MILITÆRT TIDSSKRIFT. 97. årgang. Redaktor: Major K. V. N I E L S E N

Transkript

1 MILITÆRT TIDSSKRIFT årgang Redaktor: Major K. V. N I E L S E N D E T K R I G S V ID E N S K A B E L IG E S E L S K A B

2 INDHOLDSFORTEGNELSE D E T K R IG S V ID E N S K A B E LIG E SELSKAB Ved årsskiftet. Det krigsvidenskabelige Selskabs formand, oberst M. Rosenløv... 1 Foredragsaften og generalforsamling i Det krigsvidenskabelige Selskab Det krigsvidenskabelige Selskabs bestyrelse Redegørelse for behandlingen af de indsendte prisopgaver for 1966/ Beretning om virksomheden i Det krigsvidenskabelige Selskab i Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver UDENRIGS- OG FO RSVARSPO LITIK, STRATEG I Den militære magtbalance Major K. V. Nielsen... 3 En fransk generals synspunkter. Major G. K. Krie tensen... 8 Forsvaret i de politiske partiers valgmateriale. Major H. B. Konradsen Fransk forsvarspolitik Sovjet expanserer på havet. Konnnar_dørkaptajn Stig Strombak Danmarks sikkerhedsproblem og dets mulige løsninger. En anmeldelse. Oberstløjtnant N ils Berg Danmarks sikkerhedspolitiske muligheder. Oberstløjtnant E. Bassing Dansk sikkerhedspolitik anno Redaktør N. J. Haagerup Ufreds- og konfliktforskning. Advokat Sverre H irtmann T A K T I K, O R G A N IS A TIO N Demokratisering - Ledelse - Disciplin - Effektivitet. Major J. C. Essemann Troppeinddeling. Major H. H. Jørgensen Canadas vej til enhedsværnet. Kaptajn B. Reese-Petersen Canadas enhedsvæm. Oberstløjtnant O. K. Lind Et britisk syn på forsvarsorganisation og enhedsvæm Erfaringer fra luftkrigen over Nord-Vietnam. Flyverløjtnant I J. C. M. Probst Norske synspunkter på artilleristøtte. Oberstløjtnant J. Nesgård K R IG SHISTO RIE Man har gjort ham til grin. Oberstløjtnant E. Bassing Kampene ved Montélimar i august Premierløjtnant H. Christiansen Maurice de Saxe militære testamente. Kadet K. E. Nielsen Junikrigen Kapten Ingvar Leion Grundelementer endnu en gang. Oberstløjtnant E. B assing P E R S O N E L F O R V A LT N IN G, D IS C IPLIN M.M. Demokratisering - Ledelse - Disciplin - Effektivitet. Major J. C. Essem ann Betragtninger vedr. rådighedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden. Stud. jur., premierløjtnant (R) S. A. Jensen

3 Oplysnings- og velfærdsvirksomhed under krigsforhold. Major (R) P. Q. Nielsen 423 Værnepligtstjeneste og uddannelse. Slud. jur., premierløjtnant (R) H. baron Wedell-Wedellsborg U D D AN N ELS E Hærens stabskole i Norge. Major H. V. Jørgensen Den franske videregående militære uddannelse berunder de docerede taktiske og srategiske koncepter. Major P. K. Rorris V A D E N, U D RUSTN IN G M.M. Feltliv uden biler. Fabrikant, major (R) A. N. Hvidt FO R S K E L L IG T Dag Hammarskjolds 8 principper. Major E. S. Flemming Den kgl. militære Manege. Oberstløjtnant L. Sabroe Spaniens forsvar og dets baggrund. Major A. C. Petersen De retlige betingelse for De forenede Nationers krisestyrkers tilstedeværelse på en stats territorium. Stud. jur., premierløjtnant (R) Niels Schou Større anmeldelser: BØ G ER Danmark og Nato. Erling Bjøl m. fl. (Oberstløjtnant N ils llerg) Korte anmeldelser: Soviet Military Policy. A Historical Analysis. Raymond L. Garthorff. (K. V. Nielsen) 45 C ivil værnepligt. Betænkninger nr (N. B-g) Hitler s Last Gamble. Jacques Nobécourt. (V. K. Sørensen) The Battie of the Ardennes Ingenieurkorpset: Kort Beskrivelse af de nye befæstningsanlæg ved Kjøbenhavn med 3 Planer Københavns nye befæstningsanlæg. H. Frobenius Interims Instruction for Felttienesten som den skal læres LTnderofficererne og de Gemene af Infanteriet U-Boottyp XXI. E. Rossier m. fl Peace and War. A Theorv of International Relations. Raymond Aron (V. K. Sørensen) Soldat i Arktis. Bertil Wedin Die deutschen Kriegsscliiffe , Bd. 2. Erich Groner Die fremden Flotten im 2. Weltkrieg und ihr Schicksal. Peter Klepsch Hemvårnet. Symbol for svensk forsvarsvilja. Peter Siegbahn Spain the vital Years. Luis Bolin (A. C. Petersen) Weyers Flottentaschenbuch 1968 (R) Der Bau von Unterseebooten and der Germaniawerft. H. Techel U-Boottyp X X III. E. Rossier

4 Die deutschen Panzerkampfwagen III und IV mit ihren Abarten W. J. Spielberger & F. W ie n e r Forsvar i vår tid. Lars Hansson & Arne Lundeli Danske Uniformer. Chr. V. Bruun Den danske armé s uniformer, I serie. Valdemar M øller Svenska Arméns Regementen. Regementstraditioner. Carl Herlitz (V. H.) The Strategy of Civilian Defence. Adam Roberts (red) (K. V. Nielsen) Strategy: The Indirect Approach. B. H. Liddell-Hart (K. V. Nielsen) N A T O and Europe. Andre Beaufre (K. V. Nielsen) Haandskydevaabnenes Historie fra Krudtets Oprindelse og indtil Udgangen af Aaret Budde-Lund (-V) Den kristne og krigen. Svend Balslev ( 'V) Bemandede rumskibe. Thomas H e ilm a n n Krigen Bjørke, Kiæ r og Norrie (K. V. Nielsen) The Last Ditch. David Lampe (V.) Machine Age Armies. John Wheldon (M. Clemmesen) Rommel s Last Victory. The Battle of Kasserine Pass. Martin Blumenson Die Entstehungsgeschichte der U-Boote. Hans-Joachim Lawrenz Ekonomisystem for forsvaret. Statens offentliga utredningar 1968:1 (-obmj) The Mediterranean Strategy in the Second World War. Mich. Howard Taschenbuch der Kriegsflotten Norsk sikkerhetspolitikk i strategisk perspektiv I-II. Johan Jørgen Holst (K. V. Nielsen) Sikkerhetspolitisk omprøving? Arne Olav Brundtland (K. V. Nielsen) N A T O efter Niels Jørgen Haagerup (K. V. Nielsen) Dansk Sikkerhedspolitik I II (V.) Anden Verdenskrig. Hvornår skete det? Ole Helmer Jensen (K. V. Nielsen) Den norske Brigade i Tyskland N. Borchgrevink (K. V. Nielsen) Jahre deutsche U-Boote Bodo Herzog (V.) Taschenbuch der Kriegsflotten Ørneborgen. Alistair MacLean Krigens Historie. Montgomery of Alamein (K. V. Nielsen) Undervisningsmetoder og arbejdsmønstre. Finn Rasborg (F. H.) Design and Development og Fighting Vehicles. R. M. Ogorkievvitz (M. Clemmesen) 488 Infantry im Vietnam. Albert N. Garland (red) (M. V. Jespersen)

5 Bøgrer Raymond L. Garthoff: Soviet M ilitary Policy. A Historical Analysis. Faber and Faber, London 1966, 276 sider, sh 42- Forfatteren til denne bog vil være kendt fra tidligere offentliggjorte studier om sovjettiske forhold. Hans sidste bog The Soviet Image of Future War udkom i 1959 og er anmeldt her i tidsskriftet, august Da marskal Sokolowskys store værk om militær strategi, det første samlede m ilitærstrategiske værk i Sovjet siden 1926, i 1963 udsendtes i flere engelske oversættelser, blev Garthoff valgt til at introducere den ene af de foreliggende versioner (So- kolowsky: Military Strategy: Soviet Doc- trine and Concepts, Fr. A. Praeger N Y 1963). Siden da har Garthoff, der virker som Special Assistant for Soviet Bloc Po- litico-military Affairs for det amerikanske State Department og som forelæser på The School for Advanced International Studies ved John Hopkins Universitetet, i en række artikler og bidrag til forskellige værker behandlet sovjettiske forhold. I forordet til denne bog, hvoraf flere kapitler tidligere har været offentliggjort, men her foreligger reviderede eller helt omskrevne, siger forfatteren, at formålet med denne er at analysere relationerne mellem krig, fred og revolution i sovjettisk politik. Hertil er det nødvendigt at undersøge de langsigtede retningslinier i den zaristiske og senere den sovjettiske politik. I Rusland har militær magt altid spillet og spiller stadig en i videste forstand afgørende rolle i samfundslivet, for ideologien og for indenrigs- og udenrigspolitikken. Det er denne rolle Garthoff i denne bog detailleret gør rede for. Hans kendskab til emnet er omfattende, og han underbygger sin fremstilling med et væld af kildehenvisninger (Noter og bibliografi omfatter ialt 23 tæt trykte sider). En væsentlig del af baggrunden for forståelse af den nuværende sovjettiske m ilitærpolitik er at finde i det før-revolutio- nære Ruslands udenrigs- og militærpolitik, hævder forfatteren. Det zaristiske Rusland søgte at gøre sin indflydelse gældende på den internationale arena ved at deltage i spillet om gunstige alliancer og gennem disse eller ved ensidig optræden, når dette var lønnende, at fremme sine territoriale ambitioner. Opbygning og vedligeholdelse af tilstrækkelig store militærstyrker og udbygning af det økonomiske krigspotentiel gennem industrialisering og modernisering blev anset for nødvendigt for at afskrække fra storkrig. Det russiske zarstyre viste betydelig evne til balance og smidighed i sin ekspansionspolitik, som resulterede i koloniseringen af enorme områder i Sibirien og det centrale Asien. Kun i perioder, hvor indre splittelse påvirkede udviklingen, forekom afvigelser fra dette mønster. Det var militær svaghed i sidste halvdel af forrige århundrede, som i 1867 førte til salget af Alaska og Aleuterne til USA.

6 48 Bøger Stillet overfor truslen om engelsk annektion i en evt. konflikt, hvor Rusland ville være maritim underlegen, lykkedes det russerne gennem salget at bevare magtbalancen i det nordlige Stillehav ved at øge de amerikanske interesser i dette område. Efter revolutionen i 1917 gjorde det nye styre tilsvarende en dyd af nødvendigheden, da det afsværgede sig det gamle regimes politiske, militære og økonomiske rettigheder og forpligtelser over for udlandet og tilstod en række tidligere annekterede områder selvstændighed. Dette gjaldt bl. a. de tre randstater, Finland og Polen. Allerede i midten af 20 erne havde sovjetstyret im idlertid opnået en sådan indre stabilitet, at det tidligere styres udenrigs- og militærpolitiske målsætning kunne genoptages. Også Sovjets udenrigs- og militærpolitik præges af balancen mellem størst mulig territorial ekspansion og mindst mulig risiko for væbnet konflikt. I Asien fortsatte Sovjet zarernes udnyttelse af Kinas svaghed til at opnå dominerende indflydelse i de kinesiske grænseområder. I Østeuropa fulgte Sovjet samme linie, uden på noget tidspunkt at fejlberegne den kalkulerede risiko. Stalins af- visen af støtte til kommunistisk oprør i Grækenland efter 2. verdenskrig er et illu strerende eksempel på den realpolitiske balancegang. I bogen Seven Roads to Moscow sammenligner Jackson det russiske rige med en have langs hvis gærde, der vokser slyngplanter; når vækstbetingelserne er gode og naboerne ikke forhindrer det, breder planterne deres stængler ud over gærdet, er naboerne im idlertid ivrige efter at holde rent, vegeterer planterne indenfor hegnet, indtil mulighederne for at brede sig igen er til stede. Dette billede bekræftes af Garthoffs fremstilling som gældende både for det gamle og nye regime i Rusland. A f særlig interesse er forfatterens redegørelse for de væbnede styrkers rolle som social-politisk faktor i perioden og for marskallernes og kommunistpartiets indbyrdes forhold i perioden Disse afsnit af bogen skal derfor i det følgende omtales mere udførligt. Som social gruppe og som politisk faktor i russisk samfundsliv optræder de væbnede styrkers personel som et element repræsenterende både en tydelig historisk kontinuitet og store forandringer. Nu, ligesom i slutningen af det 19. og de første år af det 20. århundrede, gør den teknologiske udvikling sig mærkbart gældende på det militære område. Nu, som dengang, fremstår en ny professionel officerstype. Men medens det faste officerskorps dengang aktivt bidrog til at nedbryde den eksisterende, traditionelle sociale og politiske orden, så er officerskorpset i dag et væsentligt led i opbygningen af det nye samfund. Krigsministeren i årene , Dmi- tri Milyutin, spillede en afgørende rolle for den ændring, der skete henimod et professionelt og teknisk kvalificeret officerskorps. Et zaristisk manifest fra 1885, der fastslog adelens dominerende rolle inden for de væbnede styrker, kunne ikke ændre denne udvikling. Kun inden for flåden lykkedes det adelen at bevare sin altdominerende position. Den 1. verdenskrig betød yderligere ændringer af officerskorpsets sammensætning, nye officerer kom nu i meget stort tal fra underofficerskorpset, der havde sin rod i bondestanden, og fra den unge intelligens. Det zaristiske Ruslands officerskorps undergik således i 50-året før 1. verdenskrigs afslutning betydelige ændringer både i social sammensætning og holdning. Ligesom det russiske samfund som helhed til-

7 Bøger 49 passede det sig de ændrede økonomiske forhold. Men politisk kunne ændringerne ikke holde trit med udviklingen. Under borgerkrigen, der fulgte efter revolutionen i 1917, gik mellem og officerer over til den Røde Armé, i august 1920 var endnu ca af dem tilbage, men i 1921 blev størsteparten afskedigede. Mange af dem, der blev, havde en betydelig indflydelse, selv om det nu var de fra Bolsjevik-partiet kommende chefer, som Frunze og Voroshilov, eller de, der blev båret frem af revolutionen som Budenny og Bliicher, der var de egentlige toneangivende. Deres forskellige baggrund og erfaringer medførte im idlertid en ødelæggende strid mellem»proletarerne* og»de militære specialister«. Et afgørende vendepunkt indtrådte med M ikhail Tukhachevskys overtagelse af kontrollen med hæren i Denne adelsmand, tidligere gardeofficer og senere marskal i den Røde Armé, indledte moderniseringen af hæren og søgte at placere officerskorpset som en betydende faktor i det sovjettiske samfund. Det var hans plan - ligesom i slutningen af det 19. årh. - af officerskorpset at skabe en professionel gruppe af specialister i militær videnskab og teknologi. I 1935 genindførtes de gamle grader og nye lønskalaer, der betød tilbagevenden til skellet mebem officerer og menige og mellem yngre og ældre officerer. Der indrettedes særlige forretninger og klubber for officerer og deres familier. Undervisning i sådanne fag som fransk, polo og dans genindførtes, og den tidligere militærattache fra zar-tiden i Paris, grev Ignateyv, kaldtes hjem som rådgiver i kulturelle anliggender! Disse foranstaltninger førte imidlertid til sammenstød med den officielle ideologi, og hele denne udvikling fik en brat afslutning med Stalins store udrensninger i Bl. a. 3 af 5 marskaller, 13 af 15 armechefer, 57 af 85 korpschefer og 110 af 195 divisionschefer blev udrenset, værst gik det ud over tidligere bolsjevikofficerer og zar-officerer. Men partiet genindførte fuld kontrol med de væbnede styrker. Også 2. verdenskrig gjorde stort indhug i førkrigstidens professionelle officerskorps, men bidrog alligevel til at højne dets standard. De professionelle officerer placeredes igen foran de politiske, særlige gardeenheder med specielle privilegier oprettedes, og officer fik lejlighed til at sikre en vis»arvefølge«, idet der i 1943 oprettedes nye, eksklusive kadetskoler, hvor officerssønner fra 8-9 års alderen kunne vokse op og uddanne sig i en m ilitær atmosfære. A lt dette har bidraget til en stærk social solidaritet blandt officererne, der stadig lever et isoleret garnisonsliv, men med en relativ høj levestandard. Det er et karakteristisk træk, at der blandt det militære personel er en udpræget tilfredshed med dets sociale placering, og tendenser til kritik, som blandt studenterne, forekommer ikke. Med Stalins død tiltog de væbnede styrkers potentielle politiske rolle på tilsvarende måde som alle andre sovjettiske institutioner automatisk blev mere betydningsfulde. De ledende militære chefer fik større indflydelse på politisk-strategiske beslutninger. Men igen viste udviklingen, at i det øjeblik, hvor man, som det var tilfældet med marskal Zhukov, fra militært hold søger at spille en selvstændig politisk roue, griber partiet ind og bekæmper sådanne tendenser. Sammenfattende siges det, at de væbnede styrker har opnået en høj social status, materielle goder og prestige. De har hverken søgt at opnå eller opnået tilsvarende politisk magt. Uden tvivl har tilfæl-

8 50 Bøger det Zhukov afholdt officerer fra at søge en mere aktiv politisk rolle. Ikke destomin- dre er de som professionelle blevet mere og mere involveret i politiske afgørelser. Sovjethæren af i dag er i det væsentlige apolitisk, men dens potentielle politiske rolle er bemærkelsesværdig høj, og officerskorpset som sådan er tilfreds med denne tingenes tilstand. I et særligt kapitel behandler Garthoff - som allerede nævnt - forholdet mellem marskalleme og kommunistpartiet i årene Perioden lige efter krigen var præget af de hyldestbevisninger, der naturligt tilkom de sejrrige russiske armeers chefer. Visse af dem optoges som kandidater til den Øverste Sovjet, men i løbet af et årstid var en del faldet i unåde, fængslet eller afskediget. Stalin havde igen strammet sit greb. Men med hans død indtrådte en forandring. I løbet af kun en uge blev hærministeriet og marineministeriet slået sammen til et forsvarsministerium med marskal Bulganin som chef og marskal Zhukov som en af de tre stedfortrædende forsvarsministre. Med likvideringen af Beria i ju li 1953 mindskedes det hemmelige politis magt og de væbnede styrkers stilling øgedes tilsvarende. Zhukov indtog Berias plads i Centralkomiteen og i de følgende måneder forfremmedes ti ældre generaler og admiraler, medens andre, der var i unåde, rehabiliteredes. Striden mellem Stalins efterfølger, Malenkov, der ville lægge vægten på den lette industri og fremstillingen af konsumvarer, og Krushev, der fastholdt sværindustriens og våbenindustriens fortrinsstilling, endte som bekendt med Malenkovs fald. I denne strid var marskalleme helt på Krushevs side, og Zhukov overtog da også hurtigt forsvarsministerposten. Dette samarbejde varede indtil I denne periode steg de væbnede styrker ganske betragteligt i anseelse og indflydelse, særligt efter at Zhukov i juni 1957 reddede Krushev fra at blive afsat. Krushev kunne dog heller ikke acceptere denne stærke indflydelse fra de væbnede styrkers side, repræsenteret ved Zhukov, og 2. november 1957 afsattes han, fordi»han havde forsøgt at afskaffe partiets lederskab og kontrol over de væbnede styrker.«som Zhukovs efterfølger valgtes marskal Malinowsky, uden at denne dog blev medlem af partiets præsidium. Krushev-perioden prægedes af ændringer i den militære tankegang og det m ilitære potentiels sammensætning. De politiske - militære relationer gennemgik flere stadier. Ved Kruschev-periodens afslutning var det militære lederskab stadig udelukket fra statens højeste råd, men dets standpunkter influerede på de afgørende beslutninger og på allokering af de rådige ressourcer. Det sovjettiske lederskab har skiftet karakter i løbet af det sidste 10-år. Lederne i Krem l er alle enige om,»at hvad der er godt for Sovjet, er godt for verdensrevolutionen«. Der er imidlertid delte meninger om den rolle, de militære magtmidler bør spille. De militære ledere er naturligt blandt dem, der stærkest hævder nødvendigheden af en stærk og afbalanceret militærmagt. En analyse af de fremtidige politiske - militære relationer i Sovjet vil i væsentlig grad være afhængig af udviklingen i det sovjettiske samfund som helhed. Intet tyder im idlertid på, at en direkte konflikt mellem det politiske og det militære lederskab er tænkelig. De militære ledere er ikke tilbøjelige til at ville forsøge at påtage sig en ledende politisk rolle, med mindre der da skulle ske et sammenbrud i partiets ledelse. Det kan sluttelig være af interesse at

9 Bøger 51 notere sig, at den rolle, som Garthoff i sin fremstilling tillægger de sovjettiske væbnede styrker som social-politisk faktor, nøje svarer til de konklusioner, den russisk-tyske sociolog Nikolai Galay har drage i sin analyse The Relationship Between the Structure of Society and the Armed Forces as Illustrated by USSR. Denne analyse, der er offentliggjort i tidsskriftet Bulletin, november og december 1966, blev i september 1966 fremlagt på den 6. internationale kongres for sociologi i Evian i Frankrig, og af den deltagende sovjettiske delegation med»afsky og harme«betegnet som»kold Krig-propaganda«. Endelig bør det også nævnes, at nærværende bog i det engelsksprogede Soviet M ilitary Revietv har fået en anmeldelse af lignende indhold. Noget taler derfor for, at den detaillere- de fremstilling, Garthoff med denne bog har givet af politiske og militære forhold i Sovjet, er væsentlig for den, der ønsker at sætte sig ind i Sovjets udenrigs- og militærpolitik. K. V. Nielsen C ivil værnepligt. Betænkning nr Indenrigsministeriet nedsatte i 1963 et udvalg til at overveje spørgsmålet om en eventuelt ændret beskæftigelse af de til civilt arbejde overførte værnepligtige. Udvalget kunne efter kommissoriet desuden fremkomme med forslag til andre ændringer i loven af 1933, som det under sine overvejelser måtte anse for påkrævede eller ønskelige. Baggrunden for udvalgets nedsættelse var, at det skovarbejde i statsskovene, som de for militærtjeneste af samvittighedsgrunde fritagne værnepligtige fortrinsvis var blevet beskæftiget med, måtte betragtes som utilfredsstillende for militærnægteme og egnet til at fremkalde psykiske konflikter, ligesom det blev gjort gældende, at skovarbejdet gav for ringe samfundsmæssig nytte. Udvalget foreslår, at de civile værnepligtiges arbejdskraft fremtidig - foruden til statsarbejde - skal kunne anvendes ved ikke statslige institutioner af humanitær, kulturel eller anden almennyttig karakter. Et fra militæmægterside fremsat ønske om at få mulighed for at aftjene værnepligten ved arbejdsindsats i Grønland og i udviklingslande har udvalget ikke kunnet gå ind for. Desuden foreslår man, at værnepligtige, der er mødt til udførelse af militærtjeneste, får adgang til at begære sig overført til civilt arbejde, en ret de ikke har i dag. Blandt de foreslåede ændringer i straffebestemmelserne må bemærkes forslaget om, at der åbnes mulighed for at dømme værnepligtige, der nægter at møde til civilt arbejde, til at udføre dette arbejde. Bestemmelsen tager særligt sigte på tilfælde, hvor værnepligtige af religiøse grunde nægter at udføre civilt arbejde, men hvor der er anledning til at tro, at de værnepligtige, såfremt det ved en dom pålægges dem at udføre dette arbejde, affinder sig hermed. Grundbetingelsen for fritagelse for militærtjeneste : at denne må anses for at være uforenelig med den pågældendes samvittighed (d.v.s. stride mod hans religiøse, humanistiske eller etiske forestillinger), har udvalget ikke ment burde ændres. Det har således ikke fundet anledning til at foreslå, at en person alene under henvisning til sin politiske overbevisning skulle kunne begære sig fritaget for m ilitærtjeneste. Folketingsmand Svend Haugaard, der har været den ene af udvalgets repræsentanter for Aldrig mere Krig, har ved på dette punkt - som iøvrigt på en række andre - at formulere særstandpunkt demonstreret 100 % loyalitet over for sin ungdoms standpunkter.

10 52 Bøger Udvalget foreslår loven benævnt»lov om fritagelse for militærtjeneste af samvittighedsgrunde«. Hverken titelændringen eller de øvrige ændringer, som foreslås, berører det principielle grundlag, som har båret lovgivningen på dette område siden den første lov om værnepligtiges anvendelse til civilt arbejde af Ændringsforslagene repræsenterer besindige og vel argumenterede ajourføringer. Dette mådehold er formodentlig grunden til, at den militante del af militærnægterne har erklæret betænkningen krig. Der er ingen grund til at tro, at en lovændring i overensstemmelse med betænkningens forslag i sig selv skulle give en stigning i antallet af militæmægtere og dermed kompromittere udskrivningsmyndighedernes mulighed for at udskrive den nødvendige værnepligtsstyrke til værnene og civilforsvaret. Fra professionelt m ilitært hold skulle man derfor fortsat kunne acceptere denne variant på det normale samfundsmønster. N. B-g. Jacques Nobécourt: H itler s Last Gamble. The Battie of the Ardennes. Chatto & Windus, London sider, 50 s. Med åbningen af en voldsom artilleriild langs hele fronten af Sepp Dietrich s armé kl. 5 om morgenen den 16. december 1944 indledte tyskerne den offensiv, der i vinteren pludselig bragte situationen ud af balance for de allierede netop på det tidspunkt, hvor Tyskland syntes at have udtømt alle sine kræfter. De tyske panserhære gentog i december 1944 overraskelsen fra 1940 og opnåede igen et bemærkelsesværdigt gennembrud. De allierede havde praktisk talt ingen reserver, og de måtte trække på alle ressourcer for at skaffe mænd og materiel til at dæmme op for det tyske angreb. Og mens sneen hvirvlede ned i julen i december 1944, så alt kaotisk og uvist ud. Men skønt tyskerne havde fordelene af overraskelsen, så kom amerikanerne sig dog hurtigt, især på grund af det lokale initiativ og den lokale modstand, der skaffede den højere føring den fornødne tid. Det tyske angreb kom overraskende og voldsomt og skabte panik blandt amerikanerne. Det blev et dramatisk afsnit af krigen, der ikke ændrede dennes gang, men som i krigens historie står omgivet af mange mystifikationer og ikke få overdrivelser. De implicerede generalers og politikeres erindringer har ikke alle i lige høj grad bidraget til at lette tågesløret om disse begivenheder, undertiden tværtimod. Lettere er det ikke blevet ved, at flere af dem på forskellig tid har givet en forskellig fremstilling af deres egen rolle, alt efter som det bl. a. har passet ind i det øjeblikkelige storpolitiske spil. Det er vel altid betænkeligt at betegne en bestemt bog som den eneste eller mest objektive om en historisk begivenhed, men forfatteren til denne bog har i hvert tilfælde med stor flid bestræbt sig på at give en sober og nøgtern fremstilling af optakten til denne offensiv, en klar og anskuelig fremstilling af offensivens forløb og en interessant afrunding af konsekvenserne af det tyske angreb. Forfatteren ofrer temmelig megen plads på optakten, herunder også de politiske forudsætninger for den tyske offensiv. Her er der næppe meget ukendt stof; men det kan være nyttigt endnu en gang i denne sammenhæng at få det fortalt og at få et samlet overblik over situationen, som den så ud, da det tyske angreb brød ud. Bogen kaster bl. a. et interessant lys over de indre magtkampe - selv på dette sene tidspunkt - i Nazi-partiet. Planen, der helt var Hitler s, var baseret på 1940-planen. Den skulle - om muligt - skabe Hitler en politisk sejr og en mulighed for at komme på talefod med vest-

11 Bøger 5B magterne. I tilfælde af nederlag skulle Rundstedt redde Hitler s ansigt, en rolle, som han kun alt for villigt var rede til at påtage sig, selv om han vaskede sine hænder og ikke blandede sig i planlægningen, der iøvrigt skete helt hen over hovedet på både von Rundstedt og Keitel. Forfatteren sætter - tilsyneladende med rette - et spørgsmålstegn ved LiddeU Hart s troværdighed som historiker i denne forbindelse, og han harcellerer ikke uden grund over dennes noksom bekendte bedreviden, der også kom til udtryk under selve krigen. Bogen gør det af med forskellige»myter«. Således den i lang tid også efter krigen troede faldskærmsmyte, der skabte panik i det amerikanske bagland og forårsagede en formålsløs jagt på imaginære faldskærmstropper. Den rolle, som tyske agenter spillede til forberedelsen af offensiven, var formentlig mindre end belgierne troede, men mere aktiv end de allierede forestillede sig. Skorzeny's rolle i befrielsen af Mussolini bliver bragt på det rene, ligesom hans aktion under Ardenner-offensiven verificeres. Omend dens omfang ikke var så stor som oprindeligt antaget og senere stadig troet, så havde den dog vidtrækkende følger og opfyldte sit formål. Beskrivelsen af selve operationen er nøgtern, men fængslende og historisk korrekt, såvidt det er muligt at bedømme det. Forfatteren yder amerikanerne megen anerkendelse og fremhæver især, at det mere end noget andet var den amerikanske infanterist, der udmærkede sig under Ardenner-offensiven. Eisenhower fremtræder ikke som nogen stor general, og hans politiske indsigt, bl. a. i spørgsmålet om Strasbourg synes ringe. Det må vel nok tages med i betragtning, at forfatteren selv er franskmand, men iøvrigt har han et herligt portræt af de Gaulle og dennes»taknemmelighed«overfor ChurchiU s intervention til fordel for anvendelsen af de franske tropper. ChurchilFs senere omtale heraf er en perle af churchilliansk humor. Det er alt taget i betragtning en højst læseværdig bog om et stadig fængslende emne, og det er en bog af høj historisk karat. V. K. Sørensen. I ngenieur korpset: Kort Beskrivelse af de nye Befæstningsanlæg ved Kjøbenhavn med 3 Planer. Krigsministeriet Reproduktion Forlaget ZAC, Kgs. Lyngby, Hft. kr. 24,50. H. Frobenius: Københavns nye befæstningsanlæg. Oversat fra Jahrbuch fiir die deutsche Armee und Marine bd. 90, Forlaget ZAC, Kgs. Lyngby, 1967, hft. kr. 22,85. Disse to bøger imødekommer i høj grad den store historiske - ikke mindst lokalhistoriske - interesse, der i de 6enere år har vist sig for den så politisk omstridte befæstning af København omkring århundredskiftet. Den første, der er Ingeniørkorpsets officielle beskrivelse, er genoptrykt under anvendelse af moderne lystryksteknik. Den fremtræder derfor nøjagtig som den originale udgave fra End ikke klassifikationsgraden Fortroligt er ændret. Sammenholder man denne bog med den anden, der er skrevet af oberstløjtnant i den kejserlige tyske Hær H. Frobenius og oprindelig offentliggjort i et tysk militært tidsskrift, forbavses man over det detailkendskab, denne spion har erhvervet sig til forsvaret af København. Mange af hans oplysninger kan man end ikke genfinde i det officielle værk. Fabrikant, major (R) A. N. Hvidt, der er en nøje kender af Københavns Befæstning og dens historie har skrevet forordet.

12 54 Bøger Interims Instruction for Felttienesten som den skal læres Underofficererne og de Gemene af Infanteriet. København 1805, 54 sider. Reproduktion Forlaget ZAC, Kgs. Lyngby 1967, kr. 19,85. Også denne bog er en nøje reproduktion af den oprindelige udgave. Den behandler i en række spørgsmål og svar infanteristens forhold i felten. Det er en lille interessant bog, der foruden at give et levende indtryk af datidens infanterist og hans vilkår også giver undervisning i brugen af hans våben. E. Rossler m.fl.: U-Boottyp XXI. 2. udgave. J. F. Lehmanns Verlag, Miinchen, 1967, 164 sider med 64 skitser og 34 illu strationer, D M 12,80. Denne bog er det første bind i en ny serie Wehrwissenschaftlische Berichte. Den skildrer de tekniske overvejelser, den tyske Marine under 2. verdenskrig anstillede med henblik på konstruktion af en ny U-bådstype. Problemet var at skabe et fartøj med en sådan hastighed under vandet, dykkeevne og aktionsradius, at de allieredes anti-ubåds våben kunne gøres virkningsløse. Bygningen foregik ved at bådens enkelte elementer blev fabrikeret rundt om i Tyskland og herefter fragtet til værfter i Bremen, Hamborg, K ie l og Danzig, hvor sammenbygningen fandt sted. Ialt 12 værfter var beskæftiget hermed. Den første båd af denne type løb af stabelen 19. april 1944, men på grund af en række tekniske vanskeligheder kom den først i april 1945 i operativ tjeneste. Kun to af de omkring 180 planlagte både nåede så langt. Adskillige af bådene blev efter krigen overtaget af sejrherrerne, medens en stor del blev sænket såvel af tyskerne selv som af de allierede umiddelbart før og efter krigens afslutning. Bogen indeholder detaillerede tekniske beskrivelser. Den kan imidlertid have interesse også for den ikke teknisk kyndige, idet den i afsnittet om byggeprogrammet giver et tydeligt indtryk af den overadministration, der var et af det nazistiske Tysklands kendetegn.