IPMONOPOLET tidsskrift for international politik

Transkript

1 IPMONOPOLET.DK ÅRGANG 1 NUMMER 2 1. UDGAVE IPMONOPOLET tidsskrift for international politik TEMA: KONFLIKT I DET 21. ÅRHUNDREDE TEMA IPmonopolet sætter i denne udgave fokus på konflikt i det 21. århundrede. Læs bl.a.: Enkeltstående atomangreb vil erstatte atomkrig. Se side 5 UDBLIK Sydamerikanske grænseoverskridelser og systemeksport a la bolivariana Se side 23 Bevæger Zimbabwe sig i retning af at blive et militærdiktatur? Se side 33 MONOPOLET Søren Gade vs. Morten Helveg Petersen Det fremtidige danske forsvar! Se side 42 SYNSPUNKT Interview med Kenneth Waltz Disciplinens Grand Old Man om IP i dag, USA s rolle og det kommende præsidentvalg If Klimapolitikkens sikkerhedsligørelse. Se side 8 we assume that it is going to be a democratic president, we will definitely withdraw from Iraq. It is going to be chaotic, but as long as we are there it is chaotic as well. We will certainly see a war termination but how the termination is going to be, is very hard to predict. It seems to be easier to start a war than to end it LÆS MERE SIDE 39 1

2 LEDER Velkommen til IPmonopolet endnu engang! Vi er glade for at kunne præsentere anden udgave af IPmonopolet, der beskæftiger sig med temaet Konflikter i det 21. Århundrede. Vi har identificeret og præsenteret en række potentielle konfliktlinjer og bedt en række studerende og forskere kommentere på dem. De potentielle konfliktlinjer er: Klima ved Steen Nordstrøm, Ph.d.-studerende på DIIS, Terror ved Bjørn Møller, Seniorforsker ved DIIS, Revolution in Military Affairs ved Troels Burchall Henningesen, Cand.scient.pol. og Enkeltstående atomangreb ved Thomas Emil Jensen, Stud.scient.pol. ved Kennedy School of Government på Harvard. Disse fire emner er selvfølgelig ikke udtømmende men fortæller alligevel noget signifikant om de konflikter, der er aktuelle i det nuværende, internationale samfund. Det er tankevækkende, at alle forskere uafhængigt af i hinanden ikke synes at være præget af den sensationalisme, som kendetegner meget af den offentlige debat. Simon Gravers Jacobsen Stud. Scient. Pol., Københavns Universitet Ansvarshavende Chefredaktør, IP Monopolet Monopolet sætter forsvarsminister Søren Gade og de radikales Morten Helveg Petersen i stævne. Emnet er arbejdet i Forsvarskommissionen og de fremtidige perspektiver for det danske forsvars kommende engagement og deltagelse i internationale operationer og opgaver. I Udblikssektionen præsenterer vi i denne udgave et væld af artikler, der hver især behandler væsentlige og aktuelle problemstillinger indenfor international politik. Birthe Hansen skriver om USA s politik i Mellemøsten, Hans Krause Hansen behandler spændingerne mellem Columbia, Ecuador og Venezuela særligt med fokus på Hugo Chavéz, Hatla Thelle sætter perspektiv på Kinas menneskerettighedskrænkelser og det kommende OL, Jørgen Siegumfeldt fra P1 s Orientering skriver om den aktuelle situation i Malaysia efter Anwar Ibrahims tilbagevenden til den politiske scene, Lene Bull Christiansen ser på situation i Zimbabwe efter valget, Trine Brox går bag om Kinas engagement i Tibet, og endelig skriver Jon Bøge Gehlert, der er journalistpraktikant på CARE, om Den Afrikanske Fodbolddrøm. I Synspunktssektionen fortsætter vi rækken af interviews med indflydelsesrige forskere indenfor international politik. I denne udgave har vi interviewet Kenneth Waltz om hans syn på det internationale system og USA s rolle heri. Waltz formår, på trods af sine 84 år, at præsentere en skarp analyse af USA s nuværende position i verden og kommer blandt andet ind på et muligt skift i udenrigspolitikken efter præsidentvalget i november. Stig Tackmann Stud. Scient. Pol., Københavns Universitet Ansvarshavende Chefredaktør, IP Monopolet Vi håber, at I vil tage godt imod tidsskriftet endnu engang og opfordrer alle, der arbejder på et spændende bachelorprojekt eller speciale til at skrive en artikel til os og dermed komme ud til et større publikum med Jeres viden. Skriv til redaktion@ipmonopolet.dk! Den ansvarshavende redaktion 2

3 INDHOLD LEDER 2 TEMA 4 Enkeltstående atomangreb vil erstatte atomkrig 5 Klimapolitikkens sikkerhedsliggørelse 8 Terrorisme. At sikkerhedsliggøre eller ikke En revolution der løb ud i sandet? 16 UDBLIK 20 USA s mellemøstpolitik 21 Sydamerikanske grænseoverskridelser 23 Beijings Tibet-problem 26 MENNESKERETTIGHEDER OG OL I KINA 28 Malaysia: Nye tider på vej? 30 Bevæger Zimbabwe sig i retning af at blive monopolet 37 synspunkt 40 redaktion 45 3

4 TEMA INTRODUKTION KON - FLIKT I DET 21. ÅRHUNDREDE Temaet for denne udgave af IPmonopolet er Konflikt i det 21. århundrede. Hvordan formes fremtidens sikkerhedspolitiske udfordringer? Vi stiller skarpt på fire potentielle konfliktlinjer, som kan få afgørende betydning for, hvordan vi vil tænke sikkerhed i det 21. århundrede. 4

5 Enkeltstående atomangreb vil erstatte atomkrig Af Thomas Emil Jensen, statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet Atombomben er ikke blevet anvendt i krigshandlinger siden 9. august Ifølge nobelprismodtageren Thomas Schelling findes der i dag et nukleart tabu i verden. Han påpeger, at til trods for oplagte situationer har ingen brugt dette våben siden Nagasaki. Fordi det simpelthen er for frygteligt. Mens vi må håbe, at han har ret, og at tabuet fortsætter i al fremtid, er det værd at analysere, hvem der kunne fristes til at bruge bomben, og hvordan det kunne ske. Konklusionen er, at i den overskuelige fremtid er risikoen for en atomkrig meget lille. Men risikoen for enkeltstående brug af atomvåben er større end under den kolde krig. Mere specifikt vil der være fire dominerende veje til et enkeltstående atomangreb og disse er værd at have i tankerne, når vi spår om fremtidens krige. Atomvåbenstrategi er en skræmmende disciplin i international politik. Dette skyldes, at spørgsmål om brug af atomvåben på alle måder overskrider traditionelle ræsonnementer om proportionel brug af magt, retten til selvforsvar i tilfælde af angreb, ideen, om at man holder sine kapabiliteter hemmelige overfor fjender osv. Hvor stater igennem historien har søgt sikkerhed ved at tilegne sig mest mulig magt, så resulterede atomalderen og den kolde krig i, at staters problem pludselig er omvendt; stater kan have for megen magt til at føre krig som vanligt. Med udsigt til udslettelse gav ord som proportionalitet ikke mening. Retten til selvforsvar måtte nødvendigvis blive fortolket bredt, da ingen turde sidde og vente til et missil var i luften. Og i dette strategiske klima indså parterne snart, at hemmelighedskræmmeri var noget af det farligste. At atomvåben kun ville have effekt, hvis de blev vist frem til fjenden, og at man troværdigt forsikrede, at de ville blive brugt, såfremt den anden part startede vanviddet. Vi kender hele historien: Alle levede i frygt for den negative skaberkraft - magthavere såvel som civilbefolkninger. Ord såsom atomvinter og den røde linie fandt vej til almensproget, og Cubakrisen blev standardemne i gymnasieelevers 3.g.-opgave. Dog var den kolde krig også en af de mere fredelige perioder i den nordlige halvkugles historie. Hvem ville risikere at skubbe til korthuset og dermed potentielt udløse Mutually Assured Destruction den dominerende doktrin som meget passende blev forkortet MAD? Indtil i dag har det været MAD-tanken om, at modstandere kan svare igen (second-strike-capability), som afholder atomstaterne fra at tage det første skridt (first-strike). Dette bringer os til den første paradoksale konklusion: USA s unipolære fristelse Den første fare for fremtidig brug af atomvåben består i, at Ruslands second-strike-capability er i en tvivlsom forfatning. Hvis USA ikke tror på, at Rusland kan svare igen, ja så lurer fristelsen. Professor Thomas Schelling, som i 2005 fik Nobelprisen for sit arbejde i spilteori og dets anvendelse i atomvåbenstrategi, håber derfor, at Rusland vil holde sin kapacitet ved lige. Han indrømmer rent ud, at han ikke stoler på, at den nuværende amerikanske præsident ville holde sig tilbage uden en russisk balancering. Han stoler ikke på, at det nukleare Ønskelige tiltag for at rette op på mangelfuld opbevaring I en verden hvor vi snart må indse, at vi aldrig kommer til at leve uden atombomben, kan - og bør - vi samarbejde om, hvordan vi bedst muligt lever med den. Dette indebærer: Fælles standarder for sikker opbevaring af atomvåben og beriget våbenmateriale. 95 % af verdens atombomber findes i USA og Rusland. Forhandlinger om en fælles standard bør starte her. Ressourcer til rådighed for stater som ikke selv har råd til at følge disse standarder. Det er blevet vurderet, at det vil koste 30 milliarder dollars at sikre alle våben og beriget materiale i Rusland, og at det kan gøres over få år. USA skal gå forrest her og tilbyde at betale for dette offentlige gode. Denne finansiering er oplagt for en koalition af villige stater. Konvertering fra at bruge højt beriget uran (som også kan bruges i bomben) i atomkraftværker til i fremtiden at bruge lavt beriget uran (som kun kan bruges i energikraftværker). Styrke de eksisterende ikke-spredningsaftaler med tilbud om at stater som ønsker atomkraft (såsom Iran) kan købe lavt beriget materiale til det halve af markedsprisen fra et multilateralt konsortium, og at sælgerne lover at tage det brugte materiale retur. 5

6 tabu vil binde dem. Alternativt skal Kina overtage rollen som den troværdige modspiller som vil garantere et atomart modsvar. Denne rolle har Kina ikke påtaget sig endnu, og det vil kræve en oprustning hvis de skal kunne garantere MAD. Hvis hverken Rusland eller Kina kan sanktionere brug af et amerikansk atomvåben, ja så kan fristelsen blive stor særligt hvis USA i fremtiden ønsker at uddele en atomar lussing til en slyngelstat som efterspil til et terrorangreb. Men hvis USA anvendte atomvåben ville Kina være tvunget til at opruste og garantere at MAD var i spil. Og så ville vi være tilbage i en balanceret situation. I dette scenarium er der altså ikke fare for en atomkrig med de enorme strategiske atomvåben men snarere for en enkeltstående anvendelse af taktiske atomvåben, f.eks. i en kampagne som minder om den USA kæmpede mod Al-Queada i Tora Bora bjergene i Afghanistan, hvor atomvåben ville være oplagte at bruge. Terroristers tyveri eller hjemmebyg Den anden rute til et enkeltstående angreb går via terrorister og atomvåben. Her er Thomas Schelling god at lytte til igen. Hvis terrorister vil bruge atomvåben, må de stjæle dem eller producere dem selv. Der er ikke belæg for påstanden om at stater vil give deres atombomber væk til eksempelvis Al-Qaeda. Selv under den kolde krig gav Rusland ikke bomben til Kina, selvom de delte så meget andet, og USA gav den heller ikke til sine allierede. Desuden har USA også gjort det klart, at producentstater holdes til regnskab for våben, som bliver brugt af terrorister. Dette skaber gode incitamenter for at stater holder atomvåben tæt ind til kroppen. Scenariet hvor en terrorgruppe stjæler en færdig bombe fra en atomstat og lykkes med at bruge den vil dog næppe føre til et modangreb på producentstaten, såfremt verdenssamfundet tror på at der er tale om et tyveri. Snarere vil det føre til øget samarbejde om at få bragt resterende våben under forsvarlig lås og slå. Rusland er det mest oplagte sted at forsøge et tyveri, da der i dag er atomvåben spredt ud over føderationens 11. tidszoner. Og sikkerheden er ikke hvad den burde være. Forhåbentlig skal der ikke et atomangreb til, førend USA får hjulpet Rusland med at bringe disse våben under forsvarlig lås og slå. En terrorgruppe kan måske være så heldig at stjæle eller købe det berigede uran eller plutonium og dernæst bygge en bombe selv. I dag er der omkring 40 lande i verden, som er i stand til at berige materialet til det nødvendige niveau, hvilket betyder at der er mange steder at forsøge et sådant tyveri. Et atom-gør-det-selv-projekt vil tage mindst et par måneder samt et dusin højt uddannede fysikere, kemikere, ingeniører og måske en pladesmed. Disse personer vil skulle arbejde et hemmeligt sted isoleret fra familie og venner og have adgang til stærkt avanceret teknologi. Schelling argumenterer, at disse personer under arbejdet i deres laboratorium samt over aftensmaden uundgåeligt må spørge sig selv om, hvad denne bombe mon skal bruges til? Om ikke de, som minimum, skal have indflydelse på brugen heraf? Og mest fundamentalt om de overhovedet skal forsøge at gøre arbejdet færdigt eller med vilje skal producere en fuser? (Det var præcis sådanne spørgsmål Werner Heisenberg og Niels Bohr efter sigende diskuterede da de mødtes i København i 1942 og som kan ses i teaterstykket Copenhagen af Michael Frayn). Den første fare for fremtidig brug af atomvåben består i, at Ruslands second-strike-capability er i en tvivlsom forfatning. Hvis USA ikke tror på at Rusland kan svare igen, ja så lurer fristelsen. Den mest oplagte konklusion for dem vil være, at de kunne få langt større indflydelse, hvis de brugte deres bombe til afskrækkelse snarere end blot til at dræbe tilfældige mennesker i en storby. Men for at en afskrækkelse skal være troværdig, må en part demonstrere, at de har bomben og er villige til at bruge den. Derfor ville det mest sandsynlige nukleare atomangreb fra sådan en gruppe være med en mindre bombe mod et mindre mål (evt. et militært mål) og det primære fokus ville være at etablere sig selv som en spiller, som unipolen er nødt til at lytte til. Skulle det ske, at en terrorgruppe således producerer en bombe og bringer den til sprængning, ja så er det stadig usandsynligt, at der ville udbryde en atomkrig. For det første vil en terrorrist-bombe, hvad enten stjålet eller hjemmebygget, ikke være af samme kaliber som de strategiske atombomber. De er højst taktiske våben til brug for enkeltstående attentater. Det er derfor mest sandsynligt at USA (eller Rusland i tilfælde af 6

7 f.eks. Tjetjensk terrorisme) ville undlade at svare igen nukleart for dermed at vinde det moralske argument og forsvare det såkaldte nukleare tabu. Dermed ikke sagt at et terrorangreb ikke ville blive besvaret. Selv med konventionelle våben er der rigeligt med død og ødelæggelse i både Ruslands og USA våbenkataloger. Et statskollaps En tredje bekymring for et enkeltstående angreb befinder sig i vadestedet mellem stater og ikke-statslige aktører. Hvad sker der, hvis en atomstat falder fra hinanden? Dette spørgsmål var i spil ved Sovjetunionens opløsning. Er akut relevant i dagens Pakistan. Og i fremtiden kan Nordkorea meget let kandidere til samme skæbne. I et splittet land som Pakistan er der meget få ting, de forskellige eliter kan være enige om. En sikker håndtering af statens atomvåben er heldigvis en af dem. Disse våben har enorm betydning som symbol på statens formåen samt i afskrækkelse af andre regionale aktører. Derfor opbevarer Pakistan også bomber og detonatorer på separate adresser, kræver stærkt bevogtede elektroniske koder for anvendelse og kræver endelig den såkaldte two-man-rule (som er almen praksis blandt atomstater), hvor der skal to personer til at autorisere brugen af bomben. Så selv hvis en svag atomstat kollapser, er der stadig store forhindringer, der skal overvindes for at en bombe kan bruges. Og disse forhindringer kan kun løses gennem deling af information som ingen parter har ønske om at udlevere til andre af angst for, at bomben måtte blive brugt mod dem selv. Hvis en enkelt elite kommer til magten og får fuld kontrol over våbnene, ja så gælder MAD doktrinen stadig. Uanset hvor islamistiske eller ekstremistiske vi finder dem. Ingen statselite vil ikke kunne bruge bomben uden selv at blive udslettet. Scenariet hvor en anonym gruppe får adgang til hele arsenalet (I Pakistan bomber), evner at bringe dem ud af landet, samle dem og bruge dem i et angreb mod en anden stat er stærkt usandsynlig, da hele det internationale samfund vil være på stikkerne i perioder af regimeskifte eller statskollaps i atomstater. Og hvis et antal atomvåben skulle blive bortført, ville det være de mindre, taktiske atomvåben. Strategiske atomvåben transporteres ikke så let hverken på æsel, jeep eller i kassevogn. En enkelt atomsprængning, i værste fald mod en storby, er altså mulig. Men en regulær atomkrig er usandsynlig. Ud fra disse scenarier USA s unipolære fristelse, terroristers hjemmebyg samt følgerne af fejlslagen stat synes konklusionen at være, at en atomkrig er usandsynlig og at vi snarere skal fokusere på risikoen for et enkeltstående brug af en atombombe. Dette er nu også slemt nok, når vi tænker på at et enkeltstående angreb på eksempelvis New York ville dræbe op mod en million mennesker. En sidste, men vigtig, faktor er ikke diskuteret ovenfor. Og denne faktor er hovedargumentet for stadig at gøre alt hvad vi kan for at begrænse spredning (både i antal og geografi) af atomvåben selv til stærke stater. Simple fejl I september måned sidste år fløj et amerikansk B-52 bombefly en banal øvelsestur fra North Dakota til Louisiana. Men ved en fejl fløj den med seks armerede strategiske atommissiler i stedet for seks attrapper. Og fejlen blev først opdaget/rapporteret 36 timer senere. Dette er uhyggeligt. For hvis USA, som har haft bomben længst og har det mest ressourcestærke militærapparat, ikke kan håndtere deres bomber med skudsikre procedurer ja, hvad er så status for de nye i medlemmer i atomklubben? Når Iran eller andre stater i fremtiden får atomvåben, bør et primært internationalt fokus derfor være at dele viden omkring, hvordan man kan håndtere disse sager på forsvarlig vis. Som min far ville sige: Jeg troede da at man satte et stort gult kryds på de rigtige bomber, så man kunne kende dem fra attrapperne! Tilsyneladende er det ikke så ligetil. I en verden hvor der nu er ni atomvåbenstater, er der simpelthen ikke plads til den slags administrative dilettanteri. Som vi så af Cubakrisen, er det alt rigeligt at have to parter i spil. Og det var som følge af Cubakrisen, at Thomas Schelling foreslog den røde linie, som skulle udelukke misforståelser mellem stormagterne i pressede situationer. I dag er det ikke usikkerhed om andre staters intentioner som er hovedproblemet. Det er snarere spørgsmålet om mangelfuld opbevaring af nukleart materiel. *Thomas Emil Jensen takker Ali Alfoneh for konstruktive kommentarer og rettelser. 7

8 Klimapolitikkens sikkerhedsliggørelse Af Steen Nordstrøm, Ph.d.-studerende på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS Klimaforandringer bliver i stigende grad anskuet som en sikkerhedspolitisk - og ikke blot en miljømæssig og økonomisk - udfordring. Mens miljømæssige og økonomiske konsekvenser af den globale opvarmning er blevet grundigt undersøgt, er de sikkerhedspolitiske effekter derimod stadig omgærdet af megen uklarhed og løst funderede ideer. Steen Nordstrøm advarer her mod at anvende den globale opvarmning til at opstille sikkerhedspolitiske skræmmebilleder. Klimaforandringer bliver i stigende grad anskuet som en sikkerhedspolitisk - og ikke blot en miljømæssig og økonomisk - udfordring. Mens miljømæssige og økonomiske konsekvenser af den globale opvarmning er blevet grundigt undersøgt, er de sikkerhedspolitiske effekter derimod stadig omgærdet af megen uklarhed og løst funderede ideer. Steen Nordstrøm advarer her mod at anvende den globale opvarmning til at opstille sikkerhedspolitiske skræmmebilleder. Fremtidens klimaforandringer vil resultere i flere sikkerhedspolitiske udfordringer. Det budskab er blevet fremført gentagne gange det seneste år. I april 2007 havde FN s Sikkerhedsråd for første gang klimaforandringer på dagsordenen, i efteråret delte Al Gore og FN s Klimapanel Nobels fredspris og senest har Javier Solana præsenteret EU s statsledere for sin version af de sikkerhedspolitiske udfordringer ved global opvarmning. Det er forståeligt, at politiske aktører bruger retoriske virkemidler til at fremme en bestemt dagsorden, men strategien kan være farlig af flere årsager. Fællesnævneren for de mange forsøg på at kæde klimaog sikkerhedspolitik sammen er et fokus på de konfliktfyldte svar på fremtidens klimatiske udfordringer. Der tegnes skræmmebilleder, som involverer konflikt over adgangen til det arktiske område, ustabilitet i udviklingslande og voldsomme flygtningestrømme, der presser mod EU s ydre grænser. Skræmmebillederne skal tages med et gran salt. Mens eksempelvis de miljømæssige og økonomiske konsekvenser af global opvarmning er blevet grundigt undersøgt, er de sikkerhedspolitiske effekter stadigt omgærdet af megen uklarhed og løst funderede ideer. Ved at hæve klimaforandringerne op på et niveau hvor de handler om vores sikkerhed, frem for blot om miljø eller penge kan man mere slagkraftigt retfærdiggøre anvendelse af ekstraordinære midler til at gøre noget ved problemet. Når der males skræmmebilleder og klimaet sikkerhedsliggøres hænger det derfor formodentlig sammen med politiske ønsker om at fremme emnets status på den politiske dagsorden og dermed medvirke til at få (internationale) aftaler på plads. For eksempel lykkedes det med EU-rapporten behændigt Solana at tale til et publikum, der ellers er skeptisk over for indsatsen mod global opvarmning. Dermed bliver det nemmere at opnå EU s udenrigspolitiske ambition om at indtage en international lederrolle på klimaområdet. Det er forståeligt, at politiske aktører bruger retoriske virkemidler til at fremme en bestemt dagsorden, men strategien kan være farlig af flere årsager. Før det første må man være opmærksom på, at der ikke er nogen automatisk sammenhæng mellem opvarmning, knappere ressourcer og konflikt. Konflikt vil typisk være den sidste udvej i rækken af mulige tilpasningsmuligheder, som befolkninger og lande har. I de fleste tilfælde vil udfordringerne i stedet afføde øget samarbejde, teknologisk udvikling og andre fredeligere typer af tilpasning. For det andet er det vigtigt at have proportioner for øje, når man diskuterer fremtidsscenarier. Vist findes der historiske eksempler på at lande og befolkningsgrupper er kommet i konflikt over naturressourcer, men kun i tilfælde hvor de politiske og økonomiske omstændigheder samtidig har trukket i en negativ retning. Med andre ord kan klimatiske ændringer være en medvirkende, men ikke en tilstrækkelig årsag til konflikt. Et tredje forhold man må have in mente, er den politiske hensigtsmæssighed af at sikkerhedsliggøre klimaforandringerne. Politiske svar på sikkerhedspolitiske 8

9 udfordringer bør fokusere på de elementer man hurtigt og effektivt kan påvirke. Eftersom klimapolitik i bedste fald påvirker konfliktskabende dynamikker indirekte, og kun på meget langt sigt, er det ikke hensigtsmæssig sikkerhedspolitik. Eller i hvert fald kan man bruge sit politiske krudt bedre andre steder. Omvendt er det også tvivlsomt om klimapolitikken har godt af at blive infiltreret af sikkerhedspolitikken. Naturligvis giver det politisk opmærksomhed når emnet sikkerhedsliggøres, men samtidig øges risikoen for at klimaproblematikkerne imødegås med unilaterale midler. I sidste ende risikerer man, at skræmmebillederne bliver en selvopfyldende profeti. Tre sikkerhedspolitiske udfordringer Hvad er de sikkerhedspolitiske udfordringer af global opvarmning, som skitseres så i ivrigt i politiske fora? Overordnet kan man identificere tre typer af sikkerhedspolitiske problemstillinger; territorielle stridigheder, ressourcekonflikter og migration. Tesen der forbinder territorielle stridigheder og klimaforandringer er, at den globale opvarmning vil lede til nogle fysiske ændringer, som enten vil kunne medføre at eksisterende grænser drages i tvivl (f.eks. når grænsefloder udtørrer eller ændrer forløb) eller nye grænsedragninger bliver nødvendige. Særligt den arktiske region har været i fokus i en dansk sammenhæng. FN s klimapanel har lavet scenarier som viser, at området vil komme til at opleve relativt høje temperaturstigninger fremover. Efterhånden som isen smelter vil der dels blive åbnet for nye sejlruter, dels blive adgang til nye ressourcer i form af især olie- og gasdepoter. Disse forhold har fået Danmark, Rusland, USA, Canada og Norge til at gøre krav på områder omkring Nordpolen og dermed er der, ifølge flere rapporter, lagt i kakkelovnen til intense meningsudvekslinger og oprustning i regionen. Mens denne og lignende situationer tydeligvis kan få vidtrækkende konsekvenser, er der næppe belæg for at gøre processen til en markant sikkerhedspolitisk udfordring. Der eksisterer FN-procedurer for at løse denne slags uoverensstemmelser og parterne i den arktiske sag anerkender disse regler. Ligeledes må man formode, at der vil være international enighed om at basere afgørelser i lignende sager på tilsvarende regelsæt, hvis problemet skulle opstå andre steder på kloden. Såfremt territorielle stridigheder skulle eskalere fra diplomatisk meningsudveksling til sikkerhedspolitik, vil det formodentlig skyldes andre politiske spændinger i det internationale system end dem klimaet forårsager. Den anden udfordring udgøres af de såkaldte ressourcekonflikter. Her er der tale om borgerkrige over knappe ressourcer som landbrugsjord eller vand i udviklingslande. Logikken er, at store befolkningsgrupper er afhængige af ressourcerne for at kunne opretholde landbrugsproduktion, og når de presses på deres levebrød, kan resultatet meget vel blive ustabilitet eller væbnet konflikt. Denne form for ustabilitet kaldes ofte neo-malthusiansk konflikt efter den britiske 1700-tals demograf Malthus, som antog at befolkningsvækst og fødevareknaphed ville lede til fremtidige konflikter. I den moderne sikkerhedspolitiske variant bliver postulatet, at folk i knaphedssituationer står overfor et valg mellem at kæmpe eller flygte. Konflikt ses altså som en næsten automatisk følge af knaphed. Historiske studier af knaphedssituationer viser imidlertid, at denne logik halter. I de fleste knaphedssituationer sker der typisk en fredelig tilpasning til forholdene. Enten i form af aftaler om at dele de relevante ressourcer eller i form at ibrugtagning af nye teknologier. Konflikt er altså en anormal og relativt sjældent følge af ressourceknaphed. I de tilfælde hvor ressourceknaphed leder til konflikt skyldes det et sammenfald med negativ økonomisk udvikling og politisk marginalisering. Det sidste sikkerhedspolitiske problem, der ofte fremhæves, er migration. I de mest drastiske scenarier peges der på, at op mod én milliard mennesker vil kunne blive så kraftig berørt af vandstandsstigninger, tørke og fødevareusikkerhed gennem de næste 50 år, at de vælger at migrere. Andre kilder med FN s Klimapanel i spidsen estimerer omfanget til at være ca. syv millioner flygtninge om året. Flygtningestrømme i denne størrelsesorden er i gentagne tilfælde blevet gjort til et potentielt sikkerhedsproblem, idet man forventer skærmydsler og ustabilitet i de (nær)områder, hvortil flygtningene vil bevæge sig. I en europæisk sammenhæng er der opmærksomhed rettet mod det afrikanske kontinent, som antages at kunne være en potentiel storleverandør af migranter, fordi det vil opleve store klimaforandringer og er lidet tilpasningsdygtige som følge af svage politiske institutioner og dårlig økonomi. Der er dog flere forhold, som taler for at undlade at kategorisere klimabaseret migration som en sikkerhedspolitisk udfordring. Klima-migrationen vil antageligvis være langsom og gradvis frem for en pludselig strøm af mennesker fra et bestemt udgangspunkt mod 9

10 et bestemt mål. Migrationens diffuse karakter vil alt andet lige gøre den lettere at håndtere end de 19 millioner konfliktflygtninge verden i dag håndterer, eftersom klimaflygtningene vil kunne migrere hen hvor de har de bedste levevilkår, fremfor blot væk fra en krigssituation. Desuden vil de fremtidige migrantgrupper, i modsætning til mange eksisterende flygtningegrupper, ikke have en fælles politisk dagsorden baseret på oplevet eller reel forfølgelse og dermed ringe incitament til at søge at ændre deres situation med magt. Endelig er det naturligvis muligt allerede nu at minimere migrationen ved at forebygge problemer som oversvømmelse, vandmangel og ørkenspredning gennem kapacitetsopbygning og udviklingsbistand. Usikkerhed om staters respons på global opvarmning De tre udfordringer er væsentlige, men ikke uomgængelige eller nødvendigvis sikkerhedspolitiske. Scenarierne drejer sig om hvordan fremtidens samfund vil reagere på komplekse udfordringer, og den slags kan ikke forudsiges med samme sikkerhed, som eksempelvis de direkte biologiske konsekvenser af to graders temperaturstigning. Mennesker og samfunds reaktion på opvarmning of deraf afledte udfordringer vil variere markant. Helt afgørende for de fremtidige reaktioner på klimaudfordringerne er spørgsmålene om, hvor hurtigt og hvor meget vil temperaturen ændre sig? FN s klimapanel vurderer at temperaturstigningen formodentlig blive moderat og foregå i et roligt tempo. Især det sidste mindsker risikoen for de mest dramatiske sikkerhedspolitiske konsekvenser, fordi det giver samfund og befolkningsgrupper tid til at tilpasse sig og løse ufordringerne med fredelige midler. Estimaterne af temperaturstigningerne er dog omgærdet af megen usikkerhed. Dels som følgende af manglende viden om de komplekse dynamikker bag klimaforandringerne, dels fordi handlinger i dag - eller mangel på samme - naturligvis vil påvirke, hvad der komme til at ske med klimaet. Usikkerhed er en uomgængelig grundpræmis for diskussionen af klimaforandringer og de potentielle reaktioner fra stater og befolkningsgrupper. Jo mere vi bevæger os væk fra de rent fysiske og biologiske ændringer og i retning af de afledte økonomiske og sikkerhedspolitiske konsekvenser, jo mere stiger usikkerheden. Usikkerheden om klimaforandringernes omfang gør det umuligt at identificere nogen form for automatik i den fremtidige respons på ufordringerne. Mens skræmmebillederne konsekvent fremhæver de mest dystre muligheder, så viser historisk analyse af knaphedsproblemer at sådanne situationer som hovedregel løses på langt fredeligere vis. I nogle tilfælde vil man kunne opfinde sig ud af problemerne, i andre vil man samarbejde og indgå aftaler ressourcedeling. Indien og Pakistan har eksempelvis formået at overholde deres aftale om deling af vandet i Indus-floden selv mens landene var i åben krig. På samme vis leverede Sovjetunionen altid den aftalte mængde gas til Europa, selv når den kolde krig var varmest. Der er også plads til kreative løsninger. Parterne i Sudans nord-syd-konflikt har opgivet at afklare ejerskabet af nogle olierige områder, men er i stedet enedes om at dele overskuddet fra olieproduktionen mellem sig. I de fleste potentielle konfliktområder er der desuden stærke økonomiske bånd mellem de forskellige grupper, hvilket taler for, at der findes fredelige løsninger på problemerne. Der eksisterer altså ikke nogen automatisk og uomgængelig forbindelse mellem klimatiske ændringer og alvorlige sikkerhedspolitiske udfordringer. Naturligvis giver det politisk opmærksomhed når emnet sikkerhedsliggøres, men samtidig øges risikoen for at klimaproblematikkerne imødegås med unilaterale midler. Proportionsforvrængning Verdenshistorien er fuld at eksempler på væbnede konflikter hvor naturressourcer har spillet en rolle. Det mest iøjnefaldende ved disse eksempler er dog, at konflikterne aldrig skyldes naturressourcerne alene; der er altid flere uheldige omstændigheder, som skal falde sammen, før at konflikter materialiserer sig. Således spiller politisk fjendtlighed, regimeustabilitet og økonomisk problemer en hovedrolle i de borgerkrige over naturressourcer man kender fra eksempelvis Rwanda og Sudan. Omvendt har mange andre lande oplevet perioder med stor knaphed på ressourcer uden det har givet sig udslag i konflikt. Det er vigtigt at holde sig proportionerne i de forskellige konfliktforårsagende faktorer for øje og erkende at dårlige økonomiske og politiske forhold er en nødvendig forudsætning for at klimaproblemer eskalerer til ressourcekonflikter. Klimaforandringer er højest en medvirkende årsag til konflikt og sammenligner man med andre medvirkende årsager som eksempelvis ulighed, etnisk-religiøse skillelinier og nem adgang til våben ender klimatiske forhold langt nede på listen, 10

11 når man sammenligner faktorernes relative forklaringskraft. Taget i betragtning at de mest betydningsfulde økonomiske og politiske forhold tilmed er lettere at påvirke end klimatiske forhold, kan en forebyggende sikkerhedspolitisk indsats med fordel lægges her. Sikkerhedsliggørelsens politiske uhensigtsmæssighed Også fra et rent praktisk synspunkt virker uhensigtsmæssigt at kæde klima og sikkerhed sammen. Hvis man ønsker at gøre noget ved de typer sikkerhedsproblemer der opremses, findes der langt mere effektive midler end klimapolitikken. Klimapolitik drejer sig om at sænke udledningen af drivhusgasser og resultaterne viser sig først på meget lang sigt. Stort set lige meget hvad vi gør i dag, forventer FN s klimapanel at temperaturen vil fortsætte med at stige frem til 2050 og formodentlig længere endnu. Traditionelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske virkemidler som handelspolitik, diplomati, udviklingshjælp og i sidste ende militær intervention har i sagens natur en langt hurtigere effekt på sikkerhedspolitiske udfordringer. Det er vigtigt at gribe ind over for klimaforandringerne, men det er tvivlsomt om klimapolitikken kan drage fordel af at blive koblet med sikkerhedspolitikken. Der er bred enighed om at multilaterale løsninger er nødvendige for at imødegå den globale opvarmning og dens konsekvenser. Men netop ved ensidigt at fokusere på sikkerhedspolitiske skræmmebilleder risikerer at lægge op til national enegang og dermed at skyde sig selv i foden. Klimapolitik bør laves for klimaet skyld og sikkerhedspolitik for vores sikkerheds skyld. Der eksisterer gode miljømæssige og økonomiske argumenter for at lave en omfattende multilateral indsats mod global opvarmning, og uafhængigt heraf eksisterer der gode grunde til at forebygge sikkerhedspolitiske spændinger hvad enten det er i Arktis eller Afrika. 11

12 TERRORISME At sikkerhedsliggøre eller ikke, det er spørgsmålet Af Bjørn Møller Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og ekstern lektor ved Center for Afrikastudier og Institut for Statskundskab, Københavns Universitet Terrorisme er et forsvindende lille problem for næsten alle verdens samfund, alligevel tillægges terrorismen stor betydning af stort set alle regeringsledere. Bjørn Møller problematiserer, med inddragelse af Ole Wævers teori om sikkerhedsliggørelse, terrorens betydning i politisk og lovmæssig sammenhæng hvordan kan terroren tages alvorligt og imødegås på behørig vis og uden at gå på kompromis med demokratiske værdier? Terrorisme er et forsvindende lille problem for næsten alle verdens samfund næsten hele tiden. Kun i helt ekstreme situationer kan risikoen for terrorangreb i et enkelt land i et enkelt år vokse så meget, at den kan registreres i de almindelige statistikker over dødsårsager. Det er med andre ord langt mere sandsynligt, at vi i den vestlige verden æder, drikker eller kører os ihjel, end at vi kommer af dage i et terrorangreb. Mens den 3. Verdens befolkninger løber langt større risiko for at dø af underernæring, malaria, AIDS eller andre sygdomme, eller for at blive dræbt i en borgerkrig, end for at miste livet som følge af terror. Man regner eksempelvis med at folkemordet i Rwanda i 1994 kostede knap en million menneskeliv og de direkte og indirekte ofre for borgerkrigen i Congo er opgjort til 3.8 millioner hvilket unægtelig får de knap ofre for historiens værste terrorangreb den 11. september 2001 til at blegne betydeligt, medmindre man da regner amerikanere for vigtigere end afrikanere. Til den egentlige risiko skal naturligvis lægges diverse følgevirkninger af enkelte terrorangreb, som f.eks. frygten for nye angreb, hvilket i virkeligheden er terrorens overordnede mål (hvoraf navnet). Heller ikke her finder vi dog meget belæg for at regne terror for vigtig. Ganske vist angiver mange respondenter i vestlige opinionsundersøgelser terror som noget af det, de er mest bange for, men om dette er en reel frygt, kan man faktisk betvivle, da den ikke synes at påvirke de samme menneskers faktiske adfærd. Hvis en bestemt turistdestination skulle blive ramt af terrorisme (som det f.eks. var tilfældet med Bali), så vælger mange naturligvis et andet sted at holde deres sommerferie men på den anden side er amerikanerne ikke holdt op med at flyve indenrigs, borgerne i London eller Tokyo med at tage metroen eller indbyggerne i Madrid med at tage toget pga. de terrorangreb, der faktisk har fundet sted mod disse transportmidler. Der er derfor højst tale om en meget overfladisk frygt, der ikke får nogen til at ligge vågen om natten, tage piller eller søge psykologhjælp. Heller ikke de økonomiske følgevirkninger af terrorangreb er på nogen måde alvorlige. Der var ganske vist et par flyselskaber der efter 9/11 måtte lukke ned, men branchen stod i forvejen med så stor en overkapacitet, at nogle firmaer uvægerligt havde måttet bukke under selv uden terrorisme som udløsende faktor. Generelt var de økonomiske følgevirkninger begrænsede og frem for alt kortvarige. Det kan derfor undre, at næsten alle verdens regeringer i hvert fald retorisk tillægger terrorismen så stor betydning, at de enten (som USA) fører krig mod terror eller (som bl.a. Danmark) forsøger at instrumentalisere deres ulandsbistand til forebyggelse af terrorisme. De færreste regeringer kvier sig ved at ofre selv basale borgerlige frihedsrettigheder på terrorbekæmpelsens alter ved f.eks. at internere terrormistænkte i årevis eller udvise dem uden rettergang. Brug for afsikkerhedsliggørelse Hvad der er sket er naturligvis, det Ole Wæver kalder en securitization af terrorismen, der retorisk konstrueres som et eksistentielt og tidskritisk problem, der kan retfærdiggøre ekstraordinære tiltag som de nævnte. Selvom en sådan sikkerhedsliggørelse sker gennem en 12

13 diskurs, skal man dog ikke lade sig forlede til at se enhver henvisning til terror som et sikkerhedsproblem som udtryk for egentlig securitization, da der også kan være tale om ren taktik og mundsvejr. Selv de værste slyngelstater (i USA s øjne) skyndte sig f.eks. efter 9/11 med at erklære deres fulde støtte til den angrebne supermagt, og næsten alle stater og internationale organisationer nævner terror som et sikkerhedsproblem men ikke alle påberåber sig retten til noget ekstraordinært for at imødegå problemet. Securitization lykkes altså - heldigvis - ikke altid. Man kunne tværtimod ønske sig en desecuritization af terrorproblemet, der ville indebære, at det kunne behandles på lige fod med alle de andre problemer i det enkelte samfund og i verden som helhed i en almindelig politisk proces. Hver enkelt vælger måtte i så fald nøgternt gøre op med sig selv, hvor mange skattekroner og/eller frihedsrettigheder han eller hun er parat til at betale for hvor store forbedringer af sikkerheden. I forholdet mellem staterne (f.eks. i FN) måtte disse vurdere, om en given trussel retfærdiggør ekstraordinære skridt, som at gå i krig eller pålægge sanktioner. Dette er imidlertid lettere sagt end gjort, da der ligger magt bag sikkerheds-diskursen. Når den amerikanske præsident proklamerer, at de stater, der ikke er med USA, er med terroristerne, hvilket land vil da turde tale USA midt imod med risiko for repressalier?? Myte punktering og akademisk sikkerhedsliggørelse Et element i en sådan desecuritization kunne være en punktering af nogle af de mange myter, der er opstået omkring terrorismen, dens årsager og hvordan man forhindrer den både politisk og teoretisk, hvis man da vil benytte den fornemme betegnelse teori om de ofte meget løsagtige skriblerier på denne front. Det er næsten som om en slags akademisk securitization er begyndt at gøre sig gældende, hvor selve problemets påståede alvor skulle retfærdiggøre ekstraordinære skridt som f.eks. at offentliggøre artikler byggende på et løsagtigt empirisk grundlag eller helt uden et sådant. Af eksempler på sådanne politisk/akademiske myter kunne man f.eks. nævne den, at fattigdom skaber grobund for terrorisme; den at såkaldt fejlslagne stater skulle udgøre enten udklæknings-, operations- eller transitområder for terrorister, eller den at demokrati skulle udgøre et effektivt middel mod terrorisme. Ingen af delene holder vand, men ikke desto mindre har de tilgrundliggende teorier næsten opnået en kanonisk status som selvindlysende og ubetvivlelige. Dette betyder naturligvis ikke, at man ikke skal gøre noget ved fattigdom, fejlslagne stater eller mangel på demokrati, som der er rigtig mange andre grunde til at opfatte som alvorlige problemer. Ovenstående anbefaling af en descuritization skal heller ikke forstås derhen, at man intet skal gøre mod terrorisme, men blot at man nøgternt skal forholde sig til truslens faktiske omfang. På denne baggrund skal man tildele forebyggelsen og bekæmpelsen den prioritet, den fortjener, for herefter at lede efter effektive strategier, der tager behørigt hensyn til mulige utilsigtede følgevirkninger. Selvom man kan argumentere for det lovlige i at gribe militært ind overfor lande, der som Afghanistan åbenlyst samarbejdede med Al Qaedanetværket, er det ikke altid nogen klog strategi. Det risikerer at skabe en modvilje, der kan give terrorismen yderligere vind i sejlene. Kan et land som Danmark f.eks. komme til at legitimere tortur ved at fungere som torturhæler, når vi med amerikanske myndigheder, der har brugt afhøringsmetoder, vi anser for tortur? Udover militæret - en bredere indsats Rigtig meget taler f.eks. for at rubricere forsvaret mod terrorisme som en politiopgave, dvs. som bekæmpelse af kriminalitet snarere end som en krig. I betragtning af den moderne terrorismes grænseoverskridende karakter er der i denne sammenhæng et klart behov for internationalt samarbejde idet man dog også må være opmærksom på, at dette heller ikke er problemfrit. Kan et land som Danmark f.eks. komme til at legitimere tortur ved at fungere som torturhæler, når vi med amerikanske myndigheder, der har brugt afhøringsmetoder, vi anser for tortur? Og kan vi videregive oplysninger (eller sågar pågrebne personer) til lande, hvor deres borgerrettigheder vil blive krænket på det groveste, eller hvor de i værste fald risikerer henrettelse? Svarene på disse spørgsmål er langtfra selvindlysende. Der er dog ét felt, hvor der næsten ikke er nogen utilsigtede følgevirkninger, nemlig det civile beredskab. Ikke blot er der på dette felt kun begrænset risiko for at gøre ondt værre, men der er også mange elementer af et 13

14 et win-win spil. Man kan aldrig vide om, hvor eller hvordan hvilke terrorister måtte slå til, men man kan faktisk forudse mange af konsekvenserne: bygninger kan blive antændt eller sprængt i luften, hvilket skaber behov for et effektivt brandvæsen; personer bliver såret eller omkommer, hvilket kræver en effektive ambulancetjeneste og et fungerende hospitalsvæsen; områder bliver farlige at opholde sig i, hvilket nødvendiggør et advarsels- og evakueringsberedskab, osv. Det fine ved en indsats til beskyttelse mod konsekvenserne af et eventuelt terrorangreb med disse midler er, at de også vil være nyttige ved andre typer (natur- eller menneskeskabte) katastrofer, der trods alt er langt hyppigere og mere sandsynlige. Også på dette felt er der behov for et internationalt samarbejde, der formentlig for hovedpartens vedkommende vil kunne organiseres teknisk, dvs. af fagfolk (hvoriblandt der også kan være militære ) uden større indblanding af politikere. Ikke blot kan erfaringerne fra et sådant upolitisk (eller bevidst afpolitiseret) og afsikkerhedsliggjort samarbejde måske bane vejen for et spill-over til andre felter - som det påstås af den neofunktionalistiske skole i integrationsteorien. Erfaringerne fra gensidig hjælp under naturkatastrofer mellem ærkefjender som f.eks. Grækenland og Tyrkiet, Indien og Pakistan synes også at vise, at det kan få positive virkninger at nedbryde fjendebilleder snarere end at cementere dem, som det indtil nu har været tilfældet med krigen mod terror. 14

15 IPmonopolet sponsoreres af: 15

16 En revolution der løb ud i sandet? Af Troels Burchall Henningsen cand.scient.pol. med speciale i international politik Revolution in Military Affairs - ideen om at anvendelsen af kommunikations- og informationsteknologi i militære systemer radikalt vil forandre måden, der vil blive ført krig på i det 21. Århundrede, har siden 1990 erne indtaget en central rolle i amerikansk militær tænkning. Troels Burchall Henningsen undersøger om revolutionen efter fem års lavteknologisk oprørsbekæmpelse i Irak og Afghanistan er ved at løbe ud i sandet - eller først er ved at tage form? Billederne af Bagdad i brand i 2003 viste det amerikanske militærs evne til at gennemtrænge en fjendes forsvar og udføre præcisionsangreb overalt på fjendens område. Krydsermissiler og radarusynlige fly har givet USA muligheden for at lamme en fjendes kommunikations- og kommandosystemer. Samtidig har de amerikanske landstyrker evnen til at udføre lynangreb, bl.a. på grund af særdeles velfungerende kommunikations- og informationsnetværk. Krigen i 2003 er det seneste eksempel på effekten af nye militærteknologier, som blev demonstreret for første gang i Golfkrigen i 1990/91. En række fremtrædende militæranalytikere i det amerikanske militær og i private tænketanke har vurderet, at der er sket en militær revolution, der radikalt har forandret krigsførelse en Revolution in Military Affairs (RMA). Siden Irakkrigens afslutning har offentlighedens interesse flyttet sig til, hvordan det amerikanske militær kan bekæmpe de irakiske oprørsbevægelser. Guerillakrig og stabiliseringsopgaver har voldt de vestlige lande store problemer i såvel Afghanistan som Irak. Diskussioner om, hvordan fremmede styrker kan vinde befolkningens tillid, hvordan patruljer kan beskyttes mod vejsidebomber og baghold undgås er langt fra diskussionerne om den gnidningsfrie lynkrig, der indgik i RMA-fortalernes visioner. Er RMA anvendelig til oprørsbekæmpelse i dag og i fremtiden? Og hvad er endemålet for revolutionen? Den diskussion går ud over de aktuelle konflikter og forsøger at pege på nogle udviklingsmuligheder i det 21. århundredes konflikter. A Revolution in Military Affairs? Hvad er kernen i den påståede militære revolution? En del analytikere har peget på, at udviklingen i kommunikations- og informationsnetværk udgør kernen i revolutionen, fordi styrkerne kan agere spredt og slagmarken bliver mere gennemsigtig, når alle enheder har adgang til informationer om fjendens placering. Andre peger på, at summen af nye teknologier tilsammen har ændret vilkårene for at føre krig: Manglen på præcision i luftbombardementer og vanskeligheden ved at kommunikere på en slagmark betød, at hovedvægten i konventionel amerikansk militærstrategi blev lagt på store, panserbaserede hære, der kunne udmatte og nedkæmpe en fjende. Når manglerne er fjernet, åbnes der op for helt nye strategier på slagmarken. Styrkerne kan spredes, så de udgør mindre mål for fjenden, og ildkraften kan leveres fra fly fra en stor distance og stadig ramme målene præcist. Målet er ikke længere at nedkæmpe fjendens styrker, men at lamme hans evne til at kommunikere og agere samlet. Dermed sker der et skifte i retning af få, lette landstyrker som hurtigt kan deployeres (indsættes, red.). De deployerede styrker kan dele informationer med de enheder, som skal levere ildkraften, og yderligere informationer om slagmarken bliver leveret fra en mængde sensorer, som fx ubemandede fly eller satellitter. Dermed øges hastigheden i krigsførelsen også, og med en hurtig lammelse af fjenden kan krigen afvikles på kort tid. Visionen om den nye måde at føre krig på er blevet inkorporeret i det amerikanske militær under betegnelsen transformation. Nyt materiel bliver vurderet ud fra dets mobilitet og evne til at blive deployeret, ligesom alle våbensystemer får indbygget netværksteknologi, så de får adgang til alle informationer om slagmarken. Også i militærets organisation har transformationstanken vundet indpas: Hæren er i øjeblikket ved at implementere Stryker-brigader, der er baseret på infanterikøretøjet 16

17 Stryker, som kan deployeres via transportfly og har indbygget netværksteknologi. Visionen er en hær, som er mere fleksibel og opererer i mindre enheder end før (brigader frem for divisioner). Tilsvarende udviklinger er i gang i flåden og flyvevåbnet, hvor vægten lægges på radarusynlige fly og skibe, som kan levere præcis ildkraft over lange afstande. Transformationsperspektivet indgår altså centralt i den amerikanske militære planlægning og alene af den grund er det værd at undersøge, hvilke visioner fortalerne for en militær revolution har for fremtidens krige. Transformationen har fundet sted samtidig med, at USA har udkæmpet konflikter i både Afghanistan og Irak. Det har sat RMA-fortalerne under pres, da det har vist sig vanskeligt at afse ressourcer til begge dele. Rumbaserede våben kan ses som kulminationen på den teknologiske vision, som RMA-fortalerne har fremsat: Muligheden for at angribe mål overalt på kloden inden for ganske kort tid, uden at amerikanske styrker er i nærheden af fjenden. Højteknologi og vejsidebomber Kritikere har peget på, at en transformation måske ligefrem forringer USA s evner mod lavteknologiske modstandere, som i fx Irak. Hvor transformationstilhængerne taler om få lette enheder, har oprørsbekæmpelsen i Irak vist behovet for pansrede enheder, der kan modstå baghold og vejsidebomber. USA s informationsoverlegenhed i det åbne terræn forsvinder i byen. I byen er det svært at danne sig et overblik over fjendens bevægelser, endsige hvem fjenden er, når de skifter fra kombattanter til civile. Den måske største forskel mellem transformationens fokus på teknologi og militære operationer og virkeligheden i Irak, har været den tætte sammenhæng mellem det politiske og det militære. Voldsniveauet er ikke kun nedbragt i kraft af militære offensiver, men i ligeså høj grad via politiske aftaler med oprørsbevægelser. Manglen på fremskridt for civilbefolkningen og handlingslammelse hos den irakiske regering har i højeste grad medvirket til, at volden stadig er en del af den irakiske hverdag problemer, som næppe har en militærteknologisk løsning. I takt med beretninger om nye amerikanske tab i Irak spiller forestillingen om det amerikanske militærs teknologiske overlegenhed en mindre rolle. Men i det amerikanske militær og i analytiske cirkler er der stadig en betydelig debat om, hvordan man teknologisk kan imødegå den nye trussel, som en urban oprørsbevægelse udgør. Foruden taktiske ændringer og en øget beskyttelse af soldaterne har konflikten i Irak også medført implementeringen af mange nye robotsystemer. Ubemandede fly og droner (UAV) er en veludviklet teknologi, der både anvendes til rekognoscering og angreb. I kraft af deres ringe størrelse har de mulighed for at kredse over et område i lang tid uden at blive opdaget og uden at bringe en pilots liv i fare. I nogle tilfælde har de ubemandede fly også udført angreb på irakiske oprørsstyrker. UAV erne var implementeret inden Irakkrigen, men deres antal er blevet kraftigt forøget siden Landbaserede robotter blev anvendt af de amerikanske styrker allerede kort tid efter invasionen, og har været brugt til rekognoscering og demontering af bomber. De første robotter der kan afgive ild, blev implementeret i 2007, men i et lille antal. Endnu udgør de landbaserede robotter dog kun en mindre del af de amerikanske styrkers samlede arsenal, og spiller derfor en mindre rolle på slagmarken. Fortalerne for RMA har imidlertid en mere radikal version, der ændrer robotternes rolle fra hjælpeværktøj til det primære våben i kampen mod urbane oprørsbevægelser. Ideen er at genskabe USA s informationsoverlegenhed ved at oversvømme en by med mikrosensorer, der i teorien vil kunne give et komplet billede af en by og dens indbyggeres aktiviteter. Sensorsystemet skal så kobles til våbensystemer, der på et øjeblik kan udnytte informationer om en fjendes placering til at angribe målet enten fra landbaserede robotter eller en UAV. Ideen om denne hær af mikroenheder og deres forbindelse til våbensystemer rummer mange svagheder: Fortolkningen af den myriade af oplysninger, sensorerne giver hvert øjeblik, vil være en overvældende opgave for de menneskelige operatører. Men at overlade fortolkningen til computere rejser endnu mere problematiske spørgsmål (i det omfang teknologien overhovedet bliver i stand til det): Oprørere er vanskelige at adskille fra civile. Et fejlagtigt angreb på civile vil underminere tiltroen til det amerikanske militærs evner og være med til at øge den lokale politiske modstand mod USA. Selv hvis man accepterer, at computere rent faktisk vil kunne løse denne opgave i fremtiden, vil en amerikansk interventionsstyrke stadig skulle finde svaret på, hvordan den kan skabe gode relationer til civile og etablere et stabilt politisk styre. Tilstedeværelsen af en fuldautomatiseret hær er næppe et skridt i den retning. Udviklingen af våbensystemer er en langvarig proces. 17

18 Selvom konflikten i Irak har presset fortalerne for RMA, så spiller visionerne om en RMA stadig en stor rolle for den militærteknologiske udvikling. For at følge det langsigtede perspektiv i våbenudviklingen vil jeg vende fokus mod rumteknologi, da denne teknologi på mange måder er et logisk endemål for RMA-tanken. Rummet et endemål for revolution? Rummet indgår som en afgørende brik i det netværksbaserede amerikanske militær: Satellitter formidler kommunikationen mellem spredte enheder, GPS-satellitter leverer nøjagtige positioner på amerikanske styrker og mål, mens rekognosceringssatellitter leverer måldata. Men rummet vil med stor sandsynlighed få en endnu større rolle i fremtiden, når de planlagte amerikanske projekter føres ud i livet. Ved NATO-topmødet i Bukarest i april 2008 har de europæiske medlemmer af NATO givet en principiel accept af de amerikanske planer om opbyggelsen af et missilskjold. Skjoldet vil sandsynligvis kun jordbaserede radarer og missiler til at nedskyde fjendtlige missiler, men nedskydningen vil ske i rummet. Den amerikanske nedskydning af en defekt spionsatellit i marts 2008 demonstrerede, at missilskjoldet også kan anvendes til at nedskyde fjendtlige satellitter. Den mulighed kan blive afgørende i en konflikt med en avanceret militærmagt, som også udnytter rummet i deres kommunikationsnetværk. Der er forventninger i det amerikanske militær om, at rummet vil være en vigtig slagmark i fremtiden, og at de nøgleteknologier, der har udløst en militær revolution i USA også kommer USA s fjender til gode i kommende konflikter. På endnu længere sigt er der blandt de mest radikale fortalere for at forandre krigsførelsen en vision om at udnytte rummet til offensive operationer. Enten i form af fly, der har evnen til at flyve lige uden for atmosfæren eller i form af satellitter, der kan beskyde mål på landjorden. Mulighederne for at føre krig fra rummet har været diskuteret siden det amerikanske SDI-projekt blev søsat i 1983, men har endnu ikke ført til faktiske resultater, og visionen skal derfor ikke forveksles med den faktiske fremtid. Rumbaserede våben kan ses som kulminationen på den teknologiske vision, som RMA-fortalerne har fremsat: Muligheden for at angribe mål overalt på kloden inden for ganske kort tid, uden at amerikanske styrker er i nærheden af fjenden. Bombefly, der udnytter rummet til at opnå hastigheder mange gange lydens, er endnu kun på tegnebrættet, og hvorvidt teknologien faktisk kan realiseres er endnu et åbent spørgsmål. Det er også et spørgsmål, om det overhovedet er praktisk muligt at opsende deciderede våbensatellitter, da de vil have en særdeles høj vægt. Vægten skyldes, at satellitterne enten skal udstyres med en meget kraftig laser, hvis den skal kunne gøre skade på mål på jorden eller have blokke af tungt materiale, der ved udnyttelse af den kinetiske energi vil kunne forvolde stor skade på jorden. Hvis man accepterer, at der på langt sigt er mulighed for at opsende rumbaserede våben, er der to scenarier for fremtidige krige, som begge kan ses som logiske endepunkter i forhold til RMA-udviklingen. Det første scenarium er, at det lykkes USA at opbygge en styrke, som kan udnytte rummet til at fremsende våben, der kan nå mål overalt på jorden, inden for kort tid. Det vil være et kvantespring i USA s evne til at intervenere globalt og dramatisk reducere de risici, der normalt er forbundet med en militær intervention. Alene Fremtidens konflikter vil både kræve et militær, der kan håndtere relationen til civile, statsopbygning og kan udkæmpe højteknologiske krige muligvis også med rummet som en ny krigsskueplads. truslen om, at et militært svar i bogstaveligste forstand kan komme ud af den blå luft, vil påvirke andre landes adfærd overfor USA. Det vil også forskubbe grænsen for, hvornår diplomatiet hører op, og militær handlen starter, da de militære omkostninger ved at angribe vil blive reduceret. En sådan udvikling vil altså styrke USA s militære hegemoni, på trods af de fleste analytikeres forventning om, at Kina og muligvis Indien i fremtiden vil kunne udfordre USA s status som supermagt. Det andet scenarium er, at den generelle spredning i civil rumteknologi også gradvist vil underminere USA s forspring i militær rumteknologi. De fleste større lande har i dag et rumprogram og militære satellitter, ligesom Kina allerede har nedskudt en satellit. Teknologier som fx løfteraketter og kraftige lasere er også civile teknologier, og i takt med spredningen af højteknologi, som resultat af den økonomiske globalisering, vil andre lande også kunne anvende dem militært. 18

19 IPmonopolet sponsoreres af: 19

20 U U På Udblik finder du en række aktuelle indlæg skrevet af fagligt stærke skribenter, der besidder en specialiseret viden om vores aktuelle emne. U DBLIK 20