Psykoterapi på måder

Transkript

1 Anmeldelse Af Åge Lundin ILLUSTRATIONER: HENNING CHRISTENSEN 5 Psykoterapi på måder I forordet til bogen Psykoterapiens hovedtraditioner siger redaktionen blandt andet: Vi har valgt ikke at lægge for stramme redaktionelle retningslinjer ned over de enkelte kapitler ud fra opfattelsen, at præsentationsmåden også indeholder informationer om metoden. Man kunne måske også sige, at den sagde noget om de personer, der har valgt at fremlægge lige netop den metode. Tilsigtet eller ej bliver det nok til en hel masse ubekendte, der belyser hinanden. Det kan være ganske interessant. De fremlagte tanker er en fremtrædelsesform for de citerede inspiratorer, men så sandelig også for forfatterne til de enkelte hovedtraditioner. Hvordan befinder læseren sig i disse skiftende selskaber. Husene, man besøger, er så sandelig meget forskellige. Det er værd at mærke efter, hvordan man befinder sig i dem. 5 Psykoanalytisk psykoterapi Man begynder med Psykoanalytisk psykoterapi, ved Birgitte Diderichsen. Det synes rimeligt. Freuds plydsessofa efterlades i forværelset. Herefter er interiøret lyst, klare farver. Nøgternt. Inden vi får rejst patienten op, således at Patienten sidder skråt over for terapeuten, er der nogle overvejelser om denne ikke uvæsentlige ændring. Herunder indskrænkning af målsætningen, som blandt andet også medfører, at denne terapiform er anvendelig på et bredere spektrum af psykopatologiske problemstillinger. Den analytiske grundregel om et absolut sandhedskrav gælder også i psykoanalytisk psykoterapi, men samtidig arbejdes der i disse terapiformer mere direkte med relationen mellem patient og terapeut. Jeg savner imidlertid nogle tanker omkring den indflydelse, det har på kontakten mellem patient og terapeut. Begge er iagttaget. Man får og sender mange signaler ud over de verbale. Og hvad med øjenkontakten? Mig bekendt er den ikke særligt velbehandlet. Der er naturligvis den vigende kontakt, eller den alt for direkte, som man ellers kun møder hos små børn. Men vi er jo to om den. Har man tænkt 20 Nr

2 Langt de fleste psykologer grupperer sig inden for fire hovedretninger af psykoterapien eller blander dem til en femte. Åge Lundin har læst en god bog om de fem. Bog ANMELDELSE over, at det vel principielt er umuligt at få fat i, hvordan man har øjenkontakt. I samme øjeblik du begynder at tænke over, hvor du fokuserer, når der er god øjenkontakt, er den væk. Kiggede du mellem øjnene, skiftede du fra det ene til det andet? Nej, det er umuligt. Selv om den psykoanalytisk orienterede terapi mere og mere inddrager relationerne, også de aktuelle, forbliver de analytiske grundtanker intakte. Således overføringen og modoverføring. Som gammel Tranekjær-fan finder jeg det imidlertid en forargelse for tanken, når der skrives:... modoverføringen kan bruges som et værdifuldt orienteringsinstrument, såfremt terapeuten registrerer egne ubevidste reaktioner. I al fald hvis registrerer er lig oplever. Selv den bedst analyserede terapeut har formentlig stadig uudforskede ubevidste områder, og det, man registrerer, kan per definition ikke længere være ubevidst. Men indrømmet det er jo en længere historie. Man kan også spørge sig selv, om den udvikling, psykoanalytisk psykoterapi har fulgt, har medført, at vi ikke længere bør tale om en, men om mange psykoanalytiske psykoterapier. Eller om det overhovedet stadig er psykoanalyse. Der citeres fra Wallersteins artikel One psychoanalysis or many?:... det afgørende er alene, hvorvidt det arbejde, man udøver, bygger på de grundlæggende kliniske fænomener, som Freud opdagede og beskrev: Overføring, modoverføring, gentagelse og modstand. Birgitte Diderichsen konkluderer: Her peges der altså klart og entydigt på observationen den neutrale observation som psykoanalytisk terapis grundlag. Selv om det altså ikke længere er en enpersoners terapi, men nu en topersoners terapi, fastholder man altså den neutrale observation som psykoanalytisk terapis grundlag. Det er et langt forløb, vi følger, fra en terapi, der var forbeholdt de gode gamle solide neurotikere, som i dag er blevet en mangelvare, til også at omfatte de regressive lidelser, som i dag dominerer billedet. Indimellem kan man næsten blive lidt svimmel. Men sproget er klart og slutter godt og tæt om tanken. Oplevelsesorienteret Jette Fog og Lars Hem betegner deres tilnærmelse til psykoterapi som oplevelsesorienteret og psykodynamisk. Det er klientens aktuelle udtryk for sine oplevelser, hans fænomenologiske realitet, som har vores primære interesse. Det turde vel være i overensstemmelse med dansk fænomenologisk tradition. Det psykodynamiske aspekt har rod i den udløber af psykoanalysen, som via Ferenczi og Rank kommer til udtryk hos Rogers og Peri. I denne artikel fylder problemet med kontakten mellem terapeut og klient en god del af pladsen, men måske kan det ikke siges for tit og tydeligt, og vi kommer godt rundt i hjør- Nr

3 på55 Psykoterapi måder nerne. Jeg kan faktisk godt lide, at det ikke bare kommer som en sidebemærkning. Forfatterne giver i et levende sprog udtryk for deres arbejdsform med velvalgte eksempler. Man kan indimellem frygte, at titlen på Jette Fogs selvstændige værk: Saglig medmenneskelighed skulle betyde, at bare man har et godt hjerte, så går det hele nok. Det er der på ingen måde tale om, heller ikke i bemeldte værk. Den er rart usentimental selvfølgelig, skulle man vel sige. Tonen i artiklen er vel også præget af forfatternes mangeårige samarbejde ved Uddannelsesklinikken for Samtaleterapi. Psykologisk Institut i Århus. Der gives klart udtryk for afstandtagen fra en hver form for teoretisk fundamentalisme. Den eklekticisme, som der i slutningen af artiklen åbnes mulighed for, er betinget af den vægt, man tillægger det, der sker og udvikler sig imellem terapeut og klient. For psykologer, der har udviklet deres terapeutiske færdigheder inden for psykiatrisk ledede institutioner, vil det være inspirerende læsning, måske endda give anledning til eftertanke. Det var et rart hus at besøge. Kognitiv terapi Afsnittet om kognitiv terapi er ved Nicole Rosenberg, Esben Hougaard og Thomas Nielsen. Dette er et hus med skemaer på væggene. Skemaer kan uden tvivl hjælpe på overblikket. Hvad der er mindre hensigtsmæssigt, er, at det synes i ikke ringe grad at præge sproget. På en eller anden måde virker det lidt som et stenografisprog. Det ser ud, som om kognitiv terapi har bragt sig på afstand af adfærdsterapi. Man synes at koncentrere sig om tænkningen. Emotioner og handlinger er kun en følge af patientens tolkninger. Mod slutningen ser det dog ud til, at fx Genopdagelsen af det Ubevidste i almenpsykologien (?) genopliver forbindelsen til adfærdsterapien. Selv Emotionerne synes nu at få selvstændigt liv. Indimellem får man indblik i terapiens strategier. Som illustration bringes en række eksempler. Der er metoder til at angribe hver specifik diagnose. Jeg konstaterer i slutbemærkningerne, at Kognitive modeller og hypoteser udsættes for omfattende empirisk afprøvning og revideres løbende i tilfælde af afkræftende undersøgelsesresultater. Måske er det baggrunden for, at jeg har vanskeligt ved at få samling på denne indfaldsvinkel til at blive klogere på mennesker og deres psykiske lidelser. Det understreges, at et godt terapeut-/patient-forhold er af central betydning. Det, at terapeuten er varm, empatisk og ægte og opleves således af patienten spiller en lige så stor rolle i kognitiv terapi som i andre terapiformer. 22 Nr

4 Der kan måske være grund til at fremhæve dette, eftersom terapeuter fra andre terapiretninger undertiden opfatter kognitiv terapi som en ganske teknisk terapiform. Måske ikke helt uberettiget. Systemorienteret terapi Selve tilblivelsen af artiklen om systemorienteret terapi ved Lisa Warhuus, Marianne Egelund og Anegen Trillingsgaard er baseret på systemorienteret holdning. Forfatterne nærmer sig området fra hver sin verden. Begyndelsens idé om, at man som terapeut objektivt kan anskue og vejlede et familiemønsters samspil, ændres til en erkendelse af, at terapeuten, observatøren, jo selv spiller med i spillet. Efterhånden fjerner man sig mere og mere fra en eller anden virkelighed. Vi konstruerer jo selv vor verden. En chilensk biolog, Maturana, skal fortælle os, hvad Rubin forlængst havde fortalt vore to professorer Tranekjær og From. l halvtredserne var der en overgang en trend, der hed New-Look psykologien. Vore professorer trak på skuldrene. Det var jo bare dansk fænomenologi. Det vidste amerikanerne bare ikke. Det ved danske studerende i dag vist heller ikke. Systemisk tænkning er inspirerende. Det er også ganske spændende, at en sådan tænkemåde jo ganske udelukker en hierarkisk opbygget organisationsform. Ingen har patent på sandheden. Alt skabes i fællesskab. Vi må enes om virkeligheden. Tranekjær kaldte det intersubjektiv relationsoverensstemmelseskalkule. Dette er en terapiform, som det er svært at beskrive helt klart og kort. Ikke mindst fordi den næsten per definition er under stadig udvikling. Enhver teorifundamentalist burde afsætte et års tid på et systemorienteret bad. Man er ikke helt den samme bagefter. Cirkulær tænkning og teknik kan virke lettere svimlende. Men det er sundt. Og så er det jo ikke engang løgn. Integrativ psykoterapi Hvis man er landet nogenlunde sikkert på benene, kan man så overveje, om Integrativ psykoterapi ved Esben Hougaard og Nicole Rosenberg skulle være sagen. Hele denne bog omhandler psykoterapier, altså behandlinger, som man håber hjælper. Kognitiv terapi er den metode som angiveligt er mest indrettet på at kunne evalueres. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange penge mine amerikanske kollegaer må ofre i forsikring for ikke at blive ruineret af sagsanlæg for fejlbehandling. Det frister jo til at anvende en terapiform, der kan fremlægges bevis for i al fald ikke er forkert. Jeg kommer også til at tænke på den patient, jeg havde haft i langvarig behandling. Da vi blev enige Nr

5 på55 Psykoterapi måder om, at behandlingen var afsluttet, sagde hun: Jeg ved ikke, om jeg har fået det bedre. Jeg har vel ikke fået færre problemer, men nu lever jeg, skal jeg love for. Bliver vore patienter raske, eller bliver de klogere? I heldigste fald altså. Det er vel under alle omstændighed værd at vurdere, om de forskellige indfaldsvinkler kan berige hinanden, eller om de bekriger hinanden. Jeg kan godt lide citatet fra Hougaard (1996) Måske er det vanskeligt for psykoterapeuter at udskifte deres skolespecifikke modersmål med en slags psykoterapiens esperanto. Jeg kan også godt lide Messer (1986), når han opstiller en række gode råd fra psykoanalysen til adfærdsterapien og omvendt. l det hele taget er det positivt at konstatere, at man i dag ikke er bange for at lære af hinanden som afløsning for at nedgøre hinanden. Der nævnes to integrative hovedstrategier: Dels Becks kognitive terapi, der i sig selv kan opfattes som en integration af kognitive og adfærdsmæssige metoder. Dels en anden hovedstrategi, der tager udgangspunkt i en form for interpersonel psykodynamisk-oplevelsesorienteret psykoterapi. En sådan måde at arbejde terapeutisk lader sig anskue som en blanding af Freud, Rogers og Sullivan. Vel ikke helt uden indflydelse fra den ene af forfatterne nævnes: Medens dette skrives, er der stærke tendenser i retning af større grad af målretning af behandlingen mod bestemte diagnostiske grupper. Det er i al fald lidt overraskende, at artiklen slutter på følgende måde som en slags konklusion på den integrative bevægelse: Sådanne holdninger og værdier bør tegne psykoterapien generelt i bestræbelserne for, som Arkowitz udtrykker det, at bringe psykoterapien tilbage til psykologiens område, som den i nogen grad er blevet isoleret fra. Skrives med stort Det burde vel stå med STORE bogstaver: Det haster ikke med at specialisere sig. Det kan ikke siges for tit. Først bliver man godt og grundigt psykolog. Det bør være det fundament, hvorfra vi nærmer os psykopatologien i det nødvendige samarbejde med psykiatrien. Psykiaterens fundament er kroppen og sygdommen. Engang var der nogle, der drog vestpå. Det er rart at se, at de trives, og at de har overskud til at sende os, der blev tilbage, en god bog, som kommende psykologer og for den sags skyld læger, vil have godt af at læse. Åge Lundin Esben Hougaard, Birgitte Diderichsen, Thomas Nielsen (red.): Psykoterapiens hovedtraditioner. Dansk psykologisk Forlag, 1998, 308 sider, 348 kr. 24 Nr