Lobbyisme i EU. af Anne Gram (AG) og Kristian Baasch Pindbo (KBP)

Transkript

1 Lobbyisme i EU - En analyse af betydningen af policyområders karakter og saliens for interesseorganisationers mulighed for indflydelse på EU-lovgivningen af Anne Gram (AG) og Kristian Baasch Pindbo (KBP) Årskortnr.: og Vejleder: Jørgen Grønnegaard Christensen Antal ord: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet August

2 Summary: Lobbyism in the EU During the last few decades the integration of the European Community (EC) has become both wider and deeper in scope resulting in an increased concentration of legislative power in Brussels. Thus more and more interests are affected by the decisions being made in Brussels which is reflected in the increasing presence of interest representatives in the European capital. The key purpose of this thesis is to investigate what factors affect the influence of interest group lobbyism on European policy making. More specific, the aim is to examine how the policy issues at hand and the saliency of the policy issues affects the possibility of interest groups to influence EU legislation. By deriving a theoretical model based on interest group theory we outline four hypotheses to investigate how a policy issue characterised by either social regulation or business regulation and also by either high or low politics is affecting interest groups influence on EU legislation. Building on the theoretical model we consider the very nature of the policy issue, the characteristics of the interest groups and the institutional structure of the political system. The empirical analysis confirms our assertion that third party organisations have significantly easier in influencing legislation categorised as high politics. This is unsurprising, considering the partiality of the European Parliament for considering third party interest in the decision making process especially on issues with heavy public attention. Conversely, on low politics issues, business interests have an easier time influencing the European legislation. At the same time the study shows that policy issues characterised by social regulation is dominated by third party interests, and policy areas characterised by business regulation on the other hand is dominated by business interests. In recognizing the impact of the nature and saliency of the policy issue this thesis concludes, that these factors de facto is a determining cause of which interest groups that succeed in influencing the EU legislation. The empirical study shows, that a significant number of firms bypass the traditional form of interest representation in the EU by representing their interest directly at European level instead of through business groups. This interesting finding is discussed at the end of the thesis as is the institutional structure and various venues in the EU and their influence on interest group lobbyism. Finally, we speculate on the usefulness of the theoretical model and put forward conjectures on how improvements could be made on the framework of future research designs engaged in examining lobbyism in the EU. 2

3 Indholdsfortegnelse 1 INDLEDNING (AG, KBP) Problemformulering Specialets opbygning TEORI (AG) Olson Teorien om kollektiv handlen (KBP) Små og store grupper (AG) Wilson Fordelingen af omkostninger og gevinster (KBP) Sam Peltzman Betydningen af den politiske kontekst (AG) Arceneaux og Pion-Berlin Sondringen mellem high og low politics (KBP) Udledning af den teoretiske model (AG) Første akse: Policyområdets karakter (KBP) Anden akse: Policyområdets saliens (AG) Teoriens forståelsesramme (KBP) EU og USA's institutionelle set-up (AG) Forskellig interessevaretagelse i USA og EU (KBP) Udledning af hypoteser (AG) Hypoteserne (KBP) Casepræsentation (AG) Kemikalielovgivningen REACH-direktivet (KBP) Transport Typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer (AG) Grænseoverskridende sundhedsydelser Patientmobilitet (KBP) Ligestilling mellem mænd og kvinder (AG) FREMGANGSMÅDE OG METODE (KBP) Fremgangsmåde for analysen (AG) Metodiske overvejelser (KBP) Case-studier (AG) Metodiske overvejelser for analysens fremgangsmåde (KBP) Identifikation af relevante aktører (AG) Interesseorganisationernes interne karakteristika (KBP) Endelig udformning af lovforslaget (AG) INSTITUTIONER OG BESLUTNINGSPROCEDURER I EU (KBP) De centrale institutioner i EU s lovgivningsproces (AG) Europa-Kommissionen (KBP) Rådet for Den Europæiske Union (AG) Europa-Parlamentet (KBP)

4 4.2 Beslutningsproceduren i EU (AG) Hvordan starter ny lovgivning? (KBP) Forberedelsen af lovgivning (AG) Traktaterne (KBP) Lovgivningen (AG) Beslutningsprocedurer (KBP) Den fælles beslutningsprocedure (AG) Høringsproceduren (KBP) Den samstemmende udtalelse (AG) Komitologi-proceduren (KBP) Efter vedtagelsen: Offentliggørelse og implementering (AG) Opsamling (KBP) ANALYSE (AG) REACH (KBP) Præsentation af lovforslaget (AG) Beslutningsprocessen (KBP) Kvantitativ oversigt (AG) Udvælgelse af interesseorganisationer (KBP) Størrelsen af interessefelter (AG) Ressourcer (KBP) Fordelingen af gevinster og omkostninger (AG) Det endelige direktiv (KBP) Konklusion (AG) Transport Typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer (KBP) Præsentation af lovforslaget (AG) Beslutningsprocessen (KBP) Kvantitativ oversigt (AG) Udvælgelse af interesseorganisationer (KBP) Størrelsen af interessefelter (AG) Ressourcer (KBP) Fordelingen af omkostninger og gevinster (AG) Den endelige forordning (KBP) Konklusion (AG) Grænseoverskridende sundhedsydelser Patientmobilitet (KBP) Præsentation af lovforslaget (AG) Beslutningsprocessen (KBP) Kvantitativ oversigt (AG) Udvælgelse af interesseorganisationer (KBP) Størrelse af interessefelter (AG) Ressourcer (KBP) Fordelingen af omkostninger og gevinster (AG) Det endelige direktiv (KBP) Konklusion (AG) Ligestilling (KBP) Præsentation af lovforslaget (AG) Beslutningsprocessen (KBP) Kvantitativ oversigt (AG) Udvælgelse af interesseorganisationer (KBP) Størrelsen af interessefelter (AG) Ressourcer (KBP) Fordelingen af omkostninger og gevinster (AG) Det endelige direktiv (KBP)

5 5.4.9 Konklusion (AG) Delkonklusion for alle fire lovforslag (KBP) DISKUSSION (AG) Diskussion af den teoretiske model (KBP) Diskussion af metoden (AG) Beslutningsprocedurer og EU-institutionernes betydning for lobbyisme (KBP) Parlamentet, tredjepartsinteresser og den fælles beslutningsprocedure (AG) Kommissionen og Ministerrådet (KBP) Hvorfor vælger nogle virksomheder at gå alene? (AG) Diskussion af empiriske fund om virksomheder (KBP) Gensidig afhængighed (AG) Ressourcers betydning (KBP) Opsamling på diskussionen (AG) KONKLUSION (AG, KBP) Saliens og policyområdes betydning for interessegruppers indflydelse på policy Perspektivering LITTERATURLISTE (KBP) APPENDIKS (AG) Appendiks A (KBP) Appendiks B (AG) Appendiks C (KBP) Appendiks D (AG) Appendiks E (KBP) Appendiks F (AG) Appendiks G (KBP)

6 Tabeller 2.1. Den teoretiske model Den teoretiske model Den teoretiske model med de fire udvalgte lovforslag Vedtagne retsakter Fordelingen af bindende retsakter efter beslutningsprocedure Oversigt over høringssvar indsendt til REACH-direktivet Udvalgte interesseorganisationer til REACH-direktivet Interesseorganisationernes interessefelter Beløb anvendt på interesserepræsentation Oversigt over høringssvar indsendt til forordningen Interesseorganisationernes interessefelter Beløb anvendt på interesserepræsentation Oversigt over høringssvar indsendt til patientmobilitetsdirektivet Udvalgte interesseorganisationer til patientmobilitetsdirektivet Interesseorganisationernes interessefelt Beløb anvendt på interesserepræsentation Oversigt over indsendte høringssvar direktiv om ligestilling Udvalgte interesseorganisationer til direktivet om ligestilling Interesseorganisationernes interessefelter Beløb anvendt på interesserepræsentation Den teoretiske model med de fire udvalgte lovforslag

7 1 Indledning Der er lang vej fra Kul- og Stålunionen, som blev dannet i 1951, over oprettelsen af EF og det indre marked, til den Europæiske Union (EU), som vi kender i dag. Integrationen af det europæiske fællesskab er gennem årene blevet både dybere og bredere, og det europæiske samarbejde har spredt sig til at omfatte en lang række policyområder. Især med Maastrichttraktaten fra 1992 tonede konturerne af et stærkt udvidet europæisk samarbejde sig for alvor frem. EU var nu ikke blot et økonomisk samarbejde, da de politiske og sociale dimensioner af det europæiske samarbejde blev traktatfæstet (Togeby et al., 2003: 307). Udviklingen betyder, at kun få områder i dag unddrager sig EU-regulering, og flere og flere interesser er berørt af beslutninger, der træffes i Bruxelles. Derfor er det ikke længere tilstrækkeligt for interesseorganisationer og virksomheder at påvirke den nationale beslutningsproces, hvis de ønsker at få deres interesser hørt i det politiske system. Interessegrupperne har derfor tilpasset sig den europæiske integration ved at søge indflydelse i de fora, hvor lovgivningen bliver til. Dette har medført en en eksplosiv stigning af interesserepræsentanter på EU-niveau (Hix, 2005: 210f). Interessevaretagelse eller lobbyisme forstås i dette speciale med udgangspunkt i Kommissionens definition, dvs. som alle aktiviteter, der gennemføres med det formål at udøve indflydelse på formulering af politikker og beslutningstagning i EU's institutioner (Kommissionen, 2006a: 5). Bruxelles er grundet denne udvikling kommet til at minde om Washington DC, hvor civilsamfundsorganisationer, interessegrupper, virksomheder, public affairs-kontorer, tænketanke, advokater eller individuelle borgere har sin gang og søger indflydelse på policy. En udvikling, som afspejler behovet for at være til stede, hvor beslutningerne træffes. Og i takt med at beslutningerne og magten flyttes til Bruxelles, flytter lobbyisterne med for at få indflydelse på den policy, der vedrører deres interesser. Et eksempel på, at lobbyismen er rykket til Bruxelles, finder man på transportområdet i Danmark. Trafikministeriet udstedte tidligere køretilladelser på det private fragt- og 7

8 persontransportområde og havde således kontrol over et område af stor betydning for erhvervet. Den private organisation Danske Vognmænd 1 indgik derfor et tæt samarbejde med ministeriet og vidste, hvor organisationen skulle gå hen for at få sine interesser hørt. Da EUliberaliseringen af transportområdet fratog ministeriet kontrollen over køretilladelserne, blev ministeriet langt mindre interessant for interesseorganisationen, der nu skulle agere i en ny europæisk arena for at få sine interesser hørt (Christiansen og Nørgaard, 2003: 119). Især erhvervsinteresser udgør en stor del af de interesserepræsentanter, der forsøger at påvirke EU-lovgivningen, da denne gruppe af lobbyister rammes direkte af en stor del af EUreguleringen i takt med udvidelsen af det indre marked (Eising, 2007: 387)(Greenwood og Young, 2005: 277). Som modpol hertil står ofte interessegrupper, der kæmper for forbrugerinteresser, miljøinteresser og bedre forhold for den enkelte EU-borger. Fremover vil sådanne interesser blive omtalt som tredjepartsinteresser. I EU er hele det politiske system præget af lobbyisme fra forskellige interesserepræsentanters side. Lobbyisme fremstilles ofte som noget fordækt, hvor lobbyister indgår i lyssky affærer for at få deres interesser presset igennem det politiske system. Sådanne scenarier er dog sjældent virkeligheden, og Kommissionen vedkender da også, at lobbyvirksomhed er et legitimt element i det demokratiske system, og at lobbyister kan hjælpe med at henlede EU-institutionernes opmærksomhed på vigtige spørgsmål. Samtidig lægges der dog også vægt på, at lobbyisme skal foregå med offentlighedens viden og indsigt (Kommissionen, 2006a: 5). 1.1 Problemformulering Der er mange faktorer som afgør, om interessegrupper formår at varetage deres interesser i EU og påvirke lovgivningen. En sejr eller et nederlag for en interessegruppe i kampen for at få sine interesser igennem på EU-niveau afhænger langt hen af vejen af interessegruppens interne karakteristika eksempelvis størrelsen på gruppen og mængden af ressourcer den har til rådighed. Derudover betyder det noget for interessegruppernes mulighed for at påvirke lovgivningen, hvilket policyområde den givne lovgivningen regulerer. Sammensætningen af interesser varierer fra policyområde til policyområde, og forskellige interessegrupper agerer forskelligt afhængigt af policyområdet f.eks. er erhvervsinteresser mere tilbøjelige til at 1 Som i dag indgår i organisationen Dansk Transport og Logistik (Christiansen & Nørgaard, 2003: 119) 8

9 reagere på policyområder, der regulerer erhvervsforhold end på policyområder, der regulerer sociale forhold. Ydermere varierer et policyområdes placering på den offentlige og politiske dagsorden, hvilket kan have betydning for, hvordan en politisk sag behandles i det politiske system, og dermed igen have betydning for, hvilke interesser, der formår at påvirke lovgivningen. Det ses i mange tilfælde hvordan et politisk emne, der ligger højt på dagsordenen, får det politiske system til at reagere anderledes end det formodentlig ville have gjort, hvis emnet er ude af offentligheden søgelys. Dette fænomen kan forklares med begrebet saliens, hvor et policyområde med høj saliens har større offentlig interesse end et med lav saliens. Har et politisk emne høj saliens og dermed offentlighedens sympati, har de interesseorganisationer, der repræsenterer den givne sag ofte den største chance for at blive hørt i beslutningsprocessen, fordi politikerne ved, at offentlighedens øjne hviler på dem, og de ikke vil fremstå i et dårligt lys over for vælgerbefolkningen. En række faktorer skal derfor tages i betragtning, når man undersøger interessegruppers mulige indflydelse på lovgivningen. Specialets problemformulering lyder derfor således: Hvordan påvirker forskellige policyområder med varierende saliens interessegruppers mulighed for at påvirke EU-lovgivningen? Specialet vil således undersøge forskellige policyområder med varierende saliens, og hvordan det påvirker interessegruppers mulighed for indflydelse på EU-lovgivningen. Det analyseres bl.a. at undersøge interessegruppers karakteristika, og hvilken betydning det har for deres muligheder for at påvirke EU-lovgivningen på forskellige policyområder med varierende saliens. Med udgangspunkt i interessegruppeteori, der er baseret på en rational choice-tilgang opstilles en teoretisk model. Med modellen er det muligt at undersøge fire forskellige cases, som alle varierer i forhold til policyområder og saliens. Den teoretiske model muliggør en analyse af, om de nævnte faktorer er forklarende for interesseorganisationernes mulighed for at agere og påvirke lovgivningen. Analysen vil med udgangspunkt i såvel en kvantitativ som en kvalitativ undersøgelse af interesseorganisationernes involvering i høringsproceduren og deres interne karakteristika forsøge at afdække interesseorganisationernes muligheder for at agere og påvirke lovgivningen på policyområder med varierende saliens. 9

10 1.2 Specialets opbygning I afsnit to præsenteres specialets teori og forståelsesramme. Den består af fire teorier, der danner baggrund for udledningen af en teoretisk model og fire hypoteser, som benyttes i den videre analyse. Afsnit tre redegør for analysens fremgangsmåde og de metodiske overvejelser forbundet dermed. Afsnit fire præsenterer EU's institutioner og beslutningsprocedurer, som er det institutionelle set-up analysen opererer indenfor. Afsnit fem er specialets analyse, og er delt op i fire dele, der hver belyser én af de opstillede hypoteser. I afsnit seks diskuteres resultaterne af analysen, og i afsnit syv rundes specialet af med et konkluderende og perspektiverende afsnit. 10

11 2 Teori Specialets teoriapperat præsenteres i de kommende afsnit. Først redegøres der for Mancur Olsons teori om kollektive handlingsproblemer, dernæst gennemgåes James Q. Wilsons teori om omkostninger og gevinster. Derefter redøgøres for Sam Peltzmans teori, som påpeger betydningen af den politiske kontekst for interesseorganisationers mulighed for at få indflydelse på policy. Arceneaux og Pion-Berlins teoretiske model om betydningen af high politics og low politics er den sidste teori, der præsenteres. De fire teorier sammensættes til en teoretisk model, der kan belyse specialets problemsstilling og betydningen af saliens og policyområdet for interesseorganisationernes mulighed for at agere og få indflydelse på EUlovgivningen. I den sidste del af afsnittet problematiseres teoriens forståelsesramme, da samtlige teorier, pånær Arceneaux og Pion-Berlins, er skrevet i en nordamerikansk kontekst, men anvendes på EU s politiske system. 2.1 Olson Teorien om kollektiv handlen Mancur Olson præsenterede første gang sin teori om kollektiv handling i 1965 med bogen The Logic of Collective Action. Olsons teori er funderet i rational choice-teorien, og logikken om kollektiv handling er derfor baseret på rationelle økonomiske adfærdsantagelser (Hagen, 2001: 220). Teorien er funderet på metodologisk individualisme, så individers tanker og handlinger som udgangspunkt bruges til at forklare sociale fænomener, som f.eks. kollektiv handling. Olsons teori om gruppers adfærd er baseret på antagelser om, at aktørerne er egennyttemaksimerende og handler for at opnå den størst mulige gevinst ved et fælles gode. Teorien indeholder en række antagelser, der er vigtige at definere for at forstå den kontekst, som grupper agerer i, da det har betydning for, hvornår og hvorledes grupper agerer. Mancur Olson opstiller nogle grundlæggende principper for gruppers adfærd og ageren. Grupper defineres som et antal af individuelle aktører med en fælles interesse (Olson, 1971: 8), og formålet for aktørerne med at organisere sig i grupper er at fremme den fælles interesse, som deles af medlemmerne i gruppen (Olson, 1971: 5). Kollektiv handling består derfor af 11

12 individuelle aktører, som har organiseret sig i en gruppe og arbejder sammen for at opnå et givet fælles mål, de alle har en interesse i bliver tilvejebragt (ibid.). Offentlige og kollektive goder I rational choice-teorien defineres godet, som grupperne arbejder på at opnå, forskelligt. Godet er dog i alle tilfælde det produkt, som gruppemedlemmerne har en fælles interesse i at få del i. Der skelnes mellem offentlige goder og kollektive goder (Olson, 1971: 21). Et offentligt gode defineres som et gode ethvert individ kan nyde godt af, selv om de ikke har medvirket i arbejdet for at tilvejebringe godet. Sådan et gode frembringes ofte af staten. Ingen kan således ekskluderes fra at forbruge et offentligt gode, og der bliver ikke mindre af godet, når det anvendes. Et ofte givet eksempel er renere luft. Her vil også personer, der ikke direkte har arbejdet for initiativet om renere luft, kunne nyde godt af det (Olson, 1971: 14). I specialet er fokus udelukkende på kollektive goder. Et kollektivt gode defineres som et gode, som alle individer i gruppen har en fælles interesse i at tilvejebringe. Endvidere gælder det, at kun medlemmerne af gruppen får andel i godet, dvs. aktører uden for gruppen er ekskluderet fra at nyde godet. I denne forstand er et kollektivt gode udelukkende for gruppens medlemmer, og ikke for resten af samfundet (Olson, 1971: 15). Olsons teori, antagelser og definitioner giver forskellige incitamentsstrukturer for at handle kollektivt, som afhænger af gruppens størrelse. I de følgende afsnit redegøres for, hvordan gruppestørrelsen har indflydelse på gruppers mulighed for at tilvejebringe kollektive goder for gruppen Små og store grupper Et vigtigt element for hvornår kollektiv handling opstår, er ifølge Olson størrelsen på gruppen. Olson definerer størrelsen på en gruppe som både antallet af individuelle aktører i gruppen, men også som størrelsen på gruppens interessefelter, dvs. antallet af interesseområder gruppen repræsenterer (Olson, 1971: 28). Grupperne vælger at agere, når de totale gevinster ved fremskaffelsen af det kollektive gode 12

13 overstiger de totale omkostninger, der er forbundet med at anskaffe et gode. Idet individerne i grupperne er rationelle, egennyttemaksimerende aktører, vælger de at være passive i situationer, hvor omkostningerne overstiger gevinsterne. Store grupper Interessegrupper med et bredt interessefelt er internt heterogene i gruppen, hvilket svækker deres evne til at organisere sig og arbejde sammen, fordi gruppen skal opnå kollektive goder på flere områder dermed opstår der ofte et kollektivt handlingsproblem i store grupper (Olson, 1971: 48). Yderligere har store grupper et lavt incitament til at agere kollektivt, da omkostningerne ofte overstiger gevinsterne ved fremskaffelsen af det kollektive gode. Olson kalder denne problematik for det kollektive handlingsproblem. En årsag til, at det kollektive handlingsproblem oftere opstår i store grupper er, at et kollektivt gode indeholder en begrænset mængde gode, som deles blandt gruppemedlemmerne. Jo flere gruppemedlemmer der skal deles om godet, jo mindre mængde af det kollektive gode får det enkelte gruppemedlem. Det betyder, at incitamentet til at tilvejebringe godet falder i takt med, at gruppens størrelse forhøjes. Da denne incitamentsstruktur gælder for alle gruppemedlemmerne, vil det for store grupper ofte være meget vanskeligt at handle og opnå en tilfredsstillende mængde af godet til gruppemedlemmerne. Små grupper En interessegruppe med et snævert interessefelt internt homogene i gruppen, og ifølge Olsons logik har de nemmere ved at organisere sig og arbejde målrettet for at opnå gruppens kollektive gode. I modsætning til store grupper er små grupper bedre til at tilvejebringe et kollektivt gode, idet små grupper altid har et incitament til at handle grundet det faktum, at hvert gruppemedlem får en større andel af det kollektive gode, ganske enkelt fordi der er få gruppemedlemmer til at deles om godet. Dermed overstiger gevinsterne omkostningerne ved at handle, og små grupper har derfor nemmere ved at overvinde det kollektive handlingsproblem, og vil i langt højere grad organisere sig og arbejde for at tilvejebringe godet. 13

14 Andre faktorer der kan påvirke kollektiv handlen I det ovenstående er det implicit antaget, at gruppemedlemmerne har lige store præferencer for det kollektive gode. Olson gør dog selv opmærksom på, at det enkelte gruppemedlem kan tillægge det kollektive gode en forskellig værdi, hvilket resulterer i, at gruppen ikke opnår den mængde kollektive gode, som stiller alle i gruppen bedst muligt (Olson, 1971: 35). Olson arbejder dog i sin teori videre med den antagelse, at der eksisterer lige store præferencer for det kollektive gode internt i grupperne, selvom han noterer sig, at det er en urealistisk antagelse. Det betyder, at han kommer ud over problemet med differentierede præferencer for det kollektive gode (ibid. 60). Denne antagelse anvendes også gennem specialet. Olsons teori er meget abstrakt. Derfor præsenteres i næste afsnit James Q. Wilsons teori, der nuancerer Olsons gruppeteori, samt sætter den i en kontekst af offentlig politik. Det er nødvendigt, da specialet undersøger interesseorganisationers muligheder for at påvirke EUlovgivning. 2.2 Wilson Fordelingen af omkostninger og gevinster James Q. Wilson (1980 og 1989) placerer sig ligesom Olson inden for rational choice-teorien. Wilsons teori rækker dog videre, da den rationelle logik overføres på offentlig politik, hvor Wilson i en række eksempler anvender den til at analysere, hvordan interesseorganisationer agerer over for offentlige myndigheder. Det gør teorien yderst anvendelig i forhold til specialet, fordi analysen netop beskæftiger sig med offentlig politik i EU. Wilson arbejder videre med Olsons antagelse om, at antallet af gruppemedlemmer har betydning for interesseorganisationers incitament til at mobilisere sig. Wilson mener, at interesseorganisationer forholder sig til, hvorvidt de pålægges omkostninger eller gevinster ved et policyforslag. Afhængigt af antallet af gruppemedlemmer, der er til at deles om omkostningerne eller gevinsterne, har interesseorganisationerne forskelligt incitament til at mobilisere sig for eller mod policyforslaget. Hvis det er en stor gruppe med mange medlemmer, så vil der være mange til at deles om gevinsterne ved et policyforslag. De spredte gevinster giver hvert gruppemedlem en lille andel 14

15 af gevinsten, hvilket giver dem et lavt incitament til at mobilisere sig for forslaget. Samme logik gør sig gældende, når en stor gruppe pålægges omkostninger ved et policyforslag, hvor hvert gruppemedlem kun pålægges en lille andel af omkostningerne. De spredte omkostninger medfører, at den store gruppe ikke har incitament til at mobilisere sig imod policyforslaget (Wilson, 1989: 78). Samme logik gør sig gældende for små grupper. Små grupper vil altid blive ramt af koncentrerede omkostninger eller gevinster ved et policyforslag, idet der er få medlemmer til at deles om disse. Fordi små grupper altid rammes af koncentrerede omkostninger eller gevinster, har de også altid et incitament til at mobilisere sig og arbejde for eller imod policyforslaget (Wilson, 1989: 76-77). Det er således fordelingen af gevinster og omkostninger ved et policyforslag samt interesseorganisationens størrelse, der har betydning for, hvorvidt interesseorganisationerne mobiliserer sig og arbejder for eller imod policyforslaget. Af Wilsons analyser fremgår det, at store grupper ofte er interesseorganisationer med diffuse interesser, som f.eks. forbrugergrupper og miljøgrupper. I specialet vil disse interesser omtales som tredjepartsinteresser. Små grupper er, ifølge Wilsons analyser, ofte erhvervsorganisationer, og hos Wilsons er det erhvervsinteresserne, der bedst formår at mobilisere sig og påvirke policy (Wilson, 1980 og 1989) (Winther, 2001). Erhvervsorganisationer vil hovedsageligt forsøge at påvirke policyforslag, der regulerer erhvervspolitik, da det berører deres kerneområde. Tredjepartsinteresserne forsøger hovedsageligt at påvirke policyforslag, der regulerer deres kerneområder. Udover gruppestørrelse og fordelingen af omkostninger og gevinster inddrager Wilson policyområdet som en forklarende faktor på, hvor sandsynligt det er, at interesseorganisationer mobiliseres og organiseres i et arbejde for eller imod et givent policyforslag (Wilson, 1980). Det centrale hos Wilson bliver da, at policy er med til at determinere politics, hvilket betyder, at det pågældende policyområde er bestemmende for hvilken politik, der udformes på området. 15

16 2.3 Sam Peltzman Betydningen af den politiske kontekst Sam Peltzman tilhører Chicago-skolen af økonomer, der benytter mikroøkonomiske antagelser til analyser af politiske fænomener (Peltzman, 1998: 347-8). Dermed baserer Peltzman sin teori på samme rationelle antagelser, som dem, der ligger til grund for rational choice-teorien. Peltzman anvender samme antagelser omkring gruppestørrelse, som Olson og Wilson. Baseret på samme antagelser er der, ifølge Peltzman, en tendens til, at små erhvervsgrupper formår at organisere sig bedre end de store forbrugergrupper, så erhvervsgrupperne i højere grad får deres interesser hørt. Yderligere er det erhvervsgrupperne, der besidder flest ressourcer, og derfor større mulighed for at påvirke det politiske system (Peltzman, 1998: 156). Peltzman adskiller sig fra Olson og Wilson ved at medtage den politiske kontekst i sin analyse af interessegruppers adfærd. Den politiske kontekst skal forstås som det politiske og institutionelle system, som interessegrupperne agerer i (ibid. ix). Således er der ikke kun fokus på det økonomiske rationale, når interesseorganisationers adfærd analyseres. Peltzman mener ligefrem, at den politiske kontekst skal ses som en vigtig forklarende årsag til interessegruppers muligheder for at påvirke policy (ibid. 286). I Peltzmans teori anses de politiske aktører også for at være egennyttemaksimerende og er bevidste om, hvad deres egne interesser er. Politikere har, ifølge Peltzman, både interesse i at få finansiel støtte til deres valgkamp, men også i at maksimere antallet af vælgere, da det er vælgerne, der holder politikerne i hvervet. Interessegrupperne skal derfor formå både at organisere sig for at varetage kerneinteressen, men også organisere sig for at støtte den politiker, som kan tilbyde dem på bedst mulig vis at repræsentere deres interessefelt. Interessegruppernes støtte til politikere kan både være af finansiel karakter, ved at støtte op om politikerens kampagner, gennem bestikkelse, ved modkampagner mod konkurrerende politikere eller i form af vælgermobilisering. Peltzman følger Olsons logik om, at det er svært at mobilisere og organisere store grupper. Peltzman anvender antagelserne således, at store forbrugergrupper har svært ved at organisere sig tilstrækkeligt til at kunne støtte en politiker, for derigennem at få vedkommende til at 16

17 repræsentere gruppens interesser, hvilket stiller dem dårligere end de små erhvervsgrupper (Peltzman, 1998: 157). Peltzman mener, at politikerne er egennyttemaksimerende, så vil de have incitament til at tilgodese de store diffuse forbrugergrupper, fordi politikeren derved kan skaffe sig vælgere ved at tage hensyn til de almindelige forbrugere frem for erhvervsinteresserne. Fordi politikerne netop er egennyttemaksimerende, så vil der også være tilfælde, hvor det på baggrund af en rationel kalkule vil være mere fordelagtigt for dem at støtte op om erhvervslivets interesser, for dermed at få modydelser i form af kampagnestøtte, bestikkelse eller blokering for konkurrerende politikeres lovforslag. Dermed vender Peltzman antagelsen om, at policy determinerer politics, om, således at det i stedet bliver politics, som er afgørende for policy. Hermed er den centrale antagelse hos Peltzman, at det er politikerne der bestemmer udfaldet af et lovforslag, alt afhængigt af, hvordan det påvirker deres egen interesse. Peltzmans teori skaber en ny incitamentsstruktur, sammenlignet med både Olsons og Wilsons teorier. Deraf følger også et andet outcome end i de to foregående teorier, eftersom et policyforslag kan falde ud til fordel for en stor, uorganiseret gruppe, fordi politikeren gennem en sådan proces kan sikre sig større vælgeropbakning end tilfældet havde været, hvis policyforslaget havde mere fordelagtigt for erhvervslivet. 2.4 Arceneaux og Pion-Berlin Sondringen mellem high og low politics Arceneaux og Pion-Berlins teoretiske model søger at forklare, hvorvidt de mange reformer i latinamerikanske lande op gennem 1960 erne og 70 erne, skyldes et eksternt pres fra andre nationalstater, eller om det skyldes et internt pres fra nationale interesseorganisationer og NGO er. Derfor stiller Arceneaux og Pion-Berlin spørgsmålet; under hvilke omstændigheder spiller interne og eksterne faktorer ind på forandringsprocesser i Latin Amerika? (Arceneaux og Pion-Berlin, 2005: 2). Arceneaux og Pion-Berlins model tager udgangspunkt i international politisk teori, og er hovedsagligt bygget på realisme. Realismen antager, at staterne er de alt dominerende aktører i en konfliktfyldt verden. Betydningen af internationale organisationer anerkendes også hos 17

18 Arceneaux og Pion-Berlin, hvorfor der også er en snert af liberalisme i teorien (Arceneaux og Pion-Berlin, 2005) (Jackson og Sørensen, 2003: 103 og 135). Arceneaux og Pion-Berlin konkluderer, at det afgørende for om der er et internt eller eksternt pres på staterne for at skabe reformer er, hvorvidt policyområdet, som der laves reformer om, har karakter af high eller low politics. Hvis et policyområde er high politics, så er statens vitale interesser truet, og presset for reformer vil være eksternt og komme fra andre nationalstater. Er policyområdet derimod karakteriseret ved low politics, så er statens vitale interesser ikke truet, og presset for reformer vil være internt og komme fra nationale aktører (Arceneaux og Pion-Berlin, 2005: 6). High politics og eksternt pres Et eksempel på, hvordan eksternt pres kan føre til forandringer er, hvis et policyområde i land A kan karakteriseres som high politics i nationalstat B, så landets interesser er i fare. Så vil nationalstat B have incitament til at gribe ind, fordi nationalstat B s interesser kan være truede, hvis ikke nationalstat A laver reformer. Derfor lægger nationalstat B så kraftigt pres på nationalstat A, at denne vil skabe reformer på området, så det følger nationalstat B s ønsker. En sådan situation forekommer, hvis der er spill-over af negative eksternaliteter landene imellem (Arceneaux og Pion-Berlin, 2005: 6). Et eksempel herpå er, hvis der er borgerkrig i nationalstat A. Dette berører ikke nødvendigvis nationalstat B, men det vil de flygtningestrømme, som er en konsekvens af borgerkrigen gøre, da de eventuelt vil søge sikkerhed i nationalstat B. Derfor vil nationalstat B have incitament til at presse nationalstat A til at stoppe borgerkrigen. Denne antagelse er bygget på realismen, der anerkender nationalstater som de dominerende aktører, men derimod ikke anser internationale organisationer for at have en betydning. Low politics og internt pres Hvis et policyområde derimod kan karakteriseres som low politics, så vil andre nationalstater ikke gribe ind, da det ikke er en trussel mod deres vitale interesser. Derfor vil andre nationalstater ikke have incitament til at intervenere eller lægge pres på pågældende nationalstat. Low politics områder kan eksempelvis være menneskerettigheder eller sundhedspolitik, da disse ikke påvirker andre nationalstater. Nationalstaterne overlader derfor 18

19 scenen til andre aktører ved low politics. Derfor er det de nationale aktører som f.eks. interesseorganisationer, NGO er og internationale organisationer, der bliver dominerende, når det handler om low politics områder. De nationale aktører vil dermed lægge et internt pres på nationalstaten for at reformere pågældende område (Arceneaux og Pion-Berlin, 2005: 7). Ved low politics træder den liberalistiske teori-tradition frem, da internationale organisationer og institutioner anerkendes. Dermed fremhæver Arceneaux og Pion-Berlin ikke realismen frem for liberalismen, men ser dem i stedet som komplementære teorier, der træder frem alt afhængigt af, hvorvidt et policyområde er karakteriseret ved high eller low politics. Policyområdets saliens Samlet er Arceneaux og Pion-Berlins konklusion, at det er saliensen for policyområdet, der laves reformer om, som er medbestemmende for, hvorvidt der er internt eller eksternt pres for reformer i de latinamerikanske. I specialet anvendes Arceneaux og Pion-Berlins teoretiske model ikke som den er tiltænkt, men det er udelukkende deres tankegangen om high og low politics, der anvendes til at belyse specialets problemstilling. De ovenstående teorigennemgange har udelukkende været af deskriptiv karakter, således at teoriernes kerneantagelser er præsenteret. De næste afsnit vil anvende disse antagelser til at opstille en teoretisk model for specialet, hvor det nærmere præsenteres, hvordan teorierne appliceres i indeværende kontekst. 2.5 Udledning af den teoretiske model På baggrund af de fire præsenterede teoretiske tilgange udledes der i dette afsnit en teoretisk model, som danner grundlaget for den videre analyse af specialets problemstilling. Formålet med modellen er, at undersøge, hvordan forskellige policyområder med varierende saliens påvirker interessegruppers indflydelse på EU-policy. Modellen har derfor to adskilte akser; en akse der tager højde for karakteren af policyområdet udledt på baggrund af Olson og Wilsons teorier, og som skelner mellem policyområder, der er karakteriseret ved social regulering eller erhvervsregulering. Den anden akse tager højde for policyområdets saliens, og udledes med 19

20 udgangspunkt i Peltzman og Arceneaux og Pion-Berlins teorier. Denne anden akse omhandler hvorvidt et policyområde er karakteriseret ved high eller low politics. Den teoretiske model ses nedenfor. Tabel 2.1. Den teoretiske model High politics Low politics Erhvervsregulering Social regulering Den teoretiske model giver mulighed for at undersøge specialets problemstilling, da den kan analysere interessegruppers indflydelse på den politiske lovgivningsproces i fire tilfælde, som alle udviser forskellige karakteristika Første akse: Policyområdets karakter Grundantagelsen for modellens første dimension er, at policy determinerer politics. Dermed menes, at et policyområdes karakter er bestemmende for den førte politik samt interessegruppers mulighed for at influere lovgivningen på policyområdet. Denne sondring har som tidligere nævnt rødder i Wilsons teori. Dermed belyser modellen første led i problemstillingen ved at inddrage policyområdets karakter som en forklarende faktor på interessegruppers indflydelse på policy. Social regulering og erhvervsregulering Modellen opdeles efter Wilsons distinktion mellem policyområder, der er karakteriseret ved social regulering og erhvervsregulering. Wilson gør i sin teori opmærksom på, at interessegruppers mulighed for at påvirke et lovgivningsforslag, afhænger af, hvilket 20

21 policyområde de opererer i. Et policyområde der er karakteriseret ved social regulering, kan defineres som et område, der vedrører tredjepartsinteressernes kerneområder som f.eks. forbrugerbeskyttelse, ligestilling og miljø. Derfor er der på policyområder med social regulering mange tredjepartsinteresseorganisationer, som lobbyer for deres interesser, hvormed de vil have en fordel i forhold til erhvervsinteresserne, grundet deres massive tilstedeværelse på policyområdet. Et policyområde der er karakteriseret ved erhvervsregulering, kan defineres som et område, der vedrører erhvervsinteressernes kerneområder, f.eks. regulering af den private sektors aktiviteter. Derfor er der på policyområder med erhvervsregulering mange erhvervsorganisationer, som varetager sine interesser, og derfor har de en fordel i forhold til tredjepartsinteresserne, da de er massivt til stede på området. Derfor vil policyområdets karakter være af betydning for hvilke interessegrupper, der er dominerende på det pågældende policyområde. Grænsen mellem social regulering og erhvervsregulering er dog ikke altid lige skarpt optrukket, idet mange policyområder besidder karaktertræk, så det omfattes af både social regulering og erhvervsregulering. Sondringen er derfor ikke altid lige klar, fordi der forekommer overlap mellem socialregulering og erhvervsregulering. Policyinitiativer der sigter på at regulere sociale forhold på et policyområde, kan også indirekte virke som erhvervsregulering selvom det i udgangspunktet ikke er tilsigtet. Det omvendte kan dog også gøre sig gældende. Et eksempel er, når EU regulerer sikkerheden ved børnelegetøj 2. Formålet med denne lovgivning er at undgå små løsdele ved legetøj, som børn kan blive kvalt i og at forbyde indholdet af farlige stoffer. Hensigten er at stille EU-borgeren bedre, hvorfor lovgivningen karakteriseres som social regulering. Reguleringen medvirker, at legetøjsproducenterne pålægges visse forpligtelser for at kunne sælge legetøj i EU, og dermed bliver lovgivningen også indirekte erhvervsregulering, da den pålægger industrien omkostninger. Dette eksempel viser, at afgrænsningen mellem social regulering og erhvervsregulering kan være svær at skelne mellem, og der i mange tilfælde forekommer gråzoner med den lovgivning, der regulerer sociale og erhvervsmæssige forhold. Til trods for disse uklarheder anvendes sondringen, da det kan bidrage til at belyse problemstillingen. 2 (05/ ) 21

22 Betydningen af interessegruppernes interne karakteristika Som nævnt ovenfor betyder policyområdet meget for hvilke interesseorganisationer, der er til stede på området, hvilket igen har betydning for hvilke interesser, der udøver lobbyvirksomhed. Men som det også fremgår af teorien, har interessegruppernes interne karakteristika også betydning. Små interessegrupper er ifølge Olson bedre til at varetage gruppemedlemmernes interesse end store interessegrupper, og det er den logik, Wilson har overført til offentlig politik ved at antage, at de små succesfulde grupper findes blandt erhvervsinteresserne, hvorimod de store og ofte ineffektive interessegrupper findes blandt tredjepartsinteresserne. Ifølge Wilson har de små erhvervsorganisationer et stærkt incitament til at lobbye, fordi de står til enten at bære alle koncentrerede omkostninger ved en regulering eller få alle koncentrerede gevinster ved en regulering. Det gør, at disse interessegrupper ofte er succesfulde i deres lobbyisme og får ændret lovgivningsforslaget til egen fordel. I modsætning her til har tredjepartsorganisationer et svagt incitament til at lobbye, fordi de repræsenterer så mange gruppemedlemmer, at omkostningerne eller gevinsterne er spredte ved regulering. Derfor har tredjepartsinteresser vanskelig ved at påvirke et lovforslag, så det falder ud til deres fordel. Yderligere er betydningen af, hvor mange ressourcer interesseorganisationerne har til rådighed betonet i litteraturen, hvor det fremgår, at erhvervsinteresserne har flere ressourcer til rådighed at lobbye for end tredjepartsinteresserne. Derfor har erhvervsinteresserne intuitivt en fordel i forhold til tredjepartsinteresserne, da jo flere ressourcer en interesseorganisation har til rådighed, jo bedre mulighed har den for interessevaretagelse. Således har erhvervsinteresserne en fordel over tredjepartsinteresserne i deres mulighed for at få indflydelse på policy (Peltzman, 1998: 292). Empirisk har det vist sig, at interessegrupper på policyområder med social regulering og erhvervsregulering ikke altid følger Olson og Wilsons ræsonnement om, at små, ressourcestærke erhvervsgrupper opnår den største indflydelse på policy, samt at store interessegrupper, der varetager tredjepartsinteresser, opnår mindst indflydelse. Der er mange 22

23 eksempler på, at forbrugere har fået deres interesser igennem på EU-niveau, og på samme måde eksempler på, at erhvervsinteresser ikke har fået deres interesser gennemført. Dette vidner om, at andre faktorer end policyområdets karakteristika spiller ind, når det afgøres hvilke interesser, der lyttes til i EU-systemet. For at tilpasse modellen til dette, er det derfor nødvendigt med en nuancering,, så den også inddrager andre elementer. Og det er her, Peltzman og Arceneaux og Pion-Berlins teorier bruges til at udlede modellens anden dimension Anden akse: Policyområdets saliens Når der alligevel er eksempler på, at tredjepartsinteresserne tilgodeses tyder det på, at der er mere end blot policyområdets karakter som påvirker interesseorganisationernes mulighed for at influere policy. Derfor er det nødvendigt at undersøge samspillet mellem interesseorganisationerne og den bredere politiske og institutionelle kontekst. Derfor anvendes Peltzman til at udlede den anden akse af den teoretiske model, da han inddrager den politiske kontekst som en mulig forklaringsfaktor for interesseorganisationers muligheder for at få deres interesser medtaget i et policyudspil. Fordi politikere er egennyttemaksimerende, kan de både ønske finansiel støtte og vælgeropbakning. Den finansielle støtte kan erhvervsinteresserne tilbyde, mens tredjepartsinteresserne kan tilbyde at mobilisere vælgerne. Politikerne vil derfor lave en afvejning fra sag til sag for at afgøre hvilken type støtte, der er mest fordelagtig og sikrer dem størst mulig politisk indflydelse. Dette har en betydning for interesseorganisationernes muligheder for at få deres interesser hørt i det politiske system. Derfor kan lovforslag, ifølge Peltzman, falde ud til tredjepartsinteressernes fordel, fordi de egennyttemaksimerende politiske partier kan være mere interesserede i at sikre sig vælgeropbakning end finansiel støtte. Dermed bliver resultatet af beslutningsprocessen modsat af hvad man kan forvente, hvis en analyse ikke inddrager den politiske kontekst. Ifølge Peltzmans teori ved man dog ikke, hvornår de politiske partier foretrækker finansiel støtte frem for vælgeropbakning og omvendt. Det betyder, at Peltzmans teori ikke kan forudsige, hvornår de politiske partier er mest tilbøjelige til at tilgodese interesser fra enten tredjeparts- eller erhvervsorganisationer. 23

24 For at afgøre, hvornår de politiske partier handler til fordel for de store tredjepartsinteresser frem for de mindre erhvervsgrupper inddrages Arceneaux og Pion-Berlins model om high og low politics. Hvis et policyområde har høj saliens, og dermed er high politics, må det formodes at fylde meget i den offentlige debat. Derfor vil politiske partier have incitament til at tilgodese tredjepartsinteresserne, da politikerne på den måde fremstår positivt i befolkningens øjne, hvilket kan maksimere vælgeropbakningen. Hvis et område derimod har lav saliens, og derfor kan karakteriseres som low politics, vil det ikke have stor offentlig opmærksomhed. Derfor har politikerne ikke incitament til at tilgodese tredjepartsinteresser, da de ikke i en sådan situation ikke tiltrækker et tilstrækkeligt antal vælgere. Politikere vil således i stedet vælge den finansielle støtte, som erhvervsinteresserne kan tilbyde. Distinktionen mellem high og low politics bruges til at uddybe karakteristikken af de fire udvalgte policyområder. Hvorvidt et policyområde er high eller low politics kan dermed have betydning for interessegruppernes mulighed for at få repræsenteret deres interesser på EUniveau, og på hvorvidt deres lobbyvirksomhed er succesfuld. Derved dannes den anden akse på den teoretiske model, som viser graden af et policyområdes saliens. Den teoretiske model fremstår dermed således: Tabel 2.2. Den teoretiske model High politics Low politics Erhvervsregulering Social regulering 24

25 2.6 Teoriens forståelsesramme I forrige afsnit blev teorierne, som anvendes til at belyse problemstillingen præsenteret. Der bør dog tages visse forbehold for anvendelsen af teorierne, da både Olson, Wilson og Peltzmans er udviklet i en amerikansk kontekst, mens teorien her appliceres i en europæisk kontekst. Da det institutionelle set-up i USA adskiller sig fra EU s, er det nødvendigt at fremhæve disse forskelle, før teorierne overføres fra den amerikanske kontekst til en analyse i en europæisk kontekst. I det følgende tydeliggøres de væsentligste forskelle og der argumenteres for, hvorfor teorierne alligevel er anvendelige i analysen EU og USA's institutionelle set-up USA har en høj grad af pluralisme (Almond et al., 2004: 70), og interessegrupper har derfor en relativ nem adgang til det politiske system, hvor samspillet mellem dette system, politikere og interessegrupper er åbent for alle aktører, der ønsker det og har ressourcerne til en sådan kontakt. Ingen bestemte interessegrupper tilkendes privilegier i den politiske og administrative beslutningsproces i et pluralistisk system (Munk Christiansen og Sonne Nørgaard, 2003), og modstående interesser har lige adgang til processen, hvilket resulterer i en form for ligevægt mellem interesserne (Hix, 2005: 208). Det modsatte af pluralismen er korporatisme, som er kendetegnet ved, at bestemte interesseorganisationer indtager en privilegeret og institutionaliseret placering i den politiske og administrative beslutningsproces. Bestemte interesseorganisationer får tilnærmelsesvis monopol på at blive hørt, og adgangen er derfor ikke åben for alle interesseorganisationer, som måtte ønske det (Hagopian, 2004: 548). USA er yderligere kendetegnet ved føderalisme, hvor beslutningskompetencen er opdelt på to niveauer mellem den nationale regering og flere lokale regeringer (Woll, 2006: 461). En magtopdeling der sikrer, at staten alene ikke bliver for stærk en aktør (Ranney, 2004: 749). EU som politisk system kan hverken karakteriseres som korporatistisk eller pluralistisk, men varierer fra politikområde til politikområde (Hix, 2005: 210). Generelt er interesseorganisationers adgang til beslutningsprocessen i EU officielt pluralistisk, da der ikke 25

26 er nogle formelle barrierer for interessegruppernes adgang (ibid.). Empirien viser dog, at interesseorganisationerne på EU-niveau ofte er etablerede politiske aktører, der fast høres i forbindelse med udarbejdelsen af ny lovgivning. Det er en bevidst strategi fra Kommissionen, at den nedsætter mange af de interessegrupper, som fast høres i forbindelse med lovforslag, hvilket skaber en insider/outsider kultur blandt interessegrupper på EU-niveau (Coen og Broscheid, 2007: 357). Processen er dermed ikke fuldt ud pluralistisk, da der ikke er fri adgang for alle interesseorganisationer, som måtte ønske denne adgang til den politiske proces. Forskere anvender betegnelsen elite pluralisme om den situation, hvor det udelukkende er de interesseorganisationer, der har mange ressourcer i form af f.eks. ekspertviden, som høres (Woll: 2006: )(Coen og Broscheid, 2007: 348). I EU er det politiske set-up yderligere kendetegnet ved multilevel governance. Multilevel governance defineres som policy udarbejdet via interaktion mellem det regionale, nationale og europæiske niveau (Hix, 2005: 222). Derfor forgår interessegruppernes arbejde med at påvirke policy ofte på både subnationalt, nationalt og supranationalt niveau. Med føderalismen i USA og multilevel governance i EU foregår lovgivningsprocessen begge steder på flere niveauer, hvilket skaber inerti i processen i både USA og EU. Yderligere er der også forskel på, hvordan politikere vælges i USA og EU. I USA er politikere direkte valgt til Senatet eller Kongressen af befolkningen (Ranney, 2004: ). Det giver interessegrupper i USA stor mulighed for at støtte politikere direkte ved enten at finansiere deres kampagner eller mobilisere vælgeropbakning mod at få deres interesser repræsenteret deres interesser i det politiske system. Interessegrupper har ikke samme mulighed for at støtte politikere og de politiske partier finansielt eller med vælgeropbakning i EU. Det skyldes, at EU-kommissærerne er udpeget af de nationale regeringer, hvorfor interessegrupperne ikke på direkte facon kan støtte EU-kommissærerne. Politikerne i Parlamentet vælges gennem nationale politiske partier og partilister og derfor ikke kan støttes personligt men gennem et større partiapparat, hvorfor effekten af støtten ikke er den samme som der er mulighed for i USA Forskellig interessevaretagelse i USA og EU Det er ikke kun det institutionelle set-up, der adskiller USA og EU. Det gælder også måden, hvorpå interessevaretagelse foregår inden for disse rammer. I USA er lobbyisternes 26