Det kosmiske spiralkredsløb I

Transkript

1 Det kosmiske spiralkredsløb I (Symbol nr. 14) 1. Spiralkredsløbet som fundament for væsenets evige livsoplevelse I forklaringen til symbol nr. 13 oplevede vi de levende væseners livsoplevelsespassage igennem et kredsløb. Vi så, hvorledes væsenerne i et sådant kredsløb gennemgik kulminationen af mørke og kulminationen af lys. Denne væsenernes passage igennem et kredsløb blev båret af en af urbegæret befordret hunger- og mættelsestilstand. Med kulminationsoplevelsen af mørket opstår der en mættelse af mørket og en hunger efter lyset. Og med kulminationsoplevelsen af lyset opstår der en mættelse af lyset og en hunger efter mørket. Og i henhold til urbegærets evige eksistens fører dette således det levende væsen skiftevis igennem kulminationen af mørket og lyset. Det levende væsens evige liv er en evigt skiftende kulminationsoplevelse af en lysepoke og en mørkeepoke. For hver gang væsenet har en kulminationsmættelse af mørkeepoken og en tilsvarende kulminationsmættelse af lysepoken, har det altså passeret et kosmisk spiralafsnit eller spiralkredsløb. Fundamentet i denne oplevelsestilstand er altså urbegæret samt hunger og mættelsesprincippet. Med denne skiftningsproces opretholdes det livsvigtige kontrastprincip. Uden dette princip ville al sansning være en total umulighed. De to kontraster må være til stede i enhver skabelse. Men det er ikke ligemeget, hvordan disse to kontraster er kombineret i skabelse. Er mørket i overvægt i et væsens skabelse, tankesfære og væremåde, bliver denne skabelse tilsvarende mørk og dræbende. Er lyset i overvægt i nævnte skabelse, forringer det i samme grad skabelsen eller livsoplevelsen og dræber eller nedbryder således også livsoplevelsen. For at livsoplevelsen, såvel som enhver anden skabelse, kan være total fuldkommen, må lyset og mørket i denne skabelse være i balance. Det gælder her det samme som i fremstillingen af et fotografi. Hvis dette er overbelyst, hvilket vil sige, at lyset dominerer så meget på det, at det mere eller mindre har udslettet billedets skyggepartier, er det et tilsvarende ufuldkomment fotografi. Hvis dette billede er underbelyst, hvilket vil sige, at mørket dominerer billedet så meget, at dets lyspartier er mere eller mindre udslettede, er billedet også tilsvarende ufuldkomment. Er billedet derimod fremstillet således, at lyset og mørket er kombineret sådan, at de lige akkurat fremhæver hinanden indtil en sådan grad, at de hverken står stærkere eller svagere overfor hinanden end tilfældet er på objektet, der er fotograferet, da er billedet totalt fuldkomment. For at et væsens bevidsthedsudvidelse, skabelse og væremåde kan være total fuldkommen, må lys og mørke også her være således kombineret, at kombinationen udgør kulminationen af den absolut allerhøjeste bevidsthedsudvidelse, manifestation eller skabelse, der er det samme som den absolutte kærlighed, hvilket vil sige: den kærlighed, hvormed man elsker Gud over alle ting og sin næste 78

2 som sig selv, den kærlighed, der er alle loves fylde, den kærlighed, der er eet med Guds primære bevidsthed, den kærlighed, der gør væsenet til eet med Gud. Da livets oplevelse således er baseret på kontrasterne lys og mørke, er det ikke så mærkeligt, at væsenernes evige liv må blive en passage igennem spiralkredsløbenes mørke- og lysepoke. Hvordan skulle de ellers tilegne sig viden om mørket og lyset og derved blive fuldkomne? Spiralkredsløbene er således en stor medvirkende faktor i skabelsen af de levende væseners evige livsoplevelse. 2. Hvordan skulle et evigt liv kunne udgøre blot een eneste hunger- og mættelsesepoke? Væsenerne bliver, som før nævnt, ført igennem spiralkredsløbnes mørke- og lysepoke i kraft af hunger- og mættelsesprincippet. Uden dette princip og dets tilfredsstillelse igennem væsenets oplevelse af mørke- og lysepoken ville al livsoplevelse være en absolut total umulighed. Da al livsoplevelse hører ind under skabelse, må den bestå af timelige detailler. Mørkeepoken såvel som lysepoken udgør således skabte foreteelser, og er dermed begyndelse og afslutning underkastet. Livsoplevelsen ville umuligt kunne være evig, hvis der kun eksisterede een mørkeoplevelses- og een lysoplevelsesepoke. Denne ene mørkeoplevelsesepoke måtte da på et eller andet tidspunkt have begyndt, ligesom den uundgåeligt afføder lysoplevelsesepoken. Denne epoke bliver herved synlig som en skabt foreteelse ligesåvel som den mørkeoplevelsesepoke, af hvilken den er affødt. Men hvordan skulle en sådan mørkeoplevelsesepoke kunne opstå eller blive til uden noget som helst forudgående eksisterende? Hvis mørkeoplevelsesepoken, der er bevidsthed, liv og skabelse, har haft en begyndelse, kunne der forud for denne begyndelse kun eksistere et absolut intet". Men af et intet" kan der umuligt komme et Noget", ligesom et Noget" umuligt kan blive til et absolut intet". Vi ser derfor her, at den omtalte mørkeoplevelsesepoke umuligt kan være affødt af et forudgående intet". Den kan derfor kun være affødt af et forudgående Noget". Hvad er så dette for et Noget"? Det kan naturligvis kun være liv, bevidsthed og skabelse, men i form af modsætningen til mørket, hvilket vil sige: lyset". Ligesom vi i dag kan se, at de levende væsener her på jorden har udviklet sig fra primitivitet til intellektualitet, fra brutalitet til humanitet, hvilket altså i realiteten vil sige fra mørke" til lys", således er dette vort mørke eller denne vor mørkeoplevelsesepoke affødt af en længst forsvundet lysoplevelsesepoke. Denne kosmiske bevægelse fra mørkeoplevelsestilstanden til lysoplevelsestilstanden og fra denne igen til mørkeoplevelsestilstanden, befordres, som allerede nævnt, i kraft af hunger- og mættelsesprincippet. Dette bliver til kendsgerning igennem vor egen oplevelse. Er ikke livsoplevelsen netop hunger og mættelse, ikke blot den rent ernæringsmæssige sult og mættelse, men også inden for alle mentalitetens øvrige områder? Er det ikke også tiltrækning og frastødning, der her gør sig gældende? Og hvad er tiltrækning og frastødning andet end udslag af henholdsvis hunger og mættelse? Men hvordan skulle hunger og 79

3 mættelse kunne gøre sig gældende, hvis det evige liv ikke netop var opdelt i hunger- og mættelsesepoker? Måtte ikke alle eksisterende levende væsener i tilværelsen forlængst være nået ind i en kulminerende mættelsesepoke, være nået op på toppen af mørkeepoken, blevet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse" og dermed være mættet af denne epoke også? Og hvad så? Hvis ikke der eksisterede en ny mørkeepoke, i hvilken de kunne få deres hunger efter mørket tilfredsstillet og ligeledes herefter en ny lysepoke, i hvilken de kunne få den efter mætteisen af mørket opståede ny hunger efter lyset tilfredsstillet og således fremdeles i al evighed, måtte al livsoplevelse totalt standse, totalt ophøre. Og det evige liv, der i dag funkler, lyser og varmer igennem kosmisk bevidsthed, ville være en total umulighed. 3. Jordens mennesker er endnu ikke nået til vejs ende med den totale mættelse af mørkeepoken Al normal nydelse fører altså til mættelse samt til hunger efter modsætningen. Ingen salighed eller nydelse kan derfor være uafbrudt evig. Derfor må mørkeoplevelsestilstanden og lysoplevelsestilstanden være skiftevis gentagelse om end i nye variationer. Og dette er jo netop kredsløbets analyse. Og er det ikke netop således, at vi ser, at menneskene her på jorden ikke er færdige med deres mørkeepoke? Lever de endnu ikke i stor udstrækning på princippet at dræbe? De dræber dyr og mennesker, de påfører andre levende væsener stor lidelse. De lever således i strid med hverandre. Sygdomme, sorger, bekymringer, invaliditet, unaturlige dødsfald og verdenskrige hersker endnu på jorden. Menneskene har endnu ikke i mørket nået den totale mættelsestilstand og er således meget langt fra den totale oplevelse af lysepoken, selv om der også i visse tilfælde kan spores en begyndende sult eller hunger efter denne epoke. Denne hunger giver sig særlig udslag i længslen efter en varig fred og de heraf affødte fredsbevægelser, fredspropaganda og antimilitarisme. 4. Det er synligt, at menneskehedens nuværende mørkeepoke ikke kan have været til fra evighed af, og at den vil få en afslutning, ligesom den engang havde sin begyndelse Vi må her erindre, at de levende væsener er evige realiteter. Deres jeg og overbevidsthed kan, som vi har set i det foregående, aldrig nogen sinde have begyndt, ligesom de aldrig nogen sinde kan ophøre. Deres livsoplevelse har således aldrig nogen sinde begyndt, men har været til fra evighed af. Når vi ser, at de levende væsener her står på mere eller mindre ufærdige stadier, ja lever overordentlig meget i mørkets stadium og endnu ikke er så mættede af dette, at de fundamentalt er kommet ind i lysepoken, er det her synligt som kendsgerning, at denne menneskenes nuværende mørkeepoke ikke kan have været til fra evighed af, men, som tidligere nævnt, må have begyndt inden for en begrænset fortid, ligesom den også vil få en afslutning, når menneskene er nået frem til at være 80

4 så mættede af mørket, at de ikke mere kan gøre det såkaldte onde" eller benytte sig af dettes metoder for opretholdelse af livsoplevelsen. At oplevelsen af lysepoken ligeledes vil føre til en afslutning, når menneskene bliver ligeså mættede af denne, som de nu er på vej til at blive af mørkeepoken, de for tiden lever i, er selvfølgeligt. 5. Hvorfor danner lys- og mørkeepoken et spiralkredsløb? At hunger- og mættelsesprincippet således her er en ligeså evig lov, er en ligeså urokkelig livsbetingelse for oplevelse og manifestation eller skabelse, som det er det i den daglige fysiske tilværelse, bliver her til kendsgerning. I kraft af mørkeoplevelses- og lysoplevelsesepokens skiftende natur og væsenernes hertil knyttede hunger- og mættelsesprincip er de levende væseners evige livsoplevelse således urokkeligt garanteret. Der vil absolut ikke kunne eksistere et eneste væsen, som ikke har et evigt liv. Væsenernes evige livsoplevelsesevne befordres og holdes vedlige igennem kulminationsoplevelsen af mørkeepoken og lysepoken. Disse to epoker danner altså tilsammen det livsoplevelsesafsnit, vi har udtrykt som et spiralafsnit eller spiralkredsløb. Hver gang et væsen har gennemlevet et spiralkredsløbs mørke- og lysepoke, begynder det at opleve et nyt spiralkredsløbs mørke- og lysepoke. Men denne oplevelse bliver i princippet en gentagelse af det forudgående og i en hel ny variation. Hver gang et væsen således glider ind i et nyt spiralkredsløb, oplever det hver af dettes seks grundenergiers udfoldelse i en ny variation. Hvis oplevelsen af dette nye spiralkredsløb ikke formede sig i en ny variation, ville samme kredsløb jo ikke danne et spiralkredsløb, men kun et kredsløb. Væsenets oplevelse af et sådant kredsløb ville kun være en passage i en cirkelbane. Men netop fordi variationerne er forskellige i hvert nyt kredsløb, bliver væsenernes passage af et kredsløb ikke en total gentagelse af det samme kredsløb, men en fortsættelse ind i et nyt kredsløb og således fortsættende. Det er denne kredsløbspassagens fortsættelse ind i nye kredsløb, der har bevirket, at vi har udtrykt de fortsættende kredsløb som spiralkredsløb" og ikke som blot og bar kredsløb". 6. Hvis makrokosmos og mikrokosmos ikke eksisterede Mørkeepoken og lysepoken i spiralkredsløbene er ikke nok til at garantere det levende væsens evige livsoplevelse. Spiralkredsløbet opfylder også andre store primære livsbetingende fakta. Hvordan skulle der kunne opstå livsrum eller tilværelsesplaner for de levende væsener, hvis der ikke eksisterede et makrokosmos" indeni hvilket de levende væsener kunne leve, røres og være"? Og hvordan skulle disse levende væsener kunne leve, røres og være", hvis ikke der eksisterede et levende mikrokosmos, der kunne afgive organ- eller legemsmateriale og ernæring for vor organisme? Og hvordan kunne vi have en organisme med indbyggede sansesæt, hvis ikke den bestod af levende mikrovæsener af forskellige udviklingstilstande, såsom vore organer: hjerte, lunger, lever, nyrer, 6 81

5 mave o.s.v. som alle er udtryk for liv? Hvis ikke de var dette, var de jo umulige som organer i vor fysiske, animalske organisme. Spiralkredsløbet opfylder, som vi skal se på symbolet, genialt disse livsbetingelser, så vi har absolut alle mulige betingelser og dermed evig garanti for at kunne skabe og opleve den allerhøjeste evige livsoplevelsestilstand, beskyttet og gennemstrålet af et gigantmakrovæsens evige kærlighed, og for hvem vi er ligeså nødvendige, som dette væsen er absolut uundværligt for os. 7. Den materialistiske videnskab og det kosmiske verdensbillede Det er rigtigt, at den materialistiske videnskab ved forskning er nået frem til at kunne iagttage, at det såkaldte mineralske stof eller materie er bevægelse, men at denne bevægelse er udtryk for liv er næppe endnu blevet en fundamental, detailleret viden for den i det fysiske sanseperspektiv, ud fra hvilket den så at sige udelukkende iagttager. Derfor kan man heller ikke i det rent fysiske sanseperspektiv have noget virkeligt og absolut kosmisk verdensbillede. Det rent materialistiske verdensbillede vil derfor kun udtrykke et billede af et ocean af højst forskellige bevægelsesarter, uden at disse af den samme videnskab er kendt som udtryk for det bag disse eksisterende liv eller bevidsthed. Men denne videnskab er alligevel absolut nødvendig for menneskene og vil efterhånden blive opklaret og forbundet med den åndelige eller kosmiske videnskab. Disse to videnskaber vil således efterhånden blive til een videnskab, der vil udgøre den absolutte sandhed og dermed selve livsmysteriets løsning. Den materialistiske videnskab er jo netop begyndelsen til sandhedens opklaring eller åbenbaring på det rent stoflige eller materiemæssige område i livsmysteriets løsning. 8. Vor afhængighed af mikrokosmos og makrokosmos Som vi i det foranstående allerede har nævnt, befinder vi os tilknyttet et makrokosmos og et mikrokosmos. Selv befinder vi os i et kredsløb, der udgør et kosmos imellem de to nævnte kosmos. Og vi har derfor udtrykt dette kosmos som mellemkosmos". Til dette kosmos hører menneskene, dyrene og planterne. I spiralerne under dette kosmos har vi altså mikrokosmos. Og i spiralerne over samme kosmos har vi makrokosmos. Ligesom dette vort kosmos udelukkende består af liv eller levende væsener, således består mikrokosmos og makrokosmos også af liv eller levende væsener. Hvordan skulle vi kunne opleve vort fysiske liv, hvis mikrokosmos i vor organisme ikke bestod af levende væsener. Vor organisme eller legeme måtte da være en død masse eller et lig". Og med et lig eller en organisme af en død eller livløs materie ville vort jordiske og dermed også vort åndelige liv være en total umulighed, eftersom vi med en død organisme hverken kan opleve eller skabe. Og uden denne tilstand intet liv. Men hvordan skulle mikrolivet i vor organisme få dets livsbetingelse opfyldt, hvis nævnte organisme ikke var levende, men udgjorde en død eller livløs masse? Hvordan skulle de 82

6 små livsformer eller levende mikrovæsener kunne opretholde deres liv, hvis ikke vi i kraft af vor fysiske, animalske organisme dannede makrovæsen, livsrum og livsbetingelser for disse små væsener? Og hvordan skulle vi selv kunne eksistere i vor fysiske tilværelse, hvis vi ikke ligeledes levede i et levende makrovæsen eller makrokosmos. 9. Alle levende væsener må hver især udgøre et levende mikrokosmos og et levende makrokosmos, ligesåvel som det udgør et levende mellemkosmos Til dette vort makrokosmos hører jordkloden. At mene, at jordkloden, i hvis legeme og atmosfære vi lever, ikke skulle være en levende organisme, er det samme som at tro på, at vi trives, lever, røres og er i en død verden, en slags form for lig. Ser vi ikke netop omkring os i form af det, vi kalder naturen", et ocean af bevægelser? Er ikke bevægelserne livets fornemste kendetegn? Hvordan skulle bevægelse kunne være dødens kendetegn? Er døden ikke netop absolut stilhed, ubevægelighed? Foregår der ikke netop omkring os en mangfoldighed af skabelsesprocesser? Er disse ikke netop logiske? Er de ikke til glæde og velsignelse i deres slutfacitter for levende væsener? Den, der benægter dette, har absolut ikke evne til virkeligt at udforske naturen. Han lader sig vildlede af alle de mange skabelsesprocesser i naturen, der endnu ikke er færdige. Disse kan naturligvis ikke i deres ufærdige tilstand opfylde det formål, de er beregnede til at skulle opfylde, når de er færdigskabte. Men hvordan skulle jordkloden undgå at være en livløs ørken, hvis den ikke netop også befandt sig inde i en større organisme, hvilket i første instans vil sige: solsystemet, og der kunne få sine livsbetingelser opfyldt? Hvordan tror man jorden ville se ud, hvis solen ikke eksisterede? Ville den ikke netop være en svævende død i det evige rum? Og hvordan skulle solen eksistere, hvis ikke også den var forbundet med et større organisk system, som vi udtrykker som mælkevejssystemet", der atter er et led i et endnu større system og således fortsættende. At disse systemer eller foreteelser har gensidig virkning på hverandre og således hører sammen, er forlængst blevet en kendsgerning for den udviklede forsker. At tro, at sole og mælkeveje er døde foreteelser, svævende planløst om i det evige verdensrum, er en tilbedelse af døden i stedet for livet. Hvordan skulle disse oceaner af gigantiske systemer med kæmpesole med gigantiske lysvæld, gigantiske varmeegenskaber, altså livgivende kræfter, være døde ting, være lig i planløse baner? Tror man, at de blot eksisterer for at skabe en stjernehimmel for os i nattens mørke? Hvordan kan så gigantiske kræfter være udtryk for døden. Og hvis de var døde, hvordan kunne de så give liv til beboede kloders og verdeners livsformer indenfor deres områder? Måtte de da ikke være total stilhed? Har man nogensinde set, at bevægelse, logisk skabelse, livgivende kræfter kan være identisk med døden, der er absolut stilhed? Er ikke alle disse foreteelser netop livets kendetegn. Vi ser, at ingen som helst væsener kan leve og trives uden at befinde sig som et mikrovæsen inde i et makrovæsen, ligesom det heller 6 * 83

7 ikke selv kan eksistere uden at være et makrovæsen for mikrovæsener. Det kan således ikke eksistere og opleve liv uden selv at befinde sig som et mellemkosmisk væsen. 10. Sanseobjekterne og perspektivprincippet Når alle levende væsener, kosmisk set, befinder sig på vandring fremad på den vej, vi kalder livets vej", må de væsener, der kommer bag efter os på denne vej, ifølge perspektivets lov, synes desto mindre end os, desto længere bag ude på vejen de befinder sig for helt ude i horisonten at være mikroskopiske og mere eller mindre utilgængelige for det fysiske sanseområde. På samme måde synes de væsener, der er foran os, desto mindre, jo længere forude i horisonten de befinder sig på livsvejen eller i spiralkredsløbsbanen. Vi ser jordkloden så stor, at vi ikke kan overskue den, medens vi ser solen som en ganske lille kugle og mælkevejens sole som ganske små lysende punkter ude i det store verdensrum. Vi bliver således her vidne til, at vi, med vor almindelige tids- og rumdimensionelle sansning, ikke ser tingene således, som de virkeligt er, men således som perspektivprincippet danner dem til for de nævnte sanser. Når vi således ser de levende væsener som mikrovæsener og makrovæsener, er det kun i forhold til det livsstadium på vejen, på hvilket vi selv befinder os. Vor organisme vil for dens mikrovæsener være ligeså gigantisk, som makrokosmos er for os. Alle sanseobjekter er således illusoriske og fremtræder ikke for sanserne således, som de er, men derimod således som perspektivprincippet, som før nævnt, udløser eller former sansningen for os. Kun igennem kosmisk bevidsthed vil menneskene nå frem til at se tingene, som de er, bag perspektivprincippet. Det er denne bevidsthedstilstand, der gør det levende væsen til mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Hvis ikke det var således, ville menneskene aldrig nogen sinde kunne komme til at opleve livsmysteriets løsning eller afsløring, eftersom den absolut ikke kan opleves igennem den almindelige perspektivbefordrede tids- og rumdimensionelle, fysiske og åndelige sansning. Den evige tids- og rumdimensionelle sanseevne udløses og formes af det ligeså evige kosmiske princip, vi før har udtrykt som perspektivprincippet. Det er i kraft af dette princip, at alle sanseobjekter får størrelser, bliver tids- og rumdimensionelle. Uden denne perspektiviske udformning af sanseobjekterne i sansesættet ville al sansning være en absolut umulighed. Det er dette altgennemtrængende, guddommelige perspektivprincip, der betinger, at vi i det hele taget oplever vor evige eksistens og livsoplevelse som en evig passage igennem en kosmisk spiralkredsformet livsbane uden nogen som helst begyndelse eller afslutning. Det er det samme al skabelse beherskende princip, der lader os opleve os selv som væsener i et mellemkosmos i den nævnte livsbane samtidig med, at det lader os opleve os selv som mikrovæsener i et makrokosmisk væsen og som makrovæsener overfor de væsener, der forekommer som mikrovæsener i vor egen organisme. De levende væsener er således hver især, grundet på perspektivprincippet, et mellemkosmisk, mikrokosmisk og et makro- 84

8 kosmisk væsen. En større retfærdighed kan ikke eksistere. Alle må opfylde de samme betingelser. Der er ikke noget som helst væsen, der er undtaget. Den evige livsoplevelse betinges således af, at det levende væsen er et makrovæsen, der giver livsrum og livsbetingelser for mikrovæsener samtidigt med, at det selv nyder livsrum og livsbetingelser i et makrovæsens organisme. Hele verdensaltet udgør således væsener inde i væsener i det uendelige uden nogen som helst begyndelse eller afslutning. Alt bliver derved synligt som levende. Verdensaltet er således et livsocean. Den absolutte død eksisterer altså ikke. Den er en total umulighed. 11. Verdensaltet er et levende væsen Idet de levende væseners evige livsvej går i spiralkredsløb, hvorved de overliggende kredsløbs væsener danner livsrum og livsbetingelser for de underliggende spiralers væsener, og de selv er mikrovæsener i en større organisme og får livsrum og livsbetingelser i denne, og dette princip således er gennemført for absolut alle eksisterende væsener både i mikrokosmos og makrokosmos såvel som i mellemkosmos, bliver det her til kendsgerning for den udviklende forsker, at alle levende væsener er organisk forbundet med hverandre og vil umuligt kunne eksistere som levende væsener, hvis ikke det var således. Verdensaltet er således een eneste stor levende organisme. Denne organisme har ikke nogen som helst begyndelse eller afslutning. Den er uendelig i rum, ligesåvel som den er uendelig i tid. Hvem tilhører da denne uendelige organisme? At der er nogen, der ejer den, er absolut selvfølgeligt. En organisme kan ikke leve og eksistere af sig selv. Et hvilket som helst levende væsens organisme er i hver eneste af dens detailler et redskab for skabelse og oplevelse. Men skabelse og oplevelse kan ikke af sig selv hverken skabe eller opleve. Disse to evner kan kun eksistere i kraft af en skaber, altså et levende Noget". Dette levende Noget" eksisterer som jeg'et i de levende væsener, hvad enten de er makro-, mikro- eller mellemkosmiske. Disse jeg'er udgør, som vi allerede ved fra tidligere symbolforklaringer, tilsammen jeg'et i selve verdensaltets helhed. Og ligesom alle levende væseners skabe- og oplevelsesevner tilsammen udgør dette gigantjeg's skabe- og oplevelsesevne, således danner alle eksisterende levende væseners organismer tilsammen dette jeg's organisme, der altså, som nævnt, udgør selve verdensaltet. Verdensaltet ses således også her som et levende væsen. Det har et jeg, det har en skabeevne, og det har en organisme. Det opfylder altså også her de tre betingelser, der kræves, for at et Noget" kan fremtræde som et levende væsen. 12. Den almægtige, alvise og alkærlige Guddom kommer til syne At dette væsen er selve Guddommen er selvfølgeligt. Hvem skulle denne enestående gigantorganisme, der indeholder absolut alt, hvad der overhovedet eksisterer, ellers tilhøre? Vi har her et væsen, der netop er almægtigt, fordi det ejer alle eksisterende skabe- og oplevelsesevner i verdensaltet. Det er alvidende, fordi det ejer hele verdensaltets eksisterende videnskab og visdom. Det er 85

9 alkærligt, fordi det ejer hele verdensaltets kærlighedsevne. Hvilket andet væsen kan være denne ene absolutte Guddom? Dette væsen er således det eneste makrokosmiske væsen, der ikke selv må være mikrokosmisk væsen i et højere væsens organisme, men absolut alle levende væsener må derimod være mikrovæsener i dette gigantvæsen eller den absolut eneste sande Guddom, det væsen i hvilket vi alle leve, røres og ere. 13. Ønske- og begærtilstanden og væsenets skæbne Væsenernes evige livsoplevelsens vej går altså som før nævnt skiftevis igennem spiralkredsløbets mørke- og lysepoker, alt efter de nævnte væseners hunger- og mættelsestilstand. Spiralkredsløbene bliver således en evig tilfredsstillelse af de levende væseners egne ønsker, der eksisterer som grene på det evige urbegærs stamme. I disse tilfredsstillelser af ønsker og begær opstår væsenernes skæbne. Er ønskerne, som vi skal komme tilbage til i senere symbolforklaringer over skæbnedannelse, af næstekærlig natur, bliver skæbnen af tilsvarende næstekærlig eller lys og lykkelig natur. Er ønskerne eller begærene derimod af den modsatte natur, bliver skæbnen tilsvarende af ukærlig, mørk og ulykkelig natur. Der er derved skabt en mulighed for, at det levende væsen ved egen frivillig tilstand kan nå frem til at blive så udviklet og få et sådant kendskab til lys og mørke, at det i vågen dagsbevidst tilstand selv suverænt kan skabe sin skæbne og gøre den identisk med livets højeste lysoplevelse. I modsat fald ville det aldrig nogen sinde kunne opnå hverken viden eller forstand, lykke eller salighed. 14. Makrokosmos og mikrokosmos er ligesåvel levende som mellemkosmos Som vi nævnte i stykke 6, er vi tilknyttet tre kosmos. Vi udgør således et mellemkosmos mellem mikrokosmos og makrokosmos samtidigt med, at vi selv udgør et makrokosmos for mikrovæsenerne i vor organisme og ligeledes selv udgør mikrovæsener i det makrokosmos, i hvilket vi oplever livet. Med hensyn til mellemkosmos er det det kosmos, der står klarest i vor opfattelse af verdensaltet, idet det udgør det kosmos, vi selv er. Vi ser her, alt eftersom vi er udviklede, de levende væseners organismer, vi ser deres handle- eller væremåde, deres ønsker og begær, deres særlige livslove i det pågældende spiralkredsløbs forskellige riger, vi ser deres sorger og bekymringer, deres kampe for tilværelsen, deres mere eller mindre ufuldkomne forhold til hverandre indbyrdes og til livet og Guddommen. Men hvad med de spiraler, der udgør vort mikrokosmos og makrokosmos? Hvordan er de levende væseners livsoplevelse her? Hvad er det for et liv, jordkloden befinder sig i ved at dreje rundt om sig selv og rundt om solen? Og hvad er det for et liv, solen har ved sin uendelige udstråling af ild, lys og varme? Og hvad er det for et liv, et mælkevejssystem befinder sig i i form af sin fremtræden som stjerne- eller solgruppe? For den store almenhed er det næsten ufatteligt, at disse store makrokosmiske legemer eller foreteelser skulle være levende væsener. Men fordi noget er ufatteligt, behøver 86

10 det jo ikke derfor at være umuligt. Blot dette, at de alle, både store og små himmellegemer, udtrykker bevægelse, gør det til kendsgerning, at de er udtryk for liv. Bevægelse kan umuligt være dødens kendetegn, den kan absolut kun ene og alene udgøre livets kendetegn. Da de nævnte foreteelsers eller stjernernes bevægelse er organiseret - ikke blot som en almindelig bevægelse i rummet, men også udgør en bevægelse i tilstand, og denne tilstand er logisk, idet den afføder livsbetingelsen for andre levende væseners eksistens, kan vi ikke komme udenom, at vi her har for os en logisk skabelse, der igen er det samme som bevidsthedsudfoldelse. Hvordan skal en logisk skabelse ellers kunne finde sted? Hvordan skulle vi kunne leve på det fysiske tilværelsesplan, hvis vi ikke igennem de her forekommende naturens skabelsesprocesser fik både livsrum, luft, lys, varme og ernæring? 15. Verdensaltets funktioner er bevidsthedsudfoldelse Med hensyn til mikrokosmos er det måske lettere at forstå, at dette er befolket med levende væsener. Hvis vore organer, kirtler, celler o.s.v. ikke var levende, hvordan skulle vor organisme så kunne bygges og opretholdes som en levende organisme? Den måtte da kun være et lig, en aldeles ubevægelig masse. Men sådan er vor organisme jo ikke. Ja, den er ikke engang således lige efter dens ophavs såkaldte død". Der foregår stadig en proces i liget, som er logisk derved, at den opløser dette lig eller denne fysiske organisme, der ikke mere kan være et redskab for dens åndelige ophav eller jeg. Både makrokosmos og mikrokosmos er således et system af mange forskellige bevægelsesformer, der igen er det samme som skabelsesformer, der atter igen ikke kan eksistere uden at være bevidsthedsudfoldelse. Vi har allerede i tidligere analyser set, at en sådan udfoldelse absolut kun kan finde sted med et levende Noget" eller jeg som ophav. Da der findes mange forskellige individuelle bevidsthedsudvidelser bliver der således et Jeg bag hver af disse. Det er disse bevidsthedsudfoldelser med deres dirigerende og oplevende jeg bag sig, vi kender som levende væsener". Og således er hele verdensaltets funktioner, bevidsthedsudfoldelser, skabelsesprocesser og stofforvandlinger befordret af et uendeligt ocean af levende væsener. Alle eksisterende, selvstændigt arbejdende kraftcentre i naturens skabelsesprocesser er således hver især organisme for et levende væsen på samme måde, som vor organisme er et selvstændigt, individuelt kraftcenter for vort jeg, som altså er dettes dirigerende ophav. 16. Alt er liv Hele vor organisme opretholdes således ved et ocean af mikrovæsener, ligesom mennesker, dyr og planter er mikroskopiske kraft- og skabecentre i jordorganismens struktur. Hele verdensaltet er således udelukkende befolket med levende væsener. Og der findes absolut ikke andet. Det, vi kalder stof" eller materie", er også inddelt i kraft- og skabecentre og opretholdes således også ved hjælp af det Noget", vi kalder jeg'er. Alt er således liv. Noget virkeligt dødt findes der absolut ikke i verdensaltet. 87

11 17. Lys- og mørkeepoken er en livsbetingelse i ethvert kosmisk spiralkredsløb Men når alt er liv, bliver spørgmålet, hvordan disse væseners liv, som forekommer i mikrokosmos og makrokosmos, er? Vi er allerede kendt med, at disse væseners liv er en passage igennem spiralkredsløbenes riger akkurat ligesom de mellemkosmiske væseners liv, hvilket altså vil sige: mennesker, dyr og planter. Men naturligvis er det ikke i samme variationer af oplevelse som de, vi i vor spiral oplever. Hver spiral har sine særlige variationer og livsudfoldelse. Men fælles for alle spiralernes livsudfoldelse både i mikrokosmos og makrokosmos er dette, at de udgør den samme kombination af grundenergierne i hver spirals riger. Men i ingen af de mellemkosmos underliggende og overliggende spiraler forekommer livsoplevelsen således i samme variation som den, vi oplever i mellemkosmos. Men lys- og mørkeepoken er absolut nødsaget til at måtte opleves af væsenerne i enhver spiral. Uden denne oplevelse vil væsenerne ikke i nogen som helst grad kunne fremtræde som levende væsener, thi der ville da ikke eksistere nogen som helst form for kontrastdannelse, og dermed ville enhver form for bevidsthedsskabelse være totalt umulig. 18. Den materialistiske videnskab og mikrolivet i vor organisme Hvilken indre livsoplevelse, hvilke tanker, ønsker, begær, glæder og sorger o.s.v. disse vore mikrovæsener oplever, er ikke tilgængelig for fysisk sansning hverken ved brug af instrumenter, elektronmikroskoper, selv om disse kan forstørre tusinder af gange, eller ved andre geniale, fysiske apparater eller forskningsmetoder. Men man må i allerhøjeste grad beundre den materialistiske videnskabs resultater. Den har dog givet et udsyn over mikroverdenens ydre teknik og kemi. Den har givet besked om de mikroskopiske bevægelsesformer og strukturer, og med denne viden bevist mikroverdenens identitet som liv, selv om bevægelsen for den samme videnskab måske endnu ikke er erkendt som livets fornemste kendetegn. Der forekommer derfor en endnu almengældende tilbøjelighed til at opfatte mikroverdenen som en bevidstløs foreteelse. Men selv om den nævnte verdens særlige liv eller bevidsthed ikke kan sanses med de fysiske sanser, er dette jo ikke noget bevis for, at samme liv og bevidsthed ikke eksisterer. 19. Vor tankefunktion og mikrolivet i vor organisme At der forekommer bevidsthed, der jo er det samme som ånd, bag mikromaterien, ligesåvel som der forekommer ånd bag de vegetabilske og animalske livsformer, er selvfølgeligt, eftersom bevægelse kun kan eksistere som et udslag af ånd eller bevidsthed. Der findes således ikke nogen som helst slags materie, som ikke er et resultat af ånd. Uden ånd var al materie, lige fra dens hårdeste foreteelser: platin, diamant, granit eller lignende til de fineste udslag af de levende væseners mest sløragtige aura, ganske uden eksistens. Der er således ånd eller 88

12 bevidsthed ligeså godt i mikrokosmos og makrokosmos som i mellemkosmos. Vi kan dog ikke her i forbindelse med kun de syv spiralkredsløb på symbol nr. 14 forklare det mikrokosmiske og makrokosmiske ånds- eller bevidsthedsliv, der er utilgængeligt for fysisk sansning. Vi skal derimod i senere specialsymboler over dette for fysisk sansning utilgængelige, supermikrokosmiske og supermakrokosmiske bevidsthedsliv eller ånd komme nærmere ind på dette område. Dette bevidsthedsliv, der kun kan iagttages igennem kosmisk sansning, er meget vigtigt for de mellemkosmiske væsener, eftersom det udgør livsbetingelsen for disse væseners sjæl og legeme, ligesom de mellemkosmiske væsener til gengæld også er en absolut livsbetingelse for de mikro- og makrokosmiske væseners bevidsthedsliv eller ånd og legeme. Dette mikrokosmiske liv er af forskellig kvalitet på godt og ondt. Da de mellemkosmiske væsener med deres særlige tankearters kvalitet tiltrækker og giver plads for inkarnation af mikroliv af tilsvarende kvalitet i deres organismer eller fysiske legemer, forstår man her, hvor vigtigt det er, at skabe sine tankeformer således, at de udgør så høj, god og kærlig en kvalitet som muligt. Derved får vi således det sundeste og mest udviklede mikroliv og dettes materie inkarneret i vor organisme. Og en organisme, i hvilken det allerhøjeste mikroliv er inkarneret, og et jeg, der har kunnet skabe en så fuldkommen tankesfære, bliver her synlig som opfyldelsen af Guds store skabelsesplan med det levende væsen, nemlig: mennesket i Guds billede efter hans lignelse". 20. Menneskenes uvidenhed om deres mikrolivs afhængighed af deres tankesfæres kvalitet Uden den forannævnte kvalitet af tanke- og mikroliv i det levende væsen, vil det i tilsvarende grad være i sygdommenes eller de kropslige lidelsers vold. Er det ikke netop det, vi ser. Er hospitalerne eller sygehusene nogen sinde ledige? Må man ikke stadig udvide og udvide disse, så de næsten hver især udgør en by i byerne? Menneskene har således endnu ikke nogen særlig kosmisk viden på dette felt, hvor det drejer sig om, at kvaliteten af deres organismes mikroliv afhænger af deres tankesfæres kvalitet. Deres mikrolivs inkarnation i deres organisme kan udelukkende kun bestemmes af de betingelser, der udløses af deres tankesfære eller bevidsthed, der jo er det samme som den ånd, der svæver over vandene" i det univers, som deres organisme udgør over for dens mikrovæsener. Menneskene ved således ikke endnu i nogen særlig grad, at når de tænker i det ondes eller det dræbende princips tankeklima, kan der kun inkarnere mikrovæsener af tilsvarende dræbende kvalitet i deres organisme, ligesom når de tænker i det livgivende princips tankeklima eller kærligheden, så inkarnerer der mikroliv eller væsener af tilsvarende livgivende natur i deres organisme. Det er ikke så mærkeligt, at verdensgenløseren Kristus formanede menneskene til at elske Gud over alle ting og deres næste som dem selv, og at dette var al lovens fylde. Dette var altså betingelsen for oplevelsen af livet i form af den allerhøjeste guddommelighed, lykke og salighed; men vi skal, som nævnt, senere komme tilbage 89

13 til dette i særlige specielle spiralsymboler over dette meget livsvigtige felt i livsmysteriets løsning. 21. Forklaring til symbol nr. 14 Som det fremgår af symbolet, symboliserer det 7 kosmiske spiralkredsløb. Det midterste af disse, mærket med D i en korsformig figur, symboliserer det spiralkredsløb, vi selv befinder os i, og som vi har udtrykt som»mellemkosmos«. Det hvide felt, der udgår fra samme spiralkredsløbs planterige og igennem dets dyrerige, symboliserer jordmenneskehedens endnu begrænsede viden eller videnskab om selve livet. Den kender til, at planter er levende, ligesom den naturligvis også ser dyrene og menneskene som levende væsener. Men alt, hvad der ligger der ud over af liv, hvilket vil sige: den udødelige ånd, har den ikke nogen absolut viden om. Derimod har den en materialistisk viden, der strækker sig fra den animalske og vegetabilske materie og ned i mineralmaterien eller atomverdenens mikroområder. Men denne viden er kun baseret på et ydre materielt syn og forskning. Selve»det levende Noget«, der dirigerer bevægelserne, omformningen og skabelsesprocesserne i materien er utilgængelige for fysisk sansning. Derfor er den materialistiske videnskabs facitter kun materiefacitter, hvilket vil sige mål- og vægtfacitter, bølgelængder, eller kort sagt facitter eller viden om tid og rum, men ikke facitter eller viden om det»noget«, der oplever og skaber tiden og rummet. De tre spiralkredsløb, der ligger til venstre for mellemkosmos-spiralkredsløbet og mærket A.- B.- C. henholdsvis i en figur med mørk omkreds omkring et hvidt felt i midten, en hvid rund figur med en cirkeltegning og en rund figur med fire hjertefigurer indtegnet, udgør vort fysiske eller kropslige mikrokosmos. C. spiralen med hjertefigurerne udgør således hjemstedet for det mikroliv i vor organisme, der hører ind under vore organvæsener og lignende. B. spiralen med den hvide figur med cirkeltegningen er hjemstedet eller livsrummet for de mikrolivsformer, der udgør cellevæsenerne og lignende, ligeledes i vor organisme. A. spiralen med den runde figur med det hvide felt i midten er hjemstedet for de mikroliv, vi udtrykker som stof eller materie. Det første spiralkredsløb til højre for mellemkosmos-spiralen mærket med E. i en stjernefigur er hjemstedet for planeter eller kloder. Og vi har udtrykt denne spiral som»planeteller»klodespiralen«. Den næste spiral er solsystemspiralen, mærket med den runde strålefigur og bogstavet F. Den tredie spiral til højre for mellemkosmos er udtrykt som mælkevejsspiralen og mærket med bogstavet G. i den hvide figur med de to sorte cirkler udenom. Disse tre spiralkredsløb udgør vort makrokosmos. Vi befinder os således inde i jordklodens organiske strukturområde. Dette befinder sig igen inde i solsystemets strukturområde, som atter befinder sig i mælkevejens strukturområde og således fortsættende opad i uendeligheden i det store spiralkredsløb, der ligger over mælkevejsspiralen, som vi har kaldt»supermakrokosmos«. På samme måde har vi udtrykt de spiralkredsløb, der befinder sig under stofspiralkredsløbet, som»supermikrokosmos«.. Men disse superkosmos er ikke markeret her på symbol nr. 14. De er derimod udtrykt på symbolet»de kosmiske spiralkredsløb II«., som vi senere skal komme tilbage til. Som symbolet viser, består hvert spiralkredsløb af de seks grundenergiriger. Som symbolet også udtrykker, forekommer disse riger umiddelbart lige over hverandre. Således er spiralernes planteriger, dyreriger, menneskeriger og de øvrige riger i spiralerne henholdsvis fremtrædende lige under hverandre. At disse riger forekommer således er en livsbetingelse for de levende væsener. De underliggende spiralrigers livsformer udgør mikroliv eller materiemateriale for opbygning og eksistens af de overliggende spiralrigers livsformer eller levende væsener. Planterigets-, dyrerigets-, menneskerigets- og de øvrige grundenergiriger i spiralkredsløbet er henholdsvis mikroliv for de overliggende spiralers planterige, dyrerige, menneskerige o. s. v., ligesom disse overlig- 90

14 gende rigers væsener på samme måde udgør makroliv eller makrovæsener for de tilsvarende underliggende grundenergirigers væsener. Hvis de forskellige grundenergirigers placering ikke var i samme rækkefølge i spiralerne, ville al livsoplevelse være en total umulighed. Da mikrolivet samtidigt er materie eller materiale for makrovæsenernes legems- eller organismeopbygning og eksistens, er det ikke ligemeget, hvilket mikroliv makrovæsenet får til materiale eller materie til denne opbygning og eksistens. Hvordan skulle væsenerne f. eks i det kosmos, vi tilhører, og som udgør vort mellemkosmos, kunne manifestere sig i en animalsk organisme og derved fremtræde som et dyr eller som et ufærdigt jordisk menneske, hvis ikke denne organisme var bygget op af de underliggende spiralers dyrerigers mikroliv? Hvordan skulle vi kunne være animalske væsener, hvis vi ikke havde adgang til de underliggende spiralers dyrerigers liv som materiale for vor organismes eksistens? - Hvis vi kun kunne få materiale fra de underliggende spiralers planterigers mikroliv, kunne vi jo kun opbygge en vegetabilsk organisme og derved kun fremtræde som et plantevæsen. Vor nuværende animalske og dermed en langt mere fuldkommen organisme ville være en umulighed. Dyrets og det ufærdige animalske menneskes tilværelse ville således være en total umulighed. - Men hvordan skulle væsener, der i dag tilhører de højeste åndelige verdener, kunne skabe deres ophøjede åbenbaringer, hvis de kun kunne få de underliggende spiralrigers dyriske eller animalske mikroliv til materiale? - I så tilfælde kunne de kun fremtræde som materielle fysiske væsener, og ikke som det nu er tilfældet, i organismer, der er bygget af superflorfine tankematerier af de allerhøjeste åndelige verdeners eller grundenergirigers ædleste tankematerier fra disse rigers højeste åndelige mikroliv. Vi ser således her spiralkredsløbsprincippets guddommelige, geniale struktur, der giver de levende væsener hver især adgang til lige akkurat det for deres specielle livsoplevelsestilstands særligt passende mikroliv og dermed det mest fuldkomne materiale for opnåelsen af deres specielle livsoplevelsesform. Hverken åndelig eller fysisk tilværelse ville være mulig, hvis ikke spiralkredsløbenes grundenergiriger i princip var ordnede efter den struktur, der er vist på symbolet. Intet levende væsen med undtagelse af Guddommen kan således eksistere uden at være et mikrovæsen i et makrovæsen. Dette makrovæsen udgør dets kosmiske bolig eller livsrum. Hvordan skulle det vel kunne leve uden at have et livsrum eller en verden, i hvilken det kan få opfyldt de betingelser, der kræves, for at det kan opleve og manifestere sig? Men det samme væsen må betale dette sit livsrum eller denne sin oplevelsesverden med selv at være et makrovæsen for mikrovæsener. Dets organisme kan jo ikke eksistere uden at være et livsrum eller en oplevelsesverden for det mikroliv i denne, vi udtrykker som organer, celler og stof. Hvis disse organer, celler og det, vi udtrykker som stof eller materie, ikke var liv eller levende væsener, altså var manifestation af liv, kunne en organisme umuligt være levende. Men hvordan skulle en organisme, opbygget af noget livløst, kunne være levende? - Netop fordi alt er levende og absolut også de materier eller stoffer, jordmenneskene ellers er vante til at betragte som døde stoffer, kan et jeg igennem sin skabeevne skabe kontakt mellem sit eget liv og stoffets liv. Stoffets liv kendes jo på, at det i sig selv er bevægelse, ligesom jeg'ets liv er bevægelse. Hvis stoffet i sig selv ikke var bevægelse, ville jeg'ets bevægelse umuligt kunne gå i kontakt eller forbindelse med stoffet, og al skabelse af organisme ville være en absolut umulighed. Og uden organisme, ingen som helst mulighed for oplevelse af livet. Det er således ligeså absolut nødvendigt for manifestation eller skabelse og dermed for oplevelse af livet, at stoffet er levende, som det er nødvendigt, at jeg'et er levende. Ligesom der kan opstå disharmoni mellem jeg'et og andre levende væseners jeg, således kan der også opstå disharmoni mellem jeg'et og dets eget mikroliv eller mikrovæsener. Den førstnævnte disharmoni kender vi under begrebet»krig«. Den sidstnævnte kender vi under begrebet»sygdom«. Harmonien mellem det levende væsens jeg og andre levende væseners jeg kender vi derimod som»fred«, der i sin højeste fremtræden er det samme som 91

15 »næstekærlighed«, medens harmonien mellem jeg'et og dets mikroliv eller mikrovæsenerne i dets organisme kendes under begrebet»sundhed«, der er det samme som det højeste kropslige eller legemlige velvære. Den allerhøjeste form for livsoplevelse er således dette at leve i harmoni med sin næste og ligeledes at leve i harmoni med sine mikrovæsener eller sit mikroliv i sin organisme. Denne totale harmoni i livsoplevelsen er det samme som»guds billede«, eller Guddommens væremåde.»guds billede«, eller væremåde er altså det samme som en kulminerende harmoni med alt levende. Da en sådan væremådes kulmination er en skabt ting, kan den ikke være evig. Den har ligesom alle andre skabte ting sin begyndelse, sin kulmination og sin afslutning. Men da jeg'et er evigt, begynder det igen rent automatisk at arbejde sig frem til en ny kulmination i Guds billede eller væremåde og således fortsættende i al evighed. At der imellem disse kulminationsepoker må ligge en modsat epoke, hvor livsoplevelsen kulminerer i det modsatte princip, nemlig i mørket, er selvfølgeligt. Da mørket er disharmoni mellem det levende væsens jeg og dets ydre og indre forhold til medvæsenerne eller»næsten«, og hvorved det kommer til at leve i krig og lidelse eller sygdom, afføder denne tilstand i væsenets bevidsthed erfaringer for, hvordan man skal leve for at være i harmoni med livet og derved komme til at opleve livet i kulminerende harmoni eller det evige lys, kulminerende kærlighed. Mørkets oplevelse bliver således en fornyelse af væsenets livsoplevelsesevne, så det atter og atter kan komme tilbage til den primære livsoplevelsestilstand i Guds billede efter hans lignelse. Det er en sådan fornyelsesepoke, væsenerne oplever i spiralkredsløbets plante- og dyrerige, hvortil det ufærdige jordiske menneske endnu mere eller mindre hører. Igennem det færdige eller fuldkomne menneskerige, visdomsrige, den guddommelige verden og salighedsriget oplever væsenerne spiralkredsløbets totale primære kulmination i lysoplevelsen eller Guds billede. Og det levende væsen bliver således igennem spiralkredsløbsprincippet garanteret evig livsoplevelse. I forklaringen til symbol nr. 14 har vi her begyndt at påvise spiralkredsløbenes mission som et genialt samarbejdssystem imellem hele verdensaltets levende væsener. Vi har set, at intet levende væsen kan eksistere og opleve livet uden ved at skulle være medvirkende til andre levende væseners opretholdelse af livet. Kun derigennem kan det få sin egen livsoplevelse og dennes skæbne formet. Tænk hvilken guddommelig, kulminerende kærlighed, der her åbenbarer sig for os. For at få lov til at opleve livet ved andre levende væseners hjælp, må det selv yde hjælp til levende væsener. Det må være makrovæsen og dermed yde livsmuligheder for sine mikrovæseners livsoplevelse, ligesom det selv må være mikrovæsen i et makrovæsens organisme og der til gengæld få garanteret sin egen evige livsoplevelse. Kan retfærdighedsbalancen eller ligeretten for alle de levende væseners kosmiske livsbetingelser være mere fuldkommen? - Ser vi ikke netop her i livets dybeste, kosmiske analyser og struktur kulminerende kærlighed? 92