MILITÆRT TIDSSKRIFT. 97. årgang. Redaktor: Major K. V. N I E L S E N

Transkript

1 MILITÆRT TIDSSKRIFT årgang Redaktor: Major K. V. N I E L S E N D E T K R I G S V ID E N S K A B E L IG E S E L S K A B

2 INDHOLDSFORTEGNELSE D E T K R IG S V ID E N S K A B E LIG E SELSKAB Ved årsskiftet. Det krigsvidenskabelige Selskabs formand, oberst M. Rosenløv... 1 Foredragsaften og generalforsamling i Det krigsvidenskabelige Selskab Det krigsvidenskabelige Selskabs bestyrelse Redegørelse for behandlingen af de indsendte prisopgaver for 1966/ Beretning om virksomheden i Det krigsvidenskabelige Selskab i Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver UDENRIGS- OG FO RSVARSPO LITIK, STRATEG I Den militære magtbalance Major K. V. Nielsen... 3 En fransk generals synspunkter. Major G. K. Krie tensen... 8 Forsvaret i de politiske partiers valgmateriale. Major H. B. Konradsen Fransk forsvarspolitik Sovjet expanserer på havet. Konnnar_dørkaptajn Stig Strombak Danmarks sikkerhedsproblem og dets mulige løsninger. En anmeldelse. Oberstløjtnant N ils Berg Danmarks sikkerhedspolitiske muligheder. Oberstløjtnant E. Bassing Dansk sikkerhedspolitik anno Redaktør N. J. Haagerup Ufreds- og konfliktforskning. Advokat Sverre H irtmann T A K T I K, O R G A N IS A TIO N Demokratisering - Ledelse - Disciplin - Effektivitet. Major J. C. Essemann Troppeinddeling. Major H. H. Jørgensen Canadas vej til enhedsværnet. Kaptajn B. Reese-Petersen Canadas enhedsvæm. Oberstløjtnant O. K. Lind Et britisk syn på forsvarsorganisation og enhedsvæm Erfaringer fra luftkrigen over Nord-Vietnam. Flyverløjtnant I J. C. M. Probst Norske synspunkter på artilleristøtte. Oberstløjtnant J. Nesgård K R IG SHISTO RIE Man har gjort ham til grin. Oberstløjtnant E. Bassing Kampene ved Montélimar i august Premierløjtnant H. Christiansen Maurice de Saxe militære testamente. Kadet K. E. Nielsen Junikrigen Kapten Ingvar Leion Grundelementer endnu en gang. Oberstløjtnant E. B assing P E R S O N E L F O R V A LT N IN G, D IS C IPLIN M.M. Demokratisering - Ledelse - Disciplin - Effektivitet. Major J. C. Essem ann Betragtninger vedr. rådighedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden. Stud. jur., premierløjtnant (R) S. A. Jensen

3 Oplysnings- og velfærdsvirksomhed under krigsforhold. Major (R) P. Q. Nielsen 423 Værnepligtstjeneste og uddannelse. Slud. jur., premierløjtnant (R) H. baron Wedell-Wedellsborg U D D AN N ELS E Hærens stabskole i Norge. Major H. V. Jørgensen Den franske videregående militære uddannelse berunder de docerede taktiske og srategiske koncepter. Major P. K. Rorris V A D E N, U D RUSTN IN G M.M. Feltliv uden biler. Fabrikant, major (R) A. N. Hvidt FO R S K E L L IG T Dag Hammarskjolds 8 principper. Major E. S. Flemming Den kgl. militære Manege. Oberstløjtnant L. Sabroe Spaniens forsvar og dets baggrund. Major A. C. Petersen De retlige betingelse for De forenede Nationers krisestyrkers tilstedeværelse på en stats territorium. Stud. jur., premierløjtnant (R) Niels Schou Større anmeldelser: BØ G ER Danmark og Nato. Erling Bjøl m. fl. (Oberstløjtnant N ils llerg) Korte anmeldelser: Soviet Military Policy. A Historical Analysis. Raymond L. Garthorff. (K. V. Nielsen) 45 C ivil værnepligt. Betænkninger nr (N. B-g) Hitler s Last Gamble. Jacques Nobécourt. (V. K. Sørensen) The Battie of the Ardennes Ingenieurkorpset: Kort Beskrivelse af de nye befæstningsanlæg ved Kjøbenhavn med 3 Planer Københavns nye befæstningsanlæg. H. Frobenius Interims Instruction for Felttienesten som den skal læres LTnderofficererne og de Gemene af Infanteriet U-Boottyp XXI. E. Rossier m. fl Peace and War. A Theorv of International Relations. Raymond Aron (V. K. Sørensen) Soldat i Arktis. Bertil Wedin Die deutschen Kriegsscliiffe , Bd. 2. Erich Groner Die fremden Flotten im 2. Weltkrieg und ihr Schicksal. Peter Klepsch Hemvårnet. Symbol for svensk forsvarsvilja. Peter Siegbahn Spain the vital Years. Luis Bolin (A. C. Petersen) Weyers Flottentaschenbuch 1968 (R) Der Bau von Unterseebooten and der Germaniawerft. H. Techel U-Boottyp X X III. E. Rossier

4 Die deutschen Panzerkampfwagen III und IV mit ihren Abarten W. J. Spielberger & F. W ie n e r Forsvar i vår tid. Lars Hansson & Arne Lundeli Danske Uniformer. Chr. V. Bruun Den danske armé s uniformer, I serie. Valdemar M øller Svenska Arméns Regementen. Regementstraditioner. Carl Herlitz (V. H.) The Strategy of Civilian Defence. Adam Roberts (red) (K. V. Nielsen) Strategy: The Indirect Approach. B. H. Liddell-Hart (K. V. Nielsen) N A T O and Europe. Andre Beaufre (K. V. Nielsen) Haandskydevaabnenes Historie fra Krudtets Oprindelse og indtil Udgangen af Aaret Budde-Lund (-V) Den kristne og krigen. Svend Balslev ( 'V) Bemandede rumskibe. Thomas H e ilm a n n Krigen Bjørke, Kiæ r og Norrie (K. V. Nielsen) The Last Ditch. David Lampe (V.) Machine Age Armies. John Wheldon (M. Clemmesen) Rommel s Last Victory. The Battle of Kasserine Pass. Martin Blumenson Die Entstehungsgeschichte der U-Boote. Hans-Joachim Lawrenz Ekonomisystem for forsvaret. Statens offentliga utredningar 1968:1 (-obmj) The Mediterranean Strategy in the Second World War. Mich. Howard Taschenbuch der Kriegsflotten Norsk sikkerhetspolitikk i strategisk perspektiv I-II. Johan Jørgen Holst (K. V. Nielsen) Sikkerhetspolitisk omprøving? Arne Olav Brundtland (K. V. Nielsen) N A T O efter Niels Jørgen Haagerup (K. V. Nielsen) Dansk Sikkerhedspolitik I II (V.) Anden Verdenskrig. Hvornår skete det? Ole Helmer Jensen (K. V. Nielsen) Den norske Brigade i Tyskland N. Borchgrevink (K. V. Nielsen) Jahre deutsche U-Boote Bodo Herzog (V.) Taschenbuch der Kriegsflotten Ørneborgen. Alistair MacLean Krigens Historie. Montgomery of Alamein (K. V. Nielsen) Undervisningsmetoder og arbejdsmønstre. Finn Rasborg (F. H.) Design and Development og Fighting Vehicles. R. M. Ogorkievvitz (M. Clemmesen) 488 Infantry im Vietnam. Albert N. Garland (red) (M. V. Jespersen)

5 Dansk sikkerhedspolitik anno 1968 A f Niels Jørgen Haagerup Der v il efter begivenhederne i Czekoslovakiet være en tendens t il at gå ud fra, at sikkerhedspolitiske synspunkter og vurderinger fra tiden før 21. august nu er blevet forældede og v il blive taget op t il revision. Det er nok en forhastet dom. Selvom den skæbnesvangre sovjetiske beslutning om at invadere Czekoslovakiet sammen med sine fire lydstater i Østeuropa nok v il trække visse politiske og m ilitæ re virkninger med sig i Vesten, v il en række af de fundamentale problem stillinger være uændret. N A T O har fået en saltvandsindsprøjtning og opløsningstendenserne i alliancen er blevet bragt t il en i hvert fald m idlertidig standsning. Men det er på den anden side tvivlsomt, om man samtidig kan tale om en»styrkelse«af N A T O - og en»sejr«for N A T O er der selvsagt langtfra tale om. E n række modstandere af N A T O har resigneret in d til videre, mens andre frejdigt fastholder, at tiden nu mere end nogensinde er inde t il at bryde med»blokpolitikken«- som om en dansk udmeldelse af N A T O i sig selv kunne fremkalde en m agtpolitisk ændring i Europa med opløsningen af de bestående alliancesystemer til følge. På det m ilitæ re område v il der i Atlantpagtlandene under eet være et m indre kraftigt pres for omgående m ilitæ re nedskæringer, og senator Mansfields tilbagekaldelse af sit forslag om en meget betydelig beskæring af de amerikanske styrker i Europa er således en direkte følge af begivenhederne i Czekoslovakiet. Om der sker en direkte m ilitæ r styrkelse er straks mindre givet og må naturligvis også være afhængig af den vurdering, som må anlægges på følgerne for magtbalancen i Europa af betydelige sovjetiske styrkers deployering længere mod Vest end hidtil. I den danske debat v il agitationen for udmeldelse af N A T O uundgåeligt miste noget af pusten, og efteråret og vinteren v il snarere blive præget af en debat om forsvarets fremtidige organisation og struktur, styrkemål og budget, end af de bredere sikkerhedspolitiske problemer. Det skyldes dog

6 398 Dansk sikkerhedspolitik anno 1968 ikke alene Czekoslovakiet, men den bebudede fremlæggelse i Folketinget her i efteråret af forslaget til en ny forsvarsordning. Denne forsvarsdebat, som allerede er i gang, v il im idlertid også kunne have visse sikkerhedspolitiske konsekvenser. Det er umuligt at ignorere den indenrigspolitiske situations betydning for vor sikkerhedspolitik. Det bærer udviklingen ikke mindst siden folketingsvalget i januar og den efterfølgende dannelse af den borgerlige trekantregering tydeligt vidnesbyrd om. Den brede enigheds betydning Udenrigspolitiske spørgsmål spillede en ringe rolle i valgkampen forud for januar-valget. Der var den sædvanlige agitation mod N A T O og forsvaret fra yderste venstre flø j, men valget var udskrevet på de økonomiske spørgsmål, og de udenrigs- og forsvarspolitiske oplæg, som partierne præsenterede vælgerne for, blev kun i stærkt begrænset omfang inddraget i valgkampen.* ) Den p rin cip ie lle enighed om de udenrigspolitiske spørgsmål mellem de tre store partier og i de fleste væsentlige spørgsmål mellem disse partier og Det radikale Venstre var fremgået af den udenrigspolitiske debat i F o l ketinget i november i fjor. Den socialdemokratiske regerings udenrigsminister (Hans Tabor) sagde i sit svar til ordførerne efter at have konstateret den brede tilslutning regeringens udenrigspolitik havde fået:»jeg finder det helt afgørende, at der fortsat kan konstateres en sådan bred enighed i tinget om Danmarks udenrigspolitik. Det indebærer, at der ikke i udlandet kan opstå den mindste tvivl om Danmarks udenrigspolitiske lin ie, hvilket selvsagt er af helt afgørende betydning ikke alene i forholdet t il vore allierede, men i relation t il udlandet i almindelighed.«den brede enighed skulle også ses på baggrund af, at forsøg på at danne en flertalsregering af socialdemokrater og Socialistisk Folkeparti efter valget i november 1966, da de to partier fik flertal, var strandet på forsvarsspørgsmålet. SFs krav om progressive nedskæringer i forsvarsbudgettet kunne ikke accepteres af Socialdemokratiet. Der var derfor ganske god grund til ikke at lade de udenrigs- og forsvarspolitiske spørgsmål indtage en fremtrædende rolle i valgkampen. Im idlertid viste det sig, at især de radikales krav om m ilitæ re besparelser på in d til 200 m ili. kr. og det ikke helt afklarede radikale syn på NATO - *) Se artiklen»forsvaret i de politiske partiers valgmateriale«af major H. B. Konradsen i Militæ rt tidsskrift marts 1968.

7 Dansk sikkerhedspolitik anno politikken kom t il at spille en vigtig rolle under de politiske drøftelser efter folketingsvalget i år. Valgets mest bemærkelsesværdige resultat var det radikale Venstres fordobling af mandattallet - fra 13 t il 27 - og da Socialdemokratiets og SFs flertal gik tabt, var et regeringsskifte en naturlig følge. Det radikale Venstre kom t il at spille en helt central rolle i regeringsforhandlingerne efter valget. Det var ikke nyt for partiet at tage et medansvar for en udenrigs- og forsvarspolitik, der byggede på medlemsskabet af N A T O. Dette skridt havde partiet allerede taget i 1957, da det gik ind i en trekantregering med Socialdemokratiet og Retsforbundet og dermed havde brudt med den lin ie, som var partiets i 1949, da alle daværende radikale folketingsmedlemmer stemte mod dansk tilslutning t il A tlan t pagten. Men i modsætning t il trekantregeringen i 1957 og den socialdemokratisk-radikale regering i 1960 var de radikale nu ikke længere blot en udpræget juniorpartner, men en ligeberettiget partner, som ifølge valgresultatet stod meget stærkt i forhold t il Venstre og Det konservative Folkeparti uanset at de to partier med henholdsvis 37 og 34 mandater hver for sig var større end det radikale Venstre. Men partiets centrale placering fremgik af, at det fik statsministerposten, som overtoges af en af valgkampens mest omtalte forgrundsfigurer H ilm ar Baunsgaard, der ifølge samtidshistorikeren Tage Kaarsted næsten blev kåret ved valget. Danmark og Atlantpagtens artikel 13 De radikale særstandpunkter i udenrigs- og forsvarspolitikken spillede efter alt at dømme ikke nogen nævneværdig rolle for partiets store stemmefremgang - uviljen mod S-SF samarbejdet førte mange stemmer over til de radikale, og Baunsgaard trak utvivlsomt personligt ikke helt få stemmer - men udenrigs- og forsvarspolitikken kom i centrum under de tre borgerlige partiers regeringsforhandlinger. Resultatet blev, at regeringens programerklæring den 6. februar havde et meget fyldigt afsnit om udenrigspolitikken, og at erklæringen var mere præget af det radikale Venstres valgoplæg end nogen tidligere regeringserklæring efter krigen. Det blev således fastslået i programerklæringen, at»danmarks udenrigspolitik fortsat bygger på medlemsskab af N A T O i overensstemmelse med den gældende traktat, herunder dens opsigelsesbestemmelse«. Med denne lid t særprægede form ulering fastslog den danske regering, at den ikke ønskede indført en ny uopsigelighedsperiode for Atlantpagten efter

8 400 Dansk sikkerhedspolitik anno , da artikel 13 åbner m ulighed for hvert medlemslands opsigelse af medlemsskabet med et års varsel. Der forelå ikke noget udenrigspolitisk behov for at tage stillin g t il en eventuel ny uopsigeligliedsperiode, og det er da heller ikke blevet modsagt, når det er hævdet, at denne stillingtagen skyldtes et radikalt ønske. Danmark er, såvidt vides, dermed blevet det første land, som har taget k lar stillin g imod en ny uopsigelighedsperiode for Atlantpagten. Betydningen heraf er måske ikke så stor, når man erindrer sig den franske stilling. Det må anses for lidet sandsynligt, at Frankrig v ille acceptere en ny uopsigelighedsperiode - i hvert fald et Frankrig under de Gaulle - men de vesttyske bekymringer over de sikkerhedspolitiske aspekter af ikke-sprednings-aftalen har dog i den tyske debat ført t il forslag om, at tysk sikkerhed garanteres af USA enten ved en forlænget uopsigelighed af Atlantpagten eller en tosidet amerikansk garanti. Udfra et dansk synspunkt v ille en særlig amerikansk garanti til Tyskland udenfor N A T O form entlig ikke være form ålstjenlig, da der heri kunne ligge en svækkelse af den vestlige alliance. Det er tvivlsomt, om den danske regering har været opmærksom på dette perspektiv. løvrigt har professor Erlin g B jø l flere gange været inde på hensigtsmæssigheden af en ny uopsigelighedsperiode, dels i forbindelse med en samtidig anerkendelse af det østtyske regime og af Oder-Neisse grænsen, dels som et passende vestligt svar af politisk karakter på invasionen af Czekoslovakiet*) Det må anses for tvivlsomt, om den czekiske krise kan foranledige den danske regering - og det v il i denne forbindelse især sige det radikale Venstre - til at ændre standpunkt i dette spørgsmål. Den sikkerhedspolitiske undersøgelse Efter omtalen af N A T O bebudede programerklæringen en sikkerhedspolitisk undersøgelse med disse ord:»på grundlag af de forskydninger i de internationale forhold, der har fundet sted siden traktatens indgåelse, er det regeringens hensigt at gennemføre en samlet undersøgelse og vurdering af dansk sikkerhedspolitik under fuld hensyntagen til samtlige foreliggende forudsætninger«. Undersøgelsen var også en radikal idé, der dog ikke stødte på modstand fra de to øvrige partiers side. Den nye regerings nedrustningsminister Hel- *) Se Erling Bjøls slutningskapitel i Danmark og N A T O (Gyldendal, 1968) og Bjøls artikel i Politiken den 25. august.

9 Dansk sikkerhedspolitik anno veg Petersen - hvis udnævnelse til denne post foruden til posten som kultur- og ulandsm inister var en del af regeringspartiernes aftale - havde stærkt ivret for en sådan undersøgelse. Utvivlsomt er det fra flere sider i de to andre borgerlige partier og måske selv fra kredse i det radikale Venstre blevet erkendt, at en sådan undersøgelse kunne lette spørgsmålet om den radikale holdning til den fremtidige sikkerhedspolitik. H vis undersøgelsen godtgjorde, at der in d til videre ikke var noget egentligt alternativ t il medlemsskab af Atlantpagten, v ille grundlaget for den fortsatte agitation i en del af det radikale parti for dansk udtræden af N A T O blive føleligt svækket. Undersøgelsen er siden kommet i gang. På regeringsplan er rim eligt nok inddraget udenrigsminister P o u l H artling, forsvarsminister E rik Ninn- Hansen og nedrustningsminister K. Helveg Petersen, der samtidig repræsenterer de tre regeringspartier. Undersøgelsen foregår i udenrigsmini- sterielt regi, hvilket i praksis betyder, at udenrigsministeren er udvalgets førstemand. Det særligt sagkyndige udvalg ledes af ambassadør Gunnar Seidenfaden. I udvalgets kommissorium, der offentliggjordes den 19. juni, hed det, at»undersøgelsen og vurderingen bør omfatte Danmarks forhold t il N A T O og andre m ulige sikkerhedspolitiske alternativer, herunder et eventuelt nordisk sikkerhedspolitisk samarbejde. Der foretages en vurdering af FN s muligheder som fredsbevarende organ, herunder med hensyn til de konflik ter, der kan berøre Danmarks sikkerhed, og Danmarks sikkerhedspolitik sættes i relation til de europæiske samarbejdsmuligheder.«undersøgelsens brede sigte fremgår af det afsnit i kommissoriet, der siger, at udviklingslandenes politiske og økonomiske udvikling samt Danmarks forhold t il disse lande skulle inddrages i undersøgelsen. Endvidere blev det sagt, at»hensyn bør tages til løsninger, der muliggør en aktiv dansk indsats t il afspænding og t il løsning af nedrustnings- og konfliktforskning. Det bør herunder undersøges, hvorledes unge gennem indsats i u-landene kan fremme afspændingen«. Den radikale påvirkning af kommissoriet er endnu mere umiskendelig end i regeringens programerklæring. Den direkte henvisning t il m uligheden af et nordisk sikkerhedspolitisk samarbejde sker endog efter det norske stortings vedtagelse af at fortsætte NATO-medlemsskabet efter 1969 og den klare svenske opfattelse, at spørgsmålet om nordisk sikkerhedspolitisk samarbejde er uden aktualitet for Sverige - i den nuværende situation. Det sagkyndige udvalgs sammensætning viste også det brede sigte. H eri

10 402 Dansk sikkerhedspolitik anno 1968 var hade inddraget tjenestemænd fra udenrigsministeriet og en fra forsvarsministeriet - samt en enkelt officer - foruden en konfliktforsker og en naturvidenskabelig professor med tilknytning t il konfliktforskningen. En første rapport forventes fra udvalget til næste sommer. Ikke en ny sikkerhedspolitik Ordene om N A T O og især om Atlantpagtens artikel 13 og det sagkyndige sikkerhedspolitiske udvalgs kommissorium betegnede dog ikke noget brud med den hidtidige sikkerhedspolitik, selvom ordvalget var et andet end tidligere. Bevarelsen af den hidtidige hovedlinie fremgik af programerklæringens ord om Tysklandspolitikken. Her hed det, at en samlet europæisk sikkerhedsordning måtte imødekomme»alle europæiske landes ønske om sikkerhed og indbefatte en løsning af Tysklandsspørgsmålet, der anerkender det tyske folks ønske om selvbestemmelse og genforening«. H eri er ingen tegn på en forestående dansk anerkendelse af det østtyske regime, som der havde været røster fremme om fra radikal side forud for valget. En senere folketingsdebat herom bekræftede, at regeringen ikke gik nye veje i denne sag. Endelig fastslog regeringen, at den gik ind for»afholdelse af en konference om Europas sikkerhed, når grundige forberedelser har vist, at den kan forventes at v ille føre t il nyttige resultater. E n sådan konference hør foruden øst- og vesteuropæiske lande også omfatte USA og Canada.«Dermed var i realiteten taget et større forbehold overfor en sådan sikkerhedskonference end der udtrykkeligt var taget, da tanken herom første gang blev bragt op af den danske regering umiddelbart forud for og under NATOrådsm ødet i Bruxelles i foråret Daværende udenrigsminister Per Hækkerups omtale af en sådan konference vakte dengang en del international opmærksomhed, form entlig også mere end det var tilsigtet fra dansk side. Der lå ikke nogen sindrig plan bag den danske tilkendegivelse, kun et ønske om i forlængelse al andre danske synspunkter at give udtryk for en positiv og åben holdning overfor østlandene. Begrebet en europæisk sikkerhedskonference har også siden spillet en vis rolle i debatten og er på det nærmeste fra radikalt hold blevet fremstillet som et alternativ t il Atlantpagten, men der har aldrig været givet nogen præciseret argumentation for, under hvilke specifikke forudsætninger en sådan konference skulle holdes, og hvad den kunne ventes at resultere i - udover et from t håb om en»løsning af Tysklandsspørgsmålet«. Men det er jo unægtelig et såre omfattende spørgsmål!

11 Dansk sikkerhedspolitik anno Afgørelse udskudt til Tilsyneladende er der med den forventede fremlæggelse af en rapport fra det sagkyndige sikkerhedspolitiske udvalg t il næste sommer lagt op til, at en principafgørelse om fortsat dansk medlemsskab af N A T O subsidiært en dansk udmeldelse af alliancen skal træffes engang i Rent faktisk forholder det sig lid t anderledes. Som artikel 13 er udformet, løber Atlantpagten videre på ubestemt tid efter 1969, men fra det år med den forskel, at den kan opsiges af livert medlemsland med et års varsel. Der skal altså ikke tages stillin g til, om medlemsskabet skal»forlænges«, men om, hvorvidt man ønsker at benytte sig af opsigelsesmuliglieden eller ej. I politisk forstand kan man dog godt tale om, at der skal tages stillin g til fortsat medlemsskab. Det radikale landsmøde i maj i år viste im idlertid, at en afgørelse i realiteten er udskudt til eller det tidspunkt, da det nuværende folketings periode alligevel er ved at udløbe. På landsmødet vedtog man en resolution, hvori det hed, at fortsat dansk medlemsskab må være betinget af N A T O s evne t il at fremme afspændingspolitikken og af, at samtlige NATO -lande efterlever FN s menneskerettigheds-erklæring. Befolkningen bør, hedder det, senest i folketingsåret efter grundig debat have m ulighed for ved et folketingsvalg eller en vejledende folkeafstemning at tage stilling til Danmarks medlemsskab af NATO.«*) E n vejledende folkeafstem ning (en bindende folkeafstem ning om spørgsmålet er i den givne situation udelukket) er, skønt der nu også er socialdemokratiske røster t il fordel for den, lidet sandsynlig. Der v il bl.a. være store formuleringsvanskeligheder i affattelsen af spørgsmålet til vælgerne. E t folketingsvalg om et enkelt spørgsmål, det være sig nok så vigtigt, kan ikke organiseres, da andre spørgsmål ikke kan udelukkes fra valgkampen. Det er iøvrigt altid fra NATO-modstandernes side, at forslag om folkeafstemning om N A T O bringes frem, skønt de regelmæssige opinionsundersøgelser, som det danske Gallup-institut bar foretaget siden 1949, viser, at der altid bar været væsentligt flere tilhængere end modstandere af NATO. Im idlertid lia r der i tiden op t il den czekiske krises kulm ination været et mærkbart fald i tilslutningen til N A T O, hvad der fremgik af en G allupundersøgelse i juni i år, som viste, at kun 39 pct. gik ind for dansk med- ) Politiken den 20. maj 1968.

12 404 Dansk sikkerhedspolitik anno 1968 lemsskab, 20 pct. gik imod, mens 41 svarede»ved ikke«. De tilsvarende tal i oktober 1967 var 47, 14 og 39 og i januar , 14 og 44.*) E n vurdering af samtlige undersøgelsers tal viser en ret nøje sammenhæng mellem den internationale situation og NATO -tilslutningen i Danmark. Tilslutningen bar altid været højst i krisetider, som tilfæ ldet var efter den ungarske krise (56 pct. for N A T O ) og lavest i afspændingsperiodcr som i 1960, da der kun var 37 pct. for, iøvrigt det laveste tal i bele den undersøgte periode. Det er endvidere karakteristisk, at der har været mindst udsving i antallet af modstandere, som siden 1956 har ligget mellem 10 og 20 pct., og størst udsving i antallet af»ved ikke«svar, der i 1960 var så højt som 52 pct. Det kunne derfor forudses, at befolkningens indstillin g t il N A T O v ille ændre sig efter begivenhederne i Czekoslovakiet. Ifølge Gallups opgørelse i Berlingske Tidende den 15. september voksede tilslutningen t il dansk NATO-medlemsskab fra 39 /o i juni til 54 /o i august-september. Modstanden faldt fra 20 t il 16 /c. I Aktuelt rapporterede en Observa-undersøgelse endog 63 % tilslutning t il N A T O og som Gallupundersøgelsen 16 % modstandere. Det mest interessante i tallene er, at 65 /o af de adspurgte radikale vælgere gik ind for N A T O mod 49 Jc socialdemokrater. Det er dermed fastslået, at med fordoblingen af det radikale vælgerkorps ved valget i januar er anti-nato fløjen blevet en meget m indre del af partiet end tidligere. Det v il frem tidig være absurd, om dansk sikkerhedspolitik afgørende skal influeres af den m inoritet (iflg. G allup 12 %, iflg. Observa 15 fo) i det radikale parti, som er modstandere af dansk NATO-medlemskab. N A T O som afspændingsinstrument Resolutionen på det radikale Venstres landsmøde lagde vægt på N ATO s rolle som afspændingsinstrument. Det er i overensstemmelse med den politik, som også var Danmarks før regeringsskiftet. Danmark var meget aktiv under udarbejdelsen af den såkaldte Harmel-rapport om alliancens fremtidige opgaver, men den indenrigspolitiske nødvendighed af at fremstille N A T O som et aktivt afspændingsinstrument på bekostning af det forsvarsmæssige samarbejde bar dog nok ledt t il større forventninger til alliancens aktive rolle på dette felt, end der har været reel basis for - også forud for begivenhederne i Czekoslovakiet. ) Berlingske Tidende den 4. august 1968.

13 Dansk sikkerhedspolitik anno Betydningen blev også fremhævet af statsminister H ilm a r Baunsgaard, der på et spørgsmål fra en journalist i august i år om hvorvidt vi skulle melde os ud af samarbejdet i N A T O svarede:»vi skal have belyst NA TO - politikken og have klargjort, hvad den kommer t il at stå for i den næste periode. Hvis N A T O udover sin forsvarsmæssige opgave også får et p olitisk form ål og derigennem kan bidrage til afspændingen i verden, så synes jeg, det v il være det tåbeligst mulige tidspunkt at melde sig ud.«i samme samtale sagde statsministeren, at mens man muligvis kan acceptere magtbalancen som en garanti for freden, kan man ikke godtage de betingelser, hvorunder den opretholdes - et svar der var fremkaldt af et spørgsmål om krisen i Czekoslovakiet (forud for besættelsen af landet.)*) Statsministerens udtalelse indebærer vel at mærke ingen underkendelse af alliancens forsvarsmæssige opgaver og er i sin accept af magtbalancens betydning udtryk for en realistisk holdning, der ikke i princippet afviger fra den, som indtages af de to øvrige regeringspartier. Det bekræfter påny, at vanskelighederne om den fremtidige sikkerhedspolitik snarere v il være at finde i det radikale Venstre selv end i det egentlige samarbejde mellem regeringspartierne. Det v il være lige så forkert at gå ud fra, at medlemmerne af det radikale Venstres hovedbestyrelse og folketingsgruppe er enige om sikkerhedspolitikken som at undervurdere styrken i agitationen mod den nuværende politik. Måske er det rim eligt ganske kort at nævne nedstyrtningen af den amerikanske brintbombemaskine ud for Thule i januar og de urigtige forlydender senere på året om amerikanske forsøg med bakteriologiske og kemiske våben på Grønland. De kan have påvirket opinionen i negativ retning overfor USA og N A T O og sammen med harmen over m ilitæ rjuntaen i Grækenland og demonstrationerne mod USAs Vietnam politik have været med til at fremkalde nedgangen i NATO-tilslutningen. Den forsigtighed, hvormed regeringen vurderer alle spørgsmål i relation t il Grønland, kom frem, da den afviste at lade forudsete amerikanske raketeksperimenter af civil karakter finde sted fra Grønland i år. Forsvarspolitikken atter kastebold? Men mon ikke den nedadgående NATO -tilslutning, som konstateredes i juni, også hang sammen med den opblussende forsvarsdebat og den stærkere vægt på det nordiske samarbejde, som regeringens politik med stærk *) Berlingske Tidende d e n 4. a u g u s t 1968.

14 406 Dansk sikkerhedspolitik anno 1968 socialdemokratisk støtte var udtryk for som følge af vor fortsatte udelukkelse fra Fællesmarkedet? Det skal i bedømmelsen af den danske sikkerhedspolitik ikke ignoreres, at den ændrede politiske situation lia r gjort forsvarspolitikken t il noget af en kastebold, og at socialdemokraterne i deres nye rolle som oppositionsparti med udgangspunkt i regeringspartiernes eengangsbesparelse på forsvarsbudgettet på 125 m iil. kr. reelt omend ikke form elt har opsagt forsvarsforliget. Det v il ikke være hensigtsmæssigt på dette tidspunkt at gå ind i en nøjere drøftelse af den aktuelle forsvarsdebat, for de udenrigspolitiske begivenheder og regeringens endnu ikke kendte forslag t il en ny forsvarsordning kan tænkes at drage socialdemokraterne ind i et bredt forsvarspolitisk samarbejde påny. Derved ville linien fra det historisk vigtige forsvarsforlig i 1960 og dets bekræftelse så sent som i kunne bevares. Men muligheden af en ændring på dette punkt kan i det mindste ikke udelukkes, mens disse lin ie r skrives, og socialdemokratiske forsøg på at splitte regeringspartierne og tilnærme sig de radikale via forsvarspolitikken kan meget vel tænkes at få indvirkning på den danske sikkerhedspolitik. Som allerede nævnt i indledningen kan der henvises t il flere eksempler på forbindelsen mellem forskellige indenrigspolitiske situationer og landets sikkerhedspolitik. Det gjaldt således holdningen t il stationeringsspørgsmålet , som blev afgjort under omstændigheder, der tyder på en vis forbindelse med det regeringsskifte, der fandt sted i Det gælder vor atom politik, som der nu er principiel enighed om fra de politiske partiers side, men som der endnu ved forsvarsforligets indgåelse i 1960 var uenighed om, eftersom Venstre og Konservative støttede forsvarsstyrelsens syn i spørgsmålet om taktiske atomvåben - placering af alomladninger på dansk jord allerede i fredstid. Det gælder forsåvidt også spørgsmålet om udformningen af begrebet»nordisk balance«, der er nært knyttet t il vor atom politik, skønt det ikke skal bestrides, at man fra dansk side har formået at høste visse udenrigspolitiske fordele af at kunne henvise t il både den stabilitet og de særlige sikkerhedspolitiske vilkår, som råder i Norden. Det bar været daværende udenrigsminister Per Hækkerups fortjeneste, uanset de svagheder der iøvrigt måtte knytte sig til begrebet»nordisk balance«.*) *) Se N ils Ørviks og min kritiske vurdering i»the Scandinavian Members of NATO«i Adelphi Papers. December Institute for Strategic Studies, London).

15 Dansk sikkerhedspolitik anno Indenrigspolitik og sikkerhedspolitik Sammenhængen mellem den svingende indenrigspolitiske situation og vor sikkerhedspolitik, der af indlysende grunde har behov for betydelig kontinuitet, opfattes hyppigt som noget odiøst og er med t il at skabe en stærkt k ritisk in d stillin g især i officerskredse, men i øvrigt også blandt mange civile forsvarsinteresserede overfor politikerne og»det politiske spil«. Jeg føler ingen trang t il at undskylde de svingninger i holdningen til forsvaret og udenrigspolitikken, der påviseligt er rent taktiske og simpelthen opportunistiske. Sådanne svingninger er forekommet, også blandt førende politikere, og v il forekomme igen. Men sagt i en bredere sammenhæng må der nødvendigvis bestå en sammenhæng mellem vurderingen af vore store indenrigspolitiske problemer og formuleringen af vor sikkerhedspolitik og specielt dennes forsvarspolitiske del. Det ideelle er naturligvis en sikkerhedspolitik, der formuleres udfra en kølig analyse (hvis det begreb kan objektivt defineres) af den internationale situation og dennes im plikationer for Danmark og dansk udenrigs og forsvarspolitik. Men vurderingen afhænger af, hvem der foretager den. 1 så 1tenseende er et nøje studium af regeringens programerklæring den 6. februar i år lærerig - og endnu mere læ rerigt v ille det antagelig være, om man havde haft adgang t il at kende de nøjagtige omstændigheder bag dens tilblivelse. Men den hovedvægt, der af den nye regering er lagt på den økonomiske p o litik og den som det syntes relativt gunstige europæiske situation in d til august i år har gjort tilkendegivelserne om vor sikkerhedspolitik lid t mere vage og mere præget af radikale ønsker end man tidligere har set. Som påvist ligger der ikke heri noget virkeligt brud med den hidtidige politik, hvad der form entlig v il blive tydeligere efter begivenhederne i Czekoslovakiet, forsåvidt som kravet om en omgående revision af vor sikkerhedspolitiks grundlag nu er blevet svækket. M en den nye indenrigspolitiske situation efter januar-valget er fremdeles en faktor, som v il øve en vigtig omend endnu uvis indflydelse på den fremtidige sikkerhedspolitik. Den kommende tids forsvarsdebat kan give større klarhed på spørgsmålet om hvor meget og hvordan. N. J. Haagerup