MILITÆRT TIDSSKRIFT. 97. årgang. Redaktor: Major K. V. N I E L S E N

Transkript

1 MILITÆRT TIDSSKRIFT årgang Redaktor: Major K. V. N I E L S E N D E T K R I G S V ID E N S K A B E L IG E S E L S K A B

2 INDHOLDSFORTEGNELSE D E T K R IG S V ID E N S K A B E LIG E SELSKAB Ved årsskiftet. Det krigsvidenskabelige Selskabs formand, oberst M. Rosenløv... 1 Foredragsaften og generalforsamling i Det krigsvidenskabelige Selskab Det krigsvidenskabelige Selskabs bestyrelse Redegørelse for behandlingen af de indsendte prisopgaver for 1966/ Beretning om virksomheden i Det krigsvidenskabelige Selskab i Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver UDENRIGS- OG FO RSVARSPO LITIK, STRATEG I Den militære magtbalance Major K. V. Nielsen... 3 En fransk generals synspunkter. Major G. K. Krie tensen... 8 Forsvaret i de politiske partiers valgmateriale. Major H. B. Konradsen Fransk forsvarspolitik Sovjet expanserer på havet. Konnnar_dørkaptajn Stig Strombak Danmarks sikkerhedsproblem og dets mulige løsninger. En anmeldelse. Oberstløjtnant N ils Berg Danmarks sikkerhedspolitiske muligheder. Oberstløjtnant E. Bassing Dansk sikkerhedspolitik anno Redaktør N. J. Haagerup Ufreds- og konfliktforskning. Advokat Sverre H irtmann T A K T I K, O R G A N IS A TIO N Demokratisering - Ledelse - Disciplin - Effektivitet. Major J. C. Essemann Troppeinddeling. Major H. H. Jørgensen Canadas vej til enhedsværnet. Kaptajn B. Reese-Petersen Canadas enhedsvæm. Oberstløjtnant O. K. Lind Et britisk syn på forsvarsorganisation og enhedsvæm Erfaringer fra luftkrigen over Nord-Vietnam. Flyverløjtnant I J. C. M. Probst Norske synspunkter på artilleristøtte. Oberstløjtnant J. Nesgård K R IG SHISTO RIE Man har gjort ham til grin. Oberstløjtnant E. Bassing Kampene ved Montélimar i august Premierløjtnant H. Christiansen Maurice de Saxe militære testamente. Kadet K. E. Nielsen Junikrigen Kapten Ingvar Leion Grundelementer endnu en gang. Oberstløjtnant E. B assing P E R S O N E L F O R V A LT N IN G, D IS C IPLIN M.M. Demokratisering - Ledelse - Disciplin - Effektivitet. Major J. C. Essem ann Betragtninger vedr. rådighedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden. Stud. jur., premierløjtnant (R) S. A. Jensen

3 Oplysnings- og velfærdsvirksomhed under krigsforhold. Major (R) P. Q. Nielsen 423 Værnepligtstjeneste og uddannelse. Slud. jur., premierløjtnant (R) H. baron Wedell-Wedellsborg U D D AN N ELS E Hærens stabskole i Norge. Major H. V. Jørgensen Den franske videregående militære uddannelse berunder de docerede taktiske og srategiske koncepter. Major P. K. Rorris V A D E N, U D RUSTN IN G M.M. Feltliv uden biler. Fabrikant, major (R) A. N. Hvidt FO R S K E L L IG T Dag Hammarskjolds 8 principper. Major E. S. Flemming Den kgl. militære Manege. Oberstløjtnant L. Sabroe Spaniens forsvar og dets baggrund. Major A. C. Petersen De retlige betingelse for De forenede Nationers krisestyrkers tilstedeværelse på en stats territorium. Stud. jur., premierløjtnant (R) Niels Schou Større anmeldelser: BØ G ER Danmark og Nato. Erling Bjøl m. fl. (Oberstløjtnant N ils llerg) Korte anmeldelser: Soviet Military Policy. A Historical Analysis. Raymond L. Garthorff. (K. V. Nielsen) 45 C ivil værnepligt. Betænkninger nr (N. B-g) Hitler s Last Gamble. Jacques Nobécourt. (V. K. Sørensen) The Battie of the Ardennes Ingenieurkorpset: Kort Beskrivelse af de nye befæstningsanlæg ved Kjøbenhavn med 3 Planer Københavns nye befæstningsanlæg. H. Frobenius Interims Instruction for Felttienesten som den skal læres LTnderofficererne og de Gemene af Infanteriet U-Boottyp XXI. E. Rossier m. fl Peace and War. A Theorv of International Relations. Raymond Aron (V. K. Sørensen) Soldat i Arktis. Bertil Wedin Die deutschen Kriegsscliiffe , Bd. 2. Erich Groner Die fremden Flotten im 2. Weltkrieg und ihr Schicksal. Peter Klepsch Hemvårnet. Symbol for svensk forsvarsvilja. Peter Siegbahn Spain the vital Years. Luis Bolin (A. C. Petersen) Weyers Flottentaschenbuch 1968 (R) Der Bau von Unterseebooten and der Germaniawerft. H. Techel U-Boottyp X X III. E. Rossier

4 Die deutschen Panzerkampfwagen III und IV mit ihren Abarten W. J. Spielberger & F. W ie n e r Forsvar i vår tid. Lars Hansson & Arne Lundeli Danske Uniformer. Chr. V. Bruun Den danske armé s uniformer, I serie. Valdemar M øller Svenska Arméns Regementen. Regementstraditioner. Carl Herlitz (V. H.) The Strategy of Civilian Defence. Adam Roberts (red) (K. V. Nielsen) Strategy: The Indirect Approach. B. H. Liddell-Hart (K. V. Nielsen) N A T O and Europe. Andre Beaufre (K. V. Nielsen) Haandskydevaabnenes Historie fra Krudtets Oprindelse og indtil Udgangen af Aaret Budde-Lund (-V) Den kristne og krigen. Svend Balslev ( 'V) Bemandede rumskibe. Thomas H e ilm a n n Krigen Bjørke, Kiæ r og Norrie (K. V. Nielsen) The Last Ditch. David Lampe (V.) Machine Age Armies. John Wheldon (M. Clemmesen) Rommel s Last Victory. The Battle of Kasserine Pass. Martin Blumenson Die Entstehungsgeschichte der U-Boote. Hans-Joachim Lawrenz Ekonomisystem for forsvaret. Statens offentliga utredningar 1968:1 (-obmj) The Mediterranean Strategy in the Second World War. Mich. Howard Taschenbuch der Kriegsflotten Norsk sikkerhetspolitikk i strategisk perspektiv I-II. Johan Jørgen Holst (K. V. Nielsen) Sikkerhetspolitisk omprøving? Arne Olav Brundtland (K. V. Nielsen) N A T O efter Niels Jørgen Haagerup (K. V. Nielsen) Dansk Sikkerhedspolitik I II (V.) Anden Verdenskrig. Hvornår skete det? Ole Helmer Jensen (K. V. Nielsen) Den norske Brigade i Tyskland N. Borchgrevink (K. V. Nielsen) Jahre deutsche U-Boote Bodo Herzog (V.) Taschenbuch der Kriegsflotten Ørneborgen. Alistair MacLean Krigens Historie. Montgomery of Alamein (K. V. Nielsen) Undervisningsmetoder og arbejdsmønstre. Finn Rasborg (F. H.) Design and Development og Fighting Vehicles. R. M. Ogorkievvitz (M. Clemmesen) 488 Infantry im Vietnam. Albert N. Garland (red) (M. V. Jespersen)

5 Junikrigen 1967 Lynkrigen i ju n i 1967, ved hvilken israelerne i løbet af 6 dage t ilføjede sine arabiske naboer et knusende m ilitæ rt nederlag, har efterhånden været gjort t il genstand for u d førlig behandling i den m ilitæ re faglitteratur. Nedenstående der er en gengivelse af en artikel af kapten Ingvar Leion i det svenske Kungliga Krigsvetenskaps Akademiens Handlingar och Tidsskrift nr. 5/1968, behandler, bl.a. på grundlag af R. & W. C h u rch ill: The Six Days W ar, og G. D åniker: Israels Dreifrontenkrieg, årsagerne t il de israelske sejre. Ved studiet af Israels tyveårige krigshistorie fristes man t il at hævde, at de israelske sejre i høj grad har deres rod i en hos israelerne - i modsætning t il deres modstandere - udpræget evne t il hurtigt at uddrage erfaringer af fejltagelser og af andres erfaringer. En receptiv og dynamisk m ilitæ r ledelse kan således siges at være årsagen til krigslykken.

6 412 Junikrigen 1967 Påstanden kan virke banal, men forholdet synes dog værd at fremhæve, eftersom det indebærer et usædvanligt og vågent b lik for realiteter, livor kampmetoder, uddannelsesmetoder m.v. i højeste grad udformes med først og fremmest krigens krav for øje - men samtidig med følelse og forståelse for det moderne menneske og hvor enhver tendens til degenereret faglig tænkemåde hurtigt gennemskues og omgående møder en ubønhørlig afvisning. Årsagerne t il sejrene i junikrigen afspejler derfor tydeligt israelernes friske, målrettede og af traditionel ballast upåvirkede syn på disciplin- og uddannelsesspørgsmål. Form ålet med det følgende er at give et indtryk af de israelske militære doktriner, metoder og erfaringer. Krigsforberedelser E t par uger før krigsudbruddet var hovedparten af de israelske Sinaienhedcr blevet grupperet i beredskabsområder langs den nordlige del af den israelsk-ægyptiske grænse med henblik på en offensiv. Man synes at have lagt stor vægt på nedgravning af såvel køretøjer som telte. S tillin gerne var også vel slørede med henblik på længst m uligt at hemmeligholde den planlagte tyngderetning. Længere mod syd, i en sekundær retning, havde man placeret en panserbrigade med et tilsvarende antal kampvognsattrapper for at give det indtryk af, at der var mindst to brigader placeret i området, og at tyngderetningen var forlagt t il Sinai-ørkcnens sydlige del. En uge før angrebet udfærdigede man bl.a. inden for division Sliaron bestemmelser af disciplinæ r art (om klipning, barbering m.v.). Arrestlokaler byggedes inden for divisionens område og den forstærkedes med m ilitæ rpoliti. Soldater som gik uden hjelm og våben tilrettevistes. Man foranstaltede skydekonkurrencer m.m. Infanteriet havde daglige marchøvelser på 10 km med fuld oppakning. Ved en infanteribataljon havde bataljonschefen organiseret et kompagni under kommando af bataljonslægen. I dette kompagni indgik det personel, som af forskellige årsager ikke kunne følge med i de fysisk anstrengende øvelser. Humøret blandt disse værnepligtige var ikke højt, de følte sig diskriminerede og gjorde alt for at komme tilbage til deres normale kompagnier. M an gjorde meget ud af indgående at diskutere den udenrigspolitiske situation med soldaterne for at de i størst m ulig udstrækning skulle kunne forstå formålet med enhedernes gruppering og opgaver. Disse diskussioner

7 Junikrigen blev anset for at være af afgørende betydning for opretholdelsen af en god kampmoral. Man udstyrede også såvel bcfalingsmænd som soldater med såkaldte»fangekort«, der indeholdt de oplysninger, man ifølge Geneve-konventio- nen har lov at give, samt oplysninger om blodtype og om vaccinationer. I weekenden umiddelbart før krigsudbruddet sendtes 10 % af de ved grænsen t il Sinai grupperede tropper på orlov. Denne orlov indgik som led i den strategiske plan, der skulle give ægypterne en følelse af, at der næppe v ille ske noget den følgende mandag. Men krigen startede netop denne mandag morgen. Disciplin og kampmoral Under junikrigen opretholdt israelerne den form elle disciplin, men kravet til denne afpassedes efter situationen. Under intensiv kam pvirksomhed stolede man på den indre, uformelle disciplin. Den israelske disciplin udgjordes iøvrigt i første række af en god indre disciplin. Ved f.eks. kamp i byer tænkte soldaterne selv og følte sig som lederen i deres egen opgave. M an gjorde, hvad der var nødvendigt og ikke blot det, som blev beordret. Den indre disciplin er naturligvis i høj grad afhængig af kampmoralen. Israelerne synes at være af den opfattelse, at kampmoralen grundlægges ved, at man starter med at indpode soldaten tillid t il og tro på sit job, dvs. at soldaten erkender, at netop han har et vigtigt job at udføre og - hvilket ikke er mindst vigtigt - at han kan jobbet. Derefter kan man gå igang med at skabe korpsånd i enheden. T illid t il jobbet og en god korpsånd er im idlertid ikke tilstræ kkeligt for at opnå en god kampmoral. Afgørende for denne er, at soldaten kontinuerligt informeres. Udover orientering om fjenden og om egen enheds opgave må han også informeres om problemerne i deres helhed: Om den udenrigspolitiske situation, hvorfor hans enhed er grupperet netop indenfor dette bestemte område, hvorfor man har opholdt sig der i længere tid, hvad der kan tænkes at ske, og hvilke opgaver man da kan tænkes at få, hvad de væbnede styrker i øvrigt skal gøre eller gør, situationen hos naboer, på andre frontafsnit osv. Det forekom før krigsudbruddet, at israelske brigadechefer samlede hele brigaden til diskussion af de nævnte spørgsmål. Tropperne reagerede spontant med at hævde, at man takket være denne inform ation havde fået styrke t il at kæmpe yderligere en uge om det skulle blive nødvendigt.

8 414 Junikrigen 1967 Den israelske kampmoral er også i ikke ubetydelig grad præget af visse taktiske dogmer. M an siger f.eks. ikke i Israel, at»spaden er soldatens bedste livsforsikring«. En fremhæven af spadens fordele kan appellere t il defensiv optræden. I stedet fremholder man, at»vejen t il fjenden er den korteste vej til sikkerhed«. Spaden sparer sandsynligvis liv, men nærkampen sparer endnu flere. E n anden årsag, der i høj grad bidrager t il israelernes høje kampmoral, er den store omsorg, der udvises for sårede. M an stræber efter at transportere de sårede direkte fra kampområdet til civile sygehuse med h elikoptere. I bedste fald tog en sådan transport ikke meget mere end 15 m i nutter. Sårede blev aldrig overladt fjenden. I stedet måtte kampopgaven begrænses, undtagen naturligvis i de særlige tilfæ lde, hvor hele Israels skæbne afhang af en enkelt enheds indsats. M an hævder, at det at værne om kampmoralen kræver en sådan in d stilling, og at kampmoralen i de fleste tilfæ lde er af højere værdi end værdien af en enkelt kampopgaves udfald. Her kommer på en anden, men konkret måde inform ationen, kendskabet t il hvad der sker andre steder, ind som et afgørende synspunkt. Inform ation er nødvendig, for at en chef skal kunne træffe beslutning om eventuelt at begrænse kampopgaven af hensyn til tab, og på den måde undgå nedbrydning af kampmoralen. Enkeltmandsuddannelsen Den israelske uddannelse stræber efter at gøre den enkelte soldat t il»enkeltkæmper«. Han skal i nødsfald på egen hånd kunne nedkæmpe en bunker eller en kampvogn. Uddannelsen er hård, specielt opøves soldatens psykiske hårdhed. H an skal kunne overnatte i ørkenen, og han skal kunne klare sig i længere tid uden mad eller drikke. For infanteristen har marchtræningen høj prioritet. Infanteriets vigtigste egenskab er at kunne forskyde sig over lange strækninger i ubanet terræn, eftersom dette er en forudsætning for, at han skal kunne udrette noget nyttigt. I det hele taget synes man at bedømme soldatens egenskaber efter et logisk eller snarere kronologisk system, hvor den egenskab, der udgør forudsætningen for, at en anden egenskab skal komme t il sin ret, bedømmes som vigtigere end den egenskab der kronologisk følger efter i tid. Således hævder man f.eks., at soldatens kundskaber i elementær efterretningstjeneste vejer tungere ved bedømmelsen af ham som soldat, end hans færdigheder som skytte.

9 Junikrigen Hvis han ikke kan observere og opdage mål, har man ingen glæde af hans eventuelle skydefærdigheder. Han kan være aldrig så god en skytte, men hvis han ikke hurtigt og korrekt kan melde om opdagede mål, har hans enhed ingen større glæde af ham. Dette ræsonnement har ført frem til, at soldatens fornemste egenskaber er en række»kommunikationsfaktorer«, der prioriteres på følgende måde: 1) Soldaten skal kunne tænke klart 2) Soldaten skal have en god iagttagelsesevne 3) Soldaten skal hurtigt, klart og detaljeret kunne redegøre for gjorte iagttagelser. Først når han har disse tre soldateregenskaber, eller har forudsætninger for at opøve dem, lønner det sig at give ham en uddannelse i våbenbrug og i fysisk og psykisk hårdhed. Denne måde at anskue soldateruddannelsen på indebærer også, at man ikke blot lader sig nøje med, at soldaten har en medfødt evne t il at tænke klart osv., men at man også giver uddannelsen i elementær efterretningstjeneste prioritet fremfor uddannelsen i våbenbrug. Det kan vel nærmest udtrykkes således, at man ikke bare af ren sædvane ofrer uforholdsmæssig tid på skydeuddannelse for at opnå gode baneskydningsresultater. Synspunktet indebærer også, at de egentlige kampenheder, infanteri-, kampvogns- og panserværnsenheder, tildeles de hedste værnepligtige, og at de mere scrvicehetonede stabs- og forsyningsenheder må nøjes med det, der bliver tilovers. Enhedsuddannelsen Det»kronologiske synspunkt«kommer også til udtryk, når det gælder enhedsuddannelsen. Gruppe- og delingsuddannelse ofres særlig opmærksomhed. Man kan uden besvær ved formel uddannelse få kompagnier, bataljoner og højere enheder til at overskride udgangslinien for et angreb, at rykke frem i rigtig form ation, at storme på det rette tidspunkt osv., men hvis ikke delinger, grupper og enkeltmand herefter i forbindelse med indbruddet optræder på den måde, situationen kræver, indebærer det, at man i stedet for soldater snarere har uddannet et hold statister - og med statister kan man ikke vinde et slag. Uddannelsen i forskydninger og i mørkekamp ofres stor opmærksomhed. Ved kamp i mørke synes man dog at stræbe efter kontinuerligt at oplyse kampområdet ved hjælp af lyskastere.

10 416 Junikrigen 1967 T aktik Den taktiske optræden præges af, at der ikke stræbes efter at gennemføre standardløsninger. I taktikuddannelsen betoner man, at kampen aldrig kan gennemføres efter en bestemt model, men at kun opgaven er givet. De taktiske principper er - stor bevægelighed - kam pføling - in itia tiv - overraskelse - tyngdedannelse Form uleringen er ikke den gængse, men nok mere konkret og utvivlsomt et udtryk for det»kronologiske synspunkt«, hvorefter principperne v il kunne formuleres på følgende måde: Stor bevægelighed bidrager t il øget handlefrihed. Gennem handlefrihed og kampføling kan initiativet opnås og fastholdes. Den, der har initiativet, har som regel forudsætningerne for at optræde overraskende og med tyngde. Overraskelser skal hlandt andet opnås gennem omfattende og omgående angreb i flanke og ryg, gennem forskydning og kamp i mørke og gennem såvel vildledende forskydninger som vildledende angreb. Således flyttedes eksempelvis før krigsudbruddet landgangsfartøjer gennem Negevørkenen mod Eliat, hvorefter fartøjerne ved nattetid transporteredes t ilbage for så dagen efter igen at blive transporteret mod Eliat. Herved fik man ægypterne t il at omgruppere flådeenheder fra M iddelhavet t il Det røde Hav, således at de i M iddelhavet tilbageværende ægyptiske flådeenheder ikke kom t il at udgøre nogen trussel mod israelsk territorium. Som følge af den tilsyneladende opladning i Eliat-om rådet synes ægypterne også at være blevet overbevist om, at et israelsk angreb v ille ske med tyngden i den sydlige del af Sinai med henblik på i første omgang at åbne Tiranstrædet. Med hensyn til tyngdedannelse understregede man, at enhedernes virksomhed ikke blot skal samordnes i tid og rum. Den tyngdedannende virksomhed skal også samordnes eller snarere komprimeres i rummet, medens kampen foregår. Derfor hævder man, at alle styrker, som tænkes anvendt i kampen, også skal have en chance for at vise, hvad de kan. Man indleder således ikke en kamp med den forhåbning, at man ikke nødes til at indsætte reserven, man stræber tværtimod efter snarest m uligt at give den en kampopgave ved at udskifte reserven og senest, når den afsluttende kamp

11 Junikrigen forestår. Udover at en sådan fremgangsmåde kan give et hurtigere og mere intensivt kamptempo anses det også som et m iddel til at højne ånden i enheden - alle har aktivt bidraget t il resultatet, og ingen kan beskyldes for at have lukreret på kammeraters indsats. Under angrebet regner man med følgende faser: - gennembrud - afskæring i dybden - indeslutning ved besættelse af taktisk vigtige punkter De israelske erfaringer med hensyn til gennembrud og afskæring i dybden synes inden for brigaderamme at være, at de gennembrydende enheder også skal sørge for afskæringen i dybden. Gives denne sidste opgave til enheder i dybden, der skal fremdrages gennem de gennembrudte enheder, viser den sig sværere af løse. Der mistes herved tid i en sådan grad, at fjenden har m ulighed for at reorganisere og træffe foranstaltninger mod de enheder, som støder videre frem i dybden. Under junikrigen tilstræbte israelerne tyngdedannelse med panserenheder. Kampvognenes opgave var ikke i første række at erobre terræn, men at bringe fjenden ud af balance og gøre hans stilling uholdbar. Panser indsattes altid med fremgang uanset terrænets udseende. Var fjenden stærk, optog man kampen med hans kampvogne på 3 km afstand, h ertil anvendtes de bedste kampvognsbesætninger, om hvem man vidste, at de kunne træffe punktm ål på denne afstand. Dermed havde man taget initiativet og var som regel i stand t il at bevare det, in d til kampen var afgjort. I denne sammenhæng bør det bemærkes, at ægypterne som regel åbnede ild meget sent og med meget lav ildhastighed. Den lave ildhastighed tilskrives de moderne russisk byggede kampvognes ubekvemmelighed. Personellet må i disse arbejde i mere eller mindre ubekvemme stillinger. Styrkeforholdet synes kun i ringe grad at have påvirket de israelske chefers beslutninger. Afgørende for beslutningerne bar først og fremmest været vurdering af de indsatte styrkers effekt. De taktiske planer karakteriseres i øvrigt som kraftige foranstaltninger mod fjendens a rtille ri og miner. Således indledtes eksempelvis angrebet på Rafah med, at en panserbrigade gennembrød ægypternes stillinger ved Khan Yunis, uden for rækkevidde af hovedparten af det ægyptiske a rtille ri i området. En anden panserbrigade omgik samtidig de ægyptiske minefelter syd om Rafah for at nedkæmpe det ægyptiske artilleri, hvorefter den skulle være rede til at angribe de forsvarsgrupperede ægyptere i ryggen.

12 418 Junikrigen 1967 Længere mod syd, ved Abu Ageila, gennemførtes det andet israelske gennembrud på Sinaiafsnittet. E t vigtigt punkt i planen var, at eget a rtille ri skulle grupperes så langt fremme som m uligt for at muliggøre præcis beskydning af de ægyptiske forsvarsstillinger. En faldskærmsbataljon landsattes her med helikoptere for at sætte det ægyptiske artilleri ud af spillet. Skønt artilleriet fik en fremtrædende plads i planen, betød det ikke, at man lod artilleriet gøre hele arbejdet. Ved gennembruddet ved Abu Ageila nøjedes man således med 20 minutters ildforberedclse mod fjendens befæstninger, herunder betonstillinger. M an regnede mere med ildforberedelsens psykologiske virkning end med dens ødelæggende. Knmpteknik De arabiske tab i kampvogne, forårsaget af israelske landstyrker siges at være forårsaget for 60 /o vedkommende af israelsk panservæm og for 40 /o vedkommende af kampvogne. Forholdet kan synes mærkeligt, men kan m uligvis bero på den israelske taktik, hvor panserværnet bl.a. havde, hvad man har benævnt»nådestøds-opgaver«. Israelerne havde jeeps med 90 mm panserværnspjecer, grupperet på højde med hinanden og over bred front. Så snart som m uligt efter den indledende ild åbning synes kampvognene at være rykket frem t il næste krete for på denne måde at bevare den størst mulige bevægelighed i kampen. Panserværnskanonerne blev derimod tilbage og rensede området. E n anden panserværnsenhed fulgte med kampvognene frem, og således skiftedes så længe behov herfor var til stede. Som regel regnedes der med 1-2 træffere t il uskadeliggørelse af de russiskbyggede kampvogne. Kam pføling opretholdtes ofte på meget lang afstand med kampvognsenheder, men under omfattende angrebsforberedclscr også på kort bold. I afventen af at en infanteribrigade skulle blive k la r t il gennemførelse af et flankeangreb mod en felt befæstet stilling, opretholdt en panserbrigade frontal kam pføling en hel eftermiddag og aften ved efter tur at kalde et par kampvogne frem fra hvert kompagni for på må og få at afgive et par skud mod erkendte mål, hvorefter vognene blev trukket tilbage for optankning og genforsyning med ammunition. Såvel ægypterne som israelerne giver eksempler på, hvorledes man som følge af erfaringer ændrer taktik m idt under kampen. - Under de sidste 100 km fremrykning mod Isniailia kæmpede israelerne mod omtrent 100 ægyptiske kampvogne, hvoraf halvdelen var T 55. Indledningsvis holdt ægypternes kampvogne sig skjult bag sanddynerne som rejser sig med ca.

13 Junikrigen meters mellemrum. De israelske kampvogne, som kom frem på kreterne, var derfor meget udsatte uden at kunne se andet end mundingerne på modstanderens kampvognskanoner. Israelerne valgte derfor at åbne ild på 3 km afstand, og det lykkedes på denne måde at ødelægge en del russisk byggede kampvogne. Ægypterne forlod derfor kreterne umiddelbart om kring vejen og lagde sig i baghold i en afstand af ca. 500 m t il siden for vejen. Dette tvang iraelerne t il at rykke frem i V-form ation med kampvognsenheder på begge sider af vejen, bag dem kom så længere tilbage de følgende kampvogne i kolonne på vejen og skød på ægypterne så snart disse røbede sig. På denne måde lykkedes det israelerne at ødelægge 100 kampvogne med et tab i egne kampvogne på 10. Dette tab opstod i forbindelse med, at ægypterne ændrede taktik. Røg kunne ikke anvendes i Sinai som følge af terrænforholdene, men den af køretøjerne frembragte støvsky kunne i mange tilfæ lde anvendes i lighed med røg. På andre fronter kom røg t il anvendelse. Røgen blev leveret af 81 og 120 mm morterer samt mindre røgmorterer. Under kamp i mørke bestræbte man sig for at oplyse kampområdet. Det forekom under ildforberedelse i mørke, at målområdet blev belyst med lyskastere for at lette artilleriobservalørernes ildledelse og for at m uliggøre velrettet kampvognsild. Ved indsættelse af kampvogne i mørke anvendte israelerne lyskastere på kampvogne til identificering. E n infanteribrigade, som i mørke rensede en feltbefæstet stillin g ved at angribe vinkelret på støtteilden fra en panserbrigade, var udstyret med et halvt hundrede signallam per pr. bataljon, hver med sin bestemte farve. På denne måde kunne den støttende panserbrigade hele tiden følge med i, hvor langt angrebsbataljonerne var fremme, og den kunne således uden omstændelige aftaler om samvirke hele tiden placere sin støtteild foran signallamperne. Under samme aktion angreh en kampvognshataljon i ryggen og en anden frontalt mod en styrke, som stort set svarede t il et kampvognsregiment. I mørket beskyldte begge bataljonschefer hinanden for at skyde på egne tropper. Brigadechefen brød da ind og beordrede ilden standset. Herefter spurgte han om de stadig fik ild over sig. Det fik de, hvorefter de blev beordret til at fortsætte angrebet. Anvendelse af helikoptere A lle landsætninger af faldskærmsuddannedc enheder synes at være foretaget med helikoptere. Man vurderede, at landsætning ined helikopter var

14 420 Junikrigen 1967 en både hurtigere og sikrere metode. Udover t il alm indelige opklaringsopgaver har man anvendt helikoptere t il rekognoscering af m inefelter og t il lodsning af kampvognsenheder gennem m inefelter under kamp med fjendtlige kampvognsenheder. Herudover er helikoptere anvendt t il forbindelsesflyvning, til evakuation af sårede samt til udveksling af feltpost. 0 pklaringstjeneste O pklaring blev for en stor del - i det mindste i Sinai - gennemført som opklaring ved kamp. Lokalisering af de ægyptiske panserværnspiecer synes 1 mange tilfæ lde at have voldt israelerne besvær. Ved Rafah røbede de ægyptiske kampvogne deres stillinger med det første eller andet skud. Mon panserværnskanonerne, som lå skjult i betonstillinger mellem sanddynerne, skød hele tiden lagvis. Deres ild kom som et eneste linieæ rt glim t langs hele fronten. Det var derfor umuligt at lokalisere det enkelte panserværnsvåben og kun et fåtal af de ægyptiske panserværnsvåben ødelagdes af kampvognsild. Man må således konstatere, at samtidig ildåbning med flere våben ikke blot er berettiget ud fra et overraskelsessynspunkt, men også ud fra det synspunkt, at denne fremgangsmåde nedsætter fjendens m ulighed for at erkende detaljer i grupperingen. Opklaringstjenesten synes i øvrigt på israelsk side at have fungeret ualm indelig godt. Den store betydning man under uddannelsen af den enkelte mand t illægger observations- og meldingstjcneste må antages i høj grad at have bidraget til dette resultat. Lederskab Israelerne kræver af officeren, at ban i første række bar et beva-geligt intellekt, og at ban er dynamisk. Desuden skal han let kunne tilpasse sig nye forhold, hvilket givetvis ikke er det samme som opportunisme, men i stedet udtryk for psykisk stabilitet. Han skal endvidere have følelse og forståelse for det moderne menneske, som skal behandles ud fra sine åndelige og sociale forudsætninger. Man er af den opfattelse, at det moderne menneske - rigtigt behandlet - kan yde præstationer som ikke står tilbage for tidligere generationers. Man forventer også af den m ilitæ re leder, at han bestandig ivrer for bedre uddannelses- og kampmetodcr. Kombinationen er interessant og kan m uligvis tyde på at også de yngre befalingsmænd har gode muligheder for på enkel måde at påvirke udformningen af nye kampmetoder. For at stimulere officererne til selvstændig tænkning og til at tage ini-

15 Junikrigen tiativet forsøger man på størst m ulig måde at give dem opgaver efter»mission-ty pe-order«princippet. Princippet for føring på delings niveau er - følg mig! Føreren skal gå forrest i kampen og virke ved sit eksempel. Befalingsvirksomheden er enkel, k lar og fr i for faglig ballast. Under kamp generer man sig ikke for at diskutere med underordnede. Man stræber efter at udvikle de undergivnes frim odigbed. Officererne synes i vid udstrækning at være på fornavn, hvilket også forekommer, når mandskabet tiltaler sine officerer. De israelske chefer siges altid at sætte spørgsmålstegn ved det logiske og velbegrundede i foresattes planer. Ingen skal prakke dem noget på. H elt til den endelige beslutning tages og ordrer form u leres, prøver de at formulere nye alternativer og at sælge egne ideer. Stabsarbejdet synes præget af frim odige diskussioner mellem cheferne og deres stabe, og man har en følelse af, at stabsmedlemmerne ikke stiltiende accepterer, at diskussionen afbrydes af chefen uden anden begrundelse end»alderens ret«. Divisionscheferne opholdt sig som regel langt fremme, under frem rykning ofte i køen af den forreste bataljon. Deres kommandofølge synes at have været m inim alt. Således udgjordes eksempelvis divisionschefen Sha- rons kommandofølge af tre halvbæltekøretøjer, nem lig divisionschefens køretøj med radioudstyr, et signalkøretøj med yderligere radiom ateriel samt et køretøj med divisionens artillerichef. Herudover var der til nærsikring et antal jeeps, med sikringsstyrken fulgte også divisionens T-officer. Divisionschefer og lavere chefer synes i høj grad at have ledet kampen personligt ved samtaler chef t il chef. Ved at høre sine nærmeste chefer i æteren følte man at have venner om kring sig. Signaltjenestens fornemste opgave var at opretholde psykologisk kontakt og ikke rent teknisk at kunne udveksle flest m ulige signaler på kortest m ulig tid. Denne psykologiske kontakt kan kun opnås gennem chefsamtaler. Det israelske lederskab havde t il følge, at den israelske soldat var intelligent og fremadstræbende, opfyldt af sin opgave. Den ægyptiske soldat var derimod dårligt inform eret - der fandtes ægyptere i Sinai som troede de var i Yemen - og hans virksomhed var stort set præget af ligegyldighed. Hvad kan vi lære af israelerne? Fem år efter selvstændighedskrigen konstaterede general Dayan - ved sin tiltræden som forsvarschef - at den israelske armé var degene-

16 422 Junikrigen 1967 reret, og at man hvilede på laurbærrene fra selvstændigliedskrigens dage. Hærens kvalitative degeneration var en følge af et fejlagtigt, ja rent ud degenereret tankesæt, når det drejede sig om at afgøre visse væsentlige spørgsmål. Forsvarets organisatoriske udbygning havde medført, at en mængde specialenheder og administrative organer havde lagt beslag på de hedste værnepligtige. Hvad der herefter blev t il overs, havnede i kampenhederne. Dayan konstaterede at dette var bagvendt, bl.a. var officerernes kampånd blevet mindre - den påvirkedes i negativ retning af det ringere soldatermateriale. Dayans første handling som tiltrædende forsvarschef blev derfor at give ordre til, at kampenhedernes behov skulle gå forud for stabs- og forsyningsenhedernes og de administrative organers behov for personel. De bedst uddannede og de mest intelligente værnepligtige skulle være infanterister, kampvognssoldater m.v., stabs- og forsyningsenhederne kunne herefter komme i anden række. Mangen en underafdelingschef fra kamptropperne v il form entlig nikke genkendende til den her opridsede problem stilling, og der rejser sig naturlig t det spørgsmål, om det ikke v il være berettiget til enhver tid at arbejde ud fra den hypotese, at det samlede officerskorps har en pligt t il positivt at virke for, at ethvert tegn på degeneration bringes frem til debat. Ikke mindst ud fra denne synsvinkel synes den israelske krigsmagt, dens uddannelse, kamp og erfaringer at være et indgående studium værd. R ib bet for al, fra et rationelt synspunkt uvedkommende traditionel ballast, giver den israelske stats blot tyveårige krigshistorie os måske de væsentligste krigshistoriske erfaringer i en nøddeskal.