Aftercare from being young and vulnerable to be an independent adult

Transkript

1 Efterværn fra udsat ung til selvstændig voksen - en undersøgelse af hvordan manglende efterværn kan siges at være et problem for tidligere anbragte unge fra et opholdssted Aftercare from being young and vulnerable to be an independent adult - A study of the lack of aftercare towards young people who have formerly been placed in outof-home care Juni 2014 University College Sjælland FEB11B Socialrådgiveruddannelsen Bachelor projekt udarbejdet af: Kunz, Cavling Line Rasmussen, Louise Projektvejleder: Vibe Appel Rosenberg Projektrapporten er udarbejdet af socialrådgiverstuderende ved University College Sjælland som led i uddannelsesforløbet. Rapporten foreligger urettet og ukommenteret fra University College Sjællands side, og er således udtryk for de studerendes egne synspunkter. Denne rapport eller dele heraf må kun offentliggøres med forfatternes tilladelse. Må gerne udlånes

2 1 Resumé I dette bachelor projekt tager vi udgangspunkt i problematikken omkring manglende efterværn til tidligere anbragte unge fra et opholdssted, og det at udsatte unge stilles over for et valg om, at kunne takke nej til forvaltningens afgørelse om efterværn. Vores problemformulering bygger på en undren over den manglende støtte til de udsatte unge efter endt anbringelse. Dette kan være relevant at undersøge, da undersøgelser viser, at efterværn har en positiv virkning på de unge, og deres fremtidige voksenliv, i forhold til uddannelse, bolig og personlig udvikling, men stadig er det kun et fåtal af de udsatte unge som bliver tilbudt efterværn. Vi vil i vores projekt undersøge konsekvenserne ved manglende efterværn, netværkets betydning, og problematikken ved at træffe valg. Til at undersøge disse problemstillinger vil vi benytte os af Eriksons teori om identitetsdannelse og faser, og Bourdieus begreber om habitus, felt og kapital. Vores projekt tager udgangspunkt i et borgerperspektiv, og til at besvare vores problemformulering har vi benyttet os af en kvalitativ metode i form af interview. Abstract This thesis is based on issues concerning the lack of aftercare towards young people who have formerly been placed in out-of-home care, and the fact that vulnerable young people are faced with the possibility to decline the municipality s grant of aftercare. The problem formulation is based on speculations on the lack of support towards the vulnerable young people, when they leave the out-of-home care and get their own place. This may be relevant to examine, since studies show that aftercare has a positive effect on young people and their future adulthood, in relation to education, housing and personal development, but still it is only a few of the at-risk youths who will be offered the aftercare. The thesis we want to examine is the consequences of lack of aftercare, the importance of the network, and the issues of having the opportunity to decline after care. To examine these issues, we use Erikson s theory of personality, and virtues, and Bourdieu's terminologies of habitus, field, and capital. The thesis is based on a citizens perspective, and to answer the problem formulation, we have used a qualitative method in the form of interviews.

3 2 Indholdsfortegnelse Kapitel 1. Indledning...3 Problemformulering... 4 Afgrænsning... 5 Centrale begreber... 5 Kapitel 2. Beskrivelse af fænomenet...6 Efterværnslovgivningen i et dansk historisk perspektiv... 6 Hvad er Efterværn?... 7 Hvem er det der bliver berørt af fænomenet?... 7 Kapitel 3. Videnskabsteori...8 Kapitel 4. Empirisk undersøgelsesmetode...10 Det kvalitative interview Valg af informanter Rammerne omkring interviewene og etiske overvejelser Interviewsituationen Databearbejdning, analysestrategi og kodning Gyldighed/validitet, pålidelighed/reliabilitet og generaliserbarhed Kapitel 5. Projektets teoretiske udgangspunkt...16 Erik H. Erikson Pierre Bourdieu Habitus: Felt: Kapital: Kapitel 6. Analyse...19 Præsentation af informanter Den sociale kapitals betydning for den unges udvikling og kompetencer Problematikken når udsatte unge stilles over for et valg om, at kunne takke nej til forvaltningens afgørelse om efterværn Konsekvenser ved manglende efterværn Konklusion Metodediskussion Perspektivering Litteraturliste...37 Bøger: Internetsider: Lovgivning Bilag...39 Bilag 1 Eriksons 8 faser Bilag 2 Interviewguide socialrådgiver og transskription Bilag 3 Interviewguide leder af opholdssted og transskription Bilag 4 Interviewguide tidligere anbragt på opholdssted og transskription Bilag 5 Referat - Interviewguide socialrådgiver Referat af interview med socialrådgiver

4 3 Kapitel 1. Indledning I Danmark anbringes der hver dag omkring syv børn uden for hjemmet. Der er ca anbragte børn og unge, hvoraf halvdelen placeres på døgninstitution eller opholdssted, og den anden halvdel i plejefamilie (bhd.dk). I 2010 var ca af de anbragte unge i Danmark 17 år, og ifølge en videns- og erfaringsopsamling fra SFI - Det nationale forskningscenter for velfærd fra 2012, var prævalensen af afgørelser om efterværn på 559 unge, hvilket er væsentligt mindre, end hvor mange unge der kunne tænkes at være i målgruppen (Mølholt et al, 2012:62). Vurderingen af sager omhandlende bevilling af efterværn er i Danmark steget fra år 2007 til 2010 (ibid.:62), men det er stadig kun en mindre andel som bliver tilbudt efterværn, selvom undersøgelser foretaget af SFI Cambell viser, at efterværn har en positiv virkning på de unge, og deres fremtidige voksenliv, i forhold til uddannelse, bolig og personlig udvikling. Efterværns positive virkning bliver bakket op af en undersøgelse blandt døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge fra 2013 foretaget af Socialpædagogerne, LOS - De Private sociale tilbud og Foreningen af Danske Døgninstitutioner for Børn og Unge, som bl.a. også viser, at det ifølge Ankestyrelsens anbringelsesstatistik kun er omkring 20 % af de anbragte unge som får bevilget efterværn ( Men hvorfor er det, at så få unge får tilbudt efterværn, når undersøgelser viser, at efterværn har en positiv effekt på de unge? Da vores videnskabsteoretiske ståsted er hermeneutisk kan vi træffe velinformerede domme baseret på vores forforståelse, som sætter os i stand til at forstå noget (Kvale et al, 2009:268). Vores forforståelse stammer fra mediernes indflydelse, og personer vi har mødt i vores eget netværk, som ikke har fået bevilget efterværn. Ligeledes bygger den på observerede hændelser, og erfaringer fra hver vores praktiksted. Forforståelsen for projektet bygger på, at de udsatte unge ikke bliver hørt eller set, og bliver sendt på opholdssteder hvor de har skullet passe sig selv uden nogen mulighed for tilknytning og personlig udvikling. Ved det 18. år sender kommunen de udsatte unge hurtigt videre, og de må nu klare sig selv uden nogen form for støtte. Er det fra kommunens side en tanke om ude af øje, ude af sind? Det er vores forforståelse, at efterværn har en positiv virkning på de unge, og at efterværn burde være en ret for alle anbragte unge. Selvom man bliver 18 år, og derfor er myndig, er det ikke ensbetydende med, at man er klar til et selvstændigt voksenliv i egen bolig. Især ikke når man i forvejen er udsat, måske ikke har nogen støtte hjemmefra, eller et stærkt og positivt netværk. Nogle unge, som har været anbragt på opholdssted, finder måske sammen med deres

5 4 tidligere omgangskreds, som før har været med til, at bringe den unge ud i misbrug, kriminalitet eller lign.. Vi vil i dette projekt beskæftige os med efterværn da vi synes der er for lidt fokus på de udsatte unge i forhold til overgangen til voksenlivet. Der bliver i nutidens Danmark gentagende gange via medierne råbt højt om den tidlige indsats, og hvor vigtig den er, men samtidig kan man læse, at der fra kommunernes side bliver sløset med sagsbehandlingen (socialrdg.dk). Barnets reform sætter fokus på, at de unge skal styrkes i forberedelserne til et selvstændigt voksenliv. Dette skal bl.a. ske ved en tidlig indsats og kontinuitet i anbringelsen (socialstyrelsen.dk:7, 12). Man kan derfor undre sig over hvornår man betegner en indsats som tidlig, når 70 % af afgørelserne om anbringelse omhandler de årige, hvoraf de 40 %, - af de 70 % - drejer sig om de årige (sus.dk:1). Dvs. der er flere unge der bliver anbragt end der bliver anbragt børn. Unge der tidligere har været anbragt uden for hjemmet viser en tendens til, at være ringere stillet som voksne i forhold til andre jævnaldrende. Dette kommer bl.a. til udtryk i form af marginalisering på arbejdsmarkedet, tidlig død i form af større risiko for selvmord psykosociale problemer, og tidlig graviditet (sus.dk:3). For at forebygge dette, er det vigtigt at børn og unge får en tryg og anerkendende opvækst, ressourcer og støtte, også selv om de er anbragt. Barnets reform fra 2011 skal bl.a. være med til at sikre børn og unges rettigheder, og sikre en tryg opvækst (socialstyrelsen.dk:7). Vores undren beror på om der bliver gjort nok for de unge, om der kan gøres mere, om det er lovgivningen der sætter begrænsninger, eller er det et spørgsmål om økonomi, og hvorfor er det en mulighed, at de unge kan takke nej til efterværn, når kommunen har vurderet et behov for dette? Målet med projektet er, at få besvaret disse problemstillinger, og vi er derfor kommet frem til følgende problemformulering: Problemformulering Hvordan kan manglende efterværn siges at være et problem for tidligere anbragte unge, og hvorfor kan det betragtes som problematisk, at udsatte unge stilles over for et valg om, at kunne takke nej til forvaltningens afgørelse om efterværn? Til at besvare vores problemformulering har vi indhentet empiri i form af kvalitative interviews, samt andenhånds empiri i form af undersøgelser, statistik og faglitteratur.

6 5 Afgrænsning Vi har valgt at anskue opgaven fra et borgerperspektiv, da det er fra et borgersynspunkt vores forforståelse er opstået, og vi derudfra er kommet frem til vores problemformulering. Vi vil i projektet komme ind på konsekvenserne set fra et samfundsperspektiv, samt inddrage socialrådgiverens rolle mht. efterværn. Vores fokus ligger på udsatte unge mellem 17½ og 23 år da vores projekt omhandler efterværn, som udelukkende omkranser den aldersgruppe. Vi afgrænser os fra unge som er tvangsanbragte, da kommunen skal tilbyde efterværn til unge der er blevet anbragt uden deres forældres samtykke, jf. SEL 76, stk. 5, og derfor falder uden for vores problemformulering. Der afgrænses fra andre etniske grupper end dansk, da der kan være andre problemstillinger der spiller ind, som f.eks. normer og kultur og krigstraumer. Der ses også bort fra unge med en fysisk funktionsnedsættelse, da denne målgruppe oftest falder uden for de muligheder der er for efterværn, og derfor ofte med det samme, ved det fyldte 18. år, vil falde ind under voksenparagrafferne i Serviceloven. Vi koncentrerer os udelukkende om unge der har været anbragt på et opholdssted, da et opholdssted har flere ansatte, og derfor kan rumme unge med større og flere problemstillinger, end unge anbragt i familiepleje. Vi går ud fra, at en plejefamilie vil påtage sig en forældrerolle, modsat hvad et opholdssted ville gøre, og derfor er det vores opfattelse, at de anbragte unge i plejefamilien er bedre rustet til et voksenliv (flere kompetencer, kærlighed, større mulighed for tilknytning). Vi havde til at starte med diskuteret om hvorvidt vi skulle følge et projekt, der omhandlede efterværn til alle, men dette valgte vi ikke at gøre alligevel, da vi ikke mener, at efterværn skal gives til alle, og da vores undren og fokus lå andetsteds. Vi kunne i projektet også have valgt at undersøge de udsatte unges videre forløb under voksenparagrafferne; for dem som falder uden for de muligheder der er for efterværn, men dette mente vi ville blive for bredt et emne, og falde uden for vores problemformulering. Centrale begreber Efterværn: Et tilbud der kan bevilges til tidligere frivilligt anbragte unge efter det fyldte 18. år, og kan vare indtil det 23. år. Udsatte unge: Unge som lever i, eller kommer fra, en udsat position, og som grundet dette har brug for hjælp og støtte. De befinder sig i en situation, der er direkte truende for deres sociale og psykologiske udvikling.

7 6 Selvstændige voksne: at være i ordinær beskæftigelse eller uddannelse, eller som det mindste have et mål for livet, betale regninger, kunne forsørge sig selv Kapitel 2. Beskrivelse af fænomenet I dette kapitel vil vi først redegøre for efterværnslovgivningen i et dansk historisk perspektiv, og derefter redegøre for hvad efterværn er, samt dens fremvækst og tilblivelse. Ydermere vil vi redegøre for hvem der bliver berørt af fænomenet, og konsekvenserne ved manglende efterværn. Efterværnslovgivningen i et dansk historisk perspektiv I 2001 blev der i serviceloven indført, at kommunerne havde mulighed for, at tildele unge anbragte efterværn når de fyldte 18 år, til og med deres 22. år, jf. Serviceloven (SEL) 62a. Før 2001 havde kommunerne kun mulighed for at forlænge en anbringelse til det 20. år. I 2006 kom anbringelsesreformen fra barnets reform, og der blev det lovpligtigt at kommunerne skulle tage stilling til efterværn. Anbringelsesreformen havde også fokus på, at styrke det faglige grundlag for, at vurdere hvordan de unge bedst kunne hjælpes. I 2011 gennemgik barnets reform efterværnsparagrafferne, og det blev indført, at kommunerne fik større mulighed for, at tildele andre former for støtte til de anbragte unge i og med, at formuleringen i lovgivningen blev lavet om til: At tildele andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge, jf. SEL 76, stk. 3, nr. 4 (Mølholt et al:2012:27). Siden da er efterværnslovgivningen blevet udvidet og skærpet. Dette vil vi redegøre nærmere for under afsnittet Hvad er efterværn?. Vores informant Kasper, som er tidligere anbragt på opholdssted, blev frivilligt anbragt som 13-årig i år 2000, og boede der indtil han blev 18 år. Vi har derfor måtte tage højde for om efterværnslovgivningen så radikalt anderledes ud dengang, end den gør nu. I vores interview med socialrådgiveren nævner hun, at man i dag måske er mere opmærksom på nogle ting i forhold til, at tildele efterværn, eller yde støtte. Men derfor skulle kommunen stadig dengang da vores informant fyldte 18 år (i 2005), yde en helhedsorienteret 1 sagsbehandling, der havde den unges tarv som det vigtigste hensyn. Derfor mener vi ikke, at lovgivningen dengang burde have en effekt på vores samlede konklusion i dag i forhold til, at kunne besvare vores 1 At se den unges behov og problemer i det store perspektiv. Der ses på hele familiens ressourcer og eventuelle problemer med inddragelse af den unges omkringliggende netværk

8 7 problemformulering. Dog har vi øje for, at lovgivningen dengang havde visse mangler, som der i dag er blevet sat større fokus på, og derfor er blevet skærpet, og dette kan derfor have haft en indvirkning på sagsbehandlingen dengang vores informant fyldte 18 år. Hvad er Efterværn? Efterværn er støtte til udsatte unge, der umiddelbart op til det fyldte 18. år har modtaget støtte efter SEL 52, stk. 3, i form af enten en anbringelse eller en kontaktperson. Efterværn vil ofte bestå af en kontaktperson, som hjælper den unge med at lære at klare hverdagens udfordringer eller, at en anbringelse forsætter efter at den unge er fyldt 18 år. Overordnet set har efterværn til formål, at bidrage til en selvstændig overgang fra ung til voksen. Derudover er formålet med efterværn, at skabe et fundament så udsatte unge får samme muligheder for personlig sundhed, udvikling og udfoldelse som deres jævnaldrende, på trods af de særlige udfordringer, der er forbundet med en anbringelses ophør eller lign, jf. SEL 46. Det er en forudsætning for iværksættelse af efterværn, at det må anses for, at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og at den unge er indforstået med indsatsen, jf. SEL 76. Kommunen skal senest seks måneder før den unge fylder 18 år lægge en plan, og tage stilling til den unges fremtid, og bl.a. om der skal bevilges efterværn, jf. SEL 68, stk. 12. Dette skal gøres i samarbejde med den unge ved, at revidere den unges handleplan, jf. SEL 140, stk. 3. Ved afgørelsen af hvilken støtte der skal gives, skal der tages hensyn til hovedformålet med efterværn som er, at efterværnet skal bidrage til en god overgang til voksentilværelsen. Hvis den unge har takket nej til et tilbud om efterværn, men senere fortryder, skal kommunen hurtigst mulig genvurdere om den unge skal have bevilliget efterværn, hvis der stadig er et reelt behov herfor. Dog kan den unge kun ændre mening indtil det fyldte 23. år, jf. SEL 76, stk. 4. Hvem er det der bliver berørt af fænomenet? De fleste unge, der forlader en anbringelse når de er 18 år, er ikke parate til at stå på egne ben. De forlader anbringelsen fordi de er blevet myndige, og derfor ikke længere er en del af børnesystemet. Unge i almindelighed har ofte stor indflydelse på hvornår de føler sig selvstændige, og modne nok til at flytte fra deres forældre, men for tidligere anbragte unge kan overgangen fra ung til voksen i særdeleshed være vanskelig og brat (Mølholt et al, 2012:80-81).

9 8 De fleste unge i Danmark kan hente støtte af både følelsesmæssig og materiel karakter hos deres sikkerhedsnetværk, i form af deres forældre også længe efter at de er flyttet for sig selv. Tidligere anbragte unge står derimod ofte uden dette netværk. Generelt har udsatte unge, der afslutter en anbringelse, ringere forudsætninger for, at klare overgangen til voksenlivet, bl.a. fordi deres familienetværk ofte er meget svagt eller ikke eksisterende (ibid.:80-81). Forskning viser, at tidligere anbragte unge, som ikke har modtaget efterværn, i højere grad klarer sig dårligere end de tidligere anbragte unge, der har modtaget efterværn. Manglende inklusion til arbejdsmarkedet kan medvirke marginalisering for de tidligere anbragte unge, hvilket i det større perspektiv berører samfundet. Undersøgelser viser, at 47 % af tidligere anbragt unge, der har modtaget efterværn, har større chancer for, at få en vellykket voksenkarriere, og generelt har bedre muligheder for, at klare et selvstændigt voksenliv (ibid.:118). Inger Oterholm (2008) lavede en undersøgelse om arbejdet med efterværn i det kommunale arbejde. Hun konkluderer, at den kommunale økonomi, at de unge er for dårlige til at få hjælp under børneparagrafferne, og at der ikke kan findes et passende efterværnstilbud til de unges behov, alle er tre væsentlige grunde til, at kommunerne ikke tilbyder anbragte unge efterværn (Mølholt et al, 2012:100). Vi har i dette kapitel redegjort for lovgivningen på efterværnsområdet, og redegjort for hvad efterværn er, samt dens fremvækst og tilblivelse. Ydermere har vi redegjort for hvem der bliver berørt af fænomenet, og konsekvenserne ved manglende efterværn. I det følgende kapitel vil vi redegøre for valget af vores videnskabsteoretiske ståsted. Kapitel 3. Videnskabsteori I det følgende kapitel vil vi redegøre for, og begrunde vores valg af projektets videnskabelige ståsted, samt redegøre for hvilken betydning det har, for valget af empirisk undersøgelsesmetode. Vores videnskabsteoretiske ståsted i projektet er hermeneutisk, og tager afsæt i Hans Georg Gadamers hermeneutiske cirkel. Den hermeneutiske cirkel er princippet om, at man må forstå delene ud fra helheden, og helheden ud fra delene. Dette er ifølge Gadamer ikke blot en metodisk grundregel, men også et grundtræk ved den måde mennesker lever på (denstoredanske.dk). Princippet med den hermeneutiske cirkel går ud på, at have en forforståelse, men hvis man indsamler sig viden omkring det man har en forforståelse for,

10 9 tillægger man sig erfaring, og opdager ny viden, og rykker derfor ved sin forforståelse. Ens viden bliver hele tiden forøget, men aldrig fuldstændig (Thurén, 2008:70). Gadamer kalder det for en horisontsammensmeltning; når den hermeneutiske forståelsesproces opstår mellem 2 forståelseshorisonter. Dette sker bl.a. når man ser på et maleri, eller lytter til musik. Man danner sin egen fortolkning af værkerne, og blander sin egen erfaring og forståelse af tingene, med kunstnerens. Derved bliver værkerne løbende omskabt (Klausen, 2005:156). Gadamer mener derfor at det er umuligt at udelukke sin forforståelse, da den har en betydning for processen, og det erkender vi, og er indforstået med i arbejdet med vores projekt (ibid.: ). Hermeneutikken handler om evnen til at forstå, fortolke og til at forsøge at finde en mening, og dette kommer bedst frem ved et kvalitativt interview, i modsætning til en kvantitativ metode, som f.eks. et spørgeskema, hvor man ikke har samme mulighed for at spørge dybere ind, men udelukkende baserer viden på fakta (ibid.: ). Vi har valgt at bruge en kvalitativ metode i form af interview, da vores problemformulering indeholder en forforståelse for vores valgte problemstilling. Derfor kan vi ikke besvare vores problemformulering udelukkende ved brug af kvantitative metoder, men har i stedet valgt, at interviewe relevante informanter, og derved få muligheden for at spørge dybere ind, og evt. rykke ved vores forforståelse. Den hermeneutiske tilgang handler bl.a. om, at gengive en beskrivelse, hvor interviewet handler om, hvad informanten kan have ment med sine udsagn, hvilke fortolkninger informanten selv giver og hvilken fortolkning intervieweren har. Beskrivelsen har et meningsaspekt (Gilje et al, 2002: ). Ved hjælp af interviewguide spørger vi ind til temaer/problemstillinger, som omhandler vores forforståelse. Ud fra de svar vi får tilbage tolker vi på det sagte. Svarene kan fra informantens side ydermere være fortolket, og det skal vi derved forsøge at fortolke på, og stadig sikre validitet. Vores syn er subjektivt, og vi er åbne for at finde nye svar, der kan ændre vores forforståelse. Derfor søger vi heller ikke et entydigt svar på, eller sandhed med, vores problemformulering, men er åbne for, at der rejser sig nye spørgsmål til undersøgelsen hvilket stemmer overens med det hermeneutiske perspektiv. Vi har nu redegjort for vores videnskabsteoretiske ståsted, og vil i det næste kapitel redegøre for, og begrunde vores valg af den empiriske undersøgelsesmetode, beskrive vores informanter og interviewsituationen, redegøre for vores databearbejdning og analysestrategi, og redegøre for validitet, reliabilitet og generaliserbarhed i projektet.

11 10 Kapitel 4. Empirisk undersøgelsesmetode I dette kapitel vil vi redegøre for, og begrunde vores valg af den empiriske undersøgelsesmetode. Vi vil beskrive vores informanter og selve interviewsituationen, og vi vil redegøre for, hvordan vi har valgt at bearbejde vores indsamlede empiri, og hvordan vi vil anvende og systematisere vores empiri i forhold til at belyse vores problemformulering. Ydermere vil vi redegøre for hvordan vi har sikret validitet, reliabilitet og generaliserbarhed i vores projekt. Det kvalitative interview Til indhentelse af vores empiri, har vi valgt at bruge en kvalitativ metode i form af et interview, da denne metode bl.a. afspejler vores videnskabsteoretiske udgangspunkt, som bygger på de bløde værdier; evnen til at forstå, fortolke og til at forsøge at finde en mening (Thurén, 2008: ). Kvalitative metoder bruges når noget skal prøve at forstås, eller man skal finde et bestemt mønster (Trost et al, 2010:33). Et kvalitativt interview former sig hovedsagligt som en dialog hvor hensigten er, at afdække interviewpersonens oplevelse af en bestemt kontekst. Det kvalitative interviews styrke ligger i, at det er muligt at gå i dybden med et bestemt emne, og her er det vigtigt, at intervieweren stiller sig åben overfor emnet, og accepterer at interview personen kan ændre ens forforståelse (Harboe, 2006:45-46). Vi fandt det derfor relevant at bruge en kvalitativ metode for, at komme mere i dybden med vores empiri, og derved nærmere et svar på vores problemformulering. Vores problemformulering ligger ydermere op til et hermeneutisk videnskabsteoretisk syn, og indeholder en forforståelse. Derfor kan vores problemformulering ikke besvares udelukkende ved brug af en kvantitativ metode. Til vores interview med en socialrådgiver, og interviewet med lederen af et opholdssted valgte vi, at lave semistrukturerede interviews ved brug af interviewguides. På den måde havde vi nogle spørgsmål at gå ud fra, dog uden at være bundet, men stadig kunne stille uforberedte spørgsmål. Med et kvalitativt interview kan vi stille enkle og direkte spørgsmål, og derfor også få komplekse og indholdsrige svar, som vi kan bruge i analysen, til at besvare vores problemformulering (Christensen, 1994:10). Til vores interview med en tidligere anbragt ung, brugte vi det livsverdens-orienterede interview. I denne form for interview er det vigtigt, at interviewet ikke er et struktureret interview, men en samtale eller en narrativ fortælling. Vægten ligger altså på personens

12 11 beskrivelse med henblik på efterfølgende analyse af interviewet, som er orienteret mod menings-tolkning. Dvs. den verden, som den interviewede oplever og lever den. (ibid.:12-13). Dette interview dejede sig ikke om personen, men om personens verden, som vi igennem interviewet bliver en del af, og kommer til at dele med interviewpersonen. For at interviewet skal blive så flydende som muligt opstiller Kvale flere retningslinjer for interviewet (ibid.:13ff). Disse retningslinjer forsøgte vi at følge i interviewet med den tidligere anbragte unge for, at få informanten til at åbne sig mest mulig op, og for at selve interviewet skulle blive en fortolkning af hans egne oplevelser. Vores interviewguide bestod derfor af åbne spørgsmål. Kritikere mener, at det at bruge interview som metode er subjektivt og uvidenskabeligt. At kvalitative undersøgelser er et forstudie til de kvantitative undersøgelser, og derfor ikke kan bruges alene (Trost et al, 2010:32). Man kan ikke ved brug af en kvalitativ metode indsamle overordnet data fra flere personer, som man f.eks. ville have kunnet ved brug af spørgeskema. Fordelen ved at bruge kvalitativt interview er, at man let kan vende tilbage til informanten, hvis man på et senere tidspunkt har brug for supplerende svar til det interview man foretog i første omgang. Intervieweren er undersøgende og udforskende, og er åben overfor overraskende og nye informationer (ibid.:57ff). Ved brug af det livsverden-orienterede interview kan vi få spurgt om de svære spørgsmål, der går helt tæt på informanten, og får informanten til at reflektere over sit liv, problemer og lign. Derved får vi også informantens egne oplevelser og fortællinger i stedet for hvis vi havde brugt en kvantitativ metode, f.eks. ved spørgeskema, hvor svarmulighederne kan være begrænsede og upersonlige. Valg af informanter For at besvare vores problemformulering bedst mulig valgte vi, at lave tre kvalitative interviews: et med en kvindelig socialrådgiver, som har arbejdet indenfor faget i omkring syv år. Et interview med en tidligere anbragt mand på nu 27 år, som har boet på et opholdssted fra han var år, og et interview med en mandlig leder af et opholdssted på 45 år, som er uddannet pædagog, og har drevet sit eget opholdssted i ca. et år. Tidligere har han arbejdet på flere forskellige opholdssteder. På den måde kom vi bredest rundt, og kunne indsamle empiri fra både et samfundsperspektiv, via interview med socialrådgiveren og lederen af opholdsstedet, og et borgerperspektiv via interviewet med den tidligere anbragte. Vi mener, at disse tre informanter kan give os den mest fyldestgørende og bredest viden omkring det, at

13 12 sidde som dem der udfører det konkrete arbejde omkring efterværn til det, at være selve borgeren som arbejdet omhandler. Alle tre informanter var nogen vi i forvejen havde kendskab til gennem eget netværk. Dette var en fordel i forhold til, at det kan være svært at finde informanter, som vil stille op til interview inden for dette emne, da fagpersonerne vi forsøgte at kontakte gav udtryk for, at de havde for travlt til at stille op til et interview, og det kan være svært at finde tidligere anbragte, som har lyst til at snakke om deres fortid, da det for nogen kan være et personfølsomt emne. Vi så det også som en ulempe, at vi kendte den tidligere anbragte i forvejen, da informanten måske derfor tilbageholder vigtig og relevant viden. Vi forsøgte at få kontakt til en anden informant, via vores kendskab til den tidligere anbragte, men dette var ikke muligt, og derfor valgte vi, at interviewe ham vi kendte. Vi valgte dog, at spørge informanten om hans mor ville deltage under interviewet. Vi mener, at det skabte en større mulighed for refleksion hos den tidligere anbragte, da der var ting han ikke selv kunne huske fra den tid, hvor hans mor derfor kunne supplere og derved skabe refleksion, og vi kunne samtidig få information og viden omkring hvordan det er, at være forældre til et barn der er/har været anbragt. Rammerne omkring interviewene og etiske overvejelser Til alle tre interviews blev der brugt iphones og/eller ipad til at optage selve interviewet, da vi derved efterfølgende kunne transskribere vores interviews, og bruge citater i selve projektet. Vi valgte at optage på flere enheder på én gang fordi vi erfarede, at teknikken kan svigte. Vi tog notater undervejs, men ikke særlig fyldestgørende, da vi vægtede den aktive lytning højest. Alle interviewpersoner er anonyme i opgaven, og har fået opdigtede navne. Anonymiseringen sikrer den enkelte persons rettigheder. Vi har valgt, at give vores informanter, og andre personer der bliver nævnt i interviewet, et opdigtet navn fordi, at vi mener dette gør det nemmere for læseren, at læse selve projektet, og huske diverse navne, i stedet for hvis vi havde kaldt hver enkelt X, Y eller informant 1, 2 eller 3. Alle informanter blev præsenteret for en feltarbejdsaftale, og fik en grundig vejledning omkring hvad de skrev under på, i forhold til det, at være en del af vores projekt. Dette gjorde vi for at sikre fortrolighed, og så informanterne følte sig godt tilpas både under selve interviewet, men også efterfølgende. Vi brugte interviewguides til alle vores interviews. Socialrådgiveren ønskede ikke at læse vores guide på forhånd, da hun ikke ville danne sig en forforståelse inden selve interviewet.

14 13 Vi valgte bevidst ikke at sende vores interviewguide til den tidligere anbragte da vi ikke ønskede, at hans fortælling skulle være forberedt inden interviewet, men at hans tanker, refleksioner og lign. først skulle komme til udtryk under selve interviewet for, at hans fortælling ikke skulle virke iscenesat, så den viden vi ville få, ville være mere personlig og ikke bearbejdet fra hans side. Interviewsituationen Vores første interview var med socialrådgiveren, som foregik på hendes kontor i Sorø kommune. Det var et lille rum med store vinduer. Informanten sad med ryggen til vinduerne, og vi sad begge to overfor hende, med front mod vinduerne. Vinduet var åbent, men der var ingen støj der generede. Der var til selve interviewet afsat en time, men det endte med at vare halvanden time, da vi havde en del opfølgende spørgsmål til vores interviewguide, og socialrådgiveren gav lange, fyldestgørende og konstruktive svar. Stemningen under selve interviewet var god, og vi havde valgt, at Line skulle være den primære interviewer, og Louise var den sekundære, da hun i forvejen kendte informanten. Dette mente vi ville gøre interviewsituationen mere professionel, og mindre venskabelig. Efter endt interview fik vi slettet vores optagelse, og kunne derfor ikke transskribere interviewet. Derfor valgte vi i stedet, at lave et referat af interviewet, da vi i forbindelse med interviewet, har fået indsamlet viden omkring emnet, og derved både fik ændret men også bekræftet vores forforståelse. Referatet er vedlagt som bilag i projektet. Vores andet interview var med den mandlige leder af et opholdssted, som foregik i hans hjem i Hvalsø, hvorfra han bl.a. også driver sit opholdssted fra. Der var ingen særlige forstyrrelser, da de unge var i skole. Dog var der enkelte forstyrrelser af en mobiltelefon der ringede, og når elkedlen kogte hvilket gav enkelte forstyrrelser under optagelsen, og gjorde det svært at høre det sagte under transskriberingen. Vi sad i køkken/alrummet hvor der var højt til loftet, og meget lyst med store vinduer. Han serverede stenalderrugbrød og kaffe. Stemningen var god, og interviewet forløb flydende med grin, men også alvor. Louise var den primære interviewer, og Line var den sekundære. Der blev ikke skrevet noter undervejs. Interviewet varede lidt under en time. Vores tredje interview foregik hos den tidligere anbragtes mor i Ballerup Hun serverede lækre snacks, og vand/the/kaffe. Vi sad i stuen som var lys, med store vinduer. Informanterne sad på den ene side af bordet, og vi sad på den anden side. Louise var den primære interviewer, og

15 14 Line var den sekundære. Dette valgte vi da Line i forvejen kendte begge informanter, og vi mente, at interviewet derved ville foregå mere professionelt end venskabeligt. Stemningen var god, og den eneste støj var smasken fra gulerødder. Interviewet varede ca. 45 min. Vores fjerde interview foregik via telefon med en socialrådgiver ansat i Skive kommune. Dette interview så vi som værende en vigtig del af opgaven, da vi havde fået slettet vores tidligere interview med socialrådgiveren, og derfor ikke ville kunne bruge nogen citater fra socialrådgiverperspektivet i opgaven. Vi havde helst set, at interviewet foregik ansigt til ansigt, da der går nogle nuancer tabt, og man mister den nonverbale kommunikation, men det var svært at finde en ny informant som havde tid, og derfor så vi os nødsaget til, at tage imod hvad vi blev tilbudt. Selve telefoninterviewet foregik hjemme hos Line, og blev optaget på to telefoner og en ipad, vha. medhør fra en tredje telefon. Stemningen var god, og interviewet varede ca. 45 min. Selvom den nonverbale del var ikke eksisterende, da interviewet foregik over telefon, var vi godt forberedte, og havde lavet en fuldt ud struktureret interviewguide. Databearbejdning, analysestrategi og kodning Interviewet er transskriberet i sin helhed, dog er fyldord som øh udeladt, hvor det ikke har nogen betydning for forståelsen af det sagte. Da vi har valgt at slette ord som øh, har vi i transskriptionen i stedet markeret de naturlige pauser vha. tre punktummer. Dette er med til at give interviewet validitet, og viser at informanten ikke har svaret prompte, men har givet sig tid til, at tænke over sine svar. Ydermere er lange pauser beskrevet i parentes i transskriberingen. Vi optog interviewet på både iphones og ipad, og lyttede selv interviewet af i bidder, og skrev imens ned på computeren. Vi delte interviewene ud mellem os for, at spare tid, da vi havde tre interviews at transskribere. Citater er citeret ordret i opgaven og står i kursiv. Der foreligger endvidere en feltarbejdsaftale. Kvale mener, at man skal foretage analysen af sit interview før, man interviewer. Derved bliver interviewet ideelt, og selve analysen bliver lettere (Kvale et al, 2009:212). Andre mener dog, at man skal vente til, at al ens empiri er indsamlet. I vores tilfælde havde vi inden selve interviewet nogle tanker omkring hvordan vi ville bearbejde vores indsamlede empiri, og derefter har vi løbende noteret idéer ned (Trost et al, 2010:155). Men som udgangspunkt har vi først sat os ind i analysestrategien, efter vores interviews var transskriberet, dog med en

16 15 ubevidst viden omkring, hvordan vi ville analysere de færdige transskriptioner. Dette har fungeret bedst for os, da vi under de enkelte interviews har været aktivt lyttende, og været opmærksomme på de svar vi fik, men stadig kunne reflektere undervejs, hvilke udtalelser der ville passe til de enkelte temaer, og derved besvare problemformuleringen. Vi har ladet vores interviewguide styre af vores forforståelse, problemformulering, og de valgte teorier. Selve interviewsituationen bærer præg af vores videnskabsteoretiske syn som er hermeneutisk, og analysen af det transskriberede interview, tager udgangspunkt i den hermeneutiske cirkel. Vi prøver at skabe en forståelse af teksten som helhed ved, at fortolke forskellige dele. Disse dele er delt op ud fra forskellige temaer, som passer til vores teori, og som på den måde på bedste vis besvarer vores problemformulering. For at holde styr på de forskellige temaer, har vi gjort brug af kodning (Kvale et al, 2009:224ff). De enkelte temaer er ikke inddelt i farver, som vi ellers havde sat os for at gøre, da dette blev forvirrende, da vi hurtigt fandt ud af, at de samme citater kunne bruges på flere teorier. Efterfølgende har vi søgt efter gennemgående træk af udsagn fra de enkelte informanter, vha. de udvalgte citater, og koblet dem til vores valgte teori, for derved at komme nærmere en konklusion på problemformuleringen. Ud fra de fortolkninger vi finder frem til, sættes disse på ny i relation til helheden, og skaber igen nye dele; nye forståelser for teksten. På den måde skabes der en dybere forståelse af meningen, og vi får reflekteret over nye anskuelser, og en eventuel ny forforståelse (ibid.:233). Gyldighed/validitet, pålidelighed/reliabilitet og generaliserbarhed Vi sikrer reliabilitet i vores undersøgelse, da vi har gjort brug af det livsverden-orienterede interview i forbindelse med den tidligere anbragte. Derved sikrer vi os mod ledende spørgsmål, og interviewet bliver en fortælling udelukkende ud fra hans synspunkt (Kvale et al, 2009:271). Interviewet er transskriberet in extenso, og passager hvor det sagte har været uklart er blevet nedskrevet. Ydermere er grin blevet noteret så der ikke er tvivl om evt. sarkastiske svar. Dette skal sikre, at vi får samme svar uanfægtet hvem som transskriberer, hvilket sikrer reliabilitet og validitet (ibid.: ). Vi har i vores projekt brugt validiteten til, at sikre sammenhæng og gyldighed mellem vores problemformulering og konklusion. De kvalitative interviews er udarbejdet ud fra vores ide om hvilke oplysninger, der er nødvendige at indsamle for, at belyse vores problemformulering.

17 16 Vores undersøgelse kan benyttes generaliserende fordi vi undersøger fænomenet ud fra teorier, og inddrager andenhånds empiri i form af kvantitative metoder, som f.eks. statistik, og på den måde får en viden der kan bruges af andre, selvom vores undersøgelse tager udgangspunkt i en enkelt persons opfattelse (ibid.:287ff). I det ovenstående kapitel har vi nu redegjort for den empiriske undersøgelsesmetode. Vi har beskrevet vores informanter og selve interviewsituationen, vi har redegjort for vores databearbejdning og analysestrategi, og vi har redegjort for validitet, reliabilitet og generaliserbarhed i projektet. I det følgende kapitel, vil vi redegøre for projektets teoretiske udgangspunkt. Kapitel 5. Projektets teoretiske udgangspunkt Vi vil i dette kapitel redegøre for de teorier som er valgt for, at undersøge vores problemformulering. Vi har valgt at lægge fokus på to teorier: Eriksons teori om identitetsdannelse og Pierre Bourdieus begreber: habitus, felt og kapital. Disse teorier er valgt for, at undersøge den unges udvikling fra barndommen af, og derved give et billede af den unges habitus og sociale kapital og hvor den unge befinder sig udviklingsmæssigt, når pågældende fylder 18 år, og står i en situation om valg eller fravalg af efterværn. Vi vil med teorierne undersøge konsekvenserne af enten den unges fravalg af efterværn, eller kommunens afgørelse om ikke at bevilge efterværn, set ud fra et borgerperspektiv, men også hvilke konsekvenser det kan have for samfundet. Ydermere vil vi bruge teorien til, at undersøge den unges netværk, og påvirkningen og vigtigheden af støtten og tilknytningen fra dette. Hver enkelt teori kan bruges til at analysere konsekvenserne ved manglende efterværn, og derved refererer teorierne til problemstillingerne, så vi kan undersøge vores problemformulering. Erik H. Erikson Erikson inddeler livsforløbet i 8 forskellige faser (bilag 1:39) hvor hver fase har sin egen psykosociale udviklingskrise (Hutchison et al, 2006:52). Vi har valgt at fokusere på to af Eriksons faser, da det er den aldersgruppe vi har afgrænset os til i vores projekt. 5. Ungdom (12 18 år): Identitet eller rolleforvirring: Målet er i denne fase at adskille sig fra forældrene og skabe sin egen identitet. Hvis den unge ikke oplever at få hjælp til dette

18 17 igennem omsorgspersonerne eller netværket, vil den unge have svært ved at lære sig selv at kende, og ikke lære at træffe store valg, som uddannelse eller finde kærligheden. 6. den unge voksne (19 40 år): Intimitet eller isolation: En af de vigtigste faser for identitetsdannelsen er ungdommen, hvor de forrige faser har medindflydelse på udviklingen. Den unge skal i denne fase, skabe venskaber og kærlighed. Hvis den unge i de forrige faser, har skabt mistillid og er usikker på sine egne handlinger og identitet, vil den unge blive isoleret og have angst for at binde sig, til andre mennesker (ibid, 2006:53-57). Vi har valgt at bruge Eriksons teori om identitetsdannelse, da den kan suppleres med Bourdieus begreber, og samtidig går i dybden med de enkelte faser. Vi vil med Eriksons teori undersøge hvilke konsekvenser de enkelte faser har for den unges fremtid hvis den unge har uopfyldte behov fra tidligere faser. Derved vil vi undersøge hvordan manglende efterværn kan siges at være problematisk for de udsatte unge. Ydermere vil vi bruge Eriksons teori til, at undersøge hvor i udviklingen de udsatte unge er, når de bliver stillet over for, at skulle træffe et valg om hvorvidt de ønsker efterværn. Pierre Bourdieu Habitus: Mennesket tilegner sig viden, følelser, adfærd, sociale erfaringer, normer osv. gennem hele livet, og det der påvirkes og formes i os, er det Bourdieu kalder Habitus. Menneskers virkelighedsforståelser, valg og handlinger bestemmes derfor ud fra hvad vi gennem livet har tilegnet os, dog ubevidst. Disse erfaringer lagres i vores krop, og gemmes som skemaer, som vi bruger til at møde verden med. Et individ handler kun ud fra hvad der giver mening for den enkelte, hvis det ligger inden for den pågældendes habitus. (Jerlang, 2009: ). Bourdieu mener, at vi alle fødes med en bestemt habitus, at vi, når vi fødes, handler på en bestemt måde. Gennem en socialisationsproces udformes en samfundsmæssig natur. Der skabes en livsorientering der gør os i stand til at socialisere med andre mennesker, eller til at træffe valg som f.eks. uddannelse/job, venner osv. (ibid.:115). Hvilket samfundsmæssigt lag vi fødes ind i, har også en betydning på vores habitus. Mennesker født under ens levevilkår, eller i samme sociale klasse, udvikler grundlæggende ens habitus, da disse tilegner sig samme erfaringer og muligheder for livet. De har visse fællestræk. Der skabes en vis ensartethed der viser sig gennem opdragelse, uddannelse, interesser og ægteskab inden for samme sociale klasse. Mennesket skal være disponeret over for sociale fænomener for, at kunne forstå dem og tage dem til sig. Derfor har det også en stor betydning for den enkeltes habitus og tillæring, hvad

19 18 den enkelte har til fælles med den sociale omverden. Det er en stor medvirken til hvordan vi lærer, kommunikerer med hinanden, får succes i skolen osv. Bourdieu mener, at selvom der findes mønsterbrydere; dem som f.eks. går fra rig til fattig, så vil den enkelte altid tage sin habitus med i det nye felt, ligegyldigt hvor meget pågældende forsøger at ændre på den (ibid.: ). Felt: Samfundet består af forskellige sociale rum, f.eks. det kunstneriske, uddannelse, arbejdsmarkedet, alle med hver deres love, logikker og krav. Individet stræber efter det felt, som giver mest mening, og som passer til den enkeltes habitus. Felterne forsøger at opretholde sig selv ved, at udelukke andre, og derved styrke sin magt og sin kapital. Dette kan gøres ved hjælp af adgangskriterier, f.eks. ved et bestemt karaktergennemsnit ved uddannelse, eller de fornødne kompetencer ved søgning af job. Ergo skal man besidde den rette kapital, og felt og habitus hænger sammen (ibid.: ). Bourdieu mener, at der godt kan opstå uoverensstemmelser mellem habitus og felt. Dette ses bl.a. ved flygtninge, som flygter fra et sted, men en bestemt habitus, til et andet land, med andre normer og værdier, og derfor en anden form for habitus. Nogle vil forsøge at opretholde de normer og værdier de kom til det nye land med, og de vil give disse normer og værdier videre til deres egne børn. Dette kan dog give en splittet habitus for barnet, og derved risikere identitetsproblemer (ibid.: ). Kapital: Bourdieu skelner mellem tre grundlæggende former for kapital, samt en overordnet: Økonomisk kapital, som indebærer høje indtægter, økonomisk magt og indflydelse. Social kapital i form af netværk, stabile relationer og forbindelser. Kulturel kapital kan være dannelse, uddannelse, god sprogbrug, viden og lign. Symbolsk kapital rummer alle de ovenstående kapitalformer, og er en form for anerkendelseskapital. Er man velhavende har man økonomisk kapital, hvilket øger den symbolske kapital, eller har man en høj uddannelse, besidder man kulturel kapital, hvilket også er med til at øge den symbolske kapital. Symbolsk kapital giver individet magt og status i samfundet, og den symbolske kapital er noget den enkelte kan besidde allerede fra fødslen, hvis pågældende f.eks. er født ind i en rig familie. Barnet vil derfor forsøge at opretholde den symbolske kapital, f.eks. ved at stræbe efter, at klare sig godt i skolen, og efterfølgende tage en videregående uddannelse for derved selv en dag, at opnå økonomisk kapital. Dette er også en vigtig forklaring på hvorfor de højere klassers børn klarer sig bedre i skolen, og derved ikke nødvendigvis skyldes højere begavelse (ibid.: ).

20 19 Med hjælp fra Bourdieus begreber vil vi finde ud af hvilke(n) habitus og kapitaler vores informant, den tidligere anbragte, har, og hvilket felt han forsøger at bevæge sig i. På den måde kan vi forsøge at forstå og forklare hvorfor og hvordan han gør som han gør. Dette skal forklare hvorfor efterværn er vigtigt for nogle udsatte unge for, at undgå de mulige konsekvenser som vi i vores analyse finder frem til. Ydermere vil vi med Bourdieus begreber finde frem til problematikken ved, at de unge skal træffe et valg, og vi vil undersøge betydningen af den unges sociale kapital i forhold til udvikling og kompetencer. Vi har nu redegjort for vores valg af teorier, og vil i det næste kapitel præsentere vores informanter, undersøge vores problemformulering, redegøre for kritiske overvejelser af metode og teori, og til sidst vil vi konkludere og perspektivere. Kapitel 6. Analyse I det følgende kapitel vil vi først præsentere vores informanter, som de bliver nævnt i analysen. Derefter vil vi undersøge vores problemformulering ved hjælp af citater fra vores kvalitative interviews, Eriksons teori om identitet og Bourdieus begreber: habitus, felt og kapital. Ydermere vil vi anvende, og referere til relevant faglitteratur. Efter analysen vil vi redegøre for kritiske overvejelser over brugbarheden af den metode og de teorier vi har anvendt til at indsamle og analysere vores empiri. Slutteligt vil vi komme med vores konklusion på problemformuleringen, og efterfølgende en perspektivering. Vi har valgt at strukturere analysen ud fra tre overskrifter: 1. Den sociale kapitals betydning for den unges udvikling og kompetencer 2. Problematikken når udsatte unge stilles over for et valg om, at kunne takke nej til forvaltningens afgørelse om efterværn 3. Konsekvenser ved manglende efterværn for tidligere anbragte unge. Dette skal være en hjælp til, at få et overskueligt overblik over undersøgelsen, og sikre at vi får besvaret vores problemformulering. Præsentation af informanter Peter Sørensen er leder af et bosted i Hvalsø for unge mennesker fra omkring 16 år, og til det 23. år hvor efterværnet slutter. I interviewet fortæller Peter, at han ikke vil kalde sit sted for et opholdssted, da han ikke mener det er et opholdssted. Derfor nævner vi det i analysen som et

21 20 bosted. Peter er fortaler for, at opholdssteder bliver mere personliggjort, og at der er større fokus på, at det skal gøres lokalt, så der kan dannes større netværk, både i forbindelse med at skaffe jobs, men også fritidsinteresser, uddannelse og venner. I analysen refereres han til som Peter. Anna og Kasper er mor og søn. Kasper blev frivilligt anbragt på et opholdssted da han var 13 år gammel, og fik tildelt sin egen lejlighed da han fyldte 18 år. Han fik ikke bevilget efterværn. Kasper udtaler selv, at han har røget meget hash, og husker derfor ikke så meget fra sin fortid, derfor valgte vi, at spørge Kaspers mor om hun ville deltage i interviewet for, at kunne supplere, men også sætte nogle refleksioner i gang hos Kasper. Vores socialrådgiver bliver i analysen nævnt som socialrådgiver. Hun har arbejdet i Skive kommune siden 1970, hvor hun er kontoruddannet fra. I 1997 blev hun uddannet socialrådgiver, og har arbejdet med børn og unge siden som ungerådgiver. Hun arbejder primært med unge mellem 15 og 23 år. Hun iværksætter kontakpersonordninger, laver børnefaglige undersøgelser, handleplaner og lign. Alle vores informanter har fået opdigtede navne af hensyn til deres rettigheder. Den sociale kapitals betydning for den unges udvikling og kompetencer. Når tidligere anbragte unge forlader deres opholdssted, og skal starte en ny tilværelse i egen bolig, er det en ensom start på voksenlivet. De unge er tvunget til, at gøre sig uafhængige af deres primære omsorgspersoner, som primært har været pædagogerne på opholdsstedet tidligere end andre unge, da de ikke har deres forældres støtte at trække på, som andre unge har. De udsatte unge der har været anbragt på et opholdssted mangler et støttende netværk, at falde tilbage på efter de er flyttet hjemmefra (Jakobsen et al, 2010:22). Den sociale kapital har stor betydning for både uddannelse og jobmuligheder, men også for udviklingen af den unges sociale kompetencer. Peter fortæller i interviewet omkring hans mening om betydningen af den sociale kapital: ( ) når de så bliver 18 år gamle, eller de er færdige med at bo på et opholdssted, så slipper de dem der. Men de kan ikke rigtig vende hjem, fordi problemerne er jo ikke blevet løst derhjemme hvor de kommer fra. Dem de render rundt sammen med, de render sgu stadig rundt og laver ballade, så derfor har de ikke noget netværk nogen som helst steder, og det er det de i hvert fald har brug for. De har brug for et netværk, og et tilhørsforhold. Det har alle unge mennesker, for fanden. Alle de der venner jeg har hvis børn er år nu, jamen de bor derhjemme, og de får hjælp til at få mad, eller hjælp til at finde et uddannelsessted, eller få støtte og opbakning og det der, og det gør de her børn som har boet på opholdssted, det gør de ikke ( ) (bilag 3:58).