Hjemlighed i døgninstitutioner

Transkript

1 Bachelorgruppe nr. 15 Hjemlighed i døgninstitutioner Bachelorrapport, 2013 Hjemlighed i døgninstitutioner Nanna Gaarde Jensen, Marie Louise Scharling Jakobsen, Vejleder: Gert Oluf Hansen Pædagoguddannelsen Peter Sabroe Anslag:

2 Indholdsfortegnelse 1. Indledning og emnebegrundelse Problemformulering Emneafgrænsning Metode Menneskesyn Etik Hjemlighed Ida Wentzel Winther om hjemlighed som begreb og fænomen Susanne Højlund om hjemlighed som pædagogisk idé Analyse og diskussion af hjemlighed Institution Carsten Pedersen om institution som organisation Carsten Pedersen om institution som fysisk indretning Carsten Pedersen om institution som social interaktion Erving Goffman og den totale institution Analyse og diskussion af institution Anerkendelse og definitionsmagt Axel Honneths anerkendelsesteori Berit Baes definitionsmagt Analyse og diskussion af anerkendelse og definitionsmagt Relationer Flemming Andersens relationsteori Anne-Lise Løvlie Schibbyes begreber afgrænsning og selvrefleksivitet Analyse og diskussion af relationer Den upåagtede faglighed Analyse og diskussion af den upåagtede faglighed Empiri Forskningsmetoder Side 2 af 78

3 10.2 Deltagerobservation Kvalitative interviews Logbøger fra praktikker Analyse og diskussion af empiri Konklusion og diskussion af pædagogens opgave Perspektivering Litteraturliste Bilag 1: Spørgeguide til interview med pædagoger Bilag 2: Spørgeguide til interview med beboere Bilag 3: Ankomstbeskrivelse på Grønnedalen Bilag 4: Ankomstbeskrivelse på Hyldevænget Bilag 5: Interview med pædagoger fra Hyldevænget Bilag 6: Interview med pædagog fra Grønnedalen Bilag 7: Interview med beboer fra Hyldevænget Bilag 8: Interview med beboer fra Grønnedalen Side 3 af 78

4 1. Indledning og emnebegrundelse Nu skal du bare føle dig hjemme! Lad som om du er hjemme! Det er sætninger, vi ofte har hørt, men hvordan føler man sig hjemme? Og hvad gør man, hvis ens hjem er i en døgninstitution, der er underlagt rammer og vilkår, der kan have betydning for ens hjem? Vi har begge arbejdet med borgere, som bor i døgninstitutioner. Vi ser, at der er dilemmaer og paradokser i det pædagogiske arbejde med at forene borgerens hjem i de institutionelle rammer. Vi stiller os i den forbindelse spørgende overfor, hvorvidt det er muligt at forene borgernes hjem i institutionen? Hjem og institution opfattes almindeligvis som forskellige sfærer. Hjemmet forbindes med det private og institutionen med det offentlige (Højlund 2003). Vi forbinder hjemmet med privatsfæren og institutioner med den solidariske sfære. Vi oplever, at der i vores samfund er en stigende tendens til, at institutioner bestræber sig på at være mindre institutionsprægede. Institutionsbegrebet bliver i Lov om social service i 1998 ophævet i forhold til voksne. Vi ser dog, hvordan fokus på afinstitutionalisering i høj grad også finder sted inden for andre pædagogiske områder (Nielsen et al. 2004). Afinstitutionaliseringen ses blandt andet ved, at institutionerne kalder sig nye navne som Solbakken og Regnbuen (Rothuizen 2001). Artiklen Et hjem i institutionen (Schnabel 2006) er en bekræftelse på vores budskab, som omhandler større opmærksomhed på, hvordan man skaber hjem. Artiklen omhandler miniinstitutioner, men vi mener, fokus også bør rettes mod andre døgninstitutioner, hvor borgere bor. Med udgangspunkt i den pædagogiske idé om hjemlighed i miniinstitutioner finder vi det interessant at have for øje, hvad borgere i døgninstitutioner søger, og hvad pædagogerne her forsøger at skabe (Højlund 2009). Vi ser en række etiske aspekter og overvejelser om blandt andet overskridelse af grænser, når man befinder sig i borgerens hjem og dermed i borgerens territorium. Det dilemmafyldte arbejde i borgerens hjem i døgninstitutionen vil vi gerne undersøge og diskutere. Vi vil forsøge at belyse nogle af de spændingsfelter, vi finder ved at forene borgerens hjem i en døgninstitution. Hovedsageligt ser vi spændingsfeltet bestå i, at borgerens hjem er underlagt institutionelle rammer og regler, hvor også andre borgere bor, samt at der i et hjem i en døgninstitution hele tiden træder professionelle ind og ud af det private territorium samt privatsfæren. Side 4 af 78

5 Vi håber, at vi med arbejdet med dette bachelorprojekt opkvalificerer det pædagogiske arbejde, vi skal ud at udføre. Vores intention med bachelorprojektet er at bringe hjemlighed i døgninstitutioner til debat og åbne op for refleksioner herom. 1.1 Problemformulering Hvordan kan vi som pædagoger varetage pædagogiske opgaver, der findes i spændingsfeltet mellem institutionelle rammer og brugerens borgerens hjem? Hvilke etiske aspekter og overvejelser bør indgå, når pædagoger arbejder i brugerens borgerens hjem? 1.2 Emneafgrænsning Vi er bevidste om, at fænomenet om hjemlighed udspiller sig i flere pædagogiske områder, som eksempelvis vuggestuer eller børnehaver. Efter at vi begge har været i praktik i døgninstitutioner 1, vælger vi at beskæftige os med døgninstitutionsområdet for udarbejdelsen af dette bachelorprojekt. Det er samtidig inden for dette pædagogiske felt, vi begge ønsker at arbejde, når vi er færdiguddannede, hvorfor vi ønsker det bedst mulige udgangspunkt til at håndtere situationer, vi kan komme ud for. Herudover ser vi en væsentlig forskel i at fokusere på hjemlighed i døgninstitutioner, hvor borgeren er i sin privatsfære, frem for i børnehaven, hvor barnet befinder sig i den solidariske sfære, og hver dag bliver hentet og kommer hjem til sin familie. En anden vinkel, dette bachelorprojekt kunne bringe, er synet på, hvordan både borgere og pædagoger i mødet med fremmede forsøger at iscenesætte det normale hjem udadtil for at undgå en eventuel stigmatisering. Dette aspekt vil vi ikke gå videre med, men vi synes, at det er et aspekt, som også kunne være interessant at arbejde med. I dette bachelorprojekt kunne det også have været interessant at berøre tilknytningsteorier. Vi har valgt at afgrænse os herfra, da vi i stedet vil gå ind i relationsteorier i forbindelse med hjemlighed i døgninstitutioner. 1 Nanna: Bostederne Skanderborg (Botilbud for voksne udviklingshæmmede). Marie Louise: Himmelbjerggården (Døgninstitution for omsorgssvigtede anbragte børn og unge). Side 5 af 78

6 I varetagelsen af pædagogiske opgaver oplever vi, at vi ikke kan komme uden om begrebet magt 2. Vi berører i dette bachelorprojekt magtbegrebet i forbindelse med afsnittene Anerkendelse og definitionsmagt samt Relationer, men vi har ikke beskrevet magt i et selvstændigt afsnit. Magt er centralt, men i forhold til vores problemformulering synes vi, det er relevant at inddrage begrebet i nævnte afsnit frem for i et afsnit for sig selv. Vi bruger i dette bachelorprojekt betegnelsen individ, da vi ser det som et generelt begreb, der understreger menneskets individualitet og særegenhed. Vi har i vores problemformulering først anvendt betegnelsen bruger for de mennesker, vi skal ud at yde omsorg for i det pædagogiske arbejde. Grunden til at vi valgte denne betegnelse var at favne bredt. Efterfølgende har vi dog talt om, hvordan vi ikke anvender denne betegnelse i praksis, men derimod betegnelser som barn, ung, borger, beboer. Vi har gjort os etiske overvejelser herom, og ændrer derfor betegnelsen bruger til borger i vores bachelorprojekt, da vi ikke finder denne benævnelse uvæsentlig at have for øje i vores pædagogiske arbejde. I vores anvendelse af begrebet beboer henviser vi til den enkelte borger i en døgninstitution. Vi er bevidste om og forholder os til lovgivningen. Vi vil tage udgangspunkt i Serviceloven 1, der omhandler generelle formål med loven, herunder fokus på den enkeltes livskvalitet. Vi vil indsamle empiri i to institutioner, der er under 67 samt 83 og 85 i Serviceloven. Vi er bevidste om, at 83 og 85 forholder sig til voksne, og at institutionsbegrebet her er ophævet. Vi vælger i dette bachelorprojekt at anvende fællesbetegnelsen døgninstitution, da vi netop har fokus på institutionelle rammer overfor hjemmet. Af hensyn til anonymitet vil alle navne, steder og døgninstitutioner i forbindelse med vores empiriindsamling være ændret. De døgninstitutioner, hvori vi har været i praktik, vil ikke være anonyme, men benævnelse af pædagoger samt beboere vil være anonymiseret. 2 Vi anvender og forstår magt ud fra sociolog Michel Foucault. Foucault ser magt som værende produktiv og ikke kun negativ. Ud fra Foucault ser vi, at magt findes alle steder, og at den udfoldes gennem normer i samfundet (Hermann 2010). Side 6 af 78

7 2. Metode Allerførst vil vi kaste lys over opgavens struktur for at danne overblik og for at begrunde vores valg af teori. Bachelorprojektet er opbygget således, at vi først præsenterer teori alene, hvorefter vi i afsnittene Analyse og diskussion kobler teorien på praksis samt diskuterer og analyserer dette. Vi adskiller teorierne for at pointere forskellige centrale elementer, hvorefter vi vil forsøge at inddrage dem supplerende og i kontrast til hinanden samt i sammenkobling med praksis. Vi forstår pædagogik, og herunder pædagogiske opgaver, som værende deskriptiv, normativ og operativ altså beskrivende, foreskrivende og handlende (Grue-Sørensen 1974). Vi ser det deskriptive og normative udspille sig i vores teoriafsnit, hvor det operative vil blive tilknyttet i afsnittene Analyse og diskussion. For at besvare vores problemformulering vil vi ud over denne tilgang indsamle empiri ud fra en antropologisk tilgang. Til at undersøge vores problemformulering har vi af videnskabsteoretisk indgangsvinkel en hermeneutisk tilgang, der vil sige at fortolke og forstå dele af en helhed. Filosof Hans-Georg Gadamer beretter, hvordan en hermeneutisk tilgang repræsenterer den hermeneutiske cirkel, som hele tiden veksler mellem dele og helhed. Grundidéen i den hermeneutiske cirkel er, at man må forstå delene af en helhed og helheden ud fra delene, hvorved forståelseshorisonten udvides. Gadamer tillægger forforståelser en vigtig betydning i hermeneutikken, da alt vi forstår, forstår vi ud fra fordomme og forventninger, som vi har erfaret os til. Det ikraftsætter den hermeneutiske cirkel, da forforståelser tolkes via undren og ny viden, hvilket bringer nye forforståelser (Den Store Danske). Ud fra vores praktikker i døgninstitutioner samt vores teoretiske uddannelsesforløb har vi tilegnet os forforståelser af at arbejde med borgere i eget hjem i døgninstitutionen. I arbejdet med dette bachelorprojekt og ud fra den hermeneutiske tilgang er vores hensigt at tilegne os ny teoretisk og empirisk viden, som vi vil fortolke og forstå og dermed udvide vores forståelseshorisont. Indledningsvis vil vi gøre rede for vores menneskesyn, da det er grundlæggende for vores tilgang til måden, hvorpå vi omgås og forholder os til andre mennesker. Efterfølgende vil vi rette fokus mod etik og etiske dilemmaer, da det er og bliver en del af det pædagogiske arbejde i arbejdet med mennesker, hvorfor vi finder det vigtigt at kunne diskutere og have opmærksomhed på. Vi vil i vores afsnit om hjemlighed redegøre for fænomenet og begrebet hjemlighed ud fra ph.d. Ida Wentzel Winther. Winther udfolder begrebet ud fra et ærkekort, hvori der er fire kategorier, som Side 7 af 78

8 kan fremme en forståelse for hjemlighedens kompleksitet. Hertil vil vi også inddrage ph.d. og adjunkt Susanne Højlund, der i 2004 udførte et antropologisk feltarbejde om, hvordan hjemlighed som pædagogisk idé giver udslag i miniinstitutioner. Denne sekundære empiri vil vi anvende som et perspektiv på henholdsvis beboeres og pædagogers forståelser af, hvad ideen om hjemlighed betyder. Endvidere finder vi det også relevant at tage fat i institutionsbegrebet. Her vil vi anvende cand.mag. i samfundsfag og filosofi Carsten Pedersen til at forstå tre perspektiver på begrebet institution. Ligeledes vil vi gribe fat i sociolog Erving Goffmans anskuelser af den totale institution for at se og analysere på, hvordan totalinstitutionens tendenser kan overføres til og udspille sig i døgninstitutioner. Herudfra vil vi rette opmærksomhed på institutionelle rammer sat over for hjemlighed. I afsnittet Anerkendelse og definitionsmagt vil vi inddrage sociolog Axel Honneths anerkendelsesteori som referenceramme for et normativt ideal i det pædagogiske arbejde i døgninstitutioner, da anerkendelse er et eksistentielt behov for individets trivsel. Honneths opfattelse af krænkelser finder vi ligeledes relevant at tage fat i, da bevidsthed herom er essentielt i pædagogens arbejde i beboerens hjem. Ydermere vil vi have fokus på professor Berit Baes definitionsmagt, for at opnå en forståelse af, hvilken betydning denne kan have for beboere i døgninstitutioner. Vi mener, at det er vigtigt at være bevidst om relationer og betydningen heraf, hvorfor vi vil benytte dele af cand.pæd. i psykologi Flemming Andersens relationsteori. Ligeledes vil vi benytte dele af ph.d. i psykologi Anne-Lise Løvlie Schibbyes dialektiske relationsteori. Vi vil inddrage Andersens identifikation af forskellige relationsformer samt Schibbyes begreber afgrænsning og selvrefleksivitet. Efterfølgende vil vi gå ind i den upåagtede faglighed, da den for os at se ofte er en overset og undervurderet dimension i det pædagogiske arbejde. Vi vil rette fokus på den upåagtede faglighed ud fra blandt andre Ahrenkiel og tillægge den upåagtede faglighed værdi, da vi finder den upåagtede faglighed i pædagogisk arbejde i døgninstitutioner betydningsfuld. Side 8 af 78

9 Vi har set DR1 dokumentaren Kæft, trit og knus, som vi vil inddrage i bachelorprojektet, da vi mener, at denne dokumentar kan bidrage til at koble teori og praksis sammen i forhold til vores problemformulering. For at opnå en bredere forståelse af de pædagogiske opgaver i spændingsfeltet mellem institutionelle rammer og borgerens hjem, har vi lavet feltarbejde på henholdsvis Grønnedalen og Hyldevænget, der er døgninstitutioner for børn, unge og voksne med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne samt med sociale problemer. På Grønnedalen var halvdelen af beboerne under 18 år, hvilke omhandler SEL 67, mens den anden halvdel var over 18 år og omhandler dermed SEL 83 og 85. På Hyldevænget var alle beboerne under 18 år og ligger derfor også under SEL 67. Vi vil ud fra bogen Kulturanalyse Kort fortalt benytte os af antropologiske begreber som vores tilgang til empiriske undersøgelser. Vi mener, at en antropologisk tilgang giver os et godt grundlag til indsamling og bearbejdelse af empirien. Den empiriske del kommer til udtryk ved i alt fire besøg og fire kvalitative interviews fordelt mellem Grønnedalen og Hyldevænget. Ved vores første besøg i begge døgninstitutioner vil vi bruge metoden deltagerobservation, hvorefter vi ved vores andet besøg vil lave to kvalitative interviews med henholdsvis en pædagog og en beboer. Endvidere vil vi gøre brug af vores logbøger fra vores praktikker, da de giver et indblik i vores første forforståelser om arbejdet med hjemlighed i døgninstitutioner. Vi finder dem relevante og centrale, idet de er med til at dokumentere vores praksis og refleksioner over at arbejde med beboeren i eget hjem. Empiridelen vil vi ligeledes analysere og diskutere ud fra vores valg af teori. I afsnittet Konklusion og diskussion af pædagogens opgave vil vi samle op på, hvordan vi som pædagoger kan varetage pædagogiske opgaver, der findes i spændingsfeltet mellem institutionelle rammer og beboerens hjem. Afslutningsvis vil vi perspektivere til en ny problemstilling. Til den mundtlige eksamination vil vi fremhæve væsentlige pointer, som vi mener, der er med til at besvare vores problemformulering. Vi vil inddrage praksiseksempler til belysning heraf. 3. Menneskesyn Vi ser mennesket som et individ, der selvstændigt kan tænke, handle og påvirke omgivelserne. Samtidig mener vi, at mennesket bliver påvirket af omgivelserne og kan lære heraf. Vores Side 9 af 78

10 menneskesyn er således dialektisk-materialistisk, da mennesket påvirker og påvirkes af omgivelserne og samfundet (Hammerlin & Larsen 2012). Når vi som pædagoger handler, er det ud fra en opmærksomhed og hensyntagen til omgivelsernes ydre vilkår, der påvirker, men også borgerens eget etiske selvarbejde er i højsædet. Bevidstheden om vores dialektisk-materialistisk menneskesyn kommer således i spil i praksis, da vi forholder os til vores egne samt omgivelsernes påvirkninger, samtidig med, at vi ser individet som autonomt. Derved kan en vekselvirkning opstå mellem pædagog og borger. Vi ser mennesket som et unikt individ, og vi anser mennesker som ligeværdige, med frihed og en egenværdi. Samtidig er vi bevidste om, at vi ikke kan arbejde ud fra dette syn alene. For os er menneskesyn kompleks (naturvidenskabelig og humanistisk), men for at vi kan arbejde optimalt med borgerne, mener vi, at vi skal fokusere på individets holistiske trivsel, fysisk såvel som psykisk. Overordnet har vi altså et holistisk menneskesyn, hvorunder vi ser det dialektiskmaterialistiske menneskesyn (Hammerlin & Larsen 2012). 4. Etik Etisk refleksion handler om at kende til sig selv. Hverdagens situationer er fyldt af etiske principper og værdier, hvilket kræver refleksion. Med etisk refleksion, analyse og diskussion kan et etisk perspektiv udvides og dilemmaer i hverdagens pædagogiske arbejde bedre håndteres, idet man forholder sig til og bliver bevidst om etik. At pædagogisk arbejde foregår i mellemmenneskelige relationer betyder, at vi som pædagoger hele tiden stilles overfor at afveje situationer, som kan strække sig udover, hvad man finder mest ideelt. Når vi forholder os til etik, indeholder det vores menneskesyn, grundindstilling og værdier. Jo mere bevidste vi er herom, desto bedre kan vi forholde os til metoder og normer, der findes i pædagogisk arbejde (Gren 1998). Gennem bachelorprojektet benævner vi pædagogen frem for pædagoger. Vi finder det i den forbindelse betydningsfuldt at pointere, at vi ser en stor vigtighed i, at personalegruppen sammen taler om etik, menneskesyn, grundindstillinger og værdier i det pædagogiske arbejde. Det er centralt med et fælles værdigrundlag i institutionen, for at borgere skal føle sig trygge ved alle pædagoger. Ligeledes er etik centralt at tale om, da pædagogen yder støtte og omsorg for borgere på vegne af samfundet, hvorfor det pædagogiske arbejde ikke er en enkeltmandssag med udgangspunkt i private Side 10 af 78

11 værdier (Socialpædagogerne 2010). Italesættelse af etik gør, at menneskesyn, holdninger og værdier bliver udfordret og reflekteret over, hvorved forståelseshorisonten kan udvides. Etiske overvejelser, som vi i arbejdet på en døgninstitution i beboerens hjem altid arbejder ud fra, er eksempelvis, at vi altid banker på beboerens dør, inden vi træder ind. Vi er opmærksomme på, at vi er på beboerens territorium, hvorfor vi spørger beboeren, om vi eksempelvis må sætte os og andet. Dette er for blandt andet at udvise respekt og empati for beboeren. Desuden finder vi det vigtigt, at vi kobler klogt 3 frem for at være belærende. Målet er, at borgeren selv træffer beslutninger om sin bedste livsforvaltning, hvorved en positiv udvikling kan fremmes. Vi ser, at vores opgave er at møde borgerne som ligeværdige individer, der har mulighed for og fri ret til selv at handle. Vi vil ikke fremstå som bedrevidende, men vi ønsker at gøre noget attraktivt. Vi gør det af faglige begrundelser og er af den overbevisning, at det vil være det bedste for borgeren, fordi vi kender borgerens forudsætninger og interesser. 5. Hjemlighed Hjemlighed som begreb, fænomen, ideologi, pædagogisk idé Hjemlighed rummer meget og udfoldes flere steder. Hjemlighed vil i det følgende blive udfoldet som begreb og fænomen, samt hvordan det giver udslag i institutioner, for at belyse pædagogiske opgaver i en døgninstitution, hvor beboerne bor. 5.1 Ida Wentzel Winther om hjemlighed som begreb og fænomen Winther har via feltvandringer forsøgt at italesætte hjemlighed som begreb og multidimensionalt fænomen. Begreberne hus og hjem anvendes ofte synonymt i det danske sprog. Der er dog en betydelig forskel, hvilken Winther retter fokus mod. Hus refererer til den materielle bolig, hvor hjem knytter sig til det emotionelle. Hjemmet er ofte et sted, hvor man kan slappe af og trække sig tilbage til. Winther lægger vægt på, at hjem ikke nødvendigvis er i vores hus, men kan være andre steder (Winther 2006). 3 Når vi kobler klogt, gør vi et budskab attraktivt (Jensen & Johnsen 2009). Side 11 af 78

12 Måden, som vi gør hjem på, dannes i forbindelse med vores samtid og de tilhørende idealforestillinger. Winther forklarer, at hjem ofte afgrænses synonymt med familien og omvendt. Historien viser, hvordan det normative ideal for hjem udspilles via kernefamilien. I Winthers feltvandring retter hun fokus mod husets fysiske rammer og de normer og regler, der gør hjem, frem for at stille hjem synonymt med familie (ibid.). Begreberne hus og hjem omfatter ikke lige så meget som begrebet hjemlighed. Winthers perspektiver tager afsæt i idéhistoriker Lars-Henrik Schmidts socialanalytiske ærkekort og den socialanalytiske samtidsdiagnose. Winther skaber med inspiration ud fra Schmidt sit eget ærkekort med nye retningsanvisninger og felter. Winther anvender ærkekortet til at udbrede flere perspektiver og dermed give en bredere forståelse af begrebet og fænomenet hjemlighed. Ærkekortet omkring hjemlighed er dermed ikke en model, men kan bruges som idégenerator til at gribe og møde samtiden i forbindelse med hjemlighed (ibid.). Winther opstiller i sit ærkekort fire nye kategorier og fire nye akser: Altid At føle sig hjemme Hjem (som idé) Konkret Overalt Hjemmet At hjemme den Nu Side 12 af 78

13 Winthers fire kategorier: Hjem som idé: Det er en normativ, individuel idé og forestilling om, hvad hjem er. Idéen er påvirket af samfundsdiskurserne og er abstrakt. Hjem som idé påvirker de andre kategorier, men er ikke statisk, grundet samfundsdiskurserne. Hjemmet: Det konkrete rum og territorium, hvor individet er fysisk forankret. Hjemmet er sanselige rum, i og med det er her, individet sover, bader med mere. At føle sig hjemme: Er en stemning, som ikke er forankret ét sted, men er mobil. Visse forhold har betydning for, om stemningen kan forekomme. Særligt genkendelighed og gentagelser er med til at skabe stemningen af at føle sig hjemme, og denne er individuel. At hjemme den: Henviser til taktikker. Individet erobrer ikke territorier, men sætter sine spor og gør noget velkendt. Når en stemning af at føle sig hjemme er skabt, kan individet hjemme den, hvorfor der er tæt forbindelse mellem de to kategorier. (ibid.) Akserne i Winthers ærkekort viser retninger og deres forskellige forhold hvorved noget kan blive til noget andet. Den horisontale akse viser forholdet mellem det udspiller sig i noget konkret og det der kan udspille sig overalt. Den vertikal akse viser forholdet mellem noget som kan forekomme altid og nu. Ærkekortet kan være med til, at belyse, hvordan de fire kategorier er forhold mellem forhold. Altså de fire kategorier står i samspil med hinanden (ibid.). Winther anvender begrebet hjemløshed, som kan kendes som nomadisme 4. Hjemløshed er ikke kun i den forstand, at individet ikke har et sted at bo, men sættes også i forbindelse med følelsen af ikke at høre hjemme. Hjemløshed kan altså både betragtes rent fysisk, men også som en mental tilstand af ikke at føle sig hjemme. Det er i mødet med det fremmede, at individet kan blive bevidst om det hjemlige, og identiteten skabes i balancen mellem det fremmede og kendte (ibid.). 4 Nomadisme henviser til, at hjem ikke er forbundet med et konkret sted. Side 13 af 78

14 5.2 Susanne Højlund om hjemlighed som pædagogisk idé Højlund er af samme opfattelse som Winther om, at hjemlighed udvikles via tidens samfundsdiskurser. Højlund udforsker hjemlighed som pædagogisk idé i miniinstitutioner. Kernen i at have en institution med hjemlighed som pædagogisk idé, og dermed som omdrejningspunkt for de pædagogiske opgaver, ligger i, at de anbragte børn får en vedvarende tryg og omsorgsfuld base, som var det i en almindelig familie. Det er for at forebygge en fare for negativ social arv og således fremme bedre fremtidsmuligheder (Højlund 2009). Højlund ser et spændingsforhold mellem hjem og institution udforme sig i døgninstitutioner. Spændingsfeltet består blandt andet i, at det er svært at skabe hjemlighed inden for institutionens skemaer, regler med mere, da det fremhæver stedet som institution frem for et hjem. Hjemlighedens udfoldelse kan således være forhindret af de institutionelle vilkår i hverdagen. I feltarbejdet interviewer Højlund en gruppe pædagoger, hvortil hun spørger ind til de pædagogiske opgaver i forhold til hjemlighed i miniinstitutionen, hvor der udtales: Jeg synes der er for meget involvering i det økonomiske, hvor jeg tænker hjæælp nu bliver det altså for institutionsagtigt, og en anden supplerer: Man er nødt til at skjule de der realiteter lidt for børnene, altså de der økonomiske ting det er en voksenting. (Højlund 2009, s. 52) Pædagogerne taler om at nedtone det institutionsagtige, som hæmmer hjemligheden i institutionen. Højlund beretter, hvordan sproget spiller en væsentlig rolle i at neddæmpe de institutionelle kendetegn. Pædagogerne i miniinstitutionen kalder eksempelvis vagtværelset for soveværelset. Ifølge Højlunds feltarbejde bliver grænserne mellem det private, personlige og professionelle 5 for pædagogernes vedkommende ofte diskuteret. Hjemligheden bør ikke blive for privat holdningsorienteret, og der ligger en pædagogisk opgave i at kunne beherske afstand og nærhed til børnene på én og samme tid (Højlund 2009). Højlunds feltarbejde giver et perspektiv på, hvordan hjemlighed har forskellig betydning for de anbragte børn og pædagogerne. Betydningen af hjemlighed er for pædagogerne tryghed, idéen om den gode opdragelse og det normale hjem. Det udfoldes blandt andet ved symbolske handlinger 5 Vi ser de tre P er (professionel, personlig og privat) ud fra Susanne Idun Mørch (Mørch (2009)) Side 14 af 78

15 på baggrund af institutionens værdier og pædagogernes idéer om hjemlige rutiner, såsom at bage boller, tænde stearinlys og opretholde traditioner. Dermed opstår en kontinuerlig iscenesættelse af hjem og en afstandtagen fra institutionalisering. Børnenes opfattelse af hjemlighed har et andet udgangspunkt end pædagogerne. Centralt ved børnenes forståelse af og tanker om hjemlighed er mellemmenneskelige relationer. For børnene kræver det, at pædagogerne er autentiske. Børnene søger autenticitet i form af troværdige og ægte relationer, hvor de ønsker, at pædagogen kan se ud over sin professionelle rolle og engagere sig som privatperson. Hjemlighedens autenticitet i døgninstitutioner rummer for pædagogerne og børnene kontrastfyldte idealer, hvorfor børnene konstant er opmærksomme på pædagogens engagement og oprigtighed (ibid.). 5.3 Analyse og diskussion af hjemlighed I vores arbejde med Winther og Højlund ser vi forskel på, hvordan de arbejder med hjemlighed. Hjemlighed som pædagogisk idé læner sig ifølge Højlund altså op af idéen om familien, mens hjemlighed ifølge Winther ikke er synonymt med familien. Winther har et mere reflekteret syn på hjem, hvor meget andet end familien spiller ind, såsom fokus på taktikker, taktile rum, nomadisme med mere. Winther og Højlund har forskellige ærinder. Winther betragter hjemlighed fra et metaniveau og på forskellige planer, hvorved hun ser på hjemlighed fra et overordnet og generelt perspektiv. Højlund har en klassisk antropologisk tilgang, hvor hun går ind i felten og udforsker hjemlighed som pædagogisk idé fra miniinstitutioners synspunkt, hvorved hun opererer i institutionen. Vi ser, at når hjemlighed som pædagogisk idé knyttes til familien, kan det være svært at skabe i en døgninstitution, da beboerne her bor uden deres familie. Hjemlighed som pædagogisk idé kan være frugtbar i mange sammenhænge, blandt andet til at fremme bedre fremtidsmuligheder for beboerne. Vi kan dog stille os spørgende over for, hvorvidt døgninstitution kan fungere, som var det en almindelig familie, hvilket er grundtanken bag den pædagogiske idé om hjemlighed. For os at se opstår der en balancegang mellem at kunne håndtere nærhed og afstand til beboerne på samme tid, hvilket Højlunds feltarbejde understøtter. Hertil formoder vi, at der kan opstå dilemmaer i beboernes ønske om den autentiske pædagog, der går ud over sin professionelle rolle. Vi ser en risikofaktor i at beboeren kan lide svigt, hvis en pædagog, som beboeren har knyttet et stærkt, nærmest familiært bånd til, skifter job eller bliver fyret. Beboeren har ikke indflydelse på, hvis Side 15 af 78

16 pædagogen skifter job eller bliver fyret. For pædagogen er det et job, og vi ser derfor idéen om en familiær relation dilemmafyldt. Vi betragter Winthers ærkekort som værende nyttigt at anvende til at forstå forskellige perspektiver af det multidimensionale fænomen hjemlighed og til anvendelse af, hvordan pædagogen kan arbejde med hjemlighed i døgninstitutionen sammen med beboeren. Vi ser, at ærkekortet kan fungere som idégenerator for pædagogisk virke i døgninstitutioner, da det kan gøre pædagogen opmærksom på det at have et hjem i en døgninstitution, og hvordan det kan skabes. Ærkekortet belyser både fysiske og emotionelle vinkler af hjemlighed, og samtidig belyser det, at individet kan anvende taktikker for at gøre hjem. Vi er af den overbevisning, at hjem som idé bør italesættes af pædagogerne såvel som beboerne på en døgninstitution. For at fremme beboernes trivsel, må pædagogen have Winthers ærkekort for øje for at se på, hvordan beboeren kan støttes i at føle sig hjemme og i at hjemme den. For at beboerne kan hjemme den, må pædagogen være opmærksom på beboerens taktikker og måder at sætte spor på, og derved gøre noget velkendt. Vi ser, at i og med at den enkelte beboer såvel som den enkelte pædagog har forskellige forforståelser af, hvad hjemlighed er, kan der opstå brydninger. Hjem som idé kan rumme fælles opfattelser, men også individuelle opfattelser. Det er altså i de mange forskellige og individuelle forforståelser, at spændingsforholdet om hjemlighed kan opstå i en døgninstitution. Da idéen om hjem er individuel og således spænder vidt, grundet vores habitus 6, kan det være svært at forene disse i en døgninstitution, hvor pædagogen skal yde omsorg for flere forskellige beboere på én og samme tid. Derved kan der eventuelt opstå et spændingsfelt beboerne imellem, da ikke alle vil passe lige godt ind i institutionens rammer og udfoldelse af hjemlighed. Vi kan forestille os, hvordan det for nogle beboere kan være svært at føle sig hjemme i en institution, og derved kan opleve den mentale tilstand af hjemløshed, på trods af, at de har et fysisk sted at bo. Nogle beboere vil have svært ved at hjemme den i institutionen, da disse taktikker opøves ud fra deres oprindelige hjem, hvor rammer og vilkår har været anderledes. At genkendelighed og gentagelser kan give følelsen af at føle sig hjemme, ser vi en dobbelthed i. Hvis der i en døgninstitution er en regel om, at alle beboere altid skal i seng senest kl. 22 på grund af, at personalet har fri og skal hjem, forekommer det for os institutionsagtigt. Det kan betyde, at 6 Sociolog Pierre Bourdieu forklarer begrebet habitus som kropsligt lagrede erfaringer, der gør individet i stand til at orientere sig i omverden og til at træffe hurtige beslutninger på et ikke-bevidst plan (Olesen 2010). Side 16 af 78

17 beboerne ikke får samme mulighed for spontanitet og at hjemme den. Vi ser, at gentagelserne derved kan give en følelse af at være i en institution frem for en følelse af at være hjemme. 6. Institution Ordet institution giver ( ) associationer til stabilitet, fasthed, orden og myndighed men også forudsigelighed, regelmæssighed og en vis træghed. (Pedersen 2009, s. 331) Pedersen belyser tre former for institution; institution som fysisk indretning, som organisation og som social interaktion, hvilke vil blive uddybet i det følgende. Ligeledes vil vi gribe fat i Goffmans totalinstitution, for at forstå tendenser i sådanne institutioner. Nogle af tendenserne fra totalinstitutionerne vil vi i analysen og diskussionen overføre til døgninstitutioner. 6.1 Carsten Pedersen om institution som organisation Institution som organisation skal forstås som en bedrift, der har til formål at varetage opgaver af bestemte samfundsmæssige karakterer, som primært er organiseret af det offentlige. Ud fra lovgivningen er pædagogiske institutioner underlagt politiske og økonomiske rammer. De seneste år har effektiviseringsprocesser og stigende krav til eksempelvis dokumentation præget de pædagogiske institutioner, hvilket betyder, at pædagoger må prioritere deres arbejdsopgaver. Ifølge Foucault styrer og regulerer staten så meget som muligt, hvorved magt udfoldes gennem normer i samfundet. Samfundet drives i en bestemt retning ud fra blandt andet politiske diskurser. Institutionen som organisation styres indirekte heraf, hvilket Foucault kalder guvernementalitet (Pedersen 2009). 6.2 Carsten Pedersen om institution som fysisk indretning Institution som fysisk indretning refererer til den fysiske matrikel. Grunden, stedet og indretningen danner grundlag for muligheder såvel som hindringer. Den fysiske indretning har betydning for individers ageren. Den fysiske indretning kan betyde, at individet handler ud fra, hvad individet kan, og ej ud fra hvad individet gerne vil. Derved påvirker og danner institutionens fysiske indretning materielle livsvilkår og handlemønstre. Indretningen kan ændres, men vil altid påvirke og være et materielt vilkår for udfoldelse (Pedersen 2009). Side 17 af 78

18 6.3 Carsten Pedersen om institution som social interaktion Institution som social interaktion henviser til traditioner og skikke, der er i en institution. Gentagelser og dermed genkendelighed er med til at skabe handlemønstre og en orden i institutionen, hvilken individerne må indordne sig under for at kunne deltage i den sociale interaktion. Disse vaner og normer skaber forventninger til individernes ageren og er med til at skabe institutionen (Pedersen 2009). I forbindelse med individers interaktion i en institution henleder Pedersen til Goffmans sondren mellem faste, situationelle og egocentriske territorier: Faste territorier er fysisk afmærkede. Et fast territorium kan være et hus. Situationelle territorier er ikke nødvendigvis fastforankrede. Et situationelt territorium kan være en siddeplads i toget. Egocentriske territorier bevæger sig rundt med individet. Et egocentrisk territorium kan være individets mobiltelefon. (ibid.) Territorierne giver råderum for individet. Der kan skabes grænser mellem territorierne via genstande, som eksempelvis at have sit navn på sin personlige kop. Verbale krav kan også fungere som grænsemarkører, eksempelvis jeg sad her først. Derudover fungerer kroppen i sig selv som en betydningsfuld markør til skabe grænser mellem territorier (ibid.). 6.4 Erving Goffman og den totale institution Goffman fandt stor interesse ved særligt én type institution; den totale institution. Den totale institution omfatter ifølge Goffman blandt andet fængsler, klostre og psykiatriske hospitaler (Goffman 1967). Deres altomfattende eller totale karakter symboliseres ved den barriere mod socialt samspil eller interaktion med omverdenen og mod det at kunne gå, når man vil, som ofte er direkte indbygget i institutionen, f.eks. låste døre ( ). (Goffman 1967, s. 12) Side 18 af 78

19 Ifølge Goffman begrænser totalinstitutioner derved individets muligheder og kan krænke personlige territorier. Individets adskillelse af forskellige livsområder, såsom at sove, at lege og at arbejde, nedbrydes, hvorved kontakt med omverdenen begrænses. Den totale institution kendetegnes ved at være bureaukratisk organiseret, hvorigennem mange menneskelige behov varetages på én gang: Individernes tilstedeværelse afvikles på samme sted og under samme myndighed. Hele individets dagligdag udspilles i et større fællesskab, hvor alle behandles ens. Regler og rutiner er skemalagte og håndhæves oppefra. (Goffman 1967) Ovenstående karakteristika er ikke nødvendigvis at finde i enhver totalinstitution, men mange totalinstitutioner besidder disse. I en totalinstitution fratages individet ofte sine ejendele ved ankomst. Muligheden for at bevare sine territorier i en totalinstitution bliver derfor begrænsede på grund af den bureaukratiske organisering. Det værn, individet rejser mellem sig selv og omgivelserne, forceres, og personlighedens integritet profaneres. (Goffman 1967, s. 25) For individet er det en nødvendighed at have et identitets-udstyr (Goffman 1967, s. 23) for at opretholde sin personlige identitet. I og med at individets identitets-udstyr fratages, krænkes individet. Goffman påpeger, hvordan nyankomne til en totalinstitution ofte fratages deres selvbillede og tvinges til at følge tilpasningsformer. Goffman beskriver fire tilpasningsformer, som individet kan svinge imellem. Den første består af, at individet trækker sig ind i sig selv. Den anden er, at individet nægter at samarbejde, hvorefter individet må finde en ny tilpasningsform. Den tredje er, at individet oplever institutionen relativt positivt, og anvender tidligere erfaringer produktivt. Ved den fjerde tilpasningsform omvender individet sig og påtager sig den forventede rolle. At individet bliver nødt til at tilpasse sig kan betyde, at individets integritet krænkes. Tilpasningen kan resultere i identitetsændring, hvorved der opstår en spænding mellem individets hidtidige hjemlige miljø og totalinstitutionens verden (Goffman 1967). Side 19 af 78

20 6.5 Analyse og diskussion af institution Samfundets normer påvirker os individer. Guvernementalitet må i sammenhæng med dette bachelorprojekt forstås ud fra, hvordan døgninstitutionens værdier og pædagogernes hjem som idé kan være præget af den samfundsmæssige kontekst. Hjem som idé kan præge institutionen både som organisation, som fysisk indretning og som social interaktion. Dette ser vi, da gængse normer i samfundet inddrages i institutionen og påvirker pædagogernes måde at skabe et hjemligt miljø på. Dette miljø og denne organisationskultur bliver beboere underlagt. De fysiske rammer i en døgninstitution kan have betydning for, hvorvidt beboere trives. Vi ser, at de fysiske rammer kan fremme en følelse af hjemlighed, men de kan også hæmme hjemlighed. I fællesarealer skal der tages hensyn til mange beboere og pædagoger, hvilket sådanne arealer ofte vil bære præg af. Værelserne/lejlighederne skal ofte ligge op og ned af hinanden for at udnytte grundarealet, sofaen i stuen skal være let at tørre af, og krusene skal være af plastic, da én kaster med dem. Dette bærer for os præg af Goffmans anskuelser af totalinstitutionens måde at varetage beboeres behov på én og samme tid. For beboerne skal der tages hensyn til at det er deres hjem og for pædagogerne at det er deres arbejdsplads. Det kan have betydning for eksempelvis placeringen af beboerens seng, da der skal tages hensyn til pædagogens arbejdsstillinger. Ydermere kan det pædagogiske arbejde hæmmes af økonomien, som ikke tillader institutionen at bygge om eller købe nyt inventar, som virker hjemligt frem for institutionspræget. Lovgivningens effektiviseringsprocesser kan betyde, at pædagogerne må prioritere deres arbejdsopgaver. Når pædagoger skal ind på kontoret og dokumentere pædagogisk arbejde, er de paradoksalt nok fraværende fra beboerne, hvilket kan give udslag i, at nærvær og hjemlighed bliver en mangel for beboerne i døgninstitutionen. Vi ser med kritiske øjne på de institutionelle rammer og vilkår i forhold til at skabe hjem i en døgninstitution, når beboere skal dele badeværelse med andre, de ikke selv har valgt at dele badeværelse med (Kæft, trit og knus 2010). Det kan være på baggrund af, at døgninstitutionen ikke har økonomi til, at hver beboer kan have sit eget badeværelse. De institutionelle rammer og vilkår forhindrer her beboerne i at træffe egne valg. Ligeledes kan lange gange indbyde til traven frem og tilbage, hvilket kan bevirke, at beboere ændrer udfoldelsesmønstre til netop at trave frem og tilbage Side 20 af 78

21 på gangene. Det er en bekræftelse på, at den fysiske indretning er et materielt vilkår for beboernes udfoldelsesmuligheder. Goffmans sondren mellem forskellige territorier kan bringes i spil til forståelsen af, hvad netop territorier har af betydning for beboere i en døgninstitution. Territorierne giver beboerne mulighed for råderum og privatliv. Vi ser, hvordan akkurat territorier på nogen punkter ligger på linje med Winthers ærkekort. Goffmans anskuelser af faste territorier vil være beboernes værelser/lejligheder, hvilke er fysisk afgrænsede, forankrede, private områder og dermed hjemmet i ærkekortet. Situationelle og egocentriske territorier kan være måder, hvorpå beboere kan skabe en stemning af at føle sig hjemme og derved hjemme den i fællesarealer. Det kan eksempelvis være, hvis en beboer tager sin egen pude (egocentrisk territorium) med ind i fællesstuen og indtager en sofa (situationelt territorium). Vi finder her respekt for beboernes territorier essentielt i det pædagogiske arbejde, for at beboerne ikke oplever følelsen af, at de krænkes. Et eksempel på at en beboer krænkes ved at et egocentrisk territorium fratages, er Marc (Kæft, trit og knus 2010). I anbringelsen på behandlingshjemmet Schuberts Minde skal Marc, mod sin vilje, tage sine øreringe, og dermed sit identitets-udstyr, ud. For os at se føler Marc sig krænket i denne situation, hvilket han viser ved at begynde at græde og true med at stikke af. Øreringene er en del af Marcs identitet, og for os at se en måde, hvorpå han kan føle sig hjemme, og derved forsøge at forene dele af Marcs oprindelige hjemlighed med Schuberts Minde. Schuberts Minde har regler omkring tøj, øreringe med mere, hvilke vi ser præget af samfundets normer. Det bliver således et vilkår for Marc. Herved opstår der en spændingstilstand mellem Marcs hidtidige selvopfattelse samt hjemlige miljø og den nye selvopfattelse, som han påduttes af døgninstitutionens regler. Efter lidt betænksomhed ændrer Marc, via døgninstitutionens pres, tilpasningsform. For at kunne være i Schuberts Mindes verden, bliver Marc nødt til at indordne sig normen og reglerne. Herved ser vi tendenser fra totalinstitutioner overføres til døgninstitutionen, hvor Marc nu bor. Vi mener, at det er vigtigt med opmærksomhed omkring beboernes forskellige grænsemarkører, så der ikke sker uhensigtsmæssige overskridelser af beboernes territorier, og beboerne derved risikerer at føle sig krænkede. Vi ser, hvordan en døgninstitutions traditioner og skikke kan være med til at forme en beboer, men vi mener dog også, at de enkelte beboere er med til at påvirke og præge døgninstitutionen og hverdagen i andre tilfælde. At beboerne må indordne sig under de sociale Side 21 af 78

22 traditioner og skikke, der gentages i den sociale interaktion i døgninstitutionen, vil for nogle være sværere end for andre, grundet deres forskellige habituelle baggrund. Ordenen, stabiliteten, traditionerne, normerne og rutinerne i en døgninstitution kan være med til at give beboerne en forudsigelig hverdag, hvilket kan skabe tryghed. Tryghed forbindes i den pædagogiske idé om hjemlighed med hjemmet. En anden vinkel på ordenen i døgninstitutionen er forventningen til, at beboerne underlægger sig denne og agerer herefter. Endnu en tendens fra Goffmans totalinstitutioner, vi ser overført til døgninstitutioner, er, at individernes tilstedeværelse afvikles under samme myndighed i totalinstitutioner såvel som i døgninstitutioner. Ligeledes er også regler og rutiner skemalagte og håndhæves oppefra i en døgninstitution som i en totalinstitution. Det fremmer for os en forståelse af, hvorfor der er spændingsfelter mellem hjem og institution. Vi finder det dog vigtigt at pointere, at der også er væsentlige forskelle mellem totalinstitutioner og døgninstitutioner. Beboerne foretager ikke alt i døgninstitutionen, da skole, arbejde, fritidsinteresser, besøg med mere ofte foregår andre steder. Hertil ser vi også bestræbelsen på at være mindre institutionspræget. Ligeledes ser vi, at det pædagogiske arbejde på døgninstitutioner omhandler at have den enkelte beboers værdier, holdninger og behov for øje, hvilket er en væsentlig forskel fra totalinstitutionens tendenser. 7. Anerkendelse og definitionsmagt Anerkendelsesbegrebet er stort. Anerkendelse er en universel forudsætning for vores identitet. I varetagelsen af pædagogiske opgaver i beboerens hjem i døgninstitutionen finder vi det essentielt at tage fat i anerkendelse. Vi finder det væsentligt, at Honneths anerkendelsesteori ikke kan stå foruden krænkelsesformer. Ligeledes finder vi Baes definitionsmagt samt anskuelse af et vekselvirkende forhold mellem erkendelse og anerkendelse central, hvilket i det følgende vil blive uddybet. 7.1 Axel Honneths anerkendelsesteori Honneths anerkendelsesteori tager afsæt i filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel, som pointerer, at individets bevidsthed om sig selv opstår i interaktion med en andens bevidsthed. Hegel fremhæver dermed et paradoks i, at individets autonomi afhænger af andre (Høilund & Juul 2005). Honneths Side 22 af 78

23 udgangspunkt i Hegels teori er, at Hegel betoner, at oprigtig anerkendelse kun opnås i et gensidigt anerkendelsesforhold. Hegel såvel som Honneth forstår anerkendelse som et relationelt begreb. Stadig påvirket af Hegels anerkendelsestanker, bygger Honneth sin teori op omkring tre sfærer. Honneths intention med teorien er, at de tre sfærer tilsammen konstituerer forudsætningerne for et sundt samfund og er et normativt ideal for, hvordan det bør være. Anerkendelsesteorien er således ikke en metode, men skal opfattes som en grundlæggende tilgang (Kampen for anerkendelse 2006). Menneskets evne til at fungere som socialt vellykket individ er afhængig af anerkendelse som bekræftelse af autonomi og individualitet. (Høilund & Juul 2005, s. 25) Honneth tydeliggør, at anerkendelse er et eksistentielt behov og understreger det paradoksale i, at individet er afhængigt af andre for at blive autonomt. Til de tre sfærer knytter Honneth tre anerkendelsesformer, der angår henholdsvis selvtillid, selvagtelse og selvværd: Privatsfære er relationen mellem venner/familie. Det er en kropsbaseret og følelsesmæssig anerkendelse, og det er den mest fundamentale anerkendelsesform. Individet opnår herigennem selvtillid, når det føler sig ubetinget anerkendt. Ifølge Honneth er det i denne sfære, at kærlighed udspiller sig. Retsligsfære udgør individets rettigheder i samfundet og består af universel ligebehandling. Individet opnår herigennem selvagtelse, når dets rettigheder som borger respekteres. Solidarisksfære består i sekundære fællesskaber. Anerkendes individets livsstil og levemåde, opnår det selvværd. (Høilund & Juul 2005) Honneth mener, at individet skal have anerkendelse i alle tre sfærer for at opnå en følelse af at være et socialt vellykket individ. Til de tre sfærer, og dermed de tre former for anerkendelse, knytter Honneth tre former for krænkelser/disrespekt, hvorved Honneth understreger en kritisk dimension af anerkendelsesbegrebet. Essentielt ved Honneths anerkendelsesteori er, at Honneth fokuserer på, hvordan anerkendelse og krænkelse er hinandens modsætninger: Side 23 af 78

24 Kropslige krænkelser vedrører overgreb i privatsfæren, såsom vold og overgreb, og dermed individets fysiske integritet. De nedbryder individets selvtillid, da kærlighedens kontinuitet betvivles. Bevidstheden om manglende anerkendelse medfører, at individet føler sig moralsk krænket. Denne form for disrespekt er for individet den mest fundamentale. Nægtelse af rettigheder omhandler retstab i den retslige sfære, hvilket kan føre til, at individet fratages sin status som ligeværdig og ligestillet borger. Individets selvagtelse nedbrydes ved krænkelse af retstab. Nedværdigelse af livsformer angår et negativ syn på livsstil og levemåde i den solidariske sfære, og individet værdsættes ikke for, hvem det er. Krænkelserne heraf kan medføre lavere social status og nedbyde selvværdet. (ibid.) Krænkelserne viser, at brugen af negativ magt kan knyttes til begrebet anerkendelse. Begrebernes sammenhæng opstår, hvis individet krænkes via negativ magtudøvelse frem for at anerkendes. Krænkes individet, kan det bidrage til, at individet nedbrydes. Omvendt kan en anerkendende tilgang og brug af positiv og produktiv magt bevirke, at individet udvikler autonomi (ibid.). Ydermere fortæller Honneth, at ikke alt bør anerkendes og tolereres. Honneth er af den holdning, at hvis individet overtræder principper i vores forfatning i samfundet, så kan man være intolerant herover for (Kampen for anerkendelse 2006). 7.2 Berit Baes definitionsmagt Som Honneth ser også Bae den anerkendende relation som et bestræbelsesværdigt ideal. Ligeledes ser både Honneth og Bae at gensidig anerkendelse er central. Bae understreger som Honneth også, at individet er afhængigt af andres anerkendelse for at kunne udvikle sig. I den forbindelse opererer Honneth som nævnt med begreberne selvtillid, selvagtelse og selvværd, mens Bae blandt andet anvender begreberne selvrespekt og selvstændighed (Høilund & Juul Bae 1996 ). Side 24 af 78

25 At individet er afhængigt af andres anerkendelse for at opnå selvrespekt og selvstændighed viser, at der er en væsentlig magtdimension i mellemmenneskelige relationer, hvilket Baes begreb definitionsmagt skildrer: Begrebet definitionsmagt henviser til at voksne er i en overmægtig position i forhold til barnet, når det gælder dets oplevelse af sig selv. Børn er meget afhængige af de reaktioner, de får fra deres omsorgspersoner, for at kunne opbygge et billede af hvem de er, for at skabe sig selv, for deres egen selvagtelse. (Bae 1996, s. 7) Bae påpeger, hvordan der mellem borger og pædagog er et magtforhold og en asymmetrisk relation, da borgeren er afhængig af pædagogen som omsorgsperson og derfor af reaktionerne herfra. Ifølge Bae kan magtpositionen bruges både positivt og negativt. Positivt i den forstand, at pædagogens brug af magtpositionen kan føre til at borgeren udvikler autonomi, fordi pædagogen anerkender og ser borgeren. Omvendt kan pædagogen bruge magtpositionen negativt ved at definere borgerens oplevelser, hvilket kan betyde, at borgeren ikke udvikler selvstændighed og ikke får et positivt forhold til sig selv. For at kunne se borgerens perspektiv, må pædagogen være selvreflekterende, hvorved pædagogen kan afgrænse egne mål og ønsker fra borgerens. Rummelighed, lydhørhed og åbenhed overfor borgeren bliver en forudsætning herfor, hvilket kræver, at pædagogen til tider må slippe kontrollen. Selvrefleksivitet vil senere i bachelorprojektet blive uddybet med udgangspunkt i Schibbye, da Bae netop tager udgangspunkt i Schibbye. Endvidere påpeger Bae, hvordan pædagogen må kende til det, der skal anerkendes for at kunne forstå og anerkende borgerens perspektiv. At kunne anerkende kræver derfor erkendelse og omvendt, hvorved anerkendelse og erkendelse bliver et vekselvirkende forhold (Bae 1996). Bae fremhæver, at definitionsmagten fremkommer i kommunikationen, verbal såvel som nonverbal, mellem borger og pædagog. Med dette skal forstås måden, som pædagogen reagerer og ikke reagerer på over for borgeren, samt hvordan pædagogen sætter ord på og således definerer borgerens oplevelser, handlinger og valg ud fra pædagogens egne værdier. Ved for megen vurderende kommunikation, kan borgeren undermineres af pædagogens synspunkter, hvorved pædagogens magtposition træder i kraft, forklarer Bae. For at pædagogen ikke definerer borgerens oplevelser, men at borgeren derimod får mulighed for at forholde sig til sig selv, kan pædagogen Side 25 af 78