Rekreativ Træklatring I Danmark

Transkript

1 Rekreativ Træklatring I Danmark Kompendium til brug ved klatresamrådets eksamen til træklatreinstruktør Side 1 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

2 Dette kompendium er et tilrettet uddrag af Træklatring i de danske skove lavet af: Steen Skytte fra Institut for Idræt og SSP København Morten Boysen fra Institut for Idræt og Teamstone Nicolai Lindholm fra SSP København Lenette Schunck fra Nobishuset.dk Nobishuset.dk s Forlag 1. udgave, 1. oplag 2003, ISBN Det er tilladt at downloade og anvende dette kompendium i undervisningen, med skyldig respekt for bogens forfattere og ophavsret indehavere. Illustrationer: Majbritt Halle Hansen og Lenette Schunck Fotos: Nobishuset.dk v/ Lenette Schunck Forsidefoto: Nicolai Lindholm & Magnus Lindholm Foto: Sten Skytte Køb af den oprindelige hele bog kan foregå hos Nobishuset.dk Ringstedvej 267, Brorfelde, 4350 Ugerløse Tlf.: [email protected] udgave af dette kompendium marts 2009 Redigeret og tilrettet af : Sten Skytte, Søren Black og Bjarne Christensen For Klatresamrådet Marts 2009 Klatresamrådet Side 2 / 88

3 Indholdsfortegnelse Forord... 3 Indledning... 4 Skovens historie i Danmark... 5 Skoven som virksomhed... 6 Skovtyper... 7 Naturskov Hvor er de gode klatretræer Træet Træet Træers biologi Træers styrkeforhold Træklatring og skader på træer Godkendelser Seler Reb Karabiner Rebbremser Skive og taljeblok Kastepose Mekaniske rebklemmer Selvsikringsudstyr Andet udstyr Ottetalsknude Dobbelt fiskerknude Kasteknude Marineknob Selestik Vandknob Slyngstik Sammenkobling af slynger HMS knuden Klemknuder Styrke og risiko for brud på slynger Førstemandsklatring Taleprocedurer/kommandoer Bundsikring Mellemsikringer Topsikringer Rappelling Sikringskæden Rebklatring Nedsænkbar rebklatringsbane Nedsænkbar abseilbane Låsning af reb-/abseilbremse Redning af fastklatret klatrer At tage sig ud af systemet Taljetræk Soloklatring som nødløsning Klatring med hale Regler og love Tilladelser og ansøgninger Pakkeliste Overnatning Ansvar og forsikringsforhold Links: Forord Vi har i dette undervisningsmateriale valgt at dele oplysningerne op i obligatorisk viden og supplerende oplysninger, der kan læses, hvis man vil lidt mere i dybden med stoffet. Det supplerende stof er markeret i grå bokse. I kompendiet er der skrevet en række faktabokse. Disse er markeret med grøn baggrund. Vi håber I sætter pris på denne formidlingsmåde. Hvis opsætningen forvirrer for meget må i gerne melde tilbage, så vi kan rette materialet til hen ad vejen. Side 3 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

4 Indledning Træklatring foregår ude i naturen på vekslende lokaliteter og underlagt årstidernes luner. Selvom man kun havde ét træ til rådighed, ville det ustandseligt være kilde til nye udfordringer og oplevelser. Man finder nye ruter op i træet via ubetrådte grene og finder nye måder at komme ned på (hvis man da ikke går videre over i et andet træ eller bliver deroppe og overnatter). Træet er i sig selv et levende element og skal aflæses, og betrædes varsomt. Den fornemmelse, man får af at sidde oppe i et bart og mosfedtet, vinterkoldt træ og nyde den fremkomne udsigt, er milevidt fra fornemmelsen af at sidde indhyllet i lysegrønne bøgeblade med syngende fugle omkring ørerne og mærke den lette og lune forårsbrise, mens trækronen svajer blidt fra side til side. Desuden er træklatring en invitation til at bruge hele kroppen; at mærke suget i maven, når man er oppe i toppen, og trætheden i ben og arme, når man er vel nede igen. Træklatring giver gode muligheder for at træne motorik, koordination og balance. Det er hele kroppen, der er i gang, både arme og ben skal koordineres, og de skal også bevæges i uvante stillinger, der ofte kræver både smidighed og styrke. Når vi overnatter i trætoppen, kommer der yderligere en dimension til. Det er ofte mørkt, når vi klatrer op, og nu skal det for alvor afprøves, om hængekøjen nu også kom til at sidde ordentligt, så man kan få en god nats søvn. Oplevelsen af at vågne i trætoppen er ubeskrivelig. Solens diffuse lys gennem bladene og fuglene, der en efter en vågner op og giver deres bidrag til det flerstemmige kor, og hvis man er heldig (og stille), kommer hjorten, ræven eller haren måske også forbi, netop som man ligger og vågner. De fleste mennesker er lidt bange for højder, og der er derfor også tit en psykologisk/følelsesmæssig dimension i træklatringen. Det kan give meget ubehagelige oplevelser, hvis børn eller kursister bliver presset/tvunget til at overskride deres egne grænser, men omvendt kan det også give en fantastisk fornemmelse af personlig sejr (flow) at overvinde denne angst. Grænsen er hårfin, og det er derfor utroligt vigtigt, at man som vejleder skaber trygge rammer for klatringen og tilpasser sine baner, så de i sværhedsgrad svarer til deltagernes evner. Træklatring skal betragtes som en integreret aktivitet i dette at bo, leve, spise og lege i skoven som naturtype. Dette betyder, at klatreaktiviteten ikke betragtes som en løsrevet aktivitet fra den biotop, den foregår i, men foregår på biotopens præmisser med den indsigt og respekt, dette kræver til skoven som biotop. Det er simpel respekt for skoven og træerne, at man som træklatrer har en viden om de træer og den skov, som er udgangspunktet for friluftslivet og ens klatreoplevelser. Som træklatrer kræver det kendskab til skoven som levested for dyr og planter, rekreativt oplevelsessted for mennesker og et produktionsareal for ejeren af skoven. Dansk friluftsliv har ikke haft nogen selvstændig kultur omkring træklatring. Klatrekulturen har sit udgangspunkt i klippeklatring/den alpine klatring, hvorfra kulturen og teknikken er tilpasset både til væg og træer. Derfor har træklatring for mange friluftsfolk været en erstatning for klipper og tilgængelige klatrevægge med en deraf følgende overførsel af den alpine klatrings/klippeklatringens kultur, teknikker og procedurer direkte til træklatring. Træklatreteknikkerne, der er beskrevet i dette kompendium, er i udstrakt grad baseret på teknikker og udstyr hentet fra den alpine klatring. Der er naturligvis foretaget ændringer i procedurer og metoder, så de er blevet tilpasset klatring i træer, men de fleste procedurer ligger stadig tæt op ad de teknikker, der anvendes på klippe og væg. Baggrunden for dette er, at der i den alpine klatring gennem en lang årrække er indsamlet data fra alle ulykker, og at procedurerne løbende bliver opdateret, hvis de er uhensigtsmæssige. Alt udstyret stammer også fra den alpine klatring, for det er det eneste, hvor fabrikanten står inde for, at udstyret kan anvendes til klatring, og hvor det løbende bliver testet i laboratorier, så man er garanteret, at det kan holde. Træklatring er sjovt, men det kan også være farligt, endda så farligt at hvis man er rigtigt uheldig, så kan det koste både liv og førlighed. Det kræver omtanke og sikker omgang med grej og procedurer at vejlede i træklatring, og vi håber med kompendiet at have udviklet et redskab, der kan hjælpe læseren til at opnå dette. Marts 2009 Klatresamrådet Side 4 / 88

5 Skoven Skovens historie i Danmark Skovens historie i Danmark hænger tæt sammen med de klimatiske vilkår, der har hersket i området. De ældste tegn på trævækst, man har fundet, kan dateres tilbage til millioner år siden. Det er rester af træbregner, koglepalmer og blomsterpalmer samt arter, der minder om den nutidige Gingo, der er fundet i kul- og lerlag på Bornholm. Senere, i tertiærtiden frem til istidernes begyndelse, er der fundet mange vidnesbyrd på, at Danmark har haft et meget varmt (subtropisk) klima. Her er de dækfrøede arter udviklet, og det er især i rav, forsteninger og aflejringer i kul og ler, at der er fundet rester, som viser, at der har vokset arter som sumpcypres, seqouia, el, ambratræ, fyr, tulipantræ, magnolie, pil, elm, eg, ahorn, kastanje, valnød og kaneltræ. Danmark har de sidste 2 millioner år været præget af et mere omskifteligt klima med istider på omkring år og mellemistider på år. Der er påvist mindst 12 af disse istider, og i mellemistiderne har skoven gang på gang generobret landet først med buske og krat tilpasset de arktiske egne og senere med mange af de træarter, vi kender som hjemmehørende i dag. Efter istiderne Efter den sidste istid, der sluttede for år siden, indvandrede skoven igen, og denne gang er det gennem pollenanalyser blevet muligt at lave et meget mere detaljeret og præcist billede af, hvornår de enkelte arter er indvandret, og hvilket omfang deres bestand har haft gennem tiden op til i dag. Alle træer sender pollen (blomsterstøv) fra deres blomster ud i luften under blomstringen. Dette gælder i høj grad for de vindbestøvede arter som f.eks. fyr, birk og eg og i mindre grad for de insektbestøvede arter som lind og løn. En del af denne pollen bliver under gunstige forhold bevaret på bunden af søer og moser og på sure jorder. Analyser af prøver fra disse lokaliteter kan altså, alt efter hvilket lag de er fundet i, belyse, hvilke arter der har vokset hvor og hvornår. Først indvandrede birk, pil, ene, bævreasp, havtorn og fyr, og som den første skyggetræart kom hassel, der dominerede skoven frem til for ca år siden. Så kom skovtræarterne lind, elm, eg, ask og el, og først ganske sent, i bronzealderen omkring f.kr., indvandrede bøg og avnbøg, men da var den menneskelige påvirkning af skoven allerede ganske stor. Figur 1: Pollendiagram. Viser det procentiske mængdeforhold mellem de forskellige skovtræers og den samlede urtefloras pollen i de forskellige perioder, efter at der er korrigeret for deres evne til at danne og sprede polle Side 5 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

6 Menneskets påvirkning Mennesket kom tilbage til Danmark med isens tilbagetrækning. De jagtede bl.a. renerne der kunne udnytte den sparsomme føde ved isens kant, men nogen markant påvirkning af skoven havde disse jæger-/samlerfolk ikke. Det er først ved agerbrugets indførelse omkring år f.kr., at mennesket for alvor begyndte at påvirke skoven. Skovrydninger til agermark og græsningsarealer blev mere og mere udbredt, og enkelte træarter blev fuldstændigt udryddet (f.eks. fyr) i hele eller dele af landet pga. deres store anvendelighed. Enkelte arter blev dog også i denne periode indført af mennesket f.eks. fuglekirsebær og vild pære. Skovarealet blev gennem de næste år mindre og mindre og nåede til sidst i slutningen af 1700-tallet helt ned under 4 % af det samlede areal. Det var naturligvis en uholdbar situation, da træ var en utrolig vigtig ressource til først og fremmest hus- og bådbyggeri samt brænde og trækulsproduktion, men også til f.eks. vogne, redskaber, sko og husgeråd. fredet, så det ikke længere kunne omlægges til anden udnyttelse (fredskov). Siden er skovarealet støt vokset, så vi i dag er oppe på ca. 12 % skov, og der er en politisk målsætning om, at skovarealet yderligere skal fordobles inden for den næste trægeneration. Hvis du vil vide mere om skovens historie, kan Bo Fritzbøger s bog Kulturskoven, Dansk skovbrug fra oldtid til nutid anbefales. Foto 1: Stendige til indhegning af Uggeløse Skov. Figur 2: Skovarealets udvikling i Danmark. Skovforordningerne Allerede i middelalderen indså man problemet og forsøgte adskillige gange at lave reformer, der kunne bremse den uheldige udvikling, men det var først ved skovforordningerne i 1781 (kongens skove) og 1805 (de private skove), at arealet af de danske skove igen begyndte at vokse. Før skovforordningerne havde herremændene haft retten til højskoven (de store træer), mens bønderne kunne sanke i underskoven og drive deres dyr på olden. Det var først og fremmest denne græsning i skovene, som var årsag til, at nye træer ikke fik lov at spire frem (og skovene dermed ikke blev fornyet), der blev ændret ved skovforordningerne. Nu blev skovene hegnet ind (stendigerne kan stadig ses mange steder den dag i dag), så skovbruget blev adskilt fra landbruget, og samtidig blev al skov Skoven som virksomhed Den største del af de danske skove er dyrkede skove med produktion af træ som vigtigste mål (Skov- og Naturstyrelsen har dog en mere flersidig plan for driften af deres skove). Skoven kan sammenlignes med landmandens marker, hvor hveden er byttet ud med gran eller bøg, og den mest iøjnefaldende forskel ved den sammenligning er nok frekvensen af høster. Hvor landmanden høster hvert år, går der mellem år mellem høsterne i skovbruget. Det ordnede skovbrug I midten af 1700-tallet kom den tyske forstmand von Langen til Danmark og indførte det ordnede skovbrug. Han inddelte skoven i afdelinger med skel langs veje og grøfter, og afdelingerne inddelte han igen i litra for hver af de forskellige bevoksningstyper. Fra at være uensaldret blandskov i hele skoven blev skoven nu opdelt i små arealer med hver sin træart i samme aldersklasse. På den måde var det langt lettere at overskue vedmassen i skoven, det blev lettere at planlægge, hjælpe og styre de enkelte kulturer, og mange nye træarter blev indført som f.eks. ahorn, rødgran, skovfyr, douglasgran, hvidel, europæisk lærk og ægte kastanie. Dyrkningssystemet kaldes ensaldret monokultur i renafdrift, og det er stadig efter denne opskrift, at det meste af den danske skov dyrkes. Side 6 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

7 Der er dog en tendens til, at dette er ved at ændre sig, specielt efter den nye skovlov fra 1996 hvor flersidighed i skovdriften har afløst det hidtidige eneste formål med driften, nemlig produktion af gavntræ. Det er nu mere og mere almindeligt at se blandingskulturer, og der bliver udlagt flere arealer til urørt skov og områder, hvor skoven udelukkende fornyes ved naturlig foryngelse. Skovens organisation Skovene er inddelt i distrikter, som udgør de administrative enheder. Som oftest sidder en skovrider som chef på hver af disse distrikter, og han/hun er uddannet som forstkandidat fra Landbohøjskolen. Distrikterne er yderligere inddelt i skovparter, der ledes af skovfogeder uddannet som skov- og landskabsingeniører fra Skovskolen i Nødebo. Det er skovfogederne, der varetager den daglige drift af arealerne, og det vil oftest være her, du skal indhente tilladelser til diverse aktiviteter (se afsnit Tilladelser s. 76). På statsskovdistrikterne er det dog en sekretærfunktion centralt på distriktskonteret, der koordinerer alle tilladelser for hele distriktet. Det praktiske arbejde i skoven foretages af skovløbere (fastansatte skovarbejdere med hus), skovarbejdere og selvstændige skoventreprenører. Dette arbejde omfatter bl.a. træfældning, plantning, hegning, kulturrenholdelse, klipning af pyntegrønt, udkørsel af træ, vejarbejde mv. Arbejdet i skoven er de sidste år blevet kraftigt mekaniseret, så mange af de manuelle arbejdsopgaver er faldet væk. Det har specielt for de private skove betydet, at der ikke er arbejdsopgaver nok hele året rundt, og man derfor i større grad benytter sig af selvstændige entreprenører. Skovadministrationen er også de fleste steder blevet kraftigt reduceret, og hvor der før på et privat distrikt var 1 skovrider og 3-4 skovfogeder, er der ofte nu kun en enkelt skovfoged tilbage, der varetager alle administrationsopgaver. På statsskovdistrikterne er der også blevet rationaliseret, og mange skovparter/distrikter er blevet slået sammen, men her har man samtidig fået flere nye opgaver som f.eks. naturgenopretning-/pleje og naturvejledning, der har skabt nye arbejdsområder. Skovtyper Skoven er i princippet opbygget af flere lag: øverst et skovlag bestående af hovedtræarterne (i kulturskov ofte kun en eller to arter på samme areal), dernæst et busklag og i bunden et urtelag og et moslag. Det er ikke altid, alle lag er lige udviklede, f.eks. er der i skovtyper med skyggetræarter som gran og bøg sjældent et veludviklet busk- eller urtelag pga. lysmangel, medens der som regel er et veludviklet moslag. I skovtyper med lystræarter som f.eks. eg og ask, hvor der slipper mere lys igennem, er alle lag som regel veludviklede. Det er blandt lystræarterne, at vi finder pionertræerne, der er de første til at indvandre efter skovbrand eller rydninger. De er karakteriseret ved en hurtig ungdomsvækst og tidlig frøsætning, og deres frø er endvidere specialiseret, så de kan spredes hurtigt og let ved hjælp af vinden. Pionertræerne efterfølges af klimakstræerne, der efterhånden overhaler og udkonkurrerer pionertræerne. Klimakstræerne bliver ofte både højere og ældre og danner derfor til sidst i en naturlig skovopbygning den blivende skovtype. Skovtypen er naturligvis også afhængig af jordbunden og fugtigheden, og de forskellige træarters tolerance over for forskellige jordbundsforhold varierer ganske meget. Figur 3: De 5 mest udbredte træer i Danmark arealmæssigt. Side 7 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

8 Løvskov De fleste af skovens løvtræer er hjemmehørende, og der er derfor gennem en lang tidsperiode udviklet et kompliceret samspil mellem alle de arter, der er tilknyttet denne skovtype. Blandet løvskov i flere aldre udgør da også den mest biodiverse naturtype i Danmark, altså den naturtype hvor flest forskellige arter er repræsenteret. Bøg Bøgeskoven er den mest udbredte af de danske løvskovstyper, og den dækker ca ha eller godt 17 % af det samlede skovareal. Bøgen er som nævnt et skyggetræ, og den slipper kun 1-2 % af sollyset igennem kronetaget. Der er ofte ikke udviklet noget busklag i bøgeskoven, og den fremtræder som en kæmpe søjlehal, hvor det er muligt at se langt igennem skoven. Det er måske netop derfor, at bøgeskoven forekommer så attraktiv for mange mennesker, men biotopmæssigt er det egentlig en ret artsfattig skovtype, der ikke rummer mange gemmesteder for dyre- og fuglevildtet. Urtelaget er også præget af den kraftige skygge, og de fleste arter, der trives i bøgeskoven, er tilpasset, så de blomstrer før bøgens udspring. På muldbund domineres floraen af arter som hvid anemone, lærkespore, bingelurt, skovmærke og skovsyre, mens der på morbund med dårlig omsætning vil være liljekonval, majblomst og skovstjerne. Foto 2: Majblomsten, som er fremme i maj-juni. Foto 3: Anemoner der dækker skovbunden under bøgen, før denne springer ud. Bøgen trives godt på de høje morænebakker, men bryder sig ikke om fugtige eller stive lerjorder. Hvis skoven fik lov at passe sig selv, ville bøgeskoven på de fleste arealer blive den dominerende skovtype, da den udkonkurrerer de fleste andre træarter, fordi de ikke kan formere sig i bøgens skygge. Eg Egen er et lystræ, hvor % af lyset passerer kronen, og der vil derfor ofte optræde andre træarter i skovlaget som f.eks. bøg, lind og ær. Ofte er disse sekundære træarter indplantet for at skygge egenes stammer, så de ikke danner vanris, der er deklasserende for veddet. Der er også specielt på de mere næringsrige jorder et veludviklet busklag med f.eks. hassel, tjørn, navr og alm. hæg. Egen, der dækker 7-8 % af skovarealet, er meget hårdfør og kan gro på stort set alle jordtyper undtagen de meget våde. Den danner stort set de samme floratyper som bøgeskoven, men på de meget lerede jordbunde, hvor bøgen ikke trives, er floraen ofte domineret af fladkravet kodriver. Egen har haft en meget længere evolutionshistorie i Danmark end bøgen, og der er derfor langt flere dyrearter tilknyttet denne skovtype. Den større variation i underskoven gør også egeskoven mere artsdivers end bøgeskoven. Egen kan blive meget gammel, og Danmarks ældste nulevende træ Kongeegen, som står i Jægerspris Nordskov, er over 1500 år gammel. Ask Asken dækker ca ha (2,3 % af skovarealet) og bliver ofte kaldt de små arealers træart. Det hænger sammen med, at den trives godt på fugtige, næringsrige jorder med god bevægelse i grundvandet, og den type arealer er ikke udbredt over større områder. Asken er ligesom egen et lystræ, og der vil derfor ofte være et veludviklet busklag med næringskrævende arter som alm. hæg, kvalkved, tjørn, hyld og hassel. Ask danner en tyk muldbund med utrolig hurtig omsætning, hvor løvet sjældent får lov at ligge mere end et halvt år på skovbunden. Side 8 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

9 Askeskovens urteflora kaldes nitratflora, fordi planterne, der vokser her kræver store mængder kvælstof for at trives. Det er arter som f.eks. vorterod, gul anemone, firblad, ægbladet fliglæbe, druemunke, fladkravet kodriver, dagpragtstjerne og stor nælde. Askeskoven er den skovtype med en enkelt hovedtræart, der er den mest artsdiverse. Urtelaget er ofte veludviklet og består bl.a. af alm. mjødurt, engnellikerod, bittersød natskygge, hyldebladet baldrian og alm. fredløs. Foto 4: En begyndende ægbladet fliglæbe. Ellesumpen Elleskoven dækkede tidligere, før man begyndte at dræne, et langt større areal, end den gør i dag. Den er knyttet til de våde, middelnæringsrige og næringsrige jorder og står nu ofte på steder, hvor det er umuligt at dyrke noget andet, og hvor der er svært tilgængeligt på grund af den våde jordbund. I skovlaget er der til tider indblanding af femhannet pil, stilkeg, ask og birk, mens der i busklaget findes arter som f.eks. gråpil, solbær, ribs, alm. hæg og hvidtjørn. Foto 5: Ellesump. Foto 6: Engnellikerod. De fleste ellesumpe har været drevet som stævningsskov, og mange er flerstammede efter stævning under verdenskrigene. Nåleskov Nåleskovene udgør nu den langt overvejende del af de danske skove. Hele ha. (64 % af skovarealet) er dækket af disse arter, der alle med skovfyrren som mulig undtagelse, er indførte fra andre lande. Det, at de er indførte, betyder, at disse arter ikke har lige så lang evolutionshistorie i Danmark som løvtræerne, og der er derfor ikke tilknyttet lige så mange dyre- og plantearter til denne skovtype. Stort set alle nåleskove er plantede, hvilket gør bevoksningerne meget ensartede. Nåletræet har opnået så stor udbredelse, fordi det i en periode var løvtræet økonomisk langt overlegent. I dag ser situationen dog anderledes ud, der er utroligt lave priser på nåletræ, og de sidste årtier har der været flere storme, der med al tydelighed har vist, hvor sårbare disse monokulturer i realiteten er. Sidst skete det i 1999, hvor nogle distrikter oplevede, at op mod halvdelen af skoven blev blæst omkuld på blot en enkelt nat. Side 9 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

10 Rødgran Rødgranen er vort mest almindelige skovtræ og dækker ca. 32 % af det samlede skovareal. Det er et udpræget skyggetræ, der danner morbund, og ofte trives der ikke andet end mosarter på det tykke førnlag (unedbrudt biologisk materiale), der langsomt bliver nedbrudt i den mørke skovbund. På de lidt bedre jorder kan der dog etablere sig en skovsyreflora, og i de ældre lidt mere lysåbne bevoksninger vil der ofte danne sig et tæppe af græsarten bølget bunke. Generelt er rødgranskoven dog artsfattig, og orme og visse fuglearter er enten sjældne eller mangler helt, mens andre arter som edderkopper og myrer mange steder ser ud til at stortrives. Fyrreskoven Fyrreskoven dækker ca. 8 % af det samlede skovareal, men langt den overvejende del er forkrøblede bjergfyrplantager langs kysterne i Vest- og Nordjylland, mens kun et par procent er højstammet skov med især skovfyr eller østrigsk fyr. Fyrreskoven er lys og venlig, ofte med indblanding af andre træarter som f.eks. birk, eg, bøg, gran, ene og røn. Da den ofte findes på de magre jorder, dannes der tit et bundlag af bl.a. mosser, hedelyng, blåbær og tyttebær. Skovbryn Skovbrynet er skovens værn mod vinden, og det er ofte artsrigt med talrige forskellige løvfældende buske og træarter. De ydre skovbryn må ifølge skovloven ikke afdrives (fældes fuldstændigt), og tyndes derfor løbende ud så der opstår et skovbillede med træer i alle aldre. Skovbrynene har mange steder en artssammensætning, der minder om den naturlige urskov, og kan derfor betragtes som den sidste rest af den oprindelige løvblandskov. De udgør derfor et vigtigt refugium for både plante- og dyrearter, der ikke har en plads i det ordnede skovbrug med dets store ensartede arealer med kun én art i én alder. Der er ofte gode klatremuligheder i skovbrynene, fordi mange af træerne har grene helt til jorden på Private skove Skovlovsaftaler Fredninger 1 mindst den ene side. De har hele deres liv stået i tilstrækkeligt sollys til, at deres grene aldrig er blevet skygget ihjel, og bliver således til ideelle klatretræer endda ofte med mulighed for et frit abseil (se afsnit Rapelling s. 55) på indersiden af træet, hvor skoven ofte har skygget grenene væk. Naturskov Der findes i Danmark ingen steder, der kan karakteriseres som oprindelig dansk urskov, og de få områder, der har ligget urørt hen så længe, at de kan minde om den oprindelige skov, dækker samlet mindre end 100 ha. eller brøkdele af en promille af det samlede danske skovareal. I 1992 udarbejdede Skov & Naturstyrelsen en naturskovsstrategi, der skal medvirke til at bevare de danske skoves mange forskellige dyre- og plantearter. Det sker ved at sikre skovtyper, hvor arter, der er sjældne, trives særlig godt, og man har opdelt fredningerne i tre hovedkategorier: urørt skov, plukhugst og gamle driftsformer (f.eks. græsningsskov og stævningsskov). I den urørte skov må der hverken fældes eller plantes, og disse områder vil med tiden komme til at ligne den oprindelige skov. I skoven, der drives ved plukhugst, skal der ske en naturlig foryngelse, og der må ikke renafdrives. Denne skovtype vil også med tiden blive til en artsdivers, fleraldret skov. Stævningsskov er resultatet af en gammel driftsform, hvor træerne bliver fældet i en ung alder (10-30 år) og derefter danner stødskud, der bliver til den nye bevoksning (lavskovsdrift). Det er arter som f.eks. rødel og hassel, eg, ask, elm, navr, avnbøg og lind, der velvilligt sætter rodskud, der bliver brugt i denne driftsform. En bevoksning opdeles f.eks. i 5 arealer, hvor der så skoves et areal hvert femte år. Træerne bliver på denne måde 25 år, men systemet tilpasses naturligvis efter, hvilke dimensioner og effekter man er interesseret i. Træet fra stævningsdrift har tidligere været anvendt til bl.a. hegn, gærder, redskaber og brændsel. Statsskov I ALT Urørt 1500 ha ha 4470 ha ha 5 Plukhugst 1650 ha 1 (1400 ha) 4600 ha ha 1 Græsning 870 ha 3 (200 ha) 1800 ha ha 5 Stævning 50 ha (120 ha) 180 ha 350 ha 5 Andet 70 ha 70 ha 1 Tabel 1: Status for udmøntning af Naturskovsstrategiens arealmålsætninger år Tallene i parentes er minimumstal. 1) Verserende fredningssager skønnes at tilføre ha yderligere til det beskyttede areal. 2) Heri indgår arealer, som først overgår til plukhugst efter år ) Størstedelen (ca. 50 ha) er enge og overdrev i tilknytning til skov. 4) Incl. Jægersborg Dyrehave, ca. 700 ha. 5) Private arealer med græsning og stævning, hvor der ikke er indgået skovlovs-aftale, er ikke medtaget. Marts 2009 Klatresamrådet Side 10 / 88

11 Hvor er de gode klatretræer Gode klatretræer kan være mange forskellige ting. En god lang og glat bøgestamme uden grene de første 10 meter kan f.eks. være ideel til rebklatring, og det er også tit i den højstammede bøgeskov, man finder de gode muligheder til rebbaner, tovtraverser og kæmpegynger. Til aktiviteter som de lave tovtraverser er det ofte en fordel med unge bevoksninger f.eks. gran eller bøg, hvor stamtallet er højt og afstanden mellem træerne lille, så der er mange muligheder for at konstruere banerne. Langt de fleste gange, hvor vi er ude for at klatre, søger vi dog efter træer, der har grene helt eller næsten helt ned til jorden, så de er lige til at klatre i, og den slags træer finder man bestemt ikke alle vegne i det ordnede skovbrug. For skovbruget gælder det om at lave lange, lige stammer uden grene, da det er dette produkt, der har størst anvendelighed og derfor også er bedst betalt. For bl.a. at opnå dette, planter man altid flere hundrede gange flere planter på et kulturareal, end der til sidst kommer til at stå, når bevoksningen til sin tid er hugstmoden. På denne måde begynder træerne allerede efter få år at kæmpe med hinanden om lyset, og de strækker sig opad for at blive højere og højere så de kan vinde kampen. Når bevoksningen er sluttet (dvs. at træerne når sammen i kronerne), begynder de nederste grene at få for lidt lys, og til sidst visner de og falder af. Efterhånden som træerne får for lidt plads, tyndes der ud, og de dårligst formede (skæve, tvegede, krukker med mange grene, træer med dårlig vækst) fældes, så de velformede træer får bedre plads. Der tyndes altid gradvist, så træerne bliver ved med at kæmpe for at blive højest, og så de samtidig skygger for de nederste grene, så stammerne bliver længere og længere med færre og færre grene. For at bevare levende grene helt ned til jorden, skal træet altså hele dets liv have stået i tilstrækkeligt sollys på mindst den ene side, og med mindre noget er gået galt, finder man altså normalt ikke disse træer midt inde i en ensartet bevoksning. Nogen steder opstår der dog huller i bevoksningerne, fordi den valgte træart ikke lokalt har kunnet trives f.eks. pga. vand, vind, tørke, mussegnav eller insektskader, og hvis der ikke er blevet efterbedret (senere indplantning evt. af en anden træart), kan der i disse små lommer findes træer med grene, der når helt til jorden. De fleste gode klatretræer findes dog i skovens rande (skovbrynene) både de indre og de ydre, hvor træerne altid står soleksponeret. Det ydre skovbryn er selvfølgelig oplagt, men vær opmærksom på de fredede gamle stendiger, hvor man ikke må færdes. Disse er indtegnede på kort med målestoksforhold 1: De indre rande langs festpladser, lysninger, søer, mosehuller og stejle skrænter er også gode steder at lede efter træer, og her er der tit også bedre læ og mere fred og ro. Alle skovdistrikter har udarbejdet skovkort, der viser de forskellige bevoksningers træart og alder. Man kan ud fra disse kort danne sig et ganske godt billede af, hvor der vil kunne findes egnede klatretræer. Kortene benytter trecifrede forkortelser til beskrivelse af træarten eller arealbetegnelsen og skriver enten alderen eller årstallet for tilplantningen. Det er ikke alle steder, man kan få udleveret disse skovkort, men forklar, hvad du skal bruge det til, så er de fleste venligt indstillede. På Skov & Naturstyrelsens hjemmeside (se s. 78), kan du, hvis du går ind under et distrikt, finde deres skovkort frem. Der vises kun et lille udsnit af gangen, men det giver alligevel et godt indtryk af, hvad skoven indeholder. Reglerne for færdsel i de danske skove er et kapitel for sig selv. Se afsnittet På tur s. 75 for nærmere uddybning. Foto 7: Undgå at klatre i nærheden af fredede fortidsminder. Side 11 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

12 Træet Træers biologi Det er kampen om lyset, der har forårsaget, at vedplanterne adskiller sig så væsentligt fra de øvrige planter. Evnen til at kunne forvedde sine celler og hele tiden vokse videre opad i toppen har givet træerne en markant konkurrencefordel i forhold til de øvrige planter. Det er derfor, skoven langt de fleste steder vil være det klimakssamfund, der danner sig, hvis naturen får lov at gå sin egen gang, og det er derfor også skoven, der er den biotop, hvortil flest planter og dyr er tilpasset. Træet kan groft deles op i krone, stamme og rod. Roden Rødderne optager vand og næringssalte fra jorden og er samtidig det, der forankrer træet til jorden. Efter formen på rodsystemet benævnes de pælerod, hjerterod og skiverod. Hos løvtræer er pæle- og hjerterod det mest udbredte, mens granarterne ofte danner skiverødder (det ses ofte tydeligt i vindfældede områder, hvor rodkagen er revet helt op). Pæle- og hjerterod er den stærkeste konstruktion, men den er samtidig mere følsom, hvis grundvandsstanden i en periode stiger, og rødderne derfor ikke kan respirere. Rødderne opdeles efter deres funktion i langrødder, der med deres stærke længdevækst udgør den blivende del af rodsystemet, og som sugerødder, der med deres fine, tynde og grenede rodspidser optager vand og næringsstoffer fra jorden og ret hurtigt dør bort. Symbiose Langt de fleste træarter har symbiose med svampe (mykorrhiza), der lever på træernes rødder. På magre jordbunde trives træerne dårligt uden disse svampe, mens det på de bedre jorder ikke har helt samme betydning. Træerne leverer sukkerstoffer og aminosyrer til svampene, der så til gengæld kvitterer med næringssalte især nitrat og fosfat, som findes i ringe mængde, og som er vanskeligt for træet selv at optage. Stammen Stammen er den bærende konstruktion i træet, og dens vigtigste funktion er at bringe kronen op i lyset, helst højere end alle de andre, samt at bringe vand og næringsstoffer videre til produktionen i blade eller nåle. Stammen skal kunne tåle vind- og vejrpåvirkninger, og er i nogle tilfælde endda i stand til også at kunne modstå andre påvirkninger som f.eks. skovbrande. Vækstlaget Stammen består yderst af et lag bark (yderbarken består af døde celler), der beskytter træet mod insekt- og svampeangreb. Herefter kommer det lag, hvor korkcellerne (barken) dannes og dernæst inderbarken (den grønne bark), som består af sivæv med ledningsbaner, der transporterer den nedadgående saftstrøm fra bladende. Det er først herunder, at det egentlige vækstlag (kambiet) findes. Kambiet danner udadtil sivæv og indadtil selve veddet, der sørger for den opadgående vandtransport. Vækstlaget bliver altså år efter år skubbet længere og længere udad i takt med tykkelsesvæksten i stamme og grene. Veddet Nåletræernes ved er forholdsvis simpelt og består af op til 5 mm lange, cigarformede celler (trakeider), der ligger op til hinanden med perforeringer, hvorigennem vandtransporten foregår. Løvtræets ved er mere kompliceret og består af små vedkar. Det ligner rør, der er sat oven på hinanden med fri passage imellem, der er afstivet af vedstaver og danner lange, ubrudte rør fra top til rod i træet. Splint og kerne Strukturen og udseendet af veddet fra de forskellige træarter varierer meget, men kan groft inddeles i tre kategorier: Hele stammen består af levende celler, der har samme farve og struktur og medvirker i vandtransporten. Det er arter som f.eks. birk, ahorn, poppel, lind og bøg. Hos bøg kan der dog undertiden, især i meget gamle træer, optræde falsk kerne, der er en brunfarvning af den inderste del af stammen. Disse celler er døde og medvirker ikke til vandtransporten. Marts 2009 Klatresamrådet Side 12 / 88

13 Cellerne i den inderste del af stammen tørrer ud og medvirker ikke til vandtransporten, men der bliver ikke aflejret kernestoffer. Det er arter som f.eks. rødgran, sitkagran, hvidgran, abies grandis og alm. ædelgran. De to sidste aflejrer dog vand i de døde celler, hvilket benævnes våd kerne. Den sidste gruppe aflejrer kernestoffer (gummi, harpiks eller garvestof), der konserverer kernen, så den bliver ekstra modstandsdygtig over for svamp og bakterier. Kernens celler er døde og deltager ikke i vandtransporten, der derimod foregår i den yderste del af stammen, der benævnes splinten. Eg, lærk, cypres og thuja hører til denne gruppe, der udmærker sig ved at være særdeles velegnet til udendørs træarbejder, da kernetræet allerede fra naturens hånd er imprægneret og giver stor modstandsdygtighed over for insekt- og svampeangreb. Årringe I det danske klima, hvor der er stor forskel på vækstpotentialet i de forskellige årstider, varierer udseendet af det dannede ved. I foråret er der en tendens til, at veddet er lysere, mens det om efteråret antager en mørkere farve. Det er disse variationer i væksten, der gør, at man kan tælle årringe på træstubbe og dermed omtrent bestemme træets alder. Vær opmærksom på at det kun er ved træets rod, at man (+ 3-4 år) kan bestemme alderen. Et snit længere oppe ad stammen har ikke lige så mange årringe, da dette stykke af træet jo ikke er lige så gammelt som det nede i bunden. Kronen Kronen er træernes produktionsapparat, og det er her i blade og nåle, at fotosyntesen finder sted, og vandet fra jorden, CO 2 fra luften og energi fra sollyset bliver omdannet til sukkerstoffer og ilt. Det er denne produktion, der foregår i alle grønne planter, der danner grundlaget for næsten alt liv her på jorden. Kronens opbygning Nåletræernes kroneopbygning er forholdsvis simpel. Årsskuddet fortsætter stammens højdevækst, og der sættes samtidig sideskud vinkelret ud til siderne. De fleste nåletræer danner også mindre skud mellem disse grenkranse, men for det meste er det muligt at skelne kransene, og på den måde kan man rimeligt præcist tælle sig frem til nåletræers alder. Løvtræernes krone er mere kompleks, og udviklingen og formen bliver i højere grad præget af lys, skygge og vind. Fritstående træer bliver lave med stor forgrening, mens træer, der står tæt sammen med andre, får skygget de nederste grene væk og danner lange, grenløse stammer. Bladene Nåletræerne er for de flestes vedkommende stedsegrønne (dog f.eks. ikke lærk og kinesisk vandgran). Nålene har en levetid på 3-6 år, og produktionsapparatet bliver fornyet ved dannelsen af nye skud med friske nåle. For løvtræerne er det omvendt, her er de fleste løvfældende (undtagen f.eks. kristtorn) og taber hvert år deres blade, hvorefter de igen springer ud i løbet af foråret. Det er i bladene, at langt den overvejende del af fotosyntesen finder sted. De har på undersiden spalteåbninger, der tillader diffusion af atmosfærisk luft, og inde i selve bladet sidder grønkornene, der med deres klorofyl er i stand til at omdanne solens energi sammen med vand og CO 2 til sukkerstoffer og ilt. Figur 5: Årringe og grenens tykkelsesvækst. Foto 8: Bladene på et asketræ. Side 13 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

14 Træart Trækstyrke i fiberretning i N/mm 2 Trykstyrke i fiberretning i N/mm 2 Bøjningsstyrke (MOR) i N/mm 2 Generel træklatrestyrke LØV: ær (ahorn), ask, bøg, eg, platan, valnød + NÅL: skovfyr, østrigsk fyr HØJ Valnød 144 høj Bøg høj Ask høj Ær/ahorn høj Eg høj Skovfyr høj LØV: birk, el, elm, kirsebær, lind, røn, rødeg + NÅL: cypres, rødgran, sitkagran MELLEM Birk mellem Kirsebær mellem Elm mellem Rødel mellem Rødgran mellem LØV: hestekastanje, pil, poppel + NÅL: douglasgran, lærk, omorika, silkefyr LAV Lærk lav Poppel 64 lav Pil 53 lav Tabel 2: Oversigt over mekaniske styrkeegenskaber i en række udvalgte klatretræer i Danmark. Træers styrkeforhold Styrken af træet er klart nok yderst vigtig, når man klatrer i træer, men der er desværre en masse variable, der gør det vanskeligt at definere klare og entydige regler for, hvornår et træ eller en sikringsgren er sikker nok. Styrkeforholdene i et træ er således afhængige af: Træarten Dimensionen (diameteren) Årstiden (vandindholdet) Momentet (hvor langt ude på grenen) Grenvinklen Grenvinklens sammenvoksning (spids eller stump) Træets vækst (hurtigvokset eller langsomvokset) Træets sundhedstilstand Træarten Styrken i de forskellige træarter varierer meget, og der anvendes mange forskellige begreber, når der snakkes om træs styrkeegenskaber. Det er dog træets bøjningsstyrke, der beskriver, ved hvilken belastning træet knækker, når det belastes tangentielt, der for træklatringen har størst betydning. Træets elasticitetsmodul har dog også en vis betydning, idet det er forholdet mellem, hvor meget træet kan belastes, og den specifikke formforandring, som udtrykker træets evne til at vende tilbage til den oprindelige form efter endt belastning. Der er dog andre faktorer som f.eks. den normale grentykkelse for arten og grenenes måde at fæste til stammen, der gør, at det er mere hensigtsmæssigt at lave en samlet vurdering af træarten i stedet for kun at kigge på de enkelte værdier for bøjningsstyrke og elasticitetsmodul. Vi har derfor inddelt de mest almindelige træarter i tre forskellige grupper (høj, mellem og lav styrke), der mere enkelt beskriver træstyrken ud fra et klatremæssigt synspunkt. At en træart er grupperet som lav styrke betyder ikke, at det er umuligt eller uforsvarligt at klatre i disse træer, du skal blot være opmærksom på, at styrken er mindre, og at grenene meget let knækker. Når du klatrer i disse trætyper, er det derfor nødvendigt at bruge større dimensioner til sikring og evt. helt undgå at sikre kun i grene, men altid omkring selve stammen. Dimensionen Dimensionen af grenen, man sikrer i, er naturligvis afgørende for, om sikringen holder eller ej. Beregninger ud fra træarternes bøjningsstyrke viser, at træarterne med høj styrke i frisk tilstand har en minimumstyrke på ca dan ved en diameter på 10 cm. Side 14 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

15 1 N (Newton) svarer til ca. 0,1 kg 1 dan (deca Newton) svarer til ca. 1 kg 1 kn (kilo Newton) svarer til ca. 100 kg Regneeksempel: Sådan beregner man bøjningsstyrken på en tør gren med generel høj træklatrestyrke (svarer nogenlunde til værdien for bøg) og med en diameter på 10 cm: Arealet af grenens tværsnit x tabelværdien for bøjningsstyrken = x r 2 x MOR = 3,14 x 50 mm x 50 mm x 100 N/mm 2 = ca N. Resultatet skal reduceres til det halve, når det er frisk træ, altså N eller næsten dan. Da træ er et naturligt materiale, der kan indeholde fejl og svagheder, vi måske ikke umiddelbart kan erkende på overfladen, har vi valgt at operere med en sikkerhedsfaktor 10 på alle beregninger af topsikringerne (se afsnit Topsikringer s. 52), hvor vi kun er sikret et eneste sted. Bøgegrenen på 10 cm i diameter har altså min. en brudstyrke på dan, hvilket er forsvarligt til en topsikring. For mellemsikringernes vedkommende har vi sat sikkerhedsfaktoren til 4, for her er vi beskyttet af flere sikringer, så situationen er ikke lige så kritisk, hvis én af dem skulle svigte. Hvis diameteren halveres til 5 cm, bliver den beregnede brudstyrke på de friske grene med høj styrke ca dan, der så skal reduceres med vores sikkerhedsfaktor på 4 og derfor ender på min dan. Det er det samme, der anbefales for mellemsikringer på klatrevægge. Husk på at sammenhængen mellem diameter og arealet af grenen er ¼, hvilket gør, at styrkeforholdet mindskes med 75 % ved ændring til den halve diameter. Hvis vi bruger de samme tal (4.000 dan til topsikringer og dan for mellemsikringer) og bruger de to sikkerhedsfaktorer, kommer vi frem til følgende minimumsresultat for de ovennævnte grupperinger: Styrkegruppe/ sikringstype Høj styrke (ca. 100 N/mm 2 ) Mellem styrke (ca. 75 N/mm 2 ) Lav styrke (ca. 50 N/mm 2 ) Topsikring min. diameter Mellemsikring min. diameter 10 cm 5 cm 12 cm 6 cm 15 cm 7,5 cm Tabel 3: Sammenhæng mellem styrkegrupper og sikringsdiametre. Momentet I træklatring gælder de almindelige fysiske love selvfølgelig også, og derfor er det også nødvendigt at beskæftige sig med, hvor på en gren man sætter sin sikring. Hvis man sætter en sikring på en gren helt inde ved stammen, gælder de ovenstående retningslinier, men hvis man sætter den længere ude på grenen, opstår der desuden et moment, som har stor indflydelse på belastningen af grenen. Momentet kan beregnes ud fra følgende formel: moment = kraft x arm (Nm = N x m). Ved et styrt med en kraft på 1000 N, bliver en sikring 3 meter ude på en gren altså belastet med yderligere 3000 N, end hvis sikringen havde siddet inde ved stammen. Sæt derfor, hvor det er muligt, altid sikringerne ved grenfæstet og anvend slyngstik på slyngen, så du er sikker på, at den bliver siddende, hvor du havde tænkt dig. Årstiden Træets styrkeforhold afhænger meget af vandprocenten; ovntørret træ kan være næsten dobbelt så stærkt som frisk træ alt efter træarten. Levende træer er derfor stærkest i perioden efterår/vinter, hvor vandindholdet er meget lavt, og størst i foråret/sommeren, hvor saftstigningen er stor. Som tommelfingerregel kan man sige, at hver gang, vandprocenten falder med 1 %, stiger bøjningsstyrken med 6 %. Grenvinklen og grenvinklens sammenvoksning Grenvinklerne har også betydning for grenenes styrke, og generelt kan man sige, at grene, der sidder vinkelret på stammen, er stærkere end dem, der er vinklet opad. Hvis stammen deler sig i to lige store stammer, kaldes det en tvege, og disse tveger benævnes henholdsvis spidstveger eller buksetveger, alt efter hvordan de deler sig. Buksetvegerne deler sig i en blød, buet form, mens spidstvegerne ender i en spids, skarp vinkel, der har langt større tendens til at flække. Det har ikke den store praktiske betydning, hvis man blot belaster stammen lige ned, men hvis man f.eks. højt over en spidstvege bevæger sig langt ud i kronen og belaster tvegen med forskydningskræfter, så kan der opstå problemer og mulighed for, at tvegen flækker. Træets vækst For alle træarter gælder det, at jo langsommere de vokser, jo stærkere bliver veddet. Træerne på de dårlige jorder vest for israndslinien og andre steder med sandet og næringsfattig jord er altså i princippet noget stærkere end træer, der har haft gode vækstbetingelser, men i praksis har det ikke den store betydning. Side 15 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

16 Træets sundhedstilstand Sygdomssvækkede træer skal man passe på med at klatre i. Godt nok har et sygt træ, før det begynder at nedbrydes, ofte en lavere vandprocent og burde derfor i teorien være stærkere, men ofte vil det modsatte være tilfældet, fordi nedbrydningen og forrådnelsen allerede er gået i gang. Det, man skal kigge efter, når man bedømmer, om det er et sygt træ, man skal til at klatre i, er først og fremmest følgende: Ser træet sundt og rask ud og ligner de omkringstående træer. Er der udgåede grene i kronen af træet. Udgåede og døde grene i bunden af træet er ikke et tegn på sygdom, men skyldes blot, at disse grene ikke længere får lys nok og derfor visner bort. Er der god bladfylde (sammenlign med de omkringstående træer). Afløvede kroner er ofte tegn på insektangreb på selve knopperne eller bladene, og dette har ingen betydning, men der kan også være tale om generel svækkelse af træet. Er der huller, sår eller revner i stammen, som ikke er blevet lukket af overgroninger og derfor kan fungere som adgangsvej for insekt- og svampeangreb. Er der svampelegemer på træet. Står træet lige. Hvis ikke så vær opmærksom på, om rodkagen har løftet sig i en storm og derfor ikke fæstner træet til jorden, som den burde gøre. Om vinteren, når løvtræerne har tabt deres blade, kan det være svært at skelne døde træer fra levende. Hvis du er i tvivl, så kig efter om træet har nogle tynde kviste. Hos de døde træer er det disse tynde kviste, der først falder af, så træet ser lidt afstumpet ud. Du kan også med din lommekniv lave et lille snit i barken for at se, om inderbarken er grøn, og træet dermed er levende. Hvis inderbarken derimod er brun, er træet, eller i hvert fald stedet hvor du har skåret, dødt. Foto 9: Dette træ så rask ud på overfladen, men var hult af råd indeni. Marts 2009 Klatresamrådet Side 16 / 88

17 Træklatring og skader på træer I modsætning til erhvervsmæssig klatring i forbindelse med topkapning og lignende, bør de metoder, der er beskrevet her i kompendiet, ikke give anledning til skader på træerne. Vi bruger hverken sporer til at sikre vores fodfæste eller har procedurer, hvor belastede reb glider direkte over grene eller stamme, så i princippet burde denne form for klatring ikke give skader. Alligevel forekommer det fra tid til anden, at der sker uheld, hvor træerne beskadiges, og de mest almindelige skader er: Knækkede grene Slidskader fra reb eller slynger Barkskrab fra karabiner eller støvler Hvis det er en stor tyk gren, du har knækket, så sav først på undersiden og derefter på oversiden. På den måde undgår du, at grenen knækker, før du har savet færdigt, og trækker et langt stykke bark af langs stammen, når den falder af. Hvis du kommer til at knække en gren, så sørg for at få savet den pænt af, så skaden synes mindst mulig. Det er derfor en god idé altid at medbringe en lille foldesav i dit personlige klatreudstyr, så du er klar, hvis uheldet er ude. Når du saver grenen af, så gør det så tæt ved grenfæstet som muligt, men ikke helt inde i den fortykkelse af grenen, der fæstner på stammen. Det er nemlig denne valk, der naturligt laver en overgroning af såret, og hvis den beskadiges, får træet sværere ved at lukke såret med risiko for insekt- og svampeangreb til følge. Figur 6: Afsavning af gren inde ved stammen. Det er ikke nødvendigt at smøre sårsalver eller anden mirakelmedicin på, som sælges i havecentre m.v. Træerne er normalt udmærket i stand til selv at lukke sårene ved hjælp af harpiks for nåletræernes vedkommende og gummilignende stoffer for løvtræernes. Nøjagtig som hos dyr og mennesker heles sårene fra kanten og ind mod midten; det tager dog lidt længere tid for træerne, og selv en lille, afskåret gren er flere år om at blive overgroet. Figur 7: Korrekt afsavning af beskadiget gren. Slidskaderne fra reb og slynger kan i princippet undgås med lidt omtanke, når man sætter sine baner op, og hvis du bevidst sætter en bane op, hvor du ved, at rebet kommer til at glide hen over en gren med belastning, kan du evt. beskytte dette sted med et stykke haveslange, der er ført hen over rebet. Det er specielt i foråret, hvor saftstigningen er størst og træerne mest ømfindtlige, at man skal passe på med barkskrabene. Hold øje når du klatrer, og hvis du oplever, at barken ryger af, hver gang du sætter støvlen på, så må du enten udsætte dine klatreaktiviteter eller vælge en træart, der er mere hårdfør. Som regel er det kun yderbarken, der bliver skadet ved barkskrab, og du kan evt. skære den løse bark af med en lommekniv (den er også praktisk at have med i andre sammenhænge), men pas på at du ikke kommer til at skære for dybt og på den måde kommer til at anrette endnu større skade. Side 17 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

18 Udstyr Godkendelser UIAA, det Internationale Klatreforbund (Union Internationale des Associans d Alpinisme), har udarbejdet retningslinier for test og godkendelse af udstyr. En række europæiske lande har deres eget CE-mærke til godkendt udstyr, men følger UIAA s retningslinier vedrørende klatreudstyr. For at kunne sælges i Europa skal udstyret ifølge et direktiv fra 1997 opfylde følgende: Være underkastet uafhængig testning, som lever op til europæisk norm (EN) Hvert enkelt stykke solgt udstyr skal være forsynet med brugsanvisning og advarsel på det nationale sprog Producenternes egen kvalitetskontrol skal være godkendt i overensstemmelse med ISO 9000 standarden Seler Seler laves af polyamid/nylon i brede bånd. Seler opdeles i fire hovedtyper: siddeseler, brystseler, helkropsseler og børneseler. Indbindingsløkke Arbejdsløkke Udstyrsløkke UIAA stiller på enkelte områder ekstra krav til testresultater for udstyr. Når udstyret har fået mindst én af de 2 godkendelser, lever det med garanti op til standardnormerne for det pågældende udstyr. Hvis der på nogle produkter er anført en højere styrkeangivelse end foreskrevet i standarderne, skal disse være i overensstemmelse med producentens interne kvalitetskontrol. Styrken angives i Newton, som kan oversættes til kg: 1 N (Newton) svarer til ca. 0,1 kg 1 dan (deca Newton) svarer til ca. 1 kg 1 kn (kilo Newton) svarer til ca. 100 kg For at en sele kan blive godkendt af UIAA, skal den opfylde følgende styrkekrav: Nogle steder bruges stadig den gamle betegnelse kp, hvor 1 kp svarer til 1 dan. Siddesele Brystsele Helkropssele Børnesele Indbinding, træk opad 1500 dan 1500 dan 1000 dan Indbinding, træk nedad 1000 dan 1000 dan 1000 dan 700 dan Tabel 4: UIAA styrkekrav til seler. Side 18 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

19 Siddesele Siddeseler fås i mange varianter, men fælles for dem er, at de består af en del, der spændes rundt om maven over hoftebenet, og en del der går rundt om bagdelen og lårene, således at størstedelen af belastningen optages i lårene/bagdelen. Den hyppigst anvendte type sele er i dag modellen, som består af et hoftebælte og to benløkker, der er samlet med en meget kraftig tapeslynge på forsiden af selen (se Figur 10 s. 18). Denne tapeslynge, der samler de to dele af selen, er ikke umiddelbart beregnet til indbindingspunkt ved førstemandsklatring, men til at koble rebbremse, abseilbremse, rebklemmer, slynger til selvsikring osv. ved nedfiring, sikring og selvsikring. Den kaldes derfor for arbejds- eller abseilløkken. Ved indbinding i rebet bindes løkken i den dobbelte ottetalsknude igennem både over- og underdelen af selen i de såkaldte indbindingsløkker. Hoftebæltet skal spændes så stramt over hofterne, at det ikke kan tvinges ned over hoftebenet. Dette er særdeles vigtigt i tilfælde af, at man skulle tippe rundt. Er hoftedelen ikke spændt ordentligt, kan man glide ud af selen. Bag på selen er der som regel nogle tynde bånd, der forbinder benløkkerne med hoftedelen. Funktionen af disse er kun at holde benløkkerne oppe. Hvis de ikke sidder rigtigt, kan benløkkerne hos nogle hænge så langt nede, at de ender i haserne, så lårene tvinges op mod brystet. De fleste seler har udstyrsløkker siddende på hoftebæltet. De er kun til at hænge karabiner o.l. i. De holder kun til kg. De kan enten være lavet af et bredt nylonbånd eller støbt i plastik. Hoftebæltet og nogle gange også benløkkerne lukkes med et spænde. Hvis spændet er af typen på illustrationen herunder, skal man huske at lade tapebåndet køre en ekstra gang baglæns, som på illustrationen. Som hovedregel skal man altid indbinde i tyngdepunktet efter producentens anvisning. Når man indbinder i tyngdepunktet, er det for at undgå rotation i selen ved styrt, hvilket ofte vil give piskesmæld eller nakkeskader. Indbinding foregår, som ordet siger, ved at man binder sig ind i sikringsrebet med en ottetalsknude, (se afsnit Ottetalsknude s. 38). Man kan ved topsikret klatring til nød anvende en låsekarabin med plastikkappe (se afsnit låsekarabiner s. 28), som dermed forhindrer karabinen i at vende forkert og at låse sig selv op, som mellemled. Faren ved at anvende en almindelig låsekarabin ligger dels i, at den kan dreje sig, så man ved styrt risikerer at belaste den på tværs, hvor styrken ikke er maksimal (med deformation og i yderste konsekvens sprængning til følge), og dels i, at der er set tilfælde, hvor rebet har klikket sig selv ud af både skrue- og twistlockkarabiner. En anden løsning er at anvende 2 låsekarabiner, der vendes modsat, men man skal altid være opmærksom på, at klatreren ved styrt risikerer at slå hovedet/tænderne ned i karabinen (se afsnit modsatvendte karabiner s. 28). Indbinding med karabiner må aldrig anvendes på almindelige helkropsseler og aldrig ved førstemandsklatring. Figur 9: Husk at låse denne type spænder! Indbinding Der findes en del andre siddeseletyper på markedet. Specielt modeller til klub-/institutionsbrug har ofte et fast indbindingsøje, som fordeler trykket mellem begge dele af selen. Disse øjer er gode til begyndere, da det gør indbindingen noget simplere og dermed minimerer risikoen for fejl. Foto 10: Indbinding ved hjælp af 2 modsatvendte låsekarabiner. Da der til stadighed kommer nye typer af seler på markedet, skal man altid læse instruktionen på selen før brug. Bruges anderledes seler på institutioner, bør instruktionen kopieres og vedlægges selerne. Side 19 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

20 Helkropssele Helkropsselen er for så vidt en kombineret siddeog brystsele. I funktion, ved styrt, er den dog i de fleste tilfælde langt bedre end separat sidde- og brystsele. Når man binder de to separate seler sammen, er det meget svært at placere indbindingsog balancepunktet det optimale sted. På trods af disse fakta ses helkropsselen meget sjældent inden for sports-, væg-, klippe- og træ-klatring (men til gengæld ofte inden for skovvæsenet). Dette skyldes sandsynligvis primært to ting: Set fra den individuelle klatrer er den langt mere besværlig at tage på, den hæmmer bevægelserne, og det er besværligt, hvis man f.eks. skal have en ekstra trøje på. Set fra institutionen er det noget dyrere at investere i helkropsseler. Helkropsselen har også primært sin berettigelse ved førstemandsklatring, hvor risikoen for at tippe bagover er større. Holder man rimeligt stramt reb under topsikret klatring, er risikoen til at leve med. Figur 10: Indbinding i forskellige seletyper. Husk at få både mave- og lårdelen med! Brystsele Brystseler har før været brugt som eneste sele, men anses i dag udelukkende som supplement til siddeselen, så man undgår at tippe bagover ved styrt. Bruges brystselen alene, vil den være særdeles ubehagelig at hænge i. Brystkassen kan godt tåle et styrt med brystsele alene, men det hævdes, at man vil være kvalt efter 20 min. UIAA har mistanke om, at brystselen ved længere styrt skulle kunne medvirke til skader på nakkehvirvlerne. Selv ved topsikring, hvor der ikke opstår rigtige styrt, vil træklatringen blive en mindre behagelig og sjov oplevelse, hvis man hænger så dårligt, som tilfældet er, når man hænger i en brystsele. Brug derfor kun brystselen sammen med siddesele og husk at binde de to seler rigtigt sammen, således at indbindingen af hver sele er uafhængig af den anden sele. Indklipning i brystselen alene med karabin har kostet flere kæber og tænder, da karabinen ved styrt ofte havner i ansigtet, hvis selen er for løs. Lad derfor være med det! Anvend et stykke 10 mm reb til sammenbindingen. Tapen er for upålidelig at binde knuder med. Bind et dobbelt ottetal i midten og dobbelt fiskerknude foroven. Lav indbindingen således at indbindingspunktet er lige over nederste del af brystbenet, og så man hænger ca. 20 fra lodret. Figur 11: Helkropsselen. Børnesele Børneseler er udformet som helkropsseler eller kombineret bryst- og siddesele men tilpasset de små størrelser fra ca. 5-9 år. Man bør altid anvende børneseler til børn under år, da tyngdepunkt og kropsbygning ikke altid passer til siddeseler. Marts 2009 Klatresamrådet Side 20 / 88

21 Vedligehold Selerne laves som nævnt af polyamid også kaldet nylon. Da dette materiale forgår med tiden (bl.a. nedbrudt af sollyset), anbefales det, at kassere seler 5 år efter produktionsdatoen. De skal holdes pæne og rene og kan vaskes i håndvarmt vand. Som for alt klatreudstyr lavet af polyamid gælder det, at selen skal kasseres efter følgende hændelser: Efter faktor 1 styrt Hvis der er synligt slid Hvis den er over 5 år gammel Hvis den har været udsat for syre/base Hvis den har været udsat for friktionsvarme Hvis der er defekte spænder Hvis den ganske simpelt ikke passer i størrelse Reb Rebet er det vigtigste redskab i vor sikringskæde og bruges i træklatring også ofte til at klatre direkte på. Til klatring bruges kernmantelreb (tysk: kernefrakke) hvilket vil sige, at rebet er konstrueret med en kerne og en strømpe uden på denne kerne, der beskytter kernen og giver rebet en mere hensigtsmæssig overflade. Kernen er lavet af nylon og er enten snoet eller flettet. Rebene kan deles op i to hovedtyper: dynamisk og statisk. Den statiske type bruger vi til at klatre på (mens man er sikret i dynamisk reb) og lave rebbaner af = steder hvor der ikke kan forekomme styrt, da det statiske reb ikke kan give sig på linie med det dynamiske reb og dermed optage kraften. Den dynamiske type bruger vi primært til at sikre os og standse os i eventuelle fald. Dynamiske reb sælges normalt i længder af 50 (55 og 60) m., og det er derfor en typisk afstand mellem standpladserne på en klipperute. Dette kaldes også en reblængde. Dynamisk reb fås dog også i metermål ligesom statisk reb. Dynamisk reb Et dynamisk reb er konstrueret til at kunne absorbere en tilstrækkelig del af energien i ethvert tænkeligt styrt inden for friklatring. Et eksempel på et dynamisk rebs evne til at absorbere energi er følgende: Hvis man falder 120 cm i 60 cm nylonslynge (som er statisk), vil man blive påvirket med en kraft på 18 kn (ca kg). Falder man derimod 120 cm i 60 cm dynamisk helreb, vil påvirkningen kun være 7 kn (ca. 700 kg). Når man køber et reb, skal man altid se efter, at det er UIAA godkendt. Der kan også stå, at det er CE godkendt, hvilket også er OK, da testen er den samme. Husk også at tage stilling til, om det er et helreb eller et halvreb, du skal bruge. I træklatring anvendes altid heltreb. UIAA rebtest De fire vigtigste testpunkter er følgende: 1) Antal UIAA fald Den primære test er styrttesten. Et godkendt helreb skal kunne klare mindst 5 fald, med faldfaktor 1,71 (se Faldfaktor s. 55). I rebets specifikationer står der, hvor mange af disse fald rebet er godkendt til, hvilket typisk er mellem 6 og 12 fald. Testen udføres på en ganske bestemt måde: Et 80 kg (til halvreb bruges 55 kg) lod fastgøres i et stykke af det pågældende reb på 2,8 m. 0,3 m over rebets fæstepunkt kører rebet over en kant (simuleret karabin) med en krumningsradius på 5 mm. Man lader derefter loddet hæve 2,3 meter over kanten og lader det falde de 4,8 m (2,8 m 0,3 m + 2,3 m = 4,8 m) i 2,8 m reb. Herved bliver faldfaktoren: 4,8 (faldets længde i m)/2,8 (reb ude i m) = 1,71. Hele testen foregår i en meget nøje specificeret opstilling med en 7 meter høj sliske, som loddet kører eller falder i. Under det første fald må fangrykket ikke overstige 12 kn (ca kg) for helreb og 8 kn (ca. 800 kg) for halvreb. Denne værdi siger noget om rebets dynamiske evner. En lav værdi på det angivne fangryk er bedre end en høj. UIAA testkrav Helreb 1 Halvreb Tvillingereb lagt dobbelt Testvægt 80 kg 55 kg 80 kg Max. fangryk 1200 dan 800 dan 1200 dan 1) Min. antal UIAA styrt ) Max. arbejdsforlængelse 8 % 10 % 8 % 3) Max. strømpeglid pr. 2,2 m 40 mm 40 mm 40 mm 4) Knudeegenskab 1,1 x rebets diameter 1,1 x rebets diameter 1,1 x rebets diameter Tabel 5: UIAA krav til dynamiske reb. Side 21 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

22 Værdien er typisk mellem 7 og 9 kn for helreb og 6-7,5 kn for halvreb. I en klatresituation vil et ekstremfald faktor 2 sandsynligvis ikke overstige 9 kn, da mange led i sikringskæden vil dæmpe fangrykket; sele og krop, der giver sig, og knuder, der strammes, er med til at give en dynamisk opbremsning. Sikrer man med en dynamisk rebbremse som en sticht el.lign., vil bremsen blive dynamisk ved fangryk under 5 kn (500 kg), og det samlede fangryk vil således ikke overstige denne værdi. En GRIGRI giver ingen dynamisk opbremsning og skal derfor ikke anvendes i situationer med mulighed for faktor 2 styrt (se afsnit Rebbremser s. 30). 2) Arbejdsforlængelse Angiver hvor meget rebet forlænges ved 80 kg statisk belastning. Må ikke overstige 8 % for helreb og 10 % for halvreb. Værdien ligger typisk på 5-6 % og har i træklatring primært betydning ved nedfiring og rebklatring, samt specielt hvis det dynamiske reb bruges til at lave rebbaner med. Forlængelsen ved fangryk er mere interessant for klatrere, og den angives da også på nogle reb. Værdien ligger typisk omkring 20 % ved faktor 2 styrt. Rebet vil knække ved % forlængelse. 3) Strømpeglid Strømpen er lavet sådan, at den glider mindst muligt på kernen, men samtidig ikke sidder så stramt om kernen, at rebet bliver for stift. Er strømpen meget stram og tæt, vil rebet som regel holde længere, da der dermed ikke kommer så meget skidt ind under strømpen, som kan slide/skære i kernen. Bagdelen ved en stram og tæt strømpe er, at rebet bliver stivere at arbejde med og sværere at binde knuder på (se UIAA test pkt. 4). Strømpeglid angiver, hvor meget strømpen maksimalt kan glide på 2,2 m af pågældende reb. Denne værdi må ikke overstige 40 mm. Den ligger typisk omkring 10 mm. 4) Knudeegenskaber Angiver hvor let rebet bøjer. Der bindes en almindelig overhåndsknude på rebet, og derefter belastes rebet med 10 kg i et minut. Belastningen sænkes til 1 kg, og den indvendige diameter af knuden måles. Denne diameter må ikke overstige rebets diameter x 1,1. Værdien angives derefter som knudediameter i forhold til rebdiameter, f.eks. 0,67 på et 10 mm reb = indvendig diameter i knuden på 6,7 mm. Hel- eller halvreb til træklatring og vægklatring? Klatrereb fås i standardlængder mellem m samt for halvreb også i 90 og 100 m. Et helreb er 9,6-11 mm og halvreb 8,2-9 mm i diameter. Man kan også få tvillingereb; disse er 8-9 mm. Reb sælges også fra rulle i valgfri længder. Til træ- og vægklatring er kun helreb på mm hensigtsmæssige. Et helreb er, som navnet antyder, beregnet til at bruge, hvor kun et reb griber faldet. Tegnet for helreb er en cirkel med et ettal i midten. Moderne reb bliver tyndere og tyndere. Det anbefales stadig at købe det tykkeste (dog max. 11 mm), da det er mere slidstærkt, og ulemperne ved det tykke reb ikke er nævneværdige i forhold til træ- og vægklatring. Halvreb/dobbeltrebsteknik Halvreb er navnet på rebet og dobbeltrebsteknik navnet på teknikken i forbindelse med dette reb. Når man skal abseile, har man med 100 meter halvreb mulighed for at abseile næsten 50 meter ad gangen. Endnu en fordel er, at man slipper for det ekstra slæk, der kommer på rebet, i det øjeblik man er ved at klippe ind i sikringer højt over hovedet. Falder man præcis i dette øjeblik med helreb, bliver faldet et par meter længere. Når man klipper halvrebene i sikringerne på skift, vil det reb, der sidder i sidste sikring, ikke være slækket, og man undgår de to meters ekstra fald. Halvrebet er sværere at holde styr på specielt for sikringsmanden; det er tungere og endvidere noget dyrere. Det har ingen funktion i træklatring, da det pga. grenene alligevel må anvendes som tvillingerebet. Har man alligevel et halvreb, kan det anvendes på samme måde som hel- eller tvillingereb, altså med begge reb i alle sikringer. Her skal man dog være opmærksom på, at en sådan anvendelse kan give højere fangryk end hel- eller tvillingereb. Halvreb er markeret med en cirkel med ½. Tvillingereb Når man bruger tvillingereb klippes begge reb i alle sikringer. Derved slipper man ikke for rebtrækket, men har ellers alle halvrebsfordelene. Hvis man skal bruge 2 x 50 m. reb til abseilene, slipper man for noget reb. Tvillingerebet er noget stærkere, tåler op til 15 UIAA styrt, hvilket er næsten dobbelt så mange som typiske helreb. Denne rebtype ses meget sjældent i Danmark. Rebet er mærket med to cirkler, der overlapper hinanden. Marts 2009 Klatresamrådet Side 22 / 88

23 Styrke Rebets brudstyrke er i normale friklatresituationer relativt ligegyldig, da alle klatrerebs styrke ligger noget over de kræfter, der opbygges i et styrt. Som det ses af oversigten herunder, ligger brudstyrken på både hel- og halvreb på ca. det dobbelte af det tilladte fangryk. Rebdataene for nyere typer af reb giver ret stor margen mellem max. fangryk og brudstyrke. Man skal dog huske, at knuderne svækker rebet % (se afsnit Knob og knuder s. 38), og at kanter som f.eks. en normal karabin svækker 30 %. Dette skyldes, at rebet ikke belastes lige meget i inder- og yderkurven, således at kun en del af rebet arbejder. Når et reb er bristet, hvilket sker utrolig sjældent, er det sket over kanter, der er noget skarpere end karabinens og ikke pga. knuderne. Pas også på med reb der løber over knækkede grene eller andre skarpe kanter specielt ved toprebning og rappelling, hvor rebet kan komme til at ligge over en kant og bevæge sig i længere tid. Rebtype Sikringsreb: Brudstyrke i kg 11 mm dynamisk mm dynamisk Rebbanereb: UIAA/CE krav 11 mm statisk dan 9 mm statisk dan Øvrige rebdiametre: 8 mm statisk dan 7 mm dan 6 mm dan 5 mm dan 4 mm dan 3 mm mm mm tape, solid mm tape, hul-tape Færdigsyede tapeslynger dan Tabel 6: Oversigt over brudstyrker i reb, samt UIAA krav. Der er ikke kendte tilfælde, hvor et UIAA godkendt reb er knækket ved korrekt brug! Statisk reb Et statisk reb har helt andre styrkeegenskaber end dynamiske. Det har ofte en lidt højere brudstyrke. Denne brudstyrke har dog kun betydning ved statisk træk. Et statisk træk af betydning får vi i træklatresammenhænge kun ved rebbaner, der spændes op ved taljetræk. I alle normale klatresituationer med stor belastning på rebet vil denne belastning være dynamisk = ikke vedvarende, og her er det dynamiske reb det eneste, der kan holde. Et styrt i statisk reb og med statisk bremse på blot nogle få meter vil være fatalt. Der er dog mange sammenhænge, hvor netop dynamikken i et reb er et handicap. Ved rebklatring, rebbaner, glidebaner og rappellebaner er de statiske reb bedre, og de dynamiske har ikke godt af vedvarende udstrækning. CE krav til statiske klatrereb Statiske reb deles i denne forbindelse ind i to typer, type A og B, hvor type A er de stærkeste og de reb, som vi bør bruge til træklatring. I parentes nævnes forskellen i forhold til et dynamisk reb. 1) Min. brudstyrke: Den kraft, som rebet kan tåle at blive udsat for, påført som et langsomt træk: 2200 dan for type A reb og 1800 dan for type B reb. 2) Min. brudstyrke med ottetalsknude Den kraft, som rebet kan holde i 3 min, når der er bundet en ottetalsknude på: 1500 dan for type A reb og 1200 dan for type B reb. 3) Min. antal chokbelastninger Rebet bliver udsat for en faktor 1 belastning med et henholdsvis 100 kg (type A)/80 kg (type B) lod. Rebet skal kunne holde til dette mindst 5 gange med intervaller på 3 min. 4) Max. fangryk Som for dynamisk reb, men ved faktor 0,3 og et lod på 100 kg for type A og 80 kg for type B. Skal være under 600 dan. (langt mindre elastisk end dynamiske reb). 5) Max. arbejdsforlængelse Forlængelsen af rebet ved 1 minut med 50 kg og 1 minut med 150 kg. Skal være under 5 % (højere testvægt og mindre forlængelse end dynamisk reb). 6) Strømpemasse Skal være mellem 30 % og 50 % af rebets samlede masse (strømpen udgør større del af det statiske reb, da det udsættes for mere slid på overfladen, og da kernen, som giver dynamikken, ikke har så stor betydning). Side 23 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

24 7) Max. strømpeglid 2 m reb trækkes gennem en rebklemme 5 gange. Strømpegliddet skal være under 40 mm for 11 mm, under 30 mm for 10 mm (begge type A reb) og under 15 mm for type B reb. 8) Knudeegenskaber En overhåndsknude på rebet, der belastes med 50 kg i 1 minut. Belastningen sænkes til 1 kg, og den indvendige diameter af knuden måles. Denne diameter må ikke overstige rebets diameter x 1,2 (noget stivere end dynamisk reb). Vedligehold Da rebet er ens livsforsikring, er det særdeles vigtigt at passe godt på det. Nylon har et relativt lavt smeltepunkt (ca. 265 C) og kan derfor tage skade af varme. Friktionsvarme giver hyppigt skader på rebet. Dette kan ske, hvis man har standset hårde styrt, hvor rebet er gledet i rebbremsen. Nylon, der glider mod nylon, er specielt slemt. Dette sker, hvis man lader rebet køre over en slynge, når man f.eks. firer en person ned, eller hvis to reb kører igennem samme karabin, og det ene trækkes hurtigt igennem. Hvis man abseiler meget hurtigt, kan abseilbremsen også blive så varm, at den skader rebet. Undgå flere reb i samme karabin, specielt hvis rebene bevæger sig. Det samme gælder de tynde snore som bruges til at transportere klatrerebene op over selvtillidsstolperne. Hvis transportsnoren stadigt sidder i karabinen efter at klatrerebet er trukket op, skal det trækkes meget langsomt og forsigtigt ned. Hvis en tynd snor trækkes hurtigt over et nylonreb kan det reb der ligger stille sagtens smeltes over. Skarpe kanter er rebets værste fjende. Kemikalier, specielt stærke baser og syrer, skader rebet. Batterisyren fra bilen er specielt slem. Organiske opløsningsmidler skader ikke nylon (polyamid 6,6), men skader rebets tilsætningsstoffer: farve, blødgøringsmidler og drytreatment (vandafvisende effekt). Derfor kan f.eks. benzin skade rebet. Den ultraviolette stråling fra sollys nedbryder rebet; lad det derfor ikke hænge længe i solen, hvis det ikke bruges. Grus, jord og skidt skader rebet, når det kommer ind under strømpen. De små skarpe partikler skærer i rebet. Vask rebet, når det ser beskidt ud. Brug koldt/håndvarmt vand og en bruser eller smid det i et pudebetræk i vaskemaskinen. Ved træklatring kan rebet blive særdeles beskidt specielt af våde træer og bør her vaskes ofte, da man ikke kender skidtets sammensætning og påvirkning. Når reb strækkes ved lange fald, mister det noget af den dynamik, der er så vigtig. Også mange små fald, mange buk over karabiner, nedfiringer og vedvarende udstrækning går ud over rebets dynamiske evner. Ved fald med høj faktor bør rebet have tid til at trække sig ordentligt sammen igen; giv det 10 min, bind knuder op og bind dem et andet sted på rebet og skift evt. ende af rebet. Træd aldrig på rebet, da der trædes små eller store skarpe sten, jord og grus igennem strømpen. Hvis én af følgende ændringer er sket med dit reb, bør det kasseres: Strømpen er blevet meget ulden. Rebet er blevet meget ujævnt at mærke på. Der er skader på strømpen, så kernen ses. Rebet føles meget stift, evt. meget ovalt. Det er tegn på indre skader, hvis det bliver tyndt, fladt eller får knæk. Selv ved sjælden eller ingen brug nedbrydes reb og andre nylonprodukter. De bør derfor kasseres senest 5 år efter ibrugtagningsdato. Eller senest 10 år efter produktionsdato. Køb derfor ikke et reb, der har ligget mange år i butikken, men tjek produktionsåret på rebets mærkater. Fabrikanterne har forskellige anvisninger, som bør følges. De fleste producenter siger god for, at rebet kan henligge op til 10 år før brug. Rebets livslængde afhænger af, hvor ofte og til hvad det bruges. Ved brug til træklatring kan følgende fingerregler bruges for almindeligt slid: intensiv brug 1 måned til 1 år jævnlig brug 2-3 år sjælden brug 4-5 år I dag kan man købe klatrereb, hvor midten er markeret fra producentens side. Det kan i flere sammenhænge være en stor fordel at vide, hvor midten er, men UIAA fraråder på det kraftigste, at man selv forsøger med mærkning, da selv produkter til netop dette formål har vist sig at kunne være skadelige for rebet. Ved test har man set svækkelse af rebets styrke på op til 50 %! DAV og den skarpe kant Man regner med, at et reb holder ca. 250 reblængder, dvs klatremeters friklatring, hvis disse meter er fordelt jævnt på rebet. Almindelig nedfiring tæller lige så meget som klatring. Vend derfor rebet jævnligt, så det ikke er samme ende, der klatres på altid. Det, der slider mest på rebet, er friktionen. Toprebsklatring med hyppig nedfiring slider ekstra. Pit Schuberts undersøgelse for DAV (Deutschen Alpenverein) viser bl.a., at almindelig toprebsklatring, hvor sikringsmanden firer klatreren ned, slider mere end dobbelt så meget som friklatring, hvor man selv firer sig ned. Klatrevægsklatring, hvor man lader sig fire ned efter indklipning, medens rebet løber gennem alle mellemsikringerne (de tages med ned på vejen), slider virkelig meget. Marts 2009 Klatresamrådet Side 24 / 88

25 Det samme gælder, hvis denne metode anvendes ved træklatring. Undersøgelsen viser, at dette slider op til 10 gange så meget som friklatring og egen nedfiring. Rebet kan sagtens holde til masser af toprebsklatring, selv efter hårdt slid på klatrevæggen. Nogle rebbremser slider mere end andre. Efter bare 50 abseil med et 8-tal i et adstadigt tempo svækkes rebets modstandsevne over for skarpe kanter med 1/3. Shubert og DAV s meget omfattende undersøgelse af 25 års klatreulykker verden over hævder, at det afgørende for et rebs sikkerhedsreserver efter slid og ældning er rebets evne til at klare styrt over mere eller mindre skarpe kanter. Schubert hævder, at skarpe kanter er stort set det eneste, der kan gøre det af med et godkendt og mindre end 5 år gammelt reb. Det nye og skræmmende ved undersøgelsen er, at rebets evne til at klare den skarpe kant daler kraftigt ved slid. DAV lavede denne undersøgelse ved at tage 25 mere eller mindre brugte klatrereb og teste dem ved styrtbelastning over mm kanter. Resultatet var, at efter blot arbejdsmeter (klatre-/abseilmeter) var rebenes evne til at klare belastningen over kanter nede på det halve og efter yderligere arbejdsmeter nede på en tredjedel! Klatrer man blot 6 ruter af 10 meter på klatrevæg eller i træer, hvor man lader sig fire ned, kan man ifølge ovenstående regne dette for klatremeter. Efter blot af sådanne seancer er rebets evne til at modstå den skarpe kant altså nede på det halve. Tankevækkende! Derfor vedtog UIAA i år 2002 en ny standard til test over skarpe kanter. Et reb vil få mærket: UIAA Sharp Edge Resistant, hvis det kan holde til mindst et fald over en skarp kant. Den konklusion, vi kan bruge i træklatresammenhænge, er, at et reb, der har været brugt til toprebsklatring, nedfiring, rebbaner og klatrevægsklatring i længere tid, ikke skal bruges til klippe- og alpinklatring bagefter. med et slags lagen indbygget, som rebet kan ligge på, medens man klatrer. Man slipper derved for, at rebet ligger på jorden og bliver vådt og beskidt, og man behøver ikke at kvejle rebet om, når det transporteres mellem ruterne. Man bør dog kunne kvejle rebet op, således at man ikke er afhængig af rebposen. Dette kan gøres på en af to måder: 1) Rundkvejl er god til transport i længere tid, da den holder godt styr på rebet, men den snor rebet en anelse. Den laves ved at lægge løkker af rebet op i hånden, til der mangler et par meter. Hver løkke skal være en favn (dobbelt-armslængde). Den ene ende af rebet lægges dobbelt cm, og den anden ende snos stramt om hele rebet, der hvor den anden ende ligger dobbelt. Det afsluttes ved at putte tampen af det reb, der snos stramt rundt om rebet, ind i den løkke, der stikker ud fra den anden ende. Det hele låses ved at trække i begge tampe. Hele kvejlet skal være så stort, at det kan bæres med den ene arm og hovedet igennem hele bundtet. 2) Rygsækkvejl når rebet skal transporteres i kortere tid og ikke skal smides meget rundt i rygsække, biler o.l.. Metoden er lidt hurtigere, og rebet sidder godt på ryggen under transporten. Har man et midtermærke på rebet, startes her. Man lægger en halv favnfuld reb dobbelt med midtermærket nederst på den ene side af hånden. Derefter lægger man en favn reb dobbelt fra den anden side op i hånden. Rebet lægges i hånden skiftevis fra hver sin side. Når der er 3-4 meter tilbage af de to rebender, låses det hele som på tegningen. Man har derefter to ender, som kan lægges over skuldrene, om på ryggen og rundt om maven, så rebet sidder som en rygsæk. Denne metode snor rebet mindre end rundkvejlet, så har man lavet rygsækkvejlet omhyggeligt, behøver man ikke at hive hele rebet gennem hænder og på jorden, inden man kan klatre. Opbevaring og transport Reb skal opbevares tørt, mørkt og ikke varmere end stuetemperatur. Nylons egenskaber ændrer sig i forhold til bl.a. temperatur og fugtighed. Hvis man tester et vådt reb, svarer resultaterne til at teste et tørt reb med en temperatur på C. Før man klatrer med rebet, bør man lade hele rebet løbe igennem hænderne og ned på jorden/rebposen. Derved undgås lettere, at rebet laver knuder, medens der klatres. Figur 12: Rundkvejl. Mange har under transporten rebet hængende uden på rygsækken. Det ser smart ud, men rebet er bedre beskyttet i en pose i rygsækken. Man kan købe eller lave sig en rebpose. En sådan pose kan fås og laves Side 25 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

26 Figur 13: Rygsækkvejl. Logbog for reb o.l. Overtager man udstyr, som man ikke kender forhistorien på, må man gøre endnu mere ud af parallelle sikringskæder således, at man f.eks. aldrig stoler på kun et reb i en høj rebbane osv. Husk at nedfiring, hvor rebet løber gennem topsikring og eventuelle mellemsikringer, slider op til 10 gange så meget som friklatring og nedfiring med 8-tal. Rebets evne til at modstå skarpe kanter er alvorligt nedsat efter klatremeter, og rebet bør herefter kasseres. Prusiksnor Bruges fortrinsvis til at lave klemknuder med, der bl.a. anvendes som backup ved nedfiring etc. (se Knob og knuder s. 38). Prusiksnoren laves, som rebet, af kernmantel med en inderkerne af nylon og en udvendig strømpe. Den fås i flere forskellige tykkelser, hvor brudstyrken vokser i takt med tykkelsen. For at kunne binde klemknuder på rebet, skal prusiksnorens diameter ca. være den halve af rebets diameter. Det vil for vores vedkommende svare til en diameter på 5-6 mm, når vi anvender et mm reb. Brudstyrken er typisk 520 dan for 5 mm og 800 dan for 6 mm. Denne brudstyrke er stor nok til at klare de belastninger, der er ved traditionel anvendelse (som backup for abseilbremse samt til rebklatring). en prusikknude lavet af tykkere snor, eks. 7 mm vil være svagere, da den vil glide lettere og derved smeltes over. Anvendes ved klippe- og vægklatring, men har ingen funktion ved træklatring. Tapeslynger Tapeslynger af nylon anvendes som vor primære sikringsmiddel i træklatring. Der anbefales færdigsyede slynger. Holdbarheden og behandlingen er omtrent som med rebet, med mindre der er opstået synlige skader eller markant slid på tapeslyngen. Tapeslyngen skades ikke på samme måde som dynamisk reb ved gentagne buk og belastninger, da ingen elasticitet går tabt. Tapeslynger har forskellige bredder (fra ca mm) og kan for de flestes vedkommende købes i standard-længderne: 40 cm, 60 cm, 120 cm og 240 cm. Testkravene til syede slynger lyder på min dan. Desuden skal syningerne have kontrastfarver, så slid ikke overses. Ekspresslynger Korte stykker af sammensyet slynge med en løkke i hver ende til fastgørelse af karabin. Der er ofte monteret et stykke slyngegummi i den nederste løkke til fiksering af karabinen. Nylonslynger Laves af polyamid, også kaldet nylon, ligesom rebene. De er billigere end spectra slyngerne, og materialet gør dem mere fleksible og mere varmebestandige. Spectra/Dyneemaslynger Disse slynger er lavet af polyethen. Materialet kan ikke farves, og der indvæves derfor normalt farvet polyamid eller polyester, hvilket giver tapen et karakteristisk udseende med et mønster af skiftevis farvede og hvide fibre. Der skal tages specielle forholdsregler i forhold til slynger af dette materiale, da de smelter allerede ved en temperatur på 130 C mod nylons 265 C, hvorfor det er mindre egnet i forbindelse med firing, hvor der forekommer risiko for friktion mellem reb og slynger. Materialet er mindre elastisk (en brudforlængelse på 3,5 % mod nylons %) og giver sig derfor mindre. Til gengæld er styrken i en 5 mm snor ca. 3 gange så stor som i en snor lavet af nylon. Vedligehold Vedligeholdes som rebet ved at man vasker dem i lunkent vand, evt. tilsat mild sæbe, når de fremstår snavsede. De skal udskiftes: Hvis man registrerer slid. Efter et kraftigt styrt. Ved kontakt med skadelige kemikalier. Efter 5 år som ved andet udstyr af polyamid. Marts 2009 Klatresamrådet Side 26 / 88

27 Karabiner Karabiner uden lås Karabiner uden lås anvendes i mellemsikringer. De fås efterhånden i mange udformninger specielt til ekspresslynger som nederste karabin. I ekstrem sportsklatring på klippe og klatrevæg er det ofte afgørende, at netop denne karabin er let at klippe rebet i. Dette gør, at karabiner laves med buet lukker og ofte også med et specielt spor til rebet. Derfor skal disse karabiner altid vende åbningen nedad og er ikke beregnet til at koble tapeslynger i. Bruger man disse specialkarabiner anderledes, vil det give fejlbelastninger af både slynge og karabin. Da vi i træklatring bør vende karabinen med lukkeren opad efter at have klippet rebet i, er disse karabiner ikke velegnede til træklatring. Karabiner med D-form eller asymmetrisk D-form med lige lukker er at foretrække. Traditionelt arbejdes med karabiner af aluminium, specielt når det drejer sig om typen uden lås. Stål er stærkere men meget tungere, og da en almindelig karabin til mellemsikringer ikke udsættes for større belastning eller slid, end det er muligt at imødekomme med aluminium, er der ingen grund til at bruge stål til dette. I dag kan man også købe karabiner lavet af titanium, der er et let og stærkt materiale. Karabiner bør være forsynet med CE eller UIAA mærke. Dette garanterer, at de lever op til kravene vist i nedenstående skema. En UIAA godkendt karabin skal have påskriften UIAA, en cirkel med H, K eller X og angivelse af styrke i henholdsvis længderetning, tværretning og i åben tilstand. Ovennævnte UIAA krav til karabiner er forholdsvis nye, så en del ældre karabiner har intet UIAA stempel, men en angivelse af styrke i længde- og tværretning. Er karabinen af et kendt fabrikat, skal de nok holde. Holdbarheden af karabiner af aluminium er i princippet uendelig, dog vil de korrodere i meget våde eller salte omgivelser. Vedligehold Karabiner bør skylles, hvis de er beskidte eller har fået salt. De skal altid kasseres, hvis de har været tabt mere end nogle få meter, og specielt hvis de har ramt klippe eller sten. Der kan sagtens være brud, der ikke kan ses på overfladen. Er der synlige ujævnheder eller fordybninger efter slid, bør de ligeledes kasseres. Af ovennævnte grunde bør man ikke anvende karabiner, som man finder ved klipperne eller i skoven, da man ikke ved, hvad de har været udsat for. Lukkerens fjeder bør tjekkes jævnligt og evt. smøres med syrefri olie (symaskine-olie), grafitpulver eller WD 40. Har karabinen hængt i bolte eller kiler og været belastet hårdt, kan den have fået ridser, ujævnheder eller grater. Anvendes den derefter til at lade reb eller slynger køre igennem, kan det skade rebet eller slyngen. Den er derfor efterfølgende uanvendelig til træklatring. Piskeslagseffekt At lukkeren skulle åbne sig ved et fald, kan skyldes to ting. At lukkeren vender ind mod en gren el. lign. således, at lukkeren åbnes, når karabinen rammer grenen/klippen. Dette undgås ved at vende lukkeren væk fra grene i højde med karabinen. Lukkeren kan også åbnes i en brøkdel af et sekund, hvis bagsiden af karabinen rammer noget. Ved træklatring vendes karabinen med lukkeren opad, således at rebet ikke kan klikke ud af rebet ved styrt. Mærkning i cirkel På langs, i KN Åben, i KN På tværs, i KN Oval karabin X HMS-karabin H Normal karabin Ankerkarabin 20 7 Orienteret karabin 20 7 Kvikled Tabel 7: Eksempel på karabiners mærkning. Side 27 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

28 Modsatvendte karabiner Ved "indbinding" ved hjælp af karabiner anvendes altid to modsat-vendte låsekarabiner. Når man laver rebbaner eller arbejder med mange reb på andre måder, kan man ofte komme i bekneb for låsekarabiner. Her kan man anvende to almindelige ens karabiner, der vendes med lukkerne hver sin vej som på figuren herunder. Derved mindskes risikoen for, at begge karabiner skulle åbnes på samme tid. Skruekarabiner Den traditionelle skruekarabin har en ring med gevind i siddende på selve lukkeren. Denne ring kan skrues til i den ende, hvor karabinen åbnes, således at lukkeren er lukket og låst. Denne type er stadig en god allround låsekarabin. Man skal dog være opmærksom på, at når den bruges til f.eks. topsikringen, skal karabinens låseside vende væk fra stammen eller nærsiddende grene, da den kan gå op, hvis låsen ruller hen over stammen gentagne gange. Karabiner bliver lidt længere under belastning, så hvis man skruer karabinen i, medens den er belastet, kan den være meget svær at skrue op igen, når den ikke længere er belastet! Lad derfor være med at lægge kræfter i og stramme for hårdt, når du låser karabinen. Figur 14: Modsatvendte karabiner. Symmetriske D-karabiner vender man med lukkeren på hver sin side, og asymmetriske D-karabiner vendes med lukkeren i samme side, men med åbningen i modsatte ender. Man kan tjekke, om det er gjort rigtigt, ved at åbne begge lukkere. Er de nu parallelle, er det forkert, danner de et X, er det rigtigt. Låsekarabiner Skruekarabiner eller karabiner med anden type lås anvendes alle steder, hvor sikkerheden er afhængig af en enkelt karabin, dvs. i træklatring så godt som alle andre steder end i mellemsikringerne. Låsen sørger for, at lukkeren hele tiden er lukket, således at karabinen bevarer sin maksimale styrke i længderetningen, og at man er sikker på, at rebet ikke utilsigtet klippes ud af karabinen. Låsekarabiner kan have forskellige udformninger, primært D-form, oval eller pæreform, med forskellige typer af låse. Twistlock Quicklock eller Twistlock er en selvlåsende karabin, hvor låsen blot skal drejes 90 for at åbne, og som automatisk lukker når man slipper. Disse karabiner skal bruges med omtanke, da de let åbnes utilsigtet, hvis rebet løber henover låsen og samtidig trykker. Derfor er det her ekstra vigtigt, at man ikke har den passive ende af rebet til at løbe på samme side som lukkeren, når man sikrer og abseiler. Denne type karabin må absolut heller ikke bruges til at koble sig ind i rebet eller i slynger, medens man bevæger sig rundt på rebbaner. Rebet eller slyngen kan komme til at lægge sig hen over lukkeren, åbne denne og derved koble reb eller slynge ud af karabinen. Netop dette er desværre set flere gange gudskelov uden alvorlige konsekvenser. Som karabin i topsikringen kan denne type karabin derimod være særdeles velegnet. På klatrevægge ses den ofte som fast karabin i topsikringen. Den har her den fordel, at den er let at klippe rebet i og låser automatisk. Da rebet i en topsikring altid hænger nedad, er der ikke fare for, at det låser lukkeren op. 3-punkts låse Der findes flere typer låsekarabiner på markedet, som både skal drejes 90 og skubbes langs lukkeren (og sågar nogle hvor man også skal trykke på en lille knap samtidig). Disse typer er også selvlåsende og langt sikrere end twistlock-typen m.h.t. risikoen for, at rebet/slyngen skulle kunne åbne karabinen. En dyrere men sikrere løsning. Låsesikring Wild Country har udviklet en plastikkappe til montering på skruekarabiner, som dels beskytter låsen mod påvirkninger udefra (den kan kun lukkes ned over låsen, når denne er låst), og dels sikrer, at karabinen ikke vender forkert, imens man sikrer. Marts 2009 Klatresamrådet Side 28 / 88

29 Aluminium eller stål Normalt arbejder man altid med låsekarabiner i aluminium, da de er lettere og billigere, men i permanente topankre, hvori der fires meget, kan det være en fordel med stålkarabiner, da de er langt mere slidstærke. Har en aluminiumskarabin været brugt så meget til firing, at der er blevet ujævne spor efter rebet, bør den kasseres. Ellers gælder der de samme regler for holdbarhed som for almindelige karabiner, dog bør også låsen smøres. Figur 15: Skruekarabin med plastikkappe. Formen på låsekarabinen Låsekarabiner med D- eller oval form er udmærkede til situationer, hvor de kun belastes to veje, og hvor man ikke har brug for at anvende HMS knude. Vedligehold Låsekarabiner bør skylles, hvis de er beskidte eller har fået salt. De skal altid kasseres, hvis de har været tabt mere end nogle få meter, og specielt hvis de har ramt klippe eller sten. Der kan sagtens være brud, der ikke kan ses på overfladen. Er der synlige ujævnheder eller fordybninger efter slid, bør de ligeledes kasseres. Af ovennævnte grunde bør man ikke anvende karabiner, som man finder ved klipperne eller i skoven, da man ikke ved, hvad de har været udsat for. Lukkerens fjeder bør tjekkes jævnligt og evt. smøres med syrefri olie (symaskine-olie), grafitpulver eller WD 40. Har karabinen hængt i bolte eller kiler og været belastet hårdt, kan den have fået ridser, ujævnheder eller grater. Anvendes den derefter til at lade reb eller slynger køre igennem, kan det skade rebet eller slyngen. Den er derfor efterfølgende uanvendelig til træklatring. Låsen på låsekara-binerne skal ligeledes smøres med syrefri olie (olie til symaskiner). Figur 16: Trevejsbelastet låsekarabin. Specielt de ikke pæreformede som denne tåler dette dårligt. De pæreformede låsekarabiner er lidt dyrere, men også anvendelige i langt flere situationer. De har plads til at lave en HMS knude og kaldes da også derfor ofte en HMS karabin. De tåler langt bedre træk i tre retninger, som der ofte vil være i en topsikring, og de er lettere at bruge i selen ved selvsikring i standplads, da der er mere plads til slynger og reb. Side 29 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

30 Rebbremser At holde vægten af en mand, der hænger i et reb, med hænderne er svært eller næsten umuligt. Har manden fået lov at falde nogle meter, før rebet bliver stramt, vejer han 5-10 gange sin egen vægt, og så er det absolut umuligt. Derfor må man anvende en bremse, der overfører kraften fra manden til sikringsmandens sele og bund-/topsikringen. Her bruger man rebbremser af forskellige typer. Stichten, Tube og ATC (Air traffic Controller), 8-tallet og HMSen giver så meget friktion mellem bremsen, en låsekarabin og rebet, at man kan holde kg, uden at rebet glider. Ved lange fald kan trækket i rebet blive højere, men når rebet glider (typisk cm, så hold fingrene lidt væk fra bremsen), opbremses kraften, til den er under den kraft, som man ved hjælp af rebbremsen kan holde. GRIGRIen er en automatisk rebbremse, som ikke lader rebet glide overhovedet. De rebbremser, som lader rebet glide, kaldes dynamiske. En meget dynamisk bremse f.eks. 8-tallet er svær at holde, men belaster sikringerne mindre, da opbremsningen af faldet sker langsommere. Faldet bliver dog derved længere, og der er fare for, at sikringsmanden brænder fingrene og slipper rebet. En helt statisk rebbremse som GRIGRIen kræver gode sikringer, da den bremser rebet øjeblikkeligt, også ved lange fald med høj faldfaktor. Her er altså stort set kun dynamikken i rebet tilbage. Derfor egner en sådan bremse sig ikke til sikring af førstemand på klippe, is eller sne, men er OK til væg og solide sikringer i træer. En statisk bremse er også fin til topsikring, da der her er tale om meget ringe faldfaktor og meget korte fald (se Sikringskæden s 55). Alle rebbremserne fungerer sammen med en låsekarabin, som sættes i selen eller direkte i bund/topsikring. Friktionstal 8 betyder, at kraften bliver reduceret 8 gange ved at køre igennem rebbremsen. Hvis belastningen er på 1000 kg, vil rebbremsen altså reducere belastningen til 125 kg. Sticht Stichtbremsen er den mest anvendte rebbremse på vore breddegrader. Sticht er hovedtypen, men der findes adskillige firmanavne på markedet som Tube, ATC, Variable controler, The bug ect. De fungerer alle efter samme princip, ved at man altid har en bremsehånd på den passive ende af rebet i den rette vinkel til bremsen. Den aktive ende af rebet er den ende, som klatreren er bundet ind i. Den passive ende er den ende, hvor resten af rebet ligger. Disse to ender skal pege hver sin vej fra rebbremser af Sticht/8-talstypen. Der skal altid være mindst en hånd på den passive ende af rebet. Stichtbremsen er anvendelig på både enkelt- og dobbeltreb og god til korte abseil (under 50 meter) og rigtig god til begyndere, da den bremser, uden at man behøver de store kræfter. Er man fortrolig med sin sticht, er den anvendelig i stort set alle træklatresituationer. Har man lavet en hængende standplads oppe i træet og topsikrer herfra, er den dog ikke så god. Når den aktive rebende/klatreren kommer nedefra, er man nødt til at holde den passive ende modsat altså opad. Dette er meget anstrengende i længden, da man skal løfte alt det overskydende reb. Her arbejder tyngdekraften mod sikringsmanden, hvor den normalt hjælper med til at bremse. Dette kan man løse ved at lade den passive ende af rebet løbe igennem en karabin, der hænger over bremsen, eller endnu bedre anvende en HMS frem for en sticht i disse situationer. Ved abseil snor stichten rebet moderat og slider mere på rebet end 8-tallet. Ved meget hurtig nedfiring i stichten bliver den og karabinen for varm, og man risikerer, at de skader rebet. Stichten giver afhængigt af typen ofte et ujævnt abseil, hvor den indimellem låser. Dette undgås ved at skubbe stichten væk fra karabinen med den anden hånd (kan ikke lade sig gøre, da man jo skal have den anden hånd på prusikken/rebklemmen ved abseil). Bedre er det, hvis man opererer med den gamle sticht-type (også kaldet en grisetryne) at sætte en almindelig karabin mellem sticht og låsekarabin. Den tynde snor, der ofte er på sticht, Tube og ATC, er blot til at holde den inde ved karabinen, så den ikke glider ud af rebet, og for at undgå at tabe den. Sticht 6-8 HMS 11-5 GRIGRI Friktionstal 8-tal 4-8 Tabel 8: Tabellen viser friktionstallet for de forskellige rebbremser. Marts 2009 Klatresamrådet Side 30 / 88

31 Figur 17: 1: Håndstilling når der sikres med stichtbremse i topreb. 2: Der skal hele tiden være en hånd på P- enden (den passive ende) af rebet. 3: Når der er trukket ind, flyttes hånden på den passive ende bag ved kroppen i låseposition. 4: Derefter flyttes hånden fra A (den aktive ende) over til P for at hjælpe, 5: medens højrehånden flyttes ind til bremsen igen. 6: Hånden fra A flyttes tilbage til A.7: Den passive ende flyttes fremad igen, så bremsen ikke længere er låst. 8: Så man kan skubbe P-enden væk fra sig igen. Figur 18: 1: Når man sikrer førstemand på vej op, holdes et fast greb om P, mens rebet føres gennem bremsen. 2: Hold P-siden i låseposition, når klatreren ikke bevæger sig, eller hvis han falder. 8-tal 8-tallet er primært til lange nedfiringer. Det kan anvendes både på enkelt og dobbeltreb. Fordelen ved 8-tallet som nedfiringsbremse er, at der er mere metal til at absorbere varmen. Friktionen er mindre end sticht og HMS, hvilket giver mindre varme og mindre slid på rebet. 8-tallet snor ligeledes reb mindre end sticht og HMS. Det er således godt til baner, hvor der bliver abseilet meget, og hvor man har folk dobbeltsikrede. 8-tallet er kun et must, når der laves hurtige eller meget lange nedfiringer. På nogle 8-taller er det lille hul stort nok til, at man kan bruge dette til at sikre på samme måde som med stichten. Husk altid ekstra sikring ved abseil (klemknude eller rebklemme). Figur 19: 8-tal i nedfiringsposition. Rebet lægges altid i oppefra. Side 31 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

32 førstemanden eller abseiler, da man, når makkeren styrter, ikke har tid til at tænke over, hvordan man bremser, men absolut må have det som en sikker refleks. Har man som begynder brugt GRIGRI og stichttypen i flæng, vil man reflektorisk være i tvivl om, hvordan man skal reagere i en presset situation, som et styrt ofte må betegnes som. Tøver man en brøkdel for længe, vil makkeren have accelereret så meget, at styrtet bliver langt sværere at bremse, og klatreren udsættes derfor for unødig fare. Man kan heller ikke abseile med GRIGRIen i dobbeltreb, således at man kan få rebet med sig ned fra træet/klippen, så man må altså alligevel have to bremser med sig og anvende to forskellige bremseprincipper. Husk at GRIGRIen skal være fri for grus og velsmurt, da den består af flere bevægelige dele. Husk at tjekke at GRIGRIen vender rigtigt evt. ved at rykke hårdt i den aktive ende af rebet; vender den rigtigt, skal GRIGRIen låse. Se adsnittet Rebklatring med GRIGRI s. 63. Konklusionen er, at man som erfaren klatrer kan bruge GRIGRIen til nogle få situationer, hvor den, som beskrevet andetsteds er specielt velegnet, men man skal ikke anvende den som begynder. Figur 20: 8-tallet brugt som stichtbremse. Aktiv rebende GRIGRI GRIGRI er en avanceret rebbremse, der fungerer lidt som en sikkerhedssele. Til forskel fra alle andre rebbremser skal man med GRIGRIen slippe bremsen, for at den låser. Kan kun anvendes til helreb og er kun egnet til klatring på solide sikringer (se oversigt over bremseeffekt). Denne rebbremse fremhæves ofte som den perfekte rebbremse til begyndere eller som en uhyre sikker rebbremse. Disse synspunkter høres nok oftest fra forhandlere af klatreudstyr, da bremsen er ca. 3-7 gange så dyr som andre rebbremser. Følgende forbehold kan stilles over for GRIGRIen: den har begrænset egnethed (fungerer kun på helreb) og egner sig ikke til begyndere, da den giver dårlige vaner. Bruges den til begyndere, der gerne vil lære at klatre på egen hånd, vil GRIGRIen give en omvendt refleks, altså at man ved styrt slipper bremsen for at bremse styrtet. Da GRIGRIen kun kan anvendes til helreb og ikke til førstemandsklatring på egne sikringer (se afsnit om dynamisk/statisk sikring), vil man altså ikke kunne undgå at skulle bruge bremser, hvor man skal have en refleks, der hedder hold godt fast i rebet og få bremsehånden i rette vinkel til bremsen. Man skal gerne have automatiseret en bremserefleks, når man sikrer Figur 21: Sådan lægges rebet i en GRIGRI. Foto 12: GRIGRI brugt til at bundsikre med. Marts 2009 Klatresamrådet Side 32 / 88

33 Figur 22: Sådan fires med GRIGRIen. Figur 23: Alternativ håndstilling under firing. Tommelfingeren anbringes inde i karabinen. På denne måde er det lettere at dosere friktionen, men det kræver store hænder. HMS knuden HMS knuden er en knude, man binder direkte på en låsekarabin (se Knob og stik s. 38). Denne låsekarabin skal være stor og pæreformet og kaldes som regel HMS karabin. HMS karabiner er mærket med et H i en cirkel. H Knuden fungerer som sticht og 8-tal med bremse og fødehånd. Den kan bruges ved både sikring og nedfiring på både enkelt og dobbeltreb. Ulempen ved knuden er, at den slider og snor rebet mere end andre rebbremser, men den er virkelig god at kunne, hvis man f.eks. taber stichten eller 8-tallet. Den bør dog øves grundigt, før den anvendes. HMS knuden har yderligere den fordel, at den låser, ligegyldigt i hvilken vinkel bremsehånden holdes. Dette gør den særdeles anvendelig til topsikring fra hængende standpladser. Den fungerer da bedst, hvis den anbringes i en topsikring, der hænger lidt over sikringsmandens hoved. Herved skal man blot holde den passive ende af rebet nedad med bremsehånden og får derved hjælp af vægten fra resten af rebet. Man kan således mageligt sidde oppe i træet og sikre hele dagen. Ved anvendelse af HMS knuden som rebbremse direkte i topsikringen behøver man ikke at etablere en bundsikring ved siden af sin standplads oppe i træet, da der aldrig vil forekomme et direkte træk i sikringsmanden. I modsætning til sticht og 8- tal bremser HMSen bedst, når begge rebender løber samme vej, altså parallelt, ud af bremsen. Ved standsning af meget lange fald med høj faldfaktor eller meget hurtige nedfiringer kan HMSen skade strømpen på rebet, da reb i så fald gnider mod reb. Ved sikring og nedfiring med HMS skal man sikre sig, at den passive ende af rebet kommer ud af karabinen i den modsatte side af lukkeren. I modsat fald kan rebet skrue låsen op, åbne lukkeren og glide ud af karabinen, således at HMS knuden går op. Figur 24: Sådan sikres med HMS knuden. Side 33 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

34 8-tal dynamisk friktionstal 6-8 Sticht Dynamisk friktionstal 6-8 HMS knude Dynamisk friktionstal GRIGRI Statisk = uendelig Bundsikring Abseiling Rebklatring Afbinding Dobbelt reb Andet UEGNET HELT OK Det passive Primært lavet reb presses Dog kan man til dette ind mellem HELT OK anvende det Slider og det aktive reb lille hul som snor rebet og 8-tallet Det store øje en stichtbremse minimalt Der bindes 2 bruges her Kræver halvstik om backup 8-tallet HELT OK God til at sikre nedefra med HELT OK God til at sikre oppefra med HELT OK Dog ikke god til sikring af førstemand, på egne sikringer da den bremser for brat HELT OK Slider mere end 8-tallet Kræver backup HELT OK Kræver backup HELT OK Kan fint bruges til at fire sig selv ned i Kræver backup HELT OK Øverst sættes en rebklemme Kræver backupknude nederst på rebet Tabel 9: Skematisk oversigt over rebbremsernes anvendelse. Skive og taljeblok Taljeblokke kan bruges til flere forskellige ting, når man laver træklatring. Til at lave taljer med, til hurtige glidebaner, til topankre, hvor mange skal fires igennem (det skåner rebet) og f.eks. til hejsning. Sammen med skive og taljeblokke anvendes helst en oval karabin, da det sikrer, at blokken sidder mest lige. Skive og taljeblokke bruges, hvor man ønsker at mindske den friktion, der opstår, når rebet glider gennem karabinen. Man kan opdele dem i 3-4 hovedmodeller: Den simpleste er blot en plastikskive, der sættes i karabinen. En sådan model er billig og sikker, men fungerer relativt dårligt med ret stor friktion. Næstbilligst er modellen, hvor skiven har egen akse, men ingen ramme, der lukker rebet inde, hvis aksen skulle knække. Her er det vigtigt på steder, hvor sikkerheden er afhængig af taljeblokken, at lave en backup på taljen. Dette gøres ved at sætte en ekstra slynge med karabin rundt om taljeblokken. Træk rebet gennem karabinen, 2 halvstik og lås med karabin Bind 2 halvstik om det aktive reb Sikr dette med en karabin Låser selv når den er belastet Bind backupknude på det passive reb HELT OK HELT OK UMULIG Dermed også uegnet til at hente topsikringer ned med Ikke lavet til at sikre med. Skal holdes for at låse God til nybegyndere, da den er let at holde Bedst til 1. mand Slider og snor rebet Kræver en HMS-karabin = pæreformet Selvlåsende hvis man slipper og holder i det passive reb! Kan give nybegyndere dårlige vaner Bruger man en model af taljeblok, som har ramme om skiven, behøver man ikke denne backup, men modellen er noget dyrere afhængigt af kvaliteten. Endelig laves taljeblokke med flere skiver til brug, hvor der ønskes stor udveksling. Også disse fås UIAA godkendte. Taljeblokke med 2 skiver på stribe til hurtige glidebaner. Figur 25: Backup på taljen vha. ekstra karabin. Side 34 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

35 Kastepose En kastepose og en 2-3 mm snor kan være særdeles anvendelig til træklatring. Med en sådan pose og tynd line kan man få hovedrebet op over grene, som man aldrig kan få klatrerebet direkte op over med selve rebet og kasteknuden (se afsnit Knob og knuder s. 48). Der er nogle ganske få hovedregler i den forbindelse; det lyder indlysende, men man glemmer det i situationen: Sørg for at holde fast i linens løse ende, når der er kastet! Lad være med at stå på linen, når du kaster. Sørg for at der ikke ligger løse grene i nærheden og andet, som kan filtre sig ind i linen. Bed folk i nærheden om at være vagtsomme; det er ikke altid, at posen flyver i den tiltænkte retning! Når linen ligger over den rigtige gren, så bind rebet rigtig godt fast i den løse ende FØR du trækker! Det er ikke altid, at man har fået kasteposen med. Grene, fyldte sodavandsflasker (½ l) o. lign. fungerer også efter hensigten. Men pas på: de er ikke sjove at få i hovedet! Mekaniske rebklemmer Der findes en del forskellige mekaniske afløsere for prusiksnorene (se afsnit Klemknuder s.43). Fordelene ved sådanne rebklemmer er primært, at man slipper for at have nylon/polyamid mod nylon/polyamid og den dermed medfølgende risiko for gennemsmeltning, og man kan have en noget højere brudstyrke på svageste led i en sådan sikringskæde. Samtidig klemmer disse redskaber som regel bedre og er nemmere at løsne igen efter belastning. En rebklemme skal for at blive UIAA godkendt kunne holde mindst 400 dan. Shunt Rebklemmer af typen som shunten fra Petzl er den mest anvendelige rebklemme i træklatresammenhænge. Den kan til forskel fra jumartypen bruges på både enkelt- og dobbeltreb. Shunten er i modsætning til jumartypen anvendelig som backup ved nedfiring. Man kan hænge i den, når man skal filtre reb ud på vej ned, uden at den er svær at løsne igen. Den er lettere at klatre på rebet med end klemknuderne, men grunden til, at den er specielt god at have, når man er leder af klatreaktiviteter, er primært følgende: Man kan i nødsituationer bedre tillade sig at klatre solo på et enkelt- eller dobbeltreb. Dette reb kan kastes op om større grene, som skovfolkene gør, så man kan klare at sætte en klatrebane op alene, og man kan komme sikkert op og ned af træet, medens man etablerer resten af en klatre-/rebbane eller skal pille en sådan ned, efter at det er begyndt at regne. Den gør ligeledes en kammeratredning noget lettere, da man slipper for situationer som denne: Man er på vej ned af træet med en passiv/tilskadekommet klatrer og må slippe prusikken for at komme fri af nogle grene, prusikken låser sig ubehjælpeligt fast, og det er svært at bakse denne 120 kg fyr op på en gren for at få aflastet den. Shunten er væsentligt lettere at låse op igen, som regel er det nok at skubbe sig opad en brøkdel af et sekund, medens man klemmer på låsearmen. Petzl angiver en brudstyrke på Shunten på dan. Husk at to reb i Shunten altid skal have samme diameter. Man kan dog heller ikke med shunten eliminere mulighederne for uheld. I Pit Schubert/DAVs store analyse af 25 års uheld inden for klatresporten har man fundet enkelte situationer, hvor shunten ikke har låst ved soloklatring. Hvis man klatrer overhængende som på illustrationen nedenfor, er den ikke sikker, da belastningen skal være parallel med rebet. Shunten kan også i sjældne tilfælde vrides, således at den pludselig sidder nærmest 90 på rebet. Den mister herved også det meste af sin bremseeffekt. Man kan så vælge at binde en knude på rebet nogle meter over jorden eller vælge at bruge to rebklemmer. Her skal der være så stor afstand mellem to rebklemmer, at den øverste ikke skubber på den nederste. Nogle vil nok sige, at det er at gå med livrem og flere par seler. Det er der ikke mange, der gør, men det er på den anden side også farligere at falde ned fra et højt træ end at tabe bukserne. Konklusionen er, at når man arbejder med træklatring, så kan det godt betale sig som klatreleder at ofre de ca. 300 kr., som en shunt koster. Side 35 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

36 Figur 26: Shunten. Pas på med at få begge ender af rebet opad f.eks. over en gren. Jumar/Ascender Rebklemmer af typen som jumaren (også kaldet en ascender, Petzl kalder den Ascension ) fås med og uden håndtag og både til venstre og højre hånd. De er lavet til klatring på rebet caving mm.. De kan kun bruges på helreb og kan ikke bruges som backup ved nedfiring. De er gode ved sækkehejsning og taljearbejde med rebbaner. De er dyre og med begrænset anvendelsesområde i forhold til shunten. Man bør ved rebklatring med to jumarer altid lave afbinding på rebet (se afsnit Rebklatring s.62), da en jumar kan låses helt op, så den ikke længere klemmer på rebet. Andre rebklemmer Wild Country har lavet to nye produkter kaldet The Hand og Ropeman. Den første er en rebklemme uden bevægelige dele. Denne kan anvendes til rebklatring og sikres ved en knude på rebet med jævne mellemrum. Ropeman er en microudgave af en Jumar. Denne er også kun egnet til rebklatring og kræver afbinding (se afsnit herom), da dens funktion er afhængig af en fjeder. Petzl har introduceret Tibloc som en erstatning for prusikknude. Den har ingen bevægelige dele, der kan gå i stykker. Der introduceres hele tiden nye former for rebklemmer. Derfor må man henholde sig til brugsanvisningen for den pågældende rebklemme og vurdere dem ud fra, hvad man selv foretrækker, og evt. sammenholde med andres erfaringer på området. Vedligehold Som ved karabinerne: rebklemmerne skal opbevares tørt, men skylles hvis de er beskidte. De bevægelige dele skal smøres med syrefri olie (olie til symaskiner), grafitpulver eller WD-40. Selvsikringsudstyr Man kan få forskellige udgaver af en såkaldt personlig sikring, som grundlæggende består af 2 slynger, som man sikrer sig med på skift. Det vil sige, at man kun flytter én slynge ad gangen, og dermed altid mindst er sikret i én slynge under klatringen. Disse slynger er monteret med en dynamisk bremse og et stykke reb, der giver de ellers statiske slynger en vis elasticitet i forbindelse med styrt. Andre udgaver indeholder lange slynger, der under normal brug er foldet sammen og syet til, men som ved styrt vil folde sig ud i fuld længde og dermed afbøde et for kraftigt ryk. Petzl har lavet Zyper Y, som de netop anbefaler til personlig sikring på rigge, stilladser o. lign, hvilket også omfatter træklatring. Dog kan det her være et irritationsmoment, at armene er ganske korte. Det betyder ikke så meget på stilladser, hvor de jo ikke skal nå rundt om tykke grene, men blot klikkes på selve stilladset. Petzl har også lavet Absorbica I og Y, der består af henholdsvis én arm og 2 arme sat sammen som et Y. Side 36 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

37 Andet udstyr Hjelm Klatresmrådet anbefaler at der altid bruges hjelm, når man sikrer fra jorden. Rebstige Det kan i mange tilfælde være en god ide at medbringe en rebstige. Ofte sidder de nederste grene et stykke over jorden, og her kan det hjælpe at opsætte en rebstige til at forcere det første vanskelige stykke. Undervejs opad kan der også være passager med store mellemrum mellem grenene hvor en rebstige kan være en udmærket hjælp til at komme videre. Man kan sagtens selv lave en rebstige, der opfylder netop ens eget behov. Grundlæggende skal man anvende X-antal trappetrin, der laves af grene, hvori man borer et 9 mm hul i hver ende. Som udgangspunkt er det rart med brede trin, så man kan tage fat med begge hænder, men man kan minimere den ved kun at lave trinene én fodsbredde. Dette øger også sværhedsgraden. Stigen bindes sammen med et 7 mm reb. For at undgå, at trinene glider op og ned ad rebet, er det bedst at binde knuder på begge sider af trinet. Start med at lave en ottetals-løkke midt på rebet, der hvor stigen skal hænges på. Derefter sættes trinene på oppefra og nedefter. Byg dem gerne i forskellige længder, så de passer til forskellige opgaver. Det er både irriterende, hvis stigen er for lang eller for kort! Husk: at jo lettere stigen er, jo oftere tager man den med sig, og jo mere glæde får man af den. En letvægtsmodel kan f.eks. bestå af trin lavet af spinkle, afbarkede poppelgrene. Selve stigen har som regel ingen sikkerhedsmæssig betydning, da man altid vil være sikret i topsikring under brug. Man falder altså ikke ned, hvis et enkelt trin skulle knække! En rebstige er meget levende, når man forsøger at klatre op, derfor kan det være en fordel også at lave en løkke forneden, så bunden kan fikseres ved hjælp af slynger og karabiner. Der forhandles også nogle præfabrikerede rebstiger, men disse er som regel for korte og altid for dyre! Foto 14: En rebstige har mange anvendelsesmuligheder. Her er den brugt som start på en halebane. Tøj & sko Påklædningen varierer naturligvis efter eget temperament, vejr, vind og årstid. Nogen kan klatre i sandaler, andre i gummisko, men generelt er det fornuftigt at bære en støvle, der beskytter anklen mod vrid, har skridsikker sål og som er stiv i sålen, så foden ikke bliver klemt, hvis man træder ned i en grenkløft el. lign. Tøjet skal være til at bevæge sig i og kunne justeres efter aktiviteten og en vekslende temperatur, idet det er koldt at stå/sidde stille og sikre, mens man hurtigt får varmen, når man selv skal klatre. Undgå så vidt muligt store lommer, flagrende stropper og andre løsdele, som kan sætte sig fast i grene undervejs. Vandafvisende overtøj kan være en fordel i bygevejr, da man altid sidder oppe i træet, når det begynder at regne! Ydermere skal det kunne tåle at blive beskidt (!), da træer har det med at gro grøn og slimet mos alle vegne. Det er altid en god ide at medbringe en lille hue og et par vanter. Selvom det ikke umiddelbart føles koldt, kan man hurtigt få kolde fingre, når man står og arbejder med hænderne oppe af lommen, og det er meget svært at åbne og lukke karabiner med kolde fingre! Side 37 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

38 Knob og Stik I klatring anvendes et begrænset antal knob. Dette skyldes, at man må være meget sikker i brugen af disse, samt at knobene må være testede i klatresammenhæng. Disse knob er følgende: Ottetalsknude Dobbelt fiskerknude Dobbelt halvstik Kasteknude (træklatring) Marineknob Selestik Vandknob Slyngstik (træklatring) HMS knude Klemknuder: Prusik Autoblock Vikingeknude Bachmannknude Når man vælger at anvende knuder til klatring, er det vigtigt at være opmærksom på, hvor meget disse knuder vil svække det reb, de er bundet på. Det, der er afgørende for rebets svækkelse, er hvor skarpe knæk der laves på rebet. Rebet vil altså også blive svækket bl.a. på det sted, hvor det bukker omkring karabinen. Slyngstikkets svækkelse af slyngen er meget afhængig af, hvor og hvordan det laves (se afsnit Mellemsikringer s. 50). selen, når faste reb opsættes, som stopknude for enden af rebet samt i mange andre situationer, hvor man har brug for et sikkert knob. Knuden kan bindes på to måder enten dobbelt eller syet, som på illustrationerne nedenfor. Der er mange gode grunde til at anvende ottetalsknuden og kun den. Som det ses af oversigten, er ottetalsknuden den knude, der på grund af sine bløde buer svækker rebet mindst. Det er let at se, om den er bundet rigtigt. Den er nogenlunde let at løsne, efter at den har været belastet; den brækkes blot løs. Når man syr ottetallet, binder man først et enkelt ottetal, lægger rebet rundt om det, som det skal rundt om, og følger rebet tilbage samme vej gennem knuden. Pælestikket har vært brugt og bruges stadig af nogle (bl.a. skovarbejdere) til mange af de samme indbindinger som ottetallet f.eks. til indbinding i selen, og når rebet skal rundt om træer. Det er nok lidt lettere at løsne efter belastning og noget hurtigere at binde. Det har dog nogle alvorlige ulemper, specielt for begyndere. Bindes det ikke helt korrekt, holder det slet ikke, og man har haft en del uheld, hvor løkken, som dannes, er blevet tværbelastet, hvorved pælestikket simpelthen går op (Pit Schubert). Af disse grunde kan det ikke anbefales at benytte denne knude. Man er kommet frem til følgende testresultater: Tilbageværende Svækker rebet, styrke i rebet, i % i % Reb uden knuder Ottetalsknude Pælestik Dobbelt fiskerknude Dobbelt halvstik Alm. overhåndsknude Tabel 10: Knuders svækkelse af rebet. Ottetalsknude Ottetalsknuden er den mest anvendte knude, når man klatrer. Den bruges, når man binder sig ind i Figur 27: Dobbelt ottetalsknude. Side 38 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

39 Figur 28: Syet ottetalsknude. Dobbelt halvstik Egentligt ikke noget særlig holdbart knob, men det har den fordel, at det er let at regulere (tage reb igennem), når det er bundet. Bruges i træklatring, når man binder sig i karabinen i bundsikringen med selve rebet. Her har det stor betydning, at man kan regulere længden af det reb, der går mellem sig og træet. Det er særdeles vigtigt, når man bruger rebet til at lave ligevægt mellem de enkelte sikringer i top- eller bundsikringen. Kan specielt være godt, hvis man bundsikrer i flere mindre træer/buske. Dobbelt halvstik om egen part er et godt knob til at binde om et træ, efter at rebet er strammet, da det er let at lave, selv om rebet er meget stramt. Dobbelt fiskerknude Bruges til at binde to reb sammen f.eks. ved abseil. Rebene behøver ikke at være lige tykke. Denne knude er svær at løsne hvis den overhovedet kan løsnes, hvilket er grunden til, at den anvendes til sammenbinding. Man kan, hvis man vil gøre den lettere at løsne efter belastning, binde et almindeligt råbåndsknob i midten. Knobet kan også anvendes på tape. Figur 30: Dobbelt halvstik Figur 29: Dobbelt fiskerknude. Figur 31: Dobbelt halvstik om egen part. Side 39 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

40 Kasteknude I træklatring vil det ofte være nødvendigt at kaste rebet over en gren. Derfor er det praktisk at kunne lave en kasteknude. Knuden har ingen sikkerhedsmæssig funktion. Alternativt kan man have en kastepose med en tynd snor i. Marineknob Kan bruges til at fastgøre prusiksnoren til karabinen i forbindelse med proceduren At tage sig ud af systemet i stedet for den ellers anvendte HMS knude (se afsnit Nødprocedurer s.64). Det bindes ved at vikle prusiksnoren 3 gange rundt om karabinen, derefter 3 gange rundt om sig selv, og til sidst trækkes den løse ende ind igennem de 2 stramme prusiksnore. Det er en fordel, hvis knuden på prusiksnoren er nede i den løse ende, så den kan være med til at låse. Knobet låser godt og sikkert, men er modsat HMS knuden også let at løsne igen med én hånd. Figur 32: Kasteknude. Figur 33: Marineknob. Marts 2009 Klatresamrådet Side 40 / 88

41 Selestik Især i forbindelse med opsætning af rebbaner, hvor man anvender taljer til opstramning og derfor har behov for et fast punkt på rebet, kan det være en fordel at kunne lave et fast øje midt på rebet uden at skulle have en af enderne hele vejen igennem knobet. Selestikket er både nemt at binde og at løsne. Figur 36: Vandknob. Figur 34: Selestik. En anden måde at lave et fast punkt på rebet er følgende: Grib fat i rebet og træk ud i en retning vinkelret på rebet, sno det 3-4 gange og læg derefter den fremkomne løkke ned i den retning, hvorfra rebet kommer = modsat den ende, der skal strammes op. Dette knob er meget hurtigt at lave og endnu lettere at løsne! Figur 35: 2 forskellige faste øjer på tov. Vandknob Vandknob bruges til at binde slyngetape sammen med. Den bindes ved at lave en alm. overhåndsknude ca. 10 cm fra enden af tapen. Derefter syr man den anden ende igennem knuden således, at tapen ligger parallelt i knuden. Denne knude anbefales i meget klatrelitteratur som eneste knude til sammenbinding af tape. Til forskel fra dobbelt fiskerknude kan den bindes op igen. Da man i træklatring bruger temmelig mange tapeslynger, er mange fristet til at binde disse slynger selv. Man vil derved kunne lave slyngerne til omkring halvdelen af prisen på færdigsyede slynger. Noget litteratur nævner, at knuden ikke er egnet til hul tape, da denne type tape glider endnu lettere op end enkeltlagstape. Det anbefales altid at have tampe, der er mindst 5 gange længere end tapens bredde og at sy eller tape disse tampe, da knuden ellers kan gå op. Disse forholdsregler er dog ikke altid nok. Det har vist sig, at selve knuden, netop når tampene er syede eller tapede, kan flytte sig væk fra den del af tapen, der er dobbelt, til den del, hvor tapen er enkelt. Man ender altså pludselig op med en tapeslynge, som blot er tapet eller syet sammen med et par sting, og der sidder en knude et forkert sted på slyngen. Derfor skal man, hvis man absolut vil bruge selvbundne slynger, gøre følgende: Binde den hule type tape med dobbelt fiskerknude, eller: Jævnligt tjekke, at tampene er lange nok, og at knuden sidder rigtigt. Vi må konkludere, at denne knude ikke egner sig til faste slynger, der bruges af flere forskellige mennesker, som det ofte er tilfældet i træklatring. Da man oftest i træklatring har ansvaret for andre folks børn og ikke kun sig selv og vennerne, må der stilles større krav til sikkerheden. Derfor er det ikke værd at gå på kompromis m.h.t. slynger. Slyngerne er et led i sikringskæden som man ved al træklatring er 100 % afhængig af. De færdigsyede slynger har % større brudstyrke, er mindre klodsede og går aldrig op. Undlad derfor at binde dine egne slynger! Side 41 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

42 Figur 37: Slyngstik. Slyngstik Slyngstikket kalder vi den måde, som vi sætter tapeslynger rundt om grene, når vi sikrer i træer. Som det ses på illustrationerne i afsnittet om mellemsikringer (se afsnit Mellemsikringer s. 50), er stikkets svækkelse af slyngen noget afhængig af grenens udseende og stikkets placering. Sammenkobling af slynger Man vil i træklatring ofte komme ud for, at slyngerne er for korte til at nå rundt om stammen, og man har derfor brug for at sætte dem i forlængelse af hinanden. Dette gøres som vist i afsnit om mellemsikringer (se afsnit Mellemsikringer s. 50). Der er derfor visse fordele ved at have forholdsvis mange lange (120 cm) slynger frem for 60 cm, da man altid kan lægge den lange slynge flere gange rundt om grenen, hvis den er for lang. HMS knuden HMS knuden bruges som en rebbremse og bindes direkte på en låsekarabin (se afsnit Låsekarabiner s. 28). Denne låsekarabin skal være stor og pæreformet og kaldes som regel HMS karabin. Figur 38: Sådan laves HMS knuden. Side 42 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

43 En ulempe ved prusikknuden er, at den kan være svær at løsne igen, når den har været belastet. Specielt hvis man under redning af anden person bærer vægten af to, og man af en eller anden grund låser prusikken. Her vil man ofte ønske, at man havde en kniv med, eller at man havde anvendt autoblock. Figur 39: Sådan sikres med HMS knuden. Knuden kan kendes ved, at den tipper om på den anden side af karabinen, når trækretningen ændres. Klemknuder Rebklemmer og klemknuder bruges i mange situationer; som backup ved nedfiring, ved redning af klatrer, ved klatring på rebet, når man som sikringsmand er nødt til at tage sig ud af rebet og mange andre situationer. Specielt ved træklatring, hvor man arbejder mere med rebene til rebbaner og rebklatring end ved traditionel friklatring, har man brug for disse redskaber. Da sikkerheden omkring træklatring ofte afhænger af korrekt brug af rebklemmer/klemknuder, vil dette afsnit blive forholdsvis detaljeret. Prusikknude Prusikknuden var langt det mest brugte redskab til redning og rebklatring. Den er let at lave og har den fordel frem for andre klemknuder, at den låser lige godt begge veje. Materialet, et par meter 5-6 mm prusiksnor, er billigt og let at have med sig. Knuden laves som på figuren nedenfor med 2 eller 3 runder om rebet. Om man må bruge 2 eller 3 runder om rebet, afgøres primært af overfladen på de to strømper, men det opleves ofte, at to runder ikke er nok til at låse sikkert ved nedfiring. Det anbefales dog altid at bruge 3 omgange, når knuden anvendes som backup, og så kan man, om man vil, nøjes med 2 omgange de steder, hvor knuden ikke har nogen sikkerhedsmæssig betydning som f.eks. til en fodprusik ved rebklatring. Figur 40: Sådan laves prusikknuden med 5-6 mm snor på mm reb. Side 43 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

44 Figur 41: Autoblocken låser kun den ene vej og er derfor lettere at løsne. Vikingeknuden kan også laves på tapeslynge. Bachmannknuden er god på både snor og tapeslynge. Autoblock En autoblock bindes oftest af 6-7 mm prusiksnor ca. 135 cm langt, som snos rundt om rebet, indtil man lige kan nå karabinen som vist ovenfor. Den store fordel ved autoblocken er, at den kan løsnes under belastning, hvilket kan være særligt praktisk under redning. Bachmannknude Bachmannknuden er en variant, som også kan bruges med tapeslynge, og som er lidt lettere at løsne. Den laves ved at lægge slyngen i karabinen og derefter sno den rundt om rebet. Karabinen bruges ikke som håndtag under belastning, men kun når knuden skal flyttes op ad rebet. Vikingeknude Et godt alternativ til prusikken er også vikingeknuden, som også kan laves af tapeslynger. Disse har man jo ofte med, hvis man har glemt prusiksnor. Slyngen eller prusiksnoren snos mindst tre gange rundt om rebet, inden den låses, som vist på tegningen ovenfor i midten. Marts 2009 Klatresamrådet Side 44 / 88

45 Foto 15: Klemknuder bundet i praksis. Tabel 11: Test af klemknuder lavet i 1976 af Rowland Edwards og Johnny Leeds, beskrevet af Martin Tomlinson i Dansk Bjergklubs blad nr. 2, 1995 Knude Lavet af Glid ved knuden i cm Styrke og risiko for brud på slynger Diameteren på prusiksnoren skal være ca. den halve af rebets. Brudstyrken på den snor, man køber hos klatreforhandlere, er typisk 520 dan for 5 mm og 800 dan for 6 mm. Denne brudstyrke er stor nok til at klare de belastninger, der er ved traditionel anvendelse (som backup for abseilbremse). Den afgørende faktor for, om snoren, som anvendes til klemknuderne, holder, er, hvor langt den når at glide, før den låser helt. Glider knuden for langt, smelter knuden simpelthen over. Derfor må man hele tiden sørge for, at man aldrig kan falde mere end en halv meter, før prusikken strammes. Ved rebklatring falder man ikke længere end den halve meter, selv om man skulle ryge ud af fodslyngen, og man bruger altid afbinding (se afsnit Afbinding s. 63). Vil man bruge en rebklemme/ klemknude som selvsikring ved redning eller i situationer, hvor man må klatre alene, anbefales, at man bruger en Shunt el.lign. da det er praktisk umuligt at flytte prusikknuden tit nok. Brug aldrig klemknuder, hvor disse kan blive udsat for faldfaktorer over 0,5, dvs. aldrig til noget, der ligner soloklatring. Der er dog stadig mange situationer, hvor klemknuderne er særdeles gode. F.eks. til at tage sig ud af systemet at aflaste en låst abseil/rebbremse at klatre på rebet Belastning i dan Smeltning Prusik Nr. 1 nylon 2,5 450 Kun lidt slid Bemærkninger Let at binde op efter test. Nogle af disse slynger holdt op til tre fald med kun minimalt slid! Prusik Nr. 2 nylon 244 Rebet delvist brændt igennem Knuden delvist smeltet igennem Prusik 5 mm kernmantel 0, men slyngen knækkede 475 Sammensmeltet med rebet Slyngen knækkede ved knuden Prusik 7 mm kernmantel Slyngens strømpe smeltet sammen med rebet Nogle af disse slynger holdt to fald uden at knække Prusik 12 mm tape Sammensmeltet med rebet Slyngen smeltede næsten igennem Bachmann Nr. 1 nylon Ingen smeltning Denne knude holdt forbavsende godt Side 45 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

46 KLATRE- OG SIKRINGSTEKNIKKER Klatre- og sikringsteknikker Førstemandsklatring Principperne for den form for klatring, som vi oftest bruger i dag, er baseret på, at to mand starter fra bunden af et træ, hvor det ikke er muligt at komme op til toppen uden at anvende klatreteknik. Det stiller visse krav til fantasien at forestille sig, hvordan man i den situation sikrer sig med et reb, seler, karabiner og slynger og fjerner dem igen. Når vi klatrer i træer, bruger vi slynger til at etablere mellemsikringer undervejs ved at lægge dem om grenene eller stammen. Det foregår således: Først skal begge klatrere have seler og hjelm på. Derefter laver man en bundsikring. Den, der ikke klatrer først, kaldet sikringsmanden eller andenmanden, binder sig i bundsikringen og sætter en rebbremse fast i selens indbindingspunkt med en låsekarabin. Begge klatrere binder sig ind i sin egen ende af rebet med et syet ottetals knob i selens indbindingspunkt. Hvis sikringsmanden ikke skal klatre andenmand eller måske har andre baner i gang ved siden af og derfor ikke finder det praktisk at være bundet ind i klatrerebet, skal man i stedet huske at binde en knude (evt. et ottetals knob) et stykke fra den løse ende, som ligger på jorden, så det med sikkerhed ikke kan løbe ud igennem rebbremsen. Den, der skal klatre først, kaldet førstemanden, giver et stykke af rebet tæt på egen indbinding til sikringsmanden også kaldet andenmanden. Han sætter rebet i rebbremsen et par meter inde på førstemandens rebende. Andenmanden siger: Du er sikret, før førstemanden begynder at klatre op i træet. Dette betyder, at andenmanden fortæller førstemanden, at han er sikret - at andenmanden er klar. Førstemanden svarer: Jeg klatrer. Han sætter første mellemsikring, lige når han er nået over jorden, så den sidder godt 2 meter oppe, klipper rebet i karabinen og vender den. En meter efter sætter han den næste og to meter efter den næste igen. Figur 42: Mellemsikring ved førstemandsklatring. Han klatrer tre meter længere op og skal til at sætte endnu en sikring, men er ved at falde. Hvad sker der, hvis han falder nu? Han vil falde de tre meter ned til sidste sikring og endnu tre meter plus det slæk og elasticitet, der er i rebet. Rebet vil altså gribe ham ca. 4 meter under sidst satte sikring. Denne satte han 5 meter over jorden, og han vil således havne ca. 1 meter over jorden, før han sidder i selen og dingler. Han ville falde ca. 7 meter i det hele. Da rebet er elastisk, vil opbremsningen være forholdsvis behagelig. Han kunne også være faldet, da han var en meter over sidste sikring, og var således kun faldet 1 m +1 m + slæk og elasticitet = 3 meter. Tidspunktet lige før, man skal sætte næste sikring, er altså det mest kritiske, hvad angår længden af faldet. Men førstemanden faldt altså ikke, men sætter sikringerne, når han har fødderne 2, 3, 5, 8, 11, 14, 17, 20 meter over jorden, således at han på intet tidspunkt efter at have sat første mellemsikring risikerer at falde helt til jorden. Det farlige er ikke at falde, men at ramme jorden! Marts 2009 Klatresamrådet Side 46 / 88

47 3 m. 4 m. Figur 43: Længde af styrt ved førstemandsklatring. Når man klatrer i træer, skal man i modsætning til på stejl klippe og væg ikke kun tage hensyn til, at man ikke må ramme jorden, hvis man styrter, når sikringerne sættes, men også sørge for at man ikke kan ramme større grene. Man skal hele tiden have i baghovedet, hvad man rammer i et eventuelt styrt, og sætte sikringerne herefter. Man klatrer op til 30 meter over jorden, medens man fortsætter med at sætte en sikring for hver 3. meter. Her laver man en selvsikring (standplads) og råber: Tag mig ud. Andenmanden råber: Du er ude og piller rebet ud af rebbremsen. Førstemanden laver en topsikring over sig og sætter en rebbremse (eller HMS) i denne. Han/hun hiver nu rebet til sig, indtil det er stramt mellem ham/hende og andenmanden. Når andenmanden mærker at rebet rykker i sig, råber han: Det er mig. Så ved førstemanden, at rebet løber frit og ikke har sat sig fast i et eller andet undervejs. Førstemanden sætter nu rebet i rebbremsen og gør sig klar til at sikre andenmanden. Førstemanden råber Du er sikret,og andenmanden råber Jeg klatrer. Nu hiver førstemanden rebet gennem rebbremsen, således at det hele tiden er næsten stramt, medens andenmanden klatrer. Skulle andenmanden falde på vej op, vil han hele tiden kun kunne falde det stykke, som er slæk på rebet, og som rebet giver sig pga. sine elastiske egenskaber. Hvis den, der klatrer, det gælder både førstemanden og andenmanden, synes, at rebet ikke er stramt nok, råber han: Stram op, og hvis det er for stramt råber han: Slæk. Hvis makkeren ikke har hørt, hvad den anden har råbt, råber han Gentag. Hvis man knækker en gren, og den falder ned, råber man: Gren. Den nederste må så forsøge at beskytte sig evt. under en af de nederste grene. Medens andenmanden klatrer op, tager han slyngerne/sikringerne med sig. Når han er kommet op til førstemanden, ville han i princippet, hvis træet var mere end et rebs længde, kunne fortsætte nu blot som førstemand. De to klatrere har nu byttet roller, og den, der før hang og topsikrede, hænger/sidder nu og bundsikrer. Sådan kunne de to så fortsætte, hvis træet var højt eller rebet kort. Når andenmanden kommer op til førstemanden, kan han/hun enten lade sig fire så langt ned som rebet rækker, hvilket som regel er til jorden, eller selvsikre sig på samme måde som førstemanden. De kan nu binde rebet af sig, lægge midten af rebet i en solid grenkløft og lade enderne falde ned på hver sin side af grenen. Før de smider rebet ned råber de: Reb, så personer, der står under træet, kan nå at dukke sig for rebet. De gør nu klar til at abseile ned, før de piller alle slynger fra selvsikring og topsikring ned. Figur 44: Nedfiring hvor intet udstyr efterlades i træet. Rebet tages ned ved at hive i den ene ende af det, når man ikke længere hænger i rebet, men står på jorden eller hænger i slynger i træet. Side 47 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

48 Figur 45: Husk at bruge en backup, her en prusikknude, ved nedfiring. Her vist på enkelt reb, men princippet er det samme, når rebet er lagt dobbelt. Taleprocedurer/kommandoer Det er vigtigt, at man taler samme sprog, når man klatrer, så man undgår misforståelser mellem sikringsmanden og klatreren! Tit kan klatrerne ikke se hinanden, og lyden forværres af højden, vejret, støjgener og mange blade på træerne. Derfor bruges der en række klare og enkle standardmeldinger blandt klatrere. De indgår ovenfor i beskrivelsen af førstemandsklatring, men er for en sikkerhedsskyld opremset her: BARE KOM er en bekræftelse på, at klatreren bliver sikret, og nu kan begynde klatringen. TAG MIG UD betyder, at man ikke længere har brug for at være sikret. Det er som regel ensbetydende med, at førstemanden har lavet en standplads og dermed er selvsikret. DU ER UDE råber andenmanden, når rebet er taget ud af rebbremsen, og han ikke længere sikrer klatreren. Førstemanden kan nu begynde at trække det resterende reb op. Andenmanden løsner og tager bundsikringen af og gør sig klar til at klatre ved at kontrollere sin egen indbinding. DET ER MIG bliver råbt af andenmanden, når førstemanden har halet så meget reb op, at det er stramt, og han dermed trækker direkte i andenmanden. DU ER SIKRET betyder, at den nye sikringsmand oppe i træet har rebet i sin rebbremse og er opmærksom på at sikre klatreren. JEG KLATRER hermed tilkendegiver klatreren (andenmanden), at han er klar til at begynde med at klatre. BARE KOM er en bekræftelse på, at klatreren bliver sikret og nu kan begynde klatringen. Desuden anvendes følgende kommandoer: GENTAG hvis der er tvivl om, hvad der er blevet råbt, og man ønsker råbet gentaget. STRAM OP hvis klatreren ønsker, at rebet fra sikrings-mandens side bliver strammet op, fordi han enten vil hvile i rebet eller skal til at fires ned. SLÆK hvis klatreren ønsker ekstra reb ude. REB når der smides reb ned eller tabes reb oppefra træet. Betyder at man skal gå til side og IKKE kikke op! STEN/GREN når der oppefra tabes eller løsnes en genstand. Hvis der klatrer flere i samme område, kan man med fordel erstatte du og jeg med personnavne, så misforståelser undgås. Bundsikring Bundsikring skal altid bruges, hvis man sikrer én, der klatrer førstemandsklatring. Grunden er, at en førstemand kan nå at accelerere mange meter, før rebet strammes, og kan derved hive i rebet med mange gange sin egen vægt. Er sikringsmanden/andenmanden ikke bundet til en bund- DU ER SIKRET betyder at sikringsmanden har rebet i sin rebbremse og er opmærksom på at sikre klatreren. JEG KLATRER hermed tilkendegiver klatreren, at han er klar til at begynde med at klatre. Marts 2009 Klatresamrådet Side 48 / 88

49 sikring, kan han blive løftet i vejret, tippe rundt eller slå hovedet mod en gren. Der er derved en risiko for, at han slipper rebet med bremsehånden, hvorved førstemanden falder ned. Sikrer man derimod en mand i topreb fra bunden, er der dels, hvis man holder rebet nogenlunde stramt, ikke den store acceleration, før rebet strammes, dels relativ stor friktion i systemet, da rebet går hele vejen op gennem topsikringen og tilbage til sikringsmanden. Dette (friktionen) kan, hvis der ikke er for stor vægtforskel, godt udligne den lille acceleration. I undervisningssammenhænge skal der altid bruges bundsikring. En bundsikring laves typisk ved, at man sætter en slynge med et slyngstik rundt om enten det træ, der klatres i, eller et andet større træ i nærheden. Denne slynge forlænges enten med bunden af rebet eller med endnu en slynge, således at den lige netop kan nå indbindingspunktet i selen. Her fastgøres bundsikringen med en låsekarabin. Man skal nu være bundet til træet, således at man ikke bliver løftet eller bragt ud af balance, hvis den, der klatrer, skulle falde. Er man bundet til et træ et stykke væk, skal man huske, at trækket vil komme i en vinkel fra bundsikringen til nederste mellemsikring eller, hvis den skulle svigte, til næste mellemsikring. Bind dig derfor ind tæt ved bundsikringen. Det kan være en fordel at lave bundsikringen et stykke væk fra det træ, der klatres i. Dels undgår man at få faldende genstande/grene i hovedet, dels sparer man lidt på nakkemusklerne ved at mindske den vinkel, man skal stå og kikke i. Er sikringsmanden oppe i træet skal sikringsmanden tilsvarende etablere en bundsikring. Dermed forhindres det at sikringsmanden trækkes ud af sin sikringsposition. Kravet til bundsikring oppe i træet er samme krav som til bundsikring ved jorden. Figur 46: Bundsikring. Husk at stå så tæt på bundsikringen, at du ikke løftes op fra jorden, hvis førstemanden falder. Foto 16: Sikringsmand. Side 49 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

50 Mellemsikringer Mellemsikringer er de sikringer, man sætter undervejs ved førstemandsklatring, således at man ved styrt ikke ryger hele vejen til jorden. Disse laves i træklatring, ved at man med en slynge laver et slyngstik(se fig. 48) rundt om en tyk gren (hvis diameter skal være over 5 cm!) eller om stammen over en gren, hvis grenene ikke er tykke nok. I denne slynge sættes en almindelig karabin med lukkeren nedad, rebet klippes i karabinen, og den vendes, så lukkeren vender opad. Det sidste for at undgå at rebet skal klippe sig selv ud igen ved fald. Mellemsikringerne skal helst sættes i en højde ud for førstemandens indbindingsløkke, for at man undgår at trække for meget reb ud, inden man klipper rebet i karabinen, da dette vil give en forholdsvis højere faldfaktor (se afsnit Sikringskæden s. 55). Sætter man slyngen på en gren, gøres det helt inde ved stammen for at undgå vægtstangsbelastning. Ved slyngstik svækkes slyngen ganske vist noget, men dette opvejes af den risiko, der er, ved at slyngen glider længere ud ad grenen, hvis man samler slyngen med karabinen som tegningen til højre. Derved reduceres styrken på grenen, således at denne sandsynligvis bliver svageste led i sikringskæden. Lange slynger korte slynger Figur 47: Man har ofte mange slynger med op i træet, så det gælder om at finde et system, så man undervejs let kan løsne både korte og lange slynger. Figur 48: At bruge slyngstik til mellemsikringen har den fordel, at sikringen bliver inde ved stammen. I mellemsikringen bruges karabin uden skrue, og den vendes med lukkeren opad, når rebet er klippet i. Slyngen holder her dan (1 dan er ca. 1 kg).grentykkelsen på billedet er ikke reel, husk 5/10 cm tykkelse på bøgegrene. Marts 2009 Klatresamrådet Side 50 / 88

51 Mellemsikringerne bør sættes minimum efter meter og derefter mindst for hver tredje meter. Et længere fald højt oppe i træer er ikke risikofrit, da risikoen for at komme til skade ved at ramme grene undervejs er stor. Hovedreglen er helt enkelt, at man skal sikre, så man undgår at ramme jorden ved styrt. Det vil i praksis sige, at man skal undgå styrt, hvor faldfaktoren overstiger 0,7. Tallene i Figur 51 er derfor kun vejledende og et forsøg på at give en visuel forklaring af det overordnede princip. Figur 49: Lægges slyngen dobbelt som vist til venstre, holder den 2 x 2200 dan, men glider lettere ud ad grenen. Herved øges risikoen for, at grenen knækker. Brug derfor slyngstik som er vist til højre. Figur 50: Undgå at sætte slyngen således. Man opnår en uønsket taljeeffekt herved, og belastningen på slyngen bliver fordoblet. Når to meget stive slynger samles således, reduceres styrken noget. Ved almindelige bløde slynger er svækkelsen ganske lille. Saml ikke slyngen således, da den derved belastes i tre retninger med risiko for brud. Side 51 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

52 13 meter 10 meter 7 meter 4 meter 3 meter 2 meter Topsikringer En topsikring laves med større sikkerhedsmargen end mellemsikringen. Som navnet antyder, sættes den i toppen af en rute. Grunden til, at man stiller større krav til topsikringen, er, at man, når man har taget mellemsikringerne ud, alene er afhængig af denne sikring. Den skal laves på følgende måde: To eller tre slynger sættes om solide grene eller stammen. At de skal være uafhængige af hinanden vil sige, at mindst én sikring stadig holder, hvis en gren knækker. Har man en stamme med tynde grene, er det bedst at sætte to slynger på selve stammen. Derefter samler man de to slynger i én låsekarabin, som rebet skal gå igennem. Når man samler de to slynger, er der to momenter, man skal være opmærksom på: 1) Vinklen mellem knuden og de to sikringer skal være mindre end 120, så sikringerne aflaster hinanden (se Tabel 12, s. 53). Grenene skal være mere end 10 cm i diameter. 2) Der skal så vidt muligt være lige stor belastning på begge sikringer/grene. Dette gøres som på tegningen nedenunder. Prøver man at holde noget tungt i to slynger og derefter spreder armene, vil man mærke, hvor meget tungere det bliver, efterhånden som vinklen bliver større. Rebbremse Figur 51: Afstand mellem mellemsikringer. 1. mellemsikring sættes, når fødderne er 2 meter over jorden. 2. mellemsikring sættes 1 meter længere oppe. 3. mellemsikring sættes 1 meter længere oppe. De efterfølgende sikringer sættes med 1-3 meters mellemrum. Figur 52: Afprøv vinkelbelastningen på egne arme. Marts 2009 Klatresamrådet Side 52 / 88

53 Vinkel, i Belastning sikring S1, i dan Belastning på S1 + S2, i dan % af den påførte belastning 0 40,0 80, ,2 82, ,6 83, ,2 86, ,4 92, ,4 100, ,8 113, ,6 131, ,0 160, ,4 208, ,4 308, ,8 1817, Tabel 12: Vinkelbelastning i topsikringen. Figur 53: Illustration af vinkelbelastningen. Figur 54: Topsikring om hele stammen. Her vist med to modsatvendte låsekarabiner, der anvendes ved såkaldt gentagen topsikring, dvs. hvor topsikringen anvendes til mange klatringer. Side 53 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

54 Figur 55: Hvis man skal bruge to grene til topsikringen, bindes slyngerne sammen med en ottetalsknude, som her. Herved undgås 3-vejs-belastning af karabinen. Lige stort træk på de to sikringer/grene er især vigtig på tyndere grene, men da man i træklatring ofte vil bruge tykke grene eller selve stammen af træet, er der i disse tilfælde ingen grund til at bruge lang tid på at forlænge slynger osv. Dette vil blot give flere led i sikringskæden, der kan svigte. Har man f.eks. en sikring om stammen og en om en tyk gren, er det igen vigtigt at sikre, at begge slynger er udstrakt og derved belastes ligeligt. Etablering af topsikring og standplads Når man klatrer førstemandsklatring og kommer op til toppen og skal afslutte ruten, kan man gøre det på flere måder: Man kan sætte en slynge med almindelig karabin ud for sig og klippe sikringsrebet ind, derefter sætte endnu en sikring, som kobles sammen med den første med en låsekarabin. Rebet klippes også i låsekarabinen, denne låses, og den almindelige karabin tages af igen. Derefter kan man lade sig fire ned af sikringsmanden, medens man på vej ned tager mellemsikringerne med sig. Når man når toppen, sætter man to sikringer, som man kobler direkte i indbindingspunktet på selen med låsekarabiner. Disse sikringer skal placeres højere oppe end selens indbindingsløkke, således at et evt. styrt vil resultere i et træk, der vil komme Marts 2009 Klatresamrådet Side 54 / 88

55 oppefra. Man er nu selvsikret (har lavet standplads), og sikringsmanden kan slippe rebet. Derefter etablerer man en topsikring, klipper rebet i låsekarabinen, skruer den til og firer sig derefter selv ned. Denne metode kan være bedre, hvis det er svært at få topsikringen til at sidde fornuftigt, eller hvis man skal etablere f.eks. abseilbane samme sted. Man kan også vælge at blive i toppen og sikre andenmanden. Andenmanden tager mellemsikringerne med sig på vej op. Herefter kan begge klatrere enten hjælpes med at etablere en større bane, eller man kan fire sig ned som beskrevet herunder. Nedtagning Når man som sidste mand skal pille en topsikring ned, må man gøre som følger: Når man er selvsikret som beskrevet ovenfor, lægger man rebet om en grenkløft (ikke for spids, da rebet da sidder fast, når det skal hives ned), således at rebet løber ned på hver sin side af grenkløften. Derefter kobler man sig på rebet, hvor det er dobbelt under grenkløften med abseilbremse og backup (klemknude eller shunt). Man piller selvsikringerne af, medens man har låst abseilbremsen eller hænger i klemknuden/shunten. Når dette er gjort, kan man fire sig ned med alt udstyret. Når man er nede, hiver man i den ene ende af rebet, indtil hele rebet er nede. Husk at midten af rebet skal lægges om grenkløften, således at begge ender af rebet når ned. Har topsikringen siddet så højt, at rebet ikke kan nå dobbelt ned, må man abseile ned ad to omgange. Man skal huske at binde en dobbelt ottetalsknude på enden af rebet, så man ikke kommer til at abseile af rebet. Når man er ved at nå enden på rebet, finder man et egnet sted på træet til endnu en selvsikring. Når man har selvsikret sig i to slynger, hiver man hele rebet ned til sig, lægger det om en ny grenkløft og gentager proceduren fra før. Det er en fordel, at binde den ene ende af rebet fast til sig selv, medens man hænger og hiver rebet ned fra sidste standplads. Ellers risikerer man at tabe rebet! Rappelling Begreberne abseil (tysk - bruges af briterne), rappelling (fransk - bruges i USA) og nedfiring (skandinavisk) bruges i flæng og dækker samme aktivitet. At abseile er i sig selv meget enkelt. Alligevel kræver det som al anden træklatring opmærksomhed og indsigt i de sikkerhedsmæssige aspekter. Dette skyldes flere faktorer. Når man klatrer, er det ofte fysisk og psykisk anstrengende. Derfor er der nok en tendens til, at man slækker på opmærksomheden når, man endelig er kommet op. Laver man store rebbaner, bliver det ofte sent på dagen, man er dødtræt, det begynder at regne, og man skal nå ned, inden det bliver mørkt. Så tager man desværre chancer. De hyppigste ulykker kan undgås, hvis man tager følgende forholdsregler: Topsikringen, hvis en sådan bruges, skal være sat rigtigt op som beskrevet i foregående afsnit. Der skal være ekstra sikringsreb på førstegangsrappellere, derefter meget nøje instruktion om, hvorledes den ekstra rebklemme eller klemknude anvendes. Erfarne klatrere bør altid bruge prusik/ rebklemme som ekstra sikring ved abseil. Man bør prøve sig frem med de forskellige klemknuder og rebklemmer for at finde den type, som man synes at være mest tryg ved. Derefter må man arbejde med denne, til man er helt fortrolig med den. Som beskrevet i afsnittene om rebbremser og abseilbremser kan man bruge en del forskellige redskaber til abseil. Sticht-typen er let at kontrollere, men slider lidt rigeligt ved hyppige abseil. 8-tallet er den sværeste rebbremse at kontrollere, men mest velegnet til hyppige eller lange abseil. HMSen er en god nødløsning, men snor rebet noget. GRIGRIen kan kun bruges på helreb, og man skal derfor alligevel medbringe en anden abseilbremse. En variant til den i Norden normale måde at selvsikre ved abseil, er at sætte prusikken/rebklemmen under 8-tallet. Herved er man sikker på, at prusikken ikke bliver for lang, så den kommer uden for rækkevidde. Bremseeffekten fordeles også her anderledes, da en opbremsning af rebet under 8- tallet vil få 8-tallet til at overtage bremsningen. Bruger man kun siddesele, kan man sætte en slynge mellem selen og 8-tallet, så der bliver plads til prusikken. Sikringskæden Belastning af sikringskæden ved styrt Faldfaktor At forstå betydningen af begrebet faldfaktor er nødvendigt for forståelsen af kræfterne i et styrt. En vigtig læresætning i forbindelse med betydningen af faldfaktoren er følgende: Den energi, der omsættes i et fald, er proportional med den længde, der faldes, og rebets evne til at absorbere denne energi er proportional med længden af det reb, der er involveret. Side 55 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

56 Faldfaktoren angiver faldets længde i forhold til den længde af reb, der er mellem rebbremsen og klatreren. Faldfaktoren, F er defineret ved F = S/R, hvor S er længden af den frie del af styrtet, og R er længden af rebet mellem sikringsmanden og klatreren. Huskeregel: R = længden af reb der er ude, og derfor skal denne faktor stå under brøkstregen. Figur 56: Som det ses af tegningen herover, vil faldfaktoren ikke kunne overstige 1, hvis sikringsmanden står på jorden (højre tegning hvor faldfaktoren er ca. 0,5). Hænger han derimod i træet med klatreren over sig og uden mellemsikringer, er faldfaktoren 2 (venstre tegning). På tegningen i midten er faldfaktoren ca. 0,7, hvilket pga. slæk og elastik i reb er omkring det maksimale, man kan falde, uden at ramme jorden, hvis der sikres fra bunden af træet. Marts 2009 Klatresamrådet Side 56 / 88

57 Faldfaktoren har stor betydning for fangrykkets belastning af sikringerne, rebet og klatreren. Det er altså ikke lige meget, om man falder 3 meter i bunden af en rute, hvor man kun har 4 meter reb ude, eller om man falder 3 meter, når man er 20 meter oppe i træet og har 20 meter reb ude. I første tilfælde vil opbremsningen ske ret hurtigt (50-70 cm), da der kun er 4 m reb, der strækkes. I det andet tilfælde har man samme fart på, når opbremsningen starter, men man har 20 meter reb, der strækkes ( cm). Opbremsningen vil her ske meget blødt, hvilket giver relativ lille belastning på sikringer, reb og klatrer. Faldfaktoren er i første tilfælde 3m/4m = 0,8 og i andet tilfælde 3m/20m = 0,15. I princippet vil det derfor give samme maksimale belastning på udstyr og klatrer at falde de 3 m i 4 m reb som at falde 15 m i de 20 m reb. Dette forudsætter selvfølgelig, at man kan falde frit hele vejen, og denne forudsætning holder sjældent i træer. Når den nødvendige styrke af mellemsikring og topsikring vurderes, skal man huske, at belastningen på øverste sikring bliver mellem 1,5 og 2 gange (afhængig af friktion i øverste karabin) så stor som fangrykket i klatreren, da der både er en nedadrettet kraft fra den faldende klatrer og fra sikringsmanden, der bremser faldet. I det følgende er beskrevet antagelserne for beregning af en persons styrt i et dynamisk reb bremset af en statisk rebbremse. Det antages at: 1. Luftmodstanden på den faldende mand kan ignoreres, og den kinetiske energi er lig med forskellen i potentiel energi. 2. Friktionen i den øverste karabin bevirker, at kraften i den del af rebet, hvor 1. manden hænger, er dobbelt så stor som kraften imellem sikringsmanden og den samme karabin. 3. Den procentvise forlængelse, e, i rebet kun er en funktion af kraften i rebet, og at sammenhængen er som vist på Figur Hele 1. mandens opbremsning i rebet sker med en konstant hastighedsændring pr. tidsenhed. 5. Den aktuelle klatrer vejer 80 kg svarende til 80 dan. 6. Man kan se bort fra egenvægten af reb, samt at: elasticiteten i øverste slynge og karabin kan ignoreres, samtidig med at en eventuel friktion ved satte mellemsikringer imellem øverste karabin og sikringsmanden kan ignoreres. Da ovennævnte er vigtigt at have en kvalificeret viden om, er det følgende afsnit ret detaljeret og omfangsrigt. Da læsernes forudsætninger for at forstå indholdet af dette afsnit sandsynligvis er meget forskellige, har vi forsøgt at beskrive stoffet på flere forskellige måder, så det er muligt at forstå både med og uden nævneværdigt kendskab til fysiske og matematiske love. Først følgende forklaring (til Figur 57) der er til de meget teoriinteresserede og absolut intet must at forstå. Side 57 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

58 Figur 57: Sammenhæng imellem en statisk belastning i dan og den tilhørende relative forlængelse i % for et 10,5 mm reb. Kurven er fremkommet på baggrund af støttepunkterne (0 dan, 0 %), (80 dan, 6,6 %) samt (2600 dan, 30 %). Figur 58: Sammenhæng mellem faldfaktor og fangryk i et typisk 10,5 mm dynamisk reb. Tallene er udregnet ud fra en statisk topsikring. Marts 2009 Klatresamrådet Side 58 / 88

59 Sammenhæng mellem faldfaktor og belastning af sikringskæden Faldfaktor 2 1,75 1,5 1,25 1 0,75 0,5 0,25 0,0 Reb ude i meter Længde af frit fald i meter 20 17, ,5 10 7,5 5 2,5 0 Længde af reb imellem 1. mand og sidst satte sikring 10 8,75 7,5 6,25 5,0 3,75 2,5 1,25 0,0 Længde af reb mellem sikringsmand og sidst satte sikring 0 1,25 2,5 3,75 5,0 6,25 7,5 8,75 10 Ca. % forlængelse på 1. mandens side 20 18, , ,5 11 9,5 8 Ca. % forlængelse på 2. mandens side 13,25 12,5 11, ,25 9,5 8,75 8 Absolut forlængelse i meter på 1. mandens side 2 1,62 1,28 0,97 0,7 0,47 0,28 0,12 0 Absolut forlængelse i meter på 2. mandens side 0,17 0,31 0,44 0,55 0,64 0,71 0,77 0,80 Samlet forlængelse i meter 2,0 1,79 1,59 1,41 1,25 1,11 0,9 0,89 0,8 Samlet fald i meter 22 19,29 16,59 13,91 11,25 8,61 5,9 3,39 0 Fangryk i dan Tabel 13: Værdierne er udtryk for et reb med max. fangryk på 880 dan. De fleste dynamiske reb ligger tæt på denne værdi, men UIAA tillader max. fangryk på 1200 dan for helreb. Denne værdi er udtryk for, hvor dynamisk/elastisk et reb er. Meget elastiske klatrereb vil have værdier under ovennævnte og mindre elastiske reb værdier over de i tabellen brugte. Et reb med ringe dynamik (max. fangryk på 1200 dan) vil give værdier knap 30 % over de ovennævnte. Faldfaktor ,5 0,5 0,5 0,5 Reb ude i meter , ,5 Længde af frit fald i meter ,5 2 0,25 Fangryk i dan Tabel 14: Sammenhæng mellem faldlængde og spidsbelastning af sikringskæden. På Tabel 14 kunne det se ud som om, at belastningen ved en given faldfaktor altid er den samme. Dette er også rigtigt for den maksimale belastning. Det er dog ikke ligegyldigt for belastningen af udstyret, om man falder 40 m eller 1 m med faldfaktor 2. Forskellen i de to falds belastning af udstyret og klatrerne er tiden, som belastningen varer. Den store belastning vil altså være påført udstyr og klatrer i længere tid ved det lange styrt end ved det korte. Dette er ikke en uvæsentlig faktor i vurderingen af, om en sikring kan holde, da de fleste materialer vil være mindre bestandige over for længere tids belastninger end over for kortvarige belastninger. En sikringsmand, der skal holde et faktor 2 styrt på henholdsvis 10 og 40 meter, står altså over for to ret forskellige opgaver. Ved 10 meter styrtet skal han holde over 800 dan i 0,1 sekund og belastning 0,5 sekund. Ved et 40 meter styrt skal han derimod holde de 800 dan i 0,2 sekund og samlede belastning i 1 sekund. Er der blot sat en sikring, vil denne ganske vist blive udsat for 1,5 gange belastningen på klatreren, men sikringsmanden vil slippe med den halve belastning af den, der påføres klatreren, da friktionen i karabinen i øverste sikring typisk er 1:2. Den øvrige energi vil blive til varme i denne sikring. Side 59 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

60 Figur 59: Diagram over fangryk/tid som gælder for styrt i et dynamisk reb med maksimalt fangryk på 880 dan. Denne værdi er tæt på et gennemsnit for dynamiske reb. Det maksimale fangryk ligger for de fleste reb på markedet på dan. UIAA normen tillader max. fangryk for helreb på 1200 dan. Man kan altså få max. belastninger på klatreren, der er 300 dan højere end vist på grafen. Ovenstående skal også tages med i betragtningen af illustrationen Eksempler på belastninger af leddene i sikringskæden Figur 60. Man kan her få fangryk i øverste sikring på op til 450 dan højere end de angivne værdier, da disse også skal ses som gennemsnitsværdier. Ved korte styrt på f.eks. 1-2 meter vil belastningen for det første, som det ses herover, være ret kortvarig, og for det andet vil sammenpresning af kroppen, sammentrækning af knuder og elasticitet i sele og øverste sikring være med til at dæmpe belastningen. Disse dæmpende faktorer vil i modsætning til faktoren reb ikke vokse proportionalt med længden af styrtet/mængden af reb ude. Styrt i statiske reb Statiske reb har afhængigt af opbygning og materialer en elasticitet eller mangel på samme, der giver fangryk på mellem 3 og 20 gange de værdier, der gælder for dynamiske reb. At bruge statisk reb også med topsikring indebærer altså en risiko. Ved topsikring på lange ruter, hvor der bruges mere end 40 meter reb, kan anvendelse af statisk reb overvejes. Ved styrt i dynamisk reb, med 50 meter reb ude, vil elasticiteten i rebet give omkring 4 meters styrt. Pendulstyrt Klatrer man f.eks. langt ud på grene med sikringen sat ved stammen, kan man komme ud for pendulstyrt. Et pendulstyrt vil ikke belaste sikringsudstyret nævneværdigt ( dan). Dette betyder også, at hvis man f.eks. er klatret 5 meter vandret væk fra sikringen ud ad en gren vil man, hvis man styrter, ikke blive bremset noget videre. Man risikerer derfor at falde/pendulere 5 m ned og ramme stammen med meget stor kraft. Energien i styrtet vil altså primært optages i mødet mellem klatrer og træstamme. I dette møde vil klatreren nok være den, der må optage langt det meste af energien ved deformation af kroppen. Denne deformation er ikke behagelig. Undgå den ved at sætte ekstra mange mellemsikringer ved vandret klatring. Friktion i sikringskæden For at forstå oversigten over belastninger forskellige steder i sikringskæden er det nødvendigt at vide noget om friktionen i de forskellige led, som rebet løber igennem. Man kan lave følgende eksperiment. Hæng en sikring op med en karabin i. Lad et reb løbe igennem karabinen med en vinkel på 180 og sæt en fiskevægt (Newtonmeter) i begge sider af rebet. Hold vægten stille i den ene side og træk i vægten på den anden side. Man vil nu se, at kun ca. halvdelen af trækket i den ene side bliver overført til den anden side. Resten af energien bliver til friktionsvarme. Dvs. at hvis man skal løfte f.eks. 10 kg (9,8 dan) op på den ene side af karabinen, må man trække nedad med en kraft på 20 kg (19,6 dan) på den anden side. Derfor vil trækket i den mand, der sikrer et styrt, kun være det halve af den Side 60 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

61 kraft, som den faldende klatrer påfører rebet på den anden side af en sikring. Dette kalder vi i det følgende for en friktion på 1:2 eller blot 2. Man kan lave følgende tabel over friktionen: Type Taljeblok Karabin Dobbelt karabin Rebbremser stichttypen 8-tal HMS knude Friktion 1,2-1,8 1,8-2,2 2, Tabel 15: Friktion i sikringskæden. Eksempler på belastninger af leddene i sikringskæden Grunden til at fangrykket hos sikringsmanden kun er det halve af fangrykket hos klatreren (og dermed at klatreren får det dobbelte ryk af, hvad sikringsmanden får) er, at friktionen i karabinen i mellemsikringen typisk er 1:2 (en karabin har et friktionstal på 2), således at kun halvdelen af kraften fra klatreren bliver overført til sikringsmanden. Resten af energien bliver til friktionsvarme i karabinen. Fangrykket ved mellemsikringen er noget større end ved klatreren. Dette skyldes, at der er en nedadrettet kraft i begge ender af rebet. Hvis der ikke var nogen friktion i karabinen ved mellemsikringen, ville fangrykket være det dobbelte af fangrykket ved klatreren. Ved en friktion på 1:2 vil fangrykket være 1,5 gange så stort i mellemsikringen som i klatreren. Figur 60: Ovennævnte illustration er et forsøg på at vise hvilke belastninger, der påføres de tre vigtigste steder i sikringskæden. Værdierne er alle tilnærmede vurderinger ved brug af dynamisk reb med typisk maksimalt fangryk på 880 dan. Ved faldfaktor over 1 hænger sikringsmanden oppe i træet og sikrer, hvorved klatreren kan falde ned forbi ham. UIAA tillader reb, der giver værdier, der alle steder er cirka 30 % højere end de her angivne. Eksempel Fald i m Reb ude i m Faldfaktoren Mellemsikring i dan Klatrer i dan Sikringsmand i dan A /15 = 0, B 2,5 10 2,5/10 = 0, C /10 = 0, D 9 5 9/5 = 1, E 4 2 4/2 = 2, Tabel 16: Regneeksempler til beregning af faldfaktoren. Side 61 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

62 Rebklatring Klatring på rebet bruges ofte i træklatring. Da de fleste træer i skoven er plantet så tæt, at de ikke har grene forneden, er man ofte nødt til at smide rebet over en gren højere oppe og derefter klatre på rebet op og evt. fortsætte derfra. Dette kan man gøre på følgende måde: Først får man rebet op omkring en tyk gren, således at det hænger dobbelt ned. Man binder derefter to prusiksnore med klemknuder om begge reb. Den øverste prusiksnor sættes i selen med en låsekarabin, der låses. På den nederste prusiksnor laves en løkke, hvor enten den ene eller begge fødder kan være i. Man rejser sig derefter op i fodløkken og skubber den øverste klemknude så langt op ad rebet, som det er muligt. Man sætter sig derefter i selen og hænger i den øverste klemknude, mens man flytter den nederste knude så langt op som muligt. Således fortsætter man med at flytte klemknuderne på skift. Fremgangsmåden er den samme, hvis man bruger rebklemmer som jumar, shunt el.lign. Det er en fordel at fastgøre fodprusikken til den fod, man foretrækker at anvende (de fleste har størst muskler i højre ben), enten ved blot at sno den et par gange om skoen eller ved at lave et slyngstik omkring skoen. Det er meget irriterende at skulle have foden ind i løkken hver gang man skal op og stå i denne. Ligeledes er det værd at huske, at man udnytter sine lårmuskler bedst, hvis man bukker underbenet ind under låret inden man rejser sig op i løkken. Figur 62: Rebklatring. Bemærk at hovedrebet er koblet i selen, kaldet afbinding. Figur 61: Sådan låses prusikken på skoen. Hvis der fra første gren stadig er langt til næste gren, rebklatrer man på egen hånd ved at kaste rebet over den næste gren, medens man hænger i standpladsen. Husk hele tiden at have rebet bundet fast i dig selv eller i din selvsikring, således at du ikke taber rebet. Hvis der er grene nok til at klatre almindelig førstemandsklatring herfra, må du sætte to mellemsikringer, binde dig ind i rebet, sætte rebet i mellemsikringerne og få din makker til at sikre dig fra jorden, inden du fjerner standpladssikringerne og klatrer videre. Foto 17: Rebklatring i praksis. Marts 2009 Klatresamrådet Side 62 / 88

63 Afbinding Når man er nået 2-3 meter op, binder man en dobbelt ottetalsknude på hovedrebet og sætter en låsekarabin i mellem løkken og selen. Derved sikrer man sig, at man ikke ryger hele vejen til jorden, hvis klemknuderne skulle glide. Denne procedure kan man gentage med ca. 3 meters mellemrum; man skal blot huske ikke at tage den låsekarabin ud, som man brugte til sidste afbinding, før den næste er skruet forsvarligt i. På denne måde fortsætter man til toppen af rebet, hvor man laver en selvsikring og evt. fortsætter videre herfra. Man kan i stedet for en dobbelt ottetalsknude vælge at lave et dobbelt halvstik og sætte det i en karabin i selen. Fordelen ved et dobbelt halvstik er, at der ikke skal bindes et nyt for hver 3. meter, men at man i stedet kan flytte det med op, efterhånden som man nærmer sig toppen. Rebklatring med GRIGRI Det er også muligt at anvende GRIGRIen til rebklatring. Den forbindes da til selen, og en rebklemme sættes ovenover med en lang slynge til fødderne. Man står i slyngen til øverste rebklemme, medens man hiver slækket ind mellem GRIGRI og rebklemme. Man kan med fordel lade den nederste ende af rebet, som hives i, løbe igennem en karabin i øverste rebklemme, således at man kan hive nedad i rebet, og der opstår desuden en taljevirkning, der gør trækket lettere. I stedet for alm. afbinding på rebet kan man med GRIGRIen som rebklemme nøjes med at binde en knude på rebet et par meter over jorden uden at sætte denne i selen. Knuden vil umuligt kunne løbe igennem GRIGRIen og vil derfor standse et evt. glid ned ad rebet, inden man rammer jorden. Figur 63: Rebklatring med GRIGRI hvor øverste rebklemme er erstattet af en ascender. Figur 64: Påsætning af ascender til rebklatring. Den øverste karabin fungerer som talje til rebet, og i den nederste er indsat en slynge til at træde op i. Ned igen/aflastning af låst prusik Der kan være mange grunde til, at man skal ned ad rebklatringsbanen i stedet for at afslutte med at lave standplads. Hvis man ikke skal videre f.eks. pga. træthed inden toppen, eller har man tabt den nederste prusiksnor, må man gøre følgende: Medens man hænger i den øverste klemknude/rebklemmer, finder man en reb- /abseilbremse frem og sætter den på rebet under klemknuden og i selen. Derefter snor man rebet et par gange om foden, således at man kan træde op i hovedrebet for at aflaste klemknuden og løsne den. Medens man står i hovedrebet, må man holde i den rebende, som man har snoet om foden (se Figur 65). Når man har løsnet klemknuden, flytter man den anden hånd ned på rebet under abseilbremsen, således at man kan fire sig ned på normal vis. Den klemknude som man før hang i, bruges nu som backup for abseilbremsen. Man kan alternativt, hvis man stadig har endnu en prusiksnor, binde denne på rebet, træde op i den og hale ind i abseilbremsen, så den låste klemknude aflastes. Herefter fjernes den prusik, som man trådte op i igen, og nedfiringen kan fortsætte. Har man stadig begge klemknuder/rebklemmer på rebet, kan man alternativt klatre ned ad rebet på den samme måde som klatringen opad; dog i omvendt rækkefølge. Side 63 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

64 Figur 65: Løsning af låst klemknude. Nødprocedurer Figur 66: Løsning af låst klemknude ved hjælp af anden klemknude. Nedsænkbar rebklatringsbane Vil man lave en rebklatringsbane for begyndere, må man tage visse forholdsregler, da uøvede klatrere let kan køre fast og have svært ved at løsne klemknuderne. Derfor er det klogt at lave banen således, at man kan nedsænke det reb, der klatres på. Det gør man lettest på følgende måde: Den ene af de to ender, der hænger ned på hver sin side af grenen, sættes i en bundsikring, gennem en reb- eller abseilbremse, som er låst med slipstik og låseknude (se afsnit låsning af reb- /abseilbremse s. 65). Der skal være mindst 1/3 af rebet tilovers på den anden side af reb- /abseilbremsen. Derefter klatrer man på den ende af rebet, der stadig er løsthængende. Sidder en klatrer derefter fast, kan klatrelederen løse slipstikket og fire klatreren ned. Rebet glider her direkte på en gren, hvilket ikke er hensigtsmæssigt som andet end en nødprocedure. Har man formodning om, at man må fire flere klatrere ned på denne måde, må man i stedet lade rebet løbe igennem en topsikring med låsekarabin. Nedsænkbar abseilbane Hvis man vil lade nybegyndere abseile/rappelle, må man også tage visse forholdsregler. Over abseilrebet skal man have en topsikring, hvor personen sikres af en anden enten oppe- eller nedefra. Det kan være samme topsikring, som blev brugt, da klatreren klatrede op til abseilrebet. Samtidig må man arrangere abseilrebet, således at det kan nedsænkes, hvis klatreren f.eks. får tøj, hår eller hud i klemme i abseilbremsen. Dette gøres ved, at man lader abseilrebet køre igennem en låsekarabin, der er sat i to uafhængige sikringer (som topsikringen). Den ene ende af abseilrebet lader man løbe ned langs stammen helst på den anden side, således at man ikke kan tro, at det er den, der skal abseiles i. Denne ende sættes i en bundsikring med en reb- /abseilbremse, som låses med slipstik og låseknude. Husk at der skal ligge mindst 1/3 af det samlede rebs længde ubrugt ved abseilbremsen, således at der er nok til at fire en mand fra toppen af abseilbanen. Sidder abseileren fast, kan man nu løse låseknude og slipstik, således at man kan fire manden ned i både topsikring og abseilanker. Marts 2009 Klatresamrådet Side 64 / 88

65 Låsning af reb-/abseilbremse I mange situationer er det nødvendigt at kunne låse rebbremse og abseilbremse. 8-tallet starter man ofte med at låse som vist på Figur 67. Derefter laver man to halvstik (dobbelt halvstik) omkring midten af 8-tallet. Det første halvstik, der jo laves af en løkke på rebet, fungerer som slipstik og det næste som en løseknude. Ud af det dobbelte halvstik stikker nu en løkke. Skal rebbremsen være låst længe, kan man sikre sig, at låseknuden ikke går op, ved at fæstne denne løkke i selen eller bundsikringen afhængigt af, hvor man bruger rebbremsen. Figur 68: Låsning af GRIGRI. De to halvstik kan i stedet laves om karabinens ryg eller i arbejdsløkken. Alternativt kan man binde en knude på det passive reb. Figur 67: Låsning af abseilbremse. Start med at krydse rebet som her. Lav derefter to halvstik med øjet henover midten af 8-tallet. Det første virker som slipstik, det andet som låsestik. Løkken skal sikres yderligere med en karabin. Side 65 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

66 Aktiv reb Passiv reb Figur 69: Låsning af rebbremse. Start med at bukke en løkke tilbage gennem karabinen. Lav to halvstik om rebet, det første virker som slipstik, det andet som låsestik. De to halvstik kan i stedet laves om karabinens ryg eller i arbejdsløkken. Aktiv reb Passiv reb Figur 70: Låsning af HMS knude brugt som rebbremse. Der laves to halvstik om rebet, og de sikres med en karabin. De to halvstik kan i stedet laves om karabinens ryg eller i arbejdsløkken. Side 66 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

67 Redning af fastklatret klatrer Det kan være udmærket at øve nødprocedure og redningsøvelser. Man skal dog ikke se en nødprocedure som en helt fast procedure, der foregår præcis efter bogen hver gang. Situationer, hvor man skal redde eller hjælpe klatrere, kan se ud på mange forskellige måder og som regel aldrig som det, man lige har øvet. Her kræves, at man er i stand til at bruge sin sunde fornuft, fantasi og en kombination af de momenter, som man har lært om redning og alment rebarbejde. Redning nedefra En øvelse kalder vi redning nedefra. Situationen er den, at man har lavet en bane, hvor der klatres med topsikring. Man står selv og sikrer klatreren fra jorden, og man er bundsikret til enten det træ, der klatres i, eller til et træ i nærheden. Personen, der klatrer, bliver pludselig panikslagen og klemmer sig ind i en grenkløft uden at turde flytte sig derfra. Man må altså hjælpe ham/hende med at komme ned. Man starter med at stramme rebet op, låse rebbremsen og binde sin prusik (eller hvilken klemknude/rebklemme man nu foretrækker) på rebet over rebbremsen. Derefter binder man sig ud af bundsikringen og bevæger sig hen til stammen. Mens man gør dette, sørger man ved at flytte prusikken op ad rebet for hele tiden at have stramt reb mellem den panikslagne klatrer og sig selv. Det samme gør man, mens man klatrer op mod den panikslagne. Her er nu to måder at holde rebet stramt på vejen op. Flere undervisere har brugt metoden, hvor man klatrer almindeligt op i træet og flytter knuden så ofte som muligt. Problemet er her, at man ved svære passager ofte vil bevæge sig flere meter uden at have mulighed for at flytte knuden. Derved har man samme problem som ved soloklatring med klemknude/rebklemme. Man kan ved fald, hvad enten det er ens eget eller den panikslagnes, nå at accelerere så meget, at f.eks. en prusik ikke længere er egnet til at standse dette fald (se afsnit Klemknuder s. 43). Ved brug af shunt eller GRIGRI vil det til nød være acceptabelt. En anden metode er at klatre på rebet hele vejen eller over de svære passager. Dette tager længere tid, men her vil rebet være stramt hele tiden, og prusikknuden vil være god nok. Shunten foretrækkes for at kunne klatre i træet hele vejen. Undervejs prøver man hele tiden at berolige klatreren. Når man er nået op til ham/hende, kobler man indbindingspunkterne på begge seler sammen med en almindelig karabin og lægger begge ben rundt om maven på vedkommende. Man vender sig og hænger således, at man selv har benene mod stammen. Hele tiden prøver man at berolige vedkommende. Man har også hele tiden klemknuden/rebklemmen strammet, således at man faktisk hænger i dobbeltreb, der øverst løber gennem karabinen i topsikringen. Man låser sin rebbremse op og hiver det slæk ind, der er mellem klemknuden og rebbremsen. Nu er man klar til at fire sig ned med den ene hånd på klemknuden og den anden på rebbremsen. Foto 18: Redning nedefra i praksis. Side 67 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

68 Figur 71: Redning af fastklatret klatrer. Man klatrer op til personen, medens man hele tiden sikrer sig med klemknude eller rebklemme. HUSK afbinding eller backup! Man kobler sig sammen med den panikslagne/ skadede. Når man har sat sin abseilbremse på rebet, tager man afbindingen af. Derefter er man klar til at fire sig selv og den panikslagne roligt ned. Hvis man bruger prusikknude, er det ofte meget svært at løsne denne, specielt hvis man ikke kan komme til at aflaste den ved at træde fra på de grene, som panikklatreren sad på. Her er det uligt bedre med shunten. Det hele besværliggøres, hvis man ikke kommer langt nok op over den forulykkede klatrer! Husk at tage godt fat i nødstedte og støtte vedkommendes hoved på vejen ned. Se efter, at han/ hun ikke støder ind i noget, og forsøg at opretholde en lodret position med overkroppen for selv at undgå for stort et tryk. Selen kan virke ubehagelig, hvis den bliver trykket for langt ind i maven/nyrerne! Hav selv front ind mod stammen, sæt fødderne på i vandret stilling og brug benene til at styre ned igennem grenene med som ved en normal nedfiring. Blot er der i denne situation en dobbelt udveksling på, så man skal lade 2 meter reb løbe igennem rebbremsen for at komme en meter ned. Dette gør, at det kan være lidt svært. I det hele taget er det et besværligt og ikke specielt nemt arbejde at gøre ovenstående, men det kan med lidt øvelse lade sig gøre. I overordnede punkter, kan redningen se sådan ud: Stram rebet op Aflås rebbremsen Sæt en prusiksnor på rebet og fastgør den med en låsekarabin i selen Tag dig ud af bundsikringen Bind endnu en prusiksnor på til foden Der klatres op ad rebet, således at der er 2 stk. prusiksnore som til rebklatring, én til foden og én i arbejdsløkken HUSK at afbinde enten i form af et dobbelt halvstik i karabin i arbejdsløkken, som flyttes med op, eller ved at binde adskillige ottetalsløkker undervejs. Man kan i stedet vælge at stramme rebbremsen op undervejs Hvis der er langt op, kan man tage rebbremsen af, når den første backup er bundet 2 m over jorden Lås rebbremsen op og hiv slækket ind eller sæt rebbremsen i under den øverste prusik lås af igen (Backuppen kan nu fjernes, hvis der er lavet en sådan) Nu kan den øverste klemknude løsnes, og hvis man ikke kan stå op på en gren, må man op at stå i rebet eller endnu lettere: i fodprusikken for at løsne klemknuden, som herefter tages af. Fjern derefter fodprusik Sæt en ganske kort klemknude på rebet under rebbremsen, der forbindes til benløkken med en karabin Kobl sammen med tilskadekomne Lås rebbremsen op og fir ned Side 68 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

69 Redning oppefra En anden øvelse kalder vi redning oppefra. Situationen er her, at man selv sidder oppe i træet og sikrer klatreren, som er på vej op. Man sidder i en standplads og har lavet en bundsikring til enten den gren, man sidder på, eller en gren i nærheden. Personen, der klatrer, bliver pludselig panikslagen og klemmer sig ind i en grenkløft uden at turde flytte sig derfra. Man må altså hjælpe ham/hende med at komme ned. Man starter med at stramme rebet op imellem sig selv og klatreren og aflåse rebbremsen. Dernæst indsætter man en klemknude under rebbremsen og forbinder denne til en af benløkkerne vha. en karabin. Denne prusiksnor udgør herefter backup på nedturen og kan styres med én hånd sammen med rebbremsen. Derefter fjerner man både bundsikring og standplads og er nu klar til at fire sig ned til den forulykkede. Undervejs taler man beroligende til personen, man skal redde, såfremt denne stadig er ved bevidsthed. Når man er ud for klatreren, hellere lidt over end lidt under, stopper man op og kobler indbindingspunkterne på de to seler sammen med en almindelig karabin og lægger begge ben rundt om maven på vedkommende. Man vender sig og hænger således, at man selv har benene mod stammen. Hele tiden prøver man at berolige vedkommende. Herefter kan nedfiringen fortsætte, til man når jorden. Husk at tage godt fat i nødstedte og støtte vedkommendes hoved på vejen ned. Se efter at han/ hun ikke støder ind i noget og forsøg at opretholde en lodret position med overkroppen for selv at undgå for stort et tryk. Selen kan virke ubehagelig, hvis den bliver trykket for langt ind i maven/nyrerne! Hav selv front ind mod stammen, sæt fødderne på i vandret stilling og brug benene til at styre ned igennem grenene med. I overordnede punkter kan redningen se sådan ud: Stram rebet op Aflås sikringsbremsen Sæt en klemknude under rebbremsen = backup, der forbindes til benløkken vha. en karabin; nu kan man styre både rebbremsen og klemknuden med én hånd Udtagning af standpladsen og bundsikringen Fir ned til man er ud for den forulykkede klatrer Sammenkobling med klatreren i arbejdsløkken med en almindelig karabin og fortsæt nedfiring. Redning oppefra hvor klatrer er sikret i en HMS Situationen er som beskrevet ovenfor: man sidder oppe i træet og sikrer en klatrer, der er på vej op. Forskellen er blot, at man i dette tilfælde har valgt at sikre vedkommende i en HMS knude frem for en sticht eller anden rebbremse. Det forekommer f.eks., når man har flere personer med oppe i et træ på én gang. Det gælder her om at frigøre rebet fra eventuelle andre klatrere, så redderen kan binde sig ind i den modsatte ende af, hvor den forulykkede klatrer befinder sig, og derefter skal man erstatte HMS knuden med en almindelig topsikring. Dette gøres ved at etablere en topsikring ved siden af den eksisterende og ved at indsætte en sticht rebbremse, hvorefter HMS en kan aflastes vha. en prusikknude, bindes op og til sidst fjernes helt. I overordnede punkter kan redningen se sådan ud: Som det første skal man aflåse den HMS, som klatreren er sikret i Såfremt der er indbundet en anden klatrer i den anden ende af rebet, skal vedkommende frigøres. Såfremt denne person stadig står på jorden, kan man blot binde vedkommende ud. Hvis personen derimod allerede sidder oppe i træet, skal vedkommende først sikres med en selvsikring (2 slynger med hver sin låsekarabin), hvorefter rebet kan bindes af Derefter etableres der en almindelig topsikring (2 slynger, én låsekarabin) ved siden af den afbundne HMS, og rebet føres ind igennem Der påsættes en rebbremse på den frie ende af rebet, som herefter fastsættes i selen. Rebbremsen strammes op og aflåses Påsæt en kort prusik på rebet under rebbremsen og fastgør denne til selens benløkke Sæt nu en prusik på den stramme del af rebet umiddelbart efter HMS knuden til at aflaste denne. Prusikken fastgøres til en gren med et marineknob Lås HMS knuden op og slæk denne til prusiksnoren er stram og dermed har overtaget belastningen Fjern HMS knuden og den tilhørende karabin, så rebet nu kun går igennem den nyetablerede topsikring Lås rebbremsen op og stram op. Aflås evt. igen Fjern den stramme prusikknude ved at løsne marineknobet Fortsæt herefter som ved en normal redning oppefra (se ovenstående afsnit Redning oppefra ) Hvis man vil undgå at skulle udføre denne procedure, kan man være forberedt ved altid at have et ekstra ledigt reb med op i træet, som man i stedet kan anvende til redningen. Rebet lægges omkring en kraftig gren eller selve stammen, hvorefter man i kan fire sig ned på højde med forulykkede klatrer, som herefter kobles sammen med redderen og ud af det oprindelige reb. Redning med GRIGRI Hvis man sikrer med en GRIGRI, er fremgangsmåden noget enklere. Man behøver ikke at låse Side 69 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

70 bremsen, og man kan bruge GRIGRIen som selvsikring hele vejen op ved redning nedefra. Men pga. GRIGRIens andetsteds omtalte begrænsninger skal man kunne lave redningen uden brug af GRIGRI. Redning af børn Når man klatrer med børn, skal der tages særlige forholdsregler, idet man ikke kan gennemføre en redning, som er baseret på modvægtsrapelling, hvis barnet vejer betydeligt mindre end en selv. Man opsætter da 2 systemer: dels den almindelige klatrebane og dels et parallelt abseilreb, der kan bruges til redningsaktioner. Hvis man arbejder med en halebane (se afsnit Klatring med hale s. 72), hænger der naturligt et abseilreb ned langs klatrevejen. Redningsrebets ene ende sættes i en karabin i en bundsikring med en HMS knude, der aflåses (se afsnit Låsning af reb-/abseilbane s. 65). Hermed får man en nedsænkbar abseilbane, der kan løsnes og fires ned, hvis klatreren sidder fast undervejs. Såfremt barnet sidder fast på klatrevejen på opturen, er fremgangsmåden følgende: Sikringsbremsen låses af Man tager sig ud af bundsikringen Man går hen til redningsrebet og påbegynder rebklatring (se afsnit Rebklatring s. 62), ved at påsætte 2 prusiksnore med klemknuder. Den øverste prusiksnor sættes i selen med en låsekarabin, den anden bruges til at træde op i. HUSK at afbinde enten i form af et dobbelt halvstik i en karabin i arbejdsløkken, som flyttes med op, eller ved at binde adskillige ottetals løkker undervejs Når man er ud for barnet, sætter man en rebbremse på rebet, som strammes op og afbindes Derefter fjerner man den øverste prusiksnor helt (den løsnes ved, at man træder op i den nederste prusiksnor) og forkorter den nederste og sætter den fast i benløkken, så den kan nås og betjenes med samme hånd som rebbremsen. Den kommer til at fungere som backup på nedturen Med en låsekarabin kobler man sig sammen med barnet og slynger begge ben omkring vedkommende Derefter skal man have en medhjælper på jorden til at låse barnets sikringsbremse op og fjerne den helt fra rebet. Hvis vedkommende på jorden ikke kender bremsen, er det nødvendig at forklare fremgangsmåden trin for trin klart, tydeligt og roligt. Alternativt må man koble barnet af rebet oppe i træet. Endelig kan man låse sin rebbremse op og påbegynde nedturen, mens man har et solidt tag i barnet og hele tiden taler beroligende til vedkommende Redning af børn minder på mange måder om den type redning, der skal demonstreres ved en eksamen i instruktørniveau under Klatresamrådet. Se for gennemgang af redningen. At tage sig ud af systemet Anvendes hvis man står og sikrer og bliver nødt til at løbe efter hjælp eller at hente et eller andet. I mange situationer kan det være nødvendigt at tage sig ud af systemet, medens klatreren hænger i rebet. Specielt hvis klatreren er skadet efter et styrt og kræver hjælp, inden vedkommende kan fires ned, eller hvis klatreren af en eller anden grund sidder fast under nedfiring. Det er godt at have så mange teknikker at vælge imellem, at man kan finde en metode, der passer til situationen. Der er flere varianter af denne metode, og med et godt kendskab til materialer, knuder og anvendelse af dette kan man finde den løsning, der passer til situationen. I overordnede punkter kan proceduren se sådan ud: Aflås rebbremsen. En sticht låses ved at føre rebet gennem låsekarabinen, der holder bremsen; lav derefter to halvstik med dobbelt reb om det aktive reb slut af med at fæste den fremkomne løkke til rebet med en alm. karabin Sæt en prusik på rebet over MEN tæt på sikringsbremsen og forbind den til den nederste løkke i bundsikringen med en karabin. Jo kortere prusikken er jo bedre. Aflås med et marineknob! (se afsnit Knob og stik s. 38) Lav en backup. Dette gøres enten ved at lave en ottetalsknude, som fæstnes til bundsikringen med en karabin, eller ved at sætte en karabin i bundsikringen, hvori rebet bindes med enten et dobbelt halvstik eller med en HMS, der aflåses. Fordelen ved HMSen er, at man efterfølgende kan fire klatreren direkte i bundsikringen Slæk forsigtigt på sikringsbremsen til prusiksnoren er stram og belastningen dermed overført til klemknuden Låsekarabinen med sikringsbremsen tages helt af Backuppen strammes op og aflåses igen Man tager sig selv ud af bundsikringen Hvis man senere skal fire klatreren ned, kan man gøre følgende: Låse backuppen (i form af en HMS) op og løsne prusiksnoren, der er fastgjort med enten en HMS eller et marineknob, hvorefter man kan sikre direkte i HMSen fra den tidligere backup Marts 2009 Klatresamrådet Side 70 / 88

71 Prusiksnor Aflåst rebbremse Marineknob Figur 72: At tage sig ud af systemet. Rebbremsen aflåses. Der påsættes en prusiksnor på rebet, som afbindes med et marineknob. Derefter laves en backup på rebet, som sættes fast i bundsikringen. For detaljer vedr. låsning af rebbremser se afsnit Låsning af reb-/abseilbremse s. 65. Taljetræk Bruges blandt andet af sikringsmanden, der har fået hår eller tøj i klemme i rebbremsen under en nedfiring eller et styrt, men er anvendelig i mange andre situationer. I overordnede punkter kan proceduren se sådan ud: Aflås sikringsbremsen Sæt en prusik på rebet over sikringsbremsen og bind et ottetal højt på denne prusiksnor og sæt en alm. karabin i Sæt en karabin i bundsikringen Forlæng prusiksnoren med endnu en prusiksnor eller en slynge og før den gennem låsekarabinen, der er sat fast i bundsikringen, og op igennem den almindelige karabin og ned igen så har vi et taljetræk og kan træde op i slyngen og løsne systemet og dermed få den fastkørte person/genstand fri. Husk at jo kortere prusikken er, jo nemmere er den at få fat i bagefter! Soloklatring som nødløsning Der kan, selv om det ikke er optimalt, være situationer, hvor man er alene eller den eneste klatrekyndige til stede og derfor må klatre soloklatring højt op i et træ. I disse situationer kan man stadig sikre sig, men det må gøres med omtanke. Har man ikke i forvejen et reb hængende, kan man kaste et reb op over en solid grenkløft evt. med tynd snor og kastepose. Når rebet er oppe, kan man sikre sig i dette. En del klatrere og undervisere bruger prusiksnor som solosikring i redningssituationer. Som beskrevet i afsnittet om klemknuder kan dette ikke anbefales. Prusiksnor o.l. er dødsensfarligt som solo-sikring. Er man nødt til at klatre alene, kan man enten bruge GRIGRI og ascender eller 2 mekaniske rebklemmer. Man skal dog være opmærksom på de muligheder for fejlfunktion, der er nævnt i beskrivelsen af de pågældende rebklemmer. Der skal være så stor afstand mellem to rebklemmer, at den øverste ikke skubber på den nederste. Det er der ikke mange klatrere, der overholder. Husk altid at lave afbinding med jævne mellemrum (se afsnit Rebklatring s. 62). Et alternativ er at anvende en form for selvsikringsudstyr (se afsnit Udstyr s. 18). Side 71 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

72 KLATRE- OG REBBANER Klatre- og rebbaner I følgende afsnit er der på de skematiske tegninger for overskuelighedens skyld brugt nedenstående symboler: Tegningerne kan altså ikke bruges direkte, men skal først oversættes! Klatring med hale Man laver en klatrebane, hvor der klatres op mellem grenene én vej og abseiles ned en anden vej: den side af træet med færrest grene. Man står på jorden og sikrer, og når den første mand har klatret banen igennem, hænger begge rebender ned på den side af træet, langs abseilrebet, hvor der kun skulle abseiles. Enten er næste klatrer derfor nødt til at klatre op på abseilsiden, hvor der næsten ingen grene er, eller også skal man abseile ned samme vej, som der klatres op, dvs. hvor der er mange grene. Den sidste mulighed gør det langt mindre sjovt at abseile, da det er svært at komme gennem grenene. Disse problemer har man ikke på klippe, da der som regel ikke er så mange grene o.l., der adskiller de to veje. For at undgå disse problemer kan man lade klatrerne have en hale med bestående af en tynd line evt. kastelinen. Herved opretholdes hele tiden både en klatrevej og en abseilvej, her beskrevet som samlet bane med nedsænkbart abseilanker: Man finder et træ med mange grene på den ene side og få på den anden side. Et sådant træ findes lettest i kanten af en lysning, hvor grenene primært vokser ud mod lysningen. Man medtager rigeligt med slynger til to topsikringer, mindst tre låsekarabiner, gerne Twistlock, og statisk reb til abseilbanen. Herefter etablerer man en almindelig topsikring og kobler sit eget reb i (det man er sikret i). Denne topsikring skal kunne virke til to sider; både på vejen op og på vejen ned! Lidt højere oppe (½-1 m) laver man så endnu en topsikring, hvor man klipper abseilrebet i låsekarabinen. Den ene ende af abseilrebet lader man så løbe ned ad den side af stammen, der har færrest grene. Denne ende skal være nem at få øje på fra topsikringen med de to karabiner. Den anden ende Figur 73: Skematisk oversigt over en halebane. af abseilrebet lader man løbe ned ad stammen, gerne i modsat retning så den hverken løber langs abseilvejen eller klatrevejen. Denne ende fæstnes, når man kommer ned, i en låst abseilbremse, med slipstik og løseknude (se afsnit Nødprocedure s. Marts 2009 Klatresamrådet Side 72 / 88

73 64). Abseilrebet skal nu hænge sådan, at man ikke tager fejl af, hvilken ende, der skal abseiles i, dvs. at den ende, der er bundet fast forneden, skal være gemt lidt af vejen. Topsikringerne er nu færdige, og man lader sig fire ned af abseilvejen, eller, hvis man er alene om det, firer man sig i dobbeltreb ned den vej, som der skal klatres. Den første, der skal klatre på banen, skal nu sikres i det klatrereb, der hænger ned på almindelig vis. Han skal yderligere have enden af en line bundet bag i sin sele. Denne snor har ingen sikkerhedsmæssig betydning, men skal blot transporteres med hele vejen, således at den bagefter hænger den vej, som han har klatret og abseilet. Han klatrer nu op til topankeret. Derefter finder han en abseilbremse frem og sætter den på abseilrebet. Han abseiler derefter ned, medens han stadig er topsikret, og medens han har halen efter sig. Man skal sørge for ikke at holde sikringsrebet stramt, så klatreren fornemmer, at han selv firer sig ned og ikke bliver firet ned. Skulle han nu komme til at slippe sin abseilbremse, vil han blive fanget af sikringsrebet. Når han er kommet ned, binder man sikringsrebet af og løsner den medbragte line. De to ender bindes sammen og trækkes tilbage igennem hele banen, ved at man hiver i linen i den ende, der blev tilbage på jorden, dér hvor klatreren startede. Enderne bindes op igen, og rebet (og linen) er nu tilbage ved udgangspunktet og klar til indbinding af den næste klatrer, der også skal huske at tage linen med op! Hvis en klatrer sidder fast i abseilbremsen, kan man fire abseilankeret ned og hive det op igen. Man har førhen praktiseret at lade klatrerne medbringe et klatrereb som hale, som vedkommende skulle klippe ind i en topsikring (man anbragte så en ekstra karabin i topsikringen) halvvejs på banen (før man abseilede ned). Dette reb ville så hænge med begge ender ned igennem grenene og være klar til, at næste mand klatrer op. Der er imidlertid flere ting, som kan gå galt undervejs, og der er set en del uheld, som kunne være undgået. Dels er der en risiko for, at rebet bliver klippet i den forkerte karabin, dels at det slet ikke bliver klippet fast, og endelig at karabinen ikke bliver låst efter indklipning. Da det er svært at se, hvad klatreren laver højt oppe i træet, er det umuligt at godkende isætningen fra jorden. På denne som på andre baner kan det være svært at bedømme, om klatreren har været helt oppe. Hvis man i toppen af banen anbringer en lille klokke, som man kan ringe med, kan alle høre, hvem der når til tops på banen. Det er de fleste børn (og voksne for den sags skyld!) meget fokuserede på. Der kan let ske, at sikringsrebet og halen filtre sig ind i hinanden, hvis klatreren ikke helt følger samme vej, som halen angiver, eller hvis klatreren af en eller anden grund begynder at klatre ned ad igen. Derfor skal følgende alternativ beskrives: Banen består af en topsikring til et abseilreb, der opsættes som til en halebane. Det vil sige, at man ikke må kunne tage fejl af, hvilken ende, der skal abseiles på, og hvilken ende, der er fastgjort i en bundsikring. Der laves ydermere en topsikring til et nedhalereb. På dette reb laves et fast øje, hvori der sættes en låsekarabin. Det er denne karabin, der fungerer som topsikring for sikringsrebet, der klikkes ind i låsekarabinen. Den ene ende af nedhalerebet fastgøres ligeledes i en bundsikring, som aflåses. Banen fungerer nu ved, at man starter som vist på Figur 74. Klatreren klatrer op og abseiler ned, hvorefter både sikringsmand og klatrer tager sig ud af sikringsrebet. Den næste klatrer binder sig ind i den ende, der før var sikringsende. Dette kan han eventuelt allerede gøre, mens første klatrer er i gang. Sikringsmanden sikrer nu den anden ende, den ende der på første tur var klatreende. Dette kan han allerede begynde på, mens første klatrer er ved at binde sig ud. Anden klatrer tager turen op og abseiler ned. Herefter hænger begge sider af rebet ned på abseilsiden og kan hermed ikke bruges til at sikre endnu en klatretur op. Derfor trækkes sikringsrebet helt ned til jorden. Bagefter trækkes nedhalerebet og den ekstra topsikring ned, og sikringsrebet klikkes ind i karabinen på ny. Topsikringen trækkes tilbage på plads i toppen af træet, og banen er herefter reetableret. Side 73 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

74 Figur 74: Skematisk oversigt over alternativ halebane. Side 74 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

75 På tur Det gode ved at klatre i træer er at man kan kombinere klatringen med at tage på tur og at overnatte i det fri, så det bliver til en fuldendt oplevelse af at leve i og med naturen. Så længe man holder sig til sin egen baghave, er der ingen restriktioner, men så snart man træder ud i skoven, er der et regelsæt, som skal overholdes. Regler og love Reglerne om offentlighedens adgang til naturen findes i lov om naturbeskyttelse med tilhørende bekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 749 af 21 juni 2007 m. ændringer om offentlighedens adgang til at færdes og opholde sig i naturen). Loven kaldes i daglig tale Naturbeskyttelsesloven. Man kan finde lovteksten i dens fulde længde på Skov- & Naturstyrelsens hjemmeside under lovgivning. Der er også udgivet en folder med titlen Naturen må gerne betrædes, der mere kortfattet beskriver de forskellige regler. Den kan rekvireres både hos selve styrelsen og de enkelte distrikter. Generelt er alle skove over 5 ha. åbne for offentlig adgang til fods og på cykel, dette gælder dog ikke skove, hvortil der ingen lovlig adgang er (ingen sti eller vej), eller hvor der er afmærket som militært anlæg. Skovene kan dog midlertidigt lukkes ved skiltning i forbindelse med intensivt skovarbejde og selskabsjagt. For de private skove gælder det endvidere at: Adgang kun er tilladt mellem kl. 6 og solnedgang. Ophold ikke er tilladt tættere end 150 m fra beboelse og driftsbygninger. Færdsel til fods kun er tilladt på stier og anlagte veje. Færdsel på cykel kun er tilladt på befæstede stier og anlagte veje. For offentlige skove (stat, region, kommune, folkekirke samt offentlige stiftelser) gælder at: Færdsel og ophold er tilladt hele døgnet (ophold dog ikke tættere end 50 m fra beboelse). Færdsel til fods er tilladt overalt (undtagen indhegninger, rørbevoksninger, planteskoler m.v.). Færdsel på cykel er tilladt på veje og stier. Ridning er tilladt, med mindre andet er skiltet, på store befæstede veje og stier (over 2,5 m) samt skovbunden, dog undtaget indhegninger, rørbevoksninger, planteskoler, kulturer, selvforyngelser, gravhøje m.v. Badning og færdsel på isen er tilladt i søer og vandløb med mindre andet er skiltet. Det er generelt ikke tilladt, med mindre andet er skiltet, at: Have løse hunde. Tænde bål. Campere. Afholde organiseret aktivitet for mere end 30 personer. Køre motorkøretøj (el-kørestole og handicap-knallert undtaget). Fiske i søer, damme og vandløb. Passere stengærder, jordvolde og andre hegn, der afgrænser skoven bortset fra gennem lovlige passager, der er afmærket som militære anlæg eller skove, hvortil det ikke er muligt at komme til lovligt (ingen stier og veje). Arrangementer, der er kommercielle, offentligt annoncerede, sportsarrangementer, aktiviteter, der forudsætter afmærkning, natarrangementer, lejrslagning og aktiviteter, der kræver særligt udstyr (som f.eks. træklatring), er alle aktiviteter, der kræver tilladelse. Både i de private og de offentlige skove er det tilladt til privat forbrug at indsamle blomster, urter, nødder, frø, kogler, bær, svampe, grene, kviste, mos, lav m.v. Grene og kviste og kogler dog kun fra skovbunden og ikke fra bevoksninger hvor der oparbejdes pyntegrønt. I de offentlige skove er det endvidere tilladt at klippe grene og kviste af løvtræer, der er over 10 meter høje. I de private skove er indsamlingen dog begrænset en hel del, fordi man ikke må færdes uden for veje og stier. Tilladelser og ansøgninger Du skal, ligegyldigt hvilken form for træklatreaktivitet du vil udføre jævnfør ovenstående, søge tilladelse, før du går i gang. Hos Skov- & Naturstyrelsen kan du enten henvende dig til det enkelte distrikt, der kan give dig et ansøgningsskema, eller du kan gå ind på styrelsens hjemmeside, hvor du kan printe en ansøgning ud eller udfylde og sende den direkte på nettet. Dette skal ske senest 14 dage, før arrangementet ønskes afholdt, og så har distriktet 10 dage til at svare i. Nogle skovdistrikter er dog flinke til at maile svar tilbage inden for få dage. Side 75 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

76 Hvis det ikke er et kommercielt arrangement, er det gratis at benytte Skov- & Naturstyrelsens arealer. Det vil sige, at som udgangspunkt er den almindelige skovtur gratis, men hvis man tjener penge på at bruge statens arealer, skal man betale en afgift. For kommercielle arrangementer er taksten i øjeblikket omkring kr. i grundbeløb + 50 pr. person pr. døgn. På de private skovdistrikter er det også altid en god ide at sende en skriftlig ansøgning; på den måde får de alle relevante oplysninger på én gang. I de private skove skal du regne med, at det ofte ikke er gratis at få lov til noget, der ligger uden for de normale adgangsregler, og at det ofte slet ikke er muligt at få en tilladelse. Hvad enten du søger i offentlig eller privat skov, er det vigtigt, du gør opmærksom på, at aktiviteterne ikke gør skade på træerne. Den endelige tilladelse skal medbringes på selve dagen. Følgende er formuleret af et af skovdistrikterne og afspejler ganske godt, hvad der forventes, at man overholder: Al anvendelse af områderne til klatring må kun finde sted efter forudgående ansøgning på skovdistriktet, og såfremt arrangementet er kommercielt, skal dette oplyses ved ansøgningen. Ved træklatring skal følgende betingelser være opfyldte: uddannet instruktør skal have ansvaret klatringen skal gennemføres forsvarligt ved brug af udstyr, som er UIAA el. CE godkendt der skal være tegnet forsikring, som dækker evt. uheld kommerciel brug er mod betaling ingen brug af søm og skruer i træerne vis hensyn til naturen pas på ikke at beskadige barken, især om sommeren der kan ikke forventes køretilladelse til transport af udstyr. natøvelse-/løb er ikke tilladt i perioden 1. april til 15. juli Al træklatring på distriktet foregår under eget ansvar. Vær opmærksom på, at træerne kan være svage, da de bliver stående til død og henfald. Pakkeliste Sørg for at pakke let; kun det du skal bruge (taljeblokke, karabiner og reb vejer godt til) i nogle håndterbare og vandtætte tasker eller rygsække, da man jævnfør ovenstående ofte ikke får lov til at køre udstyret helt frem til klatretræerne i statsskovene. Medbring evt. en cykel bag på bilen og/eller en cykelanhænger, da det letter transporten i skoven en del. Det afhænger naturligvis af turens varighed og indhold, hvad man har brug for undervejs, men grundlæggende kan man i starten klare sig med et grundklatresæt. Et grundklatresæt til ture med alm. første- og andenmandsklatring til 2 personer kan bestå af følgende: 2 seler 10 lange slynger 4 korte slynger 10 låsekarabiner 10 alm. karabiner 2 rebbremser (Sticht) 8-tal 4 prusiksnore 1 statisk reb 1 dynamisk reb Hjelm Som ekstraudstyr kan medbringes: Kastepose + kasteline GRIGRI Ascender Blokke Rebstige Når man er på tur med andre ivrige klatrere, medbringer man som regel en del udstyr hver især. Det kan udvikle sig til det rene mareridt, når det efter endt tur skal fordeles til de respektive ejere. Det er derfor en god idé at mærke sit udstyr som karabiner, rebbremser o. lign. (ikke reb, sele og andet lavet af polyamid og polyethen (se afsnit Vedligehold s. 21) med farvet elektrikertape. Skovkort med angivelse af træarter og alder kan købes hos Skov- & Naturstyrelsen, Driftsplankontoret, eller hos det enkelte Statsskovdistrikt. De koster 35,- kr. for en sort/hvid udgave og 75,- kr. for et i farver + 75,- kr. i porto! De kan være en stor hjælp, når man hjemmefra vil prøve at lokalisere de gode klatretræer. Desuden kan det, hvis pladsen tillader det, anbefales at medbringe følgende til selve klatredelen: Tilladelsen fra skovdistriktet eller ejeren Kikkert så man, når man bundsikrer, kan se, hvad der foregår oppe i træerne og omvendt! Skovkort/kort over området Presenning/underlag/tæppe til at lægge udstyret ud på for at undgå snavs og fugt fra skovbunden. Udstyret bliver heller ikke så let væk i skovbunden, når det ligger på et underlag. Marts 2009 Klatresamrådet Side 76 / 88

77 Lommekniv Grensav Mobiltelefon Kaffe + guf (= varme + energi) Handsker (eller et par tynde bomuldshandsker) Myggebalsam (afhængigt af årstiden) Solcreme (afhængigt af årstiden) Drikkevand Kamera En ekstra trøje Lommelygte, hvis man skal overnatte i træerne Førstehjælpskasse Overnatning Der findes ca. 120 lejrpladser på Skov- & Naturstyrelsens arealer. De kaldes spejderlejrpladser og er åbne for det organiserede friluftsliv herunder skoler og institutioner. Du skal have tilladelse til at bruge disse pladser, der som regel indeholder en eller flere bålpladser, og ofte er der også adgang til drikkevand i nærheden. Nogle steder kan man være heldig at finde en shelter. Førstehjælp på turen Som ansvarlig for en klatretur med overnatning er det vigtigt, at man har tænkt situationen igennem: Hvad nu hvis...? Det behøver ikke nødvendigvis at være i forbindelse med klatringen, at der sker uheld/skader. Almindelige ulykker og sygdomstilfælde kan ramme hvor som helst, så det er en god idé at være forberedt. Medbring derfor altid telefonnummer på nærmeste læge/hospital og undersøg gerne hjemmefra, hvor det nærmeste hospital befinder sig. Hvis man tager på tur med en ukendt gruppe, giver det en vis tryghed, hvis man forinden har forhørt sig om, hvorvidt nogen lider af kroniske sygdomme eller har brug for medicin undervejs. Husk at se efter skovflåter en gang i døgnet! Førstehjælpskassen kan indeholde følgende: Plaster/vabelplaster Sår-renseservietter Støttebind Ispose Smertestillende piller Hovedpinepiller Pincet/flåttang Saks Sterilt vand Penicillin Vand til at drikke, gerne varmt Evt. et tæppe til forfrosne personer Foto 26: Shelter ved plads i Uggeløse Skov. Der er normalt skiltet om reglerne for brug af pladserne, men generelt gælder det, at man skal bruge de etablerede ildsteder, og hvis man selv etablerer bålpladser, skal tørven graves op og lægges pænt på plads efter brug. Alt affald, der ikke er brændt, skal med hjem, og der skal naturligvis ryddes pænt op efter brug, så pladsen er pæn og indbydende til de næste brugere. I perioder med stærk tørke og risiko for skovbrand kan politimesteren eller skovrideren helt forbyde brug af åben ild, hvilket selvfølgelig skal respekteres. Side 77 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

78 Der er som regel en god bid vej fra parkeringspladsen indtil lejrpladsen, men det er kun i yderst specielle tilfælde, der bliver givet tilladelse til at køre ind til pladsen med grej. Fristelsen til at køre alligevel er ofte stor, især hvis man har meget grej med, men det er samtidig rigtig surt at blive blacklistet på et skovdistrikt pga. utidig opførsel og samtidig utroligt pinligt hvis man får en overhaling foran alle sine elever/kursister. Så lad være! Ansvar og forsikringsforhold Først og fremmest skal man være opmærksom på, at træklatring ikke er omfattet af normale fritids- og ulykkesforsikringer, da træklatring kategoriseres som farlig sport. Man skal tegne en tillægsforsikring for træklatring, hvis man vil ulykkesforsikres. Det er normalt, at institutioner, foreninger etc., som organiserer træklatring, har en ansvarsforsikring. Den vil man som klatreinstruktør være omfattet af, hvis ens instruktion medfører en ulykke, som man kan gøres ansvarlig for. Hvis man kan gøres ansvarlig for ulykken f.eks. ved forkert instruktion dækker ansvarsforsikringen det erstatningskrav, som medlemmet kan rejse over for instruktøren. Afgørelsen af, om en skadevolder skal betale erstatning for en skadevoldende handling, er ikke helt ligetil. Foto 27: Overnatning i bivuak i skovbunden. Udover spejderlejrpladserne findes der en række primitive overnatningspladser, der er beregnet til det uorganiserede friluftsliv. De er alle markeret med en pæl med et telt-piktogram og optaget i bogen Overnatning i det fri. Disse pladser kan ikke reserveres og fungerer efter først til mølle princippet. Der er som regel ingen faciliteter ud over bålplads, og det er gratis at benytte pladserne. Placering af både spejderpladser og primitive overnatningspladser kan i øvrigt også findes på Skov- & Naturstyrelsens hjemmeside ved at gå ind under de enkelte distrikter eller på friluftskortet. Endelig er det efter naturbeskyttelsesloven tilladt at tage kortvarigt ophold i de offentlige skove (tolkes som under 24 timer). Såfremt man ikke slår telt op eller bruger åben ild, er det altså i princippet tilladt at overnatte, hvis man lægger sig i skovbunden indhyllet i et regnslag. Det er dog kun for små uorganiserede grupper, for der skal søges tilladelse til aktiviteter i nattetimerne for organiserede grupper. I de private skove er det op til ejeren at fastsætte regler og evt. betaling for benyttelse af overnatningspladser. Normalt svinger beløbsstørrelsen mellem kr. pr. person pr. overnatning. Følgende tre betingelser skal være opfyldt, for at skadevolderen er erstatningsansvarlig, og ansvarsforsikringen kan dække: Det skal afgøres, om handlingen var retsstridig Erstatningsbetingelserne skal være opfyldt Der skal ikke være grunde til at fritage skadelidte for ansvar ved at benytte ansvarsfrihedsgrunde Inden man kan finde ud af, om skadevolderen er erstatningsansvarlig eller ej, skal man finde ud af, om handlingen var hændelig, simpel uagtsom, groft uagtsom eller forsætlig. Hvis en skade skyldes et hændeligt uheld, er man ikke ansvarlig efter culpareglen, og der kan ikke rejses erstatningskrav fra skadelidte. Hvis uheldet derimod skyldes uagtsomhed eller fort sæt, kan skadelidte rejse erstatningskrav. Det er derfor vigtigt at afgøre, om en handling er uagtsom eller ej, og det er skadelidte, der har bevisbyrden. Hertil bruges en målestok, der kaldes bonus pater familias. Det er latin og betyder den gode familiefader. Denne fiktive person tænker sig altid godt om, før han handler, og hans handlinger er derfor altid fornuftige. Desuden opfylder han altid de pligter, der påhviler ham. De fleste mennesker opfører sig næsten altid som bonus pater familias. Netop derfor kan man opstille en målestok for normal adfærd dvs. bruge bonus pater familias. Men det kan gå galt trods omtanke. Disse hændelige skader sker trods al omtanke, og lige netop her er der ingen ansvarsforsikring, der dækker, og der kan ikke rejses erstatningskrav fra skadelidte. Ansvarsforsikringen dækker kun, hvis skadevolderen har udvist simpel uagtsomhed eller grov uagtsomhed. Som grundregel bruges derfor, hvordan den normale klatrer ville gøre, og hvordan den normale klatreinstruktør ville instruere, for at afgøre, om ansvarsforsikringen dækker. Marts 2009 Klatresamrådet Side 78 / 88

79 Når man har en virksomhed med på klatretur, skal man være opmærksom på, at en erhvervsansvarsforsikring, som man selv har tegnet, oftest kun dækker, hvis virksomheden (altså deltagernes arbejdsgiver) har tegnet en arbejdsskade- og erhvervsansvarsforsikring! Når man har en blandet gruppe med ude at klatre i deres fritid, gør man klogest i at gøre opmærksom på, at almindelige hændelige uheld, der ikke har noget med klatringen at gøre (som hvis de for eksempel falder og brækker benet på grund af et hul i skovbunden), ikke bliver dækket af deres erhvervsansvarsforsikring, men skal dækkes af deltagernes egen fritidsulykkesforsikring. Det lyder indlysende, men hvis uheldet er ude, kan det måske give negativ omtale af instruktøren, hvis deltagerne forventer at være dækkede af instruktørernes forsikring, og de ikke er blevet gjort opmærksom på andet. Generelt kan man sige, at hvis man vil være på den sikre side, anbefales det at tage en snak med forsikringsselskabet og få rede på, hvad og hvornår forsikringen dækker og under hvilke forudsætninger! Links: Vi har skrevet en række nyttige links ind i kompendiet, som vil kunne hjælpe dig inden du tager ud at klatre. Dansk træklatreforening Klatresamrådet Skov- og Naturstyrelsen (Statsskovene) Skovforeningen (Private skove) Adgangsudvalget Skovkort Træ er miljø Overnatning i det fri Dansk naturnet Side 79 / 88 Klatresamrådet Marts 2009

80 Marts 2009 Klatresamrådet Side 80 / 88