende højkonjunktur kan mærke, at det i højere grad bliver ledige med andre problemer end ledighed, der skal forsøges udsluset på arbejdsmarkedet. Det resulterer i større udfordringer for formidlingssystemet end tidligere. Barriererne findes ikke nødvendigvis kun hos én part, men ligeså ofte i samspillet mellem parterne. Dette skal ses i sammenhæng med, at der i forløbet frem mod arbejdsmarkedet ofte er flere parter, der skal spille sammen for at fremme en øget arbejdsmarkedsintegration. I rapportens analyse bliver der set nærmere på de tidspunkter, hvor der er en overgang mellem aktører på den lediges vej mod arbejdsmarkedet. Det er situationer, hvor det er særligt vigtigt at samspilsrelationerne fungerer. Udvælgelsen af fokusområder er blevet styret af undersøgelsens fokus på jobkonsulenter og afspejler centrale elementer i etableringen og gennemførelsen af støttet virksomhedsforløb. Følgende fokusområder har været styrende for struktureringen af rapporten: Samspil mellem sagsbehandler og jobkonsulent Fra jobkonsulent til virksomhed - det gode match Inde på virksomheden - konflikthåndtering og opfølgning Efter støttet beskæftigelse - evaluering og erfaringsdannelse. Billedet af praksis i dag er, at borgerens indledende kontakt i kontanthjælpssystemet er sagsbehandleren. Når sagsbehandleren vurderer, at vedkommende er klar til det, kan der visiteres til en jobkonsulent. Jobkonsulenternes arbejde tager afsæt i denne forudgående proces. Samspillet på dette tidspunkt i processen er første fokusområde i analysen. Jobkonsulenten forestår herefter match mellem borger og virksomhed - og formidling af kontakten til en virksomhed. Denne del af arbejdsprocessen er analysens andet fokusområde. Herefter følger en periode, hvor den primære kontakt til borgeren overgår fra jobkonsulent til virksomhed. Denne periode, hvor borgeren gennemfører forløbet på virksomheden, er analysens tredje fokusområde. Endelig er der perioden, der ligger efter afslutning af virksomhedsforløbet. Her kan borgeren få forlænget kontakten til virksomheden ud fra forskellige modeller, blive tilknyttet nye aktiviteter fra jobkonsulenten eller blive visiteret tilbage til sagsbehandleren. Denne proces udgør analysens sidste og fjerde fokusområde. Det gennemgående perspektiv for analysens fokusområder har været at belyse jobkonsulenternes praksis. Forud for jobkonsulenternes arbejde ligger som oftest en proces i 6

7 sagsbehandlerregi, der indbefatter forskellige aktiviteter rettede mod at forberede den ledige til den mere virksomhedsrettede indsats. På baggrund af at det primære fokus for indeværende undersøgelse retter sig mod den virksomhedsrettede beskæftigelsesindsats, vil processen før visitering til jobkonsulenten kun blive inddraget i kraft af den betydning det har som afsæt for jobkonsulentens arbejde. Formål og målgruppe Det er projektets overordnede formål at bidrage til at forbedre muligheden for, at marginaliseringstruede ledige får glæde af praktik og løntilskudsjob. Tilgangen til at gøre dette har været at belyse potentialer og barrierer for at opnå en jobskabelseseffekt af praktik og løntilskudsforløb for kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed. Et centralt fokuspunkt med rapporten har været, hvordan man kan imødekomme de udfordringer, der på forskellige tidspunkter i processen frem mod arbejdsmarkedet kan være barrierer for etablering og fastholdelse af virksomhedstilknytning. Et centralt formål med undersøgelsen har derfor været at formidle gode eksempler på håndteringen af vanskelige situationer. Undersøgelsen skal kunne give inspiration til arbejdet med marginaliseringstruede ledige i forhold til visitering, fastholdelse og udvikling i løntilskudsjob og praktik. Det er desuden håbet, at rapporten vil kunne inspirere til debat og refleksioner af centrale problematikker i den virksomhedsrettede indsats. Undersøgelsen har prioriteret de generelle problematikker, der relaterer sig til etablering og gennemførelse af virksomhedsforløb for kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed. Der er ikke i analysen foretaget en skelnen mellem de forskellige problematikker, der kan knytte sig til specifikke undergrupper af personer, der visiteres til jobkonsulenterne, eller til de varierende typer af samarbejdsrelationer, jobkonsulenterne kan etablere med de enkelte virksomheder. Hensigten har derimod været at ramme centrale aspekter ved jobkonsulenternes arbejde - i erkendelsen af, at det indbefatter arbejdet med både personer med varierende og ofte komplekst sammensatte problemstillinger og virksomheder, hvor der kan være etableret forskellige samarbejdsrelationer. Projektets overordnede målgruppe er kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed, der har vanskeligt ved at profitere af kommunernes tilbud om praktik og løntilskud. Det er en målgruppe, der ofte kan have andre problemer end ledighed. Projektet har ligeledes socialrådgivere, jobformidlere, AF-konsulenter m.fl. som målgruppe. Målgruppen for indeværende publikation/notat er således aktører inden for det beskæftigelsespolitiske felt, og det er særligt rettet mod kommunale medarbejdere og andre praktikere, der arbejder for at fremme øget arbejdsmarkedstilknytning for denne gruppe af kontanthjælpsmodtagere. 7

8 Undersøgelsens metodiske tilgang Det overordnede sigte med undersøgelsen har som nævnt været at bidrage til at få fastholdt flere personer i en virksomhedstilknytning, så flere kan opnå den gavnlige effekt, der kan være i et sådant forløb. Ønsket med undersøgelsen har været at gøre dette dels ved at skabe opmærksomhed om nogle af de barrierer, der kan føre til ophør af et forløb på en virksomhed - dels ved at bidrage med inspiration til udvikling af rutiner og praksis på baggrund af gode erfaringer fra konkrete eksempler på, hvordan disse barrierer kan imødekommes. Kortlægning af udfordringer i den eksisterende praksis Kortlægningen af udfordringer forbundet med den eksisterende praksis er blevet foretaget ved hjælp af praktikeres syn på, hvad der i de daglige arbejdsprocesser kan hindre integration og fastholdelse på virksomhedsniveau af kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed. Der er blevet foretaget interview med omkring 40 jobkonsulenter og andre centrale aktører på området (chefer for arbejdsmarkedsafdelinger, formidlingscentre, ansatte i koordinationsudvalg, personer på amtsligt niveau og initiativtagere til rummelighedsskabende aktiviteter på virksomhedsniveau). Interviewene med jobkonsulenterne har udgjort en central del af undersøgelsens grundlag, ved at give illustrationer af den eksisterende praksis og samtidig tydeliggøre jobkonsulenternes oplevelse af, hvor der er udfordringer - hvor det kan gå galt. I udvælgelsen af jobkonsulenterne til interview er det blevet tilstræbt at sikre en geografisk spredning og variation i kommunestørrelse. Begrundelsen bag dette valg er, at det er to faktorer, der kan have betydning for erhvervsstruktur på den ene side og fleksibilitet i det daglige arbejde grundet størrelsen af arbejdsenheder i kommunerne. Eksempler på gode erfaringer Undersøgelsen har i forlængelse af ovenstående afdækning af barrierer haft til hensigt at inspirere og bidrage med ideer til udvikling af den daglige praksis. Det er blevet gjort ved at finde og dokumentere gode erfaringer med fastholdelse af marginaliseringstruede ledige i praktik og løntilskudsjob på private virksomheder. Tilgangen har været at give eksempler på, hvordan man forskellige steder udvider mulighederne for at gøre en særlig indsats for personer med særlige behov. Inspirationen er tilvejebragt gennem gode eksempler fra interview med jobkonsulenter og gennem besøg på virksomheder, hvor virksomhed og kommune i samarbejde har gjort en særlig indsats for at indsluse kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed. De gode erfaringer formidles i rapporten gennem bokse og små historier, der skildrer dels alternative tilgange til fastholdelse og dels konkrete situationer, hvor der er blevet gjort noget ekstra for at fremme rummelighedsskabende aktiviteter på virksomhedsniveau. De gode erfaringer kan bidrage med konkrete eksempler på, hvordan udfordringerne er blevet forsøgt mødt og modsvaret gennem forsøg med andre tilgange til praksis. Denne 8

9 metodiske tilgang har muliggjort rapportens opbygning i en vekselvirkning mellem barrierer og eksempler på, hvordan nogle af disse konkrete udfordringer er blevet håndteret. Casene - de udbyggede gode eksempler På baggrund af indtrykkene fra undersøgelsen er der blevet udvalgt nogle eksempler fra undersøgelsen på projekter, der har involveret samarbejdet med private virksomheder, og som rummer særlige pointer i forhold til rummelighedsskabende tiltag på virksomhedsniveau. 4 projekter med tilknyttede virksomheder er således blevet udskilt fra materialet og udbygget som cases i rapporten. Fællestrækkene for de udvalgte cases er, at de kan bruges til at illustrere centrale pointer vedrørende andre tilgange til indslusning på arbejdsmarkedet og nye måder at tænke samarbejdet mellem kommuner og private virksomheder på. Der er elementer i projekterne, som udvider rummet for at tænke samarbejde med private virksomheder - fordi de på forskellig vis trækker elastikken for, hvor tidligt borgerne kan tilknyttes private virksomheder. Anvendelsen af casene i rapporten er sket med et fokus på, hvor disse eksempler er særlige i forhold til flertallet af jobkonsulenternes beskrivelse af den eksisterende praksis - eller hvor de kan bruges som eksempler på håndtering af nogle af de udfordringer, der er blevet tydelige i analysen. Der er dermed anlagt et selektivt blik på casene ud fra, hvad der kan siges at være særligt ved deres tilgang. Der er udvalgt områder, hvor de vil kunne inspirere til god praksis også uden for den konkrete projektsammenhæng. Det følger også heraf, at rapporten ikke rummer en fuldt udbygget casebeskrivelse, men derimod en selektiv udvælgelse af pointer fra de enkelte projekter og de tilknyttede virksomheder. Ud over de særligt fremhævede eksempler indgår i rapporten i mindre udstrækning citater fra andre virksomheder, der er blevet besøgt som led i undersøgelsen. Det kan eksempelvis have været illustrationer af hvordan samarbejdsaftaler er blevet konkret udmøntet. Desuden er der blevet foretaget interview med 20 personer, der har været tilknyttet private virksomheder i praktik eller løntilskudsforløb. Disse personer har bidraget med deres erfaringer om virksomhedsrettede forløb. Der har i udvælgelsen af personerne været fokusforløb, der er blevet afsluttet før tid grundet samarbejdsvanskeligheder eller andre konflikter. Udarbejdelsen af rapportens anbefalinger er som en del af valideringen af undersøgelsens resultater sket i samspil med jobkonsulenter, der har deltaget i undersøgelsen. Indledende introduktion til casene For at give en introduktion til de overordnede rammer for casene, vil der i det følgende blive givet en kort præsentation af projekternes særlige fokus. Casene vil blive uddybet på relevante steder undervejs i rapporten. 9

10 Case 1: Vestergaard Pack Projektet er en Virksomhed-i-Virksomheden på Vestergaard A/S - et grossistfirma inden for salg og pakning af hobbyartikler. Projektet retter sig mod en bred målgruppe af personer med andre problemer end ledighed - hvad enten det er fysiske, psykiske eller sociale årsager. Projektet arbejder med afklaring og udredning af deltagernes funktions- og arbejdsevne. Projektet er placeret som et isoleret afsnit af virksomheden - fysisk afgrænset fra den øvrige virksomhed i sin egen bygning. Det helt særlige ved projektet er de rammer, det fra starten har været muligt at etablere om projektet: En særlig bevilling fra koordinationsudvalget muliggjorde, at man allerede i konstruktionen af de lokaler, der huser projektet, har kunnet tage højde for en lang række særlige hensyn. I indretningen af lokalet og arbejdspladserne er taget højde for at imødekomme en lang række af deltagernes særlige behov. Det giver mulighed for at gennemføre afklaringsforløb for borgere med også meget komplekse problemstillinger. Projektet giver mulighed for at visitere en meget bred målgruppe til en virksomhedstilknytning på et tidligt tidspunkt i forløbet. Samtidig opretholdes virksomhedsrammen om aktiviteterne for de ledige. Case 2: Onkel Ibs Garage Onkel Ibs Garage er et utraditionelt samarbejde mellem Randers Kommune og private virksomheder. Projektets formål er at afprøve en model for rekruttering og integration af kontanthjælpsmodtagere, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet som følge af tidligere kriminalitet, langtidssygdom eller langvarig ledighed. Tanken er, at projektet skal være en komplementær indslusningsmodel til mere traditionel praksis. Projektet er opkaldt efter Ib Ronnenberg, der var den første kontaktperson og mentor i Onkel Ibs Garage. I dag er der 4 onkler tilknyttet projektet. Onklerne er deltagernes faste kontaktperson, og projektet repræsenterer et forsøg med adskillelse af rollen som myndighed og rollen som støtteperson. Onklerne fungerer som formidlere af kontakten mellem ledig og virksomhed. Som del af casen beskrives dels nogle overordnede principper bag tilrettelæggelsen af projektet - og dels nogle af de konkrete erfaringer fra to virksomheder, der deltager i projektet: Hansen Møbler i Randers og Vognmaleren i Assentoft. Case 3: Afklaring og indslusning på Bombardier Transportation Projektet er et Virksomhed-i-Virksomheden (VIV) projekt på Bombardier Transportation i Randers, hvor man arbejder med produktion og vedligehold af togsæt. VIV projektet retter sig mod afklaring og aktivering af ledige kontanthjælps- og sygedagpengemodtagere. Der arbejdes med målrettet kompetenceafklaring af deltagerne. Projektet kan tilgodese en bred vifte af ønsker til kompetenceafklaring, fordi der er mulighed for at finde varierede arbejdsopgaver inden for virksomhedens forskellige produktionsgrupper og arbejdsområder. Produktionslederne på fabrikken har selv kunnet indgive skitseringer af arbejdsopgaver inden for deres specifikke arbejdsområde, som det kunne være relevant at tilknytte projektet. Ud fra deltagernes ønsker sammensættes et arbejdsskema for den enkelte deltager, der kan indeholder opgaver på såvel limværksted som i administrationsbygningen. Der er en meget tæt opfølgning fra både den daglige tovholder - der samtidig er den overordnede støtteperson for deltagerne på virksomheden - og fra de mentorer, der har kontakten med deltagerne i det daglige arbejde. Arbejdsopgaverne og forløbet bliver løbende evalueret og tilpasset deltageren. Resultatet af et forløb kan være indslusning til eksempelvis Onkel Ibs Garage. 10

11 Case 4: RK Plast A/S Projektet er et samarbejdsprojekt om ansættelse af personer i praktik, arbejdsprøvning, fleks- og skånejob. Målgruppen er både kontanthjælpsmodtagere match 3 og 4 samt sygedagpengemodtagere og personer med afklaring til fleksjob. Projektet er udformet ud fra en Virksomhed-i-Virksomheden model. Det er indført bredt på virksomheden, så der i alle produktionsgrupper skal være plads til at indsluse nye medarbejdere med behov for, at der udvises særlige hensyn. RK Plast A/S afholder ansættelsessamtale med den henviste ledige forud for optagelse i projektet. Det er de enkelte produktionsgrupper, der varetager optræning og undervisning af deltagerne. De ledige indgår i det daglige arbejde med de faste medarbejdere, men med særlige arbejdsopgaver tilpasset særlige behov. Der er en tæt opfølgning fra den overordnede tovholder i projektet, og et fremadrettet fokus på at opnå de mål, der er sat - og som løbende evalueres - for den enkelte deltager (eksempelvis udvidelse af arbejdstid). 11

12 2 Samspil mellem sagsbehandler og jobkonsulent Indledning I dette kapitel sættes der fokus på samspillet mellem sagsbehandler og jobkonsulent og de barrierer, der her kan forekomme, som kan have betydning for borgerens bevægelse mod arbejdsmarkedet. Der ses i den forbindelse nærmere på den form for videndeling, der finder sted mellem sagsbehandler og jobkonsulent om borgeren. I den forbindelse har et begreb som arbejdsmarkedsparathed stor betydning, og det belyses derfor, hvordan dette indgår i samspillet mellem parterne. Brug af matchkategorier som fælles sprog om borgeren belyses ligeledes i kapitlet. Sluttelig ses der nærmere på skillelinjer mellem sagsbehandler og jobkonsulents rolle og hvilken betydning det kan få for borgerens vej mod arbejdsmarkedet. Manglende videndeling øger risiko for frafald Flere af de interviewede kommuner har organiseret sig sådan, at sagsbehandlere forestår dialogen og har ansvaret for sagsbehandlingen af borgere, indtil borgeren vurderes at være parat til at indgå på arbejdsmarkedet. Vurderingen af borgerens arbejdsparathed foretages altså i første omgang af sagsbehandleren. Hvis borgeren vurderes at være arbejdsmarkedsparat, overgår ansvaret til medarbejdere internt i kommunen, der har en tættere kontakt med virksomheder på arbejdsmarkedet, og som har ansvaret for at videreformidle arbejdskraft til arbejdsmarkedet. Disse benævnes ofte job- eller virksomhedskonsulenter. (I det følgende benyttes betegnelsen jobkonsulent som fælles reference). I samspillet mellem sagsbehandler og jobkonsulent udspringer flere forhold, der har en betydning for det videre forløb. Det springende punkt ved denne form for organisering er, hvordan man sikrer en tilstrækkelig kommunikation mellem sagsbehandler og jobkonsulent, så der sker en optimal videndeling om den enkelte borger. Er dette ikke tilfældet, vil det kunne vanskeliggøre den efterfølgende formidling af borgeren til en virksomhed. Hvis det eksempelvis viser sig, at borgeren har psykiske problemer, og dette ikke er viderekommunikeret til jobkonsulenten, kan det i værste fald føre til, at borgeren forsøges udsluset til arbejdsmarkedet - uden at der tages hånd om disse særlige udfordringer. Og i forlængelse heraf - at den støttede beskæftigelse hurtigt bringes til ophør, fordi virksomheden ikke er forberedt på eller får støtte/vejledning til at tage hånd om dette. I interviewene med jobkonsulenterne nævnes videndeling som et af de meget centrale kritikpunkter. Det er i den forbindelse oplevelsen, at organiseringen ikke i sig selv medvirker til at sikre videndeling. Det forudsætter derfor, at der gøres en særlig ind- 12

13 sats for at modvirke, at utilstrækkelig videndeling bliver en barriere for succesfulde forløb. Samspillet og dialogen mellem sagsbehandler og jobkonsulenten - og ikke mindst indholdet i videndelingen - er således et af de meget kritiske punkter i borgerens vej mod arbejdsmarkedet. Det er derfor vigtigt, at der skabes rammer og strukturer, der kan medvirke til at sikre denne dialog - og at dialogen har et indhold, der medvirker til at støtte processen på den mest hensigtsmæssige måde. Fysisk afstand - en udfordring for videndeling Dialogen mellem sagsbehandler og jobkonsulent foregår ofte via telefon eller på mail, men flere kommuner benytter sig desuden af dialogmøder - møder, hvor der er en gennemgang af sager og hvor det drøftes hvilke borgere, der vurderes at være arbejdsmarkedsparate. Valget af dialogform skal dels ses i sammenhæng med, hvor stor kommunens sagsbehandlende afdeling er, men også overvejelser om, hvor langt borgeren vurderes at være fra arbejdsmarkedet, spiller ind på dette valg. Jo længere de er fra arbejdsmarkedet, jo vigtigere er forberedelsen for jobkonsulent og sagsbehandler. Vi laver derfor altid det første møde som en trepartssamtale: Sagsbehandler, konsulent og ledig. (Jobkonsulent i Midtdanmark) I en anden kommune afspejles andre eksempler på dialogformer. Her vælger jobkonsulenten nogle gange at deltage i slutningen af sagsbehandlerens samtale med den ledige borger for at have et mere indgående kendskab til den ledige og de emner, der drøftes mellem ledig og sagsbehandler. Denne arbejdsform er med til at lette overgangen fra sagsbehandler til jobkonsulent for den ledige. Samtidig giver det mulighed for at etablere en fælles forståelse af den lediges baggrund og hvilke konkrete ønsker, der er relaterede til det videre forløb. Andre gange vælger konsulenten at tage en samtale med de ledige borgere alene. Det kan være baseret dels ud fra logistiske overvejelser - at man vurderer, at det er den mest realiserbare arbejdsgang - men kan også ske ud fra en overvejelse om, at det giver den ledige en mulighed for at starte på en frisk og fortælle sin historie selv. Uanset valg af dialogform nævner jobkonsulenterne i forbindelse med videndeling om borgeren det som en ulempe, hvis sagsbehandler og jobkonsulent ikke fysisk er placerede i nærheden af hinanden. Lang fysisk afstand kan besværliggøre den løbende dialog - og er især betydende, hvor der er tale om problemer, der kræver afklaring her og nu. Det kan diskuteres, hvad der ligger bag jobkonsulenternes understregning af fysisk afstand som en barriere. En mulig forklaring er, at der ikke er en god eller tilstrækkelig kommunikation mellem sagsbehandler og jobkonsulent - og at dette problem forstærkes, hvis der også er lang fysisk afstand mellem parterne. Dette understreger, at der kan være behov for strukturer, der kan gøre det ud for den mere uformelle dialog, som kan forekomme, hvis sagsbehandler og jobkonsulent er tættere fysisk placerede. 13

14 Undersøgelsen har dog også vist eksempler på, at dialogen mellem sagsbehandler og jobkonsulenter kan være utilstrækkelig, også selv om der er kortere fysisk afstand mellem parterne. Det er i den forbindelse indtrykket, at især kulturforskelle mellem de to medarbejdergrupper er en problematik, der gør sig gældende - og at forståelse og anerkendelse af hinandens arbejdsfelt og arbejdstilgang kan være udfordringen. Gode erfaringer På baggrund af resultaterne fra undersøgelsen kan der fremhæves følgende gode råd fra jobkonsulenter: Trepartssamtaler kan være med til at sikre en fælles forståelse af udgangspunktet for den lediges overgang fra sagsbehandler til jobkonsulent - og kan forebygge, at den ledige spiller sagsbehandler og jobkonsulent ud mod hinanden. Ved skriftlig overlevering som grundlag for videndeling mellem sagsbehandler og jobkonsulent, anbefales det at gøre plads til anmærkninger i tilfælde, hvor der er forhold, der kræver en nærmere samtale mellem jobkonsulent og sagsbehandler. Forskellig vurdering af arbejdsmarkedsparathed som en barriere Et af de centrale omdrejningspunkter i dialogen mellem sagsbehandler og jobkonsulent er deres vurdering af borgerens arbejdsmarkedsparathed - om og i hvilket omfang borgeren er parat til at indgå på arbejdsmarkedet. Begrebet er centralt, fordi det er afgørende for, hvornår ansvaret for borgeren overgår fra sagsbehandler til jobkonsulent. Undersøgelsen har vist, at begrebet arbejdsmarkedsparathed ikke opleves som en entydig størrelse - og at den manglende entydighed kan give problemer i dialogen mellem sagsbehandler og jobkonsulent. Der kan eksempelvis være tilfælde, hvor en borger af sagsbehandleren er vurderet at være tæt på arbejdsmarkedsparat (matchkategori 2), men hvor jobkonsulenten vurderer, at vedkommende reelt snarere er en matchkategori 4 og derfor har brug for andre initiativer før et virksomhedsforløb. Sagsbehandlerens og jobkonsulentens vurdering af hvilke initiativer, der kan være brug for for at fremme integration på arbejdsmarkedet, vil som følge heraf være forskellig - ligesom de kan have forskellig holdning til, om den pågældende borger vil kunne gennemføre og profitere af et virksomhedsforløb. Der kan være forskellige årsager til sagsbehandlers og jobkonsulents forskellige vurderinger af borgerens arbejdsmarkedsparathed. Det kan blandt andet hænge sammen med, at sagsbehandleren ikke altid har den samme tætte kontakt til arbejdsmarkedet og dermed den samme føling med hvilke krav, der stilles fra arbejdsmarkedet, som jobkonsulenten har. Omvendt har jobkonsulenten måske ikke det samme indgående kendskab til borgeren, som sagsbehandleren har, og medtager derfor ikke alle relevante aspekter i vurderingen af borgeren. Der kan således indgå forskellige faktorer i vurde- 14

15 ringen af borgerens arbejdsmarkedsparathed. Deres udgangspunkt er således forskelligt, og som følge heraf lægger de forskellige kriterier til grund for deres vurdering. Hvis der ikke er opmærksomhed om, at sagsbehandler og jobkonsulent ikke vægter de samme forhold i deres vurdering af arbejdsmarkedsparathed - og hvis der ikke i organiseringen eller i valg af dialogform tages højde for at få skabt forståelse for denne forskellighed, kan det skabe frustrationer - og i værste fald føre til arbejdsgange, som ikke fremmer, at borgeren sikres den hurtigste vej mod arbejdsmarkedet. Som eksempel fortæller en jobkonsulent, at han nogle gange oplever, at der kan være behov for at skabe forståelse hos sagsbehandleren for, hvorfor borgeren ikke er arbejdsmarkedsparat. Det nævnes i den forbindelse, at jobkonsulenten enkelte gange har taget sager med en borger, som han ikke mener vil lykkes, for at have et udgangspunkt for en efterfølgende snak med sagsbehandleren. Nogle gange hjælper det, hvis vi tager sagerne og lader dem gå galt - og så bruger dem til evaluering bagefter med sagsbehandleren. Det kan være en øjenåbner og skabe forståelse for, hvad der skal til før borgeren er arbejdsmarkedsparat - og for hvordan vi bedst hjælper vedkommende mod arbejdsmarkedet. (Jobkonsulent i en større kommune) Fleksibel organisering ved tvivl om arbejdsmarkedsparathed Der er i undersøgelsen set eksempler på en mere fleksibel ansvarsdeling og organisering mellem sagsbehandler og jobkonsulent - netop med henblik på at imødekomme den tvivl om arbejdsmarkedsparathed, der kan forekomme. I den pågældende kommune er formidlingsaktiviteten adskilt i en ekstern enhed. Sagsbehandlerne hos kommunen forestår den indledende visitationssamtale med borgerne, før de videresendes til formidlingscentret, der så har ansvaret for at finde jobåbninger, der matcher den ledige borger. Hvis borgeren vurderes at være arbejdsmarkedsparat, kan sagsbehandleren bestille den form for aktivitet (virksomhedspraktik, job med løntilskud m.v.), som de mener, der er brug for. Men der er også mulighed for, at sagsbehandleren kan bestille en afklarende samtale ved formidlingscentret, hvis sagsbehandleren er usikker på om borgeren er arbejdsmarkedsparat. Argumentet er i den forbindelse, at centret har et bedre kendskab til arbejdsmarkedet - og dermed til de krav, der stilles før borgeren kan sendes ud på en virksomhed. Der er således organisatorisk taget højde for, at der kan være situationer, hvor der kan være tvivl om borgerens arbejdsmarkedsparathed - og hvor der er åbenhed omkring, hvordan de to medarbejdergrupper kan hjælpe eller supplere hinanden. At vurderingen af borgerens arbejdsmarkedsparathed ikke er ensartet, resulterer ligeledes ofte i, at jobkonsulenten ikke altid har tillid til den vurdering, sagsbehandleren har foretaget - og at jobkonsulenten derfor har behov for gennem samtale med borgeren at foretage sin egen vurdering af borgerens arbejdsmarkedsparathed. En del af de interviewede jobkonsulenter giver da også udtryk for, at de indkalder borgeren til en samtale netop med henblik på at vurdere, hvor arbejdsmarkedsparat borge- 15

16 ren er; om deres indtryk modsvarer sagsbehandlerens vurdering, eller om de mener der er behov for yderligere initiativer før vedkommende er arbejdsmarkedsparat. Jobkonsulentens samtale med borgeren tjener også det formål at bibringe jobkonsulenten et vist kendskab til borgeren i det hele taget - at få en fornemmelse af, hvad det er for en borger, der efterfølgende skal videreformidles til en virksomhed. Og omvendt, at borgeren stifter bekendtskab med jobkonsulenten. Jobkonsulenterne foretager, som det fremgår, oftest deres egen vurdering af den lediges arbejdsmarkedsparathed, og jobkonsulenterne kan på den måde betragtes som endnu en sluse, som den ledige skal igennem på vejen mod arbejdsmarkedet. I den forbindelse fortæller en af jobkonsulenterne, at han ofte undersøger lidt om borgerens forhistorie, når han får ansvaret for at formidle en borger til arbejdsmarkedet. Når sagen overgår til mig, læser jeg sagsmaterialet igennem. Ved at læse sagsmaterialet, kan der være oplysninger, som får mine alarmklokker til at ringe. Det kan være oplysninger, som ikke passer sammen. Det kan være, at borgeren har fortalt, at han har været i arbejde i de sidste 4 år. Så tjekker jeg i AMPO, hvilket forsørgelsesgrundlag han har haft. Og så viser det sig jo nogle gange, at det ikke helt passer. Så må vi jo tage en afklaringssamtale med den ledige om det. Så går gassen ofte af ballonen, og så er de [ledige] til at snakke med. (Jobkonsulent i sønderjysk kommune) I den pågældende kommune benyttes der standardspørgsmål i indrapporteringssystemet for sagsbehandlerne. Men det indgår ikke som en del af sagsbehandlingen, at sagsbehandleren skal spørge til borgerens forsørgelsesgrundlag de seneste 5 år. Det er derfor ikke altid, at sagsbehandleren får spurgt ind til dette. Dette kan ifølge jobkonsulenten føre til, at nogle borgere snyder lidt og fortæller en bedre historie til sagsbehandleren. Dette opdages så eventuelt først, når sagen overgår til jobkonsulenten. De forskellige afsæt og ikke ensartede vurderingsgrundlag for at vurdere borgerens arbejdsmarkedsparathed fra sagsbehandler og jobkonsulent afspejles for eksempel også ved, at flere jobkonsulenter har oplevelsen af, at nogle borgere fortæller en mere positiv livshistorie til sagsbehandleren end der er belæg for. Sagsbehandlerne laver den grundlæggende afklaring - men de kan jo også blive snydt. (Jobkonsulent fra midtdansk kommune) Oplevelsen kan selvfølgelig også dække over, at borgeren faktisk vælger at fortælle lidt forskellige versioner af sin historie. At borgeren har mulighed for det, kunne på den anden side tyde på, at samspillet mellem sagsbehandler og jobkonsulent ikke medvirker til at hindre det. Dette kunne tale for, at sagsbehandler og jobkonsulent overvejer alternative måder at dele viden på - så nogle af de misforståelser og forskellige vurderinger, parterne har, i højere grad italesættes; dette for at undgå, at borgeren mødes af forskellige vurderinger, alt afhængigt af hvem vedkommende mødes af - eller at borgeren har mulighed for at spille parterne ud mod hinanden. En præcisering af hvilke elementer, der ind- 16

17 går i vurderingen af borgerens arbejdsmarkedsparathed, er således af betydning for at sikre borgerens vej mod arbejdsmarkedet. Matchkategorier - et fælles sprog om borgeren? For at sikre et vist ensartet sprog i kommunikationen mellem sagsbehandler og jobkonsulent om borgerens arbejdsmarkedsparathed, benyttes ofte de såkaldte matchkategorier og lignende dialog-/vurderingsredskaber (jf. nedenstående tekstboks). Matchkategorier Matchkategorierne benyttes i forbindelse med vurdering af graden af match mellem borgerens ressourcer og arbejdsmarkedets krav. Borgerens beskæftigelsespotentiale kan vises i form af fem matchkategorier. De fem matchkategorier kan beskrives således: Umiddelbart match: Borgeren har kompetencer og ressourcer, der umiddelbart matcher arbejdsmarkedets krav. Borgerens kompetencer og ressourcer er forenelige med varetagelse af jobfunktioner, der er bredt eksisterende på det ordinære arbejdsmarked. Borgeren har eventuelt kvalifikationer og kompetencer inden for flaskehalsområder på arbejdsmarkedet. Høj grad af match: Borgeren har kompetencer og ressourcer, der umiddelbart i væsentlig grad matcher arbejdsmarkedets krav. Borgerens kompetencer og ressourcer er i høj grad forenelige med varetagelse af jobfunktioner, der er bredt eksisterende på det ordinære arbejdsmarked, men der kan dog i mindre grad være et manglende match - for eksempel i form af nogle specifikke kvalifikationer eller lignende. Delvist match: Borgeren har kompetencer og ressourcer, der umiddelbart kun delvist matcher arbejdsmarkedets krav. Borgeren vil imidlertid være i stand til at varetage jobfunktioner, som i et vist omfang eksisterer på det ordinære arbejdsmarked. Lav grad af match: Borgeren har så væsentlige begrænsninger i kompetencer og ressourcer, at borgeren ikke umiddelbart vil kunne indgå i jobfunktioner på det ordinære arbejdsmarked. Borgerens arbejdsevne er aktuelt så betydeligt nedsat, at jobfunktioner, der er forenelige med borgerens kompetencer og ressourcer, kun vil kunne findes i et meget begrænset omfang på det ordinære arbejdsmarked. Ingen match: Borgeren har så omfattende begrænsninger i kompetencer og ressourcer, at borgeren ikke har nogen arbejdsevne, der kan anvendes i jobfunktioner på det ordinære arbejdsmarked. Arbejdsmarkedsstyrelsen, 2004 Men selv om der benyttes redskaber som matchkategorisering, er dette ikke altid tilstrækkeligt til at opnå ensartede vurderinger. En del af forklaringen er, som beskrevet i det foregående, at der ikke er en ensartet holdning til begrebet arbejdsmarkedsparathed. Men også at redskabet ikke nødvendigvis tager højde for alle de aspekter, der kan indgå i en vurdering af arbejdsmarkedsparathed. Resultaterne fra undersøgelsen rejser således spørgsmål ved, om brugen af matchkategorier i tilstrækkelig grad indfanger de forhold, der er afgørende og betydende for en vurdering af den lediges muligheder på arbejdsmarkedet. 17

18 Hovedparten af de interviewede jobkonsulenter betragter matchkategoriseringen som et redskab med væsentlige svagheder. Det fremhæves, at der ikke tages højde for vigtige forhold ved den lediges baggrund, der burde indgå i overvejelserne omkring tilknytningen til arbejdsmarkedet, eksempelvis om den ledige har en baggrund som misbruger. Nogle af de interviewede peger ligeledes på, at matchkategorierne ikke altid kan opfattes som entydige størrelser. Borgerens arbejdsmarkedsparathed vil også skulle ses i sammenhæng med den enkelte borger - herunder forhold, der knytter sig til den lediges private forhold, eksempelvis om den pågældende er eneforsørger og som følge heraf ikke har mulighed for at arbejde efter børneinstitutioners lukketid m.v. Nogle jobkonsulenter peger ligeledes på, at matchkategorierne ikke modsvarer virksomhedernes krav: Matchkategorierne er meget bredt favnende i deres betegnelser og meget lidt konkrete. Anvendelsen af dem afhænger meget af lokalområdet - og hvilke job der er mulighed for at visitere til. Hvis vi tager den aktuelle situation i vores område - så er der megen produktion, og ved vestkysten er det primært fiskeri. Man har andre muligheder, når man er i et område, hvor der er en stor bredde i de arbejdsopgaver, man kan visitere til. Det kan godt være, at de personer, jeg har i arkivet, ifølge matchkategorierne er arbejdsmarkedsparate - men det hjælper altså bare ikke noget, når de krav, arbejdsgiverne stiller, er større end dem, de ledige kan leve op til. (Jobkonsulent i sønderjysk kommune) Arbejdsmarkedsparatheden kan således også ses i sammenhæng med, hvilken virksomhed den ledige borger søges integreret på og hvilke typer arbejdsopgaver, det her er muligt at henvise til. Det vil være forskelligt, hvor den ledige borger passer bedst ind; nogle virksomheder er bedre egnede end andre til at tage hånd om kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed - ligesom det kan variere blandt virksomhederne, hvilke problemer de kan håndtere. Definitionen af den lediges arbejdsmarkedsparathed vil også afhænge af jobkonsulentens vurdering og kendskab til såvel den ledige som til virksomheden - og hvor godt dette kan matches. Der er således flere forskellige aspekter, som kan inddrages i vurderingen af borgerens arbejdsmarkedsparathed - aspekter, som mange jobkonsulenter oplever ikke nødvendigvis tydeliggøres ved brug af matchkategorier. For at sikre, at informationer, der kan være centrale for jobkonsulentens arbejde, indgår i samspillet mellem sagsbehandler og jobkonsulent, kan det anbefales, at brugen af matchkategorier suppleres med andre former for videndeling om den ledige borger. 18

19 Skillelinjen mellem sagsbehandlerens og jobkonsulentens rolle I relation til at skabe de bedste forudsætninger for arbejdsmarkedsintegration kan det også være et væsentligt aspekt, at der er klare skillelinjer mellem sagsbehandlerens og jobkonsulentens roller. Er dette ikke tilfældet, kan det i værste tilfælde føre til, at den ledige borger falder mellem to stole - at ingen tager hånd om vedkommende. Flere af de jobkonsulenter, der er blevet interviewet i forbindelse med undersøgelsen, afgrænser deres arbejde til ikke at handle om at motivere de ledige. De fremhæver, at de er nødt til at forudsætte motivationen - fordi det er et grundlæggende krav på virksomhederne. Hvis jobkonsulenterne fornemmer at sidde med en person, der ikke er motiveret, kan det være argument for at visitere dem tilbage til sagsbehandlerne. Nogle jobkonsulenter gør det til en meget klar og aktiv afgrænsning fra deres arbejdsfunktioner - andre gør det ud fra en overvejelse om, at sagsbehandlerne er bedre til at arbejde med de lediges motivation. Vi har en klar oplevelse af hvad der er vores, og hvad der er sagsbehandlernes rolle. Sagsbehandlerne skal afklare og opgradere. Vores lunte er ikke ret lang sammenlignet med sagsbehandlerens. Hvis personer udebliver fra to samtaler, jeg har indkaldt til, ryger sagen tilbage til sagsbehandleren. Jeg henter dem ikke i kælderen. (Jobkonsulent i midtdansk kommune) Diskussionen omkring rollefordelingen mellem sagsbehandler og jobkonsulent relaterer sig også til, hvilken form for indsats over for den ledige hver part kan og skal udføre. En af jobkonsulenterne formulerer det således: Jeg vil ikke være den de hælder af på. Sagsbehandleren har opfølgningspligten og har kompetencerne til den rolle. Jeg ser mig selv som supporter til sagsbehandleren, når det gælder virksomhedskontakten. (Jobkonsulent sydjysk kommune) Citaterne afspejler, at jobkonsulenterne hovedsageligt forudsætter, at den ledige borger er motiveret - og at de afgrænser deres rolle fra denne del af indsatsen i forhold til borgeren. I relation til motivering af borgeren kan der stilles spørgsmål ved, hvilken betydning det får for jobkonsulentens arbejde, at de forudsætter motivation fra den ledige borger; giver det tilstrækkelig viden om den ledige borger, hvis jobkonsulenterne ikke har et indgående kendskab til hvilke aspekter/forhold, der medvirker til og ligger til grund for borgerens motivering - og ikke bruger dette aktivt i formidlingsindsatsen? Problematikken bliver endnu mere central, hvis der samtidig ikke er en tilstrækkelig videndeling om borgeren mellem sagsbehandler og jobkonsulent. 19

20 At jobkonsulenterne forudsætter motivation, kan også afspejle, at deres fokus i højere grad er rettet mod virksomheden end mod den ledige borger. Dette aspekt vil blive uddybet i kapitel 3. Opsamling I dette kapitel er der sat fokus på temaer i relation til samspillet mellem sagsbehandler og jobkonsulent, der kan have betydning for borgerens bevægelse mod arbejdsmarkedet. Det springende punkt i dette samspil er, hvordan der sikres en tilstrækkelig kommunikation mellem sagsbehandler og jobkonsulent, så der sker en optimal videndeling om den enkelte borger. Er dette ikke tilfældet, vil det kunne vanskeliggøre den efterfølgende formidling af borgeren til arbejdsmarkedet. Undersøgelsen har vist, at den nuværende form for organisering - hvor sagsbehandleren har ansvaret for borgeren indtil denne vurderes at være arbejdsmarkedsparat, hvorefter ansvaret overgår til jobkonsulenten - ikke i alle tilfælde medvirker til at sikre videndeling. Det kan derfor anbefales, at der gøres en særlig indsats for at modvirke, at utilstrækkelig videndeling bliver en barriere på borgerens vej mod arbejdsmarkedet. Samspillet og dialogen mellem sagsbehandler og jobkonsulenten - og ikke mindst indholdet i denne videndeling - er således et af de kritiske punkter i borgerens vej mod arbejdsmarkedet. Dette understreger betydningen af, at der skabes rammer og strukturer, som kan medvirke til at sikre denne dialog - og at dialogen har et indhold, der medvirker til at støtte processen på den mest hensigtsmæssige måde. Et af de centrale omdrejningspunkter i dialogen mellem sagsbehandler og jobkonsulent er deres vurdering af borgerens arbejdsmarkedsparathed - om og i hvilket omfang borgeren er parat til at indgå på arbejdsmarkedet. Undersøgelsen har vist, at dette begreb ikke er en entydig størrelse - og at den manglende entydighed kan give problemer i dialogen mellem sagsbehandler og jobkonsulent. Dette afspejles blandt andet ved, at sagsbehandler og jobkonsulent ikke vægter de samme forhold i deres vurdering af arbejdsmarkedsparathed. Hvis der ikke er opmærksomhed på det, og hvis der ikke i organiseringen eller i valg af dialogform tages højde for at få skabt forståelse for denne forskellighed, kan det skabe frustrationer - og i værste fald føre til handling, som ikke fremmer, at borgeren sikres den hurtigste vej mod arbejdsmarkedet. Der kan derfor være behov for at overveje alternative måder at dele viden på, så der sker en præcisering og italesættelse af begrebet arbejdsmarkedsparathed. Undersøgelsen viser dernæst, at selv om der forsøges benyttet et fælles sprog i kommunikationen mellem sagsbehandler og jobkonsulent om borgerens arbejdsmarkedsparathed gennem brug af matchkategorier, er dette ikke tilstrækkeligt til at opnå ensartede vurderinger. En del af forklaringen er, at der ikke er en ensartet holdning til begrebet arbejdsmarkedsparathed, men også at redskabet ikke nødvendigvis tager højde for alle de aspekter, der kan indgå i en vurdering af arbejdsmarkedsparathed. 20

21 For at sikre, at informationer - der kan være centrale for jobkonsulentens arbejde - indgår i samspillet mellem sagsbehandler og jobkonsulent, kan det derfor anbefales, at brugen af matchkategorier suppleres med andre former for videndeling om den ledige borger. Sluttelig sættes der i kapitlet fokus på skillelinjen mellem sagsbehandlerens og jobkonsulentens rolle. I den forbindelse forudsætter jobkonsulenterne, at den ledige borger i et vist omfang er motiveret - og at denne motivering er tilvejebragt i dialogen med sagsbehandleren. Jobkonsulenterne afgrænser således deres rolle fra denne del af indsatsen i forhold til borgeren. Denne afgræsning rejser spørgsmål om, hvorvidt jobkonsulenten ved denne praksis opnår et indgående kendskab til hvilke aspekter/forhold, der medvirker til og ligger til grund for borgerens motivering - og om dette bruges aktivt i formidlingsindsatsen. 21

22 3 Fra jobkonsulent til virksomhed - det gode match Indledning I dette kapitel ses der nærmere på hvilke forudsætninger, der skal være til stede for at sikre et godt match mellem den ledige borger og virksomheden. Det belyses blandt andet, hvordan jobkonsulentens kendskab til den ledige borger og til virksomheden kan have betydning for matchet - og dermed for borgerens vej mod arbejdsmarkedet. Det beskrives ligeledes, hvilke krav der stilles til virksomheder for at skabe rummelighed - og jobkonsulentens rolle i den forbindelse. Centralt for matchprocessen er den rolle, som jobkonsulenten udfylder, hvorfor dette også belyses nærmere i kapitlet. Der er udbredt enighed blandt jobkonsulenter om, at det gode match er altafgørende for om et praktikforløb eller et løntilskudsjob lykkes. Forudsætninger for det gode match er et godt kendskab til den ledige såvel som til virksomheden. Den rigtige vej er ikke at adskille den opsøgende fra dem, der har varen med. Ellers opstår problemet, hvis der ikke er kobling mellem salg og varekendskab. (Jobkonsulent i midtjysk kommune) Som det vil blive yderligere beskrevet i det nedenstående, er forudsætningerne for et godt match meget personafhængige - det afhænger af jobkonsulentens kendskab til den ledige og virksomheden, men også af den enkeltes kompetence som matchmaker. Godt kendskab til den ledige - krav, motivation og realitetssans Foruden de perspektiver, der blev gennemgået i foregående kapitel (vedrørende betydende faktorer i samspillet mellem sagsbehandler og jobkonsulent - herunder også perspektiver på arbejdsorganiseringen), er der desuden særlige overvejelser i kontakten med den ledige, der knytter sig til placerings- og matchmulighederne for den enkelte borger. Kendskabet til den ledige borger (og virksomheden) er især aktuelt i forhold til gruppen af svagere kontanthjælpsmodtagere, hvor det er jobkonsulenternes erfaring, at det kan være sværere at få matchet til at lykkes - og at få indplaceret borgerne. Matchet vil således i stor udstrækning også afhænge af kendskabet til den ledige borger. Ved svagere grupper af borgere kræver det, at man har et godt kendskab til klienten og til virksomheden. Her skal der læses mellem linjerne - det er ofte det, der sidder mellem ørene, den er gal med. Det gør det lidt sværere - personligheden er ikke sådan at lave om på. (Jobkonsulent, midtjysk kommune) 22