Nedenfor gennemgås de dele af høringssvarene, som indeholder væsentlige bemærkninger

Transkript

1 30. maj 2013 Høringsnotat vedrørende forslag om ændring af bekendtgørelse om Klagenævnet for Udbud. 1. Indledning Udkast til ændring af bekendtgørelse om Klagenævnet for Udbud har den 12. april 2013 været sendt i høring hos de organisationer, myndigheder m.v., som er nævnt til sidst i notatet. Høringsfristen var den 3. maj Følgende har afgivet høringssvar inden høringsfristens udløb: Advokatrådet, BL Danmarks almene Boliger, Bygherreforeningen, Danmarks Rederiforening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme, Danske Ark, Danske Advokater, Danske Regioner, DI og FRI, Håndværksrådet, IT-Branchen, KL, Klagenævnet for Udbud, Landbrug og Fødevarer, LO, Medicoindustrien, OAO, Rigsrevisionen, SKI og Tekniq. Nedenfor gennemgås de dele af høringssvarene, som indeholder væsentlige bemærkninger til forslagets indhold. 2. Generelle bemærkninger Følgende har haft generelle bemærkninger til forslaget: Advokatrådet ser overordnet ikke forslaget som værende et udtryk for forenkling af klagesystemet på udbudsområdet, men mere som et ønske om en afskæring af klageadgangen via økonomiske virkemidler. Dette finder Advokatrådet ud fra retssikkerhedsmæssige betragtninger yderst betænkeligt, idet de foreslåede ændringer allerede som følge af omkostningerne utvivlsomt vil afholde virksomheder fra at udnytte en direktivbaseret ret til at få ordregivende myndigheders beslutninger efterprøvet. Advokatrådet bemærker, at Udbudsrådets analyse fra 2012 viste, at der i mere end ca. 50 pct. af alle klagesager konstateredes overtrædelser af udbudsreglerne, og at antallet af klagesager i Danmark var lavere, end i sammenlignelige lande. Advokatrådet finder, at antallet af overtrædelser og hensynet til effektiv håndhævelse af udbudsreglerne i sig selv berettiger en enkel og billig klageadgang for tilbudsgivende virksomheder. Bygherreforeningen hilser initiativet meget velkomment, idet der blandt foreningens medlemmer er stigende bekymring over væksten i antallet af klagesager samt den tiltagende polarisering mellem byggeriets parter til skade for det gode samarbejde i det enkelte bygge- eller anlægsprojekt. Som konsekvens heraf vokser skellet mellem den offentlige og private del af markedet til skade for effektivitet og læ-

2 2/16 ring blandt byggesektorens virksomheder. Her har den uforholdsmæssige lette adgang til at klage i klagenævnet, sammenlignet med andre retlige fora, været med til at drive udviklingen i retning af en byggeproces med fokus på juridiske spidsfindigheder fremfor faglige kompetencer. Dette påvirker produktiviteten i hele sektoren. Dansk Erhverv støtter tiltag, der kan styrke det offentlige-private samarbejde herunder en revision af klagesystemet, hvis det kan medføre en forbedring af samarbejdet. Formålet med forslaget er at mindske antallet af klagesager, der er åbenlyst grundløse eller ubegrundede. Dansk Erhverv mener, at det skal ske gennem bedre dialog mellem parterne, bedre udbud og innovation. Dansk Erhverv mener ikke, at antallet af klagesager skal mindskes ved at skræmme klagere fra at klage ved at pålægge højere gebyrer, og en risiko for at skulle betale sagsomkostninger til det offentlige, hvis den private leverandør ikke får fuldt ud medhold i sin klage. Dansk Erhverv påpeger, at klagesager er en naturlig del af et samarbejde, særligt på et område, hvor der en detaljeret EU-retlige regulering og store kontraktsummer, som kan have afgørende betydning for virksomhederne. Endelig angiver Dansk Erhverv, at hovedforklaringen på klagerne over offentlige udbud er, at dialogen mellem offentlig og privat ikke er god nok, herunder særligt kvaliteten i begrundelserne for valg af leverandør, og at der er for mange eksempler på dårligt udbudsmateriale. Danske Regioner hilser generelt de foreslåede ændringer velkomment og mener, at det er positivt, at der ses på mulighederne for en forenkling og tilpasning af klagesystemet på udbudsområdet. Danske Ark bemærker, at de foreslåede ændringer er en fortsættelse af forringelsen af tilbudsgivernes retsstilling overfor de offentlige indkøbere. Danske Ark er bekymrede over udviklingen og finder det kritisabelt, at der gennemføres en stribe forringelser gennem successive ændringer af henholdsvis håndhævelsesloven og bekendtgørelsen om Klagenævnet for Udbud. Danske Ark finder det helt urimeligt at forringe tilbudsgivernes klagevilkår, allerede fordi den offentlige sektor ensidigt tilrettelægger alle forhold omkring udbuddet og fastlægger kontrakt- og udbudsvilkår. Der er som altovervejende hovedregel ikke adgang til forhandling, før, under og efter udbudsfasen, og den offentlige ordregiver har en dominerende indflydelse på aftaleforholdet. Den private tilbudsgiver har behov for en nem, smidig og billig adgang til at klage over det offentliges ulovlige udbud, fordi styrkeforholdet mellem indkøber og leverandør er så skævt, som det er. Særlig vil forringelsen gøre det endnu sværere for SMV ere at klage, idet de ikke har ressourcer til at anlægge sager. Danske Ark anfører videre, at statistikken viser, at omfanget af klager i Danmark er lavere end i de øvrige EU-lande, samt at klagerne rent faktisk ganske ofte får medhold i deres klage. Samtidig er det Danske Arks vurdering, at mange tilbudsgivere reelt er yderst tilbageholdende med at anlægge klagersager. Det skydes ikke mindst angsten for konsekvensen af at lægge sig ud med en potentiel fremtidig kunde.

3 3/16 DI og FRI finder, at det er vigtigt, at de udbudsretlige rammer fungerer optimalt og er enige i, at reformen af klagesystemet skal sikre et effektivt og velfungerende klagesystem på udbudsområdet. DI og FRI er imidlertid uenige i en af de bærende præmisser for reformen af klagesystemet, nemlig at der er for mange klager, og at klagerne ofte er grundløse. Der blev i 2010 kun klaget over 2,2 pct. af alle udbud, hvilket er meget lavt i sammenligning med eksempelvis Norge og Sverige, hvor klageprocenten var hhv. 3,8 og 5. DI og FRI mener derfor, at det er helt ude af proportioner, at frygten for klager får lov til at begrunde så markante ændringer i det danske klagesystem, og det er ukorrekt, at klagerne ofte er grundløse. I næsten halvdelen af sagerne får virksomhederne medhold af klagenævnet i, at den offentlige ordregiver har begået fejl i udbudsprocessen. DI og FRI finder det samtidig beklageligt, at de foreslåede ændringer markant vil forværre virksomhedernes retsstilling og opfordrer regeringen til at værne om virksomhedernes retsstilling. DI og FRI finder, at forslagene kunne have været mere balancerede, hvis man i embedsmandsarbejdsgruppen havde inddraget leverandørsiden og finder det beklageligt, at man ikke har afholdt egentlige møder, hvor organisationerne på leverandørsiden og ordregiversiden kunne have drøftet forslagene samt fremkommet med fælles nye forslag, der reelt kunne nedbringe antallet af klager uden at kompromittere virksomhedernes retsstilling. Dette mål kunne være nået ved at gøre udbudsprocessen bedre og ikke ved at forhindre retmæssige klager. DI og FRI vil derfor bidrage konstruktivt til arbejdet med en kommende dansk udbudslov. IT-Branchen hilser det velkomment, at der lægges op til en ændring af klagenævnsbekendtgørelsen i håb om, at det kan medvirke til at skabe et bedre udbudsregime i Danmark. Klagenævnet for Udbud bemærker, at bekendtgørelsens hovedindhold er udarbejdet på grundlag af et omfattende og grundigt arbejde af arbejdsgruppen, som har haft til opgave at analysere mulighederne for en generel forenkling af klagesystemet på udbudsområdet. De anførte forslag indebærer, at klagere påtager sig en noget større procesrisiko ved at indgive klage og vil derfor kunne få den virkning, at færre virksomheder ønsker at klage. Den ændrede afvejning af hensynet til tilbudsgiverne på den ene side og de ordregivende myndigheder på den anden side er efter klagenævnets opfattelse et politisk spørgsmål, som ikke giver klagenævnet anledning til at komme med bemærkninger. Landbrug og Fødevarer er i udgangspunktet tilhængere af en åben klagestruktur, hvor det uden barrierer er muligt at få en sag prøvet hos et uvildigt klageorgan. Som udgangspunkt er Landbrug og Fødevarer derfor umiddelbart stærkt betænkelig ved forslaget om at forhøje klagegebyret og muligheden for at pålægge klager sagsomkostninger, når klager ikke får medhold. Historikken om Klagenævnet for Udbud har imidlertid vist, at klageadgangen i et vist omfang er blevet anvendt usagligt af forbigåede tilbudsgivere, der på et mere eller mindre velunderbygget grundlag har klaget over eksempelvis tildelingen af ordrer. Dette har bidraget til en øget sagsbyrde og dermed længere sagsbehandlingstider for klagenævnet, ligesom det i nogle tilfælde har bidraget til at skabe tilbageholdenhed og overdreven detal-

4 4/16 jefokus hos udbydere til skade for en hensigtsmæssig udbredelse af offentligprivat samarbejde. LO bakker op om forsøget på at dæmme op for klager, som bare trækker tiden ud, eller åbenbart er grundløse. Dog er det vigtigt, at det ikke fører til, at man holder sig tilbage med at klage, så der slipper usaglige tildelinger igennem. Medicoindustrien kan som repræsentanter for medicovirksomheder ikke genkende billedet af, at der klages for meget, og anfører, at realiteten er, at Medicoindustriens medlemmer er meget tilbageholdende med at klage, og at niveauet for klager i Danmark er langt lavere end for eksempel i Sverige. Medicoindustrien anfører, at det udløser omkostninger på mange hundrede tusinder for tilbudsgiverne, når en kendelse, hvor tilbudsgiveren har fået medhold, indbringes af ordregiveren til prøvelse ved de almindelige domstole. Så vidt Medicoindustrien forstår det, gives der i andre lande mulighed for, at klagenævnet kan indstævnes, såfremt en part måtte mene, at nævnets kendelse er forkert. Medicoindustrien opfordrer derfor til, at man også i Danmark skaber et sådant lovgrundlag, da perspektiverne for en klagende tilbudsgiver, der får medhold i klagenævnet ellers er helt uoverskueligt, både tidsmæssigt og økonomisk. SKI finder ændringer positive, idet de tilsammen med de øvrige tiltag på området bidrager til et mere effektivt klagesystem inden for udbudsområdet til gavn for både virksomheder og offentlige ordregivere. Samlet set bidrager reformen til at rette fokus på effektive metoder for indkøb i det offentlige fremfor en restriktiv fortolkning af udbudsreglerne. Tekniq mener, at den samlede ordning med at nedbringe klagefrister, hæve klagegebyrer og give mulighed for at tillægge udbyder sagsomkostninger, samlet set er den forkerte vej at gå. Tekniq mener, at det vil være langt mere hensigtsmæssigt at hjælpe udbyderne til at begå færre fejl ved udbud, end at begrænse klagerne over begåede fejl. Tekniq anfører, at det er et meget lille antal af de gennemførte udbud, der ender som klagesager ved Klagenævnet for Udbud, og at det er en forholdsvis stor andel af klagerne, der får medhold i deres klage over et offentligt udbud. Tilbudsomkostningerne er endvidere meget betydelige, og der er derfor også en samfundsmæssigt interesse i, at udbudsreglerne overholdes. Kommentar Hovedformålet med de foreslåede ændringer i bekendtgørelsen er at understøtte et effektivt klagesystem på udbudsområdet. Der har været rejst kritik af, at praksis i det nuværende klagesystem kan indebære for store forsinkelser og omkostninger. Samtidig er der gennem de seneste år sket en markant stigning i antallet af klager og stadigt færre klagere ender med at få medhold. På den baggrund nedsatte regeringen en arbejdsgruppe, der skulle se på forenkling af klagesystemet samt fremlægge konkrete forslag til en ny organisering af klagesystemet. Arbejdsgruppen har hold bilaterale møder med formanden for Klagenævnet for Udbud, DI, Dansk Erhverv, KL, Danske Regioner, Foreningen af offentlige indkøbere IKA, Håndværksrådet, Landbrug og Fødevarer, Dansk Byggeri, Danske Advokater, SKI, IT-

5 5/16 branchen, FOA, OAO, TFT samt Natur- og Miljøklagenævnet. De fremlagte forslag følger arbejdsgruppens anbefalinger. Forslagene forventes at nedbringe antallet af klager, herunder særligt åbenlyst ubegrundede klager. Dette forventes at reducere omkostninger til klagesager og kunne medføre en hurtigere sagsbehandlingstid. Når kendelser fra Klagenævnet for Udbud prøves ved domstolene, er det de oprindelige parter, der optræder i sagen og ikke klagenævnet. Dette svarer til, hvad der gælder ved andre klagenævn, og det synes ikke hensigtsmæssigt at ændre. 3. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser: Kommentering af høringssvarene vil ske med udgangspunkt i følgende overordnede opdeling: 3.1. Forhøjelse af klagegebyret 3.2. Ændret fordeling af sagsomkostninger 3.3. Offentliggørelse af en årsberetning fra Klagenævnet for Udbud Overgangsbestemmelse Forhøjelse af klagegebyret Advokatrådet finder det ud fra retssikkerhedsmæssige betragtninger betænkeligt, at klageindgivelse til Klagenævnet for Udbud er forbundet med et markant klagegebyr, der især vil udgøre en likviditetsmæssig belastning hos mindre virksomheder. Det vil efter Advokatrådets opfattelse vil afholde virksomheder fra at klage. Det ændrer ikke her på, at klagegebyret tilbagebetales i tilfælde af medhold. Advokatrådet anfører, at en retsafgift på kr. ved sagsanlæg hos domstolene svarer til en sagsgenstand på ca. 1,65 mio. kr., og angiver, at det må antages at være de færreste udbudssager, der i sidste ende vil ende ud med et erstatningskrav i den størrelsesordning. Ud fra en ren økonomisk betragtning vil det således være mere relevant at indlede retssag mod ordregivende myndigheder fremfor en klagesag ved Klagenævnet for Udbud, hvilket næppe må anses som en forenkling af klagesystemet. Advokatrådet anfører videre, at et klagegebyr i den størrelse så vidt ses er det højeste af alle klagegebyrer, og at Natur- og Miljøklagenævnet alene tager hhv. 500 kr. og 3000 kr. for en klage, mens klagegebyret ved Erhvervsankenævnet og Konkurrenceankenævnet ligger på kr. Advokatrådet opfordrer på den baggrund til, at ændringsforslaget ikke gennemføres. Bygherreforeningen finder det positivt med højere gebyrer for klager, så de i højere grad afspejler de reelle omkostninger ved håndteringen af klagesagen. Bygherreforeningen anfører, at sager i forbindelse med EU-udbud normalt er mere komplekse og kræver et højere tidsforbrug, hvorfor det er naturligt med højere gebyrer her, end for sager i forbindelse med udbud under tilbudsloven. Dansk Erhverv mener ikke, at det vil mindske antallet af uberettiget og grundløse klager, at klagegebyret hæves til det dobbelte. Dansk Erhverv angiver, at der ikke er noget der dokumenterer, at gebyrstigningen i 2011 har nedsat antallet af åbenlyst

6 6/16 grundløse klager. Det ses heller ikke at være dokumenteret i arbejdsrapporten, at dette skulle være tilfældet. Dansk Erhverv angiver, at det dermed reelt set alene vil være en ekstra skat for erhvervslivet. Danske Erhverv påpeger, at hvis klagegebyret sættes op til kr., vil det være fem gange højere, end retsafgiften ved sager om myndighedsudøvelse, hvor retsafgiften er kr. Dansk Erhverv kan derfor ikke støtte denne del af forslaget. I stedet foreslår Dansk Erhverv, at der bliver sat langt mere fokus på, hvordan en bedre dialog mellem offentlig og privat kan føre til et bedre samarbejdsklima, herunder færre klager. Danske Advokater finder det af retssikkerhedsmæssige hensyn meget betænkeligt at fordoble klagegebyret. Forhøjelsen er en markant fordyrelse for klagere og kan afholde selv berettigede klagere fra at indgive en klage. En sådan ordning forekommer ikke proportionel med målet om at nedbringe antallet af åbenlyst grundløse klagere. Gebyret overstiger væsentligt de klagegebyrer, der opkræves ved andre nævn. Danske Advokater henleder opmærksomheden på, at klagenævnet i kendelserne fra 2010 fandt overtrædelser i 55 pct. af sagerne, og tilsvarende i 44 pct. af kendelserne fra Hertil komme de sager, hvor ordregiveren efter modtagelsen af klagen har annulleret udbuddet eller tildelingsbeslutningen, og klager derfor også trækker klagen tilbage, før klagenævnet afsiger en kendelse. Danske Advokater påpeger, at samlet set udgør antallet af berettigede klager en væsentlig del af de indleverede klager, og Danske Advokater opfordrer til, at forslaget ikke gennemføres. Danske Advokater anfører videre, at begrebet offentlige kontrakter ikke er klart og utvetydigt afgrænset til offentlige kontrakter omfattet af EUudbudsdirektiv, og det bør derfor præciseres. Danske Ark anfører, at spørgsmålet om gebyr og sagsomkostninger ikke kan sammenlignes med, hvad der gælder ved de almindelig domstole, men må ses i lyset af den offentlige sektors dominerende stilling i forhold til de private aftaleparter, altså et spørgsmål om retssikkerhed. Danske Ark opfordrer til, at forslaget om forhøjelse af gebyrer opgives. Danske Regioner anfører, at de ikke finder, at stigningen i gebyret for EU-udbud nødvendigvis vil medføre et fald i antallet af klager. Danske Regioner tvivler derfor på den reelle effekt af forslaget. DI og FRI er bekymrede over forhøjelsen af klagegebyret. Klagegebyret er allerede blevet mere end fordoblet inden for de seneste par år, og en yderligere fordobling vil kunne betyde, at særligt små og mellemstore virksomheder vil afholde sig fra at indbringe en klage. Forslaget vil derfor kunne kompromittere virksomhedernes retssikkerhed. Det kan endvidere være EU-retligt problematisk, at man fra dansk side via regulering af klagenævnet søger at afskære virksomhederne/leverandørne fra at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fælleskabets retsorden. Håndværksrådet kan ikke se begrundelse for at fordoble gebyret, da et højere gebyr, på samme måde som forslaget om sagsomkostningerne, ikke vil afholde de virksomheder, der misbruger systemet fra at indgive klage. Det vil afholde de min-

7 7/16 dre virksomheder fra at forfølge i øvrigt berettigede klager. Håndværksrådet opfordrer derfor til, at forslaget forkastes. IT-Branchen forventer ikke, at forhøjelsen af klagesagsgebyret til kr. i sig selv vil have en væsentlig effekt på antallet af klager. Men det er en ændring, IT- Branchen er villig til at acceptere i håb om, at det vil have en indirekte effekt ved, at det mindsker de offentlige kunders frygt for klagesager. Denne frygt ses i dag at have en negativ indvirkning på måden, de offentlige kunder agerer i udbudssager. KL tilslutter sig det foreslåede udkast til bekendtgørelse, hvor klagegebyret er hævet for de tungere sager. Forslaget er i overensstemmelse med aftalen mellem regering og KL om kommunernes økonomi for Klagenævnet for Udbud bemærker, at det allerede ved indgivelsen af det første klageskrift bør være muligt at afgøre, hvor stort et klagegebyr, der skal opkræves. Imidlertid er spørgsmålet om, hvorvidt en given offentlig kontrakt har en sådan størrelse, at den er omfattet af et af udbudsdirektiverne, ofte genstand for tvist ved sagerne ved klagenævnet. Klagenævnet finder det derfor ikke hensigtsmæssigt, at størrelsen af klagegebyret er afhængig af, om den anslåede værdi af den påklagede kontrakt overstiger tærskelværdierne. I stedet bør det overvejes at fastsætte reglerne således, at det er afgørende, om der klages over en overtrædelse af EU s udbudsdirektiver. Dermed vil det allerede på baggrund af klagers påstande kunne afgøres, hvilket gebyr der skal indbetales. Klagenævnet for Udbud henleder samtidig opmærksomheden på, at det kræver en ændring af den gældende 5, stk. 5, der bliver til stk. 8, såfremt klagenævnet skal have mulighed for at afvise klager på grund af manglende betaling af et gebyr på kr. Landbrug og Fødevarer har en vis forståelse for behovet for, at klagegebyret hæves. Dette skal ses i lyset af, at det kan dæmme op for antallet af grundløse og potentielt chikanøse klager, samt at gebyret kun stiger for de sager, hvor kontraktsummen overstiger tærskelværdierne i EU s udbudsdirektiver. De økonomiske interesser i sagen er således så store, at såfremt klager har en reel interesse i sagen, vil et klagegebyr på kr. være et passende niveau. Landbrug og Fødevarer bemærker dog, at klagegebyret ikke bør stige yderligere mange år fremover. Samtidig er det Landbrug og Fødevarers opfattelse, at fastsættelsen af klagegebyrer er et nationalt anliggende. Landbrug og Fødevarer er derfor uforstående overfor ordlyden af den foreslåede 5, stk. 6, da denne giver indtryk af, at EU-kommissionen kan justere klagegebyrerne i 5, stk. 4. Medicoindustrien anfører, at de er stærkt imod forhøjelse af klagesagsgebyret til kr. Det er mange penge for en lille virksomhed, og når man samtidig skaber symmetri ved fordelingen af sagsomkostninger, hvilket effektivt begrænser grundløse klager, er det overflødigt også at hæve klagesagsgebyret. Medicoindustrien påpeger, at det er under to år siden gebyret blev hævet sidst, og med forslaget vil der inden for to år være tale om en femdobling af gebyret, hvilket er en helt urimelig udvikling overfor navnlig de små virksomheder, som deltager i EU-udbud.

8 8/16 Tekniq finder, at stigningen i klagegebyret til kr. er en meget betydelig stigning samtidig med, at beløbet i sig selv er et stort beløb for at klage, også selvom dette er begrænset til klager over EU-udbud. Tekniq finder derfor ikke, at det nuværende klagegebyr på kr. bør hæves. Klagegebyret er reguleret for nylig, og klagegebyret er i sig selv et højt beløb. Kommentar Det er på op til de enkelte medlemsstater at fastlægge klagesystemet på udbudsområdet, herunder som udgangspunkt også fastlæggelsen af klagegebyret. Kommissionen justerer alene EU s tærskelværdier. Med forslaget hæves gebyret for klager over EU-udbud. Gebyret kommer dermed i højere grad til at afspejle de reelle omkostninger ved sagen, fordi sager i forbindelse med EU-udbud kan være mere komplekse og kræve et højere tidsforbrug. Gebyret vil fortsat blive tilbagebetalt, såfremt klager får helt eller delvist medhold i en klage. Gebyrforhøjelsen vil derfor alene reelt få betydning, såfremt klager slet ikke får medhold i sin klage, og forslaget forventes at kunne medvirke til, at der indbringes færre åbenlyst ubegrundede klager. Det er hensigtsmæssigt, at det allerede på baggrund af klagers påstande kan afgøres, hvilket gebyr der skal indbetales, og hensigten i udkastet er da også, at det afgørende er, om der klages over en overtrædelse af EU s udbudsdirektiver. Endelig findes det hensigtsmæssigt, at klagenævnet også fremover har mulighed for at afvise klager på baggrund af manglende betaling af gebyret Ændret fordeling af sagsomkostninger Advokatrådet finder det ud fra retssikkerhedsmæssige betragtninger betænkeligt, at virksomheder skal kunne pålægges at betale sagsomkostninger til en offentlig myndighed i forbindelse med en førsteinstans efterprøvelse af myndighedens beslutninger i en udbudsproces. Advokatrådet forventer, at forslaget vil afholde virksomheder fra at indlede - også berettigede klagesager, idet selv delvist medhold for virksomheden vil kunne indebære et pålæg om at skulle afholde sagsomkostninger. Endvidere må klagesager behæftet med en usikkerhed forventes ikke at blive indgivet til klagenævnet, hvilket må anses for en svækkelse af en effektiv håndhævelse. Advokatrådet anfører, at klagesager på udbudsområdet ofte som følge af reglerne om stand still må indledes på et ikke fuldt oplyst grundlag, idet alene en ordregivende myndighed ligger inde med alle oplysninger. Dette indebærer en risiko for, at en klagende virksomhed i den indledende fase må nedlægge påstand, som under klagesagen viser sig baseret på andre end de for virksomheden kendte forhold, og dermed at myndigheden på dette grundlag får delvist medhold. Advokatrådet opfordrer på denne baggrund til, at ændringsforslaget ikke gennemføres. Bygherreforeningen ser indførelsen af muligheden for klagers betaling af sagsomkostninger som helt nødvendig for at udjævne den åbenbare ubalance, der har været i incitamenterne. For klager har incitamentet været meget stærkt til at afprøve tvivlssager eller sager uden reelt indhold, idet gebyret har været lavt, og muligheden for gevinst har ikke været afbalanceret af en risiko for tab i form af om-

9 9/16 kostninger. Bygherreforeningen finder, at beløbsgrænsen for sagsomkostninger på kr. umiddelbart virker lavt sat, og det bør undersøges, om denne står rimeligt mål med de egentlige gennemsnitlige sagsomkostninger. Dansk Erhverv anfører, at forslaget betyder, at virksomheder kan ende med at hænge på det offentliges sagsomkostninger i forbindelse med udbudssager på helt op til kr. Det vil skræmme virksomheder fra at klage. Dansk Erhverv støtter regeringens mål om at gøre det offentlig-private samarbejde mere smidigt, og at der stilles skarpt på at få luget ud i de åbenlyst grundløse klager. Men forslaget rammer alle klager selv de klager, hvor klageren får delvist medhold. Det er en kollektiv afstraffelse, og det er unødvendigt, når der faktisk kan sættes målrettet ind. Det er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, hvis målet til at nå en lavere klageprocent er, at virksomheder på grund af den økonomiske risiko bliver skræmt væk fra at klage. Navnlig mindre og mellemstore virksomheder kan forventes at undlade at klage, fordi man ikke ønsker at tage risikoen for at stå med en stor potentiel regning til den offentlige myndigheds sagsomkostninger. Dansk Erhverv mener, at forslaget er et principielt brud med en forvaltningstradition og med praksis inden for offentlige nævn. Det almindelig princip er, at man som borger eller virksomhed kan indbringe det offentliges beslutninger uden risiko for at skulle betale for det offentliges sagsomkostninger. Dansk Erhverv foreslår, at bestemmelsen bliver udformet på en sådan måde, at det kun er i de tilfælde, hvor en klage er åbenlyst ubegrundet eller åbenlyst grundløs, at den private klager kan blive pålagt sagsomkostninger, da dette på en mindre indgribende måde vil opfylde målet om at begrænse antallet af åbenlyst grundløse eller ubegrundede klager. Dansk Erhverv kan ikke støtte, at den private klager skal betale sagsomkostninger til det offentlige, når en offentlig ordregiver kun får delvist medhold. Dansk Erhverv mener ikke dette stemmer overens med ønsket om at begrænse antallet af åbenløst ubegrundede eller åbenlyst grundløse klager. Dansk Erhverv er derudover bekymret for, at forslaget kan brede sig til andre nævn, hvor borgere og private virksomheder kan få prøvet det offentliges beslutninger og afgørelser. Danske Advokater anfører, at de foreslåede ændringer vedrørende sagsomkostninger kan hæmme incitamentet til at klage over ordregivende myndigheders overtrædelse af udbudsreglerne, og kan indebære, at de sager, hvor retsstillingen er forbundet med en vis usikkerhed, ikke vil blive anlagt som klagesager. Danske Advokater vurderer, at en sådan udvikling er uhensigtsmæssig, idet et klagesystem kontinuerligt bør bidrage til at klarlægge retsstillingen i udbudsretten til gavn for både ordregivere og tilbudsgivere. En klageadgang, der sikrer håndhævelse af udbudsreglerne uanset klagers økonomiske risikovillighed, stemmer også bedre overens med kontroldirektivets regler om hurtig og effektiv behandling af klager over udbud. Danske Advokater vurderer, at de ændrede regler om sagsomkostninger, fordobling af klagegebyret og allerede gennemførte ændringer samlet set kan afholde tilbudsgivere fra at klage og forringe retssikkerheden inden for udbudsretten. På den baggrund opfordrer Danske Advokater til, at forslaget om at ændre reglerne om sagsomkostningerne ikke gennemføres.

10 10/16 Danske Ark understreger, at det til trods for de påståede lave gebyrer bestemt ikke er billigt at anlægge en klagesag. Danske Ark anfører, at deres seneste tre anlagte og vunde klagesager i gennemsnit har kostet kr. pr sag at føre i eksterne omkostninger, mens de tillagte sagsomkostninger i gennemsnit udgjorde kr. pr. sag. Danske Ark opfordrer til, at forslaget om muligheden for at pålægge den tabende klager sagsomkostninger opgives. Danske Regioner finder det meget positivt, at der bliver mulighed for at ordregivere også kan få tilkendt sagsomkostninger. Det er dog et problem, at sagsomkostninger langt fra afspejler de advokatomkostninger, der reelt er forbundet med at føre en klagesag. Hertil komme anvendelsen af interne ressourcer, der er forbundet med en klagesag. Det er Danske Regioners forventning, at effekten af forslaget vil medvirke til at nedbringe antallet af klagesager, og i særdeleshed de åbenlyst ubegrundede. Danske Regioner anser det foreslåede loft på kr. som værende for lavt til reelt at dække sagens omkostninger, idet udgifterne til afholdt bistand regelmæssigt overstiger dette beløb. Danske Regioner finder, at såfremt der skal fastsættes et loft over sagsomkostningerne, bør dette hæves til minimum kr. af hensyn til sikring af symmetrien i fordelingen. Danske Regioner er enig i, at et evt. loft for sagsomkostningerne bør gælde for både ordregiver som klager. DI og FRI kan ikke støtte forslaget om at ændre de gældende regler for fordeling af sagsomkostninger og finder det stærkt bekymrende, at forslaget skaber en konflikt med helt grundlæggende principper om retssikkerhed. DI og FRI finder det problematisk, at man fraviger det hidtidige princip ved de danske nævn, således at klager kan risikere en regning på op til kr., hvis man klager over en myndighedsafgørelse på udbudsområdet. Det kan afholde særligt de mindre virksomheder fra at indbringe klager og vil derfor kunne kompromittere virksomhedernes retssikkerhed. Håndværksrådet udtaler skarp kritik af, at det fremover skal være muligt at tilkende det offentliges sagsomkostninger, såfremt klager måtte tabe sagen. Forslaget rammer de mindre virksomheder, der ikke er årsag til de lange sagsbehandlingstider og heller ikke gør brug af klageinstansen til at forhale en udbudsprocedure, mens forslaget preller af på de virksomheder, der reelt er årsag til tiltagene. Håndværksrådet påpeger, at det i forvejen er meget dyrt for mindre virksomheder at føre sager ved klagenævnet på grund af udgifter til egen advokat, og mange virksomheder opgiver allerede nu, fordi de ikke har råd til det. Dertil kommer, at virksomheder ofte ikke klager af frygt for at blive blacklisted i fremtiden, og at mulighederne for at få erstatning for det lidte tab er yderst begrænset. Med forslaget bliver den samlede pakke så dyr, at kun de store virksomheder, der har råd til at tabe, vil føre sagerne. Det er Håndværksrådets vurdering, at den fastsatte maksimumgrænse på kr. ikke ændrer på vurderingen, og at kr. stadig er alt for meget. Det udgør efter Håndværksrådets opfattelse et retssikkerhedsmæssigt problem, hvis de mindre virksomheder på den måde yderligere får vanskeliggjort deres muligheder for at forfølge deres ret over for offentlige myndigheder. Håndværksrådet mener, at begrundelsen om symmetri er forfejlet, og anfører, at begrundelsen for, at man i sin tid indførte omkostningsgodtgørelse til klagere, der fik medhold, netop

11 11/16 var, at det skulle skabe ligevægt i det ulige forhold med en offentlig myndighed med i princippet ubegrænsede midler på den ene side og en virksomhed med begrænsede midler på den anden. Håndværksrådet opfordrer til, at forslaget forkastes. IT-Branchen advarer kraftigt mod den foreslåede ændring i fordelingen af sagsomkostninger, hvor klager kan pålægges at betale sagsomkostninger for offentlige ordregivere. Ændringen vil virke konkurrenceforvridende ikke mindst for mindre virksomheder og vil skade retssikkerheden. IT-Branchen finder det urimeligt, at en klager, der fx får delvis medhold, risikerer at skulle betale ordregivers sagsomkostninger. Forslaget bør udgå eller afgrænses til kun at gælde åbenlyst berettigede/grundlage klager. Klagenævnet for Udbud anfører, at den foreslåede ændring giver anledning til overvejelser om, hvordan reglerne om sagsomkostninger bør udformes. Efter nævnets praksis får klageren typisk tilkendt sagsomkostninger, selv hvis denne kun får medhold i en mindre del af klagen. Denne praksis vil ikke kunne opretholdes på den nye bestemmelse, da begge parter i langt hovedparten af sagerne i et vist omfang får medhold i en eller flere påstande. Dette vil indebære, at begge parter i samme sag vil skulle betale sagsomkostninger til modparten. Klagenævnet opfordrer derfor til, at der udformes én regel, der kommer til at gælde for både klagere og ordregivere, således at klagenævnet kan bestemme, at den tabende part skal betale modparten et beløb til hel eller delvis dækning af dennes omkostninger ved klagesagen. Med hensynet til det foreslåede loft over sagsomkostninger, anfører klagenævnet, at det i hvert fald i nogle tilfælde vil kunne give urimelige resultater i forhold til klagere, og vil kunne medføre en risiko for, at velbegrundede klagesager i stedet for behandling ved klagenævnet bliver anlagt som retssager ved domstolene. En sådan udvikling vil hverken ud fra et tidsmæssigt eller omkostningsmæssigt perspektiv være hensigtsmæssigt. Efter klagenævnets opfattelse gælder den nævnte risiko navnlig for klager vedrørende udbud af kontrakter om store værdier, hvor klagerens udgifter til advokatbistand ofte vil overstige det foreslåede maksimum. Klagenævnet henstiller derfor, at bestemmelsen udgår, eller at reglen udformes således, at det anførte maksimum kan fraviges i større sager, eller hvis særlige forhold i øvrigt taler for det. I modsat fald, vil eksempelvis en klager, der vinder et kompliceret udbud af en kontrakt til en værdi på 500 mil. kr., kun kunne få dækket en brøkdel af de sagsomkostninger, som virksomheden rent faktisk har afholdt. KL kan tilslutte sig det foreslåede udkast, hvor der er skabt større symmetri i fordelingen af sagsomkostninger ved at ligestille ordregiver med klager. Forslaget er i overensstemmelse med aftalen mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi for KL anfører, at det kan diskuteres, om en maksimal grænse for sagsomkostninger på kr. er i underkanten. Men KL kan tilslutte sig det foreslåede, idet dette beløb ligger nogenlunde på niveau med de sagsomkostninger, som klagenævnet hidtil har tilkendt klagerne. Landbrug og Fødevarer har en vis forståelse for, at det fremover også bliver muligt at pålægge klagere sagsomkostninger, hvor klager ikke får medhold. Dette vil være i overensstemmelse med den almindelige domstolsprøvelse. Landbryg og Fø-

12 12/16 devarer mener dog, at det fastsatte maksimale beløb på kr. er i overkanten. Landbrug og Fødevarer mener, at det fastsatte maksimale beløb ikke bør overstige kr. LO mener, det er afgørende, at forslaget om sagsomkostninger reelt afbalancerer hensynet mellem, at klager ikke trækker ud eller er grundløse, og hensynet til at man holder sig tilbage med at klage. LO er bekymret for, at forslaget om et højere klagegebyr kan forstyrre denne balance og vil derfor lægge vægt på, at der efter en periode iværksættes en evaluering med det formål at vurdere, om ændringerne har haft utilsigtede og uhensigtsmæssige konsekvenser i forhold til at få problematiske sager frem i lyset. Medicoindustrien anfører, at det alene er rimeligt at ændre i bekendtgørelsen, således at en ordregiver, der får helt medhold i, at en klage ikke er berettiget, kan få dækket sine sagsomkostninger (delvist) fra klager. Dette forhold vil medvirke til at luge ud i de forhåbentlig få klager, der alene måtte være betinget af taktiske overvejelser fra klager om at trække en afgørelse i langdrag. Der, hvor ordregiver således kun får delvist medhold, synes det imidlertid rimeligt, at den nuværende retstilstand bevares. I det tilfælde, hvor ordregiver får fuldt medhold, kan Medicoindustrien støtte, at der indlægges en begrænsning for tilkendelse af sagsomkostninger til den offentlige part. Efter Medicoindustriens opfattelse er et maksimum på kr. dog for højt, og man forslår i stedet et langt mindre beløb, fx kr., eller at loftet over omkostninger er relateret til kontraktværdien i det udbud, som sagen vedrører. SKI finder det positivt og rimeligt, at klagenævnet fremadrettet kan pålægge klager at betale de sagsomkostninger, som indklagede måtte have haft i forbindelse med klagesagen. Klagesager, som føres ved klagenævnet, er ofte forbundet med store udgifter, idet sagerne som oftest føres via advokat. Ved at skabe symmetri i fordelingen af sagsomkostninger vil risikoen for at blive pålagt sagsomkostninger formentlig indgå i virksomhedens overvejelser ift. at indgive klage. Dette bør nedbringe antallet af klagesager i nævnet, i hvert fald hvor virksomheden alene indbringer en klage for at forhale iværksættelsen af en tildelt kontrakt. SKI finder det endvidere positivt, at der fastsættes et loft for omfanget af sagsomkostninger, således at klager kan identificere den økonomiske risiko, der er forbundet med at indgive en klage. Tekniq mener ikke, at der bør indføres mulighed for at pålægge klager at betale sagsomkostninger til indklagede. Det har hidtil været et princip ved klagenævn i Danmark, at klageren ikke pålægges store sagsomkostninger, hvis man klager over en myndighedsafgørelse. I den sammenhæng er sagsomkostninger på indtil kr. et meget betydeligt beløb for de fleste virksomheder i bygge- og anlægssektoren. Tekniq mener, at det vil have retssikkerhedsmæssige konsekvenser at indføre denne bestemmelse, og angiver, at hvis bestemmelsen indføres, bør loftet sænkes betydeligt fx til kr.

13 13/16 Kommentar Forslaget indfører symmetri i fordelingen af omkostninger. Som det er i dag, vil en klager aldrig kunne blive pålagt at betale sagsomkostninger uanset hvor grundløs klagen måtte være. Det er ikke rimeligt over for ordregiveren. Forslaget kan være med til at begrænse åbenlyst grundløse klager, fordi der nu vil være en økonomisk risiko forbundet med at indgive grundløse klager. Det er dog hensigtsmæssigt, at det i bekendtgørelsen bliver tydeliggjort, at begge parter ikke kan få tilkendt sagsomkostninger, når begge parter får delvist medhold. Bekendtgørelsen bør derfor indeholde én bestemmelse, der kommer til at gælde for både klagere og ordregivere, hvorefter klagenævnet kan bestemme, at den tabende part skal betale modparten et beløb til hel eller delvis dækning af dennes sagsomkostninger. Det er vigtigt, at klager på forhånd kender risikoen ved at indbringe en klage, hvorfor forslaget indfører et loft over, hvor meget sagsomkostningerne kan udgøre. Et sådant loft bør på den ene side være af sådan en størrelse, at det har reel betydning i forhold til at afstå fra at indgive grundløse klager. På den anden side må risikoen for sagsomkostninger ikke udgøre en så stor procesrisiko, at klager slet ikke indbringes af frygt for omkostningerne. I lyset af høringssvarene og hensynet til, at klager kan være en mindre virksomhed, synes et loft på kr. at være hensigtsmæssigt. Det er dog også hensigtsmæssigt, at klager ikke afskrækkes fra at indbringe klager over store kontraktværdier for Klagenævnet for Udbud, fordi klager ikke tilnærmelsesvist kan få dækket sagsomkostninger og derfor indbringer sagen for domstolene i stedet. Det er derfor hensigtsmæssigt at udforme en bestemmelse, hvorefter klagenævnet - når klagenævnet pålægger den indklagede offentlige myndighed at betale den klagende virksomheds sagsomkostninger - kan fravige loftet i større sager, eller hvis særlige forhold i øvrigt taler herfor Offentliggørelse af en årsberetning fra Klagenævnet for Udbud Advokatsamfundet anfører, at offentliggørelsen af en årsberetning er et positiv element i det omfang, at en sådan årsberetning kan medvirke til en øget oplysningsgrad og afklaring af relevante problemstillinger. Det bemærkes dog, at arbejdet med udarbejdelsen må forventes at tage ressourcer fra Klagenævnet for Udbud, og det bemærkes også, at effekten af sådanne årsberetninger i andre sammenhænge er oplevet begrænset. Bygherreforeningen anfører, at en årsberetning fra klagenævnet vil være yderst velkomment og vil kunne give værdifuld indsigt i principielle kendelser og udviklingen i klagesager generelt. Bygherreforeningen opfordrer til, at en del af denne formidling også får et tilsnit, så de mange ikke-jurister, der beskæftiger sig med indkøb hos offentlige udbydere, vil kunne få udbytte af publikationen. Dansk Byggeri er positivt indstillet overfor, at der indføres en pligt for klagenævnet til at offentliggøre en årsberetning, hvori indholdet af principielle kendelser

14 14/16 formidles, men mener ikke, at forslaget bør stå alene. Dansk Byggeri mener, at det vil være hensigtsmæssigt, at klagenævnet forpligtes til løbende at informere om indholdet af principielle kendelser eksempelvis ved løbende offentliggørelse af resuméer af kendelser via links på klagenævnets hjemmeside og/eller ved udsendelse af nyhedsbreve. Uagtet offentliggørelsesmetoden bør de nævnte resuméer indeholde en redegørelse for, på hvilke punkter de konkrete kendelser præciserer/ændrer den gældende retstilstand. Det er Dansk Byggeri opfattelse, at løbende offentliggørelse af informationer om principielle kendelser vil kunne forhindre uberettigede klager til fordel for både indklagede og potentielle klagere. Dansk Erhverv støtter forslaget om mere information om klagenævnets kendelser, særligt de principielle kendelser, da dette vil være et godt fortolkningsværktøj for både den private og offentlige part. Danske Advokater hilser en årsberetning fra Klagenævnet om Udbud velkomment og vurderer, at en sådan årsberetning vil medvirke til at skabe en klarere retsstilling inden for udbudsretten. Danske Regioner hilser forslaget om offentliggørelse af en årsberetning velkomment. Danske Regioner foreslår dog, at beretningerne bliver kvartalsvise af hensyn til anvendeligheden af Klagenævnets formidling, idet der er behov for en hyppigere orientering end ved en årlig beretning. DI og FRI er positive overfor forslaget om, at Klagenævnet for Udbuds principielle afgørelser forklares og formidles via en årsberetning. Dette kan bidrage til at reducere den uklarhed, der til tider har været om, hvordan afgørelserne for klagenævnet skal fortolkes. For at øge værdien af klagenævnets vejledningsindsats yderligere skal organisationerne foreslå, at årsberetningen supperes med en løbende vejledningsindsats, således at de konkrete principielle afgørelser kommenteres på klagenævnets hjemmeside inden for 2-3 uger, efter at selve kendelsen foreligger. Dette bidrager til at vejledningsindsatsen er aktuel, hvilket vil have stor praktisk betydning for såvel ordregivere som tilbudsgivere. IT-Branchen bakker op om forslaget om, at der udgives en årsberetning, der formidler indholdet i principielle kendelser. Det er vigtigt og kan mindske behovet for at bruge klagenævn til at afgøre sager, hvor der i dag er tvivl om lovlighed og præcedens. KL kan tilslutte sig, at klagenævnet udgiver en årsberetning, der formidler indholdet af principielle kendelser, idet der efter KL s vurdering er et stort behov herfor. KL vil samtidig foreslå, at der arbejdes hen imod, at klagenævnets kendelser formidles med kortere mellemrum end et år. Klagenævnet for Udbud henleder opmærksomheden på arbejdsgruppens overvejelser og henviser til, at arbejdsgruppen vurderede, at det bør være op til nævnets formand at afgøre den nærmere form for information, at en mulighed var at offentliggøre nyheder på nævnets hjemmeside om indholdet af de mest principielle ken-

15 15/16 delser, og at klagenævnet på sigt i takt med at ressourcepresset mindsket kan udvide arbejdet hen imod en egentlig årsberetning. Klagenævnet anfører, at nævnet går ud fra, at den foreslåede bestemmelse skal forstås i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag, og at forslaget indtil ressourcepresset måtte blive mindsket vil indebære et øget ressourceforbrug i klagenævnet, og at de budgetmæssige konsekvenser heraf er aftalt med Erhvervsstyrelsen. Landbrug og Fødevarer hilser forslaget om en årsberetning velkomment, da dette vil give et godt indblik i Klagenævnet for Udbuds praksis, som kan være gavnligt i senere tilrettelæggelser af udbudsprocesser. Medicoindustrien støtter bestræbelserne på at gøre Klagenævnet for Udbud stærkere og give det visse vejledningsforpligtelser. Medicoindustrien er fortsat af den opfattelse, at det er hensigtsmæssigt, at man samler udbudsekspertisen ét sted, i stedet for at lade sagerne behandle ved de almindelige domstole. SKI finder det positivt, at der fremadrettet vil udkomme årsberetninger fra klagenævnet med formidling af principielle kendelser. Klagenævnets kendelser er ofte meget konkret begrundede, men de bliver i vid udstrækning anvendt som et principielt fortolkningsgrundlag, der kan bidrage til en uhensigtsmæssig restriktiv fortolkning af udbudsreglerne. SKI påpeger, at det for virksomhederne vil betyde, at de lettere kan danne sig et overblik over praksis, og deres overvejelser ift. at indgive en klage eller ej vil være mere kvalificeret, idet de på samme måde som ordregiverne bedre kan vurdere, hvorvidt sagen vil falde ud til deres fordel eller ej. Tekniq anfører, at det er en god idé, at Klagenævnt for Udbud, udover den løbende offentliggørelse af klagenævnets kendelser, også offentliggør en årsberetning, der formidler indholdet af principielle kendelser. Kommentar Forslaget har til formål at skabe øget viden om principielle kendelser til både ordregivere og tilbudsgivere. Klagenævnet for Udbudt skal fremover på deres hjemmeside årligt offentliggøre en årsberetning, der formidler indholdet af principielle kendelser, men det vil være op til formanden for klagenævnet at fastlægge omfang og indhold Overgangsbestemmelse Klagenævnet for Udbud gør opmærksom på, at der ikke er foreslået en overgangsbestemmelse og opfordrer til, at der fastsættes en sådan. En sådan kunne fx gå ud på, at sager, der er indbragt for klagenævnet inden datoen for ikrafttrædelsen af ændringerne i bekendtgørelsen, færdigbehandles efter de gældende regler. Kommentar Det er hensigtsmæssigt, at der fastsættes en overgangsbestemmelse, der tydeliggør, hvornår reglerne, herunder reglerne om en ændret fordeling af sagsomkostningerne, træder i kraft.

16 4. Oversigt over hørte organisationer, myndigheder mv. Akademikerne, Advokatsamfundet, Amagerforbrændingen I/S, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Asfaltindustrien, Boligselskabernes Landsforening, Bryggeriforeningen, Bygherreforeningen, Børsmæglerforeningen, CO-Industri, Coop Danmark, Danmarks Almene Boliger, Danmarks Apotekerforening, Danmarks Eksportråd, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening, Dansk Affaldsforening, Dansk Annoncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme, Dansk IT, Dansk Landbrugsrådgivning, Dansk Skovforening, Dansk Taxi Råd, Dansk Transport og Logistik, Danske Advokater, Danske Arkitektvirksomheder, Danske Busvognmænd, Danske Dagblades Forening, Danske malermestre, Danske Regioner, Danske Revisorer, De Samvirkende Købmænd, Den Danske Dommerforening, DI, Finansrådet, Forbrugerrådet, Foreningen af offentlige indkøbere, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Forlæggerforeningen, Forsikring og Pension, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Håndværksrådet, Ingeniørforeningen, International Transport Danmark, KL, Klagenævnet for Udbud, Kooperationen, Landbrug & Fødevarer, Landsorganisationen i Danmark, Lederne, Liberale Erhvervsråd, Lokale Pengeinstitutter, Medicoindustrien, Offentligt Ansattes Organisationer, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Rigsrevisionen, Statens og Kommunernes Indkøbsservice og Tekniq. 16/16