MILITÆRT TIDSSKRIFT. 97. årgang. Redaktor: Major K. V. N I E L S E N

Transkript

1 MILITÆRT TIDSSKRIFT årgang Redaktor: Major K. V. N I E L S E N D E T K R I G S V ID E N S K A B E L IG E S E L S K A B

2 INDHOLDSFORTEGNELSE D E T K R IG S V ID E N S K A B E LIG E SELSKAB Ved årsskiftet. Det krigsvidenskabelige Selskabs formand, oberst M. Rosenløv... 1 Foredragsaften og generalforsamling i Det krigsvidenskabelige Selskab Det krigsvidenskabelige Selskabs bestyrelse Redegørelse for behandlingen af de indsendte prisopgaver for 1966/ Beretning om virksomheden i Det krigsvidenskabelige Selskab i Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver UDENRIGS- OG FO RSVARSPO LITIK, STRATEG I Den militære magtbalance Major K. V. Nielsen... 3 En fransk generals synspunkter. Major G. K. Krie tensen... 8 Forsvaret i de politiske partiers valgmateriale. Major H. B. Konradsen Fransk forsvarspolitik Sovjet expanserer på havet. Konnnar_dørkaptajn Stig Strombak Danmarks sikkerhedsproblem og dets mulige løsninger. En anmeldelse. Oberstløjtnant N ils Berg Danmarks sikkerhedspolitiske muligheder. Oberstløjtnant E. Bassing Dansk sikkerhedspolitik anno Redaktør N. J. Haagerup Ufreds- og konfliktforskning. Advokat Sverre H irtmann T A K T I K, O R G A N IS A TIO N Demokratisering - Ledelse - Disciplin - Effektivitet. Major J. C. Essemann Troppeinddeling. Major H. H. Jørgensen Canadas vej til enhedsværnet. Kaptajn B. Reese-Petersen Canadas enhedsvæm. Oberstløjtnant O. K. Lind Et britisk syn på forsvarsorganisation og enhedsvæm Erfaringer fra luftkrigen over Nord-Vietnam. Flyverløjtnant I J. C. M. Probst Norske synspunkter på artilleristøtte. Oberstløjtnant J. Nesgård K R IG SHISTO RIE Man har gjort ham til grin. Oberstløjtnant E. Bassing Kampene ved Montélimar i august Premierløjtnant H. Christiansen Maurice de Saxe militære testamente. Kadet K. E. Nielsen Junikrigen Kapten Ingvar Leion Grundelementer endnu en gang. Oberstløjtnant E. B assing P E R S O N E L F O R V A LT N IN G, D IS C IPLIN M.M. Demokratisering - Ledelse - Disciplin - Effektivitet. Major J. C. Essem ann Betragtninger vedr. rådighedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden. Stud. jur., premierløjtnant (R) S. A. Jensen

3 Oplysnings- og velfærdsvirksomhed under krigsforhold. Major (R) P. Q. Nielsen 423 Værnepligtstjeneste og uddannelse. Slud. jur., premierløjtnant (R) H. baron Wedell-Wedellsborg U D D AN N ELS E Hærens stabskole i Norge. Major H. V. Jørgensen Den franske videregående militære uddannelse berunder de docerede taktiske og srategiske koncepter. Major P. K. Rorris V A D E N, U D RUSTN IN G M.M. Feltliv uden biler. Fabrikant, major (R) A. N. Hvidt FO R S K E L L IG T Dag Hammarskjolds 8 principper. Major E. S. Flemming Den kgl. militære Manege. Oberstløjtnant L. Sabroe Spaniens forsvar og dets baggrund. Major A. C. Petersen De retlige betingelse for De forenede Nationers krisestyrkers tilstedeværelse på en stats territorium. Stud. jur., premierløjtnant (R) Niels Schou Større anmeldelser: BØ G ER Danmark og Nato. Erling Bjøl m. fl. (Oberstløjtnant N ils llerg) Korte anmeldelser: Soviet Military Policy. A Historical Analysis. Raymond L. Garthorff. (K. V. Nielsen) 45 C ivil værnepligt. Betænkninger nr (N. B-g) Hitler s Last Gamble. Jacques Nobécourt. (V. K. Sørensen) The Battie of the Ardennes Ingenieurkorpset: Kort Beskrivelse af de nye befæstningsanlæg ved Kjøbenhavn med 3 Planer Københavns nye befæstningsanlæg. H. Frobenius Interims Instruction for Felttienesten som den skal læres LTnderofficererne og de Gemene af Infanteriet U-Boottyp XXI. E. Rossier m. fl Peace and War. A Theorv of International Relations. Raymond Aron (V. K. Sørensen) Soldat i Arktis. Bertil Wedin Die deutschen Kriegsscliiffe , Bd. 2. Erich Groner Die fremden Flotten im 2. Weltkrieg und ihr Schicksal. Peter Klepsch Hemvårnet. Symbol for svensk forsvarsvilja. Peter Siegbahn Spain the vital Years. Luis Bolin (A. C. Petersen) Weyers Flottentaschenbuch 1968 (R) Der Bau von Unterseebooten and der Germaniawerft. H. Techel U-Boottyp X X III. E. Rossier

4 Die deutschen Panzerkampfwagen III und IV mit ihren Abarten W. J. Spielberger & F. W ie n e r Forsvar i vår tid. Lars Hansson & Arne Lundeli Danske Uniformer. Chr. V. Bruun Den danske armé s uniformer, I serie. Valdemar M øller Svenska Arméns Regementen. Regementstraditioner. Carl Herlitz (V. H.) The Strategy of Civilian Defence. Adam Roberts (red) (K. V. Nielsen) Strategy: The Indirect Approach. B. H. Liddell-Hart (K. V. Nielsen) N A T O and Europe. Andre Beaufre (K. V. Nielsen) Haandskydevaabnenes Historie fra Krudtets Oprindelse og indtil Udgangen af Aaret Budde-Lund (-V) Den kristne og krigen. Svend Balslev ( 'V) Bemandede rumskibe. Thomas H e ilm a n n Krigen Bjørke, Kiæ r og Norrie (K. V. Nielsen) The Last Ditch. David Lampe (V.) Machine Age Armies. John Wheldon (M. Clemmesen) Rommel s Last Victory. The Battle of Kasserine Pass. Martin Blumenson Die Entstehungsgeschichte der U-Boote. Hans-Joachim Lawrenz Ekonomisystem for forsvaret. Statens offentliga utredningar 1968:1 (-obmj) The Mediterranean Strategy in the Second World War. Mich. Howard Taschenbuch der Kriegsflotten Norsk sikkerhetspolitikk i strategisk perspektiv I-II. Johan Jørgen Holst (K. V. Nielsen) Sikkerhetspolitisk omprøving? Arne Olav Brundtland (K. V. Nielsen) N A T O efter Niels Jørgen Haagerup (K. V. Nielsen) Dansk Sikkerhedspolitik I II (V.) Anden Verdenskrig. Hvornår skete det? Ole Helmer Jensen (K. V. Nielsen) Den norske Brigade i Tyskland N. Borchgrevink (K. V. Nielsen) Jahre deutsche U-Boote Bodo Herzog (V.) Taschenbuch der Kriegsflotten Ørneborgen. Alistair MacLean Krigens Historie. Montgomery of Alamein (K. V. Nielsen) Undervisningsmetoder og arbejdsmønstre. Finn Rasborg (F. H.) Design and Development og Fighting Vehicles. R. M. Ogorkievvitz (M. Clemmesen) 488 Infantry im Vietnam. Albert N. Garland (red) (M. V. Jespersen)

5 Betragtninger vedrørende rådighedspligtigc reserveofficerers tjeneste i fremtiden Den stedfundne ændring af tjenesteomgangen i Hæren, der bl. a. har medført bortfald af genindkaldelserne, rejser en række problemer for reserveofficerernes vedligeholdelsesuddannelse. Med anledning i deltagelse i et ved sit regiment afholdt kursus for reserveofficerer, peger stud. jur., premierløjtnant (R) S. A. Jensen, Danske Livregiment, i denne artikel på nogle af de for reserveofficeren væsentlige uddannelsesproblemer. Ved den afsluttende gennemgang af det nys gennemførte reserveofficerskursus ved Danske Livregim ent, søgte man fra regimentets side at afæske reserveofficererne deres mening, dels om kursus konkret, dels om hvordan en uddannelse i fremtiden skulle tegne sig for at være bedst. Foruden en konkret ros af det gennemførte kursus kunne reserveofficererne egentlig kun sige, at de fandt, at et kursus som det, de netop havde deltaget i, måtte antages at være den bedst tænkelige form for uddannelse under de nuværende betingelser, samt at det kunne danne hovedelement i en frem tidig uddannelse. Det kunne synes at være et udspring af reserveofficerernes sædvanlige inkompetence, at de greb det første af regimentets forsøg og ophøjede det t il de vises sten. Men der findes måske også en anden begrundelse, og den kom da også frem i diskussionen, idet reserveofficererne efterlyste de facts, der altid er nødvendige, når der skal opstilles en plan eller blot en planskitse. Gives sådanne kendsgerninger ikke, må det svar, der følger et sådan spørgsmål om frem tidig uddannelse, blive enten fritsvævende utopier, hvor ramme og mål bestemmes ud fra skaberens optimisme eller pessimisme, eller et forslag, der klæber tæt til de synspunkter, der stammer fra den person eller de myndigheder, som forslagsstilleren ved eller mener at vide er i en sådan position, at vedkommende bar en mulighed for at fornemme, hvordan fremtiden på disse områder tegner sig.

6 206 Betragtninger vedr. rådighedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden Grupper af sidstnævnte kategori er jeg ikke i kontakt med, og for at undgå at forfalde t il utopier v il jeg i det følgende søge at fastlægge målet og de rammer, uddannelsesmidlerne må være indeholdt i, for på dette grundlag forsøgsvis at opstille hovedtrækkene af en uddannelsesplan. 1. M ålet for uddannelsen af reserveofficerer har i mange år været og er stadig at gøre ham i stand til at udfylde den plads, han er designeret t il i mobiliseringsstyrken. Det v il for reserveofficerer nærmere bestemt i hovedsagen være som førere af enheder på kom pagnitrin og derunder samt visse stabsfunktioner i bataillonsstab. A f interesse for m in undersøgelse kan det ligeledes fastslås, at dette mål ikke sætter nogle maximale grænser for uddannelsens omfang. Det er naturligvis afhængigt af, hvordan målestokken konstrueres. Den må for officerers vedkommende fastlægges delvis skønsmæssigt på grundlag af erfaringer fra tidligere krige. Det er vel i sig selv betænkeligt, men en nødvendig følge af hele forholdets natur. Det indebærer det forhold, der i øvrigt er kendt fra størstedelen af de akademiske uddannelser, at indehaveren af en sådan til stadighed er optaget af den tanke, om han nu er god nok på sit felt. Det virker oftest som en fjeder, der driver personen frem mod ny erkendelse eller perfektionering og derigennem t il ny glæde, men ofte samtidig som en belastning, da mange inderst inde føler, at de næppe slår til. For reserveofficeren med en civ il uddannelse, der skal følges op og videreudvikles, er problemet særligt stort. Efter måden, hvorpå reserveofficererne løser dette problem, kan de inddeles i to hovedgrupper eller rettere, afsættes om kring en akse med en vis sammenklumpning ved polerne, der repræsenterer de rene grupper. Den ene gruppe omfatter de reserveofficerer, der på grundlag af deres erfaring og viden om krig og en vis realisme opstiller en målestok, hvori deres egen situation ikke indgår som medbestemmende faktor. Ud fra denne søger de derefter gennem de kanaler, hæren stiller t il rådighed, at uddanne sig t il opgaven. Herunder tilsidesætter de t il en vis grad kravet (det subjektive) t il deres egen uddannelse og deres privatliv. Det medfører for dem ret store afsavn og samtidig den belastning, der ligger i at føle, at de med disse to opgaver i endnu m indre grad slår t il nogen af stederne. Denne investering af tid og energi honoreres ikke af hæren. Det skyldes delvis forsvarets situation her i landet, der medfører at et udført arbejde i forsvaret ikke giver den prestige, der kendes fra en række

7 Betragtninger vedr. rådighedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden 207 andre lande. Men det skyldes også forhold i hæren selv, idet dens myndigheder ikke vil, kan eller tør stille kravene t il reserveofficererne og derefter honorere opfyldelsen. Endvidere at hæren ej heller som et ringe alternativ for de omtalte krav stiller de fornødne uddannelsesmuligheder t il rådighed for de reserveofficerer, der ud fra deres egne normer søger at uddanne sig. H vorfor hæren ikke opfylder disse forhold er nok så interessant, men det falder uden for m it indlægs rammer. Nogle reserveofficerer, der nærmest falder ind under den netop omtalte hovedgruppe, er dem, der efter værnepligtstiden eller efter een eller flere rådighedsperioder, hvor deres m ilitæ re indsats har vist, at det, der bandt, ikke var den økonomiske gevinst alene, holder op. Det, der får dem t il at træde ud, er ikke så meget deres manglende v ilje t il at yde noget»gratis«, men vel en samlet vurdering af forskellige forhold, herunder faren for krig og nødvendigheden af deres aktive deltagelse i beredskabet. Men som den vigtigste faktor er det forhold, at de finder det uforsvarligt, at de selv skal udfylde en ro lle i krig med ansvar for andre personers velfærd. De træder ganske vist ud af hæren med en viden om, at en anden og måske endnu mere»inkompetent«(de kender ham endog) træder i deres sted. Det kan så synes farisæisk selv at vaske sine hænder, men den rigtige overvejelse, der ligger bag, er den, at reserveofficeren gennem den faktiske handling, som»udmeldelsen«er, på en mere tungtvejende måde (forhåbentlig) kan påvirke den myndighed, der har ansvaret for forsvarets nærmere opbygning, end blot gennem verbal artikuleren, der - netop fo rdi vedkommende er reserveofficer - opfattes som en dubiøs k ritik af de ansvarlige og tilsidesættes som et indlæg fra en inkompetent. Den anden hovedgruppe er den, der bruger det civile arbejde som hovedpude.»vi er amatører!«det ikke-professionelle kastes ind ved enhver lejlighed, hvor præstationen er lid t tvivlsom. Denne gruppes argumentation støttes i en uheldig grad (forhåbentlig ubevidst) fra de faste officerers side. Det er tragikomisk, at linieofficererne, der som omtalt selv ifølge forholdets natur har vanskeligt ved at fastlægge en målestok for egne præstationer, i det daglige opretter en særlig målestok fo r reservens arbejde, hvor amatørens præstation og tilfæ ldighedernes spil er væsentlige komponenter. H vorfor noget sådan sker er også interessant, men ligger ligeledes udenfor m it emne.

8 208 Betragtninger vedr. rådighedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden Den anden store faktor, der betinger denne dvale/amatørtilstand, er det forhold, jeg tidligere har omtalt, der ligger i manglen på krav og de dermed følgende forpligtelser i form af uddannelsesmuligheder fra hærens side. Hvad der motiverer reserveofficeren af denne gruppe t il at blive i hæren kan være følgende. En følelse af at slå til m ålt med standarden for andre reserveofficerer, måske endog målt med linieofficerer. En vurdering af krigsfaren. Herudover den ansvarlige argumentation, der er anført tidligere, men her med modsat konklusion, idet reserveofficeren finder, at systemet ikke bliver lavet om, selvom han (og andre) træder ud, og at han derfor har et medansvar, som han løfter ved at blive. Der er naturligvis andre og klart forståelige begrundelser for en for- bliven i hæren. En økonomisk m otivation for den fastlønnede med den forstående arbejdsgiver, en vis begrænset prestige, men i særlig grad kammeratskabet med andre reserve- og linieofficerer. Det er et område, der er afgørende for alle reserveofficerer, uanset m in systematiske gruppering, idet ingen kan have de høje idealer ringende for ørerne uafbrudt. Der må være en mere menneskelig motivation t il støtte i det daglige. H er kan vel i øvrigt i fremtiden med det nye officerssystem opstå et nok så stort problem. Når dette er skrevet om målet og reserveofficeren, bliver det nødvendigt at konkretisere, hvad der medgår, til at dette mål opnås. For at en person skal kunne føre en enhed, må der være en række egenskaber og konkrete færdigheder tilstede. De er hver især nødvendige, men ikke tilstræ kkelige betingelser, for at personen kan løse den pålagte opgave fu ld t ud med den enhed, han har fået at føre. Mangler han delvis en færdighed, kan et overmål af andre ikke erstatte den, men t il en vis grad medføre, at resultatet, der ikke bliver fuldendt kan accepteres. Hæren stiller krav om, at en række opgaver skal løses hensigtsmæssigt, og man har skabt taktiske systemer, der anviser, hvordan en fører skal handle, for at hans enhed kan løse opgaven med minim um af tab under hensyn til fjenden, terrænet, vejr og egen enheds tilstand. Dette medfører, at en fører foruden forståelsen af taktiske principper også skal kunne indleve sig i et terræn og placere sin enhed rigtigt, og her dukker kortlæ ren op som et desværre forsømt område i dette vejskiltenes land. Det er ligeledes nødvendigt, at føreren er vidende om alt sit materiels ydeevne og brug, herunder signalm idler og udnyttelsen af tunge våben.

9 Betragtninger vedr. rådighedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden 209 E t enkelt område, hvor reserveofficeren ifølge forholdets natur må være delvis uvidende, er vedrørende menneskematerialet i sin egen enhed og dettes ydeevne. H er kan og bør han have m ulighed for at veje sine befa- lingsmænd i fredstid. Det, jeg finder vigtigst (forstået under den synsvinkel, at alle de øvrige komponenter er nødvendige), er evnen, til problemløsen. Fo r at få en m indre enhed t il at virke må føreren - uanset egen fysiske tilstand - uafbrudt tage stilling til og løse en strøm af mindre, som hovedregel praktiske problemer. Det er ikke, noget et menneske kan lære (jfr.»evne«), men når en officer gennem sin tjeneste er fundet egnet t il udnævnelse eller fortsat tjeneste, må han være i besiddelse af den evne, ellers har han ikke kunnet føre tilfredsstillende. (Det burde i hvert fald være tilfæ ldet, men er det desværre ikke fu ld t ud.) N år det er sagt, at denne evne ikke kan indgives en person, må det understreges, at evnen skal holdes ved lige og perfektioneres, og det kan kun ske, ved at personen sættes på det sted, hvor problemerne er og skal løses i praksis. - H er nytter ingen teori -. Det er også klart, at der må gives den person, der skal løse disse problemer, en sum af viden, der generelt anviser ham metoder og veje, hvorpå problemer kan løses, samt andres erfaringer herom. H e rtil medgår foruden egne indsamlede erfaringer, en lang række af de fag, som alle kender fra skoler og kurser, for eksempel motortjeneste og pædagogik, for nu at spænde vidt. M en endnu engang - summen af viden alene gør det ikke. 2. De m ulige rammer for uddannelsen. (Og det er her gætteriet begynder.) a. Uddannelsestiden. H e ri ligger en dobbelt ramme. Dels hvad reserveofficeren har forpligtet sig til, dels hvad han ellers mener at kunne ofre af tid derudover. Da jeg kun beskæftiger mig med regimentets uddannelsesmuligheder, kan jeg kun perifert omtale den uddannelse, der kan foregå uden for rådighedspligtstiden (taget i vid forstand), og de m uligheder hæren i alm indelighed giver reserveofficeren (Hærens Brevskole). H er er det oplyst mig, at den frem tidige ordning vedrørende rådighedspligt bliver mere nuanceret end den nuværende. Det er specielt den alm indelige og den begrænsede rådighedspligt, der har interesse i denne forbindelse, idet den tredie form nærmest er skabt af hensyn til den enkelte reserveofficers m idlertidige problemer.

10 210 Betragtninger vedr. rådighedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden Det er nødvendigt at notere sig, at der ikke kan oplyses noget om længden af tjenestetiden ved disse begreber. Det er vel med tvivlsom ret, at jeg går ud fra, at den alm indelige rådighedspligt v il blive sammenfaldende med den nuværende - længere bliver den ikke. Om den begrænsede kan jeg intet sige. Et fingerpeg om, hvorhen det bærer, ligger der i den oplysning, at det må anses for sandsynligt, at den begrænsede rådighedspligt v il blive anvendt i en større udstrækning, end følgen af reserveofficerernes ønsker egemtlig skulle medføre, som definitionen lægger op til, skulle det afgørende kriterium være reserveofficerens manglende tid. Det indebærer altså en nedskæring af uddannelsestiden ud fra andre hensyn end hensynet t il reserveofficerens egne ønsker. Om det kan være rent saglige hensyn, v il jeg senere beskæftige mig med. b. Elevantallet. Regimentet har p. t. det direkte ansvar for uddannelsen af ca. 50 reserveofficerer. E t antal, der vel ikke virker imponerende i så høj grad, at man behøver udarbejde langtidsplaner på højt plan for at administrere deres uddannelse. Det tilsiger nærmest, at man tager hver enkelt ved hånden og fører ham frem. c. Regimentets m uligheder for at stille»lærere«i videste forstand samt uddannelsesapparatur til rådighed. Med uddannelsesapparatur forstår jeg i første række relevante enheder (hermed menes typer, der er nogenlunde sammenfaldende med reserveofficerens egen), hvori reserveofficererne kan indtræde som førere. På lin ie hermed øvelser af en sådan størrelse (mindst tre-fire dage), at reserveofficererne kan virke som førere i kamp. Men herunder falder også mindre forhold som køretøjer, undervisningslokaler og skriftligt materiale. Opgaven kan af regimentet også løses ved at trække på de centrale kurser, der er oprettet eller tænkes oprettet med henblik på reserveofficerernes uddannelse. Problem et bliver størst om kring de disponible adækvate enheder samt afholdelse af øvelser med disse. Fo r et panserinfanteriregim ent er pronlemet særligt stort, idet man ikke råder over motoriserede enheder. Gør det nu så stor en forskel? K an man ikke sige, at taktiken og enhedernes eskadrering ikke er mere forskellig, end enhver må kunne abstrahere. N e j! Dels skal enhver i forvejen anspænde sin fantasi t il bristepunktet far at få noget ud af øvelser, dels betyder det virkeligt meget, at den af mig omtalte evne t il at løse små-

11 Betragtninger vedr. rådigliedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden 211 problemer indøves ved en rigtig enhed, hvor den bestemte type af problemer opstår, der skal give føreren erfaringer til brug for fremtiden. Vedrørende øvelser er bæren i den situation, at der afholdes så få øvelser, at det v ille være uansvarligt ikke at lade de faste officerer få udviklet deres førerevner under disse. Tilbage bliver kun den omskoling t il motoriseret infanteri alle panser- infanterienheder skal igennem. H er ligger der en mulighed for uddannelse af reserveofficerer under gunstige betingelser. Når nu dækningsstyrken kun i så ringe grad gør det m uligt at uddanne reserveofficerer, må man søge andre muligheder. H er kan jeg så fremføre det rygte (for nogle er det form entlig mere end et rygte), at hæren påtænker at foretage mønstringer af mobiliserings- enhederne, således at hver enhed mønstres form entligt hvert hvert fjerde år. Det kan måske give en m ulighed for en vis optræning af de til enheden hørende reserveofficerer. Men hvor lang og hvordan en sådan mønstring skal være, ved jeg intet om, så også her må jeg bygge på gætterier. Med hensyn t il lærerkræfter råder regimentet form entlig over så meget fast personel, at en mere t il bunds-gående uddannelse af reserveofficerer end h id til kan iværksættes. Vedrørende de øvrige faciliteter skulle problemer kunne løses, selv om det ud fra min erfaring er et af et regiments»ømme«punkter. d. Behovet for udnyttelsen af reserveofficerernes arbejdskraft. H vis uddannelse og arbejdspræstationer kunne falde sammen, v ille store problemer være løst, men jeg finder, at det kun i begrænset omfang kan finde sted. H id til har reserveofficerer i vidt omfang løst hærens behov for personel t il kampdommertjeneste. Ligeledes er reserveofficerer i et vist omfang blevet benyttet som ferieafløsere i dækningsstyrken, og for delingsføreres vedkommende har en del aftjent deres rådighedspligt som delingsførere i dækningsstyrken, hvor faste delingsførere manglede. K u n for de sidstes vedkommende kan man sige, at løsningen er delvis tilfredsstillende i det omfang, der i perioden har været nogen øvelsesaktivitet. Kampdommertjenesten har været et godt supplement t il uddannelsens hovedelement: selvstændig føring af enheder. Den er blevet m indre velegnet af to grande. Dels fordi dækningsstyrkeenhederne nu er af en anden

12 212 Betragtninger vedr. rådighedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden type end reserveofficerernes egne, dels fo rdi det nye kampdommerreglement på grund af sin fantastiske forstørrelse af apparatet af kampdommere lia r mindsket opgaverne for den enkelte kampdommer ned t il det absurde. Ferieafløsere kunne være en m ulighed, men det er det ikke, med den samme begrundelse som for den alm indelige øvelsesaktivitet anførte. E n lin ieo fficer tager ikke på ferie, når der er en af de sjældne øvelser i perioden. Han tager sin ferie, når der er vagter og afgivelser (han skal jo heller ikke have sit gode kompagni helt ødelagt.) Derfor bliver den udnyttelse, der sker af reserveofficerernes arbejdskraft, af ringe værdi for dem selv som uddannelsesmiddel - tit desværre så ringe, at reserveofficererne slet ikke kan være tjent hermed set ud fra deres motiver for at være reserveofficerer. 3. Resultat. U d fra m in målsætning og den fundne ramme, hvorom jeg v il erindre, at tiden var usikker, og et af m idlerne, mønstringer, var gætteværk, v il jeg i det følgende fremdrage nogle uddannelsesformer under en løs p rioritering. Det er ikke blot usikkerheden vedrørende tiden, der hindrer, at jeg søger at udvikle en planskitse, men samtidig en overbevisning om, at en stram planlægning ikke er hensigtsmæssig. To ord om det. Ved indledningen t il et netop afholdt kursus, hvori jeg deltog, meddelte regimentschefen de indkommanderede reserveofficerer, at han var k la r over, at en del følte, at de bestående uddannelsesplaner ikke havde virket tilfredsstillende. Regimentschefen bekræftede dette og begrundede det med genindkaldelsernes uventede bortfald. Derefter gav regimentschefen udtryk for et håb om, at regimentet nu kunne lægge nogle faste planer for uddannelsen af reservens officerer. Det er m it indtryk, at der hermed menes planer, der i tid strakte sig tre til fem år frem i tiden. Det er naturligt at en chef for en uddannelsesmyndighed, som regimentet også er, finder det ønskværdigt at kunne planlægge for år frem i tiden. Jeg finder selv, at man i statens civile sektorer med held kunne benytte sig af en langtidsplanlægning. En forudsætning for langtidsplanlæ gning er det dog, at de myndigheder, der står over den pågældende myndighed i hierakiet, selv har planer, der strækker sig i hvert fald lige så langt frem, og at disse planer ligger fast. H er mener jeg, forudsætningen svigter for regimentet. Der er lagt planer for en vis periode, men ingen kan overbevise mig om, at de ligger fa3t for

13 Betragtninger vedr. rådighedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden 213 ct åremål af den nævnte størrelse. Derfor mener jeg, regimentets planlægning som en konsekvens af brydningstiden må bygge på en fleksibel udnyttelse af enhver m ulighed for uddannelse af reserven, der opstår under regimentets enheders alm indelige virke, samt ved selv at skabe uddannelsesmuligheder i det omfang, tid og kræfter er disponible. Jeg finder det ligeledes hensigtsmæssig, om»eleverne«anskues på en mere individuel måde. Som tidligere anført drejer det sig om ca. 50 mand. Det er, når elevtallet er så lille, m uligt at vurdere den enkeltes behov ud fra hans designeringsstilling sammenholdt med hans tidligere uddannelse, og forhinde det med, hvad man i en nær frem tid kan»byde«på. Herved undgås det, at nogle kommer i klemme i en langsigtet planlægningf, der må omlægges på halvvejen. Også under det af m ig skitserede system v il det være m uligt at tage de private hensyn, regimentet in d til dato med held har gjort sig store anstrengelser for at tage. I den forbindelse kunne man måske finde det ønskeligt, om der, hvis det ikke allerede eksisterer, kunne finde en centralisering af uddannelsesplanlægningen sted, igen ud fra antallet, der næppe er mere end antallet af elever i en første klasse på en kommuneskole beliggende i et brokvarter. Omskoling af panserinfanteri til motoriseret infanteri. Regimentet skal hvert år omskole om kring to panserinfanterikompagnier t il motoriseret infanteri, og her ligger muligheden for, at om kring 15 reserveofficerer hvert år kan få en ca. 15 dages uddannelse. Den skal indeholde en periode med teori og en uges omskoling, hvor reserveofficererne fører kompagnierne på alle områder, i denne periode sker der samtidig en tilvænning af begge parter, mandskabet og reserveofficererne. Derefter skal der gennemføres en bataillonsøvelse, eventuelt med fjendearrangement fra et naboregiment. Mønstringer. Jeg går ud fra, at mønstringer, der skal afholdes for hver enhed hvert fjerde år, er af en uges varighed. Det betyder, at mandskabet kan få en kort genoptræning, samt at der kan afholdes en m indre øvelse. Reserveofficererne t il den pågældende enhed skal indkommanderes, således at de kan gennemgå en uges teoretisk kursusvirksomhed forud for mønstringen. For resten af reserveofficerernes uddannelsestid må det så være klart, at det bliver uddannelse uden mandskab, men det kan også lade sig gøre med udbytte. Vedrørende indholdet af de teoretiske kurser mener jeg - på baggrund

14 214 Betragtninger vedr. rådighedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden af deltagelse i et sådant netop afholdt kursus - at måtte fremsætte fø l gende kommentarer: Teori behøver ikke være 1JM AK og små sko. For taktikuddannelsens vedkommende har jeg savnet den uddannelsesform, de fleste reserveofficerer kender fra løjtnantskolen, hvor man ude i terrænet får opgaven stillet, rekognoscerer og giver befalingen, som derefter kritiseres af lærer og andre elever. Det skal ske dels på kompagnitrin, dels på delingstrin. Jeg har tidligere savnet terræ nbordslektioner med m indre krigsspil, et savn jeg i begrænset omfang fik opfyldt under kursus T idligere omtalte jeg, at kortlæ re er forsømt. Jeg ved, med hvilken m odvilje mange ser hen t il regimentets årlige orienteringsløb, og hvor få der deltager i landsdelskommandoens årlige motororienteringsløb. H vis man en gang som delingsfører over radioen af sin kompagnichef er blevet lovet at kompagnichefen personlig v il skære hovedet af delingsføreren, hvis denne kørte galt, eller som rekognosceringssergent har siddet i en åben jeep med blinkende feltlygte med ca. 50 af bataillonens vogn- lygtepar i snæver, ureglementarisk afstand fra sine baglygter og hørt husmandens perlegrus knase under vognhjulene, så tager man med glæde imod chancen for at lære orientering. Regimentet skulle arrangere et eller flere motororienteringsløb af mere elementær karakter om året og indkommandere reserveofficerer hertil. Jeg ved jo godt, at det støder på vanskeligheder af praktisk art -»hvem faen skal rengøre de køretøjer der!«v irke r det latterligt og fornærmeligt, at jeg nævner det her? Det tilstræber jeg ikke, men min personlige erfaring siger mig, at det er et stort problem for et regiment. Tung ildstøtte må med her. Ikke for at tækkes nogen, men fordi betydningen på det sidste er blevet om m uligt større, og fordi det kræver bestandig øvelse, hvis det skal regnes med til en officers kunnen. A t betydningen nu er større end før, ligger i det forhold, at enhver delingsfører nu på sin radio kan»klikke«over på de middeltunge morteres skydenet og rekvirere og korrigere ild. Det samme kan kompagnichefen med hensyn t il tunge mortere. E t særligt spørgsmål er det, om de teoretiske kurser skal være lange eller ganske korte. Det er for mig underordnet. Det afgørende for mig er, om den enkelte reserveofficer kan føle, at disse teoretiske kurser fører frem t il en periode, hvor han med mandskab på kan føre og trække på hele sin viden.

15 Betragtninger vedr. rådighedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden 215 En side, jeg endnu på intet tidspunkt har beskæftiget mig med, er reserveofficerens kondition. Den får han i utilstræ kkeligt omfang i sit civile liv gennem aktivitet der strækker sig fra golfspil til koksophæring. Der er ved regimentet et spædt forsøg med at kanalisere konditionens vedligeholdelse, ligesom Reserveofficersforeningen giver m ulighed for en adækvat sportsudøvelse. H er mener jeg, regimentet - og bredere hæren - i højere grad kunne træde ind. Der tales meget og rigtigt om betydningen af at motivere de værnepligtige, dels gennem flere inform ationer, dels gennem præmiering af indsats. Reserveofficeren behøver på de fleste områder ikke en særlig motivation, men på dette område er det helt åbenbart, at en attraktor er af en vis betydning. Hvis man inden for rådighedstiden kunne give dem, der friv illig t trænede t il faldskærmsudspringere, denne»jægeromskoling«, det nu rygtevis fremgår, at kadetter skal have mulighed for at gennemgå, ville man form entlig kunne nå et stykke frem. (Jeg er k la r over, at det sker i et vist omfang allerede, men det er m it indtryk, at det er en»nådesag«.) Der kunne naturligvis tænkes andre områder, for eksempel»enkeltkæmper- kursus«eller andet, hvormed hæren med sine resurcer kunne begunstige sine reserveofficerer. Tidligere har jeg nævnt, at jeg v ille søge at vurdere baggrunden for den nedskæring af rådighedsperioder, som hæren v il gennemføre. På baggrund af mine udviklinger vedrørende målet for uddannelsen og de muligheder, hæren egentlig råder over, må m in konklusion blive, at det ikke er en rent saglig betinget nedskæring. Det er der vel næppe noget sensationelt ved at finde. Der er andre årsager, og de er af økonomisk art. Forsvaret herfor er vel, at den nuværende opbygning skal fastholdes i en situation i dag, hvor enhver nedskæring v il nedsætte ydeevnen væsentlig (vurderingen er naturligvis en inkompents). Man har fundet, at ydeevnen blev beskåret mindst, hvis det var reserveofficerslønningerne, man skar væk. Jeg kan desværre ikke frigøre mig fra den tanke, at det forhold har været medbestemmende, at man trods beskæringen stadig havde et antal reserveofficerer, der stod t il rådighed og var under uddannelse, og at det lille ord - begrænset - i skrift ikke synes katastrofalt. De forhandlinger, der førte t il hærens nye organisation, kan jeg kun skønne om. Den nye plan er helt klart ikke en ren taktisk (i krigsmæssig betydning) motiveret løsning. Det kan man med rim elighed ej heller for-

16 216 Betragtninger vedr. rådighedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden lange. Når en forvaltningsgren søger nye veje, må der tages vægtige hensyn til tradition og de forpligtelser, det tidligere system har medført, herunder specielt personclproblemer på områder, hvor der findes ansatte med langvarig specialistuddannelse. Disse problemer medfører, at der i løsningen må indgå kompromiser t il flere sider. Det er det, al forhandling går ud på, ellers v ille resultatet være et diktat. Under forhandlingerne, hvor reserveofficererne ikke havde indflydelse, er det m it personlige indtryk, at de, der kunne og tidligere havde varetaget reserveofficerernes interesser, svigtede lidt. Om de samme havde udbytte heraf, ved jeg ikke, men jeg v il da egentlig håbe det, nu da det alligevel skete. I dette land, hvor indstillingen til hæren vel ikke kan siges at være udpræget positiv, hvor liæren ikke kan påvise særlige store trium fer i den nyere tid, og hvor den ikke i det daglige kan vise sin effektivitet med oprydningsaktioner i tidligere koloniområder, er der et behov for kontakt med civilbefolkningen, hvis ikke modviljen skal vokse i takt med den tilsyneladende afspænding i verden. Hvis hæren ydermere i større og større omfang baserer sig på hvervet mandskab, v il denne kontakt kun manifestere sig gennem reserveofficerer. Disse er nok få, men tro det eller lad være, flertallet af reservofficerer er det, der i sociologien kaldes opinionsledere, men de taler kun med vægt, fo rdi de er civile med en snæver føling med hæren. Ophører denne tilknytning, v il de nok stadig være for et forsvar, men de kan ikke mere bryde en tåbelig diskussion om aktuelle forhold i forsvaret for derefter at sætte tingene på plads. H vis man derfor i fremtiden på taktisk grundlag finder en organisation, hvor reserveofficeren er inderlig overflødig, så mener jeg, at man bør erindre sig, at han er eneste skaber af goodw ill for hæren. - Fo r at slutte med et billede, der er taget ud af fantasien - H vis man ved at»spare«reserveofficeren får råd t il 200 ekstra pansrede mandskabsvogne i dag, så må man være klar over, at man måske ikke kan få benzin t il dem om fem år. - S. A. Jensen.