Sindssyge lovovertrædere og sagsomkostninger

Transkript

1 DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FAKULTET KØBENHAVNS UNIVERSITET Sindssyge lovovertrædere og sagsomkostninger Cebina Hansen Nr. 92/2004 Projekt- & Karrierevejledningen

2 Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie Nr. 92/2004 Sindssyge lovovertrædere og sagsomkostninger Cebina Hansen ISSN: ISBN: Se øvrige udgivelser i rapportserien og foretag bestillinger direkte på Projekt- & Karrierevejledningens hjemmeside. Projekt- & Karrierevejledningen Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Københavns Universitet Center for Sundhed og Samfund Øster Farimagsgade København K [email protected]

3 INDHOLDSFORTEGNELSE INDHOLDSFORTEGNELSE CASE INDLEDNING PROBLEMFORMULERING AFGRÆNSNING METODE ÆLDRE STRAFFERET OG RETSPLEJE Tiden før en straffelov Straffeloven af Retspleje før loven af STRAFFELOVEN AF 1930 OG NUVÆRENDE AFFATTELSE AF STRFL Personkredsen i strfl. 16, stk.1, 1. pkt Begrebet sindssygdom Tilstande ligestillet med sindssygdom Kort karakteristik af sindssygdommes indvirkning på personen Sindssyge og tilregnelse Sindssyge og begrebet skyld Kravet om utilregnelighed Begrundelse for straffrihed Hvorfor særforanstaltning? RETSPLEJELOVENS KAPITEL 91 - SAGSOMKOSTNINGER I STRAFFESAGER Historik og almene betragtninger Retsplejelovens 1007, stk Retsplejelovens 1007, stk Retsplejelovens 1008, stk UDGIFTER, DER ER OMFATTET AF DET OFFENTLIGES REGRESRET Retsplejelovens 1008, stk. 4, 2. pkt Kan domstolene anvende 1008, stk. 4, 2. pkt. som generel hjemmel til en nedsættelse af omkostningsansvaret for sindssyge domfældte? KAN RETSPRAKSIS KRITISERES? NYERE TENDENSER, HERUNDER VEDTAGELSEN AF RPL. 1014A SAMSPILLET MELLEM RETSPLEJELOVEN OG STRAFFELOVENS REGEL OM STRAFFRIHED26 8. DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDSKONVENTION Tilblivelse, tiltrædelse og ikrafttræden Anvendelse og status i dansk ret Fordele og ulemper ved en inkorporering og forudsætningerne herfor De relevante artikler i EMRK og Menneskerettighedsdomstolens praksis Art. 6, stk. 1, om retten til en retfærdig rettergang og Art. 6, stk. 3, litra c ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale juridisk bistand, at modtage den uden betaling, når dette kræves i retfærdighedens interesse....29

4 8.4 Kan de danske domstole foretage en selvstændig fortolkning af konventionen? RETSTILSTANDEN I NORGE Den norske straffe- og straffeprosesslov Særreaksjoner De norske regler om betaling af sagsomkostninger RETSTILSTANDEN I SVERIGE Den svenske straffelov (brottsbalk) De svenske regler om betaling af sagsomkostninger KOMPARATIV ANALYSE MED NORSK OG SVENSK RET SAMMENFATNING OG AFSLUTTENDE OVERVEJELSER FORSLAG TIL ÆNDRING AF RETSPLEJELOVENS 1008, STK. 4, 2. PKT ØKONOMISKE KONSEKVENSER AF FORSLAGET KONKLUSION ENGLISH SUMMARY LITTERATURLISTE

5 1. Case I februar 2000 begås to overfald på Amager hospital. Den tiltalte, der er utilregnelig pga. sindssygdom, bliver frifundet for straf, men dømmes til ambulant psykiatrisk behandling. Herudover skal vedkommende betale en foreløbig erstatning på kr. til det ene af ofrene. Desuden bliver domfældte pålagt at betale sagsomkostninger. Et beløb på kr. Den dømte er på kontanthjælp. (Københavns Byrets 28. afdeling dom afsagt den 18. juni 2001). 1.1 Indledning Er der en formodning for, at sigtede på gerningstiden har været sindssyg, og vil det have betydning for straffesagens afgørelse, skal sigtede mentalundersøges 1, jf. retsplejelovens Lægen skal ved denne undersøgelse bl.a. vurdere, hvorvidt sigtede kan antages at have været sindssyg på tidspunktet for den påsigtede kriminalitet, og hvorledes sigtedes nuværende sindstilstand er. Under straffesagen vil den sindssyge, forudsat de objektive såvel som de subjektive ansvarsbetingelser er opfyldt, blive kendt skyldig. Bliver den tiltalte af retten anset for utilregnelig pga. sin sindssygdom, vil pågældende være straffri, jf. straffelovens 3 16, stk. 1, 1. pkt. Oftest vil der i dommen stå, at tiltalte frifindes for straf. Den sindssyge vil, såfremt det er formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, blive idømt en særforanstaltning efter strfl. 68. Som et eksempel fra praksis kan nævnes U H, hvor en skizofren kvinde kendes skyldig i forsøg på manddrab, frifindes for straf, men dømmes til anbringelse i Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland. Ved dommen vil den sindssyge også blive dømt til at betale sagens omkostninger. Dette følger af det almindelige princip i strafferetsplejen om, at den domfældte betaler straffesagens omkostninger. At den sindssyge er frifundet for straf, ændrer således ikke ved det faktum, at vedkommende er skyldig i overtrædelsen af et straffebud, og at dommen derfor har karakter af en domfældelse. Den sindssyge lovovertræder betragtes altså som skyldig i relation til rpl. 1008, stk. 1. Princippet om domfældtes betaling er også velkendt i den civile retspleje. Her er det som udgangspunkt den tabende part, der betaler både egne og modpartens sagsomkostninger, jf. herved rpl. 312, stk. 1. Et postulat kunne være, at det er urimeligt, at sindssyge domfældte skal betale sagens omkostninger. I civilprocessen er princippet til en vis grad forståeligt. Her er det parterne 1 I RM 5/2002 pkt. 4.1 er der fastsat nærmere retningslinjer for, hvornår en mentalundersøgelse bør iværksættes. Meddelelsen indeholder også retningslinjer for, hvornår mentalundersøgelsen bør forelægges for Retslægerådet, jf. pkt Jf. Lovbekendtgørelse nr. 777 af 16. september 2002 i det følgende forkortet rpl. 3 Jf. Lovbekendtgørelse nr. 779 af 16. september 2002 i det følgende forkortet strfl. 3

6 selv (eller i hvert fald sagsøgeren), der ønsker en retssag gennemført. I straffesager er det sjældent den tiltaltes ønske at få sagen for retten og dermed risikere en domfældelse. Det er det samfundsmæssige ønske om at forfølge forbrydelser, der begrunder straffesagens rejsning. Findes tiltalte skyldig, kan han blive idømt en særforanstaltning, men skal betale sagens omkostninger. En særforanstaltning er ikke en straf. Det samme gør sig gældende for sagsomkostninger. Imidlertid kan det ikke nægtes, at idømmelse af sagsomkostninger i visse situationer vil kunne opleves som en straf. Især i de tilfælde, hvor omkostningerne løber op i betragtelige størrelser. Grundsynspunktet er, at sindssyge ikke straffes, men i stedet behandles. Sindssyges straffrihed begrundes med, at det vil være moralsk forkasteligt at møde dem med den bebrejdelse, der ligger i at straffe. At vi i Danmark har et system, der først erklærer den utilregnelige sindssyge for straffri for dernæst i samme retssag at idømme vedkommende sagsomkostninger, kan hos undertegnede vække forundring. Når det endvidere holdes in mente, at mange af de sindssyge domfældte typisk ikke er økonomisk velstillet, og ofte vil være på enten kontanthjælp, bistandshjælp eller pension, fører et eksempel som det ovenstående til instinktiv modvilje og en antagelse om manglende sammenhæng mellem straffelovens regel om straffrihed og retsplejelovens regler om sagsomkostninger. Det er denne undren over retstilstanden, der danner baggrunden for dette speciale. Kritiske røster har da også været fremme med hensyn til princippet om, at domfældte betaler sagens omkostninger i straffesager. Kritikken har især været rejst over for den domfældtes pligt til at betale forsvarerudgifterne. Tilbage i 1960 stillede W.E. v. Eyben spørgsmålstegn ved, om reglerne egentlig var rationelle 4. I 1993 skrev Erik Werlauff en artikel med overskriften Reglerne om sagsomkostninger er forældede. Heri plæderer han for en afskaffelse af princippet i straffesager og for en revision af reglerne i den civile retspleje 5. To år senere er det den uoverskuelige og tilfældige måde, hvorpå sagsomkostningerne opgøres og opkræves, der kritiseres. Kritikken afsluttes med ordene: er tiden endnu næppe moden til en fuldstændig afskaffelse af systemet med, at domfældte skal betale sagens omkostninger i straffesager 6. En undtagelse til princippet blev imidlertid lovfæstet i 1997, da Folketinget indføjede en ny bestemmelse i retsplejelovens kapitel om sagsomkostninger 7. Af denne fremgår det, at når retten sættes ved spørgsmålet om ophævelse eller ændring af en foranstaltning (straffelovens 72), så er det som udgangspunkt det offentlige, der skal betale udgifterne hertil, jf. rpl. 1014a. 4 Jf. Juristen 1960 s. 217 ff. 5 Lov & Ret nr. 6, 1993, side 9 ff. 6 Fuldmægtigen nr. 5, 1995, side 79 ff. 7 Ved lov nr. 274 af 15. april

7 Den rejste kritik er ikke direkte rettet mod sindssyges omkostningsansvar, men med udgangspunkt i denne kan det spørgsmål rejses, om tiden ikke er inde til at lade reglen i rpl a, også gælde hovedsagen, dvs. den sag, hvor foranstaltningen idømmes. Folketinget valgte i 1992 at inkorporere Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. For at kunne vurdere hvilken betydning det vil få, såfremt den danske retstilstand må antages at være i strid med EMRK, er det også relevant at undersøge konventionens status og faktiske anvendelse i dansk ret. At der ikke før er sat spørgsmålstegn ved straffri sindssyges betaling af sagsomkostninger, har ikke afholdt undertegnede fra en undersøgelse heraf. Manglende diskussion behøves ikke være udtryk for, at reglerne ikke trænger til en kritisk gennemgang. 1.2 Problemformulering Kan der antages at være et misforhold mellem straffelovens regel om straffrihed og sindssyge domfældtes pligt til at betale straffesagens omkostninger. Er sindssyge lovovertræderes idømmelse af sagsomkostninger i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Rpl. 1008, stk. 4, 2. pkt., giver retten hjemmel til at begrænse omkostningsansvaret, hvis dette ellers vil stå i åbenbart misforhold til domfældtes skyld og vilkår. Kan denne bestemmelse anvendes af domstolene som en generel hjemmel til en nedsættelse af omkostningsansvaret for sindssyge lovovertrædere. 1.3 Afgrænsning Straffrihed kan også komme på tale over for gruppen af mentalt retarderede i højere grad. Specialet vil imidlertid kun omhandle personkredsen i strfl. 16, stk.1, 1. pkt. Det vil ofte være både interessant og lærerigt at sammenholde den danske retstilstand med andre landes lovgivning. Det vil formentlig være mest udbytterigt at foretage en sammenligning med lande, hvormed vi har en vis fælles retstradition. Lande som Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Frankrig er således aktuelle. Grundet omfanget af denne afhandling vil der alene ske en komparativ analyse med retstilstanden i Norge og Sverige. Specialet vedrører en principiel stillingtagen til, hvorvidt sindssyge fortsat bør dømmes til at betale sagsomkostninger. Diskussionen om, hvorvidt anklagemyndigheden bør opgøre sagsomkostningerne til et bestemt beløb inden domsforhandlingen og politikredsenes uens praksis mht. hvilke udgifter, der skal opkræves som driftudgift eller sagsomkostning er selvfølgelig interessant, men ikke relevant i denne sammenhæng. Det vil derfor ikke blive behandlet yderligere. 1.4 Metode For at få en praktisk indfaldsvinkel på emnet er der taget udgangspunkt i en sag, der illustrerer reglernes anvendelse og konsekvenser for den persongruppe, de vedrører. Da domme forholdsvis sjældent indeholder en beløbsangivelse af de idømte sagsomkostninger, har det været nødvendigt at få hjælp til casen. Denne er fået ved 5

8 henvendelse til Dansk Epilepsiforening. Ved telefonsamtaler med Ellinor Palm Pedersen, kredsformand for SIND i København og forsvarsadvokat Kirsten Bindstrup, København, er det endvidere blevet oplyst, at de idømte sagsomkostninger alt afhængig af sagens karakter, vil ligge på et beløb fra et par tusinde kroner til kr. Der er valgt en retshistorisk tilgang til emnet, og afhandlingen indledes derfor med en beskrivelse af, hvordan de sindssyges retsstilling har været gennem de sidste århundreder. Dette skyldes ønsket om at opnå en større forståelse for reglernes nuværende affattelse. Med udgangspunkt i straffelovens særregler for sindssyge lovovertrædere beskrives gældende ret og retsstillingen for de sindssyge kriminelle, da det er med vægten lagt på denne særstilling, at hovedparten af problemstillingerne behandles. 2. Ældre strafferet og retspleje 2.1 Tiden før en straffelov De første skrevne regler om sindssyges retsstilling findes i romerretten, mens beskrivelsen af de forskellige abnormtilstande findes i gamle græsksprogede skrifter. Der fandtes en bestemmelse med følgende ordlyd: cum satis furore ipso puniatur 8 sygdommen bærer straffen i sig selv. I romerretten blev sindssyge betragtet som personer uden en fri vilje og forvoldte de skade, blev de ikke straffet. Regler om straffrihed blev begrundet med, at sindssygdommen var straf nok i sig selv. I middelalderen var det kirken og dens kanoniske ret, der var fremherskende. Ved vurderingen af et menneskes handlinger var det afgørende at se på menneskets sindelag og vilje. Det subjektive kom således for første gang til at spille en rolle i læren om det retlige ansvar. Gratians dekret (1140) var en af middelalderens mest vigtige skriftsamlinger. Den var et forsøg på at bringe overensstemmelse mellem den lære, der kunne udledes af den verdslige romerret og den kanoniske ret. Her blev sagt om sindssyges straffrihed, at det vides at være fastslået ikke blot ved de menneskelige, men også ved de guddommelige love 9. Det var dog kravet om tilregnelse, der i middelalderen spillede den største rolle ved vurderingen af gerningsmandens strafferetlige ansvar. I de danske landskabslove fra 1200-tallet findes ikke særlige regler om de sindslidendes retsstilling. I 3. bogs kapitel 36 i Eriks Sjællandske Lov kan det dog af en lovregel udledes, at den sindssyge principielt bærer samme ansvar for sine handlinger som alle andre. Ville et nært familiemedlem imidlertid føre vidner på tinge og derved opnå at blive værge for den sindssyge, så blev konsekvensen, at værgen var ansvarlig for den sindssyges handlinger. En skyldbedømmelse flyttede altså ansvaret fra den ulykkelige og skyldløse til en slægtning 10. At det var en hel almindelig procedure dengang, skyldtes forvisningen om, at slægten havde del i ens skæbne, og dermed også var den 8 Romerret Lex 14D 1, 18 9 Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side 17 6

9 rette til at bære skylden for et sindssygt familiemedlems handlinger. Bestemmelsen gav desuden værgen mulighed for at tage den sindssyge i forvaring. Det var først med Danske Lov af 1683, at særregler om psykisk afvigende blev gældende i hele riget, idet der med Danske Lov blev skabt retsenhed i Danmark. Det var reglerne i DL og DL Den første bestemmelse gav hjemmel til forvaring af rasende, eller galind personer. Denne bestemmelse vedblev at være det retlige grundlag for administrativ frihedsberøvelse af sindssyge personer indtil vedtagelsen af sindssygeloven i DL bestemte straffrihed for drab begået i Vildelse og Raseri. Straffen for drab var ellers dødsstraf. På den tid blev mange forbrydelser straffet med dødsstraf. Selvom DL ifølge dens ordlyd kun hjemlede straffrihed for drab, var opfattelsen i det 18. århundrede den, at bestemmelsen burde og skulle have et videre anvendelsesområde. For A.S. Ørsted, der levede i årene , var straffrihed således et grundlæggende princip, der fulgte af selve straffens væsen 11. Hjælp til bedømmelse af den tiltaltes sindstilstand havde dommerne ikke. I 1700-tallet fandtes ikke regler om indhentelse af mentalerklæring. Dengang var det således ikke obligatorisk at anvende læger til bedømmelsen af gerningsmandens psyke. Det hvilede således på dommernes skøn, hvorvidt en lægelig vurdering var nødvendig. Om vedkommende var sindssyg, blev dengang ofte afgjort ud fra vidnesbyrd om gerningsmandens tilstand på gerningstidspunktet. Opførte vedkommende sig mærkeligt eller havde en uforståelig tankegang, var det ofte nok til at anse vedkommende for rasende. Der er dog eksempler på, at læger er blevet anmodet om at vurdere den tiltaltes mentale tilstand. Allerede dengang ansås lægerne nemlig for at være bedst egnede til at gennemskue, om gerningsmanden vitterlig var sindssyg på gerningstidspunktet 12. I 1800-tallet udvikles en egentlig psykiatri/retspsykiatri og bliver således et speciale inden for lægevidenskaben. I datidens strafferet blev sindssyge således ikke straffet. Begrundelsen var, at de ikke havde en fri vilje, og at deres gerninger derfor ikke kunne bebrejdes dem. De var uden skyld. Problemet var således ikke, om der skulle gælde et princip om straffrihed. Snarere at få afgrænset og defineret den personkreds, det gjaldt for, og om det skulle gælde samtlige den sindssyges handlinger. 2.2 Straffeloven af 1866 Trods den begyndende anvendelse af retspsykiatriske erklæringer i 1800-tallets straffesager fik lægerne ikke den store indflydelse på udformningen af reglerne for de psykisk afvigende. Ifølge Knud Waaben bærer reglerne præg af en manglende interesse i at trænge ind i principperne for utilregnelighedens og straffrihedens afgrænsning eller i det rette forhold mellem den retspsykiatriske rådgivning og domstolenes afgørelser Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side 63 7

10 Der var to bestemmelser i loven, der regulerede retsstillingen for de psykisk afvigende. Straffrihed gjaldt for Handlinger, som foretages af Personer, der ere afsindige, eller hvis Forstandsevner ere enten saa mangelfuldt udviklede eller saa svækkede og forstyrrede, at de ikke kunne antages at være sig Handlings Strafbarhed bevidst, eller som i Gjerningens Øjeblik manglede deres Bevidsthed, jf. strfl. 38, stk. 1. Suppleret af strfl. 39, der lød En ringere Straf end den lovbestemte bliver at anvende på Taaber eller andre Personer, der, om de end ikke mangle al Bevidsthed, dog paa Grund af særegne Tilstande, som have Indflydelse paa Villiens Frihed, ikke have været i Besiddelse af den Tilregnelighed, der findes hos voxne og sjælssunde Personer. Før straffeloven af 1866 havde der ikke eksisteret regler for gruppen af personer, der ikke var psykisk normale, men heller ikke afsindige. Bestemmelsen i strfl. 39 var således en nyskabelse i dansk strafferet. Straffeloven foreskrev altså straffrihed for alle de sindssyges handlinger. Ifølge juristen Carl Torp omfattede strfl. 38 fire persongrupper, der kunne anses for straffri. Det drejede sig om afsindige, der led af tvangstanker eller vrangforestillinger; sindssyge, der manglende bevidsthed om handlingens strafbarhed; personer, der manglede bevidsthed samt de i højere grad åndssvage. Der blev formentlig stillet krav om en vis varighed i tilstanden. Korterevarende/forbigående sindssygdom ville dog eventuelt kunne rubriceres under manglende bevidsthed 14. I 1800-tallet var forholdet mellem læger og jurister anspændt i hvert fald når diskussionen faldt på retspsykiatriske problemstillinger. Lægerne blev beskyldt for at udtale sig om gerningsmandens tilregnelighed i stedet for at afklare, hvorvidt denne var sindssyg. Juristerne derimod, for ikke at anvende lægernes erklæringer i straffesagerne 15. Denne strid blev bilagt med affattelsen af de nye regler i straffeloven af Retspleje før loven af 1916 Der fandtes enkelte bestemmelser i Danske Lov, der regulerede spørgsmålet om betaling af sagsomkostninger. DL forudsatte, at Udgifter ved Forfølgning til Straf ordentligvis ikke maa paaføres Kongen, hvor en privat er nærmest til at paatale 16. De fleste forbrydelser var underlagt privat påtale. Kongen kunne dog påbyde det offentlige at anlægge sag mod den formodede gerningsmand. Enkelte bestemmelser foreskrev også offentlig påtale. Det drejede sig om forbrydelserne mord og drab. I disse sager betalte det offentlige udgifterne. I sager, der var underlagt privat påtale, var udgangspunktet, at kunne den domfældte ikke betale, var det den forurettede sagsøger, der måtte betale. Dette førte til den uhensigtsmæssige situation, at forbrydelser i nogle tilfælde ikke blev påtalt Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side C. Goss, Den danske Straffeproces i Forhold til Strafferetsplejens Grundsætninger fra Chr. V s Lov til Nutiden, side C. Goss, Den danske Straffeproces i Forhold til Strafferetsplejens Grundsætninger fra Chr. V s Lov til Nutiden, side 12 8

11 Det kunne tænkes, at det var for at undgå lignende tilfælde, at retsplejeloven fik bestemmelsen om, at staten i første omgang betaler udgifterne ved straffesagen. 3. Straffeloven af 1930 og nuværende affattelse af strfl. 16 De fleste af de retspsykiatere, der havde indflydelse på udformningen af straffeloven, var af den opfattelse, at sindssygdom på gerningstiden burde medføre straffrihed. To af de fremtrædende jurister, Carl Torp og Aug. Goll, var enige heri. Flertallet af politikere og jurister var imidlertid ikke tilhængere af, at afgørelsen om straffrihed reelt kom til at bero alene på lægens konklusion. Hvilket kriterium, der herudover skulle betinge straffriheden, blev der stillet flere løsningsforslag om. Det blev kriteriet tilregnelighed, der vandt størst tilslutning i Rigsdagen 18. I en betænkning fra 1972 om de strafferetlige særforanstaltninger 19 blev det foreslået at afskaffe kravet om tilregnelighed, således, at straffrihed var givet med den psykiatriske diagnose. Dette blev afvist. I 1997 vedtog Folketinget at ændre begrebet åndssvag til mental retardering 20. Der er alene tale om en sproglig modernisering af bestemmelsen. 3.1 Personkredsen i strfl. 16, stk.1, 1. pkt. Personkredsen i strfl. 16, stk.1, 1. pkt., omfatter personer, der er sindssyge eller i en tilstand, der må ligestilles hermed Begrebet sindssygdom Sindssygdom er ikke et juridisk, men et lægeligt begreb. Herved forstås de tilstande, der efter psykiatrisk terminologi hører under betegnelsen sindssygdom eller psykose 21. Som i hovedparten af FN s medlemslande anvendes det af WHO udarbejdede diagnosesystem ICD-10 (International Classification of Diseases, 10. revision) i Danmark. ICD-10 indeholder, udover de psykiatriske, alle lægelige diagnoser. I dansk retspsykiatrisk praksis anvendes imidlertid den lidt ældre udgave af ICD, nemlig ICD-8 sammen med ICD De i befolkningen mest almindeligt kendte sindssygdomme er formentlig skizofreni, senil demens og manio-depressiv psykose. Når det vedrører spørgsmålet om tilstedeværelsen af en sindssygdom på gerningstidspunktet, vil retten som alt overvejende hovedregel lægge lægens konklusion til grund, men rettens valg af særforanstaltning følger ikke altid lægens anbefaling. Jf. herved U H, hvor den tiltalte havde været mentalundersøgt på Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik. Konklusionen var, at tiltalte var sindssyg og kunne antages at have været det på tidspunktet for den påsigtede kriminalitet. Som mest formålstjenlig foranstaltning anbefaledes dom til psykiatrisk behandling i 18 Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side Betænkning 667, side Jf. lov nr. 274 af 15. april Kommenterede straffelov, almindelig del side Villars Lunn, Retspsykiatri, side 269 9

12 psykiatrisk sygehus eller afdeling. Retslægerådet tiltrådte dette. Blandt dommerne var der imidlertid enighed om dom til anbringelse i hospital for sindslidende. Ligeledes U H, hvor Retslægerådet anbefalede dom til psykiatrisk behandling, men hvor flertallet af dommerne stemte for en dom til anbringelse på et hospital for sindslidende Tilstande ligestillet med sindssygdom Denne betegnelse genfindes ikke i det psykiatriske diagnosesystem. Da den blev indført med straffeloven af 1930, var lægerne noget skeptiske over for denne nye sprogbrug. Intentionen med nydannelsen var at undgå, at afgrænsningen af området for straffrihed skulle være afhængig af psykiaternes enighed om, hvor grænsen for sindssygdom gik. Dengang kunne nogle psykiatere anse en tilstand for psykotisk, mens andre anså tilstanden som liggende uden for området af sindssyge 23. Ydermere skulle betegnelsen sikre, at tilstande, der ikke kan benævnes sindssygdom, men som frembyder samme indgribende sygelige forandring af sindet, kan mødes med straffrihed 24. Altså en udvidelse af straffrihedens område. I retspraksis ses betegnelsen dog anvendt relativt sjældent, idet det sker mindre end 10 gange om året 25. Der er tale om et blandet lægeligt-juridisk begreb. Juridisk i den forstand, at betegnelsen tilkendegiver, at der findes tilstande uden for psykosebegrebet, hvor straffrihed også bør indrømmes. Lægelig, fordi psykiateren på baggrund af sin lægelige viden skal beskrive tilstanden og dernæst vurdere, om tilstanden kan ligestilles med sindssygdom. Om vedkommende skal være straffri, afhænger som ved sindssygdom - af afgørelsen om tilregnelighed, der er forbeholdt dommerne. Selvom en abnorm tilstand stadig kan frembyde tvivl og den stillede diagnose kan være usikker, antages der generelt at være en høj grad af konsensus om klassifikationen af en given tilstand 26 blandt nutidens psykiatere. De fra retspraksis mest kendte eksempler på tilstande ligestillet med sindssygdom er formentlig U H (organisk hjernelidelse), U H (epileptisk tågetilstand) og U H (demens efter alvorligt kranietraume). En tilstand skal, for at kunne omfattes af strfl. 16, stk. 1, 1. pkt., nødvendigvis ikke være af længerevarende karakter 27. I retspraksis findes eksempler på tilfælde, hvor selv ganske kortvarige påvirkninger af gerningsmandens psyke er tilstrækkelig, jf. eksempelvis U V. Tiltalte, der led af sukkersyge, havde under kørslen fået insulinchok. Under insulinchokket havde tiltalte overtrådt færdselsloven ved at køre med en, efter forholdene, for høj fart i et tættere bebygget område og ved ikke at udvise fornøden agtpågivenhed til afværgelse af fare og skade for andre. Kørslen resulterede i en påkørsel med materiel skade til følge. Der var rejst tiltale for tre forhold. Tiltalte 23 Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side Betænkning nr. 667, side Knud Waaben, Retspsykiatri, side Villars Lunn, Retspsykiatri, side Gorm Toftegaard Nielsen, Strafferet I, side

13 dømtes for det første forhold, der var begået inden insulinchokkets indtræden. For de to andre forhold anså retten tiltalte for straffri i medfør af strfl. 16, stk.1, 1. pkt. Imidlertid skal sådanne påvirkninger ikke forveksles med de såkaldte abnorme enkeltreaktioner, der karakteriseres som en isoleret abnorm handling hos en i øvrigt normal person 28. Normal skal i denne sammenhæng forstås således, at gerningsmanden ikke befinder sig i en psykisk abnormtilstand, dvs. er sindssyg. En abnorm enkeltreaktion vil typisk ikke kunne karakteriseres som en sindssygdom eller en hermed ligestillet tilstand, men vil kunne omfattes af strfl. 85 om handlinger begået under indflydelse af stærk sindsbevægelse. Der er tale om et samlebegreb for forskellige reaktionstyper. Til begrebet kan bl.a. henføres kortslutnings- og panikreaktioner samt impuls- og afspændingshandlinger. Der er tale om handlinger, som for gerningsmanden vil virke personlighedsfremmed og uforståelig. Handlingen vil som regel virke meningsløs og uden motiv. Typisk vil reaktionen være inadækvat i forhold til situationen. Eksempelvis drab som følge af en mindre forulempelse 29. Et eksempel fra retspraksis er U H, hvor en 18-årig mand ved et besøg hos en intimmassøse tildeler denne 43 stik- og 16 snitsår. Massøsen dør af knivstikkene. Lægerne karakteriserede gerningsmanden som normalt begavet, let påvirkelig og sårbar med tendens til indelukkethed. Af udseende så han ud til være omkring år, og modenhedsmæssigt var han endnu længere tilbage. Lægerne anså ham omfattet af strfl. 69 og anbefalede en særforanstaltning som mere formålstjenlig end straf. Spørgsmålet om anvendelse af strfl. 85 besvarede nævningene bekræftende. Trods det faktum, at sager om forsætligt drab i reglen ikke kan afgøres ved anvendelse af særforanstaltning efter strfl. 69, jf. 68, 2. pkt., imødekom dommerne anbefalingen. Begrundelsen skal findes i de ganske særegne omstændigheder omkring gerningsmandens person. I U H havde den 52-årige spirituspåvirkede gerningsmand dræbt sin foresatte efter provokerende drillerier fra denne. Ifølge Retslægerådet kunne drabshandlingen karakteriseres som en abnorm enkeltreaktion. Gerningsmanden var ikke tidligere straffet. Han var normalt begavet, men grundet hans mangel på følelsesudtryk og indesluttethed anså Retslægerådet ham for karaktermæssigt at være svært afvigende. Retslægerådet konkluderede, at han kunne henføres til den i strfl. 69 omhandlede personkreds, men at han befandt sig på grænsen til strfl. 16, stk. 1. Som mere formålstjenligt end straf anbefalede Retslægerådet en dom til behandling. Nævningerne svarede nej til strfl. 16, stk. 1, men bekræftende på spørgsmålet om anvendelse af strfl. 85. Han blev idømt 8 års fængsel for overtrædelse af strfl Her vælger dommerne ikke at følge Retslægerådets anbefaling, men idømmer i stedet en straf, dog nedsat med henvisning til strfl Kort karakteristik af sindssygdommes indvirkning på personen Der findes mange forskellige tilstande, der kan karakteriseres som en sindssygdom. Overordnet set er sindssygdommene inddelt i de organiske, manio-depressive, 28 Villars Lunn, Retspsykiatri side Stephan Hurwitz, Kriminologi, side

14 skizofrene, paranoide og reaktive psykoser, hvoraf nogle igen kan underinddeles i akutte eller kroniske tilstande. Disse forskellige psykoser frembyder ikke alle samme symptomer. Eksempelvis kan en skizofren psykose give sig udslag i, at patienten hører og taler med stemmer, er urolig og ubeslutsom eller ser sig selv som konge og handler ud fra denne forestilling. Personligheden vil ofte være væsentligt forandret med autisme som væsentligste symptom. Skizofreni er græsk og betyder spaltning af sindet. Den manio-depressive patient kan, som betegnelsen antyder, være både mani og depressiv som oftest ikke på samme tid, men blandingstilstande forekommer. I en manisk fase er patienten munter, optimistisk, idérig og har en nærmest urealistisk tro på sig selv og egne evner. Den depressive periode frembyder manglende foretagsomhed, følelsestomhed, en melankolsk og tungsindig tankegang, der kan få vedkommende til (med urette) at føle sig skyldig i alskens kvaler 30. Kendetegnende for de fleste psykotiske tilstande er dog, at personen oplever virkeligheden anderledes end omgivelserne eller end vedkommende selv gjorde før psykosen. I fagsprog betegnet realitetstabet. Dette virkelighedsbillede vil typisk være forvrænget og fortegnet. Ofte vil den psykotiske ikke have nogen sygdomserkendelse. Normal kommunikation er som regel ikke mulig 31, lange og fortrolige samtaler er dermed udelukket. Sindssygdommen indvirker på den måde, hvorpå personen opfører sig og handler. Kort sagt bevirker psykosen en ændring af personligheden. Med denne viden om de psykotiske tilstandes indvirkning på sjælelivet er det forståeligt, at sindssyge lovovertrædere ikke bliver og ej heller bør behandles på samme måde som psykisk normale. 3.3 Sindssyge og tilregnelse Da ingen særregler står skrevet i straffelovens almindelige del om kravene til sindssyges tilregnelse, er det strfl. 19, der finder anvendelse. Altså skal en sindssyg for at kunne dømmes for en overtrædelse af straffeloven have handlet forsætligt eller uagtsomt, hvor dette er særskilt hjemlet. Er der tale om en overtrædelse af en særlovsbestemmelse, er både forsæt og uagtsomhed kriminaliseret, med mindre andet udtrykkeligt fremgår af loven. Tænkes den situation, at sindssyge hverken kan handle forsætligt eller uagtsomt, vil det strafferetligt set få den konsekvens, at alle sindssyges gerninger vil være straffri. Dette skyldes, at den mest basale ansvarsbetingelse nemlig kravet om tilregnelse - ikke vil være opfyldt. Et sådant system virker umiddelbart ikke anbefalelsesværdigt. I straffesager bliver det sjældent diskuteret, hvorvidt den sindssyge kan anses for at have handlet med den fornødne tilregnelse. Problemet i sådanne sager er snarere, om den sindssyge har begået den kriminelle handling. Alligevel kan det synes relevant at 30 Villars Lunn, Retspsykiatri, side samt side Villars Lunn, Retspsykiatri side

15 diskutere spørgsmålet om sindssyge og deres tilregnelse. Umiddelbart fordi kravet om tilregnelse indebærer, at gerningsmanden skal have haft forsæt/uagtsomhed til alle led i gerningsindholdet, og idet sindssyge netop karakteriseres som havende en virkelighedsfjern opfattelse af de ting, der sker. På det rent teoretiske plan relaterer forsæt sig til, hvad gerningsmanden tænker i det øjeblik, han begår handlingen 32. Der er tre grader af forsæt; direkte forsæt, sandsynlighedsforsæt og dolus eventualis. Den højeste grad af forsæt foreligger eksempelvis, når gerningsmanden ved, at den pige han har samleje med, er under 15 år. Han dømmes for overtrædelse af strfl. 222 (direkte forsæt i form af viden). Slår gerningsmanden ud efter en person, og anser han det for sandsynligt, at slaget vil ramme, dømmes han for overtrædelse af strfl. 244 (sandsynlighedsforsæt). I de nævnte tilfælde er der gået nogle tanker/overvejelser gennem hovedet på gerningsmanden. Disse tanker skulle gerne være til stede, mens gerningsmanden begår de handlinger, der svarer til de led, der er i gerningsbeskrivelsen. Om sindssyge gør sig de samme tanker og overvejelser som psykisk normale, når de begår kriminelle handlinger kan næppe besvares med et ja eller nej. Hvad en gerningsmand har tænkt i gerningsøjeblikket, er nok også noget af det vanskeligste at skulle bevise i en straffesag. Ofte vil det være omstændighederne omkring handlingen, der kan føre til et svar og dermed være beviset på gerningsmandens tilregnelse. Om sindssyge ved vi, at de opfatter virkeligheden anderledes end normale mennesker. Når en psykotisk person overtræder en straffebestemmelse, vil det i nogle tilfælde være fordi en stemme i pågældendes hoved har beordret det. Andre gange kan en sindssyg dræbe et andet menneske, fordi den sindssyge anser vedkommende for at være djævlen selv. I begge tilfælde er der rent objektivt set begået en forbrydelse. Subjektivt foreligger der også den fornødne tilregnelse. Den sindssyge har nemlig handlet i fuld bevidsthed og har haft til hensigt at foretage de pågældende handlinger. Om den sindssyge ved, at vedkommende rent faktisk har begået en strafbar handling er et andet spørgsmål. Denne problemstilling skal ikke forveksles med vildfarelseslæren og dens grundsætning om, at ukendskab til loven ikke er en straffrihedsgrund. Tilstedeværelsen af en vildfarelse forudsætter, at gerningsmanden har gjort sig nogle bestemte tanker. Har den sindssyge netop tænkt, at handlingen ikke er strafbar, f.eks. at opgive urigtige oplysninger til skattevæsenet (er strafbart efter skattekontrolloven), vil der formentlig ikke være nogen grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om den sindssyge har handlet med den fornødne tilregnelse. Sagt med andre ord, kan den sindssyge have gjort sig sådanne tanker, kan vedkommendes tilregnelse også vurderes på samme måde som hos psykisk normale. Har den sindssyge imidlertid ingen bevidsthed om det passerede og således ikke ved, at vedkommende har foretaget de handlinger, der objektivt set fører til en fuldbyrdet forbrydelse, kan spørgsmålet om forsæt virke formålsløst at besvare. Her har den sindssyge jo formentlig ikke tænkt noget som helst. Tilregnelse synes således ikke at have været til stede. Konsekvensen af denne tankegang vil være en frifindelse uden 32 Der kan dog også være tale om en undladelse. 13

16 mulighed for særforanstaltninger. Anvendelse af strfl. 16 (og 68) forudsætter, at der er begået en ellers strafbar handling, både objektivt og subjektivt. Tankegangen er ikke holdbar. I stedet bør domstolene afgøre, om den sindssyges adfærd bærer den forsætlige (og navnlig: aggressive) forbrydelses karakteristiske præg og kun i kraft af psykisk abnormitet er blevet gennemført med en ufuldstændig bevidsthedsmæssig opfattelse af det passerede 33. I så fald kan utilregnelighed statueres og særforanstaltning idømmes. En sådan løsning må legitimeres ud fra en betragtning om, at sindssyge er en persongruppe, der i strafferetlig sammenhæng ikke altid kan bedømmes på samme måde som psykisk normale. Der er andre hensyn at tage. Hensynet til fareafværgelse kan således i visse tilfælde suspendere almindelige krav om forsæt og uagtsomhed. Eksempelvis vil den sindssyge, der i en tilstand af manglende bevidsthed eller situationsopfattelse begår drab eller anden personfarlig kriminalitet, ikke uden videre blive frifundet og derefter overladt til sig selv. Muligheden for indlæggelse foreligger selvfølgelig efter psykiatriloven 34 (forudsat betingelserne herfor er opfyldt), men vedkommende vil højst sandsynligt blive idømt en særforanstaltning. Hvor risikoen for ny personfarlig kriminalitet er stor, vil resultatet formentlig blive en dom til anbringelse i hospital for sindslidende. Denne risikovurdering beror på en såkaldt farlighedsvurdering, hvor psykiateren tager stilling til den sindssyges aktuelle og fremtidige farlighed. Der er tale om en skønsmæssig vurdering, der baserer sig på lovovertræderens sindssygdom, aktuel begået kriminalitet, tidligere adfærd og vedkommendes sociale netværk 35. I andre tilfælde bør kravet om tilregnelse ikke ignoreres. Tænkes et system, hvor sindssyge ikke skal handle uagtsomt/forsætligt for at blive dømt for en lovovertrædelse, vil det nemlig indebære, at enhver handling fra den sindssyges side selv den mest uheldige og hændelige vil medføre et strafansvar. I det hele taget kan det være vanskeligt at opsplitte kravene om tilregnelighed og tilregnelse i en straffesag. Kan det siges, at det ene er primært i forhold til det andet, således at spørgsmålet om tilregnelse skal afgøres førend stillingtagen til gerningsmandens tilregnelighed eller omvendt. Svaret er ikke en entydigt. Det vil afhænge af den konkrete situation, og hvori bevisproblemet består. Det må antages, at der i dansk ret er valgt den løsning, at undersøge om den sindssyge objektivt set har begået de handlinger, der kræves, for at forbrydelsen er fuldbyrdet. Tilregnelse vurderes altså rent objektivt og ikke som normalt subjektivt. Som beskrevet af Waaben, Han dømmes som utilregnelig når den objektive gerning utvetydigt bærer præg af at høre til dem der tilregnes en normal gerningsmand som forsætlig Knud Waaben, Det kriminelle forsæt, side Jf. LBK nr. 849 af 2. december 1998 som senest er ændret ved lov nr. 377 af 6. juni Knud Waaben, Retspsykiatri, side Knud Waaben, Det kriminelle forsæt, side

17 Sammenfattende kan anføres, at kravet om tilregnelse også gælder for sindssyge lovovertrædere. I nogle tilfælde vil tilregnelseskravet kunne vurderes på samme måde som hos psykisk normale. Andre gange vil kravet blive anset for opfyldt udelukkende på baggrund af en objektiv vurdering. 3.4 Sindssyge og begrebet skyld Det er væsentligt at gøre sig klart, at anvendelsen af ordet skyld ikke har samme betydning i de to indbyrdes afhængige discipliner strafferet og straffeproces. I strafferetten er skyld en samlebetegnelse for ansvarets subjektive del. Der foreligger skyld, når gerningsmanden opfylder kravene om tilregnelighed og tilregnelse. I straffeprocessen anvendes ordet skyld om tilfælde, hvor både de objektive og subjektive ansvarsbetingelser er opfyldt. Gerningsmanden vil i sidstnævnte tilfælde blive betegnet som skyldig. - Bliver sindssyge betragtet som skyldige i strafferetlig forstand? Kan der ikke bevises tilregnelse hos den sindssyge tiltalte, foreligger der ingen skyld, og vedkommende kan derfor heller ikke betragtes som skyldig. Er den sindssyge utilregnelig, er resultatet det samme. Næste spørgsmål, der unægtelig trænger sig på, er, hvordan de utilregnelige sindssyge kan erklæres skyldige i en straffesag. Dette spørgsmål skal ikke ses som en afstandtagen fra eller en kritik af gældende ret. Det stilles blot i den hensigt at få afklaret systemets rationale. I straffeprocessen indtager sindssyge ikke en særstilling. Straffesager mod sindssyge føres i strafferetsplejens former og altså på samme måde som sager mod psykisk normale, jf. herved rpl. 684, stk. 1, nr. 3. Dog er der visse undtagelser. Ifølge rpl. 687, stk. 2, nr. 2, skal sagen behandles ved nævningeting, hvor påstanden lyder på dom til anbringelse i institution efter strfl. 68. Kan sagen fremmes efter den forenklede procedure i rpl. 923 skal nævningebehandling efter rpl. 687, stk.1, nr. 2, ikke anvendes, jf. rpl. 687, stk. 3, nr. 2. I andre tilfælde behandles sagen under medvirken af domsmænd, jf. rpl. 686, stk. 2. Altså skal der altid medvirke lægdommere i straffesager mod sindssyge, hvor der nedlægges påstand om retsfølger efter straffelovens kapitel 9. I nogle tilfælde vil den sindssyge være så psykotisk, at den pågældendes tilstedeværelse under retssagen vil være utilrådelig. Som udgangspunkt kan domsforhandlingen ikke gennemføres uden den tiltaltes tilstedeværelse, jf. rpl Udebliver den tiltalte, kan sagen således ikke fremmes, jf. rpl. 847, stk. 1. Med udeblivelse sidestilles, at den tiltalte som Følge af Sygdom, Beruselse eller lignende befinder sig i en Tilstand, der gør det umuligt for ham at afgive nogen fornuftig Forklaring og følge Forhandlingen 37. Nogle sindssyge vil kunne karakteriseres som sådan. Det ville være uhensigtsmæssigt, om sagen i sådanne tilfælde ikke kunne fremmes. For det første kan anføres, at den sindssyge ikke selv er skyld i eller har 37 RT , Ordentlig Samling, tillæg A, spalte

18 frembragt sin psykotiske tilstand 38. Udeblivelse som følge af psykotisk tilstand bør derfor ikke bebrejdes den sindssyge. For det andet er det ikke de sindssyge selv, der har bestemt, at straffesager mod dem skal gennemføres på samme måde som mod psykisk normale. For det tredje kan anføres, at den beskikkede forsvarer vil være til stede og varetage den sindssyges interesser. Sagt med andre ord, vil en nægtelse af at fremme domsforhandlingen betyde en bebrejdelse af den sindssyge for at være syg. Derfor er også valgt det standpunkt, at domsforhandlingen kan gennemføres uden den psykotiske tiltaltes tilstedeværelse 39. Dette understøttes af dommene U Ø og U H. I sidstnævnte anfører Højesteret, at ud fra sammenhængen mellem retsplejelovens 684, stk. 1, nr. 3, og 847 må det følge, at domsforhandlingen under ganske særlige omstændigheder kan fremmes uden tiltaltes tilstedeværelse, når tiltalte på grund sin psykiske tilstand er ude af stand til at forstå og følge domsforhandlingen. At sindssyge i visse tilfælde alligevel indtager en særstilling i straffeprocessen er ovenstående et eksempel på. Skal det, at den utilregnelige sindssyge erklæres skyldig, anses som endnu et eksempel herpå? Det vil ofte være således, at det under straffesagen kan bevises, at den sindssyge har begået den strafbare handling, og at der foreligger tilregnelse, men at kravet om tilregnelighed ikke er opfyldt. Alligevel kendes vedkommende skyldig. Forklaringen skal findes i den omstændighed, at sindssyge i relation til skyldsspørgsmålet behandles som om de var psykisk normale, idet manglende tilregnelighed først får betydning efterfølgende. I nævningesager skal nævningene således først besvare et hovedspørgsmål om, hvorvidt den tiltalte er skyldig. Svares bekræftende på dette spørgsmål, følger herefter et tillægsspørgsmål om, hvorvidt den tiltalte er straffri i medfør af strfl. 16 altså utilregnelig pga. sindssygdom. At den sindssyge rent objektivt har begået en strafbar handling, og at denne handling bærer præg af forsæt, er dermed tilstrækkeligt til at erklære vedkommende for skyldig. 3.5 Kravet om utilregnelighed Utilregnelighed er dansk rets løsning på den problemstilling, der lyder: hvilke betingelser kan opstilles for straffrihed. De mange års diskussioner mellem filosoffer, politikere, jurister og læger om der skulle gælde et rent psykiatrisk kriterium, et psykiatriskpsykologisk kriterium, et årsagskriterium eller en kombination heraf, havde med indførelsen af dette begreb fået sin ende. De fleste psykiatere er og var dog stadig af den opfattelse, at straffrihed burde være betinget af det rent psykiatriske kriterium. Som argument anføres, at sindssygdommen indvirker på samtlige den sindssyges handlinger, og at der derfor ikke kan tænkes 38 Dog kan tænkes den situation, at den sindssyge, der er symptomfri pga. indtagelse af medicin ved at undlade at tage medicinen, frembringer tilstanden på ny. I sådanne tilfælde vil vedkommende strafferetligt set være straffri. At gerningsmandens sindssygdom er selvforskyldt, bevirker efter dansk ret som udgangspunkt ikke, at der indtræder et strafferetligt ansvar. Modifikationen hertil er bestemmelsen i strfl. 16, stk. 1, 3. pkt., hvorefter straf kan pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor. Et eksempel på bestemmelsens anvendelse er U H, hvor gerningsmanden efter indtagelse af svampe havde dræbt en ham ubekendt kvinde. 39 Eksempelvis Hans Gammeltoft-Hansen, Strafferetsplejen III, side 21 16

19 tilfælde, hvor den sindssyges handlinger er upåvirket af sindssygdommen. Dette er tanken om sindssygdommens totalitet. Enkelte psykiatere 40 har dog argumenteret for det standpunkt, at der kan forekomme tilfælde, hvor handlingen kan tænkes at være upåvirket af sindssygdommen altså diskussionen om det realistiske i begrebet partiel sindssygdom. H. Helwegs konklusion bliver dog i sidste ende, at Fra psykiatrisk synspunkt er sindssyges straffrihed det eneste virkelig holdbare standpunkt. 41 Erik Bjerg Hansen fastholder sit synspunkt. Hvad der nærmere forstås med begrebet utilregnelig, lader sig ikke umiddelbart beskrive. Der er ifølge Knud Waaben tale om et indholdsløst kriterium 42. Det er imidlertid et retligt kriterium og for så vidt udtryk for, at retten ikke er bundet af den psykiatriske diagnose. Der gives hermed retten hjemmel til ud fra friere overvejelser at idømme en psykotisk person straf under henvisning til, at handlingen må betragtes som tilregnelig. Oftest vil en lægeerklæring om sindssygdom dog føre til straffrihed. Fra retspraksis kan dog nævnes enkelte tilfælde, hvor domstolene trods sindssygdom statuerer tilregnelighed, jf. eksempelvis dommen U H, hvor en advokat, der ifølge Retslægerådet var i en tilstand ligestillet med sindssygdom blev idømt fængsel, idet retten ikke anså vedkommende for utilregnelig. Endvidere U V, hvor en tandlæge blev idømt straf for overtrædelse af skattekontrolloven trods sindssygdom på gerningstidspunktet. 3.6 Begrundelse for straffrihed Som beskrevet oven for har en regel om straffrihed rødder helt tilbage til oldtiden. I ældre strafferet blev straffrihed begrundet med den sindssyges manglende evne til at handle med egen fri vilje. At sindssyge lovovertrædere skal være straffri kan have mange begrundelser. Eksempelvis at straf vil være nytteløst ud fra almenpræventive synspunkter eller formålsløst ud fra en individualpræventiv synsvinkel. Alf Ross begrundede straffriheden med, at Det ville stride mod et fundamentalt moralsk princip at straffe personer der ikke er skyldige 43. I dag er det ligeledes moralske overvejelser, der begrunder straffriheden. Gorm Toftegaard Nielsen anfører, at vi ikke finder det moralsk acceptabelt at straffe børn og sindssyge 44. En yderligere begrundelse er ifølge Toftegaard, at den sindssyge ikke har de personlige forudsætninger for at forstå og leve efter 45 en strafferegel, og således heller ikke bør straffes for at have overtrådt den. Reglen om straffrihed kunne også skyldes ønsket om at undgå at placere sindssyge i fængsler. At et fængselsmiljø kan være meget belastende, kan der vist ikke herske tvivl 40 Helweg, Den retslige psykiatri, side og Erik Bjerg Hansen, NTFK side ff. 41 Helweg, Den retslige psykiatri, side Knud Waaben, Utilregnelighed og særbehandling, side Alf Ross, Forbrydelse og Straf, side Gorm Toftegaard Nielsen, Strafferet I, Ansvaret side Gorm Toftegaard Nielsen, Strafferet I, Ansvaret side 23 17

20 om. En sindssyg vil næppe heller blive mindre psykotisk af et ophold i et fængsel 46. At psykotiske ikke egner sig til et fængselsmiljø, er imidlertid ikke begrundelsen for straffrihed, snarere en positiv konsekvens heraf. 3.7 Hvorfor særforanstaltning? Allerede i Danske Lov fandtes en hjemmel til at tage sindssyge personer i forvaring. Med straffeloven af 1866 kunne der træffes sikkerhedsforanstaltninger over for den gerningsmand, der blev erklæret straffri. Særforanstaltninger, som vi kender dem i dag, blev indført med straffeloven af Utilregnelige sindssyge lovovertrædere kan ikke drages til ansvar på samme måde som psykisk normale. En konsekvens af denne straffrihed kunne blive, at de gang på gang kunne forbryde sig mod loven uden nogen retlig reaktion fra samfundets side. Det er selvfølgelig både uhensigtsmæssigt og retssikkerhedsmæssigt ikke særligt betryggende for befolkningen. For at forebygge yderligere lovovertrædelser kan den utilregnelige sindssyge idømmes en særforanstaltning. De tre hovedtyper er, dom til anbringelse i hospital for sindslidende, dom til behandling i eller under tilsyn af et hospital for sindslidende og dom til ambulant psykiatrisk behandling. Valget af foranstaltningstype beror på en stillingtagen til den dømtes behandlingsbehov og/eller farlighed. Proportionalitetsbetragtninger kan også gøre sig gældende. Er behovet for kriminalitetsforebyggelse ikke til stede, vil dommens konklusion lyde på frifindelse for straf og intet andet. En særforanstaltning bør og skal ikke betragtes som en straf. Det vil også være uheldigt at kalde behandling eller hospitalsanbringelse for straf. Det er derfor ikke for at straffe den sindssyge for sine gerninger, men for at sikre sig mod fremtidige lovovertrædelser, at særforanstaltning idømmes. Et positivt resultat af denne foranstaltning kunne også være en symptomfri tilværelse for den sindssyge. 4. Retsplejelovens kapitel 91 - sagsomkostninger i straffesager 4.1 Historik og almene betragtninger Danmark fik i 1916 sin første retsplejelov. Der er sket mange ændringer siden, men kapitlet om sagsomkostninger har ikke ændret sig væsentligt. Dengang retsplejeloven blev vedtaget, var princippet som nu, at staten skal betale samtlige udgifter ved sagens behandling, men med regresret over for den domfældte. Baggrunden for denne retstilstand er et grundsynspunkt om, at den skyldige frem for staten bør bære de særlige omkostninger, som har været nødvendige til gennemførelse af straffesagen mod ham 47. Sagt med andre ord, det er den domfældte selv, der er skyld i, at en straffesag rejses mod ham, og derfor er han også den rette til at betale. Ud fra dette 46 Ifølge De Europæiske Fængselsreglers Art. 100, der blev vedtaget af Europarådets ministerkomité i februar 1987, bør sindssyge ikke placeres i et fængsel. 47 Bernhard Gomard, Studier i den danske straffeproces, side

21 synspunkt er det også selvfølgeligt, at de der frikendes, ikke skal betale sagsomkostninger. I medfør af rpl kan en frikendt imidlertid alligevel blive dømt til at betale sagsomkostninger, hvis disse skyldes dennes tilregnelige og retsstridige handlinger og rpl fsva. andre end sigtede. Idet sindssyge i de tilfælde, de anses for straffri, netop har foretaget utilregnelige handlinger kan det umiddelbart virke tankevækkende, at de skal betale sagsomkostninger. Imidlertid kan bestemmelserne i rpl ikke tages til indtægt for en sådan løsning, da bestemmelserne regulerer den situation, at de nævnte personer ikke kan domfældes for den eller de strafbare forhold, der er rejst tiltalte for, men hvor de har foranlediget straffesagens rejsning. Fra retspraksis kan nævnes U V, hvor de to tiltalte urigtigt havde erklæret sig skyldige. De blev dømt til at betale sagsomkostninger. Endvidere U Ø, hvor tiltalte var tiltalt og dømt for uagtsom brandstiftelse, men oprindeligt havde været sigtet og fængslet for forsætligt brandstiftelse. Tiltalte anførte som argument for ikke at ville betale for den beskikkede forsvarer, at havde sigtelsen oprindeligt lydt på uagtsomt forhold, ville beskikkelsen ikke have været nødvendig. Landsretten udtalte, at Da undersøgelsen har været rettet på det forhold, for hvilket han er dømt, omend efter anden lovbestemmelse, og da tiltaltes retsstridige og tilregnelige handlinger findes at have været medvirkende årsag til undersøgelsen og dens omfang, vil dommens bestemmelser om sagsomkostninger i medfør af retsplejelovens 1008, stk. 2, jfr. 1010, være at stadfæste. Afgørelsen om sagsomkostninger træffes ved dommen eller ved kendelse, jf. rpl. 1012, stk. 1. I modsætning til hvad der gælder for civile sager, jf. rpl. 312, stk. 2, fastsættes den domfældtes omkostningstilsvar ikke til et bestemt beløb. En undtagelse ses imidlertid i dommen U Ø, hvor retten fastsætter sagsomkostningerne til 275,68 kr. 4.2 Retsplejelovens 1007, stk. 1 Bestemmelsen fastslår statens pligt til at afholde samtlige udgifter ved straffesagens behandling og forbeholdet om en eventuel regres. 4.3 Retsplejelovens 1007, stk. 2 Bestemmelsen omhandler de udgifter, som staten som udgangspunkt ikke har pligt til at betale, men som retten kan pålægge staten at betale. Det drejer sig om salæret til en valgt forsvarer og udgifter til fremskaffelse af beviser, som er sket uden rettens foranstaltning. 4.4 Retsplejelovens 1008, stk. 1 Fastslår den domfældtes pligt til at erstatte det offentlige de nødvendige udgifter, som er medgået til sagens behandling. I lov om udgifterne i strafferetsplejen er 48 Jf. Lovbekendtgørelse nr. 744 af 6. november 1986, som senest er ændret ved lov nr. 367 af 18. maj

22 angivet, hvilke udgifter, der ikke skal dækkes som sagsomkostninger og således endeligt skal udredes af staten. Det drejer sig bl.a. om udgifter til vedligeholdelse af retsbygninger og fængsler, godtgørelse til vidner, syns- og skønsmænd samt til domsmænd og nævninge Udgifter, der er omfattet af det offentliges regresret Med ordene sagens behandling tilkendegives, at det kun er de udgifter, der specifikt er foranlediget af den pågældende straffesag, der kan kræves erstattet. Omfattet er udgifterne til den beskikkede forsvarer, og det vil ofte også udgøre den største udgiftspost. Udgifterne til den valgte forsvarer skal betales af den sigtede selv. Er staten imidlertid blevet pålagt at betale dem efter rpl. 1007, stk. 2, kan staten efter denne bestemmelse kræve dem erstattet af domfældte. Rpl. 731 foreskriver i hvilke tilfælde forsvarerbeskikkelsen er obligatorisk, dvs. hvornår sigtede har krav på at få en forsvarer beskikket. Beskikkelsen skal her finde sted, også selvom den sigtede/tiltalte ikke ønsker det. Beskikkelsen i rpl. 732, stk. 1, er fakultativ. I begge tilfælde finder beskikkelsen sted uden hensyntagen til sigtedes/tiltaltes økonomiske forhold. Politiet skal vejlede sigtede om reglerne, jf. rpl. 732, stk. 2, 2. pkt., jf. bekendtgørelse nr. 467 af 26. september , stk. 1. Politiet skal samtidig gøre opmærksom på, at sigtede selv skal betale for forsvareren, hvis vedkommende findes skyldig, jf. bekendtgørelsens 2, stk. 2. Reglerne om forsvarerbeskikkelse er udelukkende begrundet i hensynet til den sigtede. Typisk vil sigtede selv ikke være i stand til at varetage sine interesser på betryggende måde. Forsvarerbeskikkelse er en retsgaranti og svigtes denne, kan en eventuelt fældende dom ophæves 49. Forsvarersalæret kan beløbsmæssigt blive meget stort. For at undgå dette kan tænkes den uheldige situation, at sigtede fravælger forsvarerbistand på et tidspunkt, hvor denne ikke er obligatorisk. For mentalt afvigende sigtede vil det, især i sager af mere alvorlig karakter, ofte være aktuelt med en forsvarerbeskikkelse allerede på efterforskningsstadiet. Skønnes dette nødvendigt, bør politiet ifølge RM 5/2002 pkt. 2.1 fremsætte begæring herom. Retten kan herefter imødekomme begæringen under henvisning til rpl. 732, stk. 1. Når tiltale er rejst, skal der beskikkes en forsvarer for den sindssyge, jf. rpl. 731, stk. 1, litra d, idet der som anført ovenfor, altid skal medvirke enten domsmænd eller nævninge i sådanne sager og idet litra d også antages at omfatte nævningesager 50. Selvom den sigtede ikke ønsker en forsvarer på efterforskningsstadiet, kan retten altså med hjemmel i rpl. 732, stk. 1, beskikke en sådan. Endvidere kan udgifter til lægeundersøgelser, tekniske og regnskabsmæssige undersøgelser kræves erstattet af den domfældte. I bekendtgørelse nr. 371 af 28. juni 49 Hans Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje II, side 27 og Hans Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje II, side 36 20

23 1977, der er udstedt med hjemmel i rpl. 1008, stk. 1, 2. pkt., er der fastsat faste takster for udstedelsen af forskellige erklæringer 51. Udgifterne til mentalerklæringen kan ikke afkræves den domfældte 52. Om udgifterne har været nødvendige for sagens behandling, skal vurderes i forhold til det tidspunkt, hvor de blev afholdt. Er udgifternes afholdelse velbegrundet, er de omfattet af det offentliges omkostningskrav 53. Et eksempel på udgifternes nødvendighed findes i U Ø. Her var tiltalte dømt for uagtsomt manddrab og for overtrædelse af færdselsloven. Der var foretaget følgende undersøgelser af den dræbte person: ligsyn, en blodprøve udtaget inden dødsfaldet, en alkoholanalyse af blodprøven, obduktion og analyse af en blodprøve udtaget ved obduktionen. Byretten mente, at de afholdte udgifter alle havde været nødvendige for sagens rette behandling, bedømt ud fra forholdene på det tidspunkt, da de blev afholdt. Landsretten nåede frem til, at udgifterne ved obduktionen og analysen af blodprøven ikke havde været nødvendige for sagens afgørelse. Disse kunne derfor ikke afkræves den domfældte. 4.5 Retsplejelovens 1008, stk. 4, 2. pkt. Med henvisning til denne bestemmelse kan domstolene begrænse omkostningsansvaret. Bestemmelsen har efter sin ordlyd et forholdsvis snævert anvendelsesområde, idet omkostningsansvaret skal stå i åbenbart misforhold til domfældtes skyld og vilkår, førend en lempelse kan ske. Ifølge Hans Gammeltoft-Hansen bør bestemmelsens ellers begrænsede anvendelsesområde udvides, således, at lempelsesreglen i stedet antager karakter af en almindelig rimelighedsvurdering 54. En direkte hjemmel til rimelighedsbetragtninger findes i den militære retsplejelovs 55 25, stk. 2, hvorefter omkostningsansvaret kan begrænses, hvor dette er rimeligt. Ved en almindelig ordlydsfortolkning af bestemmelsen og specielt med henblik på ordet begrænse når man umiddelbart frem til det resultat, at domfældte ikke helt kan fritages for at betale sagsomkostninger. Der kan kun finde en nedsættelse sted. Jf. herved også W.E. v. Eyben i Juristen : Undtagelsesreglen er imidlertid af ganske ringe betydning i praksis, og den synes endda formuleret således, at den ikke kan føre til total fritagelse for at betale, men kun til begrænsning. I U V blev omkostningstilsvaret for de fem domfældte nedsat med 1/3, idet de gentagne udsættelser af domsforhandlingen og de heraf forhøjede udgifter til forsvarerne ikke skyldtes de tiltaltes forhold. I ØLK af 15. december havde byretten fundet den tiltalte skyldig i overtrædelsen af strfl. 244, men fandt, at straffen helt undtagelsesvist kunne bortfalde efter strfl. 84, stk. 1, nr. 4, jf. stk. 2. Byretten bestemte herefter, at statskassen skulle betale sagens omkostninger, herunder 7500 kr. + moms til den beskikkede forsvarer og 4000 kr Kommenterede retsplejelov side Karin Kristensen fra Rigspolitiet oplyser, at dette står anført i deres regnskabsregler 53 Kommenterede retsplejelov side Hans Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje III, side Jf. Lovbekendtgørelsen nr. 643 af 30. september Jf. ØLK 11. Afd., kære nr. S refereret i Fuldmægtigen 1998, nr. 9, side

24 moms til den forurettedes advokat. Denne afgørelse påkærede anklagemyndigheden til Østre Landsret med påstand om, at domfældte skulle betale sagens omkostninger. Landsretten anførte, at idet der var sket domfældelse i overensstemmelse med tiltalen, var der ikke grundlag for helt at fritage den domfældte for betaling af sagsomkostninger. Grundet sagens karakter og omstændighederne i øvrigt fandt Landsretten, at omkostningsansvaret burde begrænses i medfør af rpl. 1008, stk. 4, 2. pkt. Domfældte skulle herefter betale 3000 kr., mens staten endeligt skulle udrede resten. Lempelsesreglen gælder ikke kun sager omfattet af rpl. 1008, stk. 1, den finder også anvendelse på rpl. 1008, stk. 3, 1. pkt. Det er da også hovedsageligt i ankesagerne, at bestemmelsen har fundet sin anvendelse i praksis. Det er vanskeligt at foretage en nærmere rubricering af de domme, hvori der har fundet en lempelse sted 57. Dommene henviser ofte til, at lempelse sker efter omstændighederne, jf. eksempelvis U /1 H og U H. Har der været tale om en ændring af hidtidig praksis eller en lovændring, og hvor det for at få fastlagt fremtidig praksis derfor har været nødvendigt at føre sagen gennem samtlige retsinstanser, har lempelsesreglen fundet sin anvendelse. I dommene U H, U H, U H samt U H, der alle drejede sig om overtrædelse af færdselsloven i spirituspåvirket tilstand, blev sagens omkostninger for landsret og Højesteret pålagt statskassen under henvisning til rpl. 1008, stk. 4, 2. pkt. Færdselsloven var netop blevet ændret, og for at få fastlagt fremtidig praksis for strafudmåling og frakendelsestid for sådanne overtrædelser var det nødvendigt at føre sagerne gennem alle 3 retsinstanser. Er der tale om en sag af principiel betydning, og sagen af denne grund føres igennem alle instanser, vil lempelsesreglen formentlig også finde anvendelse. Er der af underinstansen truffet en afgørelse, der strider mod en ellers fast praksis og anke derfor skyldes dette forhold, bør omkostningerne for ankeinstansen også pålægges statskassen 58. Sammenfattende kan om lempelsesreglen anføres, at den i praksis anvendes, hvor udgifterne ikke skyldes domfældtes forhold og derfor heller ikke bør lægges denne til last. 4.6 Kan domstolene anvende 1008, stk. 4, 2. pkt. som generel hjemmel til en nedsættelse af omkostningsansvaret for sindssyge domfældte? Så vidt vides er der kun ét eksempel fra den trykte retspraksis, hvor en lempelse har fundet sted med henvisning til, at domfældte er sindssyg. Det er en dom fra 1934, hvor tiltalte er blevet sindssyg efter gerningstidspunktet. Her blev sagens omkostninger for byretten pålagt ham med kun to tredjedele 59. Det vil derfor være interessant at undersøge med hvilken begrundelse, dommerne har valgt at nedsætte omkostningskravet. Desværre er denne ikke gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen. 57 Juristen Juristen U (612) Ø 22

25 Hovedreglen i rpl. 1008, stk. 1, gælder ikke kun de sager, hvor tiltalte findes skyldig og idømmes en straf. Den finder også anvendelse i sager, hvor den forskyldte straf bortfalder efter strfl. 84, stk. 2, og hvor domfældte anses for straffri. I sager om strafbortfald ses imidlertid flere eksempler fra retspraksis, hvor statskassen pålægges at betale sagsomkostningerne. Til illustration kan nævnes U H, U H samt U V. I dommene er ikke direkte henvist til lempelsesreglen, men spørgsmålet er, om disse domme kan tages til indtægt for en opblødning i praksis, således, at den skyldige alligevel ikke skal betale sagsomkostninger, når der statueres strafbortfald. Skulle dette være tilfældet, taler dette så meget desto mere for, at det samme bør gælde for utilregnelige sindssyge. Højesteret har i U HK haft mulighed for at tage stilling til dette spørgsmål. Den tiltalte var ved Østre Landsret fundet skyldig i manddrab, men straffen bortfaldt efter strfl. 84, stk. 1, nr. 4, jf. stk. 2. Herudover var tiltalte fundet skyldig i en overtrædelse af våbenloven og herfor idømt 4 måneders fængsel. Tiltalte skulle betale sagens omkostninger. Forsvareren kærede afgørelsen om sagsomkostninger med påstand om, at statskassen helt eller delvist skulle betale. Til støtte for sin påstand anfører forsvareren, at der trods bestemmelsen i rpl. 1008, stk. 1, i retspraksis er en tendens til, at statskassen bliver pålagt at betale sagsomkostningerne i sager om strafbortfald, også selvom der er dømt for et mindre forhold. Østre Landsret fastholder sin afgørelse med den begrundelse, at afgørelsen er i overensstemmelse med praksis i sager, hvor tiltalte findes skyldig, men hvor straffen bortfalder. Anklagemyndigheden anfører, at der ikke i denne sag er grundlag for at bringe rpl. 1008, stk. 4, 2. pkt., i anvendelse. Højesteret slår fast, at rpl. 1008, stk. 1, også finder anvendelse på sager, hvor der sker strafbortfald. Højesteret finder ikke grundlag for at anvende lempelsesreglen i rpl. 1008, stk. 4, 2. pkt., og stadfæster herefter landsrettens omkostningsafgørelse. Højesteret tager ikke direkte stilling til forsvarerens argument om tendensen i retspraksis, men kendelsen udtrykker ganske tydeligt det standpunkt, at strafbortfald ikke automatisk medfører en effektuering af lempelsesreglen. Det samme gør sig formentlig også gældende i sager om straffrihed. Var dette ikke tilfældet, burde Højesteret nemlig for længst have benyttet sig af sin beføjelse i 1008, stk. 4, 2. pkt., til at lempe omkostningsansvaret for sindssyge domfældte. Dommernes argument for ikke at bringe lempelsesreglen i anvendelse er ofte, at den tiltalte er fundet skyldig i overensstemmelse med tiltalen. Argumentationen kommer imidlertid let til at blive cirkulær, idet forudsætningen for at anvende rpl. 1008, stk. 4, 2. pkt., netop er, at tiltalte er fundet skyldig. Med en sådan argumentation kan det derfor være svært at se, hvornår lempelsesreglen kan bringes i anvendelse. Umiddelbart burde ordene skyld og vilkår være nok til at kunne begrænse omkostningsansvaret for en sindssyg domfældt. Dette afhænger dog også af, hvilken betydning, de to ord tillægges. Skyld kan tænkes anvendt i to forskellige betydninger. En person kan pådrage sig skyld som følge af en strafbar handlings foretagelse eller skyld kan relatere sig til forudsætningen for, at der kan tales om et strafbart forhold 60. I førstnævnte tilfælde vil skylden afhænge af den bebrejdelse, der kan rettes mod 60 Alf Ross, Skyld, ansvar og straf, side

26 gerningsmanden, mens sidstnævnte relaterer sig til de subjektive og objektive betingelser for strafansvar. I begge relationer bærer sindssyge ikke samme skyld som psykisk normale. Med vilkår skulle man umiddelbart mene, at det hentyder til domfældtes økonomiske forhold. Sindssyge vil ofte ikke være i stand til at bibeholde et job i længere tid, med mindre der er tale om et pludseligt opstået tilfælde af sindssygdom af ganske kort varighed. Mange kronisk sindssyge vil derfor ofte være på overførselsindkomster. Som følge af ovenstående burde det være givet, at domstolene med henvisning til bestemmelsen kunne begrænse omkostningsansvaret for de sindssyge domfældte. Retspraksis viser imidlertid, at bestemmelsen ikke anvendes i den sammenhæng, som en almindelig forståelse af ordene synes at lægge op til. Det typiske anvendelsesområde for bestemmelsen er ankesager, og hvor anken og de derved forvoldte udgifter ikke skyldes domfældtes forhold. I U Ø blev den tiltalte dømt for overtrædelse af strfl. 244, stk. 4, jf. stk. 2, jf. 21, og i medfør af 68, jf. 16, dømt til at underkaste sig ambulant psykiatrisk behandling. Oprindeligt havde sigtelsen lydt på 237, jf. 21. Tiltalte blev endvidere dømt til at betale sagsomkostninger. Forsvareren kærede omkostningsafgørelsen med påstand om, at udgifterne skulle udredes af statskassen. Forsvareren fandt det urimeligt, at tiltalte skulle udrede sagens omkostninger, og begrundede det med, at hun havde været i en 16-tilstand på gerningstidspunktet, og at hun havde været frihedsberøvet uforholdsmæssigt længe på Amtshospitalet i Nykøbing Sj. Domfældte havde som følge af den oprindelige sigtelse været frihedsberøvet i næsten et halvt år og kunne i denne periode ikke oppebære sygedagpenge. Hun havde derfor lidt et økonomisk tab, som ifølge forsvareren var blevet større end nødvendigt som følge af anklagemyndighedens standpunkt. Landsretten fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for helt eller delvist at fritage domfældte for at betale sagsomkostninger. Forsvarerens argumenter om sindssygdom og domfældtes økonomiske tab blev i dette tilfælde ikke anset for tilstrækkeligt til at bringe lempelsesreglen i anvendelse. Domme er altid konkret begrundet. Det er derfor ikke givet, at et argument om domfældtes 16-tilstand aldrig vil være tilstrækkeligt til at bringe lempelsesreglen i anvendelse. Til dette kan dog anføres, at da domstolene ikke ex officio vælger at anvende bestemmelsen, når domfældte er erklæret sindssyg, må det antages, at sandsynligheden for en lempelse under henvisning til domfældtes tilstand næppe er stor. 5. Kan retspraksis kritiseres? Ifølge teori og retspraksis er anvendelsesområdet for lempelsesreglen meget snæver. Ordene i åbenbart misforhold lægger ikke umiddelbart op til en udvidende fortolkning. Fra flere sider er der ytret ønske om, at bestemmelsen anvendes i videre omfang. At bestemmelsen bør antage karakter af en almindelig rimelighedsvurdering. De gange, hvor domstolene har haft mulighed for at udvide bestemmelsens ellers begrænsede område, har de valgt ikke at forlade den restriktive praksis. Det er svært at sætte sig til herre over dommernes tanker, og der bør formentlig heller ikke gøres et 24

27 forsøg herpå. Alligevel voves den påstand, at domstolene ikke kan antages at se nogle problemer i, at sindssyge lovovertrædere idømmes sagsomkostninger. Ser de ikke et problem i retstilstanden, kan det selvsagt ikke forlanges, at de gør Folketinget opmærksom på lempelsesreglens for smalle anvendelsesområde. Da lovbestemmelsen faktisk lægger op til en meget restriktiv anvendelse, kan dommerne ikke kritiseres for at følge lovens ord. 6. Nyere tendenser, herunder vedtagelsen af rpl. 1014a Da reglerne om betaling af afsoningsudgifter i sin tid blev afskaffet 61, var en af begrundelserne herfor, at det var vanskeligt for den nu løsladte at resocialisere sig, hvis vedkommende havde en stor gæld til staten. Man ville undgå, at den løsladte tænkte, nu hvor jeg har så stor en gæld til staten, så kan det hele være lige meget, jeg kan ligeså godt begå kriminalitet. Samme begrundelse kan for så vidt også anvendes som argument for en nedsættelse af omkostningsansvaret 62. Dette vil dog kun gælde de psykisk normale lovovertrædere. Begrundelsen med manglende resocialisering kan næppe anvendes som argument for en nedsættelse af omkostningsansvaret for sindssyge. Det er formentlig de færreste sindssyge, der tænker, at de ligeså godt kan begå kriminalitet, nu hvor de har en gæld til staten. Er det en sådan tanke, der ligger bag den sindssyges kriminelle handling, vil vedkommende formentlig også blive anset som tilregnelig. Lovforslaget fra 1997 indeholdt udover rpl. 1014a ændringer af straffeloven og en ændring af lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v. Ændringerne i straffeloven angik bl.a. en udvidelse af anvendelsesområdet for samfundstjeneste, en forstærket indsats mod seksualforbrydelser (i dag strfl. 70, stk. 2) samt en sproglig modernisering af åndssvage og åndssvageanstalter til mentalt retarderede og institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap. At så væsentlige ændringer blev fremsat i samme lovforslag, blev kritiseret af flere af Folketingets medlemmer 63. Debatten i Folketinget kom hovedsageligt til at dreje sig om den mulige udvidede anvendelse af forvaringsinstituttet over for seksualforbrydere og den udvidede anvendelse af samfundstjeneste og ikke den nye bestemmelse i retsplejeloven. I bemærkningerne til lovforslaget anfører Justitsministeriet, at baggrunden for rpl. 1014a er et ønske om, at de foranstaltningsdømte ikke af økonomiske grunde skal afholde sig fra at få deres sag prøvet ved retten. Videre anføres det, at foranstaltningsdømte ofte tilhører en gruppe i samfundet, som i forvejen kan have vanskelige økonomiske vilkår og derfor kan have svært ved at betale de udgifter til advokat m.v., som følger af en sag om ændring eller ophævelse af en foranstaltning 64. Det er som bekendt ikke op til sigtede selv at bestemme, om vedkommende vil have gennemført en straffeproces. Da særforanstaltning kun kan pålægges ved en sådan proces, og da en forsvarer er særlig vigtig, når tiltalte er sindssyg, kan man omvendt 61 Ved lov nr. 367 af 18. maj Lov & Ret nr. 6, 1993, side 9 ff. 63 FT , Forhandlinger, Bind I, side 412 og FT , Tillæg A, side

28 bruge Justitsministeriets argument til at anføre, at da det er samfundet, der bestemmer, at sag skal indledes, bør det også være denne, der betaler udgifterne herved. En gennemlæsning af forhandlingerne i Folketinget giver ingen antydninger af, hvorvidt der kunne tænkes at være et politisk flertal for at udvide undtagelsen til også at omfatte hovedsagen Samspillet mellem retsplejeloven og straffelovens regel om straffrihed I den juridiske litteratur er der ikke direkte blevet sat spørgsmålstegn ved straffri sindssyges betaling af sagsomkostninger. Det konstateres blot, at reglen i rpl. 1008, stk.1, også omfatter denne persongruppe. Det anføres dog, at lempelsesreglen burde have et videre anvendelsesområde og i højere grad indebære en almindelig rimelighedsvurdering. Begrundelsen for straffrihed er moralsk. Grundideen i reglerne om utilregnelighed er at fritagelsen for straf skal være en begunstigelse af den utilregnelige 66. Kan denne begunstigelse tænkes at række videre, således, at utilregnelige sindssyge også bør indtage en særstilling i straffeprocessen. Bør reglen om straffrihed bevirke, at sindssyge ikke udsættes for noget, der ikke betegnes som men faktisk føles som straf. Sagsomkostninger er ikke en straf, men vil givetvis føles som sådan, hvor omkostningskravet løber op i tusindvis af kroner. Straffrihed indrømmes, fordi den sindssyge ikke bør mødes med den bebrejdelse, der ligger i at straffe. En straffesag mod en sindssyg rejses ikke i den hensigt at straffe den sindssyge for sine handlinger, men for at sikre, at den sindssyge ikke igen skal forbryde sig mod samfundets normer. De selv samme normer som den sindssyge ofte ikke er i stand til at lade sig motivere af. Argumentet om, at domfældte frem for staten bør bære sagens omkostninger ud fra devisen om, at domfældte selv er i skyld i straffesagens rejsning, synes ikke at kunne anføres med samme vægt over for de utilregnelige. Nok har de begået den (ellers) strafbare handling, men de kan ikke på samme måde som psykisk normale bebrejdes deres handling. Der synes således at være et misforhold mellem straffelovens regel om straffrihed og sindssyge domfældtes forpligtelse til at betale sagsomkostninger. 8. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention 8.1 Tilblivelse, tiltrædelse og ikrafttræden Baggrunden for konventionens udfærdigelse var især de erfaringer verdenssamfundet havde gjort sig under den 2. Verdenskrig og det heraf affødte ønske om at sikre 65 Jf. således FT , Forhandlinger, Bind I side og Bind VI side Knud Waaben, Sanktionslæren, side

29 individets grundlæggende rettigheder og beskytte dets frihed. Mange af konventionens bestemmelser blev til med inspiration i den af FNs generalforsamling vedtagne Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra Konventionen blev undertegnet af Europarådets medlemsstater den 4. november Danmark ratificerede konventionen den 13. april Efter 10 landes deponering af deres ratifikationsinstrumenter i Strasbourg trådte konventionen i kraft den 3. september , jf. herved konventionens artikel 59, stk. 2. Hvordan en stat skal opfylde de forpligtelser, der typisk medfølger ved indgåelsen af en traktat, stiller folkeretten ikke krav om. Danmark har tre forskellige opfyldelsesmetoder, konstatering af normharmoni, omskrivning og inkorporering. Danmark valgte i første omgang at benytte sig af både konstatering og omskrivning. I blev konventionen inkorporeret. 8.2 Anvendelse og status i dansk ret Forinden ratifikationen i 1953 blev den danske lovgivning udførligt gennemgået af de respektive ressortministerier med henblik på at vurdere, om den gældende retstilstand opfyldte konventionens bestemmelser. Kun på ét punkt ansås det nødvendigt med en lovændring 70. Konventionen blev altså her opfyldt ved omskrivning. Ellers kunne det konstateres, at der forelå normharmoni 71. I årene op til 1992 har konventionen været påberåbt og anvendt af de danske domstole. Højesterets praksis var imidlertid ikke altid klar. I nogle sager valgte Højesteret at være tilbageholdende med at fortolke danske regler i lyset af konventionens bestemmelser. I andre inddrog Højesteret konventionen og praksis fra konventionsorganerne i fortolkningen af national ret. I den retsvidenskabelige teori blev der derfor sat spørgsmålstegn ved konventionens retskildemæssige betydning og det mulige i at påberåbe sig konventionen for de danske domstole 72. I 1989 fjernedes denne tvivl. I tre domme tilkendegav Højesteret, at danske domstole og myndigheder ved fortolkningen af danske regler har pligt til at lægge konventionen og den dertil hørende praksis til grund 73. Tvivlen var således umiddelbart væk. De mange år med spekulationer om konventionens status og dens manglende anvendelse ved og af domstolene spøgte imidlertid stadig hos Folketingets politikere. De ønskede klarhed om konventionens status og opfordrede derfor ved folketingsbeslutning af 19. maj 1989 regeringen til at nedsætte et udvalg, der skulle undersøge fordele og ulemper ved en inkorporering af konventionen i dansk ret. Udvalget afgav betænkning i april I henhold til kongelig resolution af 31. marts Betænkning 1220 side Ved lov nr. 285 af 29. april 1992 med ikrafttræden den 1. juli 1992 og som senest er ændret ved lovbekendtgørelse nr. 750 af 19. oktober Det drejede sig om en ændring af forsorgsloven, jf. Betænkning 1220 side Betænkning 1220 side Betænkning 1220 side Jf. U H, U H samt U H 27

30 8.2.1 Fordele og ulemper ved en inkorporering og forudsætningerne herfor Ved en inkorporering ville konventionen blive en del af dansk ret. Det blev diskuteret, om det skulle ske ved lov eller ved en bestemmelse i grundloven. Som bekendt skete det ved lov, således, at konventionen fik lovrang. En inkorporering ville gøre det klart for borgerne, at konventionen er en vigtig og ligeværdig del af den danske lovgivning og dermed være en understregning af konventionens status. Håbet var således, at konventionens bestemmelser ville blive påberåbt og procederet for de danske domstole i langt højere grad i fremtiden. Største problem var, om en inkorporering ville forrykke det hidtidige forhold mellem lovgiver og domstol. Ville en inkorporeringslov betyde, at lovgiver ikke længere tog sig i akt for at vedtage konventionsstridige love, og at det blev domstolene, der skulle sikre, at forpligtelserne ifølge konventionen blev overholdt. Ville en sådan lov lægge op til, at domstolene nu skulle til at foretage en selvstændig fortolkning af konventionen. I betænkningen anbefaler udvalget en inkorporering og slår samtidig fast, at domstolene også efter en inkorporering af konventionen ved lov bør være tilbageholdende med at anlægge en selvstændig fortolkning af konventionen, i hvert fald hvor dette ville kunne indebære mere vidtrækkende konsekvenser for retstilstanden 74. Udvalget udtaler endvidere: Menneskerettighedskonventionen indeholder en række vage standarder, der overlader et betydeligt skøn til de enkelte medlemsstater, og de valg, som udøvelsen af dette politiske skøn indebærer, bør træffes af lovgivningsmagten og ikke af domstolene. Dette gælder både på områder, hvor der ikke kan hentes fortolkningsbidrag fra konventionsorganerne, og på områder, hvor der f.eks. er afsagt en eller flere domme af Menneskerettighedsdomstolen. 75 Udvalget gav også udtryk for, at En inkorporeringslov må ikke blive en sovepude for lovgivningsmagten, således at hovedansvaret for den praktiske efterlevelse af konventionen pålægges domstolene 76. Der var således ingen tvivl om, at balancen mellem lovgiver og domstole skulle forblive den samme efter en inkorporering. Det var stadig Folketingets opgave at sikre Danmarks opfyldelse af konventionen og dermed via lovgivning tilpasse den danske retstilstand. Domstolene skulle altså arbejde ud fra den formodning, at den danske lovgivning var i overensstemmelse med konventionen. At forestille sig at der herefter aldrig ville kunne opstå en situation, hvor danske domstole skulle tage stilling til en konflikt mellem en dansk lov og konventionskomplekset ville imidlertid være utopi. Ifølge forarbejderne til inkorporeringsloven var det netop også formålet med inkorporeringen at gøre det klart, at en sådan konflikt erkendes som en mulighed af lovgivningsmagten, og at det er ønsket, at de retsanvendende myndigheder ikke skal føle sig forpligtet til at træffe afgørelser i strid med konventionskomplekset Loven skal navnlig danne grundlag for, at domstolene og andre retsanvendende myndigheder løbende kan tage 74 Betænkning 1220 side Betænkning 1220 side Betænkning 1220 side

31 hensyn til nyere praksis fra konventionsorganerne, som lovgivningsmagten ikke har haft adgang til at tage stilling til 77. En inkorporering skulle heller ikke ændre på den praksis, at så længe menneskerettighedsorganerne 78 ikke havde taget stilling hertil, så skulle en påstand om, at en klar dansk lovbestemmelse var i strid med konventionen, ikke selvstændigt vurderes af domstolene, men henvises til løsning hos lovgivningsmagten. Det var kun, hvis lovgiver afstod fra at foretage de nødvendige lovændringer, at domstolen kunne og var nødsaget til at tage stilling De relevante artikler i EMRK og Menneskerettighedsdomstolens praksis Spørgsmålet om det overhovedet er relevant at diskutere en gammel retstilstands overensstemmelse med konventionen trænger sig først og fremmest på. Er det ikke én gang blevet vurderet, hvorvidt princippet om domfældtes betaling af sagsomkostninger er konventionsmæssig dengang i Danmark kan vel være af den overbevisning, at al ældre lovgivning er i overensstemmelse med konventionen? Næppe. En sådan tankegang vil betyde, at al ældre lovgivning er i orden, og at det kun er nye love og bestemmelser vedtaget efter den 1. juli 1992, der kan vurderes i forhold til konventionen. Det var ikke tanken med inkorporeringsloven og heller ikke intentionen med konventionen. Det er Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg 80, der har til opgave at fortolke rækkevidden af konventionens bestemmelser. Konventionen opfattes som dynamisk. Domstolen fortolker den derfor i lyset af nutidens samfundsforhold 81. Ved en sådan tidssvarende fortolkning opnår Domstolen, at beskyttelsen af menneskerettighederne bliver reel, og at konventionen yder en effektiv og praktisk beskyttelse. En sådan fortolkningsstil bevirker ligeledes, at menneskerettighederne er i konstant bevægelse. Hvad der for 5 år siden var konventionsmæssigt, kan således være det modsatte i dag Art. 6, stk. 1, om retten til en retfærdig rettergang og Art. 6, stk. 3, litra c ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale juridisk bistand, at modtage den uden betaling, når dette kræves i retfærdighedens interesse. Umiddelbart giver ordlyden af art. 6, stk. 3, litra c, intet sikkert svar på spørgsmålet om, hvorvidt det vil være i strid med denne bestemmelse at pålægge en domfældt at betale udgifterne til en forsvarer i de tilfælde, hvor beskikkelsen ifølge loven skal ske. Som nævnt i afsnit skal sindssyge ifølge loven beskikkes en forsvarer, når tiltale er rejst. 77 FT 1991/1992, tillæg A, spalte Med Protokol nr. 11 af 11. maj 1994, der trådte i kraft den 1. november 1998, ændredes det tidligere klagesystem med EMK og EMD. I dag kan klage kun ske til den nyoprettede EMD. 79 Betænkning 1407 side I det følgende betegnet Domstolen 81 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, side 25 29

32 I Croissant v. Germany 25/09/1992 når Domstolen frem til den afgørelse, at det ikke er uforeneligt med bestemmelsen at have en sådan ordning, såfremt den domfældte efterfølgende har mulighed for at få beløbet eftergivet pga. manglende betalingsevne. Hr. Klaus Croissant var en tysk advokat, der stod tiltalt for at have udøvet advokatvirksomhed for medlemmer af en terrororganisation. Retten havde beskikket ham to forsvarere, han selv havde valgt. Under sagen beskikkedes der ham endnu en advokat på foranledning af anklagemyndigheden. Croissant protesterede herimod. Retten afslog at ændre afgørelsen og appelinstansen stadfæstede denne. Croissant blev idømt 2½ års fængsel og pålagt at betale sagens omkostninger, herunder udgifterne til de tre forsvarere. Croissant anførte, at de pålagte forsvarerudgifter var i strid med bestemmelsen i art. 6, stk. 3, litra c. Domstolen fastslår i præmis 33, at modsat tolkebistanden efter litra e er retten til vederlagsfri advokat ikke absolut. Det er den kun, hvis domfældte ikke har tilstrækkelige midler til at betale. Domstolen foretog herefter en undersøgelse af, om de tyske regler var i overensstemmelse hermed. Efter tysk ret skal den, der frifindes aldrig betale sagens omkostninger, mens den domfældte altid skal. Ifølge Domstolen kan et system, hvorefter den domfældte skal betale sagens omkostninger, herunder udgifterne til forsvarer, ikke anses som en krænkelse af art. 6, forudsat dette ikke adversely affected the fairness of the proceedings (præmis 35-36). Domfældtes betalingsevne har efter tysk ret ingen betydning for spørgsmålet om, hvorvidt sagsomkostninger skal pålægges. Det er alene i den efterfølgende inddrivelsesprocedure, at en vurdering af betalingsevnen har relevans. Efter den tyske delstats regler og praksis (refereret i præmis 21) kan beløbet helt eller delvist eftergives med henvisning til tre nærmere opregnede grunde. Domstolen fandt, at der ikke var grund til at betvivle, at kunne domfældte bevise, at han ikke kunne betale, ville de relevante regler og praksis også blive anvendt. Herefter konkluderede Domstolen, at der ikke var tale om en krænkelse af konventionens art. 6 og art. 6, stk. 3, litra c. En dissentierende dommer mente dog, at det ville være i strid med art. 6, stk. 3, litra c, at pålægge Croissant at betale for den beskikkede forsvarer, han ikke ønskede. Under henvisning til denne dom kan det ikke uden videre anføres, at de danske regler med at pålægge sindssyge lovovertrædere at betale forsvarerudgifterne er i strid med konventionen, idet dommen fastslår, at art. 6, stk. 3, litra c, ikke indeholder en ubetinget ret til at modtage advokatbistand vederlagsfrit. Om der foreligger en krænkelse, afhænger af en nærmere undersøgelse af de danske regler om inddrivelse af sagsomkostninger. Efter rpl. 1013, stk. 3, inddrives pålagte sagsomkostninger efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens 82 90, stk. 4, 91, stk. 2 og 3, og 92. I medfør af bekendtgørelse nr. 394 af 17. maj 2001 (bødebekendtgørelsen), der er udstedt med hjemmel i straffuldbyrdelsesloven, opkræves de pålagte sagsomkostninger af politiet, jf. dennes 5, stk Jf. lov nr. 432 af 31. maj

33 Må inddrivelse, efter oplysninger om skyldnerens forhold, anses for udelukket, kan politiet afskrive sagsomkostningerne som uerholdige, jf. bødebekendtgørelsen 6, stk. 1. Ved en sådan afskrivning består betalingsforpligtelsen fortsat, dog at kravet er omfattet af den 20-årige forældelsesfrist. Kravet kan således opkræves, hvis skyldneren på et senere tidspunkt får forbedrede økonomiske forhold. Skyldneren kan også ansøge om henstand med betalingen, jf. bødebekendtgørelsens 12 eller om en afdragsvis betaling, jf. bødebekendtgørelsens 21. Der er imidlertid ikke hjemmel til at eftergive sagsomkostninger, jf. vejledning nr. 11 af 5. februar 2003 pkt. 81. I Croissant-dommen udtalte Domstolen, Finally, it is not necessary to decide the question whether, under a system like the German one, it would be compatible with Article 6 para. 3 (c) (art. 6-3-c) of the Convention for the State to continue to seek full or partiel reimbursement of expenses after the convicted person has established, in the enforcement proceedings, that he lacks sufficient means to bear the costs of his defence præmis 37). Domstolen finder det altså ikke nødvendigt at besvare et sådant spørgsmål. Begrundelsen herfor er formentlig, at det tyske system netop indeholder en hjemmel til eftergivelse, og at statens fortsatte forsøg på at indkræve de pålagte sagsomkostninger nok er en teoretisk, men altså ikke en i praksis anvendt mulighed. Rigsadvokaten har i et notat om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Strafferetsplejen 83 anført, at det danske system stort set svarer til det tyske omkostningssystem og hermed tilkendegivet, at den danske ordning ikke er i strid med konventionen. Undertegnede er uenig heri. Domstolen har netop ikke taget stilling til, om en stats fortsatte opkrævning af sagsomkostninger er i strid med bestemmelsen, når domfældte har bevist sin manglende betalingsevne. I Mortensen v. Denmark 15/05/1996 og P.W. v. Denmark 15/ havde begge domfældte klaget over den danske ordning med at pålægge domfældte at betale udgifterne til den beskikkede forsvarer. Begge afgørelser indledes med en påmindelse om, at det ikke er i strid med art. 6 at have en ordning, hvorefter domfældte er forpligtet til at betale sagens omkostninger, så længe det ikke påvirker processens rimelighed. Herefter tages der stilling til, om spørgsmålet om sagsomkostninger i de konkrete tilfælde har påvirket sagen. I begge sager konkluderes det, at omkostningsspørgsmålet ikke har haft nogen indflydelse på processen, idet de to domfældte har fået a proper defence, irrespective of whether he had sufficient means during the trial. Herefter var det spørgsmål tilbage, om statens fortsatte opkrævning ville være i overensstemmelse med art. 6, stk. 3, litra c. Altså selv samme spørgsmål, som Domstolen ikke fandt nødvendigt at tage stilling til i Croissant. Heller ikke denne gang blev spørgsmålet besvaret, idet begge klager afvistes med følgende begrundelse: It does not appear, however, that the claim has been enforced. Furthermore, although the applicant appears to be unemployed, he has not submitted any evidence which could lead to the conclusion that he is unable to pay his debts. En stillingtagen fra Domstolens side forudsætter dermed en situation, hvor domfældte under inddrivelsesproceduren har påvist sin manglende betalingsevne, og hvor politiet 83 J.nr. G 1409 (DOK: G1409MEN) august 1993, revideret i november

34 har forsøgt kravet inddrevet. En sådan faktisk situation har endnu ikke foreligget til afgørelse for Domstolen. 8.4 Kan de danske domstole foretage en selvstændig fortolkning af konventionen? Det er ikke muligt med sikkerhed at fastslå, hvorvidt danske domstole med henvisning til konventionen er rede til at tilsidesætte en klar dansk lovbestemmelse/retstilstand, hvor dette vil få betydelige konsekvenser for retstilstanden 84. Problemstillingen kan tænkes at foreligge i tre forskellige tilfælde: 1) Der foreligger en righoldig praksis fra Domstolen. 2) Der foreligger ingen decideret afgørelse fra Domstolen om det pågældende fortolkningsspørgsmål, men dog visse antydninger i praksis. 3) Der er ingen praksis fra Domstolen. Som udgangspunkt gælder Domstolens afgørelser kun for dem, der er parter i sagen, jf. EMRK art. 46, stk. 1. Dømmes en medlemsstat er det derfor ikke ensbetydende med, at alle andre medlemsstater er forpligtet til at rette sig efter afgørelsen. Vælger en medlemsstat imidlertid ikke at følge Domstolens fortolkning af konventionen, risikerer staten selv at blive dømt, hvis den indklages for Domstolen 85. Trods dette følger det imidlertid af Højesterets praksis og intentionen med inkorporeringen (se afsnit 8.2 og 8.2.1), at danske domstole er forpligtet til at lægge Domstolens praksis til grund ved fortolkningen af dansk ret. Foreligger således en klar praksis fra Domstolen, er danske domstole forpligtet til at følge den, også selvom det vil betyde en tilsidesættelse af en klar dansk lovbestemmelse. I en sådan situation er der ikke tale om, at de danske domstole foretager en selvstændig fortolkning af konventionen, de følger blot Domstolens. Det kan derfor heller ikke anses for at være i strid med forudsætningerne for inkorporeringen. I tilfælde 3 bør de danske domstole i overensstemmelse med forudsætningerne for inkorporeringen ikke tilsidesætte en klar dansk retstilstand, men i stedet henvise spørgsmålet til løsning hos lovgivningsmagten. Tilfælde 2 må antages at være den situation, der er relevant i nærværende fremstilling. Domstolen har ikke direkte taget stilling til, om en praksis som den danske, hvorefter betalingsforpligtelsen stadig består, selvom domfældte har bevist sin manglende betalingsevne er i strid med art. 6, stk. 3, litra c. Domstolen har dog tilkendegivet, at det ikke er i strid med bestemmelsen at kræve udgifterne til forsvareren betalt, hvis domfældte efterfølgende har mulighed for at få beløbet eftergivet. Efter dansk ret og praksis kan beløbet ikke eftergives, men afskrives som uerholdeligt. Det må anses for tvivlsomt om en praksis, hvorefter en stat først afskriver beløbet for dernæst, hvis domfældte kommer til penge igen, indkræver dem på ny, er i overensstemmelse med art. 6, stk. 3, litra c. Forsvarerbistanden har efter en sådan praksis reelt set aldrig været givet uden betaling. 84 Betænkning 1407 side Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, side 22 32

35 Skal de danske domstole tilsidesætte den danske retstilstand med politiets fortsatte opkrævning som konventionsstridig, forudsætter det, at de er villige til at foretage en selvstændig fortolkning af konventionen. Ender domstolene op med samme konklusion som undertegnede, vil det få vidtrækkende konsekvenser. Det må derfor antages, at den danske domstol i overensstemmelse med forudsætningerne for inkorporeringen, vil henvise spørgsmålet til endelig afgørelse hos lovgivningsmagten. 9. Retstilstanden i Norge 9.1 Den norske straffe- og straffeprosesslov I 1997 blev de norske regler om utilregnelighed og særforanstaltninger revideret 86. Ændringerne betyder, at det nu klart fremgår af straffeloven, hvilke tilstande, der medfører straffrihed. Der er for så vidt ikke tale om indholdsmæssige ændringer, snarere en kodificering af hidtidig praksis. Den norske straffelov 87 foreskriver, at Den som på handlingstiden var psykotisk eller bevisstløs straffes ikke. Det samme gjelder den som på handlingstiden var psykisk utviklingshemmet i høy grad, jf. 44. Før lovændringen anvendtes udtrykket sinnssyk. Ændringen begrundes med, at psykotisk er en mere præcis og tidssvarende betegnelse for de sindslidelser, der kan medføre straffrihed 88. Psykose omfatter de tilstande, som den psykiatriske videnskab betegner som sådan. Kendetegnende for en psykose er, at forholdet til virkeligheten i vesentlig grad er forstyrret. Evnen til å reagere adekvat på vanlige inntrykk og påvirkninger mangler. Den psykotiske mister ofte kontrollen over tanker, følelser og handlinger 89. Eksempler på psykoser er schizofreni, paranoia, manisk depressiv psykose, delirium tremens og senil demens 90. Der stilles krav om en vis varighed i tilstanden, før diagnosen psykose kan anvendes. Få timer er ikke nok 91. Straffriheden er altså givet med den medicinske diagnose. Er gerningsmanden sindssyg, er vedkommende således også utilregnelig. Finder retten det nødvendigt for afgørelsen af straffesagen, kan den sigtede underkastes en retspsykiatrisk undersøgelse, jf. straffeprosesslovens , 1. led. Er anvendelsen af strfl. 39 (overføring til tvungent psykisk helsevern) eller strfl. 39 a (tvungen omsorg) aktuel, skal der foretages en sådan undersøgelse, jf. bestemmelsens andet led. Som udgangspunkt er én psykiatrisk erklæring nok, jf. strpl. 139, 1. led. I sager om anvendelsen af strfl. 39 eller strfl. 39 a skal der imidlertid foreligge to erklæringer og en udtalelse fra Den rettsmedisinske kommisjon 93, jf. strpl. 147, 3. led. 86 Jf. lov 17. januar 1997 nr. 11, der trådte i kraft den 1. januar 2002 (jf. lov 15. juni 2001 nr. 64) 87 Lov 22. maj 1902 nr. 10 som senest er ændret ved lov 10. januar 2003 nr. 2. I det følgende forkortet strfl. 88 Jf. herved Ot.prp. nr. 87 ( ) side Ot.prp. nr. 87 ( ) side Ståle Eskeland, Strafferett, side NOU 1974:17, side 43, 2. spalte 92 Lov 22. maj 1981 nr. 25 som senest er ændret ved lov 10. januar 2003 nr. 2. I det følgende forkortet strpl. 93 Straffeprosessloven med kommentarer, side

36 Retten er ikke bundet af retspsykiatriske erklæringer, men i praksis følges de 94. Reelt set bliver det således de norske psykiatere, der afgører, om gerningsmanden skal dømmes eller være fri fra strafansvar 95. I sager om indlæggelse og behandling efter lov om psykisk helsevern 96 er det ligeledes lægerne, der har det afgørende ord. At retstilstanden er sådan, har ikke givet anledning til problemer. Ifølge Johs. Andenæs skyldes det, at det for den alminnelige rettsbevissthet ikke synes vanskelig å akseptere 97 at lægens vurdering er den afgørende. Begrundelsen for det medicinske princip, er, at en aldri kan være sikker på at den sinnssykes handling er normalt motivert selv om det kan se slik ut, og at allerede muligheten for den sykelige motivasjon bør være nok når det er spørgsmål om en så alvorlig ting som straff 98. Ved lovrevisionen blev det afvist at supplere det medicinske princip med et krav om årsagssammenhæng. Om der kan antages at have været en sammenhæng mellem sindssygdommen og den strafbare handling vil ofte være svært at besvare med tilstrækkelig sikkerhed, og det gør, at tvivlen skal komme den sindssyge til gode 99. I forbindelse med lovændringen i 1997 blev det spørgsmål rejst, om Norge stadig skulle have en absolut straffrihedsregel. Vanskelighederne ved at drage et skarpt skel mellem tilregnelige og utilregnelige lovovertrædere dannede baggrund for en kritik af systemet. Straffelovrådet ønskede at bevare reglerne. De begrundede det med, at der findes personer, der er så psykisk abnorme, at de efter den almindelige retsbevidsthed mangler skyldevne. De er ikke påvirkelige af en straffetrussel, almenpræventivt kan formålet med straf således ikke opnås. Fra et individualpræventivt synspunkt er straf også uegnet over for sådanne abnorme lovovertrædere. Behandling er mere velegnet. Departementet supplerede med et argument om den manglende moralske skyld. Sindssyge lovovertrædere ved nok, at de faktisk har begået handlingen, men den vil ofte være motiveret af sygelige tanker. Her vil det være moralsk forkert at bebrejde den psykisk afvigende lovovertræder sin handling. Selvom der findes sindssyge, hvis handlinger ikke er sygeligt motiveret, kan det ikke være avgjørende for spørsmålet om vi i det hele tatt bør ha regler om utilregnelighet eller ikke 100. Rent processuelt behandles sager om særforanstaltninger på samme måde som almindelige straffesager, jf. strpl. 2, første led, nr. 1. Spørgsmålet om, hvorvidt gerningsmanden kan anses for at have begået den strafbare handling, kan behandles særskilt, jf. strpl. 288, første led. Med en sådan opdeling undgås, at psykiaterne skal tage stilling til tiltaltes sindstilstand på et tidspunkt, hvor det endnu ikke vides, om vedkommende er skyldig. Bestemmelsen er derfor hensigtsmæssig i de tilfælde, hvor tiltalte erklærer sig ikke skyldig. 94 Johs. Andenæs, Alminnelig strafferett, side Ståle Eskeland, Strafferett, side Jf. lov 2. juli 1999 nr Johs. Andenæs, Alminnelig strafferet, side Johs. Andenæs, Alminnelig strafferett, side 279 og Ot.prp. nr. 34 for s. 5, 1. sp. 99 Ot.prp. nr. 87 ( ) side Ot.prp. nr. 87 ( ) side 25 34

37 Af strpl. 84, andet led, sammenholdt med strpl. 251 kan udledes, at såfremt den utilregnelige ikke kan antages at forstå meningen med straffesagen eller såfremt en overværelse heraf vil være skadelig for vedkommende, kan indkaldelse til retsmøderne undlades. Manglende fremmøde vil ikke blive betragtet som udeblivelse, og sagen kan således fremmes. 9.2 Særreaksjoner Før revisionen i 1997 kunne sindssyge idømmes sikring. En sanktion der kunne idømmes både tilregnelige og utilregnelige efter dagældende strfl. 39. Sikring blev varetaget af fængselsvæsenet. Herudover var der regler om forvaring af tilregnelige og farlige kriminelle i strfl. 39 a. I dag anses forvaring for at være en straf, jf. strfl. 15, og kan kun idømmes tilregnelige kriminelle, jf. strfl. 39 c. For utilregnelige lovovertrædere gælder nu, at de i medfør af strfl. 39 kan dømmes til tvungen overføring til psykisk helsevern, jf. psykisk helsevernloven kapitel 5. I dag er det dermed helsevernet, der tager sig af de sindssyge kriminelle. Forudsætningen for en dom til tvungen overføring er, at gerningsmandens er omfattet af strfl. 44. Der stilles ikke krav om, at gerningsmanden også skal være sindssyg på domstidspunktet. Betragtningen er den, at selvom gerningsmanden ikke længere er psykotisk, kan vedkommende stadig frembyde fare for nye alvorlige forbrydelser 101. Værn af samfundet er således det altafgørende ved afgørelsen om idømmelse af en særreaktion, jf. herved lovens ord om, at det skal anses nødvendig for å verne samfunnet. Endvidere opstiller strfl. 39, nr. 1 og 2, de kriminalitetskrav, der kan begrunde en særreaktion. Fra retspraksis kan nævnes en dom fra Borgarting lagmannsrett af 18. oktober 2002, publiceret i LB I byretten var tiltalte kendt skyldig i drab, men frifundet for straf i medfør af strfl. 44. I overensstemmelse med dagældende regler blev tiltalte idømt sikring. Tiltalte blev ikke idømt sagsomkostninger. I lagmannsretten anså dommerne det ligeledes for bevist, at tiltalte havde begået drabshandlingen, og at vedkommende var psykotisk. Da der var fare for nye alvorlige forbrydelser, anså retten det nødvendigt for at værne samfundet, at tiltalte idømtes overføring til psykisk helsevern. 9.3 De norske regler om betaling af sagsomkostninger I 1981 fik Norge en ny straffeprosesslov. Reglerne om sagsomkostninger findes i lovens kapitel 30. Ifølge strpl skal sigtede, der bliver dømt i regelen pålegges å erstatte staten nødvendige omkostninger ved saken. Med dømt sidestilles, at der ved dommen fastsættes en særreaktion 103. Hovedreglen er således, at den domfældte skal betale sagens omkostninger, og dette gælder også de straffri sindssyge. Der skal foreligge specielle omstændigheder for ikke at pålægge domfældte sagsomkostninger. Sådanne kan være, at domfældte er meget ung, lider af en alvorlig sygdom eller er idømt en lang fængselsstraf. Vil omkostningskravet vanskeliggøre en rehabilitering af 101 Johs. Andenæs, Alminnelig strafferett, side Som senest er ændret ved lov 15. juli 1994 nr Straffeprosessloven med kommentarer, side

38 den dømte, vil sagsomkostningerne heller ikke skulle pålægges 104. Det bør heller ikke ilegges saksomkostninger der dette av andre grunner vil virke svært urimelig 105. En anden væsentlig begrænsning til hovedreglen findes i strpl. 437, tredje led, hvorefter saksomkostninger ilegges bare dersom det antas mulig å oppnå betaling, og avpasses etter siktedes økonomiske evne. Ved vurderingen heraf, kan retten bl.a. lægge vægt på, om den domfældte er uden arbejde eller andre indtægtskilder, og om vedkommende har forsørgelsespligt 106. Hvis det må anses som sandsynligt, at de idømte sagsomkostninger ikke vil kunne inddrives eller blive betalt frivilligt, betyr ileggelsen bare nytteløst bryderi for myndighetene 107. I hver enkelt straffesag skal retten således vurdere, hvorvidt sagsomkostninger skal idømmes og med hvilket beløb. I ældre norsk praksis var det sjældent, at den domfældte blev pålagt et omkostningsansvar. Skete det, ville omkostningskravet næsten aldrig dække sagens reelle udgifter 108. Med de nye regler var en praksisændring tilsigtet. Imidlertid ilegges fortsatt regelmessig domfelte små, nærmest symbolske, beløp i saksomkostninger til det offentlige Retstilstanden i Sverige 10.1 Den svenske straffelov (brottsbalk 111 ) Psykiskt störda lagöverträdare anses som strafferetligt ansvarlige på samme måde som psykisk normale. Har en psykiskt störda begået en strafbar handling og kan tilregnelse bevises, kan vedkommende således straffes. Psykisk störning udelukker ikke tilregnelse. Om handlingen er begået uagtsomt eller forsætligt vurderes på samme måde som for psykisk normale 112. Straffene er bøde og fængsel samt villkorlig dom, skyddstilsyn og överlämnande til särskild vård, jf. BrB 1: Foreligger der en alvorlig psykisk störning på gerningstidspunktet, har dette dog betydning for valget af sanktion. Ifølge BrB 30:6 114 kan Den som har begått ett brott under påverkan av en allvarlig psykisk störning får inte dömas till fängelse. Om rätten i ett sådant fall finner att inte heller någon annan påföljd bör ådömas, skall den tilltalade vara fri från påföljd. 104 Norsk Lovkommentar, side Ot.prp. nr.45( ), side Straffeprosessloven med kommentarer, side Johs. Andenæs, Norsk Straffeprosess bd. II, side Straffeprosessloven med kommentarer, side 1337 nederst 109 Straffeprosessloven med kommentarer, side Ved telefonisk henvendelse til det norske Justis- og politidepartementet, lovafdelingen, fik jeg bekræftet, at der i praksis ikke pålægges den domfældte et omkostningsansvar, hvis vedkommende ikke har de økonomiske midler hertil. I sådanne tilfælde kan retten dog vælge at idømme domfældte et beskedent beløb. 111 Jf. lag 1962: SOU 1996:185, side Lag 1988: Lag 1991:

39 Psykiskt störda kan altså ikke idømmes fængsel, men alle andre påföljder kan anvendes 115. Er den strafbare handling begået under indflydelse af psykisk störning, bestemmer retten, at särskild utskrivningsprövning enligt lagen (1991:1129) om rättspsykiatrisk vård skall äga rum vid vården, jf. BrB 31:3. En sådan særlig utskrivningsprövning forudsætter, at der kan påvises en årsagssammenhæng mellem den strafbare handling og den psykiske störning 116, og at den findes nødvendig for at hindre nye alvorlige forbrydelser. Herudover kræves, at der forinden er foretaget en retspsykiatrisk undersøgelse af den tiltalte, jf. lag (1991:1137) om rättspsykiatrisk undersökning 3 1. st. Er den tiltalte allerede under rättspsykiatrisk vård behøves en sådan undersøgelse dog ikke, jf st. Psykisk störning kan også indgå som formildende omstændighed ved bedømmelsen af strafansvaret, jf. BrB 29:3, första stycket 2. Med vedtagelsen af brottsbalken i 1965 blev den tidligere strafflagen 5:5 og dens bestemmelse om straffrihed for handlinger begået under indflydelse af sindssygdom eller tilstande, der kunne ligestilles hermed, afskaffet. Afskaffelsen skyldtes, at opdelingen i tilregnelige/utilregnelige lovovertrædere ikke længere kunne accepteres. Fra flere sider er der imidlertid blevet rejst kritik af den nuværende retstilstand, hvorefter alvorlige psykisk syge kan pådrage sig et strafferetligt ansvar. To betænkninger har således foreslået, at der indføres en ny regel i brottsbalkens første kapitel om handlinger begået under allvarlig psykisk störning 117. En gennemførelse heraf vil betyde, at psykisk störda ikke længere vil blive anset som strafferetligt ansvarlige De svenske regler om betaling af sagsomkostninger Reglerne findes i rättegångsbalken 118 kapitel 31. Af RB 31:1, första stycket, følger, at den domfældte skal erstatte statens udgifter til forsvarer. Det er retten, der beslutter beløbets størrelse. Omfattet af statens regresret er også udgifterne til transport af tiltalte til retten og visse udgifter til blodprøver. Betalingsforpligtelsen pålægges også i de tilfælde, hvor der ikke pålægges nogen påföljd efter 30 kap. 6 BrB eller hvor den tiltalte overføres til särskild vård efter 31. kap. BrB. En undtagelse til hovedreglen findes i RB 31:1, fjärde stycket, hvorefter omkostningskravet kan lempes eller eftergives. Dette kan ske under henvisning til den tilltalades brottslighet eller hans personliga och ekonomiska förhållanden. Er det skyldige beløb, som den domfældte er pligtig til at betale, mindre end 250 S.kr. 119 skal sagsomkostningerne ikke pålægges, jf. RB 31:1, sista stycket. 115 Brottsbalken med kommentarer, kap , side Jf. Svensk karnov, side Jf. herved SOU 1996:185, side 463 og SOU 2002:3, side Jf. lag 1942: Jf. Svensk karnov, side

40 11. Komparativ analyse med norsk og svensk ret Det norske straffe- og retsplejesystem ligner i store træk det danske. Norge har dog valgt et rent medicinsk kriterium som betingelse for straffrihed. I Sverige betragtes sindssyge lovovertrædere som strafferetligt ansvarlige. Der gælder således ikke et princip om straffrihed. De kan idømmes de samme straffe som psykisk normale med undtagelse af fængsel. Både svensk og norsk procesret indeholder samme princip som den danske retsplejelov, nemlig at sindssyge domfældte skal betale sagens omkostninger. Dog gælder for begge landes vedkommende en væsentlig begrænsning til dette udgangspunkt. I Norge pålægges der således ikke et omkostningsansvar, hvis domfældte ikke kan betale. I Sverige kan betalingsbeløbet nedsættes eller helt eftergives med henvisning til domfældtes forbrydelse eller hans personlige og økonomiske forhold. For begge landes vedkommende gælder, at retten skal tage hensyn til domfældtes økonomiske forhold, når beløbet skal bestemmes. En tilsvarende regel gælder ikke for de danske domstole. Her pålægges sagsomkostninger, uanset domfældtes manglende betalingsevne. De norske regler lægger utvivlsomt op til, at retten bør foretage en almindelig rimelighedsvurdering. I Sverige synes ordene brottslighet, personliga og ekonomiska at indebære det samme. 12. Sammenfatning og afsluttende overvejelser I Danmark er vores system således indrettet, at ingen tiltalt skal undvære en forsvarer. Der er tale om en retsgaranti for den tiltalte. Svigtes denne, kan sagen kræves behandlet på ny. I straffesager mod sindssyge er forsvarerbistand ofte nødvendig. Selv hvor sigtede ingen forsvarer ønsker, vil en sådan blive beskikket, hvis retten finder det nødvendigt. Forsvarerbeskikkelse sker uden skelen til sigtedes økonomiske forhold. Dette må begrundes ud fra den forestilling, at forsvarerbistand anses for en så vigtig retsgaranti, at staten er villig til at betale herfor. Der er dog det lille men, at tiltalte efterfølgende kan blive afkrævet disse udgifter til forsvareren, hvis vedkommende findes skyldig. Et men, der som sådan ikke er uforenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Rpl. 1008, stk. 4, 2. pkt., vil i sin nuværende udformning ikke kunne anvendes som en generel hjemmel til en nedsættelse af omkostningsansvaret for straffri sindssyge. Princippet om domfældtes betaling kan ikke længere antages at have samme berettigelse over for utilregnelige sindssyge. Det bør derfor afskaffes over for denne persongruppe. Kan der ikke samles et politisk flertal herfor, bør Folketinget overveje at ændre ordlyden af rpl. 1008, stk. 4, 2. pkt. Her bør Folketinget lade sig inspirere af både de norske og svenske regler om sagsomkostninger. Ændringen bør udformes på en sådan måde, at sagsomkostninger ikke pålægges i tilfælde, hvor dette vil være urimeligt, når henses til domfældtes økonomiske vilkår. 38

41 13. Forslag til ændring af retsplejelovens 1008, stk. 4, 2. pkt. Retten kan også i dommen begrænse eller helt fritage domfældte for omkostningsansvaret, hvis den finder, at dette ellers ville komme til at stå i misforhold til domfældtes skyld og økonomiske forhold. 14. Økonomiske konsekvenser af forslaget Der tænkes på den situation, at alle straffri domfældte fritages for at betale sagsomkostninger. Der føres ikke specifikt statistik over, hvor mange sager, der afgøres efter strfl. 68, jf. 16. Sager, der afgøres efter strfl , ligger formentlig på omkring et par hundrede om året 120. I 2001 blev der truffet strafferetlige afgørelser, hvoraf blev afgjort med betinget og ubetinget straf 121. Der føres ingen statistikker over inddrivelsesprocenten af de idømte sagsomkostninger. Den antages at ligge på omkring 30 % 122. Om den kan antages at være endnu mindre for de straffri domfældte, lader sig ikke uden videre oplyse. Hertil kan også tilføjes, at politiet slet ikke må registrere, om vedkommende skyldner er sindssyg. Da der er tale om forholdsvis få sager om året, hvor særforanstaltning efter strfl. 68 idømmes, og da inddrivelsesprocenten ligeledes ligger på et meget lavt niveau, vil en gennemførelse af forslaget ikke betyde tab af indtægter for det offentlige af betydning. 15. Konklusion Med udgangspunkt i sindssyges særstilling og begrundelsen herfor er det søgt påvist, at der er et misforhold mellem straffelovens regel om straffrihed og sindssyges betaling af sagsomkostninger. Straffrihed er moralsk begrundet og indrømmes, fordi sindssyge ikke skal mødes med den bebrejdelse, der ligger i at straffe. Straffesager mod sindssyge føres ikke for at straffe den sindssyge for sine handlinger, men i den hensigt at hindre nye lovovertrædelser. Det er i samfundets interesse, at straffesagerne føres. Domfældtes pligt til at betale sagsomkostninger begrundes med, at den skyldige frem for staten bør bære omkostningerne. Vel har de sindssyge lovovertrædere overtrådt et straffebud, men de kan ikke på samme måde som psykisk normale bebrejdes deres handlinger, og for så vidt heller ikke, at der rejses en straffesag mod dem. Det må derfor konkluderes, at begrundelsen for domfældtes omkostningsansvar ikke længere kan fastholdes over for straffri sindssyge. En gennemgang af praksis viser, at lempelsesreglen i rpl. 1008, stk. 4, 2. pkt., i dens nuværende udformning ikke giver hjemmel til en generel nedsættelse af omkostningsansvaret for straffri sindssyge lovovertrædere. De norske og svenske regler indeholder ligeledes ingen særregler om sindssyges betaling af sagens omkostninger. Imidlertid giver begge regelsæt mulighed for en 120 Knud Waaben, Retspsykiatri, side Tallene er taget fra Kriminalforsorgens statistik for 2001, der kan ses på web-adressen under Publikationer. 122 Oplyst ved telefonisk henvendelse til Rigspolitiet. 39

42 begrænsning heraf, hvor dette findes rimeligt af hensyn til domfældtes økonomiske forhold. I norsk retspraksis idømmes således kun sagsomkostninger, hvis domfældte har betalingsevne. Undertegnede foreslår derfor en ændring af bestemmelsen i rpl. 1008, stk. 4, 2. pkt. Den nye bestemmelse vil give retten hjemmel til at begrænse omkostningsansvaret eller helt fritage den utilregnelige domfældte herfor, hvis det findes rimeligt af hensyn til domfældtes skyld og økonomiske vilkår. Princippet om domfældtes betaling af sagsomkostninger kan efter en gennemgang af Menneskerettighedsdomstolens praksis ikke anses for at være i strid med EMRK art. 6. Den danske ordning med efterfølgende inddrivelse af udgifterne til den beskikkede forsvarer er som sådan heller ikke uforenelig med art. 6, stk. 3, litra c. Manglende konventionsmæssighed må imidlertid antages at foreligge i de tilfælde, hvor politiet efter at have afskrevet beløbet som uerholdeligt, på ny indkræver beløbet hos den domfældte, fordi denne er kommet til penge. 40

43 16. English summary Starting from the special rules of the criminal law for the mentally ill is this exceptional position described and stated for. This is with reference to the evaluation of a disproportion between the demands of the criminal law regarding exemption of punishment towards the mentally ill and their payment of the costs for the case. Further more it is examined, whether 1008, stk. 4, 2. pkt. in Retsplejeloven is useable as general title for a deduction of the responsibility of the costs for the convicted mentally ill. After a thorough examination of this, will it be concluded that the argument for payment of the costs of the convicted no longer can be maintained towards the unpunished mentally ill. It is also stated that the present shape of 1008, stk. 4, 2. pkt. in Retsplejeloven does not offer the possibility of a general deduction of the responsibility of the costs. It is examined whether the responsibility of the costs of the convicted mentally ill is in violation of The European Convention of Human Rights. After an examination of the judgments of The European Court of Human Rights will it be stated that the payment of the costs of the convicted is not a violation of Article 6. The costs for the counsel of defence can also on demand be returned in cases where counsel assignments to the accused according to law have taken place. However, it must be considered incompatible with Article 6 para. 3 (c) when the Danish State write off the costs not possible to recover at a given time and in due time where the convicted have gained funds collects the amounts. To make a comparative analysis with Danish law both Norwegian and Swedish law is examined. The analysis reveals that the Danish recovery of costs in practice differs from both the Norwegian and Swedish. 41

44 Litteraturliste Artikler: Andorsen, Kjell V., Saksomkostninger i straffesaker, Lov & Rett 1988 side Eyben, W.E. v., Erstatningskrav i politisager og sagsomkostninger i politi- og andre straffesager, Juristen 1960 side Garde, Jens og Michael Hansen Jensen, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis et tungtvejende fortolkningselement eller en ubetinget bindende retskilde?, Juristen 2002 side Hansen, Erik Bjerg, Begrebet partiel psykose i retspsykiatrisk belysning, Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, 1962 side Lorenzen, Peer, Danske domstole og menneskerettigheder, Lov & Ret 1999, nr. 3 side Nautrup, Jørgen, Sagsomkostninger i straffesager, Juristen 1984 side Nautrup, Jørgen, Sagsomkostningernes behandling under domsforhandlingen i straffesager, Fuldmægtigen nr side Nørgaard, Carl Aage, Den europæiske Menneskerettighedskonvention, Juristen 1993 side Smith, Eva, Foretager Højesteret en selvstændig fortolkning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Strasbourg-domstolens praksis?, Juristen 2001 side Vedsted-Hansen, Jens, Er politiske skøn blevet henlagt til Højesteret?, Juristen Werlauff, Erik, Reglerne og sagsomkostninger er forældede, Lov & Ret 1993 nr. 6, side Betænkninger: Straffelovrådets betænkning om de strafferetlige særforanstaltninger, Betænkning nr. 667, 1972 Straffelovrådets betænkning om tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens 42

45 68 og 69, Betænkning nr. 1372, 1999 Den europæiske Menneskerettighedskonvention og dansk ret, Betænkning nr. 1220, 1991 Inkorporering af menneskerettighedskonventioner i dansk ret, Betænkning nr. 1407, 2001 Strafferettslig utilregnelighet og strafferettslige særreaksjoner, NOU 1974:17 Straffansvarets gränse, Betänkande av straffansvarsutredningen, SOU 1996:185, Graphic Systems AB, Malmö 1996 Psykisk störning, brott och ansvar, Betänkande av Psykansvarskommittén, SOU 2002:3, Graphium /Norstedts AB, Stockholm 2002 Bøger: Andenæs, Johs., Alminnelig strafferett, 4. utgave, Universitetsforlaget AS, 1997 Andenæs, Johs., Norsk Straffeprosess, Bind I, 3. utgave, Universitetsforlaget 2000 Andenæs, Johs., Norsk Straffeprosess, Bind II, 3. utgave, Universitetsforlaget 2000 Berg, Ulf, Nils-Olof Berggren, Agneta Bäcklund, Johan Munck, Fredrik Wersäll og Dag Victor, Brottsbalken. En kommentar. Kap Följdförfattningar, Supplement 8 Juli 2002, Norstedts Juridik AB, Stockholm 2000 Bjerke, Hans Kristian og Erik Keiserud, Straffeprosessloven- Kommentarutgave, Bind I, 3. utgave, Universitetsforlaget 2001 Bjerke, Hans Kristian og Erik Keiserud, Straffeprosessloven- Kommentarutgave, Bind II, 3. utgave, Universitetsforlaget 2001 Eskeland, Ståle, Strafferett, Cappelen Akademisk Forlag, Oslo 2000 Gammeltoft-Hansen, Hans, Strafferetspleje, Bind I, 2. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1998 Gammeltoft-Hansen, Hans, Strafferetspleje, Bind II, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1989 Gammeltoft-Hansen, Hans, Strafferetspleje, Bind III, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1996 Gomard, Bernhard, Studier i den danske straffeproces, Juristforbundets Forlag

46 Gomard, Bernhard, Jens Møller og Lars Lindencrone Petersen (red.), Kommenteret Retsplejelov, Bind III, 6. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2000 Goss, C., Den danske Straffeproces i Forhold til Strafferetsplejens Grundsætninger fra Chr. V s Lov til Nutiden, Universitetsprogram ved Kongens Fødselsdag, København 1880 Greve, Vagn, Straffene, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1996 Greve, Vagn, Asbjørn Jensen og Gorm Toftegaard Nielsen, Kommenteret straffelov Almindelig del, 7. omarbejdede udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2001 Helweg, H., Den retslige psykiatri i kort omrids, H. Hagerup København, 1939 Hurwitz, Stephan, Den danske strafferetspleje, 4. oplag, G.E.C. Gads Forlag, København 1966 Hurwitz, Stephan og K.O. Christiansen, Kriminologi, Bind I, 3. udgave, Nordisk Forlag A.S, København 1968 Hurwitz, Stephan, Den danske kriminalret Almindelig del, 4. reviderede udgave ved Knud Waaben, GAD 1976 Karnov, svensk lagsamling med kommentarer, Huvudredaktörer: Birgitta Blom, Anders Eriksson, Johan Hirschfeldt og Jan Ramberg, sjunde upplagan, band 2, 2002/03, Thomson Fakta AB 2002 Kramp, Peter, Villars Lunn og Knud Waaben, Retspsykiatri, 1. udgave, GadJura, København 1996 Lorenzen, Peer, Lars Adam Rehof, Tyge Trier, Nina Holst-Christensen og Jens Vedsted-Hansen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, 2. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2003 Nielsen, Gorm Toftegaard, Strafferet I Ansvaret, Christian Ejlers Forlag, 1. udgave, København 2001 Norsk Lovkommentar 2002, hovedredaktører: Peter Lødrup, Knut Kaasen og Steinar Tjomslnad, bind 2, Gyldendal Norsk Forlag 2002 Ross, Alf, Skyld, ansvar og straf, Berlingske Forlag, København 1970 Ross, Alf, Forbrydelse og straf analytiske og reformatoriske bidrag til kriminalrettens almindelige del, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, København 1974 Smith, Eva, Straffeproces - Grundlæggende regler og principper, 3. udgave, GadJura København

47 Waaben, Knud, Utilregnelighed og særbehandling Problemer i den strafferetlige lære om ansvar og sanktioner, København 1968 Waaben, Knud, Det kriminelle forsæt, Juristforbundets Forlag, København 1973 Waaben, Knud, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, Janssen Cilag A/S, København 1997 Waaben, Knud, Strafferettens almindelige del, I. Ansvarslæren, 4. reviderede udgave, GadJura A/S, København 1997 Waaben, Knud, Strafferettens almindelige del, II. Sanktionslæren, 5. reviderede udgave, Forlaget Thomson A/S, København 2001 Zahle, Henrik, Menneskerettigheder Dansk forfatningsret 3, Christian Ejlers Forlag, København 1997 Andet materiale: Rigsadvokaten, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Strafferetsplejen, J.nr. G 1409, august 1993, revideret november 1993 Oversigt over telefonsamtaler: Ellinor Palm Pedersen, Kredsformand for SIND i København Kirsten Bindstrup, Forsvarsadvokat Troels Jensen og Karin Kristensen, Rigspolitiet Per Olesen, Dansk Epilepsiforening Det norske Justisdepartement 45

48 Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie Denne rapport er udgivet af Projekt- & Karrierevejledningen, der formidler kontakt mellem universitetsstuderende og eksterne projektstillere. Gennem projektforslag i Projekt- & Karrierevejledningens projektkatalog kan studerende beskæftige sig med konkrete problemstillinger, der har relevans for organisationer, myndigheder og virksomheder udenfor universitetet. De færdige projekter udgives efterfølgende i Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie og kan bestilles direkte hos Projekt- & Karrierevejledningen eller via biblioteker og boghandlere. Har du som repræsentant for en organisation en idé til et nyt projekt, hører vi gerne fra dig. Find ud af mere om Projekt- & Karrierevejledningen og se vores online projektkatalog på vores hjemmeside:

49 PROJEKT- & KARRIEREVEJLEDNINGEN DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FAKULTET KØBENHAVNS UNIVERSITET ØSTER FARIMAGSGADE KØBENHAVN K