MILITÆRT TIDSSKRIFT. 97. årgang. Redaktor: Major K. V. N I E L S E N

Transkript

1 MILITÆRT TIDSSKRIFT årgang Redaktor: Major K. V. N I E L S E N D E T K R I G S V ID E N S K A B E L IG E S E L S K A B

2 INDHOLDSFORTEGNELSE D E T K R IG S V ID E N S K A B E LIG E SELSKAB Ved årsskiftet. Det krigsvidenskabelige Selskabs formand, oberst M. Rosenløv... 1 Foredragsaften og generalforsamling i Det krigsvidenskabelige Selskab Det krigsvidenskabelige Selskabs bestyrelse Redegørelse for behandlingen af de indsendte prisopgaver for 1966/ Beretning om virksomheden i Det krigsvidenskabelige Selskab i Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver UDENRIGS- OG FO RSVARSPO LITIK, STRATEG I Den militære magtbalance Major K. V. Nielsen... 3 En fransk generals synspunkter. Major G. K. Krie tensen... 8 Forsvaret i de politiske partiers valgmateriale. Major H. B. Konradsen Fransk forsvarspolitik Sovjet expanserer på havet. Konnnar_dørkaptajn Stig Strombak Danmarks sikkerhedsproblem og dets mulige løsninger. En anmeldelse. Oberstløjtnant N ils Berg Danmarks sikkerhedspolitiske muligheder. Oberstløjtnant E. Bassing Dansk sikkerhedspolitik anno Redaktør N. J. Haagerup Ufreds- og konfliktforskning. Advokat Sverre H irtmann T A K T I K, O R G A N IS A TIO N Demokratisering - Ledelse - Disciplin - Effektivitet. Major J. C. Essemann Troppeinddeling. Major H. H. Jørgensen Canadas vej til enhedsværnet. Kaptajn B. Reese-Petersen Canadas enhedsvæm. Oberstløjtnant O. K. Lind Et britisk syn på forsvarsorganisation og enhedsvæm Erfaringer fra luftkrigen over Nord-Vietnam. Flyverløjtnant I J. C. M. Probst Norske synspunkter på artilleristøtte. Oberstløjtnant J. Nesgård K R IG SHISTO RIE Man har gjort ham til grin. Oberstløjtnant E. Bassing Kampene ved Montélimar i august Premierløjtnant H. Christiansen Maurice de Saxe militære testamente. Kadet K. E. Nielsen Junikrigen Kapten Ingvar Leion Grundelementer endnu en gang. Oberstløjtnant E. B assing P E R S O N E L F O R V A LT N IN G, D IS C IPLIN M.M. Demokratisering - Ledelse - Disciplin - Effektivitet. Major J. C. Essem ann Betragtninger vedr. rådighedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden. Stud. jur., premierløjtnant (R) S. A. Jensen

3 Oplysnings- og velfærdsvirksomhed under krigsforhold. Major (R) P. Q. Nielsen 423 Værnepligtstjeneste og uddannelse. Slud. jur., premierløjtnant (R) H. baron Wedell-Wedellsborg U D D AN N ELS E Hærens stabskole i Norge. Major H. V. Jørgensen Den franske videregående militære uddannelse berunder de docerede taktiske og srategiske koncepter. Major P. K. Rorris V A D E N, U D RUSTN IN G M.M. Feltliv uden biler. Fabrikant, major (R) A. N. Hvidt FO R S K E L L IG T Dag Hammarskjolds 8 principper. Major E. S. Flemming Den kgl. militære Manege. Oberstløjtnant L. Sabroe Spaniens forsvar og dets baggrund. Major A. C. Petersen De retlige betingelse for De forenede Nationers krisestyrkers tilstedeværelse på en stats territorium. Stud. jur., premierløjtnant (R) Niels Schou Større anmeldelser: BØ G ER Danmark og Nato. Erling Bjøl m. fl. (Oberstløjtnant N ils llerg) Korte anmeldelser: Soviet Military Policy. A Historical Analysis. Raymond L. Garthorff. (K. V. Nielsen) 45 C ivil værnepligt. Betænkninger nr (N. B-g) Hitler s Last Gamble. Jacques Nobécourt. (V. K. Sørensen) The Battie of the Ardennes Ingenieurkorpset: Kort Beskrivelse af de nye befæstningsanlæg ved Kjøbenhavn med 3 Planer Københavns nye befæstningsanlæg. H. Frobenius Interims Instruction for Felttienesten som den skal læres LTnderofficererne og de Gemene af Infanteriet U-Boottyp XXI. E. Rossier m. fl Peace and War. A Theorv of International Relations. Raymond Aron (V. K. Sørensen) Soldat i Arktis. Bertil Wedin Die deutschen Kriegsscliiffe , Bd. 2. Erich Groner Die fremden Flotten im 2. Weltkrieg und ihr Schicksal. Peter Klepsch Hemvårnet. Symbol for svensk forsvarsvilja. Peter Siegbahn Spain the vital Years. Luis Bolin (A. C. Petersen) Weyers Flottentaschenbuch 1968 (R) Der Bau von Unterseebooten and der Germaniawerft. H. Techel U-Boottyp X X III. E. Rossier

4 Die deutschen Panzerkampfwagen III und IV mit ihren Abarten W. J. Spielberger & F. W ie n e r Forsvar i vår tid. Lars Hansson & Arne Lundeli Danske Uniformer. Chr. V. Bruun Den danske armé s uniformer, I serie. Valdemar M øller Svenska Arméns Regementen. Regementstraditioner. Carl Herlitz (V. H.) The Strategy of Civilian Defence. Adam Roberts (red) (K. V. Nielsen) Strategy: The Indirect Approach. B. H. Liddell-Hart (K. V. Nielsen) N A T O and Europe. Andre Beaufre (K. V. Nielsen) Haandskydevaabnenes Historie fra Krudtets Oprindelse og indtil Udgangen af Aaret Budde-Lund (-V) Den kristne og krigen. Svend Balslev ( 'V) Bemandede rumskibe. Thomas H e ilm a n n Krigen Bjørke, Kiæ r og Norrie (K. V. Nielsen) The Last Ditch. David Lampe (V.) Machine Age Armies. John Wheldon (M. Clemmesen) Rommel s Last Victory. The Battle of Kasserine Pass. Martin Blumenson Die Entstehungsgeschichte der U-Boote. Hans-Joachim Lawrenz Ekonomisystem for forsvaret. Statens offentliga utredningar 1968:1 (-obmj) The Mediterranean Strategy in the Second World War. Mich. Howard Taschenbuch der Kriegsflotten Norsk sikkerhetspolitikk i strategisk perspektiv I-II. Johan Jørgen Holst (K. V. Nielsen) Sikkerhetspolitisk omprøving? Arne Olav Brundtland (K. V. Nielsen) N A T O efter Niels Jørgen Haagerup (K. V. Nielsen) Dansk Sikkerhedspolitik I II (V.) Anden Verdenskrig. Hvornår skete det? Ole Helmer Jensen (K. V. Nielsen) Den norske Brigade i Tyskland N. Borchgrevink (K. V. Nielsen) Jahre deutsche U-Boote Bodo Herzog (V.) Taschenbuch der Kriegsflotten Ørneborgen. Alistair MacLean Krigens Historie. Montgomery of Alamein (K. V. Nielsen) Undervisningsmetoder og arbejdsmønstre. Finn Rasborg (F. H.) Design and Development og Fighting Vehicles. R. M. Ogorkievvitz (M. Clemmesen) 488 Infantry im Vietnam. Albert N. Garland (red) (M. V. Jespersen)

5 Norske synspunkter på artilleristotte I den igangværende debat om en videre u d v ik lin g af artilleriet, herunder h vilke nyanskaffelser, der påtænkes in d fø rt/e r blevet indført, kan det tjene et vist form ål, udover alm indelig interesse fo r nyskabelser, at se h vilke tanker der rører sig i N orge om dette emne. Nærværende artikel er hentet fra Norsk Militæ rt Tidsskrift, hefte , hvor Oberstløjtnant J. Nesgård under overskriften >Bedre ildstøtte t il hærene, redegør fo r synspunkter i forbindelse med nyanskaffelser t il den norske hærs fe ltartille ri. Oberstløjtnanten kommer herunder in d på, h vilk e baner man påregner at følge med hensyn t il en videre u d v ik lin g af a rtille rie t inden fo r den næste 7-års periode. Selv om man ikke helt arbejder under samme v ilk å r i Norge, så dog stort set med samme sigte, som v i gør, kan artiklen give stof t il nærmere eftertanke, idet de efternævnte problemer ikke er ukendte herhjemme. Fo r en tid tilbage blev vi gennem dagspressen inform eret om de vigtigste sager i den skrivelse Hovedretningslinier for Forsvarets organisation og virksomhed i tiden som Forsvarsdepartementet har sendt Stortinget. A f de oplysninger som blev givet, fremgik det, at det for hærens del omfattede Forvarsdepartementets forslag om bl. a. anskaffelse af et antal selvkørende 155 mm felthaubits, som hæren allerede havde bestilt, og at leverancerne v ille begynde foråret Det er derfor naturligt, at mange ønsker at blive orienteret om, hvilken effektivisering af ildstøtten denne modernisering af skytsparken v il bevirke. Specielt er det rim eligt at antage, at dette er et vigtigt spørgsmål for infanteriet, eftersom det v il være dette våben, som i første række må undgælde, når ildstøtten udebliver eller er mangelfuld. M an må im idlertid være opmærksom på, at et moderne feltskyts ikke er ensbetydende med moderne fe ltartille ri noget som jeg v il forsøge at påvise i denne artikel og anskaffelsen af selvkørende middeltungt skyts

6 Norske synspunkter på artilleri støtte 517 er derfor bare en del - rigtig nok den vigtigste - af den moderniseringsplan for feltartilleriafdelingerne, som man nu i nogen tid har arbejdet med. Under denne planlægningsperiode er der sikkert flere end mig, som har mødt en del skeptiske officerer, som bl. a. med henvisning t il ældre og erfarne artilleriofficerer mener at have hjemmel t il at kunne slå fast, at hæren nu er slået ind på en farlig vej ved at gå med t il anskaffelse af tungt og kompliceret skyts. Det er helt forståeligt, at enkelte er skeptiske med indførelsen af nye avancerede våbensystemer, som for vedkommende måske funktionsmæssigt er mindre forståelige og derfor virker mere komplicerede end de i virkeligheden er. Det er desværre således, at når et system, som en officer anser for at kunne beherske t il fuldkommenhed, bliver foræ ldet og må udgå, v il vedkommende fagligt set føle sig ribbet samtidig med, at han ikke længere v il have den fornødne faglige ekspertise, som er nødvendigt for at være meningsberettiget i diskussioner om nye våbensystemer. Indføring af selvkørende skyts v il selvsagt skabe visse brugsmæssige problemer i fred, men disse v il sikkert ikke være af en sådan karakter,at de overhovedet bør få lov t il at spille nogen ro lle ved valg af skytstype. E fter m in mening er der derfor grund t il at antage, at de indvendinger, som er fremkommet, mere er baseret på et følelsesmæssigt grundlag end på en realistisk vurdering af de faktiske forhold. Det har forøvrigt ikke været noget ensidigt artilleristisk synspunkt, som har været udslagsgivende ved valg af selvkørende middeltungt skyts. Eksempelvis kom den arbejdsgruppe det såkaldte ildstøtteudvalg som havde t il opgave at vurdere hele ildstøtteproblemet i hæren, frem t il samme forslag som feltartilleriet, når det gjaldt valg af skytstype. Der skulle derfor i dette tilfæ lde ikke være nogen grund t il at mistænke, at den valgte løsning har fået nogen artilleristisk slagside. På baggrund af det her anførte skal jeg im idlertid i denne artikel forsøge at fremlægge stoffet på en sådan måde, at læserne selv - i alle t ilfælde i nogen grad - kan bedømme, h vilke realiteter, der ligger bag de udtalelser, som fra tid t il anden bliver afgivet om ildstøtten. Sam tidig v il jeg gerne forsøge at rydde eventuelle misforståelser af vejen uden at komme for meget ind på artilleristiske specialiteter. I denne artikel behandler jeg i hovedsagen kun den del af den tunge ildstøtte, som feltartilleriet er ansvarlig for, medens den mere sekundære tunge ildstøtte, som hæren i givne situationer kan få fra andre forsvarsgrene, ikke v il blive berørt.

7 518 Norske synspunkter på artilleristyftte Synet på ildstøtten Hensigten med ildstøtten, hvad enten den er af konventionel eller kernefysisk natur, er som tidligere at disponere over et kampmiddel, hvormed man kan kontrollere og beherske kampzonen. Ved fremkomsten af atomvåben fik man i realiteten våben med kapaciteter større end evnen t il at vælge hensigtsmæssige mål. Selv om der i al alm indelighed fremdeles er meget delte synspunkter om nytten og berettigelsen af at disponere over atomvåben - også taktiske atomvåben er der blandt m ilitæ re fagfolk stort set enighed om, at sålænge mulighederne er t il stede for, at en konventionel krig, når som helst kan gå over t il en atomkrig, er det et krav, at kampenhederne må kunne disponeres således, at man hurtigt kan skifte over fra konventionelle sprængladninger t il atomladninger. A f kendte årsager er dette im idlertid ingen aktuel problem stilling her i landet, og vi må derfor basere vort forsvar på konventionel krigsføring som det mest aktuelle alternativ. Da dette blev klart, blev det også klart for selv de ivrigste raketentusiaster, at tungere raketter - styrbare og ikke styrbare - kun er egnet (og beregnet) t il brug som leveringsmiddel for ABC-våben. En nøgtern vurdering af de m uligheder som raketter og skyts har, viser nu som tidligere, at skytset fremdeles er det mest fleksible element i ildstøtten - konvensionel ildstøtte eller atomstøtte -, og at skytset derfor kommer t il at spille en dominerende ro lle uafhængig af, om atomvåben bliver brugt eller ej. I de sidste 5-6 år har der heller ikke været nogen større uenighed om nødvendigheden af at øge den tunge konvensionelle ildstøtte. Uenigheden gælder vel mere valg af type kanon/haubits eventuel morter. I princippet er der vel heller ingen uenighed om, at de taktiske krav bør være udslagsgivende ved valg af skytstype(r), d.v.s. det gælder om at vælge eller eventuelt fremstille den skytstype, som bedst m ulig opfylder de fremtidige taktiske krav. I denne forbindelse må man også tage i betragtning den relative lange tid, der medgår fra det øjeblik, man begynder at projektere et sådant våben på tegnebrættet, t il det er i operativ brug ude ved afdelingerne. Ligeledes bør man være k lar over, at selve produktet sædvanligvis er et kompromis mellem en række modstridende krav. Under selve udviklingstiden fremsættes også norm alt nye krav, som sædvanligvis ikke kan efterkommes gennem m odifikationer. I virkeligheden kan man derfor ikke påregne at kunne vælge et helt moderne feltskyts, ofte opfylder det ikke engang kravene inden for det taktiske område, hvortil skytset er forudsat brugt.

8 Norske synspunkter på artilleristøtte 519 Kravene til ildstfitten Dersom man kender de fremtidige krav t il ildstøtten d.v.s. t il feltartilleriafdelingem e, samt hvilke muligheder og begrænsninger disse afdelinger har, skulle det være m uligt at bedømme, i hvilken grad ildstøttebehovet v il blive tilgodeset under de forskellige kampformer. De generelle taktiske krav t il ildstøtten under de forskellige kampformer er givet i Taktiske D irektiver for Hæren (TD H ), et reglement som vel endnu må siges at være så moderne, at det nogenlunde er dækkende på dette felt i den nærmeste fremtid. T D H har som bekendt listet en række faktorer, bl. a. slås det fast, at ild og bevægelse er kampens hovedelementer, som må samordnes i tid og rum, men at ildvirkningen er hovedsagen, og at det er den, som afgør kampen. Dette kommer også k la rt til udtryk i de fastsatte generelle principper for krigsføring. I denne forbindelse skulle det være tilstræ kkeligt at pege på de gamle sandheder, som i speciel stor grad berører F A som støttevåben, nemlig principperne om kraftsamling, overraskelse, handlefrihed og m obilitet samt økonomisering. Betragter man disse principper under ét, v il man se, at de hænger ganske nøje sammen, ligesom de i meget stor grad gensidigt influerer på hinanden. Disse principper set under ét kræver nemlig, at feltartilleriafdelingerne med kraftsamling af ilden må kunne give ildstøtte mod alle punkter (mål) af taktisk betydning, hvor de end måtte befinde sig inden for kampzonen og til hvilket som helst tidspunkt. Foruden at ilden må kunne kraftsamles, må den kunne afgives intenst og direkte i målet uden forudgående indskydning. Ildstfitten i fremtiden Det er ganske klart, at med et feltartille ri med sådanne muligheder som anført foran, v il den tunge ildstøtte virkelig blive den operative/taktiske chefs knytnæve, hvormed han slår t il der, hvor man søger afgørelsen. Dersom feltartilleriafdelingerne skal magte denne opgave, nem lig at skabe bedst m ulig støtte med indirekte tung ild, må hele dette artillerisystem indeholde de nødvendige komponenter, som er afbalanceret i forhold t il hverandre. Dette artillerisystem kan populært sammenlignes med en kæde, hvor de vigtigste led er: - Efterretning og mållokalisering, - ildledelse, - radioforbindelse, - feltm åling,

9 520 Norske synspunkter på artilleristøtte - skyts, - ammunition og - forsyningstjeneste. M an bør mærke sig, at denne kæde ikke er stærkere end det svageste led. E n forstærkning af et af leddene v il derfor ikke få nogen større effekt, hvis man ikke samtidigt følger op med tilsvarende forstærkning af de andre led i kæden. Leddene i denne kæde er i dag desværre ikke lige stærke, og nogle led er også i svageste tilstand, og jeg skal derfor i store træk pege på de forstærkningsarbejder, som foregår eller er planlagt gennemført. Feltartilleriets efterretnings- og målopklaringstjeneste har som hovedopgave at skaffe grundlaget for en effektiv indsættelse af den tunge ild på rette sted, t il rette tid og i overensstemmelse med den støttede afdelings ønsker og behov. De vigtigste indhentningsorganer inden for feltartilleriafdelingerne er: - Observatørerne (jord- og fly OB Oer), - radartroppe, - måletroppe, - lydpejlerapportører, - glimtpejleobservatører og - krateranalytikere. Desuden kan man - i alle tilfæ lde i enkelte perioder - regne med at få efterretninger fra højere- og naboafdelinger eksempelvis fra flyrekognosceringer. Vanskelighederne med at skaffe tilstræ kkelig nøjagtige måldata i rette tid, specielt for m ål i dybden, er ikke så let at overvinde med de m idler, hvorover vi disponerer. Dette er ikke noget specielt norsk problem, selv stormagterne, som har økonomisk grundlag for at kunne satse på det mest avancerede efterretningsudstyr eksempelvis droner for at lokalisere mål gennem fotografering, IR eller T V, har ikke løst dette problem. Indføring af en radar med større rækkevidde og virkefelt v il im idlertid skabe et langt bedre grundlag for en inere effektiv kontrabeskydning, end forholdet nu er. Indføring af artillerijæ gere i afdelingen v il bedre m ållokaliseringen i dybden, men p.gr.a. at helikoptere og OBS-fly ikke kan gå ind over fjendtlig område, og de hurtiggående fotorekognosceringsfly ikke altid

10 Norske synspunkter på artilleristptte 521 magter at skaffe efterretninger om målene hurtigt nok eksempelvis for kontrabatteriskydningcr, må man fortsat regne metl nogen mangelfuld m ållokalisering i dybden. Udviklingen peger im idlertid mod, at man også lie r i landet på længere sigt må gå til anskaffelse af mere avancerede efterretningsmidler eksempelvis droner. Selv om de m idler og metoder, som en ildleder benytter, er og af naturlige årsager bør være enkle, bar det h id til været vanskeligt at skaffe det nødvendige antal teknisk/taktisk skolede ildlcdere. De største problemer, ildlederen bar, er at kunne fastsætte den nøjagtige beliggenhed - koordinater - af målene samt egen position. Med indføringen af de nye feltmålem idler tellurometer og gyroteodolit er mulighederne for at binde OBSområderne og kanonområderne sammen feltm ålemæssigt blevet afgørende forbedret, således at mulighederne for at fastsætte den nøjagtige position for OBO-erne er blevet betragtelig bedre. Eftersom fuldgode skydekort fremdeles er og vel endnu nogen tid bliver mangelvare, er problemerne med en hurtigere og nøjagtigere bestemmelse af målene endnu ikke løst på en helt tilfredsstillende måde. Tager man i betragtning, at hovedtyngden af målene ligger inden for OBO-emes observationsrækkevidde, er det selvsagt af vital betydning at få løst dette problem. Indføringen af et retnings- og afstandsinstrument - L A S E R - v il med den nuværende u dvikling føre et godt stykke på vej mod at løse disse problemer. Under kamp er som bekendt feltartilleriafdelingernes forskellige led spredt ud over et stort område. En af forudsætningerne, for at artillerisystemet i det hele taget skal kunne virke, er nu som tidligere, at alle disse led t il enhver tid er knyttet sammen af et driftsikkert radiomateriel. Indføring af skyts med større rækkevidde, artillerijæ gere m.m. sætter større krav t il radiom ateriellet, når det gælder rækkevidde, vægt, styrke m.m. Fjendtlige forstyrrelser af udsendelserne indebærer bl. a., at man må gå over t il metoder, som reducerer sendetiden, hvilket kan opnås ved hjælp af moderne teknik. De radiostationer som fe ltartille riet er forudsat t il at få efter den nye materielplan, v il efter de foreliggende oplysninger i meget stor grad tilfredsstille de krav, som må stilles. M ed indføringen af de moderne feltmålemidler teuurometer og gyroteodolit v il alle skydende enheder blive

11 522 Norske synspunkter pa artilleri støtte givet samme og en meget nøjagtig orientering inden for de krav om nøjagtighed, man bør sætte. Norm alt v il også disse data kunne fremskaffes inden for de tidsintervaller, som kræves. Selve beregningen af skydedataerne sker nu manuelt med mekaniske hjælpemidler, hvor nøjagtigheden ved beregningerne begrænses af metoden og hjælpemidlerne. Nøjagtigheden kan øges, beregningstiden skæres ned og mulighederne for fe jl elimineres, hvis man tager bedre og mere avanceret mekanisk udstyr i brug, men dersom man virkelig v il opnå nogen større gevinst, når det gælder hurtighed og nøjagtighed i beregningerne af et større antal mål, hvilket nu v il blive et krav, må man gribe t il en elektronisk regnemaskine (artillerikom putor), som er tilpasset feltartilleriets krav. E n sådan maskine, som nu er under udvikling, er forudsat at skulle indgå i feltartilleriet. Eftersom der ikke sker noget m irakel inde i maskinen, er det nødvendigt at sørge for, at de værdier maskinen mades med, er så nøjagtige, at de muligheder en sådan maskine har for at udføre nøjagtige korrektionsberegninger for skydninger inden for store områder, bliver udnyttet fuldt ud. Studerer man, hvilke indvirkninger de forskellige afvigelser har på projektilbanen, v il man nemlig finde, at de afvigelser, hvis absolutte værdi er vanskeligst at bestemme nøjagtigt - afvigelser i udgangshastighed, lu fttemperatur og vind er meget store, og det er kombinationen af disse afvigelser som nuværende manuelle beregningsmetode bl. a. ikke magter at tage hensyn til. Indføring af flere sæt af det nu brugte elektroniske vejrtjenestemateriel v il t il enhver tid skaffe de nødvendige pålidelige vejrdata, som kan mades automatisk ind i regnemaskinen. Indføring af Vo-måleudstyr i alle skydende enheder v il ligeledes give korrekte værdier for udgangshastigheden. Grundlaget for at udnytte en sådan elektronisk artillerikom putors fulde kapacitet skulle ligeledes være t il stede. De vigtigste egenskaber hos et feltskyts er skudvidde, præcision, ildhastighed og fremkommelighed. For at kunne støtte ved store frontbredder, horisonten rundt - ved horisontale og vertikale omfatninger - samt at kunne beskyde mål i dybden kræves stor skudvidde, 155 mm F H, M 109 har 18 km som maksimal skudvidde med konventionel amm unition d.v.s. ca. 3 km længere end 155 mm H F, M 114 og ca. 7 km længere end 105 mm F H, M 101. I de fleste lande benyttes et mere langtrækkende

12 Noräke synspunkter på artilleristøtte 523 skyts, end de v i har og specielt t il kontrabatteriskydninger, v il der kunne blive behov for et mere langtrækkende skyts. Dersom resultatet af den igangværende u dvikling af et specialprojektil t il M 109 bliver tilfredsstillende, v il rækkevidden im idlertid fo r dette skyts øges meget betydelig. M 109 har sammenlignet med de skytstyper, vi nu bruger, langt bedre præcision, hvilket v il bevirke indsparing af tid og ammunition, give øget virkning og mindre sikkerhedsafstande. Det er en kendsgerning, at et stort antal granater i målet i løbet af meget kort tid giver større fysisk og psykisk virkning end samme antal granater afgivet i målet over et længere tidsrum. Ildhastigheden spiller derfor en meget stor ro lle ved moderne skyts og dette er også grunden til, at man er gået ind for den tyske m odifikation af M 109, hvorved ildhastigheden er blevet praktisk talt fordoblet. Ildberedskab og fremkommelighed hos feltskyts hænger nøje sammen, eftersom det er disse egenskaber, som bestemmer, hvor hurtigt skytset kan åbne ild efter, at grupperingsordren er givet. De store krav til ildberedskab og hurtige omgrupperinger kan i realiteten kun opfyldes af selvkørende skyts. De granattyper som benyttes i dag er af ældre model og kan vel ikke siges at opfylde dagens krav helt (fuldt ud). Gennem en bedre konstruktion af granaterne og ved at bruge et mere energirigt sprængstof v il virkningen af den enkelte granat øges betydeligt. Anskaffelse af RADO-brandrør til brug eksempelvis under dårlige observationsforbold, i mørke, på store skydeafstande og specielt i sne, v il øge virkningen yderligere. I denne forbindelse må også tages i betragtning, den større virkning et større kaliber v il give. Ligeledes må man ikke glemme, at mulighederne for at forbedre ammunitionen er større ved de store kalibre end ved de små kalibre eksempelvis udvikling af raketprojektiler t il brug mod mål uden for den konventionelle skudafstand. Inden for fe ltartille riet har man endnu ikke en granat, som giver den ønskede virkning mod de højest prioriterede mål, eksempelvis pansrede personelkøretøjer. Im idlertid skal der ifølge dagspressen efter sigende være udviklet en ny projektiltype, som er så effektiv mod disse måltyper, at man allerede bruger udtrykket»renæssance for artilleriet«(jf. svensk artilleritid sskrift 1968). Selv om man foreløbig måske bør tage sådanne oplysninger med en vis varsomhed, er det klart, at dersom man kan be-

13 524 Norske synspunkter på artilleristøtte skyde sådanne m ål i dybden og derved stoppe et fjendtligt angreb på et tid lig t tidspunkt, v il det være berettiget at bruge forannævnte udtryk. I denne forbindelse v il man kunne pege på ammunitionsforsyningstjenesten. Kravene t il hurtige omgrupperinger kræver, at omlastning af amm unition bør undgås. Dette kan altid undgås, idet det norm alt v il være nødvendigt at bruge terrængående bæltekøretøjer for at kunne bringe ammunitionen helt frem t il kanonstillingerne i de selvkørende afdelinger. Selv om den fremtidige afdelingsammunition, som afdelingerne bringer med, v il repræsentere en langt større ildeffekt end tilsvarende mængde amm unition i dag gør, er der vel næppe grund t il at regne med, at transportbehovet v il blive så stærkt reduceret, at problemerne med ammunitionsforsyningstjenesten forsvinder. Organisation Én af forudsætningerne for at kunne trække maksimal effekt ud af artillerim ateriellet er, at feltartilleriafdelingernes organisation er tilpasset de fremtidige taktiske krav. Dette indebærer, at organisationen må være fleksibel i brug under forskellige kampformer og under hensyntagen til variationerne i ildstøttebehovet, den disponible mængde og type skyts, at man til enhver tid udnytter afdelingernes fulde ildstøttekapacitet. Ved udfomningen af den nye organisation af fe ltartille riet har man taget hensyn til disse krav. Således har samtlige afdelinger, uanset hvilken skytstype der benyttes, i princippet fået en ensartet organisation (AFD - stab, S T B T og tre enhedsbatterier å 6 kanoner). I lighed med tidligere kan om nødvendigt et batteri trækkes ud og udnyttes selvstændigt. Ligeledes er det forudsætningen i fremtiden, at en artilleristab skal kunne samordne ildstøtten fra flere afdelinger. Sammenlignet med den gamle organisation v il sikkert mange anse den nye organisation for vel spartansk, når det gælder personel og materiel. Dette er til en vis grad rigtigt, eftersom ledemotivet har været kun at tage det, som anses for nødvendigt med i organisationen, medens man bar givet afkald på det, som måtte være ønskeligt i den hensigt at kunne etablere flest mulige skydende a rtillerienheder inden for den optrukne økonomiske ramme. Brugen af ildstfitten A f foranstående v il det med al ønskelig tydelighed fremgå, at moderne feltskyts ikke er ensbetydende med moderne feltartille ri, idet effekten man kan trække ud af moderne skyts i meget bøj grad bestemmes af de

14 Norske synspunkter på artilleristøtte 525 hjælpemidler, som indgår i artillerisystemet d.v.s. af de andre led i kæden. Det skulle vel ligeså klart fremgå, at dersom man ønsker optim al effekt af de m idler, hvorpå man satser, må man sørge for, at artille ri systemet er vel afbalanceret d.v.s. at leddene i kæden er lige stærke. Det er im idlertid ikke m uligt under den igangværende reorganiserings- og moderniseringsproces at holde fuld balance i systemet hele tiden, men det er berettiget at tro, at man ved afslutningen af 7-års perioden v il have et relativt set moderne feltartille ri med en ildstøttekapacitet, som er flere gange større end den, dagens fe ltartille ri repræsenterer. Selv om feltartilleriet er det største og vigtigste støttevåben i hæren, og således må siges at have hovedansvaret for den tunge ildstøtte, må man i denne forbindelse ikke glemme, at også andre tunge ildstøtteafdelinger - kampvogns- og tunge morterafdelinger - v il gennemgå samme moderniseringsproces, hvilket v il bevirke tilsvarende effektivisering af ildstøtten fra disse afdelinger. Mange er sikkert af den mening, at indføring af så meget avanceret materiel, som anført foran v il skærpe kravene til personellets faglige dygtighed. Efter m in opfattelse er dette ikke rigtigt for brugerens vedkommende, idet det generelt set er et spørgsmål om tilsvarende faglig dygtighed, som det i dag forlanges af personellet, forskellen er, at det delvis er på nye felter, som im idlertid kan læres uden specielle vanskeligheder. Problemerne v il i tilfæ lde melde sig på det vedligeholdsmæssige område, som ligger uden for brugerens ansvarsområde. M an må have lov at regne med, at de som er ansvarlige for dette felt har taget konsekvenserne af de ændrede forhold i rette tid og truffet de nødvendige forholdsregler for at løse de problemer, som v il melde sig. Selv om det efter min mening også i dag kunne have været ønskeligt med en noget højere standard generelt set, er jeg im idlertid af den opfattelse, at såfremt man også i fremtiden får lov t il at kraftsamle sig om den primære opgave, således at man kan disponere fagligt set over velskolet personel i feltartilleriafdelingernes nøglestillinger, skulle artilleristisk set forudsætningerne ligge vel t il rette for at kunne yde maksimal ildstøtte med de disponible midler. En effetiv brug af den disponible artilleristøtte bestemmes im idlertid ikke udelukkende af de respektive artillerichefer, men er efter m in mening i lige så høj grad afhængig af den operative chefs indsigt i og forståelse af brugen af ildsløtten. I denne forbindelse kan det være berettiget, tror jeg, at spørge om tingenes tilstand er således, som de hør være på dette felt. Uden at gøre nogen uret må man medgive, at man endnu ligger under

15 526 Norske synspunkter på artilleristøttc det niveau, hvor man burde være. Dette kan skyldes mange forhold bl. a. også os feltartillerister, men variationerne i dag er desværre således, at yderpolerne repræsenteres af de chefer, som v il manøvrere fjenden ihjel, og de som mener, at han skal skydes ilije L Det gamle ordsprog om, at artillerichefen skal sælge ildstøtten, tror jeg ikke fører t il noget, eftersom de som anser, at fjenden skal manøvreres ih jel, ikke v il være indstillet på køb. Den sidstnævnte metode, som man har set brugt under fredsøvelser, er næppe at anbefale t il brug i krig, og efter m in mening er det ikke uden grund, at artillerichefen bliver deprimeret på trods af al velvilje, han normalt bliver mødt med, når vedkommende operative chef er passivt indstillet til ildstøtteproblemerne. Under fredsøvelser er det ikke så enkelt at øve ildplanlæ gning og ild koordinering, en optaget chef med mange ting at holde styr på, kan vel naturligt nok lettere engagere sig i den manøvremæssige del af opgaven bl. a., fo rdi denne sikkert for de fleste er mere interessant. Denne mangel på engagement vedrørende ildstøtten, som man ofte møder giver sig efter m in mening desværre mange uheldige udslag eksempelvis en uddeling af feltbatterierne t il infanteribataljonerne, hvis chefer selvsagt burde blive glade over at kunne disponere over den ikke ubetydelige ildkraft, som et batteri repræsenterer. E n sådan fordelingsproces er rent ansvars- og arbejdsmæssig en meget behagelig løsning både for den operative chef og for artillerichefen, men norm alt er dette ildstøttemæssigt set den dårligste løsning som overhovedet kan vælges. Under fredsøvelser er det så let at falde for fristelsen til at sætte lighedstegn mellem ønsker og virkelighed, hvor mange gange har man eksempelvis ikke fået refereret antal mål på en ild p lan som en slags målestok for afdelingens effektivitet, en ildplan som måske ikke var det papir værd, som den var skrevet på. Jeg tror, at det er nødvendigt at se virkeligheden i øjnene på dette felt og sørge for, at der snarest bliver mere overensstemmelse mellem liv og lære, fordi det v il være for sent, når først ulykken er kommet. Efter m in mening er dette ikke noget ensidigt artilleristisk ansvar, den bedste løsning - ligesom ved ildplanlæ gning og ildkoordinering - får man ved fælles engagement fra de som støtter og de som skal støttes.