tilføjet igennem de hellige sandhedsord fra verdensgenløsningen

Transkript

1 (Symbol nr. 21) 1. Dyrets angstskrig Inde i det levende væsens psyke er der indbygget en organisk foreteelse, der bringer det til at råbe efter lys, når mørket kulminerer i dets skæbne. Dette råb" begynder i de højere udviklede dyrs angstskrig, når de er i overhængende livsfare. Dette skrig er i princip en alarmering om denne fare, et skrig om hjælp. Men hvem gælder dette skrig? - Rovdyret, der overfalder et dyr, er totalt immun overfor dets offers angstskrig, ja, selv mennesket: Lystjægeren, lystfiskeren og slagteren er jo lige så immune overfor deres ofres skrig eller overfor en hvilken som helst anden måde, disse dyrs dødsrædsel måtte give sig udslag på. De dødsdømte dyrs egne racefæller kan som regel ikke hjælpe deres nødstedte medvæsener. De flygter gerne for ikke selv at komme i fare. Ikke desto mindre udløser de dyr, der har evne til at skrige, dette dødsskrig i overhængende livsfare. 2. Dette at»bede til Gud«Der er således et organ i væsenet, der automatisk træder i funktion, når det kommer i livsfare. Det er dette organ eller denne evne, der efterhånden udvikler sig og hos mennesket er blevet til det, vi udtrykker som evnen til at bede til Gud". Bønnen eller dette at bede til Gud har således ikke sin rod i noget menneskeligt påfund, men har rod i en medfødt kosmisk, organisk evne, ved hvilken væsenet evigt er organisk tilknyttet guddommen. Om væsenet er bevidst eller ubevidst i denne urokkelige, kosmiske forbindelse med guddommen forandrer absolut ikke princippet. Dyret, der udstøder sit angstskrig eller dødsskrig, er ikke bevidst i nogen guddom. Det ved ikke, hvem det skriger imod, men ikke desto mindre skriger det automatisk sin nødstedte situation ud imod et ukendt objekt. Da hele denne funktion er baseret på en kosmisk, organisk, evig evne og ikke ved en på erfaringer og forstand opstået timelig evne, hører den med til væsenets overbevidsthedsmæssige evige foreteelser ligesom urbegæret, skæbneelementet, talentkerneprincippet og den evige del af skabeevnen. 3. Bønnens kosmiske struktur udgør et evigt bindeled mellem det levende væsen og guddommen Da dette bønnens kosmiske organ træder i funktion, hver gang væsenet befinder sig i situationer, hvor det oplever sig selv som totalt hjælpeløs i sit eget livs opretholdelse, kan det kun være beregnet på at skabe hjælp i denne væsenets nødstedte situation. Men lige så sikkert og urokkeligt, som nævnte organ er beregnet herpå, 148

2 lige så sikkert og urokkeligt må det objekt, den således er rettet imod, være af en natur, der på en eller anden hjælpende måde kan reagere overfor det nødstedte væsen. Til hvilken nytte ellers denne kosmisk-organiske evne? Ingen som helst evne kan eksistere uden i kraft af et formål, den skal opfylde. Da det objekt, bønnen i sin højeste instans er rettet imod, er af den højeste kosmiske natur, kan det kun være selve verdensaltets evige ophav. De levende væsener fremtræder jo i alle størrelser lige fra mikrokosmiske og mellemkosmiske til makrokosmiske. Da de alle har indbygget bønnens organ som det højeste kosmiske, mentale bindeled mellem sig og nævnte ophav, bliver dette ophav her synligt som det absolut eneste objekt for bønnens princip, der kan reagere eller svare hjælpende på et hvilket som helst levende væsens bøn, hvad enten denne er dyrets angstskrig, eller den er det ufærdige og ulykkelige menneskes råb om hjælp i lidelsens stund. Ja, det er ligegyldigt, om det er væsener i mikrokosmos eller det er væsener i makrokosmos, de har absolut alle uden undtagelse indbygget i sig dette bønnens kosmiske forbindelsesorgan, der garanterer det levende væsen evig tilknytning til og vekselvirkning med det allerhøjeste væsen, det væsen, der udelukkende er verdensaltets altoverstrålende eneste sande guddom. 4. Fader- og sønneprincippet mellem Gud og gudesøn Uden dette bønnens kosmisk organiske bindeled mellem det levende væsen og guddommen ville alt liv være en total umulighed. Hvem skulle ellers føre væsenerne igennem deres fysiske fostertilstand under reinkarnationen? Og hvem skulle føre dem igennem de spiralmæssige fostertilstande: planteriget og dyreriget, hvis ikke denne kosmiske forbindelse mellem guddommen og det levende væsen eksisterede? - Hvordan skulle de væsener, hvis organismer er i fostertilstand, hvis mentalitet er i latent tilstand, hvorfor de i denne tilstand er mere eller mindre bevidstløse og dermed tilsvarende hjælpeløse, kunne komme igennem deres fostertilstande, hvis ikke Gud befordrede dem igennem ved hjælp af andre levende væsener? - Men hvordan skulle guddommen kunne benytte disse andre væsener som sine organer eller redskaber til at hjælpe fostervæsenerne, hvis ikke der var en organisk forbindelse mellem guddommen og disse væsener og en organisk forbindelse mellem guddommen og fostervæsenerne? - Og hvordan skulle disse fostertilstande såvel som al anden skabelse og oplevelse i verdensaltet kunne finde sted, hvis ikke de levende væsener var samarbejdende organer i Guds bevidsthed og legeme? - Det er denne uløselige kosmiske forbindelse og samarbejde mellem det levende væsen og guddommen, der gør forholdet mellem de to væsener til et fader-og sønneprincip". 5. Væsenets voksende viden om sin kosmiske forbindelse med Guddommen At det levende væsen ikke er bevidst i sin forannævnte urokkelige forbindelse med guddommen under sine spiralmæssige og reinkarnationsmæssige fostertilstande og øvrige ufærdige psykiske tilstande er selvfølgeligt. Dog er den stærke, faste, reli-

3 giøse tro på guddommen, et væsen kan have, en i kraft af dets religiøse instinkt båret anelse om denne guddoms eksistens. Men denne anelse kan ikke blive til absolut viden i kraft af det religiøse instinkt, ligesom den absolut heller ikke kan blive til den samme absolutte viden i kraft af intelligens og heller ikke ved følelse alene. Det er derfor, at menneskene i fremragende grad bliver materialister, bliver gudløse under det religiøse instinkts degeneration og under intelligensudviklingens begyndende epoke. Men med den derefter af lidelserne affødte begyndende udvikling af human følelse eller næstekærlighed og den heraf efterfølgende begyndende udvikling af intuitionsevnen forsvinder materialismen og gudløsheden, grundet på en i kraft af nævnte intuitionsevne begyndende oplevelse af virkelig og absolut dagsbevidst viden om guddommens eksistens og væsenets egen urokkelige kosmiske eller evige forbindelse med dette højeste væsen. 6. Forklaring til symbol nr. 21 Nærværende symbol skal symbolisere, hvorledes det levende væsen og guddommen evigt er forbundet med hinanden. Den forskelligt farvede figur indenfor det sorte takkede felt til højre på symbolet symboliserer det levende væsen. Det hvide felt i midten symboliserer væsenets X 1. eller jeg. Det violette felt udtrykker moderenergien. De i grundenergiernes farver fremtrædende felter imellem moderenergien og den tynde cirkelstreg udgør den evige del af væsenets grundenergilegemer. Disse og modenergien udgør væsenets X 2. eller skabeevne. De farvede felter imellem den tynde cirkelstreg og det sorte takkede felt udgør væsenets skabte grundenergilegemer, der igen er det samme som væsenets X 3, og udgør det skabte i væsenets struktur. Men det levende væsen eksisterer ikke i noget ingenting. I så fald ville der aldrig nogen sinde have eksisteret noget levende væsen. Det levende væsen eksisterer i verdensaltet, og det er dette, den samlede forskelligt farvede figur udenom det levende væsen på symbolet symboliserer. Men verdensaltet er jo også et levende væsen. Dette levende væsens jeg eller X 1. består af alle eksisterende levende væseners X1. eller jeg'er tilsammen. Dette af disse jeg'er bestående verdensaltets jeg er symboliseret i det hvide ringformede felt yderst på symbolet. På samme måde er dette væsens X 2. bestående af alle eksisterende levende væseners X 2. Dette X 2. er symboliseret i det violette felt indenfor det hvide ringformede felt og udgør altså dette gigantvæsens moderenergi. Hertil hører også den evige del af alle eksisterende levende væseners grundenergilegemer, der sammen med nævnte moderenergi udgør dette mægtige væsens skabeevne. De farvede felter imellem det violette felt og det sorte, takkede felt symboliserer alle eksisterende levende væseners grundenergilegemer. Hvert enkelt af disse grundenergiens farvefelter er inddelt i strålefelter. Hvert strålefelt symboliserer et levende væsens grundener giorgan eller legeme. Af disse legemer udgør den del af hvert legeme, der udfylder rummet mellem takkerne i det violette felt på symbolet, den evige del, medens den øvrige del, der peger indad imod midten af symbolet, udgør den skabte del etter væsenets X 3. Tilsammen udgør alle eksisterende levende væseners X 3. gigantvæsenets X 3. Da dette væsen adskiller sig fra alle andre levende væsener derved, at det udgør alt, hvad der eksisterer, kan der ikke være noget væsen ovenover, underneden eller ved siden af dette væsen. Vi har altså her for os den altoverstrålende evige sande guddom. Symbolet udtrykker således denne evige guddom. Overfor denne guddom eksisterer uundgåeligt og evigt hvert eneste eksisterende væsen, ligegyldigt om det er et mikrokosmisk, makrokosmisk eller mellemkosmisk væsen. Alle disse levende væsener er Guds organer og legemer, i kraft af hvilke han kan manifestere sin almægtighed, alvisdom og alkærlighed overfor hvert enkelt levende væ- 150

4 sen. Et levende væsens daglige væremåde og oplevelse af livet er således i absolut forstand en vekselvirkning imellem det selv og guddommen. Hvordan skulle denne vekselvirkning kunne finde sted, hvis de levende væsener ikke var Guds organer og ikke eksisterede? - Hvordan skulle guddommen kunne åbenbare det højeste strålende lys eller det dybeste mørke for det enkelte levende væsen, hvis de øvrige væsener ikke var organer for hans manifestation og bevidsthed? Hvordan skulle han kunne skabe livets oplevelse for det enkelte levende væsen hvordan skulle han kunne føre det fra primitivitet til intellektualitet hvordan skulle han kunne føre det fra hadets og krigens regioner til fredens og kærlighedens lysende sfærer uden ved hjælp af de andre eksisterende levende væsener? Hvordan skulle guddommen kunne give det enkelte levende væsen de erfaringer, den skæbne, den forstand og visdom, den kærlighedsevne, den intuitionsevne, den oplevelse af at være eet med Gud, hvormed han forandrer hvert eneste eksisterende væsen til at blive til»mennesket i sit eget billede efter sin lignelse,«hvis ikke de andre levende væsener eksisterede som hans organer eller redskaber herfor? - Hvordan skulle disse andre væsener kunne udføre en så fuldkommen hundrede procent logisk skabelse, hvis ikke de hver især var et led i en sammenhængende enhed, var et organ i en altomspændende levende organisme, styret og ledet ved bevidsthed, mentalitet og ånd? Og hvordan skulle en sådan levende, fungerende organisme kunne eksistere uden et jeg? - Men hvordan skulle en enhed, bestående af disse nævnte realiteter: Organisme, bevidsthed og jeg kunne eksistere uden at være et levende væsen? - Vi bliver atter her vidne til, at verdensaltet er et levende væsen. Da alt, hvad der overhovedet eksisterer, hører med til dette væsens organisme, bevidsthed og jeg, fremtræder det her synligt som det absolut eneste væsen i sin slags. Da det som et levende væsen udgør hele verdensaltet, kan betegnelsen:»den absolut eneste eksisterende sande guddom«kun være hundrede procent totalt rigtig. Hvert eneste levende væsen befinder sig i denne guddom. Den er i absolut forstand det eneste væsen, det i virkeligheden har sit daglige liv sammen med, eftersom alle dets medvæsener, ligegyldigt hvilket det så end måtte stå overfor, ligegyldigt om det er dets forældre, dets ægtefælle, dets børn, dets nabo, dets ven eller fjende, ligegyldigt om det er planter eller dyr, ligegyldigt om det er mikrokosmiske, mellemkosmiske eller makrokosmiske væsener, der virker på dets sanser, så er det Guds manifestations- og oplevelsesorganer eller redskaber, det befinder sig overfor. Hele dets daglige væremåde, dets manifestation og oplevelse er således en direkte vekselvirkning mellem det selv og guddommen. Da det således har guddommen til ophav, hviler i guddommen, vekselvirker med guddommen i manifestation, tankeog bevidsthed, vil dette, at udtrykke samme væsen som>»gudesøn«også være totalt fuldkomment. Dette, det levende væsens høje guddommelige slægtskab med Gud, dette kosmiske faderog sønneprlnclp, var en dagsbevidst kendsgerning for Kristus, og vil blive det for ethvert jordmenneske, efterhånden som det får kosmisk bevidsthed og bliver til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Det er denne kristusbevidsthed, der er det tyvende århundredes ver dens genløsnings mål. Det er tilegnelsen af denne bevidsthed, der er verdens frelse fra ragnarok eller helvede, fra krigen og lidelserne, fra mørkets og dødens gru. Jordkloden skal ikke blive ved med at være tilfældighedens kaos og vildnis for væsenet at leve i. Det skal komme til at opleve verdensaltet som Guds manifestations- og oplevelsesorganisme eller legeme, igennem hvilket denne guddom gør alt lysende for det levende væsen, som derved kommer til at opleve denne som sin absolutte evige Fader og sig selv som denne guddommelige Faders evige søn. Og er det ikke netop dette, Kristus hentyder til, der hvor han siger:»sandelig siger jeg eder, den som ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, han skal ingenlunde komme ind i det«.. At indstille sig som et lille barn til Gud, er naturligvis det samme som at forstå denne guddom som sit ophav, ligesom et barn forstår sine forældre som sit fysiske ophav og ligeledes at elske Gud, således som barnet elsker sin mor og far. Kun igennem denne kærlighed kan væsenet opnå den store fødsel eller indvielse, der giver væse- 151

5 net total kosmisk bevidsthed, der igen er det samme som en total gennemstråling af den hellige ånd, der igen er det samme som Guds bevidsthed. Det er denne totale gennemstråling af Guds bevidsthed eller ånd, der gør væsenet til Mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Symbol nr. 21 symboliserer altså verdensaltet og det levende væsen som Gud og Gudesøn. Som før nævnt symboliserer figuren indenfor det sorte takkede felt det levende væsen eller Gudesønnen, medens de kolorerede felter udenfor det sorte takkede felt symboliserer verdensaltet eller guddommen. På det felt, der symboliserer guddommen, ser vi på farverne de kendte grundenergiområder eller tilværelsesplaner: Planteriget, dyreriget, menneskeriget, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Vi ser disse riger her på symbolet inddelt i en slags stråleformige felter. Hvert af disse felter skal symbolisere et levende væsen. Dette symboliserer så igen, at ethvert af disse nævnte riger består af levende væsener. Antallet af disse levende væsener på symbolet gælder naturligvis ikke bogstaveligt, men skal blot symbolisere, at rigerne hver især består af myriader af levende væsener. Igennem alle disse levende væsener åbenbarer guddommen sig for Gudesønnen, altså det levende væsen af en hvilken som helst art. For denne gudesøn åbenbarer guddommen sig igennem planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige og således fortsættende igennem alle spiralens riger. Gennem planteriget viser guddommen den udviklede gudesøn sin begyndende skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse. Her er væsenerne endnu ufødte fostre i denne skabelse, men ikke desto mindre er disse relativt lige kommet fra salighedsriget og ind i den fysiske verden og endnu omstrålet af nævnte riges kosmiske stråleglans, omsat til fysiske skønhedsåbenbaringer i farver, former og dufte. Overalt, hvor blomsterfloret breder sig, er det erindringer fra salighedsriget, materialiseret på det fysiske plan gennem plantevæsenernes automatiske livsfunktion. Igennem dyrerigets væsener åbenbarer guddommen mørkets verden, lysets kontrast og livets skole. Her gives der Gudesønnen frie hænder til at gøre, hvad han vil, men har dog fået tilføjet igennem de hellige sandhedsord fra verdensgenløsningen gennem bibelen: -»Gør du godt, da kan du se frit op, men gør du ondt, da ligger synden for døren. Dette xat kunne se frit op«vil her betyde, at man kan se alle mennesker frit i øjnene og vil her møde virkningerne af alt det gode man har manifesteret. Dette, at»synden ligger for døren«, vil her betyde, at man ikke elsker menneskene og kan derfor ikke se dem frit i øjnene og møder her virkningerne af det onde, man har påført sin næste. Her viser Gud sin søn det liv, der opretholdes ved det dræbende princip. Her viser Gud sin søn krigens og lidelsernes rædsler. Her lader Gud ham se, at det, han sår, skal han høste. Igennem denne blodige epoke får Gudesønnen tilsidst lede og afsky for mørkets lemlæstende og dødbringende traditioner. Den humane evne begynder at udvikles i ham, og han begynder at kunne elske sin næste, der igen i dybeste forstand er det samme som at elske Gud. Og denne udvikling afføder igen den kosmiske evne, intuitionen. Igennem denne evne kan væsenet eller Gudesønnen begynde at opleve små kosmiske glimt, hvilket igen vil sige: små kosmiske oplevelser. Hvis den nævnte evne ikke er forceret frem på kunstig måde, bliver de små kosmiske glimt til meget stor glæde, inspiration og absolut kosmisk viden indenfor det lille felt, som de pågældende kosmiske glimt dækker. Hvis intuitionsevnen på kunstig måde er forceret frem, kommer den i tilsvarende grad foran det udviklingstrin, der ellers er det normale for begyndende intuition. Væsenet kommer derved til at ja kosmiske glimt, før det har nået det normale udviklingstrin for modtagelse af intuitive glimt eller selvoplevet kosmisk viden. Væsenet har derfor i et sådant tilfælde ikke fået udviklet den moralske stabilitet og nervemæssige konstitution, der skal til, for at kunne modtage kosmiske glimt på normal måde. De kosmiske glimt bliver derfor meget let til stor skade for væsenet både i nerver og mentalitet. Indslag af kosmiske glimt fylder væsenet op med stor åndelig kraft. Denne åndelige kraft søger udløsning igennem væsenets mentalitet eller tankeverden. Hvis væsenet på grund af sin manglende udvikling ikke har ydmyghed nok, men derimod er forfængelig, hungrer efter at være noget stort i menneskenes øjne, og dets 152

6 ærlighed heller ikke er tilstrækkeligt stabiliseret, vil disse ufærdige sider blive kanaler for de kosmiske kræfter i væsenets manifestation overfor omgivelserne. Disse guddommelige kræfter, der i højeste grad er beregnet på at føre væsenerne imod lyset, kommer her til syne som i meget høj grad præget af væsenets manglende ydmyghed og derfor i tilsvarende høj grad præget af væsenets forfængelighed og selvdyrkelse. Fornemmelsen af de stærke kræfter kan ligefrem bringe væsenet til den selvsuggestion, at de i værste tilfælde opfatter sig selv som Kristus eller som et andet højt åndeligt væsen, som en ny messias eller verdensfrelser eller på anden måde tror at skulle udføre en meget stor åndelig mission, En sådan fejltagelse fører til kedelige virkninger for væsenet, eventuelt til totalt nervesammenbrud. Man må endelig ikke tro, at man på kunstig måde kan tilegne sig de højere kosmiske evner og på denne måde skabe en genvej til kosmisk bevidsthed eller det store slutfacit: det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Der findes absolut kun een eneste vej til lyset, og det er ydmyghedens og næstekærlighedens vej. Ud over denne guddommelige vej findes der ikke nogen som helst kortere eller længere vej til lyset eller den store fødsel. Intet som helst væsen kommer lettere eller sværere til det store Uvsfacit end andre væsener. Alle må absolut igennem det samme for at blive det samme. Som vi ser på symbolet, befinder ethvert levende væsen sig midt i guddommen. Guddommens tilkendegivelses' eller manifestationsorganer overfor det levende væsen består af alle de andre levende væsener, som dette måtte komme i berøring med. Igennem disse væsener taler guddommen altså til sin søn. Og sønnen svarer med sin væremåde overfor disse væsener i dets omgivelser. Det levende væsen eller gudesønnen lever således hele tiden i vekselvirkning med Gud. Det lever i en evig guddommelig korrespondance. Hvad vi gør imod vor næste, gør vi imod Gud. Og det, vor næste gør imod os, er Guds svar til os på denne vor væremåde overfor vor næste, altså vor væremåde imod Gud. Men i denne guddommelige korrespondance er de levende væsener ikke bevidst, sålænge de befinder sig i spiralkredsløbets fosterstadier, hvilket nærmere betegnet vil sige, sålænge de endnu befinder sig som tilhørende plante- og dyrerigets væsener, og har det dræbende princip og dermed krigen til livsbetingelse. Gudesønnen er her lige så uvidende om sin daglige korrespondance med sin guddommelige fader, som det lille nyfødte barn er uvidende om sine forældre og den fysiske verden, det nu er født ind i. Men ligesom det lille barn vokser frem til at elske og kende sin mor og far, således vokser også Gudesønnen frem til at opleve og elske sin guddommelige fader og blive dagsbevidst i dennes altoverstrålende kærlige favntag. Når den sorte takkede figur på en måde er stjerneformig, er det fordi, den ikke blot skal markere gudesønnens eksistens i Guddommens legeme, men at den også skal markere, at afstanden mellem Gud og Gudesønnen evigt er den samme, ligegyldigt om Gudesønnen ved det eller ikke ved det. Hvad enten Gudesønnen er plante- og dyrevæsen og således kosmisk set er et fostervæsen i spiralkredsløbet, eller det er et menneskefoster i moders liv eller en nyfødt baby er Guds nærhed nøjagtigt den samme overfor disse kosmisk bevidstløse væsener, som den er overfor væsenet eller Gudesønnen, der er blevet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Der er intet som helst væsen eller gudesøn, der er nærmere ved eller fjernere fra Guddommen end andre væsener. De er absolut alle under alle eksisterende forhold lige nær ved Guddommen, og Guddommen lige nær ved dem. De er jo alle i en evig uafbrudt vekselvirkning med Ham, den eneste ene absolutte sande Guddom. Han er deres liv, og de er hans liv. Væsenerne er lige så nødvendige for Guds liv, som Guds liv er nødvendigt for væsenernes liv. Stjernetakkerne, der på symbolet symboliserer Gudesønnens grundenergilegemer, skal samtidigt symbolisere Guddommens konstante, permanente nærhed overfor gudesønnen. Hvis vi lader disse takker symbolisere højder i væsenets eller gudesønnens skæbnetilstand og lader mellemrummene imellem takkerne symbolisere skæbnemæssige bølgedale, ser vi på symbolet, at der hvor Gudesønnen er på sine skæbnemæssige højder, der er det ikke nærmere Guddommen end der, hvor gudesønnen er i sine skæb- 153

7 nemæssige bølgedale. De farvede felter omkring gudesønnen symboliserer Guddommen. I virkeligheden er der slet ikke nogen afstand mellem Gud og gudesøn. De er evigt forbundet og betinger hver især hinandens livsoplevelse og manifestation. En nærmere sammenknytning mellem to levende væsener end den, der er mellem Guddommen og det levende væsen kan således ikke eksistere. Vi skal se, at denne forbindelse mellem denne guddommelige fader og søn ikke er en død og blind forbindelse. Det er en levende, bevidsthedsmæssig forbindelse, båret af den allerhøjeste form for kærlighed, alvisdom og almagt. Vi har allerede udtrykt t at det levende væsens forbindelse med Gud er baseret på en indbygget kosmisk automatisk evne og ikke på en ved fantasi eller forstand opstået foreteelse. På symbolet til venstre foroven ser vi fire særlige figurer med hver sin særlige struktur. Disse symboliserer fire særlige stadier, som denne forbindelse mellem guddommen og det levende væsen udviser i et spiralkredsløb. De runde figurer med trekanten symboliserer det levende væsen i hvert af de fire afsnit. Trekanten udgør altså de pågældende væseners jeg. Området med den gule farve symboliserer dets primitive følelse. Den grønne farve symboliserer dets meget lille intelligensområde. Den opadgående stråle fra væsenet i de forskellige stadier symboliserer dets kosmiske forbindelse med guddommen. De forskellige tegn i strålerne skal markere nævnte forbindelses særlige kvalitet og udviklingsstadium. Strålefiguren længst til venstre symboliserer det begyndende primitive naturmenneskes allerførste anelse om højere væseners, ånders eller Guders eksistens. Denne anelse er altså båret af dets instinkt. At der kun eksisterer een sand og virkelig Guddom, har det på dette stadium intet som helst begreb om. Dette symboliseres ved spørgsmålstegnet i den pågældende stråle på symbolet. Det lever endnu i dyrets livsbetingelse, at måtte dræbe for at leve. På grund af dets endnu meget primitive bevidsthedsstruktur, kan det kun forestille sig de nævnte højere åndelige væsener eller guddomme i samme dræbende situation som den, de selv lever i, men naturligvis i en højere idealiseret tilstand. Dette primitive væsen har endnu ingen erfaringer for hverken virkelig eller absolut kærlighed eller dette, at man ikke skal dræbe, de kan derfor som nævnt kun forestille sig højere væsener eller guddomme i deres egen skikkelse og livstilstand. Denne udformning af det højeste Noget i en form, der passer for disse væseners primitive mentale tilstand, sker igennem verdensgenløsningsprincippet og de i kraft af dette princip fremtrædende verdensgenløsere. (Se symbol nr. 2). Disse vil altid være væsener, der er så fremragende udviklet, at de kan iklæde guddommen netop det billede og den idealisme, der ligger indenfor mulighedernes grænse for disse væsener at kunne forstå og derved blive stimuleret i den for de samme væseners trin passende moral og væremåde. At udtrykke den virkelige totale sandhed om den absolut ene sande Gud og livsloven, den totale næstekærlighed, som kun væsener på de højeste menneskelige udviklingstrin kan forstå og acceptere, ville, hvis den blev givet som ideal for de nævnte primitive væsener, være at give dem stene i stedet for brød. Den absolutte sandhed i sit fulde og klare strålevæld ville være ligeså umulig for deres åndelige fordøjelse, som stene er for deres fysiske fordøjelse. Men verdensgenløsningens væsener forstår at tilpasse den evige sandhed til ethvert udviklingstrins væsener, så alle kan få deres hunger efter Gud tilfredsstillet efter deres midlertidige behov. Den næste figur fra venstre symboliserer væsenets næste udviklingstrin i forholdet til Gud. Vi ser her på symbolet, at væsenets intelligens er blevet større i forhold til dets følelse. Væsenets forhold til Gud er også her stadigt båret af væsenets religiøse instinkt. Dette instinkt kan give en anelse om Gud, men ikke nogen dagsbevidst kendsgerning om samme væsen. Instinktet kan derfor kun afføde den stærke tro på forsyn eller guddomme. Men med den begyndende fremtrædende intelligens og en begyndende human evne vokser væsenerne fra deres tidligere billede af guddommen. Det passer ikke mere helt til deres intelligens og følelse. Og en ny impuls fra verdensgenløsningen har affødt et mere humant billede af guddommen. Gennem højt udviklede humane verdensgenløsere blev de primitive dræbende guddomsopfattelser afløst af de humane guddomsopfattelser. 154

8 Med det rene kærlighedens og faderlige guddomsbillede Kristus gav verden, er de dræbende, hævnens og hadets, krigens og fjendskabets og straffens foreteelser totalt fjernet fra gudsdyrkelsens ideal, ligesom der også her kun er tale om een sand guddom og ikke et flertal af guder. Her er den virkelige evige sandhed brudt igennem i næsten al sin klarhed. Troen på de dræbende og krigslystne guder eller højeste væsener er blevet forvandlet til troen på den eneste sande Gud, som har al magten i himlen og på jorden, al magten i verdensaltet, og som er alvis og alkærlig. Den gule trekant i væsenets stråle på symbolet skal symbolisere denne den eneste sande Gud. Spørgsmålstegnet bag ved trekanten skal udtrykke, at nævnte guddom endnu kun er et trosobjekt. Det er endnu ikke blevet et videns- eller kendsgernings objekt. Dertil var væsenernes evneudvikling endnu ikke nået, da kristendommens strålende idealer blev givet til menneskeheden. Efterhånden har den kristne verdensreligion og andre humane religioner ført menneskene et ikke ringe stykke fremad imod lyset på adskillige felter. Men den var ikke givet menneskeheden som et endeligt fyldestgørende slutfacit på verdensgenløsningens åbenbaring af den absolutte og evige sandhed om livet. Den førte ikke menneskene ind i en fundamental viden eller oplysning om reinkarnationen eller genfødelsen. Da denne viden eller oplysning er nødvendig, hvis religionen skal kunne accepteres af mennesker med fremragende intelligens, måtte kristendommen på grund af denne mangel på viden skabe tvivl og stagnation hos de nævnte mennesker. Kristendommen er nemlig ikke givet i en form, der i særlig grad er beregnet på at skulle være bevisførelse eller intelligensmæssig udredning. Den er derimod givet i en form, der er beregnet på at være næring for væsenernes religiøse instinkt, der giver dem evnen til at tro blindt på religionens autoriteters udsagn uden nogen som helst fordring på intelligensmæssig bekræftelse. Men efterhånden som intelligensevnen blev fremtrædende degenererede deres religiøse instinkt og dermed evnen til at tro blindt på ting, de ikke kunne få intelligensmæssig eller logisk forklaring på. De accepterede nu kun det, de med deres fysiske sanser og intelligens kunne udforske og opleve som kendsgerning. Da deres højere åndsevner: den humane evne og den heraf affødte intuitive evne endnu ikke var så udviklet, at de kunne opleve den højere åndelige eller kosmiske virkelighed bag den fysiske, måtte de holde sig til forskningen af den fysiske materie. Deres facitter blev derfor kun mål og vægt, hastigheder og bølgelængder, tid og rum. Disse deres facitter er kun viden om skabte ting, men skaberen kan de ikke se. De bliver derfor materialister og gudløse. De tror sig identisk med deres fysiske legeme og mener at deres liv står og falder med dette. Med denne deres materialistiske videnskab har de skabt umådelige goder for menneskene. De har sat menneskene i stand til at lade millioner og atter millioner af naturens ocean af hestekræfter arbejde for sig. Men den materialistiske videnskab giver ingen vejledning i moral og væremåde. Derfor stagnerer væsenet åndeligt i denne materialisme. På visse punkter lever det endnu på dyrets stadium. Ja, de har endog i kraft af deres fremragende intelligens mangfoldiggjort deres evne til at dræbe og ødelægge. Med deres atom- eller kernevåben kan de udslette millioner af andre mennesker og deres kulturværdier i løbet af sekunder. Det er de ufærdige menneskers overdimensionerede dyrebevidsthed eller -»djævlebevidsthed^ og tro på t at krig kan afskaffes ved krig, der skaber det mørke, det helvede eller ragnarok, som menneskene mere eller mindre lever i. Det er dette materialistiske og gudløse menneske, der er symboliseret på symbolet i den tredie figur fra venstre. Vi ser på den grønne farve, at intelligensen er meget stærkt fremtrædende i forhold til dette væsens følelse. Dødningehovedet og knoglerne skal symbolisere, at dette væsen ikke tror på noget som helst liv efter døden. Men selv om den kosmisk, organiske forbindelse med Gud, set fra væsenets side, i denne dets materialistiske tilstand er ubevidst for væsenet selv, er den lige stabil og urokkelig, set fra Guds side eller kosmisk set. Den vil evigt være uforgængelig. Den fjerde figur over det levende væsen symboliserer det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Vi ser på symbolet, at væ- 155

9 senets intelligens og følelse her er i balance. De er jævnbyrdige og gennemtrænger hinanden. Følelsen er således blevet intellektualiseret, og intelligensen er blevet humaniseret. Dette vil igen sige, at begge evnerne nu er totalt i næstekærlighedens tjeneste hos samme væsen. Det opfylder nu livsloven. Det elsker Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Det er blevet et kosmisk bevidst menneske, et kristusvæsen, et væsen der er et med Gud. Det opfylder nu slutfacittet på Guds skabelse af mennesket. Det er blevet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Det oplever Gud som dagsbevidst kendsgerning. Mere levende og bevidst kan forbindelsen med Guddommen ikke være. Denne væsenets dagsbevidste oplevelse af Gud symboliserer den hvide trekant foroven. Herefter bliver væsenet færdigt med at skulle inkarnere i fysisk materie. Det behøver ikke at opleve flere fysiske jordliv. Dette forhindrer dog ikke, at det på en særlig måde kan åbenbare sig på det fysiske plan ved materialisation og forsvinde igen ved dematerialisation. Det behøver ikke mere at fødes af en kvinde, ligesom det ved dematerialisationen heller ikke efterlader sig et lig, der skal begraves eller bisættes. Men disse materialisationer eller åbenbaringer på det fysiske plan er ikke permanente eller vedvarende. De udgør kun ganske korte øjebliksoplevelser, beregnede på opfyldelsen af særlige hensigtsmæssige åndelige visioner på det fysiske plan. Dets primære og permanente livsoplevelsestilstand foregår nu i de åndelige verdener eller lysets tilværelsesplaner. Her hører det med til Guds primære bevidst hedsorganer og udgør tilsammen med alle de øvrige fuldkomne eller færdige væsener Guds primære bevidsthed, på samme måde som de ufærdige eller ufuldkomne væsener på det fysiske plan danner Guds ufærdige bevidsthedsorganer, som tilsammen udgør Guds sekundære bevidsthed. Det er igennem væsenerne i Guds primære bevidsthed, at han åbenbarer sin alvisdom, alkærlighed og almagt. Det er denne guddommens primære bevidsthed, der udgør den absolut sande virkelighed bag det fysiske plan. Det er igennem denne virkelighed, at hele verdensaltet bliver styret og ledet. Det er også i kraft af denne, af de højeste og fuldkomneste væsener bestående guddommens primære bevidsthed^ at verdensaltets grundtone er kærlighed. Til venstre på symbolet forneden ser vi et markeret felt med en del trekantede figurer. Disse skal som sædvanligt symbolisere levende væsener, her i dette tilfælde mennesker. Det nederste felt med de orangefarvede trekanter skal her symbolisere fysiske mennesker. Og feltet med nævnte orangefarvede trekanter symboliserer det fysiske plan. De to overliggende lange felter med de gule trekanter symboliserer åndelige tilværelsesplaner, og trekanterne her. symboliserer åndelige væsener. I det nederste lange afsnit i feltet længst til venstre ser vi to orangefarvede trekanter. På den ene trekant nr. J udgår der nogle flammer i samme farve. Det betyder et fysisk menneske i nød. Flammerne betyder, at det henvender sig til væsen nr. 2 om hjælp. Fra dette væsen udgår der ingen flammer. Det betyder, at dette væsen vil ikke, eller kan ikke hjælpe væsen nr. 1. Og da det eventuelt heller ikke kan få nogen hjælp fra andre fysiske mennesker, indlod det sig i en bøn til Gud. Dette er symboliseret ved, at dets flammer nu viser opad imod de åndelige planer. Det bedende fysiske væsen kender ikke disse åndelige planer og kender heller ikke væsenerne på disse planer. Både planerne og væsenerne er usynlige for væsenet. Men det retter altså sin bøn mod dette ukendte usynlige område til det eneste levende væsen i samme område, det har lært at kende, nemlig Gud. Hvordan kan Gud nu høre en sådan bøn? Det er rigtigt, at hvis Gud var en gudesøn eller et almindeligt levende væsen ligesom vi selv, ville det være ganske totalt umuligt for Gud at have den allestedsnærværende bevidsthedsfunktion, manifestations- og oplevelsesevne, der skal til, for at han kunne vekselvirke bevidsthedsmæssigt, sanse- og skabemæssigt med ethvert eksisterende levende væsen i verdensrummet, ganske ligegyldigt om det er et mikrokosmisk, makrokosmisk eller mellemkosmisk væsen. Guddommen har netop en sådan allestedsnærværende funktionsevne, oplevelses- og manifestations- eller skabeevne. Det er netop denne gigantiske manifestations- og oplevelseskunnen, der skaber forskellen mellem Gud og Gudesønnen. Gudesønnen er kun et enkelt lille lokalt 156

10 oplevelses- og manifestationsorgan i guddommens bevidsthed, medens guddommen overfor hver enkelt Gudesøn eller levende væsen har alle de andre eksisterende gudesønner eller levende væsener til manifestations- og oplevelsesredskab. Det vil derfor være ganske ligegyldigt, hvor et enkelt levende væsen eller gudesøn så end befinder sig, han vil urokkeligt være omgivet af levende væsener, hvilket altså igen vil sige: Guds oplevelses- og manifestationsredskaber. Hvis ikke der er fysiske væsener omkring det, vil der altid urokkeligt være åndelige væsener i dets nærhed, igennem hvilke Gud både kan opleve dets situation og give det eventuel hjælp og støtte i givne nødstedte situationer, høre dets bønner og eventuelt gribe ind i dets skæbne. Vi forstår nu, hvorledes Gud kan virke allestedsnærværende og kan reagere overfor ethvert eneste eksisterende levende væsens livsfunktion. Vi vil derfor nu gå tilbage til vor forklaring om det væsen, der rettede sin bøn mod Gud. Det bedende væsen er, som før nævnt, symboliseret på symbolet som den tredie orangefarvede trekant fra venstre i det nederste afsnit med de orangefarvede trekanter. Det er mærket nr. 1. Flammerne, der fra samme væsen peger opad, symboliserer, at det beder til Gud. Vi ser, at der fra væsenet går en punkteret linie opad til en gul trekant. Denne symboliserer altså et åndeligt væsen. Og afsnittet, det befinder sig i, symboliserer det åndelige plan. Fra dette åndelige væsen, som er mærket som nr. 2, udgår der nogle orangefarvede flammer og en punkteret linie, der peger nedad mod et fysisk væsen, mærket som nr. 3. Fra dette væsen udgår der, som symbolet viser, flammer hen imod væsen nr. 1. Dette skal betyde, at væsen nr. l får hjælp fra væsen nr. 2, der også er et fysisk væsen. Men hvordan kom det bedende væsen nr. l til at få hjælp fra et fysisk væsen, det i virkeligheden slet ikke kender? - Det får denne hjælp i kraft af sin bøn til Gud. Denne bøn blev hørt af det åndelige væsen nr. 2 t som igen på en eller anden psykisk måde har påvirket væsen nr. 3, som derved kommer i berøring med det nødstedte væsen og hjælper dette. Og dette får således sin bøn til Gud opfyldt. Men det kender ikke noget som helst til det åndelige væsen nr. 2, igennem hvilket Gud hørte væsenets bøn og iværksatte opfyldelsen af denne bøn igennem det fysiske væsen nr. 3, Men da væsen nr. 3 heller ikke kender noget som helst til det åndelige væsen nr. 2, det følte bare en stærk tilskyndelse til at skulle hjælpe det nødstedte væsen, som det på en eller anden tilsyneladende tilfældig måde kom i berøring med, vil bønhørelsen og de to væseners sammentræf for det uindviede eller materialistiske menneske se ud som en tilfældighed, medens det bedende væsen fik sin tro og tillid til Gud stimuleret. Det er rigtigt, at et nødstedt fysisk menneske udmærket kan træffe et andet fysisk menneske, som af egen medfødt humane evne føler sig tilskyndet til at hjælpe det nødstedte væsen uden nogen som helst inspiration eller tilskyndelse fra noget åndeligt væsen. Men da er situationen jo en ganske anden end den, vi lige har beskrevet. Her har væsenet jo en så let adgang til hjælp i sin nød, at det slet ikke har brug for at hidkalde hjælp i kraft af bøn til Gud. I det tilfælde, vi før beskrev, var væsenet i en situation, hvor al fysisk hjælp var aldeles håbløs. Væsenet kan f. eks. være kommet til skade og blevet hjælpeløs på et sted, hvor der ikke til dagligt kommer mennesker. I en sådan situation er bønnens psykiske kraft eller denne væsenets organiske forbindelse med det højeste væsen en altoverstrålende kærlighedsgave, væsenet har fået med i livet. Ved denne overjordiske eller kosmiske kraft kan det komme til at se Gud og opleve dette højeste væsens nærhed midt i sine lidelsers kulmination, midt i sit getsemane, midt i sit livs dybeste mørke eller ragnarok. Her kan Gudesønnen kalde på sin fader, og faderen vil åbenbare sig for sin ulykkelige søn gennem de englelige væsener, der er særlige organer for hans udfoldelse af kærlighed til væsener i mørket. Men her må man lære at forstå, at den guddommelige hjælp, væsenet kan få i kraft af sin bøn, ikke betyder, at man pludseligt bliver befriet fra den lidelse eller det onde, man plages af, og man i sin bøn beder om at blive fritaget for. Det er kun i særlige undtagelsestilfælde, at væsenet kan være prædestineret til en mirakelhelbredelse af en sygdom eller en mirakelfritagelse for andre slags skæbneonder. Hvis man

11 Igennem $»«bøn kunne blive fritaget fra et hvilket som helst skæbneonde, hvilket vil sige, virkningerne af det onde man har påført andre vøsener, ville ingen som helst udvikling kunne finde sted. Guds skabelse af mennesket i sit billede ville totalt standse. Hvordan skulle noget væsen kunne komme til at forstå virkningerne <$ sine onde handlinger, hvis ikke det kom til at opleve dem i sin egen organisme og i sit eget sjæleliv? At få teoretisk undervisning om lidelserne er ikke det samme som at opleve lidelserne. For virkeligt at forstå lidelserne må man opleve dem i sit eget kød og blod og de heraf følgende virkninger i sit eget sjæleliv. Og det er jo netop denne sjælelige forståelse af lidelserne, der afføder den humane evne, hvilket vil sige, evnen til ikke at kunne nænne at påføre andre væsener noget ondt. Og det er jo netop med denne evnes vækst, at det fuldkomne menneske opstår, der elsker Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Man forstår således her, at bønnen absolut ikke eksisterer for at forhindre denne væsenets udvikling imod fuldkommenheden og lyset. Den eksisterer derimod i allerhøjeste grad for at være et middel, ved hvilket mennesket kan påberåbe sig hjælp til - ikke at blive fri for lidelsen, den mørke erfaring, som det netop må have som næring for dets udvikling, for dets omskabelse fra brutalitet til humanitet, fra had til kærlighed, men derimod for at blive beriget med styrke og inspiration til at være med i denne Guds påvirkning, Guds modellering af det selv i retning af det store mål: mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Mennesket kan igennem bønnen til Gud virkelig opnå optimisme og lyssyn på sin ulykkelige situation i en sådan grad, at det kan se Guds velsignelse i denne sin mørke situation og opleve den som et gode, og kan ligefrem føle trang til at takke Gud for det, selv om det er et ubehageligt gode. Bønnens princip og struktur er en åben dør ind til Gud og de højeste verdener, ligegyldigt hvor dybt i mørket, ragnarok eller helvede man så end måtte befinde sig. Igennem denne åbne dør til lysets riger eller paradiset lytter Gud til sin evige søn i nødens stund. Og igennem denne åbne dør tager han sin ulykkelige søn til sit hjerte. Den orangefarvede trekant i det nederste felts tredie afsnit fra venstre på symbolet skal symbolisere et fremragende intellektuelt menneske, f. eks. en fremragende forfatter, kunstner, komponist, skuespiller eller en human videnskabsmand. Et sådant væsen har undertiden stærke inspirationer, hvilket vil sige stærke åndelige tilskyndelser eller stimulerende impulser i meget positive retninger for deres særlige livsinteresse. Disse væsener kan også få intuitioner. Medens inspirationerne blandt andet kan være tilskyndelser fra åndelige væsener, er intuition derimod direkte sanseoplevelse igennem denne væsenets endnu spæde kosmiske sans. Men, denne evne udvikler sig ligesom andre evner kun gradvis. Alt eftersom væsenet udvikler sig i humanitet, affødes intuitionsevnen. Og væsenet kan begynde at opleve små kosmiske glimt. Disse kan ytre sig som pludselige løsninger i væsenets mindre tanke problemer i tilknytning til dets livsinteresser. Senere hen, når den humane evne og dermed intuitionsevnen er blevet mere udviklet kan væsenet komme til at opleve enkelte store kosmiske glimt. Disse er dog foreløbig kun med store mellemrum. Det kan i et sådant glimt f. eks. opleve sin egen udødelighed. Det kan i et andet glimt opleve, at Gud eksisterer. Guds eksistens, udødeligheden og andre oplevelser igennem de kosmiske glimt bliver altså til kendsgerninger for væsenet selv. Det betyder naturligvis ikke, at objekterne i de kosmiske glimt bliver til kendsgerning for andre væsener. Kosmiske objekter kan kun blive til kendsgerning for disse andre væsener igennem disses egne intuitive oplevelser eller kosmiske glimt. Og for væsener, der endnu slet ikke har kosmiske glimt eller kosmisk bevidsthed, kan kosmiske objekter umuligt blive til selvoplevet kendsgerning. De kan således ikke blive til nogen førstehåndsviden for disse væsener. De kan allerhøjest blive til teoretisk viden. Derfor bliver der den forskel på den materialistiske videnskab og åndsvidenskab eller virkelig kosmisk videnskab, at medens den materialistiske videnskab er et resultat af sanser, som almenheden har, og derfor kan gøres til kendsgerning for alle, så er den virkelige kosmiske viden eller videnskab et resultat af sanser, som endnu kun et mindretal har. Som følge heraf kan den naturligvis kun gøres til 158

12 kendsgerning for dette mindretal, alt eftersom dettes humane evne og den deraf følgende intuitive evne er udviklet. Derfor vil det store flertal af jordens mennesker endnu i lange tider være skeptisk overfor virkelig kosmisk viden eller åndsvidenskab. Fra det her nævnte væsen ser vi, at der på symbolet udgår flammer opad. Dette skdtsymbolisere, at det udgør et højt udviklet åndeligt og intellektuelt menneske. Den punkterede linie, der på symbolet fører fra dette væsen, mærket som nr. l, og opad til et åndeligt væsen på et højt åndeligt plan. Fra dette væsen, som er mærket som nr. 2, går den punkterede linie videre til et åndeligt væsen af samme høje standard. Her fra dette væsen, som er mærket som nr. 3, går den punkterede linie videre til et åndeligt væsen, mærket som nr. 4, på et underliggende plan. Dette skal ikke betyde, at væsen nr, l står i bevidst forbindelse med disse høje åndelige væsener. Det skal derimod symbolisere, at det, om end ubevidst, i høj grad bliver inspireret af disse væsener, og at åndelige væsener kan være medvirkende i et fysisk menneskes fremragende humane og intellektuelle skabelser eller manifestationer uden at samme skabende væsen derfor behøver at være mediumistisk. Mediumisme er en anden evne, som vi skal komme tilbage til om lidt. Disse stærke humane og intellektuelle inspirationer og mindre intuitive oplysninger gør sig i særlig grad gældende hos de personer } der skal løse store kulturopgaver i human og intellektuel retning, væsener der skal skabe nye forbedrede traditioner i videnskab, kunst og politik. Bag alle de såkaldte -»store mænd og kvinders, der har haft overvældende stor human og intellektuel betydning i menneskehedens førelse fremad imod højere kulturstadier, har der været inspirerende vejledende åndelige væsener medvirkende. Det er rigligt, at de pågældende fysiske væsener ikke har været bevidst i disse væseners tilstedeværelse. De har derimod i mange tilfælde følt, at de havde Gud med sig og gav sig denne Gud i vold og fik her igennem både inspiration og styrke til at fortsætte deres ikke altid lette mission. Det var således disse åndelige væsener bag deres mission, der indgav dem følelse af, at Gud var med dem. Disse væsener var jo netop Guds organer, igennem hvilke han inspirerede og hjalp de pågældende væsener i deres mission. Og således er der bag alle eksisterende førende væsener indenfor menneskeheden både i krig og fred åndelige væsener til hjælp for dem, der på det fysiske plan skal befordre menneskehedens førelse og skæbne. Det er disse åndelige væsener bag de fysiske førere af menneskeheden på alle felter, vi udtrykker som -»Forsynets. Og der er lige så godt guddommelige, åndelige væsener bag de primitiveste naturmenneskers fysiske førere: høvdinge og medicinmænd, som der er guddommelige åndelige væsener bag alle de højere kulturmenneskesamfunds førere: konger, præsidenter, diktatorer, gejstlige myndigheder, paver, biskopper og præster, øvrighedspersoner og retsvæsen, militærvæsen, foreningsdannelser, religiøse sekter og samfund, fagbevægelser, politiske partier o.s.v. og helt ned til det enkelte menneske, det enkelte dyr, den enkelte plante og den enkelte krystal. Der findes således ikke noget som helst på det fysiske plan, der ikke er underkastet et åndeligt forsyns årvågenhed, og i kraft af hvilket Gud er med i hvert eneste eksisterende levende væsens daglige liv og skæbne lige såvel i mørket som i lyset. Og til dette højeste væsen kan det til en hvilken som helst tid, og i en hvilken som helst situation, lykkelig eller ulykkelig, i form af bøn henvende sig og få inspiration, kraft og mod til at tage sin skæbnes mørke og dermed bevidst være med i Guds omskabelse af det selv fra dyr til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. l det mellemste af de tre lange felter med trekanterne ser vi på symbolet, at der fra den femte gule trekant i rækken fra venstre, mærket nr. l, udgår nogle orangefarvede flammer samtidigt med en punkteret linie. Denne linie fortsætter hen imod trekanten nr. 2. Herfra fortsætter den ned imod en orangefarvet trekant nr. 3. Fra denne trekant udgår der flammer der peger imod trekant nr. 4, hvorfra der også udgår flammer. Disse peger i retning af trekant nr. 3. Som vi allerede ved, er de gule trekanter nr. l og nr. 2 udtryk for åndelige væsener, medens de orangefarvede trekanter nr. 3 og nr. 4 symboliserer fysiske væsener. Den orangefarvede punkterede linie og flammerne symboliserer her en anden slags forbin- 159

13 delse med de åndelige verdener end den, vi lige har lært, der foregår som direkte bøn til Gud. Forbindelsen her er mediumistisk. Det er en langt mere primitiv forbindelse med guddommen end bønnen, der er så højpsykisk, at den spænder over alle stadier i væsenets forhold til Gud lige fra dyrets angstskrig og frem til det kosmisk bevidste væsens dagsbevidste samvær med og oplevelse af den Almægtige, det alvise og alkærlige væsen. Medens den totalt fuldkomne bøns objekter er den absolut eneste sande Gud, er den mediumistiske forbindelse med den åndelige verden derimod ikke en indstilling på Gud. Den er i virkeligheden kun indstillet på et eller andet åndeligt væsen, som man ved et mediumistisk menneskes mellemkomst kan komme i fysisk samtale med. Det går til på den måde, at det mediumistiske menneske har den evne, at det kan gå i trance, hvilket vil sige i en dyb søvnlignende eller bevidstløs tilstand. Trekant nr. 3 symboliserer et sådant væsen, der udtrykkes som et»medium«. Den punkterede linie, der går fra de åndelige væsener nr. l og 2 til mediet, altså trekanten nr. 3, skal udtrykke, at disse åndelige væsener under mediets trance mere eller mindre kan tage dettes fysiske legeme i besiddelse og i tilsvarende grad føre fysiske samtaler med et fysisk væsen. Dette symboliseres ved flammerne på nr. 3 og 4. Det er altså ikke mediet, væsen nr. 3, der taler til det fysiske væsen nr. 4, men derimod væsen nr. l, som fra det åndelige plan taler til nævnte væsen. Det åndelige væsen nr. 2 er et væsen, der er med til at beskytte mediet under trancen mod obskure og hadefulde og forvirrede ånder fra skærsildssfæren, der søger forbindelse med det fysiske plan, som de lige er døde fra. Men de forstår endnu ikke denne deres situation. Da de kan være bitre og vrede og ganske uimodtagelige for hjælp, vil det være meget farligt for mediet, hvis dets organisme blev taget i besiddelse af sådanne væsener. Det kan blive til stor gene. Uden sikker åndelig beskyttelse er det meget farligt at gå i trance eller på anden måde stille sig til rådighed for disse skærsildsånder. Det er meget vanskeligt for det fysiske menneske at kunne kontrollere de udsagn, sådanne ånder får lejlighed til at udtale igennem mediets legeme. Helt dogmatisk og blindt at tro på disse åndemeddelelser kan også være farligt. Dette udelukker dog ikke, at der forekommer andre former for forbindelsesarter mellem det fysiske plan, f. eks. ved materialisations- og dematerialisationsforekomster. Disse udgør forekomster, der skal udvikles til at kunne befri menneskene fra deres fysiske fødsels- og dødsproces i deres reinkarnations- eller genfødelses slut epoke på det fysiske plan. Menneskene vil da ved dette materialisations- og dematerialisationsprincip og viljekraft kunne beklæde sin åndelige struktur med en vis art fysisk stof og derved fremtræde i en fysisk skikkelse synligt for fysiske sanser. Og lige så hurtigt kan det igen udskille den fysiske materie fra sin åndelige struktur og bliver da igen usynlig på det fysiske plan. Det er dette princip, der ligger til grund for al åndelig åbenbaring på det fysiske plan. Men denne evne hører endnu en meget fjern fremtid til for jordens mennesker. Og selv om de andre nævnte åndelige forbindelser ved mediumisme i visse tilfælde kan vise positive resultater, må vi dog her henvise til, at forbindelsen mellem det fysiske, ufærdige menneske og det åndelige plan absolut kun er hundrede procent naturlig og dermed i en tilsvarende grad ufarlig, når det sker i bøn direkte indstillet på Gud, og at grundtonen i denne bøn er denne, at Guds vilje først og fremmest må ske. Og vi kommer nu til det sidste afsnit i det lange felt forneden. Den orangefarvede trekant symboliserer det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Flammerne og de punkterede linier, der forbinder væsenet med de åndelige væsener og planer, skal her symbolisere, at det har permanent kosmisk bevidsthed. Det betyder, at det i vågen fysisk dagsbevidsthed kan opleve de kosmiske livsfacitter, verdensaltets struktur, guddommens eksistens eller kort og godt: selve livsmysteriets løsning. Det har gennemgået den store fødsel eller den udvidelse af bevidsthed, der bevirker, at dets intuitionsevne eller kosmiske sanseevne er blevet totalt fuldkommen. Med denne evne bliver væsenet tilsvarende suveræn i kosmisk viden og føler sig derved eet med vejen, sandheden og livet, eet med udødeligheden og evigheden. De åndelige væsener, som det ved de punkterede linier er forbundet med, symboliserer de

14 høje kosmiske væsener, der danner objektet Gud for det færdige menneske. At symbolet kun udtrykker tre væsener, skal ikke betyde, at der kun er tre væsener i guddomsobjektet for nævnte væsen; men derimod at der netop er mange væsener. Igennem sådanne væsener hører Gud de kosmisk indviede væseners bøn. Og igennem dem svarer han på denne bøn, ja selv uden at det bedende væsen kender disse væsener. Som regel virker disse væsener i det skjulte. Man kan derfor kun indstille sin bøn til dem under begrebet Gud. Og svaret på bønnen opleves også som et svar fra Gud. Men disse væsener er altså Guds skjulte organer eller redskaber for hans reaktion overfor det levende væsens bøn. Igennem disse væsener velsigner Gud et hvilket som helst levende væsen, der i sin bøn retter sin bevidsthed imod ham, ja, selv om det endog har mistet evnen til at tro på ham. Intet væsen, der er i nød, bør derfor holde sig tilbage fra at bede til Gud, selv om det har mistet evnen til at tro på ham. Gud vil se, at et sådant væsen trænger endnu mere til hans hjælp end det væsen, der er begavet med en næsten urokkelig trosevne. Vi skal komme nærmere ind på denne bønnens struktur i forklaringen til symbol nr. 22. Inden vi går videre, må vi her bemærke, at intet væsen hidtil her på jorden har kunnet udvikle sig frem til det færdige stadium, hvor det er blevet til mennesket i Guds bulede efter hans lignelse. Når et sådant færdigt menneske, som det foran beskrevne, har vist sig i kød og blod, vist sig i en fysisk organisme, kan det i virkeligheden kun være som en gæst på jorden. Betingelserne for at nå frem til en så høj udviklingsstandard har ikke hidtil været til stede her på jorden. Og væsenerne måtte da, når de nåede frem til modenhed for en udviklingsepoke, der endnu ikke var mulighed for at kunne opnå her på jorden, inkarnere eller fødes i en verden eller på en klode, der var så meget længere fremme i udvikling, at den havde betingelser for, at væsenerne her kunne udvikle sig helt frem til det færdige stadium og blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Mange af fortidens fremskredne mænd og kvinder er forlængst inkarneret på en sådan højere klode eller verden, der allerede nu er en sådan færdig eller fuldkommen menneskeverden, som jordkloden engang skal blive. Det er først i den nye ver densgenløsningsepoke, som er begyndt med det tyvende århundrede, at menneskene her på jorden kan blive færdigudviklet i Guds billede efter hans lignelse. Efterhånden som jordmenneskene i de kommende årtusinder bliver til færdige mennesker, kommer de tilsammen til at danne det totalt fuldkomne menneskerige, der igen er det samme som himmeriges rige på jorden. Det er det rige, som Kristus har bebudet skulle komme, og i hvilket der kun skulle være een hjord og en hyrde. Dette vil igen sige det samme som, at hele jordens menneskehed skal blive til eet folk med absolut kun dyrkelsen af den eneste sande Gud. Og hvordan skulle vel et rige af færdige mennesker kunne blive andet end et lysets rige? - Et sådant rige bliver jo regeret af den reneste næstekærlighed. Når menneskene på jorden nu kan udvikle sig frem til dette høje stadium gennem de nærmeste årtusinder, skyldes det blandt andet dette, at menneskene i den nye verdensgenløsningsepoke bliver i stand til at dyrke en virkelig kosmisk videnskab på samme måde, som de nu dyrker den materialistiske videnskab. Igennem denne højhøjpsykiske videnskab får menneskene rede på verdensaltets struktur, Guddommen som verdensaltets evige ophav, de levende væseners eksistens og struktur og dermed loven for den guddommelige væremåde og væsenernes heraf affødte frigørelse fra mørket og lidelserne, frigørelse fra ragnarok. Nævnte redegørelse bliver dermed en fundamental stadfæstelse af det guddommelige strålevæld af Guds hellige ånd, der fra verdensgenløseren Jesus Kristus vibrerede som en ny kosmisk solopgang over verden, l det lys skal alle jordens slægter velsignes, blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Det er dette guddommelige lys, gjort tilgængeligt for øje, forstand og hjerte, der er det tyvende århundredes verdensgenløsning. 161