Indholdsfortegnelse. 1.0 Indledning Valg af opgave Problemformulering Afgrænsning af problemfelt...

Transkript

1 Indholdsfortegnelse 1.0 Indledning Valg af opgave Problemformulering Afgrænsning af problemfelt Metode og teori Definition af nøglebegreber Social kompetence Udviklingspsykologiske teorier Børns sociale samvær Centrale dimensioner i børns samvær Inklusion og eksklusion i børnehaven Pædagogiske handlemuligheder Konklusion Perspektivering... 12

2 1.0 Indledning Noget af det vigtigste i menneskets udvikling er tilknytning. Det er i mødet og samspillet med andre, at vi udvikler os som menneske. Tilknytningen skaber en forudsætning for en følelse af samhørighed. Børns forventning om noget glædeligt handler om, at tilhøre et menneskeligt fællesskab, børn har behov for at høre til et sted og deres udviklingsmuligheder er i den grad afhængige af, om det indgår i et stabilt, gensidigt og nuanceret socialt fællesskab. Det er især de første stabile og sikre relationer til forældrene (eller andre omsorgspersoner), som danner grundlag for, at barnet kan etablere relationer til andre børn og voksne senere hen. Børn er konstant på udkig efter legekammerater. Ifølge antropologiske undersøgelser i en børnehave lavet af Eva gulløv og Borgunn Ytterhus, er det, børn frygter allermest, ikke at have nogle at lege med. Det er altså ikke, ulykker, skader eller smerter, som børnene frygter til dagligt, men simpelthen at blive udelukket fra fællesskabet. (Ytterhus, 2003, s.241) Men hvad er det der sker i børnehaven, når børnene skal indgå i socialt samspil med hinanden? Og hvilken betydning har børnenes sociale kompetence eller mangel på samme for, at indgå i de sociale samspil i børnehaven? At være barn i en børnehave betyder ikke, at man automatisk er del af et fællesskab, blot at man indgår i et socialt rum (Gulløv, 1999, s.99) Det kræver altså mere end bare at være tilstede, at blive inkluderet i fællesskabet. Det er vores ansvar, at børnene trives i institutionen, i et hensigtsmæssigt miljø, hvor der skal være lige muligheder for udvikling. Men når vores udvikling sker i relation til hinanden og i sociale fællesskaber, hvad sker der så med de børn som ikke formår, at indgå i samspillet med de andre børn i børnehaven? Jeg er derfor interesserede i at undersøge, hvilke daglige processer der indgår i børnenes sociale hverdag og hvad det kræver for det enkelte barn? Hvordan kan pædagogen om nødvendigt, skabe inkluderende processer i børnehaven, så en eventuelt ekskludering af børnene i børnehaven kan undgås? 1

3 2.0 Valg af opgave Jeg har valgt opgave nr.2. Som tager udgangspunkt i en problemstilling: Diskuter hvordan pædagogisk arbejde i daginstitutionerne kan modvirke eksklusion og segregering af børn og unge. 3.0 Problemformulering Hvilken betydning har manglende social kompetence hos børn, for en mulig inklusion, og hvordan kan pædagogen være med til at skabe inkluderende processer i børnehaven? 3.1 Afgrænsning af problemfelt Jeg har valgt børnehave alderen 3-6 år, da det er i denne alder, at børnene i høj grad begynder, at opbygge stærkere sociale relationer til hinanden. Derudover er barnets grundlæggende personlighedsstruktur lagt ret fast ved gennemlevelsen af de 3 første stadier ifølge Erik Erikson, altså når barnet er nået 6-årsalderen. (jerlang, 1999, s.97) Dette tydeliggøre at for, at få den bedste indvirkning på børns udvikling, må vi gribe ind tidligt. Derudover har jeg som min sociale pædagogiske tilgang valgt, at fokusere på de børn i børnehaven, som bliver ekskluderet fra fællesskabet. De børn som ikke har nogen synlige handicaps eller diagnose. Disse børn som i børnehaven bliver kategoriseret som de mærkelige. Når jeg beskæftiger mig med den sociale kompetence, fokuserer jeg på barnets evne til, at indgå i samspil med andre børn og kunne tilpasse sig en gruppe. Jeg har udelukkende fokus på relationen mellem børn, både individ/individ og individ/gruppe. 2

4 4.0 Metode og teori I min analyse har jeg valgt, at inddrage et afsnit om social kompetence og et afsnit om børns sociale samvær. Det afsnit vil jeg bruge til, at beskrive hvordan børnenes sociale samspil udspiller sig i børnehaven, og om diverse inklusions og eksklusions processer i børnehaven. Hvilket jeg til sidst, vil sammenholde med min teori om social kompetence. Dette finder jeg yderst relevant, for at kunne besvare min problemformulering. Endvidere har jeg valgt, at starte min opgave med en definition af mine nøglebegreber, da jeg synes det vil give mest mening for læseren, at have en forforståelse for disse. Jeg har valgt de nøglebegreber ud, som jeg synes giver mest mening for min opgave og i forhold til mine begrænsede antal sider. Til min definition af nøglebegreberne bruger jeg bogen samfundet i pædagogisk arbejde af Carsten Schou og Carsten Pedersen. Bogen har et sociologisk perspektiv på pædagogisk arbejde og tager udgangspunkt i centrale dilemmaer i pædagogisk praksis og cases, som analyseres under inddragelse af samfundsmæssige forhold. Til mit afsnit om social kompetence, har jeg valgt, at tage udgangspunkt i bogen social kompetence når individet, de andre og samfundet mødes af Anders Person, hans grundsyn repræsenteres både på et sociologisk plan samt på et psykologisk plan, som gør det lettere, at forstå samspillet. (Persson, 2003, s.9) I mit afsnit om børns samvær har jeg anvendt bøgerne socialt samvær mellem børn af Borgunn Ytterhus, som er sygeplejerske og ph.d. i sociologi. Hun tager udgangspunkt i børns egen forståelse af sociale samværsprocesser og belyser dette ved, at fokusere på deres sociale samvær set fra børnenes perspektiv og med henblik på sociale inklusions- og eksklusionsmekanismer. Bogen bygger på dele af hendes ph.d. afhandling i sociologi om hverdagslivet i børnehaven. Og Betydningsdannelse blandt børn Den er skrevet af Eva Gulløv, som er mag.scient. og ph.d. i antropologi fra Københavns Universitet. Bogen tager udgangspunkt i en større undersøgelse i en børnehave. Eva Gulløv undersøger og diskuterer, hvordan børn tillægger fænomener i deres omverden betydning, hvordan de lærer at forstå omgangsformer, relationer, hierarkier, magt og så videre. Fælles for begge bøger er, at de tager udgangspunkt i en større undersøgelse i en børnehave. Hovedvægten ligger stort set på børnenes sociale samspil. I begge bøger er det meget børnenes egne udsagn om det sociale liv i børnehaven, der bliver behandlet. 3

5 I dette afsnit er børnene delt op i 3 kategorier, sat af dem selv. Der er de almindelige anderledes og mærkelige. De anderledes er dem med et synligt handicap, altså de udviklingshæmmede. De mærkelige er dem med et usynligt handicap, dem der ikke falder ind under de voksnes diagnostiske system, men som viser særlige problemer med, at indgå i sociale fællesskaber. Herunder vil jeg endvidere komme ind på inklusions- og eksklusions processer i børnehaven og den sociale kompetences betydning herfor. Jeg bruger Erik Homburger Eriksons ( ) herefter kaldet Erikson - psykoanalytiske egoteori i mit afsnit om udviklingspsykologi. Erikson fik afgangsbevis fra Psykologisk Institut i Wien, og han var ansat ved Harvard som professor i udviklingspsykologi. Han udgav flere bøger. Eriksons teori er en videreudvikling af dele af Sigmund Freuds teori. En forskel på disse to teoretikere er, at Freud lagde megen vægt på psykens indre og det psykoseksuelle synspunkt, hvor Erikson lagde mere vægt på menneskets tilpasning til og samspil med omgivelserne - mennesker, sociale forhold og kultur. Erikson havde hermed et psykosocialt synspunkt. Dette gør, at jeg mener, at Eriksons teori er velegnet for min opgave, da jeg synes, individets samspil med omgivelserne har stor betydning for dennes udvikling. Erikson lagde megen vægt på egoets betydning for identitetsdannelsen, samt på omgivelsernes betydning herfor. Erikson mente, at børn har brug for en næsten konstant dialog og et samspil med voksne og andre børn for, at kunne udvikle deres identitet. (Jerlang, 1999, s.69-72). 5.0 Definition af nøglebegreber Integration: At blive en integreret del af et fællesskab kræver, at den enkelte vil og kan tilpasse sig de normer, værdier, regler og rammer, som fællesskabet udgør. Integration bygger på forholdet mellem individ og fællesskab, hvor det er individet, der skal indtage fællesskabet normer og værdier. Det er altså individets eget ansvar at tilpasse sig gruppen, mens fællesskabets måde at være fællesskab på fastholdes. (Schou, 2006, s ) Inklusion: Inklusion vil sige, at blive inkluderet i fællesskab og er både gruppe og individ orienteret, i modsætning til integrations begrebet. Det er her gruppens ansvar, at ændre sig, for at åbne op og inkludere andre. 4

6 Eksklusion: At blive udelukket fra gruppen. Eksklusion er et resultat af, at individet ikke formår at tilpasse sig gruppen, altså integrere sig i fællesskabet. Eksklusion er gruppens udstødelse af et individ. Integrationen er altså udelukket individets eget ansvar, mens inklusion og eksklusion er gruppens, samt individets ansvar. Idet at integrationen udelukket hviler på den enkelte, kan det dermed skabe et stort problem, hvis den enkelte af nogle problematiske årsager ikke er i stand til at integrere sig i gruppen. Nemlig at gruppen ekskluderer individet. Den inkluderende del kan ses som den positive rednings del, idet at det her både er gruppens og individets ansvar at inkludere/inkluderes. Dette kan i stærkere grad have en virkning mod eksklusion. Alt sammen noget jeg vil komme nærmere ind på senere i min opgave. 6.0 Social kompetence Den sociale kompetence er individuel, men bedømmelsen af den er social. (Persson, 2003, s. 12) Social kompetence handler nemlig om individets evne til, at kunne tilpasse sig en gruppe, altså at kunne indgå i et samspil med andre mennesker. Det er en evne som skal læres og som vi kan have mere eller mindre af. En evne som individuelt kan skifte med sammenhængen. Altså den kontekst som vi nu befinder os i, kan gøre, at vi anses for at være social kompetente i en sammenhæng men ikke i en anden. Sociale, kulturelle, køns, og aldersmæssige faktorer kan også påvirke vores bedømmelse af, hvad der er social kompetence og hvad der ikke er. (Persson, 2003, s. 12) For eksempel er der forskellige spilleregler i hver kultur. Regler for hvad der er accepteret adfærd og hvad der ikke er. I en børnehave kan der også være regler for, hvad der er social accepttabel og hvad der ikke er. Spilleregler som er sat af de børn som er i kulturen/børnehaven. Køn og alder spiller også en rolle, for eksempel vil noget adfærd drenge viser accepteres, men ikke nødvendigvis hvis en af pigerne udviste samme adfærd, ville dette accepteres og det samme med alder, det som eksempel vil blive accepteret af en af de små i børnehaven, vil ikke nødvendigvis accepteres af en af de store. Anders Persson deler den sociale kompetence op i to aspekter. Gruppeaspektet og relationsaspektet. Relationsaspektet handler om individets evne til, at fungere i samspil med andre mennesker og er individ baseret. Det handler altså om hvorvidt den enkelte formår, at integrere sig i fællesskabet. Gruppeaspektet handler om individets tilpasning i gruppen. Dette forhold mellem 5

7 individ og gruppe, anser Anders Persson som et spændingsfelt idet, at gruppen kan undertrykke individet lige såvel som frigøre det. At være en del af en gruppe, behøver altså ikke i alle henseender, at ende med at være positivt for individet. Mange individer anses for uvillige til, eller uden evne til, at tilpasse sig gruppen. Efterlysningen af mere social kompetence, tænkes at være et af de redskaber, der er blevet brugt til, at tilpasse individet til gruppen. (Persson, 2003, s.34) Men hvad er det så vi mangler, når vi anses for at have manglende social kompetence? Savnet af social kompetence, har at gøre med oplevede mangler ved relationer mellem individ og gruppe samt individ og individ. Det er en manglende evne til, at relatere til andre mennesker. Individet mangler simpelthen situationsfornemmelse, det vil sige, at individet ikke er i stand til, at orientere sig i det sociale rum, stikke en finger i jorden og fornemme de andre mennesker omkring en, hvem er de?, hvad laver de? Og så videre. Det er børn som mangler empati som vil sige, at individet ikke er i stand til, at vise medfølelse, da individet ikke kan sætte sig i den anden parts sted følelsesmæssigt. Groft sagt handler det om manglende evne til, at tilpasse sig andre mennesker og indgå i fællesskaber. For de individer der ikke mestrer disse dele af den sociale kompetence, hvad er deres chance for, at blive en del af det sociale liv i børnehaven.? og hvad er det for nogle regler der udspiller sig i det sociale samvær børnene imellem i børnehaven og som har del i at børnene inkluderer og ekskludere hinanden.? Dette vil jeg komme nærmere ind på i mit afsnit om børns sociale samvær. 7.0 Udviklingspsykologiske teorier Som beskrevet i mit metodeafsnit, har vi valgt at bruge Eriksons teori til at beskrive barnets udvikling. De otte stadier i Eriksons teori er: Spædbarnsperioden (oralstadiet) ca. 0-1 ½ år, Småbarnsperioden (analstadiet) ca. 1 ½- 3 år, Legebarnsalder (fallisk stadium) ca. 3-6 år, Skolealder (latensstadium) ca. 6/7-12 år, Ungdomsperioden (adolescens), Tidlig voksenalder, Voksenalder og Alderdom (Jerlang, 1999, s ). Da jeg koncentrerer mig om børn i alderen 3-6 år, har jeg valgt, at tage udgangspunkt i legebarnsalderen. Barnet har i legebarnsalderen i forhold til de forrige stadier en mere sikker styring af sin krop, et mere udviklet sprog og en større fantasi. Superego et udvikles, hvilket betyder at normer og regler internaliseres hos barnet. Barnet skal i dette stadium lære, at finde sin egen rolle ikke blot som menneske, men som et bestemt individ med en identitet. Det er også nu, at barnet får en større interesse for den omliggende sociale verden. (Jerlang, 1999, s.92-95). Og det er typisk i denne alder, at barnet begynder, at danne stærkere sociale relationer til andre jævnaldrende. Da 6

8 pædagogen er en del af barnets sociale miljø, har hun en vigtig rolle i forhold til barnets trivsel i omgangen med de andre børn i børnehaven. Erikson mener, at kernefamilien er den mest betydningsfulde relation for barnet i dette stadium. Han ser kernefamilien som et identifikationsobjekt for barnet i denne alder. Men også andre instanser får en stigende betydning, især pædagoger i institutionen og de legeaktiviteter, institutionen giver mulighed for (Jerlang, 1999, s.95). Det er derfor væsentligt at se på pædagogens rolle i forhold til barnets trivsel. I en børnehave med mange forskellige børn, er det vigtigt, at pædagogen har overblik over det sociale liv i børnehaven og er i stand til at skabe inkluderende processer om nødvendigt. I et moderne samfund som vores, hvor dobbeltsocialisering er en del af barnets liv, skal vi som pædagoger også fungerer som identifikationsmodeller og rollemodeller. Børn i Danmark i dag tilbringer så meget tid i institutioner, at det ikke længere kun er forældrene, som har den største del i opdragelsen, men også pædagogerne må tage en stor del af ansvaret for denne. 8.0 Børns sociale samvær Socialt samvær er noget af det vigtigste i livet for både børn og voksne. Vi er skabt til afhængighed af social kontakt med andre, for at overleve som mennesker. Det er nemlig igennem vores relationer til andre mennesker, at vi udvikler os. Men socialt samvær kan også være noget, at det mest vanskelige at begive sig ud i. Det handler om viden, vilje og evne til at gå på opdagelse og hvordan vi formår at bruge det, når vi skal begå os i hverdagen. ( Ytterhus, 2003, s.12 og 13) Først og fremmest handler socialt samvær om, at være fysisk sammen og er ofte selvvalgt, altså frivilligt. Børnene i børnehaven vælger for eksempel selv hvem de vil lege med, altså indenfor den gruppe børn som går i børnehaven. Men det kan i nogle stunder også være obligatorisk. Det ses for eksempel i strukturerede aktiviteter bestemt af pædagogerne i børnehaven. 8.1 Centrale dimensioner i børns samvær Børns erfaringsverden er betydelig mindre end voksnes, derfor er deres behov for snævre kategorier større. Børn kan altså virke noget mere firkantet i nogle situationer, men er et udtryk for deres store behov, for at etablere en social orden. ( Ytterhus, 2003, s.73) I børnenes første møde med hinanden skal indgå samhandlingsvilje for, at etablere og skabe dynamik i legen. Med samhandlingsvilje menes et aktivt afgivet udtryk, der af den anden part opfattes som en invitation til samspil. (Ytterhus, 2003, s.35) Børnene skal altså give udtryk for vilje til at lege, dette kan for eksempel være ved smil og øjenkontakt. Samtidig beskriver Ytterhus samhandlingsviljen som en til tider svær 7

9 og lang proces, for bliver børnene for utydelige, forstår den anden ikke henvendelsen og bliver de derimod for tydelige, kan de opfattes som forstyrrende eller påtrængende. (Ytterhus, 2003, s.36) Det kræver altså situations fornemmelse, at bryde ind på den rigtige måde. Når børnene har etableret kontakt med jævnaldrende, starter forhandlingerne om hvem der skal gøre hvad. Forhandlinger om aktiviteternes karakter, om hvem der bestemmer, om roller og om rettigheden af andres forståelser (Gulløv, 1999, s.137) Gennem disse forhandlinger danner børnene sig et billede af de andre og sig selv. Målet med forhandling er, at komme i gang med legen. Forhandlingsprocessen er sårbar og det er her mange børn bliver hægtet af. Forhandlingerne stiller nemlig store krav til børnenes sociale kompetence. Ifølge Eva Gulløv er det i samspillet med de andre, at børnene individuelt som kollektivt opbygger sociale relationer, social legitimitet, altså en accept om deltagelse af de andre, og refleksivitet og her skaber de betydning i omgivelserne gennem forhandlinger. (Gulløv, 1999, s.138) Ytterhus samhandlingsvilje, kalder Gulløv for deltagelse, og har du fået samhandlingsvilje eller blevet deltager, har du ikke nødvendigvis en fast position i gruppen endnu. For det er i stor grad gennem forhandling, at børnene positionerer hinanden og vælger fra, hvis nødvendigt. Altså ekskluderer de børn som ikke formår, at følge de sociale spilleregler og integrere sig i gruppen. Næste skridt i processen er, at gå ind i igangværende leg. Dette kan for nogle børn være en stor udfordring og kræver evnen til at stikke en finger i jorden og se hvad der foregår. Og ifølge Ytterhus er der her to strategier, at vælge imellem. At stille sig på sidelinjen og se på og prøve at få øjenkontakt med børnene i legen og smile i håb om, at de spørger om man vil være med, eller selv aktivt at bede om lov. Den anden strategi er, at stå på sidelinjen, danne sig overblik over legen, for derefter at komme med et udspil der passer ind i den igangværende leg. (Ytterhus, 2003, s.42) Altså simpelthen glide ind i legen med et input, der passer til. Begge strategier kræver social træfsikkerhed og årvågenhed. Noget som ikke alle mestrer i forbindelse med igangværende leg. Så allerede her, vil det være en utrolig kamp for de børn med mindre eller manglende social kompetence, at integrere sig i gruppen og hvor vil det så efterlade dem? I børns samvær indgår også samhandlingsregler, målet er at få det sociale samvær til at flyde inden for en social orden, som for børnene er acceptabel. Det handler om hvad der er social acceptabelt adfærd børnene imellem. Der findes ikke decideret regler for hvordan leg skal udarte sig, men for hvad man ikke skal gøre. Disse regler er sigende for hvilken adfærd, der ikke findes passende for børnene i gruppen og kaldes forbudsregler og bliver mest synlige når nogle overskrider/udfordrer dem. ( Ytterhus, 2003, s.52 og 53) Forbudsreglerne kan forstås som en type 8

10 adfærd eller handling, der ikke passer ind i de kategorier børnene prøver at danne, og kan medføre eksklusion fra gruppen. Forbudsregler: Du må ikke påføre andre smerte. Du må ikke gå galt i byen følelsesmæssigt. Du må ikke tabe ansigt. Du må ikke ødelægge de andres leg. Du må ikke være ulækker eller griset. ( Ytterhus, 2003, s.54 L.12-16) I disse forbudsregler er der stor forskel på almindelige, anderledes (De børn med synlig handicap) og mærkelige børn (De børn med usynlige handicap). Børnene lader til, at give en anderledes respons, når de anderledes børn ødelægger noget i legen, end når de almindelige eller mærkelige børn gør det. Lang flertallet af børnene tolererer altså hvis de anderledes børn kommer og ødelægger deres leg. Undersøgelsen viste også at de anderledes børn var mere tilbøjelige til, at gentage forstyrrende adfærd. Sådanne adfærd viste sig altså bedre, at kunne tolereres, hvis det forventes af et anderledes barn. ( Ytterhus, 2003, s.68) De mærkelige børn derimod bliver oftest ekskluderet fra gruppen, da de ikke formår at indgå i samhandlingsreglerne, og derfor oftest resulterer deres adfærd i brud på påbudsreglerne. Børnene ekskluderer altså hinanden for et godt ord. Pædagogen overordnet rolle er, at alle børn trives i børnehaven, så i forhold til de mærkelige børn, som ikke formår, at integrere sig i fællesskabet, har pædagogen en vigtig rolle. Hun må give dem mulighed for, at udvikle deres sociale kompetence og give de børn nogle redskaber til, at de positivt kan indgå i sociale samspil med de andre børn. Børnene viser os i deres interaktion hvordan de skaber mening og betydning og hvordan den mening styrer deres valg af handling. Forståelse og mening handler om genkendelse. Det børnene altså ikke genkender, forstår de ikke. Børnene søger en mening ved, at kategorisere det fremmede i nogle kendte rammer. Som vi ser med de børn der bryder forbudsreglerne og rammes af relationelle samhandlingsbrud, bliver kategoriseret mærkelige. Det er altså ikke alle børn, der har samme forudsætninger, for at deltage i det sociale fællesskab i børnehaven. Dermed er det pædagogen rolle at støtte disse børn og forløse det enkeltes barns potentialer. 8.2 Inklusion og eksklusion i børnehaven De fleste børn er aktivt deltagende i en eller anden form for samvær med jævnaldrende. Men derfor er det ikke altid, at denne interaktion opfattes positivt af de andre i samværet. (Ytterhus, 2003, s.246) De med størst problemer i aktiv deltagelse, er dem som ikke formår, at forstå de såkaldte spilleregler i børnehaven og som derfor ofte bryder forbudsreglerne. Dem som ingen accepterer, fordi de simpelthen ikke kan fungere hensigtsmæssigt i gruppen. (Struve, 2000, s.46) Børnene inkluderer og ekskluderer hinanden i børnehaven, for at blive 9

11 inkluderet i gruppen, skal du kunne forstå de spilleregler som udspiller sig i børnegruppen og have en vis forståelse for, hvad der er socialt acceptabelt adfærd i gruppen og hvad der ikke er. Det kræver selvsikkerhed, overblik og situationsfornemmelse, altså en god portion social kompetence. Hvis et barn ikke besidder den form for social kompetence, det kræver for at blive inkluderet, bliver barnet ekskluderet af de andre. Barnet bliver altså sat udenfor for fællesskabet i børnehaven og overladt til sig selv, rent børnmæssigt. Og det er disse som bliver kategoriseret som mærkelige af de andre i børnehaven. Nogle af disse ekskluderet børn kan også være nye i børnehaven og som af den grund ikke har formået, at skaffe sig den fornødne viden om det sociale liv og regler i børnegruppen endnu. De fleste af disse børn vil som regel efter noget tids observation i børnehaven, blive inkluderet i børnegruppen. Men de børn som jeg her har fokus på, er dem, som af deres natur bare ikke formår at falde ind i fællesskabet og forstå de sociale spilleregler, som der her er tale om. Det er vigtigt, at pædagogen er opmærksom på de børn uden venner eller med dårlige relationer til de andre børn i børnehaven. De her såkaldte spilleregler som gør sig gældende i det sociale liv i børnehaven, stiller nemlig store krav til børnene og for nogle kan dette betyde en ensom kamp for accept og inklusion i børnehaven. Gode venskaber eller mangel på samme, er den største forskel på børn, der har det godt og børn, der ikke har det godt. For børnehavebørn er det vigtige i det sociale liv, at blive optaget i børnegruppen. (Struve, 2000, s.47-48) 9.0 Pædagogiske handlemuligheder Alle børn ønsker, at være en del af et fællesskab og udviklingsmæssigt er det også vigtigt for dem. Men de børn som jeg i min opgave har sat fokus på, råder ikke over de nødvendige sociale kompetencer, som det kræves, når vi ser på det samvær der udspiller sig imellem børnene i børnehaven. Det er noget som skal læres og udvikles. Her er det pædagogen rolle som spiller ind. Hun skal skabe mulighed for, at barnet kan få muligheden. (Struve, 2000, s.48) Hun skal altså give barnet nogle værktøjer, at arbejde med. For at dette kan lade sig gøre, skal pædagogen vide hvad der sker i børnenes sociale liv. Hun bliver altså nød til, at observere børnenes samspil og vurdere hvad det enkelte barn eventuelt har brug for, for at kunne hjælpe til, at skabe en positiv udvikling. Gennem disse observationer skal pædagogen danne sig et overblik over hvad der sker med barnet i samspil med andre. For eksempel er det vigtigt, at pædagogen især lægger mærke til barnets sociale signaler og ikke mindst hvordan barnet tolker de andre børns signaler, for at kunne hjælpe barnet mest muligt. Afhængig af barnet og dets alder i børnehaven kan pædagogen om nødvendigt, tage en snak med barnet selv om dets samspil med de andre børn og de signaler det sender. Er barnet for eksempel højlydt og udfarende kan snakken gå på det, samt signalet adfærden udsender til de andre. 10

12 Hvis pædagogen skal have denne snak, er det dog utrolig vigtig, at pædagogen er anerkendende i sin kommunikation, at hun får barnet til, at føle sig noget værd og som en vigtig del af det sociale liv i børnehaven. Dette kan hun gøre ved, at fortælle barnet, at det er vigtigt i forhold til børnegruppen i børnehaven, men at de andre børn ikke bryder sig om, at det råber meget højt og så videre. Det er selvfølgelig ikke alle børn som pædagogen nødvendigvis skal tage en snak med, det afhænger selvfølgelig af barnet og dets adfærd. Jeg synes, at hvis det er en højlydt adfærd og vi som pædagoger kan se de negative signaler det sender til de andre, kan hun tage en snak med barnet om det og hvordan det påvirker de andre børn. Men jeg synes derimod ikke det skal gøres hvis barnets eksklusion fra de andre, ikke bunder i en for højlydt og dominerende adfærd, men derimod bunder i barnets manglende forståelse for de sociale samhandlingsregler i børnegruppen. Det er min overbevisning, at det ellers vil være for svært, at gøre det i et sprog barnet vil kunne forstå, uden at føle sig mindre værd. I disse tilfælde vil det udelukkende være pædagogens rolle at observere barnets adfærd i samspil med andre børn og finde redskaber dertil. Pædagogen kan for eksempel skabe nye oplevelser med barnet, som vil tiltrække de andre børn. Det er nemlig vigtigt, at vi som pædagoger er med til, at fremme børns mestring af det sociale liv og stimulere det til deltagelse og samspil. (Ytterhus, 2003, s.12) Oplever pædagogen, at de mærkelige børn til tider også er dem som bliver afleveret senere i børnehaven, kan det også være til stor gavn, at hun tager en snak med forældrene om betydningen herfor. Der kan nemlig være stor forskel på, om man som barn er i børnehaven fra starten, når legene bliver etableret, end når de er i gang. Som nævnt tidligere kan det nemlig være endnu sværere for nogle børn, at skulle gå ind i igangværende leg. Vi må samtidig også huske på, at vi som pædagoger har med mange forskellige børn at gøre, også måske nogle som af livsvilkårlige grunde aldrig lærer, at indgå i samspil med andre børn. Som en inkluderende proces kan pædagogen bryde børnegrupperne en gang imellem ved, at igangsætte spændene aktiviteter, struktureret lege og udflugter. Det vil være en fordel for de mærkelige børn, som er ekskluderet fra gruppen og være med til, at give dem en positiv oplevelse med de andre børn. Det er vigtigt, at vi som pædagoger udformer vilkårene i børnehaven, både med hensyn til tid, rum og miljø. På den måde kan vi være med til, at påvirke samspillet mellem børnene og mellem børnene og omgivelserne, hvis det bliver nødvendigt (Ytterhus, 2003, s.255) og med tiden vil de positive oplevelser børnene får, naturligvis fremme dele af deres sociale kompetence Konklusion Jeg er i opgaven kommet frem til at for ikke, at lande udenfor børnenes fællesskaber kræves det i høj grad, at man som barn i en børnehave besidder en god portion social kompetence. Da vi som 11

13 pædagoger spiller en stor rolle i børns liv i det moderne samfund, skal vi være med til, at fremme børns mestring af det sociale liv og stimulere det til deltagelse og samspil. (Ytterhus, 2003, s.12) Som svar på min problemformulering: Hvilken betydning har manglende social kompetence hos børn, for en mulig inklusion og hvordan kan pædagogen være med til at skabe inkluderende processer i børnehaven, har jeg fundet ud af, at børnenes sociale samvær i børnehaven ikke bare er at være tilstede, men er opbygget i helt fastlagte regler for hvad der er social acceptabelt adfærd og hvad der ikke er. Noget der kræver selvsikkerhed og situationsfornemmelse. Formår barnet ikke, at integrere sig og leve op til de fastlagte regler om hvad der er social accepteret adfærd, bliver barnet ekskluderet fra fællesskabet. Det betyder, at social kompetence hos barnet har stor betydning for, om det bliver inkluderet i gruppen. De her såkaldte spilleregler som gør sig gældende i det sociale liv i børnehaven, stiller altså store krav til børnene og for de mærkelige børn betyder dette en ensom kamp for accept og inklusion i børnehaven. Det er pædagogens rolle at sikre, at alle børn trives i børnehaven. Hun kan skabe inkluderende processer, ved at bryde børnegrupperne engang imellem og igangsætte spændene aktiviteter, struktureret lege og udflugter. For de børn som er ekskluderet fra gruppen, vil det være med til, at give dem en positiv oplevelse med andre og bidrage til en eventuel udvikling af nogle sociale kompetencer Perspektivering Jeg har i min opgave valgt, at have fokus på børns sociale samspil og deres inkludering og ekskludering af hinanden og den sociale kompetences betydning herfor. I løbet af min arbejdsproces er jeg stødt på flere spændene vinkler i forhold til min problemstilling. Hermed kunne jeg have anlagt andre perspektiver. For eksempel samfundets udvikling i forhold til børns adfærd og samspil og hvilke betydning samfundet har på børns social kompetence eller mangel på samme. Og herunder kunne jeg have valgt bourdieu s habitus begreb, da det er vores erfaringer, som danner grundlag for vores handlinger. Derudover kunne jeg have set på mulighederne for tværfagligt samarbejde mellem daginstitution, skoler, klubtilbud, forældre med flere. Det er vigtigt, at alle samarbejder, hvis vi skal modvirke eksklusion i børnegrupperne, også når børnene kommer i skole. For eksempel bliver mange børn, som har det svært socialt eller fagligt, samlet i en speciel klasse for sig. Hvilket ekskluderer dem fra deres vante sociale rammer i klassen. Denne vinkel kunne også have været spændene. 12

14 13