Konkursrådet anbefalede, at Social- og Indenrigsministeriet anmodede Konkursrådet om at komme med et konkret forslag til, hvordan anvendelsesområdet

Transkript

1 Dato: 25. oktober 2016 Kontor: Insolvensretskontoret Sagsbeh: Uffe Kritte Nielsen Sagsnr.: Dok.: Konkursrådets udtalelse om ændring af konkurslovens Indledning Konkursrådet afgav den 17. september 2015 en udtalelse om 31 om omstødelse af gaver mellem ægtefæller i udkast til lov om ægtefællers økonomiske forhold (retsvirkningsloven) i Retsvirkningslovsudvalgets betænkning Ægtefællers Økonomiske Forhold (betænkning nr. 1552/2015). Konkursrådet anbefalede, at Social- og Indenrigsministeriet anmodede Konkursrådet om at komme med et konkret forslag til, hvordan anvendelsesområdet for konkurslovens 64 kunne udvides og dermed samle omstødelsesreglerne i konkursloven, således at konkurslovens 64 fremover også kommer til at dække indholdet i forslaget til retsvirkningslovens 31 og dæmme op for ægtefællefinten. Social- og Indenrigsministeriet har den 31. maj 2016 anmodet Konkursrådet om at komme med et konkret forslag til formulering af konkurslovens Gældende ret 2.1. Det følger af konkurslovens 64, at gaver, som er fuldbyrdet senere end 6 måneder før fristdagen, kan fordres omstødt. Gaver, som er fuldbyrdet tidligere, men senere end 1 år før fristdagen, kan fordres omstødt, medmindre det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent. For gaver til skyldnerens nærstående gælder samme regel, hvis gaven er fuldbyrdet senere end 2 år før fristdagen, jf. stk. 2. Det følger dog af stk. 3, at undtaget fra omstødelse er lejlighedsgaver og lignende gaver og understøttelser, som ikke stod i misforhold til skyldnerens kår. Slotsholmsgade København K. Telefon Telefax jm@jm.dk

2 Fristen for omstødelse regnes fra fuldbyrdelsen af gaven. Dette gælder ligeledes, hvis et bindende gaveløfte er afgivet tidligere. Udgør en gave en løsøregenstand, anses fuldbyrdelsen for sket på tidspunktet for overgivelsen til gavemodtageren. Er der tale om gaver, hvor tinglysning eller anden sikringsakt er nødvendig for at opnå beskyttelse mod overdragerens fordringshavere, regnes fristen for omstødelse fra tidspunktet for sikringsaktens iagttagelse, jf. konkurslovens 73. Konkurslovens 64 indeholder ikke en definition af gavebegrebet. Gaver defineres i almindelighed som en vederlagsfri formueoverførsel, der er udslag af gavmildhed, jf. Konkursloven med kommentarer, 13. udg., s I forbindelse med konkurs antages det, at der skal foreligge en formuefordel. Dette kan foreligge i form af salg til underpris, jf. U /2H, hvor salg af en gård til underpris blev omstødt som en gave. Det er imidlertid tvivlsomt, om der i forbindelse med konkurs skal lægges vægt på, om formuefordelen er ydet som udslag af gavmildhed, jf. Konkursloven med kommentarer, 13. udg., s Det er som udgangspunkt konkursboet, der bærer bevisbyrden for, at en disposition udgør en gave. Omstændighederne omkring dispositionen kan dog bevirke, at bevisbyrden vendes, således at det påhviler modtageren at godtgøre, at der ikke foreligger en gave, jf. U V, hvor landsretten fandt, at der under de særlige omstændigheder måtte stilles særlige krav til beviset for, at en disposition, der efter aktieoverdragelsesaftalen og de reviderede årsrapporter fremstod som en vederlagsfri ydelse til et selskab, hvori direktionsmedlemmerne havde økonomiske interesser, ikke var en gave. Hvis forholdet ikke kan antages at udgøre en gave, vil omstødelse allerede af denne grund være udelukket. Betænkning nr. 606/1971 om konkurs og tvangsakkord afgivet af et af Justitsministeriet nedsat udvalg indeholdt i lovudkastet til konkursloven i 64 en regel om omstødelse af afkald på ret til ægteskabeligt fælleseje, der er givet senere end 2 år før fristdagen, medmindre det kunne godtgøres, at skyldnerens aktiver efter afkaldet oversteg dennes passiver. Af betænkningen fremgår om muligheden for at afværge omstødelse efter den foreslåede bestemmelse: 2

3 Er skyldneren selv efter afkaldet solvent, kan omstødelse ikke ske. Da der ved skiftet bør finde en opgørelse sted over hver ægtefælles aktiver og passiver (hans»sufficiens«eller»insufficiens«, jfr. Bemærkningerne til 17), og det er denne og ikke forventninger om fremtidige indtægter eller gældsposter, der lægges til grund for skiftet, har man ikke her benyttet det ellers i udkastet anvendte insolvenskriterium, men ladet det være afgørende, om skyldnerens aktiver efter afkaldet oversteg hans passiver. Bestemmelsen, der i øvrigt indeholdt sufficiens og ikke likviditet som kriterium for afværgelse af omstødelse, blev ikke medtaget i konkursloven, da loven blev vedtaget. Af bemærkningerne til konkursloven fremgår følgende, jf. lovforslag nr. L 25 af 3. marts 1977: Bestemmelsen i betænkningsudkastets 64 om omstødelse af afkald på ret til ægteskabeligt fælleseje er ikke medtaget i lovforslaget, da justitsministeriet finder det mest hensigtsmæssigt, at eventuel indførelse af en sådan regel afventer resultatet af de overvejelser om den ægteskabelige formueordning, som foregår i det af ministeriet nedsatte ægteskabsudvalg. Omstødelse af et sådant afkald kan derfor efter forslaget kun ske, hvis afkaldet kan anses for en gave, jfr. forslagets 64. Omstødelse af afkald på ret til ægteskabeligt fælleseje kan således ske efter 64, hvis forholdet kan betragtes som en gave. I U H blev en bodelingsoverenskomst med skævdeling omstødt efter konkurslovens 64 som en gave. Højesteret lagde ligesom landsretten vægt på, at der ved bodelingen i forbindelse med skilsmissen skete en skævdeling til fordel for hustruen ved, at hun overtog en fast ejendom, som på daværende tidspunkt havde en kontant friværdi på ca kr. Højesteret fandt ligesom landsretten desuden, at der herved var ydet en gave, der faldt uden for rammerne af konkurslovens 64, stk. 3. I U V blev oprettelse af en ægtepagt, der blev foretaget umiddelbart forud for skifte i forbindelse med skilsmisse, og hvorved bl.a. en fast ejendom og en bil, som i forvejen hørte til hustruens bodel, blev gjort til hendes særeje, anset for en gave, der kunne omstødes i medfør af konkurslovens 64, stk. 2. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at ægtepagten blev oprettet få måneder efter, at skattemyndighederne havde meddelt den ene ægtefælle, at skattemyndighederne havde til hensigt at forhøje hans skattepligtige indkomst for de forudgående indkomstår med i alt ca. 8 mio. kr. 3

4 Landsretten lagde på baggrund af de for retten afgivne forklaringer vægt på, at ægtefællerne lod sig skille for derved at undgå, at skattevæsenet foretog udlæg i hustruens aktiver på baggrund af mandens skattegæld i medfør af kildeskattelovens 72, stk. 2. Landsretten lagde endvidere til grund, at ægtepagten blev oprettet for at undgå, at halvdelen af værdien af hustruens aktiver ved bodelingen i forbindelse med den nært forestående skilsmisse tilfaldt manden, således at samtlige hans fordringshavere herefter ville kunne søge sig fyldestgjort heri. I U H blev et afkald på boslod ved en ægtepagt, som var underskrevet ca. 3 uger efter, at den pågældende havde fået at vide, at han var alvorligt syg af kræft, og med viden om, at han havde en betydelig gæld, der klart oversteg hans aktiver, ikke anset som en gave. Højesteret lagde herved vægt på, at dødsfaldet ikke kunne anses for nært forestående. Boslodskravet vedrørende ejendommen havde derfor ikke en sådan aktualitet, at afkaldet herpå udgjorde en gave omfattet af konkurslovens 64, stk. 1 eller 2, eller af retsvirkningslovens Den begunstigede kan efter konkurslovens 64, stk. 2, afværge omstødelse ved at godtgøre, at skyldneren ved gavens givelse var og forblev solvent. Solvens efter konkurslovens 64 skal forstås i overensstemmelse med definitionen i konkurslovens 17, stk. 2, hvorefter en skyldner er insolvent, hvis den pågældende ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående. I afgørelsen U H udtalte Højesteret, at retten ikke fandt det godtgjort, at skyldneren på overdragelsestidspunktet var i stand til at opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfaldt. Af betænkning 606/1971 fremgår om insolvensdefinitionen i konkurslovens 17: Udvalget må herefter mene, at konkurs bør indtræde, hvor skyldneren må antages ikke at kunne betale sin gæld, efterhånden som den forfalder, og at det er ufornødent at opstille som en yderligere betingelse for konkurs, at skyldnerens status viser underbalance. Noget andet er, at den rigtigt opgjorte status naturligvis er et meget vægtigt indicium i spørgsmålet om skyldnerens betalingsevne. 4

5 Selv om udvalget fandt det rigtigst at basere solvensvurderingen på en vurdering af betalingsevne, fandt udvalget alligevel anledning til at bemærke, at skyldnerens insufficiens kunne være et indicium for insolvens. Det er imidlertid uklart, i hvilket omfang insufficiens i praksis tillægges betydning, jf. Insolvensprocesret, 3. udg., 2014, s I relation til omstødelse må der ved vurderingen af, om insolvens forelå på tidspunktet for dispositionen, lægges vægt på, om skyldnerens økonomiske vanskeligheder, da dispositionen blev foretaget, var så alvorlige, at konkurs efter et fornuftigt skøn måtte antages at blive resultatet, jf. Konkursloven med kommentarer, 13. udg., s Lejlighedsgaver og lignende gaver og understøttelser, som ikke stod i misforhold til skyldnerens kår, er undtaget fra omstødelse, jf. konkurslovens 64, stk. 3. Det gælder både for gaver og understøttelser, at de for at undgå omstødelse ikke må stå i misforhold til skyldnerens kår. Det er forholdene på tidspunktet for gaven eller understøttelsen, der er afgørende. Ved lejlighedsgaver tænkes navnlig på fødselsdagsgaver, bryllupsgaver, jubilæumsgaver og andre gaver, som gives i anledning af en bestemt begivenhed. Ved lignende gaver tænkes navnlig på gaver, der ikke gives i en bestemt anledning, men som alligevel er i overensstemmelse med almindelig skik og brug. Ved understøttelse tænkes navnlig på understøttelse af personer, som familiemæssigt eller på grund af langvarigt samliv står skyldneren nært. Der må være et vist krav om behov for hjælp fra modtageren af understøttelsen. I U V havde skyldneren løbende ydet økonomiske bidrag til familiens forsørgelse ved overførsel til en fælles budgetkonto, hvorfra der blev betalt terminsudgifter til familiens bolig, som hustruen ejede. Landsretten fandt, at de midler, skyldneren løbende havde bidraget med til familiens forsørgelse, ikke oversteg, hvad der efter ægtefællernes livsvilkår måtte anses for passende, jf. herved retsvirkningslovens 2. Skyldneren havde 5

6 således ikke givet gaver til sin ægtefælle, til hvis gyldighed der kræves ægtepagt, jf. lovens 30, jf. 32, eller som kunne omstødes efter konkurslovens Ved siden af konkurslovens regler om omstødelse findes reglerne om omstødelse af gaver mellem ægtefæller i retsvirkningsloven, jf. bekendtgørelse nr af 23. december 2015 af lov om ægteskabets retsvirkninger. Det følger af retsvirkningslovens 31, at en ægtefælle, hvis indtægter i løbet af et kalenderår har givet overskud, inden udløbet af det følgende år uden oprettelse af ægtepagt vederlagsfrit kan overdrage indtil halvdelen af overskuddet til den anden ægtefælle. Overdragelsen har dog kun gyldighed mod overdragerens fordringshavere, såfremt overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler tilbage til at dække sine forpligtelser. Det følger endvidere af 33, at en fordringshaver, der har en fordring mod den ene ægtefælle, kan holde sig til den anden ægtefælle for værdien af en gave, skyldnerægtefællen har overført, medmindre det bevises, at overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Modtagerægtefællen har bevisbyrden for, at overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler, og der er tale om en streng bevisbyrde. Fra praksis kan nævnes U V, hvor to ægtefæller ved ægtepagt havde ophævet formuefællesskabet og delt fællesboet således, at manden som særeje overtog tøj og personlige genstande, mens hustruen som særeje overtog det øvrige fællesbo, herunder bl.a. en landbrugsejendom og et sælgerpantebrev. Landsretten fandt, at der var ydet hustruen en gave, der oversteg beløbene ifølge to fordringer mod manden, der var stiftet før ægtepagtens tinglysning. Det var i sagen ubestridt, at manden ved overførslen ikke beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser, hvorfor mandens fordringshaver kunne holde sig til hustruen. I U Ø havde den mandlige ægtefælle ved ægtepagt overdraget en fast ejendom til sin hustru. Ved ægtepagtens tinglysning havde manden aktiver for kr., medens hans passiver udgjorde kr. Under sagen, der var anlagt af en af mandens fordringshavere mod hustruen, gjorde hustruen gældende, at hun efter retsvirkningslovens 33 alene havde pligt til at sandsynliggøre, at manden beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler. Landsretten udtalte, at hustruen ikke havde godtgjort, at hendes ægtefælle på tinglysningstidspunktet havde beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler 6

7 til at dække sine forpligtelser. Landsretten udtalte desuden, at den omstændighed, at manden ikke havde regnskabspligt, ikke kunne formindske kravet om bevis for den utvivlsomme solvens. Landsretten dømte herefter hustruen til at betale i medfør af retsvirkningslovens 33. Afgørelsen viser, at der er tale om en streng bevisbyrde, og at det ikke er tilstrækkeligt blot at sandsynliggøre overdragerens solvens efter overdragelsen. I U Ø havde to ægtefæller ved ægtepagt ophævet det hidtil bestående formuefællesskab og aftalt fuldstændigt særeje. Ægtefællerne havde samtidig bestemt, at den faste ejendom og alt løsøre skulle være hustruens særeje. Manden beholdt aktiver, der oversteg dennes passiver, men de beholdne aktiver var båndlagte. Landsretten fandt, at retsvirkningslovens 33 må fortolkes således, at reglen også finder anvendelse, når giveren ved gaven gør sig illikvid. Landsretten fandt således, at fordringshaverne ikke skal vente på fyldestgørelse. Afgørelsen viser således, at utvivlsomt tilstrækkelige midler skal forstås både ud fra insufficiens og illikviditet. 3. Konkursrådets overvejelser Konkursrådet har overvejet, hvordan anvendelsesområdet for konkurslovens 64 kan udvides med henblik på at samle omstødelsesreglerne i konkursloven, således at konkurslovens 64 også dækker indholdet i forslaget til retsvirkningslovens 31 i Retsvirkningslovsudvalgets betænkning og dæmmer op for ægtefællefinten. Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, hvordan konkurslovens 64 kan tilpasses, således at bestemmelsen omfatter indholdet i forslaget til retsvirkningslovens 31, hvorefter det er en betingelse for at undgå omstødelse, at skyldneren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler. Konkursrådet har følgelig overvejet, om det fortsat skal være tilstrækkeligt, at en begunstiget kan afværge omstødelse efter konkurslovens 64 ved at føre bevis for skyldnerens solvens på tidspunktet for gavens fuldbyrdelse ud fra den traditionelle illikviditetsvurdering. Rådet finder, at der må lægges vægt på skyldnerens bestående aktiver, det vil sige, at der også lægges vægt på en vurdering af sufficiens frem for udelukkende den traditionelle insolvensdefinition. Det bør således ikke 7

8 være muligt at afværge omstødelse, blot fordi skyldneren fortsat opretholdt indtægter, der var høje nok til at dække dennes løbende forpligtelser. Betingelsen i forslaget til retsvirkningslovens 31 om, at skyldneren skal have beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler og ikke blot tilstrækkelige midler er i overensstemmelse hermed. Konkursrådet foreslår på den baggrund at ændre formuleringen i konkurslovens 64, stk. 2, vedrørende solvensbeviset, således at afværgelse af omstødelse tillige forudsætter, at det bevises, at skyldneren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Beviset for utvivlsomt tilstrækkelige midler må efter Konkursrådets opfattelse vurderes i overensstemmelse med retspraksis vedrørende retsvirkningslovens 33, hvorefter en fordringshaver, der har en fordring mod den ene ægtefælle, kan holde sig til den anden ægtefælle for værdien af en gave, skyldnerægtefællen har overført, medmindre det bevises, at overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Som det fremgår ovenfor, pkt. 2.4, antages det, at den gældende formulering om utvivlsomt tilstrækkelige midler i retsvirkningslovens 33 indeholder en solvensvurdering både ud fra insufficiens og illikviditet. Konkursrådet foreslår, at denne dobbelte insolvensvurdering videreføres i den foreslåede regel. Konkursrådet foreslår desuden, at kravene til bevisbyrden videreføres, således at det er modtageren, der bærer bevisbyrden, og således at det ikke er tilstrækkeligt blot at sandsynliggøre, at overdrageren forblev solvent. Det er Konkursrådets opfattelse, at denne ændring af solvensbeviset i konkurslovens 64 skal gælde generelt, det vil sige også i relation til andre gavemodtagere end ægtefæller, da sufficiens generelt bør være en betingelse for at undgå omstødelse af en gave fuldbyrdet mere end 6 måneder før fristdagen. Konkursrådet anser det ikke for nødvendigt at foreslå tilsvarende ændringer i de øvrige omstødelsesregler, der indeholder bestemmelse om solvensbevis, men bemærker, at insufficiens som forudsat i forarbejderne kan indgå som et indicium for insolvens. Konkursrådet har endvidere overvejet, om konkurslovens 64 i tilstrækkeligt omfang er dækkende i forhold til at dæmme op for dispositioner sær- 8

9 ligt mellem ægtefæller, hvor aktiver overføres fra den ene ægtefælle til den anden med henblik på at bringe aktiverne i sikkerhed for fordringshavere den såkaldte ægtefællefinte. Ægtefællefinten består typisk i, at giveren på et tidspunkt, hvor denne frygter at blive mødt med krav, den pågældende ikke vil kunne betale overfører aktiver til sin ægtefælle. Hvis der forløber mere end 2 år efter dispositionens fuldbyrdelse, inden giveren begæres konkurs, kan den begunstigede ikke rammes af omstødelse efter konkurslovens 64. Er dispositionen fuldbyrdet mere end 6 måneder, men mindre end 2 år før, der indleveres konkursbegæring mod giveren, kan den begunstigede ægtefælle efter 64, stk. 2, afværge omstødelse ved at føre bevis for giverens solvens. Selv om kravet til solvensbevis som anført ovenfor foreslås skærpet, vil konkurslovens 64 ikke give et tilstrækkeligt værn mod ægtefællefinten. Det kan således forekomme, at skyldnerens fordringshavere ikke har mulighed for at få erklæret skyldneren konkurs inden 2 år efter gavens fuldbyrdelse, fordi de væsentligste krav mod skyldneren er omtvistede. Hvis der eksempelvis rejses krav mod skyldneren vedrørende dennes ledelse af et selskab, kan en sådan erstatningssag vare adskillige år. Skyldneren vil i den forbindelse have et incitament til at forsøge at trække sagen ud, således at en konkurs først indtræder senere end 2 år, efter at gaven blev fuldbyrdet. Selv i tilfælde, hvor en konkurs begæres inden 2 år efter gavens fuldbyrdelse, vil omstødelse ikke altid kunne ske. Hvis gaven blev fuldbyrdet tidligere end 6 måneder før fristdagen, vil omstødelse kunne afværges ved førelse af solvensbevis. Det er efter gældende ret tvivlsomt, om et omtvistet krav indgår i solvensvurderingen. På den baggrund finder Konkursrådet, at konkurslovens 64, stk. 2, ikke i tilstrækkeligt omfang dæmmer op for en skyldners mulighed for at bringe aktiver i kreditorly hos sin ægtefælle i situationer, hvor skyldneren frygter et erstatningskrav (eksempelvis på grund af erstatningsansvarspådragende ledelse af en virksomhed), men hvor kravet ikke er rejst endnu, eller hvor kravet endnu ikke er fastslået ved dom. Konkursrådet er opmærksom på, at der også er et hensyn at tage til den begunstigede ægtefælle. Det kan således virke vidtgående at omstøde en gave, som er fuldbyrdet mere end 2 år før fristdagen, navnlig hvis ægtefællen var i god tro om skyldnerens insolvens, da gaven blev modtaget. Dette hensyn gør, at en udvidelse af konkurslovens 64 alene bør angå gaver, 9

10 som stod i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske forhold. Udvidelsen af konkurslovens 64 bør med andre ord være møntet på at modvirke skyldnerens overførsler af særligt værdifulde aktiver, herunder fast ejendom, værdipapirer, motorkøretøjer og lignende til sin ægtefælle. Konkursrådet foreslår på den baggrund, at der indføres et nyt stk. 4 i konkurslovens 64, hvorefter en gave, der står i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, og som er ydet til skyldnerens nærstående, skal kunne omstødes gennem en tidsmæssigt udvidet adgang i forhold til den nugældende adgang til omstødelse i konkurslovens 64, stk. 1 og 2. Der skal efter Konkursrådets opfattelse ikke skelnes mellem ægtefæller og andre nærstående, idet dette vil kunne medføre en uhensigtsmæssig forskel på overdragelser mellem gifte og ugifte samlevende. De gavedispositioner, den foreslåede regel skal vedrøre, er ofte overførsler mellem personer med fælles økonomiske interesser, der lever i et ægteskabslignende forhold. Det bør imidlertid efter Konkursrådets opfattelse være uden betydning, om der er tale om gifte eller ugifte samlevende, eller om der er tale om overførsler til børn eller andre nærstående. Konkursrådet finder på den baggrund ikke anledning til at begrænse den foreslåede regels anvendelsesområde til overførsler mellem ægtefæller. Konkursrådet foreslår derfor, at reglen skal finde anvendelse på overførsler til nærstående som defineret i konkurslovens 2, det vil sige ægtefæller, slægtninge i op- og nedstigende linjer, søskende, de nævnte personers ægtefæller og andre personer, der har stået hinanden særlig nær, jf. nr. 1, et selskab og en person, såfremt personen eller dennes nærstående direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af selskabets kapital, jf. nr. 2, to selskaber, såfremt det ene eller dettes nærstående direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af det andet selskabs kapital, eller såfremt en væsentlig del af begge selskabers kapital direkte eller indirekte ejes af samme person eller selskab eller af indbyrdes nærstående personer eller selskaber, jf. nr. 3, og andre personer, selskaber eller organisationer, som har tilsvarende interessefællesskab som under nr. 2 eller 3 angivet, jf. nr. 4. Reglen skal efter Konkursrådets opfattelse finde anvendelse på gaver af usædvanlig værdi. Afgørelsen af, om der skal ske omstødelse af en gave i medfør af den foreslåede regel beror på en samlet bedømmelse af, om gaven stod i misforhold til skyldnerens formue, og der må herved som udgangspunkt henses til gavens værdi og formuens størrelse på det tidspunkt, hvor gaven blev givet. Konkursrådet finder desuden, at der ikke kun skal 10

11 tages hensyn til gavens relative værdi i forhold til skyldnerens økonomiske forhold, men også til dens i sig selv meget store værdi. Det betyder navnlig, at fast ejendom, værdipapirer og motorkøretøjer ofte vil være omfattet af den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde, hvad enten der er tale om lejlighedsgaver eller andre gaver. Konkursrådet har herefter overvejet, om der skal knyttes tidsfrister til reglen. De dispositioner, der omfattes af den foreslåede regel, vil efter deres art allerede være omfattet af omstødelsesadgangen i konkurslovens 64, stk. 2, hvorfor en eventuel tidsfrist må være længere end 2 år før fristdagen for at have en virkning. Dette kan give anledning til problemer, hvis etablering af fristdag afventer udfaldet af en sag vedrørende et omtvistet krav. Der kan således gå mange år, før der foreligger en endelig domstolsafgørelse, der kan anvendes som grundlag for en konkursbegæring. Konkursrådet har i den forbindelse overvejet muligheden for at indføre en alternativ frist for omstødelse. En mulighed kunne være, at gaven kan omstødes, hvis en fordringshaver inden 2 år efter gavens fuldbyrdelse har varslet et eventuelt omstødelseskrav over for den begunstigede. En sådan løsning vil sikre muligheden for at omstøde gaver, der ligger længere tilbage end 2 år før fristdagen. Omvendt vil fordringshavernes mulighed for at give den nævnte meddelelse forudsætte et kendskab til skyldnerens forhold, som en almindelig fordringshaver ikke kan forventes at have. Desuden vil en eksplicit regel om varsling af et eventuelt omstødelseskrav bevirke, at dersom kravet ikke varsles, hvilket kan skyldes ukendskab til dispositionen, vil omstødelse være udelukket. Konkursrådet foreslår på den baggrund, at der ikke knyttes en tidsfrist til bestemmelsen. Den begunstigede bør imidlertid efter Konkursrådets opfattelse have visse muligheder for at afværge et eventuelt omstødelseskrav. Konkursrådet har på den baggrund overvejet, om god tro hos den begunstigede, herunder om de omtvistede krav mod skyldneren, skal kunne afværge omstødelse. 11

12 En sådan regel vil kun medføre en mindre skærpelse i forhold til konkurslovens 74 om omstødelse af utilbørlige dispositioner, som vil bestå i, at det i modsætning til efter 74 vil være den begunstigede, der skal bevise god tro. En sådan ordning vil desuden efter Konkursrådets opfattelse stride mod det objektive element i konkurslovens 64. Konkursrådet foreslår på den baggrund, at der i overensstemmelse med reglerne i konkurslovens 64, stk. 2, alene bør være adgang til at afværge omstødelse ved at føre bevis for skyldnerens solvens på tidspunktet for dispositionens foretagelse. Kravet til solvensbevis efter konkurslovens 64, stk. 2, foreslås som nævnt ovenfor skærpet, således at der tillige skal føres bevis for, at skyldneren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Omstødelse bør således efter Konkursrådets opfattelse kun kunne afværges, hvis skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen af gaven blev insolvent og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Utvivlsomt tilstrækkelige midler må efter Konkursrådets opfattelse forstås på samme måde som Konkursrådets forslag til 64, stk. 2, jf. ovenfor. Da den foreslåede regel navnlig vil være relevant i tilfælde, hvor der er rejst omtvistede krav mod skyldneren, da denne ydede gaven, foreslås reglen udformet således, at det eksplicit angives, at omtvistede og betingede krav anses for forpligtelser, uanset at disse ikke er endeligt fastslået. Det er naturligvis en forudsætning, at kravet senere fastslås over for skyldneren eksempelvis ved dom eller ved skyldnerens erkendelse. Konkursrådet har ikke herved taget stilling til, om sådanne krav indgår i solvensvurderingen efter andre regler i konkursloven. Betingelsen om, at kravet senere fastslås over for skyldneren, indebærer, at kravet skal fastslås ved en afgørelse over for skyldneren personligt eller ved skyldnerens personlige erkendelse. Det er således ikke tilstrækkeligt, at kravet anerkendes af skyldnerens konkursbo, idet konkursboet i sagens natur kunne se en fordel heri, hvis dette kunne muliggøre omstødelse over for den begunstigede. Det vil således efter Konkursrådets forslag være nødvendigt først at føre en sag mod overdrageren med henblik på at fastslå kravet. Denne frem- 12

13 gangsmåde vil efter Konkursrådets opfattelse være den hyppigst mest forekommende situation. Der tænkes her navnlig på de situationer, hvor overdrageren er blevet mødt med et større erstatningskrav, eksempelvis i anledning af ansvarspådragende ledelse af en virksomhed. Såfremt overdrageren mens sagen verserer måtte blive erklæret konkurs på baggrund af et andet krav, opstår spørgsmålet, om konkursboet ved sin passivitet efter konkurslovens 141, stk. 1, vil medvirke til, at betingelserne opfyldes gennem en udeblivelsesdom. Konkursrådet finder, at konkursboets interesse i omstødelseskravet må føre til, at det ikke er tilstrækkeligt at få dom over konkursboet. Rådet lægger herved vægt på, at konkursboet kan have en interesse i, at kravet fastslås, idet dette vil føre til, at der efter den foreslåede regel vil kunne rejses et omstødelseskrav over for skyldnerens nærstående, som har modtaget en gave på et tidspunkt, hvor der var rejst et omtvistet krav mod skyldneren. Konkursrådet foreslår på den baggrund, at det bør være en betingelse, at kravet fastslås over for skyldneren personligt, eventuelt sammen med boet. Det betyder, at sagen om det omstridte krav skal videreføres mod skyldneren (overdrageren), eventuelt sammen med boet, jf. konkurslovens 141. Ofte vil skyldneren ikke have midler til at videreføre sagen om det omstridte krav, hvorfor der vil blive afsagt udeblivelsesdom vedrørende kravet, medmindre den begunstigede for egen regning sørger for at varetage skyldnerens interesser under sagen. Konkursrådet har overvejet, om det således er rimeligt, at den begunstigede herved påføres risikoen for skyldnerens manglende økonomiske evne til at varetage sine interesser under den verserende sag. Rådet finder i den forbindelse, at den særlige konstruktion og det nære interessefællesskab mellem skyldneren og den begunstigede, som ofte vil være ægtefæller, bevirker, at dette er rimeligt. Rådet bemærker i den forbindelse, at den begunstigede ikke er afskåret fra at stille sikkerhed for skyldnerens omkostninger ved at føre sagen. Er skyldneren en juridisk person, det vil sige et aktie- eller anpartsselskab eller lignende, er det ikke muligt at få dom over skyldneren personligt. I disse tilfælde må det efter Konkursrådets opfattelse være tilstrækkeligt, at det omstridte krav erkendes af konkursboet, der efter konkursen har overtaget ledelsen af selskabet. 13

14 Ved at lade skyldnerens forpligtelser omfatte omtvistede krav undgås det, at en skyldner trækker en verserende sag i langdrag, imens den pågældende overfører sine aktiver til sine nærstående. Eftersom der er tale om en udvidelse af omstødelsesadgangen vedrørende gaver uden tidsfrist, finder Konkursrådet det hensigtsmæssigt, at det præciseres i lovbemærkningerne, at omstødelseskravet kan lempes efter konkurslovens 78 om nedsættelse eller bortfald af urimeligt byrdefulde krav, hvis omstændighederne taler derfor. Lempelse kan eksempelvis komme på tale, hvis den begunstigede var i god tro om skyldnerens insolvens og i fortsat god tro herom har forbrugt det modtagne. Derimod bør lempelse ikke ske, hvis den begunstigede var bekendt med, at der var rejst et stort krav mod skyldneren, uanset om kravet på gavetidspunktet var omtvistet. Som anført ovenfor er understøttelser, der ikke stod i misforhold til skyldnerens kår undtaget fra omstødelse, jf. konkurslovens 64, stk. 3. Konkursrådet foreslår, at bestemmelsen i 64, stk. 3, moderniseres sprogligt, således at lejlighedsgaver og understøttelser vurderes ud fra skyldnerens økonomiske forhold frem for dennes kår. I forslaget til retsvirkningslovens 31 er det udtrykkeligt bestemt, at reglerne om omstødelse af gaver tillige finder anvendelse på løbende, større betalinger fra skyldneren til dennes ægtefælle, hvis betalingerne er større end, hvad der henset til ægtefællernes økonomiske forhold og familiens behov er rimelige bidrag til familiens forsørgelse. Sådanne løbende, større betalinger kan efter omstændighederne kvalificeres som gaver og dermed være direkte omfattet af konkurslovens regler om omstødelse af gaver. For at undgå tvivl om, hvorvidt sådanne løbende, større betalinger kan anses for gaver, foreslår Konkursrådet, at der indsættes et nyt stk. 5 i konkurslovens 64, hvorefter sådanne løbende, større betalinger kan omstødes i samme omfang som gaver. Betalinger, der er udtryk for en understøttelse, der ikke står i misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, kan ikke omstødes, jf. konkurslovens 64, stk. 3. Det bør i forhold til sådanne betalinger ligesom ved gaver i øvrigt være muligt at omstøde betalinger, der er foretaget mere end 2 år før fristdagen, hvis der er tale om beløb, der står i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske forhold. 14

15 Konkursrådet foreslår, at reglen om omstødelse af løbende, større betalinger tillige skal finde anvendelse på ugifte samlevende. Endelig har Konkursrådet overvejet, om der er behov for en udtrykkelig regulering af adgangen til omstødelse af ægtepagter, boslodsafkald og bodelingsaftaler. Ifølge retspraksis kan særejeægtepagter og afkald på boslod, herunder delvist afkald i form af skævdelingsaftaler, betragtes som en omstødelig gave efter konkurslovens 64. I forslaget til retsvirkningslovens 31 foreslås skævdelingsaftaler undtaget fra omstødelse efter retsvirkningslovens 31, men dette ville ikke udelukke omstødelse efter konkurslovens regler. Konkursrådet finder, at konkurslovens regler om omstødelse af gaver fortsat bør finde anvendelse på ægtepagter, hvorved skyldnerens ægtefælles bodel helt eller delvis gøres til dennes særeje, samt aftaler, hvorved skyldneren helt eller delvis giver afkald på sin ret til boslod, herunder skævdelingsaftaler. Konkursrådet har overvejet, om det bør være en betingelse for omstødelse af sådanne dispositioner, at skiftet var nært forestående. Dette må anses for en betingelse efter retspraksis. En sådan betingelse kan efter Konkursrådets opfattelse give en vis uforudsigelighed, idet det kan variere, hvad der nærmere forstås ved nært forestående. Konkursrådet finder imidlertid, at der ikke er behov for at lave lovregler herom, idet det fortsat bør overlades til domstolene at foretage en konkret vurdering i sådanne tilfælde. Det vil som følge af de foreslåede ændringer i konkurslovens 64 være nødvendigt at indføre overgangsbestemmelser, således at den nye affattelse af konkurslovens 64 gælder for gaver, der er fuldbyrdet efter lovens ikrafttræden, mens de nugældende regler om omstødelse i konkursloven og retsvirkningsloven gælder for gaver, der er fuldbyrdet før lovens ikrafttræden. 4. Konkursrådets lovudkast 1 I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 11 af 6. januar 2014, som senest ændret ved 16 i lov nr. 573 af 4. maj 2015, foretages følgende ændringer: 15

16 1. I 64, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter insolvent : og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. 2. I 64, stk. 3, ændres kår til: økonomiske forhold. 3. I 64 indsættes efter stk. 3: Stk. 4. Gaver til skyldnerens nærstående, som stod i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, kan fordres omstødt. Dette gælder dog ikke, hvis det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Et omtvistet eller betinget krav anses for en forpligtelse efter 2. pkt., forudsat at kravet senere fastslås endeligt over for skyldneren. Stk. 5. Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, i det omfang skyldneren løbende har betalt større beløb til eller for dennes ægtefælle eller samlever, end hvad der efter disses økonomiske forhold og familiens behov er rimelige bidrag til familiens forsørgelse. 2 Stk. 1. Loven træder i kraft den [ ] Stk. 2. Loven finder anvendelse på dispositioner, der er fuldbyrdet efter lovens ikrafttrædelse. 3 Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger. Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser Til 1 Til nr. 1 ( 64, stk. 2) Det følger af konkurslovens 64, stk. 2, at gaver, som er fuldbyrdet tidligere end 6 måneder, men senere end et år før fristdagen, kan fordres omstødt, medmindre det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent. Gaver til skyldnerens nærstående kan omstødes efter samme regel, hvis gaven er fuldbyrdet senere end to år før fristdagen. 16

17 Den begunstigede kan således efter konkurslovens 64, stk. 2, afværge omstødelse ved at godtgøre, at skyldneren ved gavens givelse var og forblev solvent. Det foreslås med tilføjelsen til konkurslovens 64, stk. 2, at afværgelse af omstødelse forudsætter, at modtageren kan godtgøre, at overdrageren ikke var eller blev insolvent og beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Vurderingen af overdragerens insolvens skal herefter ske både ud fra en vurdering af illikviditet og insufficiens. Det er således efter forslaget ikke tilstrækkeligt til at afværge omstødelse, at overdrageren efter overdragelsen opretholder en indtægt, der er stor nok til at dække dennes løbende forpligtelser. Det er desuden en betingelse for at afværge omstødelse, at overdragerens aktiver utvivlsomt overstiger dennes passiver. Det er modtageren, der bærer bevisbyrden, og det er ikke tilstrækkeligt blot at sandsynliggøre, at overdrageren forblev solvent. Til nr. 2 ( 64, stk. 3) Det følger af konkurslovens 64, stk. 3, at lejlighedsgaver og lignende gaver og understøttelser, som ikke stod i misforhold til skyldnerens kår, er undtaget fra omstødelse. Det foreslås, at der foretages en sproglig modernisering af den gældende bestemmelse, således at kår ændres til økonomiske forhold. Herudover tilsigtes ingen ændring i forhold til gældende ret. Til nr. 3 ( 64, stk. 4-5) Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 4, hvorefter gaver til skyldnerens nærstående, som stod i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, kan fordres omstødt. Dette gælder dog ikke, hvis det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Et omtvistet eller betinget krav anses for en forpligtelse, forudsat at kravet senere fastslås endeligt over for skyldneren. 17

18 Ved gaver, der står i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, skal forstås gaver af usædvanlig værdi. Afgørelsen af, om der skal ske omstødelse af en gave i medfør af den foreslåede regel beror på en samlet bedømmelse af, om gaven stod i misforhold til skyldnerens formue, og der må herved som udgangspunkt henses til gavens værdi og formuens størrelse på det tidspunkt, hvor gaven blev givet. Der skal ikke kun tages hensyn til gavens relative værdi i forhold til skyldnerens økonomiske forhold, men også til dens i sig selv meget store værdi. Den foreslåede bestemmelse vil navnlig finde anvendelse på fast ejendom, værdipapirer og motorkøretøjer, det vil sige gaver af også usædvanlig karakter, der normalt kan tjene den samlede husstand. Det er uden betydning, om de pågældende gaver er givet som lejlighedsgaver. Gaver i form af løsøre til modtagerens personlige brug vil sædvanligvis falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde, uanset at der er tale om luksusgenstande. Sådanne gaver vil dog efter omstændighederne kunne omstødes efter den foreslåede bestemmelse, såfremt gaven åbenbart stod i misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, herunder det sædvanlige gaveniveau mellem parterne. Omstødelse efter den foreslåede bestemmelse er ikke betinget af, at gaven er fuldbyrdet inden for en bestemt tidsfrist i forhold til fristdagen. Omstødelse er dog udelukket, såfremt modtageren kan godtgøre, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Modtageren skal godtgøre, at skyldneren hverken var illikvid eller insufficient. Der er således tale om en skærpet bevisbyrde i forhold til de øvrige objektive omstødelsesbestemmelser, idet det efter den foreslåede bestemmelse ikke er tilstrækkeligt, at skyldneren var i stand til at efterkomme sine løbende forpligtelser. Der skal også ses på, om skyldnerens aktiver overstiger dennes passiver. Kravet til bevis er en videreførelse af praksis vedrørende retsvirkningslovens 33, og der er tale om en streng bevisbyrde. Det er således ikke tilstrækkeligt, at modtageren blot sandsynliggør, at skyldneren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. 18

19 Ved opgørelsen af skyldnerens forpligtelser indgår også omtvistede og betingede krav mod skyldneren, forudsat at kravet senere fastslås endeligt over for skyldneren personligt. Kravet kan eksempelvis fastslås ved dom eller ved skyldnerens erkendelse. Det er således ikke tilstrækkeligt, at kravet anerkendes af skyldnerens konkursbo, medmindre der er tale om en skyldner, der er en juridisk person. Er skyldneren således et selskab med begrænset ansvar, er det tilstrækkeligt, at kurator, der efter konkursen har overtaget ledelsen af selskabet, erkender kravets eksistens. Er skyldneren en fysisk person, vil det således være nødvendigt først at føre en sag mod skyldneren med henblik på at fastslå kravet. Er der forud for konkursen indledt en sag med henblik på at fastslå kravet, men er sagen ikke afgjort, inden skyldneren tages under konkursbehandling, må den fordringshaver, der har anlagt sagen søge at få dom over skyldneren eller skyldneren sammen med boet, jf. konkurslovens 141. Hvis ingen sag er anlagt, og kravet ikke er fastslået forud for konkursen, må konkursboet eller fordringshaver søge at opnå skyldnerens erkendelse eller anlægge sag mod skyldneren med påstand om anerkendelse af kravets eksistens. Det er som udgangspunkt uden betydning for spørgsmålet om omstødelse, at den begunstigede var i god tro om skyldnerens insolvens. Kravet mod den begunstigede kan imidlertid efter omstændighederne lempes efter konkurslovens 78 om nedsættelse eller bortfald af urimeligt byrdefulde krav. Lempelse kan eksempelvis komme på tale, hvis den begunstigede var i god tro om skyldnerens insolvens og i fortsat god tro herom har forbrugt det modtagne. Derimod bør lempelse ikke ske, hvis den begunstigede var bekendt med, at der var rejst et stort krav mod skyldneren, uanset om kravet på gavetidspunktet var omtvistet. Det foreslås desuden, at der indsættes et nyt stk. 5, hvorefter stk. 1-4 skal finde tilsvarende anvendelse, i det omfang skyldneren løbende har betalt større beløb til eller for dennes ægtefælle eller samlever, end hvad der efter disses økonomiske forhold og familiens behov er rimelige bidrag til familiens forsørgelse. Den foreslåede regel skal bl.a. finde anvendelse i situationer, hvor skyldneren løbende har afholdt udgifter, herunder terminsydelser, på en fast ejendom, der tilhører den anden ægtefælle. Har skyldneren således eksempelvis forbrugt hele sin indkomst over en længere periode på familiens forsørgelse, så ægtefællen har været i stand til at oparbejde en opsparing, vil 19

20 ægtefællen kunne mødes med et omstødelseskrav efter den foreslåede bestemmelse. Hvis der er tale om beløb, der står i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, kan omstødelse ske uden nogen tidsmæssig begrænsning, jf. henvisningen til den foreslåede bestemmelse i stk. 4. Betalinger, der er udtryk for en understøttelse, der ikke står i misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, kan ikke omstødes, jf. konkurslovens 64, stk. 3. Til 2 Det foreslås, at loven træder i kraft den [ ]. Lovens 1 gælder for dispositioner, der er fuldbyrdet efter lovens ikrafttræden. For dispositioner, der er fuldbyrdet før lovens ikrafttrædelse, gælder de nugældende regler om omstødelse i konkursloven og retsvirkningsloven. Til 3 Bestemmelsen vedrører lovens geografiske anvendelsesområde. Det foreslås i stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Efter stk. 2 kan loven sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger. 20