Ammoniakfølsom skov. vfl.dk

Transkript

1 Ammoniakfølsom skov vfl.dk

2 Introduktion Forvaltningen af skovene har fundet vej ind i reguleringen af husdyrbrugenes ammoniakpåvirkning af naturen, hvor der er fastsat retningslinjer for hvilke skove, der skal vurderes med henblik på evt. at stille krav til den maksimale merdeposition af kvælstof. Hensigten har ifølge miljøstyrelsen ikke været at øge antallet af miljøgodkendelser med vurderinger og vilkår for depositionen på skov, men angiveligt at bortscreene skove, hvor konkrete vurderinger og vilkår ikke er nødvendige for derved at begrænse arbejdsbyrden. Der er bare ikke meget, der tyder på, at det er det, der er sket. Indtrykket er nærmere, at der er meget uklarhed om, hvordan hensynet til skovene skal forvaltes, lige som der generelt mangler viden om skovenes værdier, og heller ikke eksisterer en egentligt registrering af skovenes naturindhold, værdi og kvælstoffølsomhed med meget stor usikkerhed for udviklingsmuligheder, projektering og investering for husdyrholderne til følge. Hensynet til skovene er i høj grad fastsat og beskrevet under samme retningslinjer som hensynet til 3 natur jf. bekendtgørelse og vejledningen til husdyrloven. De første afgørelser herom bærer også i væsentlig grad præg af, at man vælger at håndtere skovhensynet, lige som man håndterer 3-områder, uden hensyntagen til, at naturværdierne i skov kun undtagelsesvist er målsatte eller beskyttet som 3-naturtyperne. En rapport fra KU synliggør i høj grad, hvor forskellige de danske skove er, hvilke udfordringer der er for de danske skove, hvilke virkemidler, der er taget i brug for at sikre skovenes biodiversitet, og i hvilken grad det vurderes at være lykkedes, se omtale i "Danske skoves historie, beskyttelse og værdier. Forhold som ikke i tilstrækkeligt grad synes at være inddraget i lovgivning og vejledning for husdyrgodkendelser. Hvis man ensidigt fokuserer på kvælstofdeposition og tålegrænser, medfører det, at forvaltningen af skoven ikke har det nødvendige fokus på alle faktorer, der kan have betydning for naturtilstanden, og at den indførte regulering slet ikke får den ønskede effekt på biodiversiteten, men kun har omfattende konsekvenser for erhvervet. Konklusion og anbefaling Håndteringen af hensynet til skovene er vanskelig, fordi definitionen af ammoniakfølsom skov ikke umiddelbart kan håndteres efter de almindeligt kendte manualer, hvor naturtypernes tålegrænser er baseret på mere kendte og afgrænsede naturtyper og disses struktur- og funktionsparametre (og karakteristiske arter). Bekendtgørelsen håndterer ikke de forhold, at skovene/skovenes værdier i høj grad er betinget af en lang række faktorer, der kan have større betydning end ammoniakpåvirkningen og hensynet til skovene er ikke afstemt med de nationale initiativer for beskyttelse og sikring af skovenens værdier. Som bekendtgørelse og vejledning er udformet i dag, er der tale om en regelforenkling, der giver uforholdsmæssigt meget administrativt besvær, og har uforudsete store konsekvenser for landbrugserhvervet uden, at det er bakket op af en reel national prioritering af skovressourcernes naturværdier f.eks. i kraft af målrettede nationale initiativer. Vi anbefaler, at man afgrænser definitionen af ammoniakfølsomme skove til de skove, der rummer målsatte, væsentlige og beskyttede ammoniakfølsomme naturværdier. Samtidig bør det sikres, at vejledningerne i langt højere grad beskriver sammenhængen mellem en tålegrænse eller en skovs sårbarhed, bevaringsstatus, målsætning og trusler, gerne med eksempler. Baggrund og anbefalinger uddybes i denne rapport. 2

3 Indhold Introduktion... 2 Konklusion og anbefaling... 2 Tålegrænser, ammoniak og forøget belastning... 4 Lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug... 5 Uklare retningslinjer... 6 Konkrete bemærkninger og forslag til gældende lov og vejledninger... 8 Definitionen af skov i bekendtgørelsen... 8 Benævnelsen ammoniakfølsom skov... 9 Størrelseskriterium... 9 Alderskriterium arter Sammenfattende konklusion Forslag Titel: Forfattere: Ammoniakfølsom skov Winnie Heltborg Brøndum, Videncentret for Landbrug Udgave: 1. udgave, december 2013 Layout: Winnie Heltborg Brøndum, Videncentret for Landbrug 3

4 Tålegrænser, ammoniak og forøget belastning Baggrunden for vurderinger af ammoniakpåvirkninger af natur er ret velbeskrevet i en række udgivelser fra Miljøministeriet/DCE Ammoniakmaualen/Tålegrænser for dansk natur 1. Nedenfor er anført nogle centrale definitioner og pointer. Tålegrænsen for en naturtype er den kvælstofbelastning, hvorunder der ikke vil være væsentlige effekter på naturområdets struktur og funktion. Tålegrænsen afhænger af en række biotiske og abiotiske faktorer som områdets forhistorie, den aktuelle drift og pleje, jordbunds- og nedbørsforhold, tilstedeværelsen af følsomme arter, aktuelle tilstand og målsætningen for området. Fastsættelsen af tålegrænsen rummer et politisk element i at fastlægge hvilke struktur- og funktionsparametre, der skal vurderes på, samt hvad der anses for væsentlige effekter. Tålegrænsen for et område afhænger således af, hvad der findes at bevare (bevaringsstatus), hvad der ønskes bevaret (målsætning), og af hvad det vil være muligt at bevare ved begrænsning af luftforureningen (trusler). Følsomheden afhænger endvidere væsentligt af den betragtede tidsskala, idet effekter af luftforurening typisk optræder som følge af den akkumulerede virkning af lang tids belastning. De væsentligste indikatorer for bevaringsstatus (jf. habitatdirektivets kriterier for gunstig bevaringsstatus) omfatter områdernes areal, struktur og funktion samt karakteristiske arter. I erkendelse af at det er en kompliceret videnskabelig opgave at fastsætte en tålegrænse for et konkret areals beskyttede naturindhold, og der i dag mangler viden eller viden i nogen grad er utilgængelig for konkrete arealer, er der i ammoniakmanualen anvist retningslinjer for, hvordan man kan indsnævre vurderingen af tålegrænseintervallet for et konkret areal. Vurderingen af et areals sårbarhed overfor ammoniak er således i høj grad en kvalitativ vurdering, der handler om andet og mere end det præcise naturindhold. Tabel 1. Vurdering af tålegrænseinterval jf. ammoniakmanualen Lave ende af interval Gunstig bevaringsstatus Ingen indikation på forstyrrelse af områdets funktion Få minus arter Stort antal og dækning af typiske arter Areal over naturtypens kritiske størrelse Lang kontinuitet Høje ende af interval Ugunstig bevaringsstatus Væsentlige indikationer på forstyrrelser af områdets funktion Dominans af minus arter Ingen eller få typiske arter Areal under naturtypens kritiske størrelse Kort kontinuitet 1 Bak, J.L Tålegrænser for dansk natur. Opdateret landsdækkende kortlægning af tålegrænser for dansk natur og overskridelser heraf. Aarhus Universitet, DCE Nationalt Center for Miljø og Energi, 94 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 69 4

5 Højt målsat Lavt målsat Naturgenopretningsplan med høj målsætning Fredet område, habitatområde Forekomsten af kvælstoffølsomme arter på rød- eller gulliste Plejeplan der sikrer hensigtsmæssig pleje (plejekrævende) Plejekrævende, men ingen aktuelle plejeplaner; området forventes at gro til Plejeplan der sikrer hensigtsmæssig pleje (plejekrævende) Sikret skånsom drift Problematisk eller usikker fremtidig drift Tvivl om lateral tilstrømning Dræning (våde naturtyper) Tvivl om tidligere gødskning Lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug Husdyrproduktionerne reguleres gennem Lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Lovens formål er bl.a. at værne om natur, miljø og landskab, så udviklingen af husdyrproduktionen sker på et bæredygtigt grundlag. Boks 1. Lov om Miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug Af lovens 19 fremgår det, at kommunalbestyrelsen skal sikre sig, at husdyrbruget kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelserne. Af lovens 27 fremgår det, at en miljøgodkendelse skal indeholde vilkår, der sikrer, at husdyrbruget drives på en sådan måde, at kravene i 19 opfyldes. Lovens bestemmelser er konkretiseret i Bekendtgørelse om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug Af kapitel 5 9 fremgår det, at kommunen skal sikre sig, at husdyrbruget kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet. Af 13 fremgår det, at miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug skal indeholde en vurdering jf i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug samt vilkår for virksomhedens etablering og drift. Vilkårene skal sikre, at kravene i 27 og 29 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug opfyldes. Af 13, stk. 3, fremgår det bl.a.: Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde stille vilkår med henblik på opfyldelse af krav om maksimal deposition med ammoniak på ammoniakfølsom skov, jf. bilag 3, pkt. A, nr. 3. Af 13, stk. 4, præciseres det, at særlige tilfælde bl.a. kan være en væsentlig miljøpåvirkning af særlige regionale eller lokale beskyttelsesinteresser. Af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3, pkt. A, nr. 3 Ad c., fremgår det bl.a.: Kategori 3-natur. For ammoniakfølsomme naturtyper, som ikke er omfattet af ovenstående kategori 1 og 2, skal kommunen foretage en konkret vurdering af, om der skal fastsættes krav.. Kommunen skal også konkret vurdere ammoniakfølsomme skove, der er beliggende uden for de internationale naturbeskyttelsesområder. 5

6 I bekendtgørelsen er det præciseret, hvornår en skov betegnes som ammoniakfølsom. En skov betegnes som ammoniakfølsom, når: 1) der har været skov på arealet i lang tid (i størrelsesordenen mere end ca. 200 år), så der er tale om gammel "skovjordbund", 2) skoven er groet frem af sig selv på et naturareal, fx tidligere hede, mose eller overdrev, så jordbunden ikke har været dyrket mark inden for en periode svarende til perioden for gammel "skovjordbund" (dvs. i størrelsesordenen mere end ca. 200 år), eller 3) der i skoven er forekomst af naturskovindikerende- eller gammelskovsarter, som er medtaget på listen over arter, der er brugt ved prioritering af naturmæssigt særligt værdifulde skove omfattet af skovlovens 25. Det er endvidere præciseret, hvilke 4 kriterier kommunen skal inddrage i vurderingen af, om der skal stilles krav til den maksimale N-deposition på området: 1) det aktuelle naturområdes status i kommuneplanen, herunder særligt om det aktuelle ammoniakfølsomme naturområde er omfattet af kommuneplanens udpegning af særlige værdifulde naturområder, rekreative områder og/eller værdifulde kulturmiljø samt kommuneplanens retningslinjer for varetagelsen af naturbeskyttelsesinteresserne, de rekreative interesser og de kulturhistoriske interesser, 2) om det aktuelle område er omfattet af fredning, handleplan for naturpleje eller anden planlagt naturindsats, 3) det aktuelle naturområdes naturkvalitet, og 4) kvælstofbidrag til området fra andre kilder (fx markbidrag), herunder, for så vidt angår skove, om de gødskes. Kriterierne inddrages med henblik på, at kommunalbestyrelsen for naturområder med særlige regionale og lokale naturinteresser alene stiller krav til en maksimal N-merdeposition, hvis området er omfattet af en af de ovennævnte udpegninger i kommuneplanen, er omfattet af fredning, handleplan for naturpleje eller anden planlagt naturindsats og/eller har en høj naturkvalitet, samt at ammoniakbidraget fra husdyrbruget ikke er helt uvæsentligt i forhold til den påvirkning af næringsstoffer, som områderne modtager fra andre kilder. Af bekendtgørelsens tabel 3 fremgår beskyttelsesniveauet for ammoniakfølsom skov. Det fastsatte niveau for ammoniakfølsom skov er: Kommunen vurderer konkret, om der skal fastsættes vilkår om max. merdeposition, og hvad det nødvendige krav til max. deposition skal være. Kravet må dog ikke være under en max. merdeposition på 1,0 kg N/ha pr. år.. Konstateres det derfor, at der er tale om en ammoniakfølsom skov efter lovens kriterier, skal kommunen således vurdere, om det ansøgte projekt konkret giver anledning til en væsentlig miljøpåvirkning af særlige regionale eller lokale beskyttelsesinteresser knyttet til skoven, og kan herefter vælge at stille vilkår, der reducerer påvirkningen til et acceptabelt niveau. Skov defineres som arealer, der er større end ½ ha og mere end 20 meter brede, og som er bevokset med træer, der danner, eller inden for et rimeligt tidsrum vil danne, en sluttet skov af højstammede træer jf. skovlovens definition af skov. Uklare retningslinjer Fra starten var det noget uklart, hvilket hensyn til skovene der skal forvaltes med lovgivningen. Formålet var, som nævnt ovenfor angiveligt at give nogle retningslinjer for, hvornår det ikke er nødvendigt at foretage en konkret vurdering, men for mange var det helt nyt, at hensynet til skovene overhovedet skulle inddrages. 6

7 Det kan argumenteres, at man med ny viden altid kan inddrage nye vurderinger under de generelle retningslinjer. Jf. lovens 19 fremgår det, at kommunalbestyrelsen skal sikre sig, at husdyrbruget kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelserne. Nyere viden om ammoniakeffekterne på artsdiversitet har over det seneste årti resulteret i en gradvis inddragelse af vurderingen af husdyrbrugenes mulige indirekte effekter på naturen, som følge af den luftbårne ammoniak (se, Ammoniakmanualen og Kvælstofdeposition, naturtilstand og reguleringen af landbruget). Den erfaring og praksis der er opstået på området er imidlertid meget vanskeligt at overføre på skovene under bekendtgørelsens definitioner og kendt viden om skove og fastsættelse af tålegrænser. Skovdefinitionen i godkendelsesbekendtgørelsen er ikke baseret på en sædvanlig naturtypetilgang, hvor man har en grundlæggende definition af en beskyttet naturtype (evt. flere typer) baseret på særlige, sjældne eller karakteristiske arter og/eller andre strukturer og funktionsparametre, der gør det muligt at vurdere tilstand og/ bevaringsstatus og mål. Skove gror på stort set alle jordtyper, og kan plejes og drives på forskellig vis, eller ligger mere eller mindre urørt. Derfor kan en skov være en finmasket mosaik af undertyper, som er betingede af helt forskellige vækstbetingelser. Det kan være vanskeligt at forstå, hvordan sådanne naturområder skal afgrænses og vurderes. Hvor går grænsen mellem kultur, halvkultur og natur? At skovenes naturtilstand i høj grad er under påvirkning af en lang række andre og meget væsentlige trusler, jf. Danske skoves historie, beskyttelse og værdier, er ikke inddraget i kravet om at vurdere væsentligheden af ammoniakpåvirkningen fra det konkrete projekt jf. bekendtgørelsesteksten: 4) kvælstofbidrag til området fra andre kilder (fx markbidrag), herunder, for så vidt angår skove, om de gødskes. Samt at ammoniakbidraget fra husdyrbruget ikke er helt uvæsentligt i forhold til den påvirkning af næringsstoffer, som områderne modtager fra andre kilder. Af lovens 19 fremgår det, at kommunalbestyrelsen skal sikre sig, at husdyrbruget kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelserne. Under vurderingen af væsentlighed bør også indgå, om det er reelt muligt at bevare de værdier, man ønsker at beskytte ved at stille et vilkår for reduktion af luftforureningen. Ellers er vilkårene ikke proportionelle. Selv om definitionen af skov er fra skovloven, er vurderingen af skove ikke begrænset til beskyttede og fredskovpligtige arealer, og selv fredskov må under visse betingelser i større eller mindre omfang fældes så længe de gentilplantes. Op til 10% af skovarealet må tilplantes med energipil, og 10% må tilplantes med juletræer eller pyntegrønt, der har en kvælstofnorm på 75 kg N/ha/år. Det kunne rimeligvis påpeges, at ammoniakpåvirkningen ikke er særligt væsentlig, hvis skoven umiddelbart kan fældes, uden at man kommer i konflikt med loven, men det fremgår ikke som af betydning for væsentligheden (andre trusler jf. afsnittet Tålegrænser, ammoniak og forøget belastning) af bekendtgørelsen. Selv om der internationalt er påvist sammenhænge mellem kvælstofdeposition og artsdiversitet/sammensætning eller forsuring, må det faglige grundlag for at foretage en konkret vurdering af et specifikt skovareals ammoniakfølsomhed for nuværende vurderes at være overordentligt spinkelt jf. bl.a. Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove S 11.: Kvælstofdepositionen har formodentlig også en betydning bl.a. for epifytiske laver og visse jordboende svampe.! Ifølge DCE-rapporten Tålegrænser for dansk natur 2 kan der på grund af de væsentlige tidsforsinkelser mellem ændringer i deposition, jordkemi, plantesamfund og jordbundsstruktur, ikke forventes at være ligevægt 2 Bak, J.L Tålegrænser for dansk natur. Opdateret landsdækkende kortlægning af tålegrænser for dansk natur og overskridelser heraf. Aarhus Universitet, DCE Nationalt Center for Miljø og Energi, 94 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt 7

8 mellem det plantesamfund, der aktuelt observeres og de nuværende påvirkninger på området. Det må i særdeleshed gælde for de skove, hvor der forsat er tilvækst og vækstbetingelserne over den nærmeste årrække af flere årsager vil ændre sig. For de fleste kommuner er der tale om en helt ny type af vurdering, der nu ikke kan udelades, da den er beskrevet i bekendtgørelsen. Myndighedsbeføjelsen ligger hos kommunerne, selv om forvaltningen af skov og viden om skovnaturen i øvrigt ligger hos naturstyrelsen. Lokalt og (nationalt jf. Skovrapporten) kan der være en begrænset viden om, hvad der udgør særlige naturkvaliteter i skov, hvor disse kvaliteter findes, og hvordan spekteret mellem den sårbare og den mest robuste natur ser ud. Da retningslinjerne samtidigt er uklare, får kommunerne ikke meget hjælp til at forstå hvilke faglige og juridiske overvejelser, der er taget udgangspunkt i, og resultatet kan være en overforsigtighed i forvaltningen for enhver skov, der betegnes som ammoniakfølsom. Konkrete bemærkninger og forslag til gældende lov og vejledninger Den konkrete vurdering tager, som nævnt ovenfor, udgangspunkt i bekendtgørelsen og dette har givet anledning til en række konkrete faglige spørgsmål til regelimplementeringen. Definitionen af skov i bekendtgørelsen Skove er, i bekendtgørelsen, defineret ved størrelse og trædække i overensstemmelse med skovloven. Skovene er ikke afgrænsede til arealer omfattet af fredskov eller beskyttede naturtyper. Skovene er således ikke defineret som en eller flere naturtyper/økosystemer med angivne eller kendte karakteristiske arter - eller krav til vækstforhold i øvrigt. Dette gør det umiddelbart vanskeligt at vurdere hvilket hensyn, det er, der skal forvaltes. I vejledningen er det angivet at tålegrænsen for skov er kg N/ha/år. Årsagen til at gamle skove er ammoniakfølsomme er, at både løv- og nåleskov har en tålegrænse for kvælstofdepostion på kg N/ha/år. Denne udlægning medfører, at mere eller mindre alle skove herved skal anses som ammoniakfølsomme. Vi må antage, at værdien i vejledningen stammer fra de Harmoniserede tålegrænser. Opdatering af 15. december Hvor både løv- og nåleskov tilskrives en tålegrænse på kg N/ha/år. Disse grænser er baserede på UN/ECE anbefalede tålegrænser for habitatdirektivets skov-naturtyper, som kan ses i samme dokument. Om skovene som habitatnaturtyper står der i øvrigt om UN/ECE Anbefalede tålegrænser for skov: Skove: (Delvis) naturlig skovvegetation med hjemmehørende arter, som danner højskov, med typisk underskov, og som opfylder følgende kriterier: Sjælden eller oprindelig og/eller med arter af fællesskabsbetydning. Det kan fagligt argumenteres at skoven, som naturtype (underforstået med mål om bevarelse af særlige/karakteristiske/sjældne kvælstoffølsomme naturværdier), har en tålegrænse. Tålegrænsen for en naturtype er den kvælstofbelastning, hvorunder der ikke vil være væsentlige effekter på naturområdets struktur og funktion. Omvendt vil skoven, der har begrænsede, ubeskyttede og ikke målsatte naturværdier, ikke have en tålegrænse (eller meget høje tålegrænser), da der hverken er tale om særlige regionale eller lokale beskyttelsesinteresser, og da påvirkninger af ikke-beskyttet natur ikke kan regnes for væsentlige. Center for Miljø og Energi nr. 69 8

9 Den definition af skov, man har anvendt i husdyrgodkendelsesloven, er imidlertid langt bredere end dette, og omfatter et langt større areal end summen af skovhabitatnaturtyperne. I husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen defineres skov alene ved størrelsen og kronedække, hvorved f.eks. plantager, der nok nærmere kan sidestilles med en afgrøde end en naturtype, i vejledningen per automatik tilskrives en tålegrænse på mellem kg N/ha år. Det er forventeligt, at dette vil have mindre betydning ved en konkret vurdering, men det kan give anledning til forvirring og en række klagesager, hvis man på den ene side anfører en generel tålegrænse, som udmærket kan være overskredet lokalt, og på den anden undlader at stille vilkår til påvirkningen. Vi ser nu eksempler på sager, hvor selv snorlige rækker af nåletræer i plantage uden særlige naturværdier tilskrives en tålegrænse på kg N/ha/år, og på sager hvor en beplantning bag og dels omkring den ansøgende ejendom konkret vurderes. Hvis en ammoniakbelastning af en skov, f.eks. en intensiv drevet plantage, ikke har nogen miljømæssige effekter, har den ikke en tålegrænse, jf. definitionen af tålegrænser. Benævnelsen ammoniakfølsom skov En tilsvarende problematik knytter sig til benævnelsen ammoniakfølsom skov, der antyder, at alle de skove som falder ind under bare et af lovens tre kriterier, per definition er ammoniakfølsomme, samtidigt med at der alligevel skal foretages en konkret vurdering af, om der er behov for at stille vilkår. Det er lidt selvmodsigende, og kan give anledning til en overfortolkning af, for hvilke skove der skal varetages et hensyn. Det kan opleves som fejlagtigt at undlade at stille vilkår for depositionen på ammoniakfølsom skov, når det ved miljøgodkendelse skal sikres, at husdyrbruget kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforeneligt med hensynet til omgivelserne jf. loven 19. Forslag Teksten kunne med fordel ændres til potentielt ammoniak følsomme skove, for i højere grad at synliggøre at det er nødvendigt at foretage en konkret vurdering. Størrelseskriterium Bekendtgørelsen fastsætter den nedre grænse for ammoniakfølsomme skoves størrelse. For at kunne omfattes skal skoven være minimum 20 m bred. Størrelseskriteriet er ret problematisk. Når kommunerne skal beregne afsætningen af ammoniak i skoven anvendes IT-ansøgningssystemet, der rummer en model OML- DEP, til beregning af ammoniakafsætningen. Modellen rummer nogle forudsætninger, der medfører usikkerheder. Disse usikkerheder er af mindre betydning for merpåvirkningen, hvor usikkerheden i nudrift og ansøgt drift vil være ens, såfremt de øvrige variable holdes konstante. Men når kommunen skal vurdere enkeltkildens bidrag i relation til kriterium nr. 4) kvælstofbidrag til området fra andre kilder (fx markbidrag), herunder, for så vidt angår skove, om de gødskes, er usikkerheden markant på totalbelastningen jf. nedenstående uddrag fra: Opdatering af ammoniakafsætning fra husdyrbrug i ITansøgningssystemet, Per Løfstrøm, Teknisk notat fra DMU 3. november 2010, udkast: Ligeledes gælder den beregnede afsætning kun for vertikal transport til vandrette overflader. Det betyder, at de såkaldte randeffekter i skovbryn, hvor transporten/vinden i de første måske 50 m sker vandret ind i vegetationen/trækronen, ikke er håndteret. Der kan her være en lokalt højere afsætning. 9

10 Usikkerheden reduceres ved store skove, hvor betydningen af den vandrette transport ind i vegetationen reduceres et stykke inde i skoven, men mange af de danske skove er randskove, hvor randbelastningen kan være ganske markant 3 og gennem tiden for længst have mættet skoven med kvælstof. Dette gælder selvfølgeligt i særdeleshed for skove, der kun er 20 m brede, og påvirkes fra alle sider fra mange kilder. Forslag Det bør vurderes nærmere, hvad den kritiske naturtypestørrelse er i forhold til reguleringen af en enkelt kildes bidrag. Alderskriterium Alderskriteriet er i praksis vanskeligt/umuligt at håndtere, idet det for de færreste skovarealer er muligt at dokumentere ubrudt skovbund over 200 år. Mens skoven vokser op, optager den væsentlige mængder af næringsstoffer, der bindes i biomassen, og hvis der ikke tilføres næringsstoffer, vil jordbunden med tiden blive mere eller mindre næringsfattig. I ældre urørte skove (ca. 200 år) kan der ofte være opnået en balance mellem tilvækst og henfald, hvor træerne ikke længere i væsentlig grad kan optage en forøget kvælstofdeposition, hvorfor jordbunden eutrofieres/forsures. Forholdet mellem den historiske belastning, skovens alder og tilvækst, den relative betydning af den aktuelle belastning, en evt. merbelastning og skovens følsomhed er derfor noget kompliceret. Skove, der vokser frem på tidligere naturarealer, er ofte oprindeligt vokset frem under mere næringsfattige betingelser, og træerne optager meget af den overskydende ammoniak, så længe skoven er i vækst. Tilgroningen giver dog også i sig selv anledning til en næringsstofberigelse af naturarealet ved at øge overfladen og ruheden af naturarealet, og udgør en mulig trussel for de næringsstoffølsomme arter, hvis forekomst også er betinget af lystilgængelighed. I disse skove er det overordentligt vanskeligt at vurdere/forstå, hvilke beskyttelsesinteresser loven tilsigter, der skal tages hensyn til, og hvordan man i praksis i øvrigt kan sikre disse værdier? Vejledningsteksten anfører, at skove med enkeltstående træer over 200 år er omfattet af alderskriteriet. At enkeltstående veterantræer skulle kunne påvise en generel efterlevelse af alderskriterium er meget vidtgående, særligt i lyset af, at der ikke er fastsat en grænse for, hvor langt væk et veterantræ kan godtgøre urørt skovbund? Mange skove består reelt af mosaikker naturtyper og/eller driftsparceller jf. NST skovkort ovenfor. Det må forventes, at nogle af de næringsfattige mere eller mindre urørte gamle skove vil rumme de allermest sjældne arter, netop fordi disse levesteder i dag er meget sjældne. Viden herom er i dag dog noget begrænset, og sammenhængen er langt fra ligefrem, da skovene i høj grad er påvirkede af rigtig mange andre faktorer, og den relative betydning af kvælstofdepositionen kan derfor være meget usikker for et konkret areal og/eller marginal i forhold til andre påvirkningsfaktorer. Forslag Alderskriteriet bør ikke stå alene ved kategoriseringen af ammoniakfølsom skov, og bør alene kunne anvendes som kriterium for potentiel ammoniakfølsom skov. 25 arter Ved bekendtgørelsens gennemførelse rettede Videncentret spørgsmål til Miljøstyrelse og Naturstyrelse med henblik på at få oplyst, hvilke arter der var omfattet af skovlovens 25. Se her

11 Antal Listen af 25 arter er fremstillet med et helt andet formål nemlig til en prioritering af tilskudsordninger for skov og er ikke oprindeligt tænkt til vurdering ift. husdyrgodkendelsen. Der er ikke efterfølgende foretaget en sortering af arterne i forhold til deres ammoniakfølsomhed. Generelt er de færreste arter så specifikke i deres udbredelse, at de kun vil kunne træffes under meget afgrænsede vækstforhold Antal arter med ellenberg-n værdien Ellenbergværdi Figur 1. Ellenberg N-værdien for de 23 første arter af karplanter på listen over 25 arter - hvor vi kan finde værdien 45. Hill, M.O., Mountford, R. & Bunce, R.G.H. 1999: ECOFACT 2 technical annex - Ellenberg's indicator values for British plants. Da der på grund af de væsentlige tidsforsinkelser mellem ændringer i deposition, jordkemi, plantesamfund og jordbundsstruktur, ikke kan forventes at være ligevægt mellem det plantesamfund, der aktuelt observeres og de nuværende påvirkninger på området, er det også problematisk, at enkeltarters forekomst kan medføre klassifikation af skov som ammoniakfølsom. BOKS 2 Ellenbergs indikatorværdier Ellenbergs indikatorværdier er værdier, der beskriver plantearternes præferencer for f.eks. næringsrigdom (N), ph (reaktionstal, R) osv. (Ellenberg m.fl. 1992). Indikatorværdierne er ikke eksakte mål men er værdier på en rangordnet skala, der fx afspejler jordbundens ph. Således indicerer forekomsten af liden soldug og hvid næbfrø (N=1), at der er en begrænset mængde næringsstoffer tilgængelig for planternes vækst, medens stor nælde og burre-snerre (N=8) peger på, at levestedet er rigt på næring 5. Listen rummer en række arter med økologisk præference for gamle skove og naturskove. Herunder mange arter der er vanskelige at identificere for ikke-specialister, samt arter der kun er at finde i en meget kort periode om året. Hvilket vil sige, at listen reelt ikke er særlig operationel. For en række arter er der begrænset viden om deres specifikke økologi, og det kan være meget vanskeligt at vide om fundne arter reelt indikerer om der er tale om ammoniakfølsom natur. Dertil kommer at nogle af de 4 Hill, M.O., Mountford, R. & Bunce, R.G.H. 1999: ECOFACT 2 technical annex - Ellenberg's indicator values for British plants. 5 Nygaard, B., Ejrnæs, R., Baattrup-Pedersen, A. & Fredshavn, J.R. 2009: Danske plantesamfund i moser og enge vegetation, økologi, sårbarhed og beskyttelse. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 144 s. Faglig rapport fra DMU nr

12 anførte arter anvendes i læhegn, vildtbeplantninger og haver, og udmærket kan være forvildet eller udplantet herfra. Vi har set eksempler på sager, hvor forekomst af dunet gedeblad og guldnælde udløste krav om en konkret vurdering eller medførte at anmeldeordningerne ikke kunne anvendes. Disse arter kan let komme fra læplantninger og haver. Listen rummer pattedyr og fugle, hvoraf langt de flestes forekomst vil være betinget af enten store træer eller hule træer. Den slags forekommer selvfølgeligt mest i ældre skove og mere urørte skove, men er ikke afgrænset til gamle og urørte skove, eller ammoniakfølsomme (er der ikke noget i skovloven om sikringen af disse?). Samtidigt er der tale om arter med stor mobilitet, og en konstateret forekomst kan være tilfældig eller med begrænset sammenhæng med naturkvalitet (for eksempel udløste forekomsten af sortspætte i en rødgranplantage, at skoven skulle betegnes som ammoniakfølsom). Listen rummer svirrefluer og smældere, der normalt kun kan bestemmes af særlige eksperter, samt en række svampe der også kan være vanskelige at bestemme. Fælles for disse artsgrupper er endvidere, at de i en lang periode om året er ganske vanskelige/umulige at finde. Arterne er en indikation af en vis alder, men burde i bedste fald kun anvendes som støtteparameter for alderskriteriet/naturkvalitetsvurderingen, der alligevel skal vurderes. Ellers får kriteriet alt for stor betydning i forhold til dets reelle udsagnsværdi, jf. bl.a. nedenestående kort, hvor man kan se, at udbredelsen af enkelte arter er langt større, end hvad kan forklares med gammel skov. Udbredelsen af naturskov kendes ikke. Hvorfor benytte en indikator, hvis man alligevel skal inddrage de faktiske forhold, der indikeres? Det synes bare at øge usikkerheden. Kriteriet er særligt kritisk, da der i bekendtgørelse og vejledning ikke er noget antals- eller udbredelseskrav for arterne. Kortværk fra 1800 og den første registrering af 25 arterne er vist herunder. Figur 2. Udbredelsen af skov i år ca og udbredelse af 25 arter for få siden. Der er ikke fuldt sammenfald mellem gl. skov og arternes forekomst. Kortværk fra Videnskabernes Selskab og fra COWI. 12

13 Det er en generel udfordring for både kommuner, konsulenter og landmænd, at der er begrænset viden om disse arters udbredelse, hvorfor man ved enhver sag ofte er bundet af at besigtige skovene og foretage en konkret vurdering. Kategorien volder særlige udfordringer i forbindelse med anmelderordningerne i husdyrloven, hvor der ikke skal foretages en konkret vurdering, men alene vurderes, om skovarealer lever op til lovens kriterier for at skulle benævnes som ammoniakfølsomme. Således er det for eksempel ikke muligt at foretage en anmeldelse af en ny gyllebeholder nær et skovareal med guldnælde eller fiskeørn. Forslag Vi vurderer, at kriteriet er fuldstændigt uegnet til fastlæggelse af ammoniakfølsomhed, og helt bør fjernes. Sammenfattende konklusion Skove rummer mange sjældne og sårbare naturværdier af stor betydning for biodiversiteten. Skov er en bredt defineret naturtype, og skovene er meget forskellige. Naturværdierne er uensartet fordelt, og findes ikke altid i de højest prioriterede og beskyttede skove. Hensigten med udpegningen af de ammoniakfølsomme skove og de vejledende kriterier har, ifølge miljøstyrelsen, ikke været at øge antallet af miljøgodkendelser med vurderinger og vilkår for depositionen på skov, men angiveligt at afgrænse de skove, hvor konkrete vurderinger og vilkår under særlige betingelser kan fastsættes. Dette er tilsyneladende gjort ved, med udgangspunkt i kendt viden, at bort-screene de skove, der vurderes ikke at kunne være ammoniakfølsomme. Men med begrænset viden om konkrete skoves naturindhold og effekter af ammoniakpåvirkning har det medført en stor delmængde af ammoniakfølsomme skove, som kræver en nærmere vurdering, eller hvor det ikke er muligt at anvende anmeldeordningerne i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen. Håndteringen af hensynet til skovene er vanskelig, fordi definitionen af ammoniakfølsom skov ikke umiddelbart kan håndteres efter de almindeligt kendte manualer, hvor naturtypernes tålegrænser er baseret på mere kendte og afgrænsede naturtyper og disses struktur- og funktionsparametre (og karakteristiske arter). Konsekvensen af hvilket hensyn der forvaltes efter, er overordentlig forskellig jf. definitionerne af tålegrænser. Tålegrænser for biodiversitet vil ofte være meget lavere end tålegrænsen for sikringen af en naturtype, som igen oftest vil være lavere end tålegrænser for skovsundheden. Dette medfører, sammen med den meget usikre viden om skovenes naturkvaliteter og disses følsomhed, en meget usikker retstilstand for husdyrbrugerne. Bekendtgørelsen håndterer ikke de forhold, at skovene/skovenes værdier i høj grad er betinget af en lang række faktorer, der kan have større betydning end ammoniakpåvirkningen, og hensynet til skovene er ikke afstemt med de nationale initiativer for beskyttelse og sikring af skovenens værdier. Som bekendtgørelse og vejledning er udformet i dag er der tale om en regelforenkling, der giver uforholdsmæssigt meget administrativt besvær, og har uforudsete store konsekvenser for landbrugserhvervet, uden at 13

14 det er bakket op af en reel national prioritering af skovressourcernes naturværdier f.eks. i kraft af målrettede nationale initiativer. Forslag Man burde afgrænse definitionen af ammoniakfølsomme skove til de skove der rummer målsatte, væsentlige og beskyttede ammoniakfølsomme naturværdier. Samtidig bør det sikres, at vejledningerne i langt højere grad beskriver sammenhængen mellem en tålegrænse eller en skovs sårbarhed, bevaringsstatus, målsætning og trusler, gerne med eksempler. Det påpeges, at vurderingen af konkret skovareals ammoniakfølsomhed og konsekvenserne af en begrænset merbelastning er vanskelig at foretage og ikke begrænset til rent videnskabelige kriterier. 14