Kompetenceklyngeperspektivet. og udfordringen for erhvervsog uddannelsespolitikken 1

Transkript

1 og udfordringen for erhvervsog uddannelsespolitikken 1 Perspektivet om kompetenceklynger nævnes i stadig flere sammenhænge, senest i den danske erhvervs- og uddannelsespolitiske debat. Denne artikel klargør teorien bag kompetenceklynger, med særlig vægt på positive virksomhedseksternaliteter og den regionale læringsdynamik i kompetenceudvikling. Derefter påpeges nogle udfordringer for danske politikområder, som i særlig grad må antages at blive påvirket af kompetenceklyngeperspektivet. Mark Lorenzen Institut for Industriøkonomi og Virksomhedsstrategi Handelshøjskolen i København Clusters, ressourceområder, og kompetenceklynger Talen om klynger (»clusters«) er ikke ny. Økonomer har beskrevet funktionelt sammenhængende, og til tider også geografisk sammenklumpede, økonomiske aktiviteter mindst siden Marshall (1891). Gennem de seneste år er dette begreb imidlertid kommet til at spille en ny og vigtig rolle, i såvel internationale organisationer som OECD eller FN, som på nationalt og regionalt politisk plan. Klyngeperspektiver har også sneget sig ind på den danske erhvervs- og uddannelsespolitiske agenda, i fordanskede former: Ressourceområder, og senest kompetenceklynger (Erhvervsfremme Styrelsen 2001). Sidstnævnte er mindre og mere homogene end ressourceområderne, idet de omfatter færre økonomiske aktiviteter (brancher) og aktører (virksomheder, organisationer, og myndigheder). Udenlandske eksempler på kompetenceklynger er Silicon Valley i USA; håndværksdistrikterne i Norditalien, eller metalklyngerne i tyske Baden-Württemberg. Danske eksempler på kompetenceklynger er IT og mobiltelefoni i Nordjylland; beklædning i Herning-området, og møbelproduktion i Salling-området omkring Skive. Hovedstads- eller Øresundsregionerne eller det jyske Trekantsområde kan ikke kaldes kompetenceklynger de rummer for mange forskellige og urelaterede aktiviteter. Derimod er det sandsynligt, at forskellige klynger eksisterer inden for rammerne af disse regioner, og måske ligefrem drager nytte af visse fælles regionale ressourcer. Kompetenceklyngers betydning for erhvervsudviklingen Kompetenceklynger kan anses for vigtige, fordi erhvervsvirksomheder, som indgår i klynger, ofte har større konkurrenceevne (aflæses ofte i høj eksportgrad) end virksomheder inden for samme branche, som ikke gør det. Gennem de seneste år ser det ud til, at dette faktum har øget kompetenceklyngernes 11

2 relative betydning for de nationale økonomier såvel som verdenshandelen: I større og større grad kommer de enkelte landes eksport fra virksomheder, som er samlet i kompetenceklynger. Inden for visse brancher er det således, at selvom det selvfølgelig grundlæggende er enkeltvirksomheder, som producerer og konkurrerer, kan man også tale om klynger, der konkurrerer mod hinanden (f.eks. danske møbelklynger mod italienske; eller engelske IT-klynger mod nordamerikanske). Et land, som styrker sine kompetenceklynger, styrker dermed både sine enkeltvirksomheder og sin handelsbalance. Kompetenceklyngers positive effekt for konkurrenceevnen samt øgede betydning for eksporten skyldes, at kompetenceklynger har med viden (kompetence) og læring at gøre (Maskell 1997). Viden er i voksende grad en værdifuld ressource for erhvervsvirksomheder på grund af globaliseringen. Nye handelspolitikker, samt en kraftig udvikling af transport- og kommunikationsteknologier, har givet virksomheder verden over adgang til de samme basale produktionsteknologier, kapital, samt internationale eksportmuligheder. Det betyder nye muligheder men også nye udfordringer. Der er forskellige typer virksomheder, som drager fordel af mulighederne i globaliseringen. En stærkt voksende gruppe er virksomheder i en række 3. Verdens lande, som især udnytter deres lave lønudgifter til at overtage dele af vestlige virksomheders traditionelle hjemmemarkeder. En anden succesrig gruppe er imidlertid virksomheder, ofte i lande med høje lønudgifter, så som Danmark, som ikke konkurrerer på pris, men på viden. Der er forskellige typer viden, som kan give konkurrenceevne. For det første er der den viden, som i stigende grad er tilgængelig for virksomheder overalt i verden. Denne viden består af arbejdskraftens formelle kvalifikationer, samt moderne produktions- og markedsføringsteknikker, formaliseret og nedskrevet i databaser, bøger, patenter, standarder, software, og så videre. Denne type viden kan handles, og er tilgængelig på arbejdsmarkedet og på markedet for service-, IT-, og konsulentydelser. Der er et stærkt stigende antal virksomheder, som lever udelukkende af at levere viden i form af ydelser eller at formidle højtuddannet arbejdskraft. Denne viden kan imidlertid også imiteres af konkurrerende virksomheder eller»flygte«til dem. Mange virksomheder søger derfor at beholde den viden, deres arbejdskraft besidder, gennem særlige ansættelseskontakter og konkurrenceklausuler, og at beskytte deres teknikker og designs gennem hemmeligholdelse og/eller mønsterbeskyttelse. Ovennævnte viden er helt nødvendig for virksomheder, men netop fordi den kan købes og i sidste ende imiteres, er den i sig selv ikke tilstrækkelig til at give varige konkurrencevnefordele: Hvad alle har eller kan købe, kan ikke gøre forskellen (Dierickx og Cool 1989). Vidensøkonomien handler ikke først og fremmest om højteknologi, universitetsuddannet arbejdskraft, eller virksomheder som lever af at handle med viden. Derimod handler den om at de mest succesfulde virksomheder i alle brancher, også de helt traditionelle, udover ovennævnte formaliserede viden også besidder en viden, der er helt unik og ikke tilgængelig for andre (Lundvall og Maskell 2000). Den viden, som skaber succes for bestemte virksomheder, består af virksomhedernes komplekse mønster af daglige arbejdsrutiner og praksisser. Sådanne daglige rutiner og praksisser er oftest opstået gennem en årelang læreproces, hvor en virksomhed eksperimenterer med produkt- og procesudvikling, stimuleret og inspireret af sine kunder, leverandører, og konkurrenter. Kompleksiteten af den viden, som gennem en årrække er opbygget af en virksomhed, gør, at den ikke kan sættes på formel (ofte ikke engang af den pågældende virksomhed selv) og langt mindre købes eller sælges. Det vil sige, at succesfulde virksomheder er succesfulde, fordi de gennem en periode (ofte mange år, men af og til betydeligt kortere) har været bedre end deres konkurrenter til at lære effektive processer og praksisser. Her er det, at kompetenceklynger er af betydning: Hvis en virksomhed er en del af en klynge, lærer den typisk mere effektivt. Ydermere har den ofte inden for klyngen adgang til leverandører, som også har været yderst effektive til at lære inden for deres felt, og som dermed er mere kvalificerede end potentielle leverandører uden for klyngen. Og endelig findes der ofte i en klynge en særlig kvalificeret arbejdsstyrke, som også lærer og omstiller sig yderst effektivt. Kompetenceklyngers struktur En kompetenceklynge er basalt set en fortætning af koordineret økonomisk kompetence og aktivitet. Mere konkret består en kompetenceklynge af en gruppe virksomheder, som er tæt koblet i leverandørnetværk (samt eventuelt andre typer af netværk), den tilhørende arbejdskraft, samt de private og of- 12

3 fentlige institutioner, som er særligt målrettet understøtningen af virksomhedernes aktivitet og arbejdsstyrkens kvalifikationer: Branche- og arbejdsgiverforeninger; fagforeninger; arbejdsformidlinger; uddannelsesinstitutioner; offentlig forskning; teknologisk service; erhvervsfremme, og så videre. For at elementerne i en kompetenceklynge kan spille sammen, kræves det, at de ligger forholdsvist tæt i geografisk forstand. Det er dog afhængigt af brancheog virksomhedsforhold, hvad»tæt«betyder. Således er nogle danske klynger lokaliseret inden for et område på nogle få kommuner, mens andre er spredt over hele landet (hvilket, i international målestok, stadig er»tæt«). En geografisk afgrænsning af offentlige institutioners samt organisationers aktiviteter er som regel givet på forhånd. Derfor er det mere bemærkelsesværdigt, at også klyngernes virksomheder og arbejdskraft synes at være relativt kraftigt afgrænsede fra deres omverden: Virksomhederne og arbejdskraften foretrækker i stor udstrækning simpelthen at forblive lokaliseret inden for klyngen og beholde hovedparten af ansættelsesforhold samt specialiserede leverancer og serviceydelser hér. En høj eksportgrad understøttes således af en høj grad af lokal forankring (»glokalisering«). I en kompetenceklynge har virksomhederne hver især deres kompetencer, arbejdskraften sin, og de private og offentlige institutioner deres. Disse specialiserede kompetencer kan kaldes know-how (viden om hvordan visse processer skal udføres). Men en kompetenceklynge udmærker sig ved, at disse videnselementer koordineres de arbejder effektivt sammen. Denne koordinering sker kun i få tilfælde gennem planlagt styring af en eller få centrale aktører, for eksempel når klyngen er anlagt af en dominerende aftagervirksomhed eller af staten som led i en erhvervspolitik. I de fleste tilfælde er sådanne planlagte klynger meget ineffektive. De mest effektive klynger er i modsætning hertil opstået af sig selv, og koordineres»bottom-up«: Med tiden (ofte årtier) har virksomheder og institutioner i kraft af deres ofte daglige møder og samarbejder i nærområdet lært, hvorledes såvel leverandørsamarbejder, branchesamarbejder, samarbejder mellem arbejdsmarkedets parter, samt samarbejder mellem det offentlige og det private, fungerer mest effektivt og med færrest gnidninger. Disse rutiner og procedurer (hvortil alle klyngeaktører bidrager og er parthavere) omkring hvorledes systemet virker og bedst koordineres, udgør en slags kollektiv kompetence i klyngen en koordineringsviden (Lorenzen og Foss 2002). Denne koordineringsviden kan også kaldes know-who (viden om hvilke samarbejdspartnere, der har en know-how, som man selv savner, og hvordan man bedst kan få samarbejdet med disse partnere til at fungere). Denne koordineringsviden er altså et eksempel på social kapital (se Woolcock 1998). Inden for en kompetenceklynge med meget know-how såvel som koordineringsviden kommer store dele af det professionelle, såvel som det private, liv til at dreje sig om bestemte og specialiserede aktiviteter. I Silicon Valley handler»alt«om IT, mens Sallingområdet i Vestjylland er»møbelland«. Der er altså»something in the air«(marshall 1891) i en kompetenceklynge, som ikke foregår uden for den eller det foregår i hvert fald på en mere fortættet og anderledes måde. Dette er svært at leve op til uden for klyngerne. Det er svært for virksomheder uden for klyngerne at finde ligeså gode leverandør- og markedsmuligheder og arbejdskraft, og svært for myndigheder at tilbyde ligeså målrettede serviceydelser og uddannelsesaktiviteter. Det er imidlertid også svært for en klynge at efterligne en anden, fordi alle klynger er udviklet gennem mange år, hver klynge på sin unikke måde. Dermed udgør nogle klyngers kollektive kompetence også en viden, som er unik, og som kan give dem en varig konkurrenceevne i forhold til andre klynger (Foss 1996). Kompetenceklyngers dynamik Kompetenceklynger fungerer i kraft af den positive effekt af at samle en stor mængde beslægtede aktiviteter og kompetencer en lokal synergieffekt. Denne effekt kan kaldes positive eksternaliteter, hvilket udtrykker at en aktørs aktiviteter har en positivt afsmittende effekt på nogle andre aktører. Der kan være positive eksternaliteter i en klynge for både aktører, som leverer varer eller ydelser til hinanden, og for aktører, som sameksisterer uden direkte handel eller interaktion (Schmitz 1999). De vigtigste fordele ved, at virksomheder indgår i tætte leverandør/aftager-relationer (vertikale relationer) inden for en kompetenceklynge, består i læring. For det første kan en virksomhed med gode muligheder for at finde leverandører og kunder specialisere sig i stadig større grad. Ved at koncentrere sig om færre processer opnår den en større indsigt en større kompetence i disse processer. Resultatet er typisk en opgradering af arbejdskraftens kvalifi- 13

4 kationer (gennem intern tillæring, men også ved at virksomhederne erkender behov for øget ekstern uddannelse), samt mere konkurrencedygtige produkter. For det andet»trækker«og»skubber«virksomheder, som leverer produkter eller ydelser til hinanden, ofte hinandens læringsprocesser (Lundvall 1988). Inden for en klynge findes meget specialiserede og dermed kritiske kunder, som gennem deres høje krav tvinger leverandører til at lære mere effektivt. Samtidig er leverandørerne så kvalificerede, at deres feedback på deres kunders krav skubber kunderne til øget læring. Inden for en klynge forbedres læring mellem kunder og leverandører yderligere af, at de ofte kender hinanden og har forståelse for og tillid til hinanden, idet de har en fælles historie og omgås ofte. En yderligere positiv faktor for læringen er også den korte afstand, og dermed lave transporttid, mellem virksomhederne i en klynge. Virksomheder, som ikke direkte leverer til hinanden, oplever også fordele i en kompetenceklynge. For det første kan en kraftig lokal konkurrence om kunderne mellem beslægtede virksomheder (virksomheder som er i et horisontalt forhold til hinanden) tvinge hver enkelt til at lære mere effektivt. Dette ses dog relativt sjældent, idet de fleste virksomheder eksporterer, mens de, der udelukkende fungerer som underleverandører til lokale virksomheder, ofte er så specialiserede, at de ikke har egentlige lokale konkurrenter. En anden læringsfordel er derfor mere hyppig: Virksomheder lærer af beslægtede virksomheder, ved enten at observere deres aktiviteter (hvilket lettes af at man sameksisterer inden for samme geografiske område) eller ved direkte at få råd og vejledning af hinanden. Dette kan ske formidlet gennem ERFA-grupper eller lokale branche- eller arbejdsgiverforeninger, men også af og til bilateralt mellem virksomheder, eller uforpligtende mellem virksomhedsledere, som er naboer og omgås socialt. Som en følge heraf ses også af og til horisontale samarbejder mellem virksomheder om produktion, design eller markedsføring. Der er også andre fordele ved at samle aktiviteter som er meget tæt beslægtede, nemlig»stordriftsfordele«ved at samle en masse små virksomheder. En mængde virksomheder af samme art kan i samlet flok oprette fælles organisationer eller faciliteter til glæde for alle, eksempelvis markedsførings- eller forskningsprojekter eller -centre. I samlet flok kan virksomheder også påvirke lokale myndigheder til at betjene netop de typer af erhvervsaktivitet, som er overrepræsenteret inden for klyngen, bedst muligt. Inden for klynger ses det ofte, at offentlig sagsbehandling, erhvervsservice, byggepolitik, boligog socialpolitik i en vis grad tilpasses eller ligefrem målrettes at gøre livet lettere for de dominerende typer af erhvervsaktivitet når det lokale erhvervsliv er parat til at indgå i en dialog med myndighederne. Samtidig repræsenterer en samling af beslægtede virksomheder et større marked for specialiserede serviceydelser, offentlige såvel som private. Et ofte anvendt eksempel er universitetsforskning, som kan spille en stor rolle for erhvervslivets konkurrenceevne ved at målrette sig dets behov. I Danmark er aktuelle eksempler netværket af Teknologiske Informationscentre (drevet af Erhvervsministeriet, amter og kommuner); de 11 Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (private specialiserede vidensinstitutioner i samarbejde med Erhvervsministeriet), samt regionale vækst- og innovationsmiljøinitiativer. Dette kræver imidlertid, at virksomhederne selv er velorienterede om de offentlige forskningsaktiviteter, og er parate til at formidle deres behov til universiteter og andre serviceudbydere samt til at indgå i fælles initiativer. Universiteter er mindre vigtige hvad angår uddannelse af lokal arbejdskraft, idet højtuddannet arbejdskraft ofte er meget mobil og ikke ansættes inden for lokalområdet. Generelt spiller universiteter (og forskning på universitetsniveau) kun en rolle for ganske få kompetenceklynger. Hvad imidlertid er af afgørende betydning for alle kompetenceklynger, er uddannelsen og træningen af faglært og tillært arbejdskraft, såvel i og uden for virksomhederne. En række beslægtede virksomheder samlet inden for et nært område fungerer ofte som særdels kritiske kunder til lokale uddannelsesinstitutioner, samtidig med at de kan levere ny viden til uddannelsesinstitutionerne gennem praktik, virksomhedsbesøg for lærere, og dialog. I klynger er udbuddet af faglige uddannelser og efteruddannelseskurser dermed ofte meget specialiseret, og kvaliteten høj. Samtidig ses det, at nogle virksomheder indgår udvekslingsordninger, således at lærlinge får en varieret praktiktid ved at opholde sig på forskellige virksomheder. Der er også positive eksternaliteter ved den uddannelse af arbejdskraft som sker internt på lokale virksomheder, hvis arbejdskraften flyder mellem virksomhederne. De fleste virksomheder i kompetenceklynger søger som virksomheder overalt at beholde den 14

5 arbejdskraft, de har tillært og måske ofret eksterne kurser på, og mister den nødig til konkurrenter. Imidlertid er der ofte et relativt større flow mellem virksomheder inden for en klynge ikke fordi omsætningen i sig selv er større, men fordi arbejdskraften ofte er meget lidt mobil, og i tilfælde af jobskifte naturligt finder ansættelse inden for klyngen og dermed lokalområdet. Dette finder den enkelte virksomhed pinagtigt, men for klyngen er det positivt, fordi arbejdskraftens kvalifikationer bliver gradvist højere. I visse tilfælde koordineres arbejdsmarkedets parter også mere effektivt inden for klynger end på nationalt plan. Idet lokale fagforeninger gennem deres medlemmer og en lokal dialog med virksomhederne ofte får en betydelig indsigt i markedsvilkårene og udviklingen inden for klyngens dominerende brancher, ses ofte en høj effektivitet i forhandlinger om løn eller dispensationer fra overenskomster, i de tilfælde det er til fordel for både arbejdsgivere såvel som arbejdstagere. Nogle af ovennævnte fordele opstår spontant som følge af samlingen af virksomheder, andre kræver fælles handling. Sidstnævnte stiller krav til at der findes social kapital, samt tillid og forståelse mellem virksomhedslederne internt, og mellem virksomhedslederne og andre lokale aktører. Dette er naturligvis nemmest i de tilfælde, hvor alle virksomhederne eksporterer og altså ikke konkurrerer direkte, men det ser ud til at selv konkurrerende virksomheder i mange kompetenceklynger kan enes om noget fælles handlen til gensidig gavn. I nogle klynger ses det, at lokale institutioner og offentlige myndigheder spiller en aktiv, positiv rolle for koordineringen, mens de i andre klynger er mindre aktive eller ligefrem hæmmer nye koordinerede aktiviteter. Den erhvervsog uddannelsespolitiske udfordring Hvis man vil fremme de positive effekter, som blev beskrevet ovenfor, inden for kompetenceklynger eller i en vis udstrækning også uden for egentlige klynger, må erhvervs-, uddannelses- og regionalpolitik ikke alene fokusere på viden og kompetence (som efterhånden er blevet modeord), den må også være fleksibel og gerne skræddersyet til specifikke behov, og der må være beredvillighed til at koordinere på tværs af traditionelle administrative og geografiske barrierer (Lorenzen 2001). Regioner eller industrier som er specialiserede, idet de er domineret af bestemte brancher og kvalifikationstyper, er netop baggrunden for kompetenceklyngers dynamik. Specialisering er altså ikke nødvendigvis en ulempe. Naturligvis er visse brancher mere givtige end andre, og det kan være uheldigt at være specialiseret inden for stærkt stagnerende brancher. Hvis der imidlertid er en kraftig læringsdynamik i en klynge, kan virksomheder være i stand til at konkurrere og vokse selv inden for lavvækstbrancher (OECD 1999). Den danske møbelbranche er eksempelvis en af vores største eksportsucceser, også i nyere tid. Klynger er altså til en vis grænse selv medvirkende til at afgøre om deres specialiserede erhvervsudvikling er et problem eller en fordel. I et klyngeperspektiv er det ikke nødvendigt at sprede eller diversificere aktiviteter. Dette går stik imod traditionel dansk visdom om at undgå»ensidig«erhvervsudvikling samt gældende regionalpolitik (og praksis inden for mange organisationer) om at alle danske områder skal være lige begunstiget med alle ressourcer. Hvad er nødvendigt, er imidlertid at hjælpe de regioner og industrier, som er meget specialiserede, til at drage fordel heraf, og at modvirke ulemperne (Rosenfeld 1995). Klyngeperspektivet betyder altså, at politik gerne må»satse på vindere«men med den vigtige forskel fra tidligere tiders erhvervspolitik, at det ikke på forhånd kan afgøres hvilke produkter, industrier, teknologier, eller kompetencer, som er vindere. Store dele af erhvervs- og uddannelsespolitikken (her indregnes de forskellige interesseorganisationers aktiviteter) bør i dette perspektiv specialiseres og skræddersyes til klynger og de geografiske områder, der svarer til klyngernes aktiviteter. Dette er naturligvis en udfordring, idet politikken for nærværende i stedet er udarbejdet til at korrespondere med brancher, professioner, og administrative geografiske områder som kommuner. Betydningen af højt specialiseret arbejdskraft i klynger antyder, at generelle uddannelser bør suppleres med meget specialiserede uddannelses- og efteruddannelsestilbud, udviklet i samspil med de virksomheder, som er deres direkte aftagere. For at opnå højst mulig kompetence inden for et eller få beslægtede felter, må mange uddannelsesinstitutioner til gengæld være nødt til at begrænse bredden af deres udbud. Alt skal imidlertid ikke skræddersys til kompetenceklynger. Der vil fortsat være en række ressourcer også vidensressourcer som ikke kan leveres 15

6 internt i den enkelte kompetenceklynge. Dette kan være, fordi en høj grad af specialisering af klyngernes virksomheder og institutioner gør det umuligt. Eksempelvis vil uddannelsestilbud som ovenfor nævnt måske blive snævrere på de enkelte uddannelsesinstitutioner. En dialog mellem lokale uddannelsesinstitutioner og virksomheder kan ydermere resultere i, at indholdet af nogle lokalt specialiserede kurser vil være af høj kvalitet, men relativt kortsigtet fokuseret, på bekostning af kvalifikationer, som på længere sigt vil være nødvendige. Nogen lokal arbejdskraft vil altså være nødsaget til at rejse ud, for eksempel til andre klynger, for at erhverve sig andre typer kvalifikationer. Der er altså en vigtig politisk opgave at sørge for at der på nationalt niveau udbydes fag og kurser som forsømmes på klyngeniveau, samt at koordinere en udveksling af arbejdskraft mellem de specialiserede uddannelser, der udbydes i de enkelte klynger. Som hidtil vil nationalt fastsatte standarder for visse uddannelsestyper også spille en rolle internt i klyngerne, for at sikre, at der leveres specialiseret uddannelse, samtidig med at det høje danske generelle uddannelsesniveau ikke falder. Mange ressourcer og serviceydelser er også simpelthen for dyre til at kunne udbydes på klyngeniveau. Eksempelvis universitetsforskning og -uddannelse kræver så store økonomiske ressourcer, at der ofte kun findes ganske få udbydere på nationalt plan inden for visse højteknologiske områder endog på verdensplan. rejser problemer for det traditionelle danske økonomiske forskningsfokus og politiske fokus på enten enkeltvirksomheder eller nationalt plan. Der er store målingsproblemer ved at arbejde med klynger: Hvor findes de, hvilke aktører og aktiviteter skal regnes med til den enkelte klynge, og hvordan skal dens grænser trækkes (de flytter sig ofte løbende)? Idet eksisterende statistisk måleværktøj er tilpasset enten virksomheds- eller nationalt plan (eller, til nød, kommuner eller amter), er det også vanskeligt at finde dokumentation om en klynge, når den nu går på tværs af brancher, professioner, og administrative geografiske områder. er tydeligvis på kant med traditionel»kassetænkning«. Eksempelvis viser statistikken, at virksomheder inden for nogle danske klynger har en relativt kort levetid. Dette kunne med et traditionelt fokus på enkeltvirksomheden tolkes som et krisetegn (se eksempelvis Erhvervsfremme Styrelsens Ressourceområde-analyser). Ser man imidlertid på en kompetenceklynge som helhed, afsløres det ofte, at det samlede antal virksomheder samt beskæftigelsen er steget i samme periode. Antallet af nyopstartede virksomheder er altså højere end antallet af krakkede. Krakkede virksomhedsledere og løs arbejdskraft fortsætter hurtigt deres aktiviteter i nye virksomheder, og at der er en stor omsætning af virksomheder hvad der ligner fiasko på virksomhedsniveau skal altså ses som en omstilling og fleksibilitet på klyngeniveau, som kan give succes i det lange løb. Et andet eksempel er arbejdskraftmobiliteten inden for en klynge: Den enkelte virksomhed lider i det korte løb under at medarbejdere forlader virksomheden for at arbejde i en anden lokal virksomhed. Hvis man imidlertid anlægger en klyngebetragtning i stedet for at fokusere på enkeltvirksomheder, ses det, at klyngearbejdsstyrkens samlede kompetenceniveau øges på den måde, og det har virksomhederne gavn af i det lange løb. Ressourcerne givet ud til uddannelse går ikke spildt, når en medarbejder skifter arbejdsplads de bliver inden for klyngen. International erfaring viser at det er umådeligt svært politisk at skabe kompetenceklynger. De succesrige klynger er næsten alle vokset frem af sig selv, gennem mange år, og har temmeligt forskellige udviklingshistorier. Det er dermed svært at sætte på formel, hvordan en klynge bedst kan udvikles. De succesrige kompetenceklynger er imidlertid alle karakteriseret af, at de er yderst effektive til at efterleve markedssignaler og at omstille sig til de nyeste krav og dette afspejles hos de fleste af klyngens aktører. Klyngernes udseende og funktion er vokset frem nedefra, og er i en høj grad bestemt af hvad der er effektivt på markedet. Hvis en national erhvervs- og uddannelsespolitik skal efterligne denne dynamik hos kompetenceklyngerne, er det altså feedback en fra markedet og koordineringen mellem flere aktører private som offentlige som er central. Hvad klyngerne kan, er at skabe en tæt dialog mellem det offentlige, organisationerne, og erhvervslivet, og afdække erhvervslivets løbende behov for uddannelse og service. Det er denne dialog, og denne koordinering, der er den centrale lektie at lære af kompetenceklyngerne (OECD 2001). Afsluttende bemærkninger Vidensøkonomien er meget mere end højteknologi. Relativt få lande på verdensplan lever mest af højteknologi, og Danmark er ikke og bliver næppe 16

7 nogensinde eet af dem. Dette er ikke noget problem, så længe vi kan leve godt af vores høje vidensniveau, som har skabt betydelige danske eksportsucceser inden for vidt forskellige brancher. Hvad er vigtigt er netop»viden«og ikke kun»uddannelse«. Værdifuld viden fremkommer gennem læring, både i hovedet på det enkelte individ, på uddannelsesinstitutionerne, i den enkelte virksomhed, i samspillet mellem virksomhederne, og i samspillet mellem virksomhederne og udbydere af serviceydelser og forskning. At læring foregår i alle disse forskellige sammenhænge er ikke unikt for Danmark. Alle lande selv de fattigste 3. Verdens lande er efterhånden i besiddelse af højtuddannet arbejdskraft, og investerer store summer i forskning og udviklingsaktiviteter i udvalgte virksomheder. At alle disse store investeringer i enkelte læringsaktiviteter alligevel ikke resulterer i store og varige eksportsuccesser, skyldes, at det afgørende er, hvor effektivt de enkelte læringsformer koordineres. Det er derfor helt korrekt, når iagttagere fremfører, at Danmark i lyset af vidensøkonomien bør investere meget i uddannelse for eksempel på universitetsniveau men dette er ikke tilstrækkeligt for at gøre en varig positiv forskel. Høj uddannelse og avanceret teknologi har de fleste lande, og i hvert fald alle de EU-lande, vi direkte konkurrerer med. Uddannelse på institutionerne og investeringer i teknologi må sammentænkes med den læring og den uddannelse der foregår i virksomhederne, og dialog er det mest effektive middel til koordinering. Kompetenceklynger er kommet på den politiske og forskningsmæssige agenda, fordi de repræsenterer en form for særlig effektiv sådan koordinering, og derfor trækkes de danske kompetenceklynger nu frem som særlige positive eksempler på en positiv erhvervs- og læringsdynamik. Dansk erhvervs- og uddannelsespolitik kan naturligvis fokusere på at styrke de eksisterende danske kompetenceklynger, men dette er kun en lille del af de muligheder, kompetenceklyngeperspektivet åbner. Klyngerne kan nemlig lære os vigtigheden af at understøtte de processer, som mest tydeligt kan observeres i klyngerne, men som med fordel kan stimuleres overalt: Koordineringen og dialogen mellem virksomhederne, arbejdskraften, organisationerne, og myndighederne. Hvor det ikke på forhånd kan siges, hvilke brancher og hvilke kompetencer der vil kunne tjenes penge på, er een bestemt type viden altid værdifuld: Koordineringsviden den som gør, at aktører kan koordinere videnselementer (selv de elementer som ikke er unikt konkurrenceevneskabende i sig selv) på en særlig effektiv måde, og dermed skabe en unik, konkurrenceevneskabende, dynamik. Danmark har et relativt højt nationalt niveau af koordineringsviden. Vores organisations-, forhandlings-, uddannelses- og ledelsestraditioner (samt deres lov- og regelmæssige fundament) befordrer dialog og koordinering. Ydermere er landet så lille, at ledere og andre økonomiske beslutningstagere ofte har et personligt kendskab til hinanden gennem deres studietid, bestyrelsesposter og ansættelsesforhold, medlemsskab af organisationer, eller fælles bekendte som letter tilllidsopbygning. De danske kompetenceklynger repræsenterer i virkeligheden blot en lokal fortætning af dette generelle nationale træk. Dermed står Danmark i en gunstig indgangposition til vidensøkonomien, i forhold til mange andre lande, som er mere heterogene kulturelt, politisk, og geografisk. Denne position kan udmøntes i øget læring, konkurrenceevne, og eksport, hvis dansk erhvervs- og uddannelsespolitik tilrettelægges til ikke blot at øge kvalitet og viden inden for enkelte sammenhænge (såsom brancher, professioner, eller kommuner), men at koordinere viden mellem disse sammenhænge. Netværksprogrammer til fremme af samarbejdet mellem virksomheder og til opstart af nye specialiserede virksomheder, forskningssamarbejder mellem universiteter og virksomheder, regionale samarbejder mellem kommuner eller ligefrem landsdele om f.eks. erhvervs- og uddannelsespolitik, samt aktiv og forpligtende inddragelse af virksomhederne i uddannelsesinstitutionernes arbejde, er blot en begyndelse. Referencer Dierickx, I og K Cool (1989): Asset stock accumulation and sustainability of competitive advantage, Management Science 35: Erhvervsfremme Styrelsen (2001): Kompetenceklynger i dansk erhvervsliv: En ny brik i erhvervspolitikken, København: Erhvervsfremme Styrelsen. Foss, N J (1996): Higher-order industrial capabilities and competitive advantage, Journal of Industry Studies 3/1: Lorenzen, M (2001) Localized learning and policy: Academic advice on enhancing regional competitiveness through learning, European Planning Studies, 9:

8 Lorenzen, M. og N.J. Foss (2002): Cognitive coordination, institutions, and regional clusters: An exploratory discussion, i The influence of co-operations, networks and institutions on regional innovation systems, T. Brenner (red.) Cheltenham: Edward Elgar. Lundvall, B-Å (1988): Innovation as an interactive process: From user-producer interaction to the national system of innovation, i Technical change and economic theory, G Dosi et al (red), London: Pinter. Lundvall, B-Å og Maskell, P (2000): National States and Economic Development: from National Systems of Production to National Systems of Knowledge Creation and Learning, i Handbook in Economic Geography, G L Clark et al (red), Oxford: Oxford University Press. OECD (1999): Boosting innovation: The cluster approach, Conference proceedings, Paris: OECD. OECD (2001): Cities and Regions in the New Learning Economy, Paris: OECD. Rosenfeld, S A (1995): Industrial-strength strategies: Regional business clusters and public policy, Washington: The Aspen Institute. Schmitz, H (1999): Collective efficiency and increasing returns, Cambridge Journal of Economics, 23, Woolcock, M (1998): Social capital and economic development: Toward a theoretical synthesis and policy framework, Theory and Society 27: Marshall, A (1891): Principles of Economics, London: MacMillan. Maskell, P (1997): Ressourcebaseret regionalteori: Om kompetence og læring som basis for lokal og regional udvikling, Byplan (4): Note 1. Tak til for Landsorganisationen i Danmark for økonomisk støtte til udarbejdelsen af denne artikel. 18